Frederik Ludvig Mynster , 1811-1885 Biskop Otto Laubs Levnet - En livsskildring i breve (1. bind)

Biskop Otto Laubs Levnet.

En Livsskildring i Breve.

Samlet og udgivet

af

F. L. Mynster.

Første Tidsrum 1821 — 1854

Kjøbenhavn.

Karl Sehønbergs Forlag.

1885.

s. IIKjøbenhavn. — Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).

s. IIIIndledende Forord.

Biskop Laub, hvis fulde Navn var Hardenach Otto Conrad Laud), er tilligemed sin Tvillingbroder Vilhelm Laub født 6. August 1805 i Frørup ved Nyborg, hvor Faderen Pastor Hieronymus Laub var Sognepræst fra 1801 til sin Død 1848. Moderen Fru Louise Laub, som var en Datter af Professor Zinck, Syngemester ved det kongelige Theater i Kjøbenhavn, havde som Enke indtil sin Død 1859 sit Hjem paa Sludegaard i Frørup Sogn hos sin Svigersøn og Datter Johan og Sanne Haae. Foruden sin Tvillingbroder, som blev Bogtrykker og Bladudgiver i Nykjøbing paa Falster, og to tidligt afdøde Søstre, Sophie, der døde i Konfirmationsalderen, og Lene, der døde i sin spæde Barndom, havde Laub tre Brødre, nemlig endnu et Par Tvillingbrødre, fødte 4. April 1807, Frederik Laub, der i mange Aar som Provisor bestyrede Svaneapotheket i Kjøbenhavn, og George Laub, som var Skibskaptajn og 1855 døde i Gibraltar, og en yngre Broder, Hans Laub, født 1. Juni 1817, først Personelkapellan i Frørup fra 1846 til 1848, og efter Faderens Død Sognepræst i det tilgrændsende Langaa og Øxendrup; fremdeles to Søstre, af hvilke den ældste, Sanne, 20. November 1835 ægtede Johan Haae paa Sludegaard (der hører til Baroniet Holckenhavn, og nu er overdraget til George Laubs yngste Søn Frederik Laub), og den yngste Søster, Lene, som 1835 ægtede Dr. Ludvig Zeuthen, Søn af Pastor Frederik Zeuthen i Skamby ved Bogense, og Søstersøn af Henrik Steffens. Han var først Sognepræst s. IVi Grimstrup ved Varde, derefter i Tømmerup ved Kallundborg, derefter i Sorø, og derefter i Fredericia, hvor han døde 1874. Frederik Laub var forlovet med Johan Haaes Søster Arngoth Haae, som døde 1845; og George Laub med hendes Søster Severine Haae, hvem han ægtede 1845. Han døde, som ovenfor anført, 1855, og hans Hustru „Tante Eine“ havde fra November 1854 stedse sit Hjem hos Biskop Laub, hvis Børn hun opdrog som deres kjærlige og trofaste Plejemoder lige fra deres Moders Død, og hvis Hus hun styrede indtil bans Død 1882.

Sine første 16 Aar fra 1805 til 1821 levede Otto Laub i Hjemmet, hvor han blev undervist af sin Fader og af sin fortræffelige Faster Frøken Johanne Justine Laub (den elskelige Præstefamilies kjære „Tante Hanne“), som døde der 1840 i sit 72. Aar. Fra 1821 til 1824 var han Discipel i den lærde Skole i Roskilde, hvor han havde sit Hjem i Hospitalsforstander Liebes Hus. 1824 tog han Examen Artium, 1825 anden Examen, og 12. Januar 1830 theologisk Embedsexamen, hver Gang med „egregie“. I Kjøbenhavn blev han den 16. Juli 1826 forlovet med Frøken Sanne Tostrup, født i Odense 14. August 1807. Datter af afdøde Stiftsprovst Hans Peter Tostrup; og 22 Maj 1835 bleve de ægteviede i Frørup Kirke. Fra 1835 til 1845 var Laub Sognepræst i Ryslinge, hvor den navnkundige Vilhelm Birkedal blev hans Eftermand — og i Aarenes Løb hans inderligt hengivne Ven. Fra 1845 til 1854 var han derefter Sognepræst for Brahetrolleborg og Krarup Menigheder med Bolig i Haagerup Præstegaard. Søndagen den 26. November døde hans elskede Hustru; og under hendes lidelsesfulde Sygdom modtog han Underretning om, at han den 7de i samme Maaned var bleven udnævnt til Biskop over Viborg Stift; 26. December 1854 indviede Bishop Martensen ham i Frue Kirke til dette Embede, hvilket han æret og elsket af sine Menigheder og deres Præster og Lærere bestyrede, indtil han 9. September 1876, Dagen før den s. Vgjenrejste Viborg Domkirkes højtidelige Indvielse, blev ramt af et Nerveslag, som tvang ham til at lade sin gamle Embedsbroder Biskop Bramme) udføre Kirkeindvielsen, og at lade sit Embede besørge af sin hertit beskikkede Vikarius Stiftsprovst Sivane, som 1. April 1878 blev hans Eftermand i Biskopsembedet. Sine fire sidste Aar levede han i en afsides liggende Bolig paa Vesterfælledvej ved Frederiksberg, og der døde han 27. Maj 1882. Begravelseshøjtideligheden fandt Sted 6. Juni i Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn, hvor Pastor Georg Schepelern og gamle Dr. Kalkar, og den 8. Juni i Viborg Domkirke, hvor Biskop Swane holdt Mindetale over vor elskede Ven. Paa Universitetets 400 Aars Jubilæumsfest i Juni 1879 hædredes han ved Udnævnelse til Doctor Theologiæ; desuden var han Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand.

Foruden sine to tidlig bortkaldte smaa Døttre, Lene og-Louise, der døde i Ryslinge, og sin næstældste Søn Hans, født 5. Januar 1839 i Ryslinge, og død 5. Januar 1851 i Haagerup, havde Laub følgende otte Børn:

Hieronymus, født 4. Marts 1838, Overlæge i Landetaten.

Louise, f. 15. August 1842, Pastor Georg Schepelerns Hustru.

Hanne, f. 22. Marts 1844, Pastor Emil Jespersens første Hustru, død 1871.

Vilhelm, f. 10. Juli 1845, Kaptajn i Landetaten.

Ditlev, f. 11. Juni 1847, Arkitekt i Nordamerika.

Petra, f. 25. December 1848, afdøde Maskinfabrikant Axel Wanschers Hustru.

George, f. 29. September 1850, Apotheker i Kina.

Sophie, f. 8. Juni 1852, Pastor William Kiørboes Hustru. Han var først Sømandspræst i England, og er nu Sognepræst i Refsnæs ved Kallundborg. Hos dem har gamle „Onkel Frederik“, den Sidstlevende af alle Laubs Sødskende, sit Alderdomshjem.

I sin Skoletid vandt Laub mange af sine Meddisciples Hengivenhed, og med enkelte af dem fulgte han s. VIundertiden hjem som Feriegjæst, navnlig til Krabbesholm med Konferentsraad Haltens Søn, der senere i mange Aar var Sognepræst i Skuldeløv; til Soderup Præstegaard med Pastor Jensens Søn, der blev Sognepræst i Kornerup og derefter i Ousted; og til Herfølge Præstegaard med Amtsprovst Bøghs Søn (Pastor Nicolai Blædels Svoger), der i mange Aar var Sognepræst i Skamstrup og tilsidst i Gamtofte, hvor han tillige var Provst og døde 1880. I Laubs første Studentertid bode han og Bøgli sammen paa Christianshavn. Bøgh og Jensen vare ham begge usigelig kjære; at gjæste dem i deres Præstegaarde, hvilket dog kun skete sjeldent, regnede han stedse blandt sine største Glæder. I sine kortere Skoleferier gjæstede han ogsaa undertiden sin Moders Forældre og Sødskende i Kjøbenhavn (Familien Zinck); paa et af disse Besøg, i Paaskeferien 1822, gjorde han Bekjendtskab med min Broder, Christian Mynster, der var 1 Aar ældre (født 1804 død 1877); de To bleve fra da af hinandens trofaste Venner, og i Studenterdagene sluttede de sig endnu inderligere til hinanden. Oprindelig var dette et fra deres Fædre nedarvet Venskab; thi da min Fader. Professor Ole Hieronymus Mynster 1786 begyndte sin Skolegang i den af Islænderen Justitsraad Thorlacius bestyrede Frue Latinskole, gjorde han der Bekjendtskab med sin og sin Broders og Carl Hegers elskede Ven Hieronymus Laub, et Venskab, som siden den Tid stedse har knyttet Familierne Laub og Mynster sammen, og som altsaa til næste Aar vil kunne holde 100 Aars Jubilæum. I Sommerferien 1831 fulgte min Broder hjem med sin Ven til det „nu i hellige Minder forklarede“ Frørup, ledsaget af min Søster Jakobine Mynster, som allerede fra deres tidligste Ungdom var en af Sanne Tostrups kjæreste Veninder, og som lige til 1854 til gjensidig Glæde næsten hver Sommer gjæstede Laub og hans Hustru først i Ryslinge og i de senere Aar i Haagerup fra Maribo Præstegaard, hvor hun indtil sin Død 1857 havde sit Hjem hos min kjære Svoger s. VIIPastor Bergenhammer. Da min Broder 1833 var bleven Sognepræst i Valløby, gjæstede Laub ham i Julen samme Aar. Min Broder havde bedt ham prædike for sig 2den Juledag; dette undslog han sig for; men han kom alligevel til at assistere ved Gudstjenesten, thi da Kirkesangeren var syg, traadte Laub frem og læste i Kordøren. I Efteraaret 1833 begyndte de to Venner en Brevvexling, som de uden Afbrydelse fortsatte i alle de paafølgende Aar, og som først endte med min Broders Død 1877. Denne Brevvexling, der (naar undtages Laubs egne Breve fra 1865 til 1874, som ved et Uheld ere bortkomne) fuldstændigt er bevaret, er helt igjennem saa rig paa livfulde Skildringer og karakteristiske Udtalelser, at vor Literatur vel neppe ejer nogen Selvbiografi, som i nathanaelsk Oprigtighed kan gjøre den Rangen stridig. Derhos er det aldeles indlysende, at de to Venner, da de sad og skrev disse gamle Breve, ikke havde den fjerneste Anelse om, at denne skriftlige Samtale nogensinde skulde blive læst af Andre end dem selv og deres allerfortroligste Venner. Men i deres Alderdom fik de maaske dog et Nys om, at dette kunde ske, da min afdøde Fætter C. L. N. Mynster 1875 med Laubs Tilladelse og til stor Glæde for min Broder meddelte et Uddrag af laubske Breve fra 1825 til 1834 i „Blade af J. P. Mynsters Liv og Tid“ (Side 244 til 291), af hvilken Aarsag jeg her kun har meddelt forholdsvis faa Breve fra dette Tidsrum. At mange baade af Laubs og af min Broders Breve tillige have en ikke ringe Værdi som trosstyrkende Opbyggelseslæsning, og at de ogsaa derved ville gjøre god Tjeneste, tror jeg vil blive erfaret af mangen Læser; og dette gjælder da ogsaa i høj Grad om den Brevvexling, som Laub fra 1849 til 1880 førte med sin gamle trofaste Ven Husmand Christen Sørensen Daugaard i Faaborg ved Varde, som i ni Aar fra 1839 til 1848 havde tjent hos ham som Røgter i Ryslinge og Haagerup, og som paa Laubs 70 Aars Fødselsdag 6 August 1875 gjæstede sin gamle Husbond og Ven i Viborg Bispegaard.

s. VIIIZeuthens Bekjendtskab gjorde Laub i Kjøbenhavn i Begyndelsen af 1826 paa et Bal, hvor de traf sammen. Dette Bekjendtskab blev snart til et intimt Venskab: og paa Laubs Bryllupsdag 22. Maj 1835 blev Glæden forhøjet ved Zeuthens Forlovelse med Laubs yngste Søster, som den 30. September samme Aar blev hans Hustru. Ogsaa med denne Ven vexlede Laub mange Breve, men ikke saa stadigt som med min Broder, dels fordi Brevvexlingen, efterat de vare blevne Svogre, fornemmelig vedligeholdtes ved Zeuthens Hustrus Breve til og fra Frørup, og dels fordi Laub og Zeuthen saa ofte samledes personligt og derved fik Lejlighed til mundtlige Samtaler, dem Begge altid til gjensidig Glæde og Opbyggelse. Jeg kan her henvise til de saare tiltalende Skildringer af disse Møder, som jævnligt forekomme i Laubs Breve til min Broder. — En Schweitzerrejse paa et Par Uger, som Laub og Zeuthen foretoge sig i August 1854 i hinandens Selskab, regnede de stadig blandt Lyspunkterne i deres Levnetsløb.

Hvad angaar Laubs Stilling til de forskjellige kirkelige Retninger, da maa den fra først til sidst betegnes som en Stræben efter at virke fredsstiftende. En Partimand var han· aldrig; og naar jeg i faa Ord skulde sammenfatte hans religiøse Grundbetragtning, saaledes som jeg veed, at han vilde have vedkjendt sig den, saa maatte den vel i det Væsentlige lyde saaledes: „I det store Frafalds Dage i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede havde indtil 1806 den Tro, som vi bekjende i de tre Troens Artikler, og navnlig Troen paa Jesus Christus, ikke blot som den Største blandt alle Profeterne mægtig i Ord og Gjerning som ingen Anden, ikke blot som den Viseste og Heiligste af alle Menneskenes Børn, men som Guds enbaarne Søn, var korsfæstede, gjenopstandne, himmelfarne Frelser og Herre, hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden, og som med sin Fader lever og regjerer i Helligaands Enhed, een sand Gud fra Evighed til Evighed, — hos os kun to fremragende Forsvarere, s. IXnemlig Biskop Bulle i Danmark og Biskop Nordahl Brun i Norge. Men fra 1806 maa Gjenoprettelsen af denne Tro i Danmark og vel ogsaa i Norge — menneskeligt talt -— fornemmelig tilskrives Mynster og Grundtvig. Dette kan kun nægtes af dem, der med partisk Ensidighed stirre sig blinde paa de Tvistepunkter, hvori disse to Mænd vare hinandens Modstandere, og som ikke agte paa det Hovedpunkt, hvori de, trods alle skarpe Sammenstød, vare hinandens Medarbejdere i Kampen mod den da herskende Rationalisme.“ — Med Hensyn til disse skarpe Sammenstød siger Martensen i sin Levnetsbeskrivelses 1ste Bind, S. 51: „Saadanne Modsætninger i Kirken kunne jo vistnok kaldes beklagelige, dog kunne de, hvorpaa Kirkehistorien viser mange Exempler, ikke undgaas. Hovedspørgsmaalet bliver hver Gang, om de Stridende hver for sig haveværet Herrens Redskaber og Tjenere. Thi da paaligger det os at efterspore og tilegne os, hvad der i enhver af dem er fra Herren og hans Aand, og saa vidt vi formaa det, at bruge det til Opbyggelse.“ Dette var just ogsaa Laubs Betragtningsmaade.

En fortræffelig Skildring af Laubs Personlighed og Betydning for den danske Kirke har Professor, Dr. theologiæ P. Madsen meddelt i „Sædemanden“ for 16. Juli 1882; og den tillader jeg mig at anføre her (idet jeg forøvrigt henleder Læsernes Opmærksomhed paa Mindetalerne ved Laubs Jordefærd, som ere udgivne paa G. A. Reitzels Forlag):

„Det er kun faa Uger siden, at Budskabet om Biskop Laubs Død gik ud over Landet. Han havde allerede for nogle Aar siden nedlagt sit Embede og opgivet al offentlig Virksomhed, saa at der ikke er nogen Plads i vort Samfundsliv, som er bleven tom -ved hans Bortgang; men hans Virken er i saa friskt Minde iblandt os, at Enhver, der har noget Kjendskab til vore kirkelige Forhold, føler, at han var en af vor Kirkes betydelige Mænd.

s. X„Biskop Laub var født i Frørup Præstegaard. Hans Fader, Hieronymus Laub, var Præst paa dette Sted i 47 Aar indtil sin Død; han var Biskop Mynsters nærmeste og fortroligste Ven fra Ungdommen af, og var en fin og ædel Natur, som fulgte levende med i alle sin Tids aandelige Bevægelser. Hans Hus var et gammeldags Præstehus i bedste Betydning, tarveligt og nøjsomt i sine Fordringer til Livet, men opmærksomt for alle aandelige Interesser, medens Kristendommen var Sjælen og Midtpunktet, der gav Livet dets Værd og Betydning. Fra dette Hjem medbragte Biskop Laub baade den udvortes Tarvelighed, som prægede hele hans Liv, og den alsidige aandelige Sands, den Harmoni i sin aandelige Dannelse, som baade gav hans Fremtræden den ejendommelige Værdighed og Ynde og gav hans Dom om alle Forhold den velgjørende Besindighed og Ligevægt. Hans Uddannelse foregik under de lykkeligste Vilkaar; da han som Student kom til Hovedstaden, aabnede dens aandeligste Kredse sig for ham; den unge Mand, der blandt sine jævnaldrende altid hørte til de fremragende, blev tidlig Gjenstand for betydelige Forhaabninger. I hvilken Grad han modnedes i disse Ungdomsaar, hvor klart, alvorligt og besindigt han dømte om, hvad der bevægede sig omkring ham, derom foreligger der skjønne Vidnesbyrd i den Række af Breve fra den unge Kandidat til sin Fader, som for nogle Aar siden bleve offentliggjorte som Led i en Skildring af Mynster og hans Kreds. Han var paa een Gang inderligt sammenknyttet med det Bedste i den gamle Tid og tillige i Stand til venlig Forstaaelse af, hvad Godt der brød frem i den nye Tid. Dette vedblev gjennem hele hans Liv at være ham ejendommeligt.·

„I en Alder af 29 Aar blev han kaldet til Sognepræst for Ryslinge Menighed, hvorfra han ti Aar efter forflyttedes til Brahetrolleborg og Krarup; saaledes tilbragte han tyve lykkelige Aar som Præst paa sin Fødeø, — lykkelige Aar baade i hans Embedsgjerning og i hans s. XIHus. Men da han i November 1854 blev kaldet til Biskop over Viborg Stift, kom hans Evner til den rigeste Anvendelse, og hans præstelige Egenskaber kom til at lyse i en videre Kreds, saa at hans Navn fik en Klang blandt de bedste indenfor vor Kirke. Der var dem blandt hans Embedsbrødre, som udfoldede endnu mere fremragende Gaver i denne eller hin Retning; men der var neppe Nogen, som var Gjenstand paa een Gang for større Kjærlighed og større Ærbødighed.

„Allerede det første Indtryk af hans Personlighed gjorde det klart, at han' var en stille Natur. Der var noget Indadvendt over hele hans Væsen; Ingen kunde se ham uden at føle, at den Mand havde sin Styrke i et rigt indvortes Liv. Den lille og spinkle Skikkelse, tilbageholden og beskeden i hele sin Fremtræden, var saa ganske gjennemtrængt af Aand og ædel Dannelse, at man, selv i den største Forsamling maatte lægge Mærke til den. Hans hele Person var, som der blev sagt ved hans Baare, præget af Aandens Adelskab. Men fyldigst og klarest traadte hans indre Livs Rigdom frem i hans Prædiken. Hans Prædikens Retning var ikke det Paatrængende, men det Indtrængende: han tog ikke Folk med Magt og kunde ikke strax faa fat paa dem, der manglede aandelig Erfaring; men hans Prædiken var dyrebar for dem, der vare indviede i Kristendommens Tanker og Oplevelser; saadanne Tilhørere fandt hos ham en dyb Vejledning i, hvad de trængte til. Som Prædikant udmærkede han sig ikke ved at male de enkelte Skikkelser i bestemt afgrændsede Omrids, heller ikke altid ved den snorlige Tankefølge; men han lignede snarere Den, der drager frem gjennem rige Egne og ikke altid holder sig til den lige Vej, men fordyb er sig i Udblikkene til alle Sider uden dog at tabe Maalet af Sigte. Han besad i høj Grad Opbyggelsens Gave; thi hans stille Vidnesbyrd fremgik af hans rige Samliv med sin Gud og Frelser. Af dette hans indre Liv maatte ogsaa hans Omgivelser faa et stærkt Indtryk, skjønt Intet laa ham s. XIIfjernere end at bære det til Skue. Adskillige af dem, der ifølge Embedseller Venskabsforhold havde Adgang til ham, have vidnet, at ofte naar de kom til ham, følte de, at hans Sjæl ligesom først efterhaanden vendte tilbage fra Bønnens og Andagtens overjordiske Verden, hvor den færdedes. Og ligesom han besad Opbyggelsens Gave, saaledes havde han ogsaa i en sjælden Grad den Naadegave at kunne trøste de Sørgende, — saaledes som der ogsaa blev vidnet om ham ved hans Bortgang. Thi han var selv forsøgt i Livets Sorger; da han allerede var kaldet til Biskop og beredte sig til at forlade det gamle Hjem for at modtage Indvielsen og tiltræde den nye Gjerning, bortkaldtes hans Hustru fra ham og den store Børneflok; faa Timer efter forrettede han Prædiketjenesten som sædvanligt og takkede sin Gud for Alt, ogsaa for Trængsel og Angest“. Den første Aarrække, han levede i Viborg, var vistnok i mange Henseender ualmindelig lykkelig og glæderig; men den sidste Del af hans Levetid bragte ham atter tunge Tab i hans Nærmestes Kreds; da var han paa een Gang blød og stærk: han følte Sorgen inderligt og alvorligt, men han var fast grundet i Troens Trøst og i det Haab, der kan „glæde sig over, at Tomheden her betyder, at Huset hisset fyldes“.

„Men hvad der var Blomsten af hans Væsen og gjorde det saa hjertevindende, var den store Kjærlighed, der bode i ham: Kjærligheden til Gud og hans Ord, saa man følte, at han aldrig kunde blive træt af at betænke og tale det, — og Kjærligheden til Mennesker, saa at den Ringeste som den Største følte Tillid til ham og Lyst til at aabne sig for ham. Det var denne Kjærlighed og den Fred, som følger med den, der gav hans Virksomhed dens egentlige Præg. Dette traadte klart frem i hans Stilling til de kirkelige Partier; ingen af dem kunde regne ham til sine egne, og han frygtede ikke for at modsige dem, naar det syntes ham fornødent. Hans Standpunkt var vor lutherske Kirkes s. XIIITro og Lære i dens overleverede Skikkelse: den havde han tilegnet sig gjennem en alvorlig og inderlig Indlevelse. Men jo mere indlevet han saaledes var i det, som doger de kirkelige Retningers fælles Rod, des mere skikket var han til at finde i enhver Sag det, som muliggjorde en fredelig Samvirken; og ved sit kjærlige Væsen var han i Stand til at optræde mildnende og forsonende, paa samme Tid som hans Ord hørtes med Tillid af de Forskjellige. Det var denne Kjærlighed, som ogsaa gav hans Tilsynsgjerning dens Ejendommelighed: derved havde han den store Myndighed uden dog nogensinde at optræde trykkende eller bydende; derfor virkede hans Raad og Formaninger styrkende og ophjælpende, fremkaldte ikke Forsagthed, men gav Haab og Mod til Arbejdet.

„Saaledes var hans Livsdag lys og skjøn, ledsaget af Velsignelse og Fred. Desto mere overraskende og smertelige kom Aftenens Skyer og Storme. Det var i Eftersommeren 1876, at han skulde have indviet den gjenopbyggede Viborg Domkirke. Han glædede sig højlig til at skulle udføre den mærkelige og betydningsfulde Handling; — men et Par Dage før Indvielsen blev han ramt af en nervøs Sygdom, som han ikke siden forvandt. Vistnok kunde han endnu af og til i længere Mellemrum være den Gamle, saadan som han havde været i sin raske Tid. Men den meste Tid tilbragte han i en vedvarende Svaghedstilstand. Medens før den harmoniske Ro havde været hans Personligheds Præg, kom der nu Uro og Rastløshed, Mangel paa Beherskelse og Ligevægt over ham. Endnu kunde han være rig paa dybe og skarpsindige Ytringer; men det var, som om Enheden og Beherskelsen manglede. Vistnok var det i mange Maader smerteligt at se ham saaledes; men det var alligevel opbyggeligt at se ham ogsaa i dette, og hans Tilstand i disse Aar var saa langt fra at forandre Dommen over hans Liv, at den tvertimod bekræftede, hvor saare vidt han var naat frem i kristelig Udvikling. s. XIVHans Sygdom aabenbarede, at hans Natur oprindelig rummede i sig heftige Bevægelser: hvor stærk maa ikke den Mand, hvis hele Væsen alligevel var Fred og Harmoni, have været i dette: at herske over sig selv! Og under al Uro og Omskiftelse var der Eet, som aldrig forandredes: han følte sig altid rig og glad i Samlivet med sin Gud. Naar han færdedes paa sine ensomme Spadseregange, kunde man høre ham nynne de gamle Psalmer og Bønner: det var Tak og Bøn, der rørte sig dybest inde i hans Sjæl. - Og den samme Rigdom i Troen, Haabet og Kjærligheden traadte skjønt og opbyggeligt frem lige til det Sidste, ogsaa paa Dødslejet, saalænge han kunde fremføre noget forstaaeligt Ord eller Tegn.

„Saaledes var han baade i sin Styrkes og sin Svagheds Aar en Mand, hvis Liv vidnede om den Hellig Aands rige Virkninger i de Kristnes Hjerter. Saaledes sømmer det sig visselig for en Hyrde i Menigheden; men saaledes sømmer det sig ogsaa for Enhver, der vil høre Menigheden til. Derfor ville vi skjønne ikke blot paa hans Embedsgjerning, men ogsaa paa hans Exempel til Efterfølgelse. Og derfor skal hans Minde leve i velsignet Ihukommelse!“

Naar jeg har kaldt denne Bog „Laubs Levnet“, saa holder den unægtelig Mere, end Titelen lover, da man jo her faar hans Vens Christian Mynsters Levnet i Tilgift; men det tør vel haabes, at sympathetiske Læsere saavel i Nutiden som i de kommende Tider ville betragte dette som en kjærkommen Tilgift. I Fortsættelsen er det min Hensigt at meddele et Udvalg af hans Breve til og fra hans andre Venner, og især vil der her blive ikke Lidet at meddele af hans ovenfor omtalte Brevvexling med gamle Christen Sørensen Daugaard, — og af den Brevvexling, som Biskop Martensen fra November 1854 uafbrudt førte med ham i over tyve Aar, og hvoraf han s. XVhar givet mig Tilladelse til at meddele „et passende Udvalg“. Og for allerede nu at give Læserne et Indblik i disse to Biskoppers hjertelige Venskabsforhold har jeg i dette 1ste Bind indsat ti af deres Breve, skjøndt kun de fire første ere fra 1854. Disse ti Breve høre nemlig saa nøje sammen, at jeg ikke har villet skille dem ad, uagtet jeg ved at lade de sex sidste følge med her, er kommen til at overskride den paa Titelbladet angivne Tidsgrændse.

Og saa vil jeg nu slutte denne Indledning med en Udtalelse af Martensen om Laub, hvem han med Rette har kaldt „en Brevskriver af første Rang“. Han siger nemlig i sin Levnetsbeskrivelses 3die Bind, S. 133:

„Blandt de af mig indviede Bishopper (Lautrup, Laub, Kierkegaard, Balslev, Lind, Swane, Fog og Pieturson) maa jeg i Særdeleshed fremhæve Laub, fordi han blev mig en kjær og dyrebar Ven. Han var rig paa Begavelse og rig paa Kjærlighed. Hans Begavelse var, som jeg tidligere har antydet, overvejende receptiv, men her var den overordentlig stor. Det var umuligt, at en Forfatter kunde have en bedre Læser, thi han opdagede Meget, som Forfatteren selv neppe havde været sig bevidst, hvilket jeg for min Del oftere har faaet Lejlighed, til at erfare, da han altid shrev mig til om mine Arbejder. Laubs Breve høre til det Ypperste, jeg kjender, ved denne sjeldne Forening af aandelig Opfattelse og Gemyt. Prøver derpaa vil man finde i „Blade af Mynsters Liv og Tid“. Ved denne dybe Sands, der fra Videnskaben udstrakte sig til hele Kunstens Omraade og havde sin Rod i det kjærlighedsfulde Blik paa Livet, har han i sin Embedsgjerning virket dybt og befrugtende paa Præsterne og i det Hele paa den ham omgivende Kreds, der var ham inderligt hengiven. Det var os en Sorg, da han ved sin Sygdom blev forhindret fra at indvie Viborg restaurerede Domkirke, som han saa længselsfuldt havde imødeset. De sidste Aar, som han tilbragte i Kjøbenhavn, have for mig ihhe kunnet faa den Betydning, jeg havde ønshet, paa; s. XVIGrund af lians Sygdom, der ofte forhindrede ham i Samtale eller dog meget indskrænkede denne. Dog har jeg endnu i den allersidste Tid havt enkelte Samtaler med ham om Jakob Bøhme og Theosofien, i hvilke han havde Aandens fulde Klarhed.“

Under 26. Februar 1884 indsendte jeg følgende Linier til Berlingske Tidende:

„Breve fra og til Bishop Laub. Da min afdøde Fætter, Professor C. L. N. Mynster ikke fik udført sin her i Bladet bebudede Udgivelse af et Udvalg af disse Breve, har Biskop Laubs Svigersøn, Pastor Schepelern opfordret mig til at overtage dette Hverv, og Brevene ere desaarsag nu i mit Værge. Skulde nogen af disse Breves Forfattere have Noget at meddele mig i denne Anledning, saa bedes de herom snarest muligt skriftligt at henvende sig til mig.“

Denne Opfordring tillader jeg mig her at gjentage.

Emilsminde ved Slagelse, 21. September 1885.

F. L. Mynster.

Rettelser.

Side 55 og 56 i Overskriften læs: Af et Brev.
Side 73, 15de Linie: Tankerne, læs: Taarerne.
Side 134, 10de Linie: fortrolig, læs: forsonet.

Fra Pastor Hieronymus Laub i Frørup til Professor Block, Rektor i
Roskilde
.
Frørup, 15. August 1821.

Det er nu snart 20 Aar siden, at jeg i Kjøbenhavn, som Rekonvalescent og kaldet til Frørup, modtog et Brev fra Dem, min inderlig ærede Ven, saa kjærligt og vennehuldt, saa fuldt af den hjerteligste Deltagelse i min forestaaende Lykke! De ønskede og spaade mig Held, meddelte mig mangfoldige Underretninger og Oplysninger og hjalp mig trolig med Raad og Daad. I det Haab, at Tid og Fraværelse ikke har gjort Deres Højbergs Eftermand ligegyldig for Dem, henvender jeg mig nu atter ti! Dem i mer end et Velfærds, i et Hjerte-Anliggende.

De erindrer maaske, at mine fire første Sønner ere Tvillinger. Den næstældste af det første Sæt [Otto Laub, født 6. August 1805] blev konfirmeret sidste Paaske; og ham ønskede jeg saa særdeles gjerne en Plads i Deres Skole. Dette Ønske er gammelt hos mig trods Alt, hvad økonomiske Hensyn kunde indvende derimod; thi i Deres Varetægt veed jeg ham overgivet til en Mand med Faderhjerte, og veed, at han under Deres og Skolens øvrige Læreres Vejledning vist vil blive dannet til det, jeg tænker mig ved en brav Student. Han er en from, uskyldig, sindig og flittig Dreng med ret godt Hoved og megen s. 2Lyst til videnskabelig Dannelse. I Kundskab staar han rigtignok tilbage, mere end han efter Alderen burde; doger dette hverken hans Evners eller Flids Skyld, men Følgen af flere tilfældig sammenstødende Omstændigheder; og jeg haaber, at han med den modnere Alder (han er nu 16 Aar) snart vil indhente det Forsømte. Forresten ønsker jeg naturligvis langt heller, at han maa afgaa til Universitetet nogle Aar sildigere, end omvendt, hvor meget dette end kunde være til Lettelse for mig, ligesom jeg er overbevist om, at hans Mod ikke vil falde, hvor lav en Plads der maatte anvises ham, men at han sikkert vil stræbe desto alvorligere at gjøre den længere Skolegangstid saa meget mere frugtbringende. [Her kom saa en Opregning af, hvad der i de forskjellige Fag var læst.]

Vilde De nu, kjæreste Ven, ret inderlig glæde mig, min Louise og min Søster (som alle sende Dem og Deres velsignede Kone og hele Familie 1000 Vennehilsener), saa lad mig med et Par Ord vide, at De endnu undertiden tænker paa os med fordums Godhed, at vores kjære Otto skal være Dem velkommen, og naar han maa komme. Ifølge [residerende Kapellan ved Domkirken] Pastor Vegeners varme Anbefaling har jeg allerede tilskrevet Prokurator Liebe [senere Hospitalsforstander], og tror, han vil være villig til at modtage min Søn i sit Hus til 1. Oktober — —

Siden 1807 har hverken jeg eller min Kone været i Kjøbenhavn — den Gang bleve vi indespærrede der under Bombardementet. De kan da let tænke, hvilken Drøm vi Dag og Nat drømme, og at vi idelig pønse paa, hvorledes vi selv kunne bringe Otto til Roskilde, hilse paa vore Venner der, og da endelig en Gang igjen se s. 3dem af vore Kjære, som endnu ere tilbage i Kjøbenhavn — —

Med hjerteligt Venskab og udmærket Højagtelse
Deres hengivne og forbundne Laub.

Fra Professor Block til Pastor H. Laub.
Roskilde, 28. August 1821.

Højstærede elskelige Ven! Saa kjært og højagtet Deres Venskab stedse har været mig, saa behageligt vil det og blive mig at virke Noget for Deres Søn; og det Vidnesbyrd, der gives hans Hoved og Hjerte, lader mig haabe, at Deres Tillid til Roskilde Skole og dens Lærere ikke skal blive skuffet. Hvad Plads han kan faa, kan jeg, forinden den nærmere Prøve af hans Fremgang og Sikkerhed i Fundamentalia, ikke bestemme. Efter det Angivne staar han omtrent — paa noget af Gurtius nær — lige med de Øverste i 2den Klasse, af hvilke de Bedste til 1. Oktober vil optræde i tredie. For hans Alders Skyld ønsker og haaber jeg, at han maa blive iblandt disse; og kun i det Tilfælde vil han for det Første indsættes i 2den, at han befandtes ej at kunne tilstrækkelig følge med disse. Især ønsker jeg, at han maatte have saa megen Øvelse som muligt i den latinske Stil, hvori man da kunde have des mere Forvisning om, at han godt kunde forstaa og fordøje Livius og Ovid, som læses i 3die Klasse, ligesom ogsaa gode Fundamenter i Græsken vil have forberedt ham til Gavns til at begynde paa Homer og Herodot. I de øvrige Fag har han omtrent læst det Fornødne — —

Hvad Tiden angaar, da er det tidsnok, naar han er s. 4her en af de første Dage i Oktober, da Undervisningen ventelig vil begynde den 8de, men han et Par Dage forinden i det Mindste maatte examineres. De. Nyankommendes Examensdage blive ventelig 3die, 4de og 5te. Det Logis, De har bestemt ham, tør jeg ogsaa anbefale som det bedste, jeg kunde nævne. De Bøger, som bruges, hvis han kommer i 3die Klasse, ere — —

Hvor meget det Haab har glædet os, at se Dem og Deres gode kjære Kone ved den Lejlighed en Gang igjen hos os, behøver jeg ikke at tilføje. End mere glædeligt vilde det være os, om vor uforglemmelige kjærlige Veninde, Deres Søster [„Tante Hanne“], kunde gjøre Følgeskab med. Hvor mange kjære Erindringer skal vi ikke da efter saa mange Aars Forløb igjen fornye! Stræb nu endelig at bringe Drømmen til Virkelighed!

Deres oprigtigt hengivne Block.

Fra Otto Laub til hans Fader.

[Begge Forældrene havde fulgt Sønnen til Roskilde, og nu vare de i Kjøbenhavn i Besøg hos hans Morfader, Syngemester, Professor Zinck.]

Boskilde, 11. Oktober 1821.

Kjære Fader! Nu er da baade Examen og Translokationen overstaaet. Examen var igaar Eftermiddags fra Kl. 3 til henimod 6. Professoren examinerede mig først i Latin. Jeg havde et Par temmelig lette Stykker i Nepos, men det, jeg havde i Cæsar, var lidt sværere. Derpaa skrev jeg en latinsk Stil uden Grammatik og af en Fejltagelse uden Lexikon, paa Slutningen nær. Den blev bedømt af Professoren, og der var kun 1 Fejl. I s. 5Græsk, Historie og Geografi blev jeg prøvet af Dr. Thrige. Jeg læste ogsaa et lille Stykke Fransk af Telemak for Professoren. Det gik i det Hele taget meget bedre, end jeg havde ventet; især var Thrige meget vel fornøjet med Historien. Idag gik Translokationen for sig. Professoren holdt først en Tale over Horatses: „sapere aude! incipe!“ hvori han opmuntrede til Opmærksomhed, Flid og Sædelighed. Derpaa oplæste han Karaktererne, der, som Du vel kan tænke, vare meget forskjellige. N. N. blev det tilkjendegivet, at dersom han ikke inden Paaske forbedrede sig, maatte han rømme Skolen. Du kan derfor tænke, hvilken Frygt jeg sad i, og hvor stor min Glæde blev, da jeg hørte „den nyindkomne Hardenach Otto Conrad Laub“ blandt 3die Klasses Elever, og at, den ikke blev mindre, da der fulgte 6–7 Navne efter. Imorgen skal jeg første Gang paa Skolen og læse Curtius, som jeg aldeles ikke har kunnet, faa hverken tilkjøbs eller tillaans — —

Af Breve fra Hospitalsforstander Liebe.
Roskilde, 11. Oktober 1821.

Kjære Pastor Laub! Med Sandhed kan jeg da glæde Dem og Deres Kone, med at Deres Søn med al den Udmærkelse, som var mulig, aflagde Prøve i sine Skolesager igaar, — ja. han var saa ferm, at naar han havde læst eller kunnet angive Mere, end Tilfældet var, vilde han strax være kommet i 4de Klasse. Man sagde: „Ja, han var dog anderledes funderet, end Vegener, da han kom i Skolen, og Vegener blev dog dens udmærkede Discipel.“ Stor var min og min Kones Glæde, da vi erfoer vor s. 6Plejesøns Vidnesbyrd af den elskværdige Block og den udmærket duelige Mand Dr. Thrige. Vi kjende endnu kun lidt til Deres Søn, men elske ham allerede, og vi tør ærlig forsikre Dem, at vi skal træde ham i Faders og Moders Sted. — —

23. April 1822.

Idelige Embedsrejser og Huset fuldt af Fremmede har bevirket, at jeg ej før nu har faaet Lejlighed til saa inderlig at glæde Dem og Deres Kone og Søster og Ottos Sødskende med den Efterretning, at han med udmærket Hæder for Flid, Duelighed og Sædelighed er kommet i 4de Klasse, Noget, der før aldrig er sket efter kun at have frekventeret Skolen i ½ Aar. De som Fader og Lærer, samt Deres Søster som tillige Lærerinde, maa da finde Deres Flid og Omhu for Otto rigelig belønnet. Selv i 4de Klasse er han i den korte Tid, han har været der, med de Flinkeste. Den Beskedenhed, hvormed han bærer sin Hæder, gjør, at man hos hans Meddisciple finder Glæde i Stedet for Misundelse ved hans store Fremgang — —

3. Juni 1822.

Kjære Pastor Laub! Som altid Tilfældet vil jeg begynde med det for Dem Kjæreste, nemlig Otto. Han er i Alt, hvad han bør være, erholder derfor udelt sine Læreres, Meddisciples og Omgangsvenners Agtelse, Godhed og Velvilje. Han er vist i egentlig Forstand den Flinkeste i Skolen: „Hvem skulde det være, der kunde overgaa ham, uden Dons? Men nej,“ sagde Professoren, „Laub er og bliver den bedste.“ Hvad der gjør ham for mig saa agtet, er, at han i alt Muligt er saa beskeden, godmodig og ufortrøden. — —

s. 715. Oktober 1822.

En hel Tid er gaaet, siden De, gode Ven, saae Noget fra mig; men nu kommer det, der glæder Fader- og Moderhjertet, det nemlig, at Otto blev ved Translokationen idag den Øverste i hele Skolen, og fik derhos i enhver Henseende det mest udmærkede Bevis paa sine Foresattes Tilfredshed og udelte Agtelse. Men han blev med alt dette den samme rolige, beskedne og venlige Person, der føler, kun at have gjort, hvad han burde: strengt at opfylde sine Pligter. Otto har sikkert fra 1. Oktober d.A. fri Skolegang og anstændige Stipendier til; thi hvem vil ham ikke vel? og han fortjener det i høj Grad. — — Professoren og Skolens Lærere hilse Dem forbindtligt; det Samme gjør jeg og mine, der stedse huske paa de glade Dage, vi havde forrige Aar sammen. — —

Fra Otto Laub til lians Brødre Frederik og George Laub ^*)Otto, og hans Tvillingbroder Vilhelm (Bogtrykker) fødte 16. August 1805. Frederik (Apotheker) og George (Skibskaptajn) fødte 4. April 1807..
Roskilde 12. April 1822.

Kjære Brødre! — — og nu til det egentlige Brev, som er tænkt om ikke skrevet 4. April 1822.

Først min Gratulation saa varm og inderlig, som jeg kan give den! Tro ej. at fordi jeg ej har skrevet, vi derfor har glemt Eder her! Ved en Kop Chokolade erindrede vi ej alene Eder men og det hele Frørup. Ved mit Ophold i Kjøbenbavn har jeg moret mig saa godt, som det kun var muligt. En omstændeligere Fortælling s. 8maa bie til en anden Gang, naar Tiden tillader det. Kun dette vil jeg sige, at jeg er bleven bekjendt med et inderlig godt Menneske, en Søn af Faders bedste Ven, med Christian Mynster [O. H. Mynsters ældste Søn, født 15. August 1804, † 7. November 1877], som jeg vil ønske holder ligesaa meget af mig, som jeg af ham. — —

Eders oprigtige Ven og Broder Otto Laub.

P. S. Imorgen er det Konfirmationsdag her, og jo ligesaa i Frørup. Da gaar I vel alle i Kirke. Jeg ønsker dem alle ret af Hjertet til Lykke; og dersom der er Nogen, som jeg kjender, saa hils dem! — Om jeg da vil erindre, hvad der skete for et Aar siden, er der vel Ingen, som tvivler om.

Til Frederik: Er Storken kommen? og naar?

Fra Otto Laub til Frederik og George Laub.
Roskilde, 4. April 1823.

Inderligt elskede Brødre! — — Altsaa er det idag Eders 16de Fødselsdag. Saa inderligt gratulerer jeg Eder begge! Mange have i den Alder, hvori I nu ere, mange flere Kundskaber, end I; men I have igjen et Gode, som sandelig ikke Alle, for ej at sige ikkun Faa, have. I ere fra Barndommen af vænte til at frygte og elske Gud og have set de bedste Mønstere for Eder i vore kjære Forældre. Jeg veed, at I føler det og af Hjertet takker dem for denne Velgjerning, den bedste, de kunde bevise Eder. Men ogsaa jeg vil gribe denne Lejlighed til at takke de kjærligste Forældre for den Kundskab om og Følelse for det Gode, som de have indprentet mig. Tanken om s. 9min kjære Fader og min inderligt elskede Moder er i Fristelsen mit største Værn og bringer mig, naar jeg har fejlet, til en oprigtig Anger og „Bedrøvelse efter Gud, som virker Omvendelse“ [2 Kor. 7, 10]. (Endnu staar en Begivenhed fra vor Barndom levende for mig: Jeg havde fornærmet en af mine Brødre (hvem, erindrer jeg ikke); George kom da hen til mig og fremsagde et Bibelsted, som Fader havde forelæst ham: „Den, som ikke elsker sin Broder, som han ser, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke ser?“ Jeg blev meget forskrækket; thi jeg vilde gjerne elske Gud, men kunde dog ikke sige, at jeg elskede mine Brødre.)

Men en endnu større og vigtigere Dag forestaar Eder; med Glædestaarer ser jeg den imøde, thi jeg har det faste Haab til Gud, at det Løfte, I aflægge, stedse vil være Eder helligt. Mange Tanker gjennemstrømme i dette Øjeblik min Sjæl: ogsaa jeg har en Gang aflagt dette Løfte og lovet at være bestandig — „indtil min sidste salige Ende.“ Har jeg holdt det? — Jeg har ofte fejlet, men Tanken om Gud og mit Løfte har dog stedse været mig en trofast Støtte i Fristelsen; og med Glæde tør jeg endnu tænke paa hin Dag, da jeg aflagde det højtidelige Løfte og modtog Faders Velsignelse. Og denne· Tid vil med Guds Bistand aldrig forsvinde. — Hils min Vilhelm [Otto Laubs Tvillingbroder]. Vi ville alle fire samlede eller adskilte elske hinanden og arbejde med hinanden til at gaa frem paa Dydens Vej og gjøre vore kjære Forældre ret megen Glæde. Fader og Moder ønsker jeg af Hjertet til Lykke med Eder. Hils Tante Hanne! Hils min Søster Sanne og bed hende undskylde, at hun maa vente saa længe paa Brev! og min søde s. 10Søster Lene og lille Broder Hans, og Johan Haae, og dem Alle

fra Eders Otto.

Jeg kommer til at kommunicere 14 Dage efter Eder, da Konfirmationen her bliver anden Onsdag efter Paaske.

Fra Otto Laub til hans Fader.
Kjøbenhavn, 10. September 1825.

Ligesom Du, kjære Fader! i Dit Brev gaar lige til Texten, saaledes vil ogsaa jeg begynde med at fortælle Dig en Nyhed, der egentlig ikke er literær, og som i denne Tid vækker megen Sensation i den theologiske Verden. Det er en Strid, som i disse Dage er begyndt imellem Professor Clausen og Grundtvig. Den Første har nylig udgivet en temmelig stor Bog „om Katholicismens og Protestantismens Lære og Ritus“, som jeg slet ikke kjender Noget til. Derpaa har Grundtvig i disse Dage udgivet et Hefte: „Kirkens Gjenmæle“ imod Prof. Clausen, som jeg igaar fik tillaans af Christian Mynster. Strax i Fortalen begynder han: Ingen tænkende Læser vil vel undre sig over, at jeg opstaar mod Prof. C. ej som Recensent, men som kirkelig Modstander i Anledning af hans Bog om o. s. v., hvorved han har stillet sig i Spidsen for alle Guds Ords Foragtere. Vel har han ingen Anseelse som Skribent, ej heller Kraft nok til at være Anfører, men dog har han som Professor og Exeget erhvervet sig et Ry blandt de unge Studenter, som det var utilladeligt at overse. Derpaa erklærer han som Kirkens Præst Professor Clausen som Præst elærer i Kirkeskolen, dersom han ikke gjør Kirken højtidelig Afbigt eller nedlægger sit Embede, for en falsk Lærer. I s. 11denne bittre men dog højtidelige Tone, som røber Hjertets Overbevisning, er hele Fortalen og hele Bogen skreven. I denne paastaar han, at den protestantiske Kirke, som Prof. G. skildrer, er en, som han selv har stiftet, og viser paa mange Steder, hvorledes han har modsagt sig selv, „Bogens Kjendemærke.“ Da jeg ikke kjender Clausens Bog, kan jeg ikke dømme om dette; thi et Steds Forklaring beror jo saa meget paa Sammenhængen, og kan jo let fordrejes udenfor denne. Men nu kommer et Sted, hvor Sammenhængen i Bogen ingen Forandring kan medføre, som jeg, saa vidt jeg forstaar mig derpaa, synes med Rette at fortjene Grundtvigs Angreb. Han taler nemlig om den protestantiske Præsteed. Han anfører her de Ord: „Jeg lover at ville lære ærligen den himmelske Visdom, som indeholdes i Bibelen og i de symbolske Bøger.“ Her siger Clausen, at Meningen er: „man skal lære den himmelske Visdom, som indeholdes i de symbolske Bøger, ↄ: hvad man deraf tror;“ saa at Enhver uden Betænkning kan aflægge denne Ed uden derfor at antage de symbolske Bøger. Dette synes dog som en Fordrejelse af Eden og, som Grundtvig kalder det, jesuitisk Moral. Grundtvig siger ikke, at man skal aflægge Eden uden at antage dette, men at Øvrigheden kan paalægge sine Lærere en Rettesnor, som de skulle holde sig efterrettelig. Han fordømmer Ingen, som ej antager dette, men udelukker ham kun fra Lærerembedet. Clausen vil derimod, at Alt skal være frit i denne Henseende, at Bibelen skal være den eneste Grundvold, og at Enhver altsaa maa kunne fortolke den, som han selv synes for godt. — Liebenberg beklagede meget den Maade, hvorpaa Gr. gaar frem, og var bange for, at han ved sin Heftighed skulde skade den gode Sag. — Clausen er, s. 12saa vidt jeg veed, meget afholdt af de unge Theologer, og de have besluttet imorgen at forsamle sig i Regenskirken og „tage deres Forholdsregler i denne Sag.“ Skal Fejden kun blive literær, synes jeg, at de dog maa tiltro sig for liden Vægt til at kunne tale med i den Sag; og skal den blive juridisk, hvad den efter al Sandsynlighed efter et saadant Angreb maa blive (man taler allerede om, at en Kommission er nedsat), saa maa vel deres Hensigt være den, at gjøre Indtryk paa Retfærdigheden ved deres Mængde, hvilket de dog selv maa anse for meget uværdigt. Man siger, at Visby; som erkjendes for en stridbar Person, er Formand herfor. Dersom jeg kan komme ind i Kirken, vil jeg dog gaa derhen, for at faa Udfaldet at vide. Jeg vilde ønske, Du kunde faa Grundtvigs Bog at læse.

Om de Gamles Kosmogonier har Ørsted slet ikke talt. Hans Tilbud om Privatissimum kjender jeg, og vil vel ogsaa i sin Tid benytte mig deraf; men i Sommer har han ikke læst over Andet end Mekaniken for os, og saa en Time maanedlig over Opdagelserne, som er aaben for Alle, men hvor jeg ej har været fra først af, og derfor ej heller siden er kommen. Herefter vil jeg dog høre dem. — —

Lev vel! og hils Alle fra Din Otto.

Kjøbenhavn, 25. Oktober 1825.

— — Havde det været mig muligt at skrive i Løverdags, saa værer overbeviste om, at jeg havde gjort det; men jeg var just den Dag til Examen, og blev først færdig efter Kl. 5. Frederik havde heller ikke Tid, omendskjøndt han havde Noget, som han kunde sende Eder, der vilde være Eder kjærere end et Brev fra ham selv. Det følger s. 13hermed, nemlig et Brev fra vores gode George, rigtignok gammelt og endnu fra Vestindien, men dog saa herligt, saa hjerteligt, og saa varmt, at han ikke behøvede at gjøre Undskyldning for den kolde Tone, hvori det er skrevet. Ihvor lidet øvet George endog er i at skrive, saa herlige ere dog alle lians Breve og virkelig saa godt skrevne, at de ligesaa meget maa glæde for den Aandsdannelse og de herlige Aandsanlæg, som for den Moralitet og usminkede Gudsfrygt, som de bære de tydeligste Spor af. Saa meget jeg endog altid har holdt af George, saa maa jeg dog bestandig agte ham højere, jo ældre han bliver. [Frederik Laub var dengang paa Groths Apothek i Kjøbenhavn, og hans Tvillingbroder George Laub var Sømand.] I Løverdags, som sagt, var jeg til Examen. Omendskjøndt det egentlig ikke kunde gjøre mig bange, at Ørsted Dagen tilforn havde givet nogle Non. cont., og at En var bleven stødt fra Indkaldelsen, fordi han havde lært Filosofien — udenad (!)’, da jeg vidste med mig selv, at jeg havde gjort mit Bedste i denne Henseende, saa var jeg dog lidt underlig tilmode om Morgenen, da jeg klædte mig paa. Dog, da jeg først havde faaet det første Laud p.c. hos Ørsted, saa gik Examensfeberen lidt efter lidt over, og saaledes fik jeg efterhaanden hos P. E. Müller, Thune og Sibbern den samme Karakter. Som Følge heraf har jeg idag været henne og hentet 17 Rdlr. 32 Sk. hos Kancelliraad Schiern, som bad at hilse Dig. Dagen tilforn var jeg naturligvis hos Professorerne med mit Tiggerbrev. Det var et godt. Omen, at de Fleste af dem (Alle undtagen Müller) kjendte mig fra Kollegierne. Ørsted var især meget snaksom, viste mig en Bog om Bølgebevægelsen, hvori han læste, og fortalte, at Du havde været Inspektor paa Ehlersens Kollegium. Han s. 14bad meget at hilse Dig, og sagde, at uagtet han ikke havde kjendt Dig meget fra Studenterdagene, saa var det ham dog, som om Du var hans gamle Bekjendt, fordi han saa ofte havde talt om Dig med Mynsterne og andre af Dine Venner. Dersom Du kom oftere til Byen, maatte Du endelig se op til ham. Muller forekom mig ikke saa interessant; maaske var han ikke i godt Humør den Dag. Thane var særdeles galant, og gjennemgik længe en Sætning for mig, som jeg ikke ret forstod. Sibbern tog meget venligt imod mig, og bad mig saa kjærligt, at raadføre mig med ham, naar der forekom mig noget vanskeligt i mine Studier. Han har noget saa Kristelig-viist i sit Ansigt. — —

For det Tilsendte, som jeg igaar modtog, takker jeg mange Gange. Tak Møllerkonen for Smørret og min kjære Johan Haae for Valdnødderne. Hils Alle, Alle fra Din Søn

Otto
Studiosus Theologiæ.

Af et Brev fra Laub til hans Fader.
Kjøbenhavn, 3. December 1825.

— — Du spørger mig, hvad jeg synes om Kollegierne. Uagtet jeg har sagt Dig mine Grunde, hvorfor jeg endnu ikke har ytret Noget desangaaende, og ej heller gjerne vilde det, saa behøver jeg dog ikke at genere mig for Dig. Dog, her er et saadant Kommers og Tobaksrygning, at jeg ikke kan skrive noget rigtig Sammenhængende. Clausen vilde Du vel især gjerne høre Noget om, da han i denne Tid har vakt saa Manges Opmærksomhed. Jeg kan eller vil ikke tale om ham som Kristen, og vilde vel s. 15heller ikke saa ganske vedstaa den Dom om ham i denne Henseende, jeg for længe siden, inden jeg rigtig kjendte Noget til ham eller hans famøse Sag, altfor rask havde i Sinde at fælde, og jeg tror ogsaa for en Del har ytret i et Brev til Dig. Jeg vil her blot sige, hvad jeg tror at kunne sige om ham som Exeget: Jeg undrer mig ikke over, at der er et saa stort Auditorium hos ham, og at der, som Grundtvig siger, „gaar saa stort Ry af ham blandt de unge theologiske Studenter.“ Han har et meget behageligt Foredrag, et tydeligt Organ, og taler et meget smukt Sprog. Han læser bestandig paa Latin, hvilket ogsaa let kan bidrage til at indtage unge Studenter, der betragte dette paa en Maade som et Kunststykke. Dog tror jeg ikke, at det er dette ene, som har foranlediget mig til at anse ham for en i det Mindste meget duelig Lærer. Jeg synes (men dette er ganske alene min Mening, ikke foranlediget af nogen Anden), at han paa en meget fornuftig og tillige overordentlig human Maade fremsætter og vurderer de forskjellige Meninger angaaende tvivlsomme Steder. Han fremsætter altid kort og grundigt sine Meninger om deslige Steder, og overvælder ikke sine Tilhørere med lærde Citationer etc. Han læser over Jakobs Brev, og jeg er fuldkommen tilfredsstillet ved den Maade, hvorpaa han har forenet Jakobs og Pauli Meninger, og viist, hvori de virkelig ere uenige, og hvad der blot grunder sig paa senere Udtolkninger af deres Ord. Om P. E. Müller spurgte Du mig allerede i Sommer flere Gange, men fik intet Svar, dels af Skjødesløshed, dels ogsaa fordi jeg har troet, altid at kunne faa Lejlighed til at skrive om ham, naar jeg begyndte paa Theologien. Hans Foredrag er ikke livligt, han taler temmelig monotont, og er ej heller s. 16tydelig; men desuagtet, og uagtet hans Kollegier i Sommer ej bleve synderlig flittigt besøgte, fandt jeg dog allerede dengang meget Behag i at høre ham. Min Interesse for ham er ikke aftaget men tvertimod bleven stærkere ved at høre ham i Vinter. Han har en herlig Orden i sit Foredrag, som bidrager saa meget til Klarhed, og denne søger han ogsaa at vedligeholde ved at diktere de Paragrafer, hvorover han læser. Han holder nu Forelæsninger over „Naturlig Theologi“, hvilke jeg hører, og som ligesaa meget ved deres Indhold, som ved at foredrages af P. E. Müller tildrage sig min hele Opmærksomhed; og jeg anser det for en stor Lykke, at jeg allerede det første Aar kan høre disse Forelæsninger, som vist allermest egne sig for den unge Theolog, og bidrage saa ganske til at bestyrke ham i Overbevisningen om sit Kalds Vigtighed og Værd. Desuden har Müller noget saa Fromt og Blidt i sit Ansigt, Væsen og Foredrag, som maa indtage for ham. — Jens Møller behager i en anden Henseende, ikke for sin strenge Orden, som han jo ogsaa som Historiker bedre kan forsømme, men for sin Livlighed og Iver for sit Fag. Han lægger Münschers Kirchengeschichte til Grund, hvilken han derfor ogsaa har oversat; men hans Livlighed henriver ham ofte til at komme langt bort fra Materien, og han kommer derhos ogsaa ofte med interessante og morsomme Anekdoter. Deraf følger, at det ofte ikke er let at faa god Orden i de Kollegier og Anmærkninger, man skriver under ham. Dog dette maa være nok for denne Gang.

I „Blade af J. P. Mynsters Liv og Tid“, udgivne 1875 af G. L. N. Mynster, findes Side 244 til 291 et rigt Uddrag af s. 17Laubs Breve til Hjemmet i Tidsrummet fra Maj 1825 til September 1834, som derfor her maa forbigaas.

Fra Laub til hans Fader.
Kjøbenhavn, 12. Januar 1830.

Min kjære gode Fader! Jeg har ikke skrevet til Dig den 10de [hans Faders Fødselsdag], men jeg har idag skrevet til Mølleren; og jeg har endnu gjort Mere idag: jeg har siddet ved det grønne runde Bord, og har hørt Pedellen læse: „Laudabilis et quidem egregie;“ og Bedstefader [gamle Professor Zinck] har erindret om en gammel tydsk Psalme: „Herre, jeg er ringere end al Din Miskundhed!“ — og han og Bedstemoder har grædt over mig, og vi er dog Alle saaglade; — og Mynster har trykket mig i Haanden, og saa usigelig kjærligt bedet mig gratulere Dig; og Ernst Glaussen har bedet mig at nævne sig i mit Brev; og Swanes Børn har hoppet og klappet i Hænderne, og Tante Jette og Vilhelm ^*)Otto Laubs Tvillingbroder Vilhelm var Typograf. og Frederik har omfavnet mig og lavet Biskop, og Zeuthen og Christian Mynster og Bøgh og Schou har ledsaget mig den hele Tid, og saa Mange, som jeg ikke kjender, har gratuleret mig; og nu — vil jeg gratulere min kjære, kjære Fader til den 10. Januar! Hils min velsignede Moder og Tante Hanne og Alle fra Din Otto.

Næste Gang faar Du udførlig Underretning om det Hele. Endnu et Brev skal jeg skrive, kan Du gjætte, hvorhen? [Hans Forlovede, Sanne Tostrup, og hendes Moder bode dengang hos nogle gamle Paarørende i Faaborg, men senere i Frørup Præstegaard.]

Kjøbenhavn, 16. Januar 1830.

Længes Du nu, kjære Fader! efter et ordentligt Brev? Ja det er rigtignok en skammelig Tid, siden jeg skrev, og jeg længes saa inderlig efter at udtømme mig for Dig. Men nu har jeg saadan en Mængde at fortælle, at jeg neppe kan fortælle Noget. Der har ogsaa været en Tid, da jeg langt mere trængte til at skrive til Dig; men, Gud ske Lov! den Tid er nu lykkelig forbi. Om den kan Du se i et Brev, jeg idag sender til Sanne, og som Du kan tilbytte Dig. Det var i den Tid, da jeg med saadan en oprigtig Beundring maatte tænke paa, hvor flittigt og fromt Frederik havde læst til sin Examen, og med dyb Skamfuldhed sammenlignede min mismodige Stemning med hans. Men det er lykkelig overvundet. I Søndags celebrerede vi Din Geburtsdag hos Tante Jette. Frederik kom Kl. 9½, men desto værre, det Brev, som var kommet samme Dag med Posten, kunde ikke bidrage til at gjøre os gladere. Vi saae jo deraf, hvor trykkende Terminen endnu er Dig. Dog i Tirsdags gjorde vi det om igjen, og da med høj Jubel; og vi drak Din Skaal i Biskop. Men Du vil vel høre Noget om Examen selv. Jeg vil skrive Spørgsmaalene op i den Orden, hvori vi fik dem Mandag, Tirsdag og Torsdag mellem Jul og Nytaar [her fulgte nu Spørgsmaalene]. Til mundtlig Examen kom jeg først op under Hohlenberg i Job 38 fra Begyndelsen (hvortil Du en Gang har afskrevet mig en Oversættelse), Jeg har anvendt megen Umage paa Hebraisk og navnlig paa Job, og jeg var overbevist om, at Hebraisk var det, jeg kunde allerbedst. Bogen er jo temmelig svær, men paa dette Sted var netop ingen Vanskeligheder. Jeg var temmelig forvirret, oversatte stødende og forstod ikke ret hans Spørgsmaal. Derefter s. 19kom Jens Møller med Kirkehistorie. Han spurgte om Noget, som skulde være svært, men jeg syntes dog godt om Spørgsmaalet, men kunde ikke mere end det Nødtørftige. Desuden var jeg endnu forvirret. Hertil føjede han et Spørgsmaal ex historia dogmatum, som jeg aldrig havde læst, men som jeg dog kom taalelig fra. Han endte med: Prorsus mihi satisfecisti, som hos, ham ikke betyder stort. Nu kom P. E. Müller, hvem jeg var allermest bange for. Han spurgte mig om Forholdet imellem det religiøse og det rationelle Moralprincip, om den praktiske Vigtighed af Trinitetsdogmet, og om det Spinoziske System (i naturlig Theologi). Zeuthen hørte derpaa og sagde, det gik i det Hele meget godt. Professoren var den hele Tid saa overordentlig venlig og endte med de Ord: doctrinæ Tuæ soliditatem agnosco. Clausen var jeg ogsaa bange for, især for at jeg ikke skulde kunne oversætte, om jeg fik et Sted af de paulinske Breve; til Lykke fik jeg Lukas 10 og 17. Vilhelm hørte paa det, og syntes, jeg læste saa smukt op. Oversættelsen gik sindigt og godt, og jeg svarede ret godt paa Adskilligt. Clausen roste tilsidst min eruditionis copiam et judicii maturitatem, quorum jam specimina Tua scripta vidi egregia documenta. Han havde hørt længe paa mig, og jeg tænkte nok, han vilde ikke sige dette, hvis han ikke trode, det blev eg regie. Men min mundtlige Examen har dog neppe kvalificeret sig til denne Karakter, og det er uden Tvivl ene det Skriftlige, der har skaffet mig den. Jeg var ogsaa i en ganske anden rolig Stemning, medens jeg skrev, og Spørgsmaalene vare jo uhyre lette. Jeg havde trot, jeg maatte ved Examen komme i en Art. Extase, dersom det skulde gaa ret godt; men jeg var den hele Tid ganske rolig, ja ærgrede mig næsten over s. 20denne Tilstand, som jeg syntes altfor meget lignede Ligegyldighed; men nu ser jeg, at det just har været den rette Stemning, og jeg har oven i Kjøbet den Glæde, at hvad jeg saaledes har skrevet, ikke er en Følge af en øjeblikkelig Stemning, og saaledes mere indestaar mig for, hvad jeg kan. Jeg udkastede gjerne hurtigt min Plan (hurtigt, syntes jeg, maaske ½ Time; Andre vare meget raskere), tænkte derpaa temmelig nøje paa Indledningen (jeg synes, det er vigtigt, at komme vel ind i sin Materie), men Resten skrev jeg da saa rask som muligt, og Meget blev derfor ogsaa ganske anderledes, end jeg havde tænkt mig det. Naar jeg gik bort, som aldrig var før i det allersidste Øjeblik, naar Bindesbøll havde sagt, at Klokken var over, da var jeg gjerne tilfreds, men turde dog aldrig ret stole derpaa, fordi jeg aldrig havde faaet Tid til at læse igjennem, hvad jeg havde skrevet, og aldrig kunde huske, hvad jeg havde skrevet. Da derfor nogle Dage var gaaet hen efter Examen, var jeg temmelig urolig derover, og blev meget glad, da Swane fortalte mig om Onsdagen, at hans Svoger [Clausen] vilde strax tage fat paa mit og da om Eftermiddagen sige mig, hvorledes det var. Da jeg kom derind, var han meget venlig og sagde, at jeg kunde være meget vel tilfreds, det havde været ham en Fornøjelse at læse det; kun Et var ikke saa godt, det Exegetiske, fordi jeg havde opholdt mig for meget ved det Dogmatiske i Stykket; men Grunden, mente han, var, at jeg havde lagt en vidtløftigere Plan, end Tiden tillod mig at udføre [Mark. 1, 1–13]. Videre sagde han, at dersom jeg vilde op første Dag, behøvede jeg ikke at sige “Noget til Dekanus; han vilde nok sætte mig til den Dag. Jeg spurgte, om han havde læst Nr. 10 (Silvferbergs); s. 21han svarede nej, og jeg undrede mig over, at han desuagtet kunde antage mit for det bedste, og det maatte han jo for at være vis paa, at: jeg kom op første Dag. Mine tre filosofiske erklærede han for de bedste, uagtet jeg (før Examen) havde været mest bange for dem, og slet ikke (især i Apologetiken) havde kunnet huske, hvorledes P. E. Müller tog det. Men jeg tror, netop derfor er de bleven bedre. Fredag Formiddag kunde man faa sine Karakterer at vide hos Dekanus (Jens Møller). Han tog imod mig med de Ord: „Han kunde glæde mig med den Efterretning, at Mit var særdeles godt, og de havde Alle været enige i, at det var det bedste, uagtet der var Folk, som det vel var værd at rivalisere med, navnlig Silvferberg.“ Heraf sluttede jeg da, at det skulde betyde egregie. Han lovede mig at komme op om Tirsdagen. Mandag Aften gik jeg omkring, og var først hos P. E. Müller. Visiten var kort og ubetydelig; vi talte om mine Brødre, om Leveveje o. s. v.; han endte med: „Han vilde ikke ønske mig Lykke, det behøvedes ikke.“ Clausen var meget kort, skjøndt dog ogsaa han sagde mig Komplimenter. Jeg syntes bedst om den Visit, og var overhovedet ikke meget glad ved de mange Komplimenter, som jeg maatte frygte ikke at fortjene den følgende Dag; og Udfaldet viste, jeg havde Ret. Hos Hohlenberg var jeg længe. Efterat han havde talt en Del om mine Specimina, f. Ex. han kunde ikke begribe, hvor jeg havde kunnet skrive saa Meget, og det var sjeldent, at man efter at have skrevet saa langt, tilføjede, at Tiden ikke tillod at, skrive Mere (det tror jeg dog ikke, jeg har gjort), talte vi om Hebraisk, om Septuaginta, om Schilo i Gen. 49 o. s. v., og han havde neppe ventet, at jeg, der lod saa lærd, s. 22skulde svare saa simpelt den næste Dag. Hos Jens Møller var jeg ogsaa kun kort, men tik dog, tror jeg, her i den korte Tid den meste Ros. „Han havde set af mit Petitum, sagde han, at Du havde været min første Lærer, og han havde tiltænkt Dig en Satisfaktion: naar jeg havde været oppe, vilde han udlevere mine Specimina, for at jeg kunde vise Dig dem; men jeg maatte bringe dem tilbage til ham igjen, da de skulde deponeres i Arkivet.“ Til Lautrup, en theologisk Kandidat og Manuduktør, havde han sagt, at Silvferbergs Specimina vel vare gode, men ikke saa smagfulde som mine. Vi vare i Alt 10 oppe, og af dem var der 4 haud, Resten laud. — Jeg har nu skrevet Alt, hvad jeg vidste om mig selv; jeg har rost mig nok; men Du maa derfor ikke tro, at jeg er saa indbildsk, som jeg lader. Ingen veed bedre, end jeg selv, hvor lidt jeg har fortjent et saadant Udfald enten for min Flid eller mine Kundskaber, og Ingen kan mere erkjende det Hele for en Gave, end jeg, som for en Maanedstid siden kun arbejdede paa at undgaa et hand. Det er ligesaa meget Praleri, nu at ville paastaa min Uværdighed, som at ville broute af mit Held; men for Dig, kjære Fader! kan jeg tale rent ud om begge Dele, og Du veed, at det kun er skrevet for Dig og for dem, som kan forstaa mig. Jeg veed, Du tror mig ligesaa oprigtig, naar jeg siger: jeg veed, jeg havde ikke fortjent det saa godt, som naar jeg glæder mig over min Lykke, eller naar jeg siger, jeg kunde min Job bedre, end jeg viste ved Examen. Det er besynderligt nok: Job var det af Alt, jeg troede at kunne bedst, dernæst Kirkehistorien, og begge Dele gik slettest. At det gik saa godt i de filosofiske Discipliner var en ren Lykke, da jeg kom op i det, jeg kunde bedst. Jeg s. 23har haft i Sinde at afskrive mit Petitum til Dig, men jeg faar hverken Tid eller Plads idag. Jeg befinder mig nu i en herlig Tilstand; kun har jeg nu faaet Tid til at længes; og I kan være visse paa, at det ikke skal vare længere end til Foraaret, før I se mig. Men inden den Tid, ja i det Mindste ligesaa tidlig, som I faa dette, venter jeg at høre, hvad I har sagt om mig; thi Eder har jeg dog overrasket, om ikke Sanne (og, som jegser, heller ikke George); og jeg har bildt mig ind, at min Lap skulde baade kunne gjælde for et ordentligt Gratulationsbrev, og tillige for en Tid skulde kunne forjage Terminssorgerne; og nu længes jeg rigtignok meget, meget efter at bestyrkes i min Indbildskhed. Jeg skulde nu skrive Breve til Mange i Frørup, til Tante Hanne, George, Herman [Bindesbøll] o. s. v., men nu maa det for det Første blive ved Fader (og Sanne i Faaborg); jeg skal ogsaa skrive til Roskilde, og til Jensen i Soderup o. s. v., og min Tid er saa knap. Ja. nu le I vel Alle, men sandt er det: jeg har endnu ikke haft Tid til Andet end at informere (thi det har jeg gjort endogsaa imellem skriftlig og mundtlig Examen), gjøre Visiter, spise til Middag hos Tante Jette, Swanes, Wleugels, — og drive; og nu skal jeg oven i Kjøbet gaa om og hilse paa Professorerne for at faa Attester for at søge — Borchs Kollegium, som Professor P. E. Müller har raadet mig. Igaar aflagde jeg Kandidateden, efter at have hørt en virkelig smuk Tale af P. E. M. — Jeg kan ikke slutte dette Brev uden at sige Lidt om alle de Mange, hvis Deltagelse har været mig saa velgjørende, ja uundværlig i denne Tid, Zeuthen, Frederik, Vilhelm, George før han rejste, Tante Jette [Fru Jette Petersen, Søster til Laubs Moder, dengang boende som Enke med sin Datter i s. 24Kjøbenhavn; sine sidste Leveaar tilbragte hun hos Laubs i Haagerup Præstegaard, hvor hun døde]. Hun har ikke blot inviteret mig til sig (hver Tirsdag, naar jeg vilde og kunde), men i den senere Tid ladet mig sidde og læse hos sig, da jeg selv intet Brænde havde, men havde kjøbt Kul, som ikke vilde brænde; en saadan reel Hjælp er i en saadan Tid af mindst Betydenhed, men den Kjærlighed og Omhu, som jeg læste hos dem Alle, var mig den største Opmuntring. Hertil hørte ogsaa Breve hjemmefra, som rigtignok kun sjeldent kom direkte til mig, men dog undertiden kom. Ogsaa de Breve, der kom til Andre, vare mig usigelig kjære. Jeg tænkte tidt i min melankolske Periode paa at skrive til Dig; men jeg begav det igjen; det kunde jo ikke være blevet et Brev til at opmuntre Dig. Hils min kjære Moder, Tante Hanne og alle mine mange Sødskende i Frørup og paa Sludegaard (jeg venter, at Gratulationerne nu vil strømme ind paa mig, som Ansøgningerne paa Baron Goldkalb).

Og lev nu vel, uden Terminssorger! — Din Otto.

s. 24Professorernes ovenomtalte Attester.

Hr. H. O. G. Laub, Kandidat i Theologien fra Jan. 1830 med Karakteren Laudabilis et quidem egregie, er mig fra sit akademiske Kursus bekjendt som en i enhver Henseende udmærket ung Theolog. Efter den Flid og Vedholdenhed, med hvilken han har benyttet saavel mine Forelæsninger som skriftlige Øvelser, har jeg haft tilstrækkelig Lejlighed til at lære den videnskabelige Interesse, det rigtige Omdømme, den Grundighed i filologiske og theologiske Kundskaber at kjende, hvorved han har s. 25hævet sig ud over sine Medstuderende. Den offentlige Examen har fuldkommen stadfæstet denne Erfaring; thi Censorerne vare enige i, at hans skriftlige Udarbejdelser baade i Indhold og Behandling og ved filosofisk Aand, Orden og Klarhed hørte til de fortrinligste, som nogensinde have været i deres Hænder. — Naar jeg hertil føjer, at Kandidatens hele Personlighed (hvilken jeg ligeledes ved specielle Forhold er bleven bragt til at lære nærmere at kjende) fortjener aldeles det samme hædrende Vidnesbyrd, da tør jeg love Fædreland og Kirke de glædeligste Frugter af denne Kandidats tilkommende Virksomhed; og jeg ønsker alene, at hans Stilling i Tiden maa begunstige den fortsatte videnskabelige Uddannelse, til hvilken han har Lyst og Evne som Faa.

Kjøbenhavn, 23. Januar 1830.
H. N. Clausen.

Candidatus Theologiæ Hr. H. O. G. Laub, som i denne Maaned har absolveret sin Embedsexamen med bedste Karakter og Udmærkelse, er en Videnskabsdyrker af saa herlige Anlæg og saa sjeldne Indsigter, at den akademiske Lærer vilde glædes ved i hvert Qvinqvennium at træffe paa en Saadan. Ligesom den hele offentlige Prøve, som nys afholdtes, bekræfter dette Vidnesbyrd, saa vare navnligen hans skriftlige Udarbejdelser Beviser baade paa grundig Lærdom og paa Modenhed i Dømmekraft. Da nu hans moralske Karakter staar i den skjønneste Harmoni med hans intellektuelle Udvikling, tør jeg love Fædrenelandet og især den danske Kirke en ualmindelig Lærer i ham. Maatte fremdeles Forsynets Varetægt afværge fra dette kjærlige, fintfølende Gemyt enhver Fare, s. 26og fremdeles, som hidtil, lede ham til en stedse klarere Erkjendelse og en stedse højere Virken!

Kjøbenhavn, 20. Januar 1830.
J. Møller.

Hr. Cand. S. Minist. H. O. C. Laub har i flere Aar med udmærket Flid bivaanet mine Forelæsninger over den naturlige Theologi, Apologetiken og Dogmatiken, samt de anstillede Examinatorier. En omhyggelig Dannelse, gode Forkundskaber og heldige Evner fandtes hos ham forenede med utrættelig Iver for at skride frem paa den Bane, som han af Lyst har valgt sig. Derfor bleve og hans Fremskridt i de theologiske Discipliner saare fortrinlige, paa hvilke han ved den theologiske Embedsexamen 12. Januar 1830 aflagde saadanne Prøver, at ham tilkjendtes Karakteren Laudabilis et quidem egregie, og at han hos sine Lærere vakte Forventninger om, at han ved Fortsættelsen af samme Stræben vil blive en Prydelse for sin Stand.

Kjøbenhavn, 19. Januar 1830.
P. E. Müller.

Hr. Cand. Theologiæ H. O. G. Laub, som for faa Dage siden har taget den theologiske Embedsexamen, fyldestgjorde derved fuldkommen de Forventninger, som man baade efter det hæderlige Udfald af hans foregaaende akademiske Examina og efter den nøjere Kundskab til hans stedse fortsatte flittige og grundige Studium vidste sig berettiget til at gjøre sig om ham som en af de dygtigste og bedst begavede Studerende ved Universitetet. De skriftlige Afhandlinger vare alle affattede med ualmindelig Grundighed, Fuldstændighed, Orden og Klarhed, s. 27og den mundtlige Examen vidnede ikke mindre end hine om udbredte Kundskaber og sjelden Tænksomhed. Med Føje tilkjendtes ham derfor Karakteren Laudabilis et quidem egregie, og jeg er overbevist om, at han i enhver Henseende fortjener at anbefales som en Kandidat, der sikkert vil hædre den Post, som i Tiden maatte vorde ham betroet, være sig i Kirken eller i Skolen.

