§ 1
Historiske Antydninger med Hensyn til Begrebet »Arvesynd«
✂ Er dette Begreb identisk med Begrebet ►den første Synd, 👤Adams Synd, Syndefaldet? Saaledes har man vel stundom taget det og derfor sat Opgaven at forklare Arvesynden som identisk med at forklare 👤Adams Synd. Da Tænkningen her stødte paa Vanskeligheder, valgte man en Udvei. For dog at forklare Noget, anbragte man en ►phantastisk Forudsætning, i hvis Tab Syndefaldets Følge bestod. Man vandt nu den Fordeel, at Enhver villigt indrømmede, at en saadan Tilstand som den beskrevne ikke fandtes i Verden, men glemte, at Tvivlen var en anden, om den havde existeret, hvilket var temmelig nødvendigt for at tabe den. Menneskeslægtens Historie fik en phantastisk Begyndelse, 👤Adam blev lagt phantastisk udenfor, den fromme Følelse og Phantasie fik, hvad den forlangte, et gudeligt Forspil; men Tænkningen fik Intet. Paa en dobbelt Maade holdtes 👤Adam phantastisk udenfor. Forudsætningen var en dialektisk-phantastisk, ►nærmest i Katholicismen (👤Adam tabte ►donum divinitus datum suprana20turale et admirabile). Den var en historisk-phantastisk, nærmest i ►den foederale Dogmatik, der dramatisk fortabte sig i en Phantasie-Anskuelse af 👤Adams Optræden som Befuldmægtiget for hele Slægten. Begge Forklaringer forklare naturligviis In333tet, da den ene kun bortforklarer, hvad den selv har digtet ind; den anden blot digter Noget ind, som Intet forklarer.
✂ Er Begrebet Arvesynd saaledes forskjelligt fra Begrebet den første Synd, at den Enkelte kun gjennem sit Forhold til 👤Adam deeltager i den og ikke gjennem sit ►primitive Forhold til Synden? I saa Fald er da 👤Adam atter bragt phantastisk udenfor Historien. 👤Adams Synd er da et mere end forbigangent (►plusquam perfectum). Arvesynden er det Nærværende, er Syndigheden, og 👤Adam den Eneste, i hvem denne ikke var, da den blev ved ham. Man stræbte da ikke at forklare 👤Adams Synd, men vilde forklare Arvesynden i dens Consequentser. Dog var Forklaringen ikke for Tænkningen. Deraf lader 123det sig godt forstaae, at et ►symbolsk Skrift udsiger Umuligheden af Forklaringen, og at dette Udsagn staaer uden Modsigelse med Forklaringen. ►De Schmalkaldiske Artikler lære udtrykkeligt: ►peccatum hæreditarium tam profunda et tetra est corruptio naturæ, ut nullius hominis ratione intelligi possit, sed ex scripturæ patefactione agnoscenda et credenda sit. Dette Udsagn lader sig godt forene med Forklaringerne; thi i disse komme ikke saa meget Tankebestemmelserne frem som saadanne, men den fromme Følelse (i Retning af det Ethiske) giver sig Luft i sin Indignation paa Arvesynden, paatager sig Anklagerens Rolle, og er nu ene bekymret for med næsten qvindelig Lidenskabelighed, med en elskende Piges Sværmerie, at gjøre Syndigheden afskyeligere og afskyeligere og sig selv i den, saa at intet Ord er haardt nok for at betegne den Enkeltes ►Participeren i den. Vil 21 man i denne Henseende overskue de forskjellige Confessioner, da frembyder der sig en ►Gradation, i hvilken den dybe protestantiske Fromhed gaaer af med Seiren. Den græske Kirke kalder Arvesynden: ►ἁμάϱτημα πϱοτοπατοϱιϰον. Den har ikke engang et Begreb; thi dette Ord er kun en historisk Angivelse, der ikke som Begrebet angiver det Nærværende, men kun det historisk Afsluttede. ►Vitium originis (►👤Tertullian) er vel et Begreb, men Sprogformen tillader dog at det Historiske kan fattes som det Overveiende. ►Peccatum originale (quia originaliter tradatur. ►👤Augustin) angiver Begrebet, der bliver end tydeligere bestemt ved Distinctionen mellem ►peccatum originans og ⓘ originatum. Protestantismen forkaster scholastiske Bestemmelser (►carentia imaginis dei; defectus justitiæ originalis) ligesom ogsaa, at Arvesynden skulde være ►poena (►concupiscentiam poenam esse non peccatum, disputant adversarii. ►📖 Apolog. A. C.) 334 og nu begynder den begeistrede ►Climax: ►vitium, peccatum, reatus, culpa. Man bryder sig kun om den sønderknuste Sjels Veltalenhed, og kan derfor stundom lade en aldeles modsigende Tanke løbe ind med i Talen om Arvesynden (►nunc quoque afferens iram dei iis, qui secundum exemplum 👤Adami peccarunt). Eller hiin bekymrede Veltalenhed bryder sig aldeles Intet om Tanken, men udsiger det Forfærdelige om Arvesynden (ⓘ ►quo fit, ut omnes propter inobedientiam 👤Adæ et 👤Hevæ in odio apud deum simus. ►📖 Form. ⓘ ►Conc.), der dog er forsigtig nok til at protestere mod at tænke det; thi hvis man tænkte det, da blev jo Synden Menneskets ⓘ Substants1. Saasnart Troens og Sønderknuselsens 22 Begeistring forsvinder, 124kan man ikke mere hjælpes ved saadanne Bestemmelser, der kun gjør det let for den snilde Forstandighed at slippe fra Synds-Erkjendelse. Men at behøve andre Bestemmelser er dog et tvivlsomt Beviis for Tidens Fuldkommenhed, ganske i samme Forstand, som det at behøve andre end ►drachontiske Love.
