Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 28

✂ 1r6123124125Hermed 6 Extra-Aftryk af ►Fl. PostNo 82 & 83. At Forsinkelsen ikke er min Skyld, veed De formodentlig allerede ved ►Hr. 👤Langhoff.

✂ Tak endnu engang for Afhandlingen! Den har fornøiet mig endnu mere ved den nye Gjennemlæsning.

✂

✂

✂ ►Deres Brev modtog jeg iaftes. Kun eet Punkt deri foruroliger mig Noget. Jeg frygter nemlig for at det paa nogen Maade skulde synes som om jeg, ved at benytte mig af de almindelige og ubestemte Udtryk, hvori ⓘ DeDe] , < de mundtlig har fremsat ⓘ DeresDeres] , < deres Fordringer til Stilen, ligesom har søgt at slippe forbi det Værn, ►Deres første Brev indeholdt. I denne Henseende kan jeg ikke undlade at bede Hr. Prof. saavidt muligt at erindre Dem om de Yttringer fra min Side, der vistnok indeholdt et dog adskilligt modificerende Amen; med mindre jeg har været saa uheldig at udtrykke mig i samme Grad uforstaaeligt, som jeg af Deres Brev seer, at jeg maa have misforstaaet Dem.

✂ 126Hvad ►Afhandlingen og dens fremtidige Skjebne angaaer, da skal jeg i den Anledning tage mig den Frihed engang med det Første at besøge Hr Prof.

✂

✂

✂ Tilgiv, at jeg volder Dem en lille Uleilighed. ►De er som Udgiver Den, til hvem man henvender sig betræffende Hverdags-Historiens Forfatter. ►Min Begjering er, om De vil have den Uleilighed at ►tilstille ham ►medfølgende Exemplar af en lille Bog.

✂ Det andet Exemplar ⓘ er, er,] , først skrevet er bestemt som De vil see af Bladet foran i det, bestemt for Dem selv Hr Prof: som den ligefremme Modtager. ►At sende Dem et saadant Exemplar ⓘ af hvad jeg skriveraf hvad jeg skriver] tilføjet er mig kjært at gjøre, og kan derfor ikke blive mig en Vane.

✂

✂

✂ Den Erkjendtlighedsgjæld, hvori jeg er kommen til Dem ved Modtagelsen af ►Deres to sidste Skrifter, som De har havt den Godhed at sende mig, vil De for det Første tillade mig at give hvad man kalder ►Beviis for, om hvilket jeg ønsker, at det ogsaa i indvortes Henseende maa betragtes som et Beviis.

✂ Det til Forfatteren af En Hverdagshistorie bestemte Exemplar af Den litterære Anmeldelse har jeg besørget i hans Hænder. En saa anerkjendende og dertil saa grundig, saa varm og dertil saa skarpsindig Bedømmelse maa naturligvis være ham i høieste Grad kjær og behagelig, og det vil vist ikke vare længe, før jeg kan forelægge Dem ►hans egen Bevidnelse deraf.

✂ Ogsaa jeg har med stor Fornøielse læst denne Critik. Hvad man i vore saakaldte critiske (►d. e. vragende, ⓘ vrængendevrængende] tilføjet og næserynkende) Tider aldeles har glemt, nemlig at 1v Critiken maa begynde med at være receptiv, inden den skrider til sit productive Værk, Dette viser sig her practisk, og paa en glimrende Maade. Med nobel Selvfornægtelse har Critikeren underordnet sig sin Gjenstand; han synes at ville være saa receptiv, at han gjør Afkald paa al egen Construction og Frembringelse; men just derved bliver han i eminent Grad virkelig construerende og producerende, og ender ikke i Negativitet. ►Deres Skildring af den nuværende Tid i Modsætning til det forrige Aarhundrede anseer jeg for at være et lille Mesterstykke i dybsindig og skarpsindig Opfatning og i pi129quant og træffende Satire. Specielt takker jeg for ►Skildringen af Publicum og sammes Hund, men endnu mere for ►den fortræffelige Udvikling af Begreberne at tie og at tale. ►👤Robert i »Amors Genistreger« mener, at der ikke gives nogen Middelvei mellem begge, og ►jeg selv har engang anført den samme Modsætning som 2r Exempel paa dem, i hvilke principium exclusi medii har Gyldighed. Men De har meget rigtigt opdaget, at Nutiden har fundet Mediationen mellem begge, nemlig i Snak.