Kjøbenhavn, 20. Januar 1830.
W. H. Hohlenberg.

Fra Pastor Hieronymus Laub til Christian Mynster.
Frørup, 17. August 1833.

Min Ole Hieronymus’s Søn, min ejegode velsignede Jobs Brodersøn! Det er nu snart to Aar siden Du skrev til mig, at Du ikke turde skrive, kaldte mig Din faderlige Ven, og skrev saa sønligt, saa Du glædede mig ret ind i det Inderste af min Sjæl. Dengang gjorde jeg desværre, som jeg plejer, og sagde til mig selv: „Han veed jo ogsaa, hvad Du mener“. Men nu, da jeg med Din elskede Moders Bortgang for Øje [† 13. August 1833] ser hen til den Kreds, som fra mine tidlige Aar var mig saa kjær, ser den stedse blive mindre og mindre — den Ene gaar bort efter den Anden, og snart slaar maaske ogsaa min Time — nu kan jeg ikke Andet, jeg maa og vil sige Dig, at mine Kjære evig blive mig det, og deres Børn med dem. Det har rørt os inderligt, at hun bestandig vedblev at elske os, havde tænkt paa at komme til os, at hun endnu i den sidste Tid talede om os, og selv Dagen før hendes Befrielse spurgte om Efterretninger fra Frørup. Vi har takket Gud, som endte de s. 28svære Lidelser saa mildt og gav hende Kraft til at bære dem og til at glæde sig med fuldt Liv og Bevidsthed over sine Børns Lykke. Ja, Du gode inderlig elskede Christian! ogsaa vi Alle her have glædet os med hende over Din Lykke, over Dit Kald, hvori Gud sikkert vil forunde Dig at virke med Velsignelse, og over Forbindelsen med Din Caroline, som jeg kjender mere til, end Du maaske tror. Gud velsigne Dig og hende! Hils Din Onkel, som jeg længes efter, daglig ønsker mig til Skriftefader og daglig skrifter for og taler med. Jeg længes ogsaa efter hans Bog, og er ret ordentlig bange for at dø, inden jeg faar den! Hils Din Tante! Hils min trofaste Heger, hvis store Tab ved Din Moders Død vi Alle dybt føle og dele af Hjertet. Spørg ham, om han dog ikke kommer til Fyn? Hils alle Dine og Vore! Tak, fordi Du er Ottos Ven og hans Brødres. Og naar Du en Gang kommer til mig, skriftligt eller mundtligt, saa lad mig høre af Dig den samme Tiltale og det samme Du, som jeg er vant til af mine Børn. Jeg veed godt, hvilken Fader Du har her paa denne Jord, men jeg underskriver mig, som Du selv har kaldt mig, evig Din faderlige Ven

Hieronymus Laub.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Borchs Kollegium, 5. November 1833.

Kjære trofaste Ven! Jeg skriver ikke dette for at fortælle Dig, hvorledes jeg lever, thi jeg har Intet at fortælle Dig; heller ikke for at faa at vide, hvorledes Du lever, thi Du har jo ingen Tid til at skrive til mig; men s. 29for at sige Dig, at jeg længes, længes ret af mit hele Hjerte efter at faa at vide, hvorledes Du lever, ikke hvorledes Dine Heste og Svin har det, og hvor ensomt der er derude, og hvorfra Du faar Din Mad, men hvorledes Du har det, Du Præst i Valløby! — og sig dog nu selv, om jeg kan faa det at vide af Andre, om de saa viste mig alle Dine Breve! Vi har saa tidt gaaet og talt med hverandre om at blive Præster; nu er Du det. Jeg længes ret hjertelig efter Julen. Gid jeg havde hørt Dig prædike i Dine Kirker! gid jeg havde set en Kommunion og en Barnedaab og hørt en Skriftetale, Alt, Alt, Alt, hvad der er Dig og mig helligt — og set Din Glæde i Dit Ansigt, saa vilde jeg gaa med Dig ind i Dit Studerekammer og i Dit Hjerte, saa skulde Du fortælle mig, og jeg vilde høre, og saa skulde Du ogsaa se min Glæde! — Min kjære Ven! jeg vil ikke ordne mine Venner: Du er ikke Zeuthen og ikke Vilhelm eller Frederik, eller Fader; men Du er Christian Mynster! og det bliver Du og ingen Anden i Dit Sted. Jeg har saa tidt med den inderligste Glæde og Tak til Gud og ydmyg Tilbedelse tænkt paa, hvor forunderligt det er gaaet mig med Dig. Jeg blev egentlig tvungen til at blive Din Ven. Jeg kom som ganske fremmed ind i Din Familie, og følte mig saa fremmed, og undrede mig saa tidt over Fader, som ganske vist havde sat sig i Hovedet, at Fædres Venskab kunde gaa i Arv. Men jeg vidste heller ikke, hvad det var for et Venskab, han kjendte; og dog havde jeg sørget over Din Faders Død, da Efterretningen kom til Frørup. Jeg glemmer aldrig den Eftermiddag, Fader tog mig med over til Ørbek, og jeg gik ved hans Side og skjulte mine Taarer, medens han fortalte mig, hvor meget den Mand, som jeg aldrig havde set, vilde have s. 30holdt af mig, naar jeg skulde være Student og komme til Kjøbenhavn. Det forekom mig, som om jeg havde mistet en Ven, og jeg vidste ikke, at jeg ikke havde fundet ham endnu. Det forekommer mig næsten, som om jeg nu først kjender Dig og nu først har fundet Dig, da Du er borte igjen. — Du veed, hvor dyrebar Din hele Familie er mig, og hvor velgjørende enhver Ytring af deres Venskab, — og de ere mange. Alt takker jeg Dig for; uden Dig havde jeg aldrig lært at holde af dem. Men at jeg holder af Dig, og holder af Dig saaledes, som Du selv veed, det takker jeg ikke Dig for og intet Menneske. Du veed selv, hvad der har aabnet vore Hjerter for hinanden, ingen L’hombrepartier og ingen Komediegang og ingen Studenterkommers, egentlig heller ikke vore Studier, og ikke Olshausen eller noget af de Navne, som vi nævnte saa tidt for hinanden, at de Andre kunde gjætte, om hvem vi talte, men det Navn, hvori al vor Gjerning skal ske: havde Du ikke været en Kristen saa dybt og saa alvorligt, som jeg stræbte efter at være det, saa var Du aldrig bleven min Ven; og havde Du ikke villet være Præst, som jeg vil være det, hans Tjener, hvem vi Begge kjende, saa havde Du nu været i Valløby, men jeg havde ikke skrevet et Brev derud. Se, i dette Navn har jeg sluttet en Pagt med Dig, og den skal staa fast.

Det er mig ikke muligt at føje Mere til; kun at min hele Familie holder af Dig med et oprigtigt og trofast Venskab, som Din af mig, — at Vilhelm og Frederik i Dig savne en Ven, og at vi om Søndagen hos Saxtorphs mærke, at vi ikke ere der Alle.

Lev vel, Du gode Præst!
Din Ven O. Laub.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 5. November 1833.

Kjæreste Ven! Skjøndt jeg har travlt fra Morgen til Aften, maa jeg dog skrive Dig disse Linier til, min kjære Otto! Denne Tid, hvorpaa jeg har tiltraadt mit Embede, har ret givet mig Meget at bestille; men jeg glæder mig over, at jeg saaledes strax har faaet Lejlighed til at blive bekjendt med de fleste kirkelige Forretninger. Jeg har haft to Gange Skrifte og Altergang, og skal atter have det paa Løverdag og Søndag, har katekiseret, haft Barnedaab, Fattigkommissionsmøde her i Præstegaarden, skal i Morgen og Overmorgen have Skoleexamen, prøve Konfirmander og begynde at læse med dem, haft Sygeberettelse og Kirkegangskone. — Du kan vel vide, kjære Otto, hvor det maa gribe Sjælen, første Gang at bede for Herrens Alter for hans Menighed, første Gang man uddeler Herrens Legeme og Blod og i hans Navn tilsiger sine Medforløste deres Synders Forladelse. Kirkegangskonen var en ung Kone af vakkert Udseende, der ret syntes at føle denne Dags alvorlige Betydning for sig og sit Barn. Du kan vel vide, at jeg ret følte mig rørt ved at træde hen til en gammel syg og agtværdig Kones Leje og der tale med hende, bede for hende i samme renlige Værelse, hvori hendes stakkels udlevede Mand og deres Datter vare, som selv kort før havde været til Herrens Bord. Jeg gik derhen ligefra Taarnby Kirke, hvor jeg havde haft Altergang. Hvad vi ofte have talt om, har jeg allerede mærket maa være, som vi formodede og haabede det: at tale for sin egen Menighed, som dens Sjælesørger, er noget ganske Andet, end for en Forsamling Ubekjendte, der for største Delen vel kom for at tilfredsstille en tom Nysgjerrighed. — Men jeg snakker s. 32og tænker ikke paa, at jeg skal have Brevet afsted. Altsaa: i min Svigerfaders Navn skal jeg have den Glæde at indbyde Dig til Christian Mynsters Bryllup med Caroline Rasmussen [i Frederikborg] den 20. November. Da han selv aldrig har set Dig og ikke vidste at finde Dig i Hovedstadens Vrimmel, har han bedet mig om at bringe dette i Rigtighed. Se dog endelig, kjære Ven! at komme med til Din glade Christians Bryllup! Men det vil jeg sige Dig baade fra Caroline og mig selv: vi ville ikke vide af nogen Bryllupsgave, da vi nok skulle huske Dig og Dine uden den. — Hils Dine kjære Brødre og alle gode Venner, Du maatte træffe paa. Hils Din Sanne og Dine Forældre, naar Du skriver. Kan Du faa Tid, saa glem mig ikke i min Ensomhed.

Din Chr. Mynster.

Fra Laub til Christian Mynster.
Borchs Kollegium, 11. November 1833.

Kjære Christian! Din Søster Constance fortalte mig igaar, at Du havde skrevet noget Smukt, som hun skulde fortælle mig, men hvad det Smukke var, vidste hun ikke mere: „Jeg maatte selv tænke mig det.“ Jeg vilde dog helst høre det af Dig selv, og Du kan sige det om igjen i Frederiksborg, thi der, haaber jeg sikkert, vi skal ses den 20de. Meget Godt har Du allerede sagt mig i Dit Brev, og har svaret paa Meget, inden Du fik mit Spørgsmaal: Du har det godt, og har dermed sagt mig, at ogsaa jeg kan faa det godt, — maaske snart! Du veed om min store Lykke: jeg vilde gjerne kalde den med et langt bedre Navn; thi et Træf er det ikke. [Der var s. 33dengang Sandsynlighed for, at Lanb skulde blevet Præst i Hedensted og Dalby i Fyn, men Forventningen gik ikke i Opfyldelse]. Det kunde gjøre mig ondt herved, at jegskal saa langt bort fra Dig. Vi ere i den Alder, hvor vi let kunde løbe bort fra hinanden, naar vi ikke længer vedblev at tale sammen og meddele hinanden. Men jeg vil først lære at glæde mig over det, som jeg endnu ikke ret kan begribe, og sidenefter sørge lidt over dette og andet Saadant eller tinde paa Midler til at forebygge det Sørgelige, — at skrive om vore Hjerteanliggender. Men derom vilde jeg nu ikke skrive. — —.

Jeg har forresten Intet at fortælle Dig; var der Noget, saa vidste Constance det. Jeg fik mig igaar Aftes en herlig Motion paa Komedien, og Du veed, jeg sætter megen Pris paa Alt, hvad der kan movere mig, og ikke blot mine Ben.

Hvad Godt, Du kan have at fortælle mig, venter jeg ikke at faa her eller i Frederiksborg, og derfor vil jeg besøge Dig hos Din Kone og i Din Præstegaard.

Lev vel! Din Ven

O. Laub.

Borchs Kollegium. 16. December 1833.

Kjære Christian! Tro ikke, at disse Linier har til Hensigt at takke Dig og Din Caroline og hendes fortræffelige Forældre for de uforglemmelige Dage, vi sidst tilbragte med hverandre [ved Brylluppet i Frederiksborg 20. Novbr.]! — Jeg vil fortælle Dig, at Du maa belave Dig paa en Prædiken til anden Juledag. Jeg behøver ikke at anføre Grunde, hvorfor jeg ikke kan holde mit Løfte; de ere forresten de samme, som i forrige Uge efter lang Kamp tvang mig til at sige til Professor Clausen, s. 34at jeg ikke kunde holde, hvad jeg havde lovet. Dersom Du veed, hvad det er at prædike for sin Menighed, og hvad en Kandidat er for et misserabelt Kreatur paa en Prædikestol, vi har tidt talt derom, og nu har Du erfaret det: saa veed Du, hvorfor jeg aldrig har kunnet faa den fortræffelige Prædiken paa Papiret, som jeg fortalte Dig sidst her i Byen, at jeg havde færdig i Hovedet, — „om det Hus, som skulde lades øde, indtil de sagde: velsignet være Han.“ — —

Desuden, kjære Ven! jeg kommer jo ud for at se Dig i Din Menighed, hvor Du har hjemme, og deraf lære, hvorledes jeg skal have det en Gang i mit Hjem, ikke for at Du skal se, hvorledes Kandidaterne i Kjøbenhavn løbe op paa Prædikestolen med spidse Kjoler. Det har vi dog begge faaet nok af. Mener Du, jeg gjør for Meget af Kjolen? Der er dog visselig en Aand, — jeg vil ikke sige, den sidder i Kjolen; men hvorfor kan den ikke komme med Kjolen? Skriver ikke Paulus, at den kom med Haandspaalæggelsen ? — Jeg kan ikke skrive en Prædiken for Din Menighed, saalænge jeg har Haab om, at jeg snart selv skal have min.

Saa gaar det da ud over Dig! Ja, kjære Ven! dersom jeg ikke turde bryde dette Løfte, saa kaldte jeg Dig ikke saaledes. — Og Julegrøden, hvormed jeg skulde forudbetales af Din Kone (det er dog morsomt at skrive om Din Kone), den kan jeg nu ikke fordre, men tager den dog gjerne som en Naadegave. Og nu uden al Spøg og i ramme Alvor: Jeg længes umaadelig etter at se Dig og leve med Dig i Din Præstegaard, og glæder mig saa meget dertil, at om ogsaa Kongen besvarer mine Ansøgninger forinden, skal intet Ja fordunkle og intet Nej forstyrre denne Glæde.

Borchs Kollegium, 6. Januar 1834.

— Du gode Christian! Jeg gik i Morges inden Skoletid hen til Din Onkel, for at bringe Constance Dit Brev, og om muligt tale lidt med hende selv. Hun kom med en sørgelig Tidende, sagde hun, mine Kald vare borte, i Gaar gav Kongen dem til — —. Hun glædede mig vistnok ikke; og dog forsikrer jeg Dig, jeg glædede mig i det Øjeblik ret hjerteligt over, at hun og ikke en Fremmed skulde bringe mig den Tidende. Desuden, hvorledes kan man Andet end være fornøjet, naar man ser en saa hjertelig Deltagelse. Jeg drak Kaffe med dem Alle. Din Onkel opmuntrede mig til at søge frisk. Jeg hilste fra Eder, og fortalte i en 10 Minuter. Da jeg siden gik ud til Saxtorphs (for at de ikke skulde tro, jeg var bleven menneskesky, fordi jeg var gaaet bag af Dandsen), havde jeg dog nær tabt Kontenancen, da jeg mærkede, hvor ondt det gjorde Dine Søstre at tale om denne Sag. -

Tror Du, kjære Christian! jeg har tabt Lysten til at tænke tilbage paa Dine Prædikener, fordi jeg selv endnu ikke skal være Præst? Nej, jeg skal ogsaa være Præst en Gang, og skal ikke glemme den Glæde, jeg har haft af at se Dig i Din Kirke. Der var rigtignok undertiden koldt, og det var undertiden nær ved at gaa mig som Valdhornet, hvori Tonerne frøs fast; men det tøer efterhaanden igjen, og der klinge mange herlige Toner i mit Hjerte, som Du har blæst derind. Var Du ikke den Ven, med hvem jeg for kort siden, som var det i Gaar, „gik over de grønne Enge og igjennem de løvrige Sale?“ Og nu saae jeg Dig der, hvorhen vor Længsel i vore Samtaler altid havde stundet; spørg Dig selv, om Du ikke havde glædet Dig i mit Sted. Jeg har ikke sagt, Dig Noget om Dine Prædikener; og hvorledes kunde jeg have s. 36Andet at sige, end at takke Dig? Du gav, hvad jeg søgte i dem, ikke Ord og Klang, men enfoldig, kristelig og hjertelig Tale; og det fandt jeg langt Mere af, end jeg havde haabet. For Resten skal Enhver gaa sin egen, d. e. sit Hjertes Vej. Bliv Du ved at følge den! den leder ikke vild.

Gid Du nu kunde sige Din fortræffelige Kone alt det Gode, som jeg mener, men ikke kan skrive. Hvad var Din hele Herlighed uden hende? Og Din kjære Søster Jakobine! hils hende, og tak ogsaa hende for disse Dage! og plej hende vel, at vi kan faa hende rigtig rask herind, og samles endnu mangen god Gang, og lægge Planer for et nyt Hedensted — aa ja!!

Lev vel, alle Tre, og glem ikke
Eders trofaste Ven Otto Laub.

Kjøbenhavn, 19. September 1834.

Du har Ret, kjære Christian! Der burde ikke ske saa lang Standsning i vor Korrespondance. — —

Og hvorom skal jeg nu først skrive til min kjære Præsteven, uden om hans nye Biskop? At Du er glad og har skrevet et smukt Brev til ham om Din Glæde, veed jeg af Heger; og at Jeg er det, veed Du uden videre. Men at vi virkelig gik her i en Slags Angst, at Stemann skulde gjøre Flovser, vil Du maaske have ondt ved at tro. Kunde Du komme herind til Ordinationen, saa kunde vi To den Dag ikke have meget godt af hinanden, men maaske en anden Dag. Maaske har Du ham til næste Sommer som Visitator hos Dig. — —

Om min Familie kunde jeg fortælle Dig en Mængde, som vilde interessere Dig, fortælle siger jeg, ikke skrive. Jeg har levet 3 herlige Uger derovre i Fryd og Gammen s. 37(Vilhelm er der endnu), og prædiket 1 Gang. Stakkels Frederik kunde ikke komme med denne Gang. Jeg fandt mange Skrantende men ingen Forknytte, og saaledes kan Du gjøre Dig et Billede af et Ferieliv halvt i Frørup og halvt paa Sludegaard. Den sidste Dag, jeg var hjemme, blev forunderlig oplivet ved et Brev fra den retskafne Rektor i Horsens, Dr. Mülertz. Derved blev Broder Hans’s Fremtid afgjort. Han er en god, forstandig og flittig Dreng, men for gammel til at gaa længere hjemme. Om 8 Dage skal han nu prøve, hvad det er, første Gang at rejse hjemmefra. Han skal være i Huset hos Mülertz’s selv for en utrolig billig Betaling.

Kort efter at jeg igjen var kommen i Ro herovre, blev Ryslinge Kald, 7 Fjerdingvej fra Frørup, vakant. Du kan tænke, det har givet os nok at tænke paa og at skrive om. Jeg tror, at Kaldet er meget bedre, end de mene, som ville raade mig fra at søge det. Johan Haae, Esbensen og Flere anbefale mig det; men selv om det var meget mindre, saa forstaar dog altid nogle Faa, og deriblandt Du, kjære Ven! hvorfor jeg maa og bør og kan ikke Andet end af al Magt at søge det, og bede alle mine Venner forene deres Ønsker med mine, og deres Glæde med min, om jeg skulde faa det. — —

Igaar Aftes besøgte Frederik og jeg en Mand, som i Løverdags kom til Frørup fra Hesselager (Pastor Munck fulgte med for at se „Fyns frommeste Præst“). Af denne Mand, Ernst Claussen, fik vi en hel Del friske Efterretninger. Om ogsaa Fader, Moder, Tante Hanne og Flere næsten bestandig skrante, saa kan man dog, som Du vel mærker, kalde Tilstanden derhjemme glædelig. —

Din Ven Otto Laub).

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby. 2. Juni 1835.

Min kjære Præstemand! Tak for de Linier, Du sendte mig, og dernæst vore gjentagne Lykønskninger til Eder Begge, 1 Ægtefolk! Af Ludvigs Brev har jeg faaet et nogenlunde klart Begreb om, hvordan Alt gik til i Frørup den 22. Maj, om Forberedelserne og om den saa højtidelige Handling selv, om Eders Faders Tale til Eder i Hans Navn, som er idel Kjærlighed, og om Skaalerne — ogsaa vi skaalede for Eder — og om dem, som forsvandt, men atter kom til Syne ledede af den gamle Faders Haand, og om den Glæde og Jubel, som fyldte Frørup Præstegaard o. s. v. o. s. v. [paa Laubs Bryllupsdag blev hans Søster Magdalene forlovet med hans kjære Ven Zeuthen]. Ja, der maa have været en Glæde af det Slags, som ikke ret lader sig fatte eller rumme i det snævre Menneskebryst. Ogsaa her var Overraskelse og Glæde. Tag selv vor glade Lykønskning, og bring den til de Nyforlovede og til Dine Forældre og Sødskende! Husker Du, hvad vor Hjertensven Claudius siger til „sein lieber Andres“ [her var tegnet en lille affyret Kanon] „Hätt’s bald vergessen, dir zu melden, ich habe mir seitdem eine Kanone angeschafft, die gar vortrefflich Dienste thut, und viel Metall in der Stimme hat. Wenn du nun Geburtstag, Kindtaufe oder sonst was zu kanoniren hast, lieber Andres! es sey was es wolle, so schreibt’s mir nur; soll so gut besorgt werden, als wenn’s meine eigene Sache wäre.“ Jeg mærker, at jeg maa lade den staa ladet altid, for at jeg ikke skal komme bagefter med min Salut. Hvor havde jeg dog ønsket at være hos Eder! En Gang kan jeg vel nok komme over til Dig, og ved Tanken derom glæder jeg mig ret.

s. 39Ogsaa her har været en Glædesfest; Bedsteforældrene, min Broder Jakob, min Søster Mathilde og flere Venner vare her og glædede sig med os over vor velsignede lille Anna. Dybt var jeg rørt under Daabshandlingen, Taarer kvalte næsten min Stemme. Denne Handling, som altid er hellig og rørende, bliver dobbelt hellig, naar det er Faderen, der bringer Frelseren sit Barn. Han give os sin Kjærligheds og Visdoms Aand!

Med det Første skal jeg et Besøg til gamle Provst Engelbreth i Lydersløv, skjøndt det er 2½ Mil derned; men dels ønsker jeg at gjøre denne Mands nøjere Bekjendtskab, dels fordrer Høflighed det, da han har været hos os forleden, og senere sendte mig til Laans en Bog, hvori jeg har læst nogle Aforismer af Lavater om Christus. hvilke i Særdeleshed have tiltalt mig. Jeg føler Trang til at kjende denne dybt følende Kristen nøjere, og vil se at laane af hans Skrifter paa Vallø Bibliothek. Blot et Sted vil jeg anføre, hvilket synes mig at karakierisere ham:

„Christus ist allein der Gott der Menschen; und Er ist „Artzt und Retter und Richter und Geber jeglicher Gabe — „Nur durch Seine Hand gehn alle Wirkungen Gottes.“ „In dem Himmel ist Er, wie an dem Himmel die Sonn’ ist —

„Auf der Erd’ ist Er, wie im Sonnenstrahle die Sonn’ ist.“

Hvor Du dog er lykkelig at have Dine Forældre saa nær, at kunne se dem hos Dig i Din Præstegaard og se deres Glæde over Din Lykke. Ogsaa jeg er usigelig lykkelig, men den Glæde er mig dog nægtet. Snart er nu den travle Præstetid til Ende; saa ville vel Frørupperbesøg og Kontrabesøg ret begynde; og naar vi saa faa s. 40et blidere Vejr, hvor godt kunne vi da ikke have det i vore Præstegaarde, Du med Din Ægtesanne, og jeg med min Ægtecaroline og min lille venlige Anna! Saa give da Gud, at vi ret maa forstaa vor Lykke og skjønne paa den og bruge den til vor og Vores Velsignelse!

Lev nu vel, Du kjære Ven Otto og Du kjære Veninde Sanne! Det ønsker Eders Venner i Valløby. Ogsaa Mathilde, som er her endnu, har denne Gang lagt lidt Krudt i Kanonen. Hils Jakobine og alle Dine fra os!

Din Christian Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge Præstegaard, 11. August 1835.

— — Men for nu at fortælle Dig Noget, og da at begynde med noget Udvortes, saa høstede vi igaar Rug. Det var vor første Høst. Sanne og jeg vare ude og saae paa dem. Jeg kunde neppe holde mine Taarer tilbage, da jeg hørte Leerne klinge, og hørte Axene fulde og tunge falde til Jorden, og tænkte paa de foregaaende Dages Storm, paa de ængstelige Fortællinger, vi havde hørt om, hvorledes Axene vare sønderslaaede paa mange Marker, hvorledes paa mange Steder de halve Korn vare faldne ud og laa paa Jorden o. s. v. Om Eftermiddagen besøgte vi dem igjen, og vi To og vore Gjæster Tante Jette og hendes Datter Sanne Petersen hjalp dem tilsidst at sætte sammen; og da de nu vare færdige, just som Solen vilde gaa ned, satte de Hattene paa Leerne og raabte Hurra. Da de havde spist Aftensmad, sang de ved det gamle 01, Sanne var ude af sig selv over deres og sin egen Glæde. Hvor det dog er en forunderlig ædel s. 41Bestilling at være Bonde! Hvem trænger mere til en urokkelig, af Vind og Vejr uafhængig Tro paa en højere Velsignelse? og hvem ligger denne Tro nærmere? Derfor kan jeg nu ikke tænke mig nogen mere velsignet Virkekreds, end at prædike for Bønder. Du kan ikke tro, min kjære Christian! hvor det kan opvarme mig ind i mit inderste Hjerte, naar jeg kommer ind i Kirken med Hovedet fuldt af en Mængde møjsommeligt sammensøgte, møjsommeligt sammenskrevne, møjsommeligt lærte, møjsommeligt, ja til den højeste Grad af Træthed og Lede atter og atter gjennemlæste Sætninger, hvorledes det da kan gjennemfare mig og oplive hele det døde Maskineri, naar jeg gaar op igjennem Kirkegangen eller op paa Prædikestolen og derfra ser hen over de Syngende, og da opdager mine gamle bekjendte Ansigter. Der har jeg mine bedste Timer; dog, det har Du vidst, før jeg; men jeg vil heller ikke sige Dig noget Nyt. Men ogsaa hjemme har jeg det tidt bedre, end jeg nu beskrev, — ogsaa der kan det undertiden gjennemfare mig — ikke fra mig selv — og inden jeg veed det, og hurtigere, end Pennen vil følge mig, er det en Prædiken. Men da kan det og ske, at i Kirken Noget forstemmer mig og gjør mig død og kold. Men Du kjender alt dette; jeg vil kun sige Dig, at Resultatet af alle disse Erfaringer hos mig har været den Beslutning, ikke at lade mig binde af øjeblikkelige Stemninger, men „holde ved i Tide og i Utide.“ Om jeg nu ogsaa bliver forstaaet af min Menighed, som jeg søger at forstaa den? det er noget Andet. Mangen Gang tror jeg, at de ikke forstaa Ordene, naar jeg ikke kunde finde de rette; men Tonen og Blikket siger otte Mere end Ordene; og naar jeg ofte den ene Søndag efter den anden ser de samme Ansigter, da trøster s. 42jeg mig med, at de ikke vilde holde saaledes ud, naar de slet Intet fandt.

Hvad min Læsning angaar, da har jeg langt Mindre at sige. Mine Prædikener have i lang Tid taget mig langt mere Tid, end jeg havde trot muligt, og end de gjorde i Begyndelsen, maaske fordi jeg har studeret min Text grundigere, maaske ogsaa fordi jeg er bleven mere forstyrret paa mange Maader udenfra. Jeg har derfor saa godt som slet Intet læst i Sommer. — — Men, kjære Christian, gid Du kunde fortælle mig Noget om Dine Prædikener, jeg mener noget Mere; thi jeg veed jo baade hvad og hvorledes Du prædiker; nien jeg mener egentlig, gid jeg snart igjen kunde faa Dig at høre! Hvad sagde Din Onkel om Dig ved Visitatsen? Dog herom skulde jeg jo ikke spørge Dig. Kunde Du ikke en. Gang faa sendt en eller anden af dem, Du selv synes bedst om, over til mig? saa vilde jeg gjøre Gjengjæld, og saa skulde vi ærligt sige hinanden vor Mening; det kunde dog bøde lidt paa Savnet af Samtaler om denne Ting. Du gode Ven! vore gamle Samtaler, hvorom vi snart maa sige: i gamle Dage, dem glemmer jeg aldrig; de har virket mere paa mig, end jeg selv veed; det mærker jeg, hver Gang der kommer et nyt Brev fra Dig. — Sanne skriver selv sin Hilsen.

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 17. August 1835.

Kjære Otto! Jeg fik Dit kjære, med Længsel imødesete Brev min Fødselsdags Morgen og glædede mig saa inderlig ved at læse det først ene og siden ude i Hjørnelysthuset s. 43for Caroline. — — Det var allerede to Aar siden jeg paa hin uforglemmelige Fødselsdag erfarede min Kaldelse [15. Aug.], og to Dage før var det to Aar siden min Moder døde paa Faders Fødselsdag [13. Aug.]. Hvor dog Tiden farer! — — Du spørger om Visitatsen. Jeg kan ikke Andet end kalde Onkels Rejser sande Triumftog. Den Berømmelse, som jeg fra alle Sider hørte om ham, den Glæde, som Alle følte, der hørte og saae ham i Skoler og Kirker, og hos hvem han var, overgaar virkelig al Beskrivelse. Jeg overværede Visitatsen i Ørsted, Herfølge og Vallø foruden her, og hørte overalt de mest udmærkede Taler og Katekisationer; især var Talen i Vallø af det Ypperste, jeg nogensinde har hørt; og det saa godt som extemporerede Taler, holdne den ene Dag efter den anden. Selv den mest udmærkede Taler maa have bøjet sig for ham som den langt overlegne Mester. At jeg var meget befippet, før min Tur kom, kan Du nok vide. Imidlertid fik jeg skrevet og lært en Prædiken over 1 Joh. 4, 16. Da jeg først var kommen i Kirken, svandt Ængtselsen, skjøndt en Mængde Valløere og en Del Præster vare tilstede. Min Glæde var stor, da jeg fik den vel endt, men usigelig blev den, da Bispen begyndte sin Tale med at sige: „Hvad Mere skal jeg tale om den herlige Text end det, som vi nylig hørte i det gode, skjønne, kristelige Foredrag; dog, — hver taler med sin Røst.“ Jeg er for glad over disse Ord, til at jeg nogensinde skulde glemme dem, og jeg veed, at Du er glad med mig. I Embedsbogen skrev han: „Med sand Glæde hørte jeg den smukke, opbyggelige Prædiken, som blev holdt med Frihed og Liv.“ Hvad Mere kunde jeg have ønsket, og dog fik jeg Mere. Forleden skrev Constance [hun havde dengang sit Hjem i Bispegaarden, s. 44og blev senere gift med Pastor Bergenhammer i Maribo], at Tante Fanny ved hendes Hjemkomst herfra havde sagt, at Onkel havde ytret for hende, at der ikke var Spørgsmaal om, at jeg hørte til de bedre Præster. „Nej,“ sagde Onkel, der hørte det, „det har jeg aldrig sagt, men at han hører til de bedste. Hans Prædiken er en af de bedst gjennemtænkte, jeg har hørt, og den blev holdt, ikke som af en Begynder, men med Anstand og Rolighed som af en gammel Præst.“ Ser Du, derfor er jeg glad, og har bedet Gud, at jeg aldrig maa blive denne Ros uværdig. Om Skolerne skrev han, at de begge vare i en rosværdig Tilstand. Om Morgenen kom Orsleffs fra Ørsted og flere Præster og Honoratiores, som gik med i Kirke. Til Middag vare vi henved tyve Mandfolk. Henad Aften kjørte Onkel til Vallø, hvor Caroline, som ikke kunde komme med i vor Kirke, og jeg vare og hørte den overordentlige Tale, som han holdt efter Taubers over Joh. 3, 16, altsaa som en Fortsættelse af Talen i Valløby, hvorfor den end mere behagede dem, som ogsaa havde hørt ham her. — Skjøndt jeg nu veed, at Du har faaet nok herom, maa jeg dog fortælle Dig et Par af de mange Pudserligheder, som Onkel oplevede paa Visitatserne. En Skolelærer spurgte saaledes Børnene: „Hvad gjør en oprigtig Kristen?“ hvorpaa Børnene med megen Færdighed svarede: „synder af Skrøbelighed.“ En anden Dito talede om de forskjellige Glæder, og anførte som Exempel paa sandselige Glæder Historien om David og Bathseba, men gik saa vidt i sin Udvikling heraf, at Onkel maatte afbryde ham med den Erklæring, at det nu fik at være nok. En 80aarig (daarlig) Skolelærer svarede Præsten, som vilde sætte Mod i ham før Visitatsen ved, at sige, at Bispen var en mild og kjærlig Mand: s. 45„Han være for mig mild eller streng, jeg skal nok feje for min Dør.“ Og da Onkel spurgte ham: „Hvordan gaar det, Jørgensen?“ svarede han: „Det gaar mig, som det gaar Dem;“ og da Onkel spurgte: „Hvordan det?“ pegede han paa sit skaldede Hoved og sagde: „Vi ere Begge skaldede.“ Ogsaa Caroline tik sin Ros for Visitatsen, da Onkels Lars ved Hjemkomsten sagde til Tante: „Det er sku en prægtig Kone den unge Madam Mynster; hun er sku stolt i sit Hus.“ Samme Lars havde i en Præstegaard ytret: „Jeg kan ikke sige, hvor lærerigt det er, daglig at omgaas en saadan Mandl“ Jeg kunde blive længe ved, men maa dog en Gang standse denne Strøm af Snak. — — Hvad Du skriver om Prædikenskriven og dine Følelser i Kirken, er som skrevet ud af mit Hjerte. Hvor længes jeg efter at tale med Dig om dette som om saa meget Andet!

Din Christian.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge Præstegaard, 18. November 1835.

— — Og dernæst Tak, kjære Ven! for Dit sidste Brev, et af de bedste, jeg endnu har faaet fra Dig. Just saaledes skal et Vennebrev være. Alt, hvad der især glæder Dig, det skal Du være forvisset om, er det Bedste, Du kan fortælle mig. Ja, det har været en god Tid, medens Din Onkel rejste om og visiterede, og Du kunde følge med ham og beundre ham, og glæde Dig over den Hyldning, der saa almindelig blev ham til Del, — glæde Dig, ikke alene fordi han er Din Onkel, og fordi Du frem for saa mange Andre kan kalde ham Din, men fordi han er den s. 46Mand, han er, og fordi denne Mand er Sjællands Biskop, og fordi Sjællands Gejstlighed har Sands til at skjønne paa ham. Du maa tro, vi har ogsaa her Glæde af ham. Jeg har jo altid vidst, at han der var paa sin rette Plads, og aldrig tvivlet paa, at man vilde erkjende ham som den Rette; men det er dog noget Andet at høre det fra Stedet selv; og derfor Tak for hver lille Fortælling fra de Dage, — ogsaa for hans Tjeners elskværdige Lovtaler! Og nu i Særdeleshed hvad han har sagt om Dig og Din Prædiken: det var mig jo heller intet Nyt i Ordets almindelige Forstand; jeg vidste vel, at han ikke kunde Andet, end synes godt om Dine alvorlige fromme Prædikener; jeg vidste ogsaa, han vilde tildømme Dig Fortrinet for mange af de sædvanlige tørre eller søvnige Oplæsere, og at han vilde glæde sig over Dine udvortes Gaver; men jeg havde dog ikke hørt det af hans egen Mund. Jeg vidste ogsaa, at hans Ros vilde være Dig noget af det Bedste, Du kunde faa til Løn; men jeg havde dog ikke set Dit glade Ansigt. Derfor Tak, Tak, kjære Ven, for det Alt! — —

I Frørup er Alt omtrent ved det Gamle, undtagen at de Gamle blive bestandig ældre. De ere jo nu virkelig gamle og tildels svagelige. Faders Helbred maa Du ingenlunde bedømme ved at sammenligne hans Alder med Din Onkels; men naar han kommer i Aande, naar han begynder at tale om Noget, som interesserer ham, saa er han endnu den Samme; men kom! kom, medens Du endnu kan træffe ham!! Han er og vil altid blive Sjælen i vort Samliv. Hans hvide Haar og hans milde Øje, hvorledes skal vi en Gang kunne undvære det! Paa Søndag skal jeg høre ham prædike. Jeg trænger saa ofte til at høre en Prædiken, men dog allermest en af s. 47ham! Dette Inderlige, Milde, Fordringsløse, næsten Undselige, som om han selv frygtede, at hans Børn vare voxede fra ham, og han dog endnu havde Noget at lægge dem paa Hjertet — det kan ingen Anden, end han — —

Om Ryslinge har jeg fortalt Dig mindst, men der er maaske ogsaa mindst at fortælle; men „kom og se!“ — — Jeg har viet min Avlskarl og fæstet en anden til Maj. Ved Brylluppet (hvor Sanne var Brudekone, skjænkede Kaffe og dandsede dygtigt) var en „Hellig“, som kom i heftig Ordstrid med nogle af de Yngre. Gamle Hans Hansen fra Lørup sad og snakkede med mig, og blev opmærksom paa denne Uro. Da han mærkede Aarsagen, sagde han: „Naar vi er et Par Stykker, som kjender hverandre, og vi saa lægger vor Forstand sammen, og ser, hvad der kommer ud af, saa gider jeg gjerne være med, og siger ogsaa min Mening; men naar der er saa Mange, saa kan jeg dog ikke lide at snakke om saadanne Ting: de veed ikke, hvordan de skal tage det; Nogle tager det for Spøg, og Nogle for Alvor.“ Hvad synes Du om et saadant Ræsonnement? Jeg har mange Mænd, som jeg gjerne gider talt med, og jeg morer mig i Almindelighed godt ved Gilderne. Jeg kommer ofte, naar jeg bliver buden, fordi jeg tror, jeg bør. Zeuthen og Lene leve vel i Grimstrup, og Lene praler af, at hun faar flere Præsenter af Bønderkonerne, end Sanne. Hils Din Caroline paa det Hjerteligste, og ved Lejlighed Din kjøbenhavnske Familie fra

Otto og Sanne.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 23. April 1836.

Kjære gode Otto! Eders Valløby venners bedste Lykønskninger! Herren skjænke nu først og fremmest den kjære Sanne Helbred og Styrke; og saa være hans Haand over Eders lille Magdalene Louise [født 16. April], at hun maa skjænke Eder alle de Glæder, som en sød lille Pige kan skjænke sine Forældre. — —

Jeg var i Roskilde ved Stænderforsamlingens Aabning og overværede den udmærket skjønne og højtidelige Gudstjeneste, hvor Anledningen, Kirken, Prædikenen og det herlige af Basuner ledsagede Orgel med min Yndlingsmelodi „Lovsynger Herren“ forenede sig, for dybt at gribe Sjælen — —

Med Lindberg vil jeg nok udslette e’et [i „den Helligaand“], men ikke tillægge dets Beholdelse en Betydning, det aldrig kan erholde. Du har vel læst Sibberns heftige Angreb paa ham i den Anledning i Kbhvnsposten? hvis ikke maa Du læse det. Lev vel, kjære Otto med Din Sanne og Din lille Magdalene. Hils Dine kjære Forældre og bed dem imellem med Kjærlighed tænke paa mig; og hils alle Dine fra min elskede Caroline og Din Ven

Christian.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 1. Juni 1836.

Tak, Du kjære trofaste Ven, for Dine og Carolines Lykønskninger til vor lille Datters Ankomst. — —

Schleiermachers Prædikener har jeg efterhaanden haft til Laans fra Fader, og de have gjort et forunderligt s. 49Indtryk paa mig (mange af dem har jeg ogsaa læst for Sanne). Hvorfor er ikke ethvert Menneske saaledes Herre over sine Ideer? Hvorfor skal Enkelte alene have denne mageløse Klarhed, dette rolige, besindige, uforstyrrede Blik ind i Sjælens Dybder? Hvorfor kan ikke enhver Præst extemporere? Skal ikke det, hvorom han taler, leve i ham? og skal det ikke gives ham i den samme Stund, hvad og hvorledes? Det har saa ofte trykket mig, naar jeg følte, at jeg stod paa Prædikestolen, og jeg da tillige følte, at hvert Ord kom lige ud af — Studerestuen. En Præst skal extemporere; det er min Overbevisning. Og dog skriver jeg, og lærer ordret (ofte med megen Besvær), og vil endnu blive ved, maaske i mange Aar, maaske altid. Men skal jeg fornægte mit Maal, fordi jeg altid maa blive tilbage for det? Jeg har ogsaa prøvet derpaa; jeg kunde ikke Andet; det var Onsdagsprædikenerne i Fasten, hvor jeg altid var sikker paa ikke at have Andre end mine Egne, hvor jeg altsaa ikke skulde forstyrres udenfra. Med enkelte af disse var jeg ligesaa tilfreds, som med mine bedste skrevne; og maaske har ingen af mine Prædikener i det Hele taget gjort saa godt et Indtryk; og jeg selv følte mig saa fri og vel, naar jeg først havde faaet vel begyndt. Disse Prædikener bleve i deres hele Anlæg — Du vil maaske neppe tro det — langt strengere end de andre, fordi her en strengere Skematiseren er langt nødvendigere for Hukommelsen; men i Udtrykket bleve de jo vistnok igjen langt løsere; og deri var det fornemmelig jeg erkjendte, at jeg endnu ikke var moden dertil. Søndagsprædikenerne skrev jeg og memorerede nøjagtigt, og de forekom mig ofte „so hölzern“. Siden har jeg kun gjort det Storebededag, s. 50men vil ikke lægge det rent til Side, f. Ex. til næste Vinter.

Katekismusstriden og den dermed sammenhængende Sibbernske Korrespondance har ogsaa jeg fulgt, — naturligvis siden Kalkar er min Korrespondent og Literaturforsørger i Odense. Jeg kan ogsaa nok lide Lindbergs „Helligaand“, men naar han tror at kunne binde Aanden i et Ord og bruge dette som et Kriterium paa Anti-personalisterne, saa skulde man dog en Gang foreholde ham Analogien af det nu saa meget yndede og som Nomen proprium langt fuldkomnere dannede „Almenaanden“. Lindberg siger maaske, at det er Djævelen; men mon ogsaa de, som bruge Ordet, og paa dem kommer det dog her alene an, virkelig herved tænke sig et personligt Væsen? Sibberns Angreb paa Lindberg har, med al dets Uregjerlighed, dog noget saa Aabent og Ærligt og Grundalvorligt, at man ikke kan Andet end føle sig tiltrukket deraf. Men især forekommer Sibberns og Grundtvigs Korrespondance mig saa velgjørende midt i denne Tids spidse, kolde, egoistiske Polemik. Det er en Holmgang imellem to ærlige Danske; lad dem hugge til „med baade Hænder,“ derved blive de kun desto bedre Venner. Jeg venter virkelig, med Sibbern, at det maa føre til Noget, vel ikke strax og umiddelbart som Følge af disse Breve, men dog ved en saadan Aand, som de sigte til at vække. — —

I Frørup lever man ved det Gamle, aldrig rigtig raske, især Moder, men dog saa fornøjede, naar man ser hverandre. Vi vente dem halvvejs i Dag. Zeuthen, som aldrig skriver Breve, er efter Lenes Sigende rask og fornøjet. — —

Jeg har begyndt paa Olshausens Kommentar til s. 51Romerbrevet. Jeg tror vist, Du vil finde i den, hvad Du længes efter, det vil sige, for en Del. Thi naar kan man finde en Kommentar til Bibelen eller til en saa dyb Del af Bibelen, der ganske tilfredsstiller? Naar jeg i rigtig gode Timer kan se ret ind i saadanne Steder som f. Ex. Rom. 8 og Joh. 17, saa kan jeg aldrig sige, hvad jeg føler, og i en saadan Stemning kan jeg ikke prædike. Det er, som om jeg saae ned i Havet: Overfladen kan males, men Dybet aldrig. —

Din Otto Laub.

Ryslinge, 18. Januar 1837.

Hvor meget jeg havde længtes efter Brev fra Dig, kjære Christian! det mærkede jeg først ret, da jeg havde læst Dit gode, gode Brev. Hvorfor er Du saa langt borte? hvorfor skal jeg aldrig se Dit kjære Ansigt og trykke Din trofaste Haand? hvorfor skal jeg aldrig sidde hos Dig og sige Dig saa Meget, som ikke kan skrives, tale med Dig om det, som ligger os Begge mest paa Hjertet, at jeg kunde trøstes over Meget: „at vi maatte opmuntres tilsammen ved fælles Tro, Din og min“? — Og dog har jeg det i denne Henseende saa meget bedre, end Du. I Frørup har jeg En, med hvem jeg kan tale om alt dette, som Du ikke kan komme af med, den herligste Fader, som noget Menneske kan have. Til Dig tør jeg skrive det, thi Du kjender ham, og veed, at jeg ikke overdriver, ikke er blind, naar jeg takker Gud for den store Lykke. Han læser alle mine Prædikener uden Undtagelse. Men gid jeg dog havde Dig med, at Du ogsaa kunde læse eller høre en imellem! Du maatte kunne sige mig Noget, som min egen Fader ikke kan. Og om Du ogsaa Intet vilde sige mig, ligesom Fader om s. 52de fleste Prædikener slet Intet siger, tror Du dog ikke, det vilde glæde mig, om Du ogsaa kjendte mig fra denne Side? Jeg synes, jeg kjender Dig bedre, end Du mig, fordi jeg har hørt Dig i Din egen Menighed, og at Du derved, at Du er bedre kjendt, har et Fortrin i vort Venskab. Og dog kjender jeg Dig vel saare ufuldkomment i denne Henseende; thi jeg er fuldkommen overbevist om, at Dine fire Adventsprædikener for 1836 ere langt, langt bedre, end de Prædikener, jeg hørte i Valløby. Det glædede mig ret, at Du skrev just om disse Prædikener; thi disse fire Evangelier har just denne Gang tiltalt mig besynderligt; og jeg mener, de staa fortræffeligt paa deres Plads ved Kirkeaarets Begyndelse.

Nytaarsdag var jeg og Sanne efter Prædiken samlet paa Sludegaard med alle Vore paa min Søster Sanne Haaes Fødselsdag, og laa der en Nat; 10. Januar, Faders Fødselsdag vare vi atter i Frørup og laa der to Nætter. Det forekommer maaske Andre, og undertiden forekommer det os selv, som om vi for meget forlade vort Hjem, for at leve i Frørup; men naar vi saa tænke paa, hvor gamle de allerede ere, og hvor svagelige, og hvor glade ved os, og hvor kjærlige, og hvorledes man der lever op i sit inderste Hjerte, og hvor rige vi rejse tilbage derfra, med Velsignelse for os selv og vort Kald, og for vor lille Pige med Velsignelse fra de fromme Bedsteforældre, saa mene vi, vi kan ikke gjøre for meget deraf. Naar vi maatte følge vort Hjertes Drift, saa vilde vi afsondre os fra hele den øvrige Verden, og alene leve i Ryslinge og Frørup. Og dog har vi mange Familier her omkring, som det vel er værdt at besøge. Lassen i Kverndrup og Provst Munck i Ringe ere rare Mennesker og saare agtværdige Præster, og deres Familier s. 53ere som de, og holde af jevn Omgang uden Stads og Anretning. Med Muncks især lader det til, vi blive efterhaanden mere og mere forbundne. Han og Lassen og jeg og tre Andre (Agerbeck kjender Du maaske fra Lindbergs Kirketidende) have dannet et Slags Læseforening. Ogsaa fra Odense Stiftsbibliothek kan man faa mange gode Bøger. — —

De tre Reformationshistorier (af Rohmann, Luplau og Rørdam) har jeg læst med Fornøjelse; de ere alle gode hver paa sin Vis; men Luplaus er uden Tvivl den bedste. Den har gjort overordentlig Lykke her i Menigheden, hvor Mange læse, og Mange, som før ikke gjorde det, have gjort Begyndelsen med den. Trykkefrihedsselskabets Advents- og Julepsalmer ere ogsaa kjøbte med Begjærlighed, næsten alle mine Konfirmander have af egen Drift faaet dem, og lært de fleste af dem udenad (hvor jeg ofte misunder dem deres Hukommelse). Her er oprettet et Sognebibliothek, hvortil jeg bidrager. Derfra har jeg laant Ludvig Müllers Danmarkshistorie. Kjender Du den? Den fører intet højt. Sprog, og mange Udtryk kunne være ufornødent lave; men den er jevn og forstaaelig, sammenhængende og overordentlig livlig, og i det Hele, mener jeg, en Bog, man skulde· undse sig ved at kaste Vrag paa, indtil man kunde vise noget Bedre eller noget ligesaa Godt. Jeg er ret begjærlig efter at høre, hvad Bønderne vil dømme om den. Jeg vil kjøbe den, og Sanne har allerede halv slugt den. Han er en Grundtvigianer, men af de gode, og hans Sprog er meget populært. Endnu har jeg ikke hørt mange gode Domme om den Bog, og derfor gad jeg gjerne høre Din. — — Om vor gamle Ven Olshausen faar jeg ikke Tid at skrive Mere, end at, jeg har glædet mig over hans Bog om s. 54Romerbrevet. Men i en ganske forunderlig Bog har jeg læst Meget for Sanne, Hippels „Lebensläufe nach aufsteigender Linie“ — en Roman af en ganske egen Art, Skildringer af den inderligste, kristeligste Fromhed og af den mest himmelraabende Ugudelighed, filosofiske Samtaler og Studentergemenheder og Ligprædikener, Mest af det Sidste, og en forunderlig vemodig Følelse af det udvortes Livs Tomhed. Jeg veed, Din Fader har kjendt denne Bog.

Af et Brev til F. L. Mynster.
Frørup, 3. August 1839.

— — Og nu om Fader! Ja, han var i Korsør med Moder og Otto og Rine. Løverdag Formiddag rejste de herfra. De havde haabet at komme over Beltet Kl. 3 om Eftermiddagen, men maatte vente i Nyborg til over 10 om Aftenen, som ikke var til megen Fornøjelse, allermindst da de havde haabet at komme til Korsør saa tidligt, at de endnu om Aftenen kunde træffe Din Onkel. Det var jo altsaa over Midnat, da de kom til Korsør, hedt og ikke behageligt paa Gjæstgivergaarden. Om Morgenen gik de i Kirke Kl. 9, uden at Biskoppen vidste Noget om, at Fader var der. De tik Plads oppe ved Koret, og Fader og Otto mellem de andre Præster, som vare tilstede. Da Biskoppen kom gaaende saa langsomt og alvorligt opad Kirkegulvet, og de sad der og saae efter ham, kan Du vel vide, hvordan de havde det; og vi kan vel ogsaa tænke os, hvorledes det har været, da han med Et fik Fader at se, og ilede ham om Halsen, og de To stod og omfavnede og saae paa hinanden: s. 55„Er Du her! det havde jeg ikke ventet,“ sagde Biskoppen; og Fader har sagt, at han var død og sløv og dorsk, da han gik til Kirke, og lige indtil det Øjeblik, da Mynster omfavnede ham og saae paa ham; da opløste Alt sig, og han sagde: „der blev Foraarstø og mildt Vejr og Solskin i min Sjæl.“ De vilde ej ret fortælle os Noget, da de kom hjem, „det kunde ikke fortælles!“ men Rine forbarmede sig da, og fortalte ypperligt, og Fader og Otto hjalp til imellem: „At have set og hørt ham, det kunde hun aldrig glemme, om hun saa levede 100 Aar;“ og Otto sagde, at han kun 1 Gang før havde set Mynster se saadan ud, og Fader, at det Fiele var det Fuldkomneste, man kunde tænke sig. Da Alt var forbi, kom Biskoppen frem i Koret og nikkede ned til Fader, som gik derop, og vinkede ad Otto, som ogsaa kom; og da han først havde omfavnet Fader, tog han Fader i den ene Arm og Otto i den anden, og talte om de hvide og de brune Haar, og klappede dem paa Hovederne, og Moder og Rine sagde, at alle de, som vare i Kirken og saae derpaa, græd; og Otto sagde, det var umuligt andet, end at Folk maatte græde. „De stod der i Koret som tre Hellige,“ sagde Rine. Det er jo sandt, det kan ikke fortælles; men jeg skriver det til Dig, som de have fortalt os det, for at Du kan tænke Dig, hvordan det har været. — — Til Frokost blev vore Folk bedte til Kateketens i Selskab med Biskoppen, og til Middag hos Provstens. Biskoppen sad imellem Fader og Moder, og Fader fik talt saa Meget med ham; Ingen generede dem ved Bordet, og Alt var saa godt, som det kunde være. Moder havde saa stor Lyst til at kysse hans Haand, naar han lagde den op paa Bordet; og Rine var henrykt over fem Gange at have faaet hans Haand, og at han s. 56havde set saa mildt paa hende. Hun passerede i lang Tid for „Ottos Forlovede“, og var Kommandantens Borddame. Om Aftenen bad Provsten dem at komme igjen; men Fader syntes, det vilde blive for silde, da de vilde rejse næste Morgen. Om Morgenen kom Biskoppen hen i Gjæstgivergaarden, og da de Kl. 9 sejlede, fulgte han dem paa Broen, og stod der, saa længe de kunde kjende hinanden. Da jeg sagde noget til Fader om dette Venskab, sagde han: „Det er mere end Venskab saadan at være forenede.“ Ja, Fader har haft godt af dette Møde for lang, lang Tid; og hvor det var velsignet at se ham, da han kom hjem: „I skulde Allesammen have været med,“ sagde han. — —

[Laubs førstefødte Barn, deres elskede lille Lene, var født 16. April 1836, men døde allerede 1. April 1837. Hans Brev herom til de Gamle i Frørup var et af hans allerelskeligste Breve, men er gaaet tabt. I de paafølgende Aar bleve deres Sønner Hieronymus og Hans fødte, og derefter en Datter Louise, som døde. I disse Aar havde hans Ven i Valløby den store Sorg, at hans Hustru døde efter langvarige Lidelser, sex Maaneder efter at deres lille Anna var død.]

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 13. Februar 1842.

Min kjære, trofaste Ven! Min Carolines vedholdende Bøn til Gud om snart at udfries fra sine Lidelser ved en salig Død, har den forbarmende Fader hørt. Tirsdag- Morgen Kl. 8 den 8. Februar endtes hendes tunge, tunge s. 57Strid. Siden jeg sidst tilskrev Dig, min kjære Otto, tiltog hendes Sygdom saa stærkt, og i den sidste Tid var hun saa afkræftet og lidende, at jeg maatte vente, at den Time, der nu er forbi, snart vilde slaa. Jeg behøver ikke at sige Dig, hvor jeg har stræbt og med Guds naadige Hjælp skal stræbe at finde Styrke og Hengivenhed, og endnu mindre, hvor min fromme Caroline søgte og fandt Kraft og Trøst under det tunge Kors. Det sidste Halvaar var tungt, tungt; men Gud være lovet og takket! vore bedste og lyseste Timer har den forbarmende Fader der skjænket os. I Guds Ord og i sine Yndlingspsalmer og i Bøn fik hun Velsignelse til at stride den sidste Strid, saa at den blev for mig og dem, der vare hende nær, det skjønneste Vidnesbyrd om, at Jesu Evangelium er den evige Sandheds Evangelium. — — Kjæreste Otto! Hvorfor har jeg Dig ikke hos mig, saa at jeg ret kunde aabne mit knugede Hjerte for Dig, og fortælle Dig Alt, hvad Guds Barmhjertighed sendte sine stridende, afmægtige Børn til Trøst og Lindring? Gud hjælpe mig at bevare min lille Olivia paa hans Vej, og at jeg ret af Hjertet maa paaskjønne, at han har givet mig et saa velsignet Barn i min Forladthed! Skriv snart, min kjære, kjære Otto, til Din bedrøvede Ven! Gud velsigne Dig, Din Sanne og Eders Smaabørn! Hils ogsaa Dine gamle, elskede Forældre og de andre Venner!

Din kjærligst hengivne Ven Chr. Mynster.

[Ved hans Hustrus Begravelse talte gamle Pastor Orslef fra Ørsted i Sørgehuset, og Pastor Willemoes fra Herfølge i Kirken].

Valløby, 10. Juni 1842.

Du min kjære Otto! Da jeg nu atter læste Dit sidste Brev, blev jeg igjen saa bevæget, og kom ret i s. 58heftig Graad; og jeg vilde dog nu saa gjerne skrive lidt til Dig; men tidt, naar Taarerne bryde frem, kan jeg ikke standse dem. O Gud! jeg er saa slet i min Sorg; ingen Fromhed eller Kjærlighed, men Kulde og Mørke og Ulyst behersker mit svage søndersplittede Sind; og jeg veed, at jeg ikke paa den Vej kan vente at forenes med min fromme, forklarede Caroline, — saa at det kun er en daarlig Trøst, hvad Du skriver, at der dog ikke er saa langt tilbage. Og dog føler jeg, hvor uendelig god Gud har været mig fremfor saa Mange. — Ja, I mine stakkels Venner! I have nu To i een Grav, som Du skriver, ligesom jeg; men I kunne græde sammen og tale med hinanden, mens jeg er saa rædsomt ene med et lille stakkels Barn, der drømmer sig lykkelig og glad, og dog aldrig her skal kjende sin Moder, vide, hvad det er at have en Moder og en saadan Moder. Og saa kan jeg sige mig atter og atter: „Min Jesus er min faste Borg,“ men næsten aldrig føle, hvad jeg før dog ofte følte: „Hvilen i min Jesus.“ Jo, i Forgaars ved Midnat stod jeg ene i min øde Have og saae det blanke Hav oplyst af den røde Nordhimmel og den blaa Hvælving over mig bestrøet med Stjerner, og hele Skabningen liggende i Hvile, og jeg kunde da bede saa inderlig Fadervor og „Naade, Gud Fader, Søn og Helligaand,“ den lille altomfattende Bøn, jeg saa tidt bad med Caroline ved hendes Dødsleje, ogsaa i den sidste Nat. Men saadanne Himmelgaver lader jeg saa strax igjen svinde, og synker hen i den gamle Kulde og Utilfredshed. Alvorligere Læsning kan jeg næsten slet ikke samle mig til — kun smaa Brudstykker hist og her. Derfor jog jeg Din Prædiken om Daaben igjennem, lod den ligge, og maatte gjøre Vold paa mig selv, for igjen forleden at tage den s. 59for mig, og nøjere følge Dig i den. — Den behager mig aldeles ikke [her fulgte nu en udførlig, men uhyre skarp og skaanselløs Kritik]. I Daabens Hovedlærdom maa vi vistnok være enige, hvor ofte jeg end under Læsningen er sat i Forundring og Tvivl. Disse henkastede Bemærkninger maa Du tage til Takke med, da hverken Tid eller Lyst tillade mig at sende Dig Andet. — Forat komme ud af den nedtrykte Stemning, hvori jeg begyndte dette Brev, greb jeg med Vold Din Prædiken fat, tvang mig til at omtale den, tvang mig ud i en anden Region. Jeg maa derfor finde det i sin Orden, om der i disse Linier findes sørgelige Spor af Vold og Tvang. Du er min Hjertens Ven. Du maa forstaa lidt af min Smerte, og derfor bære over med mig. — — Gud give mig Kraft og Hvile i Livet og — om han ser det tjenligt for mig — snart en salig Død, — en salig Død!

Jeg har her kun talt om mig selv og om Din Bog, og næsten ikke om Eders Tab og Sorg; men derom kunne I bedre tale indbyrdes og med Fader og Moder — I Lykkelige i al Eders Ulykke!! — — Olivia er rask og munter og uendelig sød og venlig, ret som hendes Moder. Hun hilser, og jeg hilser Dig, min kjære, trofaste Ven! og Din sørgende Sanne! — Herren holde sin Haand over hende! og Dine gamle Forældre og Arngoth og Eders andre Kjære! Gud glæde dem alle! Jeg takker dem for deres Venskab og Arngoth [Arngoth Haae, Frederik Laubs Forlovede] for hendes mig meget, meget kjære Besøg – men hun kom for sent til Valløby; der er ikke mere godt at være. Men ogsaa der kan hviles i Gud, og derefter vil jeg jage.

Din Christian Mynster.

Heller dette i altfor knap Tid, end atter opsættes!

Valløby, 7. August 1842.

Min kjære Otto!

Jeg sidder i min Dagligstue, Alle ere gaaede i Seng, Alt stille om mig, kun Uhret henne paa min Carolines Sekretær lader sine Smaaslag høre, og en Træorm banker i Sofaen, hvor jeg sidder for at skrive til min trofaste, kjærlige Ven. I Aften for et halvt Aar siden laa min Caroline i Dødskampen, jeg sad hos hende, tørrede den kolde Sved af hendes Pande og Kind og holdt hendes kolde Haand i min. Begge bad vi Gud forbarme sig og gjøre Striden kort og let, men den blev lang og tung, og dog kunde vi klart, som kun i Livets udvalgte Timer, mærke, at Forbarnieren var hos os, saa at min stridende Caroline til det sidste Suk kunde kalde paa ham i varme Bønner. Nu er hun for Jesu Skyld allerede længe der, hvor jeg tidt saä inderlig længes efter at samles med hende, og hvor jeg ved hans Naade en Gang skal naa hen, naar den belejlige Stund kommer, naar jeg kun, som jeg med Apostelen i Dag formanede mig selv og min kjære Menighed til, ardejder med Frygt og Bæven paa min Saliggjørelse. Men mange Gange føler jeg mig saa utrolig ene og saa svag og omtaaget, uduelig og uvillig til Alt; Ingenting vil gaa fra Haanden, og dog er jeg langt mere i mit Studerekammer end før, da jeg dog kunde faa læst en Del; og dog er maaske min trofaste Hustru mig nu saa nær, som aldrig før, kan maaske nu hjælpe mig og bede for mig i min Strid saa velsignende, som aldrig før, saa at Skylden vel er min egen, naar jeg føler mig saa ene og savner hende i Kirken og hjemme og overalt, hvor hun delte Glæde og Sorg og Byrde med mig.

s. 618. August 1842.

Her afbrød jeg i Aftes. Jeg var kømmen ind paa en ganske anden Vej end den, jeg vilde gaaet, da jeg tog Permen i Haanden for at skrive til Dig. Jeg tog det Hefte frem, hvori jeg hin Nat i en roligere Stund og Dagen efter optegnede det Vigtigste af, hvad der foregik i Stridens Timer; — Alt staar saa forunderlig klart og nær for mig, at jeg ikke kan fatte, at der er gaaet et Halvaar siden. Tidt har jeg siden følt mig saa uendelig bedrøvet og forladt, men, Gud være lovet! ogsaa tidt ret glad og rig, og mest, naar Taarerne have strømmet i frit Løb i Kirken, og Mange i min Menighed forstode mig og græd med mig, naar jeg af Hjertens Grund bad for dem og mig, men allermest, naar jeg har mærket ved Besøg hos nogle meget kjære Syge, at jeg var dem til megen Trøst og Glæde. Især har jeg ofte herlige Timer hos en ældgammel, men fuldkommen aandskraftig syg Kone, der allerede laa og sukkede efter Udfrielse, længe før Caroline blev kaldt fra mig; hun har trøstet mig ligesaa meget, som jeg hende, naar vi under mange Taarer talte med hinanden om Livets Strid og Savn. Men nu er jeg jo atter kommen bort fra, hvad jeg først vilde talt med Dig om. Tro ikke, at jeg ikke har Plads i Hjertet for Andet end mit Eget! Ofte ere mine Tanker og gode Ønsker hos Dig, men Du hører jo da ogsaa til mit Eget, min egen kjære Ven! Da jeg i Løverdags paa Din Fødselsdag tænkte paa den „Frygt og Bæven,“ hvormed vi skulle arbejde, og beredede mig til at tale i Kirken derom, var jeg dog tidt hos Dig og Dine, og bad for Dig, at Herren vil velsigne Dig i Dit nye Aar og bevare Dig med Din Sanne og de kjære Smaabørn mange Aar glade og raske med hverandre. s. 62Skal jeg leve, saa naar jeg vel over til Eder næste Aar, og skal jeg bort herfra forinden, saa kommer jeg vel ikke paa den Maade over til Eder, men dog, og da bliver vel Rejsen mindre besværlig. — Hvor uhyre Meget er sket med mig siden min lille Annas Død! Naar kun nærmere Maalet, saa lad være! tungt er det faldet, Slag i Slag, men Hjertet er og haardt; der skal tunge Slag for at faa Skallen knust. Blev den det kun!! Den 2. August i Fjor fulgte Caroline og jeg vor Anna til Graven, og nu den 2. August i Aar sad jeg med min lille Moderløse i Haven og bandt en lang grøn Krands, som kunde omslynge hele Graven, og Olivia var saa barneglad og jeg saa bedrøvet, — end mere, fordi hun var saa glad over Krandsen og de Blomster, hvormed hun skulde pynte Moders og Søsters Grav, det stakkels lille Barn! Tungt at være faderløs, men dobbelt at være moderløs. Og saa skulde min trofaste, nu dobbelt kjære Broder i Pedersborg [Pastor Rasmussen] ogsaa fra mig! Jeg havde aftalt at træffes med ham i Frederiksborg; jeg kom der og traf Efterretningen om hans Død, fulgte den gamle Fader til sit andet Barns Grav, talte ved hans Kiste i hans kjære Kirke og indviede hans Støv til Gravens Hvile. Det var ikke beregnet, og det kan tidt synes os, som der var en stor Fejl i den store Regning; men en Gang skulle vi se, at Alt er i Orden, og at det var os, der regnede fejl. Jeg kunde ikke taale den Tanke, at en Fremmed skulde tale og kaste Jord paa min Carolines Broders Lig. (Ferdinand Fenger blev den Fremmede som talte i Kirken ved sin Herredsbroders Kiste). Gud gav mig Kraft til at udføre, hvad jeg havde paataget mig. Jeg var nærved under Talen at synke og maatte flere Gange standse, fordi Graad kvalte hvert Ord. Men s. 63fordi Alle i den overfyldte Kirke, fra hans Konfirmander indtil de Ældste, græd med mig, som jeg aldrig før har set det ved nogen Ligfærd, kunde jeg vedblive, og jeg takkede Gud for en Time, som hører til mit Livs tungeste men ogsaa allerskjønneste og rigeste. En Maanedstid i Forvejen havde jeg været hos ham og haft ret herlige Samtaler med ham om Døden, Savnet og Gjenforeningen. Vi havde skrevet til hinanden ofte om de samme Gjenstande hjertelige Broderbreve, vare blevne hinandens kjære Venner, og jeg takker Gud derfor; thi jo kjærere den Bortkaldte var os, desto tungere er vel hans Bortgang, men desto mere velgjørende virker den ogsaa paa os. Det gjør mig saa godt saaledes at udtale mig: jeg har saa Meget, Meget at tale med Dig om, men Tid og Papir ere fyldte. Gud veed, om jeg dog ikke kunde komme til Eder i Aar. Farvel, Ven og Veninde, I trofaste kjærlige Sjæle! Den almægtige Fader være med Jer! Hils hvem jeg er kjær fra Ottos trofaste Ven

Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 13. August 1842.

Tak, hjertelig, hjertelig Tak, Du uendelig kjære Ven, for det Brev, Du sendte mig med sidste Post, og hvormed Du saa usigelig glædede mig — ogsaa beskjæmmede mig. Det er nu over et halvt Aar siden din trofaste Caroline gik fra Dig, i over et halvt Aar har Du nu været saa ene og forladt her paa Jorden af Alle, som kunde trøste og opmuntre Dig, og i al den Tid har jeg kun skrevet to Breve til Dig, og begynder nu paa det s. 64tredie. Har Du aldrig i Dit stille Sind bebrejdet mig det? Havde jeg været Dig nærmere, saa havde jeg kunnet komme selv og tale med Dig; men skrive kunde jeg ikke altid; og Du har selv maattet føle, at mine Breve ikke vare, hvad de. burde være. Naar jeg mente at trøste Dig, har jeg maaske kun mere saaret Dig. Jeg vil ærlig skrifte for Dig: da jeg fik Dit forrige Brev blev jeg inderlig bedrøvet; Din Stemning deri forekom mig saa sønderreven, saa rædsom fortrykt; jeg trode at bemærke, at hvad jeg havde skrevet til Dig om, var vistnok en langt mildere Sorg, og at hvad jeg trode, at Dit betrængte Hjerte kunde finde Hvile i, kun endnu mere havde ladet Dig føle, hvor ene Du stod, hvor alene med en Sorg, som Ingen uden Du kunde bære. Hvor inderlig gjerne havde jeg ikke talt med Dig, trykket Dig til mit Bryst og sagt: „Ven, tro dog, at Du har en Ven; tro dog, at jeg ikke vil bebrejde Dig Din store billige Sorg; at omendskjøndt jeg veed, at Du bør bære den, saa kan jeg dog aldrig anderledes end med den inderligste Medlidenhed, med uforandret Kjærlighed og med en skamfuld Følelse af fælles Svaghed se Dig bøjes saaledes af den.“ Dette kunde jeg med Ord og Haandtryk lade Dig føle, jeg kunde bede Dig: „Sig Du mig selv, hvad jeg skal sige Dig, hvad Du trænger til at høre af Din Ven!“ Men skrive kunde jeg ikke. Kan Du tilgive, at jeg for en Tid kunde svigte Dig? Jeg har i flere Aar følt, at vore Breve vare alt for Lidt, og at det ikke var uden Grund, at de bleve færre og kom og gik sjeldnere. Jeg var hverken tilfreds med Dine eller mine egne, naturligvis med Undtagelser; der var altid enkelte, og i dem alle enkelte Ting, som usigelig glædede mig; og jeg har derfor aldrig tvivlet om, at vort Venskab jo s. 65endnu stod urokket, saa at i Grunden det Bedste, Dit Navn og Dit Hjerte var i ethvert af dem. Men i Henseende til det, som skulde gjøre os Følelsen af vort Venskab glædelig, fattedes der Noget. Det følte jeg især i saadanne Breve, hvori Du ytrede Dig om mine literære Arbejder; og jeg veed nok, og har tidt med Bedrøvelse tænkt paa, at Du en Gang, een Gang i det Mindste, har faaet et Brev fra mig, som i denne Henseende har saaret Dig, uagtet Du aldrig har tilstaaet det for mig. Hvad der fattedes os, det er, hvad Breve i Grunden aldrig kunne give eller udtrykke: Visheden om en fuld Overensstemmelse i alt det Vigtigste, og dermed om at Uenigheden, som kom for en Dag, kun var tilsyneladende eller Intet værd. Men er det ikke, som jeg siger, at hvad vi trængte til, og endnu trænge til, er at tale sammen, gjensidig forvissede· om, at ligesom jeg ikke tvivler om Dig, saa tvivler Du ikke heller om mig? tale sammen om Alt, hvad vi dog i Grunden vide er os Begge for helligt til at være Gjenstand for Leg, for Skarpsindigheds og Spidsfindigheds Øvelse. I Dit næstforrige Brev skrev Du endog meget udførligt om min Daabsprædiken; jeg vil ærligt tilstaa Dig, at iblandt de flere misbilligende Donune, jeg har faaet over dette Produkt, som jeg gjerne vil kalde et utidigt Foster, har ingen bedrøvet mig saa meget som Din, ikke fordi jeg tvivlede i ringeste Maade om, at Du mente mig det ærligt og kjærligt, men fordi der i denne Prædikens maaske meget slet lykkede Form aldeles Intet var, som kunde lade min Ven se eller ane, at jeg talede, fordi jeg trode, trode uden Tvivl det Selvsamme, som han, og ingenlunde vilde krænke det, der er ham og mig over al Maade helligt. Imidlertid døde Din Svoger, og s. 66jeg følte ret, maa Du tro, hvad dette Stød paa denne Tid maatte være for de arme barnløse gamle Forældre, og for min arme Ven; — og dog skrev jeg ikke strax til Dig. Derimod skrev jeg til vor tro Ven, Din Broder Ludvig, og fortalte ham en Del af, hvad jeg her har skrevet. Han raadede mig til at være ærlig imod Dig, — og dog skrev jeg endnu ikke! Det var mit faste Forsæt at ville, men dog kom Du mig i Forkjøbet. Og nu er Alt godt igjen. Kun skal Du sige mig, at Du har tilgivet mine Tvivl og Sorger og min saarede Egenkjærlighed. Saa kjærligt, mener jeg, har Du aldrig skrevet til mig, saaledes ud af Dit hele Hjerte. Tro ikke, at Du har skrevet for Meget om Dig selv! Nu ser jeg, hvorledes Du har det, hvorledes Du elsker Din Sorg, og tror paa Ham, som har sendt Dig den, og er villig til at bære den, og at Du har Ret for Din Gud til at længes saa inderligt efter Enden. Du Velsignede! Du har en Velsignelse, som Du selv ikke kjender: Saae Du Mere nu, da lærte Du ikke at tro. Du har aabnet mit Hjerte; nu frygter jeg ikke for at sige Dig Alt; Du vil nu ikke. misforstaa mig; jeg vil nu ikke tænke paa, at mine Meddelelser kunne bedrøve Dig, eller, om de kunne det for et Øjeblik, ikke tvivle paa, at Du vil blive glad igjen, som jeg er bleven det. Du har ikke skrevet men talt til mig i Dit sidste Brev, ligesom Du talte i Kjøbenhavn til Frederik. Gud ske Lov for det! Men nu længes jeg kun endnu mere efter at se Dig selv!

Jeg havde besluttet at begynde dette i Dag og fuldende det en anden Postdag; men nu synes jeg, det er bedst at lade dette Brev gaa saa snart og saa kort som muligt. Tak fordi Du ikke glemte min Fødselsdag og ikke vil glemme Sannes den 14de. Vi skal ikke glemme s. 67Din den 15de. Hils Din lille Olivia! Kjære Christian, maa jeg endnu bede Dig om een Ting: sørg ikke over, at den lille Pige er glad, og kald ikke hendes Glæde indbildt. Hvorledes kan den være indbildt, naar hendes Engel altid ser hendes Faders Ansigt (og hendes Moders)? Vor nye Præstegaard kan maaske endnu blive saa tidlig færdig, at Du og hun kan komme her, inden den strenge Aarstid begynder. Dog derom tør vi endnu ikke tale. Tak for Din Fortælling om Din Svogers Begravelse. Vore to Drenge ere raske, Sanne ogsaa; hun hilser Dig af Hjertet. Din Faders gamle Ven i Frørup vil glæde sig inderligt over dit Brev til mig. — Gad med Dig!

Din Ven Otto.

Ryslinge, 21. Juni 1843.

