Frederik Ludvig Mynster , 1811-1885 Georg Sophus Frederik Schepelern, 1839-1900 Biskop Otto Laubs Levnet - En livsskildring i breve (2. bind)

Biskop Otto Laubs Levnet.

En Livsskildring i Breve.

Samlet og udgivet

af

F. L. Mynster og G. Schepelern.

Andet Tidsrum 1855—1882.

Første Afdeling:
O. Laubs Brevvexling med H. L. Martensen.

Kjøbenhavn.
Karl Schønbergs Forlag
1886.

s. 2Kjøbenhavn. — Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).

s. 3Umiddelbart efter at F. L. Mynster havde fuldendt Udgivelsen af den første Del af Biskop Laubs Levnet, bortkaldtes han ved en pludselig Død, og forat Foretagendet ikke skulde standse, og Bogen komme til at staa som et Brudstykke, paatog jeg mig at fortsætte Udgivelsen. Ved dette Personskifte er der indtraadt nogen Ændring i den oprindelige Plan. Medens det var Mynsters Hensigt (see I. XIV) at afslutte Bogen med en 2den Del, hvori han da vilde meddele et Udvalg af Laubs Brevvexling med Forskjellige, har jeg troet, efter Samraad med Forlæggeren, at burde udvide Planen saaledes, at den kom til at omfatte ogsaa en 3die Del. Derved opnaaedes, at Laubs Brevvexling med Biskop Martensen kunde meddeles paa en fyldigere og mere tilfredsstillende Maade, et Hensyn, som ikke blot Martensens store Betydning for den danske Kirke, men ogsaa hans Forhold til Laub fuldt ud retfærdiggjør.

Idet jeg altsaa udsender denne 2den Del af Biskop Laubs Levnet, ved hvis Udgivelse jeg navnlig føler mig i en stor Taknemlighedsgjæld til Fru Bispinde Martensen, der med megen Velvillie har overladt mig Benyttelsen af sin afdøde Mands Breve, er det mit Haab, at det vil bidrage noget til Bevarelsen af Mindet, ikke blot om den Mand, som er Bogens nærmeste Gjenstand, og hvis Breve fra hans Ungdoms og første Manddoms Tid ere blevne modtagne med saa megen Sympathi, men ogsaa om s. 4den navnkundige Biskop, hvis Hæder har kastet Glands over den danske Kirke og derved ogsaa over vort Fædreland.

Om Gud giver Liv og Lykke, er det min Hensigt i 3die Del at meddele Laubs Brevvexling med Forskjellige, deriblandt den meget mærkelige med hans gamle Røgter, Christen Sørensen Daugaard.

Kjøbenhavn, i Oktober 1886.

G. Schepelern.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. October 1856

Kjære Biskop Martensen! Jeg maa strax bringe Dem min Tak for den lille Bog ^*)I Anledning af Pastor Grundtvigs Oplysninger om „Alterbogs- Daaben.“, De har givet mig og alle danske Præster og Menigheder, som jeg modtog igaar og læste med stor Glæde og Tak for, at De i disse bevægede Tider sidder paa Sjællands Bispestol. Begivenheden med Kragballe kjendte jeg kun af usikkre og ufuldstændige Rygter; navnlig havde jeg ingen Anelse om, at Grundtvig paa saadan Maade havde Deel i den; det er af stor Vigtighed, at den, saaledes documenteret, er kommen frem for Dagen. Jeg behøver ikke at tilføie, at De i Eet, og Alt har udtalt min Betragtning af denne Sag. Da jeg havde læst Kr.’s Yttringer uden at ane, hvad der saa snart vilde komme, sagde jeg til en Ven, som just var tilstede: „Skulde Kr. blive kaldet til Præst her i Stiftet, skrev jeg øieblikkelig til ham, at jeg kunde ikke ordinere ham, før jeg fik en nøiere Forklaring.“ Men fordi jeg har meent det Samme, som De, derfor er det ikke sagt, at jeg kunde handlet saa besindigt, endnu mindre kunde udtalt saa klart, hvad jeg meente. For s. 6een Ting maa jeg særlig takke Dem: det er den anerkjendende og kjærlige Maade, hvorpaa De — uagtet Protestens Alvor og Bestemthed — taler om Grundtvig, hvorved De ikke kan forfeile Veien til hans Venners Hjerte; og det gjælder jo ikke blot om at vinde Seier, men at vinde Mennesker, som man nødig vilde see gaae bort. Gid nu den øvrige Debat om denne Sag maa føres i den samme Sindigheds og Sagtmodigheds Aand! Derpaa har det jo tilforn manglet.

Om jeg, den uvante Kjæmper, vil komme til at tage offentlig Deel i denne Debat, maa beroe paa Omstændigheder, som endnu ikke ere tilstede. Men paa en anden Maade, som falder mig naturligere, har jeg dog allerede gjort Noget. Jeg har nemlig, strax efterat have læst Grundtvigs Stykke, skrevet til Birkedal, hvis Stilling til Sagen det var mig magtpaaliggende at vide, fordi han er Præst i min første Menighed, og fordi han har stor Indflydelse paa saa mange Præster i Fyen og længere omkring. Han har paa mit Spørgsmaal, om han heri stod paa Grundtvigs Side, svaret med et Nei, som vel har kostet ham Meget, men som jeg dog troer, staaer fast; og efter hans Yttringer maa jeg mene, at hans Kjærlighed til mig har bidraget Noget til, at han er kommen paa det Rene med sig selv. Kun protesterer han imod, at jeg her taler om „Gjendaab;“ og derfor har det glædet mig meget, at De heri staaer ved hans Side og med saa megen Klarhed har viist Forskjellen. Saaledes har De ogsaa gjort det lettere for mig at opfylde den Bøn, hvormed B. slutter, at jeg vil bidrage, hvad jeg formaaer, til at formilde Dommen over Grundtvig. At Deres Skrift maa gjøre et godt Indtryk paa B., derpaa er jeg vis; men det maa da overbevise s. 7Enhver om, at det ikke er Dem, der har reist „Stormen,“ eller endnu vil det.

Deres O. Laud).

Fra Laub til Martensen
Viborg, 23. Januar 1857

Tak, kjære Biskop Martensen, for Deres sidste Indlæg ^*)Et Gjensvar i Striden om „Alterbogsdaaben.“, som ikke har kunnet Andet end gjøre mig glad, og tillige for Deres Brev [dette Brev er gaaet tabt], som lidt tidligere maatte have samme Virkning paa mig, navnlig fordi De, uagtet det, De havde for, dog ikke fandt det, jeg var kommen med, overflødigt, og ikke deri savnede den Skarphed, som er den væsentlige, den, som ikke lader det tvivlsomt, hvad der er Ret, og hvad Uret. Naar De deri tillige bebudede, at Tonen i Deres maatte blive nogle Grader skarpere, saa var det jo ikke Andet, end hvad jeg maatte vente; og jeg maa nu, efterat have læst Deres Bog, tilføie, at den ingenlunde er bleven skarpere, end den efter det Foregaaende maatte blive; saa at, naar der i denne Henseende er en Forskjel imellem Deres og min Skrivemaade, er det mig, der maa søge at retfærdiggjøre mig. Naar jeg ikke har kunnet tage saa haardt paa Birkedal, som jeg tilstaaer, han fortjente, saa laa Grunden i mit særegne personlige Forhold til ham, hvorfor jeg ikke videre kunde gjøre Rede, men hvorved jeg meente at burde see B.’s Færd fra en bedre Side, end den, han selv viste frem; og hvorved jeg da igjen meente at kunne frembringe en s. 8Virkning paa ham, og paa en Deel Andre, hvis Mening afhænger saa meget af hans. Det er derfor ganske rigtigt, naar Evgl. Ugeskrift charakteriserer mit Skrift ^*)Til V. Birkedal i Anledning af lians Skrift „Samvittighed og Retfærdighed.“ som en Privatskrivelse. — —

Om jeg nu havde nogen Ret til at belemre Publicum med et saadant Privatanliggende, det faaer at staae hen; jeg kan kun sige, at jeg var i den Nødvendighed, at jeg maatte. Det var — efter hvad jeg har al Grund til at troe — mig, der var nærmeste Anledning til B.’s Skrift; jeg havde skrevel til ham, at dersom han i denne Sag ikke stod paa Grundtvigs Side, maatte det være hans Pligt at sige det høit. Jeg kunde nok vide, at det vilde falde ham haardt; men da nu det, som kom, blev noget ganske Andet, end hvad jeg havde bedet ham om, kunde jeg ikke tie: jeg maatte sige ham min Mening, uden at glemme det Venskab, hvormed han har sluttet sig til mig, og som nu har trukket ham ind i Noget, som jegvidste, han helst var blevet udenfor, — og dog paa en saadan Maade, at mit Brev ikke skulde tabe sig imellem andre Vennebreve i hans Skuffe. Om jeg skal glæde mig over, hvad jeg har gjort, vil Tiden vise; at De er saa venlig ikke at finde det ubetimeligt, er mig endnu ikke nok; kan jeg ingen Virkning frembringe i den Retning, jeg havde for Øie, maa jeg dog finde, at jeg i det Mindste har gjort noget Overflødigt.

Men over Deres Skrift vil jeg glæde mig, og over den Klarhed og Skarphed, og Fuldstændighed, hvormed den hele Sag er gjenoptagen; — — men det Bedste deri, og som vel ogsaa meest maa kaldes det Nye, der her er s. 9kommet til, er dog Afsnittet om Donatismen; og skulde jeg endnu have et Ønske, da maatte det være, at der fra En, som forstaaer at tale til Menigmand, maatte komme en Skildring af denne Deel af Kirkehistorien, jevnt fortalt, uden alle Sideblik, som i denne Sphære kunde blive en sundere Læsning og klare bedre, end de mange Stridsskrifter.

Undskyld nu, kjære Biskop Martensen! at jeg har snakket saa meget om mig; men naar De gjerne vil see mig som Deres Medarbeider, maa jeg jo og gjøre Mit til, at De kan kjende mig, som jeg er.

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. December 1858

Kjære Biskop Martensen! Jeg har i lang Tid længtes efter at høre Noget fra Dem — ikke i et Brev, thi dertil v eed jeg, Deres lid er for knap, og der vilde jeg dog ikke finde det, jeg især ønskede; jeg tænkte paa de Spørgsmaal, som i de sidste Aar ere komne i Bevægelse angaaende kirkelige Gjenstande; og jeg vidste blandt de Nulevende Ingen, der saa klart og roligt, som De, kunde lede den velmenende, men ubetænksomme Nidkjærhed (den, som ikke blot lader sig fortære for Herrens Hus, men er paa Vei til at fortære dette med) ind paa de rette Spor saaledes som De senest har gjort i den Kragballeske Sag. Noget saadant ventede jeg, naar jeg skulde faae Noget fra Dem; og naar jeg nu idag har, saa ganske uventet, faaet noget Andet, saa troer jeg dog, De veed, at denne Overraskelse ikke har været af dem, s. 10hvorved man føler sig skuffet. Jeg har engang faaet Leilighed til, paa en Tid og Maade, saa jeg tør troe, at De hverken har glemt det, eller har kunnet tvivle om Oprigtigheden deraf, at sige Dem, at Deres Prædikener have hørt til min Præstegaards bedste, stille, hellige, uforglemmelige Glæder; jeg troer ogsaa, De forstod, at om og min salig Hustrues Glæde over dem har bidraget meget til det Værd, de have for mig, saa var jeg dog vel den, som først førte hende til dem, fordi de paa en ganske særegen Maade havde tiltalt mig. Og derfor maa jeg ogsaa strax, og inden jeg endnu har faaet Leilighed til at aabne denne Bog, De har givet mig, sige Dem min inderlige Tak for den Glæde, jeg forud veed, er indesluttet i den; og saa veed De ogsaa, at denne Tak er af en langt personligere Art, end om De havde opfyldt noget af de andre Ønsker, jeg havde havt om at høre fra Dem. At der ogsaa er mange Andre, som ville være Dem mere taknemmelige for det, som De har givet, end for noget Andet, derom kan jeg ikke tvivle. Og hvad Dem selv angaar, kan jeg ikke undre mig over, at De føler mere Drift til og Glæde ved at virke umiddelbart til Opbyggelse, end ved en Deeltagelse i Debatter, hvilken De maaskee ikke vil tillægge den samme Betydning, som vi Andre gjerne vilde, eller hvortil De maaskee mener, at Tiden endnu ikke er kommen.

Nu nærmer Julen sig og minder mig om den Tid, da jég første Gang kom i Deres Huus, om Alt, hvad der dengang var skeet med mig, om min Hustrues sidste Sygdom, da hun viste Alt fra sig, hvad der ikke hang sammen med hendes inderste Livs Historie, kunde ikke taale at see de mange Breve, jeg dengang fik, men det lille Brev fra Dem maatte jeg læse for hende. Den Glæde, som s. 11De ved Deres Julegave har tiltænkt saa Mange, vende rigelig tilbage til Dem og alle Deres!

Inden dette kunde komme bort, har jeg læst de to første Prædikener, og maa derfor endnu sige Dem to Gange Tak. Dette Centrale — jeg mener ikke blot i evangelisk men ogsaa i oratorisk Betydning, som gjør, at man den hele Prædiken igjennem bliver paa eet Sted. og derfra faaer Alt med, dette, som man skulde tro, at Enhver paa sin Viis og uden at opgive Noget af sin Eiendommelighed kunde naae, — har jeg jaget efter i 24 Aar.

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 16. Januar 1859

Lad mig, kjære Biskop Laub, først hjertelig takke Dem for Deres sidste Skrivelse og for de venlige Ord, De har tilskrevet mig i Anledning af mine Prædikener. Det skulde glæde mig, om De ved fortsat Læsning maatte finde en idetmindste noget fremskreden Bestræbelse for i Prædiken at fremstille, hvad jeg i Korthed vil betegne som en dybere Forening af den dogmatiske og ethiske Factor. Jeg holder mig idetmindste forvisset om, at her ligger Opgaven for vor lids Prædiken, og at et Fremskridt kun er muligt derved, at Troens Prædiken optager et større christelig-moralsk Element, end i de fleste af Nutidens christelige Prædikener er Tilfældet. Det Centrale i vore Prædikener trænger til en større Peripheri af det virkelige Liv. Hvor levende jeg føler, at her endnu saa Meget, Meget fattes min Prædiken, behøver jeg ikke at sige Dem. Vi ville trøste os med, at der er Eet, som er fornødent, og takke Gud, naar han giver os Naade til s. 12at udtale dette. Men hvor gjerne ønskede vi ikke ret at kunne indføre dette Ene i hele den nærværende Tids bevægede og forviklede Mangfoldighed, baade i det enkelte Menneskes sjælelige Forviklinger og i Samfundets. Jeg længes efter, kjære Biskop Laub, engang at kunne høre Dem prædike, og er i ethvert Tilfælde vis paa sand Opbyggelse fra Grunden af; ligesom det ogsaa vilde meget interessere mig at høre Deres nærmere Tanker om de særlige Opgaver, den christelige Prædiken skal sætte sig i vor Tid, hvad dog ikke kan være udtømt med den blotte Opvækkelsesprædiken eller den blotte Troesprædliken (som hos Grundtvigianerne). Begge have vi jo Tilknytningspunkter hos Mynster, maaskee ogsaa hos Schleiermacher. Jeg maa uagtet Alt, hvad der i det Enkelte og i det Hele kan indvendes mod den Sidstnævntes dogmatiske Standpunkt, ansee disse Tvende for de største mig bekjendte Prædikanter i dette Aarhundrede.

Lad mig dernæst, kjære Biskop Laub, takke Dem for Tilsendelsen af Deres fortræffelige Circulaire ^*)Laub pleiede ved Nytaar at omsende et trykt Hyrdebrev til Menighederne i sit Stift. Nogle af disse Hyrdebreve ere offentliggjorte. Se Evang. Ugeskr. 1859 Nr. 18 og 1861 Nr. 7.; det er som skrevet ud af min inderste Overbeviisning; De fremhæver der et Punkt, som netop hos os i høi Grad trænger til at fremhæves: Gyldigheden af de menneskelige Ordninger i Kirken. Mange, som ere grebne af de Grundtvigske Frihedsideer, mene, at man kun er bunden til Herrens egne Indstiftelser, og at forøvrigt Alt kan være overladt til den Enkeltes subjective Behag. De har talet et Ord i rette Tid, og jeg har tænkt paa ved Leilighed at indskjærpe et lignende. Den Augsburgske Confession (som ogsaa af Dem paapeget) viser ogsaa her det rette Spor. s. 13Menneskelige Ordninger skulle ikke overvurderes (som af Papisterne) men heller ikke undervurderes (som af Sværmerne). Hos os begynder man stærkt at undervurdere dem og viser det stundom i Gjerningen ved selvtagne Friheder, der ikke kan taales. Netop i vor Tid er det af høi Vigtighed at hævde menneskelige Ordningers relative Nødvendighed. Grundtvigianismens Vildfarelse i Henseende til Kirkeorden og Kirkeforfatning beroer netop paa dens Blindhed herfor.

Til litteraire Arbeider har Bispeembedet endnu ikke villet levne mig Tid. Til Leilighedsskrifter har jeg ikke fundet mig opfordret siden det sidste i den donatistiske Strid, og det forekommer mig, at der endnu ikke er ret Leilighed dertil. Gjerne ønskede jeg i Stilhed at kunne beskjæftige mig med enkelte større Arbeider, der ligge mig paa Sinde; men mine Timer ere saa splittede, og Embedet er jo det Første.

Modtag nu, kjære Biskop Laub, mine og min Kones bedste Ønsker i det nye Aar. Herrens rige Velsignelse være fremdeles over Dem og Deres og over al Deres Gjerning i hans Tjeneste.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 6. April 1860

Kjære Biskop Laub! Guds Fred og Velsignelse i denne Paaskehøitid. Denne stille Tid har ogsaa den Velsignelse, at man ogsaa i det Ydre fornemmer, at Riget, som ikke er af denne Verden, cndnu har nogen Magt over Riget af denne Verden.

s. 14Først lad mig takke Dem for Deres Skrift om Confrmationen ^*)Se Laubs Kirkelige Leilighedsskrifter S. 91., der i høi Grad har glædet mig. Jeg maa i alt Væsentligt samstemme; De har efter min Mening aldeles truffet Punktet ved at bestemme Confirmationen som Barndommens Afslutning, som derfor endnu har Barndommen i sig. Deres Opfatning af Børnecommunionen — hvorledes denne faaer Sandhed ved Barndommens Afslutning, medens den vistnok ellers maa forkastes, og Deres Betragtning af Disciplenes første Nadvere ved Indstiftelsen har interesseret og glædet mig ved sin Sandhed. Til det sidstnævnte Punkt vilde formeentligen endnu kunne tilføies, at dersom den Hostrupske Frivillighedstheori var sand, da havde man fra Herrens Side maattet vente en heelt anden Fremgangsmaade, end den, Evangelierne vise os. Thi da maatte man vente, at Herren paa det Alvorligste havde foreholdt Disciplene, hvad de nu bleve forpligtede til ved den Handling, han var i Begreb med at indstifte, og paa det Indstændigste spurgt dem, om de vel havde overveiet Alt, og om de iblandt dem, der ikke i en fuldkommen Frivillighed vilde følge ham, ikke hellere vilde træde tilbage. Gud være lovet, saaledes gjorde Han ikke, men behandlede dem — thi Forholdet til Forræderen er et ganske særligt — i sin opdragende Kjærlighed som Umyndige. — Hvad angaaer Citatet af min Dogmatik, da har jeg aldrig tænkt mig, at dette Sted kunde modtage nogen anden Opfatning, end den, som De har givet det. Hvor Confirmationen svarer til sin Idee ikke blot fra Præstens Side men fra den Unges Side, som confirmeres, der vil vistnok vise sig en Opvækkelse af Daabens Naadegave — og dermed s. 15et Analogon til Pintsen ᴐ: Begyndelsen til et personligt Troesliv. Men den svarer ikke altid til sin Idee; og da er det trøstefuldt, at vi i den sidste Nadvere, som Herren holdt med Disciplene, have en Typus for en Nadvere, der fra Communicanternes Side kun saare lidet svarede til Ideen, men som dog fik stor, ja uendelig Betydning for dem, da Pintsetiden kom.

Det undrer mig, at den gode Zeuthen er kommen ind paa denne Eensidighed, hvori jeg kun kan see en Yttring af det baptistiske Princip, der sætter den individuelle, personlige Christendom som det Første, istedetfor at Overleveringens Christendom er det Første, hvoraf det personlige Troesliv skal udvikle sig, sætter Troens Styrke og Inderlighed som Forudsætning for Sacramentet og overseer, at den rette Styrke i Troen skal udvikles formedelst Sacramentel (Conf. Aug. XIII „ad excitandam et confrmandam fidem“ etc.). Ligesom man ifølge den baptistiske Anskuelse maa nødes til at opsætte Daaben i det Uendelige — thi naar er man etter dette Standpunkt moden? — saaledes ogsaa ifølge den Hostrup-Zeuthenske Theori med Hensyn paa Nadveren. Thi naar har man den absolute Selvstændighed i Overbeviisning og Beslutning? Hvilket Individ eller hvor mange Individer kan udholde i dette Forhold udelukkende at kastes tilbage paa sig selv? Vil man for Alvor indslaae denne Vei, da ville vistnok de Fleste føres ind i en fortsat Opsættelse af Nadveren.

Men, som De i Deres Brev antyder: denne Eensidighed fremtræder paa mange Punkter, navnlig i Skriftemaalsspørgsmaalet. — Det er den eensidige Individualisme, mod hvilken vi paa alle Punkter have at kjæmpe, og det ikke blot hos Secterne, men i Kirken s. 16selv. Baptisme, Donatisme, Novatianisme dukker ideligt op, ikke som selvstændige Skikkelser, men som Tendentser, snart fremtrædende paa dette snart paa hint Punkt. Hermed staaer i Forbindelse en Stræben efter Individets Emancipation fra kirkelig Orden ogsaa i det Ydre, Fordring om Præstefrihed eller for det Første Psalmebogsfrihed, Lærebogsfrihed o.s.v. Udvidelse af Sognebaandets Løsning til Afbenyttelse af Sognets Kirke for dem, der have løst Sognebaandet o.s.v. Denne Individualisme er ogsaa i det Politiske mere og mere bleven herskende, i Særdeleshed hertillands. Det er kun Individernes Interesser og Rettigheder, hvorom Alt dreier sig; om objective Samfundsformaal, hvilke de individuelle Hensyn ere underordnede, er der saa godt som ikke Tale. Naar De i Deres Skrift taler om Confirmationen ikke blot som et kirkeligt, men som et Statsanliggende, da troer jeg, at denne Betragtning ligger meget fjernt fra, hvad der er den herskende Betragtning paa Rigsdagen. Religion betragtes her overhovedet kun som et Privatanliggende. Hegel skjelner mellem „Staten“ og „det borgerlige Selskab“ som et blot Moment i Staten. Ved Staten forstaaer han det sædelige Rige i Udvorteshedens Form, en Retsorden, som er bestemt ved Ideer, altsaa ved objective, substantielle Formaal, blandt hvilke Kirken og den offentlige Underviisning indtager en væsentlig Plads. Ved det „borgerlige Selskab“ forstaaer han en Retsorden, der kun bevæger sig om Individerne og deres gjensidige Forhold ᴐ: Eiendom, personlig Frihed, Handel og Industri, Næringsveie o.s.v. For de fleste af vore politiske Ordførere og Ledere har Statens Begreb opløst sig i Begrebet om det „borgerlige Selskab.“ Ja s. 17Manges Begreb om Staten er ikke synderlig forskjelligt fra Begrebet om en Klub.

Det vil nu vise sig, hvorlænge denne politiske Strømning skal vare. Men saalænge den varer, troer jeg ikke, at noget Godt kan forventes for Løsningen af det kirkelige Forfatningsspørgsmaal. Og herved kommer jeg til et Punkt, som De, kjære Biskop Laub, i Deres Brev har berørt. — Monrads sidste Lovudkast om „Menighedsraad“ kan man jo i det Væsentlige Intet have imod. Men efter de hidtil gjorte Erfaringer med Menighedsraad maa man jo forudsee store Vanskeligheder ved Gjennemførelsen; og skal en Synodalforfatning bygges paa dette Grundlag og blive en Sandhed, da kan man vente ad calendas græcas. Vanskeligheden ved at faae en Kirkeforfatning hos os beroer efter min Overbeviisning paa en falsk Forudsætning, som baade Monrad, Clausen og Flere, som have arbeidet i denne Retning, ubetinget fastholde, og som ogsaa antages af de Fleste som den eneste Mulighed. Denne Forudsætning er nemlig, at en Kirkeforfatning à tout prix skal være analog med den politiske Forfatning, skal udvikles nedenfra paa overveiende democratisk Grundlag, som det trindtomkring fordredes i 1848, hvorfra man dog andensteds er kommen bort, medens man hos os vedvarende skriver 1848. Denne Forudsætning er imidlertid stridende mod de factiske Tilstande i Kirken. Monrad lod sit første Forslag falde, og har nu indslaaet en Vei, som i Theorien vistnok kan kaldes kirkelig rigtig, at begynde med Dannelsen af Menighedsraad, men som ogsaa kun i Theorien er rigtig. Det er i det mindste min Overbeviisning, at den er upractisk. Vil man en Synodalforfatning, maa man begynde med det kirkelige Embede og tilforordnede Lægelementer. s. 18Ovenfra maa Synoden komme; da kunne Elementer forskaffes. Vil man ikke dette, maa der dannes noget Consistorialt, et Overkirkeraad, som i Preussen, sammensat af enkelte Geistlige og Jurister. Men man vil naturligviis under de nuværende Strømninger ingen af Delene. Men derfor antager jeg ogsaa, at det indtil Videre maa have sit Forblivende ved det Nuværende, og at det er den sande Kirkepolitik, at intet Indgribende skeer. Jeg troer, at man i høi Grad maa vogte sig for at gjøre ukirkelige Concessioner, og at man hellere bør lide under en octroyeret Forfatning (der dog vel ikke saa let lader sig octroyere, naar der mødes med en grundig Protest, som mod Monrads første monstreuse Udkast, og selv naar den er octroyeret, ikke derfor ogsaa er gjennemført) — end at være med at gjøre en Forfatning, om hvilken man maatte forudsee, at den meget snart vilde rammes af Eftertidens retfærdige Dom. Thi at disse Tider ville blive alvorligt dømte, kan ikke betvivles. Endnu staaer den danske Kirke paa de gamle, ægte lutherske Grundvolde. Jeg troer, at det maa betragtes — vel ikke som en glimrende — men dog som en vigtig og alvorlig Opgave, om muligt at virke hen til, at den kan bevares igjennem disse verdslige Strømninger, indtil det af Herren bestemte Vendepunkt indtræder. Thi at der vil indtræde et Vendepunkt i vore Samfundstilstande, skjøndt Ingen veed hvorved eller hvorledes, kan ikke betvivles. Maatte det kun blive til det Gode for os! thi Muligheden af det Modsatte kan jo ikke nægtes.

Modtag nu, kjære Biskop Laub, disse Linier med sædvanlig Velvillie. De ere flygtigt skrevne, skjøndt jeg tør sige, at den til Grund liggende Tanke mange Gange s. 19er overveiet og stadigt ligger mig paa Sinde. Jeg haaber, at De snart vil meddele mig Deres Tanker derom.

Ogsaa om andre Punkter i Deres Brev ønskede jeg at skrive, men maa opsætte det til en anden Gang. Tid og Ro til et større litterairt Arbeide — hvorom De ikke har gjættet urigtigt — har jeg endnu ikke kunnet erholde, skjøndt det i Tankens Conceptioner meget har beskjæftiget mig. Det er imidlertid en uafviselig Fordring, at Embedets Pligter først skulle fyldestgjøres. Det Uheldige for mig eller for mine litteraire Arbeider er, at da jeg arbeider i større Sammenhænge, jeg ogsaa behøver sammenhængende Tid; og uafladelig bliver Tiden splittet og udstykket for mig, hvilket ogsaa kan udtrykkes saaledes, at Betragtning og Stemning blive udstykkede og splittede. Imidlertid — hvad der skal frem, kommer ogsaa frem i sin beskikkede Tid; i modsat Tilfælde vil Intet være tabt.

Meget af min Fritid har Schelling taget mig, hvilket jeg dog ikke beklager som spildt. Jeg betragter det tvertimod som en Lykke at have oplevet denne sidste store Phase af Philosophien. Jeg troer ogsaa nu at vide, hvad han kan give, og hvad han ikke kan give; hvile deri, som Zeuthen, kan jeg ingenlunde; men der ere nye Tankebevægelser og Tankeveie, som Schelling fører os ind paa, hvor jeg stedse paany har fundet mig beriget og befrugtet: dog derom maaskee udførligere ved en anden Leilighed. Og hermed maa dette maaskee allerede for lange Brev have en Ende.

Deres hengivne H. Martensen.

Endnu dog een Bemærkning! Schelling, der, uagtet al Modsætning til Hegel, dog er mere overeensstemmende s. 20med ham, end han vil have Ord for, er ligeledes en stærk Modstander af det blot Doctrinaire og Uhistoriske i Forfatningsdannelsen. Hvor træffende siger han ikke i Slutningen af første Binds sidste Blad, at Tydskerne nu i lang Tid have beskjæftiget sig med das „Was“ i Forfatnings(begrebet), uden at bekymre sig om das „Dasz“ (Existensen, og Existensbetingelserne). Dette har stor Anvendelse paa Kirkeforfatningsspørgsmaalet. Clausen, Monrad o.s.v. have hidtil kun beskjæftiget sig med das „Was“; men hvad gavner det at have et Begrebsindhold, der som Begreb kan være holdbart, naar man i Existensen ikke har noget Kar, hvori man kan gyde dette Indhold? Selv ved Menighedsraad ere vi kun komne til das „Was“; med das „Dasz“ gaaer det kun sagte og aldeles problematisk. Jeg antager som sagt, at das „Dasz“ i Kirkeforfatningen ifølge vore historiske Forudsætninger bør søges ad en anden Vei.

Jeg længes efter at see, hvad Zeuthen og Hostrup ville svare paa Deres Skrift. Disse gode Mænd ere ogsaa fixerede i das „Was“, i det blotte Begreb om personlig Christendomstilegnelse, men oversee aldeles das „Dasz“ eller Existensen eller Betingelserne for Existensens Fremvæxt til at virkeliggjøre Begrebet. Dette burde Zeuthen, der jo allerede maa betragtes som en gammel Schellingianer i Ny-Schellingianismen, i Særdeleshed betænke. Hostrup er en ung Mand, af hvem man ikke kan vente Andet end das „Was“, det blotte Begreb, det blotte Ideal.

Og nu finis! M.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. April 1860

Tak, hjertelig Tak, kjære Biskop Martensen! for Deres „lange“ Brev, som dog ikke var længere, end at jeg igjen vil forsøge paa, om De har Tid og Lyst til at indlade Dem mere med mig angaaende den Sag, som udgjorde Gjenstanden for den sidste Halvdeel af Deres Brev, og som det ligger mig meget paa Hjertet at faae klaret, egentlig med mig selv, men just derfor ogsaa med og ved Dem: angaaende Forfatningen. Hvad der imellem os kan blive Spørgsmaal om, er ikke, om den Ordning, man byder os, er den i og for sig ønskelige, men — om den er værre end slet ingen, og altsaa hvorledes man skal forholde sig til Bestræbelserne i denne Retning. Til hvad der ellers kan siges imod en Synode, et Kirkeraad i den moderne Betydning saavel af Hensyn til vor tidligere Historie, hvorved den ikke er forberedt, som til de factiske Tilstande nu, vil jeg endnu føie, hvad der for mig altid har havt megen Vægt (ogsaa førend jeg læste Schellings Tanker derom I, 549), det Ulykkelige i, at et Folks bedste Kræfter, hvis frie Virksomhed skulde sikkres ved Regjeringen, skulle fortæres ved Deeltagelse i Regjeringen. Saaledes tænker jeg mig da ingenlunde med Glæde en Tid, da jeg f. Ex. skal reise til Kjøbenhavn istedetfor paa Visitats, for at være med i Noget, om hvis Gavnlighed jeg kun kan have et tvivlsomt Haab. Jeg mener ogsaa, at f. Ex. et Overconsistorium var mere i Overeensstemmelse med vor tidligere Udvikling (det gamle Cancellie har aldrig besværet mig, skjøndt det er vel ogsaa tvivlsomt, om det kunde magte Forholdene og Bevægelserne nu); men i ethvert Tilfælde vil vel ogsaa De ansee dette for en Umulighed nu; — der er ingen anden Mulighed s. 22for Tiden end en repræsentativ Forfatning — eller slet Intet. De mener, det maa blive ved det Bestaaende. Jeg har ogsaa meent, man maatte see liden an, og at vi dog ikke vare saaledes uden Kirkeforfatning og Kirkeregjering, som der blev sagt, nemlig saalænge Rigsdagen med en vis Varsomhed rørte ved det Kirkelige, og Regjeringen gik den gamle Vei med Betænkninger o. dsl.; men jeg mener rigtignok, at denne Tid gaaer stærkt mod Enden: Der gjøres allerede Paastand paa, at det er Kirkens Stemme, som høres paa Rigsdagen, at der er det Folk, som udgjør Folkekirken, naturligviis især i Folkethinget; og om endog Regjeringen endnu gjør Modstand imod denne Betragtningsmaade, saa er det dog bestandig svagere, under en bestandig Forringelse af den Betydning, som man tillægger det, man i Modsætning kalder „Kirkens Stemme“, — især fra den Tid af, da Landemoderne bleve angrebne. Folket har allerede Magt over Kirken, og det i den værste Form, paa den religionsløse Rigsdag. Er det ikke paa Tide, at denne Magt indskrænkes og reguleres, naar den ikke kan hindres? Dersom endog Førerne i Folkethinget skulde finde Vei ind i Kirkeraadet, som jeg naturligviis anseer for muligt og sandsynligt, saa mener jeg alligevel, at de der maatte optræde anderledes: de maatte dog, naar de havde modtaget Valg som Kirkens Repræsentanter, behandle Sagerne fra et kirkeligt Synspunkt, om end deres Kirkebegreb var nok saa forkeert; og der vare de dog ikke ene. Men dersom nu et Kirkeraad er den eneste mulige Udvei af Forvirringen, er det da ikke Pligt at hjælpe til, at det maa blive saa godt, som det efter Omstændighederne er muligt, eller at det Værste forebygges? og dette mener jeg kan kun skee ved Menighedsraad. I alt Fald er det s. 23om dem, der først vil blive Spørgsmaal, ikke med umiddelbar Henviisning til, hvad der skal følge, men — man veed, hvad der menes. Altsaa, vil man intet Kirkeraad, saa maatte vel Modstanden allerede begynde paa dette Punkt; men er det ikke umuligt? er der ikke siden 1854 gjort Skridt i denne Retning, som ikke mere kan tages tilbage? De har kun liden Tillid til Menighedsraad, De vil have mærket — i alt Fald af, hvad der er skeet her i Stiftet, — at jeg har troet, det vilde i bedste Tilfælde vare længe, før de bleve til noget mærkeligt Godt, og at der vel og var Fare for, at de kunde blive til det Modsatte, naar de bleve fremkunstlede; det er først Kirkecommissionen, som har bevæget mig til at see denne Sag fra en bedre Side, end jeg oprindelig har gjort. Men i hvor langt jeg end er fra at haabe Stort af Menighedsraad ^*)Om Menighedsraadene i Viborg Stift, se Evang. Ugeskr. 1858 Nr. 31—32 og 1860 Nr. 18., saa er der dog Eet, jeg mener, man tør haabe af dem: jeg troer dog (ikke om Kjøbstæderne, ikke om hele Landet, men om den største Deel af Landsbymenighederne, som ved deres Antal have en stor Betydning for denne Sag), at der er saa megen sund Sands og gammel Respect for Kirken, at Menighedsraadene endnu (naar der ikke bies forlænge; thi det kunde blive for seent) ville kunne bestaae af de paalideligste Mænd paa hvert Sted, som, uden megen Forstand paa Sagen, dog ville lade det være sig magtpaaliggende at vælge anderledes, end der vælges til Rigsdagen. Hvad jeg tænker mig, at Præsterne allerede nu skulde gjøre med deres Menighedsraad, er mere at virke paa dem end ved dem, eller indirecte igjennem dem at s. 24vække (først hos dem) den kirkelige Sands, som jeg troer, endnu er, om end kun slumrende, tilstede i Landalmuen. Naar saaledes Valgene til Kirkeraadet kom til at gaae igjennem Menighedsraad, og naar Menighedsraadene vare blevne ogsaa kun dette Minimum af, hvad de skulde være, saa mener jeg dog, at Kirken, om end dens Forfatning var dannet mere end ønskeligt efter den politiske, var stillet væsentlig heldigere end Staten med sine Rigsdagsvalg. — Dersom en repræsentativ Forfatning stred imod Kirkens Væsen, da var en fortsat Modstand Pligt (som for Pius den 9de); og selv om man maatte bukke under: man maatte ikke, nok saa indirecte, være med at gjøre den. Jeg troer ogsaa, at man ved en fortsat Protest kunde forhindre, at Noget skete; Folkethinget vilde — imod Ministeren — hjælpe til, for at kunne gjøre, hvad det vilde; thi Ministerens Modstand imod Folkethinget (i Sager, som han nu vil have forbeholdt en kirkelig Afgjørelse) maatte vel og tilsidst høre op. Men Deres Mening er jo ikke, at en saadan Forfatning er i sig en Uting (f. Ex. i Genf og Skotland); De mener kun, hos os er den unaturlig, uhistorisk, og derfor ikke Noget at haabe paa. Men mon det Samme ikke gjælder om vor Statsforfatning? og dog hører den nu til det Factiske, til det, som vi ikke blot maae føie os i, men søge at bruge paa bedste Maade; og maae ikke Folkekirken til en vis Grad følge med Folket? (Mon ikke alt det Forvirrende, som 1848 har bragt ind, og som vi ikke kunne faae ud ved en Protest, høre med til det „Dasz“, hvorpaa De med Rette lægger saa stærk Vægt?) — De mener, at Kirken maa lide Alt lige til en octroyeret Forfatning, om saa skulde være. De betragter altsaa denne Tid som en Overgangstid, og synes at vente s. 25en Reaction i det Store i Statsforholdene, men naar? Og naar den kommer, vilde den saa ikke med det Samme medføre en tilsvarende Forandring i det Kirkelige, saa at ogsaa Kirkens Forfatning, om den var heelt forfeilet, kun var en interimistisk, saa at Spørgsmaalet kun blev, om der er størst Fare ved den, eller ved at lade Alt gaae, som det nu gaaer (og dette Spørgsmaal havde maaskee endnu større Betydning, dersom Tiden skred frem imod noget Værre, hvad De ogsaa anseer som muligt)? Thi Deres Tillid til Fremtiden og Kirkens Herre er jo ikke den, hvormed Grundtvigianerne (eller en stor Deel af dem) stille sig og Kirken umiddelbart under Christus, for at faae al menneskelig Orden og Kirkeregimente afskaffet. Og her er igjen et af de Punkter, som jeg mener, maa gjøre betænkelig ved at lade Alt gaae, som det vil. Min Ulyst til at tænke paa et Kirkeraad er fra Begyndelsen af for en Deel ogsaa kommen af Hensyn til Grundtvigianerne, for hvem et Kirkeraad syntes at skulle blive Signalet til et Brud i Kirken. Nu har man jo lært, at de ikke altid udføre, hvad de true med; de vilde maaskee i et Kirkeraad lære at linde sig i Meget, som de nu ikke ville. Men som Sagen nu staaer, er der da ikke Grund til at frygte for, hvad de kunne sætte igjennem ved en Alliance med Folkethinget? Gjælder det dog ikke fornemmelig om, medens vi bie paa bedre Tider, at holde sammen paa Folkekirken, som den er, om vi end slet Intet kunne gjøre for at faae den bedre? men er der ikke Fare for, at Alt kunde opløses, at den Individualisme, som jeg er enig med Dem i at finde saa fremherskende i vor Tid, skal føre til en Independentisme i Kirkeregimentet, til en Dannelse af Frimenigheder (ikke udenfor men i Kirken) s. 26med Præster, som indrettede sig, hver som han finder for godt? og er da ikke det lutherske Princip blevet ligesaa meget (eller værre) krænket, end ved at optage en Form fra den reformeerte Kirke?

De seer, kjære Biskop Martensen, at jeg har Meget at spørge Dem om; men De har jo selv opfordret mig dertil, og det var mig en Trang at benytte denne Opfordring. Jeg har maaskee fremsat mine Tanker skarpere og mere i Form af en færdig Overbeviisning, end virkelig er Tilfældet; men det gjaldt mig om at faa det ret frem, hvorom jeg vilde bede om Deres nærmere Forklaring. Jeg havde vel endnu Mere paa Hjertet, men som helst maa bie til en anden Gang, dersom De faaer Tid og Lyst til at forhandle mere med mig om disse Gjenstande. — —

Jeg er ikke glad ved disse Tider og disse Tanker. Gud skee Lov! naar jeg nu snart kommer ud paa Visitats, troer jeg, at jeg kan vælte Byrden af og være glad i mit Embede; og jeg veed jo og i mit daglige Liv, hvor jeg skal gaae hen med mine Sorger, ogsaa den tungeste Deel deraf, nemlig den, som angaaer min Deel i, hvad der skeer eller ikke skeer. Ogsaa i mit Familieliv og videre ud har jeg al den Bistand, som jeg tør bede om. Og dog gaaer jeg saa ene med disse Tanker og Overveielser, langt borte fra dem, som gaae med lignende. Derfor er det mig en Velgjerning at faae Breve som Deres sidste. Tak for alt det Venlige, De der siger mig, og for de Tanker, De paany har sat i Bevægelse! Og bliv ikke træt af mig! Jeg vil nødig rive Dem fra Beskjæftigelser, hvoraf jeg selv engang kunde faae bedre Glæde, end af en saadan Correspondance; men De faaer at regne denne til Deres Embedsgjerning (endog efter danske Lov 2 —17—17), som efter Deres egne Ord maa gaae foran, s. 27skjøndt jeg nok vil, at De tillige skal ansee den som en Vennegjerning.

Jeg har igjen betragtet Deres Segl. Er det perseverantia, der fattes mig, den, som allerede forud seer Rosen blomstre om Korset? saa lær De mig Noget ogsaa heraf! Gud velsigne og bevare Dem og alt Deres!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 18. April 1860

Hjertelig Tak for Deres sidste Brev. Jeg fortsætter med Glæde, skjøndt jeg intet Væsentligt har at sige, som jeg ikke allerede har sagt.

Først en Bemærkning i Almindelighed: Vi sympathisere aldeles i Ulysten til, hvad Schelling kalder „ein jährlich wiederkehrendes politisches Gezänke“, hvilket bliver endnu ulysteligere som „ein kirchliches Gezänke“. Jeg ventede ogsaa, at De, som De gjør, samstemmer i, hvad jeg har sagt om det Destructive, det Samfundsopløsende i den overhaandtagende Individualisme og Atomisme, der ideligt møder os i disse Tider. Imidlertid indrømmer jeg, at enhver saadan Opløsningsperiode er — indtil den sidste store Ende — Overgangen til en ny organisk Periode. Den blotte Reaction, den blotte Tilbageskruen af Dramaet til de foregaaende Acter, som allerede ere spillede, og en blot Gjenopførelse af disse allerede spillede Acter — som Tieck etsteds har kaldt det — er meget langt fra mine Tanker, om end desværre Virkeligheden ofte viser saadanne Reaction er. Jeg forlanger en virkelig Fortsættelse, nye Acter indtil s. 28den sidste store Catastrophe, som er forudsagt os. Men Værkmesteren i dette Drama er ikke et Menneske, skjøndt han virker gjennem Mennesker, og ikke blot gjennem menneskelige Charakterer, men ogsaa gjennem Situationer og Begivenheder. Paa alt dette venter jeg.

De vil spørge, hvorledes jeg da tænker mig det, som skal komme, og navnligt indskrænke Spørgsmaalet til Samfundsforholdenes Ordning. Det er saare vanskeligt at besvare; og saadanne Construction er kunne let blive tilskamme. Jeg vil antyde det Lidet, der forekommer mig at have Grund for sig. Individualismen er det destructive Moment; men netop derfor bør Opmærksomheden fæstes derpaa. Der er deri tillige et Moment, som er berettiget. Men hvorledes skal da den Enkeltes Frihed medieres med Samfundet? Dette forekommer mig kun at være muligt ved Mellemorganismer, saaledes at den Enkelte kun som et Led af en saadan Mellemorganisme (Stand, Corporation), staaer i Forhold til det Hele. Og derfor er Klassevalg det Eneste, hvori jeg i politisk constitutionel Henseende kan finde Garanti for, at Folkets, Samfundets Interesser og Formaal blive repræsenterede, istedetfor at nu kun et atomistisk Aggregat, en tilfældig Samling af abstracte Borgere, af hvilke Fleertallet i Virkeligheden ere Nulliteter, ere Nationalrepræsentationen. At Tiden i sin dybere Retning tenderer hertil, forekommer mig at være saa. Den egentlige Kjærne i den nyere Samfundsbevægelse er igrunden ikke saa meget politisk som social; og jeg seer ikke rettere, end at hvad det kommer an paa, det er, at de forskjellige Samfundsklasser stilles i det rette Forhold til hinanden, at her udvikles Lighed, og at Individerne herigjennem s. 29som Led i deres Stand, deres Corporation, hvori Enhver skal finde sin rette Adel, komme til deres Ret.

Vende vi os nu til Kirken, da kan Individualismen, der allerede ved Reformationen begyndte at gjøre Epoche, kun fyldestgjøres ved en organisk Religionsfrihed, hvorved de forskjellige Samfunds Frihed bliver ordnet. Individet kan kun faae religieus Betydning som Led af et Samfund. Indenfor Folkekirken maa der atter danne sig Mellemorganismer. Kirken har kun to Stænder, Geistlige og Lægfolk. Disse Tvende maae altsaa være repræsenterede, dog saaledes, at i den lutherske Kirke den ledende Indflydelse udgaaer fra Embedet, og at Lægelementet er medvirkende. At Menighedsraad ere saadanne Mellemorganismer i Forfatningen, naar de, vel at mærke, ere virkelige Menighedsmad, er selvfølgeligt. Men det organiske Forhold, altsaa ogsaa Forskjellen mellem Embedet og Lægelementet, maa være erkjendt, naar det Hele ikke, som i de nyere Tendentser, skal indifferentieres i det Abstracte.

Af disse om end utilfredsstillende Antydninger vil De, kjære Biskop Laub, see, at jeg ikke i Principet er nogen Modstander af det Synodale. Dog tilstaaer jeg, at jeg har langt større Tro paa, at hvad jeg ovenfor har antydet om Staten, om endog gjennem forskjellige Criser, vil kunne gaae i Opfyldelse. Det vil altid være lettere for Staten at faae en tilfredsstillende Repræsentation, end for Kirken, just fordi der i Kirken er Spørgsmaal om et heelt andet Liv, en heelt anden Sandhed, end den, hvorpaa det i Staten kommer an.

Men jeg vil fra dette Almindelige gaae over til „das Dasz“. De mener, at man dog, uagtet det Mislige i vore Forhold, uagtet disse mislige Forudsætninger, bør s. 30søge at medvirke til at faae noget Relativt, noget saa Godt, som Omstændighederne ville tillade det, for saaledes at kunne sætte en Modvægt mod Rigsdagens Overgreb. Jeg vil hertil svare, at megen Ulykke er afstedkommet derved, at man er gaaet ind paa falske Forudsætninger, haabende, at man derved vilde komme til at udøve en Virkning til Bedste for den gode Sag. Hvor bittert maae ikke Mange nu angre, at de i sin Tid ere gaaede ind paa at medvirke til den nuværende Grundlov, navnlig Valgloven? Dersom f. Ex. Clausen og Madvig ville være aabenhjertige, maae de erkjende, at de have Meget at regrettere ved deres Concessioner. Man haabede, at det Mislige i Grundloven skulde nok modarbeides ved en fornuftig Brug, og at navnlig det intelligente Parti nok skulde moderere det Hele og lede Alt til det Bedste. Nu høre vi daglig Lamentationer over, at Bondepartiet har taget Magten; og Mange tale omtrent om, at denne Valglov ikke kan bruges. Man kan efter min Overbeviisning gjøre mange Indrømmelser og Lempelser, naar man er enig i Princip og Grundanskuelse. Men er man der uenig, kommer man ind under farlige og besværende Causaliteter. Et Hovedpunkt er, at Kirken ikke bør have nogensomhelst Forfatning, hvortil den ikke i sine virkelige Tilstande besidder Midler og Kræfter; og derfor er en nedenfra valgt Repræsentation et Blændværk. De siger, kjære Biskop Laub, at vore politiske Forhold ere „das Dasz“, hvilket vi saaledes bør underordne os. Det er ganske rigtigt, de ere et Factisk, men de ere et Uhistorisk, de ere et abstract Begreb, som man har givet en kunstig Virkelighed. Jeg taler her om det abstract democratiske i vore Forhold. Et saadant „Dasz“ kan kun have transitorisk Betydning. Naar s. 31og hvorledes det skal blive omdannet, kan Ingen af os vide; men der gives Tider, hvor det er den sande Viisdom ikke at handle, men at bie. Jeg veed vel, at dette, f. Ex. af Clausen, beskyldes for at være falsk Passivitet. Jeg svarer atter, at der, hvor der er Spørgsmaal om noget saa Stort og Indgribende, kun bør handles, naar enten den Handlende føler et uimodstaaeligt indre Kald, ja en Mission, eller naar Situationen, naar Omstændighederne paa det Udtrykkeligste opfordre til Handling, opfordre ogsaa dem, der oprindeligt ikke føle sig indvortes tilskyndede.

Men lad os nu betragte Situationen. Vi ere enige om, at Rigsdagen er kirkefjendsk, og at det er af Vigtighed at faae en Dæmning imod dens mulige Overgreb. Men lad os ikke glemme, at det er den selvsamme Rigsdag, der skal give os Kirkeforfatningen. Og det er dertor, at efter min Mening Curen bliver værre end Sygdommen. Mig er det ubegribeligt, hvorledes Nogen kan mene, at noget Sundt og Godt, noget for Kirken virkelig Betryggende kan fremkomme ad denne Vei. Jeg antager heller ikke, eller betvivler det dog meget, at nogen Minister vil være istand til at sætte en Kirkeforfatning igjennem paa Rigsdagen.

Men lad os nu antage, at Kirkeforfatningen blev given os igjennem Rigsdagen: hvilken Magt vilde der da indrømmes Kirken?? Naturligvis i Realiteten ingen, som smager af det forrige Monradske Udkast. Men just naar Skyggen af en Magt, Formen af en kirkelig Selvbestemmelse var given, vilde Rigsdagens Overgreb begynde; thi da vilde den altid kunne sige, at nu var Kirken jo formelig bleven hørt, havde havt al Leilighed til at udtale sig o.s.v., og da vilde den gjøre, hvad den s. 32selv vilde, i Særdeleshed da den ufeilbarligt for enhver af sine Tendentser vilde kunne finde et Tilhold hos en Fraction af Synoden. Nu derimod, da Grundlovens Løfte ikke er indfriet, men endnu er et Tilgodehavende, nødes den til at være mere varsom. Og nu vil den langt anderledes kunne mødes med Opposition, dersom den skulde foretage sig noget Indgribende.

Og hvilken Autoritet vilde Synoden faae i Folket, i Menigheden, en Synode overveiende valgt som til Rigsdagen?? Synoden i Baden, hvor Ullmann har øvet en stor Indflydelse, har faaet en ny Agende færdig; og nu vil man ingensteds have den i Menighederne, forlader Kirken, hvor den er bleven indført o.s.v. Det er Individualisme! Min Mening er, at i Kirken har det historisk Nedarvede, det af Traditionen Baarne, den største Autoritet; og nye Indretninger kunne under vore Forhold først faae Autoritet, naar Autoriteten vender tilbage i Staten, naar der i Staten skeer et Omslag. Men da holder jeg paa et Consistorium eller paa en Synode af Tilforordnede.

I Anledning af Baden tilføier jeg, at den unge Ullmann besøgte mig for et Aarstid siden. Han sagde, at Synoden samledes hvert syvende Aar, hvilket jeg maatte finde meget passende; men han klagede i høi Grad over de politiske Agitationer, der indblandede sig.

I Grunden, kjære Biskop Laub, troer jeg ikke, at der er nogen synderlig Differents imellem os. Ogsaa jeg vil arbeide for Menighedsraad, dog uden paa nogen Maade at ville fremkunstle Noget. Men det er min Overbeviisning, at Menighedsraad kun ville kunne fremkomme som noget aldeles Sporadisk, men at de da ogsaa i deres Kredse kunne blive til Velsignelse. Kun s. 33antager jeg ikke, at de ville faae en saadan Almindelighed, at en Kirkeforfatning derpaa vil kunne bygges.

Om Monrads sidste Udkast har jeg ingen Betænkning afgivet, da han gik af, ligesom jeg vilde til at affatte den. Nu maa han erindre derom, eller jeg indsender en Betænkning henad Efteraaret. Det maa anerkjendes, at han § 15 og et Par andre Steder har givet Embedet den ledende Betydning, der tilkommer det efter lutherske Principer, hvilket han i høi Grad havde forsømt i det første Udkast. Dog forekommer det Hele mig at være Pindeværk, og det vil næppe bære synderlig Frugt. Hans Haab er endnu bestandig, at Menighedsraad skulle blive Grundlag for en Kirkeforfatning.

Og saaledes har jeg da atter skrevet et langt Brev, og det kun lidet interessant. De seer, at min Methode er den exspectative, Taalmodighedens Methode, der, ihvad den ellers kan være, aldrig er interessant. Forøvrigt er jo hele Tiden, ogsaa udenfor vort Fædreland, som en stor Brouillon. Hvad der deraf i sin Tid vil klare sig, bliver visselig noget langt Højere, end politiske eller kirkelige Forfatningsdannelser, der altid ville blive noget Secundairt, og hvor man aldrig kommer ud over det Relative. I nærværende Overgangs- og Beredelsesperiode troer jeg, hvad der jo ogsaa i Grunden er Deres Anskuelse, at det eneste Solide er, at virke indenfra udad -— Guds Riges gamle Vej. See vi tilbage til Tiden før Reformationen, da man krævede en reformatio in capite et membris, da var det ikke de Aander, der, som Gerson og Andre, vilde helbrede Verden ved Omdannelse af Forfatningen, der beviste sig som Fremtidens Mænd; det var Evangeliets Prædikanter, testes veritatis ante Lutherum, der ad Vidnesbyrdets og Tankernes Vei gjorde s. 34Gemytterne modtagelige for det Nye, som skulde komme, og hvilket i Grunden var det ægte Gamle, det Oprindelige. Uden en ethisk og religiøs Gjenfødelse bliver det til Intet med denne Slægt. Al denne Forfatningsformalisme i Kirke og Stat er ufrugtbart, uproductivt Væsen, i hvilket kun Egoisme og Lidenskab er Realiteten. Netop ved Individualismen bliver Egoismen potenseret, naar Individerne ikke i indadgaaende Retning gribes af Aanden og Aandens Tugt. Men skulle Individerne gjenfødes, da maa ogsaa Familien gjenfødes, da maa Sandsen oplives tor de organiske Forskjelle, det Articulerede i det menneskelige Selskab — Stænder og Corporationer, at Individet kan lære at finde sig i en naturlig Begrændsning, og at være stærk indenfor denne sin Begrændsning, medens de nu kun hige ud i det Ubegrændsede, det Uarticulerede.

Dog, jeg føler, at jeg bliver for vidtløftig og dog om sidstnævnte Punkt ikke tilstrækkelig vil kunne udvikle min Anskuelse i et Brev. Tag da, kjære Biskop Laub, disse Antydninger med sædvanlig Velvillie, og udfyld det Manglende i Tankerne. Det practiske Punkt i min Stilling til Kirkeforfatningsspørgsmaalet haaber jeg vil være klart. Men meget vil det glæde mig, om dette og andre Punkter at høre Deres Tanker i fortsatte Meddelelser. Ethvert Brev, De skriver mig, er mig et Beviis paa Deres Venskab; og De vil være forvisset om, i hvor høj Grad jeg vurderer dette. Bevar mig det fremdeles!

Herrens Velsignelse være over Dem og al Deres Gjerning!

Deres H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 26. April 1860

Kjære Biskop Martensen! Jeg har igjen modtaget et langt og indholdsrigt Brev fra Dem. Interessant vil jeg ikke kalde det, og jeg vilde ogsaa hellere give det et bedre Navn. De har, som De bemærker, egentlig ikke sagt Andet, end hvad allerede Deres forrige Brev indeholdt; det var, som jeg ventede og ønskede. De har dog opfyldt, hvad jeg bad Dem om, givet et nyt Lys over det Samme. Det er meget velgjørende for mig at see ind i en saa klar og fast sammensluttet Anskuelse, og faae saa rig Leilighed hertil, om der end kunne være Punkter, hvor det falder mig sværere at tilegne mig den. I det Væsentlige føler jeg mig mere og mere enig med Dem deri, at Historien maa være det Raadende, ikke en Theorie, om den end er nok saa tankeret (jeg kommer herved til at tænke paa et Pragtstykke i denne Retning, en til det mindste Detail symmetrisk gjennemført Tegning til en Kirkeforfatning, som for en Deel Aar siden kom fra Bunsens Haand, hvorved Intet fattedes uden — hvad der allerede dengang var mig klart — Overslaget), men heller Intet, som er indsmuglet i Historien, og som derfor igjen maa gaae ud af den uden blivende Virkning.

Hvad der da endnu kunde gjøre en Forskjel i Betragtningsmaaden for Dem og mig, det maatte være Vanskeligheden ved i det umiddelbart Givne, det, som endnu ikke har naaet sit Maal, og som vi selv ere midt i, at skjelne imellem det Sande og Falske, fordi Muligheden af, at noget Nyt vil frem i Historien, er tilstede i enhver bevæget Tid. Men saa Meget maa De dog forstaae af mine Udtalelser, at jeg ligeoverfor dette maa forholde mig aldeles, som De — exspectativ, og meest s. 36af Alt maa frygte for at slaae Noget fast, som hører til det Løse. Og her er jeg da meget villig til at troe, at Andre see skarpere og længere ud, end jeg. Saadanne Ord have da megen Vægt for mig. Og naar jeg regner Dem til disse, da vil jeg endnu anføre en Grund hertil, som jeg maaskee ikke hidtil har nævnet for Dem, men som dog ogsaa har sin Betydning: den, at De boer saa meget nærmere ved Kilden; thi Kbhvn. er dog et af Brændpunkterne ikke blot med Hensyn til de danske Bevægelser, men ogsaa de europæiske, politiske, videnskabelige o.s.v. — og der føler man neppe, hvad det betyder, ude i Provindserne at komme om end en kort Tid bagefter. Alt løber nu langt hastigere, end i vor Ungdom. Saaledes, for at nævne et Exempel, afgav jeg Betænkning over Monrads sidste Udkast, da De kunde vide, at det ikke behøvedes. — Men det er ikke min Hensigt denne Gang at fortsætte Forhandlingen om Forfatningssagen. De har nu sagt mig, hvad jeg foreløbig trængte til at høre af Dem, og givet mig Meget at tænke over; og herfor vilde jeg rigtig af Hjertet takke Dem. Jeg bereder mig nu til at begynde mine Reiser, som jeg haaber, at jeg uforstyrret maa kunne fortsætte saa temmelig i Eet til henimod Landemodet. Der kommer altsaa en Tid, hvori jeg maa lade omtrent al privat Correspondance hvile; det Samme vil vel være Tilfældet med Dem. Der er jeg da ganske anderledes i den rette Athmosphære og hjemlig tilmode, end naar jeg maa forhandle Politik, endogsaa med Dem; der kan jeg lade alle disse verdslige Sorger ligge, og leve i den Tro, som ogsaa for Resten — Gud skee Lov! — aldrig har svigtet mig, at der er en Større, end vi Alle tilsammen, som holder Traaden i sin Haand. Og her er jeg igjen — s. 37Gud skee Lov! — grundenig med Dem, og siger af mit hele Hjerte Ja og Amen til det Ord: „at det eneste Solide er at virke indenfra udad — Guds Riges gamle Vei.“ (Mon det engang skal komme dertil, at Bisperne ville kalde Visitatsen „den tungeste Deel af deres Gjerning,“ saaledes som Præsterne nu begynde at sige om Confirmationen?). Skulde der nu i denne travle Tid være Noget, hvorom jeg trængte til at høre Dem, saa kommer jeg, og har lært, at De veed at skaffe Dem Tid ogsaa i Venskabets Tjeneste; og skulde De have proprio motu Noget til mig, saa vil et Brev fra Dem, om end ad en lille Omvei, naae mig, hvor jeg saa er henne.

Naar der var Tid, saa var der mange Ting tilbage, hvorom jeg kunde længes efter at udtale mig for Dem og faae Deres Svar. F. Ex. Sagen om Kirkernes Benyttelse af fremmede Præster. Jeg mener: Dersom den Grundsætning ikke kan fastholdes, at den Ret, som Præsterne have i en fremmed Kirke (som man rigtignok maa ønske respecteret), er kun en Gjæsteret, da er alt det Parochiale principielt undergravet, — og conseqvent kunde jeg da blive indbudt til at holde Visitats paa Møen eller Bornholm.

Og saa Sagen om Ægteskab. Hvorledes gaaer det med Commissionen, efter hvis Resultater jeg længes meget? Dr. Rørdam har da skrevet noget høist Besynderligt om denne Sag i Kirketidenden, et fuldstændigt Modstykke til den katholske Betragtningsmaade. Hvorledes han kan finde, at der er slet Intet iveien for at tage — i Kirken — et Ægteskab for gyldigt, som Kirken, hvis den var kommen til at afgjøre, havde erklæret for ugyldigt, det forstaaer jeg ikke. Kan man komme saaledes over Vanskelighederne, — ja, saa gaaer Alting let. s. 38Jeg har meent, at det Betænkelige ved borgerligt Ægteskab indenfor Kirken, var netop, at alle de gamle Betænkeligheder vilde komme igjen paa et andet Stadium. Jeg kan ikke forstaae Rørdam og de Andre anderledes, end at Kirken maa bede om et fait accompli, som den vil fritage sig for at tænke videre over, uagtet Christi Ord (dersom de indeholde en Lov, og herfra gaaer man ud) byde den at have en Mening om Sagen. Det er muligt, at borgerligt Ægteskab tilsidst er den eneste Udvei; men Den, som vil vise Veien, maa dog først vise, at han forstaaer Vanskelighederne. — —

Og nu, kjære Biskop Martensen, Farvel for denne Gang, og endnu en Gang Tak for alt Godt, som jeg har fra Dem! Glem mig ikke, om jeg i lang Tid tier! Gud være med Dem og alt Deres!

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 16. August 1860

Jeg har endnu ikke takket Dem for Deres Tale over Ørsted. Jeg læste den i et af Mellemrummene imellem Visitatsreiserne, da jeg ikke følte mig meget oplagt til at skrive mere end nødvendigt, men derfor lige fuldt kunde have godt af, hvad jeg læste. Ørsted var, foruden hvad han for øvrigt var, den Sidste fra den gamle Tid, hvortil min Fader hørte, som i Grunden jeg med har tilhørt fra min Barndom af, og endnu hænger ved med mit Hjerte. Det var mig derfor, som om jeg stod ved min Faders Grav og skulde sige Farvel til alt det Gamle, der aldrig kommer igjen, ikke i den Skikkelse, s. 39— ikke før Alt kommer igjen i det sidste Resultat; og det gjør godt, naar der da er En, som kan udsige dette Farvel rigtig trofast. Det har De gjort, og var vel — efter Mynsters Død — den Eneste, som kunde. Vi ere nu i den nye Tid, og De har nok mærket, at jeg paa mange Maader er i Vilderede med den. Jeg troer, at Gud vil føre noget Nyt frem, at det gaaer nu, som vel altid, at det Nye, som skal skabes, aldrig kommer reent fra Gud, ved en rolig Udvikling, men altid gjennem menneskelig Daarlighed og Synd (som Kongedømmet i Israel, baade det forbilledlige og det egentlige). Derfor er der Brud, Forstyrrelse, Storme, som man skal igjennem, som de, der elskede det Gamle, ikke kunne finde sig hyggeligt ved; det er den guddommelige Optugtelse, hvori det Nye i Guds Forstand skal komme frem, — dersom den fører til Omvendelse. Men denne bestaaer ikke i, at det Gamle kommer igjen, saaledes som det var, hvad der er umuligt, men det Gamle i den nye Skikkelse, — det Korsfæstede og Opstandne. Saalænge man ikke vil erkjende Velsignelsen i det Gamle, er det Nye endnu ikke det Rette; naar man erkjender Forsyndelsen mod det Gamle, det Tabte, da kommer Vederqvægelsens Tid (Ap. Gj. 3, 19). Jeg mener, hvad vor Tid især mangler, det er Bæspecten for det 4de Bud; naar den kommer igjen, naar man „vender om og bliver som Børn“ i denne Forstand (thi Meningen er jo ikke, at man skal gaae tilbage i den Tid, man er voxet fra) om ikke i den fulde christelige, om kun i den reent menneskelige Forstand, naar man oprigtigt ærer Fædrene i Gravene, saa skal det igjen hedde om vor Slægt og den nye Tid, trods alle dens Forvildelser og de tilbageblevne Spor heraf: „det skal gaae Dig vel, og Du skal leve længe i Landet“, — s. 40saa faaer den guddommelig Sanction. Jeg veed ikke, kjære Biskop Martensen, om jeg har udtrykt mig forstaaeligt; men dette vil De dog forstaae, at jeg har meent en oprigtig Tak for Deres Vidnesbyrd, Deres Gravtale over den sidste af Fædrene.

At Zeuthen har optaget mine Yttringer om Confirmationen paa den Maade, som han har gjort, er kommet mig uventet. Hvad vort personlige Forhold angaaer, da er Alt igjen bragt paa det Rene i Breve ^*)Laubs og Zeuthens Brevvexling herom er gaaet tabt.. Om Sagen selv har jeg for det Første ikke videre at sige offentligt. Den vil jo nu komme for fra anden Side — paa Rigsdagen. Kan man vise en Maade, hvorpaa dens borgerlige Betydning kan forandres, er det godt, f. Ex. efter den norske Kirkecommissions Forslag ved en Attest for, at Vedkommende har deeltaget i Confirmationsforberedelsen. Men herved er dog den kirkelige Stilling af saadanne Uconfirmerede ikke klaret. Kunne de f. Ex. naar de ville indtræde i Ægteskab, gjøre Fordring paa den kirkelige Vielse (som man i Aalborg synes at mene?) i det Navn, som dog kun har Betydning for dem, der vedkjende sig deres Daab? Naar man i Aalborg ønsker det sidste Spørgsmaal ved Confirmationen udeladt, for at gjøre den mere conform med Daaben, saa vilde jeg spørge: Skal da Daabens sidste Spørgsmaal ikke ogsaa her have sit Tilsvarende? og hvad kan svare til dette: „Vil Du paa denne Tro være døbt?“ uden: „vil Du blive i denne Tro?“ Det, man meest frygter for, er vel dette: „indtil Enden“; men er der nogen Mening i det Hele, naar det ikke menes paa denne Maade? Ihvor lidt man er istand til at indestaae for, hvad man kan gjennem s. 41hele Livet (hvorledes man skal komme til at kunne, er jo sagt umiddelbart i Forveien), bør man dog vel blive sig bevidst, hvad man vil, — vil nu i dette Øieblik, men dog med en Villie, som gaaer langt videre, dersom man virkelig vil Noget. Enhver Confirmand, som mener Noget med sin Bekjendelse, maa jo dog mene dette; men hvorfor maa det da ikke siges reent ud? At tage dette Spørgsmaal bort, efterat det engang har hørt med, synes mig, er at svække Handlingens Betydning. Noget anderledes forholder det sig maaskee med det tilføiede „af ganske Hjerte“, hvorom man ikke kan sige, som om Nadverens „sande“ (Legeme-Blod), at det er stillet imod en falsk Fortolkning.

Spørgsmaalet om borgerligt Ægteskab vil vel ogsaa komme for paa denne Rigsdag; men er det tænkeligt, at det vil blive endelig afgjort, inden den nedsatte Commission er hørt? Her er et af de Punkter, hvormed det det falder mig svært at komme paa det Rene. Efter gammeldags Betragtningsmaade synes det jo ikke saa svært. Da Ægteskabet i lige Grad vedkommer Staten og Kirken, maatte det overlades til en Overeenskomst, hvor vidt man turde gaae „for Hjerternes Haardheds Skyld.“ Afgjørelsen turde overlades Staten, fordi man ansaae den istand og villig til i lige Grad at tage Hensyn til de christelige Fordringer og de virkelige Forhold. Men denne Forudsætning er ikke mere tilstede; det er ikke længere den christelige Stat. Et borgerligt Ægteskab for Fraskilte vilde vel for en Tid synes at hæve Vanskeligheden; men vilde den ikke komme igjen paa et andet Sted? Det er jo dog ikke i Maaden, hvorpaa Ægteskabet sanctioneres, at Vanskeligheden ligger, men i Ægteskabet selv, om det kan erkjendes for christelig s. 42gyldigt; og dette bringe de borgerligt Viede jo med sig ind i Kirken, dersom de gjøre Fordring paa at beholde deres Plads i den. Kunde det ikke tænkes, at de Samme, som nu forsvare den borgerlige Vielse, eller deres Efterkommere, — thi det vilde maaskee ikke strax komme frem, — vilde udelukke saadanne Ægtefolk fra Nadveren som levende i Hoer? Maatte dog ikke de samme Skriftsteder, som nu gjøre dem det umuligt at sanctionere dette Ægteskab, senere forpligte dem til at fordømme det? Jeg synes, at man her (og paa flere Punkter) ikke vil komme over Vanskelighederne ved at forholde sig taus; naar man kun ikke nødes til at sige Noget, naar man kun kan lade, som man Intet seer, saa er der Intet, — ligesom Strudsen, naar den stikker Hovedet i Jorden. Jeg vilde inderlig gjerne vide Deres Tanker om denne Sag. De kunde gavne Mange, naar De vilde og kunde (herom tør jeg ingen Mening have) udtale Dem af og til om Tidens Spørgsmaal, inden Afgjørelsen er for Døren, og nu de, som maae være med, maae nøies med det Resultat, hvortil deres egen isolerede Overveielse har ført, som maaskee var blevet et andet, naar de havde faaet Øie paa andre Sider af Sagen, men som nu maa udtales, og — det udtalte Ord er et Baand. Jeg vil og tør naturligvis ikke gjøre Dem nogen Bebreidelse. De alene kan vide, naar Deres Tid er, — og simpelthen om De har Tid og kan overkomme det; men De har ogsaa erfaret, hvor Meget De formaaer, naar De engang taler paa denne Maade. Hvad De skrev i den Kragballeske Sag, det har Mange takket Dem for, og det har gjort sin Virkning paa Mange, som maaskee ikke ville takke herfor.

Kjære Biskop Martensen! har jeg nu plaget Dem s. 43med mine Udgydelser? — men i hvert Tilfælde — tag mig, som jeg er, og bevar mig Deres Venskab!

Deres hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 20. August 1860

Min inderlig kjære Biskop Laub! Hjertelig Tak for Deres Brev, for Deres Yttringer om min Gravtale over Ørsted og de fortræffelige Tanker, De udtaler om det fjerde Bud, hvori jeg af ganske Hjerte samstemmer. Ved Landemodet har jeg jo ikke kunnet tage Sagerne anderledes, end jeg tog dem; og vi maae nu oppebie Udfaldet. De vil være overbeviist om, at Kirkeforfatningsspørgsmaalet vedvarende beskjæftiger mig paa det Alvorligste; men jeg kan efter gjentagen Overveielse ikke komme til andet Resultat, end at i en kirkelig Repræsentation for den danske Kirke maa Tyngdepunktet ligge i Embedet, og derfra maa Dannelsen væsentlig gaae ud. En Geistlighedssynode med tilforordnede Lægmænd (Melanchthons „fromme og lærde, af Kongerne eller Biskopperne udnævnte, til Sagernes Bedømmelse skikkede Lægmænd“) er en Tanke, til hvilken jeg stedse paany føres tilbage. Jeg veed vel, hvor Meget denne Tanke har imod sig i de nærværende Stemninger og Tilstande, men den har Medhold i de lutherske Reformatorers Tanker om Kirkerepræsentation, i Særdeleshed i Melanchthons, og jeg troer, at den har Medhold i den danske Kirkes virkelige Tilstande og Kræfter. Selv om vi tænkte os, at vore Menighedsraad udviklede sig til nogen Velsignelse, vilde dog det Lægelement, som derfra skulde tages, være s. 44altfor svagt, altfor lidet kunne frembyde Mænd, der kunde kaldes „skikkede til at dømme“ i de vigtige og store Spørgsmaal, der kunde blive Gjenstand for Synoden. Ved Tilforordning ville derimod gode Kræfter kunne erholdes.

Et forberedende Skridt til en kirkelig Repræsentation vilde imidlertid allerede nu kunne skee, nemlig ved at forskaffe Præsterne Stemmeret ved de udvidede Landemoder. Hos os stemme de aldeles ikke, og den Afstemning, der finder Sted ved andre — maaskee ogsaa ved Deres — Landemoder, betyder i Grunden kun lidet, da den egentlige Stemme dog afgives af Provsterne, og det desuden er tilfældigt, hvilke og hvor mange af Stiftets Præster der ere tilstede. Jeg tænker mig derfor, at hvert Provsties Geistlighed valgte een Præst af deres Midte, der tog Sæde ved det udvidede Landemode og afgav sin Stemme. Tilladelsen til denne Omorganisation eller yderligere Organisation af det udvidede Landemode antager jeg, at Ministeriet maatte kunne give ad reent administrativ Vei, uden at der behøvedes Lov igjennem Rigsdagen, efterdi Landemoderne jo i Forfatningssagen kun have consultativ Betydning for Ministeren. Ligesom Ministeren kan nedsætte en Kirkecommission, og ligesom han kan adspørge de udvidede Landemoder i deres nuværende Skikkelse, saaledes maa han ogsaa kunne lade disse organisere sig paa en hensigtsmæssig Maade, for derved paalideligere at erfare Geistlighedens Mening.

Ganske bortseet fra, hvad de saaledes organiserede Landemoder yderligere kunne udvikle sig til, antager jeg, at Landemodernes Autoritet ligeoverfor Regjeringen ikke lidet vilde styrkes, naar Præsterne indorganiseredes deri paa angiven Maade; og selv den, der ikke maatte billige s. 45min Tanke om tilforordnede Lægmænd paa en tilkommende Synode, synes mig maatte kunne samstemme i at give de udvidede Landemoder en saadan Organisation. Min Tanke dermed er, at det geistlige Element i den danske Kirke herved vilde faae al ønskelig Forberedelse og Modnelse for, naar Omstændighederne maatte tillade det (tidligere eller senere), at træde sammen til en Synode. Synodens geistlige Medlemmer vilde da kunne tages af Landemodernes Midte, og Kongen vilde ifølge sit Summepiscopat kunne tilforordne den Lægmænd (enten i lige Tal eller ⅓), der virkelig kunde svare til Melanchthons Fordring om „Lægmænd skikkede til at dømme“. Men i ethvert Tilfælde vilde Landemodernes Autoritet styrkes og Geistlighedens Interesse for Landemoderne vilde formeentligen ikke lidet forøges.

Skulde Tanken om at forskaffe Præsterne Stemmeret ved de udvidede Landemoder paa angiven Maade realiseres, da antager jeg, at Andragende derom maatte udgaae fra Landemoderne selv. Jeg antager ikke, at det af Ministeriet vil kunne nægtes, om end Ministeriet formeentlig kun ugjerne gaaer ind derpaa.

Den antydede Tanke om en yderligere Organisation af de udvidede Landemoder beder jeg Dem, kjære Biskop Laub, at tage under Overveielse og derom at meddele mig Deres Tanker.

Angaaende Confirmationssagen maa jeg vedvarende henholde mig til Deres fortræffelige Skrift. Vor gode Zeuthens Gjensvar indeholder aldeles intet Overbevisende for mig, og det forekom mig, at han aldeles ikke indlod sig paa Pointerne i Deres Skrift.

Hvad angaaer Fraskiltes Vielse, da er jeg med Dem enig i, at det borgerlige Ægteskab aldeles ikke hæver s. 46Vanskeligheden, da denne kun kommer igjen paa et andet Punkt. Kun den romerske Kirke kan med Rolighed see det borgerlige Ægteskab indført, da den besidder de fornødne disciplinariske Midler til at fremtvinge den kirkelige Vielse, hvilket den ogsaa allevegne gjør. Den protestantiske Kirke, der ikke har et saadant disciplinarisk System, maa modsætte sig det borgerlige Ægteskab; og man er ogsaa paa de fleste Steder, hvor man kort efter 1848 deri meente at kunne finde Udveien, kommen bort derfra. Jeg vil sige, at de, der have med Kirkeledelsen at gjøre, ere komne bort derfra, ligesom det ogsaa mangler Sympathi i Folkekirken, medens dog enkelte Præster fastholde denne Udvei.

For den protestantiske Kirke troer jeg, at der her som andensteds ikke er Andet at gjøre, end saa vidt muligt at formaae Staten og den øverste Kirkestyrelse til at skærpe Bestemmelserne, det vil sige: saa vidt muligt at vanskeliggjøre Skilsmisser, uden dog at stille Sagen paa Spidsen efter den rigoristiske Bibelfortolkning, samt at tilstaae nogen Modification i Vielsesformularen, som hos os jo allerede har et Exempel i den Mynsterske Formular. Videre troer jeg ikke, at man her eller i nogen anden protestantisk Kirke vil kunne komme, ligesom man da heller ikke noget Sted er kommet videre. Vor Commission, der til Efteraaret atter optager sine Arbeider, vil i det Væsentlige ikke kunne komme til Andet, medens P. Fenger naturligviis vil komme til at afgive et Separatvotum, hvori borgerlige Ægteskaber anbefales — —

Tag til Takke, kjære Biskop Laub, med disse abstracte Antydninger. Hvor beklager jeg, at vi ikke oftere kunne sees og samtale om disse Ting! Deri ere vi enige, at Herren gjennem disse Tider vil skabe et Nyt, og det s. 47Kald, hvormed den nærværende Tid er kaldet, synes at være Johannesgjerningen, at berede Vei for dette Nye. Men ligesom denne Veiberedelse tilsigter et Fremskridt i Udviklingen, saaledes kan Opfordringen til at skride frem i kirkelig Henseende ikke uden videre være en Opfordring til at gjøre det kirkelige Fremskridt ligedannet med hvad Verden kalder Fremskridt, men indeholder ogsaa et: „Vender om!“ som De selv saa sandt siger i Deres Brev. Det er dette, man ikke vil gaae ind paa i Kirkeforfatningsdannelsen (hverken Clausen eller Monrad); Alt skal gaae i Flugt med det verdslige Fremskridt fra 1848, og det Hele skal være en normal Udvikling af eet Stykke. Men i denne Forstand gaaer det ikke an at gjøre det Krumme lige; og deres Projecter skulle, uagtet alt det Sande i Enkelthederne, vel vise sig at være en Vexel, der ikke bliver honoreret af Historien.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 20. September 1860

Kjære Biskop Martensen! Jeg har endnu ikke takket Dem for Deres sidste kjære Brev, og først nu, ligesom jeg skal begynde en Visitatsreise, falder det mig ind, at De dog vel har ønsket, at jeg ikke for længe vilde udsætte Besvarelsen af eet Spørgsmaal, menlig, om jeg vil være med at arbeide paa en Udvidelse af Landemodet ved Præster? Derfor nu i al Hast: Ja, — jeg kunde meget ønske en saadan Udvidelse, naar det tør ventes, at Ministeriet vil gaae ind derpaa (trods hvad der er sagt om Landemodet i Rigsdagen), — og vil, selv om s. 48Haabet kun kunde være svagt, gjerne være med, naar De nærmere vil meddele mig, hvorledes De tænker Dem, at der skal begyndes. Om 16 Dage er jeg igjen hjemme.

Og saa kun endnu i samme Hast min Tak for Deres Tale over Heiberg, som i een Henseende har glædet mig endnu mere end den over Ørsted: fordi den har opfrisket et, jeg maa sige, temmelig afbleget Billede af en Mand, som havde havt stor Betydning for mig, men nu i en Tid var som død, og dertil endnu viist mig ham fra en Side, som jeg slet ikke kjendte, og som dog hører saa væsentlig med, — som Menneske. Jeg kunde have meget Mere at sige herom, men om 1 Time er Vognen for Døren.

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen.
Viborg 13. December 1860.

Kjære Biskop Martensen! Endnu er jeg vel ikke saa vidt, at jeg kan skrive egentlige Breve, men jeg kan dog ikke længer udsætte at takke Dem, fordi De saa kjærligt har tænkt paa mig. Jeg kan nu være oppe omtrent den halve Dag, og trænger kun til at faae flere Kræfter. Al Fare, forsaavidt her har været nogen, tør ansees for overvunden. — —

Jeg har under min korte Sygdom, — saa kort og smertefri, at jeg ikke kan forstaae den paafulgte Afkræftelse, — bestandig kunnet beskjæftige mig med Læsning, og har derfor havt megen Glæde af den Bog, som Ludvig Mynster i forrige Uge sendte mig (J. P. Mynsters Breve), s. 49og som De nu ogsaa kjender. Kun var jeg nær ved at spørge: skulde der ikke være Mere (nemlig foruden det Meget, som her er) — i saa langt et Tidsrum? og, foruden hvad Andre have tilintetgjort: har ikke Mynster selv skaaret for Meget bort? hans Søn har neppe gjort det.

Gud give Dem, kjære Biskop Martensen, og alle Deres Glæde og Velsignelse i den forestaaende Juul og i det nye Aar.

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 26. December 1860

Kjære Biskop Martensen! Neppe havde jeg sendt mine sidste Linier til Dem bort, førend Posten bragte mig en Pakke fra Dem. Hvor De dog overvælder mig — eller os! forrige Vinter den herlige Prædikensamling, og inden Aaret er omme denne, jeg vil ikke sige i Almindelighed og for Alle, men for Mange, og deriblandt for mig, endnu mere tiltrækkende Samling af „Prædikener for Præster“, hvori De har faaet Leilighed til at sige saa Meget, som jeg havde ønsket sagt, og netop af Dem, og hvorved De saa levende har mindet mig om den Glæde, jeg havde for 20 Aar siden ved at faae Mynsters første Samling af Ordinationstaler, dengang noget ganske Enestaaende hos os.

Jeg har søgt at gjøre mig Rede for, hvori Forskjellen paa hans og Deres Prædiken bestaaer: thi der er ingen Anden, med hvem jeg saaledes kan stille Dem sammen, f. Ex. ikke Schleiermacher; men det er lettere at føle, at der er Forskjel, end at sige, hvilken den er. Det Klare, Plastiske, den dybe ethiske Grund, Henvendelsen s. 50til Samvittigheden, det Tidsmæssige, — alt dette er fælles. Jeg har meent at kunne sammenligne Mynsters Taler med Basreliefs, hvor der er Plads for flere Figurer, og hvor det gjælder om den betydningsfulde Gruppering, og Deres med Statuer, som staae ene, men beskuelige fra alle Sider. Jeg veed ikke, om denne Lignelse træffer det, der menes; i alt Fald er det da kun een Side af Sagen. En anden maa vel forklares af, at De er kommen en Menneskealder senere.— —

Jeg har nu begyndt igjen at komme lidt i Luften, ikke i Kirke, hvorfor jeg skriver dette, medens andre Folk ere der. Men her hjemme har jeg kunnet synge Julepsalmer med mine Børn; thi jeg har den Glæde, at hele mit Hus kan synge og synger gjerne. Jeg kan ikke ønske Dem bedre, end at Julen maa have været ligesaa glædelig hos Dem som hos mig. At jeg har været syg, har jeg ondt ved at fatte, saa fredelig har denne Tid været; jeg maa endnu troe, at hvad der har foranlediget al den Forsigtighed, som jeg har været undergiven, har mere været en Antydning af en mulig Fare end nogen virkelig. I alt Fald er dette min første Sygdom i 27 Aar.— — —.

Gud give Dem og Deres Huus og Deres Arbeide sin bedste Velsignelse i det Aar, som nu snart begynder. Tak for ethvert Venskabsbeviis i det gamle!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 2. Januar 1861

Kjære Biskop Laub! Lad mig, idet jeg hjertelig takker Dem for det gamle Aar og tilønsker Dem og Deres s. 51et velsignet Nytaar, tillige særligt takke Dem for Deres sidste kjære Brev i det gamle Aar, som inderligt har glædet mig.

Særlig Tak for den Kjærlighed og indgaaende Opmærksomhed, De har skjænket mine Ordinationstaler. Hvad De siger til at charakterisere Forskjellen imellem Mynsters og mine Prædikener, er, dersom overhovedet den hele Sammenstilling ikke er for ærefuld for mig, — i mine Tanker i høi Grad træffende og siger langt Mere end hele Udviklinger. Det hører visselig til det Beundringsværdige hos Mynster, at han i sin Fremstillings Værdighed og ædle Høihed besidder, hvad Franskmændene kalde abandon, Evnen til i bedste Betydning at kunne „lade sig gaae“ med fuld Frihed, gjøre Digressioner, og dog at føre Tilhørerne med fuld Sikkerhed tilbage til Hovedsagen. Herved fremkommer, hvad De kalder det Basreliefagtige i Modsætning, til det Statuemæssige. Jeg har ofte ønsket at kunne gjøre saadanne Digressioner, eller for at udtrykke det i en anden Form, at kunne bevæge mig med mere Frihed i en saadan Bredde, hvorved man kan faae Meget anbragt, som ellers vanskeligt lader sig anbringe, men har næsten ligesaa ofte maattet opgive det, fordi det forekom mig, at ikke blot Tankens men ogsaa Stemningens Eenhed blev brudt. I det Sidste er Mynster uforlignelig. Stemningen holder det Hele sammen, og selv hvor det skorter — thi ogsaa for ham skorter det stundom, og i sine Reflexioner er han ikke uden longueurs, som man kun bringes til at glemme over den Personlighedens Myndighed, der udtaler dem, — gjør han det Altsammen godt i Slutningen ved pludselig at tage sig sammen til en Gemyttets Opløftelse, en Hjertets Udgydelse, hvortil jeg ikke kjender s. 52Mage hos nogen Prædikant, og hos andre Forfattere kun enkelte Steder hos Jacobi. — Man sendtes hjem fra hans Kirke i den fulde Bevidsthed, at Alt, hvad han havde sagt, var saare godt, og at man nu skulde tage en ny Begyndelse til at leve derefter.

Det Statuemæssige, som De kalder det, hvor Eenhedstanken eller en Grundskikkelse er det Fremherskende, og Stemningen uopløseligt sammensmeltet med denne, kan nu vistnok have sine Fortrin, men ogsaa sine Indskrænkninger; og der gives maaskee Themaer, der mere egne sig til den ene Behandlingsmaade end til den anden. Det Bedste er unægteligt efter Omstændighederne at kunne betjene sig af begge Maader, hvad imidlertid vilde være et desiderium, der neppe vilde kunne kaldes pium, da vi ikke tør ønske eller bede om Andet, end at kunne prædike til virkelig Opbyggelse, hvad ogsaa kan skee med indskrænkede Midler. Dog troer jeg, at Noget af hin abandon (indenfor den rene Stil) omsider maa fremkomme hos enhver Prædikant som Følge af det indre Livs Frihed og Udvidelse.