✂ Med Hensyn paa ►Climaci Indlæg da vilde det blive for vidtløftigt, om jeg i en ►Billet som denne vilde fremsætte de Bemærkninger og Indvendinger, jeg har gjort under Læsningen. ►Jeg finder vel engang Leilighed til en nærmere Explication desangaaende.

✂ ►Deres Billet af 2den April modtog jeg ►Torsdag-Aften, da jeg temmelig silde kom hjem. ►Fredag Morgen skulde jeg reise ned til min Broder ved 📌Sorøe; da jeg nu er vendt tilbage, anvender jeg strax det første Øieblik til et lille Gjensvar.

✂ Tak altsaa for Deres kjærkomne Billet. Naar En har skrevet en lille æsthetisk Kritik, og da Den, der æsthetisk absolut har Myndigheden, bruger denne til at rose: saa ⓘ gjør gjør] , først skrevet er d det jo altid godt at være den Paagjeldende, ⓘ hvemhvem] , først skrevet d den Udmærkede udmærker. ►Det sindrige østerlandske Ordsprog siger kløgtigt, at kun den døve Vise kan modstaae Smiger; kløgtigt, thi Eenfoldigheden vilde vel tro, at een af Delene var nok: Døvheden eller Viisdommen. Og jeg som hverken er Døv eller Viis, hvorle130des skulde jeg ►bestaae i en saadan Anfægtelse! Heldigt derfor, at det er en Umulighed ved hiin Billet at føres i saadan Fristelse. Naar nemlig den Myndige roser eller ⓘ anerkjenderanerkjender] , først skrevet anerki, da er dette jo ikke Smiger, det vilde ei heller være viist at døve sit Øre derimod, men usømmelig og selvklog Indbildskhed ikke taknemligen at agte derpaa. Omvendt er Forholdet det samme. Naar Den, der beundrende underordner sig, i selve Beundringens Yttring udtrykker en nogenlunde klar Bevidsthed af og Forestilling om, hvad det er han beundrer: da er atter dette ikke Smiger. I det ene Tilfælde er Myndigheden (hos den Herskende), i det andet Tilfælde Sandheden (hos den Underordnede) den væsentlige Inderlighed, der forhindrer Smigreriets Tomhed.

✂ Tak ogsaa for ►den Mulighed, De betyder betræffende en Yttring af Forfatteren til en Hverdags-Historie. ►Hvad jeg har sagt i 1v Anmeldelsen ⓘ om om] , først skrevet betræffende hine Noveller med Hensyn til en Læseverden, det kan jeg her om hiin venlige Yttring gjentage med Hensyn til min ringe Person: til enhver Aarets Tid er den mig en kjærkommen Gave, at vente den er i sig selv kjært, at modtage den forventede ikke mindre kjært.

✂ De er jo Udgiveren af hine Noveller. Men en Udgiver har det i sin Raadighed, naar han vil, at betragte sig selv som Uvedkommende i Forhold til Bogen og Forfatteren. Til Dem som ⓘ UdgiverUdgiver] K, Udgiiver R havde jeg henvendt mig med Bøn om Tilgivelse for, at jeg voldte Dem en lille Uleilighed. Under Forudsætning af, at hiin ubekjendte Forfatter vilde beære mig med en lille Skrivelse, kunde De nu have ladet Tiden gaae hen, til den blev færdig, og derpaa i en Forretnings-Convolut ►tilstillet mig hvad der allerede var Opmærksomhed nok mod mig. Jeg skjønner ikke ⓘ rettere end,rettere end,] , først skrevet rettere, at De med fuld Ret kunde have handlet saaledes; desto mere paaskjønner jeg Deres Billet. Dens Indhold, ja det er den Myndiges Dom, for hvilken jeg har takket; men Billetten selv er en Forekommenhed, der paa en kjær Maade forpligter mig i taknemlig Skyldighed.