Min kjære Christian! Det er egentlig ikke min Tanke, at hvad jeg nu skriver, skal sendes afsted endnu i Dag, skjøndt det rigtignok er Postdag; men da jeg sad her et Øjeblik og ventede paa vore øvrige Folk til Øllebrødet (i Stedet for Morgenthe) og tænkte paa hvad jeg i denne lille Morgenstund, som dog ikke har Guld i Mund (da jeg efter et Konvent hos Brolund i Svindinge kom i Seng Kl. 2 og sildig op)· skulde tage mig for, faldt Dit Brev fra Maj mig i Hænderne, og jeg sagde til mig selv: „Begynd, og lad Lykken raade for Enden.“ Vel (tænkte jeg tillige) kunde jo Lykken spille mig det samme Puds, som den synes, maaske endog flere Gange, at have spillet Dig, at naar Dit Brev ikke strax er sendt bort, er det ikke kommet helt fra det; men ihvordan det nu end i saa Henseende skal gaa med mit Brev, saa siger jeg dog af Hjertet: Gud ske Lov, at Dit sidste ikke gik den Vej, men til Ryslinge, til Din Ven, til Dine Venner her og i s. 68Frørup! Thi Du veed, vi holde paa Communio bonorum, og Ingen af os siger Noget af sit (aandelige) Gode at være sit eget, — skulde det da ikke navnlig gjælde om et saadant Brev fra Dig? — Saa glad— det tør jeg jo sige — har jeg længe ikke truffet Dig; og Gud ske Lov, at han igjen har givet Dig glade Timer i Din store Sorg, om de end, som jeg endnu meget vel kan finde mig i at antage, ingenlunde skulde være de overvejende i Dit stille, ensomme Liv, og muligt i Reglen kun komme ved Dit Skriverbord, naar Du snakker med mig, eller, hvad jeg ogsaa gjerne vil tænke mig, skjøndt Du ikke giver mig Anledning dertil, naar Du virkelig sidder og snakker med en eller nogle Venner i Valløby eller dets Nærhed. Men uagtet Dit Brev, kjære Christian, har gjort mig, og mange Flere, maaske langt mere Glæde, end Du tænker Dig, saa blev jeg dog i første Øjeblik narret dermed; thi jeg havde saa vist faaet i Hovedet, at det maatte indeholde en Anmeldelse om Din Ankomst hertil. Der kom jo ogsaa Noget om: at naar Bispen havde været hos Dig o. s. v., — og altsaa er Sagen dog endnu i Live. Nu har denne Udsættelse til Følge, at Du, som vi haabe, skal se vor nye Præstegaard i pænere Klæder, da vi just ere i Færd med at male (ikke som Du en Gang Manu proprio) Lofter, Døre etc. og at pynte nogle Vægge, og endelig, hvad der er det mest Fornødne og næsten det Besværligste at faa fra Haanden, at jævne og brolægge vor Gaard, hvis uendelige Skjævheder i alle tre mathematiske Dimensioner Du saaledes ikke, hvis Alt ender i rette Tid, vil faa nogen Forestilling om, hvilket atter er et Tab af noget Interessant, som i det Mindste vil interessere mig altid at erindre; nu maa Du nøjes med at faa alt Saadant ved Fortælling. Ja, kjære Ven, hvor s. 69Meget vil vi have at snakke om, naar Du nu er her, baade Godt og Ondt, men — hvorfor Ondt? Det skal med Guds Hjælp Alt blive godt, naar vi snakke derom; Godt er der dog i det Alt, og det skal ud, om ikke ved vort første Møde, saa ved det sidste. Ja, der skal Alt komme for en Dag, og iblandt og med dem, vi have savnet, ogsaa alle de mange Smaating, smaa Fornøjelser, smaa Bryderier og smaa Drillerier og smaa Misforstaaelser, som her kun have forbundet os endnu fastere. Jeg haaber (med Allusion til Martensens Anmeldelse i sin Tid af Heibergs nye Digte) paa Göthes Bedstemoders (eller hvem var det?) grønne Silkekjole, paa Ryslinge Præstegaards Skjævheder, paa Stilene i Christianshavns Borgerdyd, som jeg naturligvis ikke retter; og kan Du f. Ex. tænke paa Dine Besøg i Fyn, uden, ved Siden af Thorsing, Kajberg Skov o. s. v. ogsaa at se Madam Brolund og den lille „Aggerhøne“ ? eller paa Dit Samliv i Kjøbenhavn med mig og mine Brødre, uden at ogsaa Frederiksdals Mølle med de tre Kyllinge-Gumper og den komiske fjerde, som var forsvunden, maa med for at gjøre Billedet fuldstændigt? Det er det, som indtager mig saa meget for Martensens Udødelighedsanskuelse, at den, ved Siden af den dybe, kristelige Alvor, er saa fyldig og saa at sige ikke lader det Mindste gaa til Spilde. „Men, kjære Ven!“ tænker Du, medens jeg ved en Saltomortale er kommen lige ind i Evigheden med Dig, „Dit Øllebrød bliver koldt.“ -— „Det har ingen Nød,“ svarer jeg, „det er allerede spist, og Piben tændt;“ men jeg havde ikke Tid til at betegne det Sted, hvor det skete. Jeg farer videre, efter at jeg først har bedet om Forladelse for den kriblede Skrift; jeg har vænnet mig til den ved at skrive for mig selv, og atter i Gaar ved at s. 70skrive til Jakobine i Sannes Brev. Et saadant Brev skal jo ogsaa være en Slags Evighed in nuce; Du har den Fordel heraf, at Du faar mere paa Papiret; og den Skrift er vel ligesaa læselig, som den, Caroline i gamle Dage skjendte for. Ja, tror Du ikke, naar hun og Du igjen skal have mig til Gjæst i et bedre Valløby, at hun vil huske min Skrift, og vi hendes mislykkede Julekage, og at Heger vil glæde sig derover, og — og — ja hvor er Enden? Og dog føler jeg tidt, som Du, at Vejen er lang og trang, og maa være det; men naar jeg ikke føler det, men føler, „at Han oprejste os tillige, og satte os tillige i sit himmelske Rige“ (Ef. 2, 6), skulde jeg da ikke være glad med Ham? Paa Løverdag komme vore gamle Forældre herhen, og paa Søndag gaar Sanne og jeg til Alters, for at have altid Samfund med Ham, og med Alle, og med Dig, — og tænk da paa os! Thi nu tænker jeg dog paa at faa dette afsted i Dag, enten saa Papiret bliver fuldt eller ikke. — Om Martensen talte vi, — ja, jeg har i Dag rigtig talt med Dig. Hans Bog om Daaben har Du jo nu læst; den er fortræffelig, som jeg tror, han er i Alt; og forstaar Du ham, saa tror jeg ogsaa, at vi To, Du og jeg, ere i god Forstaaelse, og at det skal komme med for Dagen. De øvrige Bøger, Du skriver om, kjender jeg ikke, ikke en Gang Hofmanns [Taufe und Wiedertaufe 1840], som ogsaa Martensen citerer. — — Overhovedet have vi det ikke godt her med Bøger, som vi enten maa kjøbe, eller faa fra kjøbenhavnske Venner til Laans, eller undvære.

Vore gode gamle Dage skulle nu snart leve op igjen, naar Du kommer! Ja, kom! kom snart! med Din lille søde Datter, som vi have hørt saa meget Godt om, at vi kun frygte for, at vore Drenge, der i Artighed ere, som s. 71Folk er flest, skulle stikke for meget af. Alle, Alle her — Sanne, Forældrene og al Ungdommen (som stærkt ældes) i Frørup og paa Sludegaard, elske Dig; og det Samme gjør

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 8. August 1843.

Min kjære, kjære Otto! Vorherre velsigne Dig og Dine i Dit nye Aar med al legemlig og aandelig Velsignelse! Den 6te vare mine Tanker og Ønsker hos Dig; men Visitatsen og hvad dermed fulgte, forbød mig at skrive før nu. inderlig Tak for Dit ypperlige, muntre Brev, som jeg havde saa godt af, og nu atter læste med megen Glæde. Heller havde jeg svaret Dig mundtligt i disse Dage, men kan ikke, om jeg kjender min kjære Svigermoders Plan ret. Jeg har Grund til at· vente hende med det Allerførste, og faar vel Brev derom i Morgen. Før Høsten vil jeg saaledes ikke kunne komme til mine Venner i Fyn; og jeg kjender de Vanskeligheder, som kun altfor let klynge sig til Opsættelser.

Et saare bevæget Liv har jeg ført i den senere Tid, da saa mange Præster have været saa gode at invitere mig til Bispevisitatserne. Jo sjeldnere vi Præster kunne høre Andre forkynde Ordet, og jo herligere vor Biskop er som dets Forkynder, desto større min Glæde over saaledes at følge ham fra Kirke til Kirke. Kraften og Livet i hans Foredrag har i de senere Aar snarere tiltaget end aftaget, hvortil vel den større Frihed, som de extemporerede Visitatstaler have foraarsaget, har bidraget s. 72meget. At Fylden og Grundigheden ikke have tabt derved, behøver jeg vel ikke at sige Dig. En vis aandløs Præst ytrede flere Gange, naar han hørte Andre beundre Onkels uudtømmelige Rigdom, at saadan kunde han jo sagtens tale om Alleslags, da han nylig har skrevet disse Betragtninger. Nu, der er dog Noget i det. Den 2. August mod Aften kom Onkel til Taarnby Skole [Valløbys Annex], hvor han modtoges af Fætter Joachim, der efter rrrin Indbydelse var kommen hertil fra [sin Morbroder] Frits Münter i Karrebæk, og aldrig ret havde overværet nogen af sin Faders Visitatser. Af min Familie vare her ikke Faa og deriblandt vor trofaste Stence Orsleff ^*)Christence Orsleff, Datter af min Farfaders Broder Pastor Gutzon Münster i Gadstrup, og Søsterdatter af gamle Fru Rasmussen i Frederiksborg, var gift med Pastor Orsleff i Ørsted., som kom Dagen forud for at hjælpe mig i Huset. En Mængde Præster kom og fulgte med i Kirken, som var aldeles fuld af mine egne Menigheder og en Mængde Danrer og Herrer fra Omegnen. Vi vare 15 Præster, og dog vare 3 udeblevne. Ogsaa disse mange Præstekjoler bidroge til at gjøre Handlingen endnu højtideligere. Onkel havde endnu ikke truffet saa mange Præster paa nogen af sine Visitatser, og jeg kunde mærke ham ret glad derover. Hans Katekisation og Taler vare fortræffelige, men det Bedste ved det Hele var, at han var over mine mest ubeskedne Forventninger tilfreds med nrig i Kirken. Fortvivlelsen over de Prædikener, vi skulle til at holde, kjender Du; jeg havde ofte følt den, men aldrig i den Grad som Aftenen den 2den. Jeg havde endog den Tanke, at sønderrive Prædikenen og extemporere en anden, da jeg fandt den ganske ubrugelig og mig selv saa sløv, at jeg endnu henved Kl. 2 om Natten ikke havde memoreret s. 73en Trediedel. Havde jeg haft Caroline hos mig, var det aldrig kommet til den Grad af Forsagthed. Jeg maatte lægge Prædikenen bort, og bad ret i Sønderknuselse Herren om hans Hjælp, gik i Seng, sov et Par Timer uroligt, vaagnede Kl. 4 i samme Stemning, fik mig sat temmelig fast i Gangen og enkelte Partier. Den ene Vogn kom rullende efter den anden, men ikke før det sidste Øjeblik kunde jeg rive mig ud af mit Studerekammer. Under Hovedpsalmen blev jeg heftig rørt og forunderlig styrket, og med ofte udbrydende Bevægelse holdt jeg min Prædiken, og kunde mærke paa mig selv og de mange med mig Bevægede — ogsaa paa Onkels Tale — at Herren havde hjulpet. Min Glæde kan jeg ikke beskrive; jeg græd længe i min Stol bag Alteret, da jeg turde lade Tankerne frit Løb, og jeg græder nu, da jeg er hos min kjære Otto, atter af Glæde over, at jeg er ikke ene i min Ensomhed, og ikke kraftesløs i min store Svaghed. Ved forrige Visitats kunde Onkel i et rørt Øjeblik kalde min Prædiken „dette gode, skjønne, kristelige Foredrag,“ denne Gang kunde han sige endnu Mere; og jeg tør nok ogsaa deraf trøste mig ved, at jeg dog vel ikke har arbejdet ganske forgjæves. Han skrev i min Embedsbog, — jeg fortæller Dig det, fordi jeg veed, Du maa forstaa og dele Din Vens Glæde: „Den store og smukke Kirke var opfyldt med Mennesker; Sognepræsten opbyggede os med en ualmindelig levende, grundig Prædiken; og Ungdommen viste sig vel oplyst og svarede med Færdighed og Eftertanke. Herren give fremdeles Naade og Styrke og lægge sin bedste Velsignelse til!“ Han talte flere Gange bagefter med mig derom; og du kan vide, at det er især det Ord „ualmindelig grundig“, som ualmindelig maatte glæde mig og s. 74fylde mig med Tak til Herren; thi at mine Foredrag ere ofte levende, kan jeg, Gud være takket, føle og ikke sjeldent mærke paa mine Menigheder. Fredag vare vi Alle i Vallø Kirke og hos Storms. Løverdag Morgen Kl. 8 kom Onkel herop for at tage Joachim, der er et meget vakkert og dygtigt Menneske, med sig til Kjøbenhavn. Under en Spadseretur i Vallø Skove fik jeg en fortrinlig theologisk Samtale med Onkel, som da oftere ved vore Sammenstød tidligere. Derimod var Hjerte og Mund tillukket for mig, saalænge Prædikenanfægtelsen varede. Ogsaa om denne fortalte jeg ham, og han mig meget Interessant om sig selv i lignende Stemninger, hvori han ofte havde været. Men saadan kunde jeg blive ved lige herfra til Ryslinge og tilbage igjen, og, skjøndt jeg veed, det er en medfølende Ven, jeg taler med om, hvad der i disse Dage mest har fyldt mit Sind, vil jeg dog være saa menneskekjærlig at standse disse Udgydelser.

I Ørsted traf jeg Din gamle Ven Pastor Jensen, med hvem jeg fik talt en Del, ogsaa om Dig, hvem han varmt spurgte til og længtes efter. Han er efter Alles Dom en meget agtværdig og vakker Præstemand. Efter Kirketjenesten spurgte Onkel om mine Grave; jeg førte ham til det venlige Sted, som atter var prydet af Fremmede med skjønne Kranse, som endnu ofte sker, og hvor vi fandt min Søster Sara og Stence Orsleff, og hvor jeg atter blev saa bevæget ved at have min kjærlige trofaste Farbroder hos mig. Han var under hele Opholdet her saa øm og kjærlig, og viste, at han saa godt forstod, hvad jeg i de Dage atter saa levende maatte savne. Den 2den var det just to Aar siden min Caroline og jeg begravede vor lille Annas Jordiske. Nu hvile de Trætte s. 75derhenne ved hinandens Side, og jeg er siden bleven to Aar trættere. Herren er min Hjælper, han trættes ikke. Jeg prædikede over Jak. 1, 17.

Nu er da det Brev fuldt, og har jeg end ikke faaet talt med Dig om Meget, jeg ønskede, saa dog om hvad jeg ogsaa trængte til at meddele En, som kan forstaa mine Glæder og Savn. Jeg maa dog vist komme til at se Dig og Dine i Aar. Indtil da og indtil vore Dages Ende lev vel, Du og Din Sanne og alle Dine! Hils dem Alle venligst fra Din

Chr. Mynster.

Den 14de flyve mine bedste Ønsker over Sjællands og Fyns travle Høstmarker lige ind i Ryslinge festlige Præstestuer og favne de kjære glade Præstefolk.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 12. August 1843.

Tak, min kjære Christian, for Dit velsignede Brev til mig med sidste Post! Men inden jeg gaar nærmere ind paa det og dets Indhold og paa den Sag, som egentlig burde bragt mig til at tænke paa Brev til Dig i Dag, nemlig Din forestaaende Fødselsdag, saa lad os først afhandle Noget, som for Øjeblikket angaar os Begge i høj Grad. Der har længe været Tale imellem os om, at Du med Din lille Olivia i Sommer skulde gjøre en Tur til Fyn. Denne er vel bestandig bleven opsat, men hidtil, og endnu i Dit allersidste Brev ikke opgiven. Rigtignok staar der sammesteds nogle Ord om „de Vanskeligheder, der saa let klynge sig til Opsættelser,“ hvilke jeg mente at burde forstaa om de Erfaringer, Du allerede i saa s. 76Henseende havde gjort, og ikke som en Spaadom. Men saa kommer igaar Aftes Din Søster Jakobine til os fra Maribo, og siger, at Eders Svoger Bergenhammer, som har talt med Dig i Valløby ved Visitatsen, har bragt den Efterretning tilbage (i Modsigelse med Dit Brev til mig), at Du sandsynligvis ikke kom til at rejse, og, som han havde forstaaet, fordi Du ikke havde Penge dertil. Nu bør jeg vistnok uden videre antage Dit Brev til mig, og hvad deri staar, for i sig troværdigt, fordi det er Dit egenhændigt, fordi det er til mig, og endelig fordi det er Din seneste Ytring i denne Sag; men jeg kan dog ikke Andet, end arbejde paa at fortrænge det slette Indtryk, Bergenhammers Relation maa kunne gjøre. Uden Tvivl har Du ogsaa en og anden Gang i et mismodigt Øjeblik anset det for umuligt at komme til Maribo ifjor, men Du kom der dog; og skulde Mismodet tale mere til Dig om, hvor Pengene komme fra, og at Du jo har sat dem alle til paa den Snes Præster, som aad Din Mad til Bispens Ære, kort sagt, frister Mismodet Dig for meget med saadanne Tanker, saa svar Du kun dristigt: „Ikke Andet end det! Jeg saar Raps, som min Ven Otto Laub gjør, saa faar jeg Rigsdalere i Hundredevis; og naar jeg saa ikke er saa dum, som han, at bygge dem op, før jeg har dem, saa kan jeg sagtens faa tilovers til den lille stakkels Fynsrejse“ o. s. v. o. s. v. Du ser, hvorledes Dine Indvendinger skulle behandles; men kräftigst bør Du komme Dig selv til Hjælp med den Forestilling, at Jakobine nu er her, og at Du ikke har set hende, siden hun har set den hele store, smukke Verden [paa en Udenlandsrejse til Italien og Frankrig]. Høsten behøver Du naturligvis ikke at bie ud; thi jeg, som har en langt større Avling, end Du, og er en langt s. 77større Landmand, der baade mærgler og rapser, har erfaret, at man meget godt kan undværes, naar man kun sørger for, at Avlskarlen er dygtigere end Husbonden, en Forsigtighedsregel, som jeg tænker, Du i Tide har iagttaget. — Det var nu det; og nu om Andet, og deriblandt først Tak, ret af Hjertet Tak for Dit Brev og Alt, hvad Du deri beretter om Din Bispevisitats. Det har interesseret mig meget at læse om Dine Prædikensorger, Din Plan at rive itu og extemporere etc., og Du kan vel nok tænke, at det ikke var mig noget Fremmed, om jeg end ikke har maattet udholde denne Skjærsild indtil en saadan Grad, fordi jeg ikke har haft nogen Forsamling at prædike for, for hvilken, og „for hvis Samvittighed“ det har kunnet være mig saa vigtigt „at anbefale mig ved Sandhedens Aabenbarelse.“ Altsaa, dette er mig kun et Exempel paa, hvad der kan ske Enhver, naar han ikke rent sover; thi mod saadanne Sorger er kun eet Raad, tror jeg, ret at sove, — og for saa vidt ogsaa et Exempel paa, hvad der har kunnet ske Din Bisp; men det er dog forunderligt at høre, at det virkelig er sket ham saaledes! Deraf lærer man at være lidt mere uforsagt paa Prædikestolen; thi saadanne Kampe angaa kun os, og kunne gaa de Andre saa aldeles forbi, at man for dem er og bliver uforandret den samme Mynster. At Du ikke blot er bleven glædet, men for lang Tid styrket ved denne Visitats, kan jeg forstaa; og jeg siger blot: gid jeg kunde vente mig det Samme af den Visitats, som forestaar mig efter Høst!

Og nu Farvel skriftligt som Indledning til et mundtligt Goddag! — Tro, at dette Brev er foranlediget af det, som neppe en Gang er nævnet, Trang til at takke Dig for Dit Brev og gjengjælde Dine kjærlige Fødselsdagsønsker s. 78for mig og Sanne! Tro overhovedet uden at se! men kom dog og se og føl og erfar Dig elsket af Dine gamle tro Venner, Sanne og Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 12. September 1843.

Kjære Otto! Ja, er det ikke jammerligt! Det er blevet den 15de; med den ovenstaaende 12te blev det ved Overskriften; men nu skal det blive Mere, i det Mindste til en ret hjertelig Taksigelse for de Dage, jeg tilbragte i Ryslinge. Du og Dine have Forstand paa, hvad en saa venlig Modtagelse vil sige for en Eneboer, der daglig mindes om de Dage, da han ikke var ene. Da jeg rejste hjemmefra med min lille Pige sent paa Aftenen, følte jeg mig saa ene; da jeg var hos Eder, var den Følelse mest borte; men da jeg saa kom hjem igjen, var jeg atter saa uhyre ene, ret inderlig forknyt, — det bedste Vidnesbyrd for, hvor kjære I Alle ere mig, hvor kjærlige Sjæle I ere, at 1 kunde forjage Bitterhederne, der ofte trænge sig frem. Jeg var for kort hos Dig; Tanken om saa snart at skulle rejse igjen, gjorde mig urolig stemt, saa at jeg ikke kom til Hvile hverken i Ryslinge eller i Frørup. Maaske havde jeg det bedst under vor Samtale den dejlige Aften, da vi kjørte hjem fra Frørup. Skal jeg leve og der bliver en næste Gang, slipper Du mig ikke saa snart. Hils Din kjære fortræffelige Sanne fra mig og fortæl hende, hvad hun da vel nok veed allerede, at jeg havde det saa inderlig godt i hendes hyggelige Hus, og at hendes Venlighed gjorde mig saa godt; og hils Gamle og Unge i Frørup venligst, og sig dem, at s. 79jeg kun beklager, at jeg ikke var dem til Byrde i ligesaa mange Dage, som dengang Timer. Gud veed, om jegtiere naar Ryslinge og Frørup, men saa maa det blive paa længere Tid! — —

Din Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge Præstegaard, 4. Oktober 1843.

Min kjære Christian! Dit sidste Brev var ligesom et Kald til mig, at jeg snart skulde komme til Dig og lade Dig føle, at Du ikke er saa ene paa Jorden, som Du tidt maa føle Dig i Dit tomme Valløby. Jeg forstod Dig saa godt, og det gik mig, som da jeg havde taget imod Dig selv i Ryslinge: jeg maatte gaa hen og græde, fordi Du har mistet, hvad jeg endnu har at støtte mig til, og græde Glædestaarer, fordi Gud har givet Dig et saa trofast Hjerte til at sørge og tro. Du har jo mange Venner tilbage, men Du trænger til at høre et venligt Ord af hver af dem især, og derfor trænger Du ogsaa til, at jeg skal besøge Dig i Din Ensomhed. — — Du skulde haft dette Brev, med Tak for Dit Brev og for Dit usigelig velgjørende Besøg, for længe siden; men der ere komne adskillige Forhindringer, senest Bispevisitats, og derefter et Besøg paa tre Dage af vore kjære Gamle. — — Ja, Christian! Du føler neppe, hvilken Glæde Du har gjort mig og Sanne ved at besøge os. Du føler maaske, at Du trængte dertil, men ikke, at vi, og (jeg vidste ikke forinden, i hvilken Grad) jeg trængte til Dig. At ses, at se, at man hører sammen, er dog noget ganske Andet, end at vide det, høre derom, eller læse det. Men nu s. 80ere Dine Breve mig langt forstaaeligere: lad mig ikke for længe savne dem, og jeg skal beflitte mig paa at være efterretteligere i det Kapitel. — Bispevisitatsen var meget fornøjelig, men paa ingen Maade, hvad Din maa have været for Dig. Derfor var der heller ingen Lejlighed foiling til saadanne Sorger som dem, Du prøvede Natten forud (min Stemning var hele Tiden lige saa rolig som min Følelse for min Biskop); men derfor var der heller ingen Anledning til de Glæder, som Du havde bag efter. At min Prædiken opbyggede, blev vel sagt mig, men ikke af Biskoppen, som jeg dog har al Grund til at tro var ligesaa vel tilfreds med mig som med Skolen. En Præst sagde, at den havde varet i over 1 Time, og kunde, holdt af en Anden, have varet i 2, men lagde dog til, at man var nødt til at følge med. Den var over Matth. 16, 13–21, om „den Tro, som hører til i Kristi Kirke“ (Vers 18), „dens Indhold“ (V. 16), „dens Oprindelse“ (V. 17), „og Kraft“ (V. 19).

Gud med Dig, Du Kjære!

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 14. Januar 1844.

— — Af Ytringer i Dit Brev i Begyndelsen, der gjentoges i Midten og i Slutningen, forstod jeg, at Du paa Din Sjællandsrejse vilde komme til Valløby; jeg blev saa glad, læste atter og fandt det Samme; og endnu, naar jeg læser Brevet, kan jeg forstaa, at jeg kunde tage fejl, — det er saa let at tro, hvad man har Lyst til at tro. Fenger, Emil Clausen og Rønne besøgte mig i de Dage s. 81paa Rejsen til Missionsmødet i Lydersløv; men jeg blev hjemme, fordi jeg endnu ventede Dig; og først da Du ej kom, saae jeg, hvordan jeg havde misforstaaet Brevet. Tak, kjære Otto! for Brevet og for det Venskab, der kunde lede mig til at læse det saadan! Jeg har Naboer, kristelige og venlige, og jeg maa takke Gud for dem; men Dig har jeg ikke saa nær, at jeg en Søndag Aften som denne kan sætte mig paa min Vogn og rulle hen til Dig, trykke Din Haand, se Din Trofasthed, og sige Dig, hvad jeg talte med mine Menigheder om, eller hvad jeg ikke fik sagt, men saa gjerne vilde have prædiket for dem. Nu kan jeg ønske at være her ganske ene hele Aftenen i mit Kammer Søndag Aften, fordi jeg saaledes ofte har det bedst; men var Du her, saa maatte jeg nu være hos Dig eller have Dig her, eller ingen af Delene maaske mange Gange; men saa var Du der dog, saa at jeg kunde komme til Dig. Jeg har været glad i mine Kirker de fem Dage i Julen, og været ualmindelig med i alle ti Prædikener, og tør derfor ogsaa tro det om mine Menigheder. Men Juleaften og Nytaarsaften kunne vi desværre sjelden hellige i vore Kirker. Hvorfor ikke altid? hvorfor ikke i den mørke Nat i oplyste Kirker? hvorfor ikke, da jeg dog veed, at Kirkerne vilde fyldes, og at de Kommende maatte tilbede. Vi have ingen Kirkeøvrighed, som vil tænde vore Lysekroner og Alterstager; men jeg tror, at jeg gjør det selv næste Juledags Morgen, som jeg nu flere Aar har talt om (— om jeg skal leve da og ikke holde Jul i Himmelby, hvor end ikke Solen behøver at tændes, fordi Gud Herren lyser for dem, de Salige deroppe); og jeg er forvisset om, at ikke Færre vilde flokkes i mine Kirker til Først- og Sidsttjeneste den Dag, fordi min Kirke var fuld til Julefroprædiken. — —

s. 82Jeg maa tale med Dig om en vigtig Sag, som jeg længe har mærket i Tilnærmelse. Juleaften kom en Taarnbyer (fra Annexet) til mig for at laane Bøger, og da bad han mig begynde at holde Forsamlinger, ligesom Willemoes. Efter min Overbevisning maatte jeg udvikle for ham, hvad jeg mener taler imod disse Forsamlinger, store, og dog smaa nok til at den Enkelte kan blive bemærket der, store og dog smaa nok til at kaldes „den lille Flok.“ Det er saa let saaledes at komme til at høre til „den lille Flok,“ langt lettere end at stride og bede i Lønkammeret eller med To eller Tre i Jesu Navn. Disse Forsamlinger ere gudelige og aandelige, og dog er her Faren saa stor for, at de kunne blive kjødelige, langt større end ved Lønkammerandagten eller ved Andagten i den almindelige Forsamling i Kirken, fordi der den Enkelte enten slet ikke bemærkes eller let skjules i Mængden; — og saa den næsten uundgaaelige Følge, at Præsten, stillende sig i Spidsen for disse Forsamlinger, lammer sin Virksomhed paa den langt større Del af Menigheden, der just maaske trænger mest til ham. — — — Alvorligt har jeg nu tænkt paa at begynde formelig Bibellæsning i Kirkerne udenfor den almindelige Gudstjenestetid, skjøndt det vel neppe kunde, ske uden om Sommeren og maaske kunde blive mig anstrengende nok efter to Prædikener. Skriv mig nu snart Din Mening herom — og om Dine Bibellæsninger: naar, hvor, hvor længe hver Gang, med hvilke Psalmer — Brorsons? Du holder dem o. s. v. Disse Forsamlinger ere traadte frem for mig som aandsbeslægtede med Maadeholdsselskaberne; det er de Svagere, som gaa ind i begge, og i Regelen ikke de, som ere stærke nok til at bryde med Modstanderen i Løndom eller uden at have den Hjælp, som et s. 83sluttet Selskabs spejdende, døramende Øjne skjænker; men Faren er vistnok ingen i Maadeholdsforeningerne, derimod stor i de andre. Jeg tror at have Ret heri, og maa tale derom maaske endog med Willemoes selv. 2. Januar var jeg hos ham med Fengerne, Engelbreth og Leth, fik kun talt lidt med dem om Præstesager, mest dog med Peter Fenger, fordi der flokkedes mod Aften i Hundredvis af Mennesker 3–5 Mil borte fra, for at overvære den Forsamling, hvori disse Præster ventedes at ville tale efter hinanden. Før har jeg været med ved slige Møder, hørt udmærkede Taler, men kun faaet en kriticerende Nysgierrighed tilfredsstillet, ikke fundet Opbyggelse, og — om jeg end ikke havde hørt Almuesfolk tale om, hvem af Præsterne, der gjorde sine Sager bedst — maa jeg tro dem ligesaa lidt opbyggede ved i flere Timer at staa sammenstuvede paa een Plet i Gange og Vinduer næsten uden at kunne se et Ord i Psalmebøgerne, der bruges mellem de forskjellige Taler. Nej! der maa være noget meget Skjævt i denne Færd. Sig mig Mere derom, end hvad jeg her her sagt, og end det Meget, jeg endnu kunde sige, eller sig mig kun det Samme; jeg maa tale med Dig, med Dig derom. Da Forsamlingen skulde begynde, tog jeg bort, benyttende en tidligere Indbydelse til den Aften, og gjorde det gjerne og ugjerne; det kostede mig Meget og ikke Meget at forlade en Forsamling, der lededes af saa begavede Mænd som de nævnte. Jeg maatte trænge mig igjennem den tilstrømmende Masse og gjorde det saa umærkeligt som muligt, for ikke at forarge de Svage (?), og dog trode jeg ikke at burde skjule min paa en ofte og uforbeholdent ytret Overbevisning grundede Bortgang. At jeg vil gjøre Alt for at forebygge Vildfarelse og falsk s. 84Lære i Taarnby, om det skulde komme til Forsamlinger der, kan Du vel vide er min Agt, ligesom at jeg aldrig kunde sætte mig paa en fjendtlig Fod med dem i mine Menigheder, som vilde søge Forsamlingerne. Jeg vilde især gjøre Alt for, at de bleve saa meget ubemærkede, saa lidet udbasunede, som muligt. At Willemoes paa en Kjøbenhavnsrejse tog ind til de 18 Baptister i Ishøj og holdt en Forsamling med dem i Skolen, dem før aldeles ukjendt, var maaske rigtigt, især da Præsten der vist er en saadan Mission ganske uvoxen. Men er det ret, at de stakkels Forvildede sagsøges? er det ret, at Kirkens Bestyrere ikke udsende begavede, dertil skikkede Præster, for at staa de Svage bi?

— — Lavater er for Resten min Hovedlecture i denne Tid, da jeg næsten ikke har kjendt til ham før, og i den senere Tid atter blev mindet om at gjøre denne elskelige Aands Bekjendtskab. — —

Snart er det to Aar siden min Caroline forlod mig, og dog er det mig mange Gange, som skete det for faa Dage siden. — Intet beder min lille Olivia mig saa ofte om, som om at vise hende Billeder i Schuberts Billedbibel og at fortælle hende derom. „Guds Rige hører Saadanne til,“ — og mange Forældre og højlærde Pædagoger mene, at Bibelhistorien er ikke for Smaabørn! Men jeg maa standse. Skriver Du ikke snart til mig?! — — Farvel, kjære Otto! hils Din Sanne, Dine Børn, Dine kjære Forældre, alle de Kjære meget, meget venligt fra Olivia og mig, og bring Din gamle elskede Fader mit hjertelige Nytaarsønske to Gange — den 10. Januar, ikke sandt?

Din Ven Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 22. Januar 1844.

Tak, kjære gamle Ven, for Dit Søndagsbesøg, omendskjøndt det først kom her om Fredagen; thi det var Søndags- og Helligdags-Tanker, det bragte ind i min Sjæl. Jeg har tidt ønsket, at jeg havde Dig eller Zeuthen, eller en anden Jevnaldrende, med hvem jeg kunde tale lidt om mine Prædikener o. s. v. Du har vel ikke saa Faa om Dig, som gjerne ville tale med Dig om saadanne Ting, men med hvem Du vel i visse Tilfælde just ikke vilde tale; Zeuthen har honnette Naboer, men neppe af det Slags, og jeg har Ingen, som vil indlade sig paa Sligt — uden Fader, altsaa ingen Jevnaldrende; ergo er Ingen af os tilfreds, og bliver det heller aldrig, før vi lære at tage Tingene, som de ere, eller at gjøre Noget til, at Tingene i det Hele og Store blive bedre. Burde ikke en Præst i enhver Nabo have ikke en Hr. Broder men en sand Ven og Raadgiver? Men jeg vil ikke være utaknemmelig: jeg har i Fader langt Mere, end jeg kan skjønne paa, først en Fader, saa næsten en Broder, thi hans store og i alle Forhold gjennemførte Ydmyghed gjør, at jeg ofte glemmer, det er min Fader, jeg taler med, dernæst en Præst, ingen Lærd men en Kristen, som har gjennemtænkt og gjennemlevet sin Kristendom; og ved ham er jeg uafbrudt fra min spæde Barndom indtil denne Dag voxet til det, jeg er bleven; og jeg kan sige, der har ikke været end det ringeste Afsnit i mit Liv, da jeg har været ude af denne ledende Forbindelse med ham. Derfor er i en vis Forstand Alt, hvad hans er, mit; jeg finder alt Mit i ham, og kan derfor ikke vide eller sige, hvad jeg skylder ham, anderledes end ved at kalde det „Alt“. Jeg føler tidt, at først, naar jeg s. 86ikke mere har ham, kan jeg fornemme, hvilken Støtte han har været og den Dag i Dag er for mig. Noget Saadant har vel Caroline været for Dig; og jeg beder om, at jeg, naar jeg en Gang skal miste ham, maa lære at forstaa mit Tab og at bære det med den Styrke, som Du. Thi just fordi jeg da, om det er Guds Villie, endnu kan have tilbage, hvad Du tillige har mistet i Caroline, kunde jeg lettere gaa Glip af den Velsignelse, som et saadant Tab skal give: „Uden jeg gaar bort, kommer Trøsteren ikke,“ — det gjælder i alle kristelige Forbindelser; men Gud give, at Trøsteren da ikke maa tinde mit Hjerte tillukket! Hos Dig, min Ven, har han taget Bolig; derom vidner ogsaa Dit sidste Brev.

Jeg vilde gjerne have talt med Fader, førend jeg svarer Dig paa Dit Hovedspørgsmaal; og af denne Grund er Dit Brev i Frørup. Men da jeg ikke veed, naar jeg kan komme dertil, saa begynder jeg i det Mindste paa Svaret eller paa Brevet til Dig, og fuldfører og afsender det, naar jeg finder Lejligheden bekvem. — Jeg kunde, som Du opfordrer mig til, nøjes med at sige Dig igjen, hvad Du har sagt mig om Forsamlingerne: „store og dog smaa nok til deri at kunne bemærkes; store og dog smaa nok til at kunne kaldes den lille Flok.“ Thi det har altid været min Mening, at de ere hverken det Store ɔ: Kirken, eller det Smaa ɔ: Huset, men en tvetydig Mellemting imellem Kirke- og Husandagt, foranlediget af, at i Huset fattes i Almindelighed i det Mindste Formen af Fællesandagt, og at i Kirken for en stor Del Formen er det Eneste, som er blevet tilbage. Thi selv om her Præsten er, hvad han bør være, er aldrig ret det andet Moment af Kirken tilstede, Menigheden som den i Sandhed modtagende og derfor og i Sandhed medvirkende og deltagende. s. 87Det er kun Enkelte ikke en Menighed, som tager Del. Menighedens Livs Udtryk er Psalmesangen; og som Bevis paa dens Fattigdom (baade som Følge af og Aarsag til den) kan man gjerne med de Opvakte lade vor Psalmebog gjælde. En Menighed og ingen Præst er det, der søges i de gudelige Forsamlinger; og heri ligger baade deres Ros og deres Dadel. Grundlaget for Menighedens selvstændige Liv, som den selv skal bringe med, er Andagten i Lønkamret, først den i Hjertet, dernæst dens nødvendige Støtte, den fælles Andagt inden lukte Døre. Fandt den Sted, da fandt de store gudelige Forsamlinger ikke Sted; thi naar de holdes der, hvor Menighed og Præst ere i Overensstemmelse, saa vidne de jo kun om, at man ikke kan finde i ethvert Hus, hvad man finder i et enkelt. Hermed bliver da Huset til Kirken, Forsamlingen til Menigheden, det Indvortes til det Udvortes; — og hvor nær ligger det da ikke at holde sig for „den lille Flok.“ At fordømme dem, som ere udenfor (i det Mindste umiddelbart) lærer man vel efterhaanden at vogte sig for, men vanskeligere for at ophøje sig selv. Du ser, kjære Ven, at jeg i Grunden ikke har gjort Andet end sende Dig Dine egne Tanker tilbage; og jeg maa sige Dig, hvad jeg nylig har sagt en Mand, som lever i Forsamlinger: „at jeg taler her uden al Erfaring;“ Du kjender meget Mere hertil, end jeg. Det var en Bonde, som bragte mig en Ansøgning om Ophævelse eller Modifikation af Forordningen af 13. Jan. 1741, for at jeg „med flere Præster i Statskirken“ skulde anbefale Sagen. Jeg underskrev en Erklæring i den Anledning, som jeg altid vil kunne vedkjende mig, da den ikke gik ud paa Andet, end at Forfølgelserne maatte ophøre. Ansøgningen selv fandt jeg mindre passende, s. 88da her paa Egnen ingen Forfølgelser finde Sted, hvorfor og Exemplerne vare hentede fra andre Provindser, og Ansøgningen dermed viste sig at være en Kopi. — Denne Mand, som jeg før aldrig har set, behagede mig meget, navnlig fordi han udtalte sig imod min Prædiken, som han den Dag havde hørt, og dog med en usigelig Kjærlighed (jeg har ellers kun hørt ham omtale som en Ivrer).

1. Februar. Jeg har, som Du ser, kjære Ven, i længere Tid været borte fra dette Brev, og har blandt Andet været i Frørup, hvorfra jeg bringer Dig de kjærligste Hilsener og Faders Bevidnelser af Glæde over at have læst Dit „fortræffelige Brev“ til mig, og af en hjertelig Overensstemmelse med Dig i Alt, hvad Du skriver om Forsamlingerne. Hermed kunde jeg da lade Dig og mig nøjes; men jeg vil dog se, om jeg endnu kan finde Traaden i det Ovenstaaende, og ende, hvad jeg har begyndt. — Den Mand, Væver Rasmus Knudsen af Vantinge, som jeg endte med, ledte mine Tanker ikke alene paa mine Prædikener, men ogsaa paa Forsamlingerne, skjøndt kun indirekte. At her ingen Opvakte findes i Menigheden, vidste han naturligvis; hvor de findes, holdes Forsamlinger, og Forsamlingerne ere altsaa Prøvestenen. Derfor var det jo en let forklarlig Dom af ham, at dersom jeg altid prædikede, som dengang, omvendte jeg ingen Synder. Jeg sagde ham ikke imod, lod ham frit udtale sig, fordi jeg i det Øjeblik følte mig bedre tjent med at høre ham, end at forsvare mig selv; og, som sagt, hans usigelige Kjærlighed gjorde Forsvar overflødigt. I Samtalens Løb nævnte han i Forbigaaende „det kristelige Samliv i Andagt,“ og sagde: „Naar De finder i Skriften, at det altid har været saaledes, saa — —“ s. 89Han talte i Borgestuen med mine Folk; jeg kunde naturligvis ikke Andet end tænke: „Om her en Gang skulde begynde Forsamlinger, hvad saa?“ Hans Mening var jo, at jeg ikke skulde tænke: „Om her en Gang,“ men at jeg skulde drive derpaa. Det kan jeg ikke, og kan saaledes maaske aldrig i hans Øjne blive en Omvendelsesprædikant. Kommer det en Gang uden mig, saa vil jeg naturligvis med al Omhu tage Del heri for at lære, hvad jeg skal gjøre; thi her vil Erfaring til. Men for at jeg da kan være aldeles fri, saa ønsker jeg alle Andre al mulig Frihed; og som en Demonstration i denne Retning ønsker jeg min Underskrift paa hin Præsteerklæring betragtet. Havde Du underskrevet, naar Du ikke havde mere Erfaring og Overbevisning, end jeg?

Du spørger mig om mine Bibellæsninger. Jeg vil ikke gjerne, at Du her skal lære af mig, men at Du en Gang vil fortælle mig, hvorledes det lykkes Dig. Fra først af var mit Maal at bevirke sammenhængende Bibelkundskab; men hvorledes skal der komme Sammenhæng, naar ikke de Samme stadigt komme? Erfaringer om, hvorledes disse Timer blive besøgte, have gjort mig lidt mismodig; men jeg vil dog igjen begynde, og maaske gjøre det bedre. Kun een Sommer har jeg undladt det. Jeg har læst over Bjergprædikenen; Joh. 1. Kap.; 1. Pet. 1. Tess.; Ephes.; Apostl. Gj. 1 til 8. Nogle Gange har jeg haft Besøg af Opvakte fra andre Sogne og faaet Vidnesbyrd om, at de fandt Opbyggelse. Maaske har jeg begyndt, førend der her hjemme fandtes Trang dertil; men den kan vel komme. Naar det kommer dertil, at Forsamlingerne ere nær ved at danne sig, da maa Tiden til Bibellæsninger vel være. Medens Frits Helveg var paa Lammehauge og holdt Bibellæsning i Højerup Kirke, s. 90bleve ingen Forsamlinger holdte i den Egn; men han har det Opvækkende og Henrivende i sin Tale, som jeg fattes. Begynd Du med Gud! Du vil vist virke til Velsignelse, om kun Dit Helbred kan taale det. Helveg holdt op, da han fik to Prædikener at holde, det vil sige, han holdt op om Søndagen og i Kirken. Senere har han om Onsdagen i Højerup Skole holdt en maanedlig Missionssamling. Han brugte ved sine Bibellæsninger den gamle Kingoske Psalmebog, som ellers ikke bruges. Jeg har haft Betænkeligheder ved at forlade den autoriserede i en Menighed, som ikke føler eller ytrer Misfornøjelse med den; ihvor meget jeg maa ønske en bedre, kan jeg ikke bekvemme mig til ved en offentlig Gudstjeneste i Kirken at forkaste den Psalmebog, som skal bruges ved Søndagstjenesten, og saaledes give dem Ret, som kunde sige: „De Psalmer kan ikke synges i Hjertet for Herren; og altsaa maa vi indtil Videre have en Gudstjeneste uden Menighedens Sang!“ — Nej, lad dem i Guds Navn synge, som de kunne, indtil vi kunne byde dem noget Bedre; jeg kan ikke forstyrre den Andagt, som endnu er tilbage, og gjør mig al Flid for at kunne dele den, medens jeg dog, hvor jeg kan, raaber til dem, som staa over os: „Lad os ikke vente for længe!“ — Se her, kjære Ven! hvorfor jeg har brugt og fremdeles ved alle Lejligheder bruger den autoriserede Psalmebog. Og Du da? Hos Dig ere Forholdene ganske anderledes; Du vilde jo for en stor Del holde Dine Bibellæsninger for dem, der allerede have forkastet den; maaske Du bør lade dem vælge. Og dog — kan det ikke foranledige et Schisma? Her er vel et af de Tilfælde, hvor ingen Lov kan klare, men alene Kjærligheden maa afgjøre. Jeg tænker saa tidt paa, hvad jeg nylig har læst i Augustins s. 91Bekjendelser (det bedste af Opbyggelsesselskabets Skrifter), at han, da han var omvendt og ansaa sine rhetoriske Manuduktioner for syndige, dog vedblev dem indtil Ferien, for ikke at gjøre Væsen af sin Omvendelse. Dog, jeg maa snart tænke paa at gjøre Ende paa dette Brev; og der var jo mange andre Ting, hvorom jeg, havde jeg Dig her, vilde tale med Dig, og som Du ogsaa i Dit Brev har bragt paa Bane. — — Den Bog om Lavater, som Du omtaler, er uden Tvivl den samme, som Fader just nu har sendt mig, men jeg endnu ikke har faaet læst i, hvorfor jeg Intet kan sige om den, ligesaa lidt som Fader dens Forfatters Navn. Forøvrigt læser jeg Alleslags og saare Lidet: Steffens’s „Was ich erlebte“ for Sanne; Luthers Prædikener om Daaben, ogsaa for hende — som er især henreven over den sidste (1518); ogsaa mange andre af Luther, foranlediget af Rasmus Knudsen, som vel mente, jeg ikke kjendte ham. og har bragt mig hans Postil (Thisteds Oversættelse, som jeg mange Steder ikke ynder), og har tidt stor Glæde af denne „einzige“ og „göttliche“ geniale Prædikant, som er i Sandhed genial, fordi han har „das Allgemeine in Besonderung.“ Da jeg nu har ham paa Dansk, har jeglæst af ham for mine Folk, og har halvvejs tænkt paa, naar jeg faar Raad, at forære Bogen til Borgestuen, som allerede har N. Test. og Brorsons Psalmer.

Den største Del af min Dag gaar med Skolemesterering — med mine Konfirmander (med hvem jeg idag har gjennemgaaet Pligterne i de enkelte Stænder; dette Afsnit, som jeg en Gang med Fogtmann vilde have udelukket af Lærebogen for Børn, har jeg nu en særdeles Forkjærlighed for og finder at være det Bedste af hele 6. Kapitel, fordi jeg deri ser en Udvikling af det Bud: s. 92„Du skal elske Din Næste som Dig selv,“ i den allersimpleste Form ᴐ: Næsten i Singularis — en Mand, en Kvinde, indtil den alleringeste), — og saa med mine egne Børn (ja, Du har Ret, Bibelhistorien er for Børn). Med dem ender jeg Dagen, og naar de gaa i Seng, er Aftenen min; jeg læser da Noget for Sanne og tilsidst Noget for mig selv, f. Ex. Profeterne i Grundsproget, som jeg aldrig ganske har opgivet, omendskjøndt jeg ofte savner et bedre Fundament. Nu veed Du, hvorledes vi har det. I Frørup har de det velsignet, fordi deres Tro af og til prøves ved Trængsler. Arngoth er i Nyborg under Kur, medens Frederik søger det Apothek, som skal oprettes i Ringe. Lille Kirsten (Du kjender hende jo), deres Plejebarn, har ligget af en heftig Tyfus, i lang Tid i bestandige Fantaseringer, flere Gange en Haarsbred fra Døden. Nu synes Alt at vendes til Glæde. De Gamle ere i Vinter ved usædvanlig godt Helbred. — Har jeg saa ikke sagt Dig ret Tak for Dit kjære Brev? nu, saa tag den her til Slutning! Gud velsigne og styrke Dig i Alt og ved Alt for Dine Menigheder og for Din lille Olivia! Hils hende; Sanne hilser Dig, sin broderlige Ven.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 14. April 1844.

Ja, ogsaa jeg har undertegnet et Andragende angaaende Forordningen af 1741. Gid den var brændt, i det Mindste den Part, som man gjør Brug af i vore Dage; og gid saa dens værdige Søster, Baptistforordningen, laa flammende ved dens Side. Vil Regjeringen holde Liv i Separatisterne og faa Statskirken sønderslidt og s. 93sprængt, saa lad dens Viished kun blive ved at følge hine Monstra. At Onkel ytrede sig fornylig mod Baptistforordningen, glædede mig; men at Kancelliet paa egen Haand giver saadanne Bestemmelser, er dog for galt — lige imod Biskoppernes Raad, som dog vel har været hørt.

Det maa være en flink Bondemand, som var saa elskværdig ikke at synes om Din Prædiken. Du kan hilse ham fra mig, at han er med al sin Kjærlighed en ensidig heldøret Separatist, en hel Del mere forlibt i sig selv, end han har Lov til. Af den Herre ønsker jeg Dig ikke, især Din Menighed ikke mange Besøg. Jeg har nu een Gang en stor Mistanke til disse Folk, hvem Troen gjør til Landstrygere, — Missionærer, der tilsyneladende med Møje, men i Grunden med største Fornøjelse søge langt borte, hvad de desværre kunde finde nok af hjemme; men det er for kjedsommeligt og hverdags, ikke saa morsomt og saa kildrende for Forfængeligheden.

— — Da jeg var i Staden, hørte jeg fire Prædikener, 1 af Pauli i, meget god; Mandag Fasteprædiken af Onkel, ganske fortræffelig; Tirsdag 1 af Spangs Stedfortræder, maadelig; Onsdag en af Grundtvig, som det ikke var mig muligt, uagtet den bedste Villie og Anstrengelse, at finde nogen Sammenhæng i. Lidt mere Sammenhold er der dog vist ogsaa i Almindelighed i hans Prædikener, og saa kan jeg godt forstaa, at Frederik (som er mig inderlig kjær, og som jeg meget vilde savne i Kbhvn.) og andre fornuftige Folk kunne opbygges meget ved at høre ham ofte. Endnu vil jeg dog fortælle Dig, at en for Resten meget flink Konfirmand i Vinter fortalte mig, at David gik Goliath i Møde med en Kjæp, en Slyngel, og Stene i sin Taske, lagde en Sten i Slyngelen o.s.v. og s. 94at en anden (meget daarlig) Konfirmand lod Jesus sige til Peder: „Gaa hen til Søen og kast Kongen ud,“ en radikal Methode at betale Skatter paa. I Øvrigt havde jeg den Glæde igaar, at mine Konfirmander svarede ualmindelig godt i Kirken og vare med mig ret meget bevægede.

Min kjære Søster Constances Død og denne Tids Embedsforretninger have ret spredt mit Sind, og jegtrænger til Ro, som jeg haaber nu at faa. Døden griber stærkt ind i min nærmeste Kreds. Herren hjælpe at stride Troens gode Strid og saaledes fuldende Løbet! Min Caroline fik denne sin kjære trofaste Veninde snart hjem til sig. — — Naar Du faar Lyst og Lejlighed, saa lad mig høre fra Dig, min Ven! Tro, at Dine Breve ere mig højst vederkvægende. Jeg tænker meget paa Eder Alle, I mine kjære trofaste Venner! Bliv ved at holde lidt af Eders trofaste Ven!

Ganske Din Chr. Mynster.

Onkels Stykke i „Dansk Ugeskrift“ om Psalmebogstillæget er interessant men ikke tilfredsstillende, som vel er! Ja, gid vi kunde faa en ny Psalmebog, snart, snart! Men gid Folk vilde skrive imod Tillægsideen i en kristeligere Tone! Saa fik jeg da forleden tilsendt det Stykke, jeg i Dag ser i Berlingske, for at jeg skulde underskrive. Nej, jeg takkede for Opmærksomheden, og ser med Fornøjelse, at Engelbreth og Leth have fulgt mit Exempel.

Valløby, 4. August 1844.

Min kjære Otto! Blandt Gratulanterne paa Tirsdag har Du ogsaa mig. Gid jeg dog var Dig saa nær, at jeg kunde gjøre en Sviptur til Dig imellem, for at tage Del i nogle af de Familiefester, som -man forstaar sig saa s. 95godt paa i Frørup og i de Kolonier, som ere udgaaede derfra, og som synes at have en vis Tilbøjelighed til at drage Vesier paa, altsaa til at fjerne sig fra Rusland og Valløby, hvoraf jeg finder det Første meget fornuftigt, det Sidste mindre. Gud velsigne og glæde Dig med Dine i Hus og Kirke!

Jeg længes efter at høre fra Dig. Sidst hørte jeg da ved min Søster Jakobine, og, Gud ske Lov, at I havde det ved det gode Gamle. Lidt tidligere hørte jeg fra Dig i Fortegnelsen over Danskernes Bidrag til Slesvig, og fornøjede mig over at se Dig mere end almindelig varm for den Sag, hvorom de 25 Rdlr. jo klarlig vidnede. Med Jakobine traf jeg sammen paa Emilsminde, hvor jeg befandt mig saa inderlig vel, fordi Alt der var saa glædeligt. Det var mig meget fornøjeligt der at mødes med Din gamle Ven Bøgh fra Skamstrup, som besøgte Ludvig en Eftermiddag. Jeg fik flere Samtaler med den vakre Mand, der forekom mig mere levende og kraftig end i Studenterdagene, en Mand, som jeg kunde komme til at holde meget af. En anden Ven kan jeg hilse Dig fra, Kolthoff, som glædede mig med et Besøg fra i Forgaars til i Dag. Han havde besøgt Peter Rørdam og Storm og endte hos mig. Vi fik talt om mange vigtige Sager, og besøgte i Gaar Willemoes, hvis Bekjendtskab jeg maatte antage vilde interessere Kolthoff, som det da og gjorde. W. er altid underholdende, og end mere nu, da han Dagen forud var kommen hjem fra en Rejse med Peter Fenger, Emil Clausen og Frits Boisen i Langeland, Lolland og Falster. I Dag var Kolthoff med mig i Taarnby Kirke, hvor han første Gang hørte en Katikisation (den jeg almindelig holder over Prædikenen forbunden med et Slags kateketisk Bibellæsning over et s. 96Kapitel, som nærmere berører Prædikenens Indhold), og det glædede mig at have ham hos mig baade under Prædiken og Katekisation (over den utro Husfoged og Matthæus 25). Saa spiste han en Due og tog ind til Staden med Dagvognen. Jeg talte med ham om flere Sager, som Kbhvns. Præstekonvent havde taget under Behandling, og som senere tildels vare blevne behandlede i Roskilde Konvent, som jeg sidst gik ind i, og hvor jeg havde fornøjet mig til at træffe Zeuthen. Psalmebogsarbejdet synes at gaa ret rask fremad og kan med Guds Hjælp dog bære gode Frugter.

Ja, der kan Du nu atter se, kjære Otto, at jeg trænger til. at sidde hos Dig og høre eller tale om alle disse Bevægelser i Kirke og Stat, — det uhyre Meget, som trænger sig frem i vore svangre Dage. Hils Din Kone, Børn, Forældre o.s.v. kjærligt fra mig. Frederik maa jeg endelig have ud til mig, før ogsaa han flyver afsted. Mind ham fra mig, og sig ham, at han kan omtrent ligesaa nemt staa paa Dampskibet i Vordingborg som i Kbhvn. Og lev saa ret vel, min kjære Ven! Tænk imellem venligt paa mig og min lille Pige, og skriv, naar Du kan,

til Din Chr. Mynster.

5. August 1844.

Naar jeg nu gjennemlæser dette, vilde jeg helst rive det i mange Stykker, men det slipper for den Gang med et sønderrevet Indre.

Tak for Din Afhandling om den utro Husfoged! Jeg glædede mig inderlig over den under Forberedelsen til min sidste Prædiken.

Din Chr. My.

Fra Otto Laub til Chr. Mynster.
Ryslinge, 9. August 1844.

— — I Søndags rejste Sanne og jeg til Frørup for at være med ved en Begravelse — lille Kirstens, Du husker jo den lille dejlige Pige, om hvis Øjne Du en Gang sagde til mig: „Vil Du se ind i Himlen!“ Hun har i Vinter gjennemgaaet en lang og heftig Tyfus, og kunde ovenpaa den ikke modstaa den ublide Sommer. Hun var bleven stor, men var endnu et ufordærvet elskeligt Barn. Vi begravede i hende et Haab, — hun skulde været de Gamles Støtte, naar de andre Plejebørn [Arngoth, Rine og Line Haae] vare borte; deres egne Børn vare det jo for længe siden. I Mandags stode vi Alle paa god Landsbyvis om den aabne Kiste ved Lys og Sang. Jeg har aldrig set Fader saa bevæget. I Kirken holdt jeg en Tale, og ved Graven sagde Fader sit Farvel og bad et, Fadervor, medens Vinden legede med de hvide Lokker. Alle vare med, undtagen Arngoth, som maatte ligge paa Sofaen. Hendes Tilstand, som var bleven noget glædeligere, er ved Nattevaagen og Uro og Sorg under denne Sygdom og Afkræftelse og efter dens Ende med Døden bleven meget forværret. Gud alene veed, med hvilke Udsigter Frederik skal flytte ind i sin nye Bolig, som nu rejser sig i Ringe; men jeg kjender Faa, som ere saa vel beredte i Ydmyghed og Tro til at bære, og i Kjærlighed til at føle Alt, som han. Du faar ham vel at se, før vi Andre. Rine venter nu kun paa Brev fra George, som er i Altona, for at faa Bryllupsdagen bestemt, og saa berede sig, vi veed ikke, om ogsaa til at sejle med ham. Saaledes ser det ud i Frørup og blandt de kjære Forældres nærmeste Omgivelser; efterhaanden svinder Kredsen ind; men derfor vedblive de Gamle selv at være s. 98Udgangspunktet for Livet og Friskheden, og give endnu bestandig langt Mere, end de selv modtage, og det er jo ogsaa godt. Fader trænger nu stærkt til en Medhjælper, og har i nogle Aar ventet paa min Broder Hans; men naar nu han til Efteraaret er færdig i Kjøbenhavn, kan han dog endnu ikke strax blive det i egentlig Forstand; dog haaber jeg, det vil blive til stor Velsignelse, naar han først kan faa Bolig i Frørup. De to Gamle fulgte Mandag Aften hjem med Sanne og mig til Ryslinge, og vi have levet velsignede Dage med dem til Torsdag Aften. Min Fødselsdag blev ikke holdt paa den Maade festlig, som Du vel har tænkt Dig; her var Ingen uden Bedsteforældrene, ellers Ingen fra Frørup eller Sludegaard, da de ikke nænnede at forlade Arngoth. Efter at de vare rejste, har jeg med Sanne læst Madvigs Tale om Skandinavismens Forhold til almindelig Kultur, noget af det Fortrinligste, jeg i lang Tid har læst: denne Klarhed og Ro, og det Fuldendte i den „simple, upyntede Form,“ har noget inderlig Velgjørende. Se, der fik Du ogsaa noget Videnskabeligt til Gjengjæld for Dit meget Fortræffelige af den Art. Men jeg har slet ikke tænkt paa at gjengjælde eller besvare Dit Brev (det er endog i Aften gaaet til Frørup for at glæde Fader); jeg vil kun i al Hast inderligt takke for alt Dit Venskab. Hvorfor er Du ikke nærmere? hvorfor kan jeg ikke tale med Dig, saa ofte jeg trænger til en jævnaldrende Ven og Raadgiver? med Dig og Zeuthen, hvem jeg just nu efter hans Besøg trænger til? Men det er ogsaa godt for Noget, og vel for Meget, at trænge og længes! Og saa vilde jeg takke Dig for det Aar, som nu for mig er, og for Dig snart skal være udløbet, og hvori det dog forundtes mig een Gang efter lang Adskillelse at se, og s. 99første Gang i mit Hus at favne Dig, Du Dyrebare! Gud velsigne ogsaa det næste Aar! Sanne hilser af inderste Hjerte. Hils Din lille Pige!

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 18. Oktober 1844.

Min kjære Ven! Se, her har Du mig da igjen, og først med Tak for Dit sidste rare Brev, hvori Du fortalte mig Meget om Eders Familieliv; og det har jeg saa godt af. Var ogsaa en Del af Beretningen ikke god, saa var den dog god, saare god i Hovedsagen. Det var mig en stor Glæde, større end han maaske kunde mærke paa mig, at jeg fik den kjære trofaste Frederik ud til mig, af hvem jeg saa ogsaa hørte lidt Mere fra Eder, navnlig om Georges og Rines Bryllup. Hils hende ret venligt fra mig og se til, at en lignende Hilsen en Gang kan naa til den bortrejste Brudgom („Brudgomp,“ som mine Bønder ofte sige; og hvorved en Ung i Sommer meget generede mig under en Katekisation i Kirken). Fra Ludvig hørte jeg nylig, at det er lidt bedre med Arngoth, men at Frederik ligger i Frørup med et daarligt Ben. Jeg længes ret efter at høre nærmere om, hvordan det staar til med de to kjære Venner og med Eder Alle, Unge og Gamle.

Neppe havde Du dog faaet Brev fra mig nu, om der ikke havde været et Par Sager, jeg ønskede Oplysning om fra Dig. Erstens: Storm og jeg have talt alvorligt om at faa et Konvent, nærmest for Herredets Præster, oprettet; og skjøndt der vil blive at anvende Gevalt paa s. 100flere af de gode Brødre, har jeg dog Grund til at vente Sagens Fremgang. For at have prøvede Konventslove at rette os efter, enedes vi om, at jeg skulde skrive til Dig, han til en Konventspræst i Jylland, med Anmodning om Meddelelse af Lovene og af, hvad der ellers kunde være af Vigtighed for os at erfare. Det er da min Bøn, at Du snart meddeler mig dette, især hvad I mest beskjæftige Eder med i Møderne, eller hvad Du maaske ønskede, at I mere maatte beskjæftige Eder med.

Dernæst har jeg stærkt tænkt paa at oprette et Sognebibliothek, som jeg nu tror vilde blive flittig brugt af mine i de 11 Aar meget fremskridende Menigheder. Gjør mig ogsaa den Tjeneste at meddele mig de Bestemmelser, som hos Dig følges ved denne Anstalt.

Endvidere: Bestandig i Strid med mig selv om, hvordan jeg dog skal faa Bibellæsninger indførte uden at give dem Præg af gudelige Forsamlinger, og uden at anstrenge mig over Evne, har jeg nu med nogen Tilfredshed tænkt paa en Methode, som jeg vil forelægge Dig til lidt Overvejelse. Først havde jeg nemlig næsten bestemt mig for i dette Efteraar at begynde en ugentlig Sammenkomst i Skolen eller efter Overenskomst skiftevis hos Gaardmændene, hvor jeg vilde meddele, hvad jeg mente kunde gavne Folk at vide, f.Ex. Missionsberetninger, forelæse enkelte opbyggelige Fortællinger, tale om Sognebibliothekets Bøger, og da hver Gang synge et Par Psalmer og læse et Stykke af Skriften; og dertil vilde jeg saa vælge Løverdag Aften fra 6 til 8, for at bidrage til at faa den Aften anvendt som en Helligaften, og til at vække Husandagten navnlig den Aften, paa hvilken jeg og mente, at Aftengjerningen hvilede. Men uagtet al Bestræbelse for at give et Møde Livsfriskhed og holde s. 101de gudelige Forsamlingers Sygelighed borte, maatte jeg frygte for, at det ulyksalige Partivæsen og Adsplittelsen alligevel vilde finde Indgang; og jeg har næsten ganske opgivet, hvad jeg maaske kunde vove at udføre, om jeg ej stod saa ene her. Nu er Katekisationen ophørt, som jeg i Almindelighed sætter i Forbindelse med Læsningen af et Stykke af det N. Test., der slutter sig til Prædikenens Hovedtanke. Jeg har da tænkt, til Sidsttjeneste at afkorte Prædikenen, og saa enten fra Prædikestolen i Fortsættelse med Prædikenen, eller bag efter paa Kirkegulvet at holde en Bibellæsning paa henved en Time efter Omstændighederne. Kan jeg ikke nok give mig Lov hertil? Tjenesten vil jo kun blive saa lang som ellers, naar der er Katekisation eller Altergang o.s.v. Menigheden har desuden altid med maaske størst Opmærksomhed fulgt disse kateketiske Bibellæsninger. Hvad af Dette finder nu Du mest tilraadeligt, eller hvad har Du maaske at raade mig i alt Dettes Sted? Lad mig snart høre herom, og føl Dig ikke for ulykkelig ved at besørge disse meget storladne Kommissioner.

Saa var der da forleden Missionsmøde i Herfølge Kirke, hvorhen jeg ikke kunde komme formedelst Kirkeforretning. Engelbreth og Ferdinand Fenger prædikede; om den Sidste fandt Mange, endog Almuefolk, at det var for hverdags i Formen: og det blev atter bekræftet, at ikke den Popularitet er den rette, som gjør Foredraget plat. Der er et Kirkesprog, helligt og værdigt, der kan være saare populært, uden at blive til Almuesprog, og det forlanger Almuen, og jeg med. Om Eftermiddagen Kl. 2, strax efter Kirketjenesten holdtes en stor Forsamling i Skolen, hvor Emil Clausen, Peter Fenger og Willemoes holdt Taler, og behørige Psalmer bleve s. 102sungne. Kl. 5 hørte det op, saa spistes der, hvorpaa Kl. 7 atter Taler og Psalmesang begyndte. Neppe vinder Missionssagen ved at faa Syn af at skulle bruges som Middel til at fremme det gudelige Forsamlingsvæsen. De 3 Taler om Eftermiddagen i det Møde, som var kundgjort som Sekretæriatsmøde, hvor Indmeldelser og Indbetaling til Missionen skulde foregaa, berørte slet ikke Missionen, saa lidt som Psalmerne. Meningen er nok god; men at en Partisag vil gjøre sig gjældende som en almindelig og nødvendig, det gaar minsandten ikke an. — — Her staar Alt ved det Gamle, altsaa godt og ikke godt. Olivia bad mig hilse Onkel og Tante og Børnene, og selv beder jeg Dig hilse Sanne og alle de andre kjære unge og gamle Venner fra.

Din Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 25. Oktober 1844.

Kjære Christian! Da Du i Dit sidste Brev, som i alle Maader har glædet og opmuntret mig og Flere med mig, giver mig adskillige Nødder at knække, hvoraf hver kunde være nok for et Brev af sædvanlig Størrelse, og Du desuagtet forlanger Alt besvaret snarest muligt, altsaa i eet Brev, hvor voluminøst det saa og skulde blive, saa anser jeg det for fornuftigst at begynde dette Brev, noget førend jeg agter at sende det bort, og successivt at faa det Nødvendigste med. Jeg vil altsaa strax gaa til Besvarelsen, og gjemme, hvad der angaar Familien og os selv, til sidst, men maa dog strax fortælle, at jeg sad og tænkte paa at skrive 3 Breve, hvoriblandt et til Vilhelm s. 103og et til Dig, da Posten bragte mig 3 Breve, et ikke fra men om Vilhelm, der gjorde mig inderlig bekymret for hans Helbred, Dit, der kom som en mild Balsam ovenpaa — dette er ingen Frase, — og et tredie fra Den. som skulde haft mit tredie Brev. Dette maa jeg dog strax fortælle, og at jeg Dagen efter red til Frørup, hvor jeg læste Brevene i samme Orden ved Frederiks Seng, og hvor Dit var, som Dit hele milde trofaste Venskab, et Middel i Guds Haand til at lette tunge Hjerter, — og at en endnu større Glæde har besøgt de gamle og unge Hjerter i Gaar ved Tidenden om min Broder Hans’s Laudabilis.

Og nu først til Sagen Nr. 1: Konventet. Vi har et „Gudme Herreds Konvent“, som jeg holder paa og især har holdt paa af al Magt, dog mest som en Form, der med Tiden kunde faa noget mere og bedre Indhold. For Resten kan jeg ikke fragaa, at skjøndt jeg aldrig uden Grund forsømmer Møderne, har min Interesse derfor de sidste Aar været ringere. Da jeg kom hertil, vare Ritualforhandlingerne i fuld Gang, og, som Du veed, netop Anledningen til, at i vort Herred de hensovede Konventer igjen kom i Live; og den Gang havde de ogsaa noget Liv, omendskjøndt Forhandlingerne i vort Konvent paa ingen Maade havde nogen medierende Karakter, men for største Delen bestode i, at hver sagde sin Mening, og blev ved den, hvorfor og Alt her gik meget fredeligt (anderledes i Vinding Herred, hvor Fader var Medlem og Formand), — og omendskjøndt vor Formands „Sammenarbejden“ kun var en Sammenstillen af de meget differerende Vota, hvad der med Hensyn paa Sagen var meget heldigt, men mindre med Hensyn paa de broderlige Meddelelser. Uagtet det mindre Livlige i s. 104Debatterne, var det dog interessant saaledes at klare for sig i Vidners Overværelse og at se sig ligeoverfor hinanden; og her maatte jo Enhver paa sin Vis give sin Skilling med i Lauget, saa Ingen blev egentlig passiv. Siden den Tid er det gaaet meget i Staa med kirkelige for ej at nævne videnskabelige Meddelelser; og det har egentlig kun været nogle Faa iblandt os, som af og til har bragt Noget med at forelæse. Den Eneste er Brolund, hvem Du kjender som en bred Rationalist, en Gang et godt Hoved, men som gik i Staa ved Moses Mendelsohn og endnu polemiserer imod Kant. Ogsaa jeg har af og til givet Noget til Bedste, f. Ex. om Kirkekatekisationer. En Gang søgte jeg at faa Medarbejdere til Oprettelsen af et fynsk Missionsselskab, men det mødte ingen Interesse. Vort Konvent er for Øjeblikket temmelig uheldigt sammensat; af alle vore Brødre er vel Esbensen den Eneste, der har nogen Nidkjærhed for det Kirkelige, den Eneste, med hvem jeg kunde harmonere og tale om det Egentlige (Provst Knudsen, som nylig er kommen til Gislev, har jeg gode Tanker om, men kjender endnu for lidt til ham). Resultatet af Alt er da, at vi egentlig aldrig tale om det Egentlige. Imidlertid tale vi tidt om ret nyttige Ting, f. Ex. examinere hverandre i de nye Plakater, hvilke man saaledes lærer med mindst Besvær, eller søge at arbejde paa Oprettelsen af en gejstlig Hjælpeenkekasse, som Fyns Stift endnu ikke har. Ogsaa det anser jeg for godt, at der vedligeholdes en saakaldet god Forstaaelse imellem de saakaldte Brødre; og, som sagt, anser jeg det for det Bedste, at det ikke kan anses for en Neuerung, naar en Gang en dygtigere Race i Gudme Herred vil til at holde dygtigere Konventer. Naar jeg altsaa ikke finder mig ret tilpas i vort Konvent, s. 105da finder jeg ikke Grunden hertil i, at det er et Herredskonvent, men i andre Omstændigheder. — Dette maa Du tage i Stedet for de forlangte Konventslove, som jeg ikke har, og som ikke sige stort Andet, end at Herredets Præster ere Medlemmer, naar de skiftevis modtage Brødrene; at Møderne, som ere to om Aaret foruden mulige extraordinære, nemlig et Onsdagen før St. Hansdag og et ved Mikkelsdag, begynde Kl. 2 om Eftermiddagen. Det var en Gang paa Bane, om der ikke skulde holdes Gudstjeneste, altsaa begyndes om Morgenen, og spises til Middag, som i Vinding- og flere Herreder, men det faldt igjennem (jeg var den Gang for det); at der skulde ske frivillige Meddelelser af videnskabeligt og kirkeligt Indhold; at der vælges en Formand, føres en Protokol m. M. Der er ogsaa sat en for Øvrigt meget tarvelig Bogcirkulation i Forbindelse med dette Konvent.

Nu til Dit Spørgsmaal angaaende Bibellæsninger. Det vil her blive mig ligesaa vanskeligt at give noget bestemt Svar. Jeg har forsøgt dem og agter ikke at opgive dem; dog har jeg ingen Erfaring. Du vakler mellem Samtaler i Husene, regelmæssige egentlige Bibellæsninger fra Prædikestolen, eller katekiserende paa Kirkegulvet. — Hvad er Hensigten med Bibellæsning? Er det Belærende og Anvisende eller det Opbyggelige Hovedsagen? Skal man søge paa Stedet at opbygge af Bibelen, eller lære Kristne, hvorledes de selv skulle gjøre det? Du mener vel, at det Ene maa gaa over i det Andet, at Undervisningen først ender og bestaar sin Prøve ved at gaa over til Anvendelsen eller Opbyggelsen; det mener jeg med; men med Hensyn til Formen gjør det dog Forskjel, om man udtrykkelig lægger Vægten paa Forklaringen og begynder dermed. Mig er det faldet s. 106saare svært at gjøre denne simple Forklaren gjældende paa Prædikestolen; hvorfor og mine Bibellæsninger der ere blevne Homilier, en anden Art af Prædikener, og det Hele en Søndagstjeneste Nr. 2, som, hvor ikke Omstændighederne kræve en saadan, enten mister al Betydning, eller, hvad værre er, svækker Søndagstj enesten Nr. 1. Vi ere med Rette eller Urette afvænte fra at høre denne jævne Tale paa det Sted. Forklaring er jo og nærmest en Besvarelse af gjorte eller forudsatte Spørgsmaal; hvorfor da ikke helst lade dette træde frem i Formen? Her have vi da Katekisationen, eller, naar den sidste Rest af den officielle Karakter tages bort, simple Samtaler. Disse bleve da allematurligst Bibellæsninger, hvor alt Overflødigt af sig selv blev borte, og det Opbyggelige ligeledes af sig selv indfandt sig og ikke blev indtvunget; det Sidste blev Hussamtaler. Men her ere vi vel enige om, at Huset ikke bør ville spille Kirke, og at derfor saadanne Samtaler skulle være aldeles venskabelige Samtaler, og Sammenkomsterne i denne Hensigt ret egentlige Husbesøg, men hvem har Gaven hertil? og dernæst: er Modtageligheden og den højere Grad af Aktivitet, som her kræves hos de Modtagende, tilstede? Dette vil vanskelig kunne blive noget Regelmæsigt, den hele Menighed Omfattende, uden ved at fjerne sig fra sin oprindelige Karakter, og, som Du befrygter, faa noget af Forsamlingsvæsenets Sygelighed. Vil man derfor gjøre noget for Bibelkundskab og Bibelbrug i Almindelighed, saa bliver man dog vel igjen henvist til Katekisationen i Kirken, og følgelig saa temmelig indskrænket til Ungdommen; og hermed tror jeg — for Tiden (thi, som sagt, jeg veed endnu ikke ret, hvad jeg tror), at man maatte lade sig nøje. Kunde man kun faa det sidste eller de sidste s. 107Aars Konfirmander til at møde ordentlig og af Interesse, fordi de ved Konfirmationsforberedelsen havde faaet Smag herpaa, og dertil nogen anden Ungdom, som ogsaa fik Lyst til at lære, hvorledes man skal læse Guds Ord, saa kom efterhaanden nogle Ældre til, de nemlig, som man netop kunde ønske sig; de hørte paa Samtalerne; og man vilde vist finde sig mere tilfredsstillet ved af have gjort Gavn i en mindre Kreds, end ved at have forsøgt noget Større uden denne Vished. Jeg har næsten altid haft mere Glæde af at holde Bibelforklaring i mit Kammer med 12—16 Konfirmander, end af at holde en Bibellæsning i Kirken for 6—8 Gange saa mange Voxne; og naar det Sidste har tilfredsstillet mig selv, og jeg har trot at have tilfredsstillet disse Tilhørere, har det næsten altid været, fordi det Opbyggelige har været fremherskende. Deraf følger dog ingenlunde, at jo en Anden kan holde en Bibellæsning fra Prædikestolen, som har, hvad jeg holder for en Mangel ved mine. Men jeg maa nærmere forklare mig angaaende disse bibelske Katekisationer, som jeg ikke egentlig har prøvet, men kun tænker mig, tidt har tænkt over, men ikke saa vidt, at jeg ret veed, hvorledes jeg vil gjøre det med dem. Ved Gudstjenesten bør Intet forekomme, som ikke udtrykkeligt er for Alle, altsaa Intet, som udtrykkeligt kun er for Ungdommen; og det er en af de Vanskeligheder, som have gjort, at jeg kun sjældent katekiserer efter Prædiken i Almindelighed: Jeg veed ikke om Menigheden efter Prædiken er spændt nok til at tage Del i Samtalerne med de Unge. Derfor mener jeg, at hine Bibelkatekisationer skulle sondres fra den egentlige Gudstjeneste; desuden af den Grund, at der bør være Enhed i Gudstjenesten, og den kan ikke opnaas, naar der kommer en Bibellæsning ind, som ikke s. 108har umiddelbar Forbindelse med Prædikenen. Saadanne Bibelkatekisationer har Du jo holdt, hvor Bibelstykket var valgt med bestemt Hensyn til Prædiketexten; men dette er endnu ikke den egentlige Bibellæsning, som uden Tvivl burde være over noget Sammenhængende. Hertil vilde jeg nu, naar jeg ret følte udvortes og indvortes Drift til at begynde, tage enten en Eftermiddagstime om Søndagen eller en Time strax efter Gudstjenesten, men med saa meget Mellemrum, at Nogle kunde gaa bort, og Andre maaske kunde komme til; og i Kirken for aabne Døre vilde jeg da samles med hvem, der havde Lyst, men nærmest for at fortsætte mine Samtaler med Konfirmanderne. Du, som har to Kirker, vilde vanskelig kunne gjøre det saaledes, men jeg mener dog, at Dit sidste Forslag har meget Beslægtet med, hvad jeg her saa løst har udkastet, og at en afkortet Prædiken, der da næsten kunde blive som en Intimation til Katekisationen (naturligvis ved Sidsttjenesten, thi i Hovedtjenesten maa jo Prædiken ikke forrykkes eller forringes) vilde hæve mange af de Misligheder, som jeg mener, at man her kunde støde paa.

