Kierkegaard, Søren Kongehuset og offentlige myndigheder

Fra SK · 2. juni 1840 · til Københavns Universitet

Natus sum 📌Hauniæ 1813 d. 5. Mai, 👤Michael Petersen Kierkegaard, olim mercatorem, jam defunctum veneror. Dimissus c. laude ex schola privata 📌Haufniensi 1830, quum priora examina hujus nostræ universitatis L E P E O. absolvissem, ad theologiam animum et mentem ita contuli, ut exegeticas et historicas disciplinas amplecti atque retinere maxime mihi haberem propositum. Frequentavi igitur assidue prælectiones hujus nostræ universitatis; quibus temporibus quanti ad me ex hisce prælectionibus redundaverint fructus, quanta subsidia, equidem non possum non hodie grato animo recordari. Decursu vero temporum, quum in dies magis magisque fines theologiæ egrederer, pleno vento ad illud philosophiæ studium, quod tunc temporis præcipue inter nos innotuit atque esplenduit, delatus, in animum [induxi]

Brev 121, bl. [1v]
neque me, qui theologiæ, neque theologiam esse, quæ mihi satisfaceret, et omnino theologiæ valedixi. Quæ quum ita essent, libere fateor, me, ni mors patris me voto quodammodo obstrinxisset, nunquam a me impetrasse, ut vestigia jam derelicta studia jam oblivioni tradita denuo succiperem. Fluctus igitur renatare conatus, qui quondam feliciora auspicatus eram, nunc beatior ad vos redeo professores summe venerabiles, et studia mea vobis quam maxime commendata velim.


📌Hauniædie 2 Junii. 1840.


Fra SK · 2. juni 1841 · til kong Christian VIII


12. Brev 122, bl. [1r]

Til Kongen!




📌Kjøbenhavnd. 2den Juni 1841. For Deres Majestæt vover Undertegnede herved at fremtræde med allerunderdanigst Ansøgning om Tilladelse til at maatte indlevere sin for Magister-Graden udarbeidede Dissertation, »om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til 👤Socrates«, i Modersmaalet, dog saaledes, at der vedføies samme latinske Theses, og at det mundtlige Forsvar bliver paa Latin.
👤Søren Aabye Kierkegaard, Candidat i Theologien med Laudabilis fra Juni 1840, ansøger allerunderdanigst om Tilladelse til at maatte indlevere sin for Magister-Graden udarbeidede Dissertation, »om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til 👤Socrates«, i Modersmaalet, dog saaledes, at der vedføies samme latinske Theses og at det mundtlige Forsvar bliver paa Latin.


Idet jeg fordrister mig til allerunderdanigst at henlede Deres Majestæts allerhøieste Opmærksomhed paa denne min Ansøgning, er det fornemlig Forestillingen om, at ved kongelig Naade en lignende Begunstigelse er bleven saa vel Mag:👤Hammerich, som Mag:👤Adler til Deel, der giver mig Mod til at haabe, og det saa meget mere som de ydre Omstændigheder synes aldeles eensartede. Hvad nemlig den Gjenstand angaaer, jeg har foretaget mig til Behandling, da tilhører vel paa en Maade Begrebet Ironi Oldtiden, men tilhører den dog egentlig ogsaa kun forsaavidt, som den moderne Tid hermed tager sin Begyndelse, saaledes at dette Begrebs Opfattelse i strængeste Forstand maa hævdes den nyere Tid. Hertil kommer, at dette Begreb atter i den Tid, som ligger os nærmest, har gjort sig gjeldende i riig individuel Mangfoldighed. Denne dets Fremtræden i vor Tid maatte der ogsaa tages et væsentligt Hensyn til. I Betragtning heraf tillader jeg mig allerunderdanigst at hendrage Deres Majestæts allerhøieste Opmærksomhed paa, hvor vanskeligt ja umuligt det vilde blive, uden at den fri, personlige Fremstilling for meget vilde lide, udtømmende at behandle denne Gjenstand i det Sprog, der hidtil var de Lærdes. Men ligesom Gjenstandens Beskaffenhed maatte anbefale dette mit Andragende, saaledes forhaaber jeg ved mine Examina, som alle ere fuldendte med bedste Characteer og Examen philologico-philosophicum med Udmærkelse, at have aflagt Prøver paa at være i Besiddelse af saa megen Indsigt i de lærde Sprog, at jeg ikke kan ansees at have gjort mig uværdig til en saadan Begunstigelse. Hertil kommer, at jeg i længere Tid har beskjæftiget mig med at undervise i det latinske Sprog og derved haft Leilighed til ikke at glemme, hvad jeg har lært, og maaskee at lære Mere. I denne Henseende tillader jeg mig allerunderdanigst at lade følge en Copie af en Attest fra Borgerdydsskolens Bestyrer Hr Professor 👤Nielsen.