✂

✂

✂ 1r138Copie./

✂

✂ ►At jeg ikke før nu bevidner Dem min varmeste Tak for den betydningsfulde og mildtdømmende Anmeldelse, hvormed De har beæret Novellen »To Tidsaldre«, dertil ligger Skylden mindre hos tilfældige Omstændigheder end hos Deres egen Bog, hvis rige og dybe Gehalt har givet mig saa meget Stof til Eftertanke, at jeg ikke har formaaet at løsrive mig fra de mange alvorlige Betragtninger, den har indgivet mig, og som jeg forgjæves vilde søge med Ord at udtrykke. En dobbelt Følelse har gjennemtrængt mig ved denne Anledning: Jeg føler mig hævet ved den Ære, De har beviist mig, og undseelig over, at den er større, end mine Fortjenester af Litteraturen kunde haabe. Paa den ene Side er det en stor Anbefaling for mit lille Arbeide, at det har formaaet at fremkalde en Bog som Deres; men naar jeg derimod ved Siden af denne, med saa dybsindige, træffende, vittige Bemærkninger saa rigt udstyrede Bog betragter min Novelle, saa forekommer denne mig som en simpel Romance, hvoraf en Digter har taget Motivet til et udarbeidet Drama. Ligesom der i Livet vel ikke kan findes lykkeligere Time end den, hvori vi udøse vore bedste Tanker i et beslægtet Bryst, hvorfra de ligesom ►forklarede straale os tilbage, saaledes gives der vel ogsaa for en Forfatter ingen større Løn end at blive 1v saaledes forstaaet, opfattet 132med saadan Kjærlighed som den, hvormed De har betragtet min sidste Novelle og i det Hele ►mit fordringsløse Firma. Og ligesom man nu i Livet, Ven og Ven imellem, gjerne vil opklare, undskylde, ja vel endog besmykke de Punkter i sine Anskuelser, hvorom man er af forskjellig Mening: saaledes beder jeg Dem tillade mig ►kortelig at maatte forklare Dem, hvad jeg har tænkt mig ved et Par enkelte Punkter, hvori jeg mener, at vi ikke have forstaaet hinanden.

✂ Jeg har tænkt mig ►👤Claudine, i hendes første, ungdommelige Lidenskab for 👤Lusard, som en – om jeg tør udtrykke mig saaledes – nyere Udgave af ►Middelalderens 👤Heloise, saa aldeles levende og ⓘ aandendeaandende] , først skrevet aaa i sin Kjærlighed, at alt Andet i Himmel og paa Jord synes hende underordnet denne. At betragte Ægteskabet som en philistrøs Nedværdigelse af Kjærligheden, er en Synsmaade, der nok mindre skriver sig fra ►Revolutionstiden end fra den saakaldte philosophiske Periode, der gik forud for samme. Denne Tanke finder imidlertid, pleiet af Tidsaanden og Omstændighederne, en villig Gjenklang i 👤Claudines Sjæl. Det er ikke af Naivetet, at hun ikke gjør sig Rede for Følgerne af sit Feiltrin, men hun har ikke Plads i sit Sind for denne Frygt, saa længe den Elskede endnu er ved hendes Side, og Tanken om at skulle sige ham Farvel optager enhver anden. Baade hun og 👤Lusard bortskyde Tanken om Muligheden af en saadan Følge til en fjern Baggrund, ligesom man bortskyder 2r Tanken om Dødens daglige ►Nærmelse. Først da 👤Lusard er borte, kommer den ►Nemesis, som, tiltrods for enhver Tidsalders vildfarende Meninger, skjærmer den offentlige Sædeligheds Love. 👤Lusard er mindre fangen i Tidens frivole Meninger, end selv 👤Claudine; han ønskede gjerne at kunne for Gud og Mennesker kalde den Elskede sin Hustru; men med al hans Kjærlighed, er der Eet, som er ham endnu høiere, nemlig hans militære Ære, den ridderlige Troskab, han skylder den politiske og krigerske Fane, hvortil han har svoret. Det er ikke af Letsindighed, at han forlader 👤Claudine, nei, med dyb Smerte, siger ⓘ hunhun] , < han selv. Derimod kunde man vel sigte ham for Letsindighed, naar han siden, paa en ikke ganske sikker Angivelse, troer 👤Claudine gift med en Anden; men selv denne Lettroenhed kunde maaskee dog ogsaa finde sin Undskyldning i Lidenskabens skinsyge Natur.

