Kierkegaard, Søren Fra SK · 6. april [1846] · til J.L. Heiberg

✂ ►Deres Billet af 2den April modtog jeg ►Torsdag-Aften, da jeg temmelig silde kom hjem. ►Fredag Morgen skulde jeg reise ned til min Broder ved 📌Sorøe; da jeg nu er vendt tilbage, anvender jeg strax det første Øieblik til et lille Gjensvar.

✂ Tak altsaa for Deres kjærkomne Billet. Naar En har skrevet en lille æsthetisk Kritik, og da Den, der æsthetisk absolut har Myndigheden, bruger denne til at rose: saa ⓘ gjør gjør] , først skrevet er d det jo altid godt at være den Paagjeldende, ⓘ hvemhvem] , først skrevet d den Udmærkede udmærker. ►Det sindrige østerlandske Ordsprog siger kløgtigt, at kun den døve Vise kan modstaae Smiger; kløgtigt, thi Eenfoldigheden vilde vel tro, at een af Delene var nok: Døvheden eller Viisdommen. Og jeg som hverken er Døv eller Viis, hvorle130des skulde jeg ►bestaae i en saadan Anfægtelse! Heldigt derfor, at det er en Umulighed ved hiin Billet at føres i saadan Fristelse. Naar nemlig den Myndige roser eller ⓘ anerkjenderanerkjender] , først skrevet anerki, da er dette jo ikke Smiger, det vilde ei heller være viist at døve sit Øre derimod, men usømmelig og selvklog Indbildskhed ikke taknemligen at agte derpaa. Omvendt er Forholdet det samme. Naar Den, der beundrende underordner sig, i selve Beundringens Yttring udtrykker en nogenlunde klar Bevidsthed af og Forestilling om, hvad det er han beundrer: da er atter dette ikke Smiger. I det ene Tilfælde er Myndigheden (hos den Herskende), i det andet Tilfælde Sandheden (hos den Underordnede) den væsentlige Inderlighed, der forhindrer Smigreriets Tomhed.

✂ Tak ogsaa for ►den Mulighed, De betyder betræffende en Yttring af Forfatteren til en Hverdags-Historie. ►Hvad jeg har sagt i 1v Anmeldelsen ⓘ om om] , først skrevet betræffende hine Noveller med Hensyn til en Læseverden, det kan jeg her om hiin venlige Yttring gjentage med Hensyn til min ringe Person: til enhver Aarets Tid er den mig en kjærkommen Gave, at vente den er i sig selv kjært, at modtage den forventede ikke mindre kjært.

✂ De er jo Udgiveren af hine Noveller. Men en Udgiver har det i sin Raadighed, naar han vil, at betragte sig selv som Uvedkommende i Forhold til Bogen og Forfatteren. Til Dem som ⓘ UdgiverUdgiver] K, Udgiiver R havde jeg henvendt mig med Bøn om Tilgivelse for, at jeg voldte Dem en lille Uleilighed. Under Forudsætning af, at hiin ubekjendte Forfatter vilde beære mig med en lille Skrivelse, kunde De nu have ladet Tiden gaae hen, til den blev færdig, og derpaa i en Forretnings-Convolut ►tilstillet mig hvad der allerede var Opmærksomhed nok mod mig. Jeg skjønner ikke ⓘ rettere end,rettere end,] , først skrevet rettere, at De med fuld Ret kunde have handlet saaledes; desto mere paaskjønner jeg Deres Billet. Dens Indhold, ja det er den Myndiges Dom, for hvilken jeg har takket; men Billetten selv er en Forekommenhed, der paa en kjær Maade forpligter mig i taknemlig Skyldighed.

✂

✂