Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 28

✂

✂ Det var at fornærme mig selv, hvis jeg vilde forsikkre Dem, at ►en saa sørgelig Begivenhed, som den, der har truffet Deres Huus og især Dem selv ⓘ harhar] , først skrevet ikke skulde gjøre gjort et Indtryk paa mig, som gjør mig det til en Nødvendighed paa en ell. anden Maade ikke – at bevidne Dem min Deeltagelse, ⓘ menmen] , først skrevet thi at give min Deeltagelse et Udtryk; thi i en vis Forstand gjør jeg det for min egen Skyld. Der gives ogsaa i mine Tanker intet Daarligere end den travle Deeltagelse, der i almdl. Udtryk og Talemaader søger, ja man kunde vel bedst sige saaledes, søger at falde den bekymrede til Besvær. Det er i Almd. meget langt fra, at det ene Msk. ganske forstaaer det Andet, og især gjelder dette om Sorg; thi i Grunden har ethvert Msk. i sin Sorg netop Noget han isærdeleshed kald[er] Sorgens Gjenstand, og som en Bedemand ell. ►en Grædekone vanskeligt opdager. End sige da hvor ►Døden afbryder et Samliv mell. Tvende, der allerede var besværet¹. Hvilken Taabelighed her, at komme 1v nu med ►aldl. Talemaader, som var ►summa summarum af alt det Oplevede og Samlevede, ⓘ ►etet] , foran er slettet og indholdsløst Spatium af ►29 ell 30 Aar ⓘ i hvilket man havde spist og drukket og sovet ⓘ sammensammen] SKS, sammen.,i hvilket man havde spist og drukket og sovet sammen] SKSsammen.,] tilføjet som var Summa summarum af ►Sorgens Residuum og Erindringens Besiddelser, et abstrakt tomt Faktum, hvormed Trøsteren snart er færdig, medens den Sørgende først lidt efter lidt tiltræder den Smertens Opdagelsesreise, hvis Vidtløftighed den Sørgende kun selv kjender, og fra hvilken han træt vender tilbage ⓘ den ene Dag, men dog længselsfuld tiltræder den den næste ⓘ DagDag] , først skrevet Sden ene Dag, men dog længselsfuld tiltræder den den næste Dag] først skrevet S] tilføjet , men ogsaa formildet i Veemod, indtil den Vandring bliver ham kjærere og kjærere.

✂ 356See derfor afholder jeg mig fra al Snak, fordi jeg ved, at jeg har, selv om jeg ell. havde Held til stundom at sige noget fornuftigt, maatte snakke, saasnart jeg begyndte at tale, da jeg ikke kunde vide, hvad jeg skulde tale om, og derfor maatte ►fægte i Luften ell. i den Digter-Indbildning, at man saaledes udenvidere kunne drømme sig til hvad et andet Msk. oplever i det inderligste Forhold. Dog ved jeg hvad jeg kan tale om; thi Tanken om ►Deres Kone er blevet levende for mig og jeg har jo ogsaa kjendt hende, i 2r kort Tid, men jeg har dog kjendt hende i ►Deres Huus. Og i Deres Huus har jeg tilbragt mange behagelige Timer, og i Deres Huus har jeg altid fundet en velvillig Modtagelse, en Gjestfrihed, hvormed Deres Kone modtog Alle, en Forekommenhed, en Eftergivenhed for ⓘ minemine] , først skrevet s ⓘ særesære] , < sær Ønsker og mine sære Manerer. Deres Huus har været eet af de faa hvor jeg har ►regnet derpaa og regner endnu derpaa.

✂ Lad mig tale om den sidste Begivenhed. Maaskee vil ►en Dosmer sige, at man ikke skal erindre den Sørgende om ⓘ hanshans] , < han Sorg, ret ligesom han allerede skulde selv ⓘ havehave] SKS, havde glemt ⓘ den,den,] , først skrevet den. at man Dagen efter skulde være bange for at nævne den.

