Kierkegaard, Søren Fra SK · 18. feb. [1845] · til P.C. Kierkegaard

✂ ►Dit Brev modtaget – brændt. ►Det Indlagtes Indhold var mig bekjendt, jeg troer endog ►da jeg skrev Dig til, og min Kilde var ⓘ velvel] , først skrevet p et Rygte men Dagen efter en paalidelig Efterretning. At jeg saa ligefrem havde ►yttret min Deeltagelse for Biskop 👤M. paa samme Tid som jeg netop ønskede at forsikkre Dig om min, formodede jeg Du vilde vide at vurdere. Et Brev fra mig, hvori jeg Intet havde ►ømtet derom vilde vel have vakt Din Mistanke. At ►Biskoppen vilde have Cancelliet paa sin Side vidste jeg vel, men – hvad følger deraf? Er Sagen afgjort dermed? Eller staaer ikke netop det afgjørende Skridt tilbage? Maa han ikke vente, at Du vil sælge Dit Liv saa dyrt som muligt og altsaa lade det komme til det Yderste? Hvad saa? Saa skal Du afskediges. Men det kan hverken Biskop ell. Cancellie afgjøre, ►saa skal Sagen altsaa til Kongen. Du troede dog vel ikke at det var min Mening, at naar Sagen stod mellem Dig – og Biskop til Cancelliet, at Du saa skulde slippe? Det være langtfra. Men netop derfor er Sagen ikke endnu kommen videre, og ►min Mening uforandret, at det dog ender med, at Biskoppen ikke trænger igjennem. Havde det været min Mening at Biskoppen vilde seire, saa havde jeg ikke yttret mig saaledes. Men dette er endnu meget langt fra min Mening.

✂ Du seer jeg skriver strax, og hvor indolent jeg ellers er, naar der er Fare, da er min Feil just ikke at trække mig tilbage at svigte, min Hengivenhed har da faaet sin Tilskyndelse, og tiltager kun med Faren.