Uddrag fra Familien Kierkegaard

Af Brev 40-42 til halvkusinen 👤Julie Thomsen er kun Brev 40 dateret. Her har SK skrevet »Febr. 47«, og når han i brevet nævner »at jeg ikke fulgte min afdøde Cousine«, hvormed han formentlig mener, at han ikke deltog i 👤Julie Thomsens søster 👤Andrea Thomine Kierkegaards begravelse, må brevet være skrevet derefter. Begravelsen fandt sted den 19. feb. 1847, og dateringen kan derfor indsnævres til slutningen af februar.* Brev 41 er udateret. SK omtaler i brevet en gåtur sammen med 👤Julie Thomsen og hendes lille søn, der enten kan være 👤William Baggesen Thomsen, født den 30. jan. 1843, eller 👤Niels Alfred Thomsen, født den 13. juli 1844. Brevet må derfor være skrevet, mens drengen stadig var lille, men dog formåede at gå tur med de voksne, fx i 1847-48. Brev 42 er udateret. I tidsskriftet Det Nittende Aarhundrede, hvor brevet sammen med Brev 40 og 41 blev udgivet første gang, optræder dateringen »Januar 1849«, hvilket også er påført ms. med blyant og i fremmed hånd. Dateringen har muligvis stået på konvolutten. Da brevets indhold ikke giver anledning til nydatering, er det placeret sidst i gruppen.*