✂

✂ I ►»Fædrelandet« for igaar finder jeg en sand og fortræffelig Bemærkning udtalt i tydelige og klare, særdeles vel valgte Ord, hvilke jeg her nedskriver: »Det var at ønske, at det vil blive godt Veir saa længe Skandinaverne ere samlede«. Ypperligt sagt! Men hvad der saaledes fra et ophøiet og overskuende Synspunkt, udtalt i Forhold til et storartet folkeligt eller ►tre-folkeligt Foretagende (et folkeligt ►Sig-Trende-Mænde¹.) er saa saare betydningsfuldt, det har i mindre Forhold dog den samme 357Sandhed. »Det var at ønske, at det blev godt Veier, naar jeg vil kjøre en Tour i Landet«. At dette virkeligen var at ønske, maatte jeg sande paa min sidste Expeditions første Halvdeel. ►Ilde medtagen af en skammelig kold Blæst ankom jeg til 📌Lyngby (De erindrer selv, hvor forkommen jeg saae ud, ⓘ hvorimodhvorimod] , først skrevet skjønt rigtignok ►Deres Kone fandt at jeg var bleven feed – formodentlig af den Tour) o, men da jeg ankom til 📌►Hirscholm ... og da jeg saa ankom til !! Dog nu er det bag efter; og det er ogsaa bag efter, at jeg nu betænker, at jeg dog ►vistnok egentligen burde have drukket den Kaffee, som ⓘ DeresDeres] , < deres Kone med eventyrlig Hastighed var saa god at skaffe til Veie. Men naar man bagefter betænker, at man ikke har gjort Noget, som ⓘ manman] , først skrevet b burde ⓘ have gjort,have gjort,] , først skrevet gjøre, saa fortryder man jo: altsaa jeg fortryder, at jeg ikke drak Kaffeen. Det er ikke langtfra, at det gaaer mig som ►👤Hermann v. Bremenfeldt, der har styret sig indtil ⓘ hanshans] tilføjet Kone er gaaet, men saa dog maa afsted efter hende: var der ikke Hindringer, saa var jeg formodentligen kommen idag for at drikke Kaffeen. Men straffet blev jeg, ved 1v ikke at drikke den; hvorfor jeg haaber, at ⓘ DeresDeres] , < deres Kone har tilgivet mig, hvad jeg er forvisset om – i Kraft af følgende ►Syllogisme. Solen er gaaet ned siden i ►Løverdags – er der Nogen, som vil negte det? Nei. ⓘ DeresDeres] , < deres Kone ►lader aldrig Solen gaae ned over sin Vrede: ►ergo. Imidlertid var mit Hastværk dog let at forklare. Thi naar man Kl. 7 Aften ⓘ skalskal] , først skrevet er i være i 📌Kiøbh. og man Kl. 9¼ endnu er i Lyngby paa Udveien: saa er der ikke mange Øieblikke at give bort.

✂ Dog nok herom; jeg gjentager blot, »at det virkeligen var at ønske, at det vilde blive godt Veier, naar jeg« o: s: v: – og gid det saa maa blive ⓘ godtgodt] , foran er slettet det Veier ⓘ saasaa] , først skrevet naar længe Skandinaverne trende-mænde-sig her i 📌Kiøbhn. Jeg forudseer nemlig at det vil blive meget anstrengende for ⓘ DeeltagerneDeeltagerne] , først skrevet Deeltagelse, hvis ikke disse Tiders Piinagtighed, eller hvad det var jeg vilde sige disse Tiders Lyksalighed forkortes. Blot saadan een Søndag at skulle være uafbrudt følsom, patriotisk-følsom og »trende-mændet«: kan godt behøve Veierligets Begunstigelse. Men nu at skulle være det ►otte Dage i Træk, for ikke at tale om ►to Dage endnu til at trække paa en Excursion. Følelsen er ⓘ somsom] , først skrevet b bekjendt, noget meget delicat Noget. Det er med Følelsen som med ⓘ Grøn-SagerGrøn-Sager] , < Grønt-Sager. Vilde det være til at undgaae, hvis man otte Dage i Træk bestandigt skulde ⓘ holdeholde] , ændret fra have Spinat paa Kog ell. over Ilden, vilde det være til at undgaae, at denne Spinat ⓘ tilsidsttilsidst] , først skrevet n blev lidt ►svirret. Dog hvad siger jeg »tilsidst – lidt svirret«, nei Spinaten vilde upaa358tvivleligt temmelig tidligt blive meget svirret. Jeg begriber ikke, hvorfra man vil faae Vendinger nok. Antaget, at Adskillige allerede i længere Tid have lavet Vendinger, Vendinger som kan staae sig, superbe Vendinger, der skjøndt gamle dog knase 2r mellem Tænderne ligesom ►Skibs-Tvebakker, antaget, at man saaledes vel forsynet med Vendinger for Skovtouren er tagen i Skoven, antaget, at een og anden Vending gaaer med, som kun bruges ved en snever Vending: jeg begriber alligevel ikke hvad det skal forslaae. Og derimod begriber jeg det ypperligt, at det maa være piinagtigt (især i daarligt Veier) at vride og vende sig uden at kunne finde en Vending; thi ligesaa ►uskateerlig som en god Vending er, naar man ved Hjælp af den let kommer ind i Noget ell. behændigt ud af Noget, lige saa kjedsommeligt er det, om en Vending ideligt vender tilbage.

