↩ Om end denne lille Bog (som derfor blev kaldet »Taler« ikke Prædikener, fordi dens Forfatter ►ikke har Myndighed til at prædike; »opbyggelige Taler« ikke Taler til Opbyggelse, fordi den Talende ►ingenlunde fordrer at være Lærer) henvender sig til en Læser, til ►hiin Enkelte, som jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser, glemmer den Talende dog ikke, at det at kunne tale er en tvetydig Kunst, og selv det at kunne sige det Sande en saare tvivlsom Fuldkommenhed. I denne Bevidsthed gaaer Bogen da ud i Verden; indesluttet i sig selv ►agter den ikke paa Veiret, spørger ikke efter Vinden, seer ikke efter Skyerne, ►seer ikke feil af Noget, men søger og seer kun efter hiint velvillige Menneske, der ►antager sig den Søgende, giver det Sagte ►Beleilighed, ►kommer de kolde Tanker atter til at brænde, forvandler Talen til en Samtale, hvis oprigtige Fortrolighed ikke forstyrres af nogen Erindring om Den, der bestandig kun ønsker at være glemt, og er det meest og er det helst, netop naar Modtageren fuldkommer det Store, at ►lade Talens Forkrænkelighed opstaae til Uforkrænkelighed.