Sognebibliothek har vi nu haft i 8 Aar, stiftet 31te Oktober 1836, og derfor kan jeg af Erfaring anbefale det, dersom en saadan Anbefaling behøves. Dog kan man vel ogsaa erfare, at en saadan Indretning kan komme, førend Vedkommendes Modenhed og Trang dertil f. Ex. i Frørup, hvor jeg forleden hørte Fader og Hjælpelæreren klage over, at Læselysten nu ikke var saa stor som det første Aar, da den blev pirret af Nysgjerrigheden; og dog er just i Frørup med ikke ringe Opofrelse f. Ex. af Fader samlet et vistnok med Hensyn til den korte Bestaaen sjælden rigt og godt Bibliothek. Her have vi nu s. 109den modsatte Erfaring: der er ikke mange Gaardmænd eller Husmænd, ja indtil Tjenestekarle, Væverkarle o.s.v., som jo læse om Vinteren, og Mange, som ogsaa om Sommeren hertil bruge Middagssøvnstiden. Anvisning til en Samling findes bedre i Marckmanns lille Pjece end i vort Katalog, om jeg vilde afskrive det og sende Dig det med Posten. Bibliotheket forøges aarlig noget ved Bidraget af Deltagerne, som bestemmes for hver Nyindmeldt (inden Sognets Grændser) efter hans Stilling (Gaardmænd, Halvgaardmænd o.s.v.) til 3, 2, 1 Mark om Aaret, første Gang dobbelt, af et Forstanderskab af 4, som vælges i det aarlige Generalmøde, og hvoraf hver Gang afgaar 1. Jeg veed vel, at andensteds er Bidraget sat ens for Alle, fordi Alle nyde lige Ret, og at for det Meste Præsten som Stifter er udelukkende Bestyrer; men det Første er vedtaget efter Beboernes eget Ønske og Forslag; og ved det Sidste har jeg tilsigtet at gjøre Indretningen uafhængig af Embedsforandring, og at vække mere Interesse hos Deltagerne, hvorfor jeg endog har aldeles undslaaet mig for at modtage Valg som Forstander. Bestyrer af Udlaanet og Regnskabsfører under Forstanderskabets Ansvar er Skolelæreren. Skolen er midt i Sognet og i daglig Rapport med Beboerne ved Skolebørnene (i Frørup er Bibliotheket delt og ombyttes aarligt imellem begge Skolerne). Jeg tror, at Sagen er i meget gode Hænder; de, som vælges til Forstandere, ere altid de, som læse mest, og som i Aviserne lægge Mærke til enhver ny Bogtitel. Min personlige Indflydelse er mig sikker nok f. Ex. ved mit Forhold til Skolelæreren, og jeg gjør den gjældende ved at møde i Generalforsamlingen. Her oplæses et Regnskab, og nævnes de anskaffede eller skjænkede Skrifter m. M. Lovene indeholde s. 110adskillige Bestemmelser, dels for at sikre Orden i Bibliotheket (som een Gang aarlig samles og efterses af Forstanderskabet) og Orden ved Udlaanet (ved Skadeserstatning, Mulkter for Fremlaan. Udlaanet sker altid umiddelbart fra Skolen uden nogen Cirkulation. De, som bidrage Mest, have den eneste Forret at kunne faa først, hvad de ønske); og dels for at forebygge Udskejelser ved Valget af Skrifter. Hvad det Sidste angaar, er det vanskeligt at træffe det Rette: en Bestemmelse i vore Love har til Hensigt at udelukke Lejebibliothekernes Skyllevand, men den kunde ved en bogstavelig Fortolkning, som dog Ingen har tænkt paa at gjøre gjældende, være bleven anvendt til at udelukke noget af det Bedste og mest Søgte, vi have: Ingemanns danske Romaner.— Historiske og opbyggelige Skrifter ere mest læste, mindst landøkonomiske, naar de ikke ere i Form af Amtsbeskrivelser o. desl. Ideen til et Sognebibliothek opkom ikke umiddelbart hos mig, men blev dog fremsat af mig, og det første Udkast til Lovene blev dikteret paa et Møde, hvortil jeg havde indbudt.

— — Gid Du nu maa kunne samle noget Fornuftigt ud af disse mange Ord. Især ærgrer det mig, at Du formodentlig i den midterste Part vil finde Mindst til Opbyggelse. — — Vil Du mig Mere, saa veed Du, hvor jeg er; og Du ser i det Mindste af mit Brev. om ikke Andet, at jeg er til Din Tjeneste. — — Jeg læser Dorners Christologi, som maaske Du har læst for længe siden, jeg ikke før nu; men uagtet Bogen særdeles interesserer mig, gaar det dog særdeles langsomt med den, jeg veed ej selv hvorfor, og tør ikke sige, fordi mine Smaadrenge lægge meget Beslag paa mig, fordi jeg f. Ex. maa selv lære lidt Danmarkshistorie for at have noget Nyt s. 111at fortælle dem. De ere ganske gode Børn, men der er Noget ved dem, en Blanding af Ondt og Godt, som gjør det meget vanskeligt at opdrage dem; men Gud vil hjælpe til det Bedste. Alle fire Børn have Kighoste, hvorfor Sanne har en Del Uro. Hun har ogsaa som ene i Huset mere Arbejdr, end hun vel taaler, hvorfor jeg paa et hængende Haar havde bortforpagtet det Hele i dette Efteraar. Dette Skridt fik Sanne da opsat for det Første for 1 Aar; og saa er Alt mærglet, opdrevet o.s.v. — Saa vilde jeg, at hun i Sommer skulde faa en Husjomfru; men efter hendes Ønske bliver Alt ved det Gamle. Hvad der især gjorde Sanne vemodig ved Tanken om Bortforpagtning, som hun en Gang, saalænge det syntes umuligt, ansaa som en stor Behagelighed, var, foruden Drengenes Kjærlighed til vore Heste og Køer o.s.v., Tanken om, at de Fattige i Byen ikke mere kunde komme og hente deres Mælk, deres Part af Indslagtningen, Gildesmaden o.s.v.; og jeg har ogsaa ved ret at tænke paa at forandre dette Forhold følt, at Avlingen i mange Henseender er et Baand mellem Præst og Menighed: samme Haab, samme Tab, samme Usikkerhed i Henseende til det Daglige, som dog i Almindelighed giver et uventet lille Overskud, men forpurrer alle nøjagtige Beregninger. Bonden, men langt vanskeligere Embedsmanden paa fast Gage, kan leve som Himmelens Fugle, just fordi han gjør det Modsatte af Fuglene; og her ser jeg, hvorledes just Tanken om, at Mennesket saar og høster og sanker i Lade, paa en Gang sætter ham over og ved Siden af Fuglene.

Om Tilstanden i Frørup vil jeg Intet skrive. Med Frederik gaar det langsomt; Gud alene veed, hvordan det er med Vilhelm. Men om George maa jeg dog fortælle, s. 112at han har været i stor Fare imellem Skotland og Irland paa en Rejse fra Liverpool til Vestindien, men slap med at ligge 5 à 6 Uger i en irsk Havn. Der modtager han nok Din Hilsen i et Brev fra sin Kone.— Og nu, min Ven, behøver jeg vel ikke at gjøre Undskyldning, fordi jeg er træt af dette Brev, og slutter det med de kjærligste Hilsener fra os to Gamle og vore Unger til Dig og Din lille Pige. Gud velsigne Dig for Dit Venskab og for Dit Brev. Lev vel! Sluttet 1. November 1844. Aften Kl. 11.

Din Otto.

[I et Brev af 13. December 1844 meddelte Pastor Christian Mynster sin Ven, at han den 7de var bleven forlovet med sin Kusine Stella Bang, Datter af den berømte Læge O. Bang.]

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 17. December 1844.

Ja, min kjære Christian, jeg vil glæde mig igjen med Dig og over Dig, som „Brudgommens Ven“ — og over Din Stella og over Din lille Olivia. Da Dit Brev kom i Gaar, faldt strax Seglet mig i Øjnene; jeg kjendte det, men det var saare længe siden, jeg havde set det. Det førte mine Tanker tilbage til Dit lille Kammer paa Vestergade, jeg saae det saa tydeligt med alle dets Omgivelser — indtil ind for Din Moders Seng. Da opstod ogsaa en Tanke, som jeg ikke selv blev mig bevidst, eller trode paa; men det gjorde dog, at jeg hastigere aabnede Brevet, og se — der stod det virkelig. Om jeg blev glad, min s. 113kjære Christian! derom vil Du da ikke spørge. Jeg har aldrig hørt til dem, som ønskede, at dette maatte ske. At Dine tunge Sorgens og Savnets Aar maatte føre til Glæde for Dig, derom kunde jeg aldrig tvivle, da jeg i Dine Breve og tilsidst i Dit kjære, kjære Besøg ifjor havde de klareste Beviser, ja jeg tør vel tro, klarere end dem, Du kunde give de fleste af Dine andre Venner, paa, at Du bar dem, som Dit Kors, hvori Du maatte finde Velsignelse; men hvorledes og naar? derom har jeg aldrig tiltaget mig at dømme eller ønske. Nu, da det er sket, nu tror jeg fuldt og fast, at dette er det Rette. Det varede længere, — det kan jo ikke forstyrre Din Glæde, at jeg fortæller Dig Alt oprigtigt, — det varede længere, inden Sanne kunde blive ret fortrolig med Tanken om denne Forandring. Vi talede meget om Dig i Gaar Aftes, da Alt var kommet til Hvile omkring os; og vi talte os ret af Hjertet glade. Vi erindrede hinanden om Alt, hvad vi vidste om Stella Bang; vi kjendte hende jo Begge, at hun var Din Søster Mathildes bedste Veninde, at hun havde opofret sig saa ganske for sine smaa Sødskende og for sin tungsindige Broder; vi saae hendes uskyldige, aabne, glade Ansigt, jeg f. Ex. det Nik, jeg fik af hende ved mit sidste Besøg for 6 Aar siden i Parkettet, og det endte med en glad Bekjendelse af Sannes Mund: „at dette milde venlige Væsen, uden alle Formaliteter“ var just, hvad Du trængte til, Du og Din lille Olivia. Vi talte ogsaa om den Glæde, som nu var i saa Manges Hjerter i Kjøbenhavn, i Roskilde o.s.v. Dit Brev er i Dag gaaet til Frørup, hvor det vil finde ligesaa deltagende Hjerter, — det veed Du selv. Vi have just i Dag faaet et Brev fra Falster [hvor Laubs Tvillingbroder Vilhelm var Bogtrykker]; Du veed, hvor s. 114syg Vilhelm har været, og vi have været meget bekymrede for ham; Gud ske Lov! nu synes det at have taget en god Vending, og han selv tror nu, at han skal leve. Saaledes vendes Alt i Livet, som i Dit Segl [hvori saaes to smaa Drenge paa et Vippebrædt], og man skal aldrig tvivle, kun tro og bie. Det har Du ærlig gjort, trofaste Ven! om Du end tidt har mere maattet føle Din Skrøbelighed, end Hans Naade, som var stærk i den. Ja, det har været tunge, tunge Aar, men rige paa Velsignelse for Dig og for mange Andre, ogsaa for mig, hvem alle Dine Breve have været mere til Glæde og Trøst, end Du kan tænke Dig. Jeg skal bede for Dig, at Gud fremdeles vil lade Dig være „sin fromme, tro Tjener.“ Ja, nu vil han lade Dig leve og virke endnu til Velsignelse i Din Kirke! Bed Du ogsaa for mig. — I Frørup, hvor det endnu gaar langsomt med de Syges Helbredelse, have de haft den store Glæde, at faa Hans hjem med et godt Laud, og nu allerede at have hørt ham to Gange prædike i sin Faders Kirke. Hans første Prædiken — hans allerførste, da han aldrig før havde vovet sig dertil — har jeg læst med sand Opbyggelse, det er et ungdommelig-glad, ydmygt, stille Vidnesbyrd om den Herre, om hvem nu ogsaa han er sat til at vidne, — med langt større Sikkerhed og Klarhed, end jeg med alle mine gode Tanker om ham havde ventet. Og nu, kjære Christian, har Du forstaaet, at vi, Sanne og jeg, have forstaaet og dele Din Glæde? Hermed maa Du nøjes for denne Gang. En glædelig Jul er nu beredet Dig og Dit Hus.

Din trofaste Ven O. Laub.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 30. Januar 1845.

Min kjære Christian! Du finder det nok haardt af mig, at jeg, efter at have modtaget Dit sidste Brev, som saa inderlig beder om Svar, endnu kan tie saa længe, inden jeg kommer dermed. Ja, og jeg havde maaske biet endnu længere, dersom der ikke var sket Noget i Dag, som saa levende havde mindet mig om de Mange, Gud har givet mig, at jeg ogsaa maatte tænke paa Dig, og som har gjort mig saa omtrent uskikket til alt Andet end til at skrive Breve: Jeg har i Eftermiddag faaet Vished om, at jeg skal til Haagerup. Du mener maaske, det er Glæden, der lammer mig. Ja, jeg veed, at mine Venner glæde sig; og jeg glæder mig i den Tro, at mine Venner se bedre og føle klarere for mig, end jeg selv; men min egen Stemning er Beklemthed og Uro. Jeg veed, det gaar over og sætter sig; men Visheden har lært mig paany, hvad Uvisheden først lærte mig, at jeg er i Grunden en Skrælling, som er bange i Mørke, endog naar jeg føler en trofast Førers Haand. Nu, han vil ikke slippe mig i Mørket, men føre os Alle til Lys og Klarhed; og det er vel en af hans Hensigter ved denne Kaldelse, at jeg skulde lære at kjende, hvad jeg duer til, for at jeg kan bede ham gjøre mig dygtig; og bed Du med for mig! Men Du skulde have Svar paa Dit Brev. Vi haabe, at Din Stella nu er rask igjen, at Du kan være uden Frygt, og at i alt Fald Glæden over at have havt hende og Mathilde i Besøg hos Dig, hvorom Jakobine har skrevet til Frørup, har ladet Dig glemme den. Men Du vilde høre, hvorledes det staar til i Frørup. Kjære Christian, der ligger et tungt Kors paa dem derhjemme, og vi Alle mærke lidt deraf. Arngoth gaar for Menneskers Øjne — s. 116Gud kan maaske ville det anderledes — med jevne Skridt imod Enden. Hun kan endnu stundom levende interessere sig for Alt. Vi talte igaar Meget sammen om Grundtvigs Psalmebog (Konventets Prøvehefte), og hun vilde, at jeg skulde skrive Noget af, hvad vi sagde, f. Ex. til Kolthoff — ja maaske, naar jeg kommer til Ro. Vi talte ogsaa om Dig og om mange andre Ting. Men tiere ligger hun hele Dage uden at tale stort, eller sidder taus i en lille Lænestol (forhen Tante Hannes). Hendes som oftest meget svage Stemme gjør det altid meget besværligt for Fader at tale med hende. I en anden Ende af Huset ligger Frederik; hans Tilstand er jo langt fra som hendes; men undertiden maa det dog forekomme os, som om han aldrig bliver i Stand til at komme til sit Apothek; saaledes gaar det med ham yderst langsomt, eller frem og tilbage. Rine har i et helt Aar været Sygevogterske, og navnlig siden Frederik ogsaa blev syg, ikke kunnet Andet end pleje disse To, hvad hun og gjør med en mageløs Troskab, og saaledes, at den Venstre ikke faar at vide, hvad den Højre gjør. Fader og Moder ere raske, Gud ske Lov! anderledes end ifjor; men det er tungt for de Gamle at bære de Unges Byrder. — Hans bliver ved at prædike hveranden Søndag, og læser med Konfirmanderne. Hans Prædikener faa vi at læse — en har jeg hørt ham holde; Du kan tro, vi have inderlig Glæde af dem; der er en underlig velgjørende Barnlighed, Tryghed, Glæde, Tro og Kjærlighed i dem, omendskjøndt man kjender, at han baade er Martensens Discipel og har været Grundtvigs flittige Tilhører (skjøndt han selv siger, at han ikke forstaar, hvad Grundtvig egentlig vil med sin ejendommelige Tale om Symbolet) saa tror jeg dog, at han vil udvikle sig s. 117ganske selvstændigt; hans allerførste Prædiken var i mine Tanker som saadan virkelig mærkværdig; og saaledes er han bleven ved. Af ham har Fader da usigelig Glæde. Og overhovedet maa Du ikke tro, at Glæden nu er vegen fra Frørup Præstegaard; den kan vel skjule sig, men Ingen, og Intet kan tage den fra dem; og naar vi Andre ere tunge om Hjertet, faa vi det lettet hos dem. Du kjender dem Alle; Du veed ogsaa, hvad Frederik er for en ydmyg, barnlig Sjæl. Rine og hendes Søster Line Haae sige, at naar de trænge til Trøst, gaa de ind til ham, og naar de have snakket lidt med ham, er det Altsammen godt. Derfor skrev jeg ikke hen i Vejret, som man saa ofte bruger Ordet, men som Navnet paa en hellig og salig Byrde, at det er et „Kors“, de bære; og i Grunden kan man dog ikke Andet end glæde sig over dem og den hele Tilstand: Gud velsigner dem øjensynlig. —Men hvad siger Du om Konventets Psalmebog [Prøveheftet]? Der er meget Fortræffeligt i den f. Fx. for at nævne Noget af Grundtvig: „At sige Verden ret Farvel;“ men har Grundtvig Ret til at handle med de Andres, som med Sit? med gamle Digteres, der ikke kunne protestere, og med Kirkens, for at gjøre Alt grundtvigsk? og er han ikke løben af med hele Komiteen? er der ikke Meget, som kun Grundtvigs Læsere og Tilhørere kunne forstaa, eller kun meget Dannede og meget Opmærksomme, og i en Stemning, hvori man ikke vil synge en Psalme? — — Men nu er det Midnat, og Sanne skjender, fordi jeg sidder for længe oppe. Altsaa — lev vel, og elsk os Alle som hidtil. Sanne hilser Dig af Hjertet. Skriv snart til

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 3. April 1845.

Min kjære Otto! Her har Du mig en Gang endnu, førend jeg forlader mit Hjem for at forbindes med min Stella; og jeg har saa Meget at tale med min kjære gamle Yen om, at jeg tydeligt mærker at dette Brev baade bliver et daarligt og et. kort Brev, ved hvilken sidste Egenskab Du altsaa ikke vil tabe. Jeg længes ret inderlig efter at høre, hvordan det staar til hos Eder, og navnlig hvordan de stakkels lidende Venner have det. Snart hører jeg nok fra Dig, min kjære Ven; fortæl mig da om Eder Alle, Unge og Gamle, Karske og Syge. Du veed, der er ikke ret Mange, som tage saa inderlig Del i Eders Ve og Vel, som Din Ven i Valløby. Hils min kjære Frederik og hans elskelige Arngoth saa hjertelig fra mig, og sig dem, at saa opfyldt min Sjæl end er i denne Tid med baade glade og alvorlige Tanker i andre Retninger, er jeg dog meget, meget tidt med det venligste Sind hos dem, takkende for dem og bedende for dem — og glad over dem. Saa længes jeg saa meget efter at høre om Dit nye Kald, om Du har taget Afsked fra Din elskede, sjældne Menighed i Ryslinge o.s.v. Faa endelig Tid til at fortælle mig lidt udførligere derom og om, hvad Du veed ellers maatte interessere mig. Jeg har levet i Vinter i en af mit Livs Overgangstider, der hverken ere det Ene eller det Andet, og saare let kunne gjøre os ligeledes til hverken det Ene eller det Andet, hvorfor jeg takker Gud, at denne Mellemtid med hans Hjælp snart skal ophøre, og jeg blive min fromme kjærlige Stellas Ægtemand og atter mærke, at jeg har et Hjem, ikke længer øde og tomt hverken for mig eller min lille Datter men rigt og levende og hyggeligt. Gud skjænke mig s. 119sin Naade, at jeg maa vide Stella lykkelig som min Hustru, at vi Alle maa blive lykkelige; og det vil han jo. Ofte føler jeg det saa levende og klart og er saa ubeskrivelig lykkelig og glad, skjøndt saa atter mange Gange stor Ængstelse kan gribe mig. Jo ældre man bliver, og jo større Verdenserfaring man faar, desto betænkeligere bliver man ved de store Skridt i Livet; og jeg veed saaledes med hvor megen Frygt og Bæven ogsaa Du, min Ven, har tiltraadt Din nye Bane. Men Han er stærk i os Svage, som har skjænket Din nye Menighed Dig til Sjælesørger, og mig min Stella, og han vil gjøre det godt for os Begge i vore nye, vort Liv saa gjennemgribende Forhold. Vil Gud, skal vort Bryllup være 12. April henimod Aften, og jeg veed, at Du vil være hos Din gamle Ven med kjærlige Tanker og fromme Bønner. Olivia holder ubeskrivelig af sin Moder Stella, og taler bestandig frydefuld om, at vi snart skulle giftes med Moder Stella.

Jeg kunde fortælle Dig, at Bjeverskov Herreds Konvent er oprettet, at alle Præsterne ere Deltagere og alle tilfredse med det første Møde, at Møderne ere hveranden Maaned fra Eftermidgag Kl. 5, — fremdeles at jeg er uden Sammenligning bedre fornøjet med det autoriserede Psalmebogstillæg end med Kjøbenhavns Konvents Prøvehefte, hvortil ej hører meget o.s.v.o.s.v., men jeg har i Dag hverken Tid eller Lyst dertil, hvorimod jeg beder Dig fortælle mig alt Sligt, om Du saa mangler baade Tid og Lyst.

Og saa — Farvel! min inderlig kjære Otto! Hils de elskelige Gamle og de kjære Unge, og saa mange Gange Din kjære Sanne fra

Din Chr. Mynster.

Valløby, 7. Maj 1845.

Altfor længe har jeg ventet paa at faa Ro til at skrive et ordentligt Brev til Dig, min kjære, trofaste Otto! og skjøndt jeg føler, at hvad Du her faar, bliver meget utilfredsstillende, kan jeg dog ikke opsætte længere at sende Dig og Din Sanne vor hjerteligste Tak for Eders kjærlige Ønsker for vor Fremtid. Du var mig i gode og i onde Dage den samme tro deltagende Ven, og dybt paaskjønner jeg, hvad Vorherre skjænkede mig i Dig og i Dine mange velsignede Breve, saa daarligt jeg end har forstaaet at lægge det for Dagen ved at gjengjælde Dig. Men jeg veed, at Du har forstaaet mig, og at Du ogsaa nu forstaar at glæde Dig med Din ubeskrivelig lykkelige Ven i det yndige, nu atter saa smilende, hyggelige Valløby. Gid jeg havde Dig nærmere, saa at Du kunde se, hvor velsignet Din gamle Ven har det med den fromme Hustru, Gud har ført til mig. Ganske i Orden er Huset endnu ikke, men om et Par Dage haabe vi at faa alt Haandværksfolket forjaget, og da at faa det ret dejligt i de skjønne Højtidsdage. Du har tænkt venligt paa os den 12. April, da Du skrev Dit saa kjære Brev; og det var en skjøn, skjøn Dag, da de mange Venner omringede os foran det herlige Alter i den af Tilskuere overfyldte [Frue] Kirke, hvor den ubeskrivelig kjærlige Onkel holdt en dejlig Tale om Trofasthed i Himlen og paa Jorden, og med en trofast Faders Kjærlighed forenede mig med min elskede Stella i den treenige Guds Navn. Ogsaa Dine Bønner have forenet sig med hans og de Manges om Velsignelse. Gud velsigne Dig og dem Alle!

Ret inderlig har jeg glædet mig ved Din Beretning om Din Afsked fra det kjære Ryslinge; og jeg har forstaaet saa godt som Nogen, at det maa have været en s. 121af Dit Livs allerskjønneste Dage, som og at det maa have faldet Dig uendelig tungt, at forlade en Menighed, som var bleven Dig saa dyrebar, og hvor Du var bleven saa afholdt, hvor Du længe vil blive savnet og elsket. — Herren har ført Dig til en anden Kreds af hans Udvalgte; og Du vil snart erfare, at han er ikke her eller der, men alle Steder nær sine trofaste Tjenere, med sine Velsignelser. Du maa ogsaa snart blive elsket og agtet der som overalt, hvor Mennesker lærte at kjende den Varme, hvormed Du tror og elsker og tjener den Herre, som skjænkede Dig et saa rigt Maal af sine Naadegaver. Ja, Gud den algode, trofaste, stærke være med Dig, min inderlig elskede Otto! Han styrke, glæde, bevare Dig!

Saa inderlig længes jeg efter at høre fra Dig og Dine. Stakkels Frederik! den fromme, elskelige, stærke Frederik, der er udset af Herren til at bære saa tungt et Kors, og som bærer det saadan, at vi alle, som elske denne Elskelige og lide med ham, dog maa takke Herren og glæde os over ham. Jeg tør næsten ikke spørge til den velsignede Arngoth; jeg veed jo, at Alt bebuder en Afsked, som hendes Kjære paa en Gang frygte og imødese med kristelig Længsel og Bøn. Saa gjerne sender jeg den fromme, stridende, sejrende Veninde en inderlig kjærlig Hilsen. Gud være med Eder Alle, Gamle og Unge! Tænk imellem med gammel Venlighed paa mig og Mine, og bring Din Sanne, Børnene og de velsignede Gamle og alle Vennerne, navnlig min kjære Frederik de allerkjærligste Hilsener; og skriv, naar Du kan, til

Din Chr. Mynster.

Fra Frederik Laub til Christian Mynster.
Frørup Præstegaard, 30. Maj. 1845.

Inderlig kjære, trofaste, deltagende Ven! Du har maaske mange Gange, siden vi skiltes ad ved Rønnede Kro, ventet et Brev fra mig, som skulde sige Dig min Tak for de hjertelige Dage, vi levede sammen? Men det veed jeg: Du har ikke trot Dig glemt i mit Hjerte, — heller ikke, fordi jeg ikke lod høre fra mig til Dit Bryllup; Du har lært mig at kjende i Sorgens Dage, og har følt, at jeg elsker Dig, og veed derfor, at jeg nu glæder mig og takker Gud, som atter har velsignet Dig, Dit Barn og Dit Hus med sin bedste jordiske Velsignelse. Ja Gud velsigne og bevare Dig og Dine i Tid og Evighed! — — — Jeg er bedrøvet, dybt, dybt bedrøvet og dog glad og takker Gud, som har givet Arngoth Sejer formedelst Jesum Christum! Hun har sagt sit: „det er fuldbragt.“ I Onsdags Nat gik hun ind til sin Frelser, som nu giver hende sin Fred! — Bed for mig, at jeg maa elske mit Kors, som hun elskede sit! Jeg tænker, Otto skriver snart til Dig om den sidste hellige Tid her i Dit kjære Frørup; jeg kan ikke nu. Endnu den sidste Dag talte hun om Dig og Caroline, hun led usigeligt. Dødskampen varede i flere Dage, men Troen sejrede over Døden, og med fuld Bevidsthed sov hun stille ind. Din Hilsen til hende i Ottos Brev glædede hende. Hun takkede bestandig Gud for al hans Naade og Kjærlighed. Hun bad os takke og hilse alle hendes Venner; se: derfor faar Du disse Linier: Du var hendes Ven! Ogsaa Din Kone har kjendt hende lidt og vil elske hendes Minde for Din Skyld. Paa Torsdag, om Gud vil, bringe vi hende til hendes sidste Hvilested.

s. 123De Gamle her velsigne Dig og Dine, og vi Alle forene vore Bønner for Eder med deres.

Din inderligt hengivne Ven Fr. Laub.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup Præstegaard, 30. Maj 1845.

Min kjære Christian! I Dit sidste Brev fra 7. Maj beder Du om Underretning angaaende Tilstanden hos os, det vil især sige i Frørup. Nu er det blevet klart der. Du veed maaske allerede, inden Du faar disse Linier, at Arngoth Natten mellem 27. og. 28. Maj Kl. 12½ gik ind til sin Hvile; men jeg vilde dog gjerne lade Dig føle, at vi ogsaa ved denne Lejlighed have tænkt paa Dig, ligesom Du altid tænker paa os. Du har ogsaa holdt af Arngoth, dette forunderlig rige og stærke Menneske. paa hvem det ret kunde kjendes, at Guds Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Hun var Meget for Mange; saaledes har hun været for Sanne og mig, hvad vi aldrig skulle glemme. I Sannes Barselsenge har hun altid, paa den sidste nær, været Plejerske med en sjælden Forstand og Utrættelighed, — nej, det var ikke det rette Udtryk, — al hendes Kundskab og Arbejdskraft var hendes Kjærlighed, som kunde opofre Alt. Som hun var imod os, hvor hun jo maaske fandt Tilfredsstillelse for en højere aandelig Trang, saaledes var hun imod den fattigste Syge. Der bliver en Gang sagt til hende: „Jeg var syg, og Du besøgte mig.“ Det har hun gjort mange Gange. Alle vore Børn har hun paa den Ene nær baaret og plejet som ganske smaa og vedblevet at elske dem. Endnu i s. 124Vinter maatte de besøge hende; de To har hun fulgt til Graven og de have modtaget hende i Himlen. Alle vore Sorger har hun delt med os; og det er et stort Savn, at hun ikke kjendte vor nye Bolig; ja det har en Gang i et mismodigt Øjeblik, hvoraf jeg siden Nytaar har haft ikke faa, foruroliget mig, at hun ikke, vel mest paa Grund af sin Sygdom, kunde faa nogen Interesse for denne Forflyttelse; thi det har altid været mig en Trøst at finde Bifald hos hende med det umiddelbare Blik. Det var mit Savn, — og nu gaar Sanne igjen en Forløsning i Møde! Men i Frørup, der vil de savne hende for Alvor, savne ogsaa den sidste sørgelige Nærværelse. Hun laa i længere Tid uafladelig, og i flere Uger kunde hun neppe tale. med os; men hun saae os Alle gjerne og sagde altid et Par kjærlige Ord, og altid: „Hils Børnene;“ især Hieronymus, hvis heftige, pirrelige Sind hun sammenlignede med sit eget i Barndomsaarene, laa hende meget paa Hjerte; hun har testamenteret ham sit nye Testamente, som hun daglig læste i. Fader var daglig ved hendes Seng for at læse for hende; hun hørte helst Luplaus Prædikener, fordi de vare korte, hjertelige og fattelige. Det Sidste, han læste, var af Lütkens hellige Opmuntringer. Vi vare i Frørup Dagen efter hendes Død. Hun laa der med oplukkede klare Øjne og halvaaben Mnnd, saa vi næsten saa hendes sidste Ord, som hun i de tre sidste haarde Nætter tidt gjentog: „Herre Jesus kom snart!“ — George kom fra Altona Søndagen forud og rejser paa Tirsdag, Begravelsesdagen, med sin Kone, som følger ham til Vestindien. Hun er lykkelig; hun har kunnet ende det svære Arbejde for den syge Søster, uden at svigte sin Mand. Hendes mageløse Selvfornægtelse og Tro faar vist sin Løn allerede s. 125her, derom maa man næsten være uden Tvivl. Men den stakkels Frederik, han har opgivet sit Apothek i Ringe, som han begyndte paa for hendes Skyld, og har nu Intet tilbage, uden sit syge Ben og saa sit ydmyge Sind. Naar Zeuthens om kort Tid komme herover, følger han uden Tvivl tilbage med dem [til Tømmerup ved Kallundborg], Saa er Frørup Præstegaard bleven tom, kun de to Gamle med Hans og Line Haae, som nu paa een Gang mister to Søstre, — og paa Sludegaard de To, som snart blive gamle, fordi der er ingen Børn; og Ryslinge flytter dobbelt saa langt bort. Men Gud, som har hjulpet den saa haardt Trængende, vil og fremdeles gjøre Alt godt, og holde sin Haand over de elskede Gamle, som vi mene endnu ikke at kunne undvære. Paa Mandag gaa vi Alle, som nu kunne samles, til Alters hos Fader i hans Kirke — saa ligger hun Lig i Huset, — og Broder Vilhelm er nu ogsaa gaaet bort; men jeg glæder mig dog ret til denne Samling med de Levende og de Døde. Naar Begravelsen er endt, rejser George og Rine til Snoghøj og Vestindien, og jeg til Trolleborg, hvor jeg Dagen efter skal tage imod Biskoppen. Om Vilhelms Død have vi slet ikke talt sammen; den gjorde et mildt Indtryk paa de Gamle, som dog aldrig ret kunde leve med ham, og som nok mente, at han var bedre hjemme i Himlen end paa Jorden. Arngoths Bortgang vil de vistnok føle dybere. Fader var meget stille sidst; maaske ogsaa hans Helbred var noget Skyld heri. Undskyld kjære Ven, dette Brevs Uorden! Jeghar skrevet, som det løb mig i Pennen. Det passer vel ikke saa ganske som Svar paa Dit glade Brev; men Du veed alligevel, at vi Alle af Hjertet glæde os over Din Lykke. Gud velsigne Eder Begge og Eders lille søde s. 126Pige! Jeg forlod Sanne i Gaar; da stod Alt vel til i Ryslinge; og jeg har det i alt Udvortes og tildels ogsaa indvortes godt i mit nye Hjem. Din sidste Hilsen fik Arngoth. Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 3. August 1845.

Tak, min kjære Ven! for Dit lille Brev af 10. Juli med den glædelige Beretning om „den store og stærke Drengs“ Ankomst! Jeg har senere ikke hørt om Eders Befindende, men haaber, at Alt er godt, Din Sanne rask, og Drengen endnu større og stærkere; og af Hjertet ønsker jeg og beder, at I, mine kjære gamle Venner! maa faa megen Glæde af den lille Dreng som af alle Eders Børn. Gud give, at, I snart ret maatte finde Eder hjemme i den nye Bolig og saa lykkelige i de nye Forhold som i de ryslingske! Bedre kan jeg jo ikke ønske Eder det, mine inderlig Kjære! Ofte tænker jeg paa Eder og paa Frørups Velsignede, glæder mig over Eders Glæde midt i Sorgen, over den sjeldne Lykke, der blev Eder til Del, at leve saa nær hverandre, Forældre med Børn og Børnebørn. Et gjennem saa mange velsignede Aar indlevet Samliv lader sig ikke mere sønderrive, om end Liv og Død efterhaanden ad forskjellige Veje tilsyneladende fjerner de Kjære fra hverandre. — Det sidste Aar, gamle trofaste Ven! medførte store Omskiftelser iblandt Eder; men, Gud være lovet! i Grunden er dog Alt ved det gode Gamle; Du kan med Glæde forlade dette gamle rige Aar og begynde det nye; og af et Dig altid lige hengivent Sind ønsker jeg Dig al Herrens Velsignelse i Dit nye Kald og Hjem. Jeg længes saa meget efter s. 127at høre, hvordan I Alle have det, end mere nu, da jeg næsten aldrig hører om Eder uden i Dine Breve. Hvordan har min kjære Frederik det? og hvordan de kjære Gamle, og Hans, og alle de Andre? Er Frederik nu hos Zeuthens, og hvor længe? Skriv snart til mig; Alt om Dig og Dine interesserer mig nu som før.

Her have vi det godt; Alt er atter blevet lyst og velsignet for mig; selv er jeg ubeskrivelig lykkelig, og, Gud være lovet! jeg tør sige det Samme om min Stella og om vor lille raske Olivia; og naar Slægt og Venner besøge os, kunne vi mærke deres Glæde over at se Glæden hjemme i Valløby Præstegaard. Alvorlig og let Lecture, Musik, Blomster, den dejlige Egn i den dejlige Sommer — Alt florerer om mig. Gud lade mig paaskjønne hans Naade altid! Iblandt de Kjære, som har gjæstet os, vare ogsaa Onkel Mynster og Tante Fanny med deres Olivia; de to Sidste bleve her flere Dage, han kun een; men jeg var flere Gange sammen med den velsignede Onkel ved Visitatserne i Omegnen blandt Andet i Spjellerup, hvor han talte saa skjønt, som jeg ikke kan fortælle det, men Du tænke Dig det, — egentlig en Afskedstale til sine gamle kjære Menigheder, „hvor de Gamle vare døde, og de Unge blevne gamle, mens han selv var bleven gammel, men dog den Samme, kommende nu med samme Kjærlighed og det samme Evangeliums Prædiken.“ Ja, den Gudstjeneste hører til det Skjønneste, jeg har glædet mig over; og Du kan tænke Dig min Glæde ved at være tilstede under en. Samtale mellem Onkel og. en gammel, rar, livlig Gaardmand, hans fordums Nabo, hvis hele Væsen straalede af Glæde, da Onkel lovede at komme ind for at besøge Mandens gamle sengeliggende Kone. Onkel er aldeles s. 128usvækket, fremtræder i Kirkerne med samme Kraft og Varme og Venlighed og Overlegenhed, deltager i Konversationen med samme Livlighed, som da han (med endnu større Aandfuldhed, end før han hlev Biskop) begyndte sine Visitatser. Da han Kl. 10 Formiddag kom de tre Mil fra Faxe i den stærke Varme hertil, hvor Tante allerede var, spadserede han først længe om i Haven med mig, gik saa ind i Havestuen, og i Stedet for at sætte sig til Hvile, sagde han, at nu kunde han have Lyst til at se sig om i mine Marker; saa gik vi Alle i Solheden over Markerne til Vallø Skov, sad der Alle i Græsset, gik om i Slotshaven, og da vi kom hjem, tror jeg, han var den Raskeste af os; og Kl. 5½ tog han til Kjøbenhavn. Se, det er jo Alt, hvad man kan forlange, og Lidt til.

For Resten kunde jeg have en Mængde at tale med Dig om, men hvor begynde, og hvor ende? f. Ex. om Psalmebogstillæget, som efter Tillysning fik en hurtig og stærk Afsætning, saa jeg kunde indføre det i begge Kirker den 8. Juni, glad ikke saa meget over Kirkebruget, der vil blive meget indskrænket formedelst det utilladelig ringe Hensyn, det har taget til Melodierne, som over at de ikke faa smukke Psalmer blive kjendte i Husene. Ogsaa om vort Herredskonvent kunde jeg ønske at tale med Dig. Hver anden Maaned samles vi Kl. 5; det har hidtil været levende, fuldtallige Møder, hvor vi har haft mere Kirkeligt at tale om, end Tiden tillod; men heller for travlt, end at vi skulde sidde og maabe paa hverandre. Blandt Andet har et kort Referat af vor sidst holdte Prædiken været interessant og givet Anledning til levende Discussioner; og hvis Ophavsmænd have haft den Glæde at faa Nabopræster, som før aldrig mødtes s. 129uden Uvilje, til at træde i smukkere Forhold til hinanden. Alt tyder paa, at det nok vil gaa godt. Bruns interessante Repertorium og Berliner algemeine Kirchenzeitung holdes af Konventsbrødrene; især Bruns Repertorium vil vist bære gode Frugter. I Roskilde Konvent var jeg ikke, men en af Brødrene meddelte kort Forhandlingerne, bl. A. at vor Biskop havde middelbart reskriberet, at Konventet ikke er kompetent til at have Mening om de Sager, som det havde andraget om til Kancelliet. Det var altid min Mening, at Konventet ikke skulde give sig af med at petitionere, men ved Komiteer behandle Gjenstandene og derefter publicere Betænkningerne, hvorved Menigheder og Præster og Regjering kunde erfare dets Anskuelser, og Regjeringen benytte deraf, hvad den vilde; men at et Præstekonvent ingen Mening skulde have f. Ex. om Kirkeregimentet og Psalmebogssagen, maatte jeg paa det Bestemteste protestere imod; og Bisp og Konge kunde vel være lidet tjente med at have saa meningsløse Maskiner til Præster. Imidlertid lade slige forkerte Domme sig vel lidt undskylde ved denne anmassende Petitioneren. En anden Paastand af Bispen, at Roskilde Konvent kun skulde være et Ekko af Kjøbenhavns, er da ligesaa ugrundet, da det snarere har sat sig i Opposition til dette. Men lad nu det være, som det vil! til Gavn maa det blive, at Præster samle sig for med Alvor at samtale om Kirkens Anliggender; og Regjeringens Modstand vil her ligesaa lidt bidrage til at nedtrykke Lysten til Associationer og Fremgang, som i det skandinaviske Anliggende o.s.v. Lehmanns Tale var dog gribende og sand, og hans Forsvar ypperligt, og Skandinavismen, hvis varme Ven jeg er, skal ikke heller tabe ved disse Aktioner. Din Ven Helweg kom s. 130da ogsaa med; hvorfor? ja det maa Russen vide; men jeg haaber, at han vil gaa ligesaa helskindet derfra, som jeg ønsker, Lehmann maa det. — Men Stella spiller nu Don Juans Finale; jeg maa ind i Havestuen og høre og synge. Farvel saa længe! Haarene rejse sig ved at høre disse Toner fra Aandeverdenen bruse frem.

Saa blev det Morgen den 4de. Jeg kom til at synge med Stella, senere til at læse for dem „Vexeldriften“ da Stellas Moder ønskede at kjende lidt af Kierkegaard, men hidtil manglede Mod til at læse ham ene. For at lade hende kjende ham fra begge Sider, læste jeg saa Lovtalen over Abraham, der atter frydede mig, som den henrev Stella og forbausede hendes Moder, der ved „Vexeldrift“ og Brudstykker af „Stadier paa Livets Vej“ var bleven forfærdet. „Skyldig“ kunde jeg ikke døje, men fornøjede mig ved at læse „in vino veritas“ og Indledningen, og beundrede Mesterskabet i Kvindelighedens Skildring: Moderen med Barnet paa Østergade og i Kirken, — kan man læse noget Yndigere? Ellers gaar det fattigt nok med Theologien i Sommer. I mine Kirker kan jeg ofte være saa glad; Kirkegangen bliver med Aarene stadigere; bedre og bedre forstaar Menighederne og jeg hinanden, men 12 Aar er ogsaa en lang Tid, og i den kunde og burde der jo være udrettet langt Mere. Saadanne Tanker fremstaa jo ofte, og Evangeliet i Søndags kan levende fremkalde dem. I Søndags var jeg vel stemt og mærkede de mange Kirkegjængere tiltalte ved Prædiken og Katekisation over: „Ingen kristelig Bøn uden Ydmyghed, men heller ingen kristelig Ydmyghed uden Bøn.“ Især den sidste Del greb mig ved nye Betragtninger over Ydmygheden, den hykkelske og den vel sande men ugudelige, haabløse, der vender sig s. 131fra Gud, som det unge Menneske i Lukas 18de, der gik bedrøvet fra Christus til sit Gods, — og den kristelige Ydmyghed, der søger til Gud i Bønnen. Men disse Antydninger lede til Intet. Derfor bort derfra, og snart er Papiret nu fuldt med dette uordentlige Sammensurium. — Stella hilser mine kjære Venner kjærligst; og Olivia, der ofte mindes Eder, hilser Tante og Onkel og Børnene. Og saa de allerkjærligste Hilsener til Dig, Din Sanne, Børnene, Forældrene og alle Vennerne fra Din gamle Ven

Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Ryslinge, 27. August 1845.

— — At Du ikke blot er lykkelig, som jo saa Mange ere, men ogsaa veed, at Du er det, derom vidne alle Dine Breve siden den glædelige Forandring i Valløby Præstegaard, og allermest dette sidste Brev. Det indeholdt desuden saa meget andet Interessant, navnlig Beretningen om Din Onkels Visitats i sine ældste Menigheder, at Du vel kan tænke, det har ikke blot glædet mig og Sanne men ogsaa hans gamle Ven i Frørup, fra hvem jeg i den Anledning maa sende Dig en faderlig Hilsen, Jeg for min egen Person har ikke blot kunnet føle disse Menigheders Glæde over at gjense den gamle Præst, men ogsaa levende hans ved at staa iblandt dem. Jeg har selv fornylig maattet sige en usigelig elsket Menighed Farvel, har mange Gange fornyet det ved ugentlige Besøg her, ja har endog følt, hvad det er at komme til den igjen og atter staa paa det gamle Sted og tale Guds Ord. Da nemlig Sanne for nogle Uger siden holdt sin s. 132Kirkegang, og jeg selv vilde indlede hende, prædikede jeg igjen i Ryslinge Kirke, og følte langt bedre end ved Afskedsprædikenen i Foraaret, at der er et Baand imellem den og mig, som ingen Skilsmisse kan sønderrive. — Men Du vilde vel allerhelst vide, hvorledes jeg finder mig hos mine nye Menigheder. En lang Tid vidste jeg det ikke; jeg var i Begyndelsen meget forsagt og misfornøjet, ikke med dem, jeg skulde arbejde for, — jeg fandt der en stor Høst, — men med mig selv. Mine Prædikener vare mig meget utilpas, skjøndt jeg mærkede, at man ikke blev kjed af dem. Jeg kan ikke Andet end af inderste Hjerte skjønne paa den Naade, der er bleven mig til Del derhenne. Det var en Skam, om jeg vilde tvivle paa, at mit Kald til Trolleborg var ovenfra; og dog har jeg tidt i Mismod ment, at jeg havde vovet mig ind i Noget, som var mig for stort. Jeg er vant til at tale frit, og kan ikke binde mig ret fast til det skrevne Ord; hvor jeg skal det, er jeg selv gjerne kold og uopbygget; men til at tale frit hører, at man veed sig i et saa fortroligt Forhold til Menigheden, at man ikke behøver ængsteligt at veje Ordene. Gud ske Lov, jeg kan nu staa og tale ganske fortroligt, endog i den større, svære Trolleborg Kirke, hvor dog Bondemenigheden er adskilt fra Prædikestolen, som staar over Alteret, foruden ved et stort Kor, endnu ved en Forskandsning af „Europæere“ (jeg blev langt hurtigere hjemme i den lille stygge, uhyggelige Krarup Kirke). Iblandt disse „Europæere“ har jeg fundet nogle af mine bedste Tilhørere, foruden Greven og Grevinden, som, naar de ere hjemme, aldrig forsømme Kirken (hun lurer endog, hvad der vel kunde forstyrre ved Andre end denne hjertelige Kone, ved Skriftetaler o.s.v.), — foruden dem f. Ex. to Forvaltere, s. 133af hvilke den ene udenfor Kirken ej blot gjerne indlader sig i Samtaler om Prædikener, men ogsaa om theologiske Materier (Arvesynd, Arvebrøde). En Tjenestepige, som hører til de Opvakte, Grevindens Sypige, hvem Grevinde Holstein [-Holsteinborg, Grev Reventlows Søster] tog med i Forsamlingerne, og som var meget forknyt, fordi Frits Boisen ikke blev kaldet (Du kjender jo den Historie) er ikke blot hver Søndag i Kirke paa Trolleborg, men følger ofte med til Krarup, fordi hun gjerne vil høre den Prædiken om igjen i den lille Bondekirke. Jeg har undertiden frygtet lidt for, at hun kunde tage Skade af den Opsigt, som det let volder paa et Sted, hvor hun er den eneste Opvakte og veed, at hun hedder „den hellige Pige“, men endnu tror jeg ikke, der er nogen Fare for hende. Selv den Lyst, som maaske spiller med ind, til ved denne Lejlighed at indlade sig personlig med mig, tror jeg endnu er uden Forfængelighed. At hun glæder mig, især med Hensyn til, at jeg paa en Maade har skullet fortrænge Boisen, kan Du tænke Dig; men endnu mere glæder mig et eller andet uforvarende Ord, f. Ex. af en gammel Smed, som kom for at dirke en Laas op, og ved den Lejlighed første Gang talte med mig: „Gid De ikke maa arbejde forgjæves hos os!“ — Efterhaanden som jeg er bleven lettere om Hjertet i Kirken, har jeg mere faaet Hjerte til at glæde mig over det Gode, som venter mig udenfor: en dejlig Egn, prægtig Præstegaard, dejlig Have o.s.v. I Oktober haaber jeg at faa Sanne herhen, og saa at komme til Ro, efter for Alvor at have sagt Ryslinge Farvel. — Altsaa: Du har allerede faaet Tillæget indført; jeg arbejder saa smaat derpaa f. Ex. i Skolerne, og haaber, at det vil gaa uden synderlig Vanskelighed. Jeg holder særdeles meget af det. og s. 134foretrækker det, som Du, for Kjøbenhavns Konvents Prøvehefte. Angaaende dette havde jeg for nogle Uger siden Debatter med vor Ven Kolthoff, som besøgte mig fra Boslunde. Kort efter fik jeg en Lejlighed til at føje mine Bemærkninger, til en Konventsbetænkning herom, men benyttede den ikke dels af Mangel paa Tid, dels fordi jeg Intet havde at sige uden hvad jeg vidste, der allerede var sagt f. Ex. af Zeuthen, og dels endelig fordi jeg ved atter at gjennemlæse Prøveheftet fandt mig forsonet med en Del af det, som tidligere havde stødt mig. — At I har faaet Konventer i Gang, er glædeligt, og jeg venter mere Godt af Eders lille, end af de store sjællandske. Jeg har overhovedet ingen ret Sympathi for Tidsalderens Associationer en gros; maaske dog? men jeg vil først se. Af smaa Konventer, som spise og snakke, have vi, som hekjendt, en Del i Fyen; men vi tænke ogsaa paa saadanne, som skulde gjøre lidt Mere; jeg er indbuden til to saadanne, men har endnu ikke bestemt mig. At I tale sammen om Eders Prædikener, huer mig godt. Dit Thema over Lucas 18., om Tolderen, var fortræffeligt; jeg synes hele Prædikenen laa klart for mig i det Par Ord. Om Kierkegaards „Livets Stadier“ kan jeg Intet sige, da jeg kun har Løfte paa at faa dem tillaans. Overhovedet læser jeg Intet i denne Tid uden i gamle Bøger i enkelte ledige Øjeblikke. Desto mere rider jeg, hele 2—3 Mil, imellem Haagerup og Ryslinge. Men Papiret er fuldt, og jeg har neppe Plads til at hilse Din Stella og Olivia fra Store og Smaa her. Gud velsigne Eder! —

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 2. Januar 1846.

Min kjære gamle Ven! Da jeg nu ved det gamle Aars Slutning og det nye Aars Begyndelse i Tankerne rejste om blandt mine Kjære med Jule- og Nytaarsønsker, kom jeg ogsaa til min egen kjære Otto, og følte en saa inderlig Længsel efter Dig, at jeg efter i Dag at have faaet lidt mere Ro maatte gribe Pennen for at passiare lidt med Dig. Det er saa længe siden, jeg hørte om Eder; men det veed jeg om Eder, at I Alle have haft en lyksalig Jul, og at I have forstaaet, at forlade dette for Eder saa rige Aar med den vemodige, glade Taksigelse, der altid, især efter et saadant Aar, maa gjennemstrømme en troende Kristens Nytaarsbøn. Du vil snart skrive til Din gamle Ven, der altfor længe ikke har ladet høre fra sig, men som Du veed derfor ikke mindre ofte og varmt har tænkt paa Eder. Jeg trænger inderlig til at høre, hvor godt I have det i Eders Savn og Eders Glæde. Fortæl mig da ogsaa om de Gamle, om min kjære stakkels men saa velsignede Frederik, om George og Rine o.s.v., om Dine Menigheder, om alt Dit, der saa levende interesserer mig. Her have vi det godt. Jeg har i hele Juletiden været ualmindelig godt stemt i mine Kirker, og vil fortælle Dig kort, hvorom jeg har prædiket, bedende, at Du vil gjøre mig Gjengjæld i det Brev, jeg med det Allerførste venter at faa fra Dig. Det vilde gjøre mig godt, imellem at faa meddelt en eller anden af Dine Prædikener i Dine Breve. Altsaa — efter paa 4de Advent at have samlet de forskjellige Adventsbetragtninger og nærmest at have talt om, hvorledes Døberens Prædiken bereder Vejen for Julens Glæde, var vor første Juledagsbetragtning: „at Juleglæden er for s. 136Alle.“ Saa fremmede de Gamle vilde føle sig, hensatte i vore Dage, i den i Aarhundreder forandrede Verden, saa godt vilde de dog forstaa vor Juleglæde og vore Julepsalmer, ligesom vi forstaa Eders, ogsaa Din, Morten Luther, naar Du sang: „Fra Himlen højt kom Budskab her,“ (den var Hovedpsalmen). Vi forstaa Eder saa godt, naar I synge: „Et Barn er født i Bethlehem,“ eller: „I denne søde Juletid.“ I vilde saa godt forstaa os, naar I hørte os synge: „Det kimer nu til Julefest — Hør Paradisets Nattergal slaa Jubelslag i Graadens Dal.“ Denne vor Juleglæde er for alle Tider, og for alle Mennesker; Engelen forkyndte den „for alt Folket,“ og vi have en lang Erfaring for, at den er for Alle, saa vi ere saa sikkre i vor Sag, naar vi sige, at Juleglæden er for Alle. Vi kunde gaa fra Dør til Dør med Julebudskabet, og i hver Hytte og i hvert Slot vilde vi finde dem, for hvem Juleglæden er: Høje og Ringe, Lykkelige og Ulykkelige, Gamle og Unge o.s.v. — allevegne finde bekræftet, at Juleglæden er for Alle, — men desværre ikke Alle for Juleglæden! den paatvinges Ingen, den maa gribes og tilegnes af Menneskene som frie Børn i Guds Hus. Kun de Ydmyge og Troende ere juleglade. „Salige ere de Fattige i Aanden;“ kun de ere julesalige, „som hungre efter Retfærdighed“ o.s.v. — Derfor sang de Gamle: „Forhærdede Tidselgemytter“ — „Roserne voxe i Dale.“ Vor Julerose tindes ikke paa Hovmodets iskolde Bjergtoppe, ikke i Vantroens og Vellystens mørke vederstyggelige Afgrunde, men i Ydmyghedens skjønne Dale. Vi her Forsamlede have jo dog vel Alle, Alle fundet den. — — Kjære Otto! jeg er igjen saa levende hensat i den hellige Julestemning; og om Du ikke ganske kan forstaa mig her paa det døde Papir, Du vil dog ikke trættes ved at s. 137læse dette. Viis det ved at fortælle mig, hvordan Du talte med Dine Menigheder! — Søndag efter Jul over Evangeliet, [Luk. 2, 33—40]. Ikke Alle ere for Juleglæden, men den er for Alle, ogsaa for Barnet og den Unge, ogsaa for de Gamle, Udlevede, Trætte. Derfor kunde den gamle Simeon og Anna være saa juleglade, som det julegladeste Barn, og dette, fordi Barnet endnu levede i deres gamle Hjerte, det barnlige Sind i de udlevede Oldinge. Dette maa vel minde os om Jesu Ord: „Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Bige.“ I disse Juledage maa det saa hedde: Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Juleglæde: 1. Ind i Juleglæden: Himmeriget er kommet nær, ogsaa dets Juleglæde, men er den os kun nær? staa vi udenfor den? kjende vi den kun af Navn? kunne vi kun tale om den, om end med mange og smukke Ord? — Ja, nær er den os, fra Barndommen af hørte vi om den, mindedes siden bestandig om den, ogsaa i disse Dage, i Advent, hjemme og i Kirken, i Husenes Tilberedelse; og da kimede det atter til Julefest, og vi hørte vel og derhjemme ved Bordet en Julebøn, en Julepsalme. — Himmerige og dets Juleglæde er os sandelig nær; men ere vi komne ind i den? Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Juleglæden. 2. Ydmyge som Børn: Simeon havde ogsaa et langt Livs Erfaring, var maaske en saare viis og anset Mand, men følte sig saa svag og blind under Lovens Byrde; derfor forstod han Juleevangeliet, havde først da Frimodighed til at sige: Lad nu Din Tjener fare hjem i Fred! 3. Varmtfølende som Børn; thi Mange forstode Julebudskabet, men stode dog udenfor Juleglæden med al deres Forstand, hvor godt de end koldt kunne beregne, at s. 138Menneskene trænge til en Frelser. Derfor var Simeon saa juleglad, da han trykkede Jesusbarnet til sit gamle Bryst, fordi Livets Storme ikke havde udtørret, Livets Hede ikke udbrændt hans Hjerte, fordi det ikke var stivfrosset i Livets Kulde; derfor var Anha saa barneglad, at hun maatte prise sin Gud i varme Lovsange og fortælle Alle om sin og deres Glæde: „Og dette minder mig om en gammel from Kristen, Hieronymus, der levede 3—400 Aar efter Christus, og som selv fortæller, at naar Julen kom, var det ham, som om han stod ved Krybben med Jesusbarnet, sigende: Hvorledes skal jeg gjengjælde Dig dette? Jeg vil give Dig Noget, alle mine Penge. — „Nej,“ lød Svaret, „mig tilhører jo i Forvejen Himmel og Jord; jeg behøver Intet; men giv deraf til de Fattige, saa vil jeg betragte det, som om Du havde givet mig det.“ — Men jeg vilde dog saa gjerne give Dig selv Noget. — „Saa giv mig da Din Synd og Din onde Samvittighed og Din Fordømmelse.“ — Ak, jeg tænkte, Du vilde have noget Godt af mig, og nu ser jeg, Du vil have, hvad der er ondt hos mig. Saa tag da, hvad mit er, og giv mig, hvad Dit er, saa bliver jeg hjulpen til det evige Liv.“ — — Mange af begge mine Menigheder græd med mig og med den gamle Hieronymus, og vi vare vel da Alle juleglade, fordi Barnesindet endnu levede i vore gamle Hjerter. Denne Fortælling havde jeg af Arndts „Morgenklänge,“ oversat af Mau, hvori findes meget Godt. Kjøb Bogen for 1 Rdlr., om Du ej har den. — Men jeg tør ikke vedblive dette, som allerede er blevet meget vidtløftigere, end jeg havde betænkt. Dog fortryder jeg det ikke, ventende, at Du vil hevne Dig ved at fortælle mig om Dig og Dine Julebetragtninger. Nu, da jeg er kommen ind derpaa, kunde jeg have Lyst til s. 139at fortsætte, men tør ikke, har ej heller Tid til at fortælle om Nytaarsprædikenen: en Kristens Bøn paa Nytaarsdagen, tilbageskuende vemodig, fremadskuende glad og frimodig, eller om Søndag efter Nytaar: hvorledes en Kristen omskinnet af Juleevangeliet, fuld af Juleglæden betragter, „at her ere vi Fremmede og Udlændinge.“ Endnu vil jeg kun fortælle Dig, at Onkel forleden skrev til mig, at Rudelbach ikke ønsker gejstlig Ansættelse men heller f. Ex. en Bibliothekarpost eller Professorpost i tydsk Literatur for saaledes ved Skrifter at arbejde for Kirken, og at Rudelbach er meget indigneret over Grundtvigs Yttringer om Skriftprincipet, og over hans Parti, af hvilke Adskillige have været hos ham og „frapperet ham ved deres Hovmod og Uvidenhed.“ Iøvrigt har Grundtvig i denne Tid indført det autoriserede Tillæg i Vartou Kirke. — —

Fra Otto Laub til F. L. Mynster.
Haagerup, 17. Januar, 1846.

Min kjære tro Ludvig! Det er langt fra, at Du i Dag kan faa et Brev, som Du har fortjent det til Tak for Dit gamle Venskab og Dit sidste Brev. Det er langt fra, at dette Brev bliver den rette Tak for Din Omhyggelighed for vor kjære gamle Fader; men det er allerede nu nogen Tid siden jeg fik Dit, og der er senere kommet et fortræffeligt fra Christian, den Lykkelige og Gode, som forlanger et Svar, hvori endnu Julen og dens Prædikener kan leve. Hvad skal jeg da gjøre? Maa jeg ikke, omringet og overvældet som jeg er af Menneskers Kjærlighed, se til i de allerusleste Hastværksudtryk at faa sagt s. 140noget Lidet af det Meget, jeg skulde sige mine Venner, inden Tiden løber rent fra mig — eller os; — thi snart kan vi ikke mere saaledes tale eller skrive til hinanden; og naar vi da skal begynde det paa en anden Maade, maaske synge for og med hinanden, saa vil dog den kunne det bedst, som har øvet sig bedst i Skolen. Altsaa, min inderlig kjære Ludvig! jeg og Sanne, Fader og Moder, Frederik og Hans o.s.v. o.s.v.o.s.v. vi Alle, som hverken skrive eller paa anden Maade sige Dig det, vi Alle glæde os over Eders lille Constance og over Eders Glæde, og bede, at vi og maa have denne nye Constance, som den gamle, med i vor Kjæde, den, som aldrig kan briste, fordi den er knyttet af „Livet og Opstandelsen.“ Vi Alle takke Dig for Din Meddelelse — — ^*)Gamle Pastor Laub havde ansøgt om at faa sin yngste Søn til Kapellan; men Kancelliet havde efter Biskop Fabers Forlangende nægtet ham dette, fordi der i Fyns Stift var tjenstledige Kapellaner, — hvilke dog alle paa Laubs Forespørgsel erklærede, at de under disse Omstændigheder ikke ønskede denne Ansættelse. „Meddelelsen“ var, at gamle Laub skulde skrive direkte til Christian den Ottende med Bøn om at faa sin Søn til Kapellan, og at saa vilde Biskop Mynster gaa til Kongen og udbede sig dette som en ham personlig vist Naade.; og nu maa jeg i den Anledning fortælle:

I Fredags den 9de rejste Sanne og jeg med Tante Jette og hendes Datter [Sanne Petersen] fra Haagerup til Frørup, for at være der den 10de og 11te. Den 10de, Faders egentlige Fødselsdag, blev lidt forstyrret ved en Rejse for Apotheksalgets Skyld; og den 11te vikarierede da. Hans prædikede (det gjør han altid godt), men Fader kom ikke i Kirke. Derimod stod han, da vi kom hjem, og vinkede: vi maatte skynde os for at høre om en Stafet fra Biskop Faber, som bragte et Brev af følgende s. 141Indhold: „Kongen havde privat skrevet til ham, at han ønskede, at Fader maatte faa sin Søn til Kapellan, og at Hindringerne kunde ryddes af Vejen o.s.v. Derfor maatte en ny Ansøgning skrives (hvortil Koncept medfulgte samt stemplet Papir); Biskoppen vilde sætte Alt i Bevægelse.“ Inden en Time var Stafetten igjen paa Vejen til Odense, og nu haabe vi Alt i god Gang. At Din Onkel, vor tro Ven, har bidraget Meget hertil, maa vi vel glæde os ved at antage. Nu kan vel Fader faa den Hjælp, hvortil han saa højlig trænger, inden Fasten eller dog inden Paaske og Konfirmation. Vi levede nogle af de mest velsignede Dage, Du kan tænke Dig, i Frørup, hvor vi nu kun sjelden komme, — først anden Gang siden Flytningen: vi legede og hoppede, og Fader og Moder vare om ikke legemligt saa med Aanden med i alle vore Narrestreger. Det er saa rart at være Børn og føle, at jo ældre man bliver, og jo alvorligere Livet, desto mere trænger man dertil, og kan det, ja nærme sig den Tid, eller Ikke-Tid, da man kan evig. Kjære Ludvig, hvor har vi dog mange, mange Deltagere i den evige Juleleg! — Du ser, et egentligt, ordentligt Brev faar Du ikke med Fortællinger om, hvorledes Alt staar til; men Du mærker jo, at i det Væsentlige staar Alt ved det Gamle; Frederik er nogenlunde, men har endnu ikke Kræfter til nogen egentlig Virksomhed; hans Virksomhed er at gaa omkring som en god Aand og indvirke paa de Virkende. Det Samme gjælder nu snart ogsaa om Fader, hvis legemlige Kraft er stærkt tagen af i den senere Tid, medens han selv endnu er stærk, hvorfor vi haabe, at han har flere Aar tilbage hos os. — Og nu om Haagerup! — nej, det er slet ikke værdt at begynde paa denne Materie; thi i vort nye Liv skal Du jo først s. 142indvies, og dertil er nu slet ingen Tid. Kun saa Meget, at vi vare nogle Asener, naar vi ikke sagde og beflittede os paa mere og mere at skjønne paa, at vi har det godt, — og at Sanne for en stor Del er Skyld i, at Du faar disse Linier afjadskede Løverdag Morgen før Søndagsprædikenen af

Din altid uforandrede Ven
O. Laub.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 24. Jan. 1846.

Saa skulde jeg da begynde mit første Brev i dette Aar til min gamle trofaste Ven i Valløby, og takke Dig, fordi jeg skulde være den Første, paa hvem Du tænkte med Brev. Du havde Grund til at vente, at. jeg tidligere havde gjengjældt Dig et saadant Brev, men jeg har dog tildels været undskyldt. Forretningerne, navnlig ved Nytaarstid, ere jo nu flere og vidtløftigere, end jeg tidligere har været vant til; desuden har Sanne og jeg gjort en Rejse til Frørup til den 10de Januar, som, baade fordi vi nu komme sjeldnere, og fordi jeg paa Vejen skulde tage en fordums Nabopræst til Alters, blev udvidet til hele fire Dage. Hertil kommer, hvad jeg ogsaa maa regne til Embedets Indtægter og Udgifter (omendskjøndt ikke opført paa den Beregning derover, som vi fynske Præster i Aar ere i Begreb med at forfatte, og jeg tildels med at revidere og korrespondere om): at her i Sognet ere mange Familier, som vi skal og gjerne vil omgaas, og at Julen (Helligtrekonger inklusive) er den Tid. da ogsaa det Gode af den Art strømmer sammen. Jeg har i denne Undskyldning (som dog egentlig ikke skulde s. 143være det, da jeg mere tænkte paa min Glæde over dit Brev og den Glæde, hvorfra det udstrømmede, og som det meddelte) tildels fortalt Dig, hvorledes vi har det. Men dette vilde jeg gjerne have Ro og Tid til at fortælle Dig lidt anskueligere. 1845 har for os Begge været et vigtigt, og jeg tør sige ogsaa for mit Vedkommende, et velsignet Aar: Jeg har maaske aldrig følt mere levende, hvad der er givet mig, end de Gange jeg efter min egenlige Afskedsprædiken har prædiket for min gamle Menighed, og med det lige for mig, aom jeg havde forladt, ret er kommen til Bevidsthed om, hvad jeg havde umisteligt, hvad jeg skyldte denne Menighed og mine 10 Aar i den. Disse 3 Afskedsprædikener efter Afskeden har maaske mere end alt Andet hjulpet mig til at blive hjemme, hvor jeg nu er, og som jeg nu er det, naturligvis langt mindre i disse bestemte Menigheder, end i Menigheden i Almindelighed. Fra først af var Følelsen, at jeg var fremmed, altfor stærk hos mig, men dog sagtens naturlig. Nu kjender jeg jo en Del til Enkelte og til det Hele; men det rette Kjendskab og den rette Grund til det personlige Forhold tror jeg dog begynder med Konfirmanderne, og er saaledes begyndt. Konfirmandundervisningen har her sine Byrder, da jeg paa Grund af de Unges Antal og Pladsen i Præstegaarden maa dele dem i to Sæt — fire Timer efter hinanden, og da Ungdommen endnu ikke kan være mig bekjendt fra Skolerne, og jeg heller ikke herfra kan vente den Grund at bygge paa, som hvor jeg har virket i Menigheden i en Række af Aar: der dukker tidt ganske uvilkaarligt, og hvor jeg trode den overvunden, en gammel Rationalisme frem af de Unges Svar, men kun som Floskler uden Liv, hvorfor jeg ikke frygter for den; og s. 144jeg har ogsaa megen Glæde af mine Konfirmander, skjøndt der iblandt over 40 maa være adskillige meget simple. — Hvad den ældre Del af Menigheden angaar, saa kan jeg ikke mærke til synderligt Liv, navnlig hos den større i Trolleborg Sogn. Det er fornemmelig „Europæerne“, somere flittige Kirkegjængere; maaske Skylden ligger hos mig eller i Kirkebygningen. Prædikestolen staar over Alteret, og nærmest den sidde Honoratiores som en Bom mellem Præsten og Bondemenigheden. Det har fra først af været mig ubehageligt, nu er jeg bleven vant dertil; men det kan vel have til Følge, at jeg ikke her i den Grad taler til og tiltaler den lavere Del af Menigheden, og at jeg aandelig som legemlig kommer til at staa den fjernere, end i Krarup, hvor jeg er midt iblandt dem. Det kan maaske blive bedre, naar Prædikestolen (til Sommer, haaber jeg) bliver flyttet. Du vil, at jeg skal meddele Dig noget Speciellere om mine Prædikener, navnlig fra Julen. Jeg maa ogsaa i denne Henseende anklage mig, fordi jeg ikke tidligere har besvaret Dit Brev, og saaledes nu i Grunden er kommen for langt bort fra dem. Kunde jeg gjøre det, som Du i Dit Brev, hvor jeg ret kom ind i Dine Juleprædikener og fik ikke blot Ord deraf, men Aanden og Duften, saa vilde jeg gjøre det; men nu frygter jeg, det blev kun Ord og Skelet eller i det Højeste Fragmenter, jeg kunde give Dig. Jeg kunde have mere Lyst til en Gang at sende Dig en eller anden Prædiken; thi jeg har vel lige saa megen Drift til at meddele mine Venner deraf og høre deres Mening derom, som Du. Jeg har gjort mig det til Regel (en Regel, som jeg tidt har overtraadt men saa igjen har nogenlunde fornyet) saa vidt muligt, eller dog jævnligt at skrive mine Prædikener, efterat de ere holdte, s. 145for saaledes. nogenlunde at kontrollere mig selv. For imidlertid nogenlunde at opfylde dit Ønske, vil jeg gjøre et Forsøg med min Juledagsprædiken: „Julens Glædesbudskab“, d. e. Engelens: „Frygter ikke! Jeg forkynder en Glæde for alt Folket,“ for alle dem, som frygte, de Fattige, Syge, Ensomme, men især dem, der frygte som Hyrderne, „fordi Herrens Klarhed skinner om dem,“ Herrens store og frygtelige Dag. Først her forstaas Budskabet som et Sejersraab: „Rejs op Dit Hoved, o Kristenhed! Opløft Dit Øje, slaa ej det ned, — — Ej mer Du gruer for Dommens Dag, Du veed, Din Dommer har ført Din Sag“ o.s.v. Men denne første Juleglæde er tildels igjen tabt: vi forstode den i Barndommen, men vi ere ikke mere Børn, have siden i Livet glemt at opløfte Hovedet imod Dommens Dag! Men hvor Frygten er for Herrens Klarhed, der er igjen Budskabet: „Frygt ikke, men glæd Dig!“ Er da Julen kun for dem, der som Børnene ikke forstaa, hvad det er for en Glæde? Nej, men for dem, som blive Børn igjen, ikke Børn i Forstand, ikke glemmende, hvad de lærte i Opvæxten. For den forlorne Søn, der kommer tilbage, for ham gjør Faderen det Gjæstebud, hvori vi leve i disse Dage, hvor han ikke sparer sit bedste Klædebon og den fede Kalv, og hvortil han indbyder alle Smaa i Alder, i Aand o.s.v. Og herved forherliger han sin Søn. Han er nu bleven stor: fattig er den Jul, vi holde, mod den, hvor en Engel prædikede, og Engle svarede med en himmelsk Julepsalme: „Ære være Gud“ —; og dog er dette Fattige langt herligere; han kom ikke, for her at høre, hvad han havde i Himlen, men for at høre Syndere tale og synge derom o.s.v. — Paa Søndagen efter Nytaar [Matth. 2, 19—23] prædikede jeg om „Guds Omsorg for sit Barn,“ ᴐ: sit hellige Barn, s. 146og dermed for alle sine Børn. Det Underlige i dette Evangelium skal ikke undre os men just glæde os: det Himmelske er nu forenet med det Jordiske; vi skulle agte paa den stille ydmyge Maade, hvorpaa Gud gjør sit Under; han lader Engelen kun komme til Mennesket, for at hans Troskab skal være Midlet. Saaledes med os Alle, med vore Børn og i vor Barndom. Men vi maa ikke standse ved Barnet. Det tvivler ikke, og vi tro, naar vi tænke paa hin Tid. Den senere Alder er det, som trykker os: her ligger Alt, Ansvar og Sorg paa os; ja, for at vi skulle kaste Sorgen paa Gud og selv give os ind under Guds Forsyn, — ligesom Sønnen: Han, som styrede Andres Skjæbne, har jo og maattet styre sin egen Gang paa Jorden. Ja, men hvorledes? Han kunde Intet gjøre af sig selv: hans Fader har ført ham. Og som Han, saa kunne og vi Alle [lade os føre af Faderen]. Men syntes Guds Forsyn os først for ringe for Guds Søn, saa vil det nu synes os for højt for os. Atter Tvivl! Han var i Guds Samfund og kjendte Alt. Ja, men hvorledes? Lader os ikke skille os ved ham, idet vi mene, han har viist os den trange Vej, og er selv gaaet udenom! Han kjendte jo heller ikke Tid og Time, men lod hver Dag have nok i sin Plage. Og nu hans Samfund med Gud, ja derom læse vi hos Markus (1,35): „Han gik hen til et øde Sted, og bad der.“ Er det Dette, der fattes os? Ja, deri ligger al Vantroens rette Kilde: Han gjorde ikke Synd, han var Guds Søn; men ere vi det ikke, saa have vi ingen Fader at gaa til. Men efter hvad Gud har gjort imod dette Barn, tør vi da endnu sige, at vi have ingen Fader? tør vi endnu tvivle? For dette Barns Skyld vare Josef og Maria Gud hellige; han bevarede dem, som bevarede det. Men det Samme s. 147gjælder om nogle Andre, hvem dette Barn blev betroet, hvem han selv betroede sig til, og som vi høre bede „for det hellige Barn Jesus“ (Ap. Gj. 4, 24—30), den Ophøjede — og dog „det hellige Barn“, et Barn i Menigheden, et Barn i Enhver, i hvem det er født ved Troen o. s. v. — Kan Du nogenlunde fatte, hvad jeg har ment, saa er det mig kjært; og Du kan en anden Gang faa Mere paa den Maade.

Her paa Egnen har jeg ikke gjort mange Præstebekjendtskaber, men de, som jeg lettest vil komme nærmere, og som bo mig nærmest, ere maaske mere villige til at indlade sig med mig i det, som jeg helst vil, end i den Egn, hvorfra jeg kom. Om Agerbeck vil jeg ikke tale, ham kjender Du; Krohn i Vesteraaby og Rasmussen i Stenstrup ere to vakre Mænd, som udentvivl begge først efterhaanden have tilkjæmpet sig en kristelig Overbevisning; jeg tror, jeg kan harmonere med dem. Et interessant Bekjendtskab har jeg gjort her i min Stue med en afdød Præst, som Du maaske har kjendt, salig Luplau. Det er en fortrinlig Biografi, der begynder Bogen. Ellers læser jeg saare lidt. For Sanne læser jeg i denne Tid Schuberts „Reise im Morgenlande“, som interesserer os meget. — Kierkegaard — ja noget Godt siger han jo altid; men naar han staar saa fast, hvorfor saa tage sig det saa nær, naar der pirres ved ham? Se, nu er Papiret blevet fuldt, og jeg har ikke faaet fortalt Dig Noget, hverken om Sanne og hendes Forhold til den rare Grevinde eller om Børnene og deres Lærer, eller hvorledes det staar til i Frørup [her fulgte en kort Gjengivelse af, hvad der er fortalt i det nys anførte Brev om Fødselsdagsbesøget]. Rine er efter en for hendes Helbred farlig Rejse til Vestindien kommen til s. 148bage til Frørup eller rettere sagt til Sludegaard og er til megen Glæde for os Alle. Frederik har nu endelig faaet sit Apothek solgt uden altfor stort Tab. — Saaledes ser jo Alt godt ud. Og hermed maa Du nøjes for denne Gang. Sanne hilser Dig, og vi begge Stella. Vi elske Eder og glæde os altid ved at høre mere Godt fra Eder.

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 14. Juli 1846.

