✂ Det er ►Løverdag, og jeg kommer ikke til Dig. Da dog min Stemme, hvor høit jeg end talte her hjemme, vilde være for svag til at naae Dit Øre, hvis den ikke, som [jeg] ⓘ haaber gjenlyder deri, (og skulde Du en enkelt Gang ikke fornemme den, da maa Du troe, det komer deraf, at den slumrer, men den vaagner snart igjen.), saa sender jeg Dig ►ⓘ dette lille ⓘ Billede, der hvor taust det end er, dog visselig ikke blot kan tale men ogsaa tiltale Dig. Det er en gammel Kone, der læser. Hun læser høit det er aabenbart, imidlertid ikke saa meget fordi der er Nogen, der hører derpaa, som fordi det er en Trang i Msk, naar det skal tilegne sig det Bedste, da ikke blot at ville see det men ogsaa at ville høre det. (Du kan selv gjøre et Forsøg, jeg tvivler paa, at Du kunde være fornøiet med, at Dit Øie flygtig gleed hen over de Ord: Min 👤Regine, ell. udholdende stirrede derpaa, jeg i det mindste siger det høit atter og atter.). – For at jeg dog ogsaa kunde have Noget, har jeg beholdt dit Strikketøi. Det sidder jeg og seer paa. Jeg har skudt det lille Bord bort der staaer foran min Sopha, dit Strikketøi ligger ved min Side; jeg læser høit, ⓘ der bliver 224Taushed, jeg bøier mig om for at udhvile mit trætte Hoved ved dit Bryst. – Det ringer – Jeg 2r tager mine ⓘ Briller paa for at lukke op. – Endnu engang vender jeg tilbage, for at underskrive dette Brev. Og hvad jeg modtog af min Fader, det ⓘ ►overgiver jeg til Dig