✂ Hvad Baronen angaaer, da har jeg i ham villet antyde den Magt, som lidenskabelig Kjærlighed i hine Tider udøvede, selv over en underord133net Natur. Den bringer baade gode og onde Aander i hans Omgivelse. I en Tid, da ►Mesalliancer baade vare langt sjeldnere og af større Betydning end i vor Tid, offrer han Alt, hvad han har at give, og anslaaer dette Offer høit. Jeg har aldrig tænkt mig hans Frieri som en Fristelse for 👤Claudine. Et qvindeligt Hjerte, som elsker, er sikkert utilgængeligt for alle Fristelser af denne Art. Men hans Fremtræden er et Motiv til at lade 👤Claudine udtale sine Følelser. I hans Raseries Øieblikke maa man ikke betragte ham som en ►»fuld Mand«; han er, hvad man hundrede Gange har seet, et Menneske, der i sin Fortvivlelse vil glemme denne ved Vinens Hjelp, og derved ►gyder Olie i Ilden. I denne hans ophidsede Stemning, som dog ikke er, hvad man forstaaer ved Fuldskab, fører en ironisk Dæmon det Væsen til ham, som er den bittreste Gjenstand for hans Skinsyge. Det er ikke hans virkelige Forsæt at dræbe Barnet, det er en af disse dæmoniske Indskydelser, hvori et Menneske finder Glæde 2v ved Tanken om, at han har Magt til at begaae en Forbrydelse, og ved at udtale det frække Forsæt, medens han dog har en Følelse af, at hans gode Engel har lagt Haanden paa hans Arm. Et saadant Øieblik kan vel under slige Omstændigheder overraske et godmodigt og til en vis Grad dannet Menneske. Heller ikke er 👤Claudines Indflydelse ganske tabt, thi da Drengen nævner sin Moder, slipper han ham, og kaster sig grædende paa Jorden.

✂ Endnu et Par Ord maa jeg sige til Forsvar for 👤Ferdinand Bergland. Det er ikke ►»af Frygt for Næringssorger«, at han forlader sin Elskede, men af Kjærlighed, af Medynk med hendes uheldige Stilling, som han fortvivler over ikke at kunne forvandle. Han troer, at en Mand, han ærer, og ved hvis Side han anseer hendes Skjæbne for sikkret, tilbyder hende en Lykke, for hvilken han ikke vil staae iveien, og han bryder det Baand, som binder hende til ham, af en misforstaaet Pligtfølelse, som jeg forresten troer at være stemmende med vor Tids Tænkemaade, hvilket ogsaa 👤Lusard bebreidende bemærker i deres første Samtale.

✂ Idet jeg her har givet efter for den Fristelse at turde tale om mit ubetydelige Arbeide med En, der saa venligt har forstaaet og bedømt det, beder jeg Dem heri ikke at see nogen anden Bevæggrund end min Iver for at vinde Deres Bifald. Jeg bør ikke længere gjøre Fordring paa at henvende Deres Betragtning paa Noget, som De allerede har forundt saa megen Opmærksomhed, men vil slutte med at forsikkre Dem, at De134res Bog vil synes for min Tanke ►»wie des Freundes Auge mild«, i mangen Time, naar Tvivl og Mismod

✂ Skjøndt jeg noget nær har Grund til at befrygte, at det næsten vil være Dem ubehageligt ved atter at modtage ►dette lille Skrift at komme dybere ⓘ ii] , først skrevet e ►en Gjeld, af hvilken ⓘ DeDe] , < de jo gjentaget har forsikkret, at De haabede snart at komme ud ved at gjøre Gjengjeld: vil De dog ►vistnok let forstaae, at jeg der bedst veed hvor ubetydelige mine Gaver ere, og hvor ubetydelig Giveren ⓘ ii] , først skrevet Sam Sammenligning med Modtageren, at jeg i ►denne H. ikke kan ⓘ give efter for en saadan uvirkelig Frygt,give efter for en saadan uvirkelig Frygt,] , ændret fra kjende nogen Frygt jeg som jo snarere maa ⓘ vendevende] , først skrevet betragt Forholdet om, og betragte det som ny Gjeld jeg kommer [i] til Dem, eller som en gl. Gjeld til Dem, i hvilken jeg synker dybere derved, at De atter [har] den Godhed at ville modtage en saadan ⓘ lille,lille,] , først skrevet lille gave ubetydelig Gave fra ⓘ samtligesamtlige] tilføjet disse ubetydelige Gavers ubetydelige Forf.