Hvad angaaer Ordinationstaler, da vilde jeg ret ønske, at De, kjære Biskop Laub, vilde lade nogle af Deres trykke. Disse Taler ere jo en saa vigtig Deel af vor Embedsgjerning, vi have deri Leilighed til at udtale vor Betragtning af den præstelige Opgave, af de kirkelige Spørgsmaal og Tilstande, at vi derved afgive et Vidnesbyrd baade for Samtid og Eftertid. De siger, at De vilde behøve Tid til at gjennemarbeide dem; — jeg for min Deel tilstaaer, at jeg aldrig kan gjennemarbeide mine Taler, efter at de ere holdte, og kun foretager enkelte sproglige og stilistiske Forbedringer, fordi det er mig umuligt eller dog vanskeligt at arbeide noget Nyt s. 53til uden at alterere det Første. Dog her har jo Individualiteten sin Ret. Mynster har i Begyndelsen meget gjennemarbeidet sine holdte Taler til Trykken. I den sidste Tid gjorde han det ikke; og det er et Spørgsmaal, om dog ikke det Sidste er det Heldigste og mere bevarer Indtrykket af den levende Tale. Thi ogsaa paa den trykte Tale maa det kunne mærkes, at den mere er beregnet for Tilhørere end for Læsere. Dette Fødselsmærke kan man saare let komme til at udslette ved Gjennemarb cidelsen. — — —

Jeg haaber, at dette Brev finder Dem fuldkommen restitueret. Og nu mine bedste Ønsker om Glæde og Velsignelse i det nye Aar. I de offentlige Forhold, baade de europæiske og de fædrelandske, kunne der forudsees Rystelser. Dominus providebit!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 12. Januar 1861

Kjære Biskop Martensen! Jeg sender Dem hermed noget Trykt, tildeels af samme Art, som De tidligere nogle Gange har faaet, men tildeels ogsaa af en ny [„Til Menighederne i Viborg Stift“. 6te Januar 1861]. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvormeget jeg ønsker, at De maatte kunne bifalde den nye, og finde Maaden, hvorpaa det er givet, nogenlunde vel lykket. Det er et Forsøg paa at fremkalde en Medvirksomhed fra Menighedens Side ad en anden Vei end den, som nu officielt forsøges, om hvilket Sidste jeg i ethvert Tilfælde maa mene, at det er kun et Forsøg.

s. 54For Deres kjære og indholdsrige Brev, som jeg fik for et Par Dage siden, maa jeg hjertelig takke Dem. Det har inderlig glædet mig, at De har forstaaet og endog kunnet videre udvikle mine Ord om Deres og Mynsters Prædiken. Dog maa jeg herom endnu tillade mig et Par Bemærkninger. Først vil jeg paa ingen Maade, at der ved min Lignelse maa tænkes paa det Kolde ved Stenen; men dernæst ligesaalidt, at denne Lignelse maatte udelukke Tanken om en fortsat Udvikling af den indre Fylde til en større Rigdom i alt det Enkelte. At en saadan foregaaer, troer jeg endog kan paavises ved en Sammenligning mellem 1ste og 6te (den yngste og ældste) af Ordinationstalerne, ligesom jeg ogsaa at Andre har hørt det Samme i Anledning af Deres sidste Prædikener, kun at denne foregaaer fra eet Punkt, indenfra udad. — Sibbern taler i sin Kosmologi om den sporadiske Livsdannelse paa mange Punkter samtidig, hvorved Centralpunktet endnu ikke er traadt frem som saadant. Denne Uddannelse er vel den almindelige; men Deres er, saavidt jeg tør have nogen Mening, den Modsatte, fra et punctum saliens, der strax har gjort sig gjældende, og som vel maa behøve længere Tid, før det naaer ud til alle Puncter i Peripherien. Ihvor glad jeg derfor end er ved at see Dem voxe, kan jeg aldrig ønske eller tillade Dem at ønske (hvad jo heller ikke er Deres Mening ved at nævne Mynsters særegne Gave), at De skulde skifte denne Natur, hvorved De just er, hvad De skal være, f. Ex. for mig, der vistnok har hjemme paa den anden Side og trænger meget til en saadan „Støtte“ (statua og columna).

Jeg maa endnu berigtige en Misforstaaelse, som jeg selv har foranlediget, med Hensyn til mig selv. Ved den s. 55„Gjennemarbeidelse“, som jeg yttrede, at mine Taler maatte behøve, dersom de skulde trykkes, har jeg ikke tænkt paa en saadan, som Mynster brugte ved sine første Prædikener. I denne Henseende er jeg, saavel med Hensyn paa Sagen som paa min Individualitet, aldeles enig med Dem (og jo med Mynster selv i den senere Tid; at han tidligere tænkte anderledes, kan vel netop forklares af den Tids Beskaffenhed). Hvad jeg tænkte paa, er at arbeide paa at naae tilbage til det oprindelige Udtryk, som paa Papiret kun er antydet til eget Brug, og efter flere Aars Forløb kun med Møie forstaaeligt for mig selv, saa at jeg maa studere mig ind i mit Udkast, for at kunne reproducere det levende. Mangen Gang vilde dette maaskee blive et Forsøg, som igjen maatte opgives; thi sætte noget Andet i Stedet, vilde jeg ikke. Ved de faa Taler, som jeg har havt Leilighed til at skrive fuldstændigt snart efter Holdelsen (som Præst brugte jeg dette Arbeide, saa ofte jeg kunde overkomme det, for at controllere mig selv), vilde jeg vist kun foretage meget ubetydelige Rettelser, eller, hvor disse ikke kunde forslaae, forkaste det Hele.

Da Boghandelen hos os (i Viborg) staaer paa et meget lavt Trin, har jeg først i disse Dage seet Paullis Tale over gamle Tryde. Jeg har havt megen Glæde af den: det er en troe og hjertelig Skildring af en elskelig Mand, som i flere Henseender har tiltrukket ogsaa mig meget, som, uagtet den store Forskjel, dog har bragt mig til at tænke paa Schleiermacher. Thi man kan jo ikke tvivle paa, at de Begge have meent af Hjertet, hvad de sagde: „at leve er mig Christus“, medens de dog Begge synes at have frygtet, at Christus ikke kunde vinde Skikkelse i dem, dersom han allerede havde en altfor bestemt s. 56Skikkelse for dem. Til at sammenstille disse To (forøvrigt saa forskjeilige som Ro og Bevægelse) er jeg vel nærmest bragt ved i disse Dage paany at læse Deres „Om Autonomi“. Der har nemlig i denne Tid været saa Meget, som har ført mine Tanker til Dem (f. Ex. ogsaa en Yttring i Mynsters Breve), at jeg maatte tage nogle af Deres ældre Arbeider frem (ogsaa Mester Eckard), hvorefter jeg da befinder mig som efter et aandeligt Bad. —

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn 13. Februar 1861

Kjære Biskop Laub! — — Jeg takker Dem hjerteligt tor Deres Rundskrivelse og maae i Eet og Alt samstemme. De har talt det rette Ord og i rette Tid. Loven om Sognebaandets Løsning misbruges paa flere Steder i ikke ringe Grad.

Lad mig dernæst i Anledning af de udførlige Yttringer i Deres Brev sige Dem min hjertelige Tak for den kjærlige Interesse, som deri udtaler sig for mine Arbeider.

Jeg kan i Sandhed sige, at der neppe er Nogen, der har sagt mig saa træffende Ting om min aandelige Individualitet, som De. De har ganske Ret i, at det er min Lod at begynde i Centrum og derfra at arbeide mig hen i Peripherien. Heri ligger en Gave, men ogsaa en meget vanskelig Opgave. Jeg har i denne Henseende Meget tilfælles med Mystikerne, hvis Eensidighed forøvrigt ogsaa kan sættes deri, at de aldrig komme til Peripherien, men uafladeligt ligge i Centrum. Jeg haaber at have gjort noget Fremskridt i Arbeidet, men smægter og forlænges s. 57efter Peripherie. Det er derfor, at en Ethik foresvæver mig som min sidste videnskabelige Opgave, dersom der maatte forundes mig Tid eller, hvad der for en stor Deel er det Samme, Evne og Dygtighed dertil.

En peu d’heure
Dieu labeure,

og afbilledligt gjælder dette ogsaa om Menneskeaanden. — Klage over Mangel af Tid er meget ofte en Klage over Mangel af Genie eller af Aandens Energie til at gjøre sig til Herre over Tiden ved at sætte det Evige ind i den. Forøvrigt ere der jo ogsaa Forventningens, Forberedelsens, Væxtens og Modneisens Tider. Men endnu befinder jeg mig i Henseende til dette Værk kun i de første svage Begyndelser, og burde i Grunden ikke engang tale derom.

I Søndags (Fastelavnssøndag) holdt jeg en Prædiken over en Troeslærdom, hvorover jeg tidligere aldrig har prædiket og aldrig hørt nogen Prædiken, nemlig Christi Nedfart til Helvede, eller som Themaet ogsaa nærmere kan stilles: „Christi Aabenbarelse for de Døde“ — „Evangeliets Prædiken for de Døde“, hvorved jeg tillige udførligere gik ind i Læren om Mellemtilstanden. Den store Anklang, som denne Prædiken synes at have fundet hos Tilhørerne, synes at vise, at her er et Punkt, der hidindtil har været forsømt og i vor Tid bør gjøres frugtbart. Det knytter sig til en stor Humanitetsinteresse, Spørgsmaalet om de Slægters Frelse, der ikke have troet, fordi de ikke have hørt, ligesom det ogsaa knytter sig til den christelige Interesse for Mellemtilstanden, om hvilken de Fleste kun have en meget uklar, for ikke at sige slet ingen Forestilling. Dette Dogma om descensus s. 58ad inferos aabner ogsaa store Blik i Verdenssammenhængen og Guds Huusholdning — de forchristelige og efterchristelige Slægter — Tilstanden paa Jorden og i Mellemtilstanden — Henblik til den sidste Fuldendelse, og hertil den indtrængende Formaning til den rette Høren af Guds Ord her paa Jorden. Thi saare varsom maa man være ved ikke angaaende Omvendelsen i Mellemtilstanden at sige Noget, som er ultra scripturam. Thi Skriften taler kun om en Omvendelse hos dem, som ikke have troet, fordi de ikke have hørt paa Jorden. Forøvrigt er den taus og iagttager stor Tilbageholdenhed, hvorfor der er saa meget større Opfordring til at nytte Naadens Tid her paa Jorden. Det kan forudsees, at dersom dette Dogma om descensus skulde faae en større Almindelighed i vor Tids offentlige Forkyndelse — i Theologien er det jo mere og mere kommet op — da vil der af mange Prædikanter blive syndet ved ubesindige og uforsigtige Yttringer i denne Henseende. Men jeg er overbeviist om, at der i dette Dogma ligger et stort, productivt og befrugtende Element for Prædiken, og at det imødekommer en dyb Trang i Menighedens Bevidsthed. Det vilde interessere mig at erfare, om De nogensinde har prædiket herover. Har De det ikke, da forsøg det engang, naar Leilighed og Stemning tilbyder sig; og De skal see, at det lønner sig.

Tak for Deres Venskab, kjære Biskop Laub. Bevar mig det i Fremtiden. Gud velsigne Dem i Embede og Huus!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg 25. Februar 1861

Kjære Biskop Martensen ! — — Men lige saa meget maa jeg takke Dem for det øvrige Indhold af Deres Brev, og da først for, hvad De fortæller om Deres Prædiken paa Fastelavnssøndag. Den vilde jeg gjerne kjende og haaber ogsaa engang at naae dertil, naar De udgiver Deres 6te Samling af Prædikener. Ihvor enig jeg har været med Gude i, hvad han i sin Bog om Irvingianismen har sagt om at „nøies med, hvad vi have fra Reformatorerne, og see til ret at gjøre det gjældende som det første Fornødne“, saa mener jeg dog, — og han formodentlig med, — at der er ingen Modsigelse mellem dette og hvad De yttrer om „Nedfarten“, og at De endog har prædiket herom. At Blikket ikke skulde udvides udover det, de, som de Første, maatte være indskrænkede til, eller at det ikke er glædeligt, naar Tiden er kommen, da dette kan skee, er jo ikke Meningen. Hvad der med virkeligt Liv gjør sig gjældende i Dogmatiken, maa jo efterhaanden med Nødvendighed træde ud i Prædiken. Vistnok kan det Nye altid give Anledning til Udskeielse, og er vel allerede en Udskeielse for alle dem, der komme dermed eller modtage det som det Nye, hvorpaa der nu skal bygges, eller som Nyt i den atheniensiske Forstand [Ap. Gj. 17, 21], hvormed vi nu skal more os; og da skal Gudes Regel gjøres gjældende, som dog ikke er nogen anden end Christi egen, at der skal fremtages Nyt og Gammelt [Math. 13, 52], at det Nye maa staae i nøie Forbindelse med det Gamle og fremgaae deraf, saaledes som jeg altid har fundet det ved dette Dogma i Deres Dogmatik. Men at der er Trang i s. 60disse Tider til at lade dette komme bestemt frem, til at tale og høre herom, det troer ogsaa jeg, og at det, naar det tages paa den rette Maade, just maa føre til, at man nøies med og skjønner bedre paa, hvad man har, — maa føre til og ikke fra Naaden og Naademidlerne her. Allerede den Plads, som dette Dogme har i Troesbekjendelsen, maa jo uden videre give det Ret til at faae Plads i Prædiken og Folkeunderviisningen; hvad der siges, maa det christne Folk kunne forlange af faae til Brug, saa Den, der kan hjælpe hermed, ikke behøver Undskyldning, men fortjener Tak. Jeg har engang som Præst — erindrer jeg — tænkt paa at prædike over dette Emne, men opgav det, fordi jeg ikke følte mig det voxen, eller dog trængte, for at kunne gjøre det med den rette Tillid, til en stærkere Opfordring udenfra end den, som laa i Dagens ene Text, hvortil jeg netop ikke var henviist. Her har jeg endnu ikke prædiket paa Fastelavns Søndag.

En anden Glæde aner De vistnok, at De har gjort mig ved paany at omtale Deres Beskjæftigelse med Ethiken, om De end ikke stiller Noget i nær Udsigt. Jeg mener, det var i høi Grad ønskeligt, om et større og frugtbart videnskabeligt Arbeide kunde sætte det læsende Publicum i en anden Bevægelse, end den, som de kirkelige Spørgsmaal nutildags fremkalde nok af, og tillige have nogen Indflydelse paa denne. Der er vel ikke mange Præster, som have Smag for videnskabelig Beskjæftigelse; men den Gave, De har til at skrive læseligt næsten for Alle, som De vist har erfaret ved Deres Dogmatik, giver dog godt Haab om, at De vil kunne rive Mange med Dem. Gid De maa faae megen Tid og Ro til at fordybe Dem i dette Arbeide; og naar jeg da seer s. 61Dem gjøre Undskyldning, fordi De har ladet et Brev fra mig ligge ubesvaret i en Maaned, saa kan jeg ikke Andet end tænke paa, hvorledes Mynster bar sig ad med Brøndsted, og give Dem det Raad, ogsaa heri at træde i Deres Formands Fodspor, hvad jeg saa meget bedre kan, som De vist i ethvert Tilfælde vil finde, at det er et meget uegennyttigt Raad. Det er imidlertid oprigtigt meent, at det hellere maa gaae ud over mig end over Deres Arbeide, hvis Fremgang og Ende jeg inderlig længes efter. — —

Deres hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 7. Mai 1861

Kjære Biskop Martensen! Jeg har nu faaet Provsternes Yttringer angaaende Forslaget til en udvidet Stemmeret paa Landemoderne. Tre af dem ere meget vel tilfredse hermed. To have erklæret sig imod Forslaget, den ene fra et Clausensk Standpunkt. En har Intet imod det, naar han selv maa foreslaae den vedkommende Præst fra sit Provsti (sic!). Endelig har den syvende Intet imod, at Sagen tages under nærmere Overveielse; men har en Betænkelighed af en saadan Art, at han ogsaa har gjort mig betænkelig, idet han frygter for, at Præsterne heraf vilde tage Anledning til at lade møde for sig ved de officielle Repræsentanter, og selv blive borte fra Landemodet. Han kjender udentvivl Præsterne godt, og ligeledes de Vanskeligheder, de have at overvinde for at beslutte sig til en Landemodsreise, som her vel er lidt besværligere, maaskee ogsaa s. 62(i Forhold tll Embederne) bekosteligere, end paa Øerne. Det er sandsynligt nok, at en Deel kommer, i det Mindste tillige af den Grund, at de antage, man venter dem, og ville blive borte, naar de med en Slags Grund kunne ansee deres Nærværelse for overflødig. Vi have herovre, hvor vi i flere Henseender ere Hedeboere, saa Lidt, der kan sætte Bevægelse og holde Livet oppe over det Daglige, at det var meget sørgeligt, om vi skulde miste Noget heraf; og de sidste Aars Landemoder have i denne Henseende dog maaskee havt nogen gavnlig Virkning. Under saadanne Omstændigheder er det dog maaskee det Retteste, at Sagen herovre stilles i Bero, og at vi oppebie det Resultat, hvortil man i Roeskilde vil komme. Et Exempel har megen Magt, og allerede Offentliggjørelsen af Deres Forhandlinger vil bidrage Meget til at klare rankerne. Der kan jo ved denne Leilighed heller ikke blive Tale om, at Landemoderne skulle handle i Forening; og den Bistand, som Deres Landemode kunde faae herfra, vilde, som det synes, i bedste Tilfælde endda blive af tvivlsom Betydning, mere til Skade end Gavn. De vil vel, kjære Biskop Martensen! med et Par Ord lade mig vide, om De, uagtet hvad jeg her har meddeelt Dem, maatte ønske, at jeg skulde lade Sagen komme til Forhandling paa Landemodet iaar, og maaskee tillige, hvorledes den er bleven optagen af de sjællandske Præster. Jeg vilde gjerne inden Landemodet (fra 22. Mai til 10. Juni er jeg paa Visitats) kunne underrette Provsterne om, hvorvidt Sagen der vil komme for, men vil ingen Beslutning tage, inden jeg har hørt nærmere fra Dem.

De er da, saavelsom jeg, bleven anmodet om at yttre Dem over det aalborgske Confirmationsandragende. s. 63Min Mening herom, — jeg har forøvrigt bedt om Tilladelse til først at forhandle Sagen med Landemodet, — har jeg vist allerede tidligere meddeelt Dem. Jeg mener, det er en aldeles rigtig Grundsætning, at Confirmationen maa holdes saa conform som muligt med Daaben, men at just af denne Grund kan det 3die Spørgsmaal ikke bortfalde, som svarende til Daabens: „Vil du paa denne Tro være døbt?“ Uden dette er Confirmationen endda ikke knyttet til Daaben, som end ikke nævnes i de foregaaende Spørgsmaal; og jeg veed intet mere Tilsvarende, som kunde sættes i Stedet. Ordene, „indtil din sidste salige Stund,“ høre nødvendig med, ikke blot fordi de samme Ord da ikke med Rette kunde findes i Velsignelsen ᴐ: den hele Velsignelse maatte da ligeledes falde bort, — men ogsaa fordi Conformiteten med Daaben kræver det. Thi, „Vil du være døbt?“ kan dog ikke betyde Andet end, „Vil du blive herved, indtil du bliver salig (Marc. 16, 16)?“ Det er i mine Tanker grundfalsk, at dette Spørgsmaal vover sig for langt ind i Fremtiden, og dermed fordrer for Meget, især af et Barn. I Grunden springer det hele Tiden over og har kun Evigheden for Øie, som dog i en saadan Time skal være præsent. Og dette „vil“ er dog slet intet Futurum („vil du imorgen, om et Aar?“ men „idag — nu?“); det er et reent Præsens i samme Forstand som det foregaaende „forsager — troer.“ Man er saa bange for et Løfte, fordi man først gjør det til Noget, som Ingen, i ingen Alder, kan aflægge; men et „Jeg vil“ maa dog kunne siges efter „Jeg troer,“ ja ligger i „Jeg troer,“ — thi hvad er det ellers for en Tro? og af Daaben kan man dog ikke faae dette „Vil du?“ ud, ihvordan man end her vil forstaae det. Efter denne Betragtningsmaade maatte ethvert s. 64Løfte ud af Ritualet; thi Alderen gjør ingen væsentlig Forskjel, saalænge der er en Fremtid. Altsaa maatte man ikke spørge Brudgommen: „Vil du leve saa med hende?“ eller Ordinanden: „Lover du mig dette o. s.v.?“ — Anderledes er det med Ordene „af ganske Hjerte,“ skjøndt man vel kan forstaae, hvorledes de ere komne ind. Thi dette hører strax til Begyndelsen, eller i en anden Betydning først til Enden; det skal være i hele Livet, men just derfor ikke i nogen særegen Betydning træde frem i noget enkelt Moment, naar dette ikke skal overspændes. Derfor vil jeg her lade den Grundsætning komme til Anvendelse, at Ordene skulle være „som ved Daaben.“ Disse Ord „af ganske Hjerte“ have i vor Tid givet Anledning til Misforstaaelse (mig have de aldrig foruroliget), deres Udeladelse vil neppe kunne gjøre det.

Kunde De, kjære Biskop Martensen! faae Tid til at meddele mig Deres Tanker om denne Sag? De veed, hvor stor Betydning Deres Betragtningsmaade af enhver kirkelig Gjenstand har for mig, og hvor taknemmelig jeg er, naar De vil udtale Dem.

Deres o. Laub.

En Bekymring har jeg i denne Tid, da min yngste Broder, Præst i Fyen, en af Deres gamle hengivne Disciple, lider af en Sygdom, hvis Udfald er meget tvivlsomt.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 11. Mai 1861

Kjære Biskop Laub ! Hvad De skriver mig om Deres Provster, har ikke overrasket mig, da det er naturligt, at Provsterne i Grunden ikke ynde dette Forslag, idet s. 65de frygte, at det skal bidrage til at svække deres Anseelse og Dignitet. Hos mig have de imidlertid alle (med een Undtagelse) tiltraadt mit Forslag, der saaledes har al Udsigt til at gaae igjennem i Roeskilde; thi Præsterne ville naturligviis med Glæde gribe det. Naar en af Deres Provster har yttret Frygt for, at Forslagets Iværksættelse skulde foranledige Præsterne til at blive borte fra Landemodet og kun at lade de Delegerede komme, da kan der ligesaavel paa den anden Side haves Frygt for, at Præsterne, dersom dette Forslag ikke iværksættes, skulle blive lunkne for Forhandlingen, ved hvilke der ikke indrømmes dem nogen virkelig afgjørende Stemme. En saadan begyndende Lunkenhed har jeg i det Mindste troet at mærke her i Stiftet. Imidlertid er jeg ganske af Deres Mening, at efter de hos Dem indkomne Betænkninger det vel vil være rettest, indtil Videre at stille Sagen i Bero, og at oppebie dens Udfald hos os.

Angaaende det aalborgske Confirmationsandragende er jeg ganske af Deres Mening. Jeg maa aldeles holde paa, at det tredie Spørgsmaal vedbliver, i det Væsentlige af de af Dem anførte Grunde. Mere kunde tale for at udelade „af ganske Hjerte“, hvilket forøvrigt i Praxis paa flere Steder udelades. Dog finder jeg hertil ingen egentlig Nødvendighed. Dette Udtryk vil dog i Særdeleshed lægge de Unge paa Hjerte, hvorledes Troen bør være ᴐ: frem for Alt oprigtig. Men naar det rettelig forklares ved Confirmationsunderviisningen, at hele det christelige Liv skal være et Liv af Troen og til Troen, og at derfor Udtrykket „af ganske Hjerte“ har en anden Betydning i den unge Christens Mund, en anden i den gamle prøvede Christens, og at der ikke fordres af den s. 66Første hverken den Oplysning eller Troens Inderlighed som af den Sidste, vil al Misforstaaelse formeentlig kunne afværges.

Men uafhængigt af disse enkelte Argumenter troer jeg, at man i Almindelighed bør fastholde, at Forandringer i det kirkeligt Autoriserede ikke bør foretages atomistisk og efter tilfældige Impulser, men bør opsættes til det Tidspunkt, da en almindelig Revision af Ritualet kan indtræde.

Det har gjort mig meget ondt at erfare Deres Broders Sygdom. Maatte jeg snart høre bedre Efterretninger. Paa Fredag i næste Uge (før Pintse) agter jeg, vil Gud, at reise paa Visitats. Lidt Varme i Veiret vilde ikke være uvelkommen.

Deres hjerteligt hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 11. November 1861

Kjære Biskop Martensen! Det, hvorom De skrev til mig den 11. Maj, — og siden den Tid har De Intet hørt fra mig, — har nu været forhandlet paa Landemodet (i Roeskilde), og Resultatet der kjender jeg af den trykte Meddelelse. Jeg venter nu paa, hvad De videre maatte have at sige om dette eller andet Beslægtet. Selv har jeg Intet, som kunde være enten Dem eller mig til Fornøielse; og da jeg dog længes meget efter igjen at komme Dem noget nærmere, saa tillad mig at udtale mig om noget Andet, hvori jeg har søgt Hvile for mine Tanker.

s. 67Af Længsel efter Deres Ethik har jeg i den seneste Tid faaet fat paa Rothes, som jeg engang fandt opslaaet, paa Deres Bord; og herved er denne Længsel bleven endnu stærkere. Ved et Værk som dette, hvori der er saa Meget, som jeg gjerne vilde tilegne mig, medens det Standpunkt, hvorfra her gaaes ud, er saa forskjelligt fra det, hvorpaa jeg staaer, maa jeg frem for Alt see at komme paa det Rene med, hvorledes det forholder sig med Sammenhængen i det Hele, hvor Vendepunktet er, hvorfra vi maae gaae hver sin Vei, for saa at kunne sige mig, hvor Meget af hans jeg kan faae med, og i hvilken Skikkelse. Jo fastere sammenføiet det Hele er, desto sværere er det at komme til et Resultat hermed. Gid jeg havde Dem saa nær, at De kunde hjælpe mig med at faae dette klaret! Men tillad mig da indtil Videre at tænke mig hen i Deres Kammer, udtalende mig for Dem, maaskee lidt mere sammenhængende, end det kunde skee i en virkelig Samtale!

Det forekommer mig, at det Sædelige og det Religieuse her ere stillede i et andet Forhold, end de maae staae for mig. Havde det Sædelige ingen selvstændig Betydning, da var jo en Ethik umulig, og at det Sædelige saaledes er haandhævet som Noget for sig, og at dette er gjennemført, det kan jeg kun glæde mig over. Der kan jo heller ikke siges, at det Religieuse er skudt tilside; jeg vilde snarere sige: Just det, at det Religieuse saa stærkt er fremhævet, gjør, at jeg maa spørge, om Forholdet er det rette. Rothe vil ikke være Philosoph men Theosoph, og den theologiske Speculation er den, hvori Selvbevidstheden aldrig er uden Gudsbevidstheden. Saaledes følger jo og i denne Ethik det Religieuse heelt igjennem med; hvert enkelt Afsnit ender hermed. Men s. 68det forekommer mig, at det ogsaa kun følger med, gaaer ved Siden, at det ikke kommer til den levende Forbindelse, ikke engang der, hvor Gud skal være Alt i Alle.

Naar hos Mystikerne Mennesket bliver borte i Gud, saa synes mig, at her Gud bliver borte i Mennesket. Han bliver ikke Intet eller blot Menneskets Aand, Verdens Sjæl eller deslige. I og for sig selv er han Gud, har nok i sig selv, trænger ikke til Verden; dette synes mig er stærkt nok fremhævet; kun som den allerede færdige Gud er han bleven Skaber, og Skabelsens Nødvendighed er ingen Nødvendighed indad. Men hvad han er i sig selv, det er han ikke for os, det er han ligesom udenfor det Hele. Ligesom engang Gud, ihvad han saa forresten var, for os kun var til for at være Dydens Belønner, saaledes er han her (altid Noget i sig selv, men) for os kun Skaberen, Styreren, Forløseren, den, som skal hjælpe os til at blive det, vi skulle være. Efter Schelling skal Mennesket være „Sitz und Thron der Gottheit“; her er Gud i sin Majestæt og Herlighed, ham Selv, den, som er det, han er. Vistnok skal Thronen være Noget for sig, og noget ganske Andet, end han, som throner paa den, den skal gjøres med al Flid og Alvor, udarbeides med Troskab i det Mindste, udstyres saa rigt og pragtfuldt som muligt, for at den kan være en saadan Konge værdig; — men den er dog Intet, før han sætter sig paa den, og naar det er skeet, har den al sin Herlighed, sit hele Indhold fra oven. Hos Rothe er der lagt stærk Vægt paa et Selv, Personligheden, hvem Alt skal tilegnes, — men det er kun Menneskets, og den faaer — jeg kan ikke see Andet — sit hele Indhold nedenfra, fra Naturen: naar Personligheden har tilegnet sig Naturen, s. 69aaNdeliggjort den, og naar Gud har hjulpet den dertil, har den sin Rigdom i sig selv, i denne udarbeidede Personlighed; og hvad Gud har i dette sit Rige, er egentlig det Samme, Verdens Rigdom, ikke sin egen, som han har faaet igjen. Jeg veed ikke, om De forstaaer mig, eller om jeg maaskee har misforstaaet Rothe. Der er saa Meget, hvorfor jeg maatte ønske, at Misforstaaelsen var paa min Side, men som jeg ikke kan bringe i Sammenhæng med det, hvortil jeg her sigter. Men hænger ikke Rothes Theori om Kirken som en forsvindende, medens Staten fuldendes i Guds Rige, sammen hermed? Hverken de Gamles unio mystica, som er noget Andet, end at Gud tilsidst bliver Alt i Alle (ogsaa noget Andet, end hvad der kaldes den hellig Aands og Christi Iboen), eller de Gamles ecclesia triumphans kan her finde Plads.

Og hænger ikke sammen hermed, hvad Rothe har om Syndens Nødvendighed? Jeg beundrer den Energie, hvormed han holder fast paa det Onde som Ondt. Hvad han her siger, varmer og river hen (og at det er alvorligt meent, viser hans Eschatologi). Men kunde han tale saaledes, naar ikke Forholdet mellem Gud og Mennesket hos ham var det, jeg mener? Julius Müllers Theori om Synden (som jeg dog kun kjender paa anden Haand), er mig uforstaaelig, og synes mig i alt Fald at opløse det hele Begreb om Arvesynd. Men han begynder fra oven, fra Personligheden, Friheden, Forholdet til Gud. Skal der begyndes fra neden, fra Sandseligheden (om end i en anden Mening, end man tidligere gjorde det, — og at Rothe mener noget Andet, Alvorligere, noget positiv Ondt, det er vel umiskjendeligt) fra Materien, Naturen, skal man begynde med, hvad der er nødvendig grundet s. 70i Skabningens Natur, før Personligheden er, før Skabningen er bleven den frie, saa kan man vel komme til det Onde, den store Nød, men ikke til Synden, som dog ikke kan være uden Skyld; men Ansvaret kan her ikke falde paa Skabningen, det maa Gud bære, — men hos ham er ingen Synd. Er det Sandhed, som dog ogsaa Rothe mener, at med Menneskets Skabelse begynder noget virkelig Nyt, kommer noget Høiere til Gjennembrud, saa maa vel og Spørgsmaalet om Synden stille sig anderledes. Lad være, det kun kan blive et Glimt, som strax slukkes (dersom Spørgsmaalet om Syndens Nødvendighed fremkommer paa dette Punkt, vil det dog faae en heel anden Betydning), saa er det dog dette (paradisiske) Glimt, der skal forklare det paafølgende Mørke; uden et Syndefald er der dog ingen Synd.

Og hvorledes skal jeg nu fra Rothes Standpunkt forstaae den dobbelte Betragtning af det Sædeliges Udvikling, — den første bortseet fra Synden? At det Sædelige i sig selv kan betragtes bortseet fra Synden, er en Selvfølge, nemlig som Idealet og Endemaalet. Men hvorledes kan Udviklingen til dette Maal tænkes at foregaae paa en dobbelt Maade, naar dog Synden hører med til Guds Plan, naar Udviklingen kun kan foretages igjennem Synd og Forløsning, naar denne Udvikling er den normale og eneste, ikke blot eneste mulige, men ogsaa eneste tænkelige? Er her ikke Noget, som ikke rigtig vil hænge sammen? og er det ikke derfor, at i den syndeløse Udvikling kan ogsaa Krigen (altsaa Blodsudgydelse, og med den stigende Cultur alle raffinerede Mordredskaber) finde Plads?

Den syndeløse Udvikling (men en anden end den nys omtalte) tilkommer alene Christus; det er jo ogsaa s. 71Rothes Mening. (Er ikke ogsaa dette uforstaaeligt, at en Udvikling er bestemt for Christus ene, som ikke kan tænkes som — fra først af — bestemt for Alle? Kan han da siges at have opfyldt Loven for os?). Men naar nu desuagtet Rothes Christologi er bleven saa fattig, kommer det da ikke atter af, at han kun kan begynde nedenfra, ogsaa med ham, som dog siger: „Jeg er ovenfra“? Hvad vi have her, er dog kun Menneskets Gudblivelse, — for saavidt som det Første kan tænkes uden det Sidste.

At Rothe mener det ærligt med Trangen til en Christus og med den centrale Stilling, han giver ham, derom kan jeg ikke tvivle; det sees navnlig deraf, at han antager Undfangelsesunderet. Men jeg forstaaer ikke, hvad han kan udrette hermed. Hvad der fattedes den første Adam, er, saa vidt jeg forstaaer ham, — Opdragelsen. Denne maatte det da være, der skulde sikkres den anden, Christus, og Underet maatte anvendes paa et andet Sted, som vel og tildeels kan siges at være skeet. Hvorledes den sandselige Undfangelse kan depravere Naturen, naar dog det normale Forhold er det, at Naturen er det Første, det forstaaer jeg vel ikke; men gjælder det tillige om en Restitution af Naturen, som kun kan skee ved en Begyndelse forfra, en ikke sandselig, men aandelig Undfangelse, saa komme vi dog derved ikke (hvad vi jo ikke heller skulle) ud over den første Adam, hos hvem Synden var en Nødvendighed, — og saaledes er Christi Usyndighed dog ikke forklaret (ikke engang dens første Deel, posse non peccare). Saalænge der kun er Tale om Naturen (Menneskenaturen), hvori Personligheden siden skal komme frem, kan jeg ikke forstaae, hvorledes man skal naae det, man vil. s. 72Hvorfor vi trænge til Christi hellige Undfangelse, det er dog ikke, fordi han ikke maa have en Fader, men fordi han maa have en ganske anden Fader end Joseph, David, Abrabam osv. Den overnaturlige Undfangelse kræver, at her maa ikke blot skee noget Overnaturligt, men være noget Overnaturligt; her maa komme Noget til, som er over den menneskelige Natur, Noget af en høiere, guddommelig Natur (ihvor svært det kan være videnskabeligt at klare denne Forbindelse); den høiere Natur maa hellige og sikkre den lavere Natur. Dersom det ikke er ham, som var, før Verdens Grundvold blev lagt, der bliver Menneske, da er det ikke den Christus, jeg trænger til. Dette viser sig maaskee ikke strax; her er sagt Noget om Christi menneskelige Udvikling, og især om Forløsningsværket, som er værd at agte paa. Men ved Enden sees det, hvad der fattes i Begyndelsen; her er Christus kun det centrale Menneske, Centrum for den fuldendte Menneskeslægt, ikke Den, som er høit ophøiet over alle Himle og Fyrstendømmer og Engle og alt Navn, som nævnes kan. Og den Menneskeslægt, hvis Hoved Christus er, er kun denne Menneskeslægt: der ligge andre forud, som have gjennemgaaet den samme Udvikling, og have deres Centra. Det er ikke let at forstaae, hvorledes disse Centralpersonligheder fra de forskjellige Sphærer kunne falde sammen i Eet, saa at Christus dog skal ansees som alle Æoners Christus. Men om nu ogsaa dette maatte være saa, og om han som den Sidste maatte blive Den, i hvem alt Foregaaende samler sig, saa er jo denne Verdens Ende dog ikke Enden: der blive dog Slakker tilbage, som maae igjen blive til det gamle Chaos; heraf maae nye Verdener fremstaae, den samme Proces maa begynde forfra, nye s. 73Centra maae opstaae; men maa det da ikke igjen gjælde, at de Sidste maae blive de Første, saa at vi endnu maae spørge vor Christus: „Er du Den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden?“ — (Saaledes kunde Schleiermacher, om hvem vi ellers saa stærkt mindes, ikke spørge; den Engleverden, hvormed Rothe har kunnet berige sit System fremfor sin Mester, er for dyrt kjøbt). Har jeg maaskee misforstaaet Rothe? Paa det Sted, hvor en klar Udtalelse snarest maatte ventes, finder jeg det vel ikke saaledes udtalt, men andre Steder synes mig bestemt at maatte føre til dette Resultat.

Og mon nu ikke det, jeg savner hos Rothe, fornemmelig ligger deri, at han kjender ingen treenig Gud? Er det dog ikke Treenigheden med dens dobbelte Side, indad i Gud og udad i Verden, som gjør, at der er baade en levende Gud og et gudeligt Liv i Verden? Kan der da være en theologisk Ethik, som ikke støtter sig herpaa? og maa ikke Mangelen i denne Henseende føles igjennem det Hele? Rothe har vistnok en Gud, som ikke skylder Verden sin Tilværelse, som er, afsluttet i sig, — men unus et solus, den Ene og den Eensomme, som ikke i Sandhed kan leve i Verden, fordi han ikke i Sandhed lever i sig selv (eller et isoleret Liv, hvorom vi kun kunne tale i abstracte Begrebsbestemmelser). Hvad der skiller Gud og Verden fra hinanden, er egentlig ikke Synden, men det, at disse To ikke for Alvor ere for hinanden. Der er et Liv i Verden, som vil arbeide sig op imod Gud, men kan aldrig naae ham, fordi han ikke for Alvor vil nedlade sig til den. Hvad Gud nedlægger i Verden og vil have af den igjen, det er kun hans „Andet“, det, som ikke er Gud; han Selv er udenfor; derfor kan det ikke blive til Alvor med, at Gud skal være Alt i s. 74Alle. Skjøndt Gud er Skaberen, staaer dog den hele Verdensbevægelse for sig; derfor er den uden Begyndelse, og derfor faaer den aldrig Ende, kommer aldrig til Hvile. Forsaavidt den naaer en Ende, er Resultatet ikke det, hvori man ret kan hvile, eller man veed ikke ret, hvad det er. Jeg troer nok, jeg forstaaer, hvad Rothe mener, naar han lader den hele sædelige Udvikling samle sig i Staten som det Alt omfattende menneskelige Samfund, og derefter lader denne forklares til Guds Rige. Han vil sikkre Guds Rige en virkelig Fylde, det virkelige Udbytte af den hele timelige Udvikling. Men kan Staten her gjøre Fyldest? Den jordiske Fylde har dette Begreb der dog ikke længere, — saa er kun Formen tilbage. Det er en storartet Skildring, han giver af den christelige Stat, saaledes som den tilsidst skal staae i Kamp med det Ondes Rige; men mon det er i Form af Stat, Christus skal samle Sine til denne Kamp, han, som dog ikke vil være „Dommer og Deler“ i de menneskelige Handeler.? Mig ligger det Gamle langt nærmere, og synes mig langt fyldigere: Det er Kirken, hvorover Helvedes Porte ikke skulle faae Overhaand, som skal forherliges, naar alle Riger forgaae; [det er] dens Konge, som skal herliggjøres i Sine. Og mon det ikke gaaer Flere som mig, naar jeg maa sige om Rothe, som der er sagt om Dante, at hans Helvede er mere tiltrækkende end hans Paradiis. Om Fordømmelsen og de Usalige har han talt i høi Grad gribende; hvorfor? mon ikke fordi han her har Mere end Former, har concrete, levende Skikkelser for sig. Der er meget af den bibelske og kirkelige Christendom, hvorfor Schleiermacher ikke havde Plads, som her er kommet med; men er det Alt en virkelig Vinding? er den Maade, hvorpaa han undgaaer Apocatastasis (ved s. 75de Ondes, „der Geistartigen,“ Hensvinden og Død) den rette? —

Jeg har tidt følt mig meget tiltrukket af Forfattere, med hvem jeg i væsentlige Punkter ikke kunde blive enig; jeg troer, at man i visse Henseender kan lære Mere af Disse, end af dem, med hvem man i Forveien er enig. Saaledes har jeg ingenlunde fortrudt, at jeg har indladt mig med denne aandrige og alvorlige Mand. Jeg vil ikke nægte, at den stive dialectiske Bevægelse (i nogle Partier er Behandlingen i en overraskende Grad en anden), [at] disse Tankeforskrifter ikke lidet genere mig i selv at tænke; dog dette kan jeg sætte mig ud over. Mange af de finere Begrebsbestemmelser har man ikke til enhver Tid Brug for. Men hvad jeg ikke kan undvære, naar jeg skal have Nytte af en saadan Læsning, det er at forstaae Manden i det Hele, Grunden og Sammenhængen i hans Tankegang. Det er dette, jeg her har prøvet paa at klare mig, om end temmelig eensidigt i negativ Retning. Jeg har Ingen, med hvem jeg kan tale om Sligt, uden mig selv, men har gjerne villet gjøre det ligesom i Deres Paahør, for at have et Vidne derved. Jeg venter ikke noget egentligt Svar paa dette Brev; at De skulde skrive en Afhandling om Rothes Ethik, er jeg ikke saa ubeskeden at forlange. Men kan De med nogle Ord stille mig paa det rette Standpunkt, saa troer jeg, De vil gjøre det. Jeg har endnu ikke læst 3die Deel, men kan ikke troe, at jeg i den vil kunne finde Noget, der kunde forandre, hvad jeg her har udtalt; og jeg længtes efter igjen at komme i lidt nærmere Forbindelse med Dem. Har jeg ved min Paatrængenhed misbrugt Deres Venskab, saa tilgiv det, kjære Biskop Martensen! Jeg s. 76venter taalmodigt, indtil Deres Tid tillader Dem at skrive Lidt til

Deres O. Laub.

Efterskrift 12. November. Jeg har nu faaet 3die Deel af Rothes Ethik, og finder ved Fortalen min Formodning om, hvad den vil indholde, bekræftet. Af Indholdsfortegnelsen seer jeg, at efter den Inddeling af Pligterne, som her er lagt til Grund, — i Overensstemmelse med Indholdet af de foregaaende Dele, — maae Pligterne mod Gud have deres Plads under Pligterne mod os selv. At Gudsforholdet gjennemtrænger det Hele, og for saa vidt ikke faaer nogen særegen Plads, kan jeg Intet have imod; men kan det trænge igjennem uden at være noget Særegent? og kan det Ethiske komme til sin rette selvstændige Betydning, naar ikke det Religieuse faaer sin selvstændige Plads?

Fra Martensen til Laub
Kbhvn. 10. Decbr. 1861

Tak for Deres Meddelelse til Ministeriet. Jeg frygter desværre, at ikke alle Biskopper ville afgive en for mig saa gunstig Erklæring, hvilket Ministeren da vil kunne benytte for at afslaae Sagen, for hvilken han, som jeg ventede, ikke er gunstig stemt. Det er efter min Overbeviisning Skade; thi jeg troer, at det er ad denne Vei, at noget Organisk vil kunne fremkomme.

Men ikke mindre Tak for Deres høist interessante og indholdsrige Brev om Rothes Ethik. Gid De oftere vilde skrive mig saadanne Breve; thi i den Eensomhed, s. 77i hvilken jeg befinder mig med mit Tankearbeide, er det mig saare velgjørende at modtage saadanne Impulser og Fermenta. Jeg finder, at De i alt Væsentligt har truffet, hvad ogsaa jeg anseer for Feilen ved dette forøvrigt i saa mange Henseender udmærkede Værk.

Saaledes maa jeg ganske samstemme med, hvad De siger om Rothes Opfatning af det Sædelige og det Religieuse. Eenheden af Religion og Sædelighed, den religieuse Sædelighed som saadan kommer tilkort. Vistnok maa det indrømmes, at Sædelighedens Verdensmomenter, Sædeligheden i den kosmiske Sphære, eller i Forhold til kosmiske Formaal, har en relativ Selvstændighed, og ikke er eller skal være umiddelbar religieus = Kunst = Videnskab = det borgerlige Liv o.s.v. Just fordi Guds Rige vil være det frie Kjærlighedsrige, har Gud indrømmet et relativ selvstændigt Humanitetens Rige, der dog bør have sit sidste Princip i Religionen, og sit sidste Maal i sin teleologiske Henførelse til Gud eller til den religieuse Eenhed med Gud. Men hos Rothe bliver Religionen ikke Princip, den religieuse Sædelighed ikke det Første, men snarere Afslutningen og Kjernen af den reent humane Sædelighed, der udarbeider sit eget Rige. Grundfeilen fmder jeg allerede i hans Begreb om det Ethiske, hvilket han ligesom Schleiermacher bestemmer som Fornuftens Herredømme over Naturen. Dette er ganske det antike Begreb om det Sædelige; men naar det optræder med den Fordring at være det Hele, er det hedensk og i denne sin Abstraction fra det Religieuse indesluttet under Synd, idet Forholdet til Gud er udeladt. Det første og store Bud er dog det gamle: Du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte o.s.v., og fra gammel Tid har den christelige Theologi bestemt „Kjærligheden s. 78til Gud“ som Ethikens altbestemmende Tanke. Hverken den første eller den anden Adams Sædelighed kunne vi tænke os anderledes end som den hellige Kjærlighed i dens Eenhed med den hellige Lydighed. For Rothe derimod synes det første Bud at være: Gjører Eder Jorden underdanig. Men man maa erindre, at Mennesket, som modtager dette Bud, allerede staaer i Lydigheds og Kjærligheds Forholdet til Gud, og derfor skal modtage sit Herredømme over Naturen som et Lehn af Gud og udføre Alt ècç doçαv ϑɛoῦ. Skjøndt Rothe vistnok taler baade smukt og christeligt om Kjærligheden til Gud og Christus, falder dette dog i det Hele meget kort og magert ud. Det er netop derom man vilde høre noget Udførligere, ligesom man ogsaa vilde lære Noget om, hvorledes dette nu skal gjennemføres under Verdenslivets concrete Forhold; men her lades man i Stikken. Er man kommen udenfor de religieuse Paragrapher bevæger det Sædelige sig i sin egen Autonomi.

Det Eensidige i Rothes Ethik viser sig ogsaa i hans Inddeling, idet han efter Schleiermachers philosophiske Ethik deler Læren om Samfundsformaalene i Dydslære og Pligtlære, en Inddeling, som dog Schleiermacher selv har forladt i sin christelige Ethik. Denne Inddeling stemmer ogsaa langt mere med den antike Tankegang. Christendommen begynder med at udrive Mennesket af den hele borgerlige Retfærdighed, begynder med Loven som Tugtemester til Christum. Jeg maa i den Henseende ganske fastholde den Typus, jeg har opstillet i mit lille Grundrids af Moralphilosophien, om den end maa udføres langt dybere, end i hin flygtige Skizze. Den første Deel af min christelige Ethik handler om Loven og Synden, den anden om Christi Efterfølgelse, der altsaa s. 79overveiende afhandler den individuelle Sædelighed, og hvor netop dennes religieuse Charakteer søges udviklet; den tredie Deel handler om Guds Rige og det menneskelige Samfund. Jeg maa fastholde denne Inddeling som den rette. Den er grundet i Protestantismens Lære om Lov og Evangelium.

Hvad angaaer den speculativ-dogmatiske Grundanskuelse hos Rothe, da er det ogsaa min Overbeviisning, at han mangler den immanente Trinitet. Hans Gud har ikke det rette Liv ad intra; derfor kan Mennesket heller ikke faae det rette Liv ad intra i Forhold til Gud; ligesom hans Gud strax bliver udadvendt, saaledes bliver Mennesket strax udadvendt i det Kosmiske, istedetfor at faae en grundig Centralisering i Gud og derfra at beherske sit peripheriske Liv. I dogmatisk Henseende kan bemærkes, at Rothe har to fatale Nødvendigheder i sit System. Den første er Skabelsens Nødvendighed. Gud nødes fra Evighed af til at sætte Materien, for at have et Andet, hvortil han kan staae i Forhold, og han er kun fri i sin demiurgiske Virksomhed som successiv forklarende Materien til Aand. Den anden Nødvendighed er Syndens. Her er uovervunden Pantheisme. Med alt det Fortræffelige hos Rothe hører hans System dog kun til Overgangsbevægelsen fra Pantheisme til den christelige Theisme, til hvilken sidste han ikke i Sandhed er trængt igjennem.

Tag tiltakke, kjære Biskop Laub, med dette flygtigt Henkastede. Rothe vilde ikke være tilfreds dermed og have Meget at bemærke; og dersom jeg skrev en Recension, maatte jeg vistnok sikkre mig ved nærmere Udviklinger og Bestemmelser. Dog troer jeg, at De vil forstaae min Mening, efterdi vi mødes i samme Betragtning. I s. 80hans 3die Bind finder man det meest Tilfredsstillende, en Rigdom af ethiske Tanker og Iagttagelser; men, som sagt, hvad man netop og fremfor Alt vil have i en christelig Ethik, kommer tilkort.

Deres af Hjertet hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg 14. Januar 1862

Kjære Biskop Martensen! Hvad jeg her sender Dem, faaer De kun som et Beviis paa, at De ved enhver Leilighed er i mine Tanker. Og saa Tak for Deres udførlige Udtalelse om Rothes Ethik, hvorved De har udfyldt Savnet af en Samtale, men vel vakt det paany. Foruden det Meget, hvorved jeg har faaet min Betragtningsmaade befæstet, maa jeg navnlig takke for, hvad De har sagt om Anlægget i Bogen, hvorpaa jeg ikke var bleven tilstrækkelig opmærksom, og som dog er af saa stor Betydning. Men hvad der allermeest glædede mig, var et Par Ord, hvori De omtaler „Deres Ethik“ paa en Maade, hvoraf jeg maatte slutte, at den dog maa være til som mere end en Tanke, medens De dog heller ikke kunde mene Deres trykte Bog. Naar jeg i mit Ønske om et glædeligt Nytaar for Dem dog ogsaa har Lov til at tænke paa noget Særligt, og, ihvor alvorligt og ærligt end alt Sligt skal henstilles, dog tør lade det gjælde som et virkeligt Ønske (uden hvilket jo ogsaa Henstillingen bliver uden Betydning), saa ligger Intet mig nærmere, end at De maa have Ro (for Betænkninger over Præstegaarde o. dsl.) til at fortsætte dette Arbeide, hvormed jeg troer, at De kan tjene Guds Rige og Christi Kirke bedre, end s. 81ved at tage Deel i Meget af det Meste af det, som nu tvinges frem i Forgrunden. Hvad vi frem for Alt trænge til, er, mener jeg, netop at faae Tankerne hen i en ganske anden Retning.

Jeg har nu læst 3die Deel af Rothes Ethik. Der er jo vistnok en rig Samling af Bemærkninger og Iagttagelser, hvoraf man kan lære Meget; men jeg har dog tillige følt Savnet af de store ledende Tanker, som maatte træde frem overalt. Hvor de kom mig imøde, var det ikke ganske dem, jeg søgte. — Hvad der for Tiden beskjæftiger mig i mine rolige Timer, er Julius Müllers „von der Sünde,“ som jeg ligeledes har faaet opspurgt (at kjøbe Bøger har jeg i længere Tid maattet opgive). Denne Bog interesserer mig i høi Grad. Det er Forfatterens Alvor at komme tilbunds med Sagen og prøve Alt, hvad der er sagt; om han saa kan løse Gaaden, det vil vise sig; i Grunden har han ikke lovet det, men kun, at han ikke vil omgaae den. Undertiden synes mig, han er ikke ganske billig mod sine Modstandere, hvad vel og i det Hele kan være svært. Paa det eneste Sted, hvor jeg endnu har fundet, at han har nævnet Dem, forekommer det mig, at han paa en besynderlig Maade maa have taget feil af Deres Standpunkt. Deres Dogmatik har han vel dengang endnu ikke kunnet kjende; men Deres allerældste Arbeide (om Autonomien) maatte, mener jeg, være tilstrækkeligt til at orientere ham.

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 19. Januar 1862

Lad mig, kjære Biskop Laub, idet jeg takker Dem for Deres opbyggelige Nytaarshilsen til Menighederne, tillige takke Dem for Deres Brev og de deri indeholdte ethiske Bemærkninger. Julius Müllers Bog om Synden er et fortræffeligt Værk, der med Rette har gjort en vis Epoche. Det forekommer mig især at udmærke sig ved den alvorlige og skarpe Iagttagelse af Syndens psychologiske Phænomener og en i mange Henseender grundig og indtrængende Critik. Hans store Frygt for Pantheisme — er wittert überall Pantheismus — gjør ham stundom ubillig, som for Exempel mod mig, idet han har holdt sig til enkelte af ham eensidigt opfattede Yttringer uden at see hen til Tendentsen i det Hele. Han er en Modstander af speculativ Theologi, hvorfor han er bleven straffet i sit Værks anden Deel, hvor den Ironi er udgaaet over ham, at han, skjøndt han heelt igjennem har holdt sig fri for Speculation og ivrigt polemiserer imod dennes Udskeielser, er kommen til at opstille en høist uheldig speculativ-phantastisk eller phantastisk-speculativ Theori om Syndens Oprindelse, idet han, i Lighed med Kant om det radicale Onde, forklarer den medfødte Syndighed af en saakaldet intelligibel Act, som enhver af os skal have foretaget i en præexisteret Tilstand, og hvorved han vil undgaae Kirkelærens Vanskeligheder. Navnlig vil han herved sikkre den personlige Skyldbevidsthed og Tilregnelighed. Denne Hypothese maa dog vel kaldes en speculativ Udflugt, der tillige har den Mislighed at være saare lidet tilfredsstillende i speculativ Henseende, hvorfor den heller ikke har kunnet finde Indgang; og denne Triumph have nu de saa haardt angrebne Specuiative s. 83over ham. Dette ophæver imidlertid ikke den i Sandhed blivende Fortjeneste, han har indlagt sig ved dette Værk, der i alvorlig Opfatning af Syndens Phænomen og den alvorlige Kamp imod den pantheistiske Opfatning af Syndens Nødvendighed forekommer mig langt at overgaae Rothes Anskuelse, hvor den uovervundne Pantheisme netop viser sig i Læren om Synden som en conditio sine qua non for den timelige Udvikling, hvilken Nødvendighed vistnok maa betegnes som fatal.

Hvad angaaer mit eget Arbeide, da har De vistnok Ret i, at det er til som Mere end Tanken. Dog er det kun nogle faa Steder, der ere sammenføiede til den omfattende Bygning, og disse blive da atter henstaaende i længere Tid og det hele Bygningsarbeide stillet i Bero paa Grund af andet Arbeide. Mig gaaer det ganske modsat Aladdin, der ved Hjælp af Lampens Aand fik hele sit Slot opført paa en eneste Nat. Dog har jeg besluttet, tillige styrket ved Deres og et Par andre Venners Opmuntringer, at fortsætte Arbeidet i de Timer; der forundes mig, forvisset om, at hvad der er bestemt til at blive færdigt, bliver ogsaa færdigt.

Skriv snart igjen til Deres af Hjertet

hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. Marts 1862

Kjære Biskop Martensen! Siden jeg modtog Deres seneste Brev, hvorfor jeg endnu ikke — efter snart 2 Maaneders Forløb — har takket Dem, har jo baade De og jeg faaet en Skrivelse fra Ministeren angaaende Kirkernes s. 84Benyttelse af uvedkommende Præster, til hvis Overveielse der, imod Sædvane, er givet en anstændig Tid. Den Leilighed eller indirecte Anviisning, som ligeledes er givet, til at bringe Sagen for Landemoderne, bør vistnok ogsaa benyttes. At Ministeren vil unddrage Rigsdagen denne Sag, og saaledes factisk vedkjender sig, at der gives reent kirkelige Sager, maa man jo glæde sig over. Alligevel havde jeg ønsket, at Sagen maatte standse paa et tidligere Stadium, end det, hvortil Ministeren vil føre den. En kongelig Resolution er dog en Lov; og jeg vilde nødig, at der ved Lov skulde tillægges Præsterne en Ret, der ikke har sin Rod i det nu bestaaende Sogneforhold, men synes mig, er en Begyndelse til ganske at opløse dette, et Skridt i Retning af „den aandelige Sognegrændse.“ Hvad der nu gjøres, mener jeg, burde kun betragtes som en Lempelse efter Omstændighederne, hvorved Administrationen maatte bringe Præsterne til selv at ordne disse Forhold ved indbyrdes Imødekommen, forsaavidt og saalænge en saadan Mellemkomst maatte være nødvendig. Men da det ikke er sandsynligt, at Ministeren igjen vil vende tilbage paa en Vei, som han selv engang har anviist og nu igjen forladt, saa bliver jo Spørgsmaalet om, hvad en saadan kgl. Resolution maatte indeholde; og herom vilde jeg jo megel gjerne erfare Deres Tanker. Ligesom i den anden store Sag Spørgsmaalet har været om, hvem der eier Tienden, saaledes er her et lignende Spørgsmaal: hvis er Bygningen (med hvad der foregaaer inde)? eller: hvem har Nøglen? og derpaa er der endnu ikke svaret noget Fyldestgjørende. Uden videre sige: „Præstens,“ gaaer dog neppe an; det maa vel hedde: „Præstens og Menighedens;“ men saa gjælder det igjen om at bestemme s. 85Forholdet imellem disse To, og Forholdet imellem Menigheden og Sognet. Man kunde maaskee sige: „Kirkens,“ altsaa den Tjeners, som Kirken har sat paa hvert Sted; men saa maatte man jo og erkjende Kirkens (Administrationens) Ret til at lempe sig efter Forholdene. Naar saa Meget er uklart, gjælder det vel især om at gaae varsomt frem og ikke fastsætte Mere, end uomgjængelig nødvendigt. — Det Samme har været min Mening angaaende Præsternes Lønning. Det første Forslag var jo ikke blot i høi Grad revolutionairt, men ogsaa i den Grad urimeligt og tankeløst, at man havde ondt ved at troe, at Monrad havde udtænkt det; det blev da og i en Hast gjort om, og det, som kom i Stedet, var dog fornuftigt. Hvad jeg havde meent (og sagt ved Leilighed i mine Erklæringer), var, at det Samme, som man hidtil havde gjort af og til i det Smaa, skulde man forsøge efter en større Maalestok: tage fra de store Kald, hvad der behøvedes og uden at forandre væsentligt det historisk begrundede Forhold imellem Kaldene kunde tages, — til at forbedre de smaa, og til andre Fornødenheder, hvortil Midler nu savnes, deriblandt Pensioneringen. Dette, meente jeg, kunde skee ved kongelig Resolution i hvert enkelt Tilfælde, og kunde igjen gjøres om paa samme Maade, naar man fandt, at her var feilet. De kjender maaskee Biskop Kierkegaards Tanke, at saadanne Bestemmelser skulde tages stiftsviis, hvorved jo den historiske Grundvold blev mere urørt, men ogsaa f. Ex. Pensioneringen maatte blive et Stiftsanliggende, som dog vel ikke kunde tilfredsstille. Men i ethvert Tilfælde er vel ogsaa her Sagen kommen for vidt til, at en anden Ordning end ved Lov endnu er tænkelig. Begge disse Sager ville upaatvivlelig komme paa Bane i Aarhuus Bispegaard s. 86om en Maanedstid. Kunde man der møde Dem, vilde det være meget glædeligt; jeg kunde da spare Dem for, hvad jeg i modsat Fald maa bede Dem om, at svare med Pennen.

Siden De sidst hørte fra mig, har jeg læst J. Müllers „von der Sünde“ til Ende. Ja, De har Ret, hans Frygt for Speculationen har ført ham ind i en Speculation og til et Resultat, hvori det er svært at forstaae, at en saadan Mand kan finde Hvile; og han har derved kun yderligere godtgjort Nødvendigheden af en ægte speculativ Theologi. (I Forbigaaende: det er mærkeligt, at naar Dansk Kirketidende udtaler sig mod al Speculation, mener man dog, at „Tænkning“ er nødvendig; hvad mon man tænker ved dette Ord?). J. M. er, synes mig, ikke blot i stærkeste Modsigelse med Kirken og Skriften (han kan dog hverken faae Genesis eller Rom. 5 paa sin Side), men ogsaa med sig selv. Begrebet om en skabt Frihed indeholder vistnok et Mysterium, men det maa dog ikke bestemmes saaledes, at det modsiger sig selv; og det er dog Tilfældet her. Han vil dog have Friheden før Skabelsen, ikke en Skabning, som er skabt fri, men som har bestemt sig selv, før den blev skabt. En saa modsigende Theori maa da komme i Strid med Virkeligheden, med Historien, med dens allerførste Begyndelse. („Gud saae, at Alt var saare godt“), med den virkelige Bevidsthed, og maa vise sig aldeles uskikket til at forklare Noget i den. M. vil undgaae Tilregnelsen af fremmed Synd; men denne transscendentale Act, som altsaa ligger aldeles udenfor den empiriske Bevidsthed, maa dog være aldeles fremmed for denne; at tilregne mig den Synd, som jeg skal have begaaet, før jeg (dette s. 87Jeg) var til, maa dog falde mig ligesaa svært, som at tilregne mig Adams Synd, eller egentlig langt sværere; thi den virkelige Adam er mig dog langt nærmere end denne transscendentale „Jeg Selv.“ Begrebet om en Menneskeslægt og Begrebet om Fødsel er her ikke kommet til sin Ret; derfor denne „atomistiske Tilregnelse,“ som jeg troer, Dorner kalder det. En naturlig Sammenhæng imellem Menneskene vil Müller jo ikke nægte; men derved kommer han kun til to ikke vel sammenhængende Sider af Synden, den arvede og den egne, hvormed ingen Anden end jeg selv har at gjøre, og disse To komme ikke til at staae som to Sider af det Samme (hvori der cr Sandhed), men som to Modsatte, hvoraf da igjen følger, at den Ene, den, som jeg ikke vil vedkjende mig, som ikke er min Synd, overhovedet ikke er Synd; altsaa: der er ingen Arvesynd. M. vil ikke erkjende, hvad De har kaldt „den ethiske Naturbasis,“ vel en Naturbasis, men ingen ethisk. Conseqventsen af hans Betragtningsmaade maatte dog vel tilsidst blive en Opløsning af alle christelige Dogmer; thi er der ingen virkelig Menneskeslægt og ethisk-naturlig Sammenhæng i den ved Fødsel og Overførelse, Tilegnelse og Tilregnelse, vel ikke af noget Fremmed, men af Noget, som er en Andens, før det er Mit, saa er der heller ingen Christus og ingen Retfærdighed af Troen: uden den første Adam er ikke den anden, — det er dog den klare Tanke i Rom. 5. — —

To mærkelige og dog saa forskjellige Mænd ere døde i dette Aar, Ingemann og Rudelbach. Hvem der — foruden Dansk Kirketidende — har kaldt R. „dette Aarhundredes største Theolog,“ veed jeg ikke.

Men jeg maa see at komme til Ende, og gjør det s. 88da nu med Tak, fordi jeg maa saaledes engang imellem komme og udtale mig for Dem. Vale et fave! t. t.

O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 30. Marts 1862

Kjære Biskop Laub! Da jeg seer, at der allerede er forløbet en ikke ringe Tid, siden jeg modtog Deres kjære Brev, sætter jeg mig til Besvarelsen. Jeg deler i det Væsentlige ganske Deres Anskuelse af de omhandlede Sager. Sagen om Kirkernes Benyttelse af Medlemmer, der have løst Sognebaandet, er mig i høi Grad uhyggelig. Jeg har bestandig staaet paa, at dette var Noget, Præsterne ved broderlig Overeenskomst maatte ordne. Det Eneste, der maatte kunne fremtvinges, er Begravelse. Men Monrad synes jo at være kommen under en saadan Causalitet af Rigsdagen, at han ikke kan komme tilbage. En kgl. Anordning er vistnok bedre end en Lov igjennem Rigsdagen. Men nu dens Indhold? Spørgsmaalet kan være, om man dog ikke efter Pligt og Samvittighed bør protestere mod det Hele. Herimod kan maaskee svares, at saa faaer man det Hele, men dersom man vilde indlade sig paa at bearbeide det, kunde man maaskee blive fri for Noget. Saaledes mener idetmindste Clausen, der for nogen Tid siden talede til mig om denne Sag. Han mener, at man bør indrømme Daab, Brudevielse, Begravelse, men af al Magt modsætte sig Altergangen, hvorved jo vistnok det hele Menighedsforhold ophæves. Deri maa jeg vistnok være enig, at dette sidste Punkt er det værste, og at man, — hvad desværre ikke er Kierkegaards Mening, med hvem jeg ligeledes har talet, s. 89— ubetinget bør tilbagevise de Rettigheder, som Monrad vil tillægge Biskopperne til at forbyde dette, eller overhovedet at forbyde en Præst at virke paa fremmede Steder, naar han ikke kan overkomme det o.s.v. Saadanne Rettigheder ere reent illusoriske, thi man vil dog virkelig ikke uden Vilkaarlighed kunne forbyde Altergangen paa det ene Sted og tillade den paa et andet Sted. Og hvor kan en Biskop uden stor Vilkaarlighed og uden at paadrage sig et ikke ubegrundet odium kunne sige til en Præst, at denne ikke kan overkomme at virke i et fremmed Sogn? Lad os her tænke os en dygtig og opvakt Præst f. Ex. Birkedal — og i Regelen vil det dog ikke være de Udygtige, der paatage sig Saadant, — og man vil see, hvilken vanskelig Situation der fremkommer. Det er den sædvanlige Ministertactik, at indrømme Rigsdagen Alt, hvad den vil, og da mene at have hævdet Kirkens Ret ved at tillægge Biskopperne nogle Rettigheder, der som Rettigheder ere aldeles illusoriske og i Virkeligheden kun ere et Ansvar, der væltes paa Biskopperne. Mod dette Punkt vil jeg paa det Stærkeste opponere; thi det virkelige Resultat vilde da kun blive, at Biskopperne, hvor da ikke noget aldeles Extraordinairt maatte fremkomme, indrømme Alt, eller ogsaa maae forbyde Alt, hvilket dog heller ikke vilde stemme med Anordningens Aand.

Den Position, som Landemoderne bør indtage, staaer for mig tor Tiden saaledes, at man principaliter bør modsætte sig det Hele, men maaskee subsidialiter indrømme Daab, Brudevielse og Begravelse, og ubetinget opponere mod Altergangen og mod de Biskopperne tillagte reent illusoriske Rettigheder. Hvorvidt det vil være klogt — thi i sig selv rigtigt er det neppe — at indrømme s. 90dette Subsidiaire paa Grund af den Causalitet, i hvilken Ministeren har rendt sig fast, derpaa er jeg ikke ganske sikker; og meget vil det interessere mig at erfare mine høiærværdige Collegers Yttringer herom paa Bispemødet, som jeg desværre ikke kan bivaane.

Hvad angaaer den anden Sag, da forekommer det ogsaa mig at være den simpleste Vei ved indtrædende Vacance at tage Noget af Tienden og deraf at danne et Fond. Dette har jeg fra først af fastholdt og mener, at det fremdeles bør fastholdes. Ogsaa her kan man tænke paa noget Subsidiairt, at nemlig i ethvert Tilfælde den Bestemmelse gives i Loven, at Kirkefondet kun tør anvendes til kirkelige Øiemed, hvorved dog i Realiteten Intet vilde være vundet, da det ikke bliver nogen Grundlovsbestemmelse. Ogsaa kan det tages under Overveielse, om man bør søge en Afgjørelse ved Høiesteret af det hele Spørgsmaal om Kirkens Eiendomsret. Udfaldet af denne Behandlingsmaade kan vist være meget tvivlsom.

Her standsede jeg og gik ind til min Familie i Dagligstuen, hvor jeg fandt Deres meget elskværdige Datter, der glædede os med et Besøg. Vi ere Alle meget indtagne af hende, og hun har maattet love os, at hun tilligemed sin Forlovede oftere vil besøge os. Desværre bliver hun kun saa kort i Kjøbenhavn. Den Glæde, hvormed hun omtalede sin Fader og Livet i Hjemmet, gav os et Billede af det skjønne og velsignede Liv, De, kjære Biskop Laub, uagtet Deres store Savn, lever i Deres huuslige Kreds. Herren skjænke Dem rig Velsignelse og Glæde fremdeles!

Deres hjerteligt hengivne H. Martensen.

s. 91Lad mig ikke undlade udtrykkeligt at hilse Dem fra Deres Datter og sige Dem fra hende, at hun i alle Henseender har det vel. Hun har bedet mig om at indføre denne Hilsen i mit Brev, da jeg sagde hende, at jeg netop var i Begreb med at skrive til Dem.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 29. April 1862

Kjære Biskop Martensen! Hvad der blev forhandlet i Aarhuus Ugen før Paaske, har jo Biskop Brammer meddeelt Dem. Til noget egentligt Resultat kom det vel denne Gang endnu mindre end ellers ved lignende Leiligheder, hvor Hensigten jo heller ikke er, at man skal kunne bringe noget fuldstændigt Resultat med sig hjem. For mig var Resultatet nærmest, at vi Alle, mere eller mindre, bevæge os med en ikke hyggelig Usikkerhed paa et Gebeet, hvorpaa vi ere blevne trængte ind, vide maaskee, mere eller mindre, hvad vi ville og skulle, men desto mindre hvad vi kunne, — og dette bliver dog tilsidst, — i en anden Form, hvad vi skulle. Kierkegaard er vel Den, som bedst forstaaer Situationen, og hvorledes den kan benyttes, fordi han vel ogsaa er Den, som meest sympathiserer med det Forandrede i Forholdene; men derfor er man ogsaa let i Tvivl om, hvor hans Tanker ville ende, og hvorvidt man tør følge med ham; maaskee han ogsaa selv mangen Gang ikke er kommen videre end til at ville see Tiden an. I ethvert Tilfælde troer jeg, at det er hans Alvor med at ville sætte et Bolværk imod sine grundtvigianske Venners „Frihed for Alt, hvad s. 92der stammer fra Aand“. — Jeg har nu ladet Ministerens Skrivelse om Kirkernes Benyttelse af fremmed Præst communicere i Stiftet, for at det kan blive forhandlet paa Landemodet, som jeg synes bedre om, end at modtage en Deel separate Erklæringer, som man har ondt ved at bruge, og som derefter vel ikke engang blive læste. For mit eget Vedkommende maa jeg endnu være af den Anskuelse, som jo ogsaa er Deres, at hverken en Lov eller en kgl. Anordning kan føre til noget Godt. Hvad Formen angaaer maa jo vel det Sidste foretrækkes som en Afviisning af Rigsdagens Indblanding i Anliggender af denne Art; men i Realiteten er ogsaa dette en Lov, som vil tillægge en Ret, der, saavidt jeg seer, er en principiel Opløsning af Sogneforholdet, hvad Loven om Sognebaandsløsningen dog endnu ikke er, eller dog ikke anderledes, end at Paastanden om, at den ikke er det, endnu maa kaldes ligesaa berettiget som den modsatte, — nemlig indtil vi faae en Lov som den bebudede. Hermed er antydet, hvad jeg i denne Sag (hvis Betydning ikke er ringere end den anden, om Lønningen) maa ville og mene at skulle, men rigtignok ikke, hvad jeg mener at kunne. Og derfor bliver det nødvendigt at gaae nærmere ind paa Indholdet af Ministerens Forslag til en Anordning. Ogsaa her troer jeg, at jeg er og vil blive i Overeensstemmelse med Deres Betragtningsmaade. Om Altergangen sagde Kierkegaard, at dens Holdelse i samme Kirke af to forskjellige Præster for to forskjellige Afdelinger af Menigheden, maatte bringe det til Bevidsthed, at der er kun eet Bord. Det er en smuk Tanke, og den kan blive sand, hvor de to Præster i gjensidig Anerkjendelse ere blevne enige om at ville dele Kirke med hinanden, og de to Menigheder paa s. 93samme Maade anerkjende hinanden; men naar det Modsatte fmder Sted, eller naar en Lov har bragt det dertil, at der ikke engang bliver spurgt om, hvilket Forholdet er, maa da ikke lige den modsatte Forestilling vækkes om en forskjellig og modsat Christendom og Altergang, de Helliges og den store Hobs, Zions og Babels? Ved Loven om Sognebaandsløsningen blev der og udentvivl tænkt paa, at Løsningen skulde have nogle Besværligheder, som maatte bæres; men naar det nu ikke mere skal gjælde om at rive sig løs, for at slutte sig til en anden Menighed, men man faaer denne lige hen til sin egen Dør, lægges det da ikke meget nær at løse Sognebaand af meget lette og løse Grunde, f. Ex. hvad der endda kunde være det meest Respectable, fordi den fremmede Præst er den meest begavede? Ikke engang Frihedens Venner kunne være tjente med dette Resultat, og vedkommende Menighedslemmer, dersom de mene noget Alvorligt, tilsidst ikke heller. Jeg troer i det Mindste, at Menighederne hidtil have havt en Følelse af, at det Lykkeligste dog er at have en Præst, som man ikke selv har valgt, men Gud beskikket, — skjøndt det ligger i de menneskelige Forholds Natur, at Tilliden hertil tidt kan briste; men at man kan blive nødt til selv at skulle vælge, burde dog nærmest betragtes som en Ulykke, der er vederfaret. — Ogsaa deri er jeg aldeles enig med Dem, at den Bemyndigelse, som Forslaget tiltænker Biskopperne, er illusorisk og kun medfører et Ansvar, som man ikke kan bære. Men dersom Ministeren dog vil have en Bestemmelse om Altergang med en Indskrænkning, hvorledes vil denne Afgjørelsesmaade da kunne undgaaes? thi om og Tilladelsen skulde meddeles af Ministeriet, hvad jeg vilde holde paa for s. 94Formens Skyld, og for at Ministeriet ikke skal slippe for Besværligheden og Ansvaret, saa maatte dog Biskopperne blive den egentlig afgjørende Melleminstants; ellers maatte dette Punkt stilles ganske lige med de øvrige, hvad dog vel er endnu værre, — en Opgivelse af det Hele.

I Lønningssagen meddeelte Kierkegaard sin Tanke, som jeg forud kjendte, og hvorom han jo ogsaa har talt med Dem. Efter den vilde jo Spørgsmaalet om Kirkens Eiendomret holdes ganske ude (en Samling af Lønningsmidler stiftsvis har ogsaa Engelstoft tænkt sig, forøvrigt meget forskjelligt herfra); men her har Kierkegaard dog vist taget meget lidt Hensyn til, hvad Ministeren vil gaae ind paa: bl. A, vil K. ikke kunne skaffe Midler til Pensioneringen, som dog vist ligger Ministeren meget paa Hjertet, og, som jeg synes, med Rette. Thi naar K. svarer: man maa vende tilbage til det Gamle, Capellaner, da kunde det dog maaskee i mange Tilfælde blive for haardt nu, da Capelianerne ere saa dyre, og naar de due noget, ikke sjelden saa selvraadige, at en gammel svag Mand nu kan have Ret til at ansee for en Plage, hvad der engang var en Gunst. Denne Sag vil jeg ikke bringe for Landemodet, naar det ikke udtrykkelig bliver forlangt, som jeg dog formoder. Den har da ikke heller gjennemgaaet fatalia ved Rigsdagen; og det er jo muligt, at Rigsdagen kan see Betænkeligheder ved at have med dette at gjøre, som den engang var saa gridsk paa. Saaledes kunde maaskee endnu den Tid komme, da der kunde forsøges administrativt at forbedre Noget herved.

Maaskee De, kjære Biskop Martensen, endnu inden Landemodet kunde faae Anledning til at sige mig noget s. 95Mere om disse Sager. Da Ministeren i sin Skrivelse om Kirkernes Benyttelse tillige har givet Anledning til, at Forfatningsspørgsmaalet kunde af En eller Anden bringes paa Bane, vilde det være mig kjært, om jeg til den Tid kunde vide, hvorledes Ministeren har taget mod Deres Forslag til Landemodets Ordning.

I Aarhuus erfarede jeg, at der er endnu en Sag, som jeg kan vente at faae tilsendt til Betænkning, — om Religionsunderviisning i de lærde Skoler. Heri vil jeg ikke kunne gaae med Brammer, som nok vil have Læreren ordineret, altsaa noget Kirkeligt istedetfor Skolen, noget Gudstjenesteagtigt; ikke heller med Kierkegaard, som paa en Maade vil have denne Underviisning ud af Skolen, hvor den kun skal tilbydes. Jeg mener, Latinskolens Elever bør dog indtil Confirmationen tages paa samme Maade som Almueskolens, d. e. oplæres i Christendommen (opdrages — kan ikke forlanges af Skolen, skjøndt det vel i mange Tilfælde tør haabes som en filgift). Men dernæst er jeg enig med Bindesbøll i, at Christendommen, skjøndt væsentlig noget langt Større, er tillige et væsentligt Moment i Culturen, Dannelsen, og som Saadant har sin Plads i Skolen, navnlig da den videnskabelige, og at Erkjendelsen i denne Henseende bør have en Udvikling, som svarer til den øvrige Udvikling, og dette baade i Gulturens og i Christendommens egen (den personlige Tilegnelses) Interesse. At efter Grundloven Folket ingen Religion har, kommer herved ikke i Betragtning, da dog det Factiske er, at Folket (paa faa Undtagelser nær, som aldrig have voldt nogen Vanskelighed) henregner sig til Folkekirken. Men uagtet jeg saaledes mener, at „Religionen“ bør fremdeles være et Underviisningsfag i de lærde Skoler og der have sin s. 96egen „Lærebog“ (om muligt faae en bedre, end man nu har), kunde der dog maaskee, paa Grund af dette Fags Særegenhed, indrømmes det en lidt afvigende Stilling. Jeg har endnu ikke havt Leilighed til at tænke meget herover, og bør jo ogsaa først gjøre mig bekjendt med de mange Bilag, som skulle følge med; men jeg tænker mig, at Religion kunde udelades ved Afgangsexamen, og maaskee ophøre at være Gjenstand for Examen og Charakteer fra 6te Klasse af. I de lavere Klasser, mener jeg, at det ikke gaaer an. — —

Men jeg har allerede trættet Dem nok med disse ikke meget opbyggelige Expectorationer. Der er en Sag af en ganske anden Art, hvorom jeg langt hellere skriver, og for hvis Skyld jeg dog egentlig har begyndt dette Brev: jeg vilde takke Dem for den store Venlighed, hvormed min Datter er bleven modtaget i Deres Huus. Da hun reiste herfra, tænkte jeg ikke paa, at jeg ved hende skulde komme i ny Berøring med Dem, kjære Biskop Martensen! men at dette nu er skeet, er mig en stor Glæde. — — Hun tænkte, da hun kom til Khvn., ikke paa at tale med Dem, men paa at faae Dem at høre i Kirken. Det syntes længe, som om dette Haab ikke skulde opfyldes, men tilsidst naaede hun det dog, og paa samme Sted, hvor De viede hendes Fader til Biskop. At, hun holder meget af sin Fader, har De bemærket. Mig minder hun i høi Grad om sin afdøde Moder, og det er mig en kjær Tanke, at De, kjære Biskop Martensen! som saa hjertelig deelte min Sorg for 7 Aar siden, nu kan danne Dem en bestemtere Forestilling om, hvad min afdøde Kone har været for mig, og hvorledes jeg endnu i saa mange Henseender kan leve af den Rigdom, jeg skylder hende. — —

s. 97Nu begynder vel og saa De snart paa Deres Reiser, hvortil jeg ønsker Dem godt Helbred, og hvoraf Glæde. Naar De igjen engang har Ro og Tid, saa veed De, hvormeget et Brev fra Dem glæder

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 14. Mai 1862

Kjære Biskop Laub! Først nu kommer jeg til at besvare Deres Brev angaaende Forhandlingerne ved Bispemødet. Jeg for min Deel vedbliver at være af den Formening, som jo ogsaa synes at deles af Biskoppernes Fleertal, at man ved Kirkernes Benyttelse af Saadanne, der have løst Sognebaandet, i ethvert Tilfælde paa det Bestemteste maa modsætte sig Communion og Prædiketjeneste, fordi disse Handlinger ere Menighedshandlinger som saadanne, medens de andre have en mere individuel Charakteer, mere foretages i den Enkeltes Interesse. — Om Geistlighedens Lønning synes fra Ministeriets Side Intet at ville blive forelagt. Jeg antager, at der ved vort Landemode vil blive fremlagt et Forslag til at ordne Sagen paa den ofte omtalte Maade, ved indtrædende Vacance at drage Noget fra de store Kald, men forøvrigt at lade hele det nuværende System bestaae. At Ministeren skulde gaae ind paa et saadant Forslag, kan naturligviis ikke ventes; men en Udtalelse fra Geistlighedens Side kan dog saaledes fremkomme.

Om Religionsunderviisningen i de lærde Skoler har jeg for længe siden afgivet Betænkning og aldeles fraraadet Forslaget om, at Læreren nødvendigt skulde være s. 98ordineret, en Tanke, der vil møde en ikke ugrundet Opposition i den offentlige Mening og bestrides som hierarchisk. Her er Stedet til at gjøre det almindelige Præstedømme gjældende. Det biskoppelige Tilsyn bør i mine Tanker ikke udvides. Som Ephorus har Biskoppen jo Ret til, naar han vil, at indfinde sig i Skolen; og hermed maa det efter min Mening være nok. Det er sandelig ikke ad den Vei, vort Embede skal styrkes Jeg maa ogsaa finde, at de fleste Rectorers Klager over den altfor mangfoldige Inspiceren, som nu er indført, og ved Biskoppernes Inspiceren, naar der blev gjort Alvor af denne, end mere vilde forøges, ere velgrundede Skolens og Underviisningens Eenhed kan ikke andet end lide under Inspecteurernes voxende Mangfoldighed. Der er jo ansat en ikke-geistlig Underviisningsinspecteur for samtlige lærde Skoler (Madvig). Herved har man factisk anerkjendt den lærde Skoles Emancipation fra det kirkelige Tilsyn, hvad Gud skee Lov ikke er det Samme som Emancipation fra Christendommen.

Jeg maa være af den bestemte Formening, at Religionen bør være et Underviisningsfag, og at der derfor bør gives en Charakteer ved Afgangsexamen. Men da vore Lærebøger ere maadelige, og der ikke er Udsigt til at faae bedre, har jeg troet at burde stemme for, at man i de øverste Classer istedetfor Lærebog læste visse Partier af det nye Testamente, hvor man nemlig i philologisk og historisk Henseende kunde anstille passende Sammenligninger med Classikerne. I ethvert Tilfælde vilde Disciplene herved faae et Forraad af Skriftkundskab, der til enhver Tid har uforgjængeligt Værd og frembyder de rette Tilknytningspunkter for Aanden.

Brevene til Mynster har De nu sikkert læst. Det er s. 99et høist værdifuldt Bidrag til den paagjældende Tids indre Historie, og man gjør et glædeligt Bekjendtskab med en Kreds af ædle og udmærkede Individualiteter. Ogsaa er det velgjørende at see, i hvilken Grad det har været givet en enkelt fremragende Individualitet at være et aandeligt Midtpunkt, en Autoritet i Ordets bedste Betydning, om hvilken de Bedste i hans Tid samlede sig med Kjærlighed og Tillid og Taknemmelighed, som dette virkelig blev givet Mynster. Saadanne Mennesker ere til alle Tider sjeldne. Deres Indflydelse beroer ikke blot paa Geniets men paa Personlighedens Magt.

Naar kommer De dog, kjære Biskop Laub, engang til Kjøbenhavn, at vi ordentlig kunne komme til at tale sammen, og udvexle Ideer med hinanden? Hils Deres elskværdige Datter paa det Venligste. Hun har efterladt et velsignet Indtryk hos os Alle.

Biskop Brammer var for nogle Dage siden her i Staden, og jeg saae ham naturligviis flere Gange. Noget ældre synes han mig bleven; dog, umærkeligt blive vi det jo Alle.

Lad mig, kjære Biskop, snart høre fra Dem. Gud befalet!

Deres af Hjertet hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 19. Juni 1862

— — Det nyeste Phænomen i vor Litteratur er da Brevene fra og til J. L. Heiberg. Jeg vil haabe, at disse Breve skulle gjøre et godt og forfriskende Indtryk, og for Mange skulle tjene til en fuldkomnere og rigtigere s. 100Opfatning af Heibergs Personlighed. Brevlitteraturen synes ret at ville udbrede sig, thi igaar modtog jeg en Samling af L. Engelstofts Breve. Ved at gjennemblade disse seer jeg, at han har etableret en Brevvexling med Thorlacius i den udtrykkelige Hensigt, at den efter deres Død skulde trykkes som et Vidnesbyrd om deres Venskab og om Tiderne. Det er en egen Sag med saadanne Breve, der skrives i den Hensigt at skulle udgives. Det Curieuse er, at han og Thorlacius paa den Tid (1813) begge vare i Kjøbenhavn, og ikkedestomindre skreve disse lange Breve til hinanden, for hos Efterverdenen at befæste deres „Hæder“! Jeg kan, saa vidt jeg har seet i disse Engelstoftske Breve — af Thorlacius ere ingen optagne — ikke finde, at det er synderlig bevendt med den Hæder, som herved vil erhverves. De mangle al ethisk nervus og tenor, og fra Tankegangens Side er det det 18de Aarhundredes fadeste Rationalisme, som afgiver de ledende Synspunkter. Maaskee der dog i historisk Henseende kan findes enkelte værdifulde Udtalelser. I Opfatningen af de store Begivenheder synes han ikke at have hævet sig over Datidens ephemere Bevidsthed. Af et Brev fra 1850 (jeg troer til Hofman-Bang), altsaa kort før hans Død, seer jeg, at han betragter et philosophisk Studium af Naturvidenskaberne som den rette Theologi, den eneste Theologi, der har Værd, og med hvilken han nu sysselsætter sig. O vanitas vanitatum! Jeg fik — sans comparaison forresten — det samme Indtryk ved A. Humboldts Breve. Disse Samlinger have imidlertid — skjøndt i en heelt anden Mening, end deres Forfattere have tænkt — en ikke ringe Betydning som Bidrag til Tidens indre Historie, dens psychologiske og ethiske Tilstande Saaledes er det dog psychologisk mærkværdigt, at Engelstoft s. 101i 1850 finder, at hans hele Liv har været en Række af Opoffrelser.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 20. August 1862

Kjære Biskop Martensen! Deres Meddelelse om Landemodet i Roeskilde har jeg opsat at takke Dem for, indtil jeg kunde antage, at De var kommen hjem fra Bornholm. Hvad vort Landemode angaaer, da er det gaaet med de to Sager omtrent som hos Dem. I Sagen om Kirkernes Benyttelse af fremmed Præst viste der sig en lille, men temmelig heftig Minoritet; det har kun undret mig, at intet Lignende var Tilfældet i Roeskilde. Det er jo muligt, at Flere tænke som Birkedal, der paa en Gjennemreise har besøgt mig, og erklærede sig enig med mig i Ræsultatet (om end ikke i Principet), fordi han mener, at der er allerede givet saa Meget, at man nu bør nøies. I den anden Sag, om de Geistliges Lønning, synes Præsterne af de forskjellige Retninger at være, eller være blevne, conservative. Saaledes er fra dette Landemode, og, saavidt jeg har faaet Noget at vide, ogsaa de andre Landemoder, Resultatet vistnok temmelig klart; men saa er endnu det Spørgsmaal tilbage, hvorledes Ministeren vil benytte dette Resultat; og her seer det misligt ud. — — Professor Clausen, som ogsaa har været i Viborg i denne Ferie, [gav mig en meget sørgelig Forestilling om Ministerens Stilling til disse Sager]. Jeg har ellers havt megen Glæde af at tale med Clausen igjen efter en Deel Aars Forløb. Meget meddeelsom har han jo aldrig været; men jeg synes, han er bleven mere s. 102modtagelig. Det Skarpe, der jo endnu er i hans sidste Skrift ligesaa fuldt som i de tidligere, var i vor Samtale heelt borte; og i hans Ansigt og Stemme var et Udtryk af Mildhed, som jeg tidligere ikke har seet saaledes, — tildeels vel, fordi vi i væsentlige Punkter vare enige, og fordi han holder af mig fra gamle Dage; men ogsaa hans leilighedsvise Bebreidelse i Anledning af, „at man havde ladet det rette Øieblik gaae forbi“ (til at faae en Kirkeforfatning), var uden al Bitterhed. — Et andet kjært Besøg har jeg havt i disse Dage — af Zeuthen. Vi havde af tilfældige Grunde ikke seet hinanden, siden vi offentlig stode som Modstandere, — og vor Brevvexling har i mange Aar været sparsom; saaledes trænger man til at faae en umiddelbar Fornemmelse af, hvorledes man staaer personlig til hinanden. Han var ganske den Gamle, og vi havde meget at tale om, — skjøndt Confirmationen ikke blev berørt. Med Schelling kunde vi ikke ganske komme paa det Rene, undtagen forsaavidt som han indrømmede, at her er en Deel, som man ikke kan tilegne sig i den Skikkelse, det her har. Jeg meente, at han skulde give os sin Opfattelse i en selvstændig Skikkelse, og det lod til, at han tænker derpaa. — — Nu er han paa Veien til Sjælland; seer De ham, saa hils ham, og sig ham, at jeg har været glad ved hans Besøg. I Fredericia befinder han sig vel. — —

Naar De igjen faaer Leilighed til at skrive til mig, vil De saa ikke fortælle mig Noget om den religieuse Bevægelse paa Bornholm, som De nu har været lidt nærmere? De veed vel, at Trandberg har været Capellan her i Stiftet, og at jeg har ordineret ham. Han blev modtagen med aabne Arme af den Præst, til hvem han tilsidst kom i et meget ubehageligt Forhold. Ogsaa paa s. 103mig gjorde han et meget godt Indtryk, skjøndt jeg allerede i hans første Prædiken bemærkede Noget, som efterhaanden kunde gjøre ham til en Frikirkestifter, hvorom jeg strax talte med ham og troede, at han forstod mig, fordi han ikke modsagde mig. Efterhaanden kom han sjeldnere til mig, og saae gjerne ned for sig, medens vi talte sammen. Han isolerede sig mere og mere fra Præsterne, hvoriblandt der dog var i det Mindste Een, med hvem jeg troede, at Alle gjerne vilde indlade sig. I de to Aar, han var her, har jeg kun hørt een Prædiken i hans egen Kirke; den fandt jeg ikke meget mærkelig, endog noget mat. Paa en Deel af Beboerne gjorde han stærkt Indtryk, udentvivl mest ved sine Huusbesøg. — — Da han reiste herfra, skiltes vi i Fred, efterat jeg havde sagt min Mening om det Farlige i den frie Stilling, han attraaede. Kort efter fik jeg Anmodning fra ham om en Anbefaling til en Capellanplads; den sendte jeg ham, og yttrede herved min Glæde over, at han søgte en fast Stilling, men rigtignok tillige min Bedrøvelse over den Haardhed, hvormed han i samme Brev havde omtalt sin herværende Sognepræst, der er en meget brav Mand, men rigtignok temmelig langsom baade legemlig og aandelig, — især efter en langvarig Sygdom, og ikke istand til at fremkalde stærke Bevægelser. Dette er det Sidste, jeg har hørt fra Trandberg; thi hvad jeg senere har hørt om hans Virksomhed, er kun løse Rygter. Jeg maa dog endnu tilføie, at skjøndt Præsterne her egentlig slet ingen Forbindelse havde med ham, saa har han dog engang i et Convent (maaskee den eneste Gang han deeltog deri) gjort et godt Indtryk ved den Varme, hvormed han talte om Missionen.

s. 104Og hermed lev vel for denne Gang, kjære Biskop Martensen! Tænk altid med Venskab paa Deres

O. Laub.

En Hjertesorg har jeg havt i forrige Uge, da vor gamle Domkirke, paa Grund af det sidste Syn, efter Ordre fra Ministeriet, blev lukket, uden at Nogen kan sige os, naar, eller om den igjen bliver tagen i Brug.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 28. August 1862

Hjertelig Tak, kjære Biskop Laub, for Deres sidste Brev. Jeg gaaer strax over til at meddele Dem Noget om min bornholmske Reise, paa hvilken jeg i det Hele har havt det fortræffeligt, og som jeg maae henregne til mine interessanteste Visitatser. Trandberg vil ikke lade sig indordne, men er besluttet paa indtil Videre at fortsætte sin omflakkende Virksomhed. Hvad den ved ham fremkaldte Bevægelse angaaer, da har den vistnok adskillige usunde Elementer i methodistisk Retning. Dog kan den ikke siges at have nogen ondartet Charakteer. Jeg har ikke blot talt med Trandberg, men ogsaa med flere Deputationer, der kom til mig med Petitioner om, at jeg vilde udvirke Tilladelse til, at de bornholmske Kirker paa Tider, da det ikke colliderede med den sædvanlige Gudstjeneste, maatte indrømmes Trandberg, hvilke Andragender, der saa at sige mødte mig over hele Øen, samtlige fik et udførlig motiveret mundligt Afslag fra min Side. Men baade i de skriftlige Petitioner og i de mundtlige Samtaler yttrede man Agtelse og Hengivenhed s. 105for de ansatte Præster, erklærede, at man vilde blive paa vor lutherske Folkekirkes Grund, vilde Intet vide af Frimenigheder, men meente kun, — at Trandberg havde en saa særegen Gave til at vække Livet, og at de andre Præster vare mere skikkede til at pleie Livet, naar det først var vakt. Trandberg er for en meget stor Deel af den bornholmske Befolkning Idealet af en Prædikant, og det har gjentagne Gange truffet sig, at en Bonde, som vilde sige mig en Compliment, sagde, at Biskoppen prædikede accurat som Trandberg. Det var forøvrigt en Glæde at udføre Visitatsgjerningen. Heelt igjennem vare Kirkerne overfyldte af opmærksomt lyttende Mennesker, og paa flere Steder stode Mange udenfor og søgte at opfange Ordet gjennem de lukkede Kirkevinduer. Paa et enkelt Sted blev under Trængselen en Rude slaaet ind midt under Katechisationen.