✂ Netop for ikke længe siden har jeg i Literaturen iagttaget et Tilfælde af »en mærkelig Mangel paa Vendinger« (►ad modum »en mærkelig Mangel paa ►Urtekræmmere«). De veed, at der ►i den sidste Tid er udkommet en stor Mængde Prædikener og opbyggelige Skrifter. Saa længe nu Alt gaaer sin naturlige Gang, saa der snart udkommer et æsthetisk Skrift snart et philosophisk, saa et naturhistorisk o: s: v:: saa bliver man ikke opmærksom. ►Dhr. ►Critici og Recensenter har, ligesom Urtekræmmere een Skuffe med Allehaande, en anden med Rosiner o: s: v: – men kun lidt i hver. See, nu kommer det for en Dag: naar der i saa lang Tid skal bruges af een Skuffe saa mærker man »en mærkelig Mangel paa ⓘ VendingerVendinger] , først skrevet Vend«. Saaledes gik det ►den berlingske Tidende. Een Aften anmeldte den et opbyggeligt Skrift saaledes: det udmærker sig ved den dybe og klare Alvor«. Godt! Men næste Aften anmeldes et nyt opbyggeligt Skrift saaledes: det udmærker sig ved den dybe og alvorlige Klarhed«. Og tredie Aften: »det udmærker sig ved den alvorlige og klare Dybde«. Aftenbladet gik endog i 2v sin Forlegenhed paa Vendinger saa vidt, at det anmeldte en Prædikensamling med disse Ord: »Dette Skrift udmærker sig ved Dybde og Alvor blandet med Klarhed«. Vidunderlige Blanding! Det er noget uklart, hvad den ærede Recensent har tænkt sig ved »blandet med Klarhed«; thi hvad der er blandet med Klarhed er eo ipso ⓘ uklart,uklart,] , først skrevet uklart. og Klarhed vel fremfor Alt den Egenskab, som ikke kan være Blandingsværk.

✂ Paa Papiret gaaer det end da ganske flinkt for mig: ►gid jeg dog havde 359en anden Art legemlige Kræfter end jeg har – thi til at holde ud med min Aands-Arbeiden er mit Legeme en ypperlig Las; men til at ►præsentere mig for ⓘ enen] , < et Majestæt egner det sig ikke. Havde jeg blot legemlige Kræfter af en anden Art: jeg skulde endnu imorgen gjøre Alvor af det. Men Ulykken er, at Forberedelserne dertil overgaae mine Kræfter. Jeg kan kun altfor vel sætte mig ind [i], at Kongen, hvis han overhovedet i noget Secund kommer til at tænke paa min Ubetydelighed, maa finde det betydeligt besynderligt, at jeg ikke benytter mig af ►hans Naade. Naar et kronet Hoved ikke blot allernaadigst tillader, men af sig selv ret egentligen velvilligst ►betyder ⓘ enen] , først skrevet mig, at stakkels Magister, at det vil være Kongen kjært at see ham, gjentagent indskærper det (hvad han, jeg havde nær sagt ►desto værre for mig gjorde) saa er det for 👤Satan ikke mere end en saadan Magisters forbandede ►Skyldighed o: s: v:. Og dette er mig, og Den, der ikke er kommen det er ogsaa mig.

✂ Den hele Sag bedrøver mig virkeligen; thi der 3r falder en aldeles forkeert Belysning over mig, medens jeg naturligviis ikke kan forlange, at en Konge skal have Tid til at opfatte en enkelt Undersaats Individualitet. Dersom jeg kunde ►skrive Kongen til – det var Noget for mig. Men Ulykken er, det er ikke Noget for ham, thi ⓘ ►hvorhvor] , først skrevet han skal faa skal han faae Tid til at læse Sligt. Jeg er, som hvis en Husmoder vidste hun kunde lave den kosteligste Pandekage men hun havde ingen Talerken til at bære den frem paa: min Aand er god nok, men jeg mangler Legemets Talerken.

