↩ Hvorledes jeg efter en anden Maalestok paa en anden Maade har ønsket at udtrykke min Hengivenhed, anseer jeg endnu ikke tjenligt for Dig at faae at vide; men hvad Du ⓘ – der i din Vaande ikke tog i Betænkning religieust at forpligte mig, ja at lægge et Mord paa min Samvittighed, uden at betænke eller ane, hvad der jo har viist sig, at Du baade havde Kræfter til at leve og til at gifte Dig med 👤Schlegel – hvad Du i sin Tid til Afskeed bad mig om »stundom at ⓘ mindes Dig« det 2r ⓘ har jeg redeligt holdt. Ak, i Lidelsens Tid har Du vel – dog ⓘ som jeg haaber uden at oprøre Dig mod Gud – stundom tænkt: det er dog frygteligt »at der skal drives et saa rædsomt Spil med en stakkels ung Pige« at hun skal ødsles paa et Mskes Lune som var hun slet Ingenting – vær forvisset, der lever i Danmark ingen Pige, ubetinget ingen, om hvem det engang skal siges i den Grad som om Dig: hendes Liv havde den overordentlige Betydning. Mig ⓘ har Verdens Hæder og Anseelse ⓘ ikke fristet, jeg ⓘ har tilhørt, ⓘ ikke just for min Dyds Skyld, et Høiere, ⓘ glad bragt Offrene, ⓘ glad søgt Farerne for at have den Ære at tjene Sandhedens ofte foragtede Sag: men al min Navnkundighed – dette er vor Villie – skal skyldes tilhøre Dig »vor egen kjere lille 👤Regine«, Du, hvis Ynde engang fortryllede og hvis Smerte for evigt rørte den, hvem hverken Verdens Smiger ell. dens Modstand har bevæget. Der er kun to Msker, der saaledes be249skæftige mig,: min afdøde Fader og vor egen kjere lille ⓘ 👤Regine, ogsaa paa en Maade en Afdød.