Det Indtryk, jeg har modtaget af af Bevægelsen, er vistnok blandet; men ingenlunde kan den ubetinget fordømmes. Til Trandbergs Forsvar tjener det Factum, at Kirkebesøget hos de ansatte Præster ikke er aftaget, men tvertimod meget tiltaget efter hans Optræden. Til Skyggesiderne maa henregnes: Hovmod og haarde Domme, hvori Trandberg ogsaa selv i høi Grad har gjort sig skyldig, medens man rigtignok faa Uger før min Ankomst begyndte at moderere sig, og ligeoverfor mig altid har iagttaget stort Maadehold. Det methodistiske Væsen viser sig ogsaa i en Sammenblanding af Lov og Evangelium, og viser sig særligt i Henseende til Dands, Spil og andre verdslige Forlystelser, der betragtes som førende til Helvede. Om alt dette maatte jeg særligt udtale mig baa.de i mine Taler og Katechisationer.

Trandberg selv synes at være uklar og inconseqvent s. 106og modificerer sine Anskuelser fra Tid til Tid, naar han mærker, at han er gaaet for vidt. Han er haardnakket i at fastholde, at han har et guddommeligt Kald til denne omflakkende Virksomhed, hvormed sikkert ogsaa den Følelse er forbunden, at han næppe vil kunne holde sig i Længden paa eet Sted, fordi hans Taler ere saa fulde af Gjentagelser og i Længden trætte; hvorfor han efter nogen Tids Forløb trænger til nye Tilhørere. Men jeg antager om ham, at det er hans oprigtige Villie at blive paa den samme Kirkegrund. Han har troligt fulgt mig saa godt som paa alle Visitatser, har i al Taalmodighed taget imod den Polemik, som der faldt af, har paa det bestemteste erklæret, at han i Henseende til Læren i Eet og Alt var enig. Han indrømmede, at han i Anvendelsen maaskee stundom kunde have feilet, erkjendte, at det ikke var saa let at lede en Opvækkelse, som han i Begyndelsen havde meent, og at han vel skulde vogte sig for at danne Frimenigheder. Han er et meget smukt Menneske, og der er noget Rørende over ham. Skjøndt jeg stundom tog ham noget skarpt, kunde jeg dog i mit Inderste ikke andet end have en Deel tilovers for ham. Da jeg talede til ham om de Farer, der vare forbundne med at indtage en saadan Stilling, yttrede han, at De, kjære Biskop Laub, ogsaa havde henledet hans Opmærksomhed derpaa. Han har med Haand og Mund lovet mig, at han, ihvor det saa gaaer, vil blive paa den evangelisk lutherske Grund og prædike Christi rene Evangelium. Han har bedet mig, at jeg vilde betragte ham under Synspunktet af den Discipel — Luc. 9 —, der uddrev Djævle i Jesu Navn, og de andre Disciple vilde forbyde ham det, fordi han ikke fulgte med dem, men Herren sagde: „Forbyder ham det ikke, thi hvo, som s. 107ikke er imod os, er med os! Jeg har lovet at betragte ham saaledes, saalænge som han i Sandhed ikke er imod. Men jeg har tillige søgt at gjøre det indlysende for ham, at han nu staaer paa et Vendepunkt, hvor han ikke længe kan blive staaende.

Saaledes staae Sagerne, kjære Biskop Laub. Jeg hengiver mig ikke til Illusioner, thi endnu kan dette jo — som alle Opvækkelser — slaae ud til hvad det skal være. Men for Øieblikket troer jeg, at det er lykkedes at udøve nogen modererende Indflydelse. Alt vil her beroe paa Trandberg selv, om hvem jeg dog endnu troer at burde nære et Haab til det Gode. Hans Helbred er desværre ikke godt, og han skal have skadet sit Bryst ved ideligt at prædike 3 Timer ad Gangen — —

Deres hengivne

H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. September 1862

Kjære Biskop Martensen! Jeg maa herved bringe Dem en hjertelig Tak for Deres udførlige Meddelelse angaaende Trandberg og de bornholmske Forhold. — — — Hvad jeg har faaet at vide svarer ganske til den Forestilling, jeg selv havde dannet mig herom; men der er stor Forskjel paa at forestille sig et Liv og en Bevægelse, og saa at see det, om end kun igjennem en Andens Skildring, især naar denne har været saaledes med deri, som De har. Og saa bliver endnu endda den store Forskjel tilbage paa at modtage en saadan Meddelelse, og at have selv oplevet dette Meddeelte. Lad mig strax sige s. 108Dem, kjære Biskop Martensen, at jeg, efter have læst Deres Brev, var inderlig glad over, at det ikke var mig, der skulde gjøre Dem Rede for, hvorledes jeg var kommen igjennem saadanne Forhold. Skulde jeg blive kaldet til en saadan Gjerning som den, De her har havt, saa vilde jeg gaae i Tillid til, at han, som sendte mig, ikke vilde lade mig staae ene; men jeg vilde dog gaae med stor Ængstelse. At det har været Dem en interessant Visitats, det kan jeg forstaae, og at De har havt stor Glæde af den, det fremgaaer af Alt, hvad De fortæller; men det maa dog tillige have været en meget anstrengende Visitats, saaledes at blive ved Dag efter Dag, i Præstegaardene saavel som i Kirkerne — og det udentvivl i lang Tid —; om jeg end fra først af havde været paa det Rene med, hvorledes jeg skulde stille mig, saa vilde jeg dog have frygtet alene for de legemlige Kræfter; dog, hvem Herren vil bruge i sin Tjeneste, dem styrker han jo i enhver Henseende: „Frygter ikke for dem, som ihjelslaae Legemet!“ og: „Frygter ikke for, hvad eller hvorledes I skulle tale!“ disse to Ord skulle jo følges ad; gid ogsaa jeg maa erfare deres Kraft for min Deel! — Jeg vilde endnu savne Meget i Deres Meddelelse, dersom det var muligt at give Sligt i Breve. Jeg vilde vide, „hvad og hvorledes“ De har talt i Kirkerne; thi det forekommer mig svært under saadanne Forhold at finde det Rette, det, som netop nu skal siges, og at skaffe det den rette Indgang, ikke at lade Noget blive ude, som skal med, og ikke at give det en skjæv Stilling, ikke at give efter for, hvad der skal modstaaes, og ikke heller at stille sig eensidigt imod det, der ogsaa har sin Berettigelse, — at holde Alt i den rette Ligevægt. Men jeg veed, at De hertil har faaet en ualmindelig Gave; og hvad det er for s. 109en Glæde, naar man her er paa det Rene, da at staae frem denned i en stor Forsamling, derom har jeg dog lidt Erfaring. Men jeg troer, jeg vilde endnu hellere have ønsket at høre paa Deres Samtaler med Bønderne, naar de kom med deres Andragender om Kirkernes Benyttelse. Jeg mener vel, at jeg er for fast i min Overbeviisning om Nødvendigheden af en organisk Virksomhed i Kirken (og var det ogsaa, inden den sidste Landemodessag gav mig saa megen Anledning til at tænke herover), til at jeg havde kunnet vakle; men det vilde dog have været mig meget svært at gjøre mig forstaaelig for dem, hvis hele Betragtningsmaade dog gik ud fra et lige modsat Standpunkt, og hvis Dannelse, om de end vare nok saa velvillige, maatte gjøre dem det meget svært at forstaae mig, — og det uagtet jeg i 20 Aar har været Præst for Bønder og er opvoxet iblandt dem, og heri har saa Meget forud for Dem. Og en simpel Afviisning vilde dog her have kunnet gjøre, at Deres Reise for en stor Deel var bleven uden Virkning. Nu tør det Bedste haabes. Hvad der er skeet ved denne Bevægelse, maa jo ogsaa efter Deres Mening, som det nu staaer, ansees væsentlig som en Begyndelse til noget Godt. Et Liv er vakt; de Præster, hvem Sagen ligger paa Hjertet, maae nu have Leilighed til at tage alvorligere lat. Der er naturligviis Andre, hvem det Hele kun generer. Men ogsaa de Præster, som ville udrette Noget, ville ikke have nogen let Stilling, især naar den Støtte, som de i nogle Uger have havt i deres Biskop, nu er borte, eller dog ikke saaledes nærværende; thi det kan dog vel ikke feile, at Stillingen er lidt anderledes, naar Præsten staaer ene ligeoverfor Bevægelsen, end naar De staaer og taler i Kirken. Jeg kan dog ikke tænke mig s. 110Andet, end at der, selv om man ikke vil skille sig fra Præsten og Folkekirken, dog maa være en mere eller mindre bevidst Opposition paa Grund af den stærke Vægt, som lægges paa Opvækkelsen. Der er vel ingen Tvivl om, at Tr. har en ualmindelig Begavelse i denne Retning, og forsaavidt vel kan beraabe sig paa et guddommeligt Kald. Dette maae endnu mere hans Tilhængere gjøre; de kunne jo i denne Henseende ikke lade de andre Præster gjælde lige med ham, og saa ligger det saa nær slet ikke at ville lade dem gjælde for Noget, eller ikke for Andet end for dem, hvem man maa lade raade i Kirkerne, forvalte Sacramenterne osv., fordi de ere beskikkede dertil — vel af Øvrigheden, men af Grunde, som man ikke kan respectere, altsaa i Grunden uden Ret. Og hvorfor maa da Tr. ikke indtage denne Plads, da dog Vorherre har sendt ham? Det er udannede Bønder, med hvem man her har at gjøre, men ogsaa af dannede Mennesker kan man høre det Samme. Naar det religieuse Liv vaagner med Magt efter en lang Dvale, saa bliver det saaledes for en Tid eneraadigt, at alt Andet i Verden, naar det ikke hører til de nødvendige Betingelser for at være her (Mark, Kjøbmandskab, Hustru — vil man ikke slippe), bliver, om ikke syndigt, saa dog unødvendigt, og saaledes i Grunden uberettiget. For en saadan Betragtningsmaade kan det hele Liv her i Verden ikke faae anden Betydning end at være Opvækkelse; og de Præster, som skulle være andet end Opvækkelsespræster (og maaskee tillige mindre end det var ønskeligt formaae ogsaa at være dette), hvad skal man gjøre med dem? At De, kjære Biskop Martensen, har talt imod denne Betragtningsmaade, og saaledes, at De er bleven forstaaet, det er jeg vis paa. Gid De kun ogsaa s. 111fremdeles maatte kunne blive i Forbindelse med de Mennesker, paa hvem De har gjort Indtryk, ikke blot med Præsterne, men ogsaa med Menighederne! Saadanne trykte Sendebreve, som jeg, efter nogle andre Biskoppers Exempel, undertiden har sendt ud, have under almindelige Forhold ikke stor Betydning. Jeg havde holdt op hermed, naar jeg ikke udtrykkelig var bleven anmodet om at blive ved; jeg har mærket, at det har en egen Betydning for Beboerne, især de lavere stillede, naar de have seet Biskoppen i deres Kirke, da at faae en saadan Hilsen fra ham, hvormed de vide, at han har tænkt paa dem. Og naar nu Biskopperne have noget ganske Særegent at forhandle med dem, Noget, hvorom de have talt sammen i Timer, da de vare grebne af den Overbeviisning, at det, hvorom der handledes, var baade et stort og et fælleds Anliggende, og at den, der talte, burde høres, — mon saa ikke et saadant „Hyrdebrev“ (om man end ikke holder af at bruge denne Benævnelse ved enhver Leilighed, — her vilde den være paa rette Sted), mon det ikke vilde gjøre sin Virkning? Dog — jeg burde afholde mig fra at give Dem Raad. — Og nu Tr. selv! naar han har lovet at blive paa den evangelisklutherske Grund, mon han saa dermed ogsaa har meent et ville opgive den uevangeliske, eensidige Vægt paa Opvækkelsen, og dermed tillige at ville forandre sin Mening om de Præster, der ikke ere som han? I saa Fald kunde han endnu indordne sig, uden at opgive (foreløbig) sit særegne Kald, og kunde virke til Velsignelse og ikke til Forstyrrelse, hvor han nu er, eller paa andre Steder; thi paa mange Steder trænges der til Opvækkelse. Gid det maatte skee! gid han, om end ikke strax, kunde komme til Ro i en Menighed, som han vilde ansee som s. 112sin særlig, og nøies med herfra at virke opvækkende ud i videre Kredse! Ogsaa jeg har engang havt megen Godhed for ham, og glemmer aldrig det første Indtryk, han gjorde paa mig, som Een, der var sig bevidst at have et Kald. Er det en Lov for Livet, at det ikke kan udvikle sig uden igjennem Momenter, som ville gjøre sig ene gjældende, og derfor maae komme i Strid? Ja, det er Syndens Lov; og dette trænger udentvivl Tr. til at forstaae dybere, at under denne Lov staae ikke blot hans Tilhørere og de andre Præster, men ogsaa han selv og hans hele Virksomhed, da vilde han og den komme i Ydmyghed ind under Naaden. — — —

Om 8 Dage begynder jeg min sidste Visitats for iaar. Endnu engang Tak for Deres indholdsrige Brev!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenbavn, 31. December 1862

Paa Aarets sidste Dag maa jeg, kjære Biskop Laub, skrive Dem disse Linier for at takke Dem for Deres sidste Brev, hvilket jeg saa skammeligt har opsat at besvare, takke Dem for Deres Venskab i de henrundne Aar, hvilket De vil bevare mig i de kommende, og ønske Dem og alle Deres et glædeligt og velsignet Nytaar. Tiderne ere vanskelige, og Udsigterne taagede; dog kunne vi see Lys i Herrens Lys og glæde os ved hans Ord, hvilket De sikkert ogsaa har erfaret i denne Juul.

Hvad angaaer Trandberg, da har han desværre taget en beklagelig Retning i den senere Tid, idet Grunnet s. 113har været paa Bornholm, og Trandberg i Forening med ham har holdt aldeles extravagante Forsamlinger, fulde af exalterede Yttringer mod Folkekirken og dens Præster. Han er desværre et Rør, der drives om af forskjellige Vinde. Hos mange af hans tidligere Tilhængere har han derved skadet sig, og Hovedresultatet bliver vel desværre, at han ruinerer sig selv. I den allersidste Tid har jeg Intet hørt om ham, men maatte, da jeg modtog Efterretningen om den mislige Stilling, han paany havde indtaget ved at associere sig med Grunnet, paalægge Præsterne paa Bornholm ikke at lade ham vicariere for dem uden dertil indhentet Tilladelse, som endnu ikke er bleven ansøgt. Vi maae nu see, hvorledes det videre vil udvikle sig. Stort vil han ikke kunne udrette i Længden, da der, som sagt, allerede er indtraadt en Grise hos flere af hans tidligere Tilhængere. Ethvert Haab har jeg dog endnu ikke opgivet om ham. — —

Fra Baggesen i Bern modtog jeg i disse Dage nogle Ark af 2den Deel af Faderens philosophischer Nachlass, deriblandt ogsaa: letzte Bekenntnisse des christlichen Denkers. De have en overveiende philosophisk Charakteer, men det er glædeligt at see, hvorledes han mere og mere har nærmet sig Christendommen, bekjender sig til Syndefaldet og Forløsningen ved Christum, bekjender sig til Christum ikke blot som den Syndfrie, men som det menneskeblevne Ord fra Begyndelsen. Vistnok er det kun lidet udført, og jeg vil ønske, at de følgende Ark maae bringe Mere. Men i ethvert Tilfælde er det glædeligt at see, at han i sine sidste Dage har været i en saadan Tilnærmelse. Der var dog virkelig mere i Baggesen, end man her hjemme har villet indrømme, s. 114man kan ogsaa sige: kunnet erkjende, fordi han skrev saa Meget af sit Bedste paa Tydsk.

Endnu engang: glædeligt og velsignet Nytaar!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 12. Januar 1863

Tak, kjære Biskop Martensen, fordi De vilde være iblandt de Første, som hilste paa mig i det nye Aar. De veed, hvor høi Priis jeg sætter paa Deres Venskab, paa at kunne høre Deres Stemme ved enhver betydningsfuld Overgang i Tiden — eller Standsning i Begivenhedernes Gang —, thi det nye Aar kan jo betyde begge Dele; om De end ikke kan sige, hvad der skal komme eller ikke komme, saa kan De dog nævne det, vi have, som Tiden ikke kan tage fra os, og heller ikke tvinge til at gaae istaae, hvis Nærværelse og Magt ogsaa jeg har rigelig erfaret i den sidste Juul i Kirken og i mit Hjem. Gud hjælpe os at holde det fast og at stride derfor, naar Tid er! Han lade mig ogsaa beholde den Bistand heri, som han i en Række af Aar har ladet mig finde hos Dem! Aaret er jo i enhver Henseende begyndt mørkt, i Naturen, i Landet og i Kirken: dette er jo i Grunden det Gamle, og at det kan synes os nyt, er dog kun fordi vi staae paa et nyt Standpunkt, altsaa dog ere rykkede frem, nærmere hen imod det Afgjørende, naar det saa skal komme; han, som har ført os saavidt, vil og føre os igjennem! Hermed kan jeg i Regelen ganske godt trøste mig, og naar jeg bliver lidt modløs, kan jeg egentlig ikke sige, at det er Begivenhedernes og s. 115Tidens Gang, der trykker mig, men Tanken om den Deel, jeg skulde tage deri, det Spørgsmaal, om jeg er rykket frem med Tiden; og hertil vil De vel svare, at anderledes skal det ikke være i denne Verden. — — — Den Tid, jeg har tilovers fra Embedsforretninger kan jeg som oftest fylde — naar den kun vil slaae til — — — med Ting, som nærmest vel kun skulle komme mig selv til Gode, baade til Hvile og til Væxt, men saaledes dog middelbart maae blive til Nytte for Embedet. Jeg vil gjerne, at De skal tænke Dem mig som en rigtig lykkelig Mand; saaledes føler jeg mig saa ofte, naar jeg om Aftenen, en Vinteraften, kan sidde og beskjæftige mig med, hvad jeg helst vil, som da i Regelen er Theologi — og saa kommer til at tænke paa, hvor meget Godt der er givet mig, i mit Huus, i mine Embedsforhold og længere ud. Jeg kan da tidt gaae til Hvile med en inderlig Tak til Gud, som har gjort det saa godt for mig, for den Tid, der er gaaet, og for den, som kommer, hvori der er saa Meget endnu at tragte efter og naae, naar man kun er tro. Gid ogsaa De maae have rigelig af denne Lykke, af denne Ro til at være i Deres Eget, som dog kun er den indadvendte Side af Deres Embedsgjerning, der da og engang skal komme frem og blive os Andre til Nytte og Glæde! Jeg veed intet bedre Nytaarsønske for Dem, intet, som jeg tør indestaae for kommer mere fra mit inderste Hjerte. — Hvad De meddeler om Trandberg, er jo ikke glædeligt. — — Det kan vel ikke længe gaae paa denne Maade, men maa vel komme til en Afgjørelse; maaskee et formeligt Brud med Folkekirken lettest vil bringe ham til Besindelse, især naar kun Faa, som det jo staaer til at haabe, ville følge ham. — — — Hermansens Oversættelse s. 116af Psalmerne synes jeg godt om. Han har naturligviis været tro imod Texten, og i det Hele truffet det rette Sprog, undgaaet Lindbergs Vilkaarligheder og Særheder, og den gamle Oversættelses Stivhed og Uforstaaelighed; undertiden vilde jeg dog ønske, at han havde beholdt lidt Mere af den Førstes fyndige Korthed og den Sidstes Troskyldighed, især i saadanne Udtryk og Sætninger, som ere gaaede over i det kirkelige Sprog og kunne betragtes som Folkets Eiendom. Jeg veed ikke, om den er bestemt til strax at gaae over i den autoriserede Udgave. Hermansen er vel saaledes færdig, at man ikke kan vente Forandringer fra hans Haand; at underkaste den en Revision af en Commission blev vel at begrave den. Lad den saa hellere gaae som den er! — Hvad De meddeler om Baggesens Posthuma interesserer mig meget; jeg maa dog endnu see til at blive ordentligere bekjendt med denne Mand, der hos mig, som vel hos de Fleste, er bleven ganske stillet i Skygge af Øhlenschläger, hvad han jo selv har forskyldt. — Med hvad jeg her efter Sædvane sender Dem, har jeg ingen anden Hensigt, end at De skal vide, hvad jeg foretager mig. Naar jeg bliver ved med disse Nytaars Circulairer, da er det nærmest, fordi man har bedet mig derom; jeg føler hver Gang paany, at det ikke er let, og at maaskee jeg ikke er ret skikket til at skrive paa denne Maade: der var meget Mere, som skulde tages med, og det Enkelte skulde meget mere udføres, — to modstridende Fordringer paa et Halvark —, naar det skulde blive, hvad der er meent. En af Deres Præster, synes mig, forstaaer at gaae ind i den Tone, hvorpaa det her kommer an: Forfatteren af „Den lange Kirkevei“ og „Vogt s. 117dig for Mormonerne!“ ^*)Pastor Chr. Mynster. — men da han er en af mine ældste Venner, er min Dom maaskee partisk. Siig mig Deres Mening! — Og hermed Tak, inderlig Tak for det gamle Aar, og Guds Velsignelse i det nye over Dem og alle Deres!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 8. Februar 1863

— — — Hermansens Oversættelse af Psalmerne er vistnok et meget dygtigt og værdifuldt Værk. Dog troer jeg, at man maa sige, at Lindbergs, uagtet de mange Pletter, smager mere af Kjærnen. En stor Mangel hos Hermansen — hvilken ogsaa findes hos Lindberg — er i mine Tanker, at han med alt for liden Skaansomhed har behandlet den nu brugelige autoriserede Oversættelse, og paa mange Steder givet Noget, som er mattere. Dette gjælder isærdeleshed om saadanne Steder, som kunne kaldes classiske Fyndsprog, og som stadigt benyttes i det homiletiske Sprog og ere bekjendte for Menighederne. Her bør man vistnok ikke uden den mest tvingende Nødvendighed forandre Noget. Man maa huske paa, at det ikke gjælder om at give en Oversættelse fra et reent litterairt Standpunkt, men at man ogsaa bør tage et varsomt Hensyn til Traditionen, til den mangeaarige kirkelige Brug. Vi ere f. Ex. vante til at sige: som Hjorten skriger efter levende Vandstrømme, og der sees ikke, hvad der vindes ved at sige s. 118med Hermansen: som Hjorten sukker o.s.v. Det Første er langt bedre og mere levende. I den 1ste Psalme hedder det i den nu brugelige Oversættelse om den Gudfrygtige: Han er som et Træ plantet hos Vandbække. Det bliver aabenbart mattere, naar Hermansen siger: Bække. Vandbække har mere Rhythmus i sig og er mere malende. Der kan anføres en Række af saadanne Steder, hvor jeg for min Deel maa holde paa det Bestaaende. Det vil efter min Formening ikke kunne undgaaes, at en Commission nedsættes, for at overveie Forholdet mellem Hermansens og Lindbergs Oversættelser, og dernæst at revidere den, der maatte erholde Fortrinnet. Ingen af dem kan efter min Formening tages aldeles, som den er. Monrad confererede for et Par Maaneder siden mundtligt med mig om Sagen, og vi bleve enige om, at man først maatte tage nærmere Bestemmelse, naar der foreligger Mere af Hermansens Oversættelse, og man kan faae en fuldstændigere Dom. Forøvrigt antager jeg det som sandsynligt, at Hermansens vil erholde Prisen, men det forekommer mig, at man vilde gjøre sig skyldig i en Uretfærdighed, dersom Spørgsmaalet om Lindbergs Oversættelse aldeles ikke blev optaget.

Jeg seer af den Berlingske Avis, at nogle theologiske Candidater — — ville indgaae til Cultusministeren med et Andragende om Forandring i Henseende til Præsteeden. De theologiske Candidater træde i den senere Tid op paa en høist besynderlig Maade, der tillige synes at vidne om en ikke ringe Grad af aandelig Ørkesløshed. Der er dog i vore Dage en Subjectivisme uden Grændser. En Forandring i Præsteeden vil imidlertid ikke kunne foretages uden ved en reent kirkelig Lov, hvortil Organet s. 119fattes. Heller ikke indsees, at der i Præsteeden kan være Noget, der i Sandhed kan være besværende. Men der er al Anledning til at modsætte sig enhver Forandring i dette Stykke, al Anledning til at fastholde, at Præsterne ere forpligtede til den lutherske Kirkes Bekjendelse. Ved dette Andragende arbeider man — maaskee uden at vide det — den grundtvigske Præstefrihed i Hænderne.

Om Trandberg har jeg i den senere Tid Intet hørt undtagen igaar i Dansk Kirketidende, hvor den unge Lindberg kalder Cultusministeren en tyrkisk Pascha, fordi han ikke vil aabne Bornholms Kirker for Trandberg. — —

Lad mig til Slutningen — hvad jeg burde have gjort i Begyndelsen — bevidne Dem min Deeltagelse i Anledning af Deres Broders Død, som jeg erfarede gjennem Ludvig Mynster; det maa være tungt at miste en Broder, isærdeleshed dersom De have levet meget tilsammen.

Tak for Deres opbyggelige Hyrdebrev. Guds Kraft være stærk i vor Skrøbelighed under disse Tiders mangehaande Uro.

Deres af Hjertet hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 25. Marts 1863

Jeg maa begynde denne Gang med en Tak, fordi De har tænkt paa mig i Anledning af min Broders Død. Han var 12 Aar yngre end jeg, og vor første Omgang bestod i, at jeg gik med ham paa mine Arme; og da jeg var bleven Præst i Nærheden af Frørup, inden han s. 120kom hjemme fra, og han kom tilbage som Capelian, inden jeg forlod Fyen; da han var og blev et Barn af vort fælleds Hjem, hvor ogsaa min Kone havde levet nogle Aar, medens han var Dreng, saa kan De vel tænke, at der var bestandig en inderlig Forbindelse imellem os, om end Forholdet forandredes, da vi bleve mere jævnaldrende. Jeg troer ikke, at jeg i senere Aar paa nogen særlig Maade har baaret ham eller bidraget til bans Udvikling, hvormed han gik stille for sig selv. Han var ængstelig — maaske lidt for ængstelig — for at drages ind i Forbindelser, hvor han kunde blive overvældet, — hvortil der jo for Resten netop i hans Egn var Anledning, og han blev derfor helst i de gamle Forbindelser. En Grund til denne Tilbageholdenhed var vel ogsaa hans Helbred, som aldrig var stærkt. Paa denne Maade blev han til noget Heelt og Sundt. Forøvrigt stod han mig for nær i nedarvede Sympathier og Anskuelser, til at han kunde udøve nogen egentlig vækkende eller fremmende Virkning paa mig; men De veed, hvor godt det gjør at have En, af hvem man strax og uden mange Ord er forstaaet. Han blev meget tidlig Præst, fordi vor gamle Fader trængte til ham, og det gjorde mig dengang ondt for ham, at han ikke kunde leve nogle Aar som Candidat; men det viste sig strax, at han ikke havde Skade deraf. Allerede hans første Prædiken — han maatte begynde sin Tjeneste, inden han var ordineret, og denne Prædiken var den første, han havde skrevet — overraskede mig, ikke fordi den indeholdt Spirer til noget Overordentligt, men fordi han var fuldstændig paa det Rene med Maal og Vei, — ganske anderledes end min Begyndelse havde været. Han holdt sine Prædikener noget stivt og monotont, og s. 121det varede længe, inden han kunde slippe Papiret (ikke heri, skjøndt ellers i Meget, netop med Hensyn paa Prædiken, lignede han vor Fader, hvad De maaskee vilde slutte af en Yttring i Mynsters Meddelelser, der kun passer paa den Tid, hvorom den er brugt), og jeg vilde derfor næsten hellere læse end høre dem. Dermed kunde jeg tildeels vedblive herovre; og paa denne Maade og ved Breve, hvori hans Inderste kom frem, og som jeg fik, ikke hyppigt, men stadigt, indtil faa Maaneder før hans Død, vedbleve vi at leve med hinanden. Paa hans Død vare vi forberedte; men den kom paa en Tid, da han syntes at være i Bedring. I den sidste Nat var han ene med sin Hustru, kunde næsten til det sidste Øieblik tale; noget af det Sidste han sagde, var Grundtvigs Vers: „Kom i den sidste Nattevagt osv.“ Da jeg kom og saae hans Enke, var der et Gjenskin af denne Afsked over hende, mere Glæde over det Liv, hun havde levet, end Frygt for det, som forestod, uagtet hun med sine 5 Smaae gaaer ogsaa i oeconomisk Henseende en trang Tid imøde. Saaledes er denne Begivenhed ogsaa for mig bleven en af dem, hvorved man lærer „at sige Verden ret Farvel“, saa mildt og fredeligt, som muligt. De veed, at min Broder var en af Deres troe Disciple; Deres Portrait (det ældste, som han havde været med at tilveiebringe) var, om jeg ikke husker feil, den eneste Prydelse i hans Studerekammer. Jeg maa endnu tilføie, at de Breve, hvoraf nogle Fragmenter findes i den Mynsterske Samling under Benævnelsen „til Frørup Præstegaard“, ere til min Broder. Et Bilag til disse Meddelelser tænker jeg om kort Tid at kunne sende Dem.

Hvad De i Deres sidste Brev meddeler om Bibeloversættelsen er mig vel tilpas, omendskjøndt De maaskee s. 122af mine tidligere Yttringer har faaet det Modsatte ud. Jeg vidste ikke, og veed endnu ikke, hvorledes og af hvem Hermansen har faaet dette Hverv. Jeg forudsatte, at det, paa en eller anden Maade, officielt var overdraget ham, hvoraf maatte følge, at hans Arbeide væsentlig maatte benyttes. Jeg mener vistnok, at Lindbergs Oversættelse i Meget er heldigere, at Hermansens tidt er for prosaisk, altfor ængstelig for Nøiagtigheden og Forstaaeligheden, undertiden næsten commenterende. Men hvad jeg har imod Lindbergs, er ikke blot Vilkaarligheder og Friheder (ikke Platheder, som i de historiske Skrifter) i det Enkelte, som let kunde udslettes, men ogsaa noget Gjennemgaaende, en Stræben efter en poetisk Form i Inversioner o. desl., som ikke passer for en kirkelig Oversættelse, om den overhovedet passer og virkelig svarer til Textens Eiendommelighed. Jeg mener derfor, at Lindbergs ikke er skikket til at lægges til Grund ved en Revision, om den vel vil komme meget til Nytte. Især er jeg fuldstændig enig med Dem angaaende den Ret, der tilkommer det Arvede, det, som er Menighedens Eiendom, og mener, at der egentlig aldrig burde været Tale om Andet end om „Revision“, hvorunder jo enhver ønskelig Forandring kan komme med. Hvad jeg havde imod en Commission, var kun Besværligheden ved her at naae til et Resultat, og den lange Tid, som den vilde behøve. Jeg synes, at der var Intet til Hinder for at faae denne Commission nedsat strax. Vel indseer jeg, at det Enkelte ikke kan gjøres færdigt, før det Hele foreligger; men der var dog Meget og megen Tid vunden, naar man ved at gjennemgaae den første Prøve, kunde enes med Oversætteren om de Principer, hvorefter der maatte arbeides videre. s. 123At den gamle Oversættelse er ubrugelig, saa at man for Tiden ingen Oversættelse har af det gl. Test., det er ikke min Mening (en af mine Bekjendte er netop i Anledning af Hermansens Oversættelse, ved at sammenligne, til sin Forundring kommen til samme Resultat); men det er nu sagt saa tidt, at det troes, og følgelig virker, som om det var sandt. Jeg mener derfor visselig, skjøndt jeg glæder mig til en ny Oversættelse, at det har ikke større Hast dermed, end at det første Hensyn maa blive at faae noget Godt.

Bevægelsen imod Præsteeden har gjort et ubehageligt nedslaaende Indtryk paa mig; den vidner om en Aand, som der mere og mere vil blive at kæmpe imod. Det er den samme Tendents, som vilde afskaffe C0nfirmationen, eller give den fri, eller holde paa den, men saaledes, at dog det 3die Spørgsmaal skulde udelades; man vil holde Alt, men Intet love. Jeg mener, at skjøndt man vistnok ikke holder Alt, hvad man lover, saa holder man dog Intet, naar man ikke engang, og det ret alvorligt, har lovet det. Man betragter et Løfte kun som et Aag, og kjender ikke Velsignelsen deri. — — — I den nærværende Bevægelse er vistnok et Forsøg paa at tilsløre Forpligtelsen paa de symbolske Bøger, og tillige, mener jeg, paa at frigjøre sig for Sjælesørgerpligten (Forholdet til Sognemenigheden). Men her viser sig ogsaa en Mangel paa Sands og Respect for Historien (i en Tid, da der drives Afguderi med historiske Bagateller); deri maatte man kunne forstaae, at hvad der har og maa faae Skikkelse af den Tid, hvori det er blevet til, ligefuldt kan komme til Anvendelse under forandrede Forhold, og behøvede ikke at klage paa eengang over, at Eden binder for stærkt, og at den overlader for Meget s. 124til Samvittighedens Forklaring. Det er ikke saa underligt, at de Unge ikke see, hvor man vil hen (nogle af mine unge Venner have bagefter erklæret sig for „overrumplede“); men det er sørgeligt, at deres Tid skal optages paa denne Maade, og at de skulle lære, det er dem (ikke oἰ πρɛσßuτɛρoι, men oἰ. vɛωoτsρoι), fra hvem det Bedre skal udgaae. Det er sørgeligt, naar de lære at oversee det Ansvar, man paatager sig ved at give sin Stemme til Noget, hvorom man mener at have en Overbeyiisning.

Jeg er bleven anmodet om at virke for den paatænkte Diaconisseanstalt, men kan desværre ikke gjøre det med saa fuld Overbeviisning, som det maatte ønskes. Det havde været heldigt, om der var givet dem, hvis Medvirkning man ønskede, noget mere Underretning end ved en Henviisning til, hvorledes disse Anstalter see ud andensteds. Men ogsaa ved Tanken i Almindelighed, ihvor smuk og christelig den end er, er der Noget, hvormed jeg ikke kan komme paa det Rene. Den apostoliske Tanke var, at Enker skulde udvælges, saadanne, som havde endt deres Tjeneste i Familien, som ved Livets Gang, imod deres Villie og oprindelige Bestemmelse, vare førte bort fra den. Nu er det Piger, man tænker paa, endog unge Piger (fra det 18de Aar). Man vil ikke modtage noget Løfte, men forudsætter dog, at de skulle hengive sig ganske til denne Tjeneste. Det forekommer mig, at de „qvindelige Pleieforeninger“, som nu opstaae næsten overalt, som for største Delen bestaae af Huusmødre, der have meget Andet at varetage, men forskaffe sig Tid til at besøge Syge og Fattige i en vis overtagen Kreds, og medvirke til, at den private Gavmildhed kan blive anbragt ret, og efter Evne til, at s. 125ogsaa en christelig Sjælepleie kan forbindes dermed, — at disse Foreninger, (og flere lignende, — Børne-Asyl-Foreninger o.s.v.) vel kunde betragtes som evangeliske Diaconisse-Indretninger. Det forekommer mig, som om man ved Diaconisseanstalterne vil have et Embede, og ikke nøies med en Tjeneste. Pleieforeningernes Huusmødre kunne naturligviis ikke overtage den directe, stadige Sygepleie; naar de naae, hvad de ville, maae de trænge til „tjenende Søstre“ af lavere Grad. Men just i denne Henseende har jeg endnu en Bemærkning. Diaconisserne, saaledes som man nu forestiller sig dem, behøve en Dannelse; de maae derfor (væsentlig, jeg tænker, Erfaringen bekræfter det) udgaae fra de dannede Classer; de Udannede kunne ikke blive „Søstre“. Og saaledes kunde der frygtes for, at man ved disse Anstalter er i Begreb med at berede en særlig „trang Vei til Livet“ for det christelige Aristocrati — —. Jeg troer, man feiler ved at ville samle det Meget af denne Art, som rører sig i vor Tid, og organisere det i Eet, istedetfor at lade det udvikle sig frit i de forskjellige Retninger og Skikkelser. Og er det Uret, naar man har kaldet denne Tendents katholiserende? Dømmer jeg skjævt eller haardt, saa viis mig, kjære Biskop Martensen, at jeg har Uret! — — —

Dersom der iaar var blevet et Bispemøde, som nu i alt Fald bliver udsat til Efteraaret, havde Engelstoft paataget sig at føre „Præsternes Selvcommunion“ paa Bane. Er det ikke en Indledning til den stille Messe?

Men det er paa Tide, at jeg ender dette Brev, fordi jeg allerede har rørt ved altfor mange Strenge. Ja kunde jeg sidde ved Deres Side, saa var jeg endnu ikke færdig: Naar det kan skee, veed jeg ikke.

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 30. Marts 1863

Kjære Biskop Laub ! Med sand Glæde og Opbyggelse har jeg læst den Skildring, De giver mig af Deres afdøde Broder, og jeg mindes ham nu tydeligt blandt mine første Tilhørere. Maatte ogsaa vi, naar Timen kommer, saaledes kunne „sige Verden ret Farvel“.

Med Hensyn paa Diaconissesagen, har De aldeles Ret, at der hertillands foreligger altfor Lidet, til at man kan ville træde op til Fordeel for den. — — Jeg har erklæret, at jeg ikke vilde modsætte mig, men tvertimod støtte Sagen (hvilken jeg troer i sig selv maa erkjendes som et smukt Livstegn i vor evangeliske Kirke, et Modstykke til de barmhjertige Søstre i den katholske Kirke, men paa evangelisk Grund), naar de rette Personligheder hertil kunne findes. Qvindelige Personligheder troer jeg nok vil kunne findes, da der er saa mange Ugifte, som paa denne Maade ville kunne udfylde Deres Tilværelse paa en værdig og for dem tilfredsstillende Maade. Men i Særdeleshed har jeg fremhævet — —, at der udfordres en Præst, som kan borge for Stiftelsens evangeliske Charakteer og normale Forhold til den lutherske Kirke, og som tillige (efter Fliedners Forbillede) har en særegen Begavelse og Kaldelse til saadan extraordinair Virksomhed, kan give Diaconisserne den rette religieuse Veiledning og udøve den beaandende Indvirkning baade paa Stiftelsen og paa Publicum, hvor Sagen naturligviis vil møde ikke liden Opposition. — — Der synes i Geistligheden ingen Stemning at være for denne Sag. Det er ogsaa muligt, at den ikke ret stemmer med vor Folkecharakteer, hvorfor jeg atter og atter har indskjærpet, at om man end optog Ideen udenfra, burde man dog i s. 127Udførelsen gjøre den saa dansk som muligt, isærdeleshed ved at afholde sig fra alt udvortes Væsen, altfor iøinefaldende Klædedragt o.s.v.

— — — Jeg for min Deel har foreløbigt ganske lagt Indbydelserne hen. Jeg indtager ingen polemisk, men en afventende Stilling, og troer, at De, kjære Biskop Laub, kunde gjøre det Samme. Man kan dog ikke optræde til Anbefaling for Noget, der endnu kun svæver i Luften. Der er, som jeg ogsaa har fremhævet — —, noget Unaturligt i hele Maaden, hvorpaa denne Sag er bleven indledet. Det Normale vilde være, at der først skulde fremstaae en Mand, der var begeistret for Sagens Indførelse i vort Fædreland, og som da skulde henvende sig — — om Pengeunderstøttelse. Nu er det omvendt; der samles Penge til dette Øiemed, men man søger Begeistringen og Manden.

Det er muligt, at De, kjære Biskop Laub, har Ret, at vore Pleieforeninger ere den for os meest passende Form, og at vi ikke godt taale den umiddelbare Fremtræden af det christeligt- Religieuse paa en saa prononceret Maade. Paa den anden Side troer jeg, at Diaconisseindretningen kan udføres i ægte evangelisk Aand, ligesom den ogsaa trindtomkring har udført store og beundringsværdige Ting. Ogsaa finder jeg, at anseete Ethikere i den evangeliske Kirke, Rothe, Sartorius o. A. i høi Grad anbefale den.

— — I lang Tid har Intet i den Grad været mig anstødeligt, som Christianis — — Artikel om Inspirationen. Jeg troer, at jeg i min næste Ordinationstale vil sige nogle Ord derom. Hovedspørgsmaalet er aldeles ikke, hvorledes man videnskabeligt tænker sig Inspirationen eller Forholdet mellem Guds Aand og Menneskets Aand s. 128i Apostlene, om de gamle Theologer have feilet osv.; men Hovedspørgsmaalet er, om der bør tillægges det apostoliske Ord i de Ting, som høre til Troen og Læren, en ubetinget og ufeilbar Myndighed, med hvilken intet andet hverken mundtligt eller skriftligt Ords Myndighed kan sammenstilles, men som Kirken til alle Tider skal bøie sig under. En saadart ufeilbar Myndighed viser vistnok hen til en anden Inspiration end den, der kan blive os til Deel. Men hvorledes man end vil besvare alle de subtile Spørgsmaal, der kunne opkastes om Inspirationens Hvorledes, maa det dog kræves af enhver Christen og af enhver christelig Prædikant og Lærer, at han bøier sig under den apostoliske Myndighed, ikke blot i Henseende til de hellige Kjendsgjerninger, men ogsaa i Henseende til disse Kjendsgjerningers rette Forstaaelse. Vi bekjende os til de hellige Kjendsgjerninger i det apostoliske Symbol, men denne Bekjendelse bliver jo til uforstaaelige Lyd, naar vi ikke have den apostoliske Skrift. Med hvilken Myndighed skulle vi kunne prædike Troen for Menigheden, naar vi ikke kunne støtte os til Apostlenes Myndighed som dem, hvilke det blev givet at overlevere til alle kommende Slægter ikke blot Aabenbaringens Factum, men ogsaa dens rette Forstaaelse, uden hvilken dette Factum aldeles ikke kunde nytte os? Hvorledes skal jeg, der agter, vil Gud, paa Langfredag at prædike om Herrens Død for Menigheden, kunne optræde med Myndighed og sige noget Tilforladeligt, dersom jeg ikke af Herrens egne Ord, som vi kun have gjennem Apostlene, og af Apostlenes Ord kan med mine Tilhørere erkjende, at Herrens Død ikke er en blot Martyrdød, men en virkelig Forsoningsdød for vore Synder, ved hvilken han har bragt et Offer til for bestandigt at forsone s. 129dem, der helliggjøres? Han, som ikke vidste af Synd, haver Gud osv. osv. — — — Skulde Christiani virkelig for Alvor vidne og stride for sin Tro i aandelig Kamp, skulde han vel erfare, hvor langt han vilde komme med det apostoliske Symbolum alene og med Snakken om Grundtvigs mageløse Opdagelse, efter først at have bortkastet Skriften og givet den apostoliske Myndighed til Priis ved at indrømme, at Andre i Kirken kunne optræde med samme Myndighed, og altsaa kunne corrigere Apostlene i deres dogmatiske og ethiske Lærdomme. Jeg kan imidlertid ikke antage, at de andre Grundtvigianere ere enige med ham, og allermindst kan jeg antage det om Grundtvig selv. Gunni Busck besøgte mig for nogen Tid siden og yttrede sig misbilligende om Christianis Artikel.

Og nu, kjære Biskop Laub, lev vel, og Herren give Dem og os Alle sin rige Velsignelse i denne Paaskehøitid. At den stille Uge er ophævet er mig til ikke ringe Sorg og hører til det meget Uhyggelige og Ulystelige, vi maae opleve. Det er ikke vanskeligt at nedbryde hvad der kan tjene til at styrke den religieuse Bevidsthed i Folket, men meget vanskeligt at gjenopbygge det.

Deres af Hjertet hengivne H Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 12. April 1863

— — Og saa maae jeg, om end kun med et Par Ord, takke Dem for, hvad De nylig saa aabent og udførligt og snart har yttret om Diaconissesagen. Det er fuldstændigt hvad jeg trængte til at høre af Dem. s. 130Jeg trængte ikke blot til at bestyrkes i den Beslutning, ikke for hastigt at anbefale, hvad jeg ikke kjender, men ligesaa vel til at bestyrkes i min Tillid til en Sag, som jeg dog ønskede at kunne have Tillid til, ogsaa for de Mænds Skyld, som have stillet sig i Spidsen for den. Min Forestilling om det Katholicerende ved Diaconisseanstalterne havde jeg ikke blot fra de trykte Meddelelser, men ogsaa fra det Indtryk, som Frøken N. N., der i længere Tid har opholdt sig i Diaconisseanstalten i Hannover, om hun end ikke definitivt er bunden til den, har gjort paa mig, naar hun med Varme anbefalede denne Sag, og det dog uvilkaarligt kom frem, at hun der aldeles havde opgivet al Ret til at bestemme sig selv, til at beskjæftige sig med Andet end hvad Anstalten gjorde hende til Pligt, til at stifte nogen nærmere og fortroligere Forbindelse med enkelte af Diaconisserne, fordi derved krænkedes det Forhold, hvori „Søstrene“ uden Forskjel skulle staae til hverandre, — og naar hun føiede til, at her befandt hun sig vel, men i Straszburg, hvor hun ogsaa havde været en Tid, var det hende for strengt. Jeg meente i hendes Fortællinger at skimte alle tre Munkeløfter. Men De kan have Ret i, at dette ikke er Katholsk, men Tydsk, og at det kun gjælder om ikke at optage noget Fremmed. Jeg har læst af Deres Brev for Andre, som trængte til mere Lys i denne Sag, og de have ret glædet sig over Deres Udtalelse. Jeg og de Andre her, med hvem jeg har talt om Sagen, ville altsaa bie, og indtil videre haabe det Bedste, naar først Manden er der.

— — — Endnu engang Tak for Deres rigtig kjærkomne Brev og for alt det Gode, jeg har og faaer fra Dem.

Deres inderlig hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn. 30. April 1863

Hermed, kjære Biskop Laub, sender jeg Dem en liden Tale, som jeg ikke har kunnet holde tilbage ^*)Apostlenes Inspiration. Tale ved Præstevielse.. — — — Gud befalet!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 5. Mai 1863

Kjære Biskop Martensen! Det er kun tilfældige Omstændigheder — —, der indtil nu have forhindret mig i at meddele Dem, at jeg allerede i Løverdags havde den Tale, som De holdt Onsdagen forud, og allerede samme Aften læste den anden Gang i min lille Kreds. Jeg troer, det vilde have glædet Dem at bemærke det Indtryk, som den her gjorde. Jeg pleier ved saadan Leilighed at lade mine Tilhørere, især de qvindelige, gjøre deres Bemærkninger, før jeg selv siger Noget. Det var især to Ting, som ved denne Tale greb dem: den Myndighed, hvormed der blev talt, og den Text, De havde vidst at finde; og jeg har for mit eget Vedkommende ikke Meget at tilføie. Da De for kort Tid siden forberedte mig paa, at De vilde forhandle denne Sag: „Apostlenes Inspiration“ i en Ordinationstale, da vil jeg bekjende, at jeg ønskede, at De havde valgt en anden Maade at udtale Dem paa, hvorved De ikke hindredes af de Hensyn, som nu Tid og Sted og den Handling, hvortil Talen hørte, maatte paalægge Dem. Men efter at have læst Deres Tale, maae jeg dog troe, at De har s. 132valgt det Rette. Det, hvorpaa det kom an, var ikke udførligt at gjentage, hvad der er sagt mere end een Gang baade af Andre og af Dem selv, men at sige det, hvorom det gjaldt, med det Eftertryk, som Stedet og Handlingen og det Skriftord, hvortil Talen knyttedes, og som dog her fik en væsentlig anden Plads end i en Afhandling, maatte give det, at sige det med den kirkelige og apostoliske Myndighed; det, hvorpaa det kom an, var, som De selv siger, S. 9, at komme fra de Lærdes Skoler ind i Kirken. Og idet De saaledes har holdt Dem til det Ene, hvorom det gjaldt, har De vidst — hvad jeg ikke havde troet muligt — at faae alt det med, som maatte tages med, saa jeg ikke veed, at jeg savner Noget. Hvad De har sagt imod den Paastand, at Skriften er et dødt Ord, eller om Aanden, som er den samme, nu og da, men just derved, at Forskjellen bestaaer ukrænket, dette og det Øvrige, som berører Stridsspørgsmaalene, kunde vist ikke være sagt mere indtrængende og slaaende end det her er skeet. Tak — — for dette levende, klare, kraftige Vidnesbyrd! Gid det maa gjøre sin Virkning langt omkring! At det skal omvende Grundtvigianerne, kan man vel ikke troe; men det vil dog vel lære dem at tale forsigtigere, det vil ogsaa maaskee bringe Nogle til Eftertanke om, hvortil det maa føre hen, naar man vil være en Troende og have en Kirke, uden at have Skriften og Apostlene med; og det vil sikkert tjene Mange til Bestyrkelse, som ikke kunne undvære det skrevne Ord, men ikke vidste, hvad der skulde svares paa den forvirrende Tale.

— — — Jeg har nu faaet 2. Deel af Baggesens „philos. Nachlass“. Tiden — — — har ikke tilladt mig at læse Alt, men jeg troer, at jeg har faaet det med, som s. 133meest maatte interessere mig, det, der især vedkommer, hans Personlighed og aandelige Historie, og det har i høi Grad tiltrukket mig. — — Hans Søn har vist Ret i, at han ved sit Livs Ende var ganske en Christen, om der end fattedes Noget i hans Christendom; thi hvad der manglede, var vist holdt aabent, og ikke udfyldt med noget Andet, med noget Benægtende. Naar mankjenderBaggesen fra denne Side, kan man umulig kalde hans „Adam og Eva“ en letfærdig Travestie. Ihvad man kan have imod hans Opfattelse af Synden og dens Oprindelse, maa man linde dyb Alvor i dette Digt, og i poetisk Henseende maa det vel staae høiest blandt Alt, hvad han har skrevet. Slangens Samtale med Eva er dog et sandt Mesterværk. Men er det ikke sørgeligt, at B. har skrevet sit Bedste paa Tydsk? Mon ikke hans Liv i Kbhvn. var blevet et heelt andet, dersom man dengang havde kjendt ham, som han nu, saalænge efter sin Død, viser sig for os? — — Forøvrigt kan B. vel ogsaa tjene til Beviis paa, at Skriften er mere end et dødt Bogstav, baade ved den Maade, hvorpaa han selv er kommen til Christendommen, og ved den Virkning, hans efterladte Skrifter kunne gjøre til Berigtigelse af det Indtryk, hans levende Nærværelse har gjort. — —

Deres hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 18. Juli 1863

Kjære Biskop Martensen! Den Tale ^*)Over Arveprinds Frederik Ferdinand. som De sidst har sendt mig, og hvorfor jeg først nu, imellem Landemodet s. 134og en Visitatsreise, kan komme til i al Hast at bringe Dem min Tak, hører jo til dem, om hvilke man i Almindelighed mener, at Taleren maa være tilfreds, naar han kan faae at høre, at han er kommen vel derfra, og hvori man ikke venter at finde noget dybere Indhold. At det her er ganske anderledes, at De har gjort et alvorligt Indtryk paa Alle, som have hørt (En af dem har jeg talt med) og læst Deres Tale, ved den eiendommelige Maade, hvorpaa De har vidst at lade den almindelige Gravtanke, al menneskelig Herligheds Forfængelighed, komme os nærmere i Tanken paa vort gamle udtørrede Kongehuus, og derved at aabne en Plads, hvor en i sig selv ubetydelig Personlighed kunde med sine mere private Forhold faae Betydning, det har De sikkert allerede hørt fra mange Sider. Jeg har ved Læsningen af den været hensat i den gamle Tid, da vi toge Hatten af for alle kongelige Personer, og med Veemod følt, at den Blomst er visnet. Jeg kan endnu tilføie, at jeg har ligesom hørt Deres Tale fra den kjære gamle Domkirke, hvor den saa ganske passede.

Hvad Deres Ordinationstale angaaer, og den Modtagelse, den har fundet, da har det især overrasket mig, at man bebreider Dem, at De har gjort i en Tale til Præster, hvad man selv gjør idelig fra Prædikestolen for Menigheden.

Paa vort Landemode ^*)Se Evang. Ugeskr. 1863, Nr. 12—13. har Christiani bragt sin Sag til Forhandling. Han begyndte saa smukt, roligt og med saamegen Omhu for at undgaae Anstød, at det tegnede til i det Mindste at skulle ende fredeligt. Men da han paa min Anmodning om en nærmere Forklaring blev s. 135siddende og lod Cand. Kragballe, som var fulgt med ham, reise sig, gav dette Anledning til en Episode, som endte med, at det kunde ikke tillades Kr. at tale; og derefter forholdt Christiani sig saa temmelig passiv, ja forlod endog med Kragballe Kamppladsen, førend Forhandlingen var erklæret for sluttet. Saaledes er han: jeg troer vist, at han er kommen med det oprigtige Forsæt at udslette det Indtryk, som hans tidligere Udtalelser om Skriften have gjort; men saa blev han stødt og lod det Hele gaae sin skjæve Gang. Jeg troer ogsaa, at han har skjønnet paa, at jeg har villet skaffe ham Plads for denne Forhandling; maaskee han, naar vi igjen sees, vil indrømme, at han har handlet upassende imod mig, men han vil vel til andre Tider lade det Hele gjælde for et Martyrium. — -—

Hos mig seer det for Tiden ikke ret glædeligt ud, da min Svigerinde, som er saa Meget for mig og mine Børn, i omtrent et Fjerdingaar har været betænkelig syg, og vi endnu ikke vide, om vi tør troe, at hendes Tilstand er i Bedring. Gid jeg fra Dem maa høre alt Godt!

Deres hjertelig hengivne

O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Udby ved Holbæk, 29. Juli 1863

Hjertelig Tak, kjære Biskop Laub, for Deres Brev, som jeg besvarer med disse Linier, der skrives i Hast, paa Visitats. — —

Hvad De skriver om Christianis Optræden paa Landemodet, er jo mærkeligt. At Kragballe ikke kunde faae s. 136Ordet, var jo fuldkomment i sin Orden, og det Modsatte vilde have været en Uorden. — — Christiani besøgte mig for nogen Tid siden i Kbhvn. (før Landemodet), fandt, at jeg havde taget for haardt paa ham i min Tale, og da jeg sagde, at jeg nu var aldeles tilfreds efter hans sidste Erklæring, yttrede han, at han ikke vilde have denne betragtet som en Retractation, men kun som et Supplement. Jeg yttrede, at det var mig det Samme, hvad han kaldte det. Forøvrigt skiltes vi i al Venlighed.

Denne Inspirationsstrid maa formeentligen betragtes som afsluttet, da Vedkommende have retracteret. Derimod staae de andre store og gamle Punkter tilbage: Ordet af Herrens egen Mund, Skriftens skjæve Stilling til Symbolet, Gudsordet til os. Vistnok ere disse Punkter mange Gange drøftede, men jeg troer næsten, at man uden at skye Gjentagelsen bør tage dem op paany, thi Eensidigheden bliver dog crassere og crassere. Grundtvigs Artikel om Lysordet og Livsordet ^*)Se Dsk. Kirketidende 1863. Nr. 22. synes at opfordre dertil. Trandberg er da udtraadt, og det Haab, jeg forrige Sommer nærede, blev saaledes skuffet. I en vis Henseende er det godt, at det er kommet til et klart Forhold, men for Trandberg gjør det mig ondt. — —

Gid jeg snart maatte høre, at Alt staaer sig vel i Deres Huus!

Deres af Hjertet hengivne

H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 11. September 1863

Kjære Biskop Martensen! I det Brev, som De allerede for 1½ Maaned siden sendte mig fra Udby Præstegaard, — — var der især Eet, som meget maatte glæde mig; det var Deres Antydning af, at De nok vil optage det grundtvigske Spørgsmaal paany. Det viser sig mere og mere, hvor Mange der ere, især blandt de Unge, som ikke kunne forstaae Skriftens Plads i en levende, vidnende Menighed, som mene, at Forholdet mellem Skriften og Kirkens Bekjendelse er et Enten—Eller, at man enten maa være Grundtvigianer eller overgive Alt til en rationalistisk Vilkaarlighed og bestandig begynde forfra paa bar Bund; der ere Mange, hvem de seneste Udtalelser om Skriften have forarget, men som dog have ondt ved at modstaae denne Dragen henimod „den kirkelige Anskuelse.“ Dem er det paa lide at komme tilhjælp, og Ingen kan gjøre det med saadan Klarhed og Sikkerhed som De. Jeg glæder mig inderlig til at faae Noget herom fra Deres Haand, hvori De vil kunne tage Meget med, hvorfor der ikke var Plads i Deres Ordinationstale, eller som der kun kunde antydes.

— — — Med Trandberg tog det da en sørgelig Vending, hvorfor jeg har frygtet, og imod hvilken jeg har advaret ham omtrent fra det Første, vi mødtes, og der er neppe Grund til at haabe af ham den Charakteerstyrke og Selvfornægtelse, som hører til at gjøre dette Skridt tilbage igjen, som Lammers. — — Da „hvert Medlem af Menigheden skal særlig optages,“ — — og da denne særlige Optagelse dog vel maa beroe paa en særlig Prøvelse, saa er jo hermed principielt Barnedaaben forkastet; og vil man ikke skride til i Virkeligheden at s. 138afskaffe den, saa kan jeg ikke see, at der er Andet at vente end enten at Barnedaaben (altsaa Daaben) bliver det, der Intet afgjør om Optagelsen i Menigheden, eller at det Særegne ved denne Menighed maa holde op, naar den er dannet, naar den ikke længere skal recruteres ved Optagelse udefra, men ved Børn, som fødes i dens Skjød. — —

Med min Svigerindes Helbred har det i den sidste Tid taget en glædelig Vending; hun kan nu, efter et Fjerdingaar, igjen være lidt oppe, og der er Haab om, at Sygdommen kan ganske overvindes.

— — — Paa Deres Breve og Deres Venskab skjønner jeg altid inderligere og taknemmeligere.

Deres O. Laub).

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 10. October 1863

Hermed, kjære Biskop Laub, sender jeg Dem hosfølgende Skrift ^*)Til Forsvar mod den saakaldte Grundtvigianisme., om hvilket uden Vanskelighed kan forudsees, at det ikke vil skaffe mig personlige Behageligheder, men som jeg har skrevet for Sagens Skyld og for efter Evne at bidrage til Luftens Renselse, da denne i den senere Tid har været og er trykkende.

Deres H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 28. October 1863

Kjære Biskop Martensen! Jeg har lige siden jeg ved min Hjemkomst fra en Visitats forefandt Deres lille Bog, trængt til at skrive til Dem, men har ikke kunnet komme dertil, saaledes som jeg vilde. Og jeg kan det endnu ikke; jeg kan ikke sige Dem, hvad jeg saa gjerne vilde; jeg kan kun sige Dem, at jeg ikke i lang Tid, ikke siden De sidst skrev i den Kragballeske Sag, har havt en Glæde af den Art som i disse Dage, ved at læse hvad de her har skrevet, og læse det paany for min lille Kreds, og der tale derom, og saa naar jeg kom ind i mit Kammer, igjen læse i denne Bog; thi, som en Ven har skrevet til mig om den: „naar man har læst den et Par Gange for Nyttens Skyld, saa kan man læse den igjen et Par Gange for Fornøielsens Skyld,“ — kun vilde jeg føie til: og dog endnu tillige for Nyttens Skyld. Det er maaskee tor en Deel paa denne sidste Maade (for Fornøielsens Skyld), Deres Bog er læst af de Mange, hvis Enthousiasme sees af Bladartiklerne og den rivende Afsætning. Men den fuldendte Form vilde dog være et meget relativt Fortrin og kunde være et misligt Fortrin, naar det ikke væsentligt beroede paa et indre Fortrin, den sjældne Gave til at see, hvorpaa det egentlig kommer an, og derefter at stille Alt i rette Orden. Men hvor dette indre Fortrin er, der har man dog ogsaa Lov til at glæde sig, naar det ydre Fortrin kommer til, denne sjældne Gave til at give de indre Syner Skikkelse, sætte Lyset paa Lysestagen og skrive saaledes, at det kan læses af Alle (med nogen Dannelse), ogsaa af Saadanne, som maaskee meente, at Sagen slet ikke kom dem ved, eller ikke kunde forstaaes af dem. Naar jeg skal nævne s. 140noget Enkelt (som dog i Grunden ikke kan skilles ud fra det Hele), saa skal det være de to mesterlige Skildringer, hvormed De begynder og ender: den af Lessing, som i Grunden ikke er Andet end en ligefrem Beretning, men just derfor paa dette Sted, som en Indledning, er af en ganske særegen Virkning (jeg vil ikke sige „mageløs,“ thi Magen findes i Deres forrige Skrift til Grundtvig, i Stedet om Donatus), og den af Grundtvig. Om den sidste ville maaske Nogen mene, at det er farligt at gaae saaledes ind paa det Personlige, og Ingen har vel uden spændt Forventning kunnet begynde Læsningen af dette Afsnit; men naar man har læst det til Ende, saa maa man dog sige, at dette hørte nødvendig med for at afslutte det Hele og kaste det rette Lys derover, ligesom jo intet andet Afsnit af denne Bog er saa rigt paa Antydninger af det meget Enkelte, som ikke har kunnet faae en videre Udvikling, men kun skullet sættes paa den rette Plads. Naar man har beskyldt Clausen for, at hans Skrift ^*)Skriftordet og „det levende Ord.“ var beregnet paa Grundtvigs Høitidsdag, saa vil man da ikke kunne sige det om Deres, idetmindste ikke i samme Betydning; og hvad enten man vil finde Skildringen træffende eller ikke, saa tør det dog paastaaes, at dette Afsnit af Deres Skrift i sin Tid vil komme til at gjælde for Mere end et Stykke Polemik. Foruden disse to Afsnit maae jeg endnu nævne Udviklingen (S. 67) af det platoniske Sted.

Jeg vilde endnu gjerne nævne særlig — skjøndt det vel ligger i det Foregaaende — som det, man har at takke Dem for, den Stemning, hvori man komme.r ved at læse Deres lille Bog, og som dog maa ligge i den, s. 141være den, hvori den er holdt, og hvorom man maa troe, at det er ogsaa den, hvori Forfatteren var, da han skrev den. Jeg har været Clausen taknemlig for, hvad han har skrevet, det har gjort et alvorligt Indtryk paa mig; men jeg kan ikke sige, at det i den rette Betydning har glædet mig, har gjort mig glad. Han har havt meget svært ved at see „Sandhedsmomenterne“ hos sine Modstandere; medens han lægger den alvorlige stærke Vægt paa Ordet, er dog Sacramentet nærved at forsvinde. Det kan dog ikke nægtes, at i de Citater, som handle om Daaben, er Valget meget eensidigt. Om det nu kommer heraf (thi først naar man forstaaer sin Modstander, kan man føle sig fri ligeoverfor ham), eller det tillige ligger i hans Eiendommelighed, det veed jeg ikke; men der er noget Mørkt i hans Skrift (ikke i Tankerne eller Ordene, thi her er han klar, men i Stemningen), noget Fortrykt, som virker nedtrykkende. Men Deres Bog kan gjøre En glad. De kan have havt Deres alvorlige Timer under Arbeidet med den, men dem mærker man Intet til, de ere overvundne, og man mærker kun den fulde Fortrøstning til, at Sandheden maa seire. Denne Stemning gaaer igjennem det hele Skrift, og kommer stærkest frem i Slutningen; man kan ikke tvivle om, at De selv har været glad, da De skrev; og derfor føler man sig saa tryg og glad hos Dem. Det er vel ikke Alle, som komme i denne Stemning ved Læsningen af Deres Bog, men det tør man dog være vis paa, at Ingen i den skal kunne høre „et Nødskrig.“

Hvorledes Grundtvig agter at tage Sagen, har han jo allerede viist i de 3 Digte i Kirketidenden ^*)Se Dsk. Kirketidende 1863 Nr. 44., hvoraf s. 142det mellemste („hvad“ og „hvorledes“) endog maa forudsøette en fuldkommen Misforstaaelse af, hvad De har skrevet. Det har bedrøvet mig meget at læse dette, og jeg havde ikke ventet, at han saa nemt kunde blive færdig. Ville nu hans Tilhængere følge Exemplet, kun repetere det Gamle og lade, som om der Intet var sagt, hvorpaa der maatte svares, saa maa jo Alt paa den Side blive ved det Gamle. Men desto vissere vil da og Deres Skrift gjøre sin Virkning til den anden Side; det vil dog frembringe en Vending i Tingene. Jeg troer, at der iblandt de unge Theologer ere Mange, som ikke ville være Grundtvigianere, og i hvem der dog er for meget Liv til, at de kunne blive uberørte af dette mærkelige Phænomen, som følte, at der var noget Farligt i den Retning, hvori man vilde drage dem ind, men ikke kunde sige sig, hvad det var, som derfor sluttede sig til Clausen, men dog med en Følelse af, at det ikke gik an, som han dog helst vil, at afvise det Hele uden videre som en Absurditet. Dette er jo netop Grundtvigianismens Fremgangsmaade, hvorfra man maa frigjøres, naar man i Sandhed skal kunne staae fri ligeoverfor denne Retning. Og her troer jeg for vist, at Deres Bog vil gjøre en mægtig Virkning. Jeg har tænkt meget paa de vordende Præster og glædet mig paa deres Vegne; men det er dog først og sidst i mit eget Navn, jeg kommer med min Tak. De veed neppe af egen Erfaring, hvorledes det er at gaae og søge efter Udtrykket for det, man mener; man veed, hvad det er, men kan ikke faae fat derpaa, og hvorledes man saa bliver tilmode, naar en Anden kommer med det rette Ord. I en saadan Stemning har jeg gaaet det Meste af Sommeren, da de grundtvigianske Paastande igjen havde begyndt at reise Hovedet saa høit; et Beviis s. 143derpaa kan De finde i vor Landemodeact, om De end vil forudsætte, at hvad jeg har sagt, var bedre end Referatet har kunnet blive. Derfor længtes jeg saa meget efter, hvad der skulde komme fra Dem; og gid De nu maa forstaae, hvor glad De har gjort mig! I saa lang Tid var Mynster den, der saaledes kom mig tilhjælp; og nu har De allerede i en Række af Aar været det fremfor nogen Anden.

Der kan siges om Deres Skrift heelt igjennem, hvad De har sagt paa et enkelt Sted, at De har holdt Dem til det Hele og Store; og det er netop det, man maa takke Dem for, at De saaledes er gaaet til Grunden, og ikke har villet forstyrre Indtrykket ved at gaae ud i det Enkelte. Der er desuden af de Enkeltheder, som her kunne komme i Betragtning, vist ikke mange, som ikke ere nævnede paa deres Plads, og saaledes stillede der, hvorfra de maa faae deres Belysning. Man maatte saaledes kunne sige sig selv, hvad De havde at sige om disse Gjenstande. Men dette udelukker jo ikke, at man. med fuld Anerkjendelse af, at her var ikke Stedet dertil, kunde ønske en nøiere Udvikling af enkelte saadanne Punkter. Dertil hører, hvad De selv har nævnet, „Præstefriheden“, som vel Grundtvig selv vil sørge for at faae frem, omendskjøndt hans Venners Tilbøielighed til at gaae md herpaa i den sidste Forsamling ikke skal have været saa stor, som det efter den trykte Beretning maatte synes. Dertil vil ogsaa jeg regne det Spørgsmaal, som er saa stærkt i Bevægelse paa andre Steder, f. Ex. i England, om Igjenfødelsen i Daaben. Herpaa lægger jo Grundtvig saa stærk, ja al Vægt; men her har jeg aldrig kunnet forstaae ham. Jeg forstaaer ikke, hvad han mener med det skabende Ord. Det maa dog vel s. 144være det samme Ord af Herrens Mund, som her i den udvortes, virkelige Verden er gaaet fra Mund til Mund, og som udretter sin Gjerning ved at tales og høres; men hvorledes kan det da gjøre sin største, saa at sige eneste Gjerning netop der (i Daaben), hvor det ikke høres (at Barnet)? Og hvad er det for et Liv, som her fødes? er det ikke Troens? men naar det skabes ved Spørgsmaalet om Troen, saa forudsætter det jo Troen. Her mangler det mig ganske paa „Mellembestemmelser“. — Dog om Sligt vilde jeg egentlig ikke tale idag.

Og nu, kjære Biskop Martensen, Tak for Alt, og for dette Sidste! Gud skee Lov for Dem, og fordi han har sat Dem paa den Plads, hvorpaa De staaer. Han give Dem sin Fred og Glæde!

Deres taknemlig hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 4. November 1863

Inderlig og hjertelig Tak, kjære Biskop Laub, tor Deres indholdsrige Brev. Jeg veed Ingen, der saaledes forstaaer at læse, som De, og De veed ikke, i hvor høi Grad De har glædet mig ved Deres Betragtninger i Anledning af Skriftet og Sagen. Særligt har glædet mig hvad De har skrevet om Stemningen i Skriftet. Jeg kan virkelig sige, at jeg har arbeidet det i god Stemning, den, i hvilken man udelukkende kunde lade Ideen raade. Det Meste deraf har jeg udarbeidet under et landligt Ophold i Ordrup i Eftersommeren, hvor jeg var ganske uforstyrret. Rigtignok har Correcturlæsningen og Udgivelsen foraarsaget, at jeg har maattet opgive en Efteraarsvisitats, s. 145jeg havde paatænkt. Men jeg har trøstet mig ved, at ogsaa dette kunde betragtes som en Embedsgjerning.

Grundtvigs rimede Prosa i D. Kirketidende har naturligviis ikke kunnet tiltale mig. Det kunde dog med Rette ventes, at han vilde tage denne alvorlige Sag paa en anden Maade, og det forekommer mig, at selve hans Partie maatte fordre det af ham. Kommer han ikke med Andet, og vil Partiet indslaae den samme Tone, kan det kun betragtes som en Falliterklæring. Jeg nægter ikke, at jeg vel havde ønsket et Modskrift fra Grundtvig selv, for at jeg atter kunde komme til at replicere, og det nu, da Publicums Opmærksomhed er vakt, kunde blive slaaet yderligere fast, at den saakaldte kirkelige Opdagelse kun er en Illusion, et Skin, som man i lang Tid med Urette har taget for en Virkelighed. Uden Tvivl vil man nu med al Kraft kaste sig over Præstefriheden og allerede indbringe et Forslag derom ved den forestaaende Rigsdag, hvor det dog forhaabentlig ikke vil finde Bifald. — —

Jeg troer, at jeg ved Leilighed — og jeg vilde ønske, at Grundtvigianismen vilde give mig den — bør udtale mig om det hele Kirkeforfatningsspørgsmaal. Men medens den critiske Deel af et saadant Skrift (Critiken over „Præstefriheden“ og den paa democratisk Basis stillede Synode) ikke vil være synderlig vanskelig, vil det Positive være desto vanskeligere. Men Grundtanken, hvorfra der maa gaaes ud, er efter min Mening det Spørgsmaal: Hvorledes er en Ordning af den danske Kirke under de nuværende Forhold muligt?

Lev nu vel, og Tak, hjertelig Tak for Deres mig s. 146saa dyrebare Venskab, hvilket jeg med hvert Aar lærer at skatte høiere. De vil bevare mig det fremdeles!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 27. November 1863

Kjære Biskop Martensen! Strax efterat jeg havde modtaget Deres sidste Brev, som gav mig Meget at tænke paa, indtraf den store Begivenhed, hvorved Alles Tanker fik en ganske uventet Retning. Ja, hvor lidt tænke vi dog derover, selv naar vi mene, at vi daglig tænke derpaa, at det er hvert Menneske beskikket at døe, og hvad dette kan have at betyde! At Kongen skulde døe netop i det Øieblik, da Alt var færdigt til hans Underskrift, det maatte jo betyde Eet af To: enten at den nye Forfatning ikke skulde underskrives, eller at den nye Konge skulde gjøre det og saaledes strax betegne, hvad han vilde. Nu skulle vi troe, at det, som er skeet, er det, som skulde skee; og forsaavidt jeg forud turde have nogen Mening, er det denne. Jeg holder mig saa meget som muligt udenfor al Politik; jeg har altfor lidt fulgt med Rigsraadsforhandlingerne til at kunne kjende den nye Forfatning i dens Enkeltheder; men det har dog mere og mere maattet forekomme mig som en Nødvendighed, at der skeete en bestemt Adskillelse mellem Slesvig og de tydske Forbundslande, at der blev gjort en Ende paa dette utaalelige Forhold til Forbundet. Og det forekommer mig ogsaa, at alle ikke-tydske Magter nu ere tilbøielige til at give os Ret heri. Dette Kongens første Skridt vil vistnok faae alvorlige Følger; og saaledes s. 147kan del skee, at Meget af det, hvormed vi ellers beskjæftigede os, maa træde stærkt i Baggrunden. Men det vil senere komme igjen, og Tiderne ville ikke kunne hindre os i af og til i venskabelige Breve at fortsætte Forhandlingen derom. Jeg kunde nok ønske, at den grundtvigianske Kamp, som havde begyndt at vække en saa levende og almindelig Interesse, maatte vedblive, medens den er igang. Sørgeligt er det, at Grundtvig selv ikke mere vil være med, og at han paa en saadan Maade trækker sig ud af Forhandlingen; det var dog fornemmelig ham, hvem De maatte ønske at forhandle med. — — Og vor nye Konge! hvilken Stilling mon han indtager til de kirkelige Spørgsmaal? Man har jo al Grund til at troe, at han for sit personlige Vedkommende ikke staaer udenfor; men deraf følger jo ikke, at han vil tage nogen personlig Deel i, hvad der hører til Kirkeregimentet. — —

Hvorledes gaaer det med Deres Ethik? — den maa vel ganske hvile; og vi maae jo ogsaa være Dem taknemmelige for, at De tager Deres Tid fra det, som De dog vel helst beskjæftigede Dem med, for at kunne skrive om det, som just nu er det Nærmeste og angaaer Alle. Men jeg kan dog ikke Andet end af og til med Veemod tænke paa dette Arbeide, som for mig har saa megen Betydning, og længes efter, at der igjen maa komme Ro til Sligt. — — — Og hermed Gud befalet, De selv, kjære Biskop Martensen, og Alt, hvad De har at gjøre. Tænk paa mig, ogsaa naar De ikke har Tid at skrive.

Af ganske Hjerte Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 26. December 1863

— — — Jeg indskrænker mig derfor til at ønske Dem en glædelig Juul og et lyksaligt Nytaar, idet jeg tillige beder om den vante venlige Modtagelse for disse Prædikener og Sørgetalen over Kongen. Herren lade i sin Naade snart lysere Tider oprinde for vort dyrebare Fædreland!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 31. December 1863

Kjære Biskop Martensen! Endskjøndt jeg endnu ikke kjender det hele Indhold af Deres sidste Julegave, kan jeg dog ikke lade Aaret gaae heelt til Ende, uden at sige Dem Noget af min Tak derfor. Jeg har i mange Aar ikke været saa vel beredt til at holde Juul som denne Gang: de store truende Begivenheder maatte jo bidrage deres dertil; og hertil kom i mit private Liv saa mange Beviser paa, at det, der seer mørkest ud, kan vendes til Glæde, ja kan endog, medens det truer, virke til den Glæde, som altid burde være med, men ikke altid er det, før den tvinges frem — saa jeg var mere end sædvanlig sikker paa, hvad der, Gud skee Lov, har stadfæstet sig, at denne Gang Intet skulde afholde mig fra „i Psalmer at udbryde“. Saaledes kom Juleaften, og, ligesom vi skulde samles om Juletræet, Deres hjertelige Ønske om en glædelig Juul og Deres Gave, som nu kunde lægges under Deres smukke Portrait, som s. 149mine Børn havde bestemt som Julegave til mig. Ogdenne Aftens Glæde har jeg siden faaet fornyet hver Aften ved at læse i Deres Prædikener. Ja, kjære Biskop Martensen, hvorledes skal jeg takke Dem for denne sidste Samling? den bedste Tak er dog den, De ikke faaer at høre, og som dog sikkert er paa mange flere Steder, end De faaer noget Vink om. Jeg kan sige i Sandhed, at ingen af Deres tidligere mange kjære Prædikener har saaledes glædet og opbygget mig som disse, jeg kan føie til, saaledes styrket mit Mod og min Lyst til selv at være med i Forkyndelsen; thi ligeoverfor noget bestemt Udpræget føler man ikke blot, hvori man er tilbage, men ogsaa, hvad man har for sig som sit Særegne, der maa kunne naaes. Jeg troer ikke, at Deres Prædikener skal gjøre nogen Præst, som ærligt vil, hvad han skal, modløs. Hvad jeg anseer som Tilvæxten ved disse nye Prædikener — foruden det Nye, som hver enkelt af dem giver —, det kan jeg bedst sige ved at erindre Dem om, hvad De selv engang har yttret, at, Deres Udvikling maatte foregaae væsentlig i Retning fra Centrum mod Peripherien; dette Peripheriske, denne Gjennemførelse er her naaet i en Grad, som har overrasket mig, uagtet jeg dog trolig er fulgt med Dem igjennem de foregaaende Samlinger. Jeg troer det kan paavises, f. Ex. ved en Sammenligning imellem Deres Prædiken her over „Arbeiderne i Viingaarden“, og den omtrent 10 Aar ældre over samme Text, som dog derved slet ikke skal gjøres overflødig. Forskjellen bestaaer ikke blot i, at Texten hvergang er taget fra en anden Side; Gangen i den første er ligesaa klar og ligesaa berettiget, ligesaa tjenlig til at oplyse Kjernen i dette Evangelium, som i den sidste, og Forskjellen er ikke større, s. 150end at man finder de samme Tanker, af og til næsten de samme Ord, i begge. Indholdet i begge er lige gediegent; men der er i Udførelsen en Fylde i den sidste, som den første endnu ikke havde naaet uagtet sin ligesaa store Klarhed, — hvorfor jeg først meente, at disse nye Prædikener maatte være længere, ogsaa paa Papiret fylde mere, indtil jeg ved at eftersee, fandt, at dette dog nok er en Feiltagelse. Jeg betragter disse to Prædikener som den samme Person, der nu er bleven 10 Aar ældre og har lært og optaget Meget i sig ved at leve sammen med Andre, men ogsaa ved at leve med sig selv, thi hvad der er kommet til er dog intet Udvortes, — tilsidst beroer dog den sidstes Fortrin paa en endnu dybere, inderligere Opfattelse af Texten. Og det Samme gjælder om alle disse Prædikener, — det er ikke min Mening at ville stille denne ene foran alle de andre; der er een lige ved Siden af, som har tiltrukket mig ligesaa stærkt, den om Bønnen, hvor det er saa kjendeligt, at det er just ved at gaae indad, De er kommen os saa meget nærmere og kan tale saa meget friere med os om Alt og faae os med ind i disse Dybder. Thi i denne Prædiken er De dog gaaet ligesaa meget i Dybden, som paa en anden Maade i den 4de Juleprædiken eller i den om „Aabenbarelsen for de Døde“. Saaledes er Alt, hvad vi forud elskede ved Deres Prædikener, her ikke blot bevaret, men i et endnu rigere Maal tilstede. Hvad Luther siger om en god Prædiken, at, naar man har hørt den, maa man bagefter kunne sige sig, hvad der blev sagt, det har man altid havt let ved med Deres Prædikener; men jo mere Indhold der kommer i de faa Ord, hvori dette skal siges, desto bedre og fastere har man dem dog. Noget Andet ved Deres Prædikener, s. 151som altid har tiltrukket mig saa meget, det er, at de nøde til at fortsætte Udførelsen, at der er saa Meget til at tænke videre over; men jo fuldere og mere gjen- nemført man faaer det fra Dem, desto stærkere bliver Opfordringen hertil, — det er kun det Trivielle, man saasnart bliver færdig med. Og hvad der bestandig stærkere gjør sig gjældende i Deres Prædikener, det er, at denne fortsatte Udførelse, som de fordre, dog egentlig ikke bestaaer i at tænke videre over det Sagte, men i at leve dermed; og netop i denne Henseende vilde jeg sige, at denne sidste Samling staaer saa høit. En Kraft til at fængsle have Deres Prædikener altid havt; hvad der efterhaanden er kommen til, er en Kraft, — jeg vil ikke sige til at henrive, dertil er der for megen Ro og Vægt i dem, — men til at drage, føre fremad. Der var maaskee en Tid, da man kunde staae stille og beskue; nu kan man ikke længere staae uden for. Det er det Indtryk, disse Prædikener gjøre paa mig, og jeg maa troe paa Alle, som give sig Tid til at læse dem ordentligt; jeg veed af Erfaring, at der hører ingen ualmindelig Dannelse til at forstaae dem, og det maa i endnu høiere Grad gjælde om disse seneste. Jeg har kun kunnet sige Dem Lidt om den Glæde, de have gjort mig; skulde jeg tage Enkelthederne med — f. Ex. Anvendelsen af „Torvet“ i Lignelsen om Viingaarden, „Torvets Maal og Vægt“, — eller den Sætning: „at bede er at ville“, — eller Brugen og Virkningen af saadanne Udtryk, som vi Andre frygte for at bringe paa Prædikestolen, skjøndt de ere den ligefremme Betegnelse af det, der menes, men i vor Mund ikke vilde faae den rette Betydning, — som „Anskuelser, Standpunkter“ —, saa blev jeg aldrig færdig. Jeg er ogsaa endnu ikke færdig s. 152med at gjennemlæse disse Prædikener; den sidste, jeg læste, var den om „Aabenbarelsen for de Døde“, som jeg længtes efter at finde her, efterat De selv engang har forberedt mig derpaa, og jeg har havt megen Glæde af den, dog ikke anderledes, end at jeg ikke, eller dog endnu ikke, vil kalde nogen af dem alle den bedste. Ja, det er en Skat, De der har givet os, — og just i denne Tid, da man saa stærkt trænger til at færdes inde i det Rige, som er Retfærdighed, Fred og Glæde. Ja, ogsaa med Hensyn til Krigen paa kirkeligt Gebeet gjør det godt at see Dem komme som Mere end Stridsmand. Tak for begge Dele, fordi De kan stride, naar Tid er, og dog blive ved at bygge paa Templet!

Om Deres Sørgetale vidste jeg jo en Deel, førend jeg fik den at læse, f. Ex. fra En, som var med: at De havde talet „med en Kraft som til et heelt Folk“; hertil vil jeg endnu kun føie: og som i et heelt Folks Navn og ud af dets Bevidsthed. Thi det er jo ikke, og skulde ikke være, i Deres eget Navn, De her taler; det er ikke noget personligt Forhold til den afdøde Konge, der her gjør sig gjældende (som da Mynster talte over Frederik den 6te), et saadant har maaskee — til en vis Grad — ikke fundet Sted. Det er ikke den menneskelige Personlighed, men den kongelige Personlighed, De her har stillet frem; og det har De gjort sandt og fuldt, som den, trods al Forskjellighed, har været opfattet af Alle, og har derved faaet Alt med, — endog hvad, saavidt jeg har kunnet bemærke, vore Digtere have glemt: hans Kjærlighed til Søen, — det Hele saaledes, som den alvorlige Tid, hvori hans Liv og Død er falden, kræver, og støttet til den herlige Text, som ogsaa har hjulpet os Andre saa godt til, hvad vi skulde sige paa den Dag. s. 153Ogsaa for denne Tale skal De have en hjertelig Tak; den var dog det Første, jeg maatte læse, da jeg havde aabnet Deres Pakke.

