Kierkegaard, Søren Uddrag fra J.L.A. Kolderup-Rosenvinge

Saa bliver han da valgt for 3die District; og saa meget er vist (ja, her kommer det Latterlige igjen; men det er da umuligt i disse Tider at stikke Næsen ud af Vinduet uden at støde paa det Comiske, eller at sige to Ord uden at det ene berører det Latterlige) han vil altid kunne tage det op med den Modcandidat, der har stillet sig: Urtekræmmer Melbye, og altid være bedre orienteret i Tiden end han. Jeg veed ikke om De har bemærket, at han i sit Program erklærer, at han blandt Andet især vil virke for Negerslaveriets Afskaffelse – fortræffeligt, det er som om En i sit Program vilde erklære, at han især vilde virke for at der blev anlagt en Jernbane mellem 📌Kiøbenhavn og 📌Roeskilde, eller at 📌Vesterbroe blev gjort istand.