Min kjære gamle Otto Laub! Naar man saadan gaar et halvt Aar og tænker paa at skrive til sin gamle Ven, har man af denne Skriven-Brev i Tankerne en ikke saa ganske ringe Fordel, i det Mindste jeg, i det. jeg ved alt Interessant, som forefalder, tænker: her har Du Noget at skrive til ham, som vil fornøje ham; hvad vil hans Mening vel være herom? o.s.v. — medens det nylig afsendte Brev snarere stopper end befordrer denne flyvende Tankepost. Men der er alligevel noget saa Pinligt i denne Skrivemaneer, at jeg ikke længer kan udholde den; og jeg vil paa det Alvorligste fraraade Dig at forfalde til den Maneer, som vi begge af Naturen synes at være vel tilbøjelige til. Naar jeg overser den Masse, jeg nu har at tale med Dig om, veed jeg saa min Sandten ikke, hvor jeg skal begynde eller ende, og jeg kunde have en umaneerlig Lyst til at kaste Papir og Pen langt fra mig, løse Pas, og fare lige over til Haagerup over Vand og Land, Stok og Sten, for i Din Sofa i Ro og Mag at snakke mig ud og pumpe Dig ud og hvile mig ud ved Din Side efter en saadan rigtig udtømmende Meddelelse. s. 149Jeg kunde imellem ønske mig den Rejselethed, som udmærker vor Ven Rørdam eller Ferdinand Fenger eller min gamle Nabo Willemoes, men den naar jeg da nok aldrig, som vel er, og maa derfor krybe paa disse Kragetæer til min kjære Otto og hans elskelige Viv, allerførst takkende hjertelig for Dit sidste Brev og hendes sidste Hilsen. Jeg læste det da før igjen med stor Glæde over mine egne kjære Venner, og blev saaledes atter ret levende henført i Eders Hjem. Din Prædikestol haaber jeg Du har faaet flyttet, skjøndt jeg tror, der i dens gamle Stilling slet ikke vilde været synderlig Hindring nu for Dig i at naa Din Bondemenighed, og for den i at naa sin fortræffelige, elskelige Præstemand. Gid jeg kunde sidde midt iblandt Dine Bønder paa Søndag! jeg skulde saamænd nok naa Dig i et vældigt Kirkespring lige forbi Næsen af hele Europæerskaren. Tilgiv min Overgivenhed; jeg er i en komplet Overendestemning, og kunde, om jeg nu stod i Din Dagligstue i Flok med Dig og Din Sanne og alle Jeres velsignede Rollinger og min søde lille Kone og vore Rollinger Olivia og Stellas lille Søster Fanny Bang, næppe modstaa Lysten til at lege og hoppe og danse omkring med Jer allesammen i rigtige Wandsbeckerhop. Men Du maa ikke tro, jeg er altid saadan overende. Du skulde f. Ex. set mig forleden her i vor store Havestue i Konventsdyst med min vældige Nabo Willemoes, en alvorlig Bærsærkergang paa Kirkegrunden, — ja Du vilde maaske fundet mig lige saa overende i Alvor, som her i Spøg. Jeg havde der paataget mig at fremsætte uforbeholdent min Anskuelse af de gudelige Forsamlingers Oprindelse, Væsen og Behandlingsmaade, for at det dog en Gang kunde komme til en aaben Diskussion om denne Gjenstand, der tidligere s. 150havde været behandlet af vort Konvent med for stor Delikatesse, hvorved jeg da især fik at gjøre med Forsamlingernes talentfulde og varme Ven og Befordrer Willemoes. Efter at have fremhævet Forsamlingernes onde og gode Sider, var det mit Hovedmaal at paavise den skadelige Opposition, hvori Præsten sætter sig til sin Menighed ved begge de ensidige, extreme Behandlingsmaader af Forsamlingerne. Begge Extremerne have sine Talsmænd iblandt vore Konventsbrødre. Jeg mener naturligvis at have valgt den ene rette Middelvej. Forhandlingen var ved det første Sammenstød alt for stormende til at lede til et Resultat, og vil blive fortsat om to Maaneder. Saa havde vi en lille ikke ganske uinteressant exegetisk Skjærmydsel om Kol. 1, 24, dette „wahres Kreuz der Ausleger“, foruden det sædvanlige interessante og frugtbare korte Referat af vore Prædikener (4. Trin. Sønd. „dømmer ikke!“). Et andet, vor Tid ret tilhørende Spørgsmaal om „Kirken“ havde vi for i forrige Møde, og det vil efter et Udkast af mig næste Gang atter efter Forlangende blive optaget til Behandling. Den ultra lutherske Anskuelse havde en stærk Forfægter i Willemoes, en varm Modstander i mig: Kirken er Samfundet af de Mennesker, som tro, at Christus er deres Frelser, — af Mennesker, altsaa med store Forskjelligheder i Anskuelse. De i Trosanskuelse nærmest Beslægtede slutte sig til hverandre i mindre Kirkesamfund. Den kirkelige •Underafdeling, hvori Troslivet lettest og sikkrest vækkes, bevares, styrkes og uddannes, er den lutherske; men dermed er ikke sagt, at Troslivet ikke skulde findes ogsaa i de andre Kirkesamfund, skjønt vanskeliggjort ved og bærende Præg mere eller mindre af Samfundets Mangler med Hensyn til Tro og Sakramenter. Dette i al Korthed. s. 151Sig mig, om Du finder det forfejlet. Men det er dog saa slemt, at jeg ikke kan tale med Dig om dette og saa meget Andet, som vort lille Konvent og min hele Præstevirksomhed giver mig saa rigelig Anledning til at overveje og stræbe efter Klarhed i. — —

I Roskilde Præstekonvent var jeg forleden og havde en højst underholdende Dag. Du vil i Kirketidenden snart faa et udførligt Referat, som Konventet enedes om at indrykke der. Deriblandt, haaber jeg, et i høj Grad interessant Foredrag af Peter Kierkegaard om Religionsfrihed saavelsom Forhandlinger om Psalmebogssagen. En Komite blev nedsat, for atter foreløbigt at behandle, hvad der heri er at gjøre. Dette behagede mig slet ikke, da jeg maa mene, at disse Forberedelser dog en Gang skulde være afsluttede, og at vi nu skulde gaa lige løs paa Sagen ved at nedsætte en Komite, der (da Kjøbehavns Konvents Arbejde — efter hvad Tryde og Hammerich erklærede — for bestandig maa antages afbrudt) skulde udarbejde ikke et Prøvehefte men en hel Psalmebog (med eller uden Hjælp af en Digter med mindre kolossal Ejendommelighed end Grundtvigs), som saa Konventet skulde udgive paa sin Regning. Da der er kort Tid til næste Konventsmøde, hvor formodenlig Komitebetænkningen vil blive fremlagt, vilde jeg ikke denne Gang forsøge at gjøre min Mening gjældende; hvorimod jeg vistnok næste Gang vil arbejde herfor, om ikke Andre skulde spare mig Ulejligheden. Det er min beskedne Mening, at Roskilde Konvent har langt flere og sundere og dygtigere Talenter for den Sag end Kjøbenhavns, hvis Psalmebogskomite dog viste sig som Ærtekjærlinger ligeoverfor Grundtvig. — — Men jeg tør ikke gaa ind paa Enkelthederne af Forhandlingerne i s. 152Roskilde, skjønt jeg kunde have Lyst til at fortælle Lidt f. Ex. om **’s temmelig pudserlige Opposition mod Religionsfrihedsforslaget — husker Du ikke denne Hr. Zierlich, der nok for Resten skal være en ret dygtig Mand, — eller om Trydes ungdommelige Paastand, at vore Stænder ere aldeles udygtige til at behandle nogensomhelst aandelig Sag, hvorimod Markussen protesterede, som mig syntes med god Grund, — eller om nogle daarligt udbragte Skaaler o.s.v., o.s.v. Ved Bordet sad jeg imellem Kierkegaard og Hammerich og havde nogle ret vakre Samtaler med dem. Hammerich har jeg ikke set siden Studenteraarene og fandt, at han havde vundet betydeligt i den Mellemtid. Jensen kan jeg hilse Dig fra. Da jeg spurgte til hans Tvillinger, blev jeg henvist til Bøgh, hvis Kone, og ikke Jensens, havde faaet Tvillinger og nok allerede et Barn til, saa han nu skal have 9. — Peter Rørdam besøgte jeg i Vinter fra Præstø og traf ham ogsaa i Roskilde. Han tiltaler saare Mange i sin Egn ved sine Prædikener og Katekisationer, og skal forstaa at fylde sin store, smukke Kirke med Kirkegjængere. Psalmesangen skal være ypperlig hos ham, hvortil han bidrager ved under Psalmesangen at gaa, bestandig syngende, op og ned ad Kirkegulvet, en Methode, som vel ikke kunde tilraades Alle. Jeg kunde have stor Lyst til at høre ham engang i hans Kirke. Onkel Mynster har i en 3 Uger været meget stærkt forkjølet. Han kom forkjølet hjem fra en Visitats, paa hvilken han besøgte os ½ Dag; og jeg hørte ham i Lydersløv, hvor han talte saa fortræffeligt, som jeg tror endnu ikke at have hørt det ved nogen Visitats. I Roskilde var han ved Landemodet, men ledsaget af Tante og overmaade svag, saa at han erklærede, at han nu vilde tage ind til Byen og s. 153give sig Lægen [O. Bang] i Vold. Ganske nylig har jeg ikke hørt om hans Befindende. Gud skjænke ham Helbred, at vi dog maatte beholde ham endnu i mange Aar! Hvor stærk og velsignet er han dog i sin sidste Ordinationstale og Prædikener! Den sidste af hans „4 Prædikener“ [Joh. 15: „Jeg er det sande Vintræ“] er mig blandt de Allerfortrinligste, jeg nogensinde har læst af ham, maaske den, der allermest har tiltalt mig ved en ganske ejendommelig Magt og Skjønhed. — Her er sket et Par store Standsninger i mit Skriveri, som vel ogsaa let vil spores i den forskjellige Tone; men Du vil jo nok finde Dig i Brevets Skrøbeligheder og læse det igjennem med lidt Fornøjelse, fordi det har fornøjet mig, en Gang igjen at passiare lidt med min gamle Otto Laub. — — 17. Juli. Nu kom her Brev fra Stellas Fader [O. Bang]; han skriver at Onkel Mynster „nok kan komme sig, — sikkert, dersom han ikke var saa gammel.“ Det er en sørgelig Erklæring fra hans Læge. Vorherre bevare den kjære, kjære, gamle Onkel. Herre Gud, hvor det var tungt, om han allerede skulde forlade os. Men Guds Villie ske! Ham ville vi tjene, Du og jeg og alle Vore! Han vil gjøre det godt for os Alle i Tid og Evighed. Lev vel, min uendelig kjære Otto! og skriv snart til Din hengivne gamle Ven

Christian Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 25. Juli 1846.

At Du skulde have Brev fra mig, kjære Christian! til Tak for den store Glæde, som Du gjorde mig i Mandags ved Dit lange Brev, har Du nok kunnet tænke Dig; s. 154men naar jeg nu begynder saa snart, saa er det dog i kke for at fare lige af Sted til Valløby med den Post, som allerede staar i Kjøkkenet, og maaske saa smaat bander Sanne, der efter en urolig Nat og Morgen (vore Drenge begyndte nemlig Kl. 3 i Morges en Ferierejse til Sludegaard) ikke strax var færdig med sin Expedition, — men fordi jeg forudser, at jeg i næste Uge kun vil kunne stjæle mig til at skrive, og saaledes let kunde komme længere tilbage med dette Brev, end jeg gjerne vilde, om jeg ikke begyndte det paa en Maade i Utide. Her er nemlig i Frørup og hele Fyn en travl Ferierejsen frem og tilbage af Folk fra Kjøbenhavn og andre Steder i Danmark ja endog i Amerika. George kom fra Altona i Onsdags Morges, samme Middag havde vi Stafet derom, og Kl. 3 gave vi os paa Vejen og begyndte igjen samme Rejse af 3½ Mil til Frørup og endnu en lille halv til Sludegaard, som vi 7 Dage tidligere havde gjort. Der var en Jubel, kan Du tro, i og over den nye Fader, som nu første Gang saae sin Søn, der inden sin Ankomst til Verden havde voldt ham saa mange og langvarige Ængstelser for Moderen, medens hun delte Ondt med ham paa Søen, og Længsel og Forventning, efterat hun havde forladt ham. Alle vare elektriserede af hans Glæde, og Moder, som vi en Uge forud saae yderlig svag, var nu flink. Ogsaa Frederik, til hvem Du især spørger, er oplivet og betragter med synlig Glæde det lykkelige Par uden at den forbitres ham af noget Hensyn til hans egen Skjæbne, som jo netop dette Syn saa levende maa minde ham om. Men for Øvrigt er det slet med ham. Hans Ben er nu efter en forgjæves Brøndkur langt slettere end i Vinter, og kun til Strandbade, som Afstanden besværliggjør, sætter han endnu noget Haab. I s. 155næste Uge vente vi nu, dersom Georges Rheder ikke allerede paa Mandag skriver efter ham, et Besøg fra Frørup og Slude, som, uagtet Frederik vel neppe tør gjøre Turen med, og Nogle maa blive hos de Gamle, let vil løbe op til en halv Snes Personer, den lille Kaptajn ^*)Søren Laub, Dampskibet „Thingvallas“ nuværende Fører. medregnet, men som Sanne siger, hun nok skal kunne huse endog om Natten, tilligemed et Par af Sannes Søsterbørn, som paa Mandag ventes med Deres Forældre Kancelliraad Ostenfeldts fra Odense, og agte at blive her naar de Gamle samme Dag vende hjem. Du ser altsaa, vi leve et lystigt Liv, at vor Præstegaard maa være baade tiltrækkende og rummelig, men at jeg ogsaä har Grund til at begynde de Breve i Utide, som jeg agter at faa færdige. Jeg havde allerede begyndt paa et før vor sidste Frøruprejse, men rev det i Stykker; det begyndte anderledes end et Brev i denne Tid og som Svar paa Dit sidste maatte det; jeg var strax kommen til at nævne Din Onkel, og i Stedet for Glæde over Alt, hvad han har været for mig og saa Mange, havde jeg dengang kun sørgmodige Tanker om hans Bortgang, — som maaske nu er nær! Jeg tror efter Alt, hvad jeg fra forskjellige Sider hører, f. Ex. om hans sidste Visitatser, at han nu mere erkjendes, end længere tilbage (Provst Birch fra Storeheddinge har nylig besøgt Frørup ogsaa Haagerup, hvor han er født. Han fortalte om Din Onkel med en velgjørende Ærbødighed og Kjærlighed, — ogsaa meget Godt sagde han om Dig). Hans sidste Prædikener tale Mange om. Siden jeg fik dem, har jeg, synes mig, været beredt paa, at han snart vilde sige, eller allerede i dem havde sagt os Farvel. Noget saa Inderligt, Forklaret s. 156har jeg endnu aldrig før set fra ham (saaledes saae han ud, da han sidste Gang lyste Velsignelse fra Trinitatis Kirkes Prædikestol), og især, som Du siger, den sidste Prædiken. Disse Prædikener har Fader endnu ikke læst, omendskjøndt de ere i Huset (Hans har dem): fordi, siger han, han maa have mere Ro til dem, end han har nu. Han lytter bekymret efter enhver Efterretning om sin gamle Ven, og jeg tror, han ingen Ro har i sig, maaske ogsaa han vilde finde et Farvel i disse Prædikener, og derfor vil udsætte, hvad han tror nærmere, end han vil tilstaa. Der er endnu en Grund, som udentvivl, uagtet han ikke nævner den, og maaske ikke selv veed deraf, holder ham tilbage: Alt, hvad Din Onkel ellers har udgivet, har han faaet fra ham selv; men denne Bog, som han hver Postdag har spejdet efter, vil ikke komme. Kan Fader holde ham tilbage, saa skal vi endnu denne Gang beholde ham, og endnu vil vi haabe. Frederiks Ven, Kynde, bragte bedre Efterretninger, og nyere end Dine; om de kun ere paalidelige! Det er jo ængsteligt, naar en Mand med en saadan Sjæls og Legems Sundhed bliver alvorlig syg; og man kan ikke godt tro Andet, end at ogsaa han, som næsten alle store Mænd, maa blive kaldt bort, medens han endnu staar i sin Kraft. Guds Villie ske! og tager han dette store Lys fra os, vil han vise os et andet, eller lære os at nøjes med et mindre. Skjøndt tomt vil det i mange Henseender blive; Meget har været støttet til ham, og jeg for min Del vil usigelig savne en saadan Autoritet, der kan bære uden at ville fængsle mig, saaledes som han har gjort det i saa mange Aar, jeg kan næsten sige mit hele Liv, thi jeg kan ikke mere huske, naar jeg begyndte at se op til ham ved Faders Haand. Jeg har først for ganske s. 157nylig faaet hans Betænkning i Baptistsagen at se, og deraf ikke blot faaet min Overbevisning bestyrket, at han altid har vidst, hvad han gjorde, men ogsaa, at han har set langt dybere ind i Sagen, end Modstanderne gjerne ville tro, og deriblandt virkelig set Alt, hvad de have set; og, enten hans Mening er den rette og skal sejre, eller ikke, saa ser han langt klarere, end de, hvor Meget der staar og falder med dette Spørgsmaals Afgjørelse. Jeg er ingenlunde kommen til Vished i denne· Sag. Han har holdt mange Bevægelser tilbage, som ville bryde løs, naar han er borte, — til Manges Glæde, — og maaske ogsaa jeg skal en Gang komme til at glæde mig derover; endnu kan jeg ikke. — 27. Juli. Efter to Dages Fraværelse i lovlig Forhindring med Prædiken o. s. v. kommer jeg nu igjen til Dig, min kjære Christian! ihukommende mit Løfte til Dig og mig selv, at stjæle Tiden imellem, og altsaa i Dag forinden de forventede Besøg, indtil jeg faar et Brev færdigt, som med nogenlunde Anstand kan melde sig i Valløby Præstegaard som Svar paa Dit sidste. Der er adskillige Ting som jeg misunder Dig, og hvoraf jeg blandt Andet lærer, at jeg ikke er fri for denne slemme Syge. Det er, ja gjæt nu en Gang! „Min Kone?“ siger Du vel med angest Hast; nej, ihvor gjerne jeg vilde have hende til Gjæst eller Værtinde, saa har jeg dog ikke Grund til at misunde Nogen i den Henseende. „Min Præstegaard?“ Nej, kjære Ven, Du maa vide, at en Mand, hvem Du i denne Slags Sager maa respektere, Provst Birch, har nylig erklæret min for upaatvivlelig en af de første i Landet. „Min Udsigt?“ Vel kan jeg ikke fra min Have se, hvad Klokken er i Kjøbenhavn, højst hos min kjære Nabo Agerbeck i Østerhæsinge, hvis Uhr vel ikke er værd at rette sig efter, og s. 158har i Stedet for Kjøgebugt og Øresund med stolte Sejlere kun en bugtet Eng med ydmyge, forregnede Høstakke, og maa gaa bort fra denne Udsigt, naar jeg vil finde Aaen, som skjuler sig under min Haves Skrænter; men Du har da en endnu større Autoritet end Provst Birch for Trolleborgegnens Skjønhed, Jens Baggesen. Nej, hvad der, naar jeg faar Dine Breve, naar jeg læser dem, og mere endnu, naar jeg skal besvare dem, først vækker min Misundelse, er Din Haand, ikke dens Smukhed og Mandighed alene, skjøndt ogsaa værd at tage med (man dømmer jo Mennesker lige saa meget efter Haand som Mund, og udentvivl med god Grund), men dens Raskhed: det er Tanken om den Lethed, hvormed Du lader Pennen løbe hen over Papiret, og den Nydelse, Du maa have ved at se Dine Tanker for Øjne, næsten i det Samme, Du tænker dem, medens jeg maa tænke om og om og trættes af mine, inden de dovne Fingre faa begrebet, hvad det er, jeg mener, saa bliver jeg hed i Hovedet, skjender paa Pen, Blæk og Papir, fordi jeg ikke kan regjere mine legemlige Undersaatter, og Enden er gjerne, at jeg heller ikke mere kan regjere de aandelige, og at ogsaa Tankerne løbe vildt. Det er en værre Ting, end man tidt mener, og det er blandt Andet Aarsag i, at om jeg end undertiden kan tale lidt populært, saa kan jeg vanskeligt skrive populært. Saa gaa igjen mine Tanker saa tidt, saa tidt! til Din Onkel; ogsaa han synes mig at have en tung og usikker Haand, og dog tænker han saa fast, og hans Fingre maa lystre ham, og naar han er færdig, saa lyder det, som om det var lige saa let gjort som sagt. Naar jeg kom til ham med min Klage, saa blev jeg vel nødt til at tie og gaa i Skammekrogen. — Men saa er der endnu en Ting, s. 159som jeg misunder Dig: Din præstelige Omgang. Hvad Familielivet og dets Glæder og Opvækkelser angaar, saa rejser jeg til Frørup, og bytter ikke med hele Verden. Ogsaa der finder jeg Præster, men dels kan det ikke altid, og egentlig kun undtagelsesvis og for Øjeblikke blive præstelige Sager, som der i den samlede Kreds komme paa Bane, dels ere Præsterne der en Fader og en Broder, hvoraf følger, at da vi ere temmelig som Et i alt dette, kan Samtalen kun blive som en mere fremtrædende Samtale med sig selv, og vil altid trænge til et Stød udenfra; vi vide i Forvejen, at vi vide det, som skulde siges, og hvad vi mene derom, og saa gaar det med Tungen her, som før med Fingrene. Dertil kommer, at skjøndt Fader har al sin Aands Klarhed endnu, saa mangler han legemlig Styrke til aktivt at tage Del i længere og mere spændende Samtaler, og at Kapellanen, som er 12 Aar yngre end jeg, og blev Skoledreng næsten paa samme Tid, som jeg blev Præst, langt fra ikke har den Frimodighed for mig, som for sin Menighed. At han er en god Præst, det veed jeg, — og haaber, at han efterhaanden lader denne broderlige Respekt fare. Foruden dem har jeg saa at sige Ingen at tale med. Min Nabo Agerbeck er en fortræffelig Mand, fuld af Varme for sit Kald, og bevæger sig, uagtet al sin Distraction og Ængstelse i alt det Verdslige, med stor Sikkerhed i sin hjemlige Sfære. Hvad Kristendom og kristeligt Liv er, det staar ham altid klart, derover har han tænkt, og tænker idelig. Man kan næsten ikke komme til et dunkelt Skriftsted, uden han har sin bestemte Mening derom, som han og kan klare for. Men med alt det er han en Eneboer, der gjerne ser lidt ud i Verden, men strax igjen trækker sig tilbage med sit indsamlede Forraad til s. 160sin Hytte og den lille Skare, som der vil opsøge ham. Han læser gjerne, veed godt, hvad han har læst, men tager kun deraf, hvad han selv kan bruge, det Øvrige lader han ligge. Saaledes er det meget muligt, at han for Øjeblikket Intet veed om, at Stænderne ere i Roskilde, eller at de skandinaviske Hoffer have besøgt hinanden; forleden vidste han ikke, at Kongen af Preussen har samlet en Synode. Man skal saaledes med ham ind i hans Eget, som i Alt, hvad der er væsentligt, ogsaa er mit Eget; men deraf følger, at Omgangen med ham er mere vederkvægende og bekræftende end opvækkende, og at man selv maa være livlig og i Stemning for at kunne have godt af ham. Sanne var forleden med hos ham for at gjøre Bekjendtskab med hans Kone, og skjøndt hun ikke var hjemme, og jeg frygtede, at Sanne var trættet af vore Samtaler, fortalte hun dog bagefter, at det havde været en dejlig Aften, og at hun var bleven opbygget ved at se et Menneske, „som lever alene for Et.“ — 28. Juli. Her blev jeg igaar afbrudt af Ostenfeldts, og en Timestid efter kom to Helweger med lige saa mange Kjærester, og nu gjør jeg et sidste Forsøg paa at faa dette Brev færdigt, før jeg gaar i Seng, for at faa det bort med denne Post. Vi slap ved Agerbeck og Din præstelige Omgang, som jeg anser for ønskeligere end min. Foruden ham er her vel adskillige andre meget flinke Præster, men med hvem man dels ikke saa let kommer i ordentlig Samtale, dels ikke saa let kommer i ordentlig Omgang, fordi vi mangle regelmæssige Sammenkomster. Vi har et almindeligt Herredskonvent fra Arrilds Tid. hvis nærmeste Gjenstand er en Enkekasse, dernæst en Prædiken og hvad der kan falde sig. Jeg var for nogle Uger siden første Gang med i·s. 161Svanninge og fandt mig særdeles vel derved, uden dog at finde min egentlige Trang tilfredsstillet: en meget god kristelig Prædiken, men holdt „temmelig lavt,“ som min Karl paa Hjemvejen udtrykte sig ↄ: ikke kraftigt nok, — og nogle Samtaler f. Ex. om Birkedals Kirketugts-Forslag, som almindelig erkjendtes for uudførligt; — dernæst en ny og interessant Egn, en smuk Kirke med et Basrelief af Thorvaldsen (Præsten Hans Madsen i Bronce); Bekjendtskabs Sluttelse og Fornyelse med Herredsbrødre. — udgjorde Dagens Nydelse. Men det Hele mangler Liv. Her er vel desuden et privat Konvent i en mindre Kreds med maanedlige Sammenkomster, hvori Agerbeck noget nær er Sjælen, og hvortil jeg nogle Gange har været indbuden, men dels har jeg ifjor været forhindret i at møde, og senere ikke været underrettet om Tiden, og dels er jeg ikke for at melde mig som Medlem og binde mig til det, førend jeg kjender lidt nøjere dertil; jeg har endnu ingen Forestilling om de øvrige Deltagere, men nogen Mistanke om, at det er temmelig ensidigt sammensat, og derfor ikke for mig vilde blive det Opvækkelsesmiddel, som jeg trænger til. Du mener maaske, at naar man er kræsen, saa faar man hungre; maaske, — og maaske jeg dog har Ret. Men i Dit Konvent, hvor det ordentlig kan komme til Sammenstød, ja til stormende Møder, hvor Sagerne ikke blive repeterede, men debatterede, og saadanne Sager, som ere grebne ud af Livet, hvor de gudelige Forsamlinger prøves midt i Forsamlingsegnen, — der ‘ kunde jeg have godt af at være med.

Der var vel nok en Del i Dit Brev, som jeg nærmere skulde gaa ind paa; men jeg har det ikke nu hos mig. Jeg tog det med til Frørup og læste det for Fader, s. 162men ved Afskeden maatte jeg desuagtet lade ham beholde det. — — Om Psalmebogssagen har jeg nu ikke Meget at sige. Agerbeck er en varm Ven af Grundtvigs Theologi og Grundtvigs Muse. Han vil nu „i 10 Aar nøjes med Tillægget.“ Og jeg siger: Gud ske Lov for det, omendskjøndt jeg nok ønskede Mere. Kan I virkelig skaffe os en ny Psalmebog, nu, saa velkommen! Men jeg veed ikke ret, hvad jeg skal tro herom. Hvem skal arbejde med paa den? Komiteen bestaar jo — efter Helwegernes Fortælling — af Ferdinand Fenger og Hammerich, Gad og Plum(?), af hvilke den Sidste og vel ogsaa den Næstsidste har erklæret sig fornøjet med den „evangelisk kristelige, og de to Første neppe nøjes med Andet end noget stærkt Grundtvigsk. Og saaledes gaar det jo hele Landet rundt. Tænk Dig Birkedal og hans store Anhang i Jylland! Og veed Menigheden, hvad den vil? og vil den Noget? veed den, hvad Psalmetrang er? og kan man skaffe den en Psalmebog, før den er kommen dog saa meget op af Dvalen? — Dog, nu er Papiret fuldt, og jeg kan ikke, som Du, tage endnu det tredie Stykke frem. Tag nu til Takke med dette Smøreri, som det er; jeg faar neppe engang Tid til at gjennemlæse det. Sanne venter for at faa Posten sluttet. Hun hilser Eder Begge og Olivia kjærligst. Jakobine fik ikke Din Hilsen, da hun allerede var borte. Hun finder sig, som jeg tror, rigtig hyggeligt i vor Præstegaard, og ventede Eder til Maribo. Hils Stella af Hjertensgrund. Du hilses fra Alle i Frørap. Naar skal vi ses og tale sammen ?

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 2. December 1846.

Min kjære Ven! Det var mig umuligt at skrive flere Breve iforgaars end dem, jeg sendte mod alle Verdens Hjørner for at meddele Slægten den glædelige Nyhed, som her bringes Dig, min kjære Otto! og Din Sanne, og dem i Din Kreds, som interessere sig for mig, at min velsignede Stella i Mandags Morges lykkelig blev forløst med en Datter. – – Jeg havde tænkt, ved Opsættelsen af dette Skriveri at faa Tid og Ro til at tale med Dig om mange forskjellige Ting, men den Tanke blev til Vind, og jeg har nu kun Tid til at sige Dig, at jeg fra Jakobine har faaet en Prædiken af Dig til Læsning, har læst den og inderlig glædet mig over denne fortræffelige og — jeg kan ikke hjælpe Dig — geniale Prædiken, som Du saamænd ikke faar, før jeg har faaet læst den for Stella. Og saa maa jeg dog fortælle Dig, at jeg med allerstørste Interesse og Opmærksomhed har læst Zeuthens højst interessante Bog om Humanitet, og at jeg har ladet mig overtale af Fenger til at omarbejde og indsende til hans paatænkte Prædikensamling en Prædiken, hvis store Mangler jeg tilfulde indser, men som dog flere Venner vilde, jeg skulde indsende. Jeg haaber, at ogsaa Du har efterkommet hans Opfordring. Men jeg maa stoppe her, beder Dig snart skrive til Din Ven, der sætter umaadelig Pris paa hver venlig Linie fra Din Haand. Hils Sanne og Dine kjære gamle Forældre og de andre Venner paa det Allerkjærligste fra Din

Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 7. Decbr. 1846.

Ja, kjære Ven! vi bleve glade ved den gode Efterretning, som vi allerede længe have ventet paa. Gud ske Lov, nu er det overstaaet og godt overstaaet. Han vil holde sin Haand over dem Begge, Moder og Datter, og lade Eder længe leve sammen, og dele alt det Gode, hvorpaa Du, min Ven, forstaar at skjønne. Dit Brev kom i Formiddags, da jeg sad og ventede paa det andet Sæt af mine Konfirmander. Da de vare borte, og jeg havde spist til Middag, læst Avisen og gaaet mig en Aftentur, kom Grevens for at blive indtil nu Kl. 10½. Imorgen rejser Sanne og jeg til Frørup, og jeg vilde dog endnu med første Post lade høre fra mig. Dette er Grunden til, at mit Brev bliver ligesaa kort som Dit.

Altsaa, Du har det Godt, og mer end det, Du veed og føler det; og det er Hovedsagen. Ligesaa her. Jeg har ikke i flere Aar været saa jævnt glad som i den senere Tid, efter ret at være bleven hjemme i mit nye Hus og Embede. Ogsaa med Børnene gaar Alt fornøjeligt. Herom kunde være Meget at skrive i et langt Brev. Og nu er ogsaa Du saa tilfreds med den Prædiken, Jakobine har sendt Dig,· og lover mig, at jeg snart skal faa en at se fra Din Haand, to Ting, som naturligvis meget maa glæde mig. Du veed altsaa, at Ferdinand Fenger ogsaa har forlangt af mig til sin Samling. Jeg har sendt ham 2 til navngivne Søndage, og burde vel, som Du, have omarbejdet dem. Jeg havde valgt 2 som knyttede sig til en Begivenhed i Menigheden, og som derved havde faaet en ejendommelig Kolorit, saa jeg var lidt ængstelig for at røre ved dem. Af dem vil Du kunne se, hvorledes jeg prædikede for flere Aar siden. s. 165Ogsaa Damkjær har faaet nogle til en for et Aar siden bebudet Samling. Han forlangte dem paa en Tid (i Naadsensaaret), da jeg hverken havde Ro eller Lyst til at omarbejde; han fik altsaa gamle. Derimod har jeg til hans Samling af Epistelprædikener to liggende, som jeg vil tilbyde ham, som de ere holdte i Sommer. Jeg har ellers aldrig prædiket over Epistelen. Din Onkel er da igjen rask og har skrevet til Fader til hans usigelige Glæde. Nu, Gud ske Lov for dette Tillæg til hans Aar. Han sendte tillige et Pogram, som jeg har læst med megen Interesse. Forresten læser jeg ikke meget, med Skam at tale om. Jeg har Sibberns Kosmologi, og har haft Glæde af at læse den. Denne Mands Sandhedskjærlighed — en Dyd, som ikke er saa ganske almindelig i vore geniale Tider — har noget saare Velgjørende. — Endnu maa jeg dog fortælle Dig, at jeg i mine Løverdagsaftentimer, som Du maaske veed, jeg holder med mine Folk, har begyndt at gjennemgaa Luthers Katekismus, jeg haaber til Fornøjelse og Nytte. Og da Du i alt Fald neppe faar mere at høre fra mig i dette Aar, saa vil jeg slutte med at ønske Dig og Dit hele Hus en rigtig glædelig Jul. Sanne hilser hjerteligst.

Din tro O. Laub.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 13. April 1847.

Min kjære Otto! Det er dog saa tungt, at man ikke kan flyve til sin Kjære eller have dem Alle nær om sig, saa at man altid kunde vide, hvordan de have det. Denne Uvished i det Fjerne er saa slem, hvori jeg s. 166nu i disse Dage lever, efterat have faaet Brev fra min Broder Ludvig om Din velsignede Faders Sygdom. Gud være lovet, at jeg dog her i det Væsentlige ikke er i den mindste Uvished: hvordan saa Din Faders Helbredstilstand er, veed jeg, at han og Din elskelige Moder og Du og alle I kjære velsignede Mennesker, hvile i den Herres Jesu Fred og Glæde og forstaa at fryde Eder og takke ogsaa i Suk og Taarer. Ludvig sendte mig min kjære, inderlig kjære Frederiks fromme Brev, der var saa fuldt af Bedrøvelse og dog saa gjennemtrængt af Glæde. Hils min elskede Frederik fra mig, og tak ham broderligt fra mig, fordi han tænkte paa mig! Sig ham, at jegblev usigelig glad ved hans Ord, at ogsaa jeg er en af Eders Egne og deler Eders Glæde og Sorg, — ogsaa Glæden i Eders Sorg. Gud være lovet og takket derfor! Du maa endelig, kjære Ven, ret snart lade mig høre fra Eder. — Jeg sender Dig hermed Din Prædiken og takker gjentagende for den Glæde, den har skjænket mig. Inderlig glæder jeg mig til at faa Fengers nu udkomne „Vidnesbyrd fra Herrens Hus“ med Dine to Prædikener, men ængster mig ved Tanken om min egen, da dels aldrig en kristelig Linie af mig før har været trykt, dels denne Prædiken er flere Aar gammel og saa lidt som nogen af mine andre især fra den Tid har været, behandlet med Hensyn paa den større Læseverden, hvorfor jeg maatte bearbejde den lidt; men denne Udbedren gjøre let mere Skade end Gavn, og jeg frygter for, at den foruden sine øvrige Skrøbeligheder ogsaa vil bære Præget af ikke strax at være nedskreven ganske, som den nu er udgaaet. Den Fordel har jeg dog haft af Fengers Opfordring, at jeg senere med stor Nytte har nedskrevet næsten alle mine Prædikener udførligt, især om Mandagen eller s. 167Tirsdagen, efterat de ere holdte, hvilket jeg før kun har gjort en sjelden Gang. Det tager jo næsten dobbelt Tid. først at skrive et udførligt Udkast, og efter Holdeisen at skrive Prædikenen fuldstændigt; men jeg har haft Grund til at glæde mig ved dette Arbejde. Ualmindelig travlt har jeg derfor haft det i denne Vinter, især i Fasten, da jeg i alle foregaaende Aar efter min Formands (Plums) Skik har katekiseret og ikke prædiket; men i det sidste Par Aar er Kirkegangen tiltaget saa stærkt, at jeg mente, ikke længer at burde ladet det blive ved dette Gamle, hvorved det næsten udelukkende blev Ungdommen, som deltog i den egentlige Faste-Gudstjeneste; og jeg har haft den Glæde ved hver Fasteprædiken at have en overordentlig stor Menighed baade af Gamle og Unge samlet i begge mine Kirker. Konfirmationen i Søndags er, Gud være takket, vel overstaaet. Jeg var hele Ugen forud og selve Dagen ikke rask, saa jeg halv frygtede for at maatte blive i Sengen og opsætte Handlingen, men det gik, og jeg havde netop af denne Konfirmation ualmindelig megen Glæde, baade fordi Børnene svarede særdeles godt, og jeg med den store Forsamling var i den bedste Stemning. Gid jeg dog kunde tale med Dig, høre Dig fortælle, og fortælle Dig herom og om det Meget, Meget, som den kolde og tunge Skriven slet ikke kan indlade sig paa. Saa dygtige og levende Præster jeg end har i min Nærhed, saa fortræffelige, varme og interessante Samtaler jeg end kan have med dem, navnlig i vore Konventer, forslaar det dog altsammen ikke. Stella er min bedste Herredsbroder, med hvem jeg dog først faar Sagerne uddebatterede til nogenlunde Tilfredsstillelse. Gud være lovet for den store Velsignelse hans uendelige Miskundhed skjænkede mig! Men kommer Du s. 168da virkelig aldrig mere til Kbhvn. og Valløby? Et Aar med disse Indtægter gjør Dig det jo næsten til Pligt, efter saa mange Aars Forløb at rive Dig løs fra Fyn og se til de Mange, der her forstaa Dig og vilde frydes ved Dit Besøg, og jeg iblandt de Allerførste. Livet er for kort til at opsætte og opsætte, naar Nødvendigheden ikke byder det. „Tag Dig selv af den Prædiken,“ kan Du jo rigtignok ganske rolig svare mig, der faar Skamflikker nok for min Indesidden; men Ret har jeg alligevel. Imidlertid var jeg dog før Paaske en Dag over i Kbhvn., hvor jeg talte ½ Time med Onkel, der atter er rask og den gamle Velsignede. — — Hvor det vilde glæde mig at se Din Børneflok og Dit nye Hjem i den dejlige Egn; men Gud veed, naar det sker. De Rejser koste saa mange Penge, og af dem har Præsten i Valløby aldrig haft Ord for at have Overflødighed. Men skriv nu snart til mig, Du kjære gamle Ven! Inderlig længes jeg efter at høre fra Dig, hvordan Du og Dine have det, og nu først og fremmest, hvordan Din velsignede elskede Fader har det, han, til hvem ogsaa vi Sødskende se op med barnlig Ærefrygt og omfavne med inderlig Kjærlighed. I ere Alle i mine varme Bønner — —.

Din trofaste Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 22. April 1847.

Min kjære tro Christian! Jeg har ikke i Sinde at gjengjælde Dit fortræffelige Brev med et lignende fra mig. Jeg har en stor Force i at lade mig overvælde af s. 169Venskab og Kjærlighed uden at generes af den Gjæld, — jo, stundom tænker jeg paa den med Smerte og Uro; men naar jeg mest er, som jeg altid burde være, bærer jeg den med Glæde, Tak og Haab om en Tid, — eller Evighed, da jeg kan tænke i Ro paa at afbetale eller faa Kvittering uforskyldt. Desuden er jeg i disse Dage ikke vel skikket til Mere end det absolut Nødvendige, da jeg lever midt i Skoleexaminer, som maaske mest trætte mig derved, at jeg efter gammel Skik i dette Sogn ikke faar Andet at bestille, end protokollere, hvad de Andre, Lærerne og Børnene, bestille. Og saa kan jeg ikke Andet end at tænke — til ingen Nytte — paa en Brudevielse, jeg skal holde i en af Odenses Kirker 3. Maj (Fr. Helweg), og som generer mig, da jeg er mere kjærlingeagtig, end Du tror og er. Kort sagt, jeg gjør Intet, som duer i disse Dage. Men ligesom jeg derfor paa Hjemvejen i Dag fra en af disse Skoler, for dog at gjøre Noget, hvorved man gjør det Bedste, naar man lader Tilfældet raade, besøgte nogle Syge (deriblandt en stokdøv Kone, med hvem jeg havde en velsignet Samtale, hvori jeg spurgte med Tegn, og hun svarede med stærke Ord), saaledes tænkte jeg, da jeg var kommen hjem, at jeg kunde fortsætte denne passive Virksomhed, naar jeg tog et Stykke Papir frem og fortalte Dig Noget om en Syg, som ligger Dig paa Hjerte, og om hvem Du ikke for længe bør savne Underretning. Ja, Tak, kjære Christian! fordi vor elskede gamle Fader ligger Dig saa meget paa Hjerte, fordi Du i Godt og Ondt vil regne Dig som en af vore Egne. Ja, Gud ske Lov, jeg tror, at jeg kan meddele Dig godt Nyt fra Frørup. Hvad jeg nu kan fortælle Dig, er efter et Brev fra Frederik, som kom i Mandags og var skrevet i Løverdags. Muligt kommer der i Aften (Torsdag) ny s. 170Efterretning·; men efter det sidste Brev gaar det stadig fremad. Fader har allerede siddet lidt oppe og finder sig vel derved, skjøndt meget afkræftet. Konfirmationssøndag-Eftermiddag kjørte Sanne og jeg derhen, og Dagen efter saae vi ham sidst. Da laa han endnu den meste Tid stille og slumrede; men naar han vaagnede, og især til hans Spisetider, lod han os gjerne Alle kalde til sig, vilde høre os fortælle og forelæse Breve, og snakkede selv meget med, og der var ikke Spor af Aandssløvhed. Omendskjøndt han tidt har tænkt paa at gjøre Regnskab for sin Husholdning, og derfor blandt Andet har ladet Hans skrive til Din Onkel, og har sendt Hilsener rundt omkring til alle Venner, er han dog endnu fuldkommen som Den, der gjerne vil blive hos os, og finder sig vel ved at leve; og vi tro derfor, at han skal det endnu en Stund, og takke Gud for hver Time. Moder er bestandig i hans Nærhed, endskjøndt han skal ligge i Kulden; hun er nu raskere end den meste Del af Vinteren, Frederik ligger i sit eget Kammer og sulter, og det er tvivlsomt, om hans Helbred vinder noget Væsentligt ved den Kur. Men sin bedste Vinding af sit Kors lader han os læse i sine tidt 8 Sider lange Breve, som han ugentlig sender os fra sin Seng, og som ere fulde baade af Alvor og Spøg. Jeg skriver hver Uge til ham, og har sendt ham og Alle der Din Hilsen. En stor Glæde har de Alle haft af Lene Zeuthen, som kom Paaskedag og blev henved 14 Dage, og som kan baade rejse, vaage, snakke, le og græde. At vi Alle blive tættere forbundne for hvert nyt Anfald paa vor Samfundskjæde, kan Du let forstaa. Alt er godt, ihvordan det gaar, og hvordan det i dette Øjeblik er i Frørup.

I Haagerup grundmurede Præstegaard, som just i s. 171disse Dage faar en ny Kjole paa, ere vi Alle raske og gode Venner, og Børnene ere efter Omstændighederne baade artige og muntre, dog mest det Sidste. Og udenom dette Hus er jo nu snart en dejlig Natur og ikke faa kjære Mennesker, som vi sætte megen Pris paa. Men i en af disse Familier har Døden allerede varslet alvorligt; vor usigelig kjære Grevinde er Dagen efter at vi første Gang havde set til Fader, bleven ramt af en voldsom Apoplexi, og begynder først nu meget langsomt at komme noget til Samling. Vi haabe svagt paa, at hun skal leve, og bede, at hun maa leve lidt endnu med os, som i al denne Tid ikke engang have set hende. Men er hendes Virketid til Ende, saa har hun dog levet til Velsignelse for mange Fattige og Syge, som allerede nu i denne Dyrtid græde over hende. — Du skriver om Dine Menigheder og Din Glæde i dem. naar Dine Kirker altid mere fyldes. Herom maa min Meddelelse blive fattig. I Krarup er det endda ret fornøjeligt, men i Trolleborg, den større og rigtignok temmelig spredte Menighed, er det i Reglen kun „Europæerne“ som danne Menigheden. Jeg har før skrevet til Dig herom og om det Svære i, ud over deres Hoveder at raabe til den egentlige Bondemenighed og vække den af Dvalen. Jeg har tidt for mig selv tvivlet, om ikke alligevel Frits Boisen havde været bedre paa sin Plads her, end jeg; men jeg har ligesaa tidt sagt mig selv igjen, at jeg har ikke sat mig selv paa dette Sted, at jeg endnu kun har været her i to Aar, og at Vingaardsmanden vel endnu vil grave om sit Figentræ og lægge Gjødning dertil. Du veed nok, hvordan en Opvækkelse jeg mener, ikke den, som afsondrer sig for at beskue sig selv, men en saadan, som i Templet, hvor alle komme sammen, staar langt s. 172borte og slaar sig for Brystet. Den længes jeg efter! Konfirmationsdagen og endnu mere Altergangsdagen Søndagen efter med Evangeliet om den gode Hyrde vare mig baade paa Prædikestolen og ved Alteret saa gode Dage, som jeg længe ikke har haft. — Fengers og Birkedals Prædikensamling har jeg faaet og kigget i. Jeg har læst Din Prædiken med inderlig Glæde, og følt mig saa hyggelig ved at staa saaledes i Din Nærhed, som Fenger har bragt mig. I Begyndelsen syntes jeg, at det var mig selv, som fortsatte min 2den Advents Prædiken; men da jeg kom ret ind i den, fandt jeg her en kristelig Erfaring, som jeg, i det Mindste da jeg for 8 Aar siden skrev min, ikke havde, og som jeg ogsaa den Dag i Dag ikke her i mine Menigheder har haft Lejlighed til at vinde. Der er i denne Prædiken et Vidnesbyrd om, at Prædikanten har levet og lever i sit Ord. — 23. April. Jeg maa nu slutte mit Brev til min kjære Ven, og bede. ham nøjes med det, som det kunde blive. Havde jeg haft noget Bedre at fortælle Dig, saa havde jeg gjort det: jeg har heri lagt min hele Fattigdom, Alt, hvad jeg havde. — Gud være med Eder Alle!

Din Ven O. Laub.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 16. Juli 1847.

Min kjære Ven! Tak for Dit lille Brev af 11. Juni om Eders lille Søns Fødsel. Gud velsigne Dig og Sanne og alle Eders Børn! Efter hvad jeg har hørt ved min Broder, der med sine har besøgt os et Par Dage, og ved Zeuthen, som jeg talte med i Roskilde, er det jo s. 173ret godt med Din Fader. Som jeg kunde mærke paa Onkel i Roskilde forleden, at han inderlig glæder sig til at besøge sin ældste Ven blandt de Nulevende, kan jeg forstaa, at Din gamle velsignede Faders Glæde ikke er mindre ved Tanken om at faa ham til sig. Hvor kunde det fryde mig at staa ved de Gamles Side, naar de mødes, og være hos dem, som det jo vil blive Dig til Del. Men jeg glæder mig til at høre om Dig og Eder Alle af min Yndling, Fætter Ludvig, der har lovet os et Besøg senere, ligesom det inderlig glæder mig for hans Skyld, at han skal ledsage sin Fader til Fyn. Han vil bedre end de Fleste kunne sætte Pris paa et Besøg i Frørup. — Saa hørte jeg af Zeuthen, at Du fornuftigvis agter Dig til Sjælland i Sommer; og det er mit sikre Haab, som det er min inderlige Glæde, at jeg da faar min kjære Otto engang igjen hos mig. Gid vi kunde faa hele Dit Hus med! — Tak for Dine to Prædikener i Fengers Samling. Begge glædede mig inderlig, især dog den første, som jeg maa regne iblandt de allerfortrinligste, jeg kjender, og navnlig maa sætte langt over den af N. N., som Du omtalte saa rosende i et Brev til Fenger. Den finder jeg jo ualmindelig livlig, men over Halvdelen var dog kun en livlig historisk Skildring, hvori jeg ikke kunde finde noget Opbyggeligt, — og i den opbyggelige Slutning blev jeg forstyrret, især ved det om hans Forældre, hvilket vel kunde siges i et meget bevæget Øjeblik i Kirken, men neppe kan tænkes skrevet før Holdeisen, og endnu mindre efter Holdeisen uden en Portion mindre elskværdig Naivitet. Men maaske fejler jeg, maaske er det mig, der mangler Sands for denne Art Naivitet, eller for Naivitetens Maal og Maade i en Prædiken. Ogsaa Du, kjære Otto, er naiv s. 174i Din fortræffelige Prædiken, men med en elskelig og velsignet Naivitet, forenet med en Dybde og et kristeligt Alvor, som lader mig prise den Menighed højst begunstiget af sin Overhyrde, der kan høre saadanne Prædikener og have Dig til Sjælesørger, og overbeviser mig om, at Menigheden, om den ikke endnu har lært tilfulde at forstaa Dig, snart maa komme efter, at Dit Vidnesbyrd er værd at agte paa frem for de Flestes. Det er nu min Mening, og hvorfor saa ikke rent ud med den? Saa var jeg da ved Landemodet, hvor jeg fandt herligt Orgelspil, og smuk Psalmesang, men heller ikke Mere, da N. N.s Prædiken var mig for gammeldags og dog ikke gammel nok til at kunne opbygge. Menneskets oprejste Gangs Værd indser jeg, men kan ikke føle mig tiltalt af en Prædiken, der ved dette og beslægtede Beviser demonstrerer Guds Omsorg for Menneskene. Konventet næste Dag, — efterat jeg Onsdag Eftermiddag havde været i Kjøbenhavn med Jernbanen, denne mageløse Befordring — var meget interessant; især udmærkede Kierkegaard sig, hvis overvældende, uhyre mægtige Foredrag, skarpe Forstand og mageløse Sprogfærdighed dog denne Gang syntes mig mindre behersket af den kristelige Kjærlighed. Jeg ønskede Dig at høre ham tale saaledes engang, det vilde i høj Grad interessere Dig, om det just ikke i enhver. Henseende vilde tilfredstille Dig. Hans Lige har jeg ikke fundet, end ikke kunnet tænke mig, maaske Broderen er Ligemanden.

I vort Herredskonvent· var jeg i Tirsdags. Det afgiver dog hver Gang et ret glædeligt Udbytte, gavnlige Meddelelser, levende Debatter. Gamle Willemoes er en ivrig Deltager, enig med mig i Hovedsagen, men næsten s. 175i hvert Konvent min Kontrapart i varme Diskussioner. Naar Du kommer her, kunne vi maaske foretage os en Rundrejse blandt Brødrene. For Resten er det da det mest henrivende Vejr, og saa de rige Marker, dejlige Roser etc. Alt rundt om saa skjønt, at det imellem næsten overvælder mig.

Din Ven Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup. 13. August 1847.

— — Og hvad nu dernæst mest ligger mig paa Hjerte at faa Dig fortalt, er, at jeg endelig er bleven enig med mig selv om at gjøre en Rejse til Kjøbenhavn, og paa den ogsaa at, komme til Valløby. Denne Rejse skulde falde imellem de to Søndage 22. August og 11. September. Mere kan jeg i Grunden ikke sige; men jeg tænker, det bliver fornuftigst at tage lige til Hovedstaden, derfra til Dig, og saa, tænker jeg mig, over Jensen og Bøgh til Zeuthen og paa Vejen fra ham at se indenfor hos Ludvig. Jeg ser, at Tiden vil blive knap nok; jeg ønskede nemlig at være to Søndage i Kjøbenhavn, for at faa Alting med, og saa desuden at høre alle Eder Andre hver i sin Kirke; men hvorledes det skal gaa til, indser jeg rigtignok ikke. Altsaa; jeg kommer til Dig, men naar og hvorfra, hvorledes og hvor længe, og hvorhen, alt dette veed endnu Ingen af os; men naar vi ses, ville vi benytte Tiden godt og snakke sammen om mange Ting, som vi i vore Breve neppe komme til at røre ved, for at jeg kan komme rig hjem og nyde, hvad jeg i en Fart s. 176har indsamlet. – – Vi har det godt, saa godt, at om end Intet opmuntrer til at forlade Hjemmet, saa hindrer heller Intet deri. Vor lille Dreng var i Kirke den 6te; Vi vare en Del Venner samlede, men savnede Bedsteforældrene, som ellers aldrig have svigtet (Fader har døbt dem Alle paa denne og den første nær). Det gaar ellers ogsaa godt derhenne. Søndag og Mandag forud for den 6te var Sanne og jeg derhenne og levede to halve Dage sammen med Din Onkel og hans Søn. Fader var glad uden at anstrenges eller exalteres af sin Glæde; han taaler endnu kun lidt Sindsbevægelse. Din Fætter Ludvig indtog os Alle, men havde efter sine Yttringer i Maribo trængt til et længere Ophold for ret at blive fortrolig med Livet i Frørup. Din Onkel var, som Du kan tænke Dig ham, men om alt Sligt mere mundtligt! Vore to ældste Drenge vare paa samme Tid paa Sludegaard i deres Ferie, og fik den Mand at se. Da han var gaaet ud af Stuen, gik Hieronymus hen til hans Portræt og sagde: „Nej, saa mildt et Ansigt har det Billede rigtignok ikke.“ — —

Haagerup, 24. September 1847.

Kjære Christian! Saa er jeg da nu kommen saa vidt efter min vidtløftige Rejse, at jeg igjen kan sætte mig hen og skrive et Brev til Dig, og saaledes fyldestgjøre en Trang for mig selv, ikke alene at takke dem, som have bidraget saa Meget og saa længe til denne Rejses Fornøjelighed, som Du og Din velsignede Kone, som ledsagede mig igjennem den halve Tid af disse tre Uger, men ogsaa at komme selv ret til Bevidsthed om, hvor meget jeg paa denne Rejse dog har vundet og indsamlet. Thi naar Alt gaar saa rask og følger s. 177saaledes Slag i Slag paa hinanden, saa veed man ikke ret, hvad det er, førend man kommer til i Ro at tænke tilbage derpaa og lade Alt staa op paany. Saaledes tænker jeg mig, at engang, naar den hele lange Rejse er tilende, og man samles i Herberget (naar jeg var ene paa min Rejse, kjørte alene, eller gik alene mellem Kjøge og Valløby, lød saa ofte de Ord for mig, og tidt sang jeg dem højt: „Og mens jeg er en Vandringsmand“ o.s.v. (Nr. 600, V. 4). da vil alt det, man paa Vejen er faren forbi, tidt med Jernbanens Hastighed, hvor man kun kjender Gjenstandene i Frastand, men bliver ør af det Nærmestes Forvirring, komme igjen i Ro og Klarhed, saa man erkjender, at man dog har haft Indtryk, Gavn og Velsignelse, ja, uden ret at mærke det og kunne huske det, Glæde af Alt, hvad der mødte paa Rejsen. Saa kommer man og paa en Maade til igjen at kjøre til Klampenborg Vandkuranstalt, gaa om i Vallø og Valløby Haver, høre Koncerten og se Fyrværkeriet i Tivoli, — men især finder man saa dem, om hvem der staar skrevet, og er sagt af Ham, som ogsaa prøvede Rejsen gjennem Forkrænkeligheden til det forjættede Land: „Gjører Eder Venner, som kunne annamme Eder i de evige Boliger!“ Ja enhver saadan Rejses Maal er dog først, at se gamle Venner, og dens Vinding, naar man kommer hjem, at kunne sige: de ere endnu, uagtet alle Forandringer og alle Aar, de Gamle, — og dernæst at vinde nye til de gamle; og det er jeg forvisset om, at jeg har i Valløby. Ja, kjære Ven, at Din Kone er bleven min Ven, det har jeg følt; og det var ikke et blot Tilfælde, som endog i Kjøbenhavn saa tidt bragte mig til at sidde ved hendes Side. Gid nu ogsaa Sanne maatte lære at kjende hende og selv erfare, hvad hun nok allerede tror paa mit Ord, s. 178at hun og Stella snart bleve gode Venner. — Jeg har nu været paa Trolleborg med Din Søster Jakobine og Sanne, for at vise dem Kirken, som nu snart, efter sin lange Sommerhvile, er opstaaet i ny Herlighed; og her kommer jeg da nu tilbage til Dig for at slutte min Samtale med Dig, og for endnu i Dag at sende Dig min Tak for sidst og lidt Fortælling om, hvad der videre er mødt mig siden vi skiltes i. Amaliegaden (thi om Løverdagen skriver jeg nødig Breve): Sidst vi vare sammen uden at ses, kjedede jeg mig over „en Pariserinde“ og morede mig ikke synderlig over „Bellmansfesten“, ogsaa fordi jeg kun kunde faa en staaende Plads i Parterret. Derimod interesserede jeg mig i høj Grad om Løverdagen for „Napoli“, hvor jeg saae, hvad en Ballet kan være, naar den finder ind i sin rette Sfære, dette Folk, hvis Musik er Dands og ikke, som Nordboens og Bellmans, Ord. Om Fredagen kom jeg da i Museum med Professor Clausen og hans Broder, og kan ikke Andet end glæde mig over, at en saadan Samling existerer hos os, og ordnet saaledes, at Alt er paa eet Sted, og dog hver enkelt Del udsondret til særskilt rolig Beskuelse. De smagfulde Dekorationer kunne vel i de tomme Værelser gjøre Fordring paa en særegen Opmærksomhed, men ere, synes mig, uden al Pretention, naar de have faaet deres Skatte under sig, kun prægtige paa samme Maade som Salomos Drabanter med Sølvskjoldene, for hvis Skyld Dronningen af Saba dog ikke kom. Samme Dag var jeg til Middag hos Provst Tryde med Martensen og Rudelbach. Inden jeg om Søndagen forlod Hovedstaden havde jeg den Fornøjelse at høre Martensen prædike for en fuld Kirke, saa fuld, som i gamle Dage kun naar der var Musik, og for en Menighed af alle Slags fra s. 179Excellenser til Amagerpiger, og, som jeg mener, virkelig for dem Alle: „Vor Tro er den Sejer, som overvinder Verden.“ Prædikenen selv var fortrinlig, men jeg havde ikke ventet, at dens Holdelse havde bidraget saa Meget til at forstærke Indtrykket. Han taler langsomt, men hvert Ord taaler det Eftertryk, hvormed det udsiges, og saaledes tør man tro, at ikke en Lyd gaar spildt. Saa gjorde det ogsaa et rart Indtryk at høre en Psalmesang, som i Hovedpsalmen (Nr. 593) var nær ved at overdøve Orgelet, — og jeg havde endnu til Slutning den Glæde at høre min gamle Morbroder [Professor Ludvig Zinck] med Ungdoms Kraft præludere, og at sige ham mit sidste Farvel i Kirken ved hans Orgel. Jeg rejste til Roskilde med Jernbanen, og tænkte ved Kjøgeegnen paa Eder Alle. Men i Roskilde blev jeg ubehageligt overrasket ved et Brev fra Jensen, som paa Grund af en anmeldt Provstevisitats forstyrrede min Plan. Jeg maatte nu skyndsomst, uden at se min gamle Domkirke i dens Fornyelse, tage Vogn til Holbek, hvorfra jeg næste Dag kjørte. til Skamstrup over Knabstrup og Frydendal, og derfra næste Dag med Bøgh til Tømmerup forbi Skarritsø, hvor vi gjorde Holdt. Udsigterne der, og fra Bøghs lille Have til en ganske ejendommelig Egn skaffede mig mange Nydelser; men endnu bedre havde jeg det i Stuerne med Bøgh, som havde meget Interessant at fortælle baade om Bondekrigen paa Frydendal og om et Sammenstød med Erik Jansenister, med hvem han i en af Sognets Gaarde med en Vogn som Talerstol havde holdt en offentlig Disputats, som endte med „den falske Læres“ Forjagelse (han er med al sin Rolighed fuld af Liv og Nidkjærhed), — og siden med Zeuthen, baade medens Bøgh var der og siden. Her var naturligvis s. 180„Symbol og Skrift“ — „Aand og Bogstav“ en Hovedgjenstand for Samtalerne. Jeg har foruden at tale med Præsterne, hvor jeg kom frem, ogsaa haft det Held at blive indtagen i Præstekonerne; thi det var ogsaa Tilfældet i Skamstrup. Paa Vejen fra Tømmerup var jeg inde hos Din Broder Ludvig, men rigtignok temmelig kort, fra Kl. 5 til 11 om Aftenen; dog kom jeg rundt med ham til Beltet, Skrænterne der o. s. v. og saae hans Svigermoder og Svoger og Dennes Familie. Ludvig kjørte mig om Natten til Korsør, Fredag Middag var jeg i Frørup, og Aften hjemme, hvor jeg modtoges paa Trappen med umaadelig Jubel. Vi hilse Eder Alle, og jeg tænker mange Gange paa Eders Omsorg for, at jeg skulde have Alt saa godt i Valløby. Tak for Alt, ogsaa for Musikken! Hils Storm! Det har meget glædet mig, at fornye Bekjendtskab med ham. Jeg faar denne Gang ikke skrevet om Andet end min Rejse, men det Øvrige kan jo komme en anden Gang, naar nu først Du igjen i et langt Brev har fortalt mig en Del om Eder Alle. Jeg har for et Par Dage siden i et Konvent gjort Bekjendtskab med Leth fra Lille Hedinge, og tænker, det er en alvorlig Præst. Ogsaa Konge og Dronning har jeg set og talt med siden min Rejse, hende paa Trolleborg, hvor hun besøgte den syge Grevinde, ham i Nyborg, hvorfra jeg igjen var i Frørup og hentedes af Sanne og Jakobine. Lev vel, og elsk Din

O. Laub.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 7. Marts 1848.

Kjære Kristian! Det er nu saa længe siden, at jeg skulde have besvaret Dit sidste gode Brev; og der er imidlertid sket saa Meget; vi ere ikke blot komne ind i et nyt Aar, men jo næsten i en hel ny Verden, saa det er ikke let at sige, hvor man skal begynde. Det Indtryk, som den sidste franske Begivenhed gjorde paa os, er bleven end mere forstærket ved Gaspar Paludan-Müllers Opraab, som kom med Posten igaar, og som lader os se Faren langt større og nærmere, end man først vilde mene. Det er muligt, at den ærlige Paludan-Müller er for ængstelig; men det er ogsaa muligt, at han hører det fjerne Drøn og kjender dets Betydning bedre, end vi Andre. Han er ikke af de liberale Vindbeuteler, som finde Behag i at blæse Allarm, hvilket ogsaa disse fire Blade noksom bevidne. Og har han Ret, hvad saa? Det er godt i en saadan Tid at være Præst og vide, at der dog er een Throne, som ikke kan omstyrtes. Og for at vise i Gjerningen, at jeg dog ikke gaar rent op i Bekymringerne for denne Verdens Riger, saa vil jeg nu begynde paa noget Andet, hvorom jeg, Gud ske Lov, veed, hvad jeg kan sige. Sanne og jeg vare i forrige Uge i Frørup. Frederik er elendig i sine Ben, men taler og skriver med Glæde om Alting. Fader er vel egentlig altid paa Gravens Rand, og vi veed aldrig, naar det sidste Stød kommer. For nogle Uger siden blev han igjen svagere, og saaledes var han endnu, da jeg strax efter ene tog derhen; dog har endnu altid hans Hoved været frit, og i forrige Uge var han igjen ganske den Gamle; han læste for os Din Onkels Taler over Christian den Ottende, og snakkede om alt Muligt, om Peter s. 182Kierkegaards „Fortsættelser“ og Zeuthens Allernyeste i Scharlings og Engeltofts Tidsskrift, som han, men vi Andre endnu ikke, kjendte. Moder er nu ogsaa stadig Patient; Du veed jo, at hun ved et Fald har faaet en Hofte forslaaet; han kan slet ikke gaa, sidder nogle Timer i en Lænestol, og ligger for Resten, men er, efterat de første voldsomme Smerter ere gaaede over, saa taalmodig og hjerteglad, næsten endnu mere, end hun tidligere har været, og saa kan Du vel forstaa, hvad jeg mener, naar jeg siger, at Alt der er godt. Her i Haagerup har det jo en anden Betydning, naar det hedder: Alt er godt. I Løverdags fyldte Hieronymus 10 Aar; saa vidt ere vi nu; hvor Tiden løber, saa jeg tidt bliver bange derfor! men naar jeg ser, hvorledes de voxe og blive store, medens vi — ikke vaage over dem, nej „sove og staa op,“ og de dog endnu ere gode Børn, kan man blive saa glad; og med et saadant Mod saae vi ham gaa ind i det 11. Aar. — Se, der kom just de to Lømmeler for at sige mig god Nat, og „bede mig om at være gode Venner med dem.“ Og siden jeg er kommen ind i det Kapitel, saa maa jeg dog ogsaa fortælle, at Nr. 6, Ditlev, er en prægtig, rask Person, som aldrig kan taale, at jeg gaar igjennem, hvor han er, uden at han faar sin Gallop (det er nu den Ottende, jeg saaledes har tumlet med!) Til vort indvendige Liv, hører ogsaa vor Aftenlecture. Fra min sidste store Rejse havde jeg med hjem til Fader Stillings Levnet (Bøghs Ejendom), og efterat først de Gamle og Frederik havde frydet sig ved disse sex smaa Bind, har vi ogsaa haft dem. Det er noget Mageløst, og har Du ikke læst den Bog, saa maa Du skaffe Dig den. Du vil da faa et andet Begreb om hans Liv; thi lidt Sværmer har Du vel ogsaa anset ham for at være. Alene s. 183i kunstnerisk Henseende vil Du have en stor Nydelse; jeg mener, man kan uden at skamme sig sætte denne Bog ved Siden af Goethes Prosa. – – 9. Marts. Kjære Christian! Jeg havde haft endnu mere at fortælle Dig om vort Liv i Haagerup, især om Aftenen, naar Døren er lukket; men mine Tanker have nu faaet en anden Retning. Jeg kom for nogle Timer siden hjem fra Frørup, hvorhen jeg tog igaar Eftermiddags efter et lille Brev, som Frederik havde sendt med Stafet. Fader blev i Mandags slettere, et Sting fra Skulderen gjennem Brystet gjorde ham meget stakaandet, og Tirsdag Aften var han meget svag. Jeg rejste derhen, og Sanne blev hjemme med beklemt Hjerte; dog, som det nu næsten altid er gaaet, naar vi kom, var han igjen bedre. Jeg har tall længe med ham igaar Aftes og igjen i Morges, inden jeg kjørte (Kl. 8½) og igaar var han især meget livlig, talte om Alt, om Nidløse Kirkes Indvielse, den franske Revolution, Kierkegaards Tidsskrift og Egnens Smaabegivenheder. Han sov godt i Nat: „Mit Hoved er klart,“ sagde han, „og naar jeg ikke plapprer, kan jeg sige, hvad jeg mener.“ Ja, denne Klarhed og fuldstændige Bevidsthed, og denne Hukommelse, hvormed han endnu beskjæmmer os Alle, er forunderlig. Vi tro endnu at skulle se ham sidde iblandt os og læse for os: men vi veed Intet: „Det maa ske, som Gud vil,“ var et af hans sidste Ord. Meget svag er han paa Legemet, og vi maa altid være rede. Den kjære Moder laa næsten altid, naar jeg kom ind til hendes Seng, med Taarer i de fromme Øjne; hun ser ham jo ikke, førend hun igjen kan gaa ind i hans Kammer. Det ser jo ud, som om det skal gaa efter, hvad vi saa tidt have bedet, at de To maa følges ad ligesom Stilling og hans Hustru. Og saa er Frørup s. 184Præstegaard snart øde; det faar jo igjen sine Beboere, men vort (ogsaa Dit) Frørup er borte. Men vi har set Forjættelsen langt borte og hilset den, og ville bekjende, at ogsaa vi ere Gjæster og Udlændinge, som vore Fædre, og takke Gud herfor. — 14. Marts. Igaar kom Brev fra Frederik med gode Efterretninger; Fader er meget bedre; han sidder oppe og er oprømt, og er ikke mere saa stakaandet, spiser og sover godt, og læser mere, end han har faaet Tilladelse til. Gud ske Lov, at jeg kan ende mit Brev saa, om end i Hast. Hils hjerteligst Stella! og Olivia! Og en ligedan Hilsen til alle Tre fra Sanne!

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 4. Maj 1848.

Gamle, trofaste Ven! Hjertelig takker jeg Dig for Dit Brev og alle dets Vennemeddelelser og for Din smukke og friske Prædiken; Alt gjorde os saa godt, og da jeg nu atter læste Brevet, gjorde det mig dobbelt godt at se ind i Dit og Dines Liv med den Fred, som overvinder Verden. „Hvor Meget er sket!“ skrev Du den 7. Marts; men nu da! Hvad er det dog for Tider, Gud har sendt over os, den almægtige, retfærdige, barmhjertige Fader! „Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte!“ det er den evige Røst, som raaber med en Vælde i disse Dage, som vel aldrig, siden Korsets Evangelium prædikedes i Graadens Dal. Allerede have vel Mange lært i denne Tugtelse, at det kan ikke gaa uden Tro og Bøn; og Læber, hvorfra man ikke er vant til at høre den Helliges Navn, have allerede nævnet med Ærefrygt det Navn, de nylig undsaae sig for at udtale. Det maa blive godt en Gang; s. 185men Gud alene veed, hvor lang og tung Vejen skal blive, om maaske uhørte Rædsler skulle gjennemkjæmpes forinden. — — Gud Herren lade Udrensningstiden snart udløbe, saa at Luften dog en Gang kan blive klar, og Fred og Velsignelse atter udfolde sig over det dejlige Danmark! Da jeg i Aftes gik igjennem den lysegrønne Skov, fuld af den yndige, glade, fredelige Fuglesang, forekom mig Alt endnu mere sønderrevet; men jeg saae og hørte ogsaa det evige, guddommelige Vidnesbyrd om, at en almægtig, faderlig Haand hviler over det Altsammen og bebuder Fredens velsignede Hvile. Danmark har rejst sig; og i umindelige Tider har den danske Bevidsthed ikke rørt sig med saadan Kraft og Klarhed. Det maa blive saare godt tilsidst, om og igjennem mange Trængsler. — — Skjørpinge Boisens hæslige Stykke mod Rudelbach kan jeg ikke glæde mig over, derimod kan jeg af inderste Hjerte glæde mig ved at læse Din Beretning om Dine mig saa dyrebare elskelige Forældre og min kjære Frederik; der er Freden og Glæden, som Verden ikke giver eller tager. Den trofaste naadige Herre beskjærme og velsigne Eder Alle, I Elskværdige! Jeg havde virkelig tænkt mig Muligheden af at besøge det gamle ærværdige Frørup og det nye elskelige Haagerup i Sommer, men nu er det forbi med det Slags Planer. Min Lecture er det ikke værd at tale om denne Gang. Foruden rent opbyggelige Sager, og det sparsomt nok, læser jeg næsten kun Aviser og Johannes Müllers uovertræffelige Weltgeschichte. – – Saa prædiker jeg for fulde Kirker hver Søndag, og konfirmerede i Søndags en skjøn lille Flok meget flinke Konfirmander, hvoraf der, som ifjor, vare mange meget rare, og ikke een rigtig daarlig.– –

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 28. Juli 1848.

Min kjære gamle Christian! Da mine Børn nu have Ferie, og jeg ligesom de trænger til lidt Ferieren, og ikke som i gamle Dage kan begive mig paa en Ferierejse, men maa nøjes med den, jeg fik i Fjor, saa er det ikke saa besynderligt, at jeg nu endelig begynder at besvare Dit Brev af 4. Maj, som jeg derfor igjen har læst og, skjøndt det snart er et Fjerdingaar gammelt, mærket, at Alt jo endnu er uforandret som den Gang, baade Dit Sind mod mig og mit mod Dig, og Tilstanden i den store Verden, hvor endnu Alt forsmægter af de Tings Forventelse, som skulle komme, medens Disciplene mindes om, at de skulle opløfte deres Hoveder. Og her vil jeg nu helst begynde mit Brev med Tilstanden i Frørup. Jeg var der i Søndags og Mandags, ene, fordi vi, naar Huslæreren er borte, ikke godt paa een Gang kunne forlade den store Flok. Fader var mattere end sædvanligt, har faaet nogen Gulsot, der tager paa Kræfterne og vanzirer hans dejlige Ansigt, skjøndt hans hvide Haar end mere blive til Sølv ved Siden deraf. Dog kunde han ikke bare sig for, strax som jeg var kommen, at læse for mig af Aviserne. Moder derimod var meget flinkere, hun kunde med sine Krykker gaa rundt i Stuerne (rigtignok meget langsomt) og gjengjælde Fader de mange Visiter, han i Vinter har gjort ved hendes Seng. Paa Sludegaard er det for Tiden jammerligt; dette Sted har været et Hospital omtrent siden Wrangels Indfald i Jylland. Den Gang kom nemlig fem Børn fra Fredericia, min Kusines, gift med Herredsfoged Halck, hvilke alle efterhaanden fik Mæslinger og saaledes bleve liggende der, indtil de over Hals og Hoved toge bort, fordi Sanne s. 187Petersen, som med sin Moder var kommen der ud (mest for at være til Selskab for de Fremmede) endte med at faa Tyfus i højeste Grad. I al den Tid har min Søster Sanne Haae (hvis ellers svage Helbred Gud forunderlig har opholdt) ikke været i Frørup eller i Kirke før sidste Søndag. Hendes Mand har som Forstanderskabsformand tidt Ærinde i Frørup, og er flink og uforsagt; ligesaa Hans, hvis Karakter i faa Aar har udviklet og fæstnet sig, saa at de, der kun have kjendt ham fra Kjøbenhavn, neppe kunne gjenkjende ham. Saa har ogsaa George, siden han slap vel ind til Altona med sin Brig, og derfra til Danmark, været hjemme hos Kone og Barn til Glæde for de Andre, skjøndt han selv hellere laa paa Søen. Om Frederik, som i denne Sommer, uagtet Strandbadene vederkvæge ham, ikke, som ellers om Sommeren har kunnet kaste sine Krykker (hvoraf altsaa nu to Par høre til Præstegaardens Inventarium), skriver jeg Intet, thi Jakobine har meldt, at det Brev fra ham, som hun havde tillaans, har hun sendt over Valløby og Emilsminde, og deraf har Du altsaa set, hvilke Glæder der have besøgt denne „Jammerdal.“ (Dette Udtryk i Katekismus kan Hieronymus ikke finde sig i, og han maa vel have Ret indtil videre, saalænge han kun river Kornet sammen paa Marken under Lærkesang og ikke har prøvet Tornene og Tidslerne, og saalænge endogsaa Krigen kun viser ham raske Officerer og Heltebedrifter). Først den danske Indkvartering, som i henved tre Uger saaledes grode fast i Frørup og paa Sludegaard, at der endnu er en stadig Korrespondance med de Bortrejste. Derefter Svenskerne, om hvem jo det Brev handler, som Du har set. Har Svenskerne ingen anden Nytte gjort, end den at vise os et saa nær s. 188beslægtet Folk, som beskjæmmer os ved sin daglige Gudfrygtighed, saa skulde vi dog ikke have undværet dem; og maa denne Lærdom kun gaa saa dybt, som den har virket umiddelbart paa Alle, Almue og Dannede, saa har allerede Krigen været en Velsignelse. Mange Bønder have sagt, vel endog med Taarer i Øjnene: „De er meget bedre end vi.“ Vi har ingen Indkvartering haft, hverken dansk eller svensk, men to Garderegimenter ligge halvanden Mil fra os. St. Hansdag tog jeg til Svanninge for at overvære en svensk Gudstjeneste. Jeg havde megen Opbyggelse deraf saavelsom af det Bekjendtskab, jeg der gjorde med Præsten (Digteren og Historikeren) Mellin og et Par Officerer. Senere fik vi et Besøg af dem og deres Vært Leth i Svanninge, og havde en halv Dag her i Piæstegaarden, som vi ikke saa let glemme, Store og Smaa; endogsaa lille Vilhelm har bedet, „om Officererne maatte komme igjen.“ Og den smukke Kaptajn Hegerflygt i sin smukke Uniform, forstod ogsaa lige saa godt at lege med Børnene, som at fængsle os Gamle, og som i Stokholm at omgaas Kongefamilien, hvilken han omtalte med stor Kjærlighed. Endnu en Gang ved et Konvent har jeg været sammen med Mellin, som i sin Tegnebog i Hast tegnede Portrætter af en Del af Præsterne. Ogsaa Agerbeck, hvem ellers ikke let Noget udenfor Kirken rører, har Svenskerne begejstret. — Og heraf maa Du nu omtrent kunne slutte, hvorledes vi har det her i Haagerup. Hverken Krigen eller Sygdom trykker umiddelbart; naar der kommer noget Nyt paa det ene eller andet Sted, maa det jo gjøre Indtryk, og man maa spørge: „Hvad kan vi gjøre?“ Men naar slet Intet sker, som nu i lang Tid, ja, vilde man da sætte sig hen og gruble over dette Intet, og over at man Intet s. 189kan gjøre, saa maatte man jo blive hel uhyggelig tilmode. Derfor gjør vi det nu (i Almindelighed) ikke mere: naar Aviserne ere læste, lægges de tilside; og vi ere hjertensglade over, at vi have Andet at tage vare, hver Sit, og at det skal gjøres. Og jeg for min Del havde gjerne set, at Agerbeck ikke havde udsat det Missionsmøde, som var bestemt, men hvortil han mente, man ikke var oplagt i denne Sommer; jeg er just oplagt til Alt, hvad der virksomt afdrager Tankerne fra Krig og Politik, og hvorfor ikke især, hvad der henleder dem saa umiddelbart til det Rige, som ikke er af denne Verden, og som kommer, ihvordan det end gaar med alt Andet V Derfor er jeg ogsaa meget oplagt til at læse, naar jeg ellers kan komme dertil, mest i det gamle Testamente. At Krigen ellers generer os nu i Høsten ved efterhaanden at berøve os vore Karle, kan Du vel tænke. Men endnu mørkere er det for mig, naar jeg tænker (saa lidt som muligt) paa Rigsdagsvalgene. – – Til Fondet for Kvæstede og Efterladte faa vi vel samlet Lidt. Men nu være alt dette og vi Alle befalede Ham, som dog ikke stødes fra Thronen. Naar Du en Gang skriver, saa lad os høre Noget om Din Onkel! Fader længes. I Søndags, medens jeg var i Frørup, var Sanne og de to Drenge i Faaborg, hvor de svenske Musikkorpser gave en smuk Koncert for de Saarede o. s. v.

Din Otto.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Frørup Præstegaard, 21. August 1848.