Ja, det er en alvorlig Tid, hvori vi leve. For mig har det noget eget Beroligende, at jeg forstaaer ikke det Ringeste af, hvad der skeer. Saalænge man mener at kunne følge med Begivenhederne, kan man ikke lade være med at gjøre sine Beregninger, hvormed man saa let kommer tilkort, og bliver da mismodig, maaskee bitter, naar man troer at kunne see, hvad der skulde være anderledes. Men naar man nødes til at skulle opgive Alt, da falder det lettest at troe: der bliver da Intet og Ingen, som stiller sig imellem Troen og Ham, til hvem den skal holde sig, alle Mellemled tabe deres Betydning. Saaledes kan det ikke være for dem, der maae handlende være med i, hvad der skeer; men saalænge jeg er saaledes stillet, at jeg kan og maa det, maa jeg dog takke derfor. Den Tid kan komme, da jeg ikke længere maa, da jeg kan faae Deel ikke blot i, hvad der skal bæres, men ogsaa hvad der skal staaes til Ansvar for; og naar liden kommer, vil jeg heller ikke bede om at blive fri, hvor Alle skulle med. — — —

For mig er dette en Adventstid i det Store: at Gud har noget Stort for, at Aaret 1864 vil blive et mindeværdigt Aar, derom kan man dog ikke tvivle; at dette Store vil blive noget Forfærdeligt, det maa man ogsaa være beredt Paa, Ydmygelse i den ene eller anden Retning. Men „naar disse Ting begynde at skee, da seer op og opløfter Hovedet!“ Derom er det, det gjælder, derpaa beflitter jeg mig, og hidtil er jeg hjulpen godt dertil, ogsaa ved Menneskers Kjærlighed, og ved Deres, kjære Biskop Martensen. Og derfor siger jeg Dem ved s. 154dette Aars Slutning Tak for Alt, i dette Aar, og i alle de Aar, hvori vi have kjendt hinanden.

Gud give Dem i det nye Aar, ihvordan det skal blive, sin Fred og Glæde!

Deres hjerteligt og taknemligt hengivne O. Laub.

Fra Laub til Menighederne i Viborg Stift
Viborg Bispegaard i Januar 1864

Fred være med Eder! — Dersom dette kun var et menneskeligt Ønske, da var der liden Udsigt til, at det i dette Aar skulde gaae i Opfyldelse; men det er vor Herres Jesu Christi egen Forjættelse. Og skulde jeg da ikke med fuld Fortrøstning i hans Navn sige dette Ord til de Menigheder, hos hvilke han har anviist mig min Tjeneste? skulde jeg ikke tænke paa, at han har sagt til sine Sendebud: „hvor I komme ind i et Huus, der siger først: Fred være med dette Huus! og er der sammesteds et Fredens Barn, skal Eders Fred hvile paa ham“ ^*Luc. 10, 5. 6..

„Om Aftenen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og sagde til dem: „Fred være med Eder“ ^**Joh. 20, 19.! — og hermed begyndte han ligesom et nyt Aar for dem, en ny Afdeling af deres Liv, der skulde blive endnu bedre, end den forrige havde været. Det var, som om han med dette Ord vilde lukke Dørene op for dem, at de skulde gaae frit ud og ikke frygte for s. 155den Verden, som de nu havde faaet Magt til at overvinde. — Med det samme Ord er han jo ogsaa kommen til os, ikke blot eengang, da vort Liv i denne Verden var ved at begynde, men ogsaa nu paany, „om Aftenen“, da det gamle Aar var ved at gaae til Hvile. Det endte mørkt og truende, med Frygt og bange Forventelse af de Ting, som skulde komme over Jorderige; vort Land og Folk har i lang Tid ikke svævet i saadan Fare; og dertil kom en stor Sorg, en Landesorg: uden at vi vare beredte derpaa, blev vor bedste Støtte tagen fra os. Saa kom Julen; og Mange meente vel, at den kunde ikke have nogen Glæde for dem; maaskee de, med hvem de skulde glæde sig, de Kjæreste, de Uundværligste, allerede vare kaldte bort fra dem. Men alligevel kom Julen og sagde, som den altid har sagt: „See, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket“, og Englene priste Gud og sagde: „Fred paa Jorden!“ Saa kom det nye Aar og blev allerede paa sin første Dag ligesom døbt i Jesu Navn, døbt til at være et Naadeaar fra Herren. Saaledes har da nu Jesus lukket Døren op og sagt: „Fred være med Eder“, Fred i det nye Aar! og det bekymrer ham ikke, og maa da ikke heller bekymre os, at alle Tidens Tegn synes at vise hen til noget ganske Andet. Her er den Grund, hvorpaa vi maae sætte vor Fod, om vi skulle staae fast; ihvad der kommer, maae vi sige: Han har sagt, at det skal blive til Fred, saa maa han og holde det.

Naar vi fra Jesu Ord vende os til den Verden, hvori det skal opfyldes, og, som naturligt er, gjerne ville vide Noget om Veien og Maaden, saa faae vi intet Svar, men maae gjette os frem. Ligesom i Naturen Alt i disse Dage staaer stille, stivbundet af Vinterkulden, saaledes s. 156er det og med disse Begivenheder, hvorpaa vi vente, de have endnu ikke begyndt at bevæge sig fremad. Naar da de frosne Vande smelte, da kunne de maaskee svulme op til en rivende Strøm, som vælter sig hen over Jorden og styrter Meget af vor Lykke og Glæde omkuld; saavidt vi kunne see, er det netop dette, der forestaaer os, og skal det ende med Fred, vil den blive dyrt kjøbt. I Jesu Ord indeholdes ingen Beskrivelse af Aarets Begivenheder, deres Gang og Ende; men at det kan komme, som vi frygte, og at han ligefuldt kan holde, hvad han lover, det ligger i hans Ord; han taler om sin Fred, han siger: jeg giver Eder ikke, som Verden giver; i Verden skulle I have Trængsel ^*)Joh. 14, 27. 16, 33.. Da han kom til de elleve Disciple, viste han dem Naglegabene i sine Hænder, og vilde derved ikke blot minde dem om sit Kors, men ogsaa om det, som nu skulde lægges paa dem, minde om, at den, som ikke vil tage sit Kors op og følge ham, er ham ikke værd. Men saa føier han til: værer frimodige! jeg har overvundet Verden. Dette er vel ikke Andet, end hvad vi ved hvert nyt Aars Begyndelse maae vide; der skulle ikke komme idel gode Dage, men ogsaa saadanne, hvori vor Tro skal prøves og vinde ny Styrke, og da skulle alle Ting tjene dem til gode, som elske Gud. Og naar det nu synes at skulle komme i større Maal, naar et Kors er beredt, som skal lægges paa det hele Folk, saa vil det jo sige, at nu skal det stærkere end ellers prøves, hvem der virkelig hører til hans Folk, hvem der vil holde ud med ham, med Glæde dele hans Lidelsers Samfund, og ikke tvivle om, at just dette er Fredens Vei.

s. 157I saadanne Tider som den nærværende, da det ikke gjælder om de enkelte Menneskers daglige Kors og Strid, hvoraf Hver skal have sin Deel, men da det gjælder det hele Land og Folk, er det godt at tænke tilbage paa, hvad Gud har gjort tilforn imod dette Folk, hvorledes han har frelst det af lige saa store Farer; det syntes tidt at være sin Undergang nær, men reiste sig igjen. Herved oplives Kjærligheden til det Land, Gud har givet os, og Modet styrkes til at lide og stride for det, til at holde sammen i Nødens Dage, og Haabet styrkes om, at Gud vil være med os som med vore Fædre. Det er godt, om Lærerne i Skolerne ville fortælle Børnene Noget om de gamle Dage, om Valdemarernes Dage, om Dannebroge, der kom som en Gave fra Himlen og siden har været med i alle baade gode og onde Tider, og om Frederik den Tredies Dage, om den Konge, som vilde døe i sin Rede, og hvem Gud derfor gav at leve og frelse sit Folk. Men mon dette er nok? mon det er nok at komme ihu, hvad Gud har gjort for dette Folk, og glemme, hvad han har gjort længe før den Tid for alle Folk? mon man kan tage sin Tilflugt til den almægtige Gud, naar man har glemt Veien, som fører til ham? mon man kan bære Korset og stride under Korsets Fane, naar man ikke veed, hvorledes Korset er blevet til et Seierstegn? ja mon man kan have den rette Tillid til det hvide Kors i Dannebroge, naar man har glemt det sorte Kors paa Golgatha?

Der er Eet, som altid maa tages med i Beregningen, endogsaa af dem, som kun paa menneskelig Viis ville dømme om Tiderne og opmuntre hverandre til at holde ud; det er den gode og retfærdige Sag, hvorfor der strides. Det er en stor og uundværlig Trøst, især s. 158for et lille og svagt Folk, som staaer ene i Kampen, at kunne sige, at det har ikke villet gjøre Uret, det har stræbt at bevare Freden, men nu kan det ikke længere, det maa stride for sin hellige Arv, som Gud har givet det at værne om og staae til Ansvar for; saa maa Gud hjælpe, om ingen Anden vil. Og dog er der endnu Eet, som maa tages med i Beregningen, dersom den skal blive rigtig; dersom vi og tør troe, at vor Sag er god og ret, er der dog endnu Eet, som der maa spørges om, ja hvormed vi først og fornemmelig maae komme paa det Rene, nemlig dette: om ogsaa vi, vi selv, ere de rette, gode og troe Tjenere, som ere værdige til at stride for denne Sag og hjælpes heri. Dersom vi nu tage det alvorligt med dette Spørgsmaal og ikke gaae uden om det, ikke heller nøies med, hvad vi selv kunne finde paa at sige til Opmuntring for hverandre, saa faae vi et Svar, som synes at slaae alt vort Mod til Jorden; thi saaledes svarer Guds Ord: „Der er Ingen retfærdig, end ikke Een; der er Ingen forstandig, Ingen, som søger efter Gud; Alle ere afvegne, de ere tilsammen blevne uduelige; der er Ingen, som gjør Godt, der er end ikke Een“ ^*)Rom. 3, 10—12.. Og dog er dette Begyndelsen til den Trøst, som kan holde ud; ville vi tage imod dette strenge Ord, troe, at det taler Sandhed, og give Gud Æren, saa kommer Freden. Thi saa siger Guds Ord igjen: der er dog Een retfærdig, Een, som ikke er afvegen og ikke bleven uduelig, Een, som har gjort, hvad der skal komme os Alle tilgode; og Han er kommen fra Gud, og Ham har Gud givet al Magt i Himlen og paa Jorden. Ham maae vi holde os til, da blive vi Guds Folk, og vor Sag bliver s. 159hans egen Sag. Dersom Han er i vor Midte, som altid hører Gud til, da maae og de, som han holder fast ved og fører frem, høre Gud til, og sin Eiendom maa Gud forsvare. Men hermed bliver da egentlig Sagen vendt om: det er ikke længere vor Ret, vi have at stole paa, men Guds Naade. Hvor ofte have ikke Menneskene trodset saaledes paa deres retfærdige Sag, den Ret, de havde iblandt Mennesker, at de derved have mistet deres Ret hos Gud! Det Første, der maa gjøres, det er dog, at vi opgive al Ret, d.v.s. overgive den ganske til Gud, lade ham alene have Ret, lade ham have sine egne Veie og sine egne i anker, der maae være saameget høiere end vore, som Himlen er høiere end Jorden ^*)Es. 55, 8., lade ham have Ret til at revse den, han elsker, og tugte, om end nok saa haardt, hver Søn, som han antager sig ^**)Hebr. 12, 6.. Dette er Guds Ret, hans guddommelige, faderlige Ret; ved denne skulle vi komme til vor Ret, vor Børneret, som beskrives i de Ord: „Dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte, og ikke Bøitt‘ ^***)V. 8., — som bestaaer deri, at han skal ikke lade os gaae vore egne Veie, men føre os ind paa sin Vei, og naar vi ere der, naar han har fundet os og vi ham, da skulle vi kaste al vor Sorg paa ham, da skal han tage den hele Sag paa sig og føre den igjennem, maaskee langt anderledes, men ogsaa langt bedre, end vi meente, — som bestaaer deri, at ihvordan det end skal gaae, op eller ned, ihvad vi skulle miste, saa skal dog Intet, hverken Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Fare eller Sværd, hverken Død eller Liv, hverken s. 160det Nærværende eller det Tilkommende, kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christo Jesu vor Herre ^**)Rom. 8, 35. 38. Dette er den Fred, som vor Herre Jesus Christus ved Aarets Begyndelse byder alle dem, som ville troe, hvad han siger, — ikke som Noget, vi skulle vente paa, og først faae, naar vi have stridt derfor, men som han vil give strax og uforskyldt, naar vi ville tage derimod, og som da skal gjøre os stærke og dygtige til Alt, hvad han vil have udrettet ved os. De, som nu ikke kunne nøies hermed, de faae selv at see til, hvorledes de ville kjæmpe sig med deres Tvivl og mørke Tanker igjennem de mørke Tider. Men for dem, som ville nøies med Guds Naade ^**)2 Cor. 12, 9. Hebr. 13, 5., skal dette Aar blive, hvad alle Guds Aar ere bestemte til at være, de strengeste allermeest, et Naadeaar, og det skal ende, som alle Guds Aar skulle ende, med en Juul, da de, som troede ham og ærlig fulgte med, skulle sige ham Tak, fordi han har holdt sit Ord. Hvor tidt have

vi ikke, naar vi saae tilbage over det Aar, som var gaaet tilende, maattet bekjende, at Gud hjalp allerbedst, hvor vi syntes os meest forladte, fordi vi der lærte at sætte vor Lid alene til ham. Saaledes skal det ogsaa gaae i det Aar, som nu er begyndt; det tør vi love hverandre i Jesu Navn.

O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 5. Januar 1864

Kjære Biskop Laub! Et lyksaligt, eller dog et al Herren velsignet Nytaar for Dem og Deres med hjertelig s. 161Tak for Deres kjære Brev. Jeg troer ikke, at jeg har nogen bedre Læser end Dem. Deres ligesaa fine og træffende, som velvillige og kjærlige Bemærkninger om Prædikenerne og Sørgetalen have paa flere Steder overrasket mig, thi De kjender mig næsten bedre end jegselv. Dersom De kunde bestemme Dem til at skrive en om end kortere Anmeldelse af den sidste Prædikensamling, og deri fremsætte eller dog antyde Deres Hovedtanker derom (hvortil jeg ogsaa henregner Deres træffende Opfatning af Forholdet mellem mine og Mynsters Prædikener), troer jeg, at vi deri vilde have det Bedste, hvad der om denne Sag kan siges. — —.

Men for at komme til det, som i denne Tid ligger Alle paa Hjerte, — dette Ministerium Monrad forstaaer jeg ikke, med mindre Monrad kan foretage en Systemforandring, hvilket dog neppe vil være muligt for ham. Maaskee han ogsaa vil udfinde Midler til at trække Tiden noget ud, inden den endelige Afgjørelse om Krig eller Fred. Men i Almindelighed maa dog vistnok siges, at uden en Systemforandring vil Krigen formeentlig være uundgaaelig. Og da — vil der omsider indtræde en Systemforandring, dersom Monarchiet overhovedet skal bestaae. Det er forfærdelige Tilstande, og vor Forventning maa være til Herren alene. Man maa beklage Kongen, som er ført ind i denne Situation, — thi han kunde ikke Andet end underskrive Forfatningen af 18de Novbr, — ligesom man maa agte hans Retsindighed og redelige Villie. Maatte han kun faae Kraft til at bestaae disse Prøvelser og blive omgiven af gode Raad. Denne lid hører i politisk Henseende til det meest Trykkende, jeg har oplevet. Jeg er ikke saa lykkelig at kunne troe paa Forfatningen af 18de Novbr. som paa noget Holdbart, s. 162ligesaalidt som jeg kan troe paa, at Slesvig vil kunne bevares for Danmark, dersom Holsteen tabes, hvortil der for Tiden er megen Udsigt. I ethvert Tilfælde ere Gemytterne i høi Grad bortvendte fra os, ja end mere end i Aaret 1848, fordi det Nuværende er Oprørets Gjentagelse, og Bitterheden derfor maa antages at være end mere intensiv. Hvorledes skal her nogen Forsoning eller Tilnærmelse ventes at finde Sted? At den danske Nationalvillie, der væsentlig har været repræsenteret af Mændene fra 1848, Monrad, Lehmann osv., skulde ubetinget kunne ydmyge den holstenske og tydske, der som blot Nationalvillie er ligesaa berettiget, kan man dog umuligt indbilde sig. Uden at besidde prophetisk Gave tør man dog nok forudsige, at store Ydmygelser forestaae begge Parter, og Spørgsmaalet bliver kun, om den største Ydmygelse ikke vil blive vor, dersom Enden paa det Hele maatte blive et dansk Slesvig-Holsteen, som før 1848. Og dog er der Meget, som tyder hen paa dette Alternativ, enten dette eller Hertugdømmernes fuldkomne Tab. Dog, det nytter ikke at raisonnere. For Tiden gjælder det kun at indtage Pligtens Standpunkt i Henseende til det, der skal bæres, eller af den Enkelte staaes til Ansvar for, og da at lægge alt det Øvrige i Forsynets Haand.

Til Arbeide har jeg i denne Tid ikke været synderlig oplagt, da man har saa ondt ved at slippe disse politiske Tanker. Min Ethik har hvilet i næsten et Aar, og det vil beroe paa mange fata, om den nogensinde skal blive færdig, endogsaa blot som et Fragment, der skulde danne et relativt Hele. Dog opgiver jeg Intet. Vi skulle desuden i disse Tider lære Ethik ad en heelt anden Vei end Systemernes. — —

s. 163Fra Birkedal havde jeg for nogen Tid siden nogle Linier, hvori han underrettede mig om, at han med det Første vilde udgive et Forsvarsskrift imod mig. Tidspunktet er ikke synderlig beleiligt, og jeg for min Deel agter ikke at skrive om kirkelige Anliggender, saa længe Fædrelandets Forhold ere saa critiske som nu, ligesom ogsaa Publicums Interesse udelukkende er henvendt herpaa.

Og nu, min kjære Biskop Laub, vil jeg for dennesinde slutte med det hjerteligste Ønske om Herrens Velsignelse over Dem og Deres. Lad mig snart høre fra Dem, thi i disse Tider trænger man til at høre fra hinanden. Dominus vobiscum.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 25. Januar 1864

Kjære Biskop Martensen! En Yttring i Deres sidste kjære Brev har bragt mig paa den Tanke at skrive en Anmeldelse af Deres sidste Samling af Prædikener, og jeg har idag foreløbig skrevet til Cand. Stochholm, for at sikkre mig en Plads i Ev. Ugeskr. Jeg vil ærlig tilstaae, at uden en saadan Anledning var jeg ikke kommen til at tænke herpaa. Jeg har altid havt en Sky, ikke blot for at træde offentlig frem, hvor jeg ikke ligefrem maatte ansee det for Pligt, men ogsaa ganske særdeles for offentlig at omtale dem, som jeg maatte sætte meget høit, af Frygt for enten at repetere, hvad Alle maatte sige sig selv, eller at tale om det, som ikke Alle saae, paa en Maade, som ikke Alle eller maaskee Ingen kunde s. 164forstaae. Saaledes er det gaaet mig med Mynster. Paa den Tid, da hans Ritual-Udkast var under Forhandling, følte jeg en stærk Trang til at skrive Noget — ikke for den forestaaende Forandring af Spørgsmaalene ved Daaben, men imod de bittre Angreb paa den; jeg havde det færdigt, — men det blev liggende i min Pult, hvad jeg egentlig ikke senere har fortrudt, førend maaskee da jeg læste i „Meddelelserne“ om Mynsters Stemning i den Tid, hvorledes han, den Store og Faste, dog kunde trænge til at høre et Ord fra dem, der stode langt lavere. Og paa samme Maade er det gaaet mig med Dem, kjære Biskop Martensen! Det er faldet mig svært at skrive til Dem om Dem selv, indtil jeg lærte, at De forstod mine Antydninger. Og da der saa kom et Ord fra Dem, som jeg maatte ansee som et halvt Ønske, var det mig igjen svært at komme paa det Rene med, om jeg kunde opfylde det, om jeg kunde sige til Andre, hvad jeg kunde antyde for Dem; og jeg er ikke kommen videre hermed, end at jeg har trængt til at binde min Beslutning ved meddele den til Dem og til Stochholm. Jo længere jeg nemlig tænkte herover, desto Mere kom der op, som jeg maatte ønske at faae sagt ved denne Leilighed; og alt dette maatte og maa endnu underkastes en Critik for at komme paa rette Sted eller kastes bort. Der vil saaledes hengaae nogle Uger (i disse Dage har jeg en Ordination, som forøvrigt ikke bringer mine Tanker ud af denne Sammenhæng), inden jeg kan komme til at faae rigtig fat. — — Jeg vil endnu kun sige Dem, at jeg i ethvert Tilfælde allerede har havt megen Glæde af at tænke videre over, hvad det egentlig er, De har givet os i Deres Prædikener; thi det er mere en Overveielse heraf, en Udtalelse om Deres Prædiken i Almindelighed, s. 165end en Anmeldelse af Deres sidste Samling, jeg tænker at give; og hertil har De selv givet mig den bedste Veiledning i Deres lille Skrift om Mynster. Det vil væsentlig blive en Sammenligning af Deres og Mynsters Prædiken; og kun Eet har her voldt mig nogen Tvivl, nemlig om det ikke vilde være nødvendigt, naar Alt skulde siges, hvad her maatte siges, at tage Grundtvig med. Derpaa hverken kunde eller vilde jeg indlade mig, og jeg troer nu ogsaa, at jeg paa en anstændig Maade kan faae sagt, hvorfor ikke.

— — Ved hvad De har skrevet om vor politiske Tilstand, var det mig en Glæde at bemærke, at selv hvor der i det Enkelte er en Uovereensstemmelse i Deres og min Betragtningsmaade, er der en langt dybere og fastere Overeensstemmelse bagved. Forandringen i 1848 var langtfra hvad jeg havde tænkt mig som det Rette; Forberedelserne hertil i Christian d. 8des Tid var mig i høi Grad imod; jeg var egentlig aldeles indlevet i [det Gamle], som opvoxet af Frederik d. 6tes Tid. Det kostede mig derfor Meget at gaae ind i det Nye, og jeg føler tidt, navnlig i kirkelig Henseende, at der er Meget, som skulde være anderledes. Men jo mere jeg har tænkt tilbage over denne Tid, desto mere maa jeg betragte det som det, der kom med en Nødvendighed, en Historiens Nødvendighed, hvori vistnok altid Menneskenes Daarlighed og Synd spiller en stor Rolle, men som derefter staaer i Guds Haand. Denne Tilstand har nu varet i 16 Aar; en Opgivelse af den vilde volde en uoverseelig Forvirring. Der kan ikke gaaes tilbage; der maa haabes paa, at, naar der maa komme Ro, vil Meget af sig selv stille sig bedre; det vil vise sig, at meget af det Gamle er bevaret og kan endnu komme paa sin rette Plads, s. 166ligesom dog nok i Norge Bondeherredømmet ikke længere er, hvad det har været, trykker ikke længere alle høiere Interesser til Jorden. Men især mener jeg, at denne Tid, vore Forhold udad, nøde os til at holde fast paa det, vi have, naar vi ikke ganske skulle opgive os selv. Hvad det Forestaaende vil gjøre for en Forandring i hele Europa, kan Ingen forudsee, vi kunne rives med; men den eneste Maade, hvorpaa vi kunne forberede os paa Alt, er dog at holde paa det, der er, der nu i 16 Aar har holdt Konge og Folk sammen, og troe, det er givet os af Gud efter den Regel: der er ingen Øvrighed uden af Gud; — han lod Israel faae Konger, fordi det, ubesindigt og overilet, begjærede det, og dog blev dette Begyndelsen til det rette Kongedømme; kan han ikke gaae samme Vei med Folkefriheden? — —

Men nok om dette, som jeg dog ikke forstaaer. Gud være med os Alle!

Deres hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 20. Februar 1864

Kjære Biskop Martensen! Endelig er jeg kommen saa vidt, at jeg idag kan sende Stochholm en Anmeldelse af Deres Prædikener ^*)See Evang. Ugeskrift 1864, Nr. 10—11. Det har jo ikke været let i denne Tid at finde den „gemytlige Ro,“ som De ^**)I et her udeladt Brev. ønskede mig til dette Arbeide. Dog er det ikke derfor alene, jeg har brugt saa lang Tid, men ligesaa meget s. 167fordi jeg idelig har maattet erfare, hvad Mynster, troer jeg, engang har sagt, at det er lettere at føle, at Noget er godt, end at sige, hvorfor det er godt, — og at det er mig meget lettere at skrive Antydninger, hvori De kan forstaae min Mening, end at udføre dem saaledes, at ogsaa Andre kunne forstaae, og ikke misforstaae mig. Der var Meget, hvorom jeg kunde have trængt til at raadføre mig med Dem, angaaende hvad der skulde medtages eller forbigaaes, ogsaa vel angaaende Opfattelsen af Et og Andet —; naar jeg vilde sige, ikke blot hvad De havde sagt, men ogsaa hvad De havde tænkt og oplevet, saa behøvede jeg dog egentlig Deres egen Bekræftelse paa, at jeg, — som De rigtignok selv har givet mig Ret til at troe, — forstaaer og kjender Dem; — men paa den anden Side var det dog upassende at gjøre Dem medansvarlig i, hvad jeg her vilde skrive. Det er derfor endnu ikke uden en vis Ængstelse, jeg venter at høre fra Dem, hvad De siger om denne Anmeldelse. Adskilligt i den vil jo see noget anderledes ud for Dem end tidligere i Breve; Noget vil jo ogsaa være nyt. Maatte De kun i ethvert Tilfælde forstaae den Tak, som jeg hermed har villet bringe Dem, og ikke blot for disse sidste Prædikener, og maatte De saa være tilfreds med den Maade, hvorpaa jeg har brugt Deres egne Ord, ikke blot til at indlede en Sammenligning med Mynster, men ogsaa til at rede mig ud af Vanskeligheden med Hensyn til Grundtvig, som dog blev mig større end jeg først havde forestillet mig, fordi jeg ikke reent kunde undlade at berøre denne Side af Sagen, saa vidt som De selv havde gjort det (i „Til Erindring om J. P. Mynster“), naar jeg ikke skulde forbigaae Noget, som jeg meente ikke at kunne undgaae. Hvad De mener om denne sidste Deel s. 168af Anmeldelsen, hvorved jeg har havt de største Skrupler, længes jeg navnlig efter at erfare. Jeg har engang sammenlignet Deres og Mynsters Prædikener med de to Arter af Billedhuggerværker; jeg tænkte nu først igjen at bruge denne Betegnelse, men opgav det igjen, fordi jeg frygtede for herved for stærkt at henlede Opmærksomheden paa Formen og den æsthetiske Side af Sagen, som jeg vel mener med Rette kunde medtages (der gives en „Kunst at prædike“), men dog maatte ønske her at holde saa meget som muligt i Baggrunden. Men der er noget Andet, som jeg langt mere maa savne i denne Anmeldelse, og det er, at den kun meget lidt kan kaldes en Anmeldelse, langt snarere er en Afhandling, hvorved den Omtale, som den anmeldte Bog faaer, er bleven kort og tør, jeg vil nødig sige, hvad dog maaskee Andre kunde finde, kold. Det stod for mig, at der maatte være en heel anden Maade at tage Sagen paa, hvorved Bogen selv var gjort til Udgangspunkt, og dog alt det kunde faaes med, som jeg gjerne vilde have sagt, og at f. Ex. Mynster vilde have forstaaet at tage Sagen saaledes; men jeg kunde ikke faae fat paa denne Side, og maatte nøies med, hvad jeg formaaede. At dette ikke har villet lykkes mig, beklager jeg meget; derimod fortryder jeg ikke, at jeg ikke har udskrevet Stykker af Deres Prædikener, fordi det tidt har været mig ubehageligt i Anmeldelser at finde en Slags Anthologie af det anmeldte Skrift, hvorved man snarere indbydes til at ansee det Anmeldte som nu allerede tilstrækkelig kjendt, end til virkelig at læse det. I Stedet for mit Navn, vil De finde et Mærke under Anmeldelsen, fordi jeg, imod hvad der nu er almindeligst, godt kan lide denne Maade, hvorved man jo ikke tilsigter nogen s. 169virkelig Hemmeligholdelse, men denne Gang især, fordi der er Adskilligt, hvorved jeg ikke vilde, at man strax skulde tænke paa „Biskoppen,“ da jeg dog langt hellere vilde betragtes som en af Præsterne. Endelig vil jeg ønske, at De, for hvem denne Anmeldelse dog ganske særlig er bestemt, maa af den kunne forstaae, hvorfor jeg holder fast paa det Haab, at De endnu skal komme til at afslutte Deres academiske Virksomhed med at give os en Ethik i en gjennemført Skikkelse.

Der er skeet Meget, siden vi sidst hørte fra hinanden, og det er muligt, at Forbindelsen mellem os snart for en Tid afskjæres; der forhandles allerede her om, hvad der skal gjøres med de offentlige Kasser o.s.v., naar Fjenden kommer nærmere. Og dog har Tilstanden hos os maaskee været roligere end hos Dem. Den Rolle, som Publicum og de store Blade spille paa en saadan Tid, er meget uhyggelig. Der er jo nu intet Andet at gjøre, end at haabe paa ham, som gjør, hvad han vil, og lade ham føre vor Sag ad de Veie, han kjender bedst, til det Maal, han kalder det Bedste, og ikke glemme, at det i saadanne lider kan gjælde langt mere om Opdragelse end om Seier. Ja, gid han vil optugte sig dette Folk til et Eiendomsfolk, og saa lade det blive staaende blandt Folkene!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 2. Marts 1864

Kjære Biskop Laub! Hjertelig Tak for Deres fortræffelige Anmeldelse af mine Prædikener, som jeg nu s. 170har læst gjentagne Gange. Den er det Grundigste og Dybestgaaende, som er skrevet om den hele Sag, og De har derved givet os et høist værdifuldt Bidrag til den danske Prædikens Udviklingshistorie i dette Aarhundrede, hvortil man sikkert ogsaa paa et senere Tidspunkt vil vende tilbage. Sammenstillingerne med Schleiermacher og Mynster ere sande og træffende, og de rette principielle Synspunkter fremdragne. Deres Opfatning af mine Prædikeners Forhold til Mynsters, hvad her har den største Interesse, vil sikkert i det Væsentlige befindes at være den sande, og har givet mig selv en større Klarhed. Hvor paradox det end kan klinge, kan der dog siges i en vis Betydning, at han endte, hvor jeg begynder, og at jeg bør ende, hvor han begyndte — naturligviis forstaaet med den fornødne Relativitet og Restriction, i Lyset af Lignelserne om Suurdeien og Perlen, og med det fornødne Hensyn til Tidernes Forskjellighed. Skulde jeg savne Noget, er det, at De ikke har villet benytte den Lignelse, De har brugt i et af Deres Breve, som var tagen fra Billedhuggerkunsten (Statue og Basrelief). Den er original og træffende, og vilde i en videre Udførelse have viist sig meget frugtbar. De har ikke villet bruge den, fordi den nærmest leder hen til Formen, der ikke er det Vigtigste. Dette er rigtigt, forsaavidt der ved Form kun tænkes paa et ydre æsthetisk Gevandt, hvorom det ikke lønner Umagen at tale, og hvorom man har hørt alt for Meget. Men forsaavidt som der ved Form tænkes paa den indre Structur og Organisation, falder jo Formvirksomheden sammen med Productionen selv, og vi kunne herunder subsummere: le style c’est l’homme. Formen vilde her med Nødvendighed have ført tilbage til Indholdet og den aandelige Grundretning, s. 171hvis Fremstilling derved mulig havde kunnet blive end mere anskuelig og individuel.

Et andet Punkt, hvor jeg — for at Critiken ikke skal mangle — havde ønsket en noget videre Udførelse, er det fortræffelige Sted om den danske Aandsretnine i Modsætning til den tydske. Havde De noget mere udført dette, vilde uden Tvivl enkelte af Deres Udtryk om Schleiermacher være blevne noget modificerede. At Anlægget i hans Prædiken er storartet, Tankerne dybe og indgribende, kan Ingen villigere erkjende end jeg. Men jeg troer ikke, at man kan tillægge hans Udførelse „Fylde og Fuldtonighed,“ og antager, at navnlig det Fuldtonende i Udførelsen med langt større Ret bør tillægges de danske og overhovedet de skandinaviske Prædikanter, der (hvad ogsaa Nordal Bruun, Wallin og Tegnér bevise), have et langt mere umiddelbart og poetisk Element i deres Tale. Schleiermachers Udførelse — og her komme vi atter til Formen — har en altfor utilbørlig Overflødighed af fiint udspundne Reflexioner, i hvilke han stundom reiser og gjendriver Indvendinger, der minde om Sophisterne i de platoniske Dialoger, som overhovedet den dialectiske Gymnastik i disse Dialoger, hvor den er fuldt berettiget, har havt en skadelig, uberettiget Indflydelse paa Schleiermachers Prædiken, hvor Reflexionens Langhalm altfor meget tærskes, og hvor man saa ofte maa gjennemvandre øde Strækninger, forinden man kommer til de vederqvægende Kilder, ofte maa gjennembryde flere Lag af kunstigt sammenvoxede Skaller og Hylstere, forinden man kommer til Kjærnen. Det Sted, jeg, under Henviisning til ham, har benyttet i min Prædiken om Fristelsen, er en rara avis, et af de meget faa Steder, hvor han bringer det, ikke blot til et s. 172Billede, men til en levende Skikkelse. Fra Stilens Side ere hans Homilier over Johannes og Marcus uden Tvivl det Bedste, thi de lange kunstigt slyngede Perioder i Prædikenerne forekomme mig ogsaa altfor reflecterede og ere ogsaa fremkomne ved den senere Omarbeidelse, medens Homilierne ere nedskrevne som de ere holdte. Forøvrigt er der i Opfatningen af Schleiermacher neppe nogen væsentlig Uovereensstemmelse imellem os. De siger jo selv: „Mon dog ikke den Maade, hvorpaa han talede til Menigheden, i Grunden er fremmed for Menigheden?“ Den er det, thi den dialectiske Gymnastik i de platoniske Dialoger, som Platos Oversætter ikke har kunnet løsrive sig fra, er fremmed for Menigheden. „Hellere faa Ord i Menighedens eget Tungemaal, end Ti Tusinde Ord i et fremmed.“ Her har De truffet Sømmet paa Hovedet. Dog siger jeg med Mynster: „Jeg vilde stadigt kunne høre ham uden at trættes.“ Thi hans Personlighed vilde for mig danne en Modvægt mod de trættende Reflexioner. Jeg vilde opbygges ikke ved, men uagtet Reflexionerne. Hans store, religiøs-ethiske Personlighed bærer usynligt det Hele og udtaler, naar Reflexionens Slør er kastet, sin sande Mening i faa vægtfulde og simple, til Gemyt og Villie mægtigt talende og bevægende Ord. Ja, om De vil, kan der siges, at hans store Personlighed ligesom mægtigt gjennemtoner det Hele, (personet) og midt i Reflexionens Sandørken lader os ane, at her er mere end Reflexion, og at der maa være levende Kilder i Nærheden. Min Kjærlighed til ham er uforvisnelig.

Fortræffeligt er hvad De siger om den prophetiske og ethiske Prædiken, og det havde kunnet blive virksommere, dersom De havde villet gaae ind paa Grundtvigs prophetiske s. 173Prædiken og dens prophetiske Uklarheder. Dog forstaaer jeg meget vel, hvorfor De ikke har villet det ved denne Lejlighed.

Dog lad mig ret af Hjertet takke Dem for den hele Afhandling, der fortjener at læses gjentagne Gange og vinder ved gjentagen Læsning. For mig har den været til Bestyrkelse og Opmuntring til at arbeide videre. Jeg haaber endnu at kunne gjøre Fremskridt. Dog maa jeg, hvad De saa rigtigt siger, holde mig indenfor Grændserne af den mig tilmaalte Gave. Jeg føler ogsaa tydeligt, at der er det, som ikke af mig kan eller skal naaes.

Det forholder sig, kjære Biskop Laub, som De siger: Guds Ord kom til mig i Ørken. Ogsaa jeg er kommen til mit Prædikeembede fra en Eensomhed. Og Guds Redskab, som drog mig fra denne Eensomhed over i Menighedens Forsamling, var Mynster. Selv havde jeg ikke i nogen synderlig Grad følt Drift og Tilskyndelse til at prædike, om det end, efterat jeg i nogle Aar havde virket som Docent, forekom mig tiltrækkende, ogsaa hermed at kunne forbinde Ordets Prædiken. Mynster meente, at der maatte være noget af en Prædikant i mig, maaskee ifølge Læsningen af min „Mester Eckart“; ogsaa har han uden Tvivl ved at forskaffe mig en Prædikevirksomhed villet forberede mig til mit nuværende Embede. Han gjentog dengang oftere, at den, der mutigen engang maatte ønske at ombytte den academiske Virksomhed med et Biskopsembede, ikke burde være aldeles uøvet i at prædike, og viste hen til det Uheldige i, at P. E. Müller, da han blev Biskop, aldrig havde været paa en Prædikestol. Min første Prædiken holdt jeg som Prøveprædiken for Christian d. 8de paa Christi Himmelfartsdag i Holmens Kirke. Den staaer i min første s. 174Samling: „Glæde over Christus“. Mynster var meget tilfreds og yttrede for Paulli, at jeg havde overtruffet hans Forventninger. Og nu begyndte den skjønne Tid for mig, da jeg ved Siden af Mynster og Paulli kom til at prædike i Slotskirken. De vil let forestille Dem, at det fra nu af var mig en dobbelt Fest at høre Mynster. Ak, jeg savner det ofte saa dybt, ikke mere at kunne høre ham prædike og ikke mere at kunne tale med ham!

Herrens Velsignelse være over Dem, kjære Biskop Laub, og Deres Forkyndelse af Ordet! Han lade Dem og saa Mange med Dem fremdeles deri finde Glæde og Styrkelse under Nutidens Trængsler! Guds Ord bliver evindelig!

Om Fædrelandets Tilstande skriver jeg dennegang Intet, og har Intet at sige, hvad De ikke selv har sagt Dem i denne trykkende Tid. Herren give en Udgang til det Gode!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 26. Mai 1864

— — —. Hvor Meget er dog skeet, siden jeg sidst hørte fra Dem! Hvor tunge og uheldvarslende ere dog de Skyer, der have leiret sig om vort Fædreland! Jeg kan imidlertid ikke Andet end ogsaa her fastholde det gamle: „Med Haab, mod Haab“. Jeg kan ikke opgive Haabet om Danmarks Fremtid, og betragter jeg vor aandelige Udvikling fra dette Aarhundredes Begyndelse (fra Oehlenschlæger), kan jeg ikke andet end finde, at der i vort Folk er saa mange frugtbare Fremtidsspirer, at jeg s. 175ikke kan opgive Troen paa, at disse ogsaa ved Guds Naade ville komme til Udfoldelse, og at der efter disse vinterlige Griser vil komme en Vaar. Ved saadanne Betragtninger søger jeg at holde mig opreist under Nutidens Trængsler. Her i Kjøbenhavn have vi imidlertid langtfra følt disse Trængsler saaledes som Jyderne. Jeg har i Sandhed tænkt meget paa Dem, kjære Biskop Laub. Vaabenhvilen vil dog vel blive forlænget. Thi hvor uhyggelig en saadan Forlængelse end monne være, vil en Fortsættelse af Krigen og en Udplyndring af Jylland dog være ikke mindre uhyggelig. — — Forøvrigt vides Intet og kan vel Intet vides om Regjeringens Stilling til dette Spørgsmaal, da Conferencen først atter træder sammen den 28de.

En europæisk Grise vil muligen med det Første kunne indtræde ved Pavens Død. Det synes efter de sidste Efterretninger dog virkelig at forholde sig saaledes, at han ligger paa det Yderste. Da vil det indslumrede Spørgsmaal om Kirkestaten og Alt, hvad dermed staaer i Forbindelse, komme op paany. Hvorvidt europæiske Griser og Krige ville blive til Gavn for os er vistnok et heelt andet Spørgsmaal.

Gud befalet, kjære Biskop Laub! Jeg tænker stadigt paa Dem. Tænk ogsaa De i Kjærlighed paa

Deres H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 7. Juni 1864

Kjære Biskop Martensen! Da der er Tale om, at Postgangen allerede imorgen kan ventes standset, maa s. 176jeg ikke udsætte længere at bringe Dem, om og kun i et Par Linier, min Tak for Deres sidste venlige og deeltagende Brev, og meddele Dem, inden maaskee igjen den Tid begynder, da De ikke kan erfare Noget om os herovre, at vi hidtil ere komne godt igjennem Occupationens Ubehageligheder. Det Sværeste, — for mig, og, troer jeg, for de Fleste (de, som staae foran, Communalbestyrelse o.s.v., og enkelte Andre af tilfældige Grunde, maae døie Mere), har været den umiddelbare Fornemmelse af at være i Fjendevold, den fremmede Luft, hvori man aander, og hvad der staaer i Forbindelse hermed, Adskillelsen fra vore Egne, Land og Folk, Fornemmelsen af, hvad det vilde være at være uden Fædreland, ikke mere at være et Folk. Og derfor har De især glædet mig ved, hvad De skriver om Deres „Haab imod Haab‘‘, det Haab, som De ikke kan slippe, at der er endnu en Fremtid for Danmark. Jeg føler det saa levende i denne Tid, at jeg har min Rod i dette Land og Folk, og at min hele jordiske Fremtid, ikke blot for mine faa Aar, men endnu mere gjennem mine Børn, er afhængig af Danmarks Fremtid. Men mit Haab maa, ligesom Deres, være bygget paa noget Andet, end hvad der er for Øine, eller kan beregnes. De diplomatiske Yeie forstaaer jeg mig ikke paa; derfor seer jeg tilbage til de „gamle Veie“, hvor Guds Folk blev ført gjennem Straffedomme til sin Fremtid, der kom paa anden Maade, og blev til noget Andet, end Mennesker tænkte. Det, der er skeet i denne Vinter, og maaskee endnu mere, hvad der forestaaer, er et Stykke af „den store og forfærdelige Dag“, hvorigjennem det Nye skal føres frem, og alt det, som kan udholde Ildprøven, skal frelses. Og naar da det Bæger, hvoraf efterhaanden alle Folk skulle drikke, maaskee s. 177snart, først er rakt til vort Folk, saa har jeg ikke kunnet Andet end tænke paa det trøstelige Ord, at Dommen skal begynde fra Guds Huus. Men saa kommer det jo igjen an paa, om man vil kjende sin Besøgelsestid og ikke sige ved sig selv: „vi have Abraham til Fader“, hvormed man ikke kan undflye den kommende Vrede. De seer af disse Antydninger, kjære Biskop Martensen, hvorledes disse Tider staae for mig, og hvormed jeg stræber at holde Hovedet oppe, at mit Fremtidshaab ikke er en Skikkelse, som jeg har dannet mig, og hvori jeg maa finde det, forat kunne i sin Tid vedkjende mig det, — Skikkelsen og den Dag imorgen stræber jeg at stille i Guds Haand, og at dette Haab dog, med hans Hjælp, skal være stærkt nok til at føre mig igjennem, hvad der endnu kan være tilbage, og som maaskee kan blive det Sværeste. Hvad jeg personlig meest har savnet, er mine Visitatsreiser. Jeg havde netop faaet begyndt og var færdig med eet Pastorat, da jeg maatte vende tilbage, for at tage mod Fjenden.

Endnu om Noget, som angaaer mig personlig. De veed vist, at Provst Bøgh i Kirkehelsinge har antaget min tilkommende Svigersøn, Cand. theol. Schepelern, til Hjælper, og vil forsøge at faae ham til Capellan endnu i Sommer. Dersom Schepelern henvender sig til Dem med Bøn om, at han maa blive ordineret af mig, maaskee især dersom De ikke kunde holde Ordination paa den Tid, har De da Noget at indvende herimod?

Gud være med Dem og med os Alle!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 11. Juni 1864

— — — For menneskelige Øine blive Udsigterne vistnok mørkere og mørkere. Skulde det virkelig komme til en saadan Udsondring af Holsteen og Deling af Slesvig, at dette skal afstaaes til Preussen eller Augustenborgeren, da vil jeg jo vistnok kun med den dybeste Sorg betragte en saadan Afgjørelse. Dog haaber jeg, at andre og taaleligere Vendinger endnu kunne indtræde, og at Christian d. 9de dog endnu kan blive Pierre over det Hele. — — Vi maae oppebie, que nôtres destins s’accomplissent, henstillende Alt til Ham, som har vore Tider og Skjæbner i sin Haand. Selv ved den uheldigste Afgjørelse kan der jo i Historien, som Fortiden lærer, blive „atter Dag“. Med Hensyn paa Schepelern har jeg naturligviis aldeles Intet at indvende imod, at De, kjære Biskop Laub, ordinerer ham. Jeg maa desuden paa Grund af hans personlige Forhold til Dem og Deres, finde dette at være aldeles i sin Orden, og Noget, som han og Deres Datter ikke bør undvære som en dyrebar Livserindring. — —

Der tales om, at Krigen skal begynde paany, dersom Tydskland ikke gaaer ind paa Delingen ved Slien, hvad det naturligviis ikke gjør, da det derved vilde indrømme os hele Sprogrescriptet. Jeg seer imidlertid ikke, hvad Krigens Fortsættelse skal føre til, dersom vi ikke faae Hjælp, hvortil der jo ikke er Udsigt.

Herren være med os, og lader os vedblive at holde os nær til ham!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 14. Juli 1864

Kjære Biskop Martensen! For Deres kjærkomne Brev af 11te Juni fik jeg ikke sagt Dem Tak, inden Postgangen igjen blev afbrudt, og nu er det jo tvivlsomt, naar det, som jeg her skriver, vil kunne naae Dem. Alligevel er det mig i denne Eensomhed en Trang, at underholde mig med Dem paa den eensidige Maade, som dog al Brevvexling er, om end i Regelen mindre føleligt, idet man dog ved ethvert Brev, man skriver, er ene om Udtalelsen og maa bie paa Røsten, som man længes efter at høre fra den anden Side. Engang vil jo Adskillelsen imellem dem, som ikke kunne undvære hinanden, blive større og afgjørende for dette Liv; da vil man alligevel trænge til, ikke paa Papiret og med udtrykkelige Ord, men dog i Hjertet at udtale sig for og ligesom raadføre sig med den Fraværende, og glæde sig forud til den Tid, naar man skal faae Svaret at høre efter den lange Ventetid, men da og langt fyldigere, end det her var muligt, ikke stykkeviis og afbrudt, og da det ogsaa skal staae ganske anderledes klart for En selv, hvad det egentlig var, man vilde spørge om og have Svar paa, og da man ogsaa langt bedre skal kunne takke for alle de foreløbige Ord og Svar, som man fik. Den Tilstand, hvori jeg nu lever, giver mig rigelig Anledning til at tænke baade paa denne Skilsmisse og paa denne Gjensamling. Dog endnu ere vi ikke længere fra hinanden, end at vi kunne haabe at naae hinanden, om end ad Omveie. Skjøndt der ingen Post gaaer, have vi endnu igaar faaet Aviser og Breve indsmuglede; maaskee da ogsaa et Brev herfra kan finde en Ve i, skjøndt det s. 180rigtignok ikke er let at sige, hvorledes det skal blive muligt, dersom Landet Nord for Liimfjorden ogsaa er besat af Fjenden, som det maaskee allerede er. — — — Hvad det Hele og Store angaaer, da er jo Tilstanden saaledes, at man, naar man ikke er nødt til at have Deel i Tingenes Gang, helst søger at see ganske bort fra den, indtil den har klaret sig saaledes, at man veed, hvad det er, der skeer. At der er en Visere og Bedre med i Raadet end alle Conferencemedlemmer og Ministerier, og at det fornemmelig kommer an paa at forstaae, hvad han vil, — det staaer jo fast. Men han har jo endnu ikke sagt os sin Mening, ikke anderledes, end han har sagt os den, længe før disse Begivenheder begyndte: „Ydmyger Eder under Guds vældige Haand — saa —!“ Dette har han dog unægtelig arbeidet paa at lære os, og før det læres tilgavns, bliver det dog ikke godt i den rette Forstand. Dette maa jo hele Historien arbeide paa, hvorfor ogsaa Krig og Nederlag endnu paa det Sidste maa være med; men forsaavidt man har lært Noget deraf, vil dog den Deel, som er ført til Ende, have ført til noget Godt. Ihvordan end denne Krig skal ende, saa maa den jo for os — det er vel klart — føre til en Ydmygelse, som man ikke kan vise fra sig. Og vil man da lære virkelig at finde sig i denne, — hvormed godt kan forbindes en fuld og taknemlig Anerkjendelse af dem, som have stridt og lidt for at afværge den, — da kan der paa dette lavere Stade endnu komme noget Godt og maaskee Bedre end det, som var. Hvad der fremfor Alt har trykket mig i dette halve Aar, det er den Tilbøielighed, som er kommen for Dagen ved enhver Modgang, til at dømme, søge efter Skyld og gjøre dem mistænkte, som staae i Spidsen; — det er ikke Ydmyghed. s. 181Om forresten den Ydmygelse, som forestaaer, vil komme til at bestaae i en Indskrænkning i Omfang — eller en Indskrænkning og Opgivelse af anden Art, derom har jeg ingen Mening. Kan det lykkes, hvad der nu synes at arbeides paa, at holde det Hele sammen, skjøndt jeg ikke kan forstaae, hvorledes det endnu er muligt, eller ved hvilke Opoffrelser det skal kunne naaes, — saa vil jeg ogsaa see denne Udgang med Tillid imøde. Jeg vil tage imod Alt, hvad der kommer fra Gud; men hvad jeg skal stole paa, er fra ham, det maa komme til os ved Kongen. Danmark uden en Konge, — paa gammel Viis „en Konge af Guds Naade“ —, kan jeg ikke tænke mig; til det, som maa blive bedre hos os, end det har været f. Ex. i det sidste Halvaar, hører ikke blot „Frygter Gud!“, men ogsaa „Ærer Kongen!“ og saa, hvad der maa blive det Tredie, „Elsker Broderskabet!“ De seer her, kjære Biskop Martensen, hvad der er mit Haab i, eller rettere udenfor al Politik. Iblandt det, vi have at knytte vort Haab til, staaer for mig paa en af de forreste Pladser — Kongen, netop den Konge, vi nu have, saaledes som jeg, uden at kjende ham personlig, eller engang at have seet ham, ikke kan tvivle om, at han er, paa hvem jeg ved Alt, hvad der er skeet, stadig har maattet tænke som den, paa hvem den hele Vægt af alt det Tunge, der er mødt, først er falden, og om hvem jeg ikke kan tvivle, at han har taget Alt paa den rette Maade, som et Kors, der skulde bæres, uden at han derved vandt nogen Ære udad eller endog blot Anerkjendelse hjemme; — skal Gud ikke hjælpe ham igjennem, og os med ham? — Men vistnok, det kommer an paa, hvorledes man vil tage Guds Førelser.

Landemodet iaar har maattet udsættes paa ubestemt s. 182Tid; paa Visitats kan jeg ikke komme, og de fleste andre Forretninger ere ligeledes gaaede istaae. Jeg trøster mig med at læse gamle Ting, hvorved man ogsaa lettest kommer ud af det Nærværende. Men jeg savner alligevel meget en regelmæssig, paalagt, ikke selvvalgt, Beskjæftigelse. Jeg har undertiden tænkt paa, hvilken Brug De kunde gjøre af mit Otium, naar jeg kunde give Dem det. — —

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 30. September 1864

De har, kjære Biskop Martensen, glædet mig inderligt — — ved den Tale ^*)Den lærde Skole. Tale ved Reetorindsættelse., som laa til mig, da jeg kom hjem fra min Visitats. Hvad De har sagt i denne Tale, er sagt ganske ud af mit Hjerte, og De har vidst at faae Alt med, saa at jeg ikke savner det Ringeste, som ved denne Leilighed skulde være sagt, men snarere maa undre mig over, at De har kunnet sige saa Meget paa saa snævert et Rum; men det ligger i, at Alt er paa sin Plads, og at det Hele er anlagt saaledes, at det Enkelte af sig selv maatte finde sin Plads. Det er ikke det ene Fornødne, hvormed De denne Gang har at gjøre, men dog det, uden hvilket Hiint ikke kan komme til sin Ret, sit rette Herredømme i denne Verden, og som Suurdeien gjennemtrænge det hele offentlige Liv. Jeg vil indtil videre ansee det for umuligt, at den lærde Skole skulde bukke under for saadanne Angreb som de, der komme fra Tschernings og Grundtvigs Side; men ogsaa som den nu er, forekommer den mig at være meget forqvaklet ved den Indrømmelse, s. 183som man har gjort — maaskee været nødt til at gjøre — Realisterne. Gid der heri kunde skee en Tilbagegang til det Gamle: non multa, sed multum! thi ogsaa her gjælder det dog, at Eet er det Fornødne, det Øvrige det Tjenende, som maa tillægges eller tages fra, eftersom det er godt for Hiint. Nu er der dog to Herrer, deraf denne Usikkerhed og Mangel paa Grundighed. Man vil maaskee sige, at det, der arbeides for fra Grundtvigs Side, ogsaa er det Humanistiske, det Menneskelige, Aand og ikke en Kundskabsmasse; men naar man, saaledes som han vil, isolerer sig fra Menneskeheden og Historien i det Store, og, forsaavidt man gaaer tilbage til Fortiden, kun holder sig til sit enkelte lille Folks Fortid og Efterladenskab, saa kan man dog aldrig naae det sande Humanistiske, kun et folkeligt Vrængbillede. Thi det maa dog gjælde om et Folk som om det enkelte Menneske, at det kan kun blive ret sig selv, finde sin rette Plads ved at være sammen med Andre og respectere den store Sammenhæng (Ap. Gj. 17, 26), som er given og ikke vilkaarlig kan optænkes. Den rette humanistiske Skole — jeg kan ikke see Andet — maa fremdeles blive Latinskolen. At udstøde det Tydske af vor Dannelse vil vel ikke kunne lykkes; men dersom denne Tids Had til Tydskland kunde føre til, at i vore Latinskoler den tydske Grammatik igjen maatte vige Pladsen for den latinske som det egentlige Grundlag, vilde jeg ansee det for en Vinding, som endog kunde føre til, at de Unge vilde lære Tydsk bedre end nu, og i alt Fald til, at der kom en anden Disciplin, Sikkerhed og Eenhed i Underviisningen. Jeg har aldrig ret kunnet forstaae den Stilling, som Madvig indtager til denne Sag, og som dog vel ikke ganske er ham paatvungen; den hænger vel tildeels sammen s. 184med, at han kjender saa lidt til, hvad Børn trænge til og kunne rumme, som hans latinske Grammatik tilstrækkelig viser. Mynster var heri, som i Alt, ganske anderledes paa det Rene med sig selv. Og om De, kjære Biskop Martensen, ogsaa vel mener, at der kan være Plads i Latinskolen for noget Mere af Realkundskaber, end der i ældre Tider blev givet, saa er jo dog Deres Betragtningsmaade i det Hele ganske som hans. — — —

De antyder ^*)I et her ikke optaget Brev., at der tænkes paa at opnaae en Personalunion med Hertugdømmerne. At der endnu kan tænkes herpaa, er mig paafaldende med Hensyn til Stemningen i Tydskland. Men om den kan opnaaes, saa mener jo ogsaa De, at det vilde være et meget tvivlsomt Gode. Jeg har engang meent, at denne Forbindelse efter Omstændighederne vilde være den heldigste Udgang, fordi der saa dog blev et Slags Bolværk mellem os og Tydskland. Men jo mere jeg tænker paa de Forviklinger, som deraf vilde følge, paa Kongens ulykkelige Stilling, som vilde gjøre, at han aldrig blev vor Konge i den Betydning, hvori jeg trænger til en Konge, desto mindre kan jeg ønske, at det maa ende der. Men skee Guds Villie! det er mit eneste Haab, at der er en Høiere med i Alt, og at han har Kongernes Hjerter i sin Haand som Vandbække. Paa en skandinavisk Union, alle de Yngres Haab, kan jeg ikke troe. En aandelig Skandinavisme, som den allerede tildeels bestaaer og viser sig i Studentermøderne, kan glæde mig, saalænge den ikke faaer en directe politisk Tendents. I denne Betydning har det altid forekommet mig, som om det lille Danmark rakte Haanden ud mod de to s. 185større Brødre, der høfligt og koldt toge imod den med en vis Frygt for, at der skulde lægges nogen Betydning i dette Haandtryk. Den maatte ialtfald ganske anderledes forberedes end hidtil er skeet. Og naar det blev til Alvor, vilde da ikke altid Danmark blive den flade, aabne Formuur imod ethvert Angreb paa Skandinavien, aldeles blottet, naar Tydskland ogsaa har faaet en Flaade? Og endnu Eet: skulde den danske Nationalitet gaae op i de to andre? gjælder det dog ikke ogsaa i dette Forhold at blive sig selv? og vilde det være muligt for den Lille iblandt de Større? Jeg synes, Historien, baade for 300 Aar siden og nu iaar, taler imod denne Idee, — hvormed jeg dog ikke vil sige, at Sverrig denne Gang kunde have hjulpet os. Mig synes, det Lykkeligste for os nu maatte være, om vi kunde opnaae en neutral Stilling som Schweitz’s eller Hollands, uden Hær og Flaade, uden nogen europæisk Betydning eller Høihed, men derfor ikke uden aandeligt Samqvem med de andre Folk, hvorved da og Sympathier og Slægtskab kunde komme til sin Ret. Men paa en saadan Stilling synes Ingen at tænke. Den er maaskee umulig; den vilde jo ogsaa have sine Farer, — som Alt i Verden. Og ihvordan det gaaer, saa skulle vi jo ikke bede om at tages ud af Verden, men om at bevares fra det Onde; og hvad det Onde er, hvad der er os i Sandhed det Bedste, det er der kun Een, som veed. Gid vi maae forstaae ham, naar han vil vise os det! Kunde vi det, os kunde vi enes om at følges ad indenfor de Grændser, han vil sætte os, da kunde endnu Alt blive godt. Men er der Udsigt hertil? Naar de udvortes Forhold ere ordnede, saa ere endnu de indre tilbage; hvorledes vil det gaae med dem? Det er i en vis Henseende heldigt, s. 186at en Forandring nu er nødvendig, som i længere Tid af altid Flere er erkjendt som ønskelig; men den vil dog ikke kunne opnaaes uden svære Kampe.

Hvor man seer hen i Verden, seer det uroligt ud. De store Bevægelser i Europa, som engang kunde ventes at ville faae Indflydelse paa os og vor Tilstand, ere dog endnu ikke begyndte, og det synes netop nu, som der arbeides paa at holde dem tilbage, — skjøndt den fransk-italienske Convention jo ogsaa gives den modsatte Betydning. Engang maa det dog bryde løs; men da vil det ikke mere faae Indflydelse paa Forholdene hos os. Eller skulde man ønske, at Sagen maatte tages for igjen? Det er tungt at tænke paa de danske Nordslesvigere, som nu blive indelukkede i Tydskland, og neppe kunne vente, at deres Nationalitet vil blive skaanet. Skal man kun betragte dette som en Prøvetid, og vente paa, at de skulle komme tilbage til Danmark? Det forekommer mig, som om endogsaa Kongen i sit Svar til de nordslesvigske Deputerede har talt om at haabe paa en bedre Tid. Ja, hvem kan Andet end ønske, at det kunde skee ved Begivenhedernes Gang! —

Der er skeet et stort Omsving i den offentlige Retsbevidsthed, eller rettere en fuldstændig Forvirring. Tilforn har der dog været Grundsætninger, hvorom man turde sige, at de maatte gjælde i alle Forhold, om de end paa enkelte Punkter i Anvendelsen kunde svigte; men nu er der Intet mere, hvorpaa man tør stole. Der er noget meget Uhyggeligt ved denne Tilstand, som minder om Matth. 24, 12. De har vel seet et lille Skrift af Zeuthen, hvor han taler om en Dobbelthed i den danske Politik, en Fastholden ved to Principer paa eengang, den historiske Rets og Nationalitetens; men kan s. 187man ikke spore denne Dobbelthed overalt, hvor man seer hen? — — —

I mit Hjem er Alt ved det Gamle. Det bliver efterhaanden mere besværligt stadig at maatte see og huse Fjenden, og det hedder, at Trykket nu skal gjøres føleligere. Hidtil har der ikke været noget særligt at klage over. Gud styre Alt til det Bedste!

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 1. November 1864

— — — Der har paa Deres Landemode været forhandlet om interessante Gjenstande. — — Med Rothe er jeg ganske enig. Han finder noget Reformeert i Ønsket om Præsternes Selvcommunion. Jeg mener, at man ligesaavel kan see noget Katholsk deri, og frygte for, at en Frihed i denne Retning, hvor man betragter Nadveren som en Bestanddeel af Søndagsgudstjenesten, der altid bør være med, kunde føre tilbage til den eenlige og stille Messe, altsaa ende ved det Punkt, hvor Reformationen begyndte sin Opposition. Er der nu noget Sandt baade i Rothes og i min Opfattelse, saa maatte vel Resultatet blive, at det er luthersk ikke at ville gaae ind paa det Forlangte, ligesom det vel og er luthersk, netop ved Nadveren at holde fast paa sin Eiendommelighed. At der i den første Tid var nogen Vaklen hos Lutheranerne med Hensyn paa dette Punkt, er ikke saa underligt; og naar Engelstoft synes at ville understøtte Ønsket om denne Frihed, saa beroer det vel paa, at han er væsentlig Historiker.

s. 188Siden jeg sidst skrev til Dem, har jeg læst Heibergs Breve, og læst dem anden Gang høit, til Glæde baade for mig og for dem, som hørte dem. Naar man har anseet dem for ubetydelige, saa maa det dog ligge i, at man ikke har gjort sig klart, hvad en saadan Brevsamling skal være; Det er vistnok ikke ubetydelige Menneskers Breve, man ønsker at læse; men hvad man vil finde i saadanne, i Forveien kjendte, mærkelige og aandrige Menneskers Breve, er dog ikke det Aandrige, men det Menneskelige ved dem, for at man kan komme nærmere til dem, komme til at holde af dem. Med Heiberg er dette Sidste faldet mig svært, uagtet han i høi Grad har tiltrukket mig baade som Digter og Critiker, og en Tid har havt saa stor Magt over mig, at jeg var nærved at miste min Barndoms Kjærlighed til Øblenschläger. Derfor have disse Breve gjort godt paa mig; jo nærmere man kommer mod Enden med dem, desto mere kommer det Elskværdige frem, det, som De har kaldt det Barnlige, — ikke blot i Forholdet til hans Moder, hvor det jo findes i de allerførste Breve, men dog allermeest i Forholdet til hans Kone. Efter disse Breve tog jeg igjen Deres Tale over Heiberg frem og læste ogsaa den høit, og fandt paany, at den hører til det Bedste, De har givet os. Og saa fik jeg netop i de samme Dage Braminers Samling af Leilighedstaler med Deres Tale over Fru Gyllembourg. Ogsaa hun hører til de mærkelige Personer, hvem man gjerne vil komme nærmere. Hvad der findes af hende i Brevsamlingen er meget tiltrækkende; men man trænger dog til Mere, til en nærmere Forklaring. Og det har De givet i Deres Tale saa fuldstændigt, som det sjælden kan faaes. At hun er Heibergs Moder og dog bar et andet Navn, dette s. 189kunde vel gjøre, at man var i Vilderede med hende, naar hun i sine Fortællinger ofte kom til at berøre Forhold, hvori det gjælder om Kjærlighed og Troskab, og hun her dog ikke kunde gjøre Rede for sig selv. De har ikke løftet noget Slør, men gjort, hvad der er mere værd, overbeviist os om, at Sagen er afgjort paa det rette Sted. Jeg veed ikke, om det er gaaet Alle med denne Tale som mig; men hos mig har De taget Noget bort, som var mig i Veien, naar jeg — nu rigtignok langt tilbage i Tiden — læste hendes Digterarbeider, hvori jeg fandt saa meget Smukt, fiint udtænkt og følt, men dog tillige syntes at møde Følelser, som savnede den rette Grund.

Nu er der jo sluttet Fred, — og hvad skal der saa følge efter? maaskee det Sværeste! Det er ret en Forventningens Tid, hvori vi leve, — og det er tidt svært at holde Spændingen ud, — eller, hvad der er ligesaa trykkende, at slappes, blive sløv og kold. Derfor trænger jeg i saa høi Grad til at have et Fristed udenfor denne Verden, hvor jeg kan trække mig tilbage og finde baade Hvile og Varme; og Gud skee Lov, at jeg veed Veien derind. Gud være med Dem og os Alle!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 15. November 1864

— — — Men ganske særligt maa jeg takke Dem for Deres Tale over Bispinde og Biskop Øllgaard ^*)Sé Brammers Kirkelige Leilighedstaler S. 575 og 729., som s. 190baade jeg og min Kone have læst med den inderligste Tilfredsstillelse. Isærdeleshed er Talen over Bispinde Øllgaard ganske fortræffelig. Jeg veed næsten ikke at have læst nogen Leilighedstale i denne Retning, der giver et saa rigt og anskueligt Billede, saa sandt og dog saa gjennemaandet af Kjærlighed fra Fremstillerens Side. Det hører til de Portraiter, om hvilke man med Sikkerhed kan sige: det ligner, om man end, hvad med mig er Tilfældet, aldeles ikke har kjendt den Paagjældende.

De har, kjære Biskop Laub, gjennemlevet en tung og alvorlig Tid i Jylland. Nu vil jo Fjenden snart begive sig bort. Men efter hvilken Fred! Vi kunne dog kun for det Første imødesee en mørk og i mange Maader uhyggelig Fremtid. Hvad vilde de Gamle, som Mynster og Deres Fader, have sagt til saadanne Oplevelser? Det er godt, at de ere hjemkaldte i Fred. Men vi, som staae tilbage, og for hvilke det endnu kaldes idag, have saa ofte den smertelige Følelse af, at vi kun formaae at gjøre saa Lidet for vort Folk, saa Lidet til at vække den rette Aand i Folket. Ved den rette Aand forstaaer jeg den ethisk-religieuse, Bodens, Troens og Kjærlighedens Aand, der bygger paa Ydmyghedens Grundlag, og som alene formaaer at skabe den Eenhed i Folket, som gjør stærk, og hvortil der hos os i saa høi Grad trænges.

Paa Søndag agter jeg. vil Gud, at prædike, og vil udtale et Vidnesbyrd om Christi Person og Evangeliernes Troværdighed. Man maa i denne Verden ideligt begynde forfra. Men jeg har desværre erfaret, at Renans usle Bog har fundet ikke faa Læsere iblandt Lægfolk. Overhovedet er Rationalismen nu igjen under Opseiling, ikke blot her, men overalt. I Tydskland har Schenkels „Charakterbild s. 191Jesu,“ der er aldeles rationalistisk, gjort stor Sensation. Jeg frygter til alle øvrige Ulykker ogsaa den, at Rationalismen igjen har Fremtid. Det hænger sammen med hele den democratiske Agitation. Har man først nedbrudt den høieste Autoritet, falder anden Autoritet desto lettere. Disse populair-theologiske Skrifter lægge tillige an paa at smigre Folket. Christus fremstilles som en Folkets Mand, og Folket midt i dets naturlige Syndighed som hans sande og ægte Disciple. Alt Overnaturligt fremstilles som sammenhængende med Hierarchiet, der vil holde Folket i Umyndighed. Vi maae holde ved i Tide og i Utide, ogsaa naar Menneskene ikke ville fordrage den sunde Lærdom.

Den hosfølgende lille Moral, som De kjender og rimeligviis eier, beder ikke destomindre om en Plads i Deres Bogsamling.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 25. November 1864

Kjære Biskop Martensen! Vistnok har det været mig meget kjært at modtage Deres Moralphilosophie fra Deres egen Haand, uagtet jeg i mange Aar har kjendt og eiet den. Denne Bog fører mine Tanker meget langt tilbage, til den Tid, da jeg begyndte at gjøre Deres Bekjendtskab paa en anden Maade, end det kunde skee i Studenteraarene, da jeg begyndte at lære af Dem. Da jeg forberedte mig til Examen, var Moralen mig det kjedsommeligste af Alt; jeg gjennemlæste Lærebogen (som jeg aldrig har eiet) saa hurtigt som muligt, og nøiedes s. 192med at faae et almindeligt Indtryk af det Hele, og hermed slap jeg igjennem Examen. Denne hele Disciplin faldt for mig ud i en Uendelighed af Enkeltheder, hvorfor man søgte om et Midtpunkt, der ikke vilde vise sig, der vilkaarlig maatte vælges, hvorefter da Enhver ordnede den uoverkommelige Masse, som han bedst kunde, men uden at kunne indblæse sit Billede Livsaande. Det forekom mig, at Moralens punctum saliens kun kunde ligge i Dogmatiken; og kun paa den Maade, hvorpaa Sagen var behandlet af Nitzsch, kunde den endnu have noget Tiltrækkende for mig. De er den Første, som har overbeviist mig om, at Moralen kan være en selvstændig Videnskab; og selv hvad Udførelsen i det Enkelte angaaer, fandt jeg langt Mere i Deres lille Bog, end jeghavde fundet i den tykke Bog, som jeg engang havde maattet bruge. Det er saaledes en meget gammel Tak, jeg herved bringer Dem; og det er et Haab, som jeg ikke kan slippe, at Herren vil give Dem Naade og Tid til endnu engang, inden vi skilles ad i denne Verden, at komme med en lignende Gave, at fuldende, hvad De for saa længe siden har begyndt, og ogsaa paa denne Maade at virke til Vækkelsen af den religieus-ethiske Aand, som De med Rette kalder det store Savn i vor Tid. Kan den vaagne med den rette Kraft og den rette Klarhed i Videnskaben, ved Universitetet, hos den Ungdom, som siden skal gaae ud og arbeide og prædike iblandt Folket, saa er Meget gjort til, at den kan komme videre ud. Vel kan en Bog ikke erstatte det levende Ord ved Universitetet, og hvad De engang har været, bliver De ikke igjen paa dette Sted; men en Bog kan dog, naar den kommer i rette Tid, udrette Meget, og s. 193saaledes kan De endnu komme til at arbeide i Deres gamle Tjeneste som Universitets- og Præstelærer. Imidlertid arbeider De til det samme Maal i Kirken, og det glæder mig altid, naar jeg hører fra Dem selv eller Andre, at De har prædiket. Og igaar Aftes læste jeg for mine Børn nogle Breve fra min afdøde Kone fra 1849, og deri om hendes Glæde over det Bind Prædikener, som De dengang havde udgivet.

Hvad De skriver om Renans Bog, har overrasket mig. At man i Tydskland og Frankrig griber Sligt med Glæde, kunde jeg nok troe, men at det Samme skulde være Tilfældet hos os Danske, havde jeg ikke tænkt. At en indifferentistisk og materialistisk Tænkemaade er meget almindelig, det kan man overalt have Leilighed til at erfare; men hvor der var noget Religieust tilbage, syntes det dog at være af christelig Art og at søge efter noget Positivt at holde sig til. Men vistnok kan dette Positive, som man har faaet i Arv, under Haanden forvandle sig til noget reent Naturligt, Hverdagsagtigt, saa kan man miste den sidste Rest af det Religieuse; man behøvede da ikke at søge, fordi man har det allerede, og kan glæde sig over, at man er, og at Alt er, som det er. Jeg har hørt, at man har gjort sig Flid for at udbrede denne Bog blandt Skolelærere: jeg har dog hidtil ikke erfaret, at den der har faaet Indgang; men en gammel Præst har beklaget sig over, at hans Søn (theol. Candidat) har fundet Behag i den, hvad dog vel (for de unge Theologers Vedkommende) endnu er noget Enestaaende. Een Trøst bliver dog tilbage: at det er kun Avnerne, Ilden kan fortære, skjøndt det jo bliver sørgeligt at erfare ved en saadan Leilighed, at disses Tal kan s. 194være saa stort. At den religieuse og politiske Retning gaae jævnsides, er jo ogsaa en gammel Erfaring. — —

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 6. November 1865

— — —. I Provst M’s Præstegaard, hvor K. og (tilfældigviis) ogsaa Christiani vare, bragte den Sidste Efterretningen om Birkedals Afskedigelse. Den vakte naturligviis megen Sensation: han og Menigheden beklagedes, der yttredes Betænkeligked med Hensyn til Følgerne; men jeg troer ikke, at Nogen af de Tilstedeværende var tilbøielig til at mene, at. her var gjort nogen Uret. Jeg kan ikke sige, at jeg havde ventet dette Skridt, i en saa lang Frastand er det ikke let at gjøre sig Situationen klar; men — — efterat Regjeringen har taget sin Beslutning, maa det ogsaa forekomme mig, at den har været uundgaaelig. Dersom det skal være Sandhed, at Kongen er ukrænkelig, — og det bliver dog tilsidst det Samme som, om der skal være en Konge, eller han med det berygtede, men meget træffende Udtryk af Liebenberg skal „røddes af Veien,“ — saa maa dette Stykke af Forfatningen overholdes med samme Samvittighedsfuldhed som alt det Øvrige, — ikke blot indenfor de Grændser, som Love og Domstole sætte, — men saaledes at det i al offentlig Tale kjendes, at det skal være Alvor. At Bladene vove sig saa yderligt, som muligt, og at mange Folkerepræsentanter stole paa Deres Talefrihed, — kan man være nødt til at taale, skjøndt der stiftes megen Fortræd derved; men at en Præst gjør det s. 195Samme, — det kan ikke undre mig, om Regjeringen siger: „det gaaer for vidt,“ og tager ham paa Ordet: „ikke Kongen, men du!“ Jeg mener tværtimod, hvad der ogsaa høres (at det kirkelige Embede maatte blive uberørt af disse Rivninger): netop fordi han er en Præst, — ihvor sørgeligt det kan være, som følger paa, og ihvor betænkeligt; der gives Tilfælde, hvor man ikke tør spørge om Følgerne. Hvorledes Sagen nu vil stille sig, naar der kommer en ny Cultusminister — i dette Øieblik seer jeg den nye Liste, hvad er Rosenørn Teilmann for en Mand? — det veed jeg ikke; at gjøre et saadant Skridt tilbage uden Videre, det var dog et stærkt Stykke, og, mener jeg, meget farligt. Men gaaer Sagen sin Gang, saa troer jeg dog for det Første ikke paa andre betænkelige Følger, end at maaskee en Birkedalsk Menighed vil danne sig i Fyen og vare til en Tid, — ikke paa nogen almindelig grundtvigiansk Udtrædelse, — som i alt Fald vilde komme i en besynderlig Contrast til Grundtvigs og Birkedals Udtalelser (i sidste Vennemøde — og i Skriftet mod Trandberg). Da jeg senere igjen var sammen med K., fortalte han, at nogle Bønder (ikke af hans Menighed) allerede havde været hos ham og jublet over Udsigten til den store Adskillelse, men at han havde svaret: „I kan sagtens, men for os Præster er det noget Andet!“ Han har her ærlig, som han er, peget paa det, hvorpaa det vil strande: Præsterne ville betænke sig paa at opgive deres Embeder, og Menighederne blive hos dem. — — — —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 23. November 1865

— — —. Med Hensyn paa Birkedals Sag glæder det mig, at vor nye Cultusminister har taget det eneste rette Parti, at afslaae Andragendet om Birkedals Gjenindsættelse, borgerlig Anerkjendelse o.s.v. Den nye Cultusminister synes at være en retsindig og velmenende Mand, men som Minister er han meget novus & imperitus, og jeg frygter for, at han ikke vil holde sig fri for Vaklen. Han er en god Ven af Pastor N. N. i Rigsdagen, har selv i sin Tid stemt for den ulyksalige Lov om Kirkers Benyttelse for Sognebaandsløsere, og synes at have for høie Tanker om Grundtvigianerne som det eneste „levende“ Parti i Folkekirken. Det nuværende Afslag i den Birkedalske Sag, hvorved han vil vække Grundtvigianernes Mishag, skal uden Tvivl gjøres godt igjen ved Imødekommen i andre Retninger. Anderledes er det nu engang ikke med disse Ministre, der skyde op som Paddehatte, og af hvilke de Fleste have lært deres kirkelige Begreber paa Rigsdagen, og selvfølgelig ere blottede for Principer og mangle de første og groveste Rudimenter for Kirkestyrelsen. Jeg har nu ved mit personlige Forhold til en lang Række af Ministre havt Leilighed til at overbevise mig om, hvor usigeligt desorienterede Fleertallet af dem har været. Hall og Monrad havde endda et superficielt Kjendskab til Forholdene, men vare desværre saa afhængige af Rigsdagen — — —, at intet Ordentligt kunde komme ud af deres Styrelse. — — —

Ved min Ethik, som De med sædvanlig Velvillie omtaler, har jeg nu i flere Maaneder ikke faaet gjort det Ringeste, og der er for det Første ikke Udsigt til, s. 197at jeg kommer til Arbeidet. I Tankerne er den mig stadigt. Skal den blive færdig, da bliver den ogsaa færdig. Tag til Takke med dette Brev, der i den rette Betydning heller ikke er færdigt.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 22. December 1865

— — —. Ja, det er en Lykke, at der i denne Verden er et andet Liv at leve end det i den store Verden med alle dens store Bevægelser. Jeg lever paa en Maade langt borte, og er i mange Henseender kun Tilskuer, eller faaer Tid til at betænke mig, inden der forlanges, at jeg skal handle, og hvad jeg saa gjør, naaer aldrig ret langt ud. Men De er midt i Brændingerne og skal tage det første Stød af; det fører Deres Stilling som Sjællands Biskop med sig, og det nye Forhold, hvori De er kommen til Kongen, har vel ført endnu Mere af den Art med sig. Jeg har tidt tænkt paa — og navnlig nu i den sidste Tid —, hvor vigtig denne Plads er, hvor meget Godt der kan udrettes, men ogsaa hvor Meget der maa være at bære paa, som vi Andre kun bagefter faae en Anelse om. Jeg havde undt Dem ved Siden heraf det stille Liv i Deres Studerekammer, i Videnskabens, og da igjen indenfra ud i Kirkens Tjeneste; det synes nu for Tiden ikke at forundes Dem. — —

Det er den nære Juul, som nu driver mig til at skrive til Dem, — den maatte ikke komme, uden at De skulde have faaet en Tak fra mig; ellers havde jeg opsat det endnu lidt længere, for at vente paa Noget, som jeg s. 198havde tænkt ved denne Leilighed at kunne sende Dem. Det vil overraske Dem, dersom De ikke tilfældigviis andenstedsfra er forberedt derpaa; thi omendskjøndt jeg ikke holder af at tale om Sligt, før det er færdigt, har jeg dog mærket, at Flere vide Noget derom. Tanken herom, som jeg dog vist aldrig har nævnet for Dem, er gammel nok. Strax da jeg kom hertil, begyndte jeg at tænke paa engang at udgive en lille Samling Prædikener som et Vidnesbyrd fra min Præstetid; jeg meente, det kunde betragtes som et Slags Regnskab, jeg skyldte de Præster, hos hvem jeg skulde virke. Den lille Samling var ogsaa snart færdig til nærmere Gjennemsyn, men blev liggende fra det ene Aar til det andet, tildeels fordi det gik mig som den Syge ved Bethesda Dam: der kom stadig noget Andet ud af denne Art, jeg syntes tidt, for Meget, og at jeg ikke burde forøge det. Maaskee det helst maatte være bleven derved; i alt Fald var der neppe endnu blevet tænkt paa at trykke denne Samling, dersom jeg ikke havde følt mig stærkt opfordret til at tage imod det Tilbud, som en Boghandler gjorde mig. I de omtrent 10 Aar, som saaledes ere gaaede, er der kommet noget Nyere til Samlingen med Udskud af Andet, som nu tiltalte mig mindre. Nu veed De, hvad det er, De har ivente. Jeg havde glædet mig til at komme saaledes engang til Dem i Julen; men til min store Forundring har Forlæggeren ikke kunnet faae Bogen færdig til den Tid, hvad der dog maatte synes at være i hans egen Interesse. — — Jeg er mig bevidst, at det er intet Usædvanligt, jeg har at byde, Intet, som skal vække Opsigt. Men jeg vil dog ønske, at det kjendes for mit Eget, at det maa bære mit Præg saaledes, at de, der bekymre sig Noget om mig, kunne kjende mig deri, og af den s. 199Grund have Glæde deraf. Ogsaa veed De, kjære Biskop Martensen, at der ere ikke Mange, til hvem jeg før maa komme med et saadant Arbeide, og til hvem jeg vil komme med saa megen Tillid, saa vis paa venlig Modtagelse, som til Dem, og at der heller ikke er blandt de Levende Nogen, hvem jeg saaledes skylder at bringe, hvad jeg har, til Tak. Jeg stoler da tillige paa, at De fra Deres Side vil med den Ærlighed, som Venskab gjør til Pligt, sige mig Deres Mening om mine Prædikener; thi jeg er ikke for gammel til at lære, og selv hvor der findes Mangler, som jeg ikke selv har faaet Øie paa itide, og nu ikke kan rette, vil jeg ansee det for en Vinding at faae dem at vide. — —

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 3. Januar 1866

Glædeligt og lyksaligt Nytaar, kjære Biskop Laub, og Tak for Deres Venskab i de henrundne Aar, og særlig Tak for den tilsendte Prædikensamling ^*)H. O. C. Laub. Prædikener.. Jeg har endnu kun kunnet komme til at læse enkelte Prædikener, nemlig den lste, 4de, 6te og 15de, og med Glæde og Opbyggelse. Jeg har deri atter mødt den christelige Aand og det christelige Gemyt, der giver sig Vidnesbyrd i enhver af Deres Udtalelser, og ikke kan Andet end finde Gjenklang hos dem, der ville Evangeliet. En særegen Tilfredsstillelse har den 15de Prædiken skjænket mig. Jeg finder, at De i Behandlingen af den vanskelige Text, over hvilken s. 200man finder saa lidet Tilfredsstillende, har været meget heldig og truffet Sagens Midtpunkt. De har ved at gaae ud fra Christi Forbillede med indtrængende Kraft hævdet den store Sandhed, der kun altfor ofte glemmes, at Kjærligheden alene har Ret til at dømme, medens Dom og Kjærlighed i Verden ere adskilte. Ganske fortræffeligt er hvad De siger S. 203: „derfor er Verden aldrig frimodig i sin Dom — fordi den ikke selv vil dømmes med den samme Dom“. Vor Tid kunde tilvisse trænge til flere ethiske Prædikener i denne Retning. Jeg glæder mig til efterhaanden at gjennemgaae den hele Samling. — — —

Endnu engang: Tak for Deres Venskab, hvilket jeg tager over med mig i det nye Aar. Herrens Velsignelse være over Dem, kjære Biskop Laub, over Deres Gjerning og Deres Huus!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn 27. Marts 1866

— — —. Jeg har yderligere beskjæftiget mig med Deres Prædikener, og der fundet den samme stille og dybe Opbyggelsens Aand, som jeg allerede i mit Foregaaende har omtalt. De vil imidlertid, at jeg isærdeleshed skal sige Dem, hvad jeg har savnet. Jeg kan hertil kun svare: intet Væsentligt, Thi dersom jeg vilde sige, at jeg ønskede færre Reflexioner og Digressioner og mere Concentration, Mere for Anskuelsen og Synet, saa vilde denne Fordring være urigtig, fordi den vilde kræve en anden Individualitet; Netop i Reflexionerne udtaler sig s. 201hos Dem ofte noget særdeles Opbyggeligt, som en anden Behandlingsmaade ikke vilde kunne faae frem. Vi komme tilbage til, at Gaverne ere forskjellige, og at Enhver maa tale med sin Tunge. Dette ville vi med Herrens Bistand ogsaa gjøre i denne Paaskehøitid.

Jeg har i denne Tid læst Hauchs Julian den Frafaldne. En stor Idee og herlige Partier i Udførelsen. Det er skjønt og glædeligt at see en Forfatter i denne Alder at have en saadan Aandens Kraft og Friskhed.

Roeskilde Domkirke haaber jeg nu at have faaet heldigt besat med Gude til Domprovst og med Tolstrup til anden Præst, begge fortræffelige Mænd, der sikkert vilde kunne arbeide sammen til Velsignelse for Menigheden og for sig selv. Anciennitetsprincipet burde ved denne Leilighed vige for Hensynet til Embedets og Menighedens Tarv, hvad ogsaa altid har været Tilfældet. Glædelig og velsignet Paaske!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 13. Mai 1866

— — —. Biskop Brammer har skrevet mig til om Deres Bispemøde i Aarhuus. Havde jeg kunnet være der, vilde jeg have forenet mine indstændige Ønsker med Braminers om en Fælledsadresse til Kongen angaaende Rigsdagens Overgreb. At det ikke skulde være betimeligt, hvor en saadan Fare er tilstede, er mig ubegribeligt, og jeg frygter meget for, at man om nogen Tid vil finde, at noget Væsentligt fra Biskoppernes Side er blevet forsømt. Indrømmes det Rigsdagen at optræde s. 202som Synode, da er den uundgaaelige Følge Grundtvigianismens fuldstændige Seier og Folkekirkens Opløsning — —.

Guds Naade være med os! Skriv snart til

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 7. Juli 1866

— — —. Man maa iøvrigt skikke sig i, at man i sine egne Forholde befinder sig i vanskelige Situationer, naar man seer hen til den Situation, i hvilken den hele Verden med alle dens Riger og Herligheder befinder sig. Nu er Verdenssituationen da atter en anden efter Preussernes seierrige Fremgang, og al den Blodsudgydelse, som har fundet Sted. Alt dette er dog formodentlig kun Forspil for et større Drama. Thi jeg kan ikke forestille mig Andet, end at der endnu maa gjennemgaaes Meget, før Verden og Tiden kan komme til en relativ Rolighed og Orden.

Jeg har nylig holdt Landemode, hvor Spørgsmaalet om kirkelig Frihed blev drøftet, og flere grundige Udtalelser fremkom. Men, hvad hjælper det, naar Magten til at afgjøre disse Spørgsmaal ligger paa et heelt andet Sted end hos Kirken. Nu vil det vise sig, om den nye Forfatning, der jo har Udsigt til at gaae igjennem, men til hvilken jeg for min Deel ikke har synderlig Tillid, vil blive gunstigere for Kirken. — —

In republica litteraria er der intet Nyt med Undtagelse af den R. Nielsenske Protest mod al Theologie, der naturligviis ikke interesserer mig synderligt. At protestere s. 203mod al Theologie er det Samme som at vælte en Sisyphussteen. — — —

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 30. November 1866

—.— —. At R. Nielsen og Zeuthen ikke ville komme hinanden nærmere, ihvor meget de Begge stræbe at holde sig i hinandens Nærhed, er vel allerede klart; og saaledes maa det dog ende med, at de gaae hver til sin Side. Gid dette maa staae klart og afgjort! Der er forøvrigt en Deel i denne Forhandling, som jeg ikke ret forstaaer. Hvori den Theologie, som Zeuthen mener, skal være forskjellig (væsentlig forskjellig) fra Deres, vil ikke blive mig klart. Jeg vilde mene, at han i Grunden vil det Samme som De, naar han ikke havde viist hen til Schleiermacher. Men endda kan jeg ikke forstaae Andet, end at han, hvad den Modsætning angaaer, hvorom det her gjælder, maa komme til at staae paa samme Side som De. Har ikke ogsaa De paa en lignende Maade henviist til Schleiermacher (Dogm. S. 7)? og hvad Indholdet af Schleiermachers Dogmatik angaaer, vil Zeuthen ikke staae ham nærmere end De. Hvad Zeuthen vil, er dog „en sammenhængende theologisk Tænkning“, som han mener er baade mulig og nødvendig; og naar han, for at sikkre Theologien en selvstændig Tilværelse, søger et nyt Princip, et Sted, hvorfra han kan overskue den hele Sammenhæng, og et Organ, hvormed han kan see den, saa maa jo den theologiske Tænkning ogsaa blive en speculativ. Jeg kan ikke tænke mig, at Zeuthen, Schellings begeistrede s. 204Discipel, kan ville sætte Religionsphilosophie og Dogmatik i et saadant Forhold, at de maae blive uden Berøring med hinanden. Forholder det sig ikke saaledes, at indenfor Videnskaben i Almindelighed ere der Videnskaber, hver med sit selvstændige, men kun specifisk, ikke absolut selvstændige Princip, saa at Tænkningen i i Theologien ikke kan blive absolut forskjellig fra Tænkningen selv, Tænkningens Væsen maa blive det samme? Saaledes maa jo Zeuthen mene det, og har vel sagt det; men saaledes maa han i denne Forhandling dog staae paa samme Side som De, ihvor forskjellig end i meget Enkelt, ja maaskee heelt igjennem, hans Dogmatik maatte blive fra Deres.