»Hr Candidatus theol: 👤S. Aabye Kierkegaard udmærkede sig som Discipel i denne Skole ved Flid og Hoved og ved en aandrig Opfattelse af Underviisningsgjenstande i Almindelighed og af Sprogenes Form og Aand i Særdeleshed. Han vakte da allerede de store Forventninger om Retsindighed, Selvstændighed og Dygtighed, om det skarpe, klare og omfattende Blik, den dybe, levende og alvorlige Aand, og den i alle Retninger ypperlige Fremstillingsgave, han siden har afgivet Prøver paa. Omstændighederne have vel ikke gjort det nødvendigt for ham at undervise, men han har dog ofte følt Trang dertil. Saaledes har han flere Aar paa min Anmodning understøttet mig med de svagere Candidater i Latinsk Stiil og heldig virket til at vække dem til en Tænkning, der ikke var beregnet blot paa Examen, men vedblev at vise sig virksom paa deres senere Liv; i et Par Aar, da jeg ikke selv formedelst svage Øine kunde rette øverste Classes Stile, gjorde han det for mig med den nu modnere Indsigt i Sproget, jeg kjendte hos ham i Skolen; i eet Skoleaar læste han efter sit Ønske Latin i 2den Classe, og bragte den vidt i Latin og dens hele aandelige Udvikling; nogle af dem dimitteredes i Aar, da han ogsaa velvillig understøttede mig i Latin og Stiil i øverste Classe og gjorde det ligesaa godt som jeg selv. – Saavidt jeg altsaa formaaer at dømme, har han et ikke almindeligt Herredømme over det latinske Sprogs baade mundtlige og skriftlige Behandling.« 📌Borgerdydsskolen i 📌Kjøbenhavn d      Novb: 1840. 👤M. Nielsen.



Om allernaadigst Bønhørelse anholder




allerunderdanigst
👤Søren Aabye Kierkegaard
Candidat i Theologien.

Fra SK · udateret [dec. 1848] · til S.M. Trier

Kjære Hr Professor!


Lad mig endnu engang takke Dem for min Snedkersvend; han er atter, hvad han i 25 Aar har haft Ære af at være, en Arbeider med Liv og Sjel, en Arbeider, som vel tænker ved sit Arbeide men ikke tager feil og vil gjøre det at tænke til sit Arbeide. See derfor haaber jeg igjen ikke at tage feil, naar jeg tænker, at han nu væsentligen er helbredet, hvorfor jeg ogsaa har ladet ham blive boende hos mig, da jeg nok mærkede, at det vilde bedrøve ham meget at komme nu til at flytte.

Saaledes er Alt i Orden; men ikke sandt, hvad De selv, da jeg sidst havde den Fornøielse at tale med Dem, yttrede, hvad jeg paaskjønnede og paaskjønner som et yderligere Beviis paa Deres Velvillie for mig – ikke sandt, det vil De ogsaa til sin Tid erindre, om den skulde komme: dersom han skulde faae et Tilbagefald, saa lader jeg Dem det øieblikkelig vide, og saa bliver han saa hurtigt som muligt modtaget paa Hospitalet.

Og lad mig saa til det: Deres, jeg vilde underskrive ethvert Brev til Dem, her med særlig Eftertryk tilføie

Deres
taknemlig forbundne
👤S. Kierkegaard.
Til


Hr Prof.Dr.👤Trier
R af N.

Fra SK · 25. juni [1849] · til T. Algreen-Ussing

Hr Etatsraad!


d. 25 Juni


Maaskee kan dog et Brev fra mig, som Curiositet betragtet, et Øieblik særligere tildrage sig Deres Opmærksomhed, og saaledes kunde det maaskee lykkes mig, at rette just denne Deres særligere Opmærksomhed hen paa den Person, som har foranlediget dette lille Brev.

En Enke ansøger om en Portion af det Kofoedske Legat. Hun er mig personligt kjendt som trængende og saa ubetinget værdig til Understøttelse og i den Grad, at hun for mig er eneste i sit Slags.

See, det slaaer til; ak naar man kun tør regne paa at virke ved Curiositeten, saa følger det af sig selv, at man – hvis det overhovedet lykkes En at virke noget – da kun kan virke een Gang; en Gjentagelse er her umulig, saa vist som en Curiositet anden Gang ingen Curiositet er.

Læg da Mærke til denne Enkes Ansøgning, læg Dem, Hr Generalprocureur, hendes Sag paa Hjærte: De, som til daglig Brug har den uhyre Opgave, at være Generalprocureur for hele 📌Danmark, paatag Dem denne Gang, for Curiositetens Skyld, den snurrige Opgave, at være Generalprocureur for et enkelt Msk, en stakkels Enke.


Enkens Navn er: 👤Abelone Hedberg – og jeg er

fød Røyen.

Deres
ganske hengivne
👤S. Kierkegaard.
Til
Høivelbaarne
Hr Etatsraad 👤Ussing
Generalprocureur for 📌D. R af D.