Kjære Kristian! Igaar Aftes Kl. 8 kom Sanne og jeg herhen for at se vor Begges kjære Fader endnu en s. 190Gang, og vi saae ham ogsaa i sin Seng med foldede Hænder, som om han sov. Saaledes havde han ligget siden Kl. 2. Lægen havde sagt til dem, som vare om ham, at de kunde holde ham her endnu nogle Timer, naar de sagde til ham, „at Otto og Sanne kom;“ men de nænte det ikke, han trængte til Hvile. Siden jeg sidst skrev til Dig, vare hans Kræfter stadigt tagne af; han kom indtil den næstsidste Dag op nogle Timer; men faldt ofte hen i sin Lænestol, som om han sov. Dog vidste han for det Meste, hvad der imidlertid var talt; og naar han talte, var det vel svagere end tilforn, men ellers alt det Gamle, Alvor og Spøg. Igaar og den foregaaende Nat var hans Aandedræt meget besværet, og han kunde ikke altid tale forstaaeligt. Undertiden stavede han da det Ord, som de ikke kunde forstaa. En Gang sagde han: „Kald paa Sanne og Rine! Der er min Tro mere Forstand i de Fruentimmers mindste Finger, end i I Karles hele Krop.“ Da han kjæmpede med Døden, søgte han flere Gange at folde sine Hænder, men kunde ikke uden Hjælp. „Hvor skal jeg komme hen?“ sagde han en Gang; Hans svarede: „Til Glæden sød,“ — hvortil han saae saa mildt. „Herre! Fader!“ vare hans sidste forstaaelige Ord. Der har egentlig intet Forvirret været i hans Tanker eller Tale, naar man hertil ikke vil regne, at han om Natten undertiden kaldte paa Vilhelm i Stedet for Hans (som bestandig laa inde hos ham), eller kaldte Sophie (Stuepigen, som Du vel har set her) med hendes afdøde Søster Kirstens Navn, eller ved at høre et Læssetræ i Gaarden, sagde: „Slaas de nu?“ (han tænkte meget paa Krigen, Vaabenstilstanden o. s. v.), og efterat have hørt Forklaringen, svarede: „Ja, det er ogsaa meget bedre.“ Da Provst Knudsen for faa Dage siden forlod s. 191ham (den Dag var han ellers temmelig svag), sagde han til ham: Goethe siger, at naar man skal takke for Alt, maa man bruge sit hele Liv dertil.“ Til sin Læge sagde han: „Hils Deres lille Marie, og gjentag for hende, hvad der blev sagt til hende i hendes Daab!“ Fredag Eftermiddag havde han Besøg af sin gamle Fætter Pastor emeritus Kisby, han var den hele Tid meget livlig, talte med ham om gamle Dage, men ogsaa om Nyt, fortalte Indholdet af „Frederik og Cornelia Lütken.“ Han vilde endelig have dette Stykke læst højt, og da det ikke kunde ske, medgav han ham de paagjældende Numre af Kirketidenden. Men dette Besøg tog ogsaa hans sidste Kræfter. I Tirsdags kom Zeuthen og Lene; alle Faders levende Børn paa Sanne og mig nær vare hos ham i hans sidste Time. Moder sad imidlertid og legede med Zeuthens Børn. Hun var sidste Gang hos ham Løverdag Aften. Af hvad han sagde til hende, kunde hun kun forstaa: „Gud velsigne Dig – – mange Aar.“ Hun har sovet godt i Nat, og siger: „Efterat jeg er vaagnet, har jeg haft det saa dejligt; jeghar saa Meget at tænke paa, lige fra den første Gangjeg saa ham; jeg har tænkt paa den Dag, da vi bleve forlovede.“ Jeg sagde i Gaar Aftes: „Du ligger saa ene, lille Moder.“ — „Jeg er ikke ene,“ svarede hun, „han er altid hos mig.“ Hun har ogsaa sagt: „Jeg tænker ikke, det skal vare saa længe, inden jeg kommer til ham; men om det ogsaa skal vare længe, har jeg dog nok at tænke paa.“ — Og nu mærker Du nok, kjære Christian, hvordan vi har det Allesammen. Det er godt at være her. Gid ogsaa Du kunde være her og se ham! Du veed, hvor meget han har holdt af alle Ole Hieronimus’s Børn. Men nu maa jeg ogsaa skrive til Ludvig. Paa Mandag følge vi ham op ved Siden af Tante Hanne; s. 192tænk saa paa os. At Tante Jette har mistet sit eneste Barn, veed Du vel? Hun er her ogsaa, saa mild og elskelig og Moder til megen Glæde. Alle hilse Dig. Hils Stella og Dine Børn.

Din Otto.

(Af et senere Brev fra Otto Laub til F. L. Mynster.)

— — Men Du længes vel mest efter at høre Noget om Frørup, og hvad der er passeret. Om Begravelsesdagen er det svært at sige Andet, end at den hører til mine aller kjæreste Erindringer, saa trøstelig og fredelig. Der var en meget stor Forsamling, omtrent hele Menigheden, som bragte til at glemme, at ogsaa mange Uvedkommende vare til Stede. Af Talerne, som blive trykte for „Venner,“ vil Du vel faa et Indtryk af Dagen. Vi savnede Dig meget, og havde saa usigelig gjerne haft en Repræsentant for den Mynsterske Familie. Moder og Tante Jette vare de Eneste, som ikke vare med; dog sad Moder hele Tiden inde i Stuen, hvor hun kunde se Alt i Gaarden, og glædede sig over hver Vogn, der bragte nye bekjendte Ansigter. Jeg har endnu aldrig set en saa ægte Taalmodighed, som hendes, der aldrig et Øjeblik slipper sin Sorg, og dog altid finder Glæde i den. Hendes Helbred er nu ogsaa bedre. Hun kjører i sin lille Vogn omkring i Haven og op paa Kirkegaarden, har ogsaa et Par Gange i den været paa Sludegaard. For nogle Dage siden havde vi igjen en Højtid i Frørup, hvor dog min Sanne for Husets, Børnenes og Indkvarteringens Skyld ikke kunde være med: Alle af Familien, som kunde, fra Præstegaarden og Sludegaard, ogsaa Hans, communicerede tilligemed en Del af Menigheden s. 193(jeg fungerede), og bag efter Moder i Faders Kammer. Siden den Dag (det var den 27. September) har jeg ikke været der, men Alt, hvad vi høre derfra, er, Gud ske Lov! godt. At Menigheden har indgivet Ansøgning om at faa Hans til Præst, har Du maaske hørt fra Kjøbenhavn. Moder glæder sig meget herover, uden dog at bygge Noget derpaa. Hans har ogsaa indgivet en Ansøgning, som jeg er vis paa, i saa beskeden en Form, at den kan ikke blive ham til Skade. Endnu er Alt samlet i Frørup, som det har været i de sidste Aar; men der tales om, at Rine skal tage Ophold paa Sludegaard, naar George er saa heldig atter at faa Skib at føre. Tante Jette bliver nok hos Moder i Naadsensaaret med Line Haae og Frederik — og Hans, sa'a længe der er Noget at gjøre for ham. Paa Sludegaard er det igjen ved det Gamle, efterat den svære Sommer er overstaaet. At Forventningen om, hvem der skal være Faders Eftermand ikke altid er behagelig især for dem, der have fast Bolig i Sognet, er naturligt, — ligesom denne Tids Forventning i det Hele undertiden bliver pinagtig, og maa være utaalelig, mener jeg, for alle dem, hvis Rige er kun af denne Verden. [Hans Laub blev ikke Præst i Frørup, men blev kort efter Præst i det nærliggende Langaa og Øxendrup, hvor han blev den laubske Families trofaste Ven Esbensens Eftermand.]

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 21. November 1848.

Kjære Christian, den Tidende om Eders lille Datters Fødsel, som Dit sidste Brev bragte, har glædet mig og s. 194Sanne mere, end dette sendrægtige og, som det sandsynligvis bliver, fattige Svar kan vise Dig. Gud velsigne Dig og Din Lykke, det beder altid Din gamle uforandrede Ven, ogsaa naar Du ikke hører det. Grunden til at jeg har opsat nogen Tid at skrive disse Ord, er, at jeg har ventet paa medfølgende lille sorte Bog, som for en Del maa erstatte Dig Savnet af ordentlige Efterretninger fra vort gamle Frørup. Endnu er det jo til, som Din Onkel nylig skrev til Hans i et velsignet lille Brev, hvori han ganske paa gammel Vis sendte en „ganske lille Bog“ (sin Rigsdagsprædiken) til ham, eller om man vil, til Frørup. Ja, han er i alle Maader den gamle tro Ven, Biskop, Præst og Mynster. Men om det gamle Frørup! Hvorledes Savnet der bæres, veed Du. Moder har set Faders Eftermand og hans Kone, og har været glad ved at gjøre Bekjendtskab med disse vakre, deltagende Mennesker. Der vil nu blive indrettet Værelser til hende paa Sludegaard tæt ved dem, Rine og hendes Søn skulle bebo, og hvor Rine skal føre den fælles Husholdning. Tante Jette kommer til Foraaret til os; og Frederik skulde til Zeuthens i Tømmerup, for at kunne bruge Strandbade, men nu er jo Sorø blevet vakant, og saa bliver Zeuthen maaske Præst der. — — Ogsaa Hans skal nu ud i Verden. Han bliver efter Aftale hos Eftermanden, indtil han har konfirmeret de Børn, han har forberedt. Hvor han kommer hen, veed han jo ikke; men det har nu ingen Nød med ham. At han er af de Ægte, vil Du selv kunne læse Dig til af mit Indlæg [Gravtalerne over gamle Pastor Laub]; men jeg vilde ønske, Du havde været her i Søndags, da Sanne og jeg kommunicerede, og hørt hans velsignede Prædiken om „Glæden bygget paa det Ord: al Din s. 195Gjæld forlod jeg Dig“ (for dem, som kjende denne Gjæld, for hvem den fra en Vredesgjæld er bleven til en Kjærlighedsgjæld, og for hvem virkelig al Gjælden, altsaa ogsaa Medtjenernes, er forladt). — Hans har det i høj Grad i sin Magt, langt mere end jeg, strax at stille sig i Centrum af Texten, og har derfor langt mindre Bryderi, end jeg, med alt det Periferiske; derfor er han virkelig populær. Jeg tror, han har arvet Faders Eliaskappe. Angagende Gravtalerne vil jeg endnu kun bede Dig, naar Du læser Esbensens Tale, ikke at tabe Taalmodigheden over hans Særheder, men se at finde, hvad her ogsaa er sagt og følt af En, som stod fjernere. — Hvad mig og mit Hus angaar, da vil jeg ønske, at jeg om nogen Tid, med samme Glæde, som Du, maa kunne berette Dig Nyt, og at det ikke maa indtræffe paa en Søndag, thi Du har jo nu erfaret, „at det er saare ubekvemt for en Præstemand at faa Søndagsbørn.“ Sanne har det saa godt, og er saa let om Hjertet, som man kan i hendes Omstændigheder og med hendes fromme Sind. — — Jeg er bleven temmelig overlæsset med Arbejde; naar jeg har en Dag tilovers, maa den bruges til at berette Syge i (eller Præster udenfor) Pastoratet, og derfor faar jeg ikke Noget bestilt for mig selv. For Sanne læser jeg om igjen (efter 9 Aars Forløb) Josephus’s jødiske Krig (Din Gave); for mig selv læser jeg daglig, men langsomt, de fem Mosebøger med Baumgartens Kommentar; der er meget Godt i den, men ofte for Lidt (især dersom jeg ikke havde andre filologiske Hjælpemidler). Men hvad jeg læser langsomt, glemmer jeg hurtigt; ja beholdt man Alt, saa blev det dog tilsidst til Noget. Mine Børn beskjæmme mig allerede i mange Ting; Teilmann gjør sig megen Flid med dem, og har s. 196igaar 8 Dage holdt en rigtig fornøjelig Examen med dem. Jeg har endnu ikke opgivet den Tanke, at de to Drenge skulle studere, omendskjøndt de endnu ikke have begyndt, og endnu i et Aar ikke skulle begynde paa Latin, og omendskjøndt man snart ikke mere veed, hvad det at studere vil have at sige. Rigtignok er den latinske Grammatik [Madvig] nu kommen i Ministeriet, men hvorlænge? Hele Horizonten er jo, som den i Aften, fuld af Nordlys, Ris og Sværd og Flammer; men lykkelig Den, som ubekymret om den Dag imorgen, kan, som en god Dreng, blive ved at læse over paa sin Lektie i den Tro, at man bliver dog engang afhørt; og var Methoden end lidt forkert, saa har Fliden dog sin Frugt. – –

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 5. Jan. 1849.

Min kjære Otto! Jeg ønsker dig og Sanne og Eders Mindste og alle Eders kjære Børn Guds Velsignelse i dette Aar og alle efterfølgende, hvori han vil lade Eder leve sammen i denne forunderlige Verden, der er saa dejlig og saa uhyggelig paa en Gang. Du og Dine have nok havt en rar, velsignet Jul i den stille Præstegaard, hvor foruden Præstens Travlhed ogsaa Præstekonen og hendes lille Julebarn have gjort Fordring paa fredelig Ro. Her have vi havt det saa velsignet i denne Juletid, hvori vi have været gjæstede af min kjære, elskelige, Fætter Ludvig, der desværre er temmelig nervesvag og derfor gik ind paa at forlade sine Nærmeste i denne Jul og tilbringe den her til imorgen, dette kjærlige, s. 197fromme, levende Menneske, vore Hjerters Yndling. Vor lille Pige blev tidlig hjemmedøbt, og opkaldt efter Tante Fanny. Stella er flink, og har kunnet være i Kirke de fleste Juledage, hvor jeg har havt den Glæde at være samlet med mange Juleglade. — Som i alle Aar siden Luplaus Død havde jeg ogsaa denne Juleaften Willemoes og hans Familie til Alters i Herfølge Kirke, en temmelig ubelejlig Tid, der i Aar holdt mig fra den ene af mine Kirker, men det er hans gamle Skik, den Dag, som er hans Fødselsdag, at kommunicere med sine i Ferien hjemmeværende Børn. Ogsaa Taubers Altergang i det 2 Mil fjernede Ejby er mig besværlig nok, hvorimod Storm gaar til Alters i Valløby Kirke, — hvad jeg fortæller for at lade dig vide, at ogsaa jeg kjender til nogle af de Besværligheder, du omtaler, og som dog høre til de kjære. Efterat Tauber er bleven svageligere, har Stella og jeg bedet Storm være vor Skriftefader, og vi ere glade derved. Han er en samvittighedsfuld, rettroende Præstemand, min nu mangeaarige, deltagende Ven og Nabo. Med Fætter Ludvig have vi læst Forskjelligt, og igaar læste jeg for ham og Stella din fortræffelige Adventsprædiken om Dommen, til fælles Glæde. Forleden Aften læste vi nogle Julepsalmer, medens Stella spillede Koralerne, en melodramatisk Maneer, som vi ofte bruge til megen Nydelse. Af alle Julepsalmerne er dog Luthers „Fra Himlen højt,“ og som den [af Kolderup Rosenvinge] er behandlet i Tillægget, den allerypperligste; maaske kan „Et Barn er født i Bethlehem“ maale sig med den, efter mit Skjøn. Igjennem Brorsons dejlige Psalme gaar dog en stærkt klingende Passionstone, der arbejder sig med os op imod Juleregionerne, medens hine to ere som Himmelsange. der s. 198hæve og løfte os op, og paa Englevinger føre os midt ind i Julejublen. Af Fætteren fik Stella en musikalsk Julegave af Gade og Gebauer, og jeg Oehlenschlägers Regnar Lodbrok,, som jeg glæder mig til, men af Onkel Mynster med et rart langt Brev Marheineckes Symbolik, hvorover jeg fryder mig. Han roste den meget, mener, at den maaske er for gunstig mod Katholikkerne; men det har jeg ikke imod, længes meget mere efter at se, hvorledes Marheinecke bærer sig ad med, hvad jeg netop mindst maatte vente fra ham. Onkel skriver, at vore udvortes politiske Forhold nu ere ret gode, at den almindelige Mening er, at vi beholde Slesvig udelt, men at man synes derfor at fordre en Selvstændighed, som ikke ret passer til et saa lille Land (og — mener jeg — der vil sætte Danskheden i største Fare), endvidere, at det sydlige Slesvig rimeligvis maa tages af os med væbnet Haand, hvilket vel ikke vil blive saa vanskeligt, naar de ingen Hjælp faar, — at de hannoveranske Tropper egentlig ere bestemte mod Hamborg for at hindre de hamborgske og holstenske Demokrater i at proklamere den tydske Republik; endelig, at Wrangel menes med Rhinarmeen at skulle rykke mod Frankfurt for at opløse den gale Nationalforsamling. Vor egen Rigsforsamling, siger han, vaaser nu, — at naar Grundloven kommer for, vil det ikke blive ved Vaas, men det var ønskeligt, at Forsamlingen opløste sig til Foraaret uden at blive færdig; thi af den Konstitution tør man ikke vente Stort, udentvivl ogsaa kun kort Varighed. Monrad, mener han, nok bliver Biskop i Lolland, hvori jeg endda til Nød kunde finde mig, naar Lollikerne, som det lader til, kunne det.

Og saa kommer jeg tilbage til dig og dit næstsidste s. 199Brev. Tak, kjære Ven! for Talerne ved din Faders Begravelse. Jeg behøver ikke at sige dig, med hvil en Stemning jeg læste din og din Broders. Jeg kom atter saa levende over til Eder Alle paa den Dag i det gamle, snart i hellige Minder forklarede Frørup. Zeuthens Tale fulgte jeg med den varmeste Interesse, og fandt den fortræffelig, Stedet om Peder inderlig gribende og lige skjønt vidnende om Zeuthen og hans Hustrus Fader. Men ogsaa Esbensen hørte jeg med Glæde, og hvor sær Formen end er, ligger det klart for Dagen, at han har forstaaet og paaskjønnet din Fader, og jeg kom saa levende til at tænke paa et Besøg, jeg med din Familie aflagde hos ham i Langaa, hvorved jeg kom til at synes meget godt om den særegne Mand, der ogsaa blev omtalt. med Velvillie af Eder Alle. Jeg blev derfor vel stemt ved hans Tale, og det Samme var Tilfældet med Stella. Jeg skal med det Første have disse Taler med mig over til Magleby i Stevns, hvor der er kommen en Præst Holst fra Lolland, en vakker Mand, som besøgte mig forleden og bad om at maatte læse dem, da han med Varme mindedes din Fader fra den Tid, da han havde været Adjunkt i Nyborg. Ja, havde din Broder kunnet blive i det gamle Frørup! Men Gud være lovet, at din kjære gamle Moder kan tilbringe sine sidste Dage hos sine Børn i det kjære Slude! Det vilde jo for min kjære Frederik være tungt nok, om Zeuthen skulde komme til Sorø, som vel er rimeligt; men for Zeuthen maatte det vistnok blive en interessant og taknemmelig Stilling. Fra din gamle Ven Bøgh skal jeg sende dig en Hilsen; jeg var samlet med ham for et Par Uger siden hos Steenbergs paa Vallø, og fik en munter, gemytlig L’hombre med ham. Han var i Perlehumør og indtog s. 200mig og Alle ved sit muntre, aabne, hjertelige Væsen. Jeg maatte lade mig nøje med Løftet om et Besøg, naar han atter gjæster Valløerne. Jeg var i forrige Maaned en Dag i Kjøbenhavn, hvor jeg ret brugte mig, hørte i Operaen den bedste Tenorist, jeg nogensinde har hørt, gjorde Bekjendtskab med Rigsdagssalen og Personalet, og saae og frydede mig over Thorvaldsens Museum, hvis Storhed og Skjønhed henrev mig, mens jeg ikke kunde finde det Mindste af alt det begrundet, som mange Kritikere have vidst at udsætte derpaa. Skulde jeg ønske at ændre Noget, var det at flytte Thorvaldsens Grav ud paa Assistentskirkegaarden; men det var da ganske uegentlig en Forandring ved Museet. I næste Uge haaber jeg at faa begyndt paa Marheineckes Symbolik, hvortil jeg meget glæder mig. Hidtil har Guerickes staaet for mig som uovertræffelig, men jeg frygter ikke for Sammenligningen af disse to vistnok højst forskjellige Værker. Kjender du ikke Guerickes, saa lær at kjende den, og tro ikke paa alle dens moderne Vragere. Vor gamle Ven Kolthoffs Festprædikener har jeg anskaffet mig og glædet mig over hans Nytaarsprædiken. Han tilbragte et Par Dage her i Sommer til min store Overraskelse og Glæde. Martensens Prædikener har jeg paa Grund af Krigsskatten sendt tilbage; hans Forlægger behøver ikke heller, at jeg kjøber den Bog. Fætter Ludvig fortæller, at hans Dogmatik er færdig til Trykken; den længes jeg efter. Det er nu bleven sildig Nat, hvorfor jeg anser det for fornuftigst, at jeg slutter. Førend jeg kom her op til dig i mit Kammer, holdt vi en flink Helligtrekongersaften nede i Dagligstuen, hvor vi tumlede med Børnene, spillede Gnav, hørte Stella spille en henrivende Sonate s. 201af Beethoven og synge nogle yndige Smaasange. — De kjærligste Hilsener og Nytaarsønsker fra Stella og din trofast hengivne Ven

Chr. Mynster.

Fra Chr. Mynster til Otto Laub.
Valløby, 21. Maj 1849.

— — Al denne Avislæsning, hele dette uhyre Verdensrøre sønderlemmer min Tid og min arme Sjæl, saa at Alt truer med at blive Brudstykker, Stumper og Laser. Men Gud være lovet! ofte skjænker han mig dog langt bedre Timer, end jeg kunde vente, især i mine Kirker, hvor jeg altid har Mange med mig til hans Tilbedelse, som da vel ogsaa føle sig lige saa glade og beroligede, som jeg, f. Ex. paa Vor Herres Himmelfartsdag, da det blev mig saa levende, at Christi Rige ikke er af denne Verden, at han sidder ved Faderens højre Haand, ikke rustet til en tvivlsom Kamp mod sit Riges Fjender, som Hedningernes Guder, men stille og rolig i den stille, rolige, fredelige Himmel, talende saa det sker, bydende saa det staar der, Alt saa fredeligt; og den Herres Tjenere og Ejendom er jeg og min Kone og mine Børn og Venner. Jeg oplæste til den første Del Col. 3, 1—17, og til den anden Del Eph. 4, 8—16, og fandt saa stor Hvile og Fred i de velsignede Ord. Jeg kom dengang atter til at tænke paa din Fader, om hvem du sagde i din Tale ved hans Afskedshøjtid, at han ofte oplæste Stykker af Skriften i sine Prædikener, Noget, som ogsaa jeg ofte har gjort, som jeg tror til Opbyggelse. Under al denne skrækkelige Forvirring og Larm beskikker han stille og rolig og fredelig Profeter s. 202og Evangelister og Hyrder og Lærere til de Helliges fuldkomne Beredelse, — saaledes blev din Broder Hyrde og Lærer i Langaa; og jeg har inderlig glædet mig derover, og sender dig og din Broder og din Moder og Eder Alle, I kjære, velsignede Venner, min broderligste Lykønskning. Vil du ikke nok huske at bringe den videre, og da fortælle dig og ham og dem Alle, at min Stella kjender ham og dem Alle saa godt og med mig tager den varmeste Del i Eders Ve og Vel. — Forresten have vi det kun, som man kan have det i saa mørke Tider. Jeg læser i denne Tid daglig i Davids Psalmer, og forstaar ofte, hvorfor dette kunde være Luthers Yndlingsbog. Saa læser jeg ogsaa med Glæde Luthers store Kathekismus, som jeg endelig har faaet efter lang Venten fra Boghandleren. Endvidere med Stella „Adam Homo,“ en mærkelig, i mange Dele fortræffelig og dejlig Bog. Derimod maa jeg tilstaa, at „Regnar Lodbrok“ slet ikke har behaget mig, en flad, ofte smagløs, kun lidet poetisk Historie, hvis Broder, Digterkongens ægte Barn „Helge, Yrsa og Hroar“ jeg i den Anledning forærede Stella den 14de Maj, hendes Fødselsdag, der skal fryde os, naar Adam Homo er endt. — — De Stakler i Maribo! Vi have nu faaet Brev fra Jakobine om det tredie Barns Død. De to begravedes Christi Himmelfartsdag, dette imorgen. Min kjære lille Søster Mathilde, som saaledes paa eengang har mistet alle sine egne Børn. Svagelig er hun jo i Forvejen. Gud veed, hvad Indflydelse dette skal have paa hende. Dersom hun tidlig skulde kaldes bort, maatte vi jo allerede forstaa og takke Gud for de tre Smaabørns Bortgang. Min kjære Bergenhammer har maattet prøve mange tunge Slag i sit næsten bestandig mere eller mindre formørkede s. 203Liv. Og saa er Vejret saa slemt og uhyggeligt i denne ellers saa dejlige Tid, og den hele Verden udenom os og udenom Foraaret saa uhyggelig og sønderrevet i sine Indvolde, rygende af Brand og Blod. Det er dog en rædsom Tid, hvori vi leve. Straffen for mange gamle Misbrug og mange nye himmelraabende Synder er udslynget over Jorden. Gud se i Naade til os! Han være med dig og din kjære Sanne og alle Eders! Han skjænke vort arme Fædreland en god Fred, om vi nu kunne taale den! Din hengivne trofaste Ven

Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 31. Maj 1849.

Kjære Christian! Dit prægtige lange Brev modtog jeg 2den Pintsedag og fik det læst, inden jeg skulde i Kirke; og det gjorde mig godt. Det havde jo helt igjennem kun været glædeligt, dersom det ikke tilsidst havde indeholdt den sørgelige Efterretning fra Maribo. De arme Mennesker! Hvorledes mon de kan finde sig heri? Det maa jo være uhyre nedbøjende at miste alle sine Børn, tre paa een Gang. Vi mistede jo ogsaa for 13 Aar siden alle vore, og glemme aldrig, hvor tungt og tomt det var, og det var dog kun eet Barn; men vi glemme heller aldrig, at det var den første Gang, vi lærte ret at glæde os over Befalingen og Forjættelsen og Løftet: „at dele Alt, hvad Gud Almægtigste vil os tilføje.“ Maaske Mathilde, som undertiden har havt tungt ved at bære det Mindre, af den store Sorg kan blive stærk, og saa komme igjen mildere Tider for hende og Bergenhammer. s. 204Hvor han dog har maattet prøve Meget i sit Liv! Man bliver ganske beskjæmmet, naar man med al sin Lykke (og dog Vankelmodighed) føler sig ligeoverfor en saadan Prøvet. Og stakkels Jakobine! Men jeg tænker, de Tre skulle nu ret voxe sammen med hverandre og med Constances Smaapiger. Og saaledes skal Alt blive godt i Husene og i Landene. Har det ikke ogsaa undertiden været dig paafaldende, hvorledes netop disse Aar har været saa lige tillige paa privat Sorg? Men det er udentvivl i sin Orden og til det Gode, for at Alle skulle komme med ind i Strømmen, lære at opgive Alt, ikke at støtte sig paa Noget, hverken Rigernes Fred eller huslig Lyksalighed. Baade Bjerg og Høj skal nedtrykkes, og saa skal alt Kjød see Guds Frelse (Luc. 3, 5—6). Ja, Gud hjælpe os Alle at komme med! Han styrke de Syge og Sorrigfulde, at de maa forstaa hans Raad! — For at bevise Dig, hvor godt Dit Brev har gjort mig eller os Tre; thi Frederik er ogsaa med, han har været en 8 Dages Tid hos os, og vi Tre læste det sammen, da vi kom fra Kirke, vil jeg, om ikke strax sende Dig, saa dog begynde et Svar paa Dit Brev. — Jeg kjørte 20de Maj (Søndag) Eftermiddag til Frørup; jeg havde været der 8 Dage forud med Sanne, men jeg kunde mærke, at Moder vilde blive bedrøvet, om hun slet Ingen af os fik at se den sidste 20de Maj (Bryllupsdagen) i Frørup, og fik saa Mandag Eftermiddag Frederik hjem med mig. Dagen efter (vor egen Bryllupsdag) havde vi en lille Forsamling her af Familien og Sognets Venner, og vor lille Pige var i Kirke, og blev døbt ved Thorvaldsens Døbefont (det første af hans Arbejder, som Fader med saa inderlig Glæde havde set for mange Aar siden. Blandt Gjæsterne var Provst s. 205Knudsen fra Gislev (hvis Kone, Zeuthens Søster, bar Barnet), vor kjære tro Ven, en elskelig Christen i Glæde og Sorg (kort før Jul holdt jeg Tale ved hans ældste Søns Kiste); og Dagen gik meget glædelig. Moder er endnu ikke flyttet til Sludegaard, men det sker vel med det Første. Pastor Nielsen, som er en meget vakker Mand, hvis Prædikener Frederik har været meget opbygget af, er nu i Frørup med sin ligeledes meget vakre Kone; deres Børn ere i Sjælland, deres Gods midt iblandt Fjenderne. — — Ogsaa vi læse i denne Tid med stor Glæde „Adam Homo.“ Jeg har engang ment, at de gemene Steder kunde været undgaaede, men er nu af en anden Mening. Ogsaa Davids Psalmer læser jeg, som du, hver Morgen 1 eller 2. Jeg gaar en Omvej, da jeg læser dem paa Hebraisk, dels af Mistillid til vor danske Oversættelse, dels af Kjærlighed til Sproget; og det har, om ikke altid paa den umiddelbart opbyggende Maade, forskaffet mig mange Glæder. For Øvrigt er jeg doven, naar ikke (som en lang Tid af Vinteren og Foraaret) Embedet nøder mig til at tage Tiden iagt. Paa en enkelt Undtagelse nær har jeg i lang Tid forsømt den Skik at skrive mine Prædikener efter Holdeisen, hvilken Forsømmelse, naar den varer længe, straffer sig selv ved en trykkende Usikkerhed i Dommen over, hvad man gjør og vil.

Jeg er nu kommen om paa fjerde Side, og endnu ikke et Ord om Politik. Dersom vi sad og snakkede sammen, saa kunde det jo umuligt gaa saaledes af, saa maatte vi dog have spurgt hverandne, hvad vi vente af Russen, og sagt Noget om den nu færdige Konstitution (bare det ikke gaar dermed som i vort literære Selskab, hvori der var meget Liv, saalænge der debatteredes om s. 206Lovene, og saa var Historien ude!) og Statskirke eller Folkekirke eller ingen af Delene. Der vilde vel ogsaa komme lidt Forskjellighed i Meninger for Dagen, — dertil er man nu saa vant imellem Venner, — og det vilde igjen sætte Liv i Samtalerne. Men i Breve har man ikke Lyst at komme med det, som dog kun er den lette Side af Sagen. Mit fulde Alvor angaaende Tiden har jeg udtalt paa de første Sider af dette Brev; og, —ikke fordi jeg tror, at hos mig er alt det Høje ydmyget, men fordi jeg tror, det kan aldrig gaa os saa galt, at jo netop der Udgangen maa blive den forjættede, „saa at I det kunne taale,“ — derfor er jeg i Regelen vel tilmode, d. v. s. naar jeg tænker mig om. Ellers kan jeg tidt være helt bedøvet af denne evige Torden og Bragen; undertiden børe vi det jo bogstaveligt, f. Ex. Christi Himmelfarts Dag — helt uhyggeligt fra Als — da Chr. 8. sprang — og selv slet Intet at kunne gjøre: „Det var,·“ sagde en Lieutenant fra Lazarethet paa Arreskov, som kom her forleden, „den uhyggeligste Dag i mit Liv, da vi maatte staa stille i Kolding og høre Granaterne skratte rundt om os, uden at vi kunde gjøre det Ringeste.“ — Men om Søndagen kan man dog gjøre Noget, og der har jeg det for det Meste godt. „Jeg synes, der er i den senere Tid sket en glædelig Forandring med Kirkegangen,“ sagde forleden Søndag min vakre Kirkesanger; og jeg vil saa gjerne tro, at han har Ret. Jeg fik forleden et Brev fra Carl Thomsen, Adjunkten i Sorø, hvori han skriver en hel Del godt om Zeuthen og hans første Prædikener der: „Han kommer ikke med menneskelig Visdoms overtalende Ord“ o. s. v. Dette glæder mig saa meget mere, som han i Zeuthens kirkelige Strid har hældet til den grundtvigske Side; men s. 207han mener nu, at Zeuthen er den af alle Ansøgerne (Kierkegaard medregnet), man helst maatte ønske sig, — Din Onkels Afhandling „om Hukommelsen“ har han selv foræret mig. Den interesserede mig fordi jeg gjenkjendte det Meste fra hans Forelæsninger i Pastoralseminariet, og fordi det Nye, Polemiken imod Carus, vidner om hans ungdommelige Energie i at tage Alt indtil det Allernyeste med. — Det er rart, at Kolthoff bliver ved at holde sig til Dig; jeg kunde have Lyst til at skrive til ham i Anledning af hans lille Piges Død, men jeg lader i Almindelighed Lejligheden gaa forbi, Ulysten til at skrive er dog altid større end Lysten; og derfor er det en Lykke, at jeg allerede er kommen saa langt med dette Brev. Men nu faar det hvile nogle Dage. God Nat! — Den 4de Juni Vi fik just nu Brev fra Frørup. Moder flytter paa Torsdag, og samme Dag maatte Tante Jette hentes hertil, helst personlig af mig og Sanne — og Frederik. Med ham have vi nu havt det saa godt her i 14 Dage. Alle Børnene indtil lille Ditlev hænge ved ham og ville savne ham. En Skovtur med Forvalter Lorentzens, vore bedste Venner her, blev forstyrret ved et Besøg af nogle gamle Ryslingere, som vilde i Kirke her og tilbringe Resten af Dagen hos os. Med Birkedal ere de endnu ikke blevne fortrolige, men efter Alt, hvad jeg hører om ham, maa det vel komme; de beundre hans Gaver, men „han er saa haard.“ Der var en Enke med, over hvis Mand og Moder jeg i Vakancen efter Begjæring holdt Ligprædiken og samme Dag introducerede Enken. Kirken var fuld af mine gamle Venner, og jeg af gamle, glade Erindringer, hvor sørgelig Dagen end var. Hun skal nu giftes igjen, og bad Sanne være Næstekone; „for ligesom hun ikke havde s. 208vidst, hvorledes hun skulde kommet over den første Dag, naar jeg ikke havde været med, saaledes trode hun ikke heller, hun kunde komme over den sidste Dag, naar ikke Sanne stod ved hendes Side.“ Vi kan jo ikke Andet end glæde os over denne Troskab i Savnet, men vi bede dog hjerteligt, at de snart maa finde Hvile hos Den, der nu er deres Hyrde. Og hermed vil jeg ende, for dog en Gang at ende; ellers kunde jeg blive ved at fortælle, nu da jeg først har faaet begyndt. Sanne og jeg ønske tidt at kunne vise Eder, hvor godt her er. Hils hverandre indbyrdes fra os.

Din Otto.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 15. August 1849.

Kjære Christian! Vi har for nogle Timer siden taget Afsked med et Par kjære Venner, Carl Thomsen og hans rare lille Kone, som nu i 8 Dage have været vore Gjæster. De kom i Tirsdags 8 Dage fra Sludegaard tilligemed Frederik; ogsaa Tante Jette, veed Du. bor nu hos os, og saaledes har vi med vore 7 Børn været en kjøn lille Forsamling og levet en Uge meget bedre, end hvad man ellers kan kalde „en stor Uge.“ Thi det Store er dog i Almindelighed kun stort i Verden; men i det Smaa lever man for at voxe op til det evig Store, og det føler man bedst, naar man imellem kommer sammen med Venner, som paa ganske andre Steder og under ganske andre Forhold leve for det Samme, og endnu allerbedst, naar man nylig har sagt dem Farvel med denne vemodige og længselsfulde og takfulde Glæde, s. 209hvad enten saa Rejsen gaar, som i Dag med Politimesterpas over Als til Sorø, eller endnu længere — ind i Evigheden. Og saa tænker man endnu en Gang saa glad paa de andre Venner, som man endnu har hos sig enten synligt eller langt borte, som man længe ikke har set, men er vis paa, at man har nu og i Evighed. Saaledes har jeg i Dag paa min Morgenvandring i Haven i min Tak for saa Mange, som ere mine, nævnet To i Særdeleshed: Dig, som ikke kom til mig med Dit Brev den 6te, men dog er mig lige usvigelig, — og min lille 38 Aar yngre Louise; og vi har ikke glemt at tale om Dig, da vi ved det større Kaffebord glædede os over at se hende ved det mindre skjænke i sine smaa Kopper for sine smaa Sødskende; de to „store“ Drenge lik nemlig den Glæde at følge med Onkel Carl og Tante Sara til Bøjgden. Havde Du været her og levet disse 8 Dage med os, saa havde Du gjort en Tur i Torsdags med Thomsen og mig til Konventet paa Avernakø og fra dette Sted betragtet vort dejlige Fyn; — og saa igjen i Løverdags i et større Selskab her fra Præstegaarden, hvoriblandt ogsaa Frederik, til Holstenshus og fra Dyrehavebakken set den lille Ø med sine Marker og Skorstene ligge med sine mange Søstre saa smilende, i det stolte Panorama, der naar fra Bregninge Kirke paa Thorseng omkring Langeland, Ærø, Als, til S lesvigs Kyster og langt omkring Fyn; — og saa havde Du i Mandags gjort en Tur med os af en anden Art over til vor altid kjærere Nabo, Agerbeck. Se, dette er en Mundsmag af det Gjæstebud, hvorved vi i disse Dage have svælget. — Moder kan nok af og til lide en Del af Gigt, men er ellers saa flink, at hun kan kjøre paa en almindelig Vogn op til Kirkegaarden, ogsaa ind i Præstegaarden, ja endog taler om en Rejse til s. 210Haagerup, som jeg dog ikke tør tro paa for denne Sommer. Hans er glad i sit nye Hjem: George er i England, de Andre har det ved det Gamle; ogsaa vi har det ved det Gamle; Børnene har i Ferien tumlet forfærdeligt, men nu er den Herlighed forbi. Jakobine har halvvejs lovet os et Besøg af hele Bergenhammers Familie. Inden Vinter skal jeg have min anden Kirke i en splinterny Skikkelse færdig til at overtages efter den lange Sommerferie; saa har jeg maaske de to smukkeste Kirker i Landet; gid jeg ogsaa altid havde dem fulde, og var værd at have dem fulde. Omendskjøndt jeg ikke meget kan rose Trolleborg Menighed, har jeg dog for det Meste været glad i Kirken, og naar det Modsatte har været Tilfældet, mere bedrøvet over mig selv, end over den. – – Martensens Dogmatik, har jeg da faaet læst en Del i, jeg vil først have den i Sammenhæng, og saa se det Enkelte i det Heles Lys. Jeg tror, at uagtet hans Standpunkt er det, som jeg kjender fra Kollegiehefter og hans andre Skrifter, og hans hele System for saa vidt er uforandret, er han dog kommen betydelig videre. Jeg finder mere og mere Bekræftelse af min Anelse om, hvortil han maatte komme, og Meget, som mere glæder end overrasker mig. Om Indledningen tror jeg, jeg tør sige, at den tilfredsstiller mig ganske, og deraf følger, at det Øvrige maa det i det Væsentlige. Og naar man saa lægger hans Prædikener til, saa maa man dog være glad over en saadan Mand. Men Noget af det, som mest har grebet mig i den senere Tid, er Peter Kierkegaards Paaskebetragtninger, som jeg har læst højt. Enten man tager det fra den videnskabelige Side eller som en Prædiken for Tiden, saa. er det dog et højst mærkeligt Arbejde, og man faar stor Respekt for Manden. — 17. August. Og saa slutter jeg nu s. 211med mange kjærlige Hilsener til Dig og Stella og alle Eders fra os Alle. Gud være med Eder og med Alt, hvad I foretage, og lade os en Gang samles her paa Jorden, for at vi desto bedre kunne tale sammen, naar vi en Gang samles for evig, og ikke der skal begynde eller altfor meget fornye Bekjendtskabet.

Din Otto Laub.

Kjære Christian! jeg maa jo nok (med den forfærdeligste Pen) komme til Dig i Selskab med Otto, for at minde Dig om, at jeg bevarer gamle Minder i Hjertet og et glad Haab om Guds Riges Tilkommelse, hvergang jeg tager Dig og Dine med i mine Bønner. Taksigelse for al Venlighed!

Din Frederik.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.

„Valløby, den 30. August 1849,“ — men i Dag skriver vi den 7. September, saa at Fortsættelsen af ovenstaaende indholdsrige Linie falder lidt sent. Jeg drager blandt Andet den Slutning, at af de to flygtige Personnager (Tid og Sted, Valløby og 30. August) er Tiden dog den flygtigste, og at jeg i Grunden som dybsindig Tænker havde Ret, da jeg før ved Morgentheen spørgende Stella, hvad jeg skulde skrive til Dig, og faaende det Svar, at jeg først skulde gratulere Dig, spurgte, om hun ikke mente til 6. August 1850. Det slog hende, idet hun maatte indrømme Vanskeligheden af at gratulere til 6te—49, og vel endog Overflødigheden, da jeg havde været hos Dig, om og usynlig, blandt de andre Gratulanter med Stella den Dag saavelsom den 14de, Din Sannes Fødselsdag. Men da Bogstaven ihjelslaar, s. 212og 6. August 49 ligervis den 14de kun er forbi efter Bogstaven, ikke efter sit aandelige Indhold, giver jeg dog min i Dette som i Alt aandrigere Kone Ret, og gratulerer Dig, min kjære gamle trofaste Otto! og Din fortræffelige Sanne ret af Hjertensgrund fra mig og Stella. Saa ond, jeg er, ønsker jeg dog i Grunden alle Mennesker Godt; men partisk, som jeg er, bekjender jeg, at der er kun faa af dem, Gud har ført mig i Møde her paa Jorden, hvem jeg ønsker det saa godt, som min hjertenskjære Otto. Du er i mine Bønner; og som Du og Dine ere velsignede frem for saa Mange, vil Gud ogsaa fremdeles velsigne Eder. Og saa Tak for Dit Brev, og tak min kjære gamle Frederik for hans kjærlige Linier. Hvor det gjør godt, at høre fra sine Venner, at faa Sort paa Hvidt for, at de erindre de Fjerne, og at mærke, at med alle de mangfoldige nye Tilsætninger dog det kjære gamle Væsen bliver det samme! — Jeg havde glædet mig til, maaske nu snart paa Vejen til Emilsminde at besøge Frederik i Sorø; men nu kan jeg jo glæde mig paa Din Broder Hans’s Vegne, at han skal have ham hos sig i Langaa. — Tak for Turen med Adjunkten! Ja, gid jeg havde kunnet gjøre den med i Virkeligheden! Alle Andre kunne rejse, men jeg ikke, hvilket har sin Grund, ikke i Mangel paa Rejselyst, men deri, at, som sagt, Stedet ikke er saa flygtigt som Tiden; saa at jeg har været Præst i 16 Aar, men endnu sidder i det gamle Valløby, der i det Mindste er ligesaa yndigt, men ogsaa i det Mindste lige saa lidet indbringende som for 16 Aar siden. Rejselysten er saa stor, at den let kan friste mig til at bryde de økonomiske Lænker — i modsatte Retninger, baade til at rejse til gode Venner, for at formindske min Velstand, og til at rejse til et s. 213andet Kald for at forøge min Velstand. Jeg er en gammel mosbegrot Præst, der ikke behøver at lade sig forknytte ved Ophævelsen af Kaldsretten, og jeg begynder virkelig saa smaat at se mig om, naar federe Kald blive ledige (skjøndt man siger, at Vallø, ↄ: Enkedronningen, fremdeles skal beholde sin Kaldsherlighed). Hvad Velstanden angaar, bliver den for Øvrigt efter fattig Lejlighed hurtig forøget i Dag, da jeg i dette Øjeblik erfarer, at der uventet er sendt mig tre Vogne til Hjælp fra nogle Sognemænd. saa at vi nu kjøre Hvede og Ærter hjem med 5 Vogne i strygende Fart, hvilket da glæder mig mest som Tegn paa Venskab for deres gamle Præst. Præstemarkernes taabelige Beliggenhed i 4 Hjørner er en slem Besværlighed, der imellem gjør mig halv kjed af mit kjære Valløby. Her er altsaa stor Travlhed, som mest gaar ud over min stakkels Hustru, der berøves sine Piger mere end tilbørligt. Men jeg har ogsaa travlt; den gode Martensen taler altfor tiltrækkende, til at. jeg kan faa Ro for ham. Jeg er nu snart færdig med ham første Overgang, og har derved faaet Længsel efter at gjentage især enkelte Partier, som mest have tiltalt mig, eller som ved første rivende Behandling ikke ere forstaaede af mig. Det er en stor Glæde at kunne læse en opbyggelig Dogmatik i en saa skjøn, gjennemsigtig Form. Hans Naadevalg forstod jeg ikke, og jeg formoder, at jeg ikke har forstaaet, hans Englelære; har jeg det, maa jeg antage ham fejlende og endog ukonsekvent ved Sammenstilling af hans Lære om Englene overhovedet og om de gode Engle med hans Lære om Djævelen. Heller ikke, hvad han siger om Synd til Døden, kan jeg finde rigtigt. Hans Indledning er fortræffelig helt igjennem, og hans Citater af Skriftsteder ofte højst geniale. Om Rudelbach hørte jeg s. 214nylig, at han har vidst at drage Menigheden stærkt til den før tomme Slagelse Kirke, og at han holdt en Mesterprædiken 11. Trinitatis Søndag. Hans med gammel urimelig Lærdom overfyldte nye Bog er man da dømt til at læse, og det skal jeg begynde, naar en af Dagene Martensen er expederet. Birkedal skriver meget tiltrækkende Prædikener, men de ere ubehagelig overfyldte med kristelige Brutaliteter, som jeg er saa fri at kalde det. — Formodentlig ere mine kjære Søstre og Bergenhammer hos Dig i denne Tid, og det er godt. Jeg vidste Intet, som jeg inderligere kunde ønske de kjære, haardt prøvede Venner, end at leve nogle Dage med Dig og Din Kone. Det vil bære gode Fragter for dem, og mange Gange lyse op for dem i den mørke Vinter. Ja, Gud vil styrke og trøste de stakkels Mennesker, der bære deres Kors med saa stor Fromhed. Hils dem Alle, Store og Smaa, kjærligst fra mig, om de ere hos Dig. Og saa vil jeg nu slutte med hjertelige Hilsener til Eder og til den ordinerede og uordinerede Præst i Langaa — Frederik hører dog egentlig til vor Stand, og gjør den Ære — og til alle Dine Kjære i Slude og alle dem, der venligt mindes Din gamle Ven

Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 5. November 1849
(afsendt den 10de).

Kjære Christian! Egentlig burde al Korrespondance være aldeles sammenhængende, saa at, man, naar man fik et Brev, strax besvarede det, og saa tik man strax igjen et nyt at besvare o. s. fr. Paa den Maade kunde der komme Noget ud deraf, og saa vidste man strax, s. 215hvor man skulde begynde, og behøvede ligesaa lidt som i en Samtale at spørge, hvor man slap. Havde jeg strax besvaret Dit Brev af 30. August ↄ: 7. September, saa havde jeg desuden paa en anden Maade været inde i det med Dig, fordi jeg just da levede med Dine nærmeste Slægtninge paa Jorden i den Kreds, hvortil jeg i 25 Aar eller endnu længere har hørt, og hvor jeg altid uden videre har ogsaa Dig med. Du skulde da have følt, hvor glad jeg var, ved endelig ogsaa engang at have Mathilde her, hende, hvem jeg har set opvoxe fra Barn, hvem jeg altid har anset som den, der skulde kjæles for, omendskjøndt jeg aldrig har gjort det før maaske nu paa en Maade, efterat hun var ramt af et Slag, som vi maaske vilde have sagt, at netop hun ikke kunde taale. Men havde jeg kunnet skrive strax, saa kunde jeg maaske ladet Dig føle, hvor opbygget jeg var ved at se hende gaa uden sine Børn og se med Glæde vore og Constances lege sammen, eller ved at se hende sidde i Haven i stille Samtale med Sanne, og, naar hun mærkede, at jeg kom til, hurtig tørre sine Øjne, — og hvor glad jeg var, ved at gjøre Bergenhammers Bekjendtskab, eller rettere ved at mærke, at vi vare langt mere bekjendte, end vi selv vidste af, — og ved at føre dem omkring i vor Dejlighed, Trolleborg, Arreskov, Holstenshus og mine Kirker (naar skal jeg vise Dig alt dette?) eller gaa med dem paa Frørup Kirkegaard og i Frørup Præstegaardshave, rigtignok i Halvmørke, for at de ogsaa maatte have været paa de Steder, som for saa Mange af os høre til de rigeste paa Jorden. Ja, det var 14 gode Dage ikke alene for mig, men ligesaa fuldt for Sanne, omendskjøndt Husmoderen ellers plejer at have mindst godt af saadanne Besøg. Men Bergenhammers s. 216Børn ere saa nemme, saa venlige og os Alle saa hengivne, og virkede saa beroligende paa vore, at Alt gik af sig selv. Nu er denne Tid traadt noget i Baggrunden. – – 7. November. Se, det Brev blev da, som saa meget Andet, ikke færdigt i rette Tid; men tag det, naar det kommer, og som det kommer i Stumper og Stykker. Om vore Børn kunde jeg jo fortælle en hel Del, naar jeg ret havde Ro dertil, f. Ex. om den ¾ Aar gamle Petra, der næsten gaar ene, og hænger sig som en Borre paa mig, naar jeg gaar op og ned ad Gulvet og synger med de Større, eller om den 9/4 Aars Ditlev, som regelmæssig besøger vor gamle (90aarige) Postmand (ↄ: han bor i det Hus, hvor Posten lægges ind), og derfor bliver saa glad, naar vi synge: „Derfor blev i Østerland Nu saa glad den gamle Mand;“ eller at Hieronymus i Morges ved sine Lektier spurgte, om jeg kjendte det Stykke af Mynster „Grib det evige Liv“ (i Holsts Læsebog): „det er svært, men det dejligste, han kjender,“ o. s. v. o. s. v. Men det var dog langt bedre, om Du en Gang kom selv og saae den hele Rede, baade det Onde og det Gode i den. — Om Moder (om hvem Birkedal sagde: „hun tog mig med Storm,“ skjøndt den Storm maa have været af de milde, og om hvem Bergenhammer sagde noget Lignende eller endnu mere Passende) maa jeg dog fortælle Dig, at hun har faaet en nydelig lille Lejlighed paa Sludegaard, med betrukne Vægge, en Luxus, som Du veed, hun ikke kjendte i Frørup, og med nogle Træer udenfor sine Sovekammervinduer.,, som ligne Indkjørselsalleen til Præstegaarden.“ — Om mig selv har jeg ikke Meget at sige; jeg læser Lidt, naar jeg kan, men synes rigtignok tidt, at det er Intet, at jeg ogsaa i andre Henseender, f. Ex. med mine Prædikener, s. 217ikke kommer videre, lærer Intet, gjør Intet; men saa trøster jeg mig igjen med, at saa Meget i Tiden synes at staa stille, og at man paa rum Sø ikke kan mærke, at Skibet gaar fremad, kun at det slingrer, men fornemmelig dermed, at det er godt, naar Ens Fordringer til En selv bestandig maa blive større. — Om Martensens Dogmatik vil jeg ikke gjentage Dine egne Ord om Englene, Naadevalget o. s. v.; kun hvad Du siger om den fortræffelige Indledning, vil jeg nok sige endnu en Gang, fordi jeg mener, at han der saaledes har bevist sin Spekulations Berettigelse, at jeg ikke frygter for at rokkes af Rasmus Nielsen, hvis Bog jeg igaar hentede hos Agerbeck (der ogsaa „holder med Martensen,“ hvem han for Øvrigt ikke har læst Meget af, — og ikke vil have en Spekulation ved Siden af men i Kristendommen), endnu mindre af Magnus Ejrikson, der synes at have gjort Indtryk paa Leth i Svanninge (som ikke kjendte Martensen). Forresten læser jeg hver Dag Lidt (meget Lidt) i gl. Test. — og hver Aften ikke saa Lidt højt i Dagligstuen af Forskjelligt. — Der var, mærker jeg nu, meget Mere, som jeg skulde fortælle Dig, men nu er det for silde; deriblandt, at jeg har gjort Bekjendtskab med Birkedal (som er meget nem at omgaas), — at vi har gjort en Begyndelse til et Stiftskonvent, som maaske ikke bliver til Noget, og derfor hverken er værd at omtale, eller i sidste Tilfælde, at beklage. Saa tag nu til Takke med dette, som det er! lad det ikke vare ret længe, før Du skriver! og tro altid, at Sanne og jeg ere Dine oprigtige Venner. Hils Stella udtrykkelig fra os Begge! — —

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 16. April 1850.

— Naar der er Noget i Vejen, som der er saa tidt, thi jeg er af Naturen en (ogsaa „trodsig“, men især) „forsagt Ting,“ saa længes jeg tidt efter at tale med Dig, og at Hans kunde være med. Jeg føler ofte, at ihvor meget jeg har i min Broder, der er Præst som jeg, og en dygtig og for sin Alder meget erfaren Præst, saa staa i saa mange Henseender Brødre hinanden for nær, og deres Dialog nærmer sig altfor meget til en Monolog. Den eneste, som kunde gjøre Dig den Plads stridig, var Zeuthen; og dog er der Meget, hvori jeg tror, at Du forstaar mig bedre. Det er kun nogle Dage siden, vi talte om Dig, det var i Anledning af Birkedal: Sanne mente, at naar du engang kom her (ja naar?), saa vilde jeg føre dig hen til ham, omenskjøndt du ikke vilde føre mig til Willemoes. Med Zeuthen kunde jeg ikke tænke herpaa; han staar nu en Gang paa en saadan Fod med denne Fraktion (saaledes maa jeg jo nok kalde det), at de vanskelig nogensinde (jeg mener hernede) ville komme nærmere. Og jeg siger (skjøndt Birkedal ikke kan forstaa det), som jeg maa sige om din Onkel og Grundtvig og om saa meget Andet: „Lad det staa, hvor det staar, og dog vel ikke har sat sig selv!“ Jeg veed vel, at man maa have en stor Tillid til det, hvorom man skal sige saa (thi letsindigt kan man sige det om Alt); men saaledes er jeg ikke sat, og vil gjerne komme dem Alle nærmere; og Birkedal har med megen Kjærlighed nærmet sig mig. Hertil kommer naturligvis min uforandrede Interesse for den Menighed, hos hvilken han virker. For nogle Dage siden havde vi Besøg af Skolelæreren der og hans Familie; og det giver mig s. 219nærmest Anledning til at skrive til dig derom. Det er mærkeligt, det Indtryk han gjør ved sin Prædiken paa Alle ikke blot i Menigheden men ogsaa i Omegnen; hver Søndag er Kirken fuld ud paa Gangen af Folk fra alle Kanter af Fyn, naturligvis af „de Opvakte“; men ikke blot paa. dem, men paa Alle gjør han Indtryk; de ere nødte til at beholde, hvad de høre, de kunne ikke komme af med det igjen. Jeg har hørt ham engang ved et Missionsmøde, og da behagede han mig ikke; men han var dengang nok ogsaa noget anderledes, end han egentlig er, f. Ex. i en Prædiken, som vi forleden læste. Han interesserer mig naturligvis ikke som et Fænomen, ikke for sit Talents Skyld, som er hans eget; men, i det fremtræder der Noget, som paa anden Maade og i anden Grad burde være enhver Præst eget; og saaledes tvinger han mig til at spørge mig: „Hvad er det, der fattes Dig?“ — og sætter mig i lignende Oprør, som dem derhenne, der ikke ville eller kunne slutte sig ganske til ham og maaske, ligesom jeg, men mindre bevidst, igjen maa gpørge: „Men er her ikke ogsaa Noget, som man kan blive bange for?“ Vel tror jeg ikke, han lægger an paa at danne „en lille Hjord“, hvorom Du engang skrev nogle Ord, som jeg af Hjertet nmat te sige Ja til. Men just fordi JJu kjender dette ganske anderledes, end jeg — eller Zeuthen, og dog er en Mynster, og har kjendt Frørup og fornummet, at der var ikke dødt, omendskjøndt stille, derfor vilde jeg tale med Dig herom — og have Dig med hen til Birkedal. Dog har jeg just ikke isinde at vente paa Dig med mit Besøghos ham og hos mine gamle Venner i Ryslinge; men jeg længes efter Dig! — — Dette Brev bliver til i temmelig smaa Portioner, deraf det Fragmentariske; s. 220men lad gaa! Der var jo mange andre Ting; hvorom vi skulde tale sammen; og da jeg just kommer fra en Skoleexamen, og sidst slap ved Birkedal, saa vil jeg her begynde med, at han arbejder paa et blandet Konvent af Præster og Skolelærere, hvorom de jydske Præster, f. Ex. Nielsen i Frørup, tale med megen Glæde, og som ogsaa jeg glæder mig til. — Om Martensen har vi før talt (hans Dogmatik er det nu paatænkt i det Mindste fragmentarisk at gjennemgaa i det lille Konvent); og om R. Nielsen gider jeg egentlig Intet sige, efterat hans [aandelige] Farbroder i Pedersborg [ P. Kierkegaard] har sagt Alt, hvad jeg vilde sige om den Sag (navnlig paapeget det Komiske i, at Søren har faaet en Skole). Hans store Bog om Engletroen osv. havde jeg næsten besluttet ikke at ville læse; men nu finder jeg dog Meget i den, som er værd at lægge paa Hjertet, navnlig naar jeg er taalmodig nok til at finde mig i hans (principmæssige) Snakkesalighed („den existentielle Tænkning?“) og Affektation (Kierkegaards Maneer): især dette Abekatteri er mig ofte utaaleligt, just fordi Kierkegaard ved sin Ejendommelighed har tiltalt mig saa meget. Men tidt maa jeg rigtignok tænke: „Mon vi dog ikke Alle ere mer eller mindre Abekatte, da vi dog ikke Alle ere Genier, og da dog den salige Aandsfattigdom, som hører til rent at opfatte og reproducere det Geniale, er saa. saare sjelden. — —

Haagerup, 1. Oktober 1850.

Kjære Christian! Da jeg har mærket, at din forstokkede Taushed endog den 6te August ikke har ladet sig bryde ved min den 15de, saa vil jeg nu forsøge, om s. 221den vil vige for det Budskab, at Sanne i Søndags Eftermiddag Kl. 3¾ fødte en rask lille Dreng, og at Alt er godt. Hils Stella, i hvem jeg haaber at faa en tro Bundsforvandt imod dig og Børnene — —

Din tro Otto.

Fra Otto Laub til F. L. Mynster.
Haagerup, 27. September 1850.

— — Men sandt er det, at hvad der ogsaa driver mig til at skrive til Dig, er en saadan Mynster-Længsel, en Længsel efter at holde fast ved dem, vi har, en Længsel efter Valløby. Du er tro med Breve, tidt mere end jeg med god Samvittighrd kan tage imod, omendskjøndt jeg beflitter mig paa at gjøre Gjengjæld; men Christian er i dette Stykke et Skarn imod mig, som dog ikke kan mene, at han er færdig, fordi han sender en Hilsen med Birkedal, som uden hans Anmodning kommer lige ind i hans Hus, da han saa i det Mindste maatte føle sig forpligtet til at fortælle mig det, som Birkedal ikke kan: hvad han synes om Birkedal. Men jeg har nu besluttet at gjøre Lige for Lige paa samme Maade, som man (hvad jo rigtignok ikke er den smukkeste eller den gavnligste Maade) vrænger ad uartige Børn, for at de skal se, hvor ilde det klæder; jeg har besluttet ikke at skrive i Anledning af hans Fødselsdag, som var for 1½ Maaned siden, før han har skrevet i Anledning af min, som var 9 Dage tidligere; og det var dog en stor Skam for ham, om jeg forinden skulde blive nødt til at sende ham nogle Linier for at melde s. 222ham mit Barns Ankomst ^*)To Dage efter fødtes Laubs yngste Søn, George., hvilket da vilde ske saa vredt som muligt, eller, endnu værre, om jeg, hvad jeg tidt nok har været fristet til, skulde sende ham et langt Brev (uagtet jeg slet ingen Ven er af at skrive), alene for at fortælle ham, at nu holder jeg det ikke længer ud, at med de Andre, ↄ: de Fleste, kan jeg finde mig i, at de fritage mig for at skrive, men med ham ikke. Fortæl ham kun det, at han maa se, hvad han risikerer, om han fremturer i sin Halsstarrighed! — Og endnu i Anledning af Mynster-Navnet: hvordan lever din kjære Fætter Ludvig? — og fremdeles: har du læst Oehlenschlægers Erindringer? Først fandt vi dem kjedelige, kun et Opkog af hans „Levnet,“ end mere udvandet med barnagtige Anekdoter fra hans Barndom, — og de vare allerede lagte til Side, da jeg i anden Del fandt din Onkels Digt i Anledning af „Jesus i Naturen,“ hans Brev og Carl Hegers og saa mange andre Breve. Ja! hvad det var for en Glæde, saaledes at faa fat paa disse levende Mennesker, gamle Venner og nye Venner, at faa Noget at læse, som man kan leve med i! Og der er Mere i denne Bog af samme Slags. For dets Skyld kan man vel døje en Del af det Kjedelige, og saa maaske tilsidst endog finde, at det hører med til Billedet af den store Oehlenschläger (som der blev sagt forleden meget træffende: „Det er Aladdin, der først var en lapset Dreng“), at det Barnagtige hører med til det Barnlige, som dog er det Bedste ved alt det Store, og, som man vel nu vil sige, „det Danske“ ved Oehlenschläger.

Naar jeg nu ikke havde saa omtrent skrevet Papiret fuldt, saa skulde jeg jo ogsaa have fortalt dig lidt ordent s. 223ligt, hvad herfra kunde være at fortælle f. Ex. om, hvad jeg nylig var med til, Sanne naturligvis ikke, hvem jeg og (paa Grund af det Forestaaende) med lidt Ængstelse lod alene, — et Missionsmøde i Ryslinge, hvor jeg saae, hvad jeg ikke kjendte fra min Tid, men hvad der nu er saa almindeligt, min lille kjære Kirke propfuld af Mennesker, hørte med megen Glæde den rigtignok ualmindelig begavede Birkedal, og sagde selv paany et lille Farvel til de gamle Venner. Saa skulde jeg nu ogsaa fortælle om en Skræk, som vi for ikke længe siden fik, og som især for Sanne kunde bleven slem, men som dog tog en god Ende, da nemlig Hieronymus (altid og jo ikke uforskyldt den Uheldige) faldt af en Hest og forslog sin venstre Arm, saa han i flere Dage maatte ligge; nu kan han igjen i et Bind føre den med sig baade til Skole og til Leg. At Tante Jettes Bryst ikke er bedre, har Du vel hørt af Jakobine; siden den Tid er egentlig ingen Forandring foregaaet, altsaa heller ikke til det Værre; men hun lider tidt en Del. Det er jo meget tungt, at hun ingen Steder kan komme, ikke en Gang i Kirke, hvor hun ellers var hver Søndag. Det har dobbelt glædet hende paa denne Dag at faa en udtrykkelig Hilsen fra Dig. Den 27. September er Tante Jettes Fødselsdag, altsaa en Højtidsdag her i Huset — og tillige for 26 Aar siden vore gamle Bedsteforældres Guldbryllupsdag, — altsaa ogsaa for 76 Aar siden en Glædesdag, som ikke maa glemmes. Fra Jakobine har vi ikke hørt, siden hun skrev til os fra Emilsminde; hun er vor tro Ven. Fra Moder har vi faaet et dejligt Brev i Dag; hvor hun maa have glædet sig over Dit! Og nu, kjære Ven, er jeg færdig for denne Gang. Bring nu Sannes s. 224og Tante Jettes og Børnenes og mine egne kjærligste Hilsener til alle Dine, Din Gitte, Eders Børn og deres Bedstemoder! — —

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 6. Oktober 1850.

Nn, min kjære Otto kommer jeg til Haagerup med Stormskridt, væltende alle Skandser og Barrikader. som Sogneforstanderskab, Provsteskab og alt det andet Skab har opkastet omkring mig, og som Skandsestormer kommer jeg farende ind til Dig med Hurraraab, — Hurra for Drengen, Hurra for Drengens herlige Moder, der har skjænket Fædrelandet saa mange raske danske Drenge, og Hurra for Faderen, som fryder sig over den dejlige Flok! Gud velsigne Dig og hende og alle Eders kjære Børn, som han hidtil har velsignet Eder, I Velsignede! — Stella istemmer mine Lykønskninger af ganske Hjerte, men beder mig sige Dig, at hun ikke veed, hvor Du vil hen med Dit: „Jeg haaber i hende at faa en tro Bundsforvandt imod Dig og Børnene.“ Det maa nu Du og hun om; men det veed jeg, at jeg i hende har en tro Bundsforvandt i at elske Eder og i at længes efter at se Eder midt i Eders Flok i det hyggelige Hjem. — —

Fra Otto Laub til Johan Haae.
Haagerup Præstegaard,
5. Januar 1851. Aften henved Kl. 12.

Kjære tro Venner i gode og i onde Dage, — dog hvor tør vi kalde saadanne Dage onde. — Herren gav, s. 225Herren tog, Herrens Navn være tovet! Gid I maa have faaet et lille Brev, som gik herfra med Posten igaar (fordi jeg ikke kunde sende noget Bud), saa ere I maaske lidt forberedte! hvorledes skal I ellers kunne høre det, jeg nu skal fortælle Eder og kunne fortælle det til hverandre og til Bedstemoder? At Tante Jette er kommen til sin Hvile for ½ Time siden, det er jo et Glædesbudskab, men at vor lille Hans, vor lille glade, sunde Hans, om hvem vi plejede at sige, han kom let igjennem Verden, — ja han kom let igjennem Verden, men at han skulde saaledes haste, at han maatte komme 1½ Time førend sin Faders gamle, syge Tante, at han, som Nytaarsdag sang i Kirken og læste Bordbøn for os herhjemme, nu ligger ganske hvid og kold med sit dejlige milde Ansigt: kan I taale at høre det? — I, som ikke saae og hørte. hans jublende Himmelfart, da han kaldte hver især hen til sin Seng og omfavnede og kyssede Moder, Fader, Hieronymus (to Gange), Louise, — „og saa alle I Andre!“ (de vare i Seng). – – Lægerne kalde det Fantasier, – – men vi kalde det en Engleaabenbarelse: „den salige Stund,“ siger Sanne, „da Sjælen vikler sig ud af Støvet og svinger sig op til sin Skaber, sin Gud.“ Ja, han var „himmelglad,“ da han ligesaa hastig maatte fare herfra, som han kom i en Hast, i samme Time for 11 Aar siden paa Helligtrekongers Aften, paa samme Dag, som hans Bedstefader og Navne for 97 Aar siden kom hertil, og han maatte gjøre os Andre himmelglade, — vi skal aldrig kunne glemme hans Glæde, altid savne ham med Glæde og Tak. – – Ja, vi takke og prise Gud, men vi trænge usigeligt til Eder, Johan og Sanne! til Eders Bistand ved det Meget, som angaar Støvet, som igjen vil drage vore Tanker bort fra Himlen. Kom! kom snart, og, Sanne! s. 226kunde Du saa blive her lidt længere? Sannes Legeme er ikke saa stærkt, som hendes Sjæl. Tænk paa os Alle, og bed for os! Hils Alle, Bedstemoder, Hans’s Bedstemoder, Tante Jettes Søster! og Frederik og Rine og George (Hans var jo hans egen Dreng) og Langaaerne! Vil I skrive et Par Ord til Knudsens i Gislev! Ja, vil I gjøre Alt for os. Jeg kan ikke længere blive fra Sanne! Lovet være Gud, som gav os Sejer formedelst Jesum Christum! Den Jesus, hvis Navn Hans nævnede flere Gänge i sine Fantasier, som lød saa himmelsk midt i Forvirringen. Lev vel, alle I Kjære!

Eders Sanne og Otto.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 7. Januar 1851.

Min kjære Christian! Jeg har saa mange Gange tænkt paa at takke Dig for Dit herlige glade Brev og al Din trofaste Kjærlighed, og saa igjen at skrive ligesaa langt og glad, som Du, men det vilde aldrig blive til Noget, saa længe vor gamle Tante Jette laa og stred, og Sanne næsten uafladelig siden sin Barselseng sad ved hendes Side. Og da det nu gik til Enden med den Gamle, fik Sanne en anden Seng at sidde ved, men kun i saa faa Dage: der laa vor lille, endnu paa Aarets første Dag saa raske og livsglade Hans; og i Søndags Aftes gik de begge To bort, først den lille Dreng, og et Par Timer efter hans gamle Tante. Ja, det er forunderligt at tænke paa; men kunde vi blot altid gaa ind og se paa hans dejlige milde Ansigt eller altid se ham, som s. 227han laa faa Timer før sin Død, og rakte de smaa Arme ud, og kaldte paa Alle: „Moder! Fader! — kom Hieronymus! kom Louise! kom alle I Andre! hvor er Hr. Teilmann?“ og med det mest glædestraalende Ansigt omfavnede og kyssede os og klappede i Hænderne! Det var jo vel, hvad Lægerne kalde Fantasi, og efterhaanden gik det, han sagde, over dertil, og blev vildere og smerteligere at høre paa; men Begyndelsen var dog saa dejlig og intet Blændværk; det var ham selv, der vilde flyve bort, men have os Alle med til sin Glæde. Ja, vi vare Alle glade, omendskjøndt han maatte spørge mig med himmelsk Forundring: „Du græder, lille Faer?“ og vi ere altid glade, naar vi tænke paa ham og hans salige Bortgang. [„Gud elskede ham, derfor hastede han med ham,“ sagde Sanne; Viisd. 4, 10—14]. Men saa synke vi igjen tilbage, og kan ikke klappe i Hænderne af Glæde, som han, — saa synes Vejen igjen saa lang, og der ere saa mange andre Ting, som ville, at vi ikke maa staa og stirre imod Himlen, hvor han foer hen, og at jeg ikke maa blive siddende her og snakke med Dig om min salige Dreng. Nu maa Hieronymus sidde ene og læse sine Lektier i de Bøger, „som Hans aldrig mere skal læse i,“ og saa ser han Hans’s Skøjter og kan ikke mere længes efter Frostvejr, og ender altid med: „saa ene, saa ene, saa ene!“ — og saa maa vi græde med ham, men saa igjen glæde os over, at denne Bedrøvelse virker til Salighed. Tante Jette haabede længe forud paa at holde Jul i Himmelby, og Hans sang derom i Julen, — og Julen var jo ikke heller tilende, da de begge To vare der Helligtrekongers Aften. — Hils Alle om Dig! Gud velsigne Eder!

Din Otto.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 3. Februar 1851.

Min kjære trofaste Otto! Fordi Du er det, veed jeg, at det har ingen Nød med vort Venskab uagtet min lange Taushed. Just fordi Du er min Kjære, Gamle, Trofaste, og fordi Dit Brev var saa sørgeligt og glædeligt, saa dejligt og bedrøveligt, opsatte jeg, ventende paa den bedste Stemnings Øjeblik, og nogle Gange har jeg vel ladet det slippe ubrugt forbi; men mange har der neppe været, hvori jeg duede til at skrive, fordi mit Sind og min Tid har været saa ualmindelig optaget af Roskilde- Tanker og -Rejser. Du har vel set, at min gamle Svigermoder Fru Rasmussen er død 13. f. M. Da hun laa paa sit Yderste maatte jeg til hende efter et gammelt Løfte, for at være hos hende, naar hun skulde fare hjem. Jeg kom, Gud ske Lov! i rette Tid, Søndag Aften; og da jeg satte mig ved hendes smertefulde Leje, tog hun saa uendelig kjærlig imod mig, sigende: „Nu, min kjære Søn, har Du nu et godt Ord at sige mig?“ — „Ja, det bedste Ord, vor kjære Frelsers Ord, som han har til os Alle i vor sidste Strid: Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror paa Gud og tror paa mig! I min Faders Hus ere mange Boliger; og jeg gaar bort at berede Eder Sted; og naar jeg faar beredt Eder Sted, kommer jeg igjen, at tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle og I være. Jeg er Vejen og Sandheden og Livet.“ — „Ja (sagde hun) i vor Faders Hus ere mange Værelser, og min kjære Frelser er Vejen.“ — Næste Formiddag læste vi hendes kjære Psalme: „Naar jeg betænker den Tid og Stund – – Naar Du vil kalde, o Herre sød, tilrede vil jeg da være,“ — der saa ofte havde trøstet den gamle Forladte, og nu trøstede hende paa det Sidste. Saa bad hun mig hilse alle hendes Kjære, bad mig bede med hende, at hun snart maatte kaldes s. 229bort, om det saa var Herrens Villie, og kort efter slumrede hun stille ind i Dødens salige Søvn. Og saa var hele den saa lykkelige Kreds bortkaldt. Næste Mandag fulgte jeg Liget til Frederiksborg, vandrede ene om næste Morgen paa de kjære gamle Steder, holdt for den talrige Skare, der mindedes denne hæderlige, lykkelige Kreds, en Mindetale, hvorunder jeg følte saa levende slige Timers Vemod og Forligelse. Ved min Side stod Carolines gamle Barnepige, der i mange Aar havde tjent de Gamle, og var bleven en af Familiens Fortrolige. Det udfyldte Tomheden og lindrede Ensomheden saa godt, at jeg havde Een, som ret forstod mig og kunde græde med mig. Saa fulgte vi den Gamle til Graven, jeg kastede Jord paa Kisten, talede et Par Ord om Gravens Fred og Forligelse, og sagde saa Farvel til mit kjære Frederiksborg, og tog hjem til Vennerne i Roskilde og til mine Egne i Valløby. Saa maatte jeg atter i forrige Uge til Roskilde i et af de fæle Skiftemøder, saa Du ser, jeg har haft Nok til at fylde baade Sind og Tid, især naar dertil kommer alle de Nytaarsarbejder og Nytaarsbryderier, som vel ogsaa Du har fuldt op af.

Men under alt Dette har jeg ofte været hos Dig, forstaaet Eder baade ved Eders kjære lille Hans’s Seng, og ved Tante Jettes, forstaaet Eders Strid, Savn, Længsel, Bøn og Glæde, det kjære Barns Afsked, hans Forudfølelse af Himmelglæden, Eders smertelige men dejlige Glæde. — Herre Gud! noget Lignende oplevede jeg jo selv, men under tungere Forhold, med min lille Anna paa et fremmed Sted, under Fremmedes Pleje. Hvor forunderlig slynger Strid og Fred, den dybeste Smerte og den saligste Glæde, det uroligste Savn og den dejligste Forligelse, det tungeste Tab og den evige Vinding sig i hinanden; det er Synden og Naaden, Syndesolden og s. 230Naadegaven, men Naaden er større og skjænker den Fred, som overgaar al Forstand: „Han stod op og truede Vejrene, og det blev ganske blikstille.“ Gud være lovet! vi mærke i disse korte Øjeblikke ogsaa her dette Blikstille med de dybe klare Vande og den høje lyse Himmel, disse dejlige Indblik i Faderens Boliger med det dybe, høje, lyse Blikstille gjennem alle Evigheder, naar Synden ikke er mere, og derfor Kræfterne ikke længer rejse sig til Strid, men levende og fredeligt bevæge sig mod eet Maal under den ene Villie, dette himmelske Blikstille med den levende Ro og levende Fred. Gud velsigne og trøste og glæde Eder, I Gamle og Børnene, naar Savnet og Længselen bliver brændende! — — Vorherre være med Eder Alle! Han skjænke Dig og Sanne og os Alle mange af disse dejlige Timer, hvori Dækket drages tilside, og Hjertet fryder sig ved Indblikket og Forudfølelsen!

Din gamle Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 13. Februar 1851.