De Sibbernske Brevsamlinger har jeg megen Gllæde af, navnlig den sidste, som jeg dog kun er kommen halvt igjennem. Der er noget Oplivende og Frigjørende i Sibberns Breve, som maaskee ikke findes i den Grad, i alt Fald ikke paa den Maade, hos nogen Anden. Man finder her en ualmindelig Gave, men ogsaa en ualmindelig Energie i at benytte denne Gave til at kunne paa engang give sig hen og leve med i Alt, og desuagtet, eller just derved, at være og blive sig selv under Alt, og, man maa vel føie til, vorde sig selv ved Alt. Derfor kan han ogsaa paa en eiendommelig Maade vise Andre Veien til det Samme, som den gamle Brorson eller den syge Molbech, og alle sine Læsere.

Jeg har endnu en Rest af en Visitats tilbage, et Pastorat, som jeg i Sommer maatte forbigaae paa Grund af Vacance, men som jeg dog gjerne vilde have med endnu iaar, da det kun er et Par Miil herfra; dertil tager jeg imorgen. Ellers vover jeg mig ikke til saadanne Reiser paa denne Aarstid. — — — I Søndags prædikede s. 205jeg, og har derefter begyndt — som ifjor — to Rækker af Bibellæsning, som synes igjen iaar at ville blive godt besøgte. Paa denne Maade maa jeg vel give Afkald paa adskillig Tid, som jeg ellers kunde bruge for mig selv; Vinteren kan saaledes ikke længere være min Læsetid i samme Omfang som de foregaaende Aar; men kan man gjøre noget Godt for Andre og faae Velsignelse dertil, saa har man alligevel en Vinding for sig selv. — — —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 7. December 1866

— — —. Hvilke Tider! I Folkethinget er der den mest afgjorte Stemning for Frimenigheder. Casse og Hall synes at være slaaede om og at beile til Grundtvigianernes Venskab, — — —. Ministeren staaer vaklende som et Rør, der svaier hid og did. Hvorledes det vil gaae i Landsthinget, veed Ingen endnu. Jeg glæder mig ved, at vi der have Bindesbøll, der dog vel vil udtale et Vidnesbyrd. Men jeg skjønner ikke rettere, end at Folkekirken gaaer sin Opløsning imøde, dersom denne Lov gaaer igjennem, og at americanske Tilstande ere Finalen, der kan haves i Udsigt. Ulykken er, at lignende Strømninger gaae igjennem hele Verden. Den eensidige Individualisme synes ikke at ville faae Ende.

Om Zeuthens Skrift deler jeg ganske Deres Mening. Det fører til Intet, thi i Grunden ere Zeuthen og Nielsen absolut uenige, og Z. staaer i Virkeligheden langt over paa min Side, om han end har sin egen Idee om Dogmatik. Denne Idee forekommer mig dog at være s. 206noget uklar. Hvad han kalder sit nye Princip — at Alt, hvad der skal være Gjenstand for Tro og kunne blive Troeslærdom, maa have det Ubetingedes Præg — er jo aabenbart ikke noget Princip, hvoraf et System kan udvikles, men kun et Criterium, et Kjendemærke, der som saadant vistnok maa betragtes som rigtigt, men hvorved aldeles Intet er vundet for selve Udviklingen af et dogmatisk System. Hans Fordring om en Tilbagegang til Schleiermacher er ogsaa aldeles uklar, idet han jo selv indrømmer, at man ikke kan gaae tilbage til Schleiermacher, aabenbart fordi Schleiermachers Standpunkt er alt for subjectivt. Men deraf følger, at Dogmatiken maa udvikles i en langt objectivere Retning end Schleiermachers, og der skjønnes da ikke, hvorledes Grundretningen i det Væsentlige skal blive en anden end den, som Z. dog ikke vil billige hos mig. At kaste de speculative Dogmer, Triniteten, Christi Naturer, ud af Dogmatiken, gaaer umuligt an, og Z. vilde selv erfare det, dersom han vilde forsøge at skrive en Dogmatik.

Dog, jeg bliver alt for udførlig. Rigsdagen har sat mig i en Tilstand af Forstemthed, og De, kjære Biskop Laub, bør snart skrive mig et Brev til Opmuntring. Igaar havde jeg den Glæde at see Bindesbøll og Kierkegaard hos mig. Lev vel, og bliv ved at holde af Deres hengivne

H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 9. December 1866

Kjære Biskop Martensen! Jeg maa strax skrive et Par Linier til Dem, efterat have modtaget Deres Brev, s. 207hvormed De meget har glædet mig, skjøndt det ikke indeholder noget Trøsteligt med Hensyn paa den Sag, som stærkest beskjæftiger mine Tanker i disse Dage. At Forslaget om Frimenigheder vilde faae en god Modtagelse i Folkethinget, var at forudsee; men en saadan Modtagelse havde jeg ikke tænkt mig mulig. At Mænd som Casse og Hall saa aldeles kunde gaae ind paa denne Sag, at to af vore anseeteste Jurister ikke have havt Andet at sige, end at her er en Trang, at Retssiden af Sagen aldeles er skudt til Side, har i høieste Grad overrasket mig. Jeg kan ikke see Andet, end at det er Revolutionens Ret, der af Folkets anseeligste Repræsentanter bliver sanctioneret. Og Casse mener endog imod Gultusministeren, at Kirkestyrelsen har kun at gjøre med Individernes Trang, fordi Kirken kun bestaaer af Individer! At — — en Mand af Ørsteds Skole, som man dog har troet (skjøndt min Tro herpaa allerede i hans Ministertid fik et Knæk), kan tale saaledes, og det i en Sag, hvor man dog maa troe, at Samfundet maa have en særlig Betydning, da der udtrykkelig handles om at blive i Folkekirken, som dog maa beroe paa, at man tillægger Samfundet en Betydning, (som man ellers tidt nok søger at svække), — at Casse, hvem jeg fornyede Bekjendtskabet med i Deres Huus for 12 Aar siden og syntes saa godt om, at han er kommen saa vidt, jeg kan ikke sige Dem, hvor det har bedrøvet mig. Dette Aars politiske Begivenheder have omstyrtet de gamle Grundvolde for Staterne i Europa; og nu er man ifærd med hos os at omstyrte de gamle Grundvolde for Retsbevistheden; var det ellers muligt ved denne Sags Behandling aldeles at undlade ethvert Hensyn til dens Oprindelse, til Maaden, hvorpaa s. 208den Frimenighed, man har for Øie, er bleven til? Det Betænkeligste ved Forslaget forekommer mig næsten at være dets Beskedenhed, som Alle rose, paa samme Tid som der er dannet en Forening til at virke for en Frihed i Kirken, som gaaer langt videre. Dette er altsaa kun, hvad man nu forlanger (trænger til); derefter vil man komme igjen med en ny Trang, som da igjen maa være Grund nok til at gaae videre, — ja, indtil americanske Tilstande, som De siger; ogsaa jeg kan ikke see Andet. Af Ministerens Tale faaer man det Indtryk, at han føler en Forpligtelse til at gjøre Modstand, men ikke forstaaer ret, hvorom der handles; ellers maatte han kunne lægge en anden Vægt i det, han stiller imod, — — —. De skriver, at Kierkegaard har været med Bindesbøll hos Dem. Jeg er overordentlig begjærlig efter at erfare, hvad De har talt om, og navnlig hvad Kierkegaard siger om denne Sag. Hvad han har yttret paa Landemodet iaar, var meget betænkeligt; og af en senere Samtale med ham kunde jeg ikke faae Andet ud, end at han vilde give efter — imod hvad han har erklæret for sin 0verbeviisning, altsaa dog vel i det Haab, at med en saadan Indrømmelse maatte det Videregaaende være afskaaret. Men hvorledes han kan have et saadant Haab, forstaaer jeg ikke.

Ogsaa paa et andet Omraade søger man at omstyrte de gamle Grundvolde, — paa Videnskabens; thi hvad R. Nielsen vil, er dog, saavidt jeg kan forstaae, en Afskaffelse af Modsigelses-Grundsætningen, en fredelig Bestaaen af to Contradictoriske i een Bevidsthed. Men her tænker jeg dog, at Kampen maa faae et andet Udfald. At der fra hans egne Tilhængeres Side er reist en saa stærk Opposition, haaber jeg dog skal føre til Noget. s. 209Og om end min kjære Ven Zeuthens Krigsførelse ikke forekommer mig heldig, mindst i det 2det Sendebrev, hvor han altfor meget leder Opmærksomheden hen paa sit Særlige, bort fra Sagen selv, saa tænker jeg dog endnu, at hans fredeligere Stilling til R. N. skal formaae denne til at udtale sig forstaaeligere, end hidtil er skeet.

Tag nu, kjære Biskop Martensen, tiltakke med disse i Hast nedskrevne og ikke meget overveiede Yttringer, som det var mig en Trang strax at faae frem. De beder mig skrive Noget „til Opmuntring“; hertil due disse Linier ikke. Jeg er i en spændt og urolig Stemning. Havde man for 12 Aar siden kunnet forudsige mig, hvilke Tider, der forestod i Kirken (maaskee antydede dengang ved S. Kierkegaards voldsomme Angreb — netop i de Dage, jeg var i Kjøbenhavn), da havde jeg neppe havt Mod til at blive Biskop. Nu er det min Opmuntring, at jeg kan dog ogsaa noget Andet end gruble over Fremtiden, f. Ex. holde Bibellæsning for Tilhørere, som synes at skjønne derpaa.

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 14. Januar 1867

Hermed sender jeg Dem, kjære Biskop Martensen! hvad De pleier at faae fra mig ved Aarets Begyndelse. Biskop Brammer havde meddeelt mig, at han denne Gang i sit Nytaarsbrev vilde tage Spørgsmaalet om Frimenigheder for, og ønskede, at jeg vilde gjøre det Samme; men dertil har jeg ikke turdet vove mig. Da jeg nu i en Række af Aar ved denne Leilighed har henvendt mig til Menighederne, altsaa for største Delen til Almuen, og s. 210har Grund, til at mene, at man gjerne vil, jeg skal blive ved paa denne Maade, saa maatte jeg være i Tvivl, om dette var et passende Emne, naar jeg dog ikke tiltroede mig at kunne gjøre Sagen fuldstændig klar. Brammer, som nærmest har Præsterne for Øie, kan bedre gjøre det, og jeg vil ønske, det maa lykkes for ham, thi jeg maa fremdeles mene, at der i denne Sag bør skrives, som Modvægt imod hvad der tales i Rigsdagen, eller til Hjælp for dem, som der endnu ville tale den gode Sag, og for Regjeringen, dersom den vil gjøre Modstand, — ikke blot for en lille Kreds af Præster, men for Alle, som kunne læse, meest for den dannede Deel af Folket, hvor nu de farligste Modstandere findes, og hvorfra der virkes nedad. Det bør gjøres klart, hvad det er, man er i Begreb med at gjøre. Frimenigheder i Folkekirken er for mig en Modsigelse, som lidt efter lidt maa ende med Opløsning af Folkekirken. Er det dette, man vil, maaskee i Haab om en Regeneration, saa skal man i det Mindste kunne see og sige sig det, som tildeels I. A. Hansen har gjort, der maaskee er den, der i denne Sag har talt klarest og besindigst fra sit Standpunkt. Efter hvad han har sagt, synes mig den Udgang paa Sagen, som jeg vilde ansee for ønskeligst, endnu opnaaelig: at der (ved Kgl. Resolution) gives Birkedal (og Trandberg) Ret til at udføre kirkelige Handlinger med borgerlig Virkning, saaledes at deres og deres Menigheders Forhold til Folkekirken ikke videre berørtes, maatte blive, hvad de selv kunde gjøre det til ved at holde sig til eller fjerne sig fra den i Lære, Cultus osv. — Foreløbigt vilde deres kirkelige Handlinger (Daab, Confirmation) maatte anerkjendes af os, og saaledes kunde Forholdet blive et venligt. Hvad derimod Tilbudet om at stille sig under s. 211samme Tilsyn som Folkekirkens Menigheder angaaer, da mener jeg, det kan ikke antages, da det Forbehold, som det maa indeholde, enten det udtales eller forties, gjør det umuligt. I alle udvortes Forhold, hvor Statens Fordringer komme i Betragtning, kunde det gaae; men i alt det Væsentlige, ved Spørgsmaal om det Indre, Forholdet mellem Præst og Menighed osv., maatte man være vis paa at faae det Svar: husk paa, hvem vi ere, at vi ere noget ganske Andet end I! — og det maatte være et berettiget Svar, fordi disse Menigheders Oprindelse maatte faae en blivende Betydning. Jeg mener derfor, at man ikke bør paatage sig det Ansvar, som ligger i at overtage Tilsynet. Om nu Birkedal vilde mene paa denne Maade at finde den Støtte i Folkekirken, som han ikke kan undvære, maa han selv afgjøre; men paa denne Maade kan den Folkekirke dog bevares, hvortil han vil støtte sig. Og Forholdet kan blive et fredeligt, saalænge disse Menigheder selv ville.

Paa Hjemveien fra Kjøbenhavn har Kierkegaard besøgt mig. Han var meget oplivet og meddeelsom, og jeg havde megen Fornøielse af dette Besøg; men hans Betragtningsmaade af ovenomtalte Sag var den, som kjendes fra sidste Landemode, og her kom vi ikke til nærmere Forklaring, end at Differentsen imellem os blev bestemtere udtalt. Han vil i Grunden ikke det, som Rigsdagen vil, men anseer det for uundgaaeligt, og vil, at Regjeringen skal tage Sagen i Haand, for at faae det bedst Mulige ud deraf. Men hvad han foreslaaer er saa dog — jeg kan ikke see Andet — det Samme. — — —.

Det nye Aar har allerede kaldt En af vor lille Embedskreds bort, og man kan ikke Andet end spørge: hvem skal være den Næste? For mit Vedkommende kan s. 212jeg ikke have Noget imod at komme saaledes ud af den Forvirring, som tidt gaaer mig over Hovedet, skjøndt jeg, hverken hvad dette Embede angaaer, eller i andre Henseender kan mene, at jeg er færdig med, hvad jeg skal, og derfor dog beder om at maatte blive og blive bedre færdig, og faae Hjælp hertil ogsaa ved dem, med hvem jeg skal arbeide sammen. Herved kommer da min Tanke til Dem, kjære Biskop Martensen, og min Bøn om, at ogsaa De maa blive og faae Hjælp herovenfra til at være paa rette Maade med i Alt. Gid saa ogsaa Daugaards Plads maa blive besat med den rette Mand.

Alliancen imellem R. Nielsen og N. Lindberg, som man vel først forbausedes over eller fandt comisk, er vel et Vidnesbyrd om, at det paa begge Sider i Grunden er den samme Sag, hvorfor der strides i Praxis og Theorie: den Enkeltes Ret ifølge hans Trang — uden Hensyn til Noget, som i objectiv Forstand maa kaldes Sandhed og Ret. Kierkegaard meente, da vi talte om Rasm. Nielsen, at det gaaer mod Enden med ham, efterat han nu har gjennemgaaet alle kirkelige Stadier. Dersom R. Schmidt er en ægte Discipel af R. N. (hans Philosophie kjender jeg ikke), saa maa det ende med Mosekonens Bryggerier.

Hermed levvel, kjære Biskop Martensen! Gud være i det nu begyndte Aar med Dem og alt Deres!

Deres hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 1. Marts 1867

Kjære Biskop Laub! Hermed sender jeg Dem et Skrift ^*)Om Tro og Viden., som De vel neppe havde ventet. Det R. Nielsenske Uvæsen blev mig for galt. Ogsaa følte jeg Drift til engang at fremlægge mine egne ikke blot theologiske men philosophiske Principer. De vil læse det med sædvanlig Velvillie.

Den kirkelige Situation er jo piinlig. Af største Vigtighed vil det være, om den fra Kjøbenhavns geistlige Convent til Rigsdagen afgivne Adresse ogsaa trindtomkring i Landet maatte faae talrige Underskrifter. Selv om Intet opnaaes ved Rigsdagen, vil dette dog være af megen Betydning, fordi det vil kunne afgive et gyldigt Motiv for det konglige Veto, dersom dette maatte blive fornødent. Det vil da findes i sin Orden, at Kongen ikke tager Bestemmelse i denne Sag, forinden Kirken under en eller anden Form er bleven hørt.

Tak for Deres kjære Brev.

Deres hjerteligst hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen.
Viborg, 30. Marts 1867 ^**)Et tidligere Brev fra Laub om Martensens Skrift „Om Tro og Viden“ er gaaet tabt..

— — —. Deres Bestemmelse af Theologien som den centrale Videnskab, findes jo ganske rigtigt, og fuldstændig belyst i Deres Dogmatik (§ 35), og Deres Svar paa, hvad man har at spørge om, er altsaa givet for s. 214mange Aar siden; men jeg har her lært, paany, at et Svar forstaaer og fastholder man ikke ret, førend Spørgsmaalet er kommet frem i sin hele Styrke, og fordi dette er skeet i og med Besvarelsen i Deres sidste Skrift, derfor kommer nu ogsaa Svaret som noget Nyt. Jeg har læst dette Skrift flere Gange igjennem, og er mere og mere bleven bestyrket i den Overbeviisning, som allerede var det første Indtryk, at det, skjøndt det kun kalder sig et Leilighedsskrift, er noget af det Bedste, Lærerigste og Varigste, De endnu har givet os, og at der herfra gaaer et nyt Lys ud over alt Deres Tidligere; man seer her Sammenhængen imellem Alt, hvad De tilforn har skrevet, som man idelig erindres om, Deres Skrift om Autonomien og om Mystiken og Deres Dogmatik — ogsaa om Deres Prædikener, den stærke Vægt, De altid mere og mere her lægger paa Villien —, og længes da endnu mere efter Deres christelige Ethik, som skal afslutte Deres Theologie, og som jeg ikke kan opgive Haabet om at skulle opleve. Ved den gjentagne Læsning af Deres sidste Skrift har jeg egentlig ikke opdaget noget i det Enkelte, som jeg ikke allerede ved den første Læsning havde bemærket; det er mere det Hele, som bestandig træder klarere frem, hvorved da det Enkelte sees paa sin Plads og faaer sin Betydning, idet man mærker, at her er Intet til Overflod, ingen architektoniske Zirater, som ikke tillige ere Bjælkehoveder, Muurstivere eller desl. — — Skulde man i Korthed nævne, hvad man har fundet i denne Bog, saa kunde man indskrænke sig til at nævne Overskrifterne paa de to mellemste Afsnit. — — —. De har behandlet R. Nielsen som en Stærk, hvis Rustning skulde fratages ham; her er en virkelig Kamp, hvori der kan seires. — — —. Zeuthen s. 215har skrevet mig et Brev til i Anledning af Deres Skrift, som han omtaler „med Begeistring“ og hvori han bl. A. siger: „M. er en Mester i Ord og Tanke paa sit Standpunkt, som i det Almindelige og Væsentlige ogsaa er mit“. Vel gjør han endnu nogle Bemærkninger med Hensyn til Schleiermacher, men som dog vel, efter denne Yttring om det Almindelige og Væsentlige, væsentlig kun kunne have en personlig og historisk Betydning, og navnlig Intet betyde med Hensyn til Forholdet mellem Dem og R. Nielsen. — — — —

Det kjøbenhavnske Convents Adresse synes jo at ville faae en Deel Underskrifter. Og hvad saa? Ministeren har jo sagt i Rigsdagen, at han finder det rigtigt, at Kirkens Embedsmænd høres i kirkelige Sager af Vigtighed, men at han ikke kan erkjende, at de have nogen Ret dertil. Er det ikke en mærkelig Yttring, dersom dermed er meent Mere, og det maa der dog være, end at der er intet Sted i Loven, som udtrykkelig bestemmer det? Det har dog vel gjældt som en Grundsætning i Kirkeretten fra den Tid af, da Fyrsten fik sin eiendommelige Stilling i Kirken, at Lærerstanden maatte høres af Fyrsten, før han bestemte Noget; her er jo kun Tale om at høres; han har Magten og Afgjørelsen, men just derfor trænger han til at høre „de Sagkyndige“. Den souveraine Konge kunde med en vis Ret sige, hvad der blev taget ham meget ilde op: „Vi alene vide“ —, fordi i dette Vi var indesluttet, at han havde Raadgivere, som han vidste at finde paa rette Sted, og som de souveraine Konger dog i Regelen ogsaa søgte paa rette Sted. Men skal det gjentages nu, saa maa i Alt, hvad Ministeriet ikke mener at behøve Rigsdagen til, al V iisdommen concentrere sig i den ansvarlige Minister. Men s. 216hvorledes kan han sige et saadant Ord? Have ikke Embedsmændene ved Universitetet Ret til at høres om de Personers Dygtighed, som Kongen vil beskikke til Præster? og hvad betyder Biskoppernes Collatser m. M. af samme Art? „Høres“, det er dog det Mindste; men ikke engang her kan der være Tale om Ret! Er det ikke det samme onde Veir, som gaaer igjennem hele Tiden, som ogsaa mærkes i de store Forhold, i den politiske Verden, i Forhandlingerne om den 5te Art. i Pragerfreden o.s.v.? Det er som om det hele Retsbegreb skulde gjennemgaae en Forandring, vi ville haabe en Gjenfødelse; men det er i saa Fald ikke kommet videre end til Es. 37. 3, og man kan let tabe Modet til at være med i en saadan Tid. Jeg har først i disse Dage faaet fat paa Landsthingsforhandlingerne om den kirkelige Sag, og er der truffen paa denne Yttring af Ministeren til Bindesbøll. Der har jeg da ogsaa læst Bindesbølls Tale ved første Behandling af Sagen. Der indeholdes jo meget mere i den end i de andre Taler, som fylde langt mere; men det er et Spørgsmaal, om en vis Bredde dog ikke hører med for at gjøre noget Indtryk paa dette Sted. Bindesbølls Tale egner sig vist mere til at læses og overveies i Ro og i en velvillig Stemning, end til at overbevise forud indtagne Modstandere. Den er for sententiøs; det er den Form, hvori man ogsaa i en fortrolig Discussion hører ham tale, medens man glæder sig over det eiendommelige Liv, der rører sig i ham, det stærkt Udprægede i hans Opfattelse og Fremstilling. Men mon dette stærkt Eiendommelige dog ikke har været til Hinder for, at man kunde forstaae ham og faae noget rigtigt Indtryk? Vi maae være ham taknemmelige, fordi han har villet holde paa en Plads, hvor vi Andre nødig s. 217vilde staae, og maae haabe, at hans Personlighed maa have lagt Vægt til hans Ord, saa at det dog maa erkjendes, at der er meget at sige, som paa dette Sted ikke kan siges. — Og mon det er heldigt, at baade han og et Par Andre kun have kunnet antyde, hvad det Meget er i Lovforslaget, som trænger til at overveies i Forhold til saa meget Andet udenfor, førend Loven kan siges at være forstaaet? — — — —

Endnu m aa jeg nævne en Bog, som er i Alles Munde: „Breve fra Helvede“. De hidrøre fra en begavet, øvet, phantasierig Forfatter, som kan opfatte og skildre; men ved Siden af Meget, som jeg maa kalde godt, er der Meget, som er mig imod, og Indtrykket i det Hele maa jeg kalde uhyggeligt. Er der ikke meget Skjævt i Forfatterens Tanke: at skrive om Helvede fra Helvede? Ja — det maa blive piquant, men kan tilsidst ikke tilfredsstille. Og hvad er det for et Helvede? er det det, hvorfra Haabet er udelukket — eller —? det faaer man ikke at vide. Dersom denne Bog kan vække Rædsel, saa kan den dog ikke lægge den rette Kraft i denne Rædsel. Jeg synes, man kan ikke undgaae den Tanke, at denne Bog er ikke skreven i Helvede, men af En (hvorved dog ikke skal tænkes paa den virkelige Forfatter), som er paa Veien til Helvede uden en virkelig Villie til at forlade den. Mon ikke denne Bog hører til det, som gjør et stærkt Indtryk, men hastig er glemt? — — —.

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 21. Mai 1867

— — —. R. Nielsens Modskrift: „Om den gode Villie som Magt i Videnskaben“ fik jeg igaar og gjennemlæste s. 218det strax. Det er et Opkog af alt det Gamle med de sædvanlige Anfald paa min Dogmatik, hvilken han gjør mig den Ære at betragte = al Theologie. Mine egentlige metaphysiske Hovedpunkter, navnlig det ethiske Gudsbegreb, er han ikke gaaet ind paa; de Instanser, jeg af Philosophiens Historie har fremsat (navnlig Schellings nyere System) ere aldeles ikke berørte. Paa Grovheder mangler det naturligviis ikke. Jeg havde dog ventet noget mere Philosophie, end her forefindes.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 20. Novbr. 1867

Kjære Biskop Laub! De havde ganske Ret i Deres sidste Brev ^*)Dette Brev er gaaet tabt., at jeg var sysselsat med at skrive en Bog. Her er den da ^**)Den danske Folkekirkes Forfatnings-Spørgsmaal, paany betragtet som mit: Dixi et liberavi an imam! Meddeel mig snart Deres Tanker. Det er jo saa at sige res desperata, at Loven fremkommer som Regjeringsforslag, og at vi først skulle have Kirkecommissionen bagefter. Det er Tyranni og Despotisme. Jeg havde ikke ventet dette af Kierkegaard. Skulde der dog slet Intet være at foretage, i ethvert Tilfælde som et Vidnesbyrd?

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 14. Februar 1868

— — —. Vor Fælledsudtalelse har gjort stort Indtryk, og en Crise er nær forestaaende. Dersom det alene s. 219dreiede sig om Kierkegaard, da antager jeg, dersom jeg ikke er falsk underrettet, at Landsthinget lader ham falde; men desværre er Ministeriet solidarisk og vil staae Last og Brast med Kierkegaard, hvilket hos Flere fremkalder Betænkeligheder, fordi man frygter et Ministerium Sponneck. Selv er jeg ikke langt fra ogsaa at frygte dette, da jeg seer, at Sponneck som Folkethingsmand har stemt for Loven. Imidlertid skal han jo — dersom han overhovedet kommer til Roret — ikke være Cultusminister. —.— —. Et national-liberalt Ministerium vilde maaskee være at foretrække. Men hvad skal man sige om Hall og Casse, der ganske have sluttet sig til Kierkegaard? — — —.

Jeg er, uafhængigt af ethvert Resultat, usigelig glad over, at vi have gjort hvad der stod i vor Magt, τà ἐρ ήµῶv, og vi maa lægge τà oὐx ἐρ ήµῶv i Herrens Haand. — — —.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 2. Marts 1868

— — —. Krieger var hos mig i Formiddags og yttrede, at han og Flere i Udvalget, for at undgaae den totale Ministercrisis, hvormed der trues, ville istedetfor den Kierkegaardske Lov foreslaae, at Regjeringen bemyndiges til at optage Nazarethmenigheden i Folkekirken under de Retingelser, som af Regjeringen nærmere blive fastsatte. Dette skal altsaa kun fremtræde som en reent exceptionel Foranstaltning, og ikke indeholde noget Princip. Jeg ynder det naturligviis ikke, da ogsaa dette vil s. 220have Conseqventser. Men skal man tvinges til at vælge mellem to Onder, maa man jo foretrække det mindre.

Ligeledes har han og Flere under Overveielse, om de skulle foreslaae en Bemyndigelse for Regjeringen til at beskikke Hjælpepræster som en Slags residerende Capellaner, naar dette af et vist Antal Familier i Sognet begjæres, og disse ville betale (maaskee med noget Tilskud af Finantserne). Herved vil man fastsætte det Princip, at man ikke skal have Hjælpemenigheder, men Hjælpepræster. Jeg har imod dette, at man herved forgriber Kirkecommissionen, hvor dette grundigt burde overveies først. Med den almindelige Tanke, at det er Hjælpepræster og ikke Hjælpemenigheder, der behøves, dersom Reform skal foretages, kan man vistnok være enig. Men det er ikke let at blive enig om Form og Maade. Navnlig forekommer det mig — — —, at store Vanskeligheder fremkomme i Henseende til Præstens Lønning. Hvorledes skal denne ordentlig sikkres ham, naar dette beroer paa enkelte Familier? Paa hvor lang Tid skulle disae være forpligtede til at lønne Præsten, og hvad skal der gjøres, naar de ikke svare Præsten det Skyldige?

Forøvrigt er Kierkegaard ideligt syg og meget angreben. — — —. Det gjør mig ondt, at K. er saa lidende, som han siges at være. Han har gjort et falskt og ubesindigt Skridt, og føler det maaskee selv. At han forregnede sig i Situationen, og ikke ventede en saa stærk Modstand, som han har fundet, er klart. — — — —.

Deres hensivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 10. Marts 1868

— — — Jeg har idag besøgt Kierkegaard, for at see, hvorledes han havde det, idet jeg under de stedfindende Omstændigheder fandt, at jeg lettere kunde besøge ham, end han mig. Hans Helbredstilstand er betydeligt bedre, men han agter at gjøre en Udenlandsreise paa 4 Uger. Han vilde forsvare sin Fremgangsmaade, men jeg indlod mig ikke videre paa Discussion, da jeg, som jeg sagde, ikke vilde trætte ham med at gjentage hvad han allerede kjendte. Om hans Sygdom yttrede han, at den vilde være kommen, ogsaa om vor Fælledsudtalelse ikke var kommen, da denne Sag havde plaget ham ved Dag og ved Nat. Personligt skiltes vi venskabeligt.

Man skulde nu tænke, at den hele Sag var stillet i Bero. Men jeg veed fra sikker Kilde, at Ministeriet betragter det som en Æressag at føre denne Lov igjennem, og at Grev Frijs af alle Kræfter søger en Minister, der snarest muligt kan afløse Fonnesbech.— — — Vi ville see, om de faae Nogen. — — Dette Ministerium er dog en stor Jammerlighed. Nu, da de have den skjønneste Leilighed til at frigjøre sig fra denne fatale Sag, ville de af blot og bar Forfængelighed sætte en Lov igjennem, for hvilken Ingen af dem har nogen virkelig Interesse. — —

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 18. April 1868

— — — Hvor mange Uqvemsord vi end have maattet høre for denne (Fælledsudtalelsen), ville vi dog ingenlunde fortryde hvad vi have gjort, men altid deri kunne finde en stor Beroligelse, i hvad der saa skeer.

Den fortræffelige Fleertalsbetænkning af Landsthingets Udvalg har De sikkert læst. For Kierkegaard er det meget uheldigt — for os Alle uforklarligt —, at han i sin Betænkning som Biskop (der er trykt, tilligemed de andre, i Rigsdagstidenden) har villet have Kirkecommissionen først, og som Minister er gaaet den aldeles modsatte Vei. Det er lykkeligt for ham, at han har trukket sig tilbage, thi i den mundtlige Debat vilde han sikkert være kommen tilkort. Allerede Udvalgsbetænkningens alvorlige Paatale af dette Punkt er meget ubehagelig for ham.

Forøvrigt mener man, at Loven alligevel vil gaae igjennem, fordi Grev Frijs vil byde Ministercrisis og saaledes true den igjennem. Men selv om dette lykkes ved saadanne Midler, med denne Minister, efter Kierkegaards Bankerot, vil denne Lov til alle Tider være behæftet med en uudslettelig macula. Men Landsthinget vil derved tabe sin moralske Anseelse i Nationen. Man vil ikke mere kunne have Tillid til dets modererende Indflydelse, og derved tabe Tilliden til selve vor nye Forfatning, der jo netop ved dette moderamen skulde, have sit Fortrin. — — —

Deres hjerteligt hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 3. Mai 1868

— — — Det er vanskeligt at forstaae, hvorledes man har kunnet komme til denne Overeenskomst i Valgmenighedssagen. Vore Venner i Landsthinget foer op som Løver og faldt ned som Faar, og det Samme kan siges om Ministeriet. Det er Daarlighed og Elendighed. Man har ikke troet at kunne danne et nyt Ministerium tor Tiden, er vegen tilbage for en Ministercrise, og Kirken er som sædvanligt bleven Offret. De Indrømmelser, der ere givne, ere kun et Skin, vilde i det høieste kunne have en liden Betydning, dersom vi havde en fast Regjering, men da vi have en svag, nytte de Intet. Man maa have Resignation. — — —

Jeg har i denne Tid læst Noget i den evangeliske Alliances Forhandlinger fra forrige Aar, som er meget interessant. Mange Røster udtale sig for den fuldkomne Adskillelse af Kirke og Stat, og betragte de officielle Kirker som uholdbare under det mere og mere frembrydende Democratie. Og vistnok kan der siges, at naar et religionsløst Democratie har Magten, bliver Folkekirkernes Stilling uholdbar. Hvorledes det hos os vil udvikle sig, maa Tiden vise. — — —

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 4. September 1870

— — — Hvilke Begivenheder! Frankrig paa Afgrundens Rand, og Napoleon Fange. Jeg for min Deel kan heri kun see en Dom, der har skullet udgaae over s. 224Frankrig, og til hvis Udførelse Preusserne ere Redskaberne. At der i Frankrig var stor Demoralisation, at Napoleons Politik var tvetydig og uden sande Fundamenter, har man jo længe kunnet see. Men at der i den Grad skulde være indre Svaghed, at dette store Rige skulde synke saa dybt i Løbet af en Maaned, er der neppe Nogen, der har tænkt, og det grændser til det Utrolige.

For mig staaer Preussens eller rettere sagt Tydsklands Seier ikke som noget saa Beklageligt som for de Fleste hos os. Havde Frankrig seiret, vilde dermed ogsaa alle democratiske Ideer, Plebiscit osv., have faaet et nyt Opsving og en ny Sanction. Nu tør der haabes, uagtet Alt, hvad der kan siges mod Preussen, at det monarchiske Princip, Autoritet og Orden ville faae en ny Støtte. Ogsaa er den germanske Aand dybere og langt mere skikket til at hævde de høiere Interesser end den romanske. Og endelig bør ikke glemmes, at de Stater, som her have seiret, ere protestantiske, medens Frankrig kun har en utilforladelig Katholicisme.

Dette fra et europæisk Standpunkt. Hvad os selv angaaer, saa har jeg aldrig ventet, at Frankrig vilde kunne have været os til nogen sand Nytte. Det vilde under Forudsætning af Seier maaskee have kunnet skaffe os det nordlige Slesvig (hvorved vi i politisk Henseende ikke i ringeste Maade vare blevne stærkere), men vilde ikke have kunnet bevare det for os. Thi hvad skulde have forhindret Preussen i efter et Par Aars Forløb at tage Repressailler?

Det viser sig, at vi ogsaa her have været paa Vildspor i vor Politik, og i en Række af Aar have næret et forfængeligt Haab og sat vor Lid til Napoleon som til en Slags Messias, der skulde oprette Riget for os, og s. 225have støttet os til „den Rörkjæp Ægypten,“ der, hvis vi ikke vare forblevne neutrale, vilde have gjennemstunget vor Haand. Takket være vor Konges Fasthed, som her ikke lod sig rokke, og i Sandhed har viist Energie. Om hvad der siden forestaaer, kan der jo endnu ikke vides Noget bestemt. Men havde vi kastet os ind i Krigen, havde vi været knuste. — — —.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 16. November 1870

Kjære Biskop Martensen! Jeg har nu læst „Kirkecommissionens Forhandlinger“ omtrent til Ende; thi hvad der er tilbage, kan ikke indeholde noget væsentligt Nyt, da Resultaterne ere bekjendte. Denne store Bog har taget mig en Deel Tid fra Andet, hvormed jeg egentlig hellere vilde beskjæftige mig; men jeg regner ikke denne Tid for spildt: jeg har læst disse Forhandlinger med stor Interesse, om end med meget forskjellige Følelser. Det har en stor Betydning at see modsatte Anskuelser staae op Ansigt til Ansigt mod hinanden, naar de fremsættes med Dygtighed; og ihvad man kan sige i adskillige Henseender om Gommissionens Sammensættelse, maa man dog erkjende, at megen Dygtighed har været samlet her. Om man end ved at være med i en saadan Debat, eller staae udenfor og høre til, ikke kommer til nogen anden Opfattelse, end man tidligere havde, saa kan man nu dog blive ved den med en ganske anderledes klaret og styrket Overbeviisning. Jeg vilde ønske, at alle Præster vilde læse denne Bog grundigt, for ikke s. 226at blive hængende i tilfældige Forestillinger og Ønsker. Ihvad end disse Forhandlinger skalle føre til, vil dog denne Bog blive et vigtigt Actstykke til Danmarks Kirkehistorie.

Hvad De, kjære Biskop Martensen, her har sagt, har jeg navnlig læst med stor Opmærksomhed og Glæde At jeg i alt Væsentligt staaer og stod paa samme Side som De, det veed De, og det er fornemmelig af Dem, jeg har seet mine egne Tanker fremsatte saaledes, at jeg kom til at forstaae dem bedre og fik den fulde Tillid til dem. Om jeg end omtrent paa ethvert Punkt vidste forud, naar jeg saae Deres Navn, hvad De havde at sige, saa kom det dog saa nyt og frisk, saaledes tilblevet paa Stedet og ad hoc, at det dog maa erkjendes, at det er ikke stuelavede, stivnede Theorier, De bærer frem, men det er den levende Anskuelse af Sagen selv, den Sag, hvorom her Alle ere samlede, som giver Dem Ordene. Og derfor maatte disse Ord blive saa rene og klare, at Enhver kunde forstaae, hvad det var, De vilde, og hvorfor De vilde det; ihvordan man end i Commissionen har stillet sig til Dem, saa maae dog Alle være enige i, at De har talt klart og fast som Faa, og altid gaaet lige til Sagen. For Dem var det Hele een Sag; og derfor er det jo især Principerne, hvis Talsmand De er bleven, og hvis Gjennemførelse De har arbeidet paa At Principerne ikke engang i det bedste Tilfælde blive gjennemførte uden nogen Lempelse til den ene og anden Side, det veed man forud; men det er blevet erkjendt f. Ex. af Klein, at De maatte være fritagen for at være med ved denne Lempelse, — saaledes har man dog forstaaet den Plads, De indtog i Commissionen, og den er bleven baade for Nutiden og Eftertiden netop en saadan, s. 227som jeg kunde unde Dem. Ved at læse de trykte Forhandlinger forstaaer jeg nu først ret, hvorledes De er bleven optagen saa stærkt af dette Arbei.de, at meget Andet maatte hvile; men jeg mener, De skal ikke fortryde den Tid, som maatte anvendes paa denne Maade.

Der var meget Enkelt, hvorom jeg kunde trænge til at tale med Dem; i Breve vil det ikke rigtig gaae. — Det har gjort et veemodigt Indtryk paa mig at see, at ogsaa De forudseer en Tid, da det borgerlige Ægteskab vil være indført som almindeligt. Det er vel ikke Andet, end hvad ogsaa jeg undertiden er kommen til — at sige mig selv, thi det har jeg stræbt at undgaae, uagtet man ikke vinder ved at gaae i en Taage. Naar man seer, hvorledes det gaaer alle andre Steder, kan man jo ikke tvivle om, at De faaer Ret; men jeg tænker nødig paa den Tid. Jeg troer ligesom De, at det ikke kan blive uden en skadelig Virkning paa Betragtningen af Ægteskabet, om den kirkelige Indvielse skal blive betragtet som et temmelig ligegyldigt Tillæg til den allerede fuldkommen gyldige og tilstrækkelige Indstiftelse; men jeg synes, at denne Forandring vil blive endnu mere betænkelig med Hensyn paa dem, som ikke kunne give Slip paa Ægteskabets religieuse Betydning, og ikke glemme, hvorledes man igjennem saa mange Slægter er indtraadt i Ægtestanden. Hvor bliver Ægteskabet stiftet? paa Raadhuset eller i Kirken? thi det kan jo ikke være begge Steder, da der dog kun er eet Ægteskab. Efter Loven maa det jo skee ved den borgerlige Handling, og de, som kunne berolige sig hermed, ere nu paa det Rene, og at de opgive den kirkelige Indvielse eller begjære den uden at vide ret, hvorfor, kan maaskee blive uden Indvirkning paa deres sædelige Betragtning og Førelse af s. 228Ægteskabet. Men de Andre, som ikke kunne betragte sig som rette Ægtefolk for Menneskene, førend de kunne staae paa samme Maade for Gud, og hertil trænge til en bestemt offentlig Udtalelse, en Handling, om hvis Betydning der ikke kan tvivles, og som paa den anden Side dog ikke tør nægte, at Ægteskabet allerede er stiftet med fuld Gyldighed, at de altsaa allerede ere i enhver Henseende indtraadte i denne Forbindelse, de, som skulle det Ene og ville det Andet, i dem maa dog denne Dobbelthed i Stiftelsen fremkalde Tvivl og en Forvirring af høist betænkelig Art. At de Første strax flytte sammen, om de ville, er fuldkommen i sin Orden, ja maa næsten kaldes Pligt; men de Andre vilde det blive til Synd og det en Synd af den Art, at den af Alle udenfor deres Betragtningsmaade vilde kaldes Indbildning. Er det dog ikke en meget farlig Stilling? Jeg tænker mindst paa noget Usædeligt i Forholdet; thi i Regelen vil vel den kirkelige Vielse følge saa umiddelbart efter den borgerlige, at der ikke bliver Plads herfor. Men jeg tænker paa den Forvirring i de sædelige Begreber, som maa fremkomme, denne Dobbelthed, hvori der ikke er nogen Hvile, uden ved at sove ind. Naar man har sagt, at det i Folket allerede er ganske almindeligt at tænke sig en borgerlig Stiftelse af Ægteskabet forud for den kirkelige (ved Tillysningen), da er det ikke sandt: ogsaa der, hvor det er almindeligt at flytte sammen strax ved Tillysningen, er man sig fuldt bevidst, at man gjør noget Urigtigt, man vil og tør ikke endnu betragte sig som Mand og Hustru, men betragter det som en Synd, der snart vil blive rettet, og derfor ikke skal regnes saa nøie. Og en saadan sædelig Tilstand vil man have legaliseret, idet man trøster sig med, at den kirkelige Vielse s. 229vil alligevel vedblive som det Almindelige! Denne Tilstand vil Kierkegaard arbeide imøde. Det er mig ogsaa ubegribeligt, at han vil have Confirmationen, (som han holder paa) udslettet som Betingelse for kirkelig Vielse — d. e. vil have dem erklærede for rette Ægtefolk i Navn Gud Faders, Søns og Helligaands, som ikke have vedkjendt sig Troen paa den treenige Gud, og om hvem det ikke engang vides, om de have faaet at vide, hvad disse Ord betyde (i Modsætning hertil holder Klein ved borgerligt Ægteskab paa Confirmationens Surrogat: Udskrivning af Skolen). Jeg forstaaer ikke dette af Kierkegaard, som ellers lægger saa stærkt Vægt paa Ordene og netop i Ægteskabssagen, som nok kan finde sig i, at et Ægteskab med en Fraskilt anerkjendes i Kirken, naar det først er blevet til, og kun ikke vil, at Kirken skal proclamere det — — — —. Ja, denne Sag, maaskee den, hvorved de fleste Vanskeligheder have viist sig, og hvorved dog maaskee Partistillingen mindst har gjort sig gjældende, hvorved der altsaa dog maaskee ærligt er arbeidet paa et fælleds Resultat, er ikke kommen i en for mig trøstelig Gang: i Stedet for et Ægteskab, hvor Stat og Kirke kunde mødes med deres Fordringer, ere vi paa Veien til at have to Ægteskaber, hvorom man ikke veed, hvilket der er det rette. Den Løsning, som altid har staaet for mig som den eneste rette, og som ogsaa De har henviist til, en Samvirken af Stat og Kirke med fuld Tillid fra begge Sider, saa at det ifølge Reformationens Tanke — ganske kunde overlades til Staten at dømme om Ægteskabssager, og Præsterne berolige sig med, at de vare fritagne for Ansvaret — denne Løsning synes at vise sig umulig. Men uagtet Statens letfærdige Behandling af disse Sager har ført til s. 230Spændingen, saa kan jeg endda ikke forstaae, hvorfor det er dette Punkt, man først og saa heftigt har kastet sig over, naar man dog paa alle andre Steder erfarer, hvormeget der er at bære over med og oversee i en Folkekirke, naar man taaler det ved Sacramenterne, fordi man kan ikke Andet, medens Ægteskabet dog ikke er et Sacramente. Det forekommer mig, at jo mere man har protesteret imod at tage Deel i Fraskiltes Vielse, desto mere er man enedes om, at man ikke kan staae til Ansvar for Altergjæsterne.

Der er Sager, hvorom jeg vilde troe, at naar Fleertallets Forslag kunde gjennemføres, saa blev det vel ikke hvad det skulde være, men dog bedre end Intet, maaskee ikke hvad man vilde medvirke til, men dog hvad man skulde tage imod. Dertil troer jeg, at jeg ogsaa bør regne Forfatningssagen. Men for Øieblikket synes det jo, som om Intet kan sættes igjennem, og vi vide slet ikke, hvad vi gaae imøde. — — — —

Undskyld, kjære Biskop Martensen, disse Udgydelser! Gid De nu maa faae Ro til, hvad De gjerne vil.

Deres hengivne O. Leub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 6. Februar 1871

— — — Hvad jeg har skrevet om det Eiendommelige ved Deres Skrift og Tale, er ikke et Resultat af Reflexion, men af en mangeaarig Erfaring. Der er iblandt de Levende Ingen, med hvem jeg mere beskjæftiger mig, ikke blot for at raadføre mig i det Enkelte, saaledes som Øieblikket fører det med sig, men endnu oftere s. 231uden saadan særlig Anledning — for at sikkre mig og samle og ordne, hvad der ligger indenfor min Horizont, og faae denne udvidet. Hermed er De en af mine paalideligste Hjælpere og har været det i mange Aar.

Først i denne Vinter har jeg faaet Ro til at læse „Breve fra og til Ørsted.“ De veed, at jeg har en Forkjærlighed for denne Art af Meddelelser, hvorved man kommer til saa umiddelbart at leve med de Vedkommende, omendskjøndt jeg erkjender, at der kan drives et Uvæsen dermed, et Slags Reliquiedyrkelse. Men dette, synes mig, er ikke Tilfældet med denne Samling. — —. Jeg har havt stor Glæde af at læse den og gjøre et nærmere Bekjendtskab med en Mand, med hvem jeg i Livet saa at sige slet ikke er kommen i Berøring, skjøndt hans Billede fra Studenteraarene altid har staaet klart, bestemt og tiltrækkende for mig. Alligevel har denne Bog vakt veemodige Følelser hos mig, og det af en dobbelt Art. Den har ladet mig føle, hvad jeg ovenfor kom til at nævne, min Trang til en Udvidelse af Horizonten, en Trang, som jeg nu ikke mere kan faae afhjulpen. Det, hvori denne Mand levede og virkede, er mig en aldeles tillukket Verden, saa jeg kun paa anden Haand kan erkjende hans store Betydning for sin Videnskab. Men til en virkelig omfattende Dannelse hører det, særlig i vor Tid, ikke at være fremmed for Naturen. Jeg har ofte følt det ved Beskjæftigelsen med det, som i ethvert Tilfælde vilde blevet mit Nærmeste og mit Eget, at for ret at forstaae Gud ligeoverfor Naturen, og ligeoverfor dem, som ville have denne uden ham, eller ham fangen i den, var det en Herlighed at kunne følge de Naturkyndige langt ud og dybt ind i deres Verden; og om dette Savn er jeg paany bleven mindet ved at s. 232læse denne Bog. Dog — herved kan jeg trøste mig med, at jeg ikke var bestemt til at høre til de Altomfattende, og naar det gjaldt om at begrændse sig, saa har jeg været lykkelig over Valget og faaet, hvad jeg altid vil erkjende for den gode Deel. — Men en anden Art af Veemod har denne Bog ogsaa vakt, ved at minde om, hvor fattig vor Tid er paa store Mænd, ikke blot hos os i Sammenligning med dengang, men allevegne, og dog vel væsentlig paa Grund af Tidens nivellerende Tendents. som ikke vil tillade Noget at voxe op over Massens Maal, og derfor overalt, paa ethvert Verdens og Aandens Gebeet, maa bøde derfor; thi det er dog Mænd (jeg har denne Tanke fra Dem) og ikke noget Andet, ikke Begivenheder, ikke Institutioner, ikke Massebevægelser, hvorved det virkelig Nye og Gode skal komme frem. Men just i en saadan Tid er det en Glæde og Hvile at kunne sidde i rolige Aftener og see de Mænd, som have været, og dog ere Vidner om, hvad der maa komme igjen. Og saa er det dog igjen underligt at tænke paa, at Ørsteds særlige Videnskab hører til det, som just nu staaer i høi Anseelse og bidrager Sit til at føre Alt ned i det Lave, Materielle, hvor Alle kunne være med og være lige gode, medens hans Formaal dog siod langt høiere. Hvad han blev, det blev han dog ikke ved sin Videnskab alene, men ved den Forbindelse, hvori den stod for ham med Alt, hvad der hører Aanden til. Han var en stor Mand, fordi han omfattede saa Meget. Der var jo Eet, som ikke ret kunde komme indenfor hans Horizont, som han ikke ret kunde faae Øie paa, men selv hvad dette angaaer, hans Forhold til det positiv Christelige, var der dog noget, jeg veed ikke ret, hvad jeg skal kalde det, Naivt, Barnligt, saa han dog s. 233kommer til at høre til de Reneste i denne Verden, — til Børnene, hvem Guds Rige hører til, eller som dog ikke ere langt fra det. Det Forhold, som var mellem ham og hans Broder, er dog af det Reneste og Elskeligste, man kan møde, — og saaledes heelt igjennem i alle reent menneskelige Forhold. — — — — —

Vale et fave
Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 20. Februar 1871

Kjære Biskop Laub! Hjertelig Tak for Deres Brev. Hvad De skriver om Ørsteds Breve kan jeg ganske samstemme med. Ogsaa mig gaaer det som Dem, at „jeg savner en grundigere Indsigt i Naturvidenskaberne“, hvilket vilde yde mangen Glæde og vilde give nye Midler til Udviklingen af Eens Tanker. Men i apologetisk Henseende holder jeg mig til de første og de sidste Ting, hvor Naturvidenskaben maa erkjende sin Uvidenhed, eller idetmindste kan tvinges til at bekjende den, da det her ikke kommer an paa Physik og Erfaring, men paa det, som ligger udenfor vore Erfaringer, og hvor kun Aabenbaringen kan give Svaret. Hvad Ørsted selv angaaer, saa har jeg jo kjendt ham personlig og er kommen meget i hans Huus, og jeg tiltræder ganske, hvad De siger om hans barnlige Sind. Jeg tager ikke i Betænkning at kalde ham en from Mand, skjøndt hans Fromhed ikke var den christelige. Men selve hans Anskuelser, der foreligge i „Aanden i Naturen“, ere halv deistiske og halv pantheistiske, — thi et virkeligt Hele er det ikke, s. 234hvorom man bedst kan overbevise sig ved at undersøge hans Gudsbegreb, der er en Mellemting mellem det pantheistiske og det deistiske — tjene til hos mange Læsere at modarbeide Christendommens Sag, og føre idetmindste mere bort derfra end dertil. Mynster har med al Føie protesteret derimod, hvorom vi sikkert ere enige. Den hele Anskuelse lider af en falsk Optimisme, der lukker Øiet, eller ikke endnu har faaet det opladt, for Tilværelsens Afgrunde, Nød og Smerter, og mener, at Alt er godt og skjønt, naar det kun kan opløses i Lovmæssighed. — — —.

Gud befalet! Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 22. Marts 1871

— — — —. Og nu Tak, kjære Biskop Martensen! for Deres Brev, for hvad De skrev om Forholdet imellem den almindelige Dannelse, navnlig forsaavidt dertil kan regnes et Indblik i Naturens Hemmeligheder — paa den ene Side og Christendom og Theologie paa den anden. Hvad De har sagt, er mig aldeles tilfredsstillende. Hvad jeg havde for Øie var ikke det Apologetiske i den afgjørende Betydning, hvorved jeg trøstig kan hvile med Dem i de første og sidste Ting, — men et Mellembegreb, det Bibelske, hvori man tidt føler en Trang til at see lidt dybere ind i Sammenhængen mellem den første og anden Skabning, og navnlig hos os kan foranlediges dertil ved R. N.s Bestræbelser for at gjøre Sammenhængen eller Modsætningen til en Illusion. Forøvrigt er det min Mening, at Naturvidenskab og Theologie maa gaae hver s. 235sin Vei, uforstyrrede af hinanden, og at vi maae bie paa, at de en Gang ville mødes, naar al Sandhed kommer for Dagen; inden dette naaes, ville der foregaae mange Omslag og Vendinger paa hiin Side, og Exegesen vil komme til at see Meget anderledes; Indrømmelser er det ikke, der forlanges, men ærlig Arbeiden fremad paa begge Sider. Hvad jeg meente og kunde ønske mig, var saamegen Kundskab om Naturen (thi det er Erfaringsvidenskaben, ikke en Naturphilosophie, jeg mener), at jeg kunde see, ikke Gaadernes Løsning, men Muligheden af at naae til dette Maal. Men jeg indseer, at der i apologetisk Henseende ikke kan udrettes Meget paa denne Maade, og vel endog kan forsøges, hvad der er værre end Intet, naar den Indsigt i Naturen, hvormed det gjøres, dog vel altid paa Theologernes Side maa blive mangelfuld og ringere end Modstandernes. Jeg for min Deel vilde dog ikke bruge min Naturkundskab udad til Bedste for Andre; og saaledes maa jeg dog lade det blive ved Deres: at en grundigere Indsigt i Naturvidenskaberne vilde „yde mangen Glæde og give nye Midler til Udviklingen af Eens Tanker“. Hvad jeg har seet fra (tydske) Theologer for at gjendrive Angreb fra Naturkyndige, har ikke tiltalt mig meget; der er tidt opkommen hos mig den Mistanke, om de nu og vare ret hjemme i det, de beraabte sig paa. Og saa, — hvad jeg igaar Aftes læste i Deres udmærkede Fasteprædiken, „Pilatus og Herodes“: der ere Spørgsmaal, som kun skulle mødes med Taushed. Og endnu — for ikke at misforstaaes: hvad jeg mindst vilde, det er, at De skulde forlade Deres faste Stade paa „de første og sidste Ting“, hvorfra De udretter det, De skal, for ved Siden af det Sikkre, som De s. 236kan naae, endnu med et muligt Tillæg af Kundskab at, opnaae et yderligere, tvetydigt Resultat.

Med Hensyn til den Udvikling af Naturvidenskaberne, som jeg bier paa, da mener jeg, at den, som ved alt Menneskeligt, vil foregaae i en dobbelt Retning, hvoraf den ene vil ende med en Forstaaelse af Naturen, som er en fuldstændig Forherligelse af den christelige Verdensbetragtning, og den anden vil ende ligesaa bestemt antichristeligt, atheistisk og materialistisk. Thi om ogsaa Alt maa komme for Lyset, som er skjult i Mørket, og tilsidst den hele Skabning blive gjennemskuelig, altsaa det Sidste være Sandhed, saa bliver dog det Øie tilbage, hvormed der skues, og er det ondt, bliver dog Alt mørkt. Hvad siger De hertil? Mon ikke det er Meningen af det Ord: „de skulle udkastes i det yderste Mørke“ ?

Hvor seer det forfærdeligt ud i Frankrig? Som Sagerne nu staae, kan den tydske Hær dog ikke drage bort og betragte Freden som sluttet. Maaskee den endnu skal blive Frankrigs sidste Tilflugt. Og hvad der gjør denne Tilstand endnu forfærdeligere, det er, at vi dog ogsaa hos os selv, om og kun ganske i det Smaa, kunne mærke til det Samme, som nu regjerer i Paris, Forsøg i det Smaa paa at „constituere Communen“ (ogsaa i Kirken) med Ret til at indsætte og afsætte Embedsmænd, det souveraine Folk, — og den samme usikkre Holdning hos Regjeringsmændene ligeoverfor saadanne Fordringer, som derovre have ført til, at der nu slet ingen Regjering er. — —

— —. De har havt den Sorg for ikke længe siden at miste et lille Barnebarn; jeg har hørt det med megen Deeltagelse; jeg veed af Erfaring, hvorledes et saadant s. 237lille Væsen kan savnes. Gud være med Dem og alle Deres !

Deres hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 8. Mai 1871

Her, kjære Biskop Laub, har De da Ethiken ^*)Den christelige Ethik. Almindelig Deel.. At De saa længe Intet har hørt fra mig, grunder sig, som De vel kan tænke, deri, at jeg har været optagen af dens Udgivelse. Og nu maa den foreløbig gjælde for et Brev. Jeg veed, den kommer til en lector benevolus. -— —.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg 11. Mai 1871

Kjære Biskop Martensen! Medens jeg bereder mig til en Visitatsreise, kommer Deres Ethik ind ad Døren til mig, og jeg kan ikke Andet end strax med et Par Hastværkslinier at bringe Dem min foreløbige, men inderlige Tak for denne saa længselsfuldt imødeseete Gave. Det har været mig en stor Glæde allerede at see denne Bog, see, at den nu virkelig er bleven færdig og kan gaae ud i Verden.— — —.

Naar jeg faaer lidt Ro, hører De igjen og ordentligere fra mig. Det er mig saadan en underlig Tanke, at jeg nu har naaet, hvad jeg i saa mange Aar har s. 238tænkt mig som det Sidste, jeg endnu trængte til, for at blive færdig som Theolog, — saaledes som man her bliver det. — —

Deres taknemlig hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 31. Mai 1871

Kjære Biskop Martensen! Jeg har længtes efter at komme til at sige Dem Noget om Deres Ethik; gid jeg nu maa kunne gjøre det forstaaeligt ! Bedst havde De forstaaet mig, naar De havde kunnet høre, hvad jeg har sagt Dem hver Dag i mit Hjerte, men saaledes kunne vi jo ikke leve sammen i denne Verden, vi maae nøies med Fragmenter og Antydninger.

Da jeg tog denne Bog med paa min Reise, skeete det ikke uden nogen Frygt for, at enten mit Arbeide skulde optage mig saaledes, at jeg ikke kunde læse med den rette Glæde, eller at det Omvendte skulde skee; men denne Frygt har viist sig ugrundet. At det gik langsomt med Læsningen, havde kun til Følge, at jeg læste desto bedre; det hændtes mig oftere, at jeg mere længtes tilbage til det, jeg havde læst, end fremad, og endnu i dette Øieblik (jeg har nu omtrent læst det Halve) kan jeg være lidt bange for at blive for hastigt færdig. Og — ganske vist blev jeg aldeles optagen af, hvad jeg læste, levede deri, saa at sige Nat og Dag, men har dog aldrig været bedre skikket til, hvad jeg skulde, — saaledes blev Alt indeni mig gjort levende og bragt i Harmonie; jeg var hos Dem kun i det, hvori jeg skulde være, ved Alt, hvad jeg tog mig for. Jeg har flere Gange læst s. 239i Deres Bog indtil det Øieblik, da jeg skulde klæde mig paa, for at gaae i Kirke; og jeg har engang taget en af Deres Tanker med til Menigheden (om „Hænderne“, som vi have faaet i Stedet for „Vinger“).

Strax ved de første Blade var jeg inde i en heel Verden, men hvori jeg følte mig hjemme; det var min egen, som jeg trængte til at faae lukket op for mig. Nu ere der vel kun Faa, som kunde komme saaledes forberedte til denne Bog som jeg; men jeg mener dog, at Enhver, der begynder, maa strax vide, hvad De vil, og hvor han kommer hen, og dersom han veed, hvad der rører sig eller ligger gjemt i et Menneske, — strax være med. De har strax fra Begyndelsen fremstillet de Modsætninger, hvorom det Hele maa dreie sig, saa klart og bestemt, at Ingen kan være i Tvivl. Jeg mener ikke blot Modsætningen imellem Godt og Ondt (det, som skal frem, og det, som skal stødes ud); thi denne Modsætning maa dog i Grunden Enhver, som vil have en Ethik, selv bringe med, skjøndt ogsaa den kan i enhver Tid trænges til, og har her faaet en ny Betydning, — kan man her ikke enes, saa kan man ikke engang faae begyndt. Jeg mener især Modsætningen imellem det, som kun skal adskilles for at forenes: imellem det Religieuse og det Ikke-Religieuse, imellem Gud og Verden (i den gode Betydning), imellem det Religieuse og det Humane, imellem det Ene og de mange Ting, imellem det Hele („Riget“) og de Enkelte, — disse Grundmodsætninger, hvori alt det Efterfølgende bevæger sig, og som komme trem i deres hele Fylde i Udviklingen af det høieste „Gode“, de uforlignelige Afsnit „Optimisme og Pessimisme“, „Forløsning og Emancipation“, „Socialisme og Individualisme“. At man aldrig overvældes af den Rigdom, som efterhaanden s. 240kommer frem, at man paa ethvert Sted kan ganske give sig hen og dog være fuldstændig hjemme, beroer paa den faste og klare Sammenhæng, hvori det Hele er holdt; det er mærkeligt, hvor simpelt og overskueligt Anlægget er, hvor faa dog i Grunden de Tanker ere, hvormed der opereres. Men det beroer ligesaa meget paa, at Tankerne ikke komme frem i deres Nøgenhed, men i levende Skikkelser (som er noget Andet end en Indklædning i smukke Ord), Skikkelser, som bestandig blive fyldigere, idet man mærker, at man har dem, ikke i Bogen, men omkring sig i det virkelige Liv; det beroer paa, at De har brugt den Ret, De har hævdet for Phantasien i Videnskaben, at De har kunnet bruge den (thi det er dog en særlig Gave) saaledes, at der næsten fremkommer noget Dramatisk, der endog naaer til de enkelte Udtryk (— — „det stormfulde Øde“— —).

Jeg kom til en ung Præst, som har Sands for, hvad der er godt. For ham læste jeg § 14 (Prometheusmythen) og §§ 21 til 25 („Sjælen“ — „dens Organisme“ — „Assimilation og Production“, — hvor der ogsaa for mig havde været saa meget Nyt). Han var aldeles henreven, og De kan tænke Dem, hvad det var mig at speile min Glæde i en Andens. Jeg vilde ogsaa have læst § 15 („Ethikens Inddeling“), dersom der havde været Tid dertil, og dersom jeg ikke havde meent, at han hellere selv maatte sætte sig ind i Systemet. Denne Paragraph har jeg læst flere Gange; den er af stor Betydning for at forstaae ikke blot, hvorledes Deres Ethik er anlagt, men for at forstaae i Almindelighed, hvad Ethik er og bør være. Jeg maa bekjende, at det er gaaet mig, som De siger S. 72, f. Ex. med Rothe, at der, hvor han kommer til Sagen en detail, har jeg vel kunnet s. 241finde det Righoldige og Sunde i en enkelt Paragraph, naar jeg dvælede ved den; men til at læse det Hele i Sammenhæng har jeg ikke havt Taalmodighed. De vil tage Sagen anderledes, og hvorledes, det kan jeg ane af det, De har givet, Derved er da vistnok paany det Ønske vaagnet, at baade De og jeg maa opleve at see Deres Værk fuldendt. Men da jeg maa sige mig selv, at Sandsynligheden kun er ringe for mit Vedkommende (for Deres holder jeg den endnu fast), saa lader jeg dette hvile; det skal ikke forstyrre mig Glæden over, hvad jeg har faaet, og hvori jeg dog har det Væsentlige.

Endnu et Forsøg har jeg efter min Hjemkomst gjort med Deres Ethik, idet jeg har forelæst Noget af den for min Svigerinde, som i 16 Aar har styret mit Huus. Hun har i sin Barndom maattet savne det Meste af det, vi gjerne betragte som Betingelse for Dannelse, og har siden ikke kunnet indhente det; hvad hun i en ældre Alder læste eller hørte forelæse i min Faders Huus, hvor hun har tilbragt en Deel Aar, og senere hos mig, var indskrænket til Modersmaalet, og har meest været Digterværker og Opbyggelsesskrifter. Hendes Dannelse er saaledes egentlig alene den tillevede, men har just derved faaet et særegent Præg; og trods dens Mangler i udvortes Henseende kalder jeg den ægte, ethisk ægte: den har sin Rod i hendes egen lille Huusholdning, men har derfra bredt sig langt videre ud, end man mærker. Jeg har aldrig før læst Noget for hende af denne Art; thi om hun og har hørt enkelte Blade af Deres polemiske Skrifter, saa var dette dog ikke ganske af denne Art. Men da hun mærkede, hvormeget Deres sidste Bog beskjæftigede mig, og hun havde faaet en Forklaring af Titelen, vilde hun gjerne vide noget Mere. Jeg læste s. 242Afsnittet „Forløsning og Emancipation“ og igjen § 14. Der har været en Deel i det Enkelte, som hun ikke ganske har kunnet fatte, ikke heller med de Forklaringer, jeg kunde føie til; men det Hele gjorde et mægtigt Indtryk paa hende, og Hovedsagen er jeg vis paa, hun har forstaaet, skjøndt det nok vilde fattes hende paa Ord til at udtrykke, hvad hun mere saae end hørte. Jeg troer. den sidste Tids store Begivenheder have givet hende det bedste Bidrag til at forstaae Forskjellen mellem Forløsning og Emancipation og til at forstaae Prometheuslidelsen.

Jeg har kun nævnet Lidt af det Meget, jeg har fundet i denne Bog, og hvad jeg har nævnet, maa kun forstaaes exempelviis (Exempler vælges jo ikke ganske tilfældigt). Ihvor meget jeg har følt mig hjemme i Deres Tankegang, har jeg dog mødt Meget, som jeg maa kalde nyt, — i Afsnittene om Gud (hans Legemlighed), om Synden (den fortræffelige § 29), om den frie og bundne Villie! Der var Meget, hvorom jeg maatte sige som Dorner: „det maa overveies“, skjøndt jeg neppe var kommen til at bruge dette Udtryk paa samme Sted som han. Det Nye har jeg ogsaa fundet i de Partier, jeg forud kjendte; jeg maatte paa eengang undre mig over, at det der fyldte saa meget i min Phantasie, kunde rummes paa saa faa Blade, og at der var saa Meget tilbage, som nu først kom frem. Jeg har mærket, at naar jeg er kommen til Ende med Bogen, vil jeg først ret kunne begynde.

Naar De har meent, at Deres Ethik vilde faae en større Betydning og for en større Læsekreds end Dogmatiken, saa er jeg ganske overbeviist herom, — ikke blot fordi den kaster et nyt Lys over saa Meget i Dogmatiken, s. 243stiller det i en Belysning, hvori de Fleste bedre kunne faae Øie derpaa; ikke heller blot fordi Ethiken ligger den almindelige Bevidsthed nærmere end Dogmatiken, — fordi De har skrevet Deres Bog med Bevidstheden herom og med et udtrykkeligt Forsæt og et stort Held i denne Henseende. Men jeg tør endnu føie til: fordi der ligger 22 Aar imellem Dogmatiken og Ethiken, fordi denne derfor er langt fuldere af Erfaring og Oplevelse, indre og ydre, fordi man heelt igjennem mærker, at man har ikke blot med en Tænker at gjøre, men med en Levende, En, som lever og har levet. Jeg har ved hvad jeg læste stadig maattet tænke paa Dem selv, — saaledes ved § 25; thi De har i denne Bog viist, hvad det vil sige at assimilere i det størst mulige Omfang, Intet at oversee, Intet foragte, hvori der kan være Velsignelse, men da og at øve en alvorlig og grundig Critik, — og saaledes at producere. Det Første, der maa kræves af en Ethik, er dog, at den øver Retfærdighed til alle Sider; det gjør Deres Bog, og den vil da og ved Retfærdighedens og Sandhedens Aabenbarelse anbefale sig for Samvittighederne. — Naar De en anden Gang har yttret, at Tiden er ikke gunstig for et Arbeide som dette, da kan De have Ret — tildels: Interesserne gaae overveiende i andre Retninger. Men kan der ikke tillige siges, at ingen Tid kunde være gunstigere end denne, som for de Alvorligere Slag i Slag lægger det for Dagen, hvor det maa ende, naar man ikke har noget Høiere at styre efter?

De veed, kjære Biskop Martensen, at det er Dem, der har aabnet mine Øine for Ethikens Betydning. I mine Studenteraar var Ethiken mig „det Kjedeligste og Trivielleste“ af Alt; derefter gik der en lang Tid, hvori jeg Intet savnede; jeg meente at have Alt i Dogmatiken, s. 244— eller jeg følte et Savn, som jeg dog ikke forstod. Nu staaer Alt ganske anderledes for mig, og naar jeg nu vil forsøge at udtrykke, hvad det er, jeg skylder Dem, i et Billede, som har paatrængt sig mig, saa maa jeg kalde Dogmatiken Adam, som giver alle Ting Navne og er bestemt til Herre, men Ethiken er Eva, „de Levendes Moder“, som vel er tagen af Mandens Side, men uden hvem han ikke kan have sit Gode, sin Herlighed, ikke kan opfylde Jorden og gjøre sig den underdaning. Da jeg havde Dogmatiken alene, var den jo dog ikke ene, dens Medhjælperinde var usynlig med, som tidligere i lange Tider; men jeg trængte til at faae hende at see. Mon De kan forstaae min Glæde over, at denne Bog er kommen til Verden, og at det er mig, som om en Deel af mig selv er bleven til?

Men jeg vil jo endnu ofte komme tilbage til denne Gjenstand, og da maaskee kunne takke Dem bedre; og jeg har jo det Haab, at jeg skal snart komme til at tale med Dem. Gud velsigne Dem for Alt, hvad jeg har fra Dem !

Med hjertelig Taknemlighed og Hengivenhed.

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Slotsbjergby, 5. Juni 1871

Kjære Biskop Laub! Skjøndt jeg (paa Visitats) ikke har Tid til at skrive et ordentligt Brev, maa jeg dog med et Par Linier hjertelig takke Dem for Deres Sidste, som jeg idag har faaet tilsendt. At det inderligt har glædet mig, at De saaledes kan udtale Dem om Ethiken, s. 245vil De være overbeviist om. De er en Læser par exellence! Deres Billede af Dogmatiken som Adam, der giver Tingene Navne, og af Ethiken som Eva, de Levendes Moder, der vel er tagen af Mandens Side, men uden hvem han ikke kan have sin Herlighed, ikke kan opfylde Jorden og gjøre sig den underdanig, kan ikke være mere træffende, plastisk dybsindigt og lysende. — — —.

De har vistnok i een Henseende Ret, naar De siger, at ingen Tid kan være gunstigere for Ethiken end denne paa Grund af de forfærdelige og rystende Tidsbegivenheder. Det vil interessere Dem at erfare, at efter 14 Dages Forløb var Oplaget (1000 Expl.) saa godt som udsolgt, og at et nyt Oplag allerede er under Trykken. — —. Da endnu kun saare Faa kunne have læst Bogen, kan af denne stærke Afsætning Intet sluttes om dens indre Beskaffenhed. Men dette kan sluttes, at der synes at være en Trang tilstede, som søger sin Tilfredsstillelse. Man trænger til en substantiellere Føde end den æsthetiske og den blot politiske.

Og hermed Gud befalet!

Deres hjertelig hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Skjelby, 13, Juli 1871

— — — —. Om min og min Kones inderlige Deeltagelse i Deres store Sorg ^*)Laubs næstældste Datters, Pastor E. Jespersens Hustrus, Død., vil De være forvisset. Jeg talede ved Landemodet med Provst Swane, der ikke noksom kunde udtale sig om det opbyggelige Indtryk, s. 246han havde modtaget af de Ord, de udtalede over Deres elskede Datter, og af den Nyfødtes Daab. Ak, kjære Biskop Laub, jeg veed ikke, om jeg, under en saadan Sorg, vilde være stærk nok til at opbygge Andre, hvilket dog er det Rette og Christelige. Dog kan og vil Herren jo være stærk i os, netop naar vi føle os allersvagest. Det er en stor, en himmelsk Naade! — — —.

Herren være hos Dem — — med sin Lægedom, sin Trøst. Thi jeg forstaaer, at Deres Savn maa være dybt. — —. Herren give — — os Alle, rettelig at sige: din Villie skee!

Deres inderligt hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 3. August 1871

Kjære Biskop Martensen! De har saa hjertelig forstaaet og deelt Sorgen ved vor kjære Hannes Død; saa vil De ogsaa med Deeltagelse læse de Ord, som bleve talte den Dag, da hun blev begraven. Det har en stor Betydning, naar paa saadanne Dage det, der giver Trøst og Fred, kan komme til at seire, og jeg troer det lykkedes den Dag, vel især fordi det føltes, at den store Forsamling virkelig tog Deel i, hvad der foregik. Derfor blive saadanne Dage dog ikke de overveiende i Antal; men det gjør godt, naar siden Tabet og Eensomheden føles, at kunne mindes, hvorledes ogsaa midt i Striden Guds Fred kan seire i Hjerterne. — — — At det bliver til Alvor med Deres Jyllandsreise, kjære Biskop Martensen, fik jeg forleden bekræftet i et Brev fra Zeuthen, som ogsaa venter at see Dem. Jeg glæder mig inder s. 247ligt til snart at skulle see Dem og komme til at tale med Dem. Tro blot ikke, at den sidste Begivenhed har bragt Noget ind i dette Huus, som i ringeste Maade kunde forstyrre Glæden ved Deres og Deres Families Besøg !

Deres O. Laub

Laubs Gravtale over sin Datter, d. 29. Juni 1871

Det var mit Ønske, at jeg paa denne Dag maatte tie og høre, — jeg er jo selv En af dem, som trænge til Trøst, men jeg maatte sige mig, at det Samme gjælder om de Andre. Det Bedste er ogsaa, naar de, som ere fælles om Sorgen, kunne trøste hverandre med den Trøst, hvormed de selv ere blevne trøstede af Gud; det er dette, jeg gjerne vil for min Deel, og det tilkommer mig at gaae foran. Jeg vil ikke sige noget Nyt, maaskee ikke Andet, end hvad Enhver allerede har sagt sig selv; men jeg vil sige det, som det er skeet mig.

Jeg maa da begynde med et gammelt Psalmevers, det, hvormed en velbekjendt Psalme ender:

Saa reise vi til vort Fædreland
Der ligger ei Dag i Dvale;
Der stander en Borg saa prud og grand
Med Throner i gyldne Sale;
Saa frydelig der til evig Tid
Med Venner i Lys vi tale.

I disse Ord ligger al vor Trøst, vort hele store salige Haab: naar vi engang ere naaede derhen, naar vi igjen ere samlede for aldrig mere at skilles ad, da ere alle Taarer aftørrede. Men dette Vers har faaet en sær s. 248lig Betydning for mig: det var iblandt det Sidste, vi sang sammen, hun og jeg. Det var dengang hun drog bort fra sin Faders Huus og sin Slægt derhjemme, hen til det Sted, Gud vilde vise hende, med den Mand, Gud havde givet hende. Jeg seer hende endnu, som jeg saae hende den Dag, hvorledes hun, idet hun førtes bort, strakte Armene ud imod os, medens Taarerne randt paa hendes Kind, og dog straalede af Glæde over det, hun drog imøde. Da reiste hun til sit Fædreland; men vi forstode det ikke. Hun selv forstod det ikke heller. Endnu i de sidste Linier, hun sendte til sit gamle Hjem, som først naaede dertil, da hun ikke var her mere, skrev hun om en Reise, hvortil hun beredte sig; men det var Reisen tilbage til de gamle Steder og de gamle Venner, hvem hun vilde vise, hvad Gud havde givet hende. Men naar jeg nu tænker tilbage paa det Aar, hvori vi ikke saae hende, dette forunderlig korte, og dog saa forunderlig rige Aar, paa Alt, hvad vi hørte om hende, og hvad hun selv stadig fortalte os i sine Breve om denne Lykke, som syntes for hver Dag at blive større; naar jeg tænker paa denne glade Travlhed, hvormed hun ligesom samlede sammen paa alt det, der blev givet hende, i hendes lille Hjem og omkring iblandt de Mennesker, til hvem hun var ført hen, de nye Venner hun fandt, som om hun kun frygtede for, at i al denne Rigdom Noget, hvortil hun kunde naae, skulde blive borte for hende, at Noget, endog det Ubetydeligste, ikke skulde komme med: – – ja vi Gamle, som glædede os med vore Børn, maatte undertiden sige til hinanden, at saaledes kunde det ikke blive ved, — kun eet Aar, sagde vi, og vidste dog ikke, hvad vi sagde; — men naar jeg nu seer tilbage paa det Hele, da forstaaer jeg det, da forstaaer s. 249jeg, at det var den Travlhed, hvormed man samler alt det sammen, som man ikke kan undvære, naar en Reise er nær for Haanden. Jeg har nu seet det lille Huus, hvor de To boede sammen, hvor Alt vidner om hende. Det, vi der see, er ikke det, som hun skulde tage med sig; det hører Altsammen med til den Herlighed, som visner og falder af; det skal blive en Tid hos dem, hun maatte forlade, for at trøste og glæde dem. Men det, som ikke kan døe, Kjærligheden i al dens Rigdom, og Taknemmeligheden og Glæden, det var hendes Liggendefæ, som hun maatte have hos sig for at være reisefærdig. Og derfor, da Timen kom, da kun nogle Faa af den store Vennekreds stod hos hende, da saae de hende, som jeg havde seet hende reise bort: hun saae tilbage med Taarer, men hun saae ogsaa fremad og opad med en usigelig og forherliget Glæde. — Saa er endnu kun tilbage, at vi Andre skulle sige det Samme, sige det stadig, daglig, ihvordan saa Dagene omvexle: „Saa reise vi til vort Fædreland“, — sige, ja synge det, om end Stemmen vil qvæles af Graad, dog synge det for Herren i vore Hjerter, som vor gamle Psalmedigter siger:

Syng og tro, saa skal Du stige
Syngende til Himmerige.

Thi Herrens Glæde, den er vor Styrke; og Han siger: Ingen tager Eders Glæde fra Eder.

Der er endnu et Ord, hvorom jeg maa minde. Det er ogsaa taget af en gammel, ja en langt ældre Psalme; det er en af de hellige Sangere, som siger: „Han skal give sine Engle Befaling om Dig, at de skulle bære Dig paa Hænderne, at Du ikke skal støde Din Fod paa nogen Steen“. Dette Ord har jeg længe kjendt; det har havt s. 250en stor Betydning for mig. Naar jeg tænkte tilbage paa mit Liv, meest paa de svære Tider, naar jeg da spurgte mig selv, hvorledes jeg var kommen igjennem, hvorledes jeg var naaet saavidt, at jeg kunde takke Gud for Alt, hvad han havde gjort imod mig, da maatte jeg svare: „Han har givet sine Engle Befaling om Dig“. Jeg selv havde ikke ført mig igjennem, havde ikke kunnet det; men hans Engle havde baaret mig. Jeg kunde nævne mange af disse Engle; hun var een af dem. — Men dette Ord har faaet en ny Betydning for mig i disse Dage. Jeg sad derovre og ventede Budskab fra mit kjære Barn; jeg var ikke urolig, tværtimod, jeg haabede det Bedste. Men jeg havde en Fornemmelse af, at nu var Dagen kommen, og derfor trængte jeg til noget Bedre end mine egne Tanker. Da tog jeg min Bibel og fandt dette Ord; jeg ledte ikke efter det, det kom af sig selv. Og hvad det sagde, faldt det mig saa let at forstaae. Der var Noget ved hende, som mindede om Englene, dette Lette, Svævende, dette milde Smiil, hvormed hun indtog Alle; om Ingen af mine Børn har jeg kunnet sige det saaledes, som om hende: hun er bleven baaren gjennem. Der staaer i denne 91de Psalme et Ord i Forveien: „Thi Du, Herre! er min Tilflugt“; dette maa jo siges først, for at Englene kunne komme. Men det var, som om Nogen sagde til mig: det har hun sagt; saa vidste jeg jo, at det Ord om Englene gjaldt hende. Da blev jeg saa glad og tryg. — Det varede ikke længe, da gik Døren op, og Budskabet kom ind. Jeg saae snart, hvad det var, der behøvedes ikke mange Ord for at forklare det; det lød anderledes end jeg havde meent. Men den hellige Bog laa der endnu; der stod det skrevet med de faste Træk, ikke et Bogstav, ikke en Tøddel var forandret. s. 251Saa maatte jeg vel forstaae, at det var dog skeet, som der var sagt, Englene havde dog baaret hende, og hun havde ikke stødt sin Fod paa nogen Steen; jeg vidste det, førend jeg vidste, at de, som vare hos hende, næsten havde seet derpaa.

Men det staaer endnu skrevet; det gjælder ogsaa dem, som blev tilbage. Jeg har sagt det til min kjære Søn: Han har givet sine Engle Befaling om Dig, ogsaa om Dig, at de skulle bære Dig paa Hænderne. Der er Een, som skal lære os, hvad Guds Ord til os mener. Da dette Ord blev bragt til ham ved hans Veis Begyndelse, da viste han det fra sig og sagde: Der staaer atter skrevet, Du skal ikke friste Herren Din Gud. Hvad et Menneske paa Jorden trænger til, er ikke at løftes op over Alt, hvad der tynger, at faae Vinger, hvormed han kan flyve bort fra Sorgen og bort fra Pligten. Det Ord om Englene gjælder paa Veien, naar man gaaer frem paa den, skjøndt den er trang og tornefuld, og lærer Lydighed af det, man lider. Da komme Englene, som udsendes til Tjeneste for deres Skyld, der skulle arve, ikke Jordens Lykke, men Himlens Salighed, som de kom til ham, der beredte det Alt for os, som de kom i Urtegaarden, og ved Graven, og paa Himmelfartsbjerget. Han har mange Engle, som han kan udsende, naar og hvor han vil. Han har en himmelsk Hærskare. De komme ydmygt og stille, og vi see dem ikke, naar de gaae ind og ud, de udrette hans Befaling, skjøndt vi ikke forstaae, hvorledes det skeer. Han har ogsaa sine Sendebud paa Jorden; thi vel ere Menneskene ikke Engle, men de skulle blive Engle lige, og de kunne blive det allerede her; thi hvad der gjøres i Kjærlighed, er dog en Engletjeneste. Han skal vel finde dem, han vil bruge. — s. 252Hun, som er gaaet bort, var ingen Engel, medens hun var her, derfor maatte alt det Jordiske aflægges; men hun er nu i Aandernes, i Englenes Verden. Jeg har sagt til min Søn, at hun er een af de Engle, som skulle bære ham paa deres Hænder, ligesom hun jo allerede har gjort det her. Jeg mener ikke blot, at hendes Tanker skulle være hos ham, hendes stille Forventning, ikke blot at hendes Minde, hans Længsel efter hende skal blive hos ham, men at hun selv skal komme til ham og være med ham i Alt, — paa Engleviis; og det bygger jeg ikke paa Mennesketanker, men paa Herrens Ord. Han har sagt to Ord, som ikke kunne svige; han har sagt: „Jeg er med Eder alle Dage“, — og han har sagt: „Hvor jeg er, der skal og min Tjener være“. Naar han kommer engang i sin Herlighed, da ere alle hans hellige Engle med ham; men naar han kommer nu i Løndom, hvor To eller Tre ere forsamlede i hans Navn, hvad hindrer ham da i at tage med sig, hvem han vil, og dem, som selv gjerne ville? — Og der er endnu Een, paa hvem jeg tænker, den lille Pige. Hun skal selv bæres, al Omsorg og Kjærlighed vil nu samle sig om hende, og hun veed ikke selv, hvad der skeer med hende, eller hvad hun skal i denne Verden; men just derfor er hun vel allerbedst skikket til at bære de Andre, bære Sorgen ud og de mange smaa Glæder ind. Hun skal nu bæres herind; hun skal ogsaa være med i denne Forsamling. Hendes Fader og Moder, — ja ogsaa hendes Moder — skulle bære hende frem i deres Bønner, hen til ham, som siger: Lader de smaa Børn komme til mig, thi Guds Rige hører Saadanne til. Ogsaa Han er herinde, og han skal tage hende i Favn og lægge Hænderne paa hende og velsigne hende, og lægge sin Velsignelse til Alt der s. 253hjemme i det lille Huus, som er beredt ogsaa for hende. — Hendes Moder have Englene baaret hen i Jesu Skjød; dog skal hun bæres endnu engang, for sidste Gang, — her ere jo kjærlige Hænder, som ville bevise hende den sidste Engletjeneste. Hun skal bæres til sin Grav; der skal nu hendes Sovekammer være, og Døren skal lukkes til, for at det Onde kan overfare. Men

paa Dommedag staaer hun op deraf,
derpaa tør vi døe, men ei tvivle.

Da kommer hun ikke alene; da komme alle de Mange igjen; da kommer Han, som ikke mere skal samle, men nu har samlet alle de adspredte Guds Børn til een Hol), for at de aldrig mere skulle skilles ad. Med dette Haab ville vi trøste hverandre. Amen i Jesu Navn.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. September 1871

Kjære Biskop Martensen! Inden jeg begynder en Visitatsreise, maa jeg i et Par Linier bringe Dem min hjertelige Tak for den rare Dag, jeg i forrige Uge tilbragte hos Dem ^*)I Middelfart, hvor Laub besøgte Martensen, hvem Sygdom havde forhindret i at komme til Viborg.. Vi fik dog talt en heel Deel sammen, skjøndt der bagefter, hvad vel altid maa blive Tilfældet, — er Meget tilbage, som ikke kom med, f. Ex. Tilstandene i den store Verden, og hos os. En særlig Glæde var det mig at samles med Deres Familie, ogsaa med dem, som jeg ikke saae, da jeg var hos Dem i Deres s. 254Hjem, hvorved det dog var et Savn, at min Familie ikke efter den oprindelige Bestemmelse kunde faae Deel heri. Forøvrigt er der ogsaa noget Interessant ved at mødes paa et Sted, hvor ingen af Parterne er hjemme, og hvor det Fremmede bidrager Sit til, at man slutter sig nærmere sammen, som i den tømrede Veranda udenpaa Hotellet, hvor vi tilbragte den meeste Tid, som med sin deilige Udsigt vil være mig uforglemmelig. Endnu maa jeg nævne den Bevidsthed, at jeg var paa min smukke Fødeø, og der med Dem gjorde nærmere Bekjendtskab med en af dens berømte Egne, som jeg tidligere kun var faren igjennem. Tak for det Alt, kjære Biskop Martensen, og bring denne Tak til enhver af Deres !— — —

Hos Zeuthens var jeg til Fredag. — — —. Skjøndt den meeste Tid gik i et fornøieligt Virvar imellem gamle og nye Bekjendte ^*)Der var Bryllup i Dr. Zeuthens Huus., fik jeg dog talt en Deel i Ro med Zeuthen. Hvad han vil bemærke ved Deres ethiske Gudsbegreb, fik jeg ikke rigtig forklaret. Saavidt jeg forstod, vil han. at De skulde gaaet nærmere ind paa Schellings Anskuelse, hans Potenslære, og mener, at De bruger Ordet „Natur“ om Noget, som endnu ikke kan kaldes saaledes. Men ihvordan De nu vil stille Dem til Schelling i denne Henseende, kan jeg dog ikke see Andet, end at De med god Grund i denne Bog har undgaaet en dybere gaaende Undersøgelse, hvorved det, hvorpaa De vilde bygge videre, for Mange kunde gjøres tvivlsomt; thi Mange, som ikke kunne følge med Schelling, kunne dog forstaae, at der kan tales om en Natur i Gud, og hvad Betydning dette har for et levende Gudsbegreb og for en theonomisk Ethik.

s. 255Baaders Dagbøger kan jeg først senere faae fra Zeuthen. Derimod fik jeg Shellings Levnet i Breve, og har allerede læst en Deel med stor interesse. Det er underligt at see ind i en Tid, hvori Alt rører sig og voxer saa gigantisk, at en Yngling paa 19 Aar er fuldt rustet til Kampen, og at Tre, som for os betegne tre Afsnit i Philosophiens Historie, næsten paa eengang ere der. Men det gaaer ogsaa gigantisk til, himmelstormende; og dersom jeg ikke kjendte Lidt til den senere Schelling, kunde jeg her blive bange for ham. — — —.

Deres hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn. 18. September 1871

Det er mig, kjære Biskop Laub, der maa takke Dem for den gode Dag, De skjænkede mig i Middelfart, der for mig staaer som et Lyspunkt i Erindringen. — — —.

Forøvrigt deler jeg ganske Deres Anskuelse, at det neppe vilde have gjort godt, dersom jeg i Gudsbegrebet var gaaet ind paa de Schellingske Potenser, selv om jeg herom havde kunnet sige noget virkelig Releverende, hvad jeg i ethvert Tilfælde kun vilde have kunnet gjøre i en udførligere Undersøgelse. Jeg har valgt det practiske Standpunkt, at meddele mine Læsere saa lidet Problematisk som muligt. Partiet om Naturen i Gud veed jeg vel vil synes Mange problematisk; men jeg ansaae det for Pligt at give disse Antydninger, da jeg holder mig forvisset om, at man i Fremtiden mere og mere vil komme ind derpaa. Ordet „Natur“ kan tages i forskjellige Betydninger. Jeg taler ikke om Naturen som s. 256et Product (natura naturata), heller ikke om en Spinozistisk natura naturans, men om Naturen som et Indbegreb af Potentialiteter og Productionspotenser i Skaberen. Dette med Hensyn paa Zeuthens Indvending.

