Angaaende en taabelig Vigtighed lige over for mig og den Opfattelse af Christendom, som jeg gjør kjendelig

Beskrivelse af eksemplar A

Avisen måler ca. 347 × 516 mm.*

Papir

Der er benyttet almindeligt trykpapir af en træholdig kvalitet.

Typografi

Det fremherskende skriftsnit i avisen er antikva. Fremhævet tekst er sat med fed eller spatieret skrift.

På forsiden findes avisens hoved og datolinje. Hovedet består af et bredt centralfelt og to smalle felter hhv. til venstre og højre herfor. Datolinjen adskiller hovedet fra avisens øvrige tekst.

Det centrale felt har ordlyden:

Fædrelandet. | 1855. | Abonnementspris i 📌Kjøbenhavn 15 Mk. pr. Qvartal, 5 Mk. pr. Maaned; enkelte Nr. 6 Sk.; udenfor 📌Kjøbenhavn 3 Rdl. | pr. Qvartal frit i Huset. Hver Søgne-Aften udgaaer et Numer.*

Det smalle felt til venstre har følgende ordlyd:

Bladets Comptoir, store Kjøb-|magergade Nr. 54, er aabent | hver Søgnedags Formiddag fra | Kl. 11–1.

Det smalle felt til højre:

Bekjendtgjørelser | indrykkes mod en Betaling af | 4 Sk. for Petitlinien. Ifølge en | Overenskomst med »Afton-|bladet« i 📌Stockholm, »Chri-|stianiaposten« i 📌Christiania | og »Handels- och Sjö-|farts-Tidningen« i Gö-|theborg kunne de ogsaa blive | indførte i disse mod en lignende | Betaling for hvert Blad.

Derunder er datolinjen placeret, indrammet af to tværgående dobbeltstreger; den øverste er fed-fin, den nederste fin-fed. Datolinjen har ordlyden:

16 de Aarg. Tirsdagen den 15. Mai. Nr. 111.

Oplysningen om årgang er venstrestillet, dateringen centreret, og avisnummeret højrestillet.*

Nederst i avisens sidste spalte, adskilt fra den foregående notits af en skillestreg i hele spaltens bredde, er trykketidspunktet angivet:

Færdigt fra Trykkeriet Kl. 8

Bagsidens fod er adskilt fra avisens øvrige tekst af en tværgående, fed-fin dobbeltskillestreg og har ordlyden:

Udgivere: 👤J. F. Giødwad og 👤C. Ploug; ansvarlig: 👤C. Ploug. | [Skillestreg] | Trykt med Hurtigpresse hos 👤Louis Klein.

Artiklens overskrift »Angaaende en taabelig Vigtighed lige | over for mig og den Opfattelse af | Christendom, som jeg gjør kjendelig.«, der er fed og centreret i spalten, er sat med en punktstørrelse ca. 1 grad over brødteksten.* Derunder er trykt en kort skillestreg.

Artiklen indledes med en uncial, der er fed og sat med en punktstørrelse ca. 2 grader større end brødteksten. Første del af artiklen afsluttes med dateringen »April 1855.«, og på den efterfølgende linje er sat tre asterisker. Nedenfor følger artiklens anden del, der afsluttes med dateringen »13de Mai 55.« og den spatierede signatur »S. 👤Kierkegaard.«. Dateringen og signaturen er sat på samme linje indrykket fra hhv. for- og bagkant. Efter artiklen er trykt en længere skillestreg, der afgrænser SKs tekst fra den øvrige tekst i spalten.

Spaltekolumnen måler ca. 88 mm i bredden, og der er 84 linjer i artiklens fulde spalte. Mellem spalterne er sat en fed, lodret skillestreg. Brødteksten er sat med en skriftstørrelse svarende til ca. 10 punkt (korpus). Der er dobbelt ordmellemrum efter punktum.

Der findes flere sætter- og trykfejl i artiklen. I ordet »Vigtighed« i overskriften er h'et sat med en mindre punktstørrelse (SKS 14, 209,1). Ligeledes i overskriften findes et »en«, hvor n'et ikke holder linje (209,1). Herudover skyldes trykfejl læderede typer.*