Kjære Christian! Sanne er i Dag rejst til sin Søster i Odense [Fru Petra Ostenfeldt] efter 1½ Aar (i vor Greves lukkede Vogn). Med hende ere vore to smaa Piger [Hanne og Petra]; Hieronymus staar hos mig og læser Lektier, men naar han gaar i Seng, er Ingen ellers til mit Selskab, endog hans Lærer og vor Husjomfru ere fraværende. Ene er jeg aldrig og har ogsaa trøstet Sanne med, at jeg nok skulde vide at more mig. Men denne Omgang med Bøgerne og med de Døde i dem er dog saa ensidig modtagende og saa egoistisk, at man kan blive ganske urolig for sig selv, naar den varer for længe; s. 231og saaledes kan man, nagtet al sin Aversion for at bruge Pennen, føle en Drift til at skrive. – – Det gjorde saa godt at læse Dit sidste Brev om gamle Fru Rasmussens Død, og hvad Du havde at gjøre først i Roskilde og saa i Frederiksborg. Det gjør saa godt at blive rigtig fortrolig med Døden, inden man selv personlig skal gjøre dens Bekjendtskab, og at kunne tale med den, som Matthias Claudius med sin Freund Hain. Hver Gang han nærmer sig, gyser det i En; man mener: „Naar det nu var mig han mente og ikke de Andre, som jeg skal savne, saa vilde jeg ikke gyse;“ men det er for en stor Del et Bedrag, grundet i Overmod eller Fejghed eller begge Dele, altsaa i Vantro. Han er virkelig en Knokkelmand, og saa kan man dog, naar man mærker, at det er Alvor, og man er allermest bange og ret føler det tunge Ord: „Døden er Syndens Sold,“ med Et se ham smile saa kjærligt, saa man kan juble gjennem alle de tunge Taarer, og sige: „Ja, saaledes er det; Guds Naadegave er et evigt Liv i Christo Jesu vor Herre.“ Saaledes saae vi ham, medens de to Kister stode her inde i Havestuen med de to Kjære, som vare baade i Himlen og paa Jorden: den Gamle med det rolige, alvorlige Ansigt, næsten ligesaa afmagret, som Asmusses Ven, jet Billede af den lange haarde Strid, men som var endt, — og den Lille, ja, han havde Smilet i de halvaabne Øjne og Læber; Begge havde Freden og Sejeren, og han den sejerrige Jubel, som om han endnu sagde: „Kom, alle I Andre! “ — eller som hans lille Broder Ditlev siger: „Naar de gaar op i Himlen, det kalder vi at dø.“ Det var ingen svær Dag, det var en glad Dag, da vi bare dem bort: Til Hvile skulde de jo dog, for at de en Gang igjen kunne staa op. Her vare saa mange gode Venner. Broder Hans, denne ægte Præst og Broder, talte saa dejligt om, at vi skulde glæde os i s. 232Herren med de to Glade. Han var lidt undselig over, at saa Mange og Birkedal skulde høre derpaa; — ogsaa Birkedal talte herhjemme. Og jeg sagde min Hans (Tante Jette blev to Dage senere ført til Frørup) Farvel ved Graven. Denne havde Greven skjænket os under Familiens Gravsteds Linde- og Kastanietræer, og den bliver bestandig forsynet med friske Krandse fra Trolleborg. Den syge Grevinde, som har ondt ved at blive fortrolig med Døden, er saa glad over at have faaet Hans saa nær. Med Birkedal er vi bleven rigtig gode Venner; han hænger saa tro ved os; — og saa skulde, Dagen efter at han var her, et af hans egne mange Børn blive sygt, og to Dage efter dø, saa at jeg 8 Dage senere igjen kunde staa ved et lille Barnelig der, hvor jeg havde set to af mine egne, og se det omringet af alle de gamle Venner fra Byen; det var ogsaa en af de milde og venlige Dage. Og naar vi paa Vejen til og fra Sludegaard tage ind i Gislev Præstegaard til vor Ven Provst Knudsen, saa ligger hans gamle, næsten 90aarige Moder og siger: „Nu kommer snart den kjære Frelser og hentef mig,“ — eller siger til en af de Smaa: „Nu gaar jeg til den kjære Gud, og saa skal jeg ogsaa bede for Dig.“ — Men det var jo noget ganske Andet, jeg i September lovede at fortælle Dig, — min kjære Broder Hanses Bryllup. En Gang i Sommer var jeg henne i Langaa for at tage Brødrene til Alters. Det var første Gang, jeg besøgte dem, fulgt af min lille Vilhelm, som ret morede sig og mig paa Vejen. Jeg laa der Natten forud, og jeg prædikede der for en kjøn lille Forsamling af Beboere, der vilde kommunicere med deres Præst. Det var to dejlige Dage, ogsaa Vejret, Spadsereturen o. s. v. At Sanne ikke var med, var kun det sædvanlige Savn, thi Tante Jette var allerede dengang s. 233langt inde i sin sidste Sygdom. Om Eftermiddagen kjørte vi til Sludegaard igjennem Frørup; her standsedes Hans af Præsten, som bragte, eller jeg tror, en Dreng, som mødte samtidig, bragte en hemmelig Underretning; Hans stod hastig af Vognen, og med en forunderlig lyksalig Hilsen forsvandt han. Frederik havde samme Dag, og tildels i et Brev nogle Dage forud, ladet falde nogle Ord om en ung Pige, der var i Besøg i Frørup Præstegaard fra Præstens gamle Egn; men at Sagen var sin Ende saa nær, var vel ligesaa lidt faldet ham ind, som det kunde ane mig. Det var altsaa den Dag, jeg første Gang saae Ernstine Linnemann paa Sludegaard som Hans’s Brud; og endnu inden jeg kjendte nærmere til hende, maatte jeg glæde mig over min Broders Glæde; hvor meget mere nu, da jeg kjender hende! Derfor var det en glædelig Rejse, jeg skulde gjøre ved Enden af Oktober til halvanden Mil vest for Vejle med Brudgommen samt min Svoger og Søster fra Sludegaard, og Broder George, i en ypperlig Bryllupsstemning, for hvilken Efteraarets Barskhed maatte opløse sig til Solskin og belyse de nye Egne. Brylluppet stod imellen Gorms og Thyras Høje lige der, hvor Vejledalen ender med sine fortryllende Skovhøje endnu med mangefarvet Løv paa Træerne. – – Og nu sidder den kjære Brud henne i Langaa og forfrisker den kjære Præst, som let kunde bleven en Pebersvend, og os Andre med. — — Jeg havde endnu saa mange Ting, jeg skulde snakke med Dig om; men naar skulde jeg faa dette Brev færdigt, om jeg vilde have Alting med? Nu er det vel rettest at slutte, og kun til Slutning (omtrent som Funch en Gang, til Jakobines store Fornøjelse, i Ryslinge sluttede et Besøg, medens han stod paa Vognen, med de Ord: „Jeg maa dog endnu s. 234fortælle to Historier“), nævne Noget af det Meget, hvorom vi skulde tale sammen, naar jeg ikke allerede stod med det ene Ben paa Vognen. Altsaa f. Ex. om Din Onkels Deltagelse i den spandetske Strid, hans lille Inserat om Luthers Ægteskab, hans lille Piece, som rigtig har glædet mig, men vel forarget Mange, som dog ikke høre til de Letsindige (han har da i ethvert Tilfælde mere Ret til som Lovfortolker at lægge Vægt paa § 3 i Grundloven, end de, der ville skyde den rent ud) — og især hans Prædikener!— eller Rudelbachs Yttringer om Luthers Ægteskab, hvorefter jeg aldeles Intet forstaar af denne hele Strid. Thi er en Trolovelse ikke ogsaa en kirkelig Handling? Men hvorledes bliver da Luthers et borgerligt Ægteskab? — eller Gabrielis, som Sanne (uagtet Stedet om den fynske Grevinde) sværmer for, og ikke alene hun, men Mennesker, med hvem hun ellers aldeles ikke deler Smag: — eller Clara Rafael, som slet ingen Lykke gjør i Fyn; eller Soldaternes Hjemkomst og Gilderne for dem; — eller mit Prædikeembede, som med hvert nyt Aar bliver mig heiligere, kjærere og sværere, og dog altid rigere paa Glæde, jo ringere jeg maa dømme om mig selv, og jo mere jeg ligesom maa begynde forfra paany, — o. s. v. o. s. v. — thi der er ingen Ende, før jeg siger: nu skal det ende; og saa er endda kun Brevet tilende og ikke min egen stille Samtale med Dig, min Længsel efter Dig, min Tak for Dig og for ethvert Brev, jeg faar fra Dig. Saa hils nu Dig selv, Din Stella og alle Dine fra Dine i Liv og Død og en Gang i Guds Rige med hans Hjælp evige Venner

Sanne og Otto.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 15. August 1851.

– – Imorges kom Sanne ud til mig i Haven, og fortalte mig, at der var kommen Brev fra Dig; og jeg havde nær besluttet ikke at læse det, før jeg i det Mindste havde begyndt paa et Brev til Dig; men, jeg havde dog ikke kunnet holde det; saa brød jeg det da; saa kom Sanne, og saa læste vi det strax sammen og lo af alle Parentheserne og alle disse Historier, der kom som gamle Venner og Medgjæster ved den store Højtid i Valløby [Biskop Mynsters 50 Aars Jubilæum og Bispevisitats i Valløby 17. Juli 1851, hvor Laub havde været Gjæst] og de nye Historier, der vare komne til, — og saa alt det Alvorlige! Ja det er dejligt, naar det Hellige og det Komiske saaledes kan gaa Haand i Haand! Saaledes var jo ogsaa den Dag i Valløby. At jeg læste dit Brev, hvori jeg fik Tak, fordi jeg kom, ikke for mig, men for Sanne, var jo ganske i sin Orden; thi dersom Takken tilkommer Nogen herovre, da er det hende, og ikke mig. Om denne Dag vilde du, at jeg skulde skrive; ja det vilde jeg ogsaa: jeg vilde sige Tak til dig og Stella, og i mit Hjerte til din Onkel, og til Vorherre for Alt, hvad jeg saae og hørte, og som jeg tør kalde uforglemmeligt. Men naar jeg skulde fortælle det igjen, saa blev det kun en Fortælling om mig selv, hvor jeg sad i din Kirke og ved dit Bord, og hvad jeg oplevede, en Beretning om det Indtryk, jeg modtog, og hvorledes jeg sank hen i det, og maaske saaledes just saae og hørte og sandsede meget slet. Havde jeg været med i Eders Konvent, hvor Dagen var paa Bane, saa havde jeg vel kunnet give min Skjærv med; thi jeg tror, at jeg maatte kunne kjende Alt igjen, naar jeg mindedes s. 236derom. Jeg var ikke rigtig glad ved at skulle sidde oppe bag Korets Fængselsgitter og høre Din Prædiken udenfor; men jeg mærkede snart, at Du nok kunde bryde igjennem, og saa havde jeg Dig ganske nær, med Din „levende Gud“ (Ps. 84, 2—9). Dette ene Ord, som Du ogsaa i Dit Brev gjentager, er ogsaa for mig Din hele Prædiken, skjøndt det er vist, at dette ene Ord blev jo uden Betydning, et „Mundheld,“ naar de andre Ord ikke havde været med. – – Saa kom Din Onkel. Jeg kunde ikke nøjes med min Plads i Koret, men var uforskammet nok til at trænge mig frem til den allerbedste Plads, hvor jeg med Biskoppen hel for mig fra Top til Taa selv kunde sidde skjult for den hele Menighed bag det øverste Stolestade, og gjøre, tænke, huske, ganske som det nu faldt i min Lod. Saaledes maatte jeg bestandig have en Tanke, som ingen Anden kunde have: „Om nu min Fader sad, hvor jeg sad!“ — Din Onkel havde jo og sagt til mig om Morgenen: „Jeg veed nok, det, er for Deres Faders Skyld, De er kommen.“—Hans hele første Tale laa for mig i det første Ord, han sagde, efterat have gjentaget Din Text om Guds Huses Liflighed: „Ja, skulde din gamle Tjener ikke sige saa!“ Jeg fulgte ham paa hans Vandring igjennem de mange forskjellige Guds- Huse, de prægtige og de fattige, Spjellerup, Trinitatis og Slotskirken (jeg paa min Plads var maaske ogsaa berettiget til at tage Bregentved Kapel med, omendskjøndt jeg vel veed, at det var ikke denne historiske Gang, Talen tog, og derfor maaske og blev den Eneste, som kunde mene, at han allerede havde holdt sin Jubilæumstale, og derfor blive saa mægtigt overrasket, da han begyndte igjen. Ved hans Katekisation beundrede jeg den sindrigt anlagte og strengt holdte Plan, den Maade, s. 237hvorpaa han helt igjennem forbandt de enkelte Stykker af den udvortes og indvortes Gudsdyrkelse i denne Orden, altid fra det Udvortes til det Indvortes (saa forekommer det mig, og jeg mener, at jeg her var en roligere og derfor paalideligere Iagttager, end foran og bagefter); men det forekom mig tillige, at denne Plan var for omfattende, denne Bevægelse frem og tilbage for svær til at kunne gjennemføres og lykkes endog i den ikke knappe Tid, som blev brugt hertil. Deraf trode jeg, det kom, at denne Del af Gudstjenesten ikke var saa livlig, som det Øvrige. Men desto mere maatte jeg beundre den gamle Biskops Kontenance, som ikke standsede, før han havde naat sit foresatte Maal, og især at han ikke var udmattet efter denne Anstrengelse. Nu vil jeg gjerne tro, at han vel havde kunnet udføre sin Plan under andre Omstændigheder, og at Grunden til, at det ikke gik her, ligesom i Lidemark, hvor ogsaa denne Deel af Visitatsen fik sin rette Skikkelse, var den Spænding, hvori han var, medens han ventede sin Families Komme fra Roskilde [de kom først, efterat Gudstjenesten var forbi]. Saa kom Du, og begyndte paa en fortrinlig, levende Samtale med Dine Konfirmander; men: „Tiden vilde ikke tillade,“ —· og saa kom den Gamle igjen. Ja, jeg syntes jo, da jeg hørte denne Tale, at den i det Mindste kunde man aldrig glemme; og det tror jeg og for vist, at den er mig uforglemmelig, at, ihvor gammel jeg end skal blive, og om jeg selv skulde komme til at holde Jubilæum, vil det staa lige levende for mig, at jeg var med den Dag i Valløby Kirke. Her sad jeg og saae paa ham, og der stod han, og saaledes talte han; saa simpelt og enfoldigt var det Ord, vi fik dengang af ham, ret ud af hans inderste Hjerte, hans s. 238hele Liv, et Ord, som derfor ogsaa maatte gaa Enhver ind i Hjertet og forstaas og beholdes af Alle, som i ringeste Maade have gjort eller som længes efter at gjøre den samme Erfaring i deres eget Liv. Og naar jeg saa vil gjentage for Dig dette simple, uforglemmelige Ord, ligesom jeg allerede har prøvet derpaa for Andre, som ikke hørte det, saa er det dog det Gamle: „Ordet er der, men Ordene mangle,“ og de faa Linier, som jeg skriver, er dog ikke det, som jeg hørte, og som jeg mener, endog fyldte en ikke ganske kort Tid. „Min Gjerning er nu endt; men jeg maa endnu tillade mig at henvende Tanken nogle Øjeblikke — paa mig selv“ – – [Et udførligt Referat af denne Tale findes aftrykt Side 480—82 i „Nogle Blade af J. P. Mynsters Liv og Tid“ næsten enslydende med Laubs i Brevet anførte Gjengivelse deraf]. Den 18de. Jeg maa se at samle mine Tanker for at kunne fortsætte. Jeg veed ikke, om jeg har gjort Dig en Tjeneste med at fortælle Dig det, jeg ovenfor har, om Jubilæumsdagen. Det er jo egentlig noget Andet, Du har bedet om, nemlig, hvad din Onkel talede siden „ved Bordet.“ — Naar man i Selskab vil observere en Solformørkelse eller andet sligt „himmelsk Syn, hvis Lige“ osv., tænker jeg, man fordeler de for skjellige Parter, som skulle observeres, imellem sig. Saaledes kunde vi jo have delt i Forvejen, — om det havde hjulpet! Og naar jeg nu har været saa vidtløftig ved det, hvorom Du ikke bad, saa har det maaske ganske hemmeligt været af den Grund, at jeg saaledes anstændigere kunde slippe fra Dig der, hvor Du helst vilde haft mig, og sige: Kjære Ven! jeg sad og spiste og drak, og Sanne havde nok Lyst at vide, hvad der blev trakteret med ved en saadan Lejlighed; men tror Du, s. 239jeg kan sige Andet, end at det smagte godt? Paa samme Maade sad jeg ogsaa aandelig og svælgede af de fortræffelige Retter, men videre kommer jeg ikke. Ogsaa her var Biskoppen Centrum, dog her, omvendt af i Kirken, mere Den, til hvem Talen vendte ind, end fra hvem den gik ud, fordi han egentlig ingen Tale holdt, saaledes som vi Andre hver paa sin Vis, men kun fortsatte Samtalen; Din Søster, Fru Saxtorphs Skaal endte han med en Tak for, „hvad hun havde været for hans Broders Hus og for os Alle.“ Hans sidste Ord var Takken til „den velsignede Vært og Værtinde og deres velsignede Børn.“ Til mig sagde han, da jeg havde talt: „Jeg sad just og tænkte paa, at jeg vilde udbringe en Skaal for den laubske Familie. Jeg kan saa levende tænke mig Deres Faders Deltagelse, om han kunde været med her. Ja vort Bekjendtskab (hans og Faders) gaar meget langt tilbage, til 1786, da kom min Broder i Skole,“ — saa om Moder: „Vi er Allesammen enige om, at hun er noget af det Dejligste, vi har set“ — osv. See, det var jo ingen Tale men Noget, hvoraf jeg kunde have godt, og hvem der for Øvrigt vilde. — Og nu, kjære Ven! jeg har jo endnu ikke sagt Tak for den Dag og min store Del i dens Glæde, og for den foregaaende, da Du ikke var hjemme, men Stella jublende tog imod mig og saaledes betog mig endog den mindste Tvivl om, at jeg var saa velkommen, at man vilde glemme den Ulejlighed, jeg paa en saadan Tid nødvendig maatte volde. Tror Du ikke, jeg ret har skjønnet paa, at jeg var den Eneste, om hvem dette gjaldt, ikke blot udenfor Familien, men fremfor den? — og saa, da jeg kom hjem fra min Tur for at møde Dig, og hørte af Din lille venlige Louise, at Du allerede var der, — og saa den første s. 240Kaffe i den yndige Havestue, og saa da Klokkerne begyndte at kime osv. osv., — og saa alt det Øvrige, som hørte til Bispevisitatsens „3 hellige Dage til Ende,“ — vor Kjørsel sammen til Lidemark om Løverdagen (Samtalerne om vore Fædres og vort Venskab), og Fredag Aften i Havestuen med Eders Musik: de dejlige Mendelsohn-Bartholdyske Sager, og især, tror jeg, Haydns „Skabelse,“ disse forunderlige, originale og dog saa simple Toner (jeg tænker paa vor lille Hans og den Jubel, hvormed han kunde fare hen til sin Moder, naar jeg sad ved Klaveret, og udbryde: „Det er af Haydn!“); — og Din Onkels Ord, da han gik igjennem mit (Olivias) Kammer Fredag Morgen „med en hvid Pind i Munden“ (eller i det Mindste ikke i Ornat) og fandt mig, som ikke endnu vilde gratulere ham, læsende i en tydsk Dogmatik (disse Ord, som gottede Zeuthen saa inderligt, og hvorom han sagde, at det var ægte Mynstersk): „Hvad er det, De der læser? — naa ja, det er en daarlig Bog.“ —· Søndag Morgen kjørte jeg Kl. 7 fra Lidemark i dejligt Vejr en dejlig Vej til Sorø, og naade at faa Zeuthens grundige og livlige Prædiken for faa Tilhørere, deriblandt Ingemann og., hans Kone – –

Eders Otto.

Fra gamle Konsistorialraad, Provst Engelbreth.
Lydersløv, 18. Juli 1851.

Velærværdige og højlærde Hr. Mynster, Sognepræst i Valløby. Min hjertligste Taksigelse fremsender jeg til Dem, højtagtede Hr. Broder for den glædelige Fest, i s. 241hvilken De igaar havde den Godhed at gjøre mig meddelagtig. — Den var mig meget glædelig som en aandelig Fest, idet den gav mig Lejlighed til at høre Deres skjønne, milde og dog tillige kristelig alvorlige Tale over den 84de Psalme, og Betragtning af den levende Gud, baade som Den, i hvis Samfund, saavel i hans Hus som udenfor det, der alene er sand Lyksalighed, men i hvis Haand det ogsaa er skrækkeligt at falde, dersom vi i Verdens syndige Kjærlighed forlade ham og fornægte hans Samfund i Tro og villig Lydighed, og selv ville udhugge Brønde, som ikke kunne holde Livsens rene Vand. Saaledes bør det os at forkynde og bekjende den levende Gud, Skabelsen, Opholdelsen, Gjenløsningen og Helliggjørelsen som Naadens og Kjærlighedens levende Kilde, men ogsaa som den hellige og retfærdige Gud, hvis Aasyn er vendt mod dem, som gjøre Ondt, for at vi ikke lægge Plaster paa Hjerternes Saar, inden disse ere rensede og istand til at modtage Evangelii Lægedoms Salve. Det er glædeligt for os Præster at høre andre kristelige Brødres fromme Betragtninger over Livets Ord, især naar disse bydes os i Sandhedens rene og til Hjerterne trængende, varme Sprog. Denne Glæde skjænkede De mig, kjære Hr. Broder, i Deres kristelige Tale; og af Hjertet takker jeg Dem derfor.

Meget glædeligt var det mig at høre min gamle Vens og Velynders, Deres dyrebare Onkels, vor elskede, højt ærede Biskops endnu saa kraftige, aandrige, milde Fortsættelse af Deres Betragtning før Katekisationen, og især hans herlige, hjertegribende Slutningstale i Anledning af hans Jubilæumsdag. Den rørte mig inderlig, og jeg kan ikke tænke mig Andet, end at den ogsaa maa have gjort et dybt, om end maaske smertende Indtryk s. 242paa mange Tilstedeværendes Hjerter, som hidtil have søgt andre Kildespring, ligesaa glædeligt for dem, som med den gamle kundskabsrige, livserfarne, fromme Lærer, det store Lys i vor Kirke, holde fast eller stræbe at holde fast ved Bekjendelsen: „Til hvem skulle vi gaa uden til Dig, Herre? Du haver det evige Livs Ord.“ Saaledes var Gaarsdagen mig en saare glædelig, inderlig vederkvægende aandelig Fest, som jeg skylder Deres Godhed, og derfor i disse Linier frembærer Dem min oprigtige Taksigelse.

For Deltagelsen i den glade Familiefest efter Gudstjenesten i en Kreds af saa mange af mig højt agtede Mænd og hæderlige Dannekvinder (det være mig tilladt at bruge dette gammeldags Hædersnavn, om det end nu ombyttes med andre) fremfører jeg tillige min venlige Taksigelse; dog gjælder denne for største Delen Deres højt ærede Hustru, som beredte Alt til en ligesaa behagelig legemlig Vederkvægelsesfest, som De og Deres kjære Onkel til den aandelige.

Men endnu maa jeg bemærke, at imellem Hellested og Frøsløv opdagede jeg, at min Paraply havde paa Rejsen hjem faaet et Barn, smukkere end den selv. Men jeg vil ikke anerkjende og følgelig heller ikke beholde dette Barn. Uvis om, hvem det tilhører, ligesom jeg heller ikke veed, hvorledes det er kommen i min Vogn, sender jeg det til Dem, om der muligt er sket forgjæves Eftersøgning af den rette Ejer. — —

Forsaavidt jeg selv kan have medtaget den uden at agte paa, at den ikke var min, maa jeg bede velvilligst undskylde den Uorden jeg derved har afstedkommet og den Ulejlighed, jeg muligt derved foraarsager Dem, hvis Paraplyen ikke er Deres egen.

s. 243Med sand Højagtelse og de venligste Hilsener til Dem og ærede Kone henlever jeg, højt agtede Broder, Deres meget forbundne og hengivne

Engelbreth.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 26. April 1852.

Kjære Otto! Ved et Brev fra Bergenhammer fik vi for nogle Dage siden at vide, at min Søster Jakobine er rejst til Konfirmation i Haagerup, — en aldeles uventet Historie for os Valløbyere, der ikke havde Anelse om nogen af de to Begivenheder. Vi have ingen Grund til at henregne Beretningen blandt Mytherne, naar vi kombinere Data: Jakobines Trækfuglenatur, der fører hende med samme Sikkerhed fra Maribo til Haagerup, som Storkene føres fra Pharaos Moser til de danske Enge, — din Søns uomtvistelig forestaaende Afgang til Sorø, — og den ottolaubske Families konservative Karakter, der ikke tillader den, uagtet Leys Anstrengelser, at anse Konfirmationen for en ganske overflødig Ceremoni. – – Gud være med Eder, I kjære gamle trofaste Venner, og med Eders kjære Søn! — — Vi have endnu ikke ganske kunnet sætte os ind i Flytte-Ideen fra Valløby til Karise. Du, som engang flyttede fra Ryslinge til Haagerup, kan let sætte dig ind i, hvad der foregaar i os i den Retning. Vi ere ikke glade men ret fornuftige. Karise og Alslev Menigheder have fra alle Kanter det bedste Vidnesbyrd om Sædelighed og endog Kirkelighed, Karise Kirke er ualmindelig smuk og har et dejligt Orgel. Herved kan s. 244jeg maaske hjælpes til at faa den nye Psalmebog lettere indlæmpet med en Del af de dejlige Melodier fra Vartov, hvad jeg meget spekulerer paa. Vil Gud, tager jeg Afsked paa Christi Himmelfartsdag, og indsættes 6te Søndag efter Paaske af min gamle Religionslærer, Provst Neergaard i Faxe — —

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 24. Maj 1852.

Kjære Christian! Det er jo en stor Gjæld, hvori jeg nu staar til Dig, først ved Dit Brev fra 26. April, og derefter ved det lille, som saa snart fulgte efter, om Eders lille Søns Fødsel. Og hvad tænker Du om mig, at jeg endnu Intet har gjort for at formindske den? Tænk, hvad Du vil, kun ikke, at jeg har glemt den eller Dig og Dine og Eders Glæder og Forventninger, eller at Du igaar stod første Gang i Dine nye Kirker, hvor nu ogsaa Du skal vidne. – – Jakobine vilde paa alle Mynsteres Vegne leve min Søns Konfirmation med os. At han skulde konfirmeres, vidste Du ikke og Ingen af vore Venner, fordi vi selv i lang Tid ikke vidste, hvad der var det Rette. Han var meget ung, meget yngre end jeg, da min Fader velsignede mig. Havde han, som du mente, skullet fra os til Sorø, saa var det ikke sket; der er jo Zeuthen. Men han skal til Efteraaret til Odense; og hvorledes det der gaar til, naar Skoledisciplene skulle konfirmeres, veed jeg ikke. Harms (har Du læst hans Levnet? ellers maa Du dog; det er kun en lille Bog) mener ikke, det gaar godt til i den Henseende ved en Latinskole, og at en Præst skal gjøre det, før s. 245han sender sin Søn derhen. Efter hans og Andres Raad har jeg da gjort, hvad jeg saa gjerne vilde. Gud lægge sin Velsignelse dertil! — — Angaaende den roskildske Psalmebog da haaber ogsaa jeg, at den kan blive et Middel baade til at vække og til at samle og forsone. Derpaa mener jeg den er anlagt, og derfor, omendskjøndt der er Meget i den, som jeg personlig ønskede anderledes (just Saadant, hvori jeg maa mene, at Personlighed og subjektiv Smag har gjort sig for meget gjældende), har jeg været med at underskrive et Andragende (som jeg selv efter Anmodning havde konciperet) til dens Anbefaling hos Ministeriet, fordi jeg mener, det er godt, at den indføres, hvor man ønsker den, og at den prøves ved Brug. Det er Ferdinand Fenger, som har foranlediget dette Skridt. Han skrev, at Eders Biskop var imod Psalmebogen. Jeg havde ikke ventet Andet, og kan godt forstaa hans Grunde: at man skal bie, til man kan faa noget Fuldkommere, og at denne Tid ikke har Ro nok til et saadant Arbejde. Men mon dog ikke længere hen Spaltningerne ville blive større, dersom man ikke i Tide begynder at række hinanden Haanden? Jeg mener ikke, at din Onkel skal direkte række Haanden hertil; det kan han udentvivl ikke; men jeg tænker mig dog, at dersom denne Psalmebog bliver indført, og han lever, saa vil han selv forstaa at bruge den, paa samme Maade, som han har forstaaet. uagtet han egentlig ikke vilde, at skrive sine sidste kirkehistoriske Bispeprogrammer paa Dansk, og saaledes har givet efter for Tidens Fordringer, virkelig har givet og ikke ladet sig aftvinge. Ja disse Bispeprogrammer! som Jakobine skaffede os fra Bergenhammer, og som vi læste højt om Aftenen til Bevis paa, at de virkelig vare skrevne paa Dansk. s. 246Hvorfor komme de ikke med i hans „Blandede Skrifter?“ Har han isinde samlet at udgive denne „Indledning til en Kirkehistorie?“ Kunde han saaledes blive ved, indtil det blev en hel Kirkehistorie, — saa maaske jeg opgav at læse det sidste Bind af Neanders, som endnu staar uopskaaret paa min Hylde.

Men nu om noget Nyere, som jeg gjerne vilde have fat paa, f. Ex, Din Nabopræst Würtzens Prædiken fra Visitatsen forrige Sommer, som du har lovet mig. Og maaske kan da gamle Provst Engelbreths Paraplybrev følge med, som du ogsaa nok veed, jeg skulde have herover som en Eftersankning fra Jubilæumshøsten — —

Haagerup, 18. August 1852.

– – Iblandt Besøgene i Sommer var da og min gode Svoger og Søster fra Sorø. Jeg vilde gjerne haft dem med til Faddergildet, men det naades kun halvt. Allerede tidligere havde Zeuthen skrevet, at han tænkte paa Noget i denne Sommer, hvorved han ogsaa mente at kunne faa vor Hieronymus med. Saa kom omsider et Brev, hvori han indbødes til at komme til Sorø og derfra rejse i stort og lystigt Selskab til Møen. Da det nu var gaaet godt med hans Examen i Odense, hvor han kommer i 4de Klasse, og et Saar, han havde tilføjet sig i et Ben, ikke kunde blive til Hindring, blev denne Invitation forkyndt og naturligvis modtaget med stor Jubel. Han begyndte da sin første Udenlandsrejse over et stort Vand i et ordentligt Skib (han havde flere Gange været med i en Baad til Ærø) til Fætrene i Sorø, hans bedste Venner, og saa efter 2 Nætter der, gjennem det s. 247dejlige Sydsjælland til Møen. Sanne proponerede mig, som selvbuden Gjæst at gjøre Turen med og saaledes engang faa Møen at se, der var Meget, som fristede, men saa skete det dog ikke, fornemmelig fordi jeg i saa Fald maatte gjøre en Forandring i Zeuthens Plan; og nu var det for sildigt at korrespondere derom. Hieronymus kom der da, og spadserede 2½ Dag omkring med sine Venner paa de dejlige Steder. — Saa kom de da Alle 8de Dagen før vort Faddergilde over Svendborg til Haagerup; men Zeuthen kunde nu ikke blive og opfylde mit Ønske at være Fadder; men vi levede dog to gode Dage med hverandre. Du kjender Zeuthen, og jeg behøver ikke at sige Meget om den Glæde og Opbyggelse, man har af at leve med ham. Naar det undertiden bedrøver mig, at han ikke kan finde sig i Andre, som jeg gjerne vilde have ham sammen med, saa er det kun, fordi jeg glemmer, hvad jeg ellers nok kan sige mig selv: det er just det Fortræffelige ved ham (omtrent som ved din Onkel), det Faste, Stærke, bestemt Udprægede, som gjør, at han maa gaa sin egen Vej, og ikke saa let som de Løsere (f. Ex. jeg selv) kan amalgamere sig med mange Forskjellige. Jeg kunde trænge til en saadan Egestamme i min Nærhed. At jeg paa denne Maade havde ham her en Søndag i min Kirke, regner jeg ogsaa til det Gode; jeg trænger dog ogsaa imellem til at prædike for Venner iblandt Præsterne, og endnu mer til at høre dem prædike; men begge Dele sker saa sjeldent. (Husker du Harms’s Ønske om en Præsteferie?) Tak for Provst Engelbreths Brev, som jeg har læst igjen med stor Fornøjelse, men beholder indtil videre. Og nu lev vel!

Din Otto.

Haagerup, 11. August 1853.

Ja vist, kjære Christian! er der gaaet en meget lang Tid, siden vi to havde Noget med hverandre at gjøre; og det er nok Dig, der har været Skyld deri. Det var en Aftale eller et Løfte, at naar Du kom til Ro paa det nye Sted, skulde det komme; og jeg har i min Forventning maattet slaa mig til Ro med den Tanke, at Du endnu ikke var kommen til Ro. Men ihvordan, saa har jeg nu paa min Fødselsdag faaet et af Dine gamle kjære Breve, og da nu Din nærmer sig, saa skynder jeg mig at komme til Dig paa den, for at lade Dig fornemme til Gjengjæld og Tak, at jeg ligesaa lidt kan undvære Dig, som Du mig. Det kom i Mandags Morges tilligemed mange flere, lutter Vennebreve, og lange, som jeg dengang neppe fik Tid til at gjennemløbe. (Aviserne med Koleraberetninger o. s. v. maatte jeg lade ligge). Jeg stod nemlig den Morgen i Begreb med at følge Hieronymus til Sludegaard (i hans Ferie), dels fordi jeg selv (han paa Udvejen) maatte være Kudsk paa Grund af Rughøsten, dels for at se til vor gamle Moder, som i den seneste Tid har været meget svag. Omendskjøndt hun gaar oppe og tildels i Haven, kan hun dog kun nogle faa Minutter tale med Een ad Gangen, medens Alt derhenne ellers suser og bruser af den forenede Høst- og Ferietravlhed. Der kom da samme Dag Zeuthen med den »idste Del af sin Familie, og da hverken jeg eller Sanne kunde efter hans Plan komme to Dage efter til Gislev, blev Enden, at han besluttede at tilbringe de to Dage her hos os til, jeg tror, gjensidig stor Fornøjelse. Paa Hjemvejen samme Aften vare vi inde i Gislev Præstegaard, hvor vi traf stort Selskab, deriblandt Birkedal, hvem Zeuthen aldrig havde set, og om hvem han maatte sige s. 249(som en Gang Stella) at han havde forestillet sig ham anderledes, nemlig mere som Løve. Det er godt, naar saadanne Mænd kunne faa hinanden at se; thi det gaar gjerne med dem paa en god Maade, som Korinthierne sagde om Paulus i en anden Betydning, „at Brevene ere svare og stærke,“ [2. Kor. 10, 10], men den personlige Nærværelse ikke saa farlig. Dagen efter skulde jeg til et Konvent hos en af Zeuthens Skolekammerater, Provst Leth i Svanninge, og det var jo et af de stærke Motiver til at faa Zeuthen her hen. Han gjorde da Bekjendtskab med vort lille Konvent, hvor dog To manglede, og iblandt dem Agerbeck, men han fik alligevel et godt Indtryk og maatte bekjende, at han trængte just til et saadant, hvor der var saa megen Interesse, og saa megen Frihed til at udtale sig, som han da baade fandt og tog Anledning til. Mig var det en Tilfredsstillelse, at han kunde komme til at vise sig, som han er, for mine Konventsvenner, der vel ikke havde anden Forestilling om ham, end den, Grundtvigianerne kunde have om Peter Kierkegaards Modstander paa et stort (altsaa ikke rigtig frit og fortroligt) Konvent. Jeg tror ogsaa, at Alle vare glade ved at have ham med. Og saa fik han ogsaa noget Nyt og Smukt at se, som han satte Pris paa: Svanninge Kirke med Thorvaldsens Hans Madsen, den fortrinligt holdte og omdannede Have, og den hele Egn, Begyndelsen af „Fyns Alper.“ Vi vare undervejs af og højt i Vejret for at finde en storartet Udsigt, som vi endnu i Fjor med Møje kom til, men som i Aar var rent tildækket af unge Granskove (den naade fra Ærø til Lillebelt og Slesvig). Men han var og tilfreds med, hvad han saae herhjemme i vor Have og Mark under mangen god og alvorlig Samtale. „Vi mene saa let,“ s. 250sagde han, „at vi have Alt i Sorø: men I har dog Noget, som vi ikke har.“ Han mente f. Ex. lige udenfor vor Havestuedør Udsigten over Engen til Østerhæsinge, eller fra det lille Lysthus Udsigten over den smukke Bro paa Gaden. En Ven, som kan se, er som en god Kommentar (f. Ex. til Bibelen), der Intet lægger til, men viser, hvad man har. En Saadan kunde Du en Gang være. naar Du vilde komme. — Om jeg end har været temmelig vidtløftig med at fortælle om Zeuthen, saa mener jeg dog, at jeg dermed ikke blot har fortalt om ham, men ogsaa om, hvorledes vi have det. En af de Mænd, han saae og syntes godt om, og som ogsaa tidt nævner Dig, maa jeg dog særskilt nævne: Leth i Horne. — —

Fra Otto Laub til F. L. Mynster.
Haagerup, 7. Februar 1854.

Kjære Ludvig! At faa et Brev færdigt til Dig med denne Post, er nu ikke mere at tænke paa, men jeg vilde dog saa gjerne endnu paa denne Dag [Biskop Mynsters Begravelsesdag] faa begyndt et Brev til en af Eder Mynstere; og nu er Du dog den Nærmeste, fordi Du igaar har sendt mig et Brev. Jeg vilde dog saa gjerne, inden denne Dag ender, sige dog til En af Eder, hvor kjær han har været og skal evig blive mig og Sanne og med Guds Hjælp efterhaanden flere og flere af dem, som endnu ikke kunne forstaa os, han, hvem de i Dag have baaret bort, hvem vi nu ikke tiere skulle se hernede. Jeg kan ikke sige, at jeg egentlig har sørget ved hans Død; det er jo gaaet, som det skulde, som vi altid havde ønsket, ja næsten med Vished forudsagt, at det s. 251maatte gaa: „hans Øje var ikke dumt, og hans Kraft var ikke veget fra ham.“ Da jeg nu hørte, at det var sket, kunde jeg ikke Andet end glæde mig over, at han nu var kommen ud fra saa Meget, som man veed ikke hvorledes eller hvormeget kunde formørket hans sidste Dage. Thi skulde denne Kirkekommission udrette Noget, saa kunde vel ikke Alt blive efter hans Ønske, — og skulde den Intet udrette, saa vilde han jo faa Skylden. Men just med Hensyn til denne Kirkekommission, hvorpaa jeg strax maatte tænke, og hvorom jeg just i de Dage havde talt en Del, faldt dette Dødsfald som en tung Anelse paa mit Bryst, — det var mig, som om der maatte ske noget Nyt, nu „den Gamle“ (som Søren Kierkegaard kaldte ham i Samtaler med Zeuthen) var borte, som om der var Noget, der havde biet paa, at han skulde af Vejen, for at bryde frem; og saa er han der ikke mere, som kunde holde igjen [2. Thess. 2, 7]. Hvad der i hans Tid blev, om ikke forsonet, saa dog dæmpet, vil dog komme til at staa langt skarpere imod hinanden, og om ikke i Kommissionen, saa desto vissere udenfor den. Maaske det, er godt og paa Tide, at det kommer dertil; men det er dog ikke hyggeligt at gaa i Møde. Se, paa denne Maade skulde et saadant Dødsfald ikke tages, og derfor vilde jeg saa gjerne have været med Eder i Dag ved hans Kiste, for at komme til at tænke mere tilbage, end frem, og blive saa glad, som man dog kan det ved en saadan Mands Begravelse, naar man opfyldt af det, der ligger bagved, springer hele Fremtiden over lige ind i Evigheden. — —

Fra F. L. Mynster til Otto Laub.
Emilsminde, 14. Februar 1854.

Kjære Otto! Da jeg sidst skrev til Dig om den os Alle saa kjære Onkel, anede jeg ikke, at han var draget herfra og var indgaaet til sin Herres Glæde og til Gjenforeningen med de kjære Forudgangne — Din Fader, mine Forældre, Heger, ja hvem kan blive færdig med at nævne dem Alle! — — Paa Begravelsesdagens Aften viste de mig hans Stue, hvorfra hans Bønner og ophøjede Tanker vare stegne derop, hvor han nu er salig. Den havde været brugt, ikke været kold og tom, siden hans Bortgang. Hans sidste literære Arbejde blev at fuldføre sin Biografi. De havde i Ugen før Begravelsen læst den for Tante i hans Stue, og Ludvig desuden for sig selv paa Kvistkamret. Der er i den Meget om hans Kamp og Stræben, før Gud gav ham, og derved saa Utallige, Trossejren: „Det endnu Ubekjendte er dog nok endnu det Allerbedste,“ sagde Ludvig; og Joachim sagde, at der var Meget deri om min Fader. Det allersidste Arbejde var at skrive Indberetningen om hans sidste Visitats: „Der mangler altsaa fire Sogne; thi da Høsten var begyndt, standsede jeg Visitatsen. Det er ikke godt at visitere i Høstens Tid.“ Fra at have skrevet dette gik han ind i Dagligstuen og satte sig stille ned (Kl. 4½, Løverdag 28. Januar) i Sofaen. Hans Svigerinde Ida Münter sad ved Vinduet og syede. Tante var i Roskilde og havde der just været hos min Søster Sara og talt med Glæde om Alt hjemme og især om, at Onkel var saa rask, og at nu forestod det, at han snart skulde indsætte den sidste af ham ikke indviede Biskop, da Øllgaard havde resigneret. — Saa bad Onkel Ida gaa ind og spise alene, da han Intet skulde have. Først derved blev hun opmærksom s. 253paa, at han var syg. Paa hendes Spørgsmaal svarede han, at han havde Sting i Brystet og befandt sig ilde, men vilde sidde lidt i Ro. Hun blev da siddende ved sit Arbejde, men Kl. 5 bad han hende følge ham ind i hans Stue; og da hun ledte ham over Stuen, gik Døren op, og den stakkels kjære Tante traadte ind, og forstod strax, hvad det betydede. „Gud, hvad er det!“ var det eneste Smertensord, der undslap hende, men saa var hun strax beredt til at bære Alt, og fulgte ham ind. Henimod Kl. 7, da det blev værre, sendte Tante sin Søster i en Vogn ud til O. Bang. Der havde det brændt en Time i Skorstenen; den var netop revnet, og Luerne stode ud i Stuen, og Tømmerfolk toge Gulvet af for at slukke Bjælkerne; men Onkel Bang maatte jo strax afsted fra sin ængstede Familie, som dog slap med Skrækken. Efter en Aareladning blev Onkel noget roligere; Kl. 11 kom Bang igjen; om Natten sov Onkel noget ogled ikke meget. Kl. 10 Søndag Morgen begyndte Fantaseringen og vedblev. Af og til kjendte han dog de Omværende. Kl. 10 Søndag Aften stod Paulli og bøjede sig ned over ham; da saae han op, og sagde: „Min gode Paulli!“ Det var hans sidste bevidste Ord. Mandag Morgen Kl. 5½ var det forbi. Han havde neppe lidt meget, og der var ingen egentlig Dødskamp mærkelig, saaledes som da Din Fader døde. Min Søster Rikke ^*)Fru Saxtorph. var der Søndag Morgen; hun fandt dem usigelig bedrøvede men fromme og velsignede som altid, og bedende Gud, at lade det blive Døden, at han ikke skulde overleve sig selv. Om Mandagen saae hun dem igjen; da var Ludvig kommen fra Nestved henad Aftenen; hun sagde om dem, s. 254at hun erindredes ved, hvad hun der saae, om de Ord i en af Thaarups Sange: „Kun Tak til Gud, ej Klage lød.“ Og kan Du ikke nok forstaa, at Alt, hvad jeg der hørte og saae, var Smerte, men en Smerte, som var usigelig rig paa Trøst. Ingemann maa nok sige; „En Sten i Tempelbuen brast;“ men Buen hvælver sig endnu stærk over Christi Kirke paa Jorden. — — Jeg kom til Kjøbenhavn Søndag mod Aften. Jeg logerede Dør om Dør med Christian; han kom Dagen efter. Bergenhammer var der ogsaa; han havde hørt Martensen prædike; Alle vare enige om, at den Tale havde været hjertelig og rig og dertil et Mesterstykke. Hauchs Digt kom i Tirsdags til Tante i Manuskript; det fandtes af dem Alle at være det skjønneste, — nu ogsaa af os herude. – – Og saa Begravelsen! Kl. 10 kom, medens Klokkerne ringede, Vognen efter Christian og mig. De Budne samledes i Konsistoriesalen, hvor jeg saae alle de Nærmeste samt de Fornemste, saasom 4 Prindser o. s. v. Gamle Ørsted har jo været blandt dem, der her tabte Allermest. Han havde grædt meget ved Efterretningen. Hvor han er Din Fader lig i Meget! Jeg besøgte ham en halv Time Aftenen forud (Mandagen den 6. Februar). Han talte saa bevæget om de dybe Tab, han havde lidt: Onkel, hans Broder, Oehlenschläger og Rosenvinge. Fru Ørsted ^*)H. G. Ørsteds Enke. talte om hans og Onkels Venskab og sagde disse af Onkel anførte Linier af Ewald i Dedikationen til Ørsted af en Afhandling over Dogmatiken:

Som Venskab, saa Din Saft, Du ædle Mokkafrugt,

Skal være stærk og varm og ren og umisbrugt.

Saa gik vi parvis i Procession ind i Solennitetssalen, s. 255gjennem Vestibulen, over Pladsen mod Bispegaarden, ind ad Kirkens Hovedindgang og op ad Midtgangen. Nedenfor Trappen op til Koret stod Kisten beklædt med sort Fløjel og kun med en Inskriptionsplade og en Pude med Ordener, helt omgiven af smukke Krandse, som laa op ad Siden og paa Gulvet; en Mængde Kandelabre med Voxlys og omvundne med Flor. Ghristusstatuen var det eneste ganske utilhyllede Sted. Jeg fik Plads i Stolen tilvhøjre for Kisten. Saa kom et Par hundrede Præster og fyldte næsten hele Koret, Rikke var i Galleriet og sagde, at Processionen var saa højtidelig og smuk. Fire Kandidater stode med Marschalstave ved Kisten, to gamle hvidhaarede Præster stode nedenfor Kortrappen, den ene var Provst Holten fra Skuldeløv; fire Biskopper; men Du var der ikke; dog var der een Laub-Repræsentant: den gode, varmtfølende Zeuthen. Kisten saae saa smuk og saa lille og ydmyg ud i den store Kirke, hvor vi To en Gang have set og hørt ham holde hin mægtige Indvielsestale, da han tiltraadte sit arbejdsfulde og velsignelsesrige Bispeembede, og hvor vi To og Vilhelm og George en Gang hørte ham prædike om Sjælens Udødelighed, og hvor han nu (som der staar i Paludan-Müllers Kantate):

Op fra vort Bryst
Talede selv ved sin Kiste
Ordet til Trøst;
Levende saae vi ham for os.

Ja, og saa kom Fredr. Paludan-Müller ydmyg og kjærlig og stille og lagde sin Krands ved Siden af de andre. Ludvig og Joachim fandt, at der var ikke Meget i den; men deri var der dog aabenbart megen Ærbødighed s. 256og Tak og Rørthed, at vor i en stor Betydning største nulevende Digter ligesom ikke nænte eller turde flætte andre Blomster ind i Krandsen, for at man kunde have Ro til at være helt med alle Tanker hos Onkel og med næsten ingen hos den Digter, som rørte Harpen ved hans Grav. Men det forstaar sig, det Samme gjælder om Hauchs, og deri var dog noget Stort og mere Indhold. Hauch er det danske Folks Stemnings fyldigste og rigeste Røst ved alle store Anledninger. — Ja, de sang det første Stykke af Paludan-Müllers Kantate dejligt, kan Du tro! men Melodien var atter noget af det Enfoldigste i Ordets hele Betydning, jeg har hørt. Saa kom Tryde og talte varmt og godt; saa kom Onkels eget Vers: „Eet alene vist jeg veed, Dette: Gud er Kjærlighed“ (Bl. Skr. III, Side 365) med lidt rigere Musik, fuld af Fruentimmerkor og Gjentagelser. Det syntes nu Christian især var udmærket udført, men jeg forstod ikke den Musik ganske; Du veed, jeg er dum paa det, som ikke er tilgjængeligt for ulærde Musikøren. Derefter talte Engelstoft, og det var smukt at høre den unge Biskop især dvæle ved Mindet om, at Onkel havde konfirmeret ham. Han stillede sig derved ganske ned mellem alle de mange Taknemmelige, der havde set op til Onkel og vare blevne indviede til Vandringen af ham i deres Ungdom. Derefter kom Rudelbach; Ordene og Maaden, hvorpaa han stod og sagde dem, vare yderst simple. Ordene af Jobs Bog 7, 6: „Mine Dage ere fløjne bort hurtigere end en Væverspaalle,“ kom i det Mindste fire Gange igjen. Han endte med et stærkt Vers af Kingo: „Angest skal avle en varende Glæde;“ og saaledes lød dog ogsaa Kingos Harpe ved Onkels Grav. Men det Vigtigste var at Rudelbach stod der og talte sine udtrykkelig s. 257forlangte og „ham nødvendige syv Minutter,“ og flere Gange sagde Ord som disse: „Have vi nogensinde staaet ved en Grav, som vi med fuldeste Overtydning have følt, at Guds Velsignelse omfreder den, da er er det ved vor salige Biskops Grav.“ – – „Ikke at jeg allerede har grebet det“ o. s. v. (Ellers var her den Besynderlighed, at han sagde (Ps. 90, 10): „Da ere de 60 Aar, eller om Nogen haver megen Styrke, 70 Aar, eller noget mere.“ Er Stedet ikke korrekt oversat i vore Bibler?). Tryde sagde, at efter de store Profeter plejede smaa at opstaa og hentydede til „Eliaskappen“, som nu Ingen vidste hvo der skulde arve. Efter Rudelbachs Hilsen fra den ubehøvlede Del af Kristenheden sang hele Forsamlingen med stærk Fuldstemmighed Slutningspsalmen, ledsaget af Orgelspil, som knap kunde høres igjennem, — saa kom dejlige Orgeltoner, og lidt efter lidt blandede Basunerne sig deri, medens Kirken begyndte at tømmes; og saa begyndte tilsidst, medens Kisten udbares af Studenter af alle Fag og Aldere, en i Sandhed opløftende Triumfsang af lutter Basuner, der udfyldte den store Kirke og lød ganske overjordisk stærkt og gribende. Kisten blev baaret, ledsaget af gaaende Følge, til udenfor Nørreport, hvor den sattes paa Ligvognen, og saa kjørte vi (omtrent ⅓ af Følget) til Assistentskirkegaarden. Ved Graven talte Paulli et hjerteligt Afskedsord; og efterat Alt var forbi, gik en gammel Præst hen og saae ned i Graven, hvilket Mange af os Andre ogsaa gjorde; da jeg saae derned, spejlede den blaa Himmel sig i den lille Metalplade paa Kistelaaget; og med dette Glimt af Himlen forlod jeg hans Grav. — — Paa Hjemrejsen havde jeg den Glæde at følges med Zeuthen til Sorø. — —

s. 258Hauchs Mindedigt over J. P. Mynster.

Slægter fødes, Slægter svinde, Tiden kommer, Tiden gaar, Men den høje Polens Stjerne fast og uforandret staar. Saadan var Du, saadan stod Du stedse med et roligt Mod, Midt i Verdens vilde Kredsgang vakled aldrig dog Din Fod.

Tunge Storme, sorte Skyer droge frem fra Vest og Øst, Rolig stod Du midt i Stormen, dobbelt klar i Livets Høst. Aldrig rokket, stærk og sikker med et lyst og stille Blik Saae Du fra Dit høje Standpunkt, hvad paa Jorden kom og gik.

Al den Herlighed, som fandtes blandt Mangfoldige fordelt, Har Du samlet i Din Tanke til et stort og mægtigt Helt. Du Dit Hus paa Klippen bygged, dybt og fast blev Grunden lagt,

Du har vist, at Sjælens Ungdom kan betvinge Tidens Magt.

Skarp Forstand og høj Begejstring var forbundet i Dit Bryst. Aldrig har i Herrens Tempel før vi hørt en saadan Røst. Kløgt og Vid og hellig Alvor saas hos Dig tilsammen bo, Ordets Glød paa Dine Læber, vidned om Din dybe Tro.

Villiens Kraft og mandig Styrke parred Du med Tankens Vægt,

Derfor stod Du som et Bolværk mod en vild og vantro Slægt,

Derfor skal Din Daad ej glemmes, aldrig glemmes skal Dit Ord,

Førend Troen rent er flygtet fra den kolde dunkle Jord.

7. Februar 1854.

s. 259Frederik Paludan-Müllers Gravpsalme,

sunget i Frue Kirke ved J. P. Mynsters Jordefærd 7, Febr. 1854.

Mel.: „Hvad kan os komme til for Nød.“

Er trang og mørk end Gravens Vej,
For dybe Suk ej sparet,
Et Lys, som Jorden skuer ej,
Er der dog aabenbaret;
Det Saligste kun Døden ser:
Vor Frelser, ej paa Korset mer,
Men sejerrig forklaret.

Som Livet selv, som Livets Bud
Han træder til den Døde;
Paa en Gang Menneske og Gud
Han Sjælen gaar i Møde;
Da falde Støvets Lænker af,
Da lyser i den dunkle Grav
En himmelsk Morgenrøde.

Vor tabte Biskop! Palmen vandt
Du paa Din Gang herneden:
Dit Hjerte Troens sikre Pant
holdt fast i Kjærligheden.
Vor Frelser selv Dig føre frem
Fra Gravens Nat til Lysets Hjem,
Fra Livets Kamp til Freden!

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 21. Febr. 1854.

Kjære Christian! Vi To skulde dog i denne Tid have et Ord at sige hinanden. Det har jeg sagt mig selv hver Postdag, siden Efterretningen kom om Din Onkels Død; men derved er det blevet. Jeg veed ikke, hvorledes det gaar, men med Aarene falder det mig bestandig sværere at holde endog den kjæreste Korrespondance vedlige; jeg synes ikke jeg kan overkomme Mere end de ugentlige Breve til min Broder Frederik i Langaa og til min Søn i Odense. Til Din Broder Ludvig har jeg dog overkommet Lidt, fordi jeg dog maatte meddele mig strax til Nogen med det Navn, og fordi han i flere Henseender nu var den nærmeste for mine Tanker; han havde f. Ex. efter Din Onkels Død, men uden at vide den, skrevet til mig. Havde jeg været paa hin Side Beltet, eller faaet Efterretningen saa tidlig, at denne Hindring havde tabt i Betydning, saa havde jeg ikke havt Behov at skrive nu, eller kunde gjøre det lettere, fordi Brevet da kun blev en Fortsættelse af en Samtale; thi da havde vi været sammen den 7de, og hvad vi hørte, om ikke just hvad Menneskene talte, som ved en saadan Lejlighed altid maa lyde mat i det store Rum, saa de andre Røster, baade de højmælede, som Basunerne og en virkelig Menighedssang, og de tause, som her maatte komme tillive, vilde jo løse Tungebaandet, naar man igjen sad ene sammen. Allerede Beskrivelsen af denne Dag har gjort en saadan Virkning paa mig, ikke just Bladenes, men i Breve fra Kjøbenhavn, Maribo og især et fra Emilsminde. Din Broder har en Gave til at opfatte det Gode i Alt, f. Ex. det Passende i, hvad Andre have kaldt det Fattige i Paludan-Müllers Vers s. 261(jeg var dog forud enig med ham i at glæde mig over disse Vers) og det Glædelige i Rudelbachs Hilsen fra „den ubehøvlede Del af Kristenheden“ (Ludvigs Ord). Af hvad jeg har set, staar Hauchs Digt og Martensens Prædiken øverst. Men det gaar ellers underligt med en saadan Begivenhed, som man dog mener angaar Ens helt inderste Væsen saa nøje, og dog maa have forklaret ved Andres Ord, for ret at kunne forstaa den, og det efterat man i lang Tid har sagt sig selv, at den var nær for haanden, og meent, at man var aldeles beredt paa den. Der skal gaa lang Tid, før man kan faa samlet i sit Sind, jeg f. Ex. alt det, hvorved jeg i saa lang Tid har hængt sammen med denne Mand, lige fra min Barndoms første Erindringer til det sidste Syn af ham 1851 i Lidemark Præstegaard. Det Første, man skulde sige sig selv, det var, hvad man har haft, og har, og ikke kan miste; men jo mere det gaar over i Ens Kjød og Blod, uformærkt, som alt det Staaende i Livet, desto mindre kan man saaledes udsondre det og stille det frem for sig; og deraf følger en Tomhed ved Tidenden om, at nu er det afsluttet, som er saa uhyggelig og gjør, at man kaster sig over Fremtiden, og spørger om, hvad der skal komme efter.

22de Februar. Hvad det var en ypperlig Text, Martensen havde fundet: „Efterfølger deres Tro!“ Det er dog det eneste rette Svar paa Spørgsmaalet om Fremtiden, og hvad der nu skal følge; og dette „deres Tro,“ det faar dog en ganske egen Kraft ved Tanken paa denne Mand: ikke blot om det Objektive, „den Sag, han levede og stred for,“ men ogsaa især, mener jeg, om det Subjektive, „det Sind, hvormed han levede dette Liv“. Der er dog ingen Ting, som mindre kan forenes s. 262med, „at efterfølge hans Tro,“ end at være forsagt. Jeg veed ikke, om det er gaaet Andre, som mig: Det Første, der stillede sig frem for mig ved Efterretningen om hans Død, var Kirkekommissionen. Tilforn havde den ikke beskjæftiget mig meget; naturligvis har jeg tidt baade tænkt paa den og talt om den, men den har ikke voldet mig nogen Uro. Den engang saa meget bebudede Synode har jeg aldrig trot stort paa, om jeg end maaske fra Begyndelsen ikke har tænkt mig, at den saa bogstavelig skulde blive til Intet; men noget Godt har jeg i det Mindste aldrig ventet mig af den; og af Kommissionen har jeg ikke ventet mig noget Nyt i egentlig Betydning, og kan endnu ikke tro Andet, end at vi ere bedst tjente med, om Alt kunde blive nogenlunde ved det Gamle, kun sikret mod Rigsdagens Vilkaarlighed, som for mig er langt uhyggeligere at tænke paa, end Regjeringens, Kancelliets osv. Men da nu han var borte, var det med Eet, som om denne Kommission fik noget Andet at betyde, som om vi nu dog stode ved Overgangen til noget Nyt; og jeg er nu langt mere spændt paa at faa at vide, hvad denne Kommission vil. Jeg kan ikke sige, at jeg har nogen Frygt for den, naar den kun kan hænge sammen og blive enig; og jeg vil ikke tage Del i nogen Demonstration imod den, hvortil jeg vel har været indbudt. At Clausen er bleven dens Formand, er i sin Orden; men deraf følger da ikke, at han skal blive Sjællands Biskop. Jeg hører, at Grundtvigianerne ønske ham, men mon de ikke vilde blive narrede ? han er en Frihedsmand, men mon han ikke alligevel vilde blive dem et strengt Herskab? Martensen vilde jeg helst ønske (skjøndt han ogsaa kan fattes Meget i at udfylde den ledige Plads); og jeg maa anse det for en s. 263Usselhed, dersom virkelig hans Yttringer om Angeln (om de vare nok saa skjæve) skulde kunne hindre ham i at blive Biskop — saa langt fra Angeln og fra al Indflydelse der som muligt — —

Men nu noget af det Gode, hans Efterladenskaber, ikke blot hans Lysestage, Sax, Pibe osv., som er delt ud, men det, hvori vi Alle skulle faa Del: Først hans Erindringer, saa hans Taler, og maaske endnu mere hans Kristendommens Historie, hvoraf vi kjende 3 ypperlige Stykker, som vi have Ret til at fordre i hans „Blandede Skrifter“ — —

Det er længe siden, vi To have skrevet til hinanden, og jeg gider nu ikke undersøge, hvem af os der er Synderen — — Tænk paa, at jeg endnu ikke veed, hvorledes Du befinder dig i Karise, om Du savner Valløby, som jeg i saa lang Tid Ryslinge, at Du egentlig kun har fortalt mig, hvorledes du lever, naar der er Bispevisitats; men det er jo ikke det daglige Liv. At det var godt ved disse Visitatser, som nu aldrig komme saaledes igjen, det vidste jeg da af egen Erfaring. Og jeg siger, Gud ske Lov derfor, og endnu engang, efterat han er gaaet bort, og derfor maaske endnu hjerteligere, Tak til Eder, som tog mig med. At jeg har set ham i en af hans Livs heiligste Timer, som jeg maa anse den i din Kirke for, skal jeg aldrig glemme — — Og nu, hils alle Dine, Din kjære Stella og Børnene! Skulle vi ikke engang ses, og Sanne og Stella gjøre ordentligt Bekjendtskab? Lev vel, Du Kjære, med alle Dine! Sanne hilser paa gammel Vis; hun er jo en af Din Onkels Konfirmander og er altid vedbleven at være det.

Din O. Laub.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
11. Marts 1854.

Kjære Otto! Da det store Sørgebudskab kom, begyndte mine Tanker jo snart at, vandre om til dem, der staa mig nærmest, og med mig vilde forstaa Tabet, men ogsaa Glæden; og saa kom de da ogsaa til Dig. Her fik vi Aviserne og Brevene med Budskabet paa een Gang. Jeg blev lidt ene her i min Stue for at samle mig, og forstaa, hvad der var sket, men kom ikke til at forstaa det, førend jeg fik Stella herind og kom til at græde med hende over den elskede faderlige Onkels Bortgang; og vi kom jo snart til at takke Gud og glæde os over, hvad der var sket. Især efterat vi kort før Jul havde set den velsignede Onkel og mærket og hørt af Lægerne, hvad der var nær forestaaende ^*)Hans Syn var saa svækket, at han tilsidst kun ved Hjælp af et Forstørrelsesglas kunde læse, og efter Lægernes Mening snart vilde være bleven blind., kunde vi ikke Andet end være bekymrede for, hvad hans Livsaften vilde bringe for Byrder; men saa viste atter Han, der kjender Tider og Veje, at vi rolig kunne kaste al vor Sorg paa Ham. Og naar nu Fremtiden ofte synes os saa betænkelig, saa veed Vorherre jo ogsaa her nok Raad. En saadan Biskop faa vi jo ikke; men den, vi nu trænge til, ville vi jo nok faa; og Overhyrden vil styre Alt til det Bedste, om ogsaa gjennem Trængsler. Hvad Andet end Trængsler kan ventes, naar Kirkesager skulle afgjøres af en Rigsdag, hvori Tscherning og Jens Pedersen Kjøng, der har yttret, at Mormonerne ere ligesaa gode Kristne som Andre, føre Ordet. Det var jo høj Tid, at Kirkekommissionen blev nedsat, hvorom Onkel var den Første s. 265som underrettede mig, sidst jeg saae ham. Saa liden Lyst han end havde til at faa Sagerne saaledes ordnede, saa ivrigt arbejdede han efter Paullis Udsagn, da han først havde maattet begynde; og det var jo ogsaa hans sidste Gjerning, da han den Løverdag forhandlede den Sag med Engelstoft halvanden Time til henved Kl. 2.— Af den Kommission kunne vi vel ikke vente Synderligt, maaske dog, efter hvad der berettes, Tilladelse til at indføre Roskilde Psalmebog, hvor Præst og Menighed enes derom. — denne Bog, som ved flittigt Brug er bleven mig meget kjær, og sikkert i og for sig er en fortræffelig Bog, hvorom ogsaa Onkel her ifjor paa Visitatsen sagde, at, om han nu skulde indføre nogen ny, vilde det blive den. At Sognebaandet løses, vil vel ikke medføre stor Ulempe, maaske endel Godt; og at Konfirmationen foretages to Gange aarlig, er vel heller ikke af stor Betydning; jeg glæder mig endog til at læse med Konfirmander tidligt om Morgenen paa smukke lyse Sommerdage, saa tidligt, at Sommerheden endnu ikke har gjort dem søvnige. Vi opnaa derved at blive fri for denne idelige Aldersdispensation. — Clausen vilde vel i og for sig være den dygtigste, men hans Forhistorie og nu sidst hans Demokrattaler i Børssalen maa dog gjøre hans Valg umuligt. — — Da jeg havde læst Martensens Prædiken, forekom han mig at være Den, som havde opfanget Eliaskappen, og vi maa vel ogsaa være enige med Ministeriet om at ønske ham. Nu skal Kongen have erklæret sig bestemt imod ham, skjøndt hans Optræden i Slesvig vistnok slet Intet har at betyde i denne Sag. Kongen skal have fordret Clausen, og, kan han ikke faa ham, saa Bindesbøll. – – Men under alt dette Betænkelige glæde og trøste vi os nu for det s. 266Første ved det Meget og Dyrebare, vi med det Første kunne vente fra vor kjære gamle Biskops Haand, der skjænkede os saa mange rige Gaver, og blandt dem alle, i det Mindste for os, der stode ham saa nær, og levede alle vore Aar med ham, hans Meddelelser om sit Liv, hvorom «Sønnerne og Paulli talte med den største, ja med den største Forundring, hvori han vil indvie os i sit Livs dybe Væsen. Vi fik i Valløby paa Jubilæumsdagen en Anelse om, hvad vi tør vente. Du har vel hørt, at Onkel den sidste Formiddag ganske imod Sædvane lukkede sig inde i to Timer; han vilde være uforstyrret ene, da han vel følte Aftenstunden nær. Oftere havde Børnene bedet ham udgive nogle Lejlighedstaler; han svarede spøgende.: „I skulle jo ogsaa have Noget at udgive, naar jeg er borte;“ — og saa laa denne store Samling aldeles færdig til dem og os. Da Tante og Joachim efter hans Død kom ind i hans Stue for at efterse nogle vigtige Papirer i den Skuffe, hvor han havde vist hende, at de laa, havde han flyttet dem om i en anden, men i denne havde han lagt sit Livs Meddelelser, for at det skulde være. det Første, de skulde finde efter ham. Da Joachim spurgte mig, om jeg vilde have Noget imod, at nogle Meddelelser om min Fader, navnlig om hans Ungdomskjærlighed, bleve publicerede, bad jeg· dem kun give os Alt, hvad Onkel havde meddelt; hvor kunde vi ønske en Tøddel udeladt? Om det sjeldne inderlige Forhold imellem de to Brødre skal der navnlig være saare Meget; uendelig længes jeg efter dette Værk. — Hvor godt, at Herrens gamle trofaste stærke Tjener blev forskaanet for at se alle disse nye Former gjøre sig gjældende i den danske Kirke, som nu vist ville komme. Imidlertid tør vi vel haabe, at det s. 267ikke vil blive ganske saa galt, som Grundtvigianerne varsle og Sværmerne ønske det. — —

Den eneste Grundtvigianer, som jeg saae i Ligfølget foruden Ferdinand Fenger, var Peter Rørdam, der var taget ind til Byen for at følge Biskoppen. At Kirketidenden ikke med et Ord har udtalt nogensomhelst Anerkjendelse af hans Fortjenester, ligner dem ganske; noget Ubehøvlet hørte jo altid til de Folks Væsen. At „den store“ Rudelbach talte ved hans Kiste, glædede mig, men maa være kommet dem noget paatvers. Det var sikkert den bedste af Talerne. – –

Til vor Tids Underligheder hører da ogsaa disse indre Missioner fra Lægfolk i Ringstedegnen. En saadan indre Missionær har ogsaa været her i Egnen; men at han hidtil ene har prædiket, hvor der allerede er vakt Kirkeliv, synes at tyde paa en af de Skrøbeligheder, hvoraf det Væsen lider; det er dog vel i Ørkenen han skulde prædike og ikke der, hvor han med Lethed kan faa en Skare samlet om sig. Han har i Vinter været hos Peter Rørdam, Provst Nielsen og Dorph, der alle tre gjorde stort Væsen af ham, og indbød ham til Dinéer hos sig. Man kan jo vel lade være at sætte sig imod ham, men arbejde paa at sætte Fluer i hans og Menighedens Hoveder, skal dog næppe Sognepræsten. Fra Møen skrev han et Brev til Præsten i Allerslev, hvori han anmeldte sin Ankomst og anmodede Præsten om at tillyse den og holde Skolestuen i Beredskab til hans Gudstjeneste. Dette synes vel provstemæssigt. Til at anvise Skolestuen er neppe hverken Præst eller Sogneforstanderskab eller Skolelærer berettiget, hvorfor ogsaa i Udby Prædikanten med hele sin Forsamling maatte fortrække fra Skolen, hvor de vare samlede, da en halvdrukken s. 268gammel Bonde kom støjende derind og fordrede dem bortviste fra den Stue, hvis Gulv og Bænke han og Sognet havde bekostet for Børnene, men ikke for enhver Landløber, som ikke havde Andet at gjøre end løbe om og holde Forsamlinger. Forresten skal Jens Larsen tale meget sundt og kristeligt. Kunde han vække større Liv, skulde han være velkommen i mit Pastorat; thi skjøndt Kirkegangen og Livet her er bedre end paa mangfoldige Steder, staar der jo Meget tilbage at ønske. — —

Naar jeg først nu takker dig, kjære gamle Ven, for dit Brev, maa det vel være, fordi det igrunden er overflødigt; du veed uden det, hvor stor Pris jeg sætter paa et Par Ord fra dig, men især da paa et Brev fra dig efter den os saa kjære Gamles Død. Nu er han borte med de andre store Gamle, Alle borte, og dog ikke borte fra os, men borte fra al denne uhyggelige Verdenstummel, hvori vi og Vore endnu skulle færdes. Gud vil holde sin Haand over os Alle og over sin gamle Kirke. „Der brast en Sten i Nordens Tempelbue!“ Men Bygmesteren skal nok holde den sammen. Det er dog et smukt Digt af Ingemann, om ogsaa Hauchs maaske er smukkere eller større. Theodor Schorns i „Fædrelandet“ er meget smukt, men Beckers tiltalte Tante og de Nærmeste mest, og er med sine noget plumpe Udtryk vel ogsaa det hjerteligste. Men af ait dette staar dog Martensens Prædiken øverst. Det gjorde mig ondt, at jeg først kom derind om Mandagen, og ikke kom til at høre den i Slotskirken, hvor Alle græd over deres gamle Biskop. Ørsted hulkede som et Barn over den Sidstes Bortgang, da han sad paa Onkels gamle Plads. Hvor vi skulde havt det godt, om du s. 269havde været med, og saa Ludvig og jeg havde haft Dig hos os i Hotellet, da vi vare samlede der en Timestid efter Begravelseshøjtiden. Jeg havde haabet men vel ikke ventet Dig, Du gamle Kjære! Tag snart til Kjøbenhavn eller Sorø, og lad mig hente dig til Karise! Skulle vi leve, ses vi vel ogsaa engang i Haagerup. Hvorfor skulde ikke ogsaa jeg engang naa derhen? Men nu Farvel! Det er jo Løverdag, og nu har jeg Andet at bestille end at staa her og male et daarligt Skrabsammen op til Dig. Jeg undte Dig det bedre, men havde ikke Tid til at gjøre det kortere, og vilde dog ikke opsætte det længer, — havde vel heller ikke endda faaet det bedre. Mange Hilsener til Dig og min gamle Veninde Sanne og Din Moder og Frederik og alle Dine fra Stella og Din gamle Ven

Chr. Mynster.

Fra Laub til C. L. N. Mynster.
Haagerup, 21. April 1854.

Tak, kjære Ludvig Mynster! — De vredes jo ikke, fordi jeg bruger den samme Benævnelse til Dem, som jeg nu i mange Aar er bleven vant til, naar jeg talte om Dem, — Tak for Deres lille Brev, som kom idag! og Tak til Deres Moder for den dyrebare Gave, som det ledsagede! — Det vil ikke undre enten hende eller Dem, naar jeg siger, at jeg ikke har kunnet bie efter denne Bog, indtil jeg fik den paa en Maade, som jeg ikke havde ventet; derfor vidste jeg desto bedre, da jeg aabnede Deres Pakke, hvad det var, som var tiltænkt s. 270mig; jeg vidste allerede, hvad det var, som havde bragt Deres Moder til at tænke paa mig, hvorledes det Navn, som jeg bærer er indført i denne Bog, og har staaet i den Mands Hjerte, som har skrevet den; men De og Deres Moder ville derfor dog forstaa, at det er med en inderlig Taknemmelighed, jeg af hendes egen Haand har modtaget denne Gave „til Erindring“ om den Mand, som jeg vistnok aldrig kunde have glemt. Det er ikke blot den Maade, hvorpaa min Fader her er omtalt, som i saa høj Grad har tiltrukket mig ved Læsningen af Deres Faders Meddelelser. — vistnok er det mig en stor Glæde, idet jeg skriver dette, at De har set min Fader, saa De kan ogsaa forstaa min Glæde, naar jeg tænker mig, hvorledes de to Venner nu kunne „meddele“ hinanden, hvad der her blev baaret saa taust, for at Byrden ikke skulde tynge flere end Den, som maatte bære den; men af hvad jeg har skrevet, vil De forstaa, hvad det er, der især saa dybt har bevæget mig i disse Meddelelser, hvad jeg især længtes efter at finde der, vidste, at jeg skulde finde, og dog fandt saa ganske anderledes, end jeg havde ventet: „die Freuden, die unendlichen, die Schmerzen, die unendlichen, ganz.“ — Da Deres Pakke kom i Morges, læste jeg just i Esaias 51, 10, 11, — og i Aften traf jeg i Paul Gerhards „Ich bin ein Gast auf Erden“ paa dette Vers:

Ich habe mich ergeben
In gleicher Glück und Leid;
Was will ich besser leben,
Als solche grosze Leut’?

Jeg søgte det ikke, det kom af sig selv, jeg tænkte ikke paa Deres Fader, da jeg begyndte. Langfredag, s. 271samme Dag, som De skrev, begyndte jeg Læsningen, imod min Villie, jeg havde jo saa meget Andet, som jeg skulde tænke paa, men jeg kunde ikke standse, naar jeg havde nogen ledig Time, og maatte ogsaa hellere blive ved at læse, end dog gaa og tænke uafladelig paa det, jeg havde set; jeg kunde ikke hvile, før jeg naade til Midten i Bogen, og Midten i hans hele Liv Pag. 151—154. Men vil De dog, naar De bringer Deres Moder min Tak, lade hende forstaa, at vi ikke i den fælles Sorg over denne Mands Bortgang, har glemt, hvad der er hendes og hendes Børns særegne, og at vi (De veed vel, at min Kone er en af de 22—2300, som han har konfirmeret) ogsaa med en særegen Glæde have læst Steder som Pag. 197 og 287—88.

Kjære Ludvig Mynster! Det er ikke blot for Deres Faders Skyld, De er bleven mig saa kjær; De selv har, fra første Gang jeg saae Dem, saa vidt jeg mindes, hos Saxtorphs [1835—36], hvor De kom ud for at fortælle mig Historier om Brøndsted, og de faa Gange, jeg senere er stødt paa Dem, sidst i Valløby ved Jubilæet, staaet for mig som En, med hvem jeg maatte komme nærmere sammen. Hidtil er det egentlig kun sket paa anden Haand, gjennem Jakobine og Deres tro Fætter Ludvig, som endnu idag har sendt mig et Brev til Gjennemlæsning fra Dem; men jeg er vis paa, De vil forstaa, at det er mere end en Talemaade, naar jeg kalder mig

Deres O. Laub.

Fra Otto Laub til F. L. Mynster.
Haagerup, 21. April 1854.

Ja, kjære Ludvig! Du bliver rigtignok behandlet uforskammet, som om Du slet ikke var til, og som om Du slet ikke sendte os det ene Brev bedre end det andet, og som om vi slet ikke skammede os derover. Du veed ikke, hvor stor en Glæde Du gjorde os ved Dit lange Brev angaaende Begravelsen og hvad dermed staar i Forbindelse, med Mindre Du har sluttet det deraf, at vi har sendt det til Jakobine; Du har ingen Tak faaet derfor før nu, og dog var det det Første, som opløste mit Hjerte, der ved den første Efterretning var blevet saa underlig fortørret. Sanne og jeg sadde just i Grevens lille lukkede Vogn for at kjøre ud til vor Søn i Odense, da vi mødte Posten, og fik ind til os Aviser, hvori Efterretning om Begravelsen, Digtene og Sangene, og Breve om det Samme fra Sludegaard (et indeni fra Otto Zinck, udførligt og anskueligt), og saa Dit, — det Bedste af Alt, hvad jeg har læst om den Dag, fordi det kom saa helt og friskt ud af Dit Hjerte, og fordi Du havde været der med Dit hele Hjerte. Det var det Velgjørende ved Dit Brev, og hvorfor jeg især ønskede, at Dine Sødskende skulde se det, at om Du end fandt f. Ex. alle Talerne under, hvad Basunerne sagde, saa var Du dog bleven opbygget af Alt. Dette har jeg jo i lang Tid længtes efter at sige Dig, og langt anderledes, end det her er sagt, — og har ikke kunnet, eller ment ikke at kunne finde Tid til at sige Dig det. Men da jeg i Tirsdags sagde til Sanne, at jeg længtes efter og trængte til at skrive Noget til Dig, var det dog ikke dette, jeg tænkte paa, men den Bog (Din Onkels „Meddelelser“), som jeg just den Dag havde endt for mig selv (for s. 273Sanne endnu ikke), og som jeg Langfredag efter endt Tjeneste fik, og strax begyndte at skjære op og læse op af, skjøndt jeg ogsaa strax besluttede, ikke at læse i den, for ikke at forstyrre mine Tanker, som jo i disse Helligdage skulde være andensteds, og som jeg tvertimod blev ved at læse i, naar jeg nogenlunde kunde komme til, igjennem alle de følgende Dage, og som fyldte mine Tanker til enhver Tid og Utid, om Natten naar jeg vaagnede op, og i Kirken for Alteret, — og hvorom jeg saa idag fik et Brev fra Dig, og hvorom jeg endelig idag, skjøndt uden endnu at have god Tid, maa skrive Dig et Par Ord, — først, at just denne Bog kom idag anden Gang til mig med Posten og med Paaskrift „Til Erindring om I. P. Mynster fra Fanny Mynster,“ — og med et lille Brev fra din kjære Fætter Ludvig. Den Side i Bogen, hvor Fader første Gang omtales, og som Du især fremhæver, har naturligvis været en af dem, som allermest talte til mig, og jeg har læst den mange Gange og kjender hvert Bogstav paa den; men ved den kunde jeg jo ikke dvæle, da jeg kom lidt længere hen, — ind i hans Lidelseshistorie, og kunde jo ikke have Ro, før jeg naade til Opstandelsen hin Eftermiddag i Spjellerup, — da først kunde jeg græde over, hvad han har lidt, og Ingen vidste, uden den Ene, som saaledes vilde tage ham „afsides fra Folket,“ for at sige til ham det Ehpata, som siden har gjenlydt for os Andre, hver Gang han stod paa Prædikestolen, og vi hørte det, og vidste ikke, hvad det havde kostet. Nu forstod jeg de Vers, som han først har lært mig: „Jesu, din søde Forening at smage.“ — Det var mig tillige, som om jeg havde en Uret at gjøre god paa min Faders Vegne [Side 39—40], omendskjøndt jeg veed, at min Fader aldrig har villet s. 274gjøre ham nogen Uret, og aldrig har vidst af denne store Sorg, han har voldt ham, og for længe siden har gjort den god igjen ved en Kjærlighed og Hengivenhed saa lang og uforandret som maaske hos ingen Anden af dem, han har levet med her paa Jorden. Men nu har vel de to Venner forklaret Alt for hinanden, og Arngoth og de Andre har havt deres Glæde af at høre derpaa. — Jeg veed ikke, at jeg saaledes er bleven overrasket af nogen Bog, hvoraf jeg ventede Meget, som af denne, fordi den ikke alene indeholdt langt Mere, end jeg havde ventet om saa Meget, hvorom jeg havde haabet at finde Noget (som Fætter L. siger: „Svar paa Spørgsmaal, som han saa tidt havde gjort sig“), men saa langt, langt Mere, som jeg aldrig havde ventet. Jeg havde, tankeløst nok, tænkt mig hans Udvikling langt mere i Lighed med min Faders, og derfor blev jeg saa underlig, næsten ængstelig overrasket. Naar jeg tænkte mig den Fasthed og Kraft, hvormed han har staaet overalt, hvor han stod, saa har jeg dog aldrig forestillet mig, at det paa den Maade gjaldt her: „Min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed.“ At han var „en Udlænding og Fremmed og havde her ingen blivende Stad,“ det vidste jeg, — men ikke saaledes! — Ja, du forstaar nok, at om denne Bog ogsaa har fremkaldt et Vemod, som jeg aldrig havde tænkt muligt ved „Mynsters“ Grav, saa har den dog gjort mig en usigelig Glæde. Hans „kirkelige Lejlighedstaler,“ dem af dem, som jeg ikke kjendte forud, som var de færreste, havde jeg allerede læst, før denne Bog kom; men nu forstaar jeg Alt ganske anderledes. — —

Fra F. L. Mynster til Otto Laub.
Emilsminde, St. Hansdag 1854.

