Kierkegaard, Søren Angaaende en taabelig Vigtighed lige over for mig og den Opfattelse af Christendom, som jeg gjør kjendelig

Angaaende en taabelig Vigtighed lige over for mig og den Opfattelse af Christendom, som jeg gjør kjendelig.

Skjønt jeg anseer denne Vigtighed for saa taabelig, at der ikke burde tages det mindste Hensyn til den, er det dog maaskee rigtigst, at jeg, for de Manges Skyld, engang siger et Par Ord om den.

At jeg (theologisk Candidat som andre, derhos snart en gammel Forfatter, saa jeg vel kan betragtes at rangere med Præster) ikke skulde være lige saa vidende som nogen Præst eller Professor her i Landet, om hvad man saadan pleier at sige til Forsvar for det Bestaaende og for dettes Christendom: er dog virkelig taabeligt at antage.

Imidlertid har jeg, grundigt som jeg altid gaaer tilværks, i Skrifter af mig selv eller af Pseudonymer udtrykt og beskrevet de forskjellige Stadier, inden jeg naaede hen til der, hvor jeg nu er. Saaledes vil man især hos Pseudonymen 👤Joh. Climacus finde, hvad der omtrent kan siges til Forsvar for den Art af Christendom, som vel nærmest maatte være det Bestaaendes, finde det og saaledes beskrevet, at jeg endda nok gad see, om nogen Samtidig her i Landet kan gjøre det bedre.

Hvor taabeligt da, lige over for mig og for hvad jeg nu siger, i en belærende Tone med stor Vigtighed at foredrage Det – ja, Det, som jeg har gjort færdigt, lagt bag ved mig, for at naae længere frem i Retning af, om jeg saa tør sige, at opdage det nye Testamentes Christendom! Man misforstaae mig ikke; jeg finder det ikke taabeligt, at man har den Anskuelse af Christendommen, hvilken jeg, efterat have gjort den kjendelig, har ladet bag mig; men jeg finder det taabeligt, at man i en belærende Tone med stor Vigtighed vil foredrage den lige over for mig, vil tale om, at jeg mangler Skarpsindighed til at see, til at see – Det, som man vil finde fremstillet i mine Skrifter vistnok altid lige saa skarpsindigt som den Vedkommende, der siger det mod mig, formaaer det.

At jeg skal nævne en Repræsentant for denne taabelige Vigtighed, vil jeg nævne Dr.👤Zeuthen. Han har, som det synes, sat sig ned i »Evangelisk Ugeskrift«, og foredrager nu leilighedsvis med stor Vigtighed belærende, hvad Dr. 👤Z. kunde have læst f. Ex. i »Afsluttende Efterskrift«. Dog foredrages det belærende for mig af Dr. 👤Z., der altsaa har den Skarpsindighed, hvilken jeg, efter hans Forklaring, mangler – en beskeden Fornøielse, om den dog i en anden Forstand maaskee hverken er beskeden eller ydmyg, hvad Dr. 👤Z. selv bedst maa vide, der, i Egenskab af Forfatter, som bekjendt, hovedsageligen har kastet sig paa den Materie om Beskedenhed og Ydmyghed, dog naturligvis uden at forskylde nogen »Ensidighed«, som f. Ex. den, at Theori og Praxis var i Overensstemmelse.

Det var det Ord, jeg vilde sige. Man kan læse mine Skrifter. Vil man det ikke, kan man ogsaa lade det være. Men jeg agter virkelig ikke at gjennemgaae Lectien forfra med Enhver, der endog belærende vil foredrage, hvad jeg har afhandlet.

Blot Eet endnu, da jeg har Pennen i Haanden. At man ved den Art Christendom, som Biskop 👤Mynster og nu Biskop 👤Martensen repræsenterer, kan charmant bedaare sig selv og derpaa i denne Verden, hvis Opfindelse den er, gjøre glimrende Carriere: jeg indrømmer det, har aldrig betvivlet det. Kan nu Nogen skaffe mig en Efterretning fra den anden Verden – hvis saa den lyder paa, at den Art Christendom ogsaa der kjendes det nye Testamentes Christendom at være: saa fægter jeg for et Phantom, og er en Nar. Men saa bliver der dog Een, jeg tager med mig, Gud i Himlene, hvis Ord jo er det nye Testamente, thi i saa Fald er denne Gud, Sandhedens Gud, den største Løgner af os alle.

April 1855.

*   *
*

Disse Linier havde jeg skrevet i Slutningen af April. Men, tænkte jeg, det har jo ingen Hast med at lade dem trykke, maaskee kan der ogsaa komme en yderligere Anledning.

Denne er ikke udeblevet. Thi som jeg seer har nu ogsaa »Evangelisk Ugeskrifts« Dr. 👤Bartholo (👤Zeuthen) fundet sin takkende 👤Basil: en Anonym i »Kjøbenhavnsposten«, der vil afvæbne mig med 👤Zeuthens i forskjellige Artikler indblandede Strøbemærkninger, til hvilke jeg har tiet. Der er heri som i alt Usandt noget Sandt; det Sande er, at jeg har med Taushed forbigaaet Dr. 👤Z.s Strøbemærkninger. Dette Sande og den Omstændighed, at Dr. 👤Z.s Yttringer findes i et Ugeskrift, der vel kun læses af Theologer, benyttes saa til at frembringe en phantastisk Virkning, som var det, Dr. 👤Z. foredrager, noget saare Betydeligt; maaskee kan det ogsaa lykkes at narre Nogen paa den Maade.

Med Anonymen i »Kjøbenhavnsposten« skal jeg ikke videre indlade mig; men lad mig benytte Leiligheden til at minde om det sande Sammenhæng med mig og min Optræden i en Journal. Jeg er ikke en aldeles ubekjendt Person, der skriver en Avisartikel, og nu bør finde sig i paa aldeles lige Vilkaar at discutere med enhver anonym Skriverkarl. Nei, Talen er her om en Sag, som i een Forstand er gjort færdig i en hel Literatur af betydelige Skrifter, til hvilke mine Skrifter jeg maa vise dem, der virkelig have Interesse, tilbage. Det var af religieus Grund jeg bestemte mig til at bruge en udbredt, politisk Journal: for at gjøre Menneskene opmærksomme. Dette har jeg religieust forstaaet som min Pligt, gjør det ogsaa med Glæde, om det end er mig meget imod; men jeg skal, ydmyg for Gud, i stolt Selvfølelse, som jeg tør og som jeg skal have den, nok afværge, at det da ikke bliver altfor kammeratligt imod Enhver, der saadan skriver i en Avis.

13de Mai 55. 👤S. Kierkegaard.