Kierkegaard, Søren I Anledning af et anonymt Forslag til mig i dette Blads Nr. 79

I Anledning af et anonymt Forslag til mig i dette Blads Nr. 79

D. 4de April 1855. 👤S. Kierkegaard.

At foreslaae mig at skrive en Fremstilling af det nye Testamentes Lære, maaskee en stor Bog, en Dogmatik, som maaskee igjen bedst lod sig skrive paa en videnskabelig Udenlandsreise, gjør paa mig (vel ogsaa paa Dem, for hvem mine Artikler i »Fædrelandet« ere et Nærværende) Indtrykket enten af det Taabelige eller af at en Snare sættes mig, for at jeg skulde lade mig »Øieblikket« franarre, see feil af Opgaven, komme ind, muligt, hvad vel deraf kunde blive Følgen, omkomme eller blive borte i det vidtløftige Videnskabelige. I Stedet for at opfordre mig til at skrive et nyt Værk, skulde den anonyme Forfatter da hellere (thi helst saae jeg, at man opfordrede de Samtidige til atter og atter at læse mine Artikler i »Fædrelandet«), han skulde da hellere have opfordret de Samtidige til at gjøre sig bedre bekjendte med mine tidligere Skrifter, med »Afsluttende Efterskrift«, »Sygdommen til Døden«, og især med »Indøvelse i Christendom«, der vistnok ikke for Øieblikket kan faaes i Bogladerne, men det vil snart være gjort godt, da der trykkes paa det nye Oplag. Disse Bøger forholde sig just til Øieblikket, afgive for Øieblikket de ønskelige Forkundskaber, thi de ere Forkundskaberne for: Øieblikket.