Fra SK · udateret [april 1852] · til dronning Caroline Amalie

Det var da jeg en Dag ude paa 📌Sorgenfrie overrakte den afdøde Monark et Exemplar af denne Bog, at en Dør gik op til et Sideværelse, og strax igjen lukkedes. Med et Buk traadte jeg nogle Skridt tilbage som spørgende, om dette betydede, at jeg skulde fjerne mig. Da sagde Monarken: »nei, bliv De kun, Mag. 👤K.; det var vistnok Dronningen; hun har ønsket at see Dem; nu skal jeg hente hende.«

Saaledes blev jeg et Øieblik ene. Hvis jeg af Alle var meest uvant til at udfylde et eensomt Øieblik: her vilde jeg dog vel have formaaet det. Hvor smukt, tænkte jeg – det tænkte jeg strax, og har senere ofte betænkt det – hvor smukt, med hvilken beundringsværdig Fiinhed veed dog 👤Christian VIII altid at pointere! Han Monarken – og jeg, hvis jeg ellers paa nogen Maade var Gjenstand for hans kongelige Gunst – Monarken havde det jo i sin Magt det Mangfoldige, de tusinde forskjellige Maader, paa hvilke han kunde have udtrykt Kongens Naade. Og dog, om enhver anden Maade maatte jeg eensomt – men jeg er jo ogsaa ene i dette Øieblik, ene i Salen paa 📌Sorgenfrie, ganske overladt i Eensomhed til mine egne Tanker – jeg maatte maaskee have sagt til mig selv: »Hvor meget jeg end med Taknemlighed skjønner paa, hvad der er mig saa kjert, fordi det bevidner Hans Naade, jeg gjenkjender dog i en vis Forstand ikke 👤Christian VIII deri«. Eensomme Tanker!

Derpaa traadte, ved Kongens Side, Dronningen ind.

Jeg kunde nu – min Hukommelse gjemmer det trofast i taknemlig Erindren! – jeg kunde nu med episk Nøiagtighed fortælle videre, hvad saa Kongen sagde, og hvad saa Dronningen; jeg kunde udelade, hvad jeg sagde – og saaledes være i sjelden Grad sikkret at fortælle noget Interessant, Noget der vel endog, forsaavidt den Afdødes Ord citeres, i høi Grad maatte interessere den ophøiede Læserinde af disse Linier. Misundelsesværdige Situation at være saa sikker paa at være interessant! Tilgivelse! at jeg endog gaaer til den modsatte Yderlighed af det Interessante, bliver kjedelig, yderst kjedelig, idet jeg vover at besvære med Erindringen om en Replik af mig, hvad jeg dog stræber saavidt muligt igjen at gjøre godt ved ogsaa at anføre en Replik af den afdøde Monark.

Da nemlig Hs Majestæt Kongen ved et Par Ord havde sagt Dronningen, at det var en ny Bog, jeg bragte, og viist hende den, tillod jeg mig, henvendt til Kongen, Følgende: »Deres Majestæt bringer mig i en Forlegenhed; dersom jeg havde vidst forud, at jeg skulde være saa lykkelig at forestilles Dronningen, havde jeg bragt et Exemplar med, bestemt for hende.« 👤Christian VIII svarede: »nei, Mag. 👤K., det behøves ikke, Dronningen og jeg kan godt hjælpe os med eet Exemplar.« Hvor smukt sagt af Kongen, hvor conseqvent i Charakteren af hvad der var begyndt paa, hvor gjenkjendte jeg, beundrende, atter hos Christian VIII, denne uforlignelige fine Sands for det ene Træffende! Thi saaledes var det Hele dog vistnok at forstaae, Pointen i den kongelige Naade, der vistes mig, var: et Øieblik som ved et Trylleslag at forvandle Slottet til et landligt Ophold, Kongen og Dronningen til en borgerlig Familie, hvor Manden gaaer ind og henter sin Kone, og hvor selvfølgeligt Mand og Kone (dette er just det Smukkeste ved den kongelige Replik) godt kan hjælpe sig med eet Exemplar – af »Kjerlighedens Gjerninger«. I Sandhed, blandt kronede Hoveder havde maaskee ene 👤Christian VIII Aands-Frihed nok til at falde paa noget Saadant; og vist, han var ubetinget den Eneste, der formaaede at gjøre det fuldendt. Thi for at kunne gjøre denne Forvandling, Aands-Frihedens Opfindelse, fuldendt, fordredes just det Modsatte: en Konge, der ordentligviis i den Grad repræsenterende bar den kongelige Værdighed, ja vel endog af Sit laante den Ophøiethed og Majestæt, som 👤Christian VIII gjorde det; i andet Fald bliver det let usmageligt, at en Konge vil forsøge sig i den borgerlige Ligefremhed.

Men om end den afdøde Monark havde Ret indenfor Fortryllelsen, som han fremtryllede i hiint Øieblik, jeg har dog ogsaa Ret i min Opfattelse, at jeg, hvis jeg havde forud været vidende, burde have bragt et Exemplar med bestemt for Dronningen. Saa har jeg tænkt, nu er Øieblikket, nu da andet Oplag er udkommet, send nu Dronningen et Exemplar.

Tillad det da, allernaadigste Majestæt, det behage Dem at modtage dette Exemplar, og tillad, at jeg, idet jeg stræber at indhente det engang Forsømte, gjør det saaledes, at jeg tillige søger at udtrykke den Taknemlighed, hvori jeg bevarer Erindringen om den afdøde Monark og om den Gunst, med hvilken han har smilet ogsaa til mig!