I „Nyt dansk Maanedsskrift“ har Brøchner nu begyndt at ruste sig til et Angreb ved en første Artikel om Forholdet mellem det Christelige og det Humane. Ethiken nævnes vel endnu ikke, om end enkelte Sætninger deraf citeres. Han paastaaer, at Christendommens Tid er forbi, at vi vel skulle have en Religion, men en Religion, som indeholder det, som er fælleds for alle Religioner, en Religion uden nogetsomhelst Historisk, og i hvilken Christne, Jøder og Hinduer ville kunne mødes. Denne Religion skal nærmere bekjendtgjøres i et følgende Hefte, hvor han da tillige vil gaae ind paa Forsøgene paa at „annectere“ det Humane til det Christelige, Forsøg — og her har han aabenbart Ethiken for Øie — han omtaler med stor Ringeagt, som halvt christelige og halvt humane, halvt speculative og halvt religieuse o. s. v. Han taler i det Hele som den, der staaer paa Videnskabens Høide, og kan ikke noksom udtale sin Despect. Dette hører med til disse Folks Polemik, som vi allerede kjende fra Strauss og Andre. Ligeledes hører det til deres Tactik at ville hævde den „ægte“ Opfattelse af Christendommen som den absolute Verdensforsagelse og Naturfornægtelse, d. v. s. Middelalderens asketiske Christendom sættes som den ægte oprindelige Christendom, og de, der mene, at Christendommen skal gjennemtrænge det virkelige Liv, betegnes som Forfalskere. Det er den gamle Tactik, først at forvandle Christendommen til en Carricatur, for desto lettere at kunne bekæmpe den. S. Kierkegaard har hos os tildeels beredet dem Vei. Det s. 257er ganske i sin Orden, at Brøchner er kommen i Harnisk, og at der i hans forøvrigt rolige Fremstilling findes Kjendetegn paa en stor indvortes Bitterhed. Han maa jo ved denne Bog føle sig angreben i sin inderste personlige Existens, og hans Polemik maa derfor betragtes som et Slags Nødværge. Mig undrer dette aldeles ikke, og jeg agter at forholde mig aldeles rolig til disse Sigtelser for Christendomsforfalskning og Uvidenskabelighed. At polemisere med Brøchner vilde vistnok være at tillægge ham for stor Betydning. I Tydskland er jeg beredt paa langt stærkere og kraftigere Hyl fra denne Kant.

Den Religion, der uden nogetsomhelst Historisk skal indeholde det, som er fælleds for alle Religioner, kjende vi meget vel. Enten er det en pantheistisk Mystik — og dette maa den blive hos Brøchner, der bestemmer Religionen som Menneskets Forhold til „det ham iboende Guddommelige“ — eller det maa være det gamle rationalistiske: „Gud, Forsyn, Udødelighed“, hvad man længe har kaldt den naturlige Religion. At vende tilbage til denne skal være Tidsalderens store Opgave, det, hvortil Trangen er tilstede i Gemytterne!!

Dog, jeg har vist allerede været for udførlig i min Meddelelse om denne nye Emancipations-Viisdom. Og derfor ville vi sige: Transeat !

Det glæder mig, at De har taget fat paa Schellings Breve, som nødvendigt maae interessere, om der end er Meget i disse af den blot prometheiske Ild. Men De maa endelig læse Baaders Dagbøger. Det er især i den første Halvdeel et sandt Opbyggelsesskrift. Her er Pintseild og Lys! — — — —.

Dominus nobiscum!
Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen.
Viborg, 20. October 1871.

Kjære Biskop Martensen! Deres sidste kjærkomne og indholdsrige Brev, som jeg endnu ikke har takket Dem for, var endnu bleven liggende ubesvaret, indtil jeg om 8 Dage kommer tilbage fra en Visitas-Restance, hvormed jeg imorgen skal begynde, dersom jeg ikke igaar havde faaet Ministeriets Skrivelse i Anledning af det brittiske Bibelselskabs gjentagne Forlangende. Hvad Ministeriet vil gjøre ved denne Sag, er jo sagt temmelig tydeligt; men jeg kan ikke see, at der er Anledning til at svare anderledes end forrige Gang. Det vil dog blive en Usandhed at kalde en Udgave af den autoriserede danske Bibeloversættelse uden Apokrypherne „den ganske hellige Skrit“, saaledes som den er autoriseret i Danmark, ikke at tale om det Uværdige i, at et engelsk Selskab skal ved sine Penge dominere i Danmark. — — —

Hvad Brøchner har skrevet som Indledning til et Angreb paa Deres Ethik, den „christelige“ Ethik, kan jeg herovre ikke faae fat paa; ellers havde jeg dog Lyst til at læse det, endskjøndt De har givet mig en aldeles forstaaelig Forestilling om, hvad han mener, og hvor han vil hen. Det er sørgeligt, om denne Mand skulde faae stor Betydning for den studerende Ungdom; forøvrigt kunne Angreb fra denne Side neppe regnes til de farligste, hvor man endnu vil holde paa Christendom. Men det maa vel mere og mere komme dertil, at der slet ingen Forhandling kan finde Sted imellem Anskuelser, som udgaae fra aldeles modsatte Sider. At De her vil tie, er forstaaeligt, eller kun svare med at fortsætte, som De har begyndt. — — —

Schellings Levnet i Breve har jeg læst med stor s. 259Interesse. Vel ere der Partier, som have trættet mig eller undertiden været mig uhyggelige, naar de udelukkende dreiede sig om Polemik, om at faae den i Gang osv., uden at Polemikens Gjenstand kom frem, eller naar Schellings overmodige Pirrelighed var nær ved at skille ham ved alle hans Venner. Senere kommer en Tid, hvor et Mismod næsten faaer Herredømmet, og mange Breve ere næsten kun Klager over, at udvortes Forhold og Helbred standse det Arbeide, som hans hele Liv tilhører. Men denne Modsætning, den temmelig pludselige Overgang fra en næsten eventyrlig Productivitet til en ligesaa usædvanlig Taushed og Indesluttethed, som ikke er en Lediggang, men Arbeiden og Kjæmpen indad, og som ender med, at Afslutningen maa overlades til en Anden, — hører dog til det Interessanteste i Schellings Liv. Og mon jeg feiler, naar det forekommer mig, at denne Overgang i hans indre Liv falder sammen med en Forandring i hans ydre Liv? at Overgangen eller Fremgangen i hans System skeer paa samme Tid, som han kommer ind i Familielivet, tydeligst ved hans første Kones Død, — thi dette Ægteskabs Begyndelse hører endnu til hans første (vilde) Periode, — og kommer tilorde i hans Breve til Georgii (i Anledning af Tybinger-Forelæsningerne), efterat ogsaa denne havde mistet sin Kone. Dersom jeg her seer ret, saa er dette et Bilag til, hvad De har yttret om Sammenhængen imellem Philosophernes System og deres personlige Existens. Disse Breve til Georgii have i høi Grad interesseret mig, især det som er skrevet paa Paaskedag 1811, og indeholder et argumentum ad hominem for Schellings Lære om Naturens og Legemlighedens Betydning, og hvor det energiske Udtryk forekommer: Kunde vi være s. 260Guds sande Børn, naar vi ikke vare hans Kjød og Blod?

Jeg venter nu paa at faae fra Zeuthen Baaders Dagbøger; skulde han ikke have dem ved Haanden, benytter jeg Deres gode Tilbud. Imidlertid beskjæftiger jeg mig endnu lidt mere med Schelling, saaledes som det Sidstlæste har givet Anledning til. Det saalænge Ventede: „Die Weltalter“, skulde egentlig være det Nærmeste; men det er jo kun bleven et Fragment og hører vel mere til Enden end til Overgangen, hvorover jeg især længtes efter Lys, og dette maatte vel især findes i Skriftet imod Jacobi, der kom som et Tordenslag midt ind i hans Tausheds Tid. Her mærker man „Løvens Tænder og Kløer,“ men ogsaa Løven selv; man kan ikke Andet end rives med. At Mynster med sin Kjærlighed til Jacobi har faaet et andet Indtryk af dette Skrift, kan man tænke sig og ikke undre sig over. Men skulde ikke et Sted som Apostrophen til Claudius have gjort Indtryk paa ham og ladet ham forstaae, at Schellings Vrede var ikke uden Grund? — — — Saa har jeg ogsaa læst den Samtale, De gav mig Anviisning paa ^*)Clara., men kan nu kun sige Dem, at jeg maa læse den igjen, at den har tiltrukket mig meget, første Deel ligemeget ved Indholdet og den skjønne Form, sidste Deel ved sin Rigdom paa begyndende Tanker, hvormed man dog bliver staaende som foran en Stjernehimmel uden at kunne naae Bunden. Jeg kommer senere igjen til denne Gjenstand. Tak for Deres Venskab!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 29. October 1871

Kjære Biskop Laub! Hjertelig Tak for Deres Sidste. Jeg deler ganske Deres Anskuelse om Apokryphspørgsmaalet. — — — Jeg for min Deel kan ikke komme til andet Resultat end forrige Gang, og har stor Betænkelighed ved her at gjøre mig medansvarlig. Bibelen uden Apokrypher strider mod den lutherske Kirkes Tradition, og det er uværdigt for den danske Folkekirke at lade sig dominere af en fremmed Magt. I Tydskland — — — rører der sig nu en stærk Reaction imod det brittiske Selskabs Tyrannie. Man gjør Opraab til at stifte et almindeligt Bibelselskab, der blandt andre Formaal ogsaa skal have dette, at gjøre det brittiske Selskabs Virksomhed overflødig, og man udtaler sig om det Uberettigede i, at dette fremmede Selskab vil paatrænge lutherske Menigheder Anskuelser, der stride mod deres Traditioner. Vistnok troer jeg, at man hos os vil søge at gaae en Mellemvei og, som sædvanligt, at stifte et Compromis. Jeg antager, at Ministeriet kun vil give Tilladelsen under den Betingelse, at der trykkes en anden Titel, og at der istedetfor „den ganske hellige Skrift“ kommer til at staae: „det Gamle og det Nye Testamentes canoniske Bøger“. Jeg kan imidlertid ikke finde, at Synderligt herved er vundet, da man saaledes dog rækker Haanden til en omfattende Skriftuddeling, der strider mod vor Kirkes Anskuelse. Mig forekommer det derfor at være det Correcte, at man modsætter sig det Hele uden Omsvøb. De nærværende Tider ere visselig saadanne, at det er af Vigtighed under Opløsningen, der findes trindtomkring os, at hævde den confessionelle Eiendommelighed. Jeg kan ikke ansee den s. 262ubegrændsede Trykkefrihed, den ubegrændsede frie Concurrence som et Gode, for hvilket alt Andet skal offres. Der ere høiere Goder, for hvilke efter min Overbeviisning denne Frihed bør vige tilbage eller skikke sig i en Indskrænkning. Heller ikke antager jeg, at nogen reel Trang er tilstede til det engelske Selskabs Hjælp. Vi sælge vor danske Bibel til en meget billig Priis, og den blot udvortes Bibelspredning ved Colportage, som det brittiske Selskab tilsigter, kan jeg kun tillægge et meget tvivlsomt Værd.

Brøchners tredie og sidste Artikel om den nye Religion har jeg da læst. Den er endogsaa under min Forventning. Det er et Mørke af Abstractioner, hvor der kun uafladeligt paastaaes, at hele Livet skal være gjennemtrængt af Religion. Men om det religieuse Forhold selv hører man Intet uden at Mennesket skal staae i Forhold til det „ham iboende Guddommelige“, der ikke videre bestemmes uden som et „idealt-realt Princip“. I hans Tale om Religionen høres ikke den fjerneste Klang af nogen religieus Tone, fornemmes ikke det ringeste Spor af religieus Gemytsbevægelse eller indre Oplevelse. Al Umiddelbarhed mangler; Alt er philosophisk d. v. s. abstract. Af Schleiermachers „Reden über die Religion“, havde han dog kunnet lære at udtrykke sig noget bedre. Thi disse ere jo unægtelig skrevne fra et pantheistisk Standpunkt. — -— — —.

Mynster var meget vred paa Schellings Polemik mod Jacobi, og hævdede, at Jacobi i Hovedsagen havde Ret. Forøvrigt havde han stor Anerkjendelse af Schelling, men har ikke kunnet bruge hans Philosophie. — —- —. Jeg skulde dog troe, at dersom han havde læst Clara, han da vilde have følt sig tiltrukken. De har med Hensyn s. 263paa dette Skrift fuldkommen Ret: det er kun begyndende Tanker, og man staaer foran en Stjernehimmel, uden at kunne naae Bunden. Men netop derfor er det saa opløftende, saa vækkende og saa befrugtende at vende tilbage dertil. Brevene til Georgii have ogsaa i høi Grad interesseret mig. — — —.

Men jeg vedbliver at fylde Papiret og maa slutte. Lev vel, kjære Biskop Laub. Gud velsigne Dem og Deres! Skriv snart til

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 27. November 1871

— — — — —. Fra Zeuthen har jeg faaet — ikke Fr. Baaders Dagbøger, men hans Biographie og Breve, og jeg er vel tilfreds med at begynde saaledes, med først at gjøre et personligt Bekjendtskab. Af Biographien faaer man en levende og tiltrækkende Forestilling om denne mærkelige Mand. — —. Brevene ere de bedste Bilag til, hvad der er fortalt om hans Trang til at meddele sig, og den eiendommelige Maade, hvorpaa han gjorde det. Alt kommer lige ud af Kilden i en stadig Strøm, og Indholdet er saa rigt, at man ikke kan læse i en Hast. Qvot verba, tot pondera; naar han tidt siger saa Meget i faa Ord, som komme ganske af sig selv, maa man næsten sige, at det er ikke Ord, men Sagen selv. Det Eiendommelige ved denne Mand slog mig strax i de første Breve, dette lige løs paa Sagen (alligevel med al mulig Urbanitet, uden at der kunde tales om Paatrængenhed): s. 264det Første, hvorom han vil overbevise — Jacobi (!) er — ikke Christus, men — Djævelen (!). Jeg troer, at jeg allerede er temmelig fortrolig med nogle Grundtanker, som stadig komme igjen; thi i denne Henseende faaer man her langt Mere end i Schellings Breve. Jeg læste igaar Aftes et fortræffeligt Brev om dem, som ville skille de tre „Zeugschaften des Göttlichen“, Natur, Moral og Religion, gjøre Naturen mecanistisk, Moralen irreligieus os: Religionen umenneskelig, for saaledes at nedbryde hver for sig, hvorfor man skulde holde dem sammen og saaledes seire. Zeuthen har vel Ret i, at sammenlignet med Schelling bliver Raader for meget staaende i det Centrale (skjøndt han af denne „ikke blot Tankens, men Troens Fordybelse“ kunde ønske Schelling Mere), kan ikke saaledes udvikle som Schelling, og derfor mangler dennes Classicitet. Kommer det ikke af, at B. strax begyndte i Centrum og var sikker der, medens Sch. maatte begynde udenfra og kæmpe sig indad? Baader brød sig ikke om et System: for ham maatte det Peripheriske stykkeviis forstaaes umiddelbart fra Centrum, som han siger. Schelling kunde ikke undvære et System og trængte derfor til denne Fremstillingsgave, som han da fik i en ualmindelig Grad. Skade, at disse To, som skulde supplere hinanden, kom i Livet saa langt bort fra hinanden.

Jeg har igjen læst Schellings Samtale og er ganske indtagen i den. Jeg har foreslaaet F. L. Mynster, Oversætteren af Hippels „Lebensläufe“, at gjøre et Forsøg med denne Samtale, foreløbig dog kun for at faae ham til at gjøre sig bekjendt med den. Troer De ikke, at dersom en Oversættelse hunde tilveiebringes, saa kunde den gjøre sin Nytte, f. Ex. gjøre Adskillige op s. 265mærksomme paa, at der gives andre Philosopher end dem, man kjender hos os? — — -— — —.

Deres hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg. 3. Januar 1872

— — — — —. Jeg har elsket Shakespeare fra min Barndom af, da jeg hørte min Fader forelæse, hvad man dengang havde i Foersoms Oversættelse; og jeg vilde dengang udentvivl have anseet det som formasteligt, om nogen vovede at lægge Haand paa disse Arbeider. Jeg har maaskee havt en Fornemmelse af, at man ved at læse dem blev ført flere Aarhundreder tilbage i Tiden, men da vel meent, at dette var den eneste Maade, hvorpaa man nu kunde gjøre Bekjendtskab med dem, og dersom man skulde faae disse Dramaer at see, maatte Tilskuerne gjøre samme tilbagegaaende Bevægelse som Læserne. Jeg havde vist aldrig følt nogen Trang til at see Shakespeare, men var bleven i den Tro, at den var heldigst stillet, som nøiedes med at læse og ved Phantasien at udfylde, hvad Shakespeares Samtidige havde tor Øine, — dersom jeg ikke en halv Snees Aar senere havde faaet en af de store Tragoedier, som jeg beundrede, og dengang- maaskee ansaae for den største, Macbeth, at see, saaledes som den kunde gives i Ryges og Jfr. Jørgensens Tid. Det er det eneste Shakespearske Drama, jeg har seet; men jeg fik her et mægtigt og uudsletteligt Indtryk af, hvad den sceniske Kunst betyder og formaaer, — uden dog endnu at tænke over, hvad der kunde være at foretage, naar de ældre Mesterværker s. 266skulde bringes paa Scenen. Først senere, naar jeg tænkte tilbage paa, hvad jeg havde oplevet, er det gaaet op for mig, at det var i Grunden kun enkelte store Scener, som havde gjort det stærke Indtryk og i sig concentrent det Hele, medens der udenom dem var en Deel, som ikke var kommen i ret Forbindelse hermed, og derfor igjen var forsvundet af Hukommelsen, og at der vel maatte kunne gjøres Noget, for at Alt kunde komme til sin Ret. Paa denne Maade er jeg efterhaanden kommen til den Erkjendelse, baade at der er noget høist Fortjenstligt ved at bringe Shakespeares Mesterværker paa Scenen, og saaledes ikke blot bringe dem til saa Mange, som kun paa denne Maade kunne forstaae dem, men ogsaa bringe dem til deres fulde Virkning paa dem, der forud sætte Priis paa dem, — og at dette ikke kan skee ved, at vi gaae tilbage til hans Tid, men at han kommer ind i vor Tid, altsaa ved, at der foretages Forandringer, som, naar de gjøres paa rette Maade, ikke blive en Forklædning (Travestering, Modernisering), men en Afklædning af det Tilfældige, som hans Tid medførte. — — — —.

Hvad Macbeth angaaer, er der Noget, som jeg har opfattet anderledes end N. N. Saaledes som jeg har forstaaet Shakespeare, skal den onde Beslutning ikke tilhøre Macbeth ene, men begge Ægtefolk i Forening; vi skulle her see den djævelske Modsætning til det rette Ægteskab: „Det er ikke godt at Mennesket er ene, jeg vil gjøre ham en Medhjælp.…“ Macbeth higer efter den onde Beslutning, han griber efter Kronen og Dolken, men kan Intet naae, førend hun kommer ham tilhjælp; først hvor de Tos Tanker mødes, bliver Gnisten, som Hexene have kastet ind i ham, til Flamme. Det forekommer s. 267mig ogsaa at være af stor Virkning, at den Samtale, hvori det Afgjørende skeer, foregaaer, medens Kongen sidder som den hædrede Gjæst ved Begges Bord, ligesom Forbrydelsen udføres, da han er gaaet til Hvile under deres Tag. En Omlægning af denne Scene vilde jeg vanskelig kunne finde mig i. — — — —.

Jeg har selv været i en lignende Stilling [som De] med min næstyngste Søn, som, efter i et Par Aar at have studeret Medicin uden nogen Drift eller Lyst, vendte sig fra Universitetet til Kunstacademiet for at blive Architect. Her maatte begyndes heelt forfra, og jeg kunde aldeles ingen Mening have om hans Anlæg for det Fag, han nu vilde vælge; endnu i dette Øieblik har jeg intet Beviis for, at han har valgt rigtigt, og at han er istand til at naae sit Maal. I saadanne Tider lære vi, at der er en Grændse for den menneskelige Opdragelse, og at denne Grændse undertiden kan vise sig der, hvor vi endnu meente ikke at være færdige med Vort. Men naar vi da nødes til at slippe vore Sønner, fordi vi ikke mere kunne bære Ansvaret for dem, ikke tør bære Ansvaret for at gjennemtvinge vor oprindelige Tanke, da bør vi jo haabe, at et Instinct har ledet de Unge til det Rette, til Noget, som kan udfylde deres Liv paa en forsvarlig Maade, og føre dem til noget Hæderligt, om ikke i høiere Betydning Ærefuldt, — til det, hvortil Forsynet har bestemt dem. I vor Ungdom gik det temmelig nemt med at finde sit Kald, for det Meste ved en Tradition. Nu seer man oftere, at det falder de Unge vanskeligt at komme paa det, Rene med sig selv. Men jeg seer ikke, at der i saadanne Tilfælde er Andet at gjøre, end at lade dem raade sig selv og anbefale dem til Gud.— —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 15. Januar 1872

— — — — · Forøvrigt kan jeg ikke frigjøre mig for den omtalte Bekymring — —. Jeg kan kun holde mig til hvad De — — udtaler, at vi, naar vi ikke længere tør bære Ansvaret for at gjennemføre vor oprindelige Tanke, bør haabe, at et Instinct har ledet de Unge til det Rette, til Noget, som kan udfylde deres Liv paa en forsvarlig Maade. — —. Vanskeligheden ligger i den Mulighed, at et Bitalent kan være forvexlet med et, Hovedtalent, et Biformaal med et, Hovedformaal. Erfaringen maa vise det. Vi kunne kun kaste vor Sorg paa Gud. De har fuldkommen Ret, naar De siger, at det i en tidligere Tid, ja endogsaa i vor Ungdom gik langt lettere med at finde sit Kald, fordi man fulgte en Tradition. Det Almene, det, der ikke kræver mere, end den jævnt menneskelige Begavelse, bør være det fælleds Udgangspunkt for Alle. Jeg tænker paa Middelalderens store Kunstnere (Malere f. Ex.), der alle begyndte med at være Haandværkere, begyndte med at male, hugge i Steen og Træ i allersimpleste Forstand. Var da et større Talent tilstede, kom en Kunstner frem, i modsat Fald en dygtig Haandværker. Med Poesien er det vistnok en egen Sag. Og dog er jeg af den Formening, at selv for dore Digtere er det ikke gavnligt, udelukkende at leve for denne. Den kan ikke udfylde hele Livet; der komme lange Perioder, hvor Begeistringen ikke vil komme, og hvor Digteren maa forcere sig til Frembringelser, der ligesaa godt eller hellere maatte undværes, hvad Oehlenschlægers Exempel viser. Ogsaa har en mere realistisk, pligtbestemt Virksomhed i Samfundet sin gavnlige Indvirkning s. 269paa Dannelsen, og danner en Modvægt mod en eensidig Hengivelse og Syslen med det Ideale. Hvad der end kan siges mod Goethes Hofliv og Ministerskab, dog har det havt en dannende, høist gavnlig Indflydelse paa ham, at han blev nødt til at offre en Deel af sin Tid paa administrativ Virksomhed (han var en udmærket administrativ Embedsmand), ja at han, som jeg for nogen Tid siden læste, maatte sætte sig ind i Veivæsenet og personligt stundom anvende flere Dage paa at inspicere Vejene i det Weimarske. Havde han ikke været nødt til at anvende en Deel af sin Tid paa Hoflivet, var Tasso aldrig blevet skreven, idetmindste ikke saaledes som den nu er, med denne rige Verdens- og Menneskekundskab. Hvad her er sagt om store Forhold, ønsker jeg ogsaa at anvende i det Smaae.

Her er intet Nyt, uden at man hører en Deel Tale om Brandes’s Forelæsninger, der holdes for et overfyldt Auditorium, og ikke blot skulle være atheistiske og antichristelige, men ogsaa usædelige, især i Henseende til Ægteskabet, der omtales ganske efter de franske Ideer som en conventionel Indretning o. s. v. Han er en overfladelig Person med en let Fremstillingsevne, der ganske holder sig til den nye — franske Viisdom, hvis Frugter dog ere blevne saa synlige ved det forrige Aars for Frankrig saa ulykkelige Begivenheder. Meget beklageligt vilde det være, om han skulde opnaae Ansættelse ved Universitetet. Vi have allerede nok af disse Samfundet undergravende Lærdomme i Brøchners Forelæsninger, der dog ved deres abstracte og scholastiske Charakteer neppe kunne faae Indgang hos Mange. Men høist beklageligt er det, at der ved Universitetet ikke bydes Ungdommen sunde Anskuelser i modsat Retning, hvilke de s. 270kunne tage med sig i Livet. Thi skjøndt der hos R. Nielsen findes Elementer, er der dog her saa meget Forskruet, Kunstlet og Forfængeligt, at nogen i Sandhed befrugtende Virkning ikke derfra kan forventes. Heegaard har en mere positiv Retning end Brøchner, men har ikke Mod til at slutte sig til Christendommen. Men et theistisk Standpunkt uden Christendom bliver meget utilstrækkeligt. Heller ikke synes han — idetmindste ikke hidindtil — at besidde Evne til at tiltrække og fængsle Ungdommen.

Det er en Ynk med disse negative Retninger, der minde om Hedenskabet i dets meest fordærvede, synkende og udlevede Tilstande. Guizot har Ret, naar han et Sted siger, at man i disse Tider er kommen dertil, at Menneskene ikke blot ikke kunne udfinde en eneste ny Sandhed, men heller ikke kunne opfinde en eneste ny Vildfarelse. Alle Vildfarelser, som man med store Ophævelser søger at udbrede, ere gamle Sager.

Men vi, kjære Biskop Laub, ville vedblive at være forenede i den gamle Sandhed, der indtil Verdens Ende vil vedblive at udfolde Fornyelsens og Foryngelsens Kræfter, og skjøndt den altid siger det Samme, dog har et nyt Ord at sige til enhver Slægt!

Deres inderligt hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 7. Februar 1872

— — — —. Og nu en hjertelig Tak for Deres sidste Brev! Deres Breve høre til det Bedste, jeg faaer i denne Verden. De skriver aldrig om noget nok saa s. 271Enkelt uden at gaae tilbage til de første Grunde og de store Forhold, og derved sætte mine Tanker i en omfattende Bevægelse; derfor ere Deres Breve mig saa lærerige og opbyggelige, jeg mærker altid en fast Bund at staae paa. Dette gjælder i en fortrinlig Grad om Deres sidste fortræffelige Brev. Det var mig som et Afsnit af den specielle Ethik, hvad De skrev i Anledning af vore Sønners Fremtid. — — —. De har uimodsigelig Ret i, hvad De her siger. De har udtalt en Grundsætning, hvorefter Forældre bør gaae frem, forsaavidt det staaer til Dem at træffe Valget for deres Børn; de maae ikke lade sig blænde af, hvad der synes dem et spirende Talent; og naar de ikke kunne Mere, saa kunne de dog ikke være uden Bekymring, indtil de see. hvad det er, der vil udvikle sig. — — —

Det er forfærdeligt, hvad De fortæller om Brandes og den Virkning, han udøver paa saa Mange. Nu ere hans Forelæsninger jo trykte og kunne komme saa meget videre omkring, men da ogsaa maaskee opfordre til en Modvirkning i Litteraturen. — —. Efterat have læst Deres Yttringer herom, har jeg hørt om en ung elskværdig og alvorlig Pige, som har været en Tid paa Besøg i Kjøbenhavn og ved denne Leilighed hørt Brandes's Forelæsninger; hun var ganske henreven af, hvad han havde sagt om Rousseau og Voltaire. Hun har ingen Anelse om den Gift hun har indsuget. Det har glædet mig, at Universitetssenatet næsten eenstemmig har erklæret sig imod hans Ansættelse. Jeg kjender ham kun paa anden Haand, navnlig fra Deres Omtale i Striden om Iro og Viden. At han havde lukket Religionen ude af sit System, forstod jeg nok, da De anbefalede ham s. 272ikke for tidlig at slippe det Første, τò ϑαυμάζειν; men jeg- troede dog, at han var af dem, af hvem der kunde ventes noget Bedre. Men det maa vel i vor Tid mere og mere blive vitterligt, at uden Religion kan intet Aandeligt bestaae, ikke heller det Ethiske, — og uden Christendom ingen Religion. Det er sørgeligt, at Heegaard holder sig saa fjernt fra det Christelige, og at han tillige er uden Gave til at paavirke de Unge. Til Rasmus Nielsen har jeg for længe siden tabt al Tillid. — —. Brøchner mener det vel alvorligt med det Sædelige, men tager dets Støtte bort, ja mere end det, den væsentlige Deel deraf, Forholdet til en virkelig, levende Gud. Jeg læser kun tilfældigviis Lidt af disse Fire, og maa sige, egentlig kjender jeg dem ikke; jeg har ingen Drift følt til at gjøre et nøiere Bekjendtskab med dem og anvende Tid paa at forstaae, hvad jeg forud veed, at jeg ingen Brug har for. Men jeg har ikke kunnet læse, hvad De skriver om Tilstanden ved vort Universitet, og tænke paa, hvad der forøvrigt rører sig rundt omkring i Verden, endnu kun ulmende, men altid stærkere og nærmere, ogsaa imellem i Flammer, der vel synke sammen efter en kort Blussen, men uden at være slukte, jeg kan ikke tænke paa alt dette, hvorom enhver ny Aviis minder, uden at see Apokalyptikerens ildrøde Dyr stige op af Havet, og derefter den falske Prophet, der theoretiserer og legaliserer og indfører i Hjerterne, hvad det første Dyr vil føre ind i Virkeligheden. En saa alvorlig Tid havde ingen af os tænkt sig i vor Ungdom; og hvad der endnu skal komme, veed Ingen af os. Kun det veed vi, at for dem, som holde ud i Bestandighed og ikke lade sig forfærde, skal „den gamle Sandhed udfolde Fornyelsens og Foryngelsens Kræfter, og skjøndt den altid siger det s. 273Samme, have et nyt Ord at sige til enhver Slægt“ (f. Ex. Deres herlige Ethik). Og Fortrøstningen hertil, synes mig, bliver kun stærkere, jo mere man føler Skibet gynge. Det, der volder Frygt og Bæven, er dog ikke Spørgsmaalet, om Skibet kan bære igjennem, men om vi ere paa vor Plads. — — — —. Mon De har havt Tid og Ro til at arbeide paa Fortsættelsen af Ethiken? Mon den Tid vil komme, da De vil indbyde mig igjen til at høre, hvad De har færdigt? Der var ikke ret Meget, der saaledes kunde lokke mig til Kjøbenhavn. Dog, — dette og alle Enkeltheder maa jeg lade være Deres Eget, hvorfor De ikke kan gjøre Andre Rede. Gud give kun, at De altid maa kunne være med Lyst og Kraft i det, der til enhver Tid er det Rette!

Tak for Deres vedvarende Venskab!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 29. Februar 1872

— — — —. De nuværende Tider ere tilvisse forfærdelige, jo mere man betragter dem. Ligeoverfor Frafaldet og Vantroen maa tilvisse det Ønske opstige, at de Christne af alle Confessioner kunde blive forenede. Men Opfyldelsen af dette Ønske er jo end mere bleven fjernet ved Vaticanerconciliet. Døllinger holder i denne Tid Foredrag om Muligheden af en Gjenforening af Kirkerne. Hvad jeg hidindtil har læst deraf i tydske Blade har interesseret mig, men paany viist mig Vanskelighederne. Han slaaer gjennemgribende Slag mod Pavedømmet. Men af os kræver han, at vi skulle gjenoprette s. 274Episcopatet med successio apostolica, som i den anglicanske Kirke, hvad jo ikke kan skee, da her er den samme, eller dog en lignende Fiction som i Pavedømmet. Hvormegen Vægt man end forøvrigt maa tillægge Døllingers Optræden, troer jeg dog ikke, at han med Gammelkatholikerne, der slutte sig til ham, vil faae synderlig Fremgang. Dertil udfordres en religieus Genius, en folkelig Mand, der kan begeistre Masserne, en Mand i Luthers Stiil, om end mindre end Luther kunde gjøre det, men dog en Mand med folkelig Veltalenhed og Personlighed. Men Døllinger er kun en lærd Mand, om end meget lærd og skarpsindig. Han tiltaler den historiskcritiske Sands, den historiske Sandhedsbevidsthed, men sætter ikke det Religieuse som saadant i Bevægelse. Imidlertid er han et glædeligt Phænomen og kan berede Vei for noget Bedre. Tidligere har han været meget uretfærdig mod os Lutheranere. Men Vaticanerconciliet har været ham for stærkt, og han har ikke med god Samvittighed kunnet gaae ind paa, i den Grad at slaae Historien i Ansigtet. — — — -.

Naar De har Tid, skriv til

Deres tro hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 26. Marts 1872

— — —. Schepelerns Brochure mod Holstein har jeg læst og finder, at han i det Væsentlige har skilt sig meget godt derfra. — — —. Et og andet kunde man vel have ønsket noget anderledes. At han fremdrager Læren om Skjærsilden, finder jeg ikke heldigt.; thi hvor s. 275mange svage Punkter der end her kunne paavises hos Katholikerne, saa er jo Læren om Mellemtilstanden et svagt Punkt i Reformatorernes og den orthodoxe Theologies Dogmatik, fordi den ganske mangler, og man kastede Barnet ud med Badet. Det er ikke strategisk rigtigt at bekjæmpe et svagt Punkt hos Modstanderen, naar man selv paa en anden Maade er svag, netop paa dette Punkt. — — — Men, som sagt, dette er mindre Ting. I Hovedsagen gjør den et godt Indtryk, hvad jeg ogsaa fra forskjellige Sider har erfaret.

De ønsker nærmere at vide min Mening om en Union mellem de christelige Kirker, om hvilken Døllinger har holdt Foredrag. Jeg anseer den for Tiden umulig, hvad ogsaa efter det sidste Foredrag synes at være Døllingers Mening.

Derimod mener jeg, at man vel i Sindelaget kan og bør være unionistisk sindet, at man altsaa er mere tilbøielig til at anerkjende og fremhæve, hvad der er det Forenende, end hvad der adskiller, og i denne Henseende har jo det apostoliske Symbolum og de andre oecumeniske Symboler deres store Betydning. Man føres tilbage til Galixtus, der i vor lutherske Kirke viiste tilbage til de første christelige Aarhundreder, hvis Tradition indeholder det, hvorom vi skulde enes. Men jeg troer ingenlunde, at man nu kan gjøre Union. Enhver af Kirkerne maa vedblive at føre sin egen Huusholdning. Men det er en Forberedelse til en Union, naar den Er- kjendelse og Følelse gjennemtrænger dem, at ingen enkelt Confession paa exclusiv Maade udtrykker den hellige almindelige Kirke. Det er en uhyre Forskjel fra den Tænkemaade, der f. Ex. fandt Sted i det 17de Aarhundrede, og her er der netop i vor Tid skeet et Omsving. s. 276Grundtvig har jo her seet Noget — hvad forøvrigt ogsaa Andre have seet —, men hvad atter er bleven fordunklet ved hans egen Exclusivitet og Ufeilbarhed og dermed sammenhængende Vildfarelse.

— — — Herren give os en velsignet Paaske. Ogsaa Paasken stifter Union, thi Alle samles vi dog ved Christi Kors og ved hans aabne Grav, og modtage hans: Fred være med Eder!

Deres H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 3. April 1872

— — — —. Paa mit Spørgsmaal angaaende Union har De, som sædvanlig, givet et Svar, som i faa Ord omfatter det Hele: at enhver Confession maa vedblive „at føre sin egen Huusholdning,“ men ikke glemme, at denne kun er et Led i den store Huusholdning, altsaa at vi igjennem en fortsat Udvikling af det, som særlig er givet os, maae, naar en lignende Udvikling foregaaer for de Andre, tilsidst naae derhen, hvor vi Alle maae mødes, men at der til en virkelig sund Udvikling hører et aabent Øie for, hvad vi maaskee have ladet ligge ubrugt, og hvorom de Andre maaskee kunne minde os. Det er just saaledes, jeg gjerne vil see Sagen. Til det, som for os Lutheranere har staaet i Skygge, hører hvad vi ville stille i Stedet for Katholikernes Skjærsild. At dette i Reformationstiden saa ganske blev skudt til Side, ligger jo i den stærke Vægt, der blev lagt, og maatte lægges paa Retfærdiggjørelsen som det, hvori Alt er indeholdt (principielt), saaledes at der kommer Intet ind s. 277imellem „Syndernes Forladelse“ og „det evige Liv“ — som det hedder i Cathechismus, og som vi fremdeles maae holde det fast som Udgangspunkt og Basis for det Hele. Men naar vi nu mere og mere komme til Bevidsthed om. at der dog er (i den apostoliske Bekjendelse) et Led imellem Syndernes Forladelse og det evige Liv, nemlig Legemets Opstandelse, og at dette tyder hen paa en Udvikling i det nye Liv, som endog naaer ud over det Nærværendes Grændser, mon vi da ikke fra vor Side ville komme til at lægge en stærkere Vægt ved Siden af Retfærdiggjørelsen paa Helliggjørelsen ? og mon dette ikke vil føre nærmere til en Forstaaelse med Katholikerne angaaende det, der for dem er den store An- stødssteen i vor Lære, dette sola fide, som har sin absolute Berettigelse i Retfærdiggjørelsen, i Stiftelsen af det nye Gudsforhold, saalænge Talen er om den Grundvold, hvorpaa det Hele skal bygges, og forsaavidt heelt igjennem, som der heelt igjennem maa være nye Begyndelsespunkter, men som dog, naar Talen bliver om at bygge paa den lagte Grundvold, ikke kan beholde denne eenlige Stilling (allerede Paulus siger: Troen, som er virksom i Kjærlighed)? og vil det ikke føre nærmere til en Forstaaelse med Katholikerne om Betydningen af de gode Gjerninger? Indeholder ikke Deres Ethik Bidrag til en saadan Sindelagets Union, thi De seer, at videre gaae ikke mine Tanker, og den kun i Troskab mod vort eget Udgangspunkt. Den factiske Union med Katholikerne synes mig at staae meget langt borte; den er jo umulig, saalænge den katholske Kirke vil være den ene saliggjørende. Maaskee Døllinger kan bidrage til at fremkalde Unionssindet.

Hvad jeg nærmest havde for Øie i mit forrige Brev, s. 278var dog en anden Union, som synes at ligge nærmere, ja endog existerer factisk, men i en saadan Skikkelse, at jeg ikke kan forstaae den: Unionen (i Tydskland) imellem de to protestantiske Kirker. I Begyndelsen, da Gammellutheranerne stode op imod Unionen, deriblandt Steffens, var jeg (med Mynster) tilbøielig til heri at see noget Uberettiget, Particularistisk. Der er saa Meget, som synes at maatte anbefale, at, naar man er enig om det Væsentlige i Christendommen ligeoverfor en fælleds Modstander, saa skal man ogsaa kunne og bør mødes sammen ved Herrens Bord og lade Dogmatiken blive udenfor. Men efterhaanden under de fortsatte Kampe er jeg kommen mere om paa den anden Side. Det forekommer mig, at her bruges Vold og skeer Brud paa Overeenskomster og Løfter. Det synes mig betænkeligt, at unerede Præster kunne upaatalt kalde sig Medlemmer af „Protestantenverein,“ hvor i alt Fald den Consensus af begge Kirkers Bekjendelser, hvori der vistes et Støttepunkt, er bleven til en Negtelse af omtrent alt Positivt. Det er jo især Nadverdogmet, hvorom det her gjælder, men er det ikke sandt, at der just paa dette Sted (fordi dette Dogme har en gjennemgribende Betydning) er givet os Noget, som vi maae staae til Ansvar for, om ogsaa blot fordi det vil være uundværligt, dersom engang en Union imellem den reformeerte og den katholske Kirke skal blive mulig? Det hedder jo, at Unionen vil lade enhver Deel indenfor Foreningen beholde sin Overbeviisning ukrænket, kun maa Differentsen ikke komme frem; men er ikke dette Indifferente, denne Mangel paa Bekjendelse betænkelig? og er det tilsidst ikke mere en politisk end en kirkelig og christelig Union, man vil opnaae? — — —

s. 279Hvad De skriver om Grundtvigs Unionstanke, og det, hvorpaa den strander, er slaaende; det er igjen det Samme: den almindelige Kirke — i en særlig ene saliggjørende Skikkelse. Her strandede ogsaa den gamle lutherske Orthodoxie; dette Skjær, og — paa den anden Side: Ligegyldigheden for Alt, hvad der har en bestemt Skikkelse og staaer fast, — det er det Skylla og Charybdis, hvorimellem vi bestandig seile. Og derfor er det, at saadanne Tanker som de, hvormed det Meste i dette Brev er fyldt, saa tidt vende tilbage hos mig; jeg trænger til Kaart og Lods. — En glædelig Tanke er den, hvormed De slutter Deres Brev: at der er en anticiperende usynlig Union, som gjør sig gjældende hver Paaske: det samme Kors og den samme aabnede Grav. – – – –.

Jeg tænker nu snart paa at begynde Visitatsreiser. og dermed vil vor Brevvexling vel for en Deel gaae istaae. Bliv imidlertid ved at tænke paa mig med Deres nu mangeaarige Venskab! Hvad det har været for mig, lærer jeg altid bedre at forstaae.

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 7. April 1872

Kjære Biskop Laub! Det er en fortræffelig Bemærkning, De gjør i Deres sidste Brev, at man ved at uddanne den forsømte Lære om Mellemtilstanden kommer til at lægge en større Vægt paa Helliggjørelsen end sædvanligt i den lutherske Kirke. Den retfærdiggjørende Tro er et Princip, der har Betydning for hele Evigheden, men Princip er endnu ikke Virkeliggjørelse. I den fuldendte s. 280Salighed kunne Ingen indgaae uden de fuldkomment absolut Helliggjorte, som ere rensede fra al Synd. Vistnok troer jeg, at selve Døden, denne Adskillelse af Sjæl og Legeme, har en stor Betydning for de Troendes Renselse, men jeg kan ikke i streng Forstand anerkjende den lutherske Orthodoxies Sætning: mors consummatio sanctificationis. Jeg kan ikke erkjende den som gjældende for Alle, omend for nogle af de troende Sjæle, for hvilke jeg troer, at den kan være det. Naar derfor Retfærdiggjørelsen er afgjørende for det indre Samfund med Christus for det, efter Døden at være „med Herren,“ saa er Helliggjørelsen afgjørende for det specielle Trin af Foreningen med Herren, paa hvilket Personligheden befinder sig. At der i det Tilkommende ogsaa udgaae rensende Virkninger fra Herrens Kjærlighed til dem, han kalder Sine, og som nu ere komne ham nærmere, kan jeg ikke andet end forestille mig, om jeg end vel veed, at Skriften her er meget tilbageholdende, og at man her maa vogte sig for at ville vide for Meget.

Og nu til Deres Spørgsmaal om Unionen mellem Lutheranere og Reformeerte. Ogsaa her er jeg af den Formening, at det Ønskeligste er, at enhver Kirke fører sin egen Huusholdning. I Tydskland er imidlertid Unionen kommen saa vidt, at den umuligt kan gaae tilbage. Den er et Problem i Livet, til hvis Løsning der vedvarende maa arbeides hen, hvad enten det nu kan løses eller ikke, hvad kun Fremtiden kan vise.

Feilen er aabenbart, som De udtaler, det Bekjendelsesløse. Det viser sig ogsaa i Distributionsformelen: Christus spricht: dies ist mein Leib, altsaa blot historisk refererende, overladende til Enhver, hvad han selv vil tænke sig derved. Man maa spørge: hvad bekjender da s. 281Kirken, idet den uddeler Sacramentet? Allerede Marheinecke, med hvem jeg i min Ungdom oftere talede om denne Gjenstand, fremhævede dette som en Mangel. Han pleiede at sige: Es muss zum Dogma kommen, og ansaae det for muligt at faae et Dogma formuleret, hvori begge Parter kunde komme overeens.

Dette er nu vistnok en Umulighed i vore Dage. Derimod er der en anden Vei, der tilstræbes af lutherske Theologer, der tilhøre Unionen. Man bør som Fælleds- bekjendelse sætte den Augsburgske Confessions 10de Artikel. Denne kan efter Ordene meget vel tilegnes af Calvinister, som den jo ogsaa kan tilegnes af Katholiker, naar de faae Lov til at udvikle den videre. Vistnok ere nu de lutherske Udviklinger af den 10de Artikel anticalvinistiske, og udpræge den luthersk orthodoxe Opfattelse, der ogsaa allerede er antydet i den lille Katechismus. Denne streng lutherske Tropus vilde da være at forbeholde de egentlige Lutheranere; men de Reformeerte maatte admitteres til Fælledsskabet, og navnlig til Meddeelagtighed i Nadveren, naar de vedkjendte sig den 10de Artikel uden videre Udvikling. Altsaa, Programmet for denne Unionsretning er: den 10de Artikel som Fæl- ledsbekjendelse, men med Tilstaaelse af en latitudinarisk eller friere Fortolkning og Forklaring. Uden at turde indestaae for Udførelsen i det Enkelte, troer jeg at kunne sige, at det er dette Maal, som Dorner, Twesten og andre med dem beslægtede lutherske Theologer have stillet sig.

Til Forsvar for denne Bestræbelse kan ogsaa tale. at der i selve den lutherske Kirke fra Begyndelsen ved Siden af den streng orthodoxe har bestaaet en anden dogmatisk Tropus, nemlig den melanchtonsk philippistiske, s. 282forfulgt under Navn af Kryptocalvinisme. Den er i Virkeligheden calviniserende, nægter ikke præsentia realis, men nægter Naturmysteriet, Legemlighedens Moment i Nadveren, erkjender i sin spiritualiserende Tendents kun et aandeligt Samfund med Frelseren (og vilde — i Forbigaaende sagt — perhorrescere Læren om „en Natur i Gud“). Imidlertid er den fra Begyndelsen i den lutherske Kirke, og har vedligeholdt sig gjennem Tiderne indtil denne Dag. Anerkjender man denne melanch- tonske, philippistiske Opfatning (der fik et Udtryk i Conf. variata) som relativ berettiget i den lutherske Kirke ved Siden af den reent lutherske, da er i det Væsentlige Unionen anerkjendt med de Reformeerte, forsaavidt som disse bekjende præsentia realis. Det er klart, at man ved Distributionen da maatte udelade „sande“, som er indført polemisk mod Philippisterne. Saaledes hos os imod Niels Hemmingsens Disciple.

Men en Unionsbestræbelse med dette Maal for Øie, der forekommer mig at være det relativ Bedste, man her kan sætte sig, møder i Praxis de største Vanskeligheder. De exclusive Lutheranere ville ikke taale nogen latitudinarisk Forklaring af den 10de Artikel. Og paa den anden Side ville de yderliggaaende Unionister Intet vide af den Augsburgske Confession, men ville tage Sagen aldeles rationalistisk, eller, som de ogsaa kalde det, reent bibelsk. De kræve udtrykkeligt det Bekjendel- sesløse, og desværre har jo Schleiermacher selv hertil givet en Impuls ved at tale imod de symbolske Bøgers bindende Anseelse.

Saaledes staaer Sagen, saavidt jeg formaaer at oversee den. Det er et Problem af den uhyreste Vanskelighed, og som maaskee først vil finde sin Løsning, naar s. 283Folkekirkerne opløses, og Troende og Vantroe skille sig i tvende Leire. Da vil der i ethvert Tilfælde kunne forhandles om en Union mellem troende Mennesker, og der vil, selv naar der ikke fremkommer en Union, fremkomme en grundig Confoederation imod Vantroen, hvortil der allerede nu trænges.

Tag tiltakke med dette, der maaskee baade er for langt og for kort. — — — — —

Deres hjerteligt hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 15. April 1872

Kjære Biskop Martensen! Jeg maa inden jeg om et Par Dage begynder en Visitatsreise, bringe Dem min Tak for Deres udmærkede, lange og indholdsrige Brev. som kom længe før jeg turde vente det. Det hører til det Bedste ved Deres Breve, at jeg hver Gang faaer et nyt Beviis paa, at jeg maa komme til Dem med Alt. hvad der ligger mig paa Hjertet, uden at frygte for, at De bliver træt af mig.

Og maa jeg da først takke Dem for Deres udførlige Meddelelse om Unionen i Tydskland. Den indeholder Alt, hvad jeg gjerne vilde vide, navnlig hvorledes denne Sag opfattes af Dem og af paalidelige Mænd paa Stedet. En sand Union er her ikke, og hvad der fra den ene Side arbeides paa for at bringe Sandhed ind i den, vil vanskelig kunne lykkes, fordi der fra en anden Side arbeides i lige modsat Retning. Men Unionen er et Factum, og den har en Slags Berettigelse i den Philippistiske Retning, som allerede i Reformationstiden gjorde s. 284sig gjældende og stadig er vedbleven i den lutherske Kirke; dette maa ikke oversees, naar man vil forstaae Tilstanden og fælde en retfærdig Dom over den. Glædelig kan den ikke kaldes, og det Sandsynligste er vel, at noget Bedre først kan opnaaes igjennem en Opløsning, hvori da en Sondring vil foregaae, og de, som mene det alvorligt, ville slutte sig sammen. — Hvad os selv angaaer, da synes vi bedre stillede, fordi vi have en Bekjendelse, og kun een; men Ingen veed, hvor Mange der virkelig have tilegnet sig den, eller rettere, vi vide, at Mange staae i et meget fjernt Forhold til den. Ogsaa vi gaae mere og mere en Opløsning imøde; hvad Protestantenverein i Tydskland vil, kommer her frem i andre Skikkelser, Præstefrihed, Frimenigheder, Folkekirke som reent borgerlig Institution, der kan rumme det meest Forskjellige, — udvortes Sammenhold under en fuldstændig Independentisme. Det er dog Maalet, hvortil de, som mene noget Alvorligt, arbeide sammen med dem, som ikke mene Andet end en indholdsløs Frihed og Opløsning af alt Fast. Der er saa ofte Anledning til at tænke paa det gl. Testamentes: Jeg vil adsprede Eder iblandt Folkene, — og saa føre Eder tilbage; — den Vei maa det vel gaae igjen. — Men naar engang Tiden kommer til den sande Union, da kan jeg ikke opgive den Tanke, at det eiendommelig Lutherske, „Naturmysteriet, Legemlighedsmomentet“, uden hvilket der tilsidst dog i Sacramentet, baade i Handlingen og i Ordene, bliver en uforstaaet Rest tilbage, maa komme til sin Ret, og at da om ikke det lutherske Dogme i sin nuværende Skikkelse, saa dog den lutherske Tanke maa blive Midieren imellem de to extreme Opfattelser — til en fuldstændig Union. Det Nærmeste maa vel blive s. 285som De siger, en „Confoederation“, og endnu forud for denne en „Sindelagets Union“.

Hvad De skriver om Forholdet imellem Retfærdiggjørelse og Helliggjørelse: den Første som afgjørende for det „at være med Herren“, — den Anden som afgjørende for det specielle Trin af Foreningen med Herren, hvorpaa Personligheden befinder sig; Principet med evig Gyldighed, — og Virkeliggjørelsen, som maa føres igjennem alle Trin, indtil Alt, hvad der ligger i Principet, er naaet, hvad enten det kan skee her, eller maa fortsættes udover Døden, — det er ganske, hvad jeg meente. Hvad jeg ønsker, er, at denne Betragtningsmaade maa gjøres stærkere gjældende i Forkyndelsen af Evangeliet, at der maa i Prædiken blive lagt et stærkere Eftertryk paa Helliggjørelsen, end det for Tiden i Almindelighed skeer, og det ikke blot der, hvor der maa begyndes saa at sige paa bar Bund, og Grundvolden lægges paany; thi da maa jo, som i Reformationstiden, den stærke Vægt falde paa Retfærdiggjørelsen, det nye Forhold til Gud, sola fide. Men derefter maa man dog komme til den virkelige Opbyggelse. Selv hvor det fortrinlig gjælder om det Første, maa det Andet i en vis Grad strax være med eller stilles umiddelbart i Udsigt, som det dog altid skeer i Luthers Prædikener. Man trænger ved enhver Prædiken til „at aande i ethisk Luft“. Men naar der fra een Side bestandig opfordres til at faae begyndt, og fra den anden vel høres om Væxt og Udvikling, men væsentlig knyttet til Ernæringen i Nadveren, saa faaer man dog — enten kun en Begyndelse til det Ethiske, — eller i Stedet for dette noget næsten Naturalistisk. Jeg tænker herved paa Extremerne; men ogsaa indenfor disse er der saa Meget, hvori det s. 286rette Sunde savnes. Den gamle Frygt for de „moralske Prædikener“ bliver ved, skjøndt det var ikke Moralen i dem, men Mangelen paa den rette Moral, det rette Maal, det rette Ideal, det rette Motiv og Qvietiv, hvorpaa der maatte gjøres en Ende. — — —

Og endnu kun et hjerteligt Dominus nobiscum i alt det, vi have at udrette og staae til Ansvar for, ogsaa i det, hvortil vi maae tie.

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 25. Mai 1872

— — —. Det vil interessere Dem at erfare, at Ethiken udkommer paa Engelsk. Boghandler Clarke i Edingburg har tilskrevet mig, for at udbede sig mit Samtykke til at lade den oversætte. Han har allerede Dogmatiken.

Dog til noget Andet. De har vel faaet Psalmebogs- tillægget til Betænkning. Jeg for min Deel har yttret, at det umuligt kan approberes i den Form, hvori det er forelagt. Det er altfor stort for et Tillæg. Der bør udskydes alle Psalmer til Huusandagt, som ikke høre herhen, da Formaalet kun er at afhjælpe en Trang ved Gudstjenesten i Kirken. Der bør udskydes en betydelig Qvantitet af Grundtvigs værdiløse og tanketomme Psalmer. Vil man ikke gaae ind herpaa, bør det Hele stilles i Bero. Man kan bedre gaae ind paa at approbere et eller andet Tillæg for en enkelt Menighed, hvor det kun vil have temporair Betydning, end at approbere eller autorisere en Grundtvigiansk Psalmebog — thi saaledes s. 287maa dette Tillæg i Grunden betragtes — for hele den danske Kirke. Jeg kan ikke have Lod eller Deel i dette Sidste, og har udtrykkeligt erklæret det.

Halls paatænkte Skolelov — — — foruroliger mig, jo mere jeg tænker derover. Thi om den end indeholder gode Enkeltheder, saa ville de paatænkte Skoleinspecteurer, der tillige skulle udøve Kaldsretten, gjøre Biskopperne og Provsterne til afmægtige Skygger uden al Betydning og Myndighed. Det er et stort Skridt til Skolens Emancipation fra Kirken, og til Skilsmissen af Kirke og Stat. Dog, i denne Retning gaaer jo hele Nutidens Strømning. — —- —

Deres H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 7. November 1872

Der er saa Meget, jeg har at takke Dem for, kjære Biskop Martensen, idet jeg tænker tilbage paa de 3 Uger, jeg nu igjen har levet i samme By som De; men denne Gang er der dog Eet især, som stiller sig forrest. Et Besøg i Kjøbenhavn har i den hele Tid, efterat jeg boede der, altid maattet — efter min Leveviis — høre til det Sjeldne, jeg kan sige Høitidelige, som man ikke blot oplever, medens det varer, men næsten endnu mere bagefter lever i og af; men hvad der gjør dette sidste Ophold i Kjøbenhavn til noget Enestaaende for mig, det er, at min Svigerinde, som i 18 Aar, i al den Tid, hvori mit nærmere Forhold til Dem har bestaaet, har været mit Huses Støtte og deelt Alt med mig, at hun og mine Børn kunde være med og see nærværende, hvad s. 288jeg havde derovre, som de vidste, jeg regnede til mit Livs Rigdom. Ihvor nær jeg endog i disse 18 Aar var kommen til at staae Dem, var der dog endnu som et uudfyldt Rum, saalænge vi ikke paa begge Sider kjendte noget til det Liv, vi leve daglig — med vore Nærmeste, saalænge ikke — for at bruge Ord, som jeg nylig har hørt af Dem, — Det Mandlige, Aandelige havde indgaaet Ægteskab med det Qvindelige, Sjælelige. Det var dette jeg for et Aar siden havde glædet mig til, skulde skee hos mig; nu er det skeet hos Dem, for senere — ikke sandt? — at gjentages herovre. Modtag da. baade De og Deres kjære Hustru, min inderlige Tak for al den Venlighed og den Hjertelighed, hvormed De har aabnet Deres Huus for Mine! Gid De ret maa kunne forstaae, hvilken Betydning det har for mig, at ikke blot jeg, som jeg i lang Tid har vidst og følt, kan gaae ind og ud hos Dem som en ikke Fremmed, men at jeg ogsaa kan tale derom herhjemme som om Noget, hvori alle Mine maae have Deel. — — — Tak for hver Gang De tog saa venlig, ja allerede første Gang næsten bekjendt, imod os i Deres Dagligstue! — — Der er Meget at takke for, og Alt kan ikke blive nævnet — dog Noget maa nævnes. Til det, hvori Alle kunde have Deel, og som for mig havde en særegen Betydning, hører Ordinationsdagen, Forsamlingen i Frue Kirkes Chor. Jeg havde, saavidt jeg veed, ikke sat min Fod paa dette Sted siden Anden Juledag 1854, da jeg stod der foran Dem. Denne Dag med Alt, hvad der stod i Forbindelse med den, kom tilbage, hvad De dengang talede om, hvorledes Deres Ord maatte minde om Mynster og derved føre mig endnu længere tilbage, næsten til mit Livs Begyndelse, til min Fædrenearv, som kun kunde blive mig s. 289dyrebarere ved den Vold, der i de Dage blev øvet derimod, og kun desto mere aabne mit Hjerte for, hvad De havde at sige, — saa de Aar, som vare gaaede siden den Dag, hvori jeg ikke blot havde følt Velsignelsen af at have en saadan Indvielse at turde holde mig til, men ogsaa erfaret dens Kraft, ja, saa mangen Gang bogstavelig som en Kraft i min Skrøbelighed, — alt dette vendte tilbage og forstyrrede ikke, tværtimod hjalp mig til desto bedre at høre, hvad der nu blev talt; — og hvad jeg saae for mig, hjalp til, denne Række af Ordi- nander, denne Skare af Præster, som skulde træde til og med Haandspaalæggelse „sige Alle dertil Amen“; — saa Ordet: „han kommer“ — han, hvis Billede stod over Deres Hoved, medens De talte, — det Alvorlige i dette Ord, men ogsaa det Trøstelige, hvortil der netop trængtes i dette Øieblik: „Jo bedre I prædike ham, som skal komme, desto bedre kunne I prædike ham, som er kommen …“ Jeg blev saa greben, at jeg ikke kunde holde mine Taarer tilbage, og kan det neppe nu, jeg skriver derom. Det var en velsignet og uforglemmelig Time. Jeg har maaskee aldrig varmere fulgt de Unge, som skulde begynde deres Gjerning, i den fælleds Forbøn.

Og saa har jeg endnu en Tak særlig paa mine egne Vegne, for mine Nicodemus-Aftener, — dog hvorfor paa mine Vegne ene? jeg har dog kunnet mærke paa Deres Kone, at hun kan glæde sig ved at sidde en heel Aften ene, naar hun veed, at jeg har havt det godt inde hos Dem, og at De har været glad ved at læse for mig; og med en lignende Glæde blev jeg modtagen af min Svigerinde, naar jeg kom hjem fra Dem. Ja, kjære Biskop Martensen, jeg troer, at De med Glæde s. 290meddeler mig det Bedste, De har, og at min Glæde ved at høre — thi om Critik maa der ikke tales — ogsaa er Dem til nogen Bestyrkelse. For mig har det en stor Betydning, at jeg maa kjende, hvad der endnu maa være skjult for det store Publicum, skjøndt der arbeides for Alle. Det kunde skee, at jeg var borte, naar De blev færdig, jeg er gammel nok dertil, og De skal have Tid, ikke overiles; men jeg vilde gjerne gaae herfra saa rig som muligt. Der kunde siges, at saa vilde jeg faae det Hele i en langt fuldkomnere Skikkelse, end det kunde faaes her paa Jorden; men det forekommer mig, at hvad man hernede har havt med at gjøre paa den ene eller anden Maade, om ogsaa reent passivt, ved Beskuelse og Deeltagelse, til det maa man der komme til at staae i et andet og nærmere Forhold; hvad man her har elsket, ikke først skal lære at elske, det er allerede Ens Eget.

Nu, kjære Biskop Martensen, dette Brev blev kun, hvad det ogsaa skulde være, en Tak for sidst. Der kan heller ikke være Noget at meddele fra den Tid, som siden er gaaet. Vi kom hertil, uden at have mærket noget til det Uveir om Natten, som gjorde, at man her ængstedes for os. — — — —

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub.
Kjøbenhavn, 16. November 1872.

Tak, kjære Biskop Laub, for Deres kjærlige Brev. Ogsaa os har det inderligt glædet, at vi have kunnet være samlede med Dem og Deres Nærmeste, navnlig med s. 291Deres Svigerinde, der har gjort et saa godt og velsignet indtryk paa os Alle. Maatte det oftere gives os saaledes at samles. Jeg troer, at vi Alle passe for hverandre. – – –

Tak ogsaa fordi De vilde høre paa mine Oplæsninger. Der er Ingen, for hvem jeg hellere læser saadanne Ting, som for Dem. De vil kunne forestille Dem, hvor vederqvægende det er mig at kunne meddele mig, da jeg ellers med mine Tanker og videnskabelige Arbeider saa godt som lever i en absolut Eensomhed. Og jeg veed Ingen, der opfatter saaledes som De, hvilket hænger sammen med, at De med saa stor Kjærlighed gaaer ind paa Sagen. Siden De reiste, har jeg arbeidet noget videre, skjøndt under stor Adsplittelse i min Tid. Jeg følger Deres Raad, ikke at spare paa Udførligheden i mine Udviklinger, da man altid ved Revisionen kan korte af. Rigtignok seer jeg ikke, naar jeg skal blive færdig. Men dette maa lægges i Styrelsens Haand. Intet maa overiles. Det ligger ganske i dette Arbeides Natur, at det maa have Tid til at voxe. Nye Problemer fremstille sig for mig, der maa gjennemtænkes, hvad netop viser mig, at den specielle Deel er et selvstændigt Værk, og ingenlunde en Gjentagelse eller Efterklang af den almindelige.

De har vel af Aviserne seet Halls — — Færd i Anledning af Rigsdagsprædikenen ^*)Prædiken ved Rigsdagens Aabning d. 7. Oktober 1872 af J. Fibiger.. Jeg har — — — skrevet en udførlig Erklæring ^**)See mindre Skrifter og Taler S. 120., hvori jeg har tilbageviist hans Henstilling om at „henlede Præsternes Opmærksomhed paa i Fremtiden at undgaae Alt, hvad der s. 292kunde fremkalde en lignende Misstemning som den, der i J. A. Hansens Besværing havde givet sig et Udtryk“. Jeg har blandt Andet sagt ham, at vil man ved Rigsdagens Aabning lade sig betjene af det kirkelige Embede, bør Regel og Rettesnor for Talen søges hos en heel anden Autoritet end Rigsdagens, maa man ogsaa tilstede, og ikke blot, tilstede, men fordre, at dette Embede følger sine egne Love, hvortil hører, at Guds Ord forkyndes med Frimodighed, ikke i ubestemt Almindelighed, men anvendes paa de virkelige stedfindende Forhold og Tilstande. Indgreb i ministerium verbi maa alvorligt tilbagevises.

Ynkelige Tilstande! Lader os holde ved i Tide og i Utide. Dominus nobiscum! Altid Deres

H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 16. December 1872

— — — —. Jeg blev forunderlig overrasket ved i Bladene at læse om J. A. Hansens Henvendelse til Ministeren i Anledning af Fibigers Prædiken, og den Maade, hvorpaa Ministeren havde taget denne Sag, at Berl. Tidende fandt den aldeles correct, medens det aldeles Correcte og det Eneste, hvorved en Prostitution kunde være undgaaet, havde været at indhente Biskoppens Erklæring, inden han kom med nogen Mening eller Henstilling. — — —. Tilsidst kan man ikke Andet end glæde sig over en Begivenhed, som har været Anledning til en Udtalelse af saa stor Betydning langt ud over den Ubetydelighed, hvorved den er fremkaldt. De har vist selv havt Leilighed til at erfare, hvor langt omkring, og med s. 293hvor aabne Øren den er bleven modtagen, hvorledes vel omtrent Alle (paa de nærmest Vedkommende nær) have paaskjønnet, at der er gjort en ligesaa bestemt og kraftig, som værdig Modstand mod et Overgreb, som, naar det taaltes paa et enkelt Punkt, kunde have de alvorligste Følger. Til det Glædelige ved denne Sag hører, at Mange, som havde ladet sig vænne til i Præsterne kun at see Statens Embedsmænd som alle Andre, have faaet Øinene op for det kirkelige Embedes Betydning, og at Præsterne af de forskjelligste Retninger og saa mange Andre, hvem Guds Riges Fremme ligger paa Hjertet, inderlig paaskjønne at have en saa aarvaagen og urokkelig Talsmand i den Biskop, som staaer Regjeringen nærmest. Jeg veed i lang Tid ikke Noget, der har vakt saa almindelig Opmærksomhed, og saaledes har samlet Stemmerne om sig, som Deres Svar til Ministeren. – – – –

Jeg har nu læst Dr. Høffdings Skrift om den tydske Philosophie efter Hegel. Det kom ud, medens jeg var i Kjøbenhavn; De kjendte det ikke, men meente — saaledes forstod jeg Dem —, at det vel burde ansees for paalideligt, hvad det Historiske, Refererende angik; og det var kun dette, jeg spurgte om. Jeg troer ogsaa, efterat have læst Bogen, at have faaet en tilfredsstillende om end af Forfatterens Betragtningsmaade farvet Oversigt over, hvad der har tildraget sig paa dette Gebeet efter Hegels Tid; jeg har heller ikke Anledning til at formode, at noget Væsentligt er forbigaaet (der kan jo være en Deel saa udskeiende og saaledes uden videnskabeligt Værd, at det med Rette er holdt udenfor, om det end kunde tjene til at betegne Gangen i det Hele) ! Jeg har da nu gjort et nærmere Bekjendtskab, — jeg kan ikke kalde det hyggeligt, men dog maaskee gavnligt s. 294— med adskillige Mænd, som jeg tildeels ikke engang kjendte af Navn. Opgaven var — — at naae til en virkeligere Virkelighed end den, som hos Hegel var bleven staaende i Tanken, og Vanskeligheden var at finde det Punkt, hvor Aand (om man endnu vilde holde herpaa) og Materie kunde mødes og komme til at virke paa hinanden. Det Nemmeste var jo nu at slippe det Ideelle, hvormed man var bleven bedraget, og lade det Materielle staae alene, betragte de aandelige Phænomener som phosphoriske Gjenskin af dette eneste Reelle o. s. v. (Det Uhyggeligste i denne Retning, det sorteste Punkt i denne Bog er for mig Beretningen om, hvad der kaldes „det Ubevidstes Philosophie“, hvorefter alt Existerende, det hele Verdensløb, er en Elendighed, foranlediget ved. at det Ubevidste tilfældigviis er vaagnet op, med den Trøst, at tilsidst vil Alt igjen synke tilbage i det Ubevidstes Hvile (for saa aldrig mere at forstyrres ved et ulykkeligt Tilfælde?)) — Men der ere jo ikke Faa, som ikke kunne undvære Aanden og paa forskjellige Maader stræbe efter at fastholde den i en „Virkelighedsidealisme“. Der kan være noget Agtværdigt i denne Stræben; men jeg kan ikke finde, at der i det, som her berettes, er naaet Noget, eller gjort noget Fremskridt. Jeg veed ikke, hvorledes de „exacte“ Videnskaber (og i dem er jo Udgangspunktet) have godtgjort, og forstaaer ikke, hvorledes de have kunnet godtgjøre, at hvad man tilsidst støder paa, hvad der altsaa er det Første, Tilgrundliggende, er denne Uendelighed af Atomer, som Intet have med hinanden at gjøre. Jeg forstaaer heller ikke, hvad man vinder ved at udstykke Vanskeligheden (hvorledes Aand og Materie kunne virke paa hinanden) paa en Mængde Punkter, Kraftcentra, besjælede Atomer (Monader); paa s. 295ethvert enkelt Punkt maa jo Spørgsmaalet komme igjen. Jeg forstaaer ligesaa lidt, hvorledes man kan mene noget Alvorligt med det Ideelle, Aand, betragte det som noget Virkeligt, og dog ikke kunne erkjende anden Maade at virke paa Andet paa end den mechaniske; eller mener man noget Andet ved Aand, end jeg mener? Det, der væsentlig maa frastøde mig her (i det Enkelte kan maaskee Meget være kommet frem, som fortjener at paa- agtes) er dog noget Andet. At der saa alvorligt arbeides paa at faae det Virkelige frem, at kjende og forstaae det, disse enorme Fremskridt, som gjøres i Naturvidenskaberne, ogsaa de fortsatte psychologiske Undersøgelser (fordi man ogsaa vil have det Aandelige med ind under Erfaringen), alt dette er jo i sig selv noget Agtværdigt, og maa kunne komme til Gavn i den rette Sags Tjeneste. Men er det Alvor med at ville komme frem ad Erfaringens Vei, for at naae det Paalidelige, saa ere der to Gjenstande for Erfaringen, som nødvendig maae tages med og behandles med samme Troskab, som vises i Undersøgelserne af Dyrenes Indvolde og Forfædrenes Grave. Det er 1) Christendommen, som er Gjenstand for Erfaring baade indvortes, i Hjertet, og udvortes, i Historien og i Kirken, der staaer her som et Factum, der ligesaavel trænger til en Forklaring, og ikke kan nøies med en Forklaring i ligefrem Modsigelse med den, den selv har at give. Det Andet (uden hvilket Christendommen aldrig kommer til sin Ret) er 2) den anklagende Samvittighed, som ogsaa kan erfares, som vidner om en Realitet, og kan paavise den i de udvortes Erfaringer, de mange Forbrydelser og Straffelove. Af den gamle Rationalismes Trehed, Gud, Frihed og Udødelighed, er det her kun det Første, hvormed man beskjæftiger sig. s. 296Tog man det Andet med, vilde man virkelig og for Alvor en fri Gud og et frit Menneske, saa naaede man til de dybeste Gaader, men da og til deres Løsning: den mørke Gaade, Synden, den lyse, Forsoningen, som viser Veien ud til alle de andres Løsning. Da kom man til Underet, den svære Anstødssteen, men ogsaa Hovedhjørnestenen, uden hvilken der i sidste Instants dog ikke kan blive Andet at vælge imellem end enten atheistisk og aandløs Materialisme, hvori dog al Philosophie døer ud, — eller Christendom. Den „immanente Theisme“ eller „transcendentale Pantheisme“, som Høffding gjør baade til Udgangspunkt og Slutningspunkt, er slet Intet; — og Udødeligheden lader han staae ligesaa problematisk som Lotze, med hvem han slutter.

De har sagt oftere, kjære Biskop Martensen, men navnlig fornylig, da jeg var bleven ene med Dem i Deres Værelse, om Philosophien (ligesom om Poesien), at nu vare alle Muligheder udtømte, og der var kun een tilbage: en Philosophie med Christendommen som Basis. Saaledes kunde der komme (hvad der ogsaa i denne Bog peges paa, men af en anden Kilde) — først en negativ Philosophie, som endte med Trangen til en Aabenbaring, som tillige var en Forløsning, og som da laae her som given; og saa en positiv Philosophie, som vilde blive en virkelig „Virkelighedsidealisme“, — ja, Ordene ere ikke Deres, de ere laante fra min sidste Læsning, hvori jeg- har fundet Stadfæstelse paa, hvad De sagde.

Iblandt de Mænd, som komme frem i denne Bog, ere virkelig ædle Mænd, som kun fattedes det ene Skridt til den factiske (altsaa erfaringsmæssige) Christendom, f. Ex. J. H. Fichte. Han var bunden af sin Idealisme; men fra den anden Side er Skridtet ligesaa svært. Jeg s. 297har af denne Bog lært paany, at Menneskene kunne være bedre end deres Theorier; der ere Flere af de her Nævnte, som begyndte med at søge det Høieste, og endte i den blotte, bare Materialisme, jeg er glad ved at have seet det; naar man kun kjender til denne Deel af Litteraturen i stor Afstand, af Benævnelser, som vise langt bort fra det Høie og Hellige, saa forestiller man sig ogsaa let, at Drivfjederen i disse Theorier har været af samme Art, man tænker paa „Kjødets Emancipation“ o. desl. Man bliver da vel tilmode, naar man lærer at dømme mildere. Men saa lærer man tillige, at Pauli Ord maae gjælde endnu: „Vi have ikke Kamp imod Kjød og Blod, men imod en aandelig Hær“, at, om man ogsaa kjender og er kommen over Modsætningen imellem Aand og Materie, saa er der en endnu dybere og sværere tilbage, den imellem Aand og Aand, Men naar det da er gjentaget paany i denne Bog, at den kirkelige Theologie har udspillet sin Rolle, saa kan man just her finde Vidnesbyrd om, at dette er en falsk Prophetie. Jo mere det, efter hvad man her faaer at see, maa synes, som om Philosophien vil fortsætte sin Gang bort fra Christus, og jo sandsynligere det paa den anden Side er, at de første Sammenstød ikke ville være med Ild og Sværd, men af en aandeligere Art, desto vissere tør man da og sige, at der ligeoverfor den vantroe Videnskab vil reise sig en christelig og kirkelig Videnskab, ikke for at gjøre Erobringei, men for at haandhæve sin Plads og være rede til at svare dem, som kræve Regnskab, og som saaledes maaskee endda kan komme til at gjøre Erobringer, trænge ind i Fjendens Befæstninger og tilvinde sig Vaaben, som nu kunne komme til deres rette Brug. Ja. kjære Biskop Martensen, vi veed ikke, hvorledes det skal s. 298komme tilsidst; men lad os holde fast derved, at Helvedes Porte ikke kunne faae Overhaand tilsidst. – – – En glædelig Juul for os Alle!

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 30. December 1872

Kjære Biskop Laub! Inden Aaret ganske synker i Forgangenheden, maa jeg med nogle Linier takke Dem for Deres Sidste. — — — — —. Har De seet det nysudkomne nye Bind af S. Kierkegaards efterladte Papirer? Det er en altfor stor Masse, der meddeles. Men enkelte Optegnelser om Mynster interessere mig. De bør læse dem, og det vil meget interessere mig at høre Deres Mening. Jeg faaer det Indtryk, at han fra først af har havt en sværmerisk Kjærlighed, ja en Slags Tilbedelse af Mynster, der — som det synes fordi han ikke hos Mynster fandt den Anerkjendelse, han ønskede — forvandlede sig til Bitterhed og Had, hvorunder han for sig selv mere og mere omdannede Mynsters Billede til Carricatur (den verdenskloge Mand, den svage, nydelsessyge Characteer osv.). Men tjen mig i at læse det, og at sige mig Deres Mening. Jeg ønsker meget paa dette Punkt, saavidt muligt, at komme paa det Rene. Det er et høist mærkeligt psychologisk Phænomen. Naturligviis maa medtages i Betragtningen, at Kierkegaard i høi Grad overvurderede sig selv og betragtede sin egen Christendomsopfattelse som den absolut sande. Under dette Synspunkt kunde han da ogsaa forvexle sin egen s. 299personlige Sag og sit personlige Forhold til Mynster med Sandhedens.

Ligesom jeg, da Grundtvig døde, læste flere af hans Ting, saaledes har jeg gjort det samme ved Sibbern. Der er dog i hans Skrifter meget i Sandhed Fortrinligt, der ingenlunde, som man pleier at sige, naar man taler derom i den herværende nyere Philosophies Tone, er forældet. Hvor meget Fortrinligt findes dog ikke i hans Pathologie og i hans Æsthetik! Skade, at han ikke kom til i sin tid at udgive sin Christendomsphilosophie. Jeg læste forleden i et Blad, at Sibbern hørte til en forsvunden Tid. Sligt burde ikke siges uden at motiveres. I Almindelighed kan bemærkes, at der i disse Tider ere Mange, der henregne alt Evigt, al høiere Sandhed og Skjønhed, til den forsvundne Tid. Dette vil dog ikke sige Andet, end at det Evige er forsvundet for disse Individer paa Grund af deres egen Slethed og omtaagede Blik. Omtrent som naar En, der har Stær, og derfor ikke kan see Sollyset, vilde sige, at Solen hører til en forsvunden Tid. Dette har dog tilvisse en stor Anvenvendelse paa den nærværende Slægts Forhold til det Aandelige, isærdeleshed til Christendommen.

Vi, kjære Biskop Laub, ville vedblive at være forenede i det altid Nærværende. Tak for de henrundne Aar, der i dybeste Betydning ikke ere forsvundne. Herren skjænke os sin Naade, Velsignelse og Nærværelse i de tilkommende !

Deres inderligt hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 3. Januar 1873

— — — —. Jeg kan ikke sige, hvorledes De har glædet og vederqvæget min Sjæl ved Deres Tale over Sibbern. Jeg trængte til, at der i alle hans snart gamle Disciples Navn skulde udtales en forstaaelig, fyldig og varm Tak for, hvad han har været for dem og indirecte for mange Flere, som ikke have kjendt ham, men kun det blegnede Billede af, hvad han havde været; og det har De gjort saaledes, som ingen Anden kunde det. Jeg skriver dette ikke ud af det første Indtryk af Deres Tale; jeg har læst den flere Gange, og hver Gang takket Dem for hvad De har sagt; hvert Ord er saa sandt, og Intet er overseet. Det er sandt, at han var en Sædemand, — ingen Bygmester, at han ikke vilde give os noget Færdigt og Afsluttet, men vilde hjælpe os til at være med i det Arbeide, som bestandig skal fortsættes, at han fremfor Alt vilde hjælpe os til selv at søge, til at faae det sunde Øie, det sunde Blik. Og det er sandt, al som han talede, saaledes var han, at han ikke blot har tænkt, men ogsaa levet, og at dette gjorde sig gjældende i al hans Tale og var det, hvorved han udøvede den stærke Virkning paa os. Det var kun den Viisdom, som kan ledsage os igjennem Livet og der bestaae sin Prøve, han vilde lære os, og for den er alt forfængeligt Væsen fremmed. Jeg tænker paa, hvor hensynsløst og ubekymret om sin Tales Form han kunde vende og ombytte Udtrykkene, for at det skulde forstaaes, at det, hvorom det gjaldt, var det, som ikke har en færdig, afsluttet Form, men kan bestandig skabe sig en ny. I hans senere Aar er vel denne hans eiendommelige Maade at tale paa selv bleven til en Form, som hindrede Indtrykket; s. 301men da vi hørte ham, var det dog heri fornemmelig vi erfarede hans „ærlige“ Sandhedskjærlighed og hans „faderlige“ Omhu for os. Og det er sandt, hvad De siger om hans sidste Tid, at om vi og maatte finde, at han fjernede sig fra Sandheden, „saa var dog han selv sand“. De har ogsaa glædet mig ved, hvad De herom tilføier i Deres Brev ^*)Ikke her optaget., at De ikke har kunnet opgive Haabet om, at Troen (den christelige) har været latent i ham paa denne Tid. Det Haab troer ogsaa jeg, at vi kunne holde fast. Kunde det end synes i den sidste Tid (efter hans underlige Bog 2135), som om af den positive Christendom kun Fadervor var blevet tilbage, men dette dog som noget Levende, saa maatte dette dog, endog ubevidst, hænge sammen med Mere, med ham, uden hvem Ingen kan komme til Faderen. For mig ligger der i saadanne Tilfælde en stor Trøst i Christi Ord: „hvo, som er af Sandheden, hører min Røst“; — naar man for et Menneskes Vedkommende ikke kan tvivle om det Første, saa bliver det Sidste til en Forjættelse for den Tid, da alle Skjæl maa falde fra Øinene. — — — —. Der kan siges Meget imod de staaende Gravtaler. Men naar man har et Menneske for sig, om hvem der er noget Bestemt at sige, hvis Liv har givet et Resultat, hvad enten det er En af de Fremragende, eller En, som i al Stilhed har levet for engang at kunne døe; saa veed jeg Intet, som kan være i den Grad opbyggeligt som en Gravtale af En, som har havt Øie og Hjerte til at opfatte, og som saaledes at kunne see det evige Liv i en bestemt Skikkelse, som det har vundet i dette Liv, men som dog først rigtig kan sees nu, s. 302da det Hele er afsluttet. De Brøst, som altid maae være, ere ikke til Hinder for Opbyggelsen, naar de ærlig kunne tages med.

— – — Og nu faaer jeg neppe Plads til endnu at takke Dem – – – for det nu forløbne Aar og Deres Venskab i den lange Række af Aar, hvori jeg har erfaret, at vi ere „forenede i det altid Nærværende“. Ja, jo vitterligere det bliver, at for Mange hører det Bedste til „en forsvunden Tid“, desto mere maae de, som ikke kunne nøies saaledes, skjønne paa, at de ere blevne bevarede fra det Onde, og at de have Venner, som ville hjælpe dem med at holde fast paa det, de have. — — —

Deres af ganske Hjerte hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 11. Januar 1873

Kjære Biskop Martensen! Jeg har med stor Interesse (jeg kan ikke kalde det Glæde) læst S. Kierkegaards soliloqviske Udtalelser om sit Forhold til Mynster. Til Forklaring af det sørgelige og uhyggelige Omslag, hvormed det endte, kan der neppe siges noget væsentlig Andet, end hvad De har sagt – – – –. Hvad der nu foreligger, som i Hovedsagen allerede var bekjendt, kan neppe føre til noget andet Resultat. Men Gangen i denne Udvikling af Forholdet, Overgangen fra det Første til det Sidste, er derimod ikke bleven mig klar; der bliver noget Gaadefuldt, noget Tvetydigt tilbage. – – – –

Maaskee det uhyggeligste Udtryk, som Kierkegaard har brugt i sin Bitterhed om Mynster, er (II, 820): „jeg s. 303har været forgabet i den Mand“. At han har beundret Mynster paa en anden Maade, end man kan beundre det Store i en Sphære, som man selv staaer udenfor, det kan dog ikke betvivles. Det sees maaskee bedst ved at sammenligne, hvad han siger om Grundtvig, i hvem han har seet det fuldstændige Modbillede til Mynster. Saaledes i „Afsluttende Efterskrift“, men ogsaa her paa adskillige Steder: I, 185, hvor Grundtvig i en næsten modbydelig Carricatur træder frem som Gøgler paa Dyrehavsbakken, medens Mynster paa samme Tid prædiker for den tomme Kirke, der begeistrer ham som ellers den fulde. — I, 76: „Grundtvig, som end ikke drømmer om at behøve et fast Punkt, for at bevæge Himmel og Jord. nei, gjør det uden Fodfæste“ (sml. I, 151). Ogsaa ligeoverfor Adler i „den Passus om M., som vel gaaer ud“, findes Nok, som viser, at der tales om Mynster som Christen og Christendomsforkynder, seet endog fra Kierkegaards eget Standpunkt („Lad os tage et Exempel paa en saadan ordentlig Enkelt o. s. v. II, 548). Der kan dog ikke være Tvivl om, at han i Mynster har seet en Mand, (og for Tiden den Eneste), som, staaende paa sin Plads og med fuldstændig Hævdelse af den, dog levede for det Høieste, — uden at gjøre Rumor, komme med „mageløse Opdagelser, verdenshistorisk Vræl“ o. s. v., at Kierkegaard i ham har seet sit eget Ideal, Inderliggjørelse uden udvortes Gebærder (see II, 815 — fra en meget seen Tid —: „hvad der vistnok er i ham, den dybe religieuse Inderlighed“). Mynster har været ham, hvad han selv vilde være (under andre Forhold, — den udvortes Stilling var jo uden Betydning), – – indtil han „uden Fodfæste“ (see II, 722 — Mynsters Henviisning og hans egen Trang til et Sted at staae paa) — dog endte med at gjøre Rumor. s. 304— Naar han nu siger: „jeg har været forgabet i den Mand“, og dette skal være mere end et af de flotte Ord, som ikke maae tages for nøie, hvad betyder det da? Betyder det, at Kierkegaard har taget feil af Mynster, at M. ikke er den Mand, K. tidligere har seet i ham? Eller betyder det, at K. selv i Begyndelsen har betragtet denne „verdslige Klogskab“ o. s. v. som Noget, der hørte med til at være denne Normale, denne overordentlige Enkelte, men nu seer han heri en Feiltagelse (ak, saaledes ere vi Mennesker) ? Men i ethvert af disse Tilfælde, hvorledes skal man da forstaae det, der følger umiddelbart efter: „Paa den anden Side har min Dom fra det første Øieblik væsentlig været den samme, som den nu er“ ? — og i ethvert af disse Tilfælde, hvad bliver da af den Klarhed, som han fra det første Øieblik vil have havt over sin Mission, den Planmæssighed, hvormed han er gaaet tilværks, hvorpaa dog Visheden om, at hans Sag er Guds Sag (II, 816), Berettigelsen for ham til at angribe Mynster saaledes, som han nu gjør, maa bygges?

Et mildere Udtryk brugte han noget tidligere (II,554): „fordi jeg nu engang har denne tungsindige Hengivenhed for den gamle Mand“; — han mener vel, at hans Hengivenhed for Mynster fra først af har været tungsindig. Men hvorfor? fordi han fra først af har savnet Noget hos denne Gamle? —- eller — fordi han har følt sig trykket af en Autoritet, som han maatte bøie sig for, som vilde holde Noget tilbage, der spirede, hvorom Kierkegaard fra først af har kunnet sige sig selv, at det aldrig lod sig forene med det, den gamle Mand vilde, hvorom K. derfor hellerikke kunde eller turde tale frit til ham (II, 722)?

s. 305— — —. Der er endnu en Yttring, reent i Forbigaaende, som dog maaskee fortjener nogen Opmærksomhed, II. 718: Kierkegaard har faaet „en ulykkelig Elsker i Kirketidenden“, saaledes som (i Anmærkn.) bl. A. „Mynster har i Dr. Beck“. Mon ikke K. selv i en noget anden Betydning har været Mynsters ulykkelige Elsker, og, skjøndt han dengang ikke tænkte derpaa, gjerne senere kunde have givet sig dette Navn? Men en saadan Kjærlighed, naar den føler sig tilbagestødt, slaaer let om til Had, og seer da i den elskede Gjenstand noget ganske Andet end tidligere.

Ihvordan man nu end vil forklare saadanne Yttrin- ger af Kierkegaard, om man heri vil finde Spor af Vaklen, saa kan det dog ikke nægtes, at der er een Tanke, som han har fastholdt med stor Conseqvents. Men denne Conseqvents er, efter hvad jeg kan see, af reent logisk Art. Vel kan denne Tanke („den Enkelte, Inderligheden, Inderliggjørelsen o. s. v.“) ikke være fremkommen, uden at Gemyttet virkede med; men da den blev eneraadende og skulde gjennemføres, ihvad det saa maatte koste, da var Gemyttet ikke mere med; thi med Gemyttet, saalænge det fik Lov til at tale med, vedblev han at hænge ved Mynster. – –.

