Kierkegaard, Søren Uddrag fra Familien Kierkegaard

Min kjære 👤Julie; dersom jeg vilde sige, at nu havde jeg ikke Mere at tilføie, saa vilde dette, for at erindre om Digterens Ord, være: »allenfals – Løgn i min Hals«; det er meget mere saa, at det er som Pennen, hvis jeg saa tør sige, bad for sig, at den maatte faae Lov til at blive ved, da den nu engang har faaet Lov til at begynde. Heller ikke er det, fordi jeg vil vise Pennen, at jeg er Herre i Huset, at som jeg vil og hvor jeg vil, der skal Skabet, eller for at holde Udtrykket mere ind i Charakteren, der skal Punktum staae: det er heller ikke derfor, at jeg afbryder. Nei, Grunden er en ganske anden, tillige af den Beskaffenhed, at det kun kunde falde mig ind at anføre den, naar Den, til hvem jeg taler er mig kjer, ogsaa derved, at jeg veed, jeg er i denne Henseende forstaaet: jeg har bogstaveligen ikke mere Tid.