Kladde til Brev 159
✂
1rDin Faders Død har omstemt og bestemmet mig; jeg havde tænkt det anderledes, at min Døds Nærmelse skulde være blevet Anledningen til et første og sidste Ord, med mindre Du selv maatte have forlangt det før. ⓘ
men redeligt har jeg holdt hvad Du til Afskeed bad: at jeg stundom vilde mindes Dig.
✂ Grusom var jeg, det er sandt; hvorfor? ja, det veed Du ikke.
✂ Tiet har jeg, det er vist; kun Gud veed, hvad jeg har lidt – give Gud, at jeg ikke, selv nu, taler dog for tidligt!
✂ Gifte mig kunde jeg ikke; selv om Du endnu var fri, jeg kunde det ikke.
✂ Imidlertid, Du har elsket mig, som jeg Dig; jeg skylder Dig meget – og Du er nu gift: vel, jeg byder Dig, anden Gang, hvad jeg kan og tør ⓘ og bør byde Dig: Forligelse.
✂ Jeg gjør det skriftligt, for ikke at overraske eller overvælde Dig. Min Personlighed har maaskee eengang virket for stærkt; det skal ikke skee anden Gang. Men overvei for Gud i Himlens Skyld alvorligt, om Du tør indlade Dig derpaa, og i saa Fald om Du strax vil tale med mig, eller først vexle nogle Breve.
✂ 262Er Dit Svar: nei – nu, saa vilde Du, for en bedre Verdens Skyld, erindre, at jeg har gjort ogsaa dette Skridt.
saa indtil ⓘ dette Sidste,
oprigtigt og ganske hengivne
👤S. K.