Her har De nu, kjære Biskop Martensen, nogle Tanker, hvori det dog mangler baade paa Lys og Sammenhæng, — derfor for en stor Deel som Spørgsmaal uden Svar. — — For mig staaer det fast, at den sørgelige Begivenhed, som beskjæftiger os, ikke beroer paa noget Omslag i Mynsters Characteer, paa, at han har svigtet den Sag, han var sat til at tjene. Men der ere sagtens Andre, som ville finde det mere tilfredsstillende at tale om hans verdslige Klogskab, raffinerede Nydelsessyge s. 306o. s. v., og det vel heist Saadanne, som ikke tænke paa at fremstille Christendommen i Deres eget Liv. — — —

Vale et fave
Deres af ganske Hjerte O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 13. Januar 1873

Kjære Biskop Laub! Jeg maa strax takke Dem for Deres to sidste Breve. Jeg maa ganske samstemme med, hvad De siger om Kierkegaard. – – –. At der – – har fundet noget Personligt Sted mellem ham og Mynster, veed jeg, vel ikke fra Mynster selv, men fra Paulli. Jeg troer ikke, at det var en egentlig Samtale eller Disput, men at Mynster dog har ladet ham forstaae, at han ikke var tilfreds med ham, og at hans Besøg ikke vare ham kjærkomne. K. afbrød ogsaa i den sidste Tid ganske sine Besøg. Jeg troer, at det især var K.s „Indøvelse i Christendom“, der frastødte Mynster paa Grund af det Overspændte deri; blandt Andet siger K. i dette Skrift, at Christendom ikke tør gjøres til Gjenstand for „Betragtninger“. Og jeg mindes selv, at jeg en Søndag i hiin Tid hørte Mynster at sige paa Prædikestolen: Saa ville vi da betragte o. s. v. med en Betoning, der bragte mig til at tænke paa Kierkegaard. Fog har sagt mig, at Mynster paa sin sidste Visitats hos ham, da Talen faldt paa Κ., yttrede: „Jeg har seet feil ad ham; der synes jo Intet at komme ud af det Hele“ (eller dog i det Væsentlige saaledes).

Vi komme vel denne Sag ikke nærmere. Det kan vel være, at K. fra Begyndelsen af med al sin Kjærlighed s. 307til Mynster alligevel har havt en vis Critik over ham, idet han jo selv meente at skulle bringe noget Nyt og i Grunden Høiere; og at denne Critik i den første Tid har været bunden af Kjærligheden og Beundringen, og først da Omslaget kom er bleven løsladt i dens hele Eensidighed. — — — —

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 19. Februar 1873

Kjære Biskop Martensen ! Hvor løber dog Tiden med en forfærdelig Hast, og hvor svært er det at naae Alt, hvad man gjerne vilde! Saaledes seer jeg nu, at Deres sidste kjære Brev er blevet over en Maaned gammelt, uden at De har faaet Tak derfor; og dog er der næsten hver Dag Noget, hvorom jeg trænger til at tale med Dem, og hvorved jeg ikke kan nøies med, hvad jeg jo altid har ved Haanden, Deres Bøger. — — —. I den allersidste Tid er der kommet Noget til, som har sat mine Tanker ikke lidet i Bevægelse. De forstaaer vist, at jeg mener Grev Holsteins sidste Skrift ^*)Evangelisk-Luthersk (en negativ Bestemmelse)., som jo vil vække Opmærksomhed, efterhaanden som det kommer omkring i Landet. Fra flere Sider er jeg bleven spurgt, om ikke Martensen vil tage til Orde; jeg har svaret, uden endnu at kjende Skriftet: bedes derom skal han ikke, men gjør han det, fordi han føler Drift dertil, saa vil han gjøre os en Glæde. Saa kom Grevens Skrift hertil, og efterat have læst Indledningen — — — skrev s. 308jeg til min Datter, lidt forhastet, — at Greven ikke maatte faae en Modstander som Dem, det var at gjøre ham for vigtig. Denne Indledning søger i Uforskammen- hed sin Lige, og Resultatet er det Gamle, at Kirken forforhandler ikke med Kjættere; alle Vidner, som paa- beraabes af Modparten, afvises, naar de ikke have det pavelige Stempel. Men da jeg læste videre, kom jeg til at see Sagen anderledes. Her — i „Samtalen“, Bogens Hovedparti, taltes ganske anderledes, saa at jeg endogsaa maatte spørge mig selv, om vi her ikke havde en anden Forfatter for os. Denne Deel af Bogen er skreven med en Ro og med en Dygtighed, om end kun i at blænde – jeg mener ikke noget bevidst Uærligt —, som gjør den farlig. Mange, som ikke tænke meget paa Sligt, men vel kunne lokkes til at læse dette, ville finde, at, naar det staaer saaledes til hos os, og formodentlig ikke bedre der, hvor Grev H. vil føre os hen, er det rigtigst at opgive Alt, al Christendom. I Indledningen afslaaes forud enhver Forhandling; men her indbydes dertil, og at der er meent Noget hermed (skjøndt man forud veed, hvorledes det vil ende), at Greven i sin Fanatisme dog er en alvorlig Mand, deraf faaer man et Indtryk i Slut- ningsafsnittene, ihvor stærkt endog det Fanatiske, forud Afgjorte, her kommer igjen. Altsaa: Greven vil forhandle, — hvad der er sagt i Indledningen, kommer ikke Sagen ved; nu er det alene Sagen selv, Principet, hvormed man har at gjøre, hverken historiske eller dogmatiske Enkeltheder; og Greven har Ret, saaledes maa en Forhandling være beskaffen, som skal føre til Noget, om ikke for Greven, saa for Andre, som kunne trænge til at høre paa den. Vistnok er Forhandlingen ikke heldigt begyndt, Repræsentanterne for de forskjellige s. 309Retninger i Danmark ere meget uheldigt valgte; her ere to Præster, som kun kunne gjentage deres Mesters Ord, og derved vise, at de ikke forstaae det, de ville forsvare. Men det maa indrømmes Greven, at anderledes kunde han ikke lade disse Personer tale om det, som han heller ikke kan forstaae. Man kan da roligt see paa det Nederlag, som her maa lides saa aldeles fortjent. Men derefter maa det da ogsaa forlanges — og denne Fordrings Billighed maa Greven erkjende —, at Forhandlingen føres til Ende, at endnu en fjerde Person kommer ind i Samtalen, i hvem ogsaa Grevens Kirke kan komme ind under den ubarmhjertige Doctors Critik. Og da maa det vise sig — ikke for Greven selv, det maa opgives, men for hvem der ellers vil følge med til Enden —, — — ·— at de Modsætninger, som Greven finder som Modsigelser, hvormed Alt falder, i Prostestantismen, de findes i forskjellige Skikkelser, men i Grundvæsenet de selvsamme, lindes og maae findes i den katholske Kirke, dersom den ikke vil give Afkald paa Alt, hvad der kan kaldes Liv, at al Autoritet kræver lige over for sig Noget, som bøier sig for Autoriteten, ikke uden Videre lader sig bøie, ligesom ogsaa Greven med Hensyn paa den Autoritet, som er ham den Alt afgjørende, den ufeilbare Pave, forlanger en Hengivelse, en Villie, som maa ville Noget. Naar da (ved Doctorens Hjælp) begge Parter ere stillede al pari, kan der begynde en Forhandling om, paa hvilken Side man har været heldigst med at at løse den fælleds Opgave. Naturligviis vil Greven ikke følge med til dette Fælledsskab, men saa ligger det da for Dagen, at det ikke var hans Alvor med Forhandlingen. — Man kunde ogsaa, for at tage Sagen fra en anden Side, tænke sig en Lægmand, som var bleven s. 310forvirret ved de Lærdes Forhandling (en Saadan har jo Greven særlig for Øie), som nu kommer efter Grevens Raad og vil vide, hvorledes han skal naae hen til dette trygge Hvilested (denne Tro, hvorfra al Tvivl er udelukt). Til selve den ufeilbare Pave kan hverken Grev H. eller Nogen ellers i Danmark føre ham hen. Der er altsaa et Hierarchie, igjennem hvis Led denne Ufeilbar- hed skal naae ned til denne Enkelte; men hvorledes skeer nu dette? er ethvert Led i denne Kjæde lige til den Skriftefader, som anvises ham, deelagtig i denne Ufeilbarhed, saa at Paven dog ikke er den eneste Ufeilbare? Men med mindre kan man dog ikke nøies, det gjælder jo for den, som har overgivet sig til Kirken og dens Lære, nu ogsaa i Liv og Levnet at anvende det Lærte; ogsaa her maa være fuld Vished uden Tvivlen. Kan hans Skriftefader her være ham en ufeilbar Veileder, altsaa ufeilbar ud over det, som er umiddelbart stadfæstet af den ufeilbare Pave? Eller skal han forstaae det saaledes, at han ved at have modtaget den ufeilbare Lære, nu er selv istand til at anvende den i sit Liv og Levnet, naar det gjælder om det rette Valg i det Enkelte, den rette Trøst i denne eller hiin nye, fremmede Sorg o. s. v., altsaa i alt det, som gaaer ud over det umiddelbart Lærte og Overantvordede, er nu selv den Ufeilbare, d. v. s. har selv den Aand, som veileder til al Sandhed, og staaer selv i det umiddelbare Forhold til sin Frelser — altsaa — ikke skal gjøre, hvad Greven indbyder ham til? — Dette Skrift tilbyder mange Udgangspunkter, bl. A. endnu den Indrømmelse, at vi have den rette Daab uden at have det rette Hierarchie; dertil kommer endnu det store Concilium, hvor Paven efter en Forhandling, ved en Afstemning, hvorved en stor s. 311Minoritet blev bragt til at begrave Tvivlen og tage den med hjem, fik afgjort, at han er ufeilbar, saaledes ufeilbar, at man nu paa ham kan bygge en Tro, hvori ingen Tvivl mere er mulig!! —

Der er Meget, som, ihvor nær det ligger, naar man har faaet Øinene op, dog ikke sees strax, og derfor maa siges — paavises — af dem, som kunne tale med, for de Manges Skyld. — — -— —

Fra Ludvig Mynster, som har overværet en Samtale hos Dem om, hvad der skulde gjøres, veed jeg, at De vil afvente, hvad Virkning Grevens Skrift gjør. Dette tinder jeg aldeles rigtigt. De skal ikke afdrages fra noget Bedre, førend det er nødvendigt. Kan Greven slaaes tilbage uden Dem, saa siger jeg endnu, han bør ikke have en Modstander, der altid vil kaste en Glands paa ham, som han ikke skulde have. Desuden skal De ikke haste frem, som om det var Dem om Deres Dogmatik at gjøre; det kan være, at Greven gjerne vilde see Dem løbe i denne Snare. De skal ikke med, — det er min Mening — førend De kan have Sagen reent og bart for Dem, — naar Andre have talt, men De tinder, at der om Sagen selv, Principet, endnu ikke er sagt, hvad der skulde siges. — — — —

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 20. Februar 1873

— — — —. Siden Grev Holsteins Skrift er udkommet, har jeg været opfyldt, ikke af dette i Grunden middelmaadige Skrift, men af det store Spørgsmaal, der s. 312nu atter har reist sig ved den jesuitiske Katholicismes Fremtrængen allevegne. I mine ethiske Arbeider er der indtraadt en fuldkommen Standsning, thi det har været mig en Trang paany at optage Controversen, og saa at sige at revidere Reformationen. Men jeg kan ikke komme til andet Resultat, end at Reformationen er rigtig, og maa for mit eget Vedkommende fremdeles ved- kjende mig den Udvikling af vor Kirkes Princip, som er given i min Dogmatik. Jeg er heller ikke uden indre Tilskyndelse til at skrive, dog ikke strax. Maaskee jeg i Sommerferien vil kunne udarbeide Noget. – – – –.

Jeg kan ikke sige Dem, hvor dette har optaget og fyldt mig og idetmindste hidindtil fortrængt alt Andet. Det er ikke Grev Holstein, som jeg let kunde ignorere, dersom der kun handledes om et litterairt Angreb paa min Dogmatik; det er Romerkirken, denne Verdensmagt, der er traadt mig imøde, og som nu begynder her i Landet at gaae aggressivt tilværks. — —.

Jeg tvivler ikke paa, at der bagved Holstein staae Jesuiter, og at den herværende katholske Propaganda staaer i Forbindelse med den store og vidtforgrenede i Tydskland. For et halvt Aars Tid siden skrev Michelsen mig fra Tydskland: „De vil snart erfare, at Partiet (det papistiske) i Danmark og overhovedet i Skandinavien vil gjøre et alvorligt Angreb“. Skulde det virkelig komme til en Kamp med Katholicismen, vilde vi komme til at opleve, hvad ikke her i Landet er oplevet siden Reformationens Dage. Forøvrigt ligger jo vort Land som en aaben Missionsmark for alle Secter og Partier, og vi høste mere og mere Frugterne af vor Grundlov.

Maaskee er Faren ringere, end jeg forestiller mig. Men rustede maae vi være. Mynster har ogsaa her seet s. 313rigtigt, ved at vise hen til Katholicismen som den Magt, fra hvilken de største Farer truede. — — — —.

Lad mig snart atter see noget Skriftligt fra Dem.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Martensen til Laub
Strandlyst. 3. August 1873

– – – –. Og dernæst, kjære Biskop Laub, lad mig af Hjertet lykønske Dem til Deres Fødselsdag, og takke Dem for Alt, hvad De har været og er for saa Mange, mig inclusive. Herren velsigne Dem og opholde Dem end længe for den danske Kirke, for Deres Venner, for Deres Børn og Nærmeste i den Kraft, der vil være stærk i vor Skrøbelighed og, selv naar vi ere fremrykkede i Alder, vil vedvarende forynge og fornye os i det indvortes Menneske! Den Kjærlighedsaand, der udgaaer fra Dem, kjære Biskop Laub, spores i sine stille Virkninger trindtomkring i vort Land. Maatte De dog end længe være os Alle til Opbyggelse og Bekræftelse! Vi trænge i Sandhed dertil, og jeg ikke mindst. – – – –.

Deres inderligt hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 5. August 1873

— — — —. Tak for (Deres Brev), og særlig for Deres kjærlige Ønsker i Anledning af min Fødselsdag imorgen. Endskjøndt Tiden gaaer som en Strøm, hvori der ikke er Standsninger eller kjendelige Overgange, saa s. 314man med Forundring kan see, hvor langt man er kommen frem, saa har dog Menneskelivet sine Hvilepunkter; og det er godt, at man kan standse og see sig tilbage, inden man skal videre frem, samle sammen paa det, man har vundet, og takke derfor, og med Aarene altid lære bedre, hvor stor en Velsignelse der ligger i at kunne sige: Herre, jeg er ringere end al den Miskundhed og Trofasthed, Du har gjort imod mig. Til det Bedste høre de Venner, man har vundet, og i denne Henseende skjønner jeg paa, hvor rig jeg er, sikkert frem for de Fleste. Det Kjærlige og Gode, De skriver om mig, kunde gjøre mig forfængelig, naar det ikke meget mere maatte minde mig om, hvor langt jeg staaer under mine Venners kjærlige Dom, eller naar jeg ikke turde troe, at Sandheden er, at hvad mine sande Venner see hos mig, og have faaet kjært, det er der virkelig — som en Gave, hvormed der skal holdes Huus, og det er en Naade, som endnu føies til, altsaa en dobbelt Naade, at denne Gave i mine Venners Øine ikke fordunkles ved de mange Mangler og Pletter, hvorfor jeg selv ikke maatte blive blind, og saaledes skal Venskabet hjælpe mig til, at det Givne tilsidst, naar alle Aar ere udløbne, maa i Sandhed være blevet mit Eget. De, kjære Biskop Martensen, er kommen til i min Manddomsalder, — først i Afstand, for en stor Deel ved hende, som var bleven min Nærmeste, — derpaa i personlige Forhold netop paa den Tid, da hun gik bort. Fra den Tid er De bleven af mine Nærmeste; jeg faaer aldrig sagt Dem tilfulde, hvor Meget jeg skylder Dem, og hvor tidt De er hos mig i mine Hviletimer og i mine Overveielser. Og saaledes vil De ogsaa være med imorgen, naar jeg s. 315seer tilbage paa, hvad jeg har faaet i det forgangne Aar. — — — —.

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 14. October 1873

— — — —· Det forholder sig desværre saaledes, at det er gamle Fenger paa Christianshavn, der har udgivet den forfalskede Katechismus. Imidlertid har jeg i min Skrivelse til Ministeriet, der afgaaer i disse Dage, ikke taget Hensyn til ham, om hvem jeg jo ikke veed officielt, at han er Udgiver, men kun til Katechismen selv, hvis Forhold til den autoriserede Vaisenhuusudgave jeg har oplyst, idet den heelt igjennem har udstødt Skriftprincipet i luthersk Forstand, og kun sat Skriften paa anden Plads, og det mundtlige Ord eller Traditionen paa første Plads. Forøvrigt er der lagt til Grund en ældre Katechismusudgave, der findes i Kingos Kirkepsalmebog. Men selv om man vilde betragte denne som det Normale, bliver Resultatet det samme, — Forfalskning. Stedet om „Daabsordet“ er det Værste og alene tilstrækkeligt til at vise, at denne Katechismus ikke kan taales i Skolerne, eller ved Confirmandunderviisningen Jeg har derfor indstillet, at denne Katechismus uopholdeligt sættes ud af Brug ved et Circulaire fra Ministeriet, og forøvrigt henstillet, hvorvidt Ministeriet maatte finde sig foranlediget til at foretage noget Yderligere i denne Sag, Jeg har tillige udtrykkeligt yttret, at jeg forudsætter, at denne Sag, der angaaer hele Folkekirken, forelægges de andre Biskopper. Det er nødvendigt, at den s. 316afgjøres ifølge Biskoppernes eenstemmige Dom. Og paa Eenstemmighed kan jeg her ikke tvivle. — — —

Deres H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. November 1873

— — — — Tak for Deres sidste Brev om Katechismusudgaven, som allerede har ligget en Maaned ubesvaret hos mig. Imidlertid har jeg læst Deres Indberetning og indsendt min Erklæring. I denne har jeg ganske sluttet mig til Deres Indstilling, og i det Væsentlige ligeledes til Deres Motivering. Kun har jeg troet at maatte tage noget Hensyn til, hvad Fenger senere havde yttret i Kirketidenden, hvorefter der maatte skjelnes imellem Katechismus som symbolsk Bog og som Børnenes første Underviisning i Christendom, i hvilken sidste Henseende en friere Behandling af Texten maatte kunne tilstedes. Imod denne Distinction har jeg erklæret mig. Forøvrigt har jeg ikke nævnet eller hentydet paa Udgiveren, uagtet han imidlertid havde navngivet sig; hertil maatte jeg være bererettiget, da min Erklæring kun var forlangt over Deres Indberetning, hvori kun en Bog, ingen Person var nævnet, og saaledes var det mig kjærest. Jeg vilde ønske, at Fenger fremdeles maatte kunne holdes udenfor Sagen, og at han ikke havde navngivet sig i en Artikel, som ogsaa for dens øvrige Indholds Skyld helst maatte være uskreven, synes jeg. Det er, som om han ikke havde faaet Øie paa, hvad det egentlig er, der maa lægges ham til Last, eller som om det nu, da han gjøres opmærksom herpaa, dog er ham en reen Ubetydelighed, s. 317der kan rettes i en følgende Udgave ved nogle Ord paa Titelbladet, — som om han slet ikke bemærker, at ved et saaledes forandret Titelblad har Bogen selv udelukket sig fra Skolerne. Det er muligt, at Blædel ved denne Leilighed har krænket et gammelt Venskabsforhold til Fenger, men naar der af Mange lægges saa stærk Vægt herpaa, saa maatte det dog ikke glemmes, hvor stærkt han var opfordret ved Birkedals Paastand om, at Alt, hvad der vedkom „de besvorne Bøger.“ var i Orden, til at bruge de Vaaben, der var givet ham ihænde. — — —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 15. November 1873

— — — —· Nu ere da Valgene foretagne. Den samme Historie igjen! Finansloven vil man vel denne Gang neppe nægte, men paa enhver Maade berede Ministeriet Fortrædeligheder. Ministeriet hviler ikke paa Roser. Men jeg har ikke kunnet undlade at tænke paa de Mænd, som i sin Tid stemte imod Grundloven, og som havde min fulde Sympathie: A. S. Ørsted, Mynster, Scavenius og Fl., hvis Minde nu burde fremdrages. Det er meget alvorlige Tider, vi gaae imøde. — — —

Deres H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 9. December 1873

— — —· De har i Deres Brev – – mindet mig om Mynster og de Faa, som stode sammen med s. 318ham, da Grundloven blev til. Der vil nok komme en Tid, da de igjen ville blive nævnede, men den er endnu ikke kommen, og hvormeget Adskillige af dem, som dengang stode meest paa den modsatte Side, nu føle Trykket og stemme sig imod, hvad der vil yderligere i samme Retning, ville de dog vel have for svært ved at erkjende det, de dengang hjalp frem, som forfeilet. Imod, hvad de betragte som en Udskeielse, Misbrug af den Alle tilkommende Frihed, have de dog intet Andet at stille end et moralsk „bør,“ — om de formaae at hjælpe det til sin Ret.

Den Maade, hvorpaa Fenger gjentagende taler om sit Forhold i „Katechismussagen,“ er mig svær at for- staae, og jeg kan ikke forene den med, hvad man ellers veed om hans retskafne Characteer, uden ved at ansee ham for i den Grad bunden i den grundtvigske Tankegang, at han ikke engang forstaaer, at der kan være en anden Forstaaelse af Luthers Ord i Katechismus end hans egen: ellers maatte han dog indrømme, at hans Hensigt, at gjøre Luthers Ord tydeligere, tillige er gaaet ud paa at aabne en Indgang for, hvad han betragter som den eneste mulige Mening, men som er hos Luther efter hans Betragtning saa uheldigt udtrykt, at Andre deri have kunnet finde en stærkt afvigende Mening.–.

Da det ikke er sandsynligt, at jeg vil komme til at skrive til Dem igjen førend Juul, saa slutter jeg med det Ønske, at Gud vil give os Begge med alle Vore paa begge Sider den rette, varige Glæde, og lade ogsaa vort Venskab komme ind under denne Velsignelse.– – –

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 25. December 1873

Kjære Biskop Laub! Efterat jeg idag har holdt min Juleprædiken i Slotskirken, skriver jeg disse Linier, for at takke Dem for Deres Sidste, og for at tilønske Dem en glædelig Juletid og et lyksaligt Nytaar. Herren opholde Dem end længe for os og hans Kirke i vort Fædreland, og glæde Dem baade i Embede og Huus! Hans Velsignelse være ogsaa fremdeles over vort Venskab, hvilket jeg betragter som en sand Velgjerning for mit Liv, som i saa mange Henseender i Ordets bedste Betydning har viist sig velgjørende for mig.

Mit Skrift om Katholicismen er nu færdigt, men maa revideres, forinden det kan overgives til Trykken, hvilket jeg haaber kan skee i Januar. — — —. Jeg kan jo ikke dølge for mig selv, at jeg herved foranlediger nye Angreb fra papistisk Side og dermed en større Opmærksomhed for Papismen, og der ville maaskee være dem, der ville finde dette mindre klogt. Dog er det meget vanskeligt med saadanne Beregninger af det Betimelige eller Ubetimelige, og det Sikkreste forekommer mig dog at være at afgive sit Vidnesbyrd for den evangeliske Sandhed. — — —

Endnu engang: lyksaligt og velsignet Nytaar!

Deres inderligt hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 3. Januar 1874

Tak, kjære Biskop Martensen, for Deres sidste Brev! Naar De saa hjerteligt og varmt omtaler det personlige s. 320Forhold, hvori vi ere komne til hinanden, da er det mig en stor Glæde, at De kan skrive saaledes; men det gjør mig tillige meget undseelig. Thi hvad skal jeg sige, som har modtaget saa Meget af Dem, længe før denne nærmere Forbindelse begyndte, da De endnu ikke kunde vide, hvor Meget De gav mig, — som bestandig trænger til at faae Mere? Jeg vil gjøre, hvad der altid er det Bedste: ret hjerteligt skjønne paa og takke Gud for, at Gud saa underligt leder Menneskenes Veie og fører dem sammen paa Maader, som de ikke kunde ane. Det har jeg ogsaa gjort ved det gamle Aars Ende. — —

Deres Ønske om, at disse Aar endnu ikke maae være tilende, modtager jeg ogsaa med Tak og Glæde. Jeg mærker vel med Aarene mere og mere, at de allerede ere mange; jeg kan lettere blive træt, endog af det Arbeide, som er mig kjært; jeg føler ogsaa, at det altid bliver vanskeligere at udfylde sin Plads. Men om jeg end til sin Tid kan fristes til Modløshed og glæde mig til Enden, som med hvert Aar kommer nærmere, saa har jeg dog en levende Fornemmelse af, at jeg endnu ikke er naaet saa vidt som den gamle Simeon, ikke endnu er færdig her, og jeg har ogsaa en overveiende Drift og Lyst til endnu at blive en Stund og faae det Forraad forøget, som vel maa gjennemgaae en stor Forandring, før man kan leve evigt deraf, men som dog væsentlig maa samles her. — — — —.

At De har glædet mig med den sikkre Udsigt til snart at see, hvad De har lovet os om „Katholicisme og Protestantisme,“ behøver jeg ikke at sige. At der dermed ogsaa følger Udsigt til nye Kampe, og at det kan synes Nogle ubetimeligt nu igjen at henlede Opmærksomheden paa Katholicismen, har naturligviis ikke kunnet s. 321afholde Dem fra at komme med Deres Skrift; tværtimod, jo mere Uklarhed der er over Forholdet mellem de to Kirker, og jo stærkere Tilbøieligheden paa mange Steder kan være til at lade alt det Forskjellige uden videre gaae op i den ene almindelige Kirke, i Indifferentisme ikke blot med Hensyn til kirkelig Lære, men dermed tilsidst dog ogsaa til kirkeligt Liv, desto mere maa et Skrift, der vil bringe Lys ind i disse Forhold, betragtes som et Arbeide henimod den sande og levende Union. — — — — —.

Deres hjerteligt hengivne 0. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 12. Februar 1874

— — — —. Nu kommer da det Hallske Circulaire, et til Skoledirectionerne og et til Biskopperne om Katechismussagen. Det første, seer jeg, er allerede indrykket i Berlingeren for i Aften. Grundtanken er Kierkegaards, at denne Katechismus ikke maa anskaffes (altsaa vel tør forblive og bruges, hvor den allerede er anskaffet). Hvor inconseqvent nu dette end er, er det dog bedre end Intet, og jeg bekjender, at jeg i den sidste Tid ikke uden Grund har frygtet, at Intet vilde skee. For Grundtvigianerne vil det være meget ubehageligt, især for gamle Fenger, for hvem det gjør mig ondt. Han synes i denne Henseende ganske at have gaaet i Taaget og ikke vidst, hvad han gjorde. Han er uden Tvivl bleven saa indgroet i den Grundtvigske Tankegang og i Troen paa dens Ufeilbarlighed, at han ikke har kunnet see Andet, end at han handlede med god Berettigelse. Dette synes s. 322ogsaa at fremgaae af hans høist ulogiske, det egentlige Spørgsmaal omgaaende Artikler i Bladene. Man fatter det ikke. — — — —

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 14. Marts 1874

Kjære Biskop Martensen! Gid jeg nu maa kunne bringe Dem min Tak saa forstaaelig, som jeg gjerne vilde, for Deres sidste Skrift ^*)Katholicisme og Protestantisme. og al den Glæde, det har gjort mig! men jeg kan det kun, naar De vil læse bedre, end jeg kan skrive.

Da jeg havde læst 4 Blade af Deres Bog, maatte jeg standse; havde jeg havt Dem hos mig, var jeg falden Dem om Halsen, — saaledes var jeg tilmode. Paa 4 Blade, ja i to Ord, bogstavelig to, havde De sagt Alt; det Hele laa paa eengang for mig. Jeg længtes efter at see, hvorledes De lod alt det Meget, som laa i denne Begyndelse, komme frem; men først maatte jeg besinde mig paa, hvad jeg havde i disse to Ord. Jeg vidste, at hvad der fulgte efter, maatte føre mig ind i den store Uro og Bølgegang; men jeg følte den faste Grund under mine Fødder, — hvorpaa jeg vidste, at jeg stod, men sjelden, maaskee aldrig, saaledes havde følt det med Tak til Gud. Denne Begyndelse paa Læsningen af Deres Bog, denne Søndag Aften, efterat jeg om Formiddagen havde prædiket i Grunden om det Samme, — thi det er jo al Prædikens Maal at vise hen til ham, som siger: s. 323„jeg vil give Eder Hvile, “ — den skal jeg aldrig glemme. Her er egentlig det, jeg har at takke Dem for, efterat jeg har endt Læsningen, — at denne Begyndelse ogsaa er bleven Enden, og at alt det Mellemliggende kun har kunnet gjøre mig dette klarere og vissere, og ganske vist tillige rigere og kjærere. At den Grundtanke, som i Indledningen er udtalt saa fyndigt og indlysende ved sig selv, er holdt fast og gjennemført igjennem det Hele, det kalder jeg det Bedste i denne lille Bog. Om det Øvrige vilde jeg helst nøies med at sige saa Meget, indtil jeg har læst det Hele igjen og faaet Mere af det Meget, som her er, bedre med. Men jeg maa dog sige Dem, hvorledes det nu staaer for mig; det er vel og det første Indtryk, hvorom De først trænger til at høre.

Det første Afsnit („Pavens Ufeilbarhed“) maa særligomtales. Jeg tænker, de Fleste eller Mange ville kalde dette det Bedste af det Hele, det, hvorpaa De har samlet Deres hele Styrke, det meest Henrivende. Og jeg vil ogsaa for en Deel sige det Samme: det river uimodstaaeligt med sig, — det Slaaende, som laae skjult i Indledningen, kommer her frem i sin hele Styrke, ja det Knusende, og dermed det Opløftende — for den, der ikke rammes af Slaget. Alligevel kommer for mig det Bedste senere, hvor det Polemiske mere har udtømt sig, og De kan tale med Deres egne Troesforvandte om, hvad vi have. Uagtet den fuldstændige Ro, den Klarhed og strenge Logik, hvorved ogsaa jeg kan mene, at dette Afsnit i en eminent Betydning udmærker sig, har jeg dog maattet tænke paa et brusende Vandfald, som man betragter med Beundring og Ærefrygt, medens det dog først er, naar Strømmen lavere nede kommer til sit rolige Løb igjennem beboede og dyrkede Egne uden at s. 324høres vidt omkring, at den kan bringe Velsignelse. I Deres Skrifts første Afsnit gaaer det Slag i Slag; her skulde Slaget staae, og de skarpe Vaaben, de uimodsigelige Kjendsgjerninger og klare Slutninger, bruges (jeg antager, at det store Forarbeide, De har havt, ganske særligt. har været af Hensyn til dette Afsnit, for at De her kunde staae iført den fulde Rustning). Men det Glædelige er dog især, at De saaledes strax og væsentlig med eet Slag har skaffet Dem Plads og Ro til det, De egentlig vilde; derefter begynder den rolige Strøm. Det følger af sig selv, at Modsætningen og Polemiken maa vedblive igjennem det Hele; men allerede i det næste Afsnit („Gammelkath.“) kan ved Siden heraf Sympathien gjøre sig gjældende. Af den sammensluttede Udvikling, hvori det gaaer roligt og sikkert mere og mere indad, til hvad der for Dem er blevet Hvilepunktet, det, som aldrig kan opgives, „det Grundvisse,“ og derfra igjen udad til den Stilling, som dette har faaet, som er bleven negtet det i Livet, af denne Kjæde er det ikke let at udpege noget enkelt Led; hvad jeg saaledes kan nævne, kommer kun med en subjectiv Berettigelse, maaskee kun tilfældigt ifølge en Stemning og øieblikkelig Trang (hvad dog ogsaa kan have sin Betydning med Hensyn til det første Indtryk). Og det kan her kun gjøres forstaaeligt for Dem ved simpelthen at nævnes, — tildeels med de Navne, De selv har givet det; thi De er en Mester i at give Navne, hvori hele Sagen ligger. Saaledes strax i det næste Afsnit: „Garantier, Surrogater, Skepticisme,“ hvoraf jeg især vil nævne det sidste: Skepticismen som Katholicismens inderste Væsen, — og „Tvivlen“, saaledes som den allerede her, men endnu mere i 2den Hovedafdeling bruges til at føre ind i den rette „Visheds“ inderste s. 325Helligdom, hvad jeg havde længtes efter at finde, og nu fandt i Deres Skrift. — Derefter kommer, hvad der for mig er det Bedste, og hvad De selv dog vil kalde det Centrale i denne Bog: den fortræffelige Udvikling af „de reformatoriske Principer“, for mig det i sin Korthed Klareste og Dybestgaaende, jeg har læst om denne Sag, ogsaa efter hvad Dorner har sagt herom og jeg været ham inderlig taknemlig for (der har behøvedes lang Tid til at faae det forstaaet, at det materiale Princip ikke er Læren derom). Naar jeg kalder dette Afsnit det Bedste, saa tager jeg den fortsatte Udvikling heraf med, som gives i de følgende Afsnit, navnlig det 3die (Nutiden), et af de lærerigste i denne Bog, hvori bl. A. om den saakaldte „Achilleshæl“. Om Grundtvigianismen har De sagt meget Ypperligt, deriblandt Nyt, eller som De dog ikke tidligere saaledes har udført, — om „Ordet“ i dets Selvstændighed ved Siden af Sacramenterne (her i en heel ny Skikkelse), — altsaa mere end „dette lille Ord“ — Prædiken; om det Illusoriske, (Utilstrækkelige) i Garantien „Ordet til os“ (den Enkelte), naar der ikke i Forveien er en Tilegnelse af Ordet til Alle (dette Sted vil jeg ganske særlig udhæve); om Bibelen som Mere end „Oplysningsbog“. — See, her ere nogle Stykker, eller kun Navnene derpaa, ude af den levende Forbindelse; det seer saa dødt ud paa Papiret. Mon De alligevel kan forstaae mig?

Hvad det historiske Stof angaaer og Deres Evne til at sammenfatte det og „uddrage Essentsen“, da har De jo givet et storartet Beviis paa, hvad De i denne Henseende formaaer, i det første Afsnit af Bogen; thi det er jo ved Historiens Hjælp, De har frembragt den ualmindelige Virkning, som dette Afsnit gjør, ved den klare og sam s. 326menhængende Oversigt, De giver over Pavedømmets Historie lige til dens seneste Begivenhed, Vaticanerconciliets Historie. Det er et ualmindelig levende Billede, De har vidst at give af dette Concilium ved i den sammentrængte Korthed at faae saa mange smaae Træk med, som vare i det Mindste mig ubekjendte, og som tidt give mere Lys ind i det Hele, end hvad Alle vide, fordi det er den udvortes Side af Sagen. Mere af samme Art, om end ikke af saadant Omfang, findes rundt omkring i dette Skrift; men der er Eet, som jeg maa nævne, som jeg -— i al dets Stilhed og Eenfoldighed sætter ganske ved Siden af hiint Store, ja for mit Vedkommende endnu høiere: det er det Billede af Luther i to Situationer, hvormed den første Afdeling af Skriftet ender, og den anden begynder; denne Benyttelse af Historien er ligesaa mærkelig, som den første, og vil. skjøndt den mere skjuler sig, nok opdages af Flere end mig. — Hvad her er sagt om det historiske Stof, gjælder ogsaa om det dogmatiske. I begge Henseender er det vanskeligt for Deres Læsere at frigjøre sig fra et stille Ønske om, at der var endnu Mere, at De vilde blive ved, naar De begynder at fortælle, at De vilde gjennemgaae endnu flere af de katholske Lærdomme eller Kirkeskikke osv. Det vil vel især være Theologer, som gjerne vilde høre Mere af Dem, om Munkeløfterne, om Præstecoelibatet, eller dersom de nylig have læst Gudes Bog. om det, som paa Høidepunktet skiller de forskjellige Kirker fra hinanden, gjerne ville see dette i Belysningen af de reformatoriske Principer. Men vi veed, hvad De vil svare: at det ogsaa her gjælder, at „Eet er fornødent“, de mange Ting volde Uro og Forstyrrelse, besvære Forstaaelsen af det, hvorom det gjælder. Det Enkelte, s. 327al Detail maatte her kun faae repræsentativ Betydning, og det er en Misforstaaelse, naar man her vil see Dogmer osv. i Belysning af Principerne, da Forholdet er lige det Modsatte, det er Principerne, der skulde stilles i Lyset, hvad der kunde tjene hertil, medtages, Mere ikke. Til Theologerne vil De sige, at det er ikke dem, De her har for Øie, undtagen forsaavidt disse, naar det gjælder Bevidstheden om det Ene, det Første og Sidste for Alle, bør staae forrest, hvorfor De jo vistnok i en særlig Betydning har skrevet for os og givet os meget at tænke over; med Dogmerne har De kun at gjøre, forsaavidt de have faaet Betydning for Menigheden og Menighedslivet, hvad De udtrykkelig har sagt med Hensyn paa de katholske Dogmer. — Vi kunne vel i alle Maader nøies med, hvad vi have faaet af Dem.

Og nu Menigheden og Bogens Popularitet, — hvad denne Deel af Sagen angaaer, har jeg allerede anstillet en lille Prøve i mit Huus og erfaret, at de to Ord, hvormed det Hele begynder, og hvorpaa tilsidst det Hele kommer an, tilfulde kunne forstaaes uden al videnskabelig eller theologisk Fordannelse (en Præst her i Byen kan ikke laane sit Exemplar af Bogen ud, „førend hans Kone har læst den“). Herved er vel Forstaaelsen af det Hele væsentlig givet. Hvad det snarest vil skorte paa, maa være Kjendskab til Kirkehistorien; men det har Deres første Afsnit allerede tænkt paa. Med Hensyn paa en Deel af Sagen, hvor det særlig maa være Dem magtpaaliggende at blive forstaaet, maa jeg igjen nævne det Billede, hvormed De her begynder, som er Mere end et Portrait foran i en Bog, fordi det er selv en levende Deel af Udviklingen. I det, De fortæller om Luther, indeholdes den hele Genesis af Sagen; man seer s. 328„de reformatoriske Principer“ blive til, seer dem i Livet, før Nogen har tænkt paa at føre dem tilbogs og give dem Navn. Kunne de forstaaes bedre? Hermed er da den bedste Hjælp given til at forstaae det Følgende — eller om saa skal være, at undvære Forstaaelsen af Et og Andet, saa at sige føle, hvad det er, der er sagt („uden at kunne forklare det med kloge Ord“, som Mynster siger, i en Ordinationstale).

Og nu, kjære Biskop Martensen, min egen Tak for det, De har givet ikke blot os Alle, men mig særdeles! Jeg har lært Meget af Deres Bog, og er langtfra færdig; men hvad jeg har lært, det samler sig ganske i det Ene, som jeg strax fandt: jeg har forstaaet, hvad det er at kunne sige med Paulus: jeg er vis paa, at Intet kan skille mig osv. — Jeg har følt, hvad det er at være „glad i Herren“ uden al udvortes Anledning, frigjort ogsaa fra den, som virkelig var det og ikke bliver glemt, — og i denne Glæde at kunne gaae til det, man skal. Og det var dog dette, De egentlig vilde. En saadan Tak vil De sikkert faae af Mange, uden at De hører den. Pivad De vil faae at høre, vil ikke Altsammen være Tak. Hvad Katholikerne (Jesuiterne) ville sige, kan man vide: repetere og fordømme. Om Grundtvigianernes Ordførere, altsaa de Talende blandt dem, tør man vel ikke haabe meget anderledes. Men man tør dog haabe, at der iblandt de Stillere ere Mange, som ville komme til at tænke sig om, og at dette kan føre til — ikke strax men lidt efter lidt, at Stillingen forandrer sig; der er dog her sagt Adskilligt, som ikke før har været sagt saaledes. Jeg mener særlig, hvad De har sagt saa slaaende om Forholdet imellem „Ordet til Alle“ og — „til os“ (mig). Thi det Udtryk „slaaende“ s. 329har jeg vel meent efter sin nærmeste Betydning om den Deel af Deres Bog, hvorom det blev brugt; men jeg vil for øvrigt have det sagt (i en endnu bedre Betydning) paa saa mange andre Steder, om den stille Overbeviisningskraft, som maaskee ikke strax føles, hvis første Virkning maaskee er, at den ægger til Modstand, men som dog tilsidst kan seire. Ihvordan det nu skal gaae hermed, saa give Gud Dem den fulde Bevidsthed af det Kald, De har faaet til at tale med i de store Anliargender, og her er dog eet af de største, om end i vort Land ikke at de nærmeste — udvortes betragtet, — thi i den Skikkelse, De har givet det, bliver det dog for Enhver — det allernærmeste. Og saa give Gud Dem Kraft og Tid og Ro — til fremdeles at arbeide i Deres Kald, medens det er Dag!

Deres Bog har af og til ført mine Tanker hen til Lamartines Jocelyn, som jeg først for nylig har gjort Bekjendtskab med, da den bragtes mig i en smuk Oversættelse af en af Stiftets Præster. Her er en katholsk Præst, som i strengeste Lydighed mod sin Kirke lever inde i sig selv et ganske andet Liv, nemlig det, som Kirken har forbudt; eller har Kirken hun befalet om det Udvortes? Digteren, som ikke gjør Kirken nogen Bebreidelse, synes at mene det Sidste, og at saaledes er Alt i sin Orden!

Deres hjerteligt hengivne og taknemmelige
O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 30. Mai 1874

— — — —. Brandt har i Kirketidenden erklæret, at „Slaget ved Katechismen“ endnu ikke er og ikke maa være tilende ^*)Sé Dansk Kirketidende 1874, Nr. 18.. Dersom dette betyder, at en alvorlig Forhandling om Sagen, hvorved da Deres Sidste ikke kan blive udenfor, er ivente, kan man kun glæde sig over denne Bebudelse. Ogsaa jeg længes efter, at det maa komme til en Forklaring, hvortil saa Meget er forberedt. — — — Da jeg nylig var i Nærheden af Aalborg, besøgte jeg Kierkegaard, som trænger meget til at rives lidt ud af sin fortrykte Stemning, og jeg troer, det lykkedes mig at oplive ham. I et saadant Ærinde undgaaer man helst Differentspunkterne, men der faldt dog Leilighed til at komme i Nærheden deraf, da jeg søgte at gjøre det gjældende, at der er en Sandhed i den al Prof. Lyng o. Fl. bestridte dobbelte Igjenfødelse, nemlig naar derved forstaaes de to sammenhørende Sider af Eet og det Samme. Herpaa vilde K. ikke gaae ind, omendskjøndt han var bestemt imod, at Alt var færdigt i Daaben; han antog en fortsat Udvikling fra den Begyndelse, som er given i Daaben, uden at der i det bevidste Liv bliver Plads for Noget, som kan kaldes en afgjort Begyndelse; det vil altsaa sige: Livet her er i bedste Tilfælde en fortsat vedblivende Igjenfødelse, hvis Resultat ligger udenfor Tiden. Hermed vilde jeg nødig nøies; jeg meente, det maatte kunne komme dertil, at man ikke blot er „greben af Christus“, men selv kan sige: „jeg er det“, og dermed: „jeg er vis paa, at Intet kan skille mig osv.“; hvormed først det christelige Liv i s. 331den rette Betydning kan komme til at begynde; og jeg troer, at Luther har meent det Samme, skjøndt han neppe nogensinde har talt om Igjenfødelse i denne Betydning. Men i ethvert Tilfælde er der i K.s Opfattelse ethisk Alvor (maaskee i Slægt med hans Broders?), og dermed tillige en alvorlig Respect for og Trang til et Ord, som kan tale til os, saa vi kunne forstaae det, og som kan tale med Myndighed baade som Lov og Evangelium. K. er jo i mange Henseender ikke Grundtvigianer; men jeg troer, at der ogsaa hos mange ægtere Grundtvigianere rører sig en Tvivl, om det forholder sig rigtigt med Grundtvigs: „kun ved Badet og ved Bordet“. Det er da ogsaa iøinefaldende, at netop paa Daaben (Barnedaaben) kan dette ikke anvendes: „høre vi“ (det spæde Barn!), dersom det ikke kan skee ad en Omvei, fordi der er et andet Naademiddel, som kan føre os tilbage til vor Daab, — som De nylig har sagt: „Ordet til Alle“ først, saa kunne vi tilegne os „Ordet til os“. — — — —

Her leve vi i Forventning af et Kongebesøg, uden at vide noget Nærmere om Tiden, om det kunde træffe sammen med Landemodet, og hvorledes der da maa forholdes. Dog, det maa Tiden lære. — —

Deres hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Qvislemark, 2. Juni 1874

— — — —. De taler, kjære Biskop Laub, om „Forhandling“ med Grundtvigianismen, og synes at antage en saadan som forestaaende eller dog som mulig. s. 332Jeg troer, at dette beroer paa en Skuffelse. Disse Folk kunne og ville ikke forhandle og egne sig kun til paa „Vennemøder“ eller i almindelige, — — henkastede Udtryk at tale nedsættende om deres Modstandere og til Forherligelse af Grundtvigs Syner o. s. v. Det er min oprigtige Mening, at Grundtvig og Grundtvigianerne — hvor megen Bevægelse de end afstedkomme — alt i længere Tid ikke have været istand til at følge med Tiden, og ere et tilbagelagt Standpunkt, d. v. s. de ere ikke istand til at forstaae og at gaae ind i en Undersøgelse af de religieuse, kirkelige og theologiske Problemer, saaledes som disse i Nutiden mere og mere have givet sig Skikkelse. Grundtvigianismen kan kun kjæmpe mod Rationalismen og en forældet Skrifttheologie. Alt Nyere forstaaer den ikke, fordi Grundtvig selv ikke forstod det, og navnlig i nyere Theologie var fuldstændig uvidende. Dette er Hemmeligheden. De kunne kun den gamle Lectie, men ere fuldstændigt desorienterede, naar man kommer til dem med Synspunkter, hvorpaa der i den gamle Lectie ikke er tænkt. Forøvrigt er jeg ganske enig med Dem i, hvad De siger om Forholdet mellem Ord og Sacrament, og seer ikke rettere, end at det stemmer med, hvad jeg har fremsat derom i mit sidste Skrift. Hvad Katechismussagen angaaer, da have Kierkegaard og Monrad meget skadet Sagen ved deres tvetydige Holdning og principløse Piecer, thi i sig selv er denne Sag saa klar som Noget kan være.— — — — Det var mig en Glæde at ordinere Tobias Mørk. Men jeg er vistnok meget langt fra at mene, at der herfra skal drages nogen Analogie til Forholdene hos os. Men hvorfra komme disse phantastiske og barbariske Forslag om frie theologiske Faculteter, der i Grunden kun skulle s. 333give en Slags seminaristisk Dannelse, uden fra Grundtvigianismen? — — Det seer jo vistnok meget betænkeligt ud med vort theologiske Facultet. Clausen har, som De maaskee veed, indgivet sin Ansøgning om Afsked, og har i den senere Tid været syg. Til at erstatte ham er der ikke fjerneste Udsigt. Dersom det ikke stred mod Alt, hvad der er passeret mellem os og Tydskland, vilde det ene Rigtige være at indkalde en dygtig tydsk Theolog, som Norge i sin Tid gjorde med Caspari. Men det strider, som sagt, imod vore Præcedentser. Kunde man derimod faae en dygtig Normand eller Svensker, burde man tage ham. — — — —

Lev vel, kjære Biskop Laub, og skriv snart til Deres

H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 23. Juni 1874

Kjære Biskop Martensen! Deres sidste Brev modtog jeg paa en Visitats, og De var selv paa Visitats, da De skrev det. Jeg paaskjønner hjertelig, at De har taget Dem Tid dertil, og jeg beundrer Dem, fordi De har kunnet det. Jeg kan ikke følge Dem heri, hvor gjerne jeg vilde. Naar jeg er paa Visitats, maa jeg betragte den Tid, jeg faaer tilovers, som Hviletid baade for Legem og Sjæl; jeg trænger til Læsning, deriblandt Breve, naar Nogen under mig dem, — som gjerne maae være af alvorligt Indhold, ligesom det, jeg medbringer, er af den Art, som kan sætte mine Tanker i Bevægelse, og samle, ikke adsprede mig; ogsaa Brevene til mit Hjem ere saa korte og lapidariske som muligt. (Dersom De kan hvile s. 334ved at skrive, saa er ogsaa her Forskjellen imellem os den imellem at tale og høre, og lad det blive derved!) Jeg kan skamme mig over, at Aanden har saa lidt Magt over Legemet; men jeg føler, at jeg er bleven ældre. Ogsaa har min Maves Tilstand iaar været lidt besværligere end sædvanlig, og i Præstegaardene kan man ikke ganske undgaae at komme ud af den tilvante Levemaade. Dette maa De dog kun betragte som en Forklaring, ikke som en Klage. Jeg kan undertiden, naar jeg træder ud paa Kirkegulvet, have en Fornemmelse af, at jeg kunde falde om; men naar jeg er kommen i Aande, er det i Regelen aldeles glemt, og først bagefter mærker jeg, at jeg er træt. Saaledes kan jeg, for hvem Mad og Drikke er Noget, som jeg maa omgaaes med stor Varsomhed, erfare Lidt af det store Ord: „Min Mad er at gjøre hans Villie, som mig udsendte“, og det er fremfor Alt dette, som gjør, at jeg befinder mig saa vel paa disse Reiser, og kommer stærkere hjem, ja længes efter at begynde igjen. Jeg har da ogsaa faaet en Fornemmelse af, at Alderdommen kan lægge Noget ind i Talen og den hele Gjerning, som kan veie op imod Ungdommens Friskhed. Jeg kommer saa tidt til at tænke paa Mynster, da han holdt sit Jubilæum i Stilhed ved at visitere hos sin Brodersøn i Valløby og jeg var med ham i tre Kirker efter hinanden, paa denne Fasthed og Kraft og næsten ungdommelige Friskhed, hvormed han færdedes i Alt. Og dog bemærkede jeg, da han kom om Aftenen og stod ud af Vognen, et Øieblik en Bevægelse i Benene (han var vel henved en halv Snees Aar ældre end jeg nu), som om ogsaa han kunde falde. Jeg har saa tidt tænkt herpaa, og trøstet mig ved denne lille, maaskee af ingen Anden bemærkede Mindelse om, at der er ingen s. 335ægte Kraft uden i Skrøbelighed, som stadig beseires, og at det er noget Herligt, naar denne Skrøbelighed saa lidt kommer tilskue. Og har jeg nu talt Mere om min, end jeg skulde, saa tilgiv mig; jeg er kommen ind i noget Andet, end jeg egentlig vilde.

For Indholdet af Deres Brev skal De have en hjertelig Tak; det var af den Art, jeg trænger til. Det er mig altid en Glæde at læse, hvad De skriver saa aabent og klart; men jo mere jeg føler, at saaledes kan jeg ikke skrive, desto lettere kan der da tillige paakomme mig en Frygt for, om jeg har skrevet saaledes, at det kunde forstaaes. To Misforstaaelser vilde jeg nødig have givet Anledning til. Den ene: at jeg ved en Forhandling med Grundtvigianismen havde tænkt paa et Compromis, hvorved Noget af Sandheden skulde opoffres eller stilles hen som indifferent. Hvad jeg har meent, er lige det modsatte; jeg trænger til, at det Meget, som er mig uklart, maa komme til Klarhed, saa jeg kan see den rette Sammenhæng deri, saa jeg i en Debat, ikke med Andre, thi dertil kommer det neppe med mig, men i mine egne Tanker, kan forstaae, hvad der menes fra den anden Side, og være min Modstanders Sagfører saavelsom min egen, hvad jeg dog ikke kan uden at forstaae ham. Den anden: at der af Dem skulde forlanges eller ventes Mere, end hvad De allerede har gjort. Allerede i Deres Dogmatik, som jeg stadig beskjæftiger mig med, og da gjør den Erfaring, at der i det, man længe har kjendt, kan være saa Meget, som man nu først forstaaer, fordi nu trænger man dertil (den var med mig, da jeg fik Deres sidste Brev), allerede i den kan jeg finde i Grundtrækkene, og her i Sammenhængen med Deres hele Christendomsopfattelse, Alt, hvad De siden videre har udviklet, s. 336og fornylig igjen under en ny Belysning. Dette maa med Rette være Deres sidste Ord indtil videre. Fra denne Side trænger jeg ikke til Mere, — men fra den anden: jeg trænger til, at Grundtvigianismen skal selv sige mig, hvad den er. og hvad den mener, ikke med et eller andet Stykke, men med det Hele i dets Sammenhæng i sig og med det, hvori den vil blive i Enighed med os Alle. Katholicismen kan jeg forstaae; jeg kan see, hvor det er, vi bøie af fra hinanden, og hvor vi maae mødes igjen, dersom det skal komme til en Enighed, hvorved de tilbageblivende Differentser virkelig kunne blive indifferente. Men saaledes kan jeg ikke forstaae Grundtvigianismen. Naar jeg læser, hvad Kragballe nylig har skrevet i Anledning af Deres Skrift, om den store Betydning, som Ordet udenfor Sacramenterne har for Grundtvigianerne, saa taler han jo som En af os Andre; alligevel veed man, at „det lille Ord“ er ham Et og Alt, og at han er enig i, hvad der siges i de tre tilføiede Prædikener af Grundtvig, hvor Meningen er utvivlsom. Hvorledes skal dette forstaaes? Vel venter man ikke megen Klarhed af Kragballe, men kan man troe, at en af Grundtvigs fortroligste Disciple paa dette Punkt kunde være i Vilderede? Og noget Lignende kan man tidt støde paa i Grundtvigianernes Udtalelser eller Praxis. Og nu af en anden Art: Jeg kjender en Mand, der saa exclusivt som Nogen slutter sig til Grundtvigianerne, kun, siger han selv, ikke i Theorien om Troesbekjendelsen. Men hvorledes kan han da være Grundtvigianer? De har engang sagt, at dersom Grundtvigianismen- indeholder noget virkelig Nyt, saa maa den vise det ved at give os en Dogmatik. Det er, om ikke ganske dette, jeg trænger til, — thi til Dogmatiker er ikke Enhver kaldet —, saa dog til en Fremstilling, s. 337som den maa kunne gives af Enhver, der kan føre en Pen, hvori det jævnt og klart siges, saaledes at det til en vis Grad ogsaa kan forstaaes af Udenforstaaende, hvad Grundtvigianismen er, hvorledes den vil forstaaes i sin hele Sammenhæng, og hvad den viser fra sig som stridende herimod eller som uberettiget Misforstaaelse af dens Ord. Er det noget Umuligt, jeg forlanger? — saa maa jeg finde mig i at undvære det; men det falder mig ikke let. Hvorledes kan man vedblive at virke i Forening, naar man i det, der erklæres for det Væsentlige, slet ikke kan forstaae hinanden?

Dette med Hensyn til min egen Trang; men der er endnu et andet Hensyn, som ligger mig nær. En Præst har fortalt mig om en Samtale, han havde havt med en norsk Præst, hvori denne havde yttret, at der ikke vare andre levende Præster i Danmark end Grundtvigianere og Halvgrundtvigianere; det syntes, som om den danske Præst vilde regnes til de Sidste. Disse Halvgrundtvigianere ere formodentlig Saadanne, som ikke have gjort det sidste Skridt ved at tilegne sig Læren om „det lille Ord“. Men hvad er det da ved Grundtvigianismen, hvoraf de tiltrækkes, naar det ikke er det, hvori den har sin Rod? Vil man her anvende den Grundtvigske Adskillelse imellem Livet og Lyset, saa maa det vel være Livet, som tiltrækker dem; men da maatte jo ogsaa den Grundtvigske Lære om Livsordet være dem velkommen.

Hvad er det, som holder dem tilbage fra „det lille Ord", og holder dem fast ved „Guds Ord“ i den gamle Forstand? Ogsaa her er mig meget Gaadefuldt. Men skulde dog ikke disse selv komme til at føle det Mislige og Uhyggelige i deres Stilling, hvori der dog ikke kan hviles, og til at foranledige en Forhandling med deres s. 338nye Venner, efterat de have tabt Tilliden til deres gamle? skulde da ikke Grundtvigianismen selv føle en Trang til at oplade sig og tale forstaaeligt for dem, som saaledes nærme sig den? At Grundtvigianismen skal faae nogen Betydning for Udviklingen af de kirkelige Forhold i det Store, det troer jeg ikke; med den theologiske Side af Sagen vil den jo ikke have Noget at gjøre. Men derfor kan den dog faae stor Betydning for Forholdene herhjemme, som den allerede har havt; den har jo, efter at Valgmenighedsloven udkom, viist, at den kan komme endnu videre, og man seer, at af de Unge flere og flere blive Grundtvigianere eller Halvgrundtvigianere. Hvorledes det vil ende, kan dog ikke beregnes. Det kan komme dertil, at det Nye og det Gamle maa skilles ad; og det behøver ikke at skee paa nogen formel Maade, det kan skee ved en successiv Opløsning af Folkekirken, indtil -det er naaet til en Tilstand, hvori man grupperer sig, som man vil, og kun bryder sig om sin egen lille Flok. En Skilsmisse er i ethvert Tilfælde noget Sørgeligt, og vil medføre Forvirring og Usikkerhed; men især dersom noget Afgjørende skulde komme snart og uforberedt, maatte man da ikke være bekymret for de mange Halve, som skulde vælge uden at vide, hvad de gjorde? Og vilde det tilsidst dog ikke være tungt for os Alle at maatte skilles ad uden nogen foregaaende Forhandling, — paa hvem end Skylden herfor maatte falde, — hvorved det i det Mindste var kommen til Enighed om, at dette Skridt var nødvendigt?

Her, kjære Biskop Martensen! har De mine Klager og Længsler; men hermed ender jeg ikke. Jo mere jeg maa troe, at De vil faae Ret, naar De lukker mig Udsigten til det, jeg seer efter, desto mere vil jeg lægge s. 339Alt i hans Haand, som ikke vil lade det komme til det sidste store Enten-Eller, førend Alt er gjort klart. Han lære mig ret at forstaae det Ord: „Sandheden tro i Kjærlighed“, d. v. s. forstaae, at en Troskab mod Sandheden, som glemmer Kjærligheden, er Intet værd, men at ogsaa en Kjærlighed, som ikke er tro mod Sandheden, kan ikke være den ægte! — — — —

Til det Uhyggelige i Tiden hører de politiske Tilstande, som ogsaa have deres Deel i, hvad der i kirkelig Henseende trykker. Nu er det da bragt til en Ministercrisis, som længe var forudseet, specielt med Hensyn paa de To, Krieger og Hall. Ihvor lidt tilfredse vi mangen Gang have været med Hall som Gultusminister, saa kunne vi dog ængste os for at faae en Afløser, som vi nødigere ville have. Jeg har endnu ikke seet Nogen nævne. Det er maaskee denne Crisis, som gjør, at Kongens Reise endnu ikke kan bestemmes; kun synes det, at hans Besøg i Viborg (eller Leiren herved) vilde falde sammen med Landemodet, hvad maaskee kunde blive lidt besværligt. Kronprindsen, som er kommen, veed Intet, men troer, at, den øvrige kgl. Familie følger med. Kronprindsen synes at vinde Alle ved sit ligefremme Væsen og sin ualmindelige Hukommelse for Alt, hvad der angaaer Enkelte. Han har sagt, at han følte sig saa vel ved at faae Noget at bestille.

Levvel, kjære Biskop Martensen! Hold Dem fremdeles rask, og tænk med Deres i en lang Aarrække prøvede Venskab paa

Deres O. Laub.

Ogsaa De hører til dem, hvem jeg skylder mere end de Fleste.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 30. Juni 1874

Kjære Biskop Laub! Vor i sig selv uvæsentlige Differents om Grundtvigianismen lader sig formulere saaledes: at De har nogle Grader Optimisme mere end jeg, eller, hvad der er det Samme, at jeg har nogle Grader Pessimisme mere end De i Opfatningen af dette Phænomen. Jeg haaber alt Godt om de enkelte Grundtvigianere, blandt hvilke jeg kjender Flere med elskværdige Egenskaber. Men om Grundtvigianismen som Partiretning haaber jeg Intet. Som saadan staaer den for mig som noget Udlevet, der ikke har nogen Productionskraft, og derfor heller ingen sand Fremtid, om den end vedbliver at fortsætte sin Tilværelse, og ved politiske og nationale Tilsætninger, især naar den har Leilighed til at opponere mod Autoriteter, kan frembringe et vist Røre. Men nogen aandelig Fremtid har den ikke. I Aandens Verden er den dømt — jeg mener det, som gjør Partiet til Parti, især da Opdagelsen og den nye Reformation —, og det ligger klart for Dagen, at den er afmægtig til at forsvare sig. De mener derimod, at den i ethvert Tilfælde dog maa kunne sige os, hvad den er og hvad den vil, og at det vilde være tungt for os Alle at skilles ad uden nogen foregaaende Forhandling. De antager dermed, at den er skikket til at forhandle. Dette antager jeg ikke. Dens Væsen er Uklarhed og Halvmørke. Dens Tilhængere, der som Følelses- og Gemytsmennesker kunne være meget elskværdige, ere magelige og utilbøielige til Tænkning. Videnskab og Theologie foragte de og haabe ved denne Foragt at blive deelagtige i Grundtvigs Genialitet. Men kan der føres nogen virkelig Forhandling s. 341uden Theologie? Dersom jeg her har udtrykt mig noget skarpt, vil De, kjære Biskop Laub, forstaae det Sagte cum grano. En Skilsmisse fra Grundtvigianerne frygter jeg ikke. Vi kunne godt blive sammen med dem, og selv træde de ikke ud, hvortil de hverken have Kraft eller Mod. Mere og mere vil Eensidigheden falde af, de Bedre ville efterhaanden smelte sammen med den lutherske Kirke; indre Uenighed vil bidrage til at opløse Partiet som Parti. Om der skal sættes en Dæmning for de Magter, der true Folkekirken med Opløsning, vil efter min Formening beroe derpaa, om der kommer et andet System i Staten, om en conservativ Aand atter kommer til at gjøre sig gjældende i Staterne. Kun naar dette skeer, hvilket ogsaa vil medføre en Omdannelse af Statsforfatningerne — en Afskaffelse af den almindelige Stemmeret og en med denne Afskaffelse sammenhængende Reaction mod den eensidige Individualisme —, vil der være Udsigt til Folkekirkernes Bestaaen. I modsat Tilfælde, — naar den nuværende siden 1848 fulgte Retning og Bevægelse vedbliver, vil der mere og mere udbrede sig Opløsning ikke blot i Kirke, men ogsaa i Stat. Saaledes staaer det for mig, om jeg end her kun i stor Korthed har kunnet antyde min Opfatning.

At man bliver ældre — hvad De berører i Deres Brev — er jo en Følelse, for hvilken Ingen af os kan unddrage sig. Dog tragte vi jo efter at modarbeide Tidens forældende Magt og efter den daglige Fornyelse i det indvortes Menneske. Ganske og af inderste Hjerte samstemmer jeg med, hvad De saa sandt siger, at der er ingen ægte Kraft uden i en Skrøbelighed, der stadigt beseires, og at det er noget Herligt, naar denne Skrøbelighed ikke i nogen synderlig Grad kommer tilskue. s. 342Meget har glædet og været mig til Bestyrkelse, hvad De siger om Dem selv, saavelsom hvad De meddeler om Mynster paa hans sidste Visitats i Valløby. Om Træthed og Fatigue paa Visitatser kan jeg ogsaa tale Noget med. Men derom beder jeg, at Herren, om han end ikke fritager os for den vedvarende Kamp mod Skrøbeligheden, dog vil bevare Arbeidskraften til det Sidste. —

Deres af Hjertet hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 6. Juli 1874

Kjære Biskop Martensen! Da jeg var kommen hjem fra en lille Visitats her i Nærheden, fik jeg Deres sidste Brev, som jeg har læst og læst om igjen med Glæde og Taknemlighed for Deres trofaste Venskab. Der er mig altid noget inderlig Beroligende ved at see og fornemme den Ro, hvormed De tager paa Alting, det klare Blik, hvormed De omfatter det Hele og veed at stille Hvert paa sit Sted, hvorved De og bliver istand til at „formulere“, hvad jeg tilsidst maa erkjende som mine egne Tanker. Hvad De siger om vort forskjellige Forhold til Grundtvigianismen, kan jeg ganske gaae ind paa. Min Optimisme bestaaer i, at jeg har ventet af Grundtvigianismen selv en Forklaring af, hvad den er og hvad den vil, saaledes at jeg kunde forstaae den; hertil, siger De, har den hverken Evne eller Tilbøielighed. Og jeg maa sige mig selv, og har vel ogsaa gjort det tidt nok, at en Forklaring i Ordets inderste Betydning kan jeg ikke vente af den, da det, hvorom jeg hverken kan eller vil blive s. 343enig med den, tilsidst dog maa vedblive at være mig uforstaaeligt, — da Forstaaelse i den rette Betydning er Enighed. Med Hensyn paa adskillige underordnede Punkter kunde der maaskee paavises mig en Sammenhæng med, hvad man selv vil kalde det Væsentlige i Grundtvigianismen; men dermed var jeg jo ikke hjulpen videre, naar det, der skal holde det Hele sammen, ikke var blevet klarere. Og De maa jo mene, at ikke heller dette kunde opnaaes, fordi der ikke er nogen klar, sig selv bevidst Sammenhæng i det Hele, hvorfor De ogsaa mener, at det gaaer en Opløsning imøde, hvortil indbyrdes Uenighed vil bidrage Sit. Ogsaa for mig har det tidt maattet staae, som om Grundtvigianismen kun virker som en mystisk, halv physisk Magt og, ihvor tidt „Lyset“ nævnes, tager dette med paa samme Maade, eller — som det maaskee ogsaa kunde kaldes — noget vist Lyrisk, hvori Ordene (ogsaa „Ordet“ hører til det stærkt Betonede) gjælde som Toner. Jeg har hellerikke med Grund kunnet vente, at Nogen vilde paatage sig at svare i Grundtvigianismens Navn, da Grundtvig, til hvem man vilde henvise, ikke er her mere, og, da han var her, endte med heller ikke at ville svare. Dengang ventede ogsaa De selv, kjære Biskop Martensen, en Forhandling, og længtes efter den, nemlig med Manden selv, hvad jo ogsaa vilde havt en ganske anden Betydning end en Forhandling nu, og det var mig en svær Skuffelse, da den Forventning maatte opgives. Nu bør det jo falde mig lettere at gjøre den samme Erfaring igjen; og naar det alligevel falder mig svært, saa vil det ikke undre Dem, der veed, med hvilken Glæde jeg har modtaget Deres sidste Skrift, ogsaa den Deel der handler om Grundtvigianismen. Hvad der for mig var saa klart og over s. 344bevisende, maatte jeg dog ønske, ja haabe, ikke skulde gaae uden al Virkning Dem forbi, hvem det nærmest angik. Jeg kunde ikke tænke mig, at hvad De har sagt om Grundtvigianismens Forhold til Katholicismen, til den katholske Sikkerhed og de katholske Garantier, eller om Forholdet mellem Guds Ord til den Enkelte og til Alle, det Sidstes Uundværlighed for det Første, dette, som maa erkjendes at gribe ind i Grundtvigianismens inderste Væsen, ikke skulde opfordre til noget Gjenmæle, noget Forsøg paa en Forklaring, som naturligviis ikke vilde føre til nogen Forstaaelse i sidste Betydning, men dog til en Skjærpelse af Overveielsen, især hos dem, som færdes paa et Mellemgebeet. Nu maa jeg troe med Dem, at det bliver til Intet, og at hvad der kunde være kommet, ikke var blevet mig til Gavn. Forsaavidt jeg tillige havde tænkt paa den Nytte, en Forhandling skulde have for Andre, maa jeg troe, at heller ikke dette var blevet, hvad jeg meente; og med Hensyn til Deres Skrift maa jeg trøste mig med, at der er ogsaa en Virkning i det Stille, hvis Frugter ikke sees, eller maaskee engang, naar De og jeg ikke ere her længere. Det Hele kan vel og siges saaledes: Hvad De vil, det er, at jeg skal ikke hengive mig til Illusioner, hvorved jeg bliver skuffet, men hengive Alt, forstaaet eller uforstaaet, i Guds Haand, og det er et Raad, som jeg gjerne tager imod, og i enhver Sag befinder mig vel ved at følge.

Ja, kjære Biskop Martensen, jeg vil tilegne mig Deres Pessimisme, — men da tillige Deres Optimisme. Thi det hører til det Glædelige i Deres Brev, hvorved De lægger en særlig Vægt i Deres Betragtning af Tingene som værd at optages, at i det Følgende, med Hensyn til det, som s. 345lettest kan bringe til at besvære sig over det, der maa bæres idag, og bekymre sig for det, der kan komme imorgen, — bliver det Forhold, hvori De i denne Sag har stillet os To, vendt om, saa jeg bliver Pessimisten og De Optimisten. „En Skilsmisse fra Grundtvigianerne frygter De ikke; De mener, vi kunne godt blive sammen med dem, og selv træde de ikke ud; mere og mere ville Eensidighederne falde af, og de Bedre ville efterhaanden smelte sammen med den lutherske Kirke“. Denne Formening grunder sig paa Deres Opfattelse af Grundtvigianismen som aandelig dømt og udlevet, uden Fremtid, uden indre Sammenhold, udsat for en Udstykning i Partier. Jeg kan ikke sige Dem, hvormeget disse Udtalelser have glædet mig, thi her har jeg været Pessimisten. Grundtvigianismen var mere og mere bleven mig et uhyggeligt Phænomen. Jeg kan ikke klage paa egne Vegne over Sammenstød med den, navnlig fordi jeg ingen Deel har taget i den offentlige Forhandling, og med de enkelte Grundtvigianere er jeg næsten altid kommen godt ud af det. — — — Men jeg maa gjøre Forskjel paa den ældre og den yngre Slægt. For de ældre Grundtvigianere var Grundtvigianismen ikke Eet med Christendommen; de meente oprigtig, hvad der endnu kan siges, uden at man altid veed, hvad Enhver, som siger det, i Praxis vil lade gjælde. Ihvor stor Betydning Grundtvigs Lære kunde have for dem selv, saa betragtede de den dog som Noget, der ikke kunde paanødes Alle, og ikke maatte fjerne lutherske Christne fra hverandre. Jeg tænker især paa to Præster, med hvem jeg som Præst i Fyen i en halv Snees Aar omgikkes meget og gjerne, den afdøde Agerbek og den noget ældre Leth i Horne; – – – med dem kunde jeg tale s. 346frit og virkelig fortroligt om Alt, uagtet Differentsen imellem os ikke blev dulgt og tidt kom til Forhandling. Ogsaa herovre har jeg truffet en saadan Præst, hvem jeg vil kalde en Gammel-Grundtvigianer, skjøndt han er yngre end jeg. Med den yngre Slægt af Grundtvigianere har det sig lidt anderledes, skjøndt mit Forhold til de Enkelte i Grunden ikke er forandret; man mærker dog langt mere, at man har ikke blot med Enkelte at gjøre, men med en Corporation, og dermed faaer Differentsen, selv naar den ikke berøres, en anden Betydning, der er altid et mørkt Punkt, som trænger til Lys, og det angaaer noget Væsentligt, da det saaledes kan skille ad. Saaledes er Trangen opstaaet hos mig til en „Forhandling“, som sjældent virkelig er bleven til, og endnu sjældnere har ført til Noget. Der er efterhaanden kommen Meget ind i, eller frem af Grundtvigianismen, som man i Begyndelsen ikke kjendte; men fornemmelig er Tilbøieligheden altid bleven stærkere til at slutte sig sammen, udgjøre et særskilt Samfund og træde frem som saadant, navnlig ved Sacramenterne, som dog skulde være det Fælleds og Forenende. Og saaledes er jeg da kommen til at anstille sørgelige Betragtninger over, hvorledes dette maatte ende, om vi kunde blive sammen, om der forestod en Skilsmisse, og hvad der da vilde skee med de Mange, som hverken vidste ud eller ind. Kjære Biskop Martensen, jeg tør ikke indestaae for, at jeg strax kan lære at finde mig ret i, hvad der tidt har ligget tungt paa mig; men Deres Ord har gjort et stærkt Indtryk paa mig og aabnet mig en langt lysere Udsigt, end jeg kunde øine, og derfor tvivler jeg ikke om, at jeg ganske vil kunne tilegne mig den og gjennemføre den i Sandhed. Jeg kan ret glæde mig over, at denne Sag s. 347er bleven Gjenstand for en Brevvexling imellem os, som vil blive af varig Betydning for mig, og hvori De har beviist, at De ikke let bliver træt af mig.

Hvad De skriver om vor Folkekirkes og overhovedet om Folkekirkernes Fremtid, om det skal kaldes pessimistisk eller optimistisk, det veed jeg ikke, og De selv formodentlig ikke heller; det maa beroe paa, hvad det bliver til med den Betingelse, som De nævner, den Reaction i det Politiske og i den hele Tænkemaade imod den eensidige Individualisme, hvoraf De gjør baade de nuværende Folkekirkers og Staters Existens afhængig. Jeg kan ikke see Andet, end at De har Ret i, at Stater og Kirker her maae dele Skjæbne, og at den Aand, som har regjeret i de sidste Decennier, vil føre til en Opløsning af alt Bestaaende, dersom ikke et andet Veir vil komme til at blæse. Men hvorfra skal det komme? De vil vel svare: det veed Ingen, saa lidt som naar og om — i den timelige Betydning, thi at det tilsidst vil ende med en grundig og uimodstaaelig Reaction, det veed vi. Det kunde synes, som om Forsynet havde bestemt Preussen til at reagere mod det Revolutionaire og Individualistiske; men den nuværende preussiske Kamp imod Pavedømmet er et Tegn, som jeg ikke forstaaer at tyde; den synes at gjøre Front til den modsatte Side, thi Romerkirken er ikke Individualismen; det synes, som om Conservatismen og Reactionen her møder sig selv i to modsatte Skikkelser. Men saa er her igjen den Tvetydighed, at begge Monarcherne, baade Paven og Keiseren, synes at maatte støtte sig til Folket og Fleertallet, det Tal, hvori Folket vil dele sig for den Ene eller den Anden, og at de saaledes Begge synes at maatte bringe den Magt op, som de Begge ville holde nede. Jeg forstaaer s. 348slet Intet i denne Tid. Men om ogsaa Alt skulde føres ind i Hvirvelen, alle de særlige Kirkeskikkelser med, saa veed vi, at Kirken selv, den kan ikke forgaae, den vil komme desto herligere frem igjen efter ethvert Uveir.

Om 8 Dage bliver her Landemode med en Provsteindsættelse. Imidlertid vente vi paa, om og naar Kongefamilien kommer. Det vil maaskee beroe paa, om Ministercrisen kan komme til Ende. Ja, ogsaa Kongen har svære Tider at gjennemgaae.

Gud være med os Alle!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Nørre-Jernløse, 12. Juli 1874

Kjære Biskop Laub! Deres Brev har atter truffet mig paa Visitats. Det har gjort mig en stor Glæde. Særdeles træffende finder jeg, hvad De siger om Grundtvigianismen, at den virker som en vis mystisk, halv physisk Magt. Dette er slaaende sandt. Jeg kjender selv denne dunkle, mystiske Magt fra tidligere Ungdomsindtryk. Dog lærte jeg snart at kunne sige til Grundtvig:

„Du hast die Kraft mich anzuziehn besessen,

Doch mich zu halten hast du nicht die Kraft“.

Hiin mystiske Tiltrækningskraft hænger sammen med Grundtvigs poetiske Natureiendommelighed, med den romantiske Skole og Naturphilosophien, af hvilken Grundtvig i dette Aarhundredes Begyndelse modtog et uudsletteligt Indtryk gjennem Steffens, et Indtryk, der i langt høiere Grad er vedblevet at udøve sit Herredømme over s. 349ham, end han selv vilde være ved, og hvorom Partiet Intet aner. Den hænger ligeledes sammen med den Apotheose af „Geniet,“ af „den store Aand,“ som i hiin Tid var gjældende, hvor det hørte med til Geniets Særkjender at trodse og haane den almindelige Menneskeforstand, medens dets Orakler kun kunde forstaaes af de Indviede. Steffens og andre udmærkede Mænd kom efterhaanden bort fra denne Gultus, idet de bleve ethiserede; men Grundtvig, som aldrig er bleven ethiseret, har vedligeholdt den især for sit eget Vedkommende, og under vore smaae Forhold er det bedre lykkedes, end det vilde være lykkedes under større Forhold. Men i Længden gaaer det ikke. Sandheden er større end selv det største Genie, og Tidens Gang beskriver langt mere omfattende Baner end en enkelt Partiretning. Grundtvig selv har i de sidste Decennier været aldeles afsluttet i sine egne Anskuelsers Ufeilbarhed, og kun hvilet paa de Laurbær, Partiet havde tilkjendt ham, og Aar for Aar paany bragte ham. Men Tidens mægtigt susende Hjul siger til Alle uden Undtagelse: Ydmyger Eder! Vaager og beder!

Min optimistiske Anskuelse om vort fremtidige Forhold til Grundtvigianerne troer jeg, vi trygt kunne fastholde. Noget Indgribende ville de ikke gjøre. De kunne vistnok gjøre noget Qvalm med Psalmebogstillæg, en eller anden ny Valgmenighed, kunne vedblive at gjøre Forsøg med deres Høiskoler, hvori der er en Idee, som de paa ingen Maade er istand til at give virkelig Skikkelse; de kunne ligeledes vedblive at opponere mod det theologiske Facultet og forsøge, forhaabentlig forgjæves, paa at faae Præsteseminarier oprettede. Men saare meget af dette gaaer for mig op i det almindelige Anarchie, s. 350hvori vi befinde os, hvilket Anarchie maaskee vilde være langt værre og fjendtligere mod Aanden, dersom vi ikke havde Grundtvigianerne. I Kampen mod Vantroen ville de Bedre af dem mere og mere slutte sig sammen med os eller dog betragte os som Brødre, som vi dem. Det Specifiske i Theorien vil mere og mere visne hen. Denne min Anskuelse vilde jeg kun kunne forandre, dersom jeg saae nye Potenser at fremkomme i Grundtvigianismen, nemlig en kraftig Hævdelse af „Opdagelsen“ og en videre og frugtbar Udvikling af denne. Men her ere de jo aldeles afmægtige. Deres oprindelige Stilling er jo den offensive — Grundtvig selv er altid gaaet angrebsviis tilværks —, og nu ere de aabenbart trængte tilbage til Defensiven. Og hvorledes defendere de sig? — I „Kirkespeilet,“ er Grundtvig vistnok vedbleven at gaae angrebsviis tilværks, ja han angriber jo Alt, hvad der ikke er hans Eget. Men ved dette Værk — hans Testamente — synes Grundtvigianerne jo at skamme sig (en anseet Grundtvigianer sagde mig privat: „det er en Prostitution!“). Hvad betyder det, at de ikke vove at oplægge det paany, skjøndt det er udsolgt; at Ingen har vovet grundigt at anbefale det og at bekjende sig til de der udtalte Anskuelser? Summa Summarum: Efterat det længe har været paa Heldingen med Ideerne, ere disse nu udtømte eller forvandlede til Carricatur. Der er ikke mere Olie i den mystiske Lampe.

Dersom jeg her, kjære Biskop Laub, har trættet Dem ved en ny Expectoration mod Grundtvigianismen, bærer De selv Skylden ved Deres fortræffelige Udsagn, at Grundtvigianismen virker som en „vis mystisk,“ halv physisk Magt, og som noget vist „Lyrisk,“ hvor Ordene s. 351virke som Toner og Klange. De gav mig herved en ny Impuls. — — —

I Roeskilde læste jeg Monrads politiske Breve. De ere vel skrevne, og den politiske Genre synes jo at være den, hvor han bevæger sig meest i Overeensstemmelse med sin Natur. Dog vidner Stiil, Fremstilling og den lette, ofte ironiske Tone mere om en talentfuld politisk Journalist, end om en forhenværende Conseilspræsident, der er gjennemtrængt af Sagens høie og tragiske Alvor. Noget Substantielt har jeg ikke fandet deri, men vel meget Accidentelt. Overbevisende Kraft har det ikke for mig, og Hegermanns Skrift forekommer mig at være langt solidere.

Det skal gjøre mig ondt, dersom Hall gaaer af som Cultusminister. Just fordi han aldeles Intet kan sætte igjennem ved Rigsdagen, vil jeg beklage hans Bortgang. Jeg antager nemlig, at Alt, hvad der under disse Forhold kan sættes igjennem, er fordærveligt. Men det kan vel være, at Hall er saa fortrædiget og kjed af sin Stilling, at han vil bort. Den hele Situation er høist beklagelig. Men denne Situation vil — ogsaa under andre Ministerier — vedvare, saalænge vi vedblive at staae paa den almindelige Stemmerets løse Basis, paa hvilken Intet kan komme til at staae fast. — — —-

Og hermed maa jeg slutte. Det er snart Sengetid. Paa Visitats gaaer jeg i Seng Kl. 10. Gud med os!

Deres hjertelig hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 31. Juli 1874

Kjære Biskop Martensen! Siden jeg modtog Deres sidste Brev, have vi her havt Landemode, Kongebesøg, og jeg har været paa en lille Visitatsreise, Alt Slag i Slag, og De kjender mine Skrøbeligheder under saadanne Omstændigheder. Ellers skulde De tidligere have havt min Tak for dette Brev, atter skrevet paa en Visitats — umiddelbart efter mit sidste! Ja en rigtig hjertelig Tak, som for noget af det Bedste, De kan give. Tro kun ikke, at De nogensinde kan trætte mig, selv om De kun i det Væsentlige gjentager Tanker, som De tidligere og oftere har udtalt! Der er dog i hvad De skriver en Friskhed, et Væld lige ud af Kilden, saa at det Gamle bliver nyt; og jeg har i hele denne sidste Brevvexling imellem os dog ikke meent at ville have noget Nyt af Dem — saa maatte jeg have vendt mig til en Anden — kun det Gamle paany, og det har jeg rigelig faaet. Men derfor har ogsaa det Hele „funklet af Nyhed“ af Bemærkninger, som i denne Skikkelse vare nye, f. Ex. i det sidste Brev om den Magt, hvormed Grundtvig har kunnet tiltrække — ogsaa Dem, men ikke holde fast. Noget Lignende har jeg erfaret, dog vist paa en anden Maade: jeg følte Tiltrækningskraften, men blev bange for den og holdt mig paa Afstand. Jeg har aldrig personlig været i nærmere Berøring med Grundtvig, end naar han stod paa Prædikestolen i Frelsers Kirke, og selv det ikke ofte. Det havde udentvivl været mig sundere og gavnligere, om jeg var bleven ved, indtil jeg kunde gjort mig Rede for, hvorfor han ikke maatte holde mig fast; men der er Mere fra de Aar, som jeg senere har maattet fortryde, at jeg ikke indlod mig mere med, medens den s. 353rette Tid var, som nu vel ikke ligger heelt udenfor min Horizont, men dog ikke staaer der som noget Oplevet. Det frie Forhold, hvori De er kommen til Grundtvigianismen, beroer vist for en stor Deel paa, at De har levet med Grundtvig. Der er en anden Bemærkning i Deres Brev, som har interesseret mig meget: at „det Anarchie, hvori vi befinde os, maaskee vilde være langt værre og fjendtligere mod Aanden, dersom vi ikke havde Grundtvigianerne.“ Det troer ogsaa jeg; den Magt, som Grundtvigianismen i lang Tid har havt over en stor Deel af Almuen, har dog været brugt til at hæve denne over det blot Materielle; og den Alliance, som en Deel af Grundtvigianerne har indgaaet med dem, der ville føre nedad, vil maaskee allerede i dette Efteraar føre til et Schisma (der fortælles, at P. Rørdam har erklæret ikke at ville komme til Vennemødet, dersom han der skal træffe F. Boisen). Men nu maa heller ikke jeg dvæle længere ved denne Materie. Og derfor kun endnu engang Tak for den Tid, hvori der har været forhandlet imellem os! Der er herved kommen en Episode ind i vor Brevvexling af en for mig uforglemmelig Betydning, og det ikke blot som et af de stærkeste Vidnesbyrd om Deres trofaste Venskab; denne lille Samling af Breve, som ere komne snarere efter hinanden end sædvanlig, og endda af større Omfang end sædvanlig, vil jeg regne til det Bedste, jeg har fra Dem; hvorved jeg endnu maa gjøre Dem opmærksom paa, at naar De i Deres sidste Brev har sluttet Dem til nogle Ord af mig, saa har jeg ikke skrevet Andet, end hvad jeg for 10 Aar siden har læst, næsten totidem verbis hos Dem. Jeg veed vel, det kan gaae mig saaledes, at naar Noget ret er gaaet ind i mig, da kan jeg bruge det som mit Eget, uden at det s. 354er mig klart, hvor jeg har det fra. Naar jeg da griber mig heri, bliver jeg lidt undseelig tilmode, dog ikke anderledes, end at jeg med al Skamfuldhed over min utroe Hukommelse dog føler en Glæde over, at det, hvormed noget Saadant kan hænde mig, dog virkelig maa være blevet mit Eget. Men kjære Biskop Martensen, det er altid dog en stor Deel af Glæden, at komme sin Gjæld ihu. Naar Herren kræver Rente af det betroede Pund, kan der kun gives ham hans Eget tilbage. Kun dette vil han have, men efterat det er blevet en Andens og derved fordobblet, hvorved ogsaa Glæden bliver Tos („gak ind til min Glæde!“). Et lignende Forhold maa jo og bestaae mellem Tjenerne indbyrdes, — den ædleste communio bonorum. — -— — —

Monrads politiske Breve kjender jeg endnu kun fra Bladartikler; men hvad De skriver, at „den politiske Genre synes at være den, hvori han bevæger sig meest i Overeensstemmelse med sin Natur,“ og at „Stiil og Fremstilling vidner mere om en talentfuld politisk Journalist end om en forhenværende Conseilspræsident, der er gjennemtrængt af Sagens høie og tragiske Alvor,“ — svarer ganske til det Indtryk, jeg altid paany faaer af denne Mand. Det, jeg altid savner hos ham, er dette „qvorum pars fui,“ — hvorved jeg ikke mener, at Sagen er ham ligegyldig, at han ikke tager paa den med Alvor, ikke vil frembringe Noget, men at jeg lades i Tvivl, om Sagen i inderste Betydning er hans egen; det er mig, som om han staaer udenfor den og opererer med den, tildeels experimenterer, combinerer og beregner, for at komme efter, hvad der er i den og kan bringes ud af den. Saaledes gjør man ikke med det, hvori man lever og som umiddelbart gjør sig gjældende. Det er, som s. 355om han altid trænger til at virke i Sagen og aldrig kommer til at hvile i den. Saaledes er det ogsaa, naar han har med det reent Christelige at gjøre, f. Ex. i hans Bemærkninger ved Troesbekjendelsen. Dette er jo kun den Side af ham, der vender udad, og man har ingen Ret til at dømme om hans Inderste eller tvivle om, hvad hans Venner vidne om hans Characteer som Menneske og Christen. Men det er dog altid et stort Savn, naar det Inderste ikke kan trænge saaledes frem, at det maa fornemmes; den rette Grundvold for Tilliden kan man ikke finde. Det vil dog interessere mig at læse, hvad han nu har havt at yttre i den politiske Verden, som endnu synes at have den stærkeste Tiltrækningskraft for ham.

Hvad De har læst i Bladene om Kongebesøget i Viborg og den Glæde, det har vakt, er aldeles rigtigt, og den Stemning, som gav sig tilkjende, var ærlig, om der end ved en saadan Leilighed er noget Opblussende, som ikke paa den Maade kan vare ved. Kongen kom, efter hvad han selv sagde, med en Bekymring for Stemningen, som man havde sagt ham havde forandret sig. At „det forenede Venstre“, og det i den raaeste Skikkelse (Bjørnbak), har udbredt sig meget i Jylland, kan ikke nægtes; dog gjælder det ikke om denne Egn, og det gjorde øiensynlig et godt Indtryk paa Kongen, da han mærkede, at Alt var det Gamle, og omvendt et, godt Indtryk paa Befolkningen at høre dette gjentagende af hans egen Mund. Hvad De har skrevet om Kongefamilien: „man kan sige, at de have deres Magt i Hjertet,“ tænkte jeg i de Dage stadig paa, og jeg var ikke langt fra at gjentage disse Ord, da jeg havde en Skaal at udbringe ved Dineren for de høie Gjæster. Det var visselig at ønske, at flere s. 356Eigne af Landet kunde komme i personlig Berøring med Kongen og hans Familie, hvoraf Alle uden Undtagelse have den Gave at vinde dem, de komme nær. Om det Forhold, hvori Kronprindsen i Leiren er kommen til Hæren, har De læst; ogsaa adskillige Andre kom til ham der — jeg havde en ikke ganske kort Samtale med ham, som var mig til sand Glæde. Alle de kgl. Personer viste mig stor Venlighed, og saaledes vare de imod Alle. Den Stemning, hvori jeg var i de Dage, kan jeg kalde mere høitidelig og opbyggelig, end jeg forud havde forestillet mig. Der var gaaet en alvorlig Tid i Forveien, det saae man paa Kongens Ansigt; Landets Fremtid laae foran. Og nu vaagnede omkring mig og i mig den gamle Følelse fra mine første Dage, den arvede Følelse af, at Danmark har en „Konge af Guds Naade,“ og at dette hører til dets Fred og Frelse. Saaledes mødte det mig allevegne, og ikke en eneste Mislyd forstyrrede denne Stemning. Jeg vidste vel, at saaledes var det ikke overalt, at Meget kunde være at gjennemgaae endnu; men her og nu var det saaledes, og derover skulde jeg være glad og glemme den Dag imorgen. Det synes jo dog, som om ogsaa her „det forenede Venstres“ forargelige Uvæsen maa arbeide noget Bedre i Hænderne. — —

Zeuthens Helbred har i den sidste Tid voldt os Bekymring. Han har allerede tidligere talt om at faae Capellan; men især i denne Sommer ere Kræfterne betænkelig tagne af. Han kan ikke gaae eller staae uden at blive træt, maa endog sidde paa Prædikestolen. Jeg har ikke seet ham i lang Tid, men han skal være bleven paafaldende mager og sammenfalden. — — — Det er underligt at tænke mig ham, hvem jeg har betragtet som en Kæmpe imod mig, i denne Tilstand. Saa hastigt s. 357kan det omskiftes; desto mere ville vi skjønne paa, at der er et ubevægeligt Rige, og bede Gud bevare os i det.

