Uddrag fra Kongehuset og offentlige myndigheder

Kierkegaard, S., af en endnu Levendes Papirer ... 48 ß : Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie af S. Kjerkegaard,📌København 1838, hos C.A. Reitzel, XII og 79 sider, lille oktav (i SKS 1, 5-57). Udsalgsprisen var 48 skilling svarende til 3 mark. Et deltitelblad angiver indholdet: »Om 👤Andersen som Romandigter, / med stadigt Hensyn til hans sidste Værk: / 'Kun en Spillemand'« (i SKS 1, 15). Bogen udkom den 7. sept. 1838, se tekstredegørelsen i SKS K1, 67. – C.A. Reitzel: 👤Carl Andreas Reitzel (1789-1853), da. forlagsboghandler; grundlagde 1819 sin boghandel, siden 1827 beliggende i 📌Store Købmagergade matrikelnr. 6 (se kort 2, C2), nuv. nr. 44, blev 1829 udnævnt til universitetsboghandler, drev også forlagsvirksomhed og blev efterhånden forlægger for tidens førende forfattere. C.A. Reitzel var kommissionær for SK, da han som sin egen forlægger udgav Af en endnu Levendes Papirer, se tekstredegørelsen i SKS K1, 72-74. – ß: alm. betegnelse for skilling. Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsbankdaler (i samtiden ofte blot kaldt 'rigsdaler' og forkortet 'rd.'), mark og skilling, i 1875 afløst af kroner (2 kroner for 1 rigsdaler). Der gik 16 skilling på en mark, og 96 skilling, svarende til 6 mark, på 1 rigsbankdaler. I Hof- og Stadsretten havde en dommer 1.200-1.800 og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn. En pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi. Et par sko kostede 3 rigsdaler og et pund rugbrød 2-4 skilling.

I trykt udgave: Bind 28 side 201 linje 10