Kierkegaard, Søren Regine Olsen, gift Schlegel

Dette Skridt var foranlediget af det Indtryk Etatsraad 👤Olsens Død havde gjort paa mig. Brevet var af 19 Novb. 49.


Brevet til 👤Schlegel lød saaledes:

Høistærede.

Indlagte Brev er fra mig (👤S. Kierkegaard) til – Deres Kone.

Afgjør nu selv, om De vil overrække hende det eller ikke. Jeg kan jo dog ikke godt forsvare at nærme mig hende, mindst nu, da hun er Deres, hvorfor jeg heller aldrig har benyttet Leiligheden, der gjennem en Række Aar har tilbudet sig, maaskee været tilbudt.

Min Mening er, at en lille Oplysning betræffende hendes Forhold til mig nu kunde være hende tjenlig. Er dette ikke Deres Mening, maa jeg bede Dem sende mig Brevet uaabnet tilbage.

Jeg har den Ære o:s:v:

👤S.K.


Jeg modtog saa en moraliserende Indignations-Skrivelse fra Høistærede, og Brevet til hende uaabnet tilbage.


Brevet til hende lød saaledes:

Grusom var jeg, det er sandt; hvorfor? ja, det veed Du ikke.

Tiet har jeg, det er vist: kun Gud veed, hvad jeg har lidt; give Gud, at jeg, selv nu, ikke taler dog for tidligt.

Gifte mig kunde jeg ikke; selv om Du endnu var fri, jeg kunde det ikke.

Imidlertid Du har elsket mig, som jeg Dig; jeg skylder Dig meget – og Du er jo nu gift: vel, jeg byder, anden Gang, hvad jeg kan og tør og bør byde: Forligelse. Men overvei for Gud i Himlens Skyld alvorligt, om Du tør indlade Dig derpaa, og i saa Fald om Du strax vil tale med mig eller først vexle nogle Breve.

Er Dit Svar: nei, saa vilde Du maaskee, for en bedre Verdens Skyld, erindre, at jeg har gjort ogsaa dette Skridt.

Din Dig, i ethvert Tilfælde,

som fra først af saa indtil

dette Sidste, oprigtigt

og ganske hengivne

👤S.K.