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 26. Avgust 1874

— — — — —. At Birkedal tilligemed flere assisterende Præster har ordineret Skolelærer Appel, har De naturligviis hørt. Med saadanne Friheder kan man vistnok ikke ønske at beholde Grundtvigianerne i Folkekirken. Man vil nu kunne see, hvad der kommer ud af at have Valgmenigheder og Valgmenighedspræster indenfor Folkekirken. Dette Uvæsen blev indført for Birkedals Skyld, og man meente jo, at Freden og Benheden saaledes bedst vilde kunne bevares. Denne Kirkepolitik synes dog nu at have nogen Anledning til at betvivle, om det var rigtigt at forkaste samtlige Biskoppers fraraadende Vidnesbyrd, med Undtagelse af Biskop Kierkegaards. Dog nok herom.

Det er en colossal Antinomisme, som B. naturligviis vil forsvare med Hensynet til de betrængte Slesvigere, — — en grundtvigiansk Frimenighed, for hvilken Appel skal være Præst. Hvorvidt Preusserne saaledes ville lade deres Anordninger eluderes, eller hvorvidt de i denne Anledning ville henvende sig til den danske Regjering og berede denne Vanskeligheder, skal jeg ikke indlade mig paa at sige. I alle Tilfælde ville vi, naar Sagen bliver nærmere bekjendt, i tydske Blade faae at læse om vore anarchiske Kirketilstande. — — — — — —.

s. 358Beklageligt er hvad De skriver om Zeuthens Helbredstilstand, der jo synes at være betænkelig. Han er en Mand, paa hvem jeg fra Ungdommens Dage har sat megen Priis, om han end ikke har hørt til min nærmeste Kreds. Men vort Forhold har altid været et venskabeligt, og jeg troer, at vi med Aarene kom hinanden nærmere. Jeg har altid agtet hans hæderlige, rene, ægte christelige Charakteer og hans dybsindige, sandhedskjærlige Granskning. Det vil være et Tab, dersom han kaldes bort eller bliver uskikket til at virke. Man mindes ved saadanne Leiligheder om, at det bør os at arbeide, medens det er Dag. — — — —

I Rungsted fik jeg ikke Meget gjort, men Noget, selv om det er Lidet, er jo altid Noget. Nu er jeg atter inde i de mange Ting, der just ikke ere fremmende, naar man ønsker at hengive sig til een Ting. Dog, dette hører jo netop med til vor ethiske Opgave.

Gud være med os, og give os at staae faste i hans ubevægelige Rige!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 11. September 1874

— — —. Om Begivenheden i Askov hørte jeg snart og temmelig directe fra Een, som havde været nærværende. Jeg blev i høi Grad overrasket og var meget spændt paa at erfare, hvad Regjeringen vilde gjøre. — — — Den ulovlige Ordination maa for Regjeringen være i enhver Henseende ugyldig. Den Distinction, som man formodentlig vil gjøre imellem „Præst i Folke s. 359kirken“ og „i Herrens Kirke,“ kan Regjeringen ikke lade gjælde. Om det end var tænkeligt, at den vilde — efter „Fædrel.“’s Anviisning tage Øiemedet, Afhjælpningen af en Nødstand, i Betragtning (hvad dog er politisk umuligt), saa kunde den ikke gjøre det uden at komme i Modsigelse med sig selv, da den dog maatte erklære Appel for ikke ordineret, altsaa det Hele for ligesaa forfeilet som selvraadigt. Dersom der i Regjeringens Udtalelse kunde komme den ringeste Antydning af, at der, om end ad uret Vei, dog var forskaffet de betrængte Slesvigere en ønskelig Hjælp, eller dersom der i den Stilling, Regjeringen indtager, kunde findes nogensomhelst Indrømmelse til denne Betragtningsmaade, saa var det dermed erklæret, at noget Reelt vilde man dog altid kunne opnaae, naar man senere igjen — i et andet Øiemed turde vove derpaa og tage de Ubehageligheder, som maatte følge med. Da nu Sagen er af en saa eiendommelig Betydning, og, som vel Alle ville indrømme, griber ind i det Inderste af den bestaaende Orden, da den vel kan siges at være hidtil enestaaende, og der maa sørges for. at den kan fremdeles blive det, saa bør den tages meget alvorligt; og det Normale i saadanne Tilfælde er geistlig Rettergang. Det synes mig ogsaa utvivlsomt, at ikke blot en begyndende Gultusminister, men enhver Gultusminister, maa af sig selv være tilbøielig til at overgive en saadan Sag til Domstolene, for ikke at være ene om Ansvaret. Han kan heller ikke udsætte sig for, at hans „alvorlige Tilretteviisning“ bliver protesteret, eller, hvad værre er, bliver lagt til Side som Noget, man kan finde sig i, indtil man, naar den rette Tid kommer, kan erklære, at man aldrig har anerkjendt s. 360de Præmisser, hvorpaa den var grundet. Man maae jo ogsaa sige, at de Vedkommende bedst sikkres imod vilkaarlig Behandling, naar Sagen overgives til Domstolene, og denne Fremgangsmaade er saaledes i Overeensstemmelse med, hvad man i vor Tid ellers pleier at fordre. — — — — —

Zeuthen har jeg været hos et Par Dage. Han var tildeels oppe, kunde bevæge sig fra sit Værelse ind i Dagligstuen, for, liggende paa en Sopha — kort ad Gangen at være med i Familien og mere høre til end tale med. De Samtaler, jeg fik med ham, maatte ikke vare for længe, men de dreiede sig om alvorlige Ting. Han var sjælden fri for Smerter, men de vare næppe heftige. Han var altid mild og kjærlig og glad ved at have seet alle sine Børn. Efter senere Meddelelse tage Kræfterne stadigt af, og det lader til, at han vil sove stille hen inden lang Tid. Gud raader.

Kjære Biskop Martensen, jeg finder altid i Deres Breve Noget, som jeg personlig trænger til, — i Deres sidste i Anledning af Zeuthens Tilstand Paamindelsen om at arbeide, medens det er Dag, og i Anledning af Deres Arbeide paa Ethiken, fordi De maatte bort fra det Ene til de mange Ting, Deres Bemærkning, at dette netop hører med til vor ethiske Opgave. Jeg trænger til at høre saadanne Ord, fordi jeg for let bliver besværet af de mange Ting og det Fremmede, vel ogsaa i Følelsen af, at jeg ikke har stor Kraft til at kæmpe imod det Meget, som ikke maa seire, at jeg er overflødig. Men De har Ret, det bør os, det skal være os nok. Og saa forundes der mig dog altid Timer til at hvile ud i det Ene, f. Ex. i den Deel af Deres Ethik, som jeg allerede s. 361har, og aldrig bliver træt af. Tak for Alt! Gud styrke os til det, han vil bruge os til!

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 20. October 1874

— — — — —. Jo tiere mine Tanker komme tilbage til Begivenheden i Askov — og hertil gives der stadig Anledning — — —, desto mere maa den forekomme mig som et (maaskee for nogle Deeltagere aldeles ubevidst) Forsøg paa at constituere den grundtvigianske Menighed som en selvstændig, udvortes fremtrædende Organisme, der vil suge sin Næring af Folkekirken, uden hvilken den ikke kan bestaae, men som, dersom Forsøget lykkedes, maatte blive af samme Art som de Udvæxter i det menneskelige Legeme, som man i vor Tid exstirperer ved Ovariotomie osv. Denne grundtvigianske Menighed har sin Confession, sin Katechismus, nu ogsaa sin Alterbog og sit Ritual ^*)Hermed sigtes til P. A. Fengers Forslag til en Alterbog., alt længe sin Psalmebog rede; men det er i Askov den første Gang, den træder frem som handlende, og det saaledes, at der ikke skal være Tvivl om dens Existens. Jes· mener ikke, at denne Tanke er bleven sig selv klar; men den gaaer igjennem Alt, hvad der i den sidste Tid er kommen frem, og det er af Vigtighed, at den ved denne Leilighed kommer til Bevidsthed paa begge Sider. Naar denne Sag tages alvorligt, da ville vel mange Grundtvigianere komme til Besindelse; der ere allerede s. 362Mange, som have seet, at dette gaaer for vidt, her kunne de ikke følge med, (om end enkelte have fundet det passende offentlig at erklære, at naar de ikke vare med i Askov, da skeete det kun ved et Tilfælde); paa denne Maade vil det Haab, De i et tidligere Brev har udtalt, blive opfyldt (det troer nu jeg ogsaa): at de besindigere Grundtvigianere ville skille sig ud og slutte sig tættere til os Andre. Saaledes kan denne Begivenhed have sine gode Følger og hjælpe til, at den Spænding maa ophøre, hvori Grundtvigianere og Ikke-Grundtvigianere paa mange Egne have levet mellem hverandre, fordi det var tvivlsomt, om her var een Menighed eller to. Hvad der vil blive af de Extreme, som ville forsvare Stillingen, kan vel Ingen endnu sige. — — — Det har vist overrasket Mange, at den nye Cultusminister har taget saa bestemt paa denne Sag, — ligeledes, at han har vovet sig til at give Skolelærere Irettesættelser. Begge Dele (navnlig det Sidste) er af de Allerfleste hilset med Glæde, og har vakt Agtelse for den Mand, der traadte frem som en ganske Ubekjendt. — — —

I Zeuthens Huus fandt jeg Stemningen, som jeg havde ventet. Det var mere og mere bleven kjendeligt, at han trængte til Hvile, og at hans Dagværk var til Ende. — — Hvad De ved Efterretningen om hans Sygdom skrev saa smukt og hjerteligt om ham, meddeelte jeg min Søster paa en Tid, da jeg nok troer, at han endnu kunde høre det og glæde sig derover. — —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 21. November 1874

Kjære Biskop Martensen! De har mægtigt overrasket mig ved fra Deres — om ikke Sygeleie, saa dog Reconvalescens at sende mig en Bog ^*)Socialisme og Christendom., og en saadan Bog, og jeg maa strax med et Par Ord takke Dem for denne nye Gave. Det er en stor Sag, De her har taget for, Tidens meest brændende Spørgsmaal, hvorfor jeg selvfølgelig ikke har været blind, men overfor hvilkef jeg har følt mig ligesaa raadvild som alle Andre. Og denne Raadvildhed er jo ikke kommen til Ende ved det, De har sagt, da det endnu staaer tilbage at anvende det Sagte; men Veien har De viist, — den ethiske Livs- og Verdensbetragtning, hvori den eneste Lægedom findes for alle Tidens Onder, som maa komme til sit Herredømme overalt. De har i denne lille Bog sagt Meget, som var mig nyt, som maa grundigt gjennemtænkes, — thi jeg har endnu mere slugt end læst Deres Bog; men Principerne, hvorpaa det Hele hviler, som De har udviklet i deres Modsætninger, eller om hvis Betydning De lader Historien belære os, dem forstaaer jeg. At bringe dem til Klarhed var Grændsen for Deres Opgave; og her har De talt med en Kraft og Ro, saa det vanskelig vil kunne overhøres.

Naar De siger om Fenelon, at allerede han har i sin Telemaque anteciperet Revolutionens Ideer, saa kan der jo, ihvor sandt dette er (om man end overraskes ved denne Opdagelse), og ihvor meget Utopisk der kan findes hos ham, dog igjen siges, at han dog er gaaet, eller dog har villet gaae — thi han naaede ikke, hvad s. 364han vilde, — den rette Vei med sine Tanker, idet han ikke har vendt sig med dem til Folket, men villet indprente den kommende Regent dem. Heri mødes han jo med Dem, som vil, at Hjælpen ikke skal komme fra neden, men fra oven. Jeg kan ikke tvivle om, at, naar vi engang faae det, De her har meddeelt, som Paragrapher i en større Sammenhæng, da skal det sees, at det er først Staten selv, De vil have ethiseret, bragt til Bevidsthed om den Magt, der er betroet den, og som den staaer til Ansvar for, ikke blot naar den misbruger den, men ligesaa fuldt, naar den lader den ligge ubrugt. Dog, allerede dette Brudstykke siger jo dette bestemt nok for denne Sags Vedkommende. — — — —

At ville af dette Brudstykke slutte, hvor langt De er naaet med Udarbeidelsen af Systemet, vilde jo være meget overilet. Hvad der her fremligger, er formodentlig blevet til antecipando. Men ogsaa paa denne Maade er der skeet et Skridt frem. Gud give Liv, Helbred, Kraft og Ro, indvortes og udvortes, til at fuldende, hvad der forekommer mig at maatte blive Deres Livs største Arbeide! Tro altid, kjære Biskop Martensen, at der er Mange, som deeltage i denne Bøn!

Deres inderlig hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 27. November 1874

— — — —. Som altid, kjære Biskop Laub, har De ogsaa i mit sidste Skrift truffet min inderste Tanke. Netop dette er min Mening, der vil blive aldeles klar, dersom det forundes mig at gjennemføre Ethiken, at det s. 365først er Staten selv, der maa ethiseres, forinden noget virkelig Indgribende til Løsningen af det sociale Problem kan forventes. Thi den nuværende liberale Stat er fuld af uethiske Elementer, ja i sin inderste Grund uethisk, da den er indifferent for Religionen som Samfundsanliggende, og dens Ethik kun er bestemt ved Partiernes Egoisme, medens Kongedømmet, der efter sit Begreb staaer over Partierne som den modererende Magt, ganske er trængt tilbage. Ogsaa er det min Mening, at Repræsentationsformen maa blive en heelt anden end den nuværende paa den almindelige Stemmeret baserede, der er absolut uforenelig med Monarchiet. Naar den sociale Ordning efter min Opfatning kræver, at det corporative Element i Samfundet, der af Liberalismen er udslettet, mere og mere gjenoplives, saa kræver den tilsvarende politiske Ordning en stænderisk Repræsentation. Da kommer ogsaa Monarchiet til sin Betydning som det høiere Eenhedspunkt for Samfundets Forskjelligheder, medens det nu ligeoverfor den almindelige Lighed staaer som en Modsigelse. Thi den almindelige Stemmeret kræver kun et valgt Præsidentskab, der er Repræsentationens Functionair. Hvorledes vil man begrunde den uhyre Ulighed mellem det arvelige Monarchie og alle andre Familier og Individer, naar alle andre ere absolut lige? De vil maaskee sige, at Udsigten til det her Antydede er meget fjern. Men det er min Overbeviisning, at Socialismen er Døren, gjennem hvilken der maa indgaaes til bedre Samfundstilstande. Den bør støttes, nemlig i den rette Aand. Idet man støtter den, bekæmper man og trykker Liberalismen, d. v. s. den politiske og religionsløse Individualisme, som paa alle Omraader har anrettet og anretter Ulykker. Hvad har den ikke anrettet i Kirken? s. 366Den har fulgt det fordærveligste Laissez aller, har paa alle Maader søgt at tilintetgjøre Kirkens Selvstændighed, den har forholdt Kirken den lovede Forfatning, og nu vil den inddrage dens Midler i Statskassen.

Jeg har efter en Skitse dicteret min Kone dette lille Skrift under min Tilstand som Patient. Da det var færdigt, fandt jeg efter Samraad med hende, at jeg ikke burde lade det henligge til en ubestemt Fremtid, men af practiske Hensyn til Tidsforholdene strax udgive det. Jeg meente, at det litteraire Hensyn, der krævede, at det kun blev udgivet i sin Sammenhæng med det Øvrige, maatte træde tilbage for det kirkelige. Thi det skal nu ikke kunne siges om Kirken i vort Fædreland, at den har forholdt sig stum og ligegyldig ligeoverfor dette Phænomen, og at den først har lukket Munden op, da Revolutionen saa at sige var i Gaderne. Den væsentlige Hensigt er at indvirke paa Tænkemaaden og i al Beskedenhed at give Staten en Advarsel. Hvad jeg hidtil har seet i Bladene har jo været ret anerkjendende. Men det er klart, at de ikke have forstaaet det Inderste deri, nemlig det Christelige og den bestemte Polemik mod Liberalismen. Om det Sidste troer jeg, at de forsætlig ere gaaede udenom. Meest har Social-Demokraten, Socialisternes Organ, interesseret mig ved en gjennem flere Nummere gaaende, anmeldende Artikel, hvor de udtale Arbeidernes Tak til mig, „om de end ikke kunne være enige i Alt“, og tillige paa det Varmeste anbefale Skriftet til Arbeidernes Læsning. Dette har glædet mig, da det viser, at disse Mennesker dog ikke ere saa corrumperede, som der siges, da de velvilligt modtage et Skrift fra Kirkens Side, der siger dem mange alvorlige Ting. Maaskee man i liberale Blade vil finde, at jeg s. 367ved Udgivelsen af dette Skrift ikke har handlet i Overeensstemmelse med mit conservative Standpunkt. Men jeg finder virkelig ingen Anledning til at bidrage til at conservere Liberalismen, med Capitalens Despotisme, med det moderne Jødedom og det Alt ødelæggende Laissez aller. — — —. Maatte mine maaskee for korte Antydninger dog kunne have nogen Interesse for Dem!

Deres hjertelig hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 30. December 1874

— — — — — — Af alle Aandens Gebeter har Politiken, og hvad dermed hænger sammen, altid hørt til dem, hvor jeg meest følte mig fremmed og nødigst kom ind. Jeg har med besynderlig Glæde læst, hvad Schelling et Sted siger, at den lykkeligste Statsforfatning er den, hvorved den store Deel af Folket er fritaget for at tænke paa Statsanliggender (saa omtrent), for at kunne blive i sit Eget. Alligevel, „tage Duens Vinger“ og flye herfra, det hverken kunde eller maatte jeg: mit Kald, hvori jeg helst vilde lukke mig inde, har jeg midt i denne Verden, og maa vide, hvor jeg staaer, og hvorledes jeg vil stille mig (Luc. 16, 12 har tidt slaaet mig). Hvor maa jeg da skjønne paa, naar en Ven, som kan see længere omkring end jeg Nærsynede, vil tage mig ved Haanden! Og denne Ven har De været mig fremfor Nogen: først i Deres Ethik, hvor jeg fandt det Fremmede i og med mit Eget; saa i Deres sidste Skrift, og nu i dette Brev. Hvad De her skriver, kalder De „Antydninger“; men De har givet, saaledes som De kan det i s. 368faa store Træk, en Totalanskuelse, som rummer Alt, hvorpaa det kommer an, — den, hvormed jeg gjennem mit hele Liv, mere eller mindre bevidst, har sympathiseret, som anbefaler sig for min Samvittighed. — „Kongen af Guds Naade“ er mig en næsten medfødt Tanke (en Afglands af Kongedømmet i Guds Rige, baade det gl. og det n. Test.s); ihvad andre Folk ville mene, os er dette givet. Ihvor meget Begivenhederne have villet frarive mig den, er jeg vedbleven at leve i den, skjøndt den tilsidst omtrent var bleven min eensomme, tause Hellig¬dom, som jeg kun paa Prædikestolen i den befalede Bøn kunde aabne for dem, der endnu havde Øre for den, og skjøndt det maatte forekomme mig, at der i 1848 var gjort Skridt bort fra vor gamle Arv, som ikke igjen kunde gjøres tilbage uden ved en ny Revolution med derpaa følgende fortsatte Bølgegang, hvad kun var en ny Elendighed. Heraf kan De forstaae, hvorledes det maatte tiltale mig, da jeg læste, hvad De skrev om den liberale Stat med dens Parti-Egoisme, almindelige Lighed og almindelige Stemmeret, hvorved Kongedømmet trænges tilbage, og i Modsætning hertil: en Ordning, hvorved det Corporative, „Stænderske“ kommer til sin Ret, og hvor der alene er Plads for et virkeligt Kongedømme; hvad De saa slaaende siger om den skjærende Modsigelse mellem en Lighed for Alle og — en Familie, som med Arveret, uden nogen Slags Mellemled, rager op over hele den flade Masse; — og at De ikke taler som om Noget, hvis Tid har været, som Nogle glæde sig over, men Alle maae finde sig i at være kommen ud over, men som om en Tilstand, der maa komme tilbage, og hvortil De øiner en Dør — i et Phænomen, som var i Begreb med at blive Alles Skræk. Denne Tanke om s. 369Socialismen som „Døren“ har De ikke grebet ud af Luften, ei heller taget ud af Deres System, hvor den ganske vist har sit Hjem (imod den overvældende Indi¬vidualisme er der ingen anden Hjælp end dens Modsæt¬ning); men den er umiddelbart given Dem i Begiven¬hederne, i det, som er blevet Tidens brændende Spørgsmaal. Det, hvorfor man frygter, skal aabne Øinene for det, der fattes; derfor skal man i Skræmmebilledet lære at see ikke blot det, hvormed man paa et enkelt Punkt maa see at affinde sig, men det, hvortil man heelt igjennem trænger, som i Ordningen af det Hele maa komme til sin Ret. Kan denne Tanke trænge igjennem, og vil man handle derefter, saa vil Maalet kunne naaes uden nogen Revolution fra neden eller fra oven. Gud give det!

Der er vel endnu mangt et „hvorledes“ tilbage, som det ikke kan være Andet, naar Principer skulle føres ud i Livet: „hvorledes kan dette skee? hvorledes skal Døren blive aabnet?“ o. s. v. Var jeg nu hos Dem, da havde jeg mange Spørgsmaal at gjøre Dem, om Tidens Tegn, hos os og paa andre Steder, hvorledes De tyder dem. De vilde da maaskee kunne sige mig adskilligt Trøsteligt, som De har faaet Øie paa. Men især vilde De sikkert svare, at hvad der bør være, det maa komme, og ved det maa der holdes fast med eller imod Haab. Et glæde¬ligt Tegn er det jo i ethvert Tilfælde, at Deres lille Skrift har vakt en saa almindelig Opmærksomhed, — og især, at det synes at skulle faae Indgang hos De første Ved¬kommende. Det seer jo virkelig ud, som om en Dør er ved at aabne sig. Jeg har endelig faaet fat paa „Social- Demokraten“, og glædet mig med Dem over den Mod¬tagelse, Deres Skrift her har faaet. Anmeldelsen er jo s. 370i enhver Henseende vel skreven, rolig og klar. Der er vel Adskilligt, „hvori man ikke kan være enig med Dem“, og det angaaer ikke blot saadanne Differentser, som ved enhver Forhandling komme frem. Her ere ogsaa Antydninger af en dybere gaaende Uenighed. Naar Redacteuren holder paa en fælleds og offentlig Opdragelse, hvorved Familielivet forstyrres i sin Rod, saa viser han derved, at han ikke forstaaer Deres Socialisme, som ikke vil en masseagtig Samling, der tilsidst ender paa samme Sted som den yderliggaaende Individualisme, men en Organisme, hvor Individualiteten hommer til sin Ret igjennem den hele Leddeling. Hvad Christendommen angaaer, da indtager han ingen fjendtlig Stilling til den, men anviser den sin Plads i Privatlivet, hvorved han borttager baade Grundvolden og det sidste Formaal for den offentlige Moral. Alligevel er der ikke Lidet vundet, dersom han fra at betragte Christendom og Kirke som noget ikke Fjendtligt, maatte være kommen til heri at ane en naturlig Medforbunden, som man maa vogte sig for at støde fra sig, selv om man ikke forstaaer dens Magt. Han kunde lære af Deres Ethik, at Christeligt og Menneskeligt ikke staae i Opposition, tværtimod ikke kunne undvære hinanden; og han synes at have Dannelse nok til at kunne læse og forstaae den (det er jo en Deel heraf han har anmeldt). Man kan ikke Andet end glæde sig over den første Udtalelse fra den Side. Gid nu de, til hvem De nærmest har henvendt Dem, Statens og Kirkens Tjenere, maae kunne arbeide videre i denne Aand! — — -— — —

Og nu lev vel! Glæde og Velsignelse i det nye Aar! Gud bevare Dem for os Alle!

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 19. Marts 1875

Kjære Biskop Laub! Før Paaskeugen maa jeg dog skrive Dem nogle Linier og takke Dem – – – for den skjønne og vistnok sande Tale over Zeuthen. Det vækker Veemod, naar De siger om hans sidste Dage: vi saae Mildheden og Kjærligheden — men Glæden saae vi ikke. Men De giver ogsaa den rette Beroligelse ved at sige: Olien var der, ved hvilken Lampen paany kunde tændes hisset. Dertil maae vi holde os; thi naar det vistnok er saare opbyggeligt, naar Lampen i Dødsstunden brænder klart, saa er dette dog saare ofte ikke Tilfældet, og kan vel ikke sjeldent have legemlige Aarsager. Naar han dømte sig selv, at han ikke var bleven, hvad han skulde, saa gjælder det vistnok om os Alle, at vi baade i den ene og anden Henseende ende med Brudstykker. Hvo er fuldkomment bleven det, hvortil Gud bestemte ham! Jeg tænker saa ofte paa, hvad Herder engang skrev paa sin Fødselsdag:

Ach, wär’ ich, wozu mich dein Blick bestimmte,
Was sein zu sollen tief ich in mir fühle;
Ich irre noch, ich irre fern vom Ziele,
Und mancher Funk’ erlosch, der in mir glimmte!

Selv om en Christen ikke i den strengere Betydning af Ordet kan sige: „Ich irre noch“, da han dog har fundet og kjender Veien, hvo af os maa dog ikke — for kun at nævne dette Ene — klage over, at saa mange af Aandens og Evighedens Funker, der ulmede og glimtede i ham, bleve udslukte! Altid komme vi tilbage til: Af Naade ere vi frelste; men komme ogsaa tilbage til, at vi skulle søge at samle en Skat i vort Indre, som vi kunne tage over med os. Vi kunne ikke s. 372tvivle om, at Zeuthen havde indsamlet sig en saadan Skat. — — — — —. Glædelig og velsignet Paaske! Lad mig snart høre fra Dem.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. April 1875

— — — — —. Mynsters „Efterladte Prædikener“ har jeg ikke kunnet modtage og læse uden en dyb Bevægelse. Jeg blev sat tilbage i den Tid, som jeg i saa mange Henseender maa betragte som et af de vigtigste Afsnit i mit Liv. Iblandt dem, som dengang udøvede den største Indflydelse paa mig, stod Mynster dog høiest — ikke nærmest, ikke i samme Forhold som flere af mine Universitetslærere, eller i en anden Henseende af mine Jævnaldrende, — han stod mere tilbage, men over alle de Andre som den, for hvem alle vi Andre omtrent bleve Ligemænd. Ved at læse disse Prædikener, som for en Deel netop høre til dette Tidsrum, uden at jeg dog kan sige, at jeg bestemt har gjenkjendt de her meddeelte, maatte alle de gamle Følelser vaagne; jeg var i Slotskirken, saae den mægtige Skikkelse bevæge sig hen imod Prædikestolen, hørte den gamle Stemme, som saa forunderlig kunde lægge Eftertryk i Ordene. Det overveiende Indtryk, jeg fik ved at læse, var det, af det Gamle, det, vi vidste forud, at vi vilde faae, naar vi kom til ham. Dernæst har jeg ogsaa kunnet bemærke og glæde mig over, at her ogsaa er Nyt, f. Ex. ikke blot den Prædiken fra Spjellerup, den eneste fra den Tid, vi have saaledes, som den virkelig er holdt for en Landsbymenighed, men s. 373ogsaa de gammeltestamentlige, over Abrahams Offring (jeg maatte tænke paa Søren K. og hans tidligere Forhold til M.) og Mose Psalme; ogsaa i Skjærtorsdags Prædikenen og fl. a. er der en ny Behandling af det Gamle, som tiltrækker. Men naar jeg saa spørger mig: hvad ville de sige, som tage Bogen i Haanden med en taaget Forestilling om, hvad M. var for sin Tid, og maaskee uden Sands overhovedet for en Fortid og dens Betydning, der ikke, saaledes som jeg, støttes ved, hvad jeg endnu i Aanden seer og hører? ville de kunne see, at her er Noget at lære, ja, som maaskee netop denne Slægt trænger til at lære, og særligt om „den Kunst at prædike“ ? — saa kan jeg ikke svare mig selv paa dette Spørgsmaal, men maa vente paa, om der bliver givet noget Svar. — — — —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 20. April 1875

— — — — — Har De seet Grüders papistiske Skrift imod mig? ^*)Det protestantiske og det katholske Troesprincip. De kan godt undvære at læse det. Thi det er tomt, kjedsommeligt, fuldt af trivielle Citater. Protestantismen naturligviis fremstillet i Carricatur. Jeg agter ikke at svare derpaa, men det vilde dog være passende, at det i en kort Anmeldelse i et eller andet Blad blev charakteriseret.

Deres Portrait paa Udstillingen finder jeg fortrinligt. Andre finde, at Maleren har gjort Dem ældre end De er, s. 374hvad ligeledes blev sagt om mit Portrait sidste Aar. ί ethvert Fald ville vi vedblive at tragte efter at bevare den indre Ungdom.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 26. Juni 1875

— — — — — —. Jeg maa dog endnu fortælle, at jeg har læst Grüders Bog, d. v. s. med mange Forbigaaelser, thi naar man har læst Begyndelsen af et Afsnit, veed man det Følgende forud, og jeg har paa intet Sted følt mig ude af Sammenhængen (hvad jo er et Fortrin ved en Bog, kun ikke, naar man trænger til Noget, som man endnu ikke veed). Man behøver ikke at være kommen ret langt for at vide, at Ff. ingen Anelse har om, hvad De mener, og forsaavidt skriver bona fide. Der er intet Ord af nogen Betydning (Tro, Vished, Retfærdiggjørelse, lige indtil det at forstaae) uden at det hos ham er noget (toto coelo) Andet end hos Dem. Derfor maa han angribe Alt, uden paa noget Sted at ramme Dem. Forstod han det Ord „salige ere“, og kunde forene det med Fattigdommen i Aanden, som Luther sin Vished med sine Kampe (hvilke spille en stor Rolle i dette Skrift), saa bleve de mange Garantier for at „blive salig“ ubrugelige. Den Oversigt, hvormed der sluttes, over det romerske Garantiesystem kunde ikke være skrevet bedre af en Protestant, som ret vilde lade det føles, fra hvilken Tomhed, Tanke- og Villieløshed og aandelig Trældom vi ere udfriede. Og denne authentiske s. 375Forklaring er jo aldeles overeensstemmende med Deres. — — — —

Deres O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 13. October 1875

— — — — —. Hvad der i den sidste Tid optager mig meget, er et Foredrag, som jeg holdt ved det udvidede Landemode i Sommer og lovede at gjengive i Landemodeacten saa fuldstændigt som muligt. Jeg kom først temmelig sildigt til at begynde paa dette Arbeide, da Erindringen af det Sagte var stærkt afbleget, medens dog det Skelet, som var tilbage, maatte fastholdes; thi Anlægget i det Hele, i Hovedtrækkene, maatte ikke forandres, naar det Trykte, med den Frihed i Gjengivelsen, som jeg havde forbeholdt mig, og ved paany at overveie det Hele har trængt til at bruge, skulde kunne gjenkjendes. Hvorledes det er lykket mig, veed jeg endnu ikke selv, da jeg netop er naaet til at skulle revidere det Hele; men Arbeidet har ikke været let. Hvad der gav mig Anledning til at holde dette Foredrag, var et Spørgsmaal, som ved et tidligere Landemode var fremkommet og blevet staaende ubesvaret, angaaende Syndsforladelsen, som i Daaben gives for hele Livet, og dog paany skal søges ved den hellige Nadvere og Bønnen i Fadervor. Dette Spørgsmaal forekom mig bagved sig at have den Tanke, at Alt dog egentlig er afgjort i Daaben. Dette var Anledningen; men hvad jeg egentlig vilde, var noget langt mere Omfattende, — og jeg har baade forud og bagefter været trykket af Tvivl, om jeg ikke havde paataget mig, hvad der var mig for høit —: jeg vilde imod den eensidige Opfattelse af det christelige Liv stille s. 376en Betragtning af Livet med dets to Sider, — jeg kan her betegne disse (i Foredraget forekom disse Udtryk ikke) som den sacramentale og den historiske, — hvori da tillige hiint Spørgsmaal maatte finde sin Besvarelse. Dette lyder polemisk, og dog var Tendentsen en irenisk, hvad der maa skjelnes som forskjelligt, maa dog erkjendes uundværligt for hinanden, to Sider af det Samme. Dette er en Antydning af Tanken, hvorved det igjen gjælder, at tilsidst kommer det dog an paa Udførelsen. Om jeg dog i nogen Maade har naaet, hvad jeg vilde, det venter jeg engang at høre fra Dem, og da med den Sandhedskjærlighed, som ligger i Venskabet, hvormed det skal komme til Hjælp. De vil finde Meget, som jeg har lært af Dem; men om De kan vedkjende Dem det i Anvendelsen, i Tilegnelsen, hvori det dog faaer en anden Skikkelse, derom gjælder det. Et Savn føler jeg igjen og stærkt ved denne Leilighed: at jeg ikke har Deres Evne til at see Alt inde fra Centrum; min Higen er bestemt mod det Inderste, som jeg ikke kan undvære, som jeg ogsaa veed er i mig, men naar det gjælder om Ord, dog som det Uudsigelige, Ord i mig, men „som det ikke er tilladt mig at udsige“. Jeg maa dog væsentlig bevæge mig i det Peripheriske, som jeg møisommeligt samler sammen for at faae Alt med, og derigjennem at naae til, eller nærmere til det Ene. Deraf følger — mange Ord, som skulle supplere hverandre, og Ord, som, naar de skulle indeholde det Samlede, blive til Antydninger og Gaader. Jeg stræber nu at rette, hvad der kan rettes, for at faae det Bedste ud, som jeg kan naae ^*)See Laubs Kirkelige Leilighedsskrifter S. 156..— — — —

Deres inderligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 22. November 1875

Kjære Biskop Laub! Ved at læse Bladene af Mynsters Liv og Tid, kommer jeg til at tænke paa, at jeg ikke har gratuleret Dem til Deres 70de Fødselsdag, der dog er et saa vigtigt Punkt i det menneskelige Liv. Modtag da min inderlige og hjerteligste Lykønskning, og betragt det ikke som en i Ligegyldighed grundet Forsømmelse, at jeg først nu kommer dermed. Herren velsigne Dem og opholde Dem end længe for Kirken, for Deres Venner og Deres Børn.

Og lad mig da ogsaa paa det Varmeste takke Dem for de i den omhandlede Bog fra Dem indrykkede Breve. Jeg har atter og atter læst dem med den største Deeltagelse, og jeg veed, at mange her ganske samstemme. Fru Heiberg kunde ikke noksom udtale sin Glæde over Brevet, der skildrer Deres Besøg hos Fru Rahbek. Men i det Hele er der i disse Breve en vidunderlig Ungdomsfriskhed, en sig opladende Sands for det Store i Livet, baade for Ideer og Personligheder, forenet med en i Sandhed plastisk Fremstilling, der dog er saa kunstløs og ikke har Anelse om, at den engang skal komme for Offentligheden. Selv har jeg ved Læsningen havt Leilighed til at gjenopleve uforglemmelige Partier af min Ungdom, Samlivet hos Sibbern, Clausen, Bekjendtskabet med Schleiermacher. Ogsaa om Grundtvig har De sagt, hvad der i Sandhed er træffende og betegnende. At Mynsters Bog i det Hele meget har glædet mig, behøver jeg ikke at. sige. — —

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 4. December 1875

Kjære Biskop Martensen! Efter i denne Uge at have endt en Ordination med hvad dertil hører, og faaet det Vigtigste fra Haanden, af hvad der imidlertid maatte ligge, kommer jeg nu til Dem med en hjertelig Tak for Deres sidste Brev, hvormed De selv har maattet sige Dem, at De vilde glæde mig endog mere end sædvanlig. Først Tak for Deres kjærlige Ord og Ønsker i Anledning af mit endte 70de Aar. Uagtet Tiden skrider saa uafbrudt, at den ikke giver Anledning til at mærke nogen Overgang, saa vil dog Efterregning tidt give Anledning til at see sig om, hvorvidt man er kommen; og især er det 70de Aar saaledes mærket i Skriften, at man ikke kan Andet end standse og „tælle sine Dage“. Det gjorde jeg ogsaa sidste 6te August, og jeg kan sige med en inderlig Glæde. Naar jeg reflecterer paa mig selv, saa mærker jeg, at jeg nu hører til de Gamle. Alt gaar langsommere, jeg er mere ømfindtlig for dette Aars Vinter, osv. — den „Ungdomsfriskhed“, hvorom De skriver, er forbi; — men der kan være kommet noget Bedre istedet. Foraaret skal jo blive til Efteraar med Høst, og den Tanke er langt mere end en Trøst, den er en virkelig, en dyb Glæde. Den Dag iaar var ogsaa i udvortes Henseende saaledes, at jeg kun kunde fornemme Glæde: alle mine Børn, som paa nogen Maade kunde, vare her med deres Børn; jeg saae den Rigdom, som Aarene havde bragt mig, jeg saae, at der ogsaa hernede kunde være en Høst, og at det vilde være en stor Glæde at kunne see denne rige Sæd voxe videre frem, om Gud vilde give Noget af den „store Styrke“ (Ps. 90). Da jeg s. 379kort efter var paa Visitats, mærkede jeg ogsaa der, at der er endnu Noget at leve for. Ligesaa nu ved Ordinationen, en af mine kjæreste Forretninger. Jeg mener ogsaa, at der endnu maa være Noget eller Meget for mig at lære, ikke blot, af Guds Førelser, som han alene veed, men ogsaa i den sædvanligere Betydning, af Mennesker, af Bøger — til det, jeg gjerne vil opleve, hører Deres Ethik færdig —; der er endnu, forekommer det mig, Mere, som jeg maa vide, inden jeg kan være færdig her. Og alle mine Venner ønske mig endnu nogle Leveaar; hvad kan jeg svare Andet, end, vil Gud, saa vil og jeg med Glæde? Gud hjælpe mig at bruge den Tid ret, som han endnu har bestemt mig, — deriblandt „de Aar, som ikke behage os“, som jo ogsaa kunne, og formodentlig maae komme med! — Det er Fremtiden; men ogsaa Fortiden er kommen med en usædvanlig Styrke frem for mig i dette Aar: og dertil har Ludv. Mynster bidraget Meget ved sin Bog, ligesom Anledningen til denne Bog, som han paa en saa smuk Maade har i sit Forord sat i Forbindelse med Aarets Betydning- for mig. Jeg kan ikke sige Dem, hvor velgjørende det har været for mig, saa levende at sættes tilbage i et af de vigtigste og lykkeligste Decennier i mit Liv (kan jegsige, skjøndt jeg helst siger saa om mit hele Liv). Fortiden ligger saa rolig, afsluttet, og saa at kunne sige sig selv, have en levende Fornemmelse af, at den har man endnu! Har jeg ikke Ret, kjære Biskop Martensen, Bevidstheden om at have levet (hvormed jeg mener, at have faaet dette af Guds Naade), det giver Lyst og Mod til fremdeles at leve, — i hvilken Skikkelse det skal beskikkes, ad utrumque paratus. Da L. Mynster anmodede mig om Bidrag til sin Bog, blev jeg meget overrasket; s. 380det forekom mig umuligt, at jeg, efterat min Faders Breve vare benyttede, kunde have Noget, som kunde passe i denne Sammenhæng. De kan da tænke Dem min Glæde over at erfare fra flere Sider, at dette Bidrag er blevet godt modtaget, men i Særdeleshed at De, kjære Biskop Martensen, har kunnet sige det Samme, og saaledes, som De har gjort det. Ja, De har gjort mig en stor Glæde ved denne Udtalelse, og jeg har uforbeholdent kunnet modtage den, fordi jeg føler mig i et objectivt Forhold til den Tid saa langt tilbage, og kun seer, hvad der er „vederfaret mig af Gud“. Men da maa jeg tillige beundre den Tact og Kunst, hvormed L. M. af det Materiale, han tik af mig, har kunnet udvælge og samle hvad der nu virkelig er blevet noget Heelt, som har viist mig — — — saa at sige den skjulte Sammenhæng i mit eget Liv. De Breve, som her ere benyttede, ere skrevne i en Tid, da vi To, kjære Biskop Martensen, endnu ikke havde fundet hinanden. — — — — Forøvrigt følte jeg mig allerede dengang stærkt tiltrukken af Dem. Saaledes vidste jeg om Deres Samtale med Schleiermacher, og frydede mig over den Beskrivelse, De havde givet heraf: „han er som en Kugle, man kan ingensteds faae fat paa ham“; ogsaa paa Skydebanen sad jeg Dem meget nær og observerede Dem, f. Ex. da den tydske Sang kom frem, uden dog at faae Noget at vide. At jeg holdt mig saa fjernt fra Hegel i de Aar, da der ikke var de senere Hindringer for at studere i flere Retninger, har jeg siden ofte havt Aarsag til at fortryde, da jeg møisommelig maatte fra andre Steder sammen- samle, hvad jeg behøvede at vide om ham. Thi jo mere jeg droges hen til den speculative Side af Theologien, desto mere følte jeg Vanskeligheden af at følge med s. 381uden at kjende ham, som dog jvist (ihvad der saa senere kan skee) har havt en langt betydeligere Indflydelse paa Udviklingen i Aandens Verden end Schelling. Det forstod jeg ikke dengang; derimod følte jeg, at han ikke var af dem, jeg kunde vanne mig paa, og det var mig dengang det Afgjørende. — Den Betydning, L. Mynsters sidste Bog har for mig, er væsentlig, at jeg er kommen til at leve saa Meget af mit Liv om igjen, og at hans Faders Personlighed paany er kommen til at staae saa levende for mig. Det er ikke muligt, at den yngre Slægt kan faae det samme Indtryk af denne Bog, at den kan saaledes supplere ud af det Oplevede, hvad her ikke udtrykkelig er sagt; men jeg kan dog ikke tvivle om, at her er givet et væsentligt Bidrag til at kjende ham og hans Tid for dem, som forstaae, at deres Liv dog egentlig er begyndt, førend de selv vare her, i en Tid, som — i det Mindste hvad Personligheder angaaer — stod langt høiere end deres. Materialet til et saadant Bidrag var jo for en Deel opbrugt ved de foregaaende Brevsamlinger; men der har dog ikke været Lidt tilbage, — foruden de grundtvigske Breve, som er noget Enestaaende, maaskee især Brevene fra Roeskilde og Visitatserne, og overhovedet de Breve, som vise M. i hans Familie. Mig har det naturligviis interesseret meget at erfare, at der har været en Tid, da De tænkte paa at blive Landsbypræst, og det, da De vel stod omtrent paa Høidepunktet af Deres Virksomhed som Docent. Deres Trang dengang skulde jo tilfredsstilles, kun ad en lidt anden og, som vi nu forstaae, bedre Vei. — — — — —.

Deres O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 29. December 1875

Kjære Biskop Laub! Tak for den fortrinlige Afhandling, som jeg nu har læst. De har heri givet os et virkeligt Bidrag til en dybere Indtrængen i Sagen. Jeg kan ganske samstemme med Deres Betragtning af Gjenfødelsen, Syndsforladelsen og Naademidlerne. Og fremfor Alt har det glædet mig, at det Hele udvikles af en universel Anskuelse, at nemlig alt Liv maa betragtes fra to Sider, som det, der baade er og vorder. Dette er, naar det fattes med Aand, en uendelig frugtbar Tanke, Grundlaget for al ægte Speculation, og har, hvad De ogsaa fremhæver, mutatis mutandis ogsaa sin Anvendelse paa det guddommelige Liv. Hvad De med Hensyn paa det christelige Liv siger om den fortsatte fornyede Given og Modtagen, om det levende Vexelforhold mellem Gud og Mennesket, Naade og Frihed, hvoraf følger, at ogsaa Syndsforladelsen under den christelige Livs- og Personlighedsudvikling maa gives og modtages paany, og det ikke blot i Skriftemaalet og Nadveren, men ogsaa i Bønnen og formedelst Ordets Prædiken, er dybt, sandt, bekræftende og opbyggende.

Grundtvigianismens Opfattelse af Syndsforladelsen i Daaben er aandløs. Den universelle Opfatning af Livet, hvortil denne Theorie maa føres tilbage, er Deismens, at Gud eengang i Begyndelsen har skabt Verden, uden at han paa dette første Grundlag vedbliver at fornye de skabende Acter, hvorfor man, for at finde Gud, maa stirre tilbage til den første Begyndelse, da han aldeles ikke kan findes i levende, nærværende Forhold til sin Skabning. Den Grundtvigske Theorie maa ligeledes føres tilbage til den s. 383Opfatning af Christi Aabenbaring, at den kun har været for 1800 Aar siden, og at man derfor kun kan finde Christus ved at stirre tilbage. Naturligviis ville Grundtvigianerne ikke vedkjende sig dette; de bekjende jo tvertimod den levende, nærværende Christus og Ordet af Herrens Mund i Daaben. Ikke destomindre er deres Daabsopfattelse deistisk. Kun eengang har Herren i Nyskabelsens Sacramente talet det syndsforladende Ord til den Enkelte, men fornyer det ikke, hvorfor der kun i en historisk Erindring, hvilken vi, der ere døbte med Barnedaab, kun have paa Andres Vidnesbyrd, maa stirres tilbage til hiint Første. Hvormeget end Grundtvigianismen taler om Liv, har den dog intet Begreb om Livet som en Proces. Den overseer ganske, hvad der er det christelige Livs Hemmelighed. at de christelige Mysterier ikke blot eengang ere aabenbarede, men stedse blive aabenbarede paany, vistnok kun i Continuitet med det første Aabenbarende og Stiftende, at Naaden ikke blot eengang er given, men stedse gives paany under den Troendes Samliv med Herren og Menigheden, at gjennem ethvert Naademiddel — man veed ikke, om Grundtvigianismen betragter Guds Ord udenfor Sacramentet som et Naademiddel — gives Naaden heel og udeelt, om end i forskjellig Modalitet. De oversee, at Alt, hvad der er Liv og Aand, har disse to Sider, kun er, idet det stedse bliver til paany. I andre Sammenhænge vilde Grundtvig vistnok ikke modsige dette. Og dog har han, vist fordi han vilde hævde Livet og den levende, nærværende Christus i Modsætning til Skriften som et Præteritum, løbet sig fast i et Præteritum ved sin Theorie om Syndsforladelsen i Daaben, der jo, naar denne Theorie udvikles i dens Strenghed, s. 384for den Enkelte bliver et Præteritum uden reelle Fornyelsesacter i den nærværende Tid.

De vil, at jeg skal give Dem en Critik over Deres Afhandling. I Sagen har jeg Intet at bemærke, men om Fremstillingen vil jeg sige, at den i mine Tanker vilde være bleven virksommere, dersom den havde været noget mere concentreret. Tag dette — jeg laaner et Ord af Dem selv — ikke som „en Dom, men som et Indtryk“. Ingenlunde er dette at forstaae saaledes, som om man ikke fik et levende Totalindtryk. Men mit Indtryk er, at hvad der i Enkeltheder er fortræffeligt sagt, stundom fortrænges af et Følgende, der vil gjøre det Sagte tydeligere endnu, uden at dette behøves. Her gjælder det: Superflua nocent. Fremstillingen har sine Hemmeligheder. Dersom De havde udtalt de samme Tanker i Breve, og især, dersom De ikke havde tænkt paa, at de skulde trykkes — vilde det blevet mesterligt. De er en Brevskriver af første Rang, hvad De allerede — som vi nylig have seet — var i Deres Ungdom.

Men disse maaskee altfor subjective Bemærkninger skulle visselig ikke indskrænke min Tak for Afhandlingen og min Glæde over, at dette Indhold er bleven udtalt ved et Landemode, hvor det sikkert har gjort sin gode Virkning paa alle Andre end Grundtvigianerne, der nu eengang have Klapper for Øinene. — — — — Ogsaa ved Læsningen vil den være Mange til Belæring, og den Udførlighed, jeg nylig dadlede, kan for mangen Læser maaskee netop være til Gavn. Den, der har tilegnet sig denne Production — thi der er sand Productivitet deri — i dens Dybde, har modtaget langt Mere end hvad der angaaer de omhandlede Punkter. Han har modtaget s. 385et Stød og en Anviisning til en levende Totalopfattelse af Tilværelsen.

Glædeligt og velsignet Nytaar, med Tak for de henrundne Aar. Vort Venskab bevare sig fremdeles under Herrens Velsignelse i en uopløselig Eenhed af Væren og Vorden!

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 3. Januar 1876

Kjære Biskop Martensen! Jeg vilde skrive strax, da jeg havde modtaget Deres sidste Brev; saa kom disse mange smaae Forstyrrelser, hvormed Aaret saa let ender, og berøvede mig den Tid og Ro, som jeg behøver, naar jeg skal kunne skrive noget Forstaaeligt. Men modtag nu min inderlige Tak for dette Brev, hvori De har sagt mig Alt, hvad jeg trængte til at høre af Dem, og langt Mere end jeg havde kunnet vente. Naar De kan skrive, hvad De har skrevet, om Indholdet af mit Landemodeforedrag, om Hovedstykkerne, og fremfor Alt om det universelle Grundlag, hvorpaa det Hele skulde bygges, hvad kan jeg da forlange Mere? I den Critik, som De paa min udtrykkelige Bøn har føiet til, har De kun nævnet Eet, Mangel paa Concentration, vistnok en gjennemgaaende Mangel og af stor Betydning; men De har dermed kun nævnet, hvad jeg selv tilfulde erkjender som min svage Side, jeg veed saa godt, at Superflua nocent, at jeg ved at føie til, for at forebygge Misforstaaelser, maaskee altid kun tilføier Anledninger til nye Misforstaaelser o. s. v., og jeg hører saa gjerne derom af Dem s. 386paany, kan maaskee ogsaa, ihvor gammel jeg er, lære Mere af Dem i denne Henseende. Men naar jeg saa maa føie til: her er Modsætningen mellem Dem og mig: ihvor meget jeg heri stræber fremad, støder jeg dog paa en Grændse, hvorudover jeg ikke kan komme: De kan tale ud fra Centrum, ud af det Ene, fordi De staaer i det Ene, overseer og behersker alt det Mangfoldige, men jeg maa kæmpe mig frem igjennem alt dette Meget, for at naae hen til det Ene, som staaer mig for Øie, maa kæmpe med alt dette, for at faae det tilside eller ved dets Hjælp komme videre; naar jeg da spørger: mener De ubetinget, at dette Arbeide, som man har med sig selv, maa være ført tilende, førend man kommer frem for Andre? — naar jeg drives til at udtale, hvad der rører sig inderst i mig, for den Kreds, jeg tilhører, og længe kæmper mod denne Drift, fordi jeg kjender min Skrøbelighed og er bange for at begynde paa, hvad der synes mig for mægtigt, men tilsidst dog maa bøie mig for, hvad der maa forekomme mig som et Kald — vil De da ikke, at ogsaa jeg skal trøste mig med, hvad jeg nylig har læst i Deres Postille: „Dersom Du arbeider og tjener, — ikke som saa Mange, med den Gave, som Du ikke har modtaget, men med den, Du har modtaget, den være nok saa ringe,.... da hører Du til dem, som o. s. v.“ (det gjaldt ogsaa for mig i min Alder at „kjøbe den beleilige Tid“, og dette blev tilsidst det Afgjørende for mig), — dersom jeg spørger saaledes, saa svarer Deres Brev, at De har glædet Dem over, at dette Indhold er udtalt paa et. Landemode, hvor det kunde virke paa Mange. — — — —. Kan De saa forstaae, at De har gjort mig godt med dette Brev, og ganske særlig med Deres Critik, — at den ikke har bøiet mig ved at s. 387nævne netop det, som trykkede mig, men tværtimod befriet mig fra mine Tvivl, saa jeg nu trøstig giver denne Sag i Guds Haand og lader ham gjøre dermed, hvad han vil. Kjære Biskop Martensen, De har saa tidt sagt mig, at jeg kan forstaae Dem; nu kan jeg sige: og De kan forstaae mig; og heri bestaaer dog det rette, frugtbare Venskab. Deres Brev blev det Sidste i det gamle Aar, jeg mener paa en vis Maade det Bedste, jeg har faaet fra Dem, eller dog det, hvori jeg paa en eiendommelig Maade har følt, hvad jeg har i Dem (thi havde De misbilliget mit Foretagende, da havde jeg havt Meget at kæmpe med). Og hermed Tak for det gamle Aar og Tiden tilbage til det Første! — — — — — — —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 16. Februar 1876

Kjære Biskop Laub! Vor Brevvexling bør visselig ikke gaae istaae, og derfor griber jeg Pennen, om jeg end dennegang kun har lidet at meddele. Jeg har nu i næsten en Maaned været Patient, lidende af en høist smertefuld Hudsygdom (Zona — alias Helvedesild, der i al Fald kan kaldes Skjærsild), men i hvilken de neuralgiske Smerter ere de besværligste. — — — —.

Fra Dorner har jeg i disse Dage havt Brev, og han har meddeelt mig en Deel om Twestens sidste Tid, idet han stadigt har besøgt ham. Jeg forudsætter, at De har seet, at Twesten er død i den høie Alder af 86 Aar. Jeg har altid sat Priis paa Twesten fra den Tid, jeg som ung Student hospiterede hos ham i Kiel. Paa min s. 388sidste Udenlandsreise besøgte jeg ham, og var en Aften sammen med ham hos Dorner. Dorner, der i de sidste Maaneder før hans Død ofte har samtalet med ham, meddeler, at Twesten yttrede, at han for sin egen Person udelukkende holdt sig til det Simpleste og Eenfoldigste i Troen, til Barnetroen. Den sidste Gang, Dorner havde talet med ham, havde han sagt: Jeg er mere og mere bleven Pietist, hvorved han vilde tilkjendegive, at han kun tænkte paa sin Sjæls Frelse. Mig have disse Meddelelser meget opbygget, og man maae visselig være enig i, at jo mere man nærmer sig til dette Livs Afslutning, desto mere føres man tilbage til de simpleste Elementer i Troen, til det, som Theologen har tilfælleds med den eenfoldigste Christen, til det, hvorom vi Biskopper samtale med Ungdommen paa vore Visitatser. Dette er meget vel foreneligt med en høi og dyb Interesse for Theologien. Og saaledes er det glædeligt, at det Manglende af Twestens Dogmatik skal ligge færdigt til Trykken, og altsaa om ikke lang Tid vil kunne forventes. Man vil sikkert kunne læse det baade til Belæring og Glæde. De har sikkert, ligesom jeg, i Deres Studenterdage læst den første Deel af hans Dogmatik, som dengang vakte saa stor Opsigt. Mynster satte megen Priis derpaa. Han yttrede ogsaa engang for mig, at han gjerne vilde høre Forelæsninger hos Twesten over Indledningen til det Nye Testamente. Maatte vi ogsaa faae Efterladenskaber i denne Retning! Hiin Aften hos Dorner kom Talen paa de critiske Forhandlinger om Johannes Evangelium, og Twesten gjorde fine og slaaende Bemærkninger i apologetisk Retning. — — — — —

Endnu vil jeg dog ikke undlade at tilføie om Twesten, hvad jeg saae i en Kirketidende, at han selv har bestemt s. 389Texten til sin Ligtale: „Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør, han skal ikke udslukke den rygende Tande.“ Hvor trøstefuldt er dog dette Ord, og hvo vil ikke gjerne indeslutte sig selv derunder?

Deres tro hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 28. Februar 1876

Kjære Biskop Martensen! Jeg har aldeles ingen Anelse havt om Deres Sygdom, førend De selv meddeelte, og ved Indholdet og Længden af det kjærkomne Brev godtgjorde, at den nu turde ansees som væsentlig overvunden, hvad jeg tør haabe — trods den mindre heldige Aarstid — fremdeles har stadfæstet sig. Jeg veed — skjøndt ikke af Erfaring — at denne Sygdom skal være yderst smertelig og kan efterlade en nerveus Tilstand i længere Tid, som gjør uskikket til Arbeide; desto mere maa jeg skjønne paa, at De har benyttet det ufrivillige Otium til — neppe uden nogen Anstrengelse — at skrive til mig, som altid længes efter at være i Deres Nærhed. Gid nu denne „Helvedesild“ for Dem maa have været en „Skjærsild,“ som har udrenset et maaskee værre Sygdomsstof, som var i Begreb med at danne sig! — — —

De har meget glædet mig med hvad De — gjennem Dorner — havde at meddele om Twestens sidste Dage. Af Bladene havde jeg seet, at han var død, og blev overrasket ved tillige at see, at han var bleven 8G Aar — saaledes løber Tiden, naar man bliver gammel —. Hans Dogmatik — den første Deel — fik jeg fra min s. 390Fader, som havde læst den med stor Interesse, medens jeg i mit første Embede boede ham meget nær. Min Fader havde en egen Gave til i sin litteraire Eensomhed at opspore, hvad der burde anskaffes, især ved Hjælp af Biskop Plums korte Anmeldelser i Landemodeacten, — nemlig hvad her misrecommanderedes — under Benævnelsen „mystisk“ o. s. v. Hvor denne Bog blev af, da hans Bibliothek adsplittedes, veed jeg ikke; men jeg har senere ofte ønsket, at jeg havde den ved Haanden, ogsaa da min dogmatiske Interesse var begyndt at gaae i en noget anden Retning. Den Omhu, Kjærlighed og Skarpsindighed, hvormed Twesten udviklede og tildeels omdannede den gamle lutherske Dogmatik (som P. E. Müller ikke havde kunnet gjøre mig ret tilgængelig, fordi han selv egentlig bevægede sig uden for den), hans mange fine Bemærkninger ved det Enkelte, og især det Indtryk, man fik af, at det var hans egen Overbeviisning, han udtalte, tiltrak mig i høi Grad, og han gav mig en Respect for den lutherske Scholastik, som jeg har endnu, skjøndt jeg ikke kan nøies med dette Udstykkede, Dissekerede, naar jeg ikke — forud og bagefter — kunde see det Hele i en levende Skikkelse, en levende Sammenhæng, som ikke haandgribelige Sener og Ligamenter, men kun en Sjæl, en Idee kan frembringe; jeg mener ogsaa, at Twesten har beredt det gamle Materiale saaledes for mig, at Ideens Lys kunde falde derind. Jeg maa saaledes regne ham til de Theologer, som have havt en velgjørende Betydning for mig, og det var mig en sand Glæde at erfare, at hans Dogmatik nu kan ventes fuldstændig, og maaskee endnu mere af hans Forelæsninger. Men hvad De meddeler, gaaer dog væsentlig i en anden Retning. Ja, det er i Sandhed rørende s. 391at høre om denne Mands sidste Dage, at han nu havde lagt alt dette, sin hele Theologie, alt det, som kun havde Betydning for de Vise og Forstandige, tilside og kun tænkte paa at blive Barn igjen. Dermed har han jo ikke villet desavouere, hvad han i sit lange Liv havde arbeidet paa, eller erklære det unyttigt for Andre (hans Benævnelse „Pietist“ skulde jo kun vise indad, ikke udad; og at det Sidste af hans Hovedværk laa færdigt til Trykken, maa dog vel være saaledes bestemt af ham selv); det kunde jo kun betyde, at han selv ikke længere havde Brug herfor, og at han ikke kunde føre det videre, — at det i begge Betydninger maatte gaae i Arv til Andre. Og skjøndt dette ikke er noget Enestaaende (det Samme er f. Ex. Tilfældet med Zeuthen, som var langt yngre, hvis Aphorismer bestandig mere samlede sig om det ene Fornødne); saa er det dog hver Gang lige opbyggeligt, især naar det er en saa gammel Mand. og — som det skinner igjennem Fortællingen — med saa klar Bevidsthed om sin Fortid. Ogsaa den Indskrift, han har bestemt for sin Grav, kan ikke Andet, end gaae til Hjertet.

Vi Alle gaae jo henimod den Tid, da der skal afsluttes; og naar ikke det Sjældne forundes os, at kunne arbeide lige til Natten (som Mynster), naar der gives en Aften forud (som jeg helst forestiller mig for mit Vedkommende), saa maa jo Afslutningen, dersom den bliver den rette, i det Væsentlige blive en saadan. Hvad mig angaaer, da er jeg ogsaa kommen til at leve mere end sædvanlig med saadanne Tanker ved den sidste Begivenhed i min Familie, min ældste Søsters Død og foregaaende Sygeleie. Hun havde sit hele Liv igjennem boet i sin Fødestavn, da hun kort efter mit Bryllup, s. 392medens endnu begge vore Forældre levede, blev gift med min og mine Brødres første Barndomsven, Johan Haae, som endog i nogle Aar havde boet i Præstegaarden, og nu efter sin Fader var bleven Fæster af en større Gaard i Frørup Sogn. Saaledes opstod en bestandig inderligere Forbindelse imellem disse to Familier, eller rettere, de bleve til een (min Svigerinde, som nu i over 20 Aar har bestyret mit Huus, er en Søster til J. Haae, og min eneste tilbageværende Broder var forlovet med en anden Søster, hvis Død 1845 bidrog Sit til, at hans Helbred saa at sige ganske gik tabt). Efter sin Mands Død bestyrede min Søster selv Gaarden med stor Dygtighed, indtil hun for et Aar siden paa Grund af sin Alder og de forandrede Tider fandt det rigtigst at opgive det Hele og overgive Gaarden — efter en Overeenskomst med Herskabet, som hun med sin sædvanlige Energie havde sat igjennem, til en Søn af min Svigerinde her. For sig selv og min svagelige Broder, som allerede i en Række af Aar havde boet hos hende, havde hun fundet og indrettet et hyggeligt Hjem i Middelfart, hvor de flyttede ind sidste September. Saaledes var Alt skeet efter hendes egen Bestemmelse og Foranstaltning, med glædelige Udsigter for de Unge, som skulde afløse hende paa det gamle Sted; og min Broder var henrykt over det nye Hjem, Bolig, Omgivelser, Mennesker, da han nogle Uger senere maatte melde, at vor Søster var syg, udentvivl farligt. Jeg tvivler ikke om, at Lægerne kunne forklare, hvorledes en saadan Sygdom kan opkomme og udvikle sig saa utrolig hurtigt; men jeg kan dog ikke Andet end tænke mig en anden Aarsag bagved: det var den totale Oprykning fra den gamle Jordbund, som det gamle Træ ikke kunde taale. Hun var nu bleven en s. 393Gjæst og Fremmed; og Gud skee Lov! det viste sig, af rette Art. Hun forstod snart, hvad der forestod; og skjøndt hun vel havde tænkt sig, at en stille Aften endnu var tilbage, og skjøndt hendes Interesse for Alt, hvad hun skulde forlade, blev uforandret, (hun trængte lige til det Sidste til at høre om alle sine Venner, alle sine Sødskendes Børn — selv havde hun ingen, men paa denne Maade mange, hvem vi saa tidt havde ført til Sludegaard, hvor de gjerne tilbragte deres Ferier, „det bedste Sted i Verden,“ og gjentoge det som Voxne), stod det strax klart for hende, at der var Noget, som var bedre end Alt her. Hendes Taalmodighed og Mildhed og Kjærlighed er bleven til Opbyggelse, ikke blot for hendes nærmeste Omgivelse, men for mange Flere i den lille By, som hørte om hende og uden at kjende hende overvældede hende med Beviser paa deres Deeltagelse, hvad jo igjen blev en Kilde til Glæde for hende. Jeg besøgte hende nogle Uger før hendes Død, og kan ikke beskrive den Glæde, som straalede ud af hendes Øine ved denne Afsked, hvorledes hun saae mig ind i Sjælen, da vi sagde til hinanden: „vi sees igjen.“ Om hendes sidste Uge skrev min Broder, at der var nogle Dage efter hinanden, som kunde kaldes himmelske: „som om hun stod ved Døren til Himlen og kunde see derind.“ Hun gjentog: „jeg er saa glad, saa glad.“ Det var som om hun ikke følte sine Smerter, skjøndt der vare Tegn paa, at de ikke vare forbi: hun „hvilede saa deiligt,“ skjøndt Ryggen var gjennemligget, — „en saadan Søvn havde hun aldrig havt,“ o. s. v.; hun var fuld af Forundring over „den store, store Naade.“ En Morgen fortalte hun, at hun havde seet, — hun paastod, at hun var vaagen, — en Due med en Olieqvist siddende paa en s. 394Green foran hendes Seng, og nogle Timer efter blev der af en af de venlige Naboer, som herved tænkte paa Andet, sendt en lille hvid Due; den fik hun hen paa Sengen, og klappede og kyssede den med Henrykkelse, — og hele Dagen talte hun om „sin Due.“ Kun naar en Dag var gaaet til Ende, uden at Noget var skeet, kunde hun „sukke saa fromt.“ Efter disse Dage fulgte en Afspændelse; hun laae stille, kunde ikke tale meget. Smerterne vare der igjen, men naar hun var fuldt vaagen, var hun den Samme, modtog Hilsener og vilde gjerne høre om Alt, om sine „mange, mange Venner.“ Hendes Kiste blev ført til Frørup Kirkegaard, og jeg vilde gjerne staaet med ved de gamle Grave, men turde ikke vove en saadan Reise paa denne Aarstid. Jeg maa endnu tilføie, at Pastor Leth kom stadig til hende og var hende til stor Glæde. Det Grundtvigianske har altid ligget hende fjernt; men er det ikke glædeligt, at naar det kommer til det Sidste og Inderste, da svinde ikke blot alle Smerter, men ogsaa alle menneskelige Differentser iblandt dem, som mene og ville Eet?

Kjære Riskop Martensen! Jeg er bleven meget udførligere om denne Sygehistorie, end jeg havde villet; men den har ogsaa fyldt meget i dette sidste lille Afsnit af mit Liv. Overhovedet har jeg i dette Brev egentlig kun skrevet om mig selv; men er det ikke saa, at naar Venner skrive til hinanden, da er det, hvortil der først trænges, — at den Ene skal vide, hvorledes den Anden lever, hvorledes han har det, — det troer jeg er skeet her: jeg har et Savn og en Længsel (hvori det Sidste jo har forenet sig med saa meget Ældre), men en langt, langt overveiende Glæde. — Jeg havde saa meget Andet at tale med Dem om, men det maa ligge til en anden s. 395Gang. — Gud bevare os fremdeles i sit og hverandres Samfund!

Deres trofast hengivne O. Laub.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 30. August 1876

— — — — — —. Inderlig gjerne kom jeg til Viborg Domkirkes Indvielse, til hvilken jeg efter Deres venlige Meddelelse vil faae en Indbydelse. Vistnok vilde jeg ikke kunne faae noget egentligt Samliv med Dem i disse Dage. Men jeg vilde faae det Samme, hvad alle andre Tilstedeværende ville faae, selve Indvielsen, udført af Dem. For mig har det altid Interesse at være tilstede ved en historisk Begivenhed. Og denne Kirkevielse har tilvisse historisk Betydning, hvorfor det ogsaa for Dem maa have sin særegne Betydning ved denne Leilighed at faae Hovedfunctionen. Men jeg er desværre forhindret fra at komme.— — — —. Jeg ønsker Dem af Hjertet Velsignelse til denne i sig selv saa glædelige Handling, og Glæde deraf. Og da. ønsker jeg Dem ogsaa Velsignelse til at overvinde den Besværlighed, som altid er forbunden med saadanne store kirkelige Acter, og som fremkommer ved den Tilsætning af Verdslighed. som herfra er uadskillelig, — de mange Mennesker, for hvis Fornødenheder der i mere end een Henseende maa sørges, det Overløb, man har fra forskjellige Sider med de mange trivielle Spørgsmaal, der skulle besvares, Festmaaltidet med Skaalerne o. s. v., hvad Altsammen virker distraherende, men som maa overvindes ved en god, i Sandhed aandelig Stemning, der maa søges udbredt s. 396over det Hele, og som man fremfor Alt bør fastholde i sit eget Indre. Det Glædelige er at Kongen og den kongelige Familie til saadanne Handlinger selv medbringe den rette Stemning, hvad kun kan virke velgjørende. — — — —

Deres altid hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 1. September 1876

— — — — — —. Tak for Deres Ønsker med Hensyn til det her Forestaaende. Jeg glæder mig til den Dag. Jeg har havt mine Tvivl og Ængstelser for det, jeg skal, er heller ikke ude over Alt; jeg veed, hvad jeg vil, men ikke, hvad jeg formaaer: her er for mig noget fuldstændigt Enestaaende. Men jeg troer, jeg er omtrent kommen over det meest Trykkende, og naaet til Matth. 10, 18. Det, De kalder „Tilsætningen af Verdslighed,“ har ogsaa staaet truende for mig, — den kan og vil komme til at staae endog inde i Kirken —, og jeg aldeles magtesløs over for den (jeg veed temmelig vist, at de Allerfleste ikke ville kunne høre mig) — —. Men jeg har den Fortrøstning, at naar Dagen er der, vil jeg blive baaren op; bagefter vil jeg være meget træt, — — -— men naar Timen er der, vil jeg føle (vil det gives mig at føle), at jeg staaer paa min Plads. Jeg har i en lang Tid, uden i sædvanlig Betydning at belinde mig mere end taaleligt, været i en væsentlig freidig Stemning, ja tidt virkelig glædet mig til, hvad der nu kræves af mig. — Det er langtfra, at jeg til den verdslige Tilsætning regner Kongen og hans Slægt; tvært s. 397imod, jeg glæder mig ordentlig til denne overordentlige Tilsætning. Festmaaltidet kan blive mig en Plage; men i en Samtale med disse høie Personer føler jeg mig ikke trykket, og jeg kan glæde mig til at skulle tale for dem, — forsaavidt min Stemme kan naae dem. — — — —

Deres O. Leud.

Fra Laub til Martensen
Viborg. 14. September 1876

Kjære Biskop Martensen! Jeg trænger til selv at fortælle Dem Noget om den 10de, og hvad der er gaaet iforveien. Maaskee Kongen allerede har fortalt Dem om min Sygdom; han har aldeles rigtig forstaaet, at Enden hedder Chloralberuselse, og hvad det vil sige, men om det, som er gaaet iforveien, har han Intet kunnet sige. Stoffet til denne Sygdom havde jeg, uden at ane Noget, samlet omtrent i et heelt Aar. Forrige Aars Landemodeact gav mig et anstrengende Arbeide lige til Nytaar; derefter fulgte endnu en Deel, som skulde indhentes, saa at min Vinterhvile først kunde begynde hen imod Paasken, d. v. s. lige foran Reisetiden. Hele Sommeren igjennem befandt jeg mig ualmindelig vel. mine Visitatser vare alle solbeskinnede i enhver Henseende, men vel følte jeg ved Siden deraf, at jeg lettere end sædvanligt blev træt. — — — Saaledes naaede jeg Enden paa mit 71de Aar. Jeg følte, der var noget Ekstatisk deri, naar jeg idelig maatte sige, at jeg ikke vidste nogen Tid i mit Liv, der havde været en saa sammenhængende Glæde. Jeg sagde, uden at tænke over, hvad jeg sagde, at det maatte gaae med mig som s. 398Aaret forud med en gammel Bonde, der havde tjent mig i begge mine Præstegaarde, og seet en stor Deel af mine Børn komme ind i Verden og voxe til, og nu efter mange Aars Forløb vilde see mig igjen sammen med disse Børn paa min 70de Fødselsdag. Han havde besluttet at blive i 3 Dage, men inden den anden Dag var til Ende, maatte han reise, „fordi han ikke kunde holde al den Glæde ud“. Saaledes gik Alt i den klareste Solbelysning til September. Mandagen før den 10de sagde jeg til min Svigerinde: nu begynder min Ferie. I den Uge, som laa for mig, havde jeg aldeles Intet at foretage, og vidste neppe, hvorledes jeg skulde faae Tiden udfyldt. Jeg talte med hende om hendes egen Travlhed og Uro, at det maatte ikke bekymre hende, om det vilde see ud, som om Alt skulde mislykkes, det skulde nok ende med Glæde, og føiede til med Hensyn til mig selv, at om jeg end skulde blive syg de to sidste Dage, og den anden skulde blive værre end den første, saa maatte der Søndag Morgen skee et Mirakel, for at Gud kunde holde sit Løfte til mig. Jeg havde ikke ringeste Anelse om, hvorledes jeg propheterede. At Tanken om den store Dag, som forestod, havde sin store Deel i den Tilstand, hvori jeg hele Sommeren igjennem havde befundet mig, da den stadig beskjæftigede mine Tanker, vil De kunne sige Dem selv. Først i denne Uge blev man opmærksom paa min Tilstand, og Lægen blev tilkaldt. Onsdag Aften begyndte Curen (Chloral). Virkningen var, at jeg kom til fuldstændig Bevidsthed om, at Lægen havde Ret, uden dog i mindste Maade at tabe min Frimodighed, og Alt gik sin bedste Gang indtil Natten mellem Fredag og Lørdag, da jeg selv i Vildelse foranledigede, at endnu en Dosis af det fatale Middel blev brugt. Det er ikke s. 399let at skildre min Tilstand i denne Nat og den paafølgende Dag; dette Døgn ligger nu for mig som et Tidsrum af et uendeligt Omfang. Medens jeg vidste Alt, hvad der foregik, var det for mig, som om jeg var langt borte fra mit Hjem, og endnu kommer jeg idelig til at sige: dengang jeg kom hjem igjen. Strax efter at Ulykken var skeet, forstod jeg Feiltagelsen, men forblev aldeles ligegyldig derved; jeg laa i Phantasier og Billeder af dem, som pleie at bebude, at Søvnen er nær: yndige Enge med rindende Vand, hvilket dog ikke blev staaende, men stadig omskiftede og førte mig igjennem stedse nye og rigere Egne i stedse tiltagende Fart, ikke nedad i Søvnens Dal, men opad og udad, hvor Intet mere var tilbage end det uhyre Tomme, intet Billede, ingen Skikkelse, ingen Virkelighed, kun Erindringen om en forgangen Virkelighed. Kun eet Virkeligt blev tilbage, Bevidstheden om Subjectet til alt dette Objectløse. Var dette mere virkeligt end alt det Øvrige? saaledes maatte jeg spørge mig selv. Er dette dit virkelige Jeg? hvad var Du da, førend denne Virkelighed begyndte? Det rige Liv, Du har levet i 70 Aar, og nu i denne Sommer, er det nu en forgangen Virkelighed, og er Du alene i denne rædsomme Eensomhed? Det Forhold, hvori Du endnu igaar stod til den virkelige rige Verden, dine Venner og Din Gud, er det en forgangen Virkelighed, og staaer Du nu i din Sandhed for ham som din Dommer, der end ikke værdiger Dig et Ord? Det Rædsomste i dette Rædsomme var, at jeg ingen Følelse havde af denne rædsomme Tanke, ingen Sorg, ingen Længsel efter noget Bedre. Saaledes vaagnede jeg den 10de, kunde vel sige mig selv, at Natten var ikke det Virkelige, men trykkedes ligefuldt af den samme døde Følelse af, s. 400at jeg ingen Følelse havde. Jeg vidste, hvad det var for en Dag, der var kommen, men var ikke glad. Jeg vidste, hvad jeg skulde undvære, men kunde ikke sørge derover. Da hørte jeg Domkirkens Klokker, og sagde til mig selv: nu skal det blive anderledes. Jeg satte mig ned og tvang mig med stor Anstrengelse til at følge med, hvad der foregik i Kirken. Da kunde jeg græde, og da Kirken var indviet, var jeg bleven en Anden. Medens jeg sad saaledes, kom der et Bud fra Kongen, for at spørge til mig. Jeg kunde sige mig selv, at han kunde ikke vente Svar, før det Hele var forbi. Hvad vilde han da? Han vilde lade mig føle, at jeg ikke var ene. Ja, kjære Biskop Martensen, De kan ikke gjøre Dem nogen Forestilling om, hvad den kongelige Familie, iblandt og fremfor saa mange Andre, har været for mig den Dag (naar De kan, da tak dem derfor). Henad Aften fik jeg i Kronprindsens Værelser i Bispegaarden Besøg af Kongen og de fleste af Familien, og tænk Dem saa Forskjellen, da jeg om Aftenen igjen sad, hvor jeg begyndte Dagen med Kirkeklokkerne, og hørte Hurraraabene fra Banegaarden, som sagde mig, at nu drog de bort, dog ikke som en forgangen Virkelighed.

Kjære Biskop Martensen, De har gjennemgaaet Skjærsilden, men jeg har været i Helvede, og er igjen staaet op paa tredie Dag. Nu veed De, hvorledes jeg har det. Fortæl noget derom til Alle, om hvem De troer, de kunne forstaae det, L. Mynster, Jonquiéres, hvem jeg saa gjerne vilde have seet, osv., og hils alle Deres.

Deres O. Laub.

Jeg skjønner meget paa Braminers Troskab.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 19. September 1876

Kjære Biskop Laub! Jeg behøver ikke at sige Dem, hvor bekymret jeg blev, da jeg erfarede, at De ikke vilde kunne udføre Domkirkens Indvielse. Noget beroliget blev jeg ved Telegrammet, som jeg modtog i Hirschholm; i Birkerød fik jeg et Brev fra Stiftsprovst Swane, og ved min Hjemkomst forefandt jeg Deres kjære Brev, som yderligere beroligede mig, og i hvis Udførlighed jeg tillige maatte see et mig saa dyrebart Beviis paa Deres Venskab. — — —

Hvad De skriver mig om Deres Tilstand, der gik forud for det egentlige Anfald, kan jeg meget vel sætte mig ind i, og de Fleste af os kjende vist nok noget Lignende eller Beslægtet. En legemlig Svaghed, et legemligt Ildebefindende er Basis. Men hertil kommer da den sjælelige Uro og Spænding under Henblikket til det Vigtige, som forestaaer. Man vilde maaskee kunne beherske det Legemlige, dersom man under Forberedelsen til og under Forventningen af det Forestaaende i Sjælen kunde bevare, hvad Mystikerne kalde en fuldkommen „Gelassenheit“, et fuldkomment Vindstille, og i Forhold til Verden og de verdslige Ting, en „hellig Ligegyldighed“. Men jeg veed af egen Erfaring, at det er lettere at tænke dette end virkelig at have det.

Den Tilstand, De har været i som Følge af det fatale Middel, De brugte, og hvilken De selv sammenligner med et Inferno, der er værre end et Purgatorio, hører vistnok til de forfærdelige. Men den udmærkede klare og overskuelige Skildring, De giver deraf, viser mig, at De staaer over den, og at den nu hører til det Forbigangne og Tilbagelagte for Dem. Dersom det ikke var s. 402aldeles unyttigt som en Epimetheus at komme med Viisdommen bagefter, vilde jeg have bemærket, at Chloral ved denne Leilighed overhovedet ikke burde have været brugt. Hvor en saadan Handling er umiddelbart forestaaende, bør man ikke experimentere med noget Nyt, hvis individuelle Virkning man ikke kjender.

At De, kjære Biskop Laub, ikke skulde komme til selv at indvie Domkirken, hører til de Irrationaliteter, der ere saa hyppige i denne Tilværelse. Det er mit Haab, at den fremkomne Dissonans vil opløse sig i den Sindets Harmonie, som for Dem er den naturlige. Om det Hele kunne vi vistnok i sidste og høieste Forstand sige, at Herren gjennem Saadant end dybere vil lade os føle vor Skrøbelighed, men dog visselig fordi han derved vil føre os til end dybere at fornemme hans Kraft. Hans Veie og Førelser ere ofte dunkle, men deres Udgang er Lys.

Herren give Dem, kjære Biskop Laub, end længe at forkynde hans Ord i Deres Domkirke; end længe at være til Bekræftelse og Bestyrkelse for Mange, og iblandt disse Mange ikke mindst for mig! De er den Eneste, med hvem jeg i en senere Alder har kunnet stifte et fortroligt Venskabsforhold, der med hvert Aar er blevet mig end mere dyrebart. Men ogsaa bortseet fra vort personlige Forhold, er det mit, som saa Manges, inderlige Ønske, at De end længe maa vedblive at virke iblandt os med Herrens Kraft i Skrøbelighed. Thi dette: „Kraft i Skrøbelighed“ maa mere og mere blive vort Valgsprog, og det jo ældre vi blive. Netop derfor maa jeg ogsaa paa det Indstændigste formane til Forsigtighed og til en viis Oekonomie med Kræfterne, baade de legemlige og de aandelige. — — — —

s. 403I Formiddags var jeg paa Bernstorf hos Kongen, og saae tillige den kongelige Familie. Jeg meddeelte Kongen, hvad De havde skrevet mig om Deres Følelser for ham og lians Familie. Han omtalte Dem med den største Hjertelighed, Høiagtelse og Hengivenhed, og havde glædet sig ved at tale med Dem. Om Høitideligheden fortalte han mig meget, og fremhævede særligt den smukke Bøn, Stiftprovst Swane havde bedet for Dem i Kirken. „Intet Øie var tørt“, sagde han.— — Alle omtale Dem med Kjærlighed. Kongen har udtrykkeligt paalagt mig at hilse Dem fra ham, naar jegskriver. En udtrykkelig Hilsen til Dem har jeg ligeledes fra Kronprindsen og Kong Georg. Lad mig ikke glemme, at min kjære Prindsesse Thyra ogsaa bad mig hilse Dem. Hun beklagede, at hun i Viborg ikke havde kunnet besøge Dem.

For Brammer, der efter saa kort Varsel var traadt hjælpende til, havde man al Beundring, men desværre havde flere af de kongelige Personer Intet, eller dog kun meget Ufuldstændigt, kunnet høre af hans Tale. Dronningen, der er meget tunghør, yttrede endogsaa, at hun af Braminers Tale ikke blot ikke havde hørt et Ord, men ikke engang en „Tone“. Til min Forskrækkelse erfarede jeg, at Brammer ved Nedstigningen fra Alteret efter Indvielsen nær var falden, men at Kongen afværgede dette. — — —

Her maa jeg slutte. Hilsen fra Jonquiéres og Provst Fog, der nylig var hos mig. Ligeledes en hjertelig Hilsen fra min Kone.

Deres hengivne H. Martensen.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 17. September 1877

Kjære Biskop Martensen! Endelig kommer det Svar paa Deres indholdsrige Brev ^*)Ikke optaget her., hvorpaa De længe har ventet. De slutter Deres Brev med en „Følelse som dens, der skriver paa sit Testamente“. Jeg troer at forstaae disse Ord rigtigt: De længes (som R. Rothe) ikke efter Ro; men De betragter Deres Ethik alligevel som det Afsluttende. Og herom tænker jeg som De: ihvor meget Godt De end kan have tilbage at meddele os, vil Dogmatiken og Ethiken dog blive Deres Alpha og Omega: i ethvert af disse Værker er Alt, hvad der blev givet Dem, det Hele i dets to Hovedformer, — Resten kan kun, — ligesom den Deel af Deres Dage, der er tilbage, — blive supererogatorium, Tilgift af Naade — til Dem og til os.

I en anden og bogstaveligere Betydning kan jeg sige, at jeg i disse Dage har skrevet mit Testamente, og De skal være den Første i saa lang Frastand, til hvem jeg melder det: Jeg har igaar afsendt Ansøgning om Entledigelse fra 1. Mai 1878 at regne. Forhandling og Overveielse angaaende dette Skridt — — — har i længere Tid gjort mig uskikket til at skrive. Nu er jeg kommen til „Ro“: mine Læger (den ene — min Søn, som var her i Nærheden) erklærede, at jeg aldrig ganske vilde faae mine forrige Kræfter igjen, og jeg har ved at bie Aaret (fra 10. Sept. f. A.) ud, overbeviist mig om, at de neppe feile. Hertil kommer min Alder (jeg er over 72) —, altsaa har her kun været Tale for mig om at gjøre min Pligt, og dermed er Alt i rette Orden; jeg maa saaledes ordentlig længes efter Enden, — dog ogsaa dette s. 405i Ro (hvorved „die Stille“ skal — haaber jeg — ligeledes indfinde sig), da jeg i Vinter vil faae et tilstrækkeligt Arbeide, soln kan foretages uden Anstrengelse, med at forberede Afleveringen af Embedet. At der ved denne Leilighed ikke kunde blive nogen Anledning til først at raadføre mig med Dem angaaende dette Skridt, er mig ogsaa til Beroligelse, thi baade ved at spørge og svare i en vigtig Sag er der et Ansvar, som ikke er let at bære. Saa er endnu kun Spørgsmaalet tilbage om mit tilkommende Opholdssted (thi i Viborg er jeg oprykket med Rode), og derom kan jeg endnu ikke sige noget Bestemt; dog haaber jeg, at vi skulle ende i Kjøbenhavn. Skeer det, saa bliver Forandringen for Dem og mig kun noget endnu Nærmere. — — —- — — —. Jeg vilde gjerne fortsætte, og fortælle lidt Mere om mig selv o. Lign.; men jeg mærker, at jeg nu ikke maa skrive længere.— — — —

Deres hengivne O. Laub.

Fra Laub til Martensen
Viborg, 14. December 1877

Tak, kjæreste Biskop Martensen, for Deres fortsatte Deeltagelse i Alt, hvad der vedkommer mig og Mine. Min Svigersøns ^*)Fabrikant Wanscher. † 27. Novbr. 1877 Død er det haardeste Stød under min Sygdom. Min Svigerdatter ^**)Overlæge Laubs Hustru, født Haxthausen, † 21. Septbr. 1876 var mig ligesaa kjær, og hendes Bortgang i enhver Henseende ligesaa sørgelig; men hun døde umiddelbart efter den 10. Septbr., da jeg endnu svævede høit over denne Verden, følte Alt med s. 406mit hele Hjerte, men dog (omtrent som jeg beskrev det i mit første Brev til Dem) som den, der kun var Tilskuer. Jeg har flere Gange i en senere Tid sagt til min Svigerinde med Hentydning til Raphaels Transfiguration paa Væggen, at man kommer ikke ned af Bjerget, ind i den Skare, som snoer sig bag om Bjerget, uden at man seer dens Ende, — uden at mærke til den Satans Engel, som slaaer den Ophøiede paa Munden, — og at det maatte ende som det begyndte. Men hvem er dog forberedt, naar det rammer? En stor Trøst er det dog at see hende (min Datter) saa fattet, nu allerede at foretrække sit tomme Hjem med sine to Smaae og nogle faa fortræffelige Venner for Julen i Viborg; hun har endog skrevet, som om vi ikke saaes før til Mai ved eller i Kjøbenhavn. Jeg er saa ualmindelig heldig (ved Hjælp af en gammel Ven) at have faaet en efter Alles Sigende udmærket Leilighed til en saa billig Leie, at min Pension kan netop strække til. Da jeg saaledes er kommen i en dobbelt Betydning til Hvile („Stille“, nicht „Ruhe“ —. som først kommer nærmere ved Dem), saa gaaer jeg nu med uforstyrret Glæde Julen imøde, — og ønsker Dem, i en Hvile af ganske anden Art, det Samme, Dem med alt Deres og alle Deres. — — — — — — —

Deres, nu i dobbelt Betydning, gamle
O. Laub.

Min Broder følger med mig, og er ligesaa glad som jeg ved at skulle ende, hvor vi saa at sige kjende hver Plet fra vor samlede Ungdom, — i Nærheden af Runddelen i Frederiksberg Allée.

Fra Martensen til Laub
Kjøbenhavn, 20. April 1879

– – – – – – – – Tak, kjære Biskop Laub, og atter Tak for hvad De har været mig og er mig. De er tilvisse en Correspondent, til hvem jeg gjerne skrev et længere Brev, fordi vore Sjæle og Aander ere i væsentlig Correspondens. Herren skjænke os endnu nogle gode Aftentimer tilsammen. Vi ville bede med hverandre: Bliv hos os Mester, Dagen helder!

Deres hjertelig hengivne H. Martensen.