Kjære Otto! Jeg stod jo udenfor, og kom ikke længer end i Haven, da Sanne for otte Aar siden hørte din Greve sige til Grevinden: „Men, lille Kone, saa skulde Du lade nogle Forfriskninger bringe ned i et Lysthus til deres Fremmede, da de ikke have Tid til at komme op til os.“ Og jeg var heller ikke med, da Sanne sagde til Grevinden: „Men sig mig dog, kjære Grevinde, hvordan det er gaaet til, at De er bleven saa menneskelig?“ og fik det Svar: „O, jeg har altid elsket min Frihed, og jeg har derfor altid villet, at alle Andre skulde have deres.“ Og dog blev jeg — ligesom Gabrielis paa Strandvejen — saa ossiansk tilmode, da jeg læste i Avisen, at Grev Reventlow paa Trolleborg var død. Jeg huskervist Alt, hvad I have fortalt mig om ham og hans Hustru, om den unge Greve, som skulde været, hvad Du er, om han havde levet, om Greven og Grevinden, der godmodigt fandt sig i, at Din Formand af Omhu for sit pæne Tapetpapir bad dem ikke sidde Væggen for nær; om deres Gartner, hvis Yndlingsfag var „at holde Haven til Herskabets Behag,“ men dernæst „Stokroser;“ og saa hvad jeg mange Aar tidligere hørte paa Skjoldemose af gamle Berg [Poul Møllers Svigerfader, hvis Hustru var Rektor Blocks Søster], — at Greven i de onde Aar havde været nær ved at gaa fra hele Herligheden, men saa havde fulgt sin store Frændes Christian Reventlows og Bergs forstandige Raad, at bortarvefæste Bøndergodset og at gjøre lyst i Skovene., saa det gav baade Kjøbesummer og store Forstintrader i Fremtiden til at klare Gjælden med og til at bevare det milde Patriarkvæsen i mange lykkelige Aar derefter der paa Egnen; at Greven selv i sin Ungdom s. 276lærte Eleverne paa Skolerærer-Seminariet militær Exersits; at I fik mit lange Brev om Onkel Mynsters Begravelse siddende i Grevens lille lukkede Vogn; at Greven og Grevinden, da de hørte sig for om en god Præst, valgte Dig, fordi Du havde et godt Lov paa Dig; og endelig at den dødssyge Grevinde glædede sig over, at Eders kjære lille Hans fik sin Grav under de samme Træer, hvorunder hun mente selv snart at skulle hvile, fordi Stedet derved blev hende saa venligt at tænke paa. Ja, han har da nok taget kjærligt imod de to Gamle; denne Ytring var jo næsten som en aandelig Adoption. — Alt dette og endnu ældre Minder bleve saa levende i mit Hjerte, at det maatte frem, og her har nu Du og Sanne det Fremkomne, som vel om nogle Dage vil staa i „Berlingske Tidende“:

Kjære Venner! Det var Eders gamle kjære Greves Død, Som har rørt mit Sind, og atter mig at røre Harpen bød. Til mit Frørups Ø, min Sang, ofte Du tilforn Dig svang, Flyv da nu med Somrens Vinde did, hvor fjernt et Gravsteds Linde

Højt slaar Hvælving uden Tvang!

O hvor tidt i mine Tanker saae jeg Dig, Du rige Sted! Fortids Skjald ^*)Baggesen.— og Gabrielis have følt Din Herlighed; Henrykt saae en dejlig Vaar jeg Din Pragt i Ungdoms Aar, Skjøn var Borgen, lys var Skoven, hvid hin Bro højt over Voven,

Sangfuglrig Din Kirkegaard.

s. 277Lidt kun har jeg hørt om Livet i de Gamles fjerne Borg, Men har gjemt Alt, hvad jeg hørte, og forstaar den hele Sorg.

Udenfor jeg selv kun stod, dog derind I se mig lod, — Ak, nu er der Intet inde, kun forsvundne Glæders Minde Og lidt Muld ved Træets Rod.

Naar nu atter, kjære Venner, I fortroligt følges ad Til de Dyrebares Grave, tag da med Jer dette Blad, — Bedre var, selv med Jer gaa og vemodig hos Jer staa, Mens i Taarnet Klokken klinger, og den rene Klang sig svinger

Gjennem Luftens klare Blaa.

Mindedigt over Trolleborgs afdøde Besidder
Grev Detlef Christian Ernst Reventlow,
bortkaldt i sit 72de Aar 10. Juni 1854.

„Salig den Rige, som handler forstandigt med Ringe!

Gud paa den onde Dag skal af Faren ham bringe,

Aldrig skal Fjenders Vilje ham Undergang volde,

Herren bevare ham skal og i Live ham holde,

Lade lyksalig længe paa Jorden ham bo,

Sende ham Trøst paa hans Dødsseng, sende ham Ro,

Hjælpe ham af al Sygdom, gjøre ham fro.“

Ps. 41, 2-4.

Ædle Gamle med det varme rene Hjerte i Dit Bryst!

Er Du draget fra den store Kreds, hvis Lykke var Din Lyst?

s. 278Ak, nu hviler Sorgens Sky over mangen fredsæl By Trindt om Borgen og dens Have og de Dyrebares Grave, Som sig aabnet har paany!

Hvil velsignet, savnet, hædret i de gamle Træers Ly Hos Din elskelige Hustru! Længe skal der gange Ry, Af hvad hun, og af hvad Du virket har med kjærlig Hu Til de Manges Held og Glæde, som ved Eders Bortgang græde,

Og for dem, I gjense nu.

God og skjøn var Eders Idræt, længe har I øvet den,

Og i Ly af Frihedstræet trivedes Velsignelsen;

Frihed, Eder selv saa kjær, undte kjærligt I Enhver,

Eder nær var godt at være, Brødres Held, det var den Ære

I har søgt og fundet her.

Øget har I Ættens Ære, stiftet af en Frænde stor,

Som, saa længe frie danske Bønder dyrke Danmarks Jord,

Skal berømmes for sin Daad og sit klare Visdomsraad.

Hvil da I som han med Ære! Eders Grav bedugget være Med Taknemmeliges Graad!

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Karise, 16. Oktober 1854.

Saa stor end Misfornøjelsen er med Ministeriet [det ørstedske], kommer der dog nu og da Et og Andet for Dagen, som Alle maa være enige om, er godt gjort, skjøndt gjort af dette arme Ministerium; og dertil hører, at det har gjort min kjære Otto Laub til Ridder. Da Jakobine s. 279forleden spurgte, hvad det skulde betyde, svarede jeg: „Naturligvis, at Ørsted dermed betegnede Dig til Biskop, om ikke i Viborg, saa dog ved en anden forekommende Lejlighed. Han har sat et Mærke paa Dig, for at ikke han selv eller en glemsom Eftermand skulde glemme sig selv ved at glemme Dig. At der i Kjøbenhavn -og Jylland og altsaa ogsaa i det Mellemliggende har været Tale og Ønske om Dig for Viborg Bispestol, veed Du vel nok. Jeg fik det sidst i Kjøbenhavn og ganske nyt i Fredags af Storm, som nylig havde besøgt flere Præster i Viborg Stift, der ønskede Dig. – – Hos Grundtvig er der dog ofte en vidunderlig Blanding af de skjønneste Højheder og de platteste Platheder, saa at det er forstaaeligt nok, at min saa normale Onkel ikke kunde døje ham. Siden jeg taler om Platheder, kan jeg fortælle Dig, at en meget dygtig Kapellan herovre i en Prædiken i Sommer spurgte, hvorfor Mange ikke gaa i Kirke, og svarede: „fordi de er storsnudede,“ og at han i et Missionsmøde sagde, at nu var det bedst at standse, „for at man ikke skulde faa mere Vrøvl, og „at man i denne Verden snart fik en Lussing paa det ene, snart paa det andet Øre!“ Ved nogle Modbemærkninger svarede han, at han ansaae det gavnligt, imellem at kaste saadanne „Brandstokke“ ind imellem Tilhørerne for at vække dem. Om det var den rette Opvækkelse, han derved naade, skal jeg lade være usagt. I Øvrigt har han jo Ret i, at man let faar en Lussing her i Verden. — —

Fra Christian Mynster til Otto Laub:
Karise, 14. November 1854.

Kjære gamle Ven! Jeg kan ikke sige Dig, hvor jeg blev glad og overrasket. Efterhaanden havde jeg ment, efter hvad man fortalte, at maatte opgive Haabet om at faa Dig til Biskop i Viborg; og første Gang jeg gjennemløb Avisen, hvori det stod, havde jeg overset det, og Stella ligedan. Det er den danske Kirke, som har faaet Dig til Biskop, og saaledes har jeg ogsaa faaet Dig, og jeg er glad, maaske mere, end Du selv endnu. Men Sanne og Dine Børn og Sødskende og Slægt og Venner glæde sig derover; Din Glæde er der, og kommer endnu anderledes, naar Du mærker Herrens Velsignelse over Dig. Ja, Herren velsigne Dig og al Din Gjerning og Sanne og Eder Alle! Saa vaaset mit sidste Brev end var, kunde Du dog nok se deraf, at min Stemning for denne Sag var, som Du ser den her. — Og hvor Din gamle Moder er glad! og hvor dejligt, om I endnu havde Eders Fader saaledes, at I kunde se hans Glæde! — Men jeg mærker nok, at jeg faar ligesaa lidt Skik paa dette Brev som paa hint. Vel lyrisk farer jeg fra det Ene til det Andet; men der er en Grundfart igjennem mig, og det er Glæden over, at vor Kirke har faaet Otto Laub til Biskop. Gud velsigne og glæde Dig!

Din gamle Ven Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Gislev Præstegaaad, 12. November 1854.

Kjære Christian! Det er ikke en Tak for Dine mange kjære Breve og alt Dit Venskab, jeg her vil sende s. 281Dig, men jeg kan ikke Andet end forberede Dig paa en stor Sorg, som Gud endnu kan vende til en stor Glæde; men vi veed ikke. Min Sanne blev paa Tilbagevejen fra Langaa og Sludegaard, hvor hun var saa lykkelig, saa syg, at vi maatte lægge os ind hos vore Venner her. Alt er gjort, hvad der kunde gjøres; hendes svære Lidelser ere stillede, men Ondet (i Underlivet) er ikke hævet. Jeg har siden Torsdag Aften, da det skete, rejst frem og tilbage mellem hende og mit Hjem (2½ Mil) med Lægen eller ene, og jeg kan holde ud at gjøre det, saa længe det skal være, naar jeg maa ende med at føre hende hjem til alle Børnene. Men vi ere i Guds Haand.

Den 13de. Faren er endnu stor — men hun er som en Engel. Hun har talt Meget med mig.

Din O. L.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Karise, 23. November 1854.

I Aftes fik jeg Brev fra Maribo om, hvad I kjære Venner have maattet gjennemgaa, siden Du skrev. Jeg har før ikke haft Mod til at skrive til Dig, men nok til at bede for Eder. Der er i den Lidelse og Sorg, I netop i disse Dage have gjennemstridt, en klarere Aabenbarelse af Guds trofaste frelsende Kjærlighed, der lægger sine tungeste Prøver paa dem, som han nylig viste, at han elsker meget, og som elske ham meget. Netop nu, under den store Glæde over hans Kjærlighed, og de Manges Glæde, sender han Eder og de Mange den store Prøve, og siger dermed mere umiddelbart, end vi ellers pleje at s. 282høre det; „Ser Du, at jeg elsker Dig, at jeg elsker Eder!“ Og saa er det dog saa dejligt, at Du og Sanne og vi Alle sige med hverandre: „Ja, Herre, jeg ser, at Du er Kjærlighed; og jeg og vi Alle med hverandre ville blive i Kjærlighed, og blive i Dig.“ Du og Sanne og alle Eders ere i mine Tanker og Bønner og i Stellas, og I ere i Guds Tanker; og I trøstes og hvile og styrkes i Guds Tanker, som ere Kjærlighed. — Men jeg kan ikke tænke Andet, end at Sanne skal komme sig og gjengives Eder. og Eders Kjærligheds Glæde skal blive større; og imellem ere dog vore Tanker Guds Tanker. Dog — en Gang blive Guds Tanker angaaende Samlivet med dem, han gav os, ikke vore Tanker; men da ville vi sige os, indtil vi se det i Gjensynet, at Guds Tanker ere højere, end vore og evig og altid med det Maal, at Kjærlighedens Glæde skal blive større end den største, han lod os fornemme hernede, større gjennem Strid og Skilsmisse og Savn i Troen til al Barmhjertigheds Fader, der gav og tog, men tog for at gjemme og gjengive evindelig, hvad han selv har lært os at elske.

„En stor Sorg, som Gud endnu kan vende til en stor Glæde, men vi ere i Guds Haand,“ skriver Du. Ja, Gud være lovet, at Du og Din Sanne og Eders Børn ere i hans Haand, og vi alle med Eder. – – Og naar jeg nu siger Dig Farvel, veed jeg, at Du, min kjære Ven, ogsaa vil fare vel „igjennem Medgang og Modgang, i hvad Lykke Gud Almægtigste vil Eder tilføje,“ — fare vel i hans Lydighed og i hans Velsignelse.

Din Chr. Mynster.

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 27. November 1854.

Tak, kjære Christian Mynster, for det velsignede Brev, som kom idag, og for de mange tidligere, ubesvarede men ikke upaaskjønnede, for al din Kjærlighed til mig og min trofaste Hustru! Hun er nu gaaet ind til sin Herres Glæde, hvem hun stadig paakaldte i sin Nød. Han har udfriet hende — igaar Morges Kl. 6, — og nu priser hun ham. — Jeg havde lagt mig paa Sofaen i næste Værelse, fordi jeg maatte forrette min Søndagstjeneste; hun havde selv bedet mig derom. Da jeg kom, laa hun stille, med de klare Øjne, som om hun endnu saae paa mig, — som da hun sagde: „Jeg vil bede, out jeg af Naade maa komme indenfor og vente, til jeg ser alle Mine komme.“ Medens vi svævede imellem Frygt og Haab, kunde jeg tidt faa Tid men sjældent Ro til at skrive; til Jakobine skrev jeg dog engang og fortalte Noget om al den himmelske Trøst, som vi saa tidt saae og hørte paa hende. En af de første svære Nætter gjorde hun sit Regnskab op og beskikkede sit Hus. Jeg fortalte hende da, hvad jeg nogle Timer forud med beklemt Hjerte havde faaet at vide, at jeg var kaldet bort og skulde til Viborg. Da hævede hun sig som en Forklaret, lagde Haanden paa mit Hoved og sagde: „Du skal være glad; Da har endnu Meget at udrette i Verden, og skal se Glæde baade paa Din Gjerning og Dine Børn.“ Det Sidste har jeg allerede oplevet, da jeg kom hjem igaar Morges — — og fra min Søn kom der nu et velsignet Brev. Han er nu Dux i 6te Klasse, hvor vi havde frygtet, at han ikke kunde følge med: „han vil saa gjerne følge med til Viborg, for at hjælpe mig og s. 284læse Lektier med de Smaa;“ ^*)Dette sønlige Tilbud blev dog ikke modtaget. Sønnen forblev i Odense, og blev Student derfra. „han vil saa gjerne være glad ved sin Moders Glæde, og var meget mere bedrøvet, medens hun var saa syg; nu veed han, at Alt, hvad Gud gjør, er godt.“ Ja, Han, som saarer, kan og læge: „Jeg tror, Herre! men hjælp min Vantro!“ Undertiden er jeg saa stærk, — igaar i Kirken med de mange Forretninger; — men saa igjen, — ja, Du veed det! Jeg skal lære at nøjes med Naaden, og det vil jeg, vil ikke give tabt, før jeg har lært det.

Hils Din Stella! Hvor tidt har vi dog talt om, at hun og Sanne skulde fornye Bekjendtskab! — ja en Gang — „af Naade.“

Din Otto.

„Ofte fuld af stor Uro;“ naar jeg er i Gislev, længes jeg efter mine Børn, og naar jeg er her, efter det Sted, hvor den sidste Del af hende endnu er. Paa Fredag kommer hun herhen, og paa Tirsdag hen ved Siden af sin lille Hans.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Karise, 2. December 1854.

Min kjære Otto! Gud styrke og trøste og glæde Dig og alle dem, smaa og store, som sørge med Dig! Jeg veed det jo nok, at Du sørger med Dine Børn og Sødskende og den gamle Moder som de, der have Haab, s. 285takkende Gud og Faderen i Jesu Navn for alle disse Ting, som Du har gjennemlevet med Din Sanne i alle disse rige Aar. Ja, det var rige Aar; og Mange kjendte Eders Rigdom og glædede sig med Eder; men det var en Rigdom, som hører til Guds Rige; og Guds Rige er ikke af denne Verden. Derfor ere Rigets Børn Fremmede og Udlændinge paa Jorden; Borgerskabet er i Himlen, og der er Rigdommen gjemt, Din og Din Sannes og Eders Børns uforvisnelige Rigdom; og i den Rigdom vil Du og Dine Børn vedblive at leve Prøvedagene igjennem indtil Gjensynstimen der, hvor hun venter Eder. Og derfor havde din forklarede Sanne Ret, da hun lagde Haanden paa Dit Hoved og sagde:;Du skal være glad; Du har endnu meget at udrette i Verden, og skal se Glæde baade paa Din Gjerning og paa Dine Børn.“ Og Mange skulle glædes med Dig i Din Gjerning, glædes med Dig og Dine Børn i den gamle Glæde; og blandt de Mange er ogsaa jeg og Stella, der havde trot at skulle forny Bekjendtskabet i Haagerup, og saa i Viborg; men det bliver saa henlagt til bedre Steder. Kunde jeg dog være med Dig paa Tirsdag! men jeg tør ikke. Dog ville vi nok være hos dig, som vi nu ere det og have været det hvert Øjeblik i alle disse Ventedage. Tak, kjære gamle Ven, fordi du tænkte ogsaa paa mig, saa at Du kunde skrive mig dette Brev til, der vil blive mig et af de kjæreste iblandt de mange velsignede. Hils dem Alle, og Frederik, den Trofaste!

Din Christian Mynster.

Sanne Laub født Tostrup.
Født 14. August 1807, † 26. November 1854.

Saa mildelig falder
Hver Taare, Din Bortgang fremkalder;
Ja midt i vor Smerte
Den lindrer vort saarede Hjerte;
Forbarmeren tøved,
Før Mildhed han øved,
Da kom han i Stilhed og endte Din Nød, —
Sød er den Retfærdiges Død.

Du salige Gode!
Din Hjælp kom fra Ham, hvem Du trode;
Vi længes og græde,
Og ane Din himmelske Glæde,
Og skue tilbage Med Suk til de Dage,
Da Du gjorde fro Dine Børn og Din Ven, —
De svunde saa hastelig hen.

O bed for os Alle,
At naar vi for Høstleen falde,
Vi frelste maa stige,
Som Du, til Forklarelsens Rige!
Farvel nu saa længe! —
Ak Taarerne trænge
Sig frem, og Erindringen vaagner igjen
Om alle de Aar, som svandt hen.

F. L. Mynster.

Fra Professor Block til Biskop Laub.
Kbhvn. Vesterbro, 3. December 1854.

Ak, kjæreste Laub! hvad det dog var for en skrækkelig Efterretning, som jeg igaar modtog i Berlingsavisen, og hvorpaa min Datter Lotte, som havde læst den, kom herhid for at forberede mig, da hun vidste, hvor dyrebare Du og Din velsignede Sanne, ligesom fordum hendes Moder, stedse have været mig. Saa hurtig, og i det Mindste for mig uventet, skulde det haardeste Stød, der kan træffe en lykkelig Ægtemand, følge ovenpaa den glædelige og hæderfulde Befordring, som Du nok kan vide har glædet mig i højeste Grad, men hvad jeg undlod at bevidne Dig, fordi jeg, uagtet jeg et Par Gange havde Pennen i Haand dertil, betænkte, at Du i denne Tid havde Skriveri nok, til at jeg skulde bebyrde Dig med at tilstille mig en unødvendig Taksigelse, og jeg kunde nære det Haab, snart at gjøre det mundtlig, naar Indvielsen kaldte Dig herover, og, som jeg lige til igaar Eftermiddag saa vist haabede, at kunne hilse Din velsignede Sanne, hvilken jeg altid har betragtet som en anden Datter, som Bispinde. Men nu da dette Haab er saa rent tilintetgjort, kan jeg ikke undlade at bevidne Dig min hjertligste Deltagelse endnu mere i Sorgen end i Glæden, skjøndt den forøgedes ved den Hæder, at se i faa Aar den anden af mine roskildske Skoleduxer ophøjet paa en Bispestol, i hvor lidet det end er, som de i deres Skoletid kan have havt mine Bestræbelser at takke. Kun Eet vil jeg endnu bede Dig om, nemlig ikke at spilde Din Tid, som jeg nok kan begribe under de nuværende Omstændigheder maa være Dig dobbelt kostbar, paa nogen Gjengjældelse af dette Brev. Det vil være mig nok, naar Du ved Dit forestaaende s. 288Ophold i Kjøbenhavn vil skjænke mig saa megen Tid, som det bliver Dig muligt, og maaske, ligesom Bindebøll for et Par Aar siden gjorde, vil forsyne Din gamle Ven og Rektor med et Par Adgangskort til Højtideligheden ved Indvielsen, der, skjøndt den ikke kan ske, som dengang ved vor elskede Mynster, dog vil være kjær at bivaane for Din Dig inderligt hengivne

Block.

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Karise, 21. December 1854.

Min kjære gamle Ven! Da jeg saae Dit Navn paa Avislisten over Hotel Royals Gjæster, blev jeg inderlig vemodig stemt, skjøndt jeg godt forstod, at Du heller vilde være der paa det ganske fremmede Sted blandt de Fremmede end i en af de Familiers Hjem, hvis Kjærlighed ikke kunde lade Dig den Ro, den uforstyrrede Ensomhed, hvortil Du, min kjære Otto, ofte maatte trænge. Og naar jeg nu kommer her og forstyrrer Dig, er det da ikke anderledes, end at Du kan expedere det Besøg i en Fart, lettere, end om jeg selv var kommen. Da jeg saae Dig ankommen saa tidlig til Byen, gjorde det mig inderlig ondt, at jeg havde gjort min Terminsrejse i forrige Uge, og ikke i denne; jeg vilde saa gjerne have set Dig og talt med Dig om og kun to Minutter, og grædt og glædet mig et Øjeblik med Dig, og saa befalet Dig Gud. Og saa 2den Juledag! hvor inderlig gjerne havde jeg været hos Dig i Kirken. Jeg tør ikke, og kan da heller ikke, og vilde vel heller ikke ved en saadan s. 289betænkelig Rejse opnaa det, som jeg strax tænkte mig. Men jeg vil være med Dig og sende fra mine Kirker de varmeste Broderbønner op til Ham, hvem vi ville tjene og tilhøre i Liv og Død og igjennem alle Evigheder; og han vil høre mine og de Manges Bønner, som den Dag forene sig med Dine, og velsigne Dig med Styrke og Glæde og Fred, min kjære, kjære Otto, min og min Moders og mine Sødskendes saa elskede, trofaste Ven! — Saa smukt det er, at Indvielsen sker paa Højtiden, saa ubekvemt er det for de Præster paa Landet, som ønskede at overvære den Handling; og det forekommer mig, at der især burde være taget Hensyn til, at Du saaledes maatte forlade Hjemmet hele Julen; og dog er det vel just saaledes det bedste. Hun holder Jul i Himmelby og dine Børn med hende, og Du med hende og dem, denne Gang en Jul i Himmelby uden disse jordiske Baand og dette jordiske „fjern og nær.“ Ja, det bliver nok en stor og dejlig Jul for Eder Alle, maaske den største og dejligste af alle de mange store og dejlige, Herren lod Eder holde med hverandre. Og saa Din Fader og gamle Onkel Mynster, ja, en Jul i Himmelby!

Men jeg saae Dig saa gjerne! At faa Dig til Karise, tør jeg neppe nævne, end sige bede Dig lægge Vejen herom, saa jeg hentede Dig i Kjøge og kjørte Dig til Sorø med eller uden Zeuthen, om han er med Dig, eller nogen Anden. Men fordi jeg her nævner det, vil Du ikke finde mig paatrængende eller plagende.

I Aftes fik jeg det Hefte af Onkels Lejlighedstaler med alle de dyrebare Gravtaler. Naar han prædiker om „den hellige Historie,“ er det dog nok Mere end „Deklamation.“ Forstaar Du Søren Kierkegaard i Fædrelandet? Er han bleven afsindig? eller er det en skjult s. 290Ironi, som jeg ikke endnu ved hurtig Gjennemlæsning har fattet? eller hvad er det? Saa Meget forstaar jeg, at den Dom er hans Øje for svagt til at fælde, og blandt Andet, at han forvexler Begreberne Sandhedsvidne og Martyr; uforstaaeligt! han, der bedre end Nogen har forstaaet at dissekere til den sidste Nerve, kan sammenblande saaledes!

Men det var ikke derhen, jeg nu vilde; jeg vilde kun besøge Dig, min kjære Otto! et lille Øjeblik i Din Ensomhed i det Fremmede, for at vi ogsaa der en liden Stund kunde mærke, at vi, som ere Jesu Christi, dog i Grunden ere hjemme allevegne og alletider.

Herren være med Dig og skjænke Dig en lyksalig Jul og et lyksaligt Nytaar! Stella forener sin Hilsen med min.

Din Chr. Mynster.

s. 290Laubs Hustru Susanne Charlotte Hedevig Johanne Laub, født Tostrup, var en Datter af Stiftsprovst Hans Peter Tostrup i Odense, født d. 14. August 1807, ægteviet 22. Maj 1835, og død 26. November 1854. Hun blev begravet paa Trolleborg Kirkegaard 5. December 1854. I Sørgehuset talte Provst Knudsen fra Gislev, i hvis Hus hun døde, og hendes Svoger Dr. Zeuthen, dengang Sognepræst i Sorø. I Trolleborg Kirke talte Laubs Broder Hans Laub, Sognepræst i Langaa. En Tale af Deres Ven og Nabo Pastor Agerbeck, Sognepræst i Østerhæsinge, blev af Hensyn til Tiden ikke holdt. Tilsidst holdt Laub selv en Tale i Kirken og sagde ogsaa nogle Ord ved Graven, efter Jordspaakastelsen. Alle Talerne bleve trykte „for Venner“. Laubs egen Tale s. 291bør ikke savnes i nærværende Mindeskrift om disse elskelige Mennesker.

I Kirken.

Ogsaa jeg vilde gjerne sige nogle Ord ved denne Kiste; der er jo Ingen nærmere dertil, og jeg har bedet om Styrke dertil. Jeg vilde gjerne sige et Farvel, dog ikke mit Farvel til hende, som her sover; jeg har sagt hende mit Farvel for denne Verden, og hun har forstaaet mig, som hun altid forstod mig. Vi have talet, hvad vi havde at tale sammen i denne Verden. Vi have talet meget med hinanden, og i mange Aar. Vi saas første Gang i vor Barndom, før Nogen af os ret kunde mindes; saa mødtes vi igjen i vor Ungdom, den favre haabfulde Ungdom, og jeg mener ikke, at vort Haab er bleven tilskamme, fordi vor Ungdoms Blomster ere falmede; tilsidst lovede hun at ville dele Alt med mig „i Medgang og i Modgang, som Gud Almægtigste vilde tilføje os,“ og hun har holdt det. det skulde nu snart blevet 20 Aar. Vi have talt om mange Ting og paa mange Maader, i Spøg og i Alvor, om det Himmelske og det Jordiske: der var ikke let Noget saa højt eller saa dybt, at hun jo gjerne hørte derom, naar jeg trængte til En at meddele mig til; og der var Intet saa smaat eller dagligt, at hun jo gjerne kom til mig dermed. Sanddru og ærlig var hendes hele Færd, men mest imod mig. Var der Noget, vi fortaug for hinanden, da maatte det være saadanne Byrder, hvorom vi mente, at hver burde bære dem for sig og ikke besvære den Anden dermed; og selv her maaske vi mangen Gang bagefter fortrød at have tiet. Men var det en Glæde, saa maatte vi tale; og skete det stundom, at vi ikke kom dertil, at s. 292Noget i Verden stillede sig imellem og lukkede Munden paa os, da var den Glæde spildt. Vi have talt om saa mange Ting; men skal jeg nævne det Bedste, det hvorom dog Alting samlede sig, som kom frem i de bedste Timer, de gladeste og de vemodige, saa maa det være med det Ord, hvormed min gamle Fader lagde vore Hænder i hinanden: „Gud er Kjærlighed, og hvo som bliver i Kjærlighed, bliver i Gud, og Gud i ham“ (1 Joh. 4, 16), eller med et andet, som han ogsaa havde sagt til os: „Takker Gud, at I have fundet hinanden i denne forunderlige Verden!“ Vi have vel ikke altid takket, som vi skulde, men vi have tidt mindet hinanden derom. Vi havde endnu Meget at sige hinanden (Joh. 16, 12), men det er gjemt til en bedre Tid. Ja —

Tænk, naar engang i Himlens gyldne Sale
Jeg med den Ven, som jeg paa Jorden fandt,
I Lyset om et evigt Liv skal tale
Og om det Liv, der som en Drøm forsvandt.

Til den Tid ville vi glæde os, begge To, hun med; jeg veed, hun glæder sig midt i sin Glæde til den større Glæde, naar vi igjen skulle tale sammen, frit og let, om alle Ting, alle Glæder og alle Sorger. Een Sorg blev der tilbage, som hun ikke skulde bære med mig; og dog er der Ingen, der saaledes har hjulpet mig at bære den, som hun, hendes sidste Ord til mig, hendes Engleansigt, og det Smil, som endnu blev i Døden. Jeg har saa tidt sagt til hende ved det korte Farvel, naar jeg gik til mit Arbejde, at det vilde ikke gaa ret for mig, uden jeg vidste hende glad derinde ved sit Eget; nu veed jeg, at hun er altid glad derinde. Jeg har sagt hende mit Farvel for denne Verden; og som s. 293jeg forstod hendes, saa har hun forstaaet mit; hun vidste, at jeg ikke vilde holde hende tilbage med mine Taarer; jeg gav hende igjen til ham, som gav mig hende og alt det, hvormed hun glædede mig, og nu vilde give hende evig Glæde. Til hende skal jeg nu ikke tale; men om hende vil jeg gjerne tale et Ord til de mange Venner, som ere komne her, aflægge det gode Vidnesbyrd, som hun ikke har fortjent bedre af Nogen end af mig. Og ligesom fra hende: som jeg saa tidt maatte tale for hende, hvor hun ikke kunde, eller mente ikke at kunne saa godt, som hun skulde, saaledes veed jeg, at jeg maa det ogsaa nu, da hun ikke kan mere, — sige et Ord fra hende, et Farvel i hendes Navn til alt det hun forlader.

Og først et Farvel til det Hus, hvor hun er nu for sidste Gang. „I min Faders Hus ere mange Boliger“ (Joh. 14, 2), siger vor Frelser. Han talte nærmest om de himmelske Boliger; og at der er godt at være, det veed nu hun bedre, end vi; han havde beredt hende Sted; nu er han kommen og har hentet hende hjem. Men ogsaa her paa Jorden har han jo bygget en Bolig for alle dem, som gjerne komme; og hun hørte til dem, som sige: „Hvor elskelige ere Dine Boliger, Herre Zebaoth! een Dag i Dine Forgaarde er bedre end ellers tnsinde.“ (Ps. 84, 2. 11). Hun sagde vel: „Jeg har tidt været en Martha,“ men naar hun kom her, og I vide det, hun var næsten altid her, da var hun dog en Maria, som sad ved hans Fødder; og i Hjertet var hun det altid. Derfor vidste hun og, at han elskede hende; derfor blev det hende og forundt at have sit sidste Leje tæt ved et Guds Hus, hvor hun kunde høre Klokken ringe; og naar hun hørte den, smilede hun og foldede sine Hænder. Og skjøndt det var i et Sovekammer, ved en s. 294Seng, vi sidste Gang nøde hans Nadvere sammen, var dog ogsaa der Guds Kirke. Vi havde tænkt, at vi snart skulde samles her med Menigheden ved Herrens Alter; saaledes maatte det ikke være. Vi ville ikke sørge over, at vi ikke mere skulle se hende i disse Forsamlinger; paa hende er det nu opfyldt, som der staar i Psalmen:

Paa Stjernetæpper lyseblaa
Skal glade vi til Kirke gaa;
Guds Engle der os lære brat
At synge, som de sang inat:
Halleluja, Halleluja!

Men ogsaa der kan hun ikke glemme „Forgaarden,“ hvor hun øvede sig i at prise ham, som forløser alle Sine; ham har hun ikke sagt Farvel: han skulde blive hos hende, da det gik mod Aften; og saa skulde hun blive hos ham. Men hans Kirke paa Jorden skulde hun forlade; og jeg veed, jeg siger kun, hvad jeg maa, naar jeg siger nu i hendes Navn: Farvel, Du gamle trofaste stærke Hus, som staar paa Klippen! Tak, fordi Du annammede hende i hendes Barndom, fordi Du altid aabnede hende Din moderlige Favn og gav hende Hvile og Glæde, fordi Du blev hende tro indtil Enden, og endnu vil skjænke hendes trætte Legeme et Sted ved Din Side!

„I min Faders Hus ere mange Boliger— ja, overalt, hvor Han kommer, og Guds Børn samles, der bygger han dem Boliger. Ogsaa hende gav han en Bolig; den skiftede i Aarenes Løb; thi vi ere her kun som i et jordisk Kanaan, hvor vi drage om med vore Pauluner. Tilsidst fik hun sin Bolig her hos Eder. Hun var tro i sit Hus — som en himmelsk Gjæst; men just fordi hun s. 295vidste, hvis det var Altsammen, derfor var hun tro i Alt, det. Store og det Smaa „i hans ganske Hus“ (Hebr. 3, 2). Christi Ord: „Sanker tilsammen de overblevne Stykker, at Intet forkommes!“ (Joh. 6, 12) havde hun nøje mærket sig. Hun var som den Kvinde, Salomon skildrer, „som er langt mere værd end Perler; hendes Mands Hjerte tør forlade sig paa hende, og ham skal ikke fattes Føde; hun gjør ham Godt og ikke Ondt i alle sit Livs Dage; hun udbreder sin Haand til den Elendige, og udstrækker sine Hænder til de Fattige: hun ser, hvorledes det gaar til i hendes Hus, og æder ikke Brød med Ladhed; hendes Sønner staa op og prise hende salig, og hendes Husbond roser hende, sigende: Mange Døttre forhvervede Formue, men Du kom op over dem alle“ (Ordspr. 31, 10 ff.) Ja, hendes Husbond skal rose hende. Hun var tro i al sin Gjerning, ikke for at roses, ej heller for slet Vindings Skyld, ikke heller tvungen, kun for Pligtens Skyld, men i Ydmyghed og Kjærlighed. Hun elskede sit Hus; derfor vidste hun og, at det vilde sørge ved hendes Bortgang. Hun endte som en Gjæst, kom ikke tiere at se, hvorledes det gik til i hendes Hus; dog kom hendes Legeme til at hvile der nogle Dage, for at ogsaa det skulde faa hendes Farvel. Ja, jeg sender nu hendes Farvel til alle de Steder, hvor hun har gaaet og syslet, hendes „Guds Fred!“ over ethvert af dem,, og over alle dem, som herefter skulle gaa paa disse Steder. Men først hendes Guds Fred til dem, som saa trolig stod hende bi, til alle de tro Tjenestefolk, hendes Tak for al deres Kjærlighed. Jeg tror vel, de kunde ikke Andet end elske hende, fordi hun elskede først; men just derfor skulle de have dobbelt Tak, fordi de aabnede Hjerterne og skjønnede paa hende. — Og Børnene! hvem hun s. 296fødte med Smerte, og glædede sig, hver Gang et Menneske var kommet til Verden, hvem hun bar, medens de vare smaa, og bar altid i Hjertet, og bad for, at de maatte fare vel i denne Verden, og saa komme til hende. Ja, hendes „Farvel“ skal jeg bringe dem idag og alle Dage, saa længe jeg maa være med dem, til dem Alle, fra de Store iblandt dem, som kunne forstaa hendes Kjærlighed og Længsel efter dem, til den Lille, som ikke kan Andet end synge. Ja, lad hende det! hun kan dog intet Bedre; og vi Andre kunne heller intet Bedre, selv „naar Hjertet sidder mest beklemt.“ Hun trode, „at en Moder kan aldrig være langt fra sine Børn; hun vilde endnu komme og se til dem, og da, jo gladere de kunde synge, desto bedre vilde hun kunne høre dem;“ det var hendes sidste Hilsen til dem. Hun elskede Sang; derfor hørte hun og midt under sine Smerter, som hun sagde, „Psalmer og Lovsange for Herren i Hjertet.“ Hun glædede sig saa tidt over, at alle hendes Børn kunde synge; selv kunde hun ikke, som hun vilde. Dog var hun en lille Sangfugl, og lod saa gjerne sin Stemme klinge med, naar hun sad iblandt sine Egne. Nu er Tungens Baand løst; nu er det sket hende, som vi synge:

Hvad Møje, Trængsel mig er mødt,
Fra første Stund at jeg blev født,
Den skal jeg vel forglemme,
Naar jeg i Sejerskirken skal
Blandt Englenes og Helgens Tal
Guds evig Ære fremme
Med Englemaal og Stemme.

Og i hendes Hus skal Sangen ikke glemmes; om s. 297det end mangen Gang maa hedde: „Altid er jeg udi Tvang “ — skal der dog føjes til: „Altid fuld af Bøn og Sang.“ Ja, „min Sjæl, lov Herren, og Alt, hvad i mig er, hans hellige Navn! Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgjerninger!“ (Ps. 103, 1, 2):

Syng og tro, saa skal Du stige
Syngende til Himmerige!

„Og alle mine Venner!“ — ogsaa dette var et af hendes sidste Ord. Hun havde mange Venner; nogle vare allerede iblandt de Døde, men mange vare blevne tilbage, vare blevne hende tro fra Barndomsaarene, eller vare senere komne til, — hendes Slægtninge, og mine, min gamle Moder og alle mine Sødskende, de Mange i den gamle Menighed, hvor vi levede vort Ægteskabs Foraar, og de, som kom til, medens vi bode her, baade Høje og Lave, mange Smaa, mange Fattige! — „I Nød skal man kjende Venner;“ ja de Mange, som saaledes bleve prøvede; og de, som toge imod hende, da hun var bleven husvild i Verden, som ikke glemte Gjæstfriheden, men ogsaa erfarede, at de havde herbergeret en Engel (Hebr. 13, 2); de, som besøgte hende, da hun var syg; Lægerne, som gjerne vilde hjælpe, og kunde ikke, men kom med det, som altid er det Bedste, med Kjærlighed, med Mere end en Fremmeds Deltagelse; og de, som ikke bleve trætte af at vaage og bære, hvem hun lovede, at hun vilde og komme engang og bære dem; og de, som vaagede over hendes Hjem, om hvem hun vidste og sagde det saa tillidsfuldt, at de vilde ikke forlade hendes Børn; de, som lovede at se til hendes Hus og gaa i hendes Gjerning, naar hun var borte; og de, som ikke kunde Andet, end langt borte høre om s. 298hende og bede for hende; de, som kom idag for at tale Trøst til hendes Mand og hendes Børn, eller kun for at se Stedet, hvor man lagde hende: Farvel til dem Alle, hendes Farvel, saaledes som hun er faren vel!

Et Farvel skal jeg snart sige til denne Menighed, denne Egn, denne dejlige Ø, hvor den bedste Del af mit Liv er henrunden, et Farvel fra mig selv og mine Børn. Jeg vilde da og bringe hendes Farvel, saaledes at hun selv skulde høre det og sige Amen dertil; dette maatte ikke være, men nu siger jeg dog Farvel fra hende. — De Døde skulle ikke staa op og prædike for os; men saaledes som de ligge der i deres Grave, tause og forventningsfulde, efterat al Verdens Herlighed og al dens Trængsel for dem er til Ende, skulle de dog vidne for de Levende, hvad det vil sige at fare vel. Hun sagde i en af sine sidste Timer: „Jeg vil bede om, at jeg af Naade maa komme indenfor og staa ved Døren og vente, indtil jeg ser alle Mine komme.“ Nu er hun derinde; men vi Andre staa udenfor og banke paa. Jeg beder ikke, at det maa ske i en Hast; jeg vil ikke blive træt af at leve; hun har selv sagt, „at jeg skal være glad og haabe Glæde af min Gjerning og af mine Børn.“ Men tilsidst, naar Alt er bragt til Ende, — Du trofaste Gud, hendes Gud, min Gud, Din Menigheds Gud! tilsidst lad Døren lukkes op for os Alle, og Ingen savnes, — at vi igjen maa høre hende sige med sin milde, klare Englestemme: „Min Mand, mine Børn og alle mine Venner!“ Amen.

Ved Graven efter Jordspaakastelsen.

Hun har selv sagt, da hun ikke mere kunde finde Hvile paa sit Leje:

s. 299Mit Sovekammer, det er en Grav,
Mit Legem sig der skal hvile;
Paa Dommedag staar jeg op deraf,
Derpaa tør jeg dø, men ej tvi’le.

I denne Tro er hun død, i den skal hun begraves og hvile det trætte Legeme ved Siden af det kjære Barns. Men tilsidst kommer Han selv og vækker dem op; da skulle vi ses Ansigt til Ansigt; disse Øjne, som nu ere lukkede, skulle se paa os med al den gamle, nej med en ny og himmelsk Klarhed og Kjærlighed; disse Læber skulle tale til os, disse Arme skulle favne os, og Ingen tager vor Glæde fra os. Ja, lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har igjenfødt os til et levende Haab ved Jesu Christi Opstandelse fra de Døde! Amen.

Fra Biskop Martensen til Biskop Laub.
Kjøbenhavn, 12. November 1854.

Tillad, kjære højærværdige Biskop Laub, at jeg ved disse Linier bringer dem min hjertelige Lykønskning i Anledning af Deres Udnævnelse til Biskop over Viborg Stift. Jeg kan i Sandhed sige, at dette Valg har glædet mig, og er forvisset om, at det med Guds naadige Bistand vil blive til Velsignelse for Kirken og Menighederne. De Følelser, hvormed De overtager dette Embede, kjender jeg af egen Erfaring; Frygt og Haab, ja „skjælvende Haab“ — for at jeg skal laane et Udtryk af vor elskede Biskop Mynster — er endnu ganske friskt i mit eget Hjerte. Lader os, højærværdige Broder, gjensidigt indslutte hinanden s. 300i vor Forbøn, idet vi nedbede den Aand over os, som ikke er Fejgheds Aand, men Kjærligbeds, Krafts og Sindigheds Aand.

Det er mig en Glæde, at mit Embede paalægger mig den hæderlige Pligt, at indvie Dem og den herlige Lautrup til Biskopper i den danske Kirke. Lautrup har meget ønsket, at Indvielsen maatte kunne finde Sted anden Juledag. Denne Dag er ogsaa i sig selv saare smuk og passende, og dersom det ogsaa kunde stemme med Deres Ønske, at denne Dag bliver Indvielsesdagen, vil jeg træffe de fornødne Forberedelser. Jeg beder Dem herom at underrette mig, da der af mig skal gjøres en Indstilling angaaende Indvielsesdagen, som ventelig bliver at fastsætte ved kongelig Resolution.

Guds rige Velsignelse være over Dem og Deres Hus!

I broderlig Kjærlighed og Hengivenhed
H. Martensen.

Fra Biskop Laub til Biskop Martensen.
Gislev Præstegaard, 19. November 1854.

Tak, kjære Biskop Martensen, for den hjertelige Hilsen, de har sendt mig, som saa meget har glædet og trøstet mig; jeg trængte mere til den, end De kunde ane; jeg skriver disse Linier paa et fremmed Sted, hvortil de sørgeligste Omstændigheder i mere end en Uge have fængslet mig. Min kjære Kone, som havde fulgt mig paa et Besøg hos min Familie, og der havde været saa usigelig lykkelig, blev paa Hjemvejen overfaldet af voldsomme Smerter, og vi maatte standse her, kun nogle faa Mil fra Hjemmet, hos Venner, der med inderlig Deltagelse modtoge os. Alt blev gjort for at skaffe s. 301Hjælp, en Operation blev foretagen, men hvad vi begge fra først af anede, have vi med hver Dag set mere stadfæstet— vi have allerede sagt hinanden Farvel for denne Verden, og jeg kan nu kun bede om, at hendes Lidelser snart maa være endte. Hun har været mig uendelig Meget, i Ordets fuldeste Betydning „min Medhjælp, som var hos mig,“ fra hvem der udgik Fred og Velsignelse over mit Hus og mit Embede. Dog, De har selv, kjære Biskop Martensen, prøvet denne Lykke og dens Tab. Medens hun laa i svære Smerter, modtog jeg Tidenden om min Udnævnelse til Biskop; hun havde glædet sig ved Tanken om, hvad der muligt forestod, naar jeg ængstedes; jeg havde stolet paa, at hun ogsaa i min nye Gjerning skulde være den, som satte Mod i mig, naar det vilde falde; jeg havde ikke tænkt mig den Mulighed, at jeg maatte drage ene ud — til ganske fremmede Forhold, med en stor Flok Moderløse. I nogle Timer bar jeg ene paa den tunge Byrde; da skete det, midt om Natten, medens hendes Lidelser for en kort Tid mildnedes, at hun blev som løsreven fra denne fattige Verden; med forunderlig Klarhed og Kraft talte hun om det Forestaaende, som om det allerede var overvundet, om hendes Tro, om Synd og Naade, om hendes Børn, og hvorledes der for Fremtiden skulde forholdes med dem, om hendes Kjærlighed til dem: „Jeg har elsket dem i stor Skrøbelighed, men jeg har elsket dem.“ Da faldt Stenen fra mit Hjerte; og da jeg havde sagt: „Det er afgjort, jeg skal rejse,“ — hævede hun sig op og sagde til den, som stod hos, et kjært Tjenestetyende: „Se, nu er han Biskop, en rigtig Biskop;“ — derpaa med Haanden paa mit Hoved: „Du skal være glad, Du har endnu Meget at udrette i Verden, og skal se Glæde baade paa Din Gjerning s. 302og paa Dine Børn.“ Ikke sandt, kjære Biskop Martensen! „en Retfærdigs Bøn formaar Meget“ — og en Døendes Velsignelse. Jeg har allerede følt Meget deraf; tidt er jeg ganske frejdig, men ikke altid. Maaske, naar vi ses, og hun virkelig er borte, vil De se mig forsagt. Derfor, Tak for hvert Ord, De skrev, for det om Forbønnen, fordi De nævnede Mynster, hendes og min Lærer, fordi De glæder Dem, ligesom jeg, til at De skal staa paa Mynsters Plads paa Indvielsesdagen, — De, hvem baade hun og jeg skylder saa megen Glæde. Af de mange Breve, som jeg i disse Dage har faaet fra Venner, har hun ikke forlangt at se noget, men Deres, som kom i Dag (ad en Omvej pr. Assens istf. Odense), maatte jeg læse for hende, saa svag hun var. — De ønsker at Indvielsen skal foregaa i Julen; jeg tænker, ogsaa for mig vil den Tid, navnlig m. H. t. Vinteren og Beltfarten, være den hensigtsmæssigste. Jeg tør da stole paa, at der efter den Dag igjen vil forundes mig nogen Tid til at bringe i Orden i Hus og Embede, hvad der ikke kan naas forinden.

Med dyb Højagtelse og broderlig Hengivenhed.

O. Laub.

E. Skr. Er der Mere, hvorom jeg skal underrettes, bedes det adresseret til mit Hjem, Haagerup Præstegaard pr. Odense.

Fra Biskop Martensen til Biskop Laub.
Kjøbenhavn, 28. November 1854.

Kjære Biskop Laub! Med dybeste Deltagelse har jeg læst Deres Brev, hvori De meddelte mig Deres elskede s. 303Hustrus farlige Sygdom, ja meddelte mig, at De allerede havde taget Afsked med hende for den nærværende Verden. Et Rygte sagde mig for et Par Dage siden, at en Vending skulde være indtraadt til det Bedre, da erfarede jeg i Dag, at hun er bortkaldt. Visselig, kjære Biskop Laub, jeg kan føle med Dem!

Med inderlig Opbyggelse læste jeg Deres Brev. Ja, kjære Biskop Laub, saaledes skulle vi tage Herrens Tilskikkelser. En stor Trøst maa det være for Dem, at De har disse Erindringer fra Afskedens Time. Visselig, en Døendes Velsignelse formaar Meget; og midt i Svagheden, midt i den store usigelige Sorg maa De dog føle Dem mægtig styrket til det store Kald, hvortil De er kaldet, og hvortil det endnu blev hende givet at velsigne Dem. Klart er det, at denne Bortgang paa et saa vigtigt Tidspunkt af Deres Liv, maa have providentiel Betydning. Vi skulle, vi bør fastholde dette, om vi end ikke kunne randsage det. Men ved Guds Naade skal den Dag komme, da De skal sige: Jeg vil fryde mig og være glad ved Din Miskundhed; thi Du haver kjendt min Sjæl i Angester, Du haver set min Elendighed! — Og allerede nu vil De sige: Herren er min Hyrde, mig skal Intet fattes! Og Deres Venner ville i Forbønnen overføre Ordet paa Dem: Godt og Miskundhed skulle efterjage Dig alle Dine Livs Dage, og Du skal blive i Herrens Hus en lang Tid.

Om Bispevielsen er der gjort Indstilling, og den vil ved Resolution blive bestemt til anden Juledag. Ønskeligt var det — og om det end vil være vanskeligt, tror jeg dog, det vilde være tjenligt, om De noget betids kunde være i Kjøbenhavn. Enkelte Ting henhørende til s. 304Vielsen blive dog at aftale i Forvejen. Maaske De ved et Par Linier underretter mig om, naar De mener at kunne være i Kjøbenhavn.

Med broderlig Hengivenhed Deres

H. Martensen.

Fra Biskop Laub til Biskop Martensen.
Haagerup, 4. December 1854.

Tak, kjære Biskop Martensen, for det kjærlige Brev, som De anden Gang har sendt mig! Jeg er endnu ved godt Mod, men jeg kan ikke Andet end tro, at der forestaar mig endnu en Prøvelse, en Tid, da jeg skal føle min Ensomhed og trykkes af den; og først naar jeg derefter kan sige: „Min Sjæl, kom igjen til Din Rolighed!“ da er jeg, hvor jeg skulde føres hen. At min Kones Død, netop paa denne Tid har providentiel Betydning, derpaa er jeg vis, maaske tillige med Hensyn paa mit Forhold til Dem: Jeg havde ikke trot, at jeg saa snart og saa let kunde komme til at meddele mig saa uforbeholdent til Dem; og det er mig af megen Betydning for min Fremtids Virksomhed. I Morgen skal min Kone begraves. De vil derfor undskylde, at jeg fatter mig kort og nu indskrænker mig til at sige, at jeg haaber omtrent en Ugestid før Indvielsen at være i Kjøbenhavn.

Deres hengivne O. Laub.

Fra Biskop Martensen til Biskop Laub.
Kjøbenhavn, 13. August 1855.

Kjære Biskop Laub! Tusind Tak for det Tilsendte ^*)Gravtalerne ved Bispinde Laubs Jordefærd, trykte „for Venner.“ som ogsaa for de Prædikener ^**)Biskop Laubs tre sidste Prædikener før hans Afrejse til Viborg, trykte som hans Afskedsord til hans fynske Menigheder; optagne i hans „Kirkelige Lejlighedsskrifter.“, De for nogen Tid siden tilsendte mig, og for hvilke jeg ikke fik takket. Jeg har med største Opbyggelse læst det „Farvel“, De har talet fra Deres afdøde elskede Hustru. Gud velsigne Dem derfor! O det er tilvisse en stor Velsignelse at kunne tale saaledes. Jeg har læst det med den dybeste Bevægelse, og har derved følt mig bekræftet i Kjærligheden. Gud give os Alle, naar vi skilles fra hverandre, at føle og tale saaledes! Kun een Bemærkning gjør jeg. De taler om den dejlige Ø, hvor den „bedste“ Del af Deres Liv er henrunden. Jeg tror ikke, kjære Biskop Laub, at dette er ganske rigtigt. Ved Guds Naade staar den bedste Del af Deres Liv endnu tilbage. Herren kan gjøre det!

Har De visiteret noget i Deres Stift? Hvordan finder De Visitatslivet? Mig tiltaler det nok i det Hele, skjøndt der kunne komme Momenter, da man kan finde, at Tjenesten er noget streng, i Særdeleshed naar der ere mange Skoler. Hvor lang Tid tilbringer De i hver Skole? — Jeg tror i Øvrigt, at jo mere man ved Visitatserne bliver bekjendt med sit Stift, desto glædeligere bliver den biskoppelige Virksomhed. Mig tiltaler Visitatslivet, som sagt, i det Hele meget vel, og jeg ønsker endnu efter tilendebragt Høst, at foretage en Rejse i Aar.

s. 306Gehejmeraad Ørsted lader Dem venligt hilse. Han tænker stedse med Glæde paa, at han dog fik udnævnt „de tre Biskopper.“ Men han er indigneret over, at man med aabenbar Vold har berøvet Dem en Del af de Indkomster, der aldeles lovligt vare dem tillagte. Hvad skal man dog dømme om et Ministerium, der gjør sig til Redskab for saadanne Retskrænkelser, ja endog mener, at Sligt er konstitutionelt. Dog, jeg vil ikke gaa videre ind i dette.

Lev vel, kjære Biskop Laub; bevar mig Deres Venskab, og i en belejlig Stund lad et Ord høre fra Dem.

Deres broderligt hengivne

H. Martensen.

Min Kone lader Dem paa det Venligste hilse. Hun befinder sig, Gud ske Tak, vel.

Fra Biskop Martensen til Biskop Laub.
Kjøbenhavn, 15. September 1855.

Kjære Biskop Laub! Tilskyndet af Ørsted henvender jeg mig til Dem med det Spørgsmaal, om De ikke maatte være af den Formening, at vi tre Biskopper, der af Rigsdagen ere berøvede vore lovlige Indkomster, bør gjøre en Reklamation til Ministeriet, opfordrende dette til at forskaffe os tilbage, hvad lovligt var os tillagt, og subsidialiter indstille, at Ministeriet vil forskaffe os dette som et personligt Tillæg (tillige i Betragtning af de dyre Tider). Dette Sidste vilde dog maaske være opnaaeligt; og selv om der Intet opnaas, tror jeg dog med Ørsted, at det vil være urigtigt ikke at gjøre nogensomhelst Reklamation.

s. 307Jeg beder Dem, kjære Biskop Laub, at tage denne Sag under Overvejelse, og dersom De mener, at vi i Fælledsskab bør indgaa med et Andragende, da beder jeg Dem at sende nogle Momenter for Deres Vedkommende. Jeg vil da udarbejde en Koncept, hvilken jeg først vil sende Dem til Gjennemsyn, og derefter til Underskrift.

En lignende Skrivelse afsender jeg i Dag til Biskop Lautrup. Paa Mandag rejser jeg paa Visitats, men haaber at vende tilbage 1. Oktober. Til den Tid venter jeg at forefinde Deres gode Svar. Jeg veed vel, at vi, ved at gjøre et saadant Andragende, udsætte os for en Del Angreb fra en vis Side. Men skal og tør man tage Hensyn til Saadant, naar man staar paa lovlig Grund?

Deres hengivne H. Martensen.

Med Hall har jeg aldeles ikke talt om dette. Jeg har kun i sin Tid paa det Alvorligste foreholdt ham, hvor uforsvarligt eftergivende han har været mod Rigsdagen. Jeg skulde dog tro, at han ved given Impuls forsøger et Tilløb. I Øvrigt er det jo bedst for det Første at holde det Hele sub sigillo.

Fra Biskop Laub til Biskop Martensen.
Viborg, 25. September 1855.

Kjære Biskop Martensen! Den Opfordring, som indeholdes i Deres Brev af 15de d. M., er ogsaa tidligere paa forskjellige Maader, baade uden- og indenfra kommen til mig, og var mig saaledes ikke uventet, skjøndt man ogsaa kan overraskes og sættes i en urolig Stemning af s. 308det, hvorpaa man venter. Hvad jeg herpaa har svaret — ikke Andre, thi dem har jeg i Grunden ikke svaret, men mig selv, vil jeg meddele Dem saa kort som muligt.

De veed, hvorledes jeg er kommen ind i dette Embede. Der kom en Opfordring til mig, som maatte have stor Vægt, fra den samme Mand, hvem De nævner, men dengang i en Embedsstilling, som maatte forøge den store Betydning, hans Person havde for mig. Denne Opfordring, som egentlig først bragte mig til Bevidsthed om, at jeg ogsaa i mig selv havde en Drift til denne Virksomhed, indeholdt tillige Løfte om en vis Løn; men Hensynet hertil har — saa vidt jeg heri har været mig fuldkommen bevidst, og det tror jeg dog, slet intet Moment været i min Overvejelse af, hvad jeg skulde gjøre. Men hvad der for mig blev det Afgjørende, var et Raad af Den, som i mere end tyve Aar havde været min Raadgiverinde, som kort efter blev tagen fra mig, hvorved hendes Ord for mig maatte blive saa meget fastere; det er hendes sidste i denne Sag; jeg kan ikke mere raadføre mig med hende; og jeg veed, Hensynet til Lønnen havde ingen Indflydelse paa hendes Raad. Naar jeg derfor skal sige, hvorledes jeg er kommen ind i dette, saa kan jeg kuri skildre det saaledes: Der kom en Røst fra oven, som sagde: gaa hen i min Vingaard, og hvad Ret er, skal Du faa. Dette er min Kaldelse, og det Løfte har jeg at bolde mig til. Men nu bag efter at sige: Der er sket mig Uret, og jeg kan ikke leve af det, jeg har faaet, og dog beholde Hint som mit eneste Støttepunkt, — det gaar jo ikke an. De vil ikke anse mig for saa barnagtig, at jeg vilde gjøre Guds Riges Kategorier umiddelbart gjældende i de verdslige Forhold; jeg tænker her nærmest kun paa min ganske individuelle s. 309Stilling til disse Forhold. Men hertil kommer rigtignok endnu en anden Betragtning: Frygten for at give Forargelse. Det gjælder her om en Uret, men som er klædt i Rettens Former; til dette Sidste vil man holde sig, ihvad Udfald saa Sagen faar; det bliver altid kun en Afgjørelse af den formelle Ret, og Sagen er kun om en personlig Ret; ogsaa hertil vil man holde sig, man vil sige: „Søren Kierkegaard har dog Ret, — Embedet er kun et Levebrød.“ — Var Spørgsmaalet om Embedets Gage, saa var det en anden Sag, saa burde jeg stride for Embedets Ret; men nu gjælder det kun mig personlig. Jeg vil gjerne misforstaas af Verden’, naar det gjælder Guds Rige; men misforstaas heri, det kan ikke være mig gavnligt. Selv mit Forhold til Regjeringen maatte jegtænke paa. Om man bryder sig stort om mig og mine Raad eller ikke, det veed jeg ikke, men selv forskylde, uden at være tvungen, at man ikke har Lyst til at høre paa mig, det tør jeg ikke.

Saa vidt var jeg paa det Rene med mig selv, da Deres Brev kom. Det har ikke forandret mine Tanker; heller ikke Ørsteds Autoritet har kunnet det, da hans Dom om, hvad der er Ret, her gjælder noget ganske Andet, end hvad jeg maa have for Øje. Men vel maatte Deres Brev føre mine Tanker videre ud: „Vi ere nu Tre, som staa i samme Stilling,“ maa jeg nu sige mig selv: „dersom de to Andre gjøre et Skridt, som Du afslaar dem at gjøre med, saa er det i Din Sag. Skal Du lade dem stille sig i Gabet for Dig? Enten de vinde eller tabe, saa vinder Du, om ikke Penge, saa Palmer. Saa blev den sidste Forargelse større end den første. Altsaa: ville De To, saa bør jeg være den Tredie. Vi have en fælles Sag, hvori Afgjørelsen sker — i Mangel s. 310af Enighed — ved en Majoritet; jeg har Ret til at give mit Votum, men maa finde mig i, om saa skal være, at blive overstemt; det er nu ikke min Sag ene, men de to Andres med selv samme Ret.

Og nu, kjære Biskop Martensen, overvej Sagen alvorligt med vor Broder paa Lolland! Mit Ønske veed De: ikke at jeg maa være udenfor Sagen, men at jeg maatte bevæge de to Andre til at gjøre, hvad jeg helst gjør, — og det ikke tvungne ved min Modstand, ikke imod men af Overbevisning. Opnaar jeg ikke det, saa vil jeg tro, at de To have Ret, og at jeg bør følge med dem; og jeg kan da kun forbeholde mig at ytre mig om Indhold og Form af, hvad der skal underskrives. Foreløbigt kun dette: Efter den Afgjørelse, som Sagen een Gang har faaet, maa det forekomme mig, at der ikke længere kan være Tale om Embedets Gage, kun om vor personlige, og at derfor Deres subsidiære Indstilling maatte blive den principale og eneste. Endelig maa jeg bemærke, at jeg ikke har faaet min Beskikkelse endnu, fordi jeg var nødt til at tage imod det Tilbud, som blev mig gjort, maanedsvis i et Aar at betale den, og hermed er jeg endnu kun halv færdig. Skulde jeg behøve at have den i Besiddelse, da maatte jeg i Forvejen gjøre Anstalter til at udbetale Restbeløbet, og dermed vilde medgaa nogen Tid. Gud lede nu Alt efter sin Villie!

Hvor godt det er at være paa Visitats, derom kan jeg desværre ikke tale af Erfaring, fordi de forviklede gejstlige Forhold herovre have gjort mig det umuligt at forlade Byen, efterat mine huslige Forhold vare komne lidt i Orden. Nu er der da givet os Udsigt til at faa en Stiftsprovst. Men en Anelse om, at man kan have Glæde s. 311af saadanne Besøg, fik jeg dog igaar ved en Kirkeindvielse paa Landet.

Og hermed Gud befalet, kjære Biskop Martensen!

Deres hengivne O. Laub.

Jeg talte igaar med en Ungdomsven af Dem, som er Dem meget hengiven, Pastor Laurent ^*)Se Martensens „Af mit Levnet,“ I, Side 41..

Det er en Selvfølge, at jeg ikke skal forraade vore Underhandlinger om denne Sag.

Fra Biskop Martensen til Biskop Laub.
Kjøbenhavn, 4. Oktober 1855.

Af Deres venlige Skrivelse ser jeg, at De, kjære Biskop Laub, ikke er tilbøjelig til at gjøre noget Skridt i den omtalte Sag; og da Biskop Lautrup er stemt paa samme Maade, har ogsaa jeg besluttet, for Tiden ikke at foretage Noget. Jeg behøver vel ikke at sige Dem, at jeg fuldelig erkjendre Betydningen af Deres Grunde, der ogsaa for mig vare de første Grunde. Men jeg kunde paa den anden Side ikke afvise Ørsteds Anskuelse: at det maaske i sin Tid ikke uden Grund vil kunne dadles som falsk Passivitet, at man ved aldeles ingen Remonstration at gjøre ligesom har samtykket i en aabenbar Uret, der visselig har mere end blot personlig Betydning, og at Ret dog bliver Ret, hvad enten Forholdet hører til de lavere eller de højere, og at, uagtet Alt, hvad en tom Idealisme kan indvende, de virkelige Samfundsforhold, i hvilke vi ere stillede, ikke tillade at betragte s. 312Spørgsmaalet om en anstændig Lønning som uvæsentligt og selve Embedet uvedkommende. Det glæder mig derfor under alle Omstændigheder, at jeg har bragt Sagen under fælles Overvejelse, og at det er ifølge fælles Beslutning, at hine første Grunde faa Overvægten.

Med broderlig Hengivenhed tilønsker jeg Dem fremdeles Herrens rige Velsignelse i Embede og Hus.

Deres H. Martensen.

Fra Biskop Laub til Biskop Martensen.
Viborg, 27. December 1855.

Kjære Biskop Martensen! Den Tak, jeg skylder Dem for den lille Bog, De for kort Tid siden sendte mig, har jeg helst villet gjemme til Julen, thi som Deres Gave har for mig været en Julegave [Martensens Mindeskrift om I. P. Mynster], saaledes er Mynsters Navn hos mig forenet med Julen, allerede i min Barndom, senere med Alt, hvad Julen er bleven mig, og tilsidst med Julen ifjor med det, som dengang kaldte mig til Kjøbenhavn, og med det, som der saa uventet mødte. Det er godt, at dette Navn i denne Jul er draget frem paa en bedre Maade, og derfor skylde alle Mynsters Venner Dem Tak. Og jeg behøver ikke at tilføje, at det ogsaa er godt, at De har kunnet gjøre det uden alt Sideblik til Forargelsen, at De har kunnet give os Noget, som vi blot skulle glæde os over. Om De nu med det Samme har kunnet gjøre en Virkning til den modsatte Side, det maa overlades til „Styrelsen“. Man skulde jo tro, at hos alle redelige Sjæle maatte en saadan Skildring af „det indvortes Menneske“ vel kunne sønderrive det Dække af s. 313„Fløjel og Guld“, hvormed man har villet skjule denne Mand.

Det er nu et Aar siden Mynster blev saa skamløst trukken frem af sin Grav; og i det Aar har det mere og mere vist sig, at der laa noget Andet bag ved. Om Mynster er nu ikke mere Talen, men Sagen er der endnu, eller rettere, den er først nu kommen frem: Hvad skal der gjøres? At vente Hjælp af Politi, Trykkefrihedsanordning og Ministerium er vel ikke blot en Daarlighed, fordi der er ingen Hjælp at vente, men ogsaa fordi det, som jeg maa synes, er at gaa ind paa Modstandernes Gebet og bruge deres Vaaben. Men hvad skal der gjøres? At Enhver stille og uden at lade sig anfægte, skal gjøre Sit, og holde fast ved det Kald, som man vil gjøre ham stridigt, at dette er det Første, plejer jeg at svare dem, som gjøre mig dette Spørgsmaal. Men man har vel ogsaa Ret, naar man spørger videre: Skal der ikke gjøres Mere? Naar S. Kierkegaard saa tidt ankede over den dybe Taushed, saa var det vist klarf nok, at han sigtede til Dem; thi der var ogsaa Andre, som talte, men dem regnede han ikke. Og der er Mange, som have spurgt: Hvorfor tier Martensen? og det ikke blot Saadanne, som gjerne vilde have Noget at falde over. At raabe ind, hvor Opløbet og Tummelen er, nytter jo ikke; men der staar gjerne en Del ved Siden, som ikke veed, hvad der er paafærde, og gjerne vilde høre en rolig Tale derom. Naar man har spurgt, hvorfor De ikke stod frem, da har jeg godt kunnet forstaa, hvad der gjorde Dem det langt sværere end de fleste Andre, og har saa stærkt som muligt fremhævet den uheldige Stilling, Deres Person fra først af havde faaet til Sagen. Men jeg synes rigtignok at denne Stilling nu er bleven noget s. 314anderledes, efterat S. K. er borte. Og saa kommer hertil det Allernyeste, Rasmus Nielsens Optræden ved Universitetet! Jeg veed ikke, hvad de theologiske Studenter sige til en saadan Tale, jeg kjender dem ikke; men det er kjendeligt nok, at der i vor Tid er en Tendens, ikke blot til en Kristendom uden Kirke og Præster, men ogsaa til en Kirke med Lægpræster. Dersom nu det theologiske Fakultet tier stille? gaar af i Taushed? eller bliver ved i Taushed? Vistnok er Sjællands Biskop ikke længer tertius theologus; men Deres Forhold til Universitetet kan ikke glemmes. Om De med noget Haab kunde vende Dem til Studenterne, som ere midt i Strømmen, veed jeg ikke; men jeg veed, at der iblandt de yngre Præster og de ældre Kandidater ere Mange, som længes efter at høre den gamle Røst igjen, og hvem det vel og gaar som mig, der just nu, efterat have faaet Deres Ord om den Mand, med hvem Røret begyndte, længes dobbelt efter at faa Deres Ord om Sagen, og ikke tør undse sig for, til Takken for Gaven at føje en Bøn om Mere.

I hvilken Grad Mynster har været „Den, som holdt igjen“ [2 Thess. 2, 7], medens han var her, det har vel Ingen bevist stærkere end S. Κ., som ikke kunde komme frem, før han var borte; og naar jeg minder Dem om, at De har faaet hans Plads, da er det ikke for at lægge et Ansvar paa Dem, som De ikke kan bære; thi en saadan Dom kan vel ikke komme igjen i disse Tider. Derfor er min Bøn ogsaa egentlig kun et Spørgsmaal: Tror De ikke, at De skal? — og dersom De, og naar De engang, snarere eller senere (Mynster forhastede sig heller ikke med at sige sit Ord) føler det indvortes Kald, saa vilde jeg til det udvortes Kald som De har i Deres s. 315Plads efter Mynster og ikke uden hans Medvirkning, endnu føje det, som Paulus fik af den macedoniske Mand i Synet [Ap. Gj. 16, 9: „Kom over til Macedonien og hjælp os!“].

„En glædelig Jul“ — den har De nok vidst at finde og bringe videre midt i „den store Stad“ — midt i Malstrømmen, hvoraf kun de yderste Kredse have naat herud paa Heden. Saa give Gud Dem ogsaa et glædeligt Nytaar med Fred og Sundhed i Deres Hus og sin kraftige Bistand i Deres Gjerning!

Deres O. Laub.

Fra Biskop Martensen til Biskop Laub.
Kbhvn., 2. Jan. 1856.

Kjære Biskop Laub! Modtag min hjertelige Tak for Deres Brev. Hvad De skriver om mit lille Mindeskrift om Mynster, har i høj Grad glædet mig. Hvorvidt det vil kunne gjøre nogen Virkning til den modsatte Side, maa, som De saa smukt siger, overlades til „Styrelsen.“ Foreløbigt synes Modstanderne at have valgt det Parti, at forholde sig tause og at ignorere. Var det dem virkelig om Sandheden at gjøre, maatte de jo nu indlade sig paa en Prøvelse og Gjendrivelse. Thi nu kunde Sagen jo faa et nyt Begyndelsespunkt; og Tonen, hvori Striden skulde føres, er angivet.

De mener, kjære Biskop Laub, og Flere synes at have den samme Mening, at jeg yderligere bør tale. Om S. Kierkegaard tror jeg ikke det er passende, at jeg taler. Medens han levede, har jeg jo ikke villet indlade mig med ham — foruden af flere personlige s. 316Grunde, der gaa længere tilbage i Tiden, tillige af den Grund, at det i den sidste Tid (efter min Udnævnelse til Biskop) ikke mere var parti egale at skrive mod ham, der havde begyndt at bruge saadanne Vaaben. Kun den ene Artikel i „Berlingske Tidende“ trode jeg at burde skrive, og skrev den saaledes, at man maatte kunne se, at det ikke var min Agt at skrive Mere. Nu efter hans Død at skrive om ham, synes mig atter ikke at være parti egale, efterdi han ikke mere kan svare.

Men De vil maaske svare mig, at det er Tid overhovedet at tale om vore kirkelige Forhold, om alle de baade ydre og indre „Nothstände“, i hvilke vi befinde os. Hvad mig angaar, da tror jeg ikke, at Tidspunktet er kommet endnu — i det Mindste ikke for mig. Ikke blot tillade de daglige Embedsforretninger mig endnu ikke at foretage noget mere omfattende Arbejde; men selv bortset fra denne subjektive Grund, saa tror jeg, at det nærværende Tidspunkt er i høj Grad ugunstigt, og at man endnu i nogen Tid maa lade det strømme, forinden man med nogenlunde Held kan tænke paa en Reaktion. Men hvor enig jeg end er med Dem i, at vi ikke skulle sætte vor Fortrøstning til Regjeringen og ydre Hjælp, saa staar det dog klart for mig, at Folkekirken som Folke kirke ikke vil kunne souteneres, dersom der ikke i Regjeringen kommer en helt anden Fasthed og konservativ Aand, der navnlig veed at sætte de rette Begrændsninger for Sekternes Sværmen og Tøjlesløshed, hvorved selve den offentlige Sædelighed i mange Henseender krænkes. En luthersk Kirke vil vistnok under alle Forhold kunne hævde sig med Aandens Magt alene, men en Folkekirke kan ikke hævdes, uden at Staten tillige vil s. 317medvirke, — til hvilken Medvirkning for Tiden desværre kun er ringe Udsigt.

De taler om Rasmus Nielsens Optræden ved Universitetet. Ja, hvilket Program og hvilke Begreber om Humanitet og Kristendom! Forsaavidt som Studenterne endnu ville reflektere paa mit Ord, da ville de i mit sidste Skrift om Mynster i Grunden finde Besvarelsen saavel paa de kierkegaardske som de nielsenske Paastande. Thi disse Menneskers Hovedfejl er jo netop Dualismen mellem det Kristelige og det Humane.

Gud give os et glædeligt og velsignet Nytaar, og hjælpe os frem paa Sandhedens Vej. Naar De, kjære Biskop Laub, har Tid og Lejlighed, da skriv nogle Linier til

Deres hengivne H. Martensen.

s. 318Jeg imødekommer udentvivl mange Læseres Ønske ved at benytte denne Plads til nedenstaaende Fortegnelse over alle vore Kultusministre med Tilføjelse af Udnævnelsens Datum.

Monrad 1848, April 3.

Madvig „ Novb. 15.

Bang 1851, Decb. 7.

Simony 1852, Juni 3.

Ørsted 1853, April 21.

Hall 1854, Decb. 12.

Monrad (Direktør 1858, Septb.)

og Kultusminister 1859, Maj 6.

Borgen 1859, Decb. 2.

Monrad 1860, Feb. 24.

Engelstoft 1863, Decb. 31

(under hans Sygdom fungerede Monrad fra Marts [?] til 11. Juli 1864).

Heltzen 1864, Juli 11.

(Quaade fungerede en kort Tid.)

Bræstrup 1865, April 7.

Rosenørn-Teilmann 1865, Novb. 6.

Kierkegaard 1867, Septb. 4.

Aleth Hansen 1868, Marts 15.

Em. Rosenørn 1869, Septb. 22.

Hall 1870, Maj 28.

Worsaae 1874, Juli 14.

Fischer 1875, Juni 11.

Scavenius 1880, Aug. 24.

s. 319Til Erindring·

om

Gudstjenesten i Frørup i Pastor Hieronymus Laubs Tid.

(Efter et Digt i Theremins „Abendstunden“.)

O hvor venligt mellem disse
Marker, hvor det unge Foraar
Slynger sine Blomsterkrandse,
Ligger her med sine Hytters
Lave Tage denne Landsby
Rundt om Kirkens gamle Taarn.

Det er Søndag! Ud fra Taarnet
Flyver Klangen klar og liflig
Gjennem Foraarsmorgenluften
Over Bakker, over Dale,
Til paa Engen i det Fjerne
Den henklinger og dør hen.

Ak tilforn, naar disse Klokker
Klang, stod han i Døren hisset,
Saas fra Huset, hvor han bode,
Komme vandrende til Kirken
Mild og ydmyg, med sit Hoveds
Prydelse, de hvide Haar.

Hellig var den Ild, som lyste
Fra hans Blik, og hin Begejstring,
Som udstrømmed fra hans Hjerte,
Naar Guds Ord det naaderige,
Ordet, som fra Himlen stammer,
Fra hans Læber til os lød.
s. 320Ogsaa nu til Kirken strømmer
Denne Menighed, og Sangen
Lyder i den gamle Hvælving;
Men i denne Morgens Klarhed
Han sin vante Gang ej vandrer
Fra sin Dør til Herrens Hus.

Ej paa Prækestolen ses han
Nu af andagtsfulde Skare,
Livsens Ord dem at forkynde,
Dem velsigne, med dem bede,
Eller tjenende for Altret
Med ærværdigt Aasyn staa.

Sjælfuld var hans Røst, — ak længe
Taug den alt i deres Øren,
Røsten, som tilforn saa ofte
Trængte dybt til deres Hjerter, —
Som opbygget har og trøstet
Dem saa helligt mangen Gang.

Nu, naar Klokkeklangen svinger,
Som tilforn, sig ud fra Taarnet
Gjennem Søndagsmorgenluften, —
Ak da er det, som om Lyden
Vemodsfuldt kun vil henklinge
Over og omkring hans Grav.

Held ham! Thi han bor i Lyset,
Evighedens Lys, hvis Klarhed
Aldrig svigter, aldrig —
Der, i Paradisets Glæde,
Salig, for sin Frelsers
Beder han for sine Børn.

Da Laub i November 1858 havde læst dette Digt i en lille Samling af Oversættelser, som jeg samme Aar havde udgivet og sendt ham, forstod han strax, at jeg derved havde tænkt paa hans Fader, og skrev: „Det er der jo Alt, lige til de hvide Haar.“