↩ Er Begrebet Arvesynd saaledes forskjelligt fra Begrebet den første Synd, at den Enkelte kun gjennem sit Forhold til 👤Adam deeltager i den og ikke gjennem sit ►primitive Forhold til Synden? I saa Fald er da 👤Adam atter bragt phantastisk udenfor Historien. 👤Adams Synd er da et mere end forbigangent (►plusquam perfectum). Arvesynden er det Nærværende, er Syndigheden, og 👤Adam den Eneste, i hvem denne ikke var, da den blev ved ham. Man stræbte da ikke at forklare 👤Adams Synd, men vilde forklare Arvesynden i dens Consequentser. Dog var Forklaringen ikke for Tænkningen. Deraf lader 123det sig godt forstaae, at et ►symbolsk Skrift udsiger Umuligheden af Forklaringen, og at dette Udsagn staaer uden Modsigelse med Forklaringen. ►De Schmalkaldiske Artikler lære udtrykkeligt: ►peccatum hæreditarium tam profunda et tetra est corruptio naturæ, ut nullius hominis ratione intelligi possit, sed ex scripturæ patefactione agnoscenda et credenda sit. Dette Udsagn lader sig godt forene med Forklaringerne; thi i disse komme ikke saa meget Tankebestemmelserne frem som saadanne, men den fromme Følelse (i Retning af det Ethiske) giver sig Luft i sin Indignation paa Arvesynden, paatager sig Anklagerens Rolle, og er nu ene bekymret for med næsten qvindelig Lidenskabelighed, med en elskende Piges Sværmerie, at gjøre Syndigheden afskyeligere og afskyeligere og sig selv i den, saa at intet Ord er haardt nok for at betegne den Enkeltes ►Participeren i den. Vil 21 man i denne Henseende overskue de forskjellige Confessioner, da frembyder der sig en ►Gradation, i hvilken den dybe protestantiske Fromhed gaaer af med Seiren. Den græske Kirke kalder Arvesynden: ►ἁμάϱτημα πϱοτοπατοϱιϰον. Den har ikke engang et Begreb; thi dette Ord er kun en historisk Angivelse, der ikke som Begrebet angiver det Nærværende, men kun det historisk Afsluttede. ►Vitium originis (►👤Tertullian) er vel et Begreb, men Sprogformen tillader dog at det Historiske kan fattes som det Overveiende. ►Peccatum originale (quia originaliter tradatur. ►👤Augustin) angiver Begrebet, der bliver end tydeligere bestemt ved Distinctionen mellem ►peccatum originans og ⓘ originatum. Protestantismen forkaster scholastiske Bestemmelser (►carentia imaginis dei; defectus justitiæ originalis) ligesom ogsaa, at Arvesynden skulde være ►poena (►concupiscentiam poenam esse non peccatum, disputant adversarii. ►📖 Apolog. A. C.) 334 og nu begynder den begeistrede ►Climax: ►vitium, peccatum, reatus, culpa. Man bryder sig kun om den sønderknuste Sjels Veltalenhed, og kan derfor stundom lade en aldeles modsigende Tanke løbe ind med i Talen om Arvesynden (►nunc quoque afferens iram dei iis, qui secundum exemplum 👤Adami peccarunt). Eller hiin bekymrede Veltalenhed bryder sig aldeles Intet om Tanken, men udsiger det Forfærdelige om Arvesynden (ⓘ ►quo fit, ut omnes propter inobedientiam 👤Adæ et 👤Hevæ in odio apud deum simus. ►📖 Form. ⓘ ►Conc.), der dog er forsigtig nok til at protestere mod at tænke det; thi hvis man tænkte det, da blev jo Synden Menneskets ⓘ Substants1. Saasnart Troens og Sønderknuselsens 22 Begeistring forsvinder, 124kan man ikke mere hjælpes ved saadanne Bestemmelser, der kun gjør det let for den snilde Forstandighed at slippe fra Synds-Erkjendelse. Men at behøve andre Bestemmelser er dog et tvivlsomt Beviis for Tidens Fuldkommenhed, ganske i samme Forstand, som det at behøve andre end ►drachontiske Love.
- Det at ►Form. Conc. forbød at tænke denne Bestemmelse maa imidlertid ►anprises netop som et Beviis paa den energiske Lidenskab, med hvilken den veed at lade Tænkningen støde an mod det Utænkelige, hvilken Energie er saare beundringsværdig mod den moderne Tænkning, der kun altformeget er løs paa Traaden. (tilbage)