- Det at ►Form. Conc. forbød at tænke denne Bestemmelse maa imidlertid ►anprises netop som et Beviis paa den energiske Lidenskab, med hvilken den veed at lade Tænkningen støde an mod det Utænkelige, hvilken Energie er saare beundringsværdig mod den moderne Tænkning, der kun altformeget er løs paa Traaden. (tilbage)
✂ Det Phantastiske, som her har viist sig, gjentager sig ganske conseqvent paa et andet Punkt af Dogmatiken, i Forsoningen. ►Det læres, at Christus har ►gjort Fyldest for Arvesynden. Men hvorledes gaaer det da med 👤Adam? Han bragte jo Arvesynden ind i Verden, var da Arvesynden ikke en ►actuel Synd i ham? Eller betyder Arvesynden det Samme for 👤Adam som for Enhver i ►Slægten? I saa Fald er Begrebet hævet. Eller var 👤Adams hele Liv Arvesynden? Fødte den første Synd ikke andre Synder i ham ɔ: actuelle Synder? Feilen i det Foregaaende viser sig her tydeligere; thi 👤Adam er kommen saa phantastisk udenfor Historien, at han er den Eneste, der er udelukket fra Forsoningen.
✂ Hvorledes man da end stiller Problemet, saasnart 👤Adam kommer phantastisk udenfor, er Alt forvirret. At forklare 👤Adams Synd er derfor at forklare Arvesynden, og ingen Forklaring hjælper Noget, der vil 335forklare 👤Adam, men ikke Arvesynden, eller vil forklare Arvesynden, men ikke 👤Adam. Dette har sin dybeste Grund i, hvad der er det Væsentlige i den menneskelige Existents, at Mennesket er ►Individuum og som saadant paa eengang sig selv og hele Slægten, saaledes, at hele Slægten participerer i Individet og Individet i hele Slægten1. Fastholder man ikke dette, da kommer 23 man enten ind i ►det pelagianske, socinianske, philanthropiske Eettal, eller i det Phantastiske. Forstandens ►Prosaisme er, at Slægten ►numerisk opløses i et ►einmal ein. Det Phantastiske er, at 👤Adam nyder den velmeente Ære, at være mere end hele Slægten, eller den tvetydige Ære, at staae udenfor Slægten.
✂ I ethvert Øieblik er det saaledes, at Individet er sig selv og Slægten. Dette er Menneskets Fuldkommenhed seet som Tilstand. Tillige 125er det en Modsigelse; men en Modsigelse er altid Udtryk for en Opgave; men en Opgave er Bevægelse; men en Bevægelse hen til det Samme som Opgave, der var som det Samme ►opgivet, er en historisk Bevægelse. Altsaa har Individet Historie; men har Individet Historie har Slægten det ogsaa. Ethvert Individuum har den samme Fuldkommenhed, netop derfor falde Individerne ikke numerisk fra hinanden, ligesaa lidet som Slægtens Begreb bliver et Phantom. Ethvert Individuum er ►væsentligt interesseret i alle andre Individers Historie, ja ligesaa væsentligt som i sin egen. Fuldendtheden i sig selv er derfor den fuldkomne Participation i det Hele. Intet Individuum er ►ligegyldigt mod Slægtens Historie, ligesaa lidet som Slægten mod noget Individs. Idet da Slægtens Historie gaaer frem, begynder Individet bestandig forfra, fordi det er sig selv og Slægten, og deri igjen Slægtens Historie.
✂ 👤Adam er det første Menneske, han er paa eengang sig selv og Slægten. Det er ikke i Kraft af det æsthetisk Skjønne, at vi holde paa ham; ikke i Kraft af en høimodig Følelse, at vi slutte os til ham, for ikke at 336lade ham saa at sige staae i Stikken, som den, der ►forskyldte Alt; ikke i Kraft af Sym24pathiens Begeistring og ►Pietetens Overtalelse vi beslutte os til at dele Skyld med ham, ►som Barnet ønsker at være skyldigt med Faderen; ikke i Kraft af en tvungen Medlidenhed, der lærer os at finde os i, hvad vi nu eengang maa finde os i; men det er i Kraft af Tanken vi fastholde ham. Ethvert Forsøg derfor paa at forklare 👤Adams Betydning for Slægten som ►caput generis humani naturale, seminale, foederale, for at erindre om dogmatiske Udtryk, forvirrer Alt. Han er ikke væsentlig forskjellig fra Slægten; thi saa er Slægten slet ikke til; han er ikke Slægten; thi saa er Slægten heller ikke til: Han er sig selv og Slægten. Hvad der derfor forklarer 👤Adam forklarer Slægten og omvendt.