✂ Og derfor beder jeg Dem om Eet, hvis Kongen igjen taler til Dem om mig, saa benyt endeligen Øieblikket til i en Hast at kaste et Lys over, at det er en Art legemlig Svaghed, der gjør mig det saa vanskeligt. Imod alle andre Mennesker bruger jeg min Særhed, lad dem have den; men en Konge, især en Konge, der har behandlet mig saaledes, hverken kunde ell vilde jeg byde Sligt. Husk derfor endeligen paa det med Talerkenen – at det ikke ender med, at jeg faaer ►en Unaade ⓘ somsom] , først skrevet p man siger paa min Talerken – hvad jeg dog ►vistnok mindst af Alle havde fortjent

✂

✂

✂ I Henseende til at ►modtage en Gave fra Dem haaber jeg aldrig at skulle blive ældre; men tillige haaber jeg, at De ⓘ ikke ikke] , foran er slettet aldrig tager mig den ilde op, den Ungdommelighed, næsten den Barnlighed, med hvilken jeg takker atter og atter. Vidtløftig, som Taknemlighed elsker det, tør jeg ikke være, det vil sige, ikke her; thi i mit stille Sind, hvor ►»Erindringen« heelt gjemmer alt det Enkelte, som »Hukommelsen« Tid efter anden stykkeviis har overleveret den: der er jo, for den taknemlige Erindring og den trofaste Hukommelse, Vidtløftighed paa sit rette Sted. Her derimod den størst mulige Korthed, hvorfor jeg ogsaa beder Dem, øieblikkeligt at lade det være glemt, om jeg dog skulde have været for vidtløftig.

✂ 2691r362Idet jeg ►takker for »Indøvelserne«, som, idet de øve, med Rette ►slaae og nedslaae hele den opklinede Stats-, Vane- og Navn-Christendom, fremsender jeg min kjere Ven ►nærværende Bog med det Ønske, at De maa finde samme Aand i Kamp der.

✂ 2991rTak, kjere ►Pastor 👤Mynster, at De saaledes med Hengivenhed husker paa mig! Oprigtigt talt, det har været mig kjert; jeg beholder derfor ogsaa ►den lille Billet fra Dem, hvilken fulgte med ►den tilsendte Bog.

✂ Men Bogen selv vil jeg ikke modtage. Mit Forhold til ►Deres afdøde Fader var af en ganske egen Art. ►Privat har jeg, den første Gang jeg talte med ham, sagt ham, og saa høitideligt som muligt, hvor uenig jeg var med ham; ►privat har jeg atter og atter gjentaget for ham – og skal jeg ikke glemme, at han var velvillig nok til med Deeltagelse at høre det: at hvad der hovedsageligen beskjeftigede mig, var Mindet om min afdøde Fader.

✂ Med hans Død maa jeg standse. Jeg maa og vil nu have min Frihed til, om jeg vil eller ikke, at kunne yttre mig uden noget saadant Hensyn. Og til den Ende bør jeg afværge, hvad der kunde foranledige nogen363somhelst for mig bindende Misforstaaelse, som nu fE ved at modtage denne Bog; thi som De ved at sende mig den, udtrykker (og det var smukt af Dem!) at Alt er som før, saaledes vilde jeg jo ved at modtage den udtrykke, at Alt er som før – men saaledes er det ikke.

✂ Kjere Pastor 👤M., skulde dette virke saaledes ubehageligt, forstyrrende, at De mener ikke at kunne bevare Deres Hengivenhed for mig: vær forvisset om Eet, jeg forbliver

✂ ►»Thee« drikker jeg aldrig. – ►»Min Broder« har jeg idag talt to Timer med. – ►De »andre fornuftige Mænd« bærer jeg al mulig Høiagtelse og Ærbødighed for. – Af Dem, kjære Hr Stiftsprovst, haaber jeg, at De som »fornuftig Mand« tilgiver, at jeg udebliver, og desuagtet – derom beder jeg – tillader, at jeg forbliver