✂

✂

✂ Tilgiv, at jeg uleiliger ⓘ Dem!Dem!] , < Dem, Hr Etatsraad! Jeg vilde bede Dem ⓘ havehave] , foran er slettet at den Godhed at ►tilstille ►Deres Frue ►medfølgende, for hende bestemte lille Pakke.

✂ Som ►hiint standhaftige Tretal, om hvilket 👤Socrates taler, hellere vilde finde sig i Alt end at blive et Firtal: med en saadan ⓘ VedholdenhedVedholdenhed] , ændret fra Haardnakkethed har jeg, vistnok plagende Dem, holdt fast ved ►min første Beslutning, at De skulde have et Exemplar af Alt hvad der kommer fra mig. Jeg erkjender ►fuldk., hvor ⓘ sandtsandt] , ændret fra rigtigt det er, hvad ⓘ DeDe] , først skrevet det engang ⓘ ii] , først skrevet Sam en Samtale yttrede, at jeg overøser Dem med Bøger; jeg erkjender det i den Grad, at jeg forstaaer, at det er Dem, ►Hr E., der, medens jeg har været ⓘ vedholdendevedholdende] , ændret fra haardnakket i at følge min Lyst, har viist Standhaftighed eller Taalmodighed ⓘ vedved] , ændret fra ved: at ⓘ villeville] , ændret fra skulle finde ⓘ DemDem] , ændret fra sig i, at udholde disse stadige Overøsninger.

✂ Tillad da, at jeg engang gjør en lille Forandring. De modtager herved ►et Exemplar af en lille Bog. Men ►samtidigen er en anden udkommet, og Exemplaret af den har jeg tilladt mig at bestemme for Deres Frue. Det er ►saa vist ikke ►af Oeconomie, eller som om jeg var blevet forandret, nei, men ⓘ dada] , først skrevet dog jeg alligevel havde bestemt et Exemplar for Deres Frue, frygtede ⓘ jeg,jeg,] , < jeg for, at det ⓘ dada] tilføjet skulde blive altfor galt med disse Overøsninger, naar det nu endog blev to Exemplarer.

✂ 1r

8. Brev 78, bl. [1r], med dedikation på konvolut, bl. [1r]
Ikke er det, end i fjerneste Maade, Meningen hermed, at ville endog blot foranledige Dem til at læse en lille Bog, der dog til syvende og sidst, og maaskee længe før, vel vilde kjede og trætte.

✂ Nei. Men ►i Bogen omtales etsteds en lille æsthetisk Artikel af en Pseudonym Inter et Inter »Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv« »Fædrelandet« 1848 No 188-91. Dersom De i sin Tid er blevet tilfældigviis opmærksom paa denne Artikel: det vilde være mig kjert, at turde vide, at De, ►Frue 👤Heiberg, er vidende om, at denne lille Artikel hører til i mit Forfatterskab; og det vil sees af denne Bog. Skulde De ikke i sin 136Tid være blevet opmærksom paa denne Artikel, da var det Forfatterens Ønske, at De vilde finde en ledig Time, der kunde udfyldes med at læse den. Thi ⓘ hvishvis] , først skrevet – De – hvad jeg udbeder mig blot for et Øieblik og for denne Sag – hvis De tillader mig at tale saaledes: oprigtigt talt, den lille Artikel forholder sig særligt til Dem. Hvad enten den i sin Tid er blevet læst af Mange eller kun af Faa – naar den ikke er blevet læst af Dem, er den, efter Forfatterens Mening, ikke kommet til sin Bestemmelse. ►Dersom den derimod er blevet læst af Dem – hvis den da fandtes at være om ikke i fuldkommen saa dog i lykkeligere Overeensstemmelse med Deres Tanker om den Sag: da har den, efter Forfatterens Mening, ganske naaet sin Bestemmelse.