Carl Ferdinand Allen, 1811-1871 H. C. P. Seidelin Udvalg af Laurids Engelstofts Skrifter (3. bind)

Udvalg
af
Laurids Engelstofts Skrifter.

Tredie Bind.

Udvalg af L. Engelstofts Breve.

Kjøbenhavn.

Forlagt af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme.

Thieles Bogtrykkeri.

1862.s. II

s. IIINærværende Bind indeholder ei Udvalg af L. Engelstofts Breve. Heraf har den første Afdeling, fra S. 1 til S. 104, tidligere været trykt i Danskes Reiseiagttagelser, udgivne af Neumann, 1 — 2 Bd., Kbhvn. 1798—99, de øvrige hidtil utrykte. Den anden Afdeling omfatter Breve skrevne 1798— 1800 under Opholdet i Tydfkland og især i Frankrig. Tredie Afdelings Breve høre til Aaret 1804 og ere skrevne paa en Reise i det sydlige Europa. Brevene i fjerde Afdeling ere forfattede i Kjøbenhavn 1813 og vedrøre danske Forhold. Enkelte Gjentagelser have ikke kunnet undgaaes, naar ikke Brevene altfor meget skulde lemlæstes. At disse Breve udgives, dertil har man, foruden Samtykke af vedkommende Besiddere af Brevene, en Beføielse i Yttringer af L. Engelstoft selv, som forekomme i dette Bind S. 324—25 og siden oftere gjentages. Man seer nemlig heraf, at det har været hans Mening, at ei Udvalg af Brevene fra 1813 i en ikke fjærn Fremtid skulde offentliggjøres „som ei nyttigt Bidrag for Efterverdenen til Kundskab om den Tidsalder, hvori han levede, og især om Begivenheder, Personer, Ting og herskende Ideer i Fædrelandet". Naar dette var hans Tanke med Hensyn til Brevene fra 1813, der dreie sig om s. IVdanske Forhold, kunde der saa meget mindre være Tvivl om Beføielse til at udgive de ældre Breve, der ere skrevne i Udlandet og handle om udenlandske Ting, saafremt de ellers havde saa megen Interesse, at de fortjente at trykkes, hvilket jeg ikke troer, man vil nægte. Imidlertid har jeg dog fundet det rigtigt, baade for mit eget Vedkommende og i Overeensstemmelse med Engelstofts øvrige Yttringer paa det anførte Sted, at udelade enkelte Steder, som kunde saare nulevende Personer eller nys Bortgangnes Efterladte. I tredie Afdeling er dog, saavidt jeg mindes, af denne Grund kun ei enkelt Sted udgaaet, men i fjerde nogle flere. Naar der i anden Afdeling findes nogle Udeladelser, saa er det kun, fordi Stederne indeholdt en næsten ordret Gjentagelse, af hvad der før var sagt, eller dreiede sig om heelt ligegyldige Ting. Brevene i første Afdeling ere selvfølgelig meddeelte saaledes, som de tidligere forelaae trykte. Enhver Udeladelse er altid betegnet ved ........, og ved ingen af dem lides der noget særdeles Tab for Historien; Brevenes Haandskrift vil desuden blive bevaret for Eftertiden. Af det ovenanførte Hensyn har jeg i enkelte Tilfælde istedenfor det fulde Navn blot sat ei Bogstav; hvorhos det dog maa erindres, at Engelstoft selv jævnlig angiver ei Navn ved Begyndelses- og Slutnings-Bogstavet, ikke for at skjule det, men for Hurtigheds Skyld: det vil være let for Enhver, der kjender lidt til Tidens Personer, at see, hvem der menes. Der findes en stor Mængde Breve af Engelstoft ogsaa for den følgende Tid; men jeg er, med en enkelt Undtagelse af ei Brev fra 1821, bleven staaende ved Aaret 1813, deels fordi Vanskeligheden med Hensyn til endnu levende Personer voxede, eftersom Aarene skred frem, deels s. Vog fornemmelig fordi disse Breve fra en senere Tid, der i det Hele var fattig paa vigtige offentlige Begivenheder, om de end inbeholde ikke saa interessante Bemærkninger, dog meest handle om private Sager og Familie-Anliggender. Skulde de trykkes, vilde det kun kunne blive en broget Blanding af udrevne Brubstykker. Fra Engelstofts Haand findes ligeledes en Mængde andre Optegnelser af forskjellig Art og Indhold, som ofte ere af megen Interesse, men for det Meste saa skjødesløst henkastede, at de i den Skikkelse, de have, ikke egne sig til Udgivelse. Dette er blanbt Andet Grunden til, at ikke, som paatænkt, nogle af hans Reiseoptegnelser ere medtagne i dette Bind.

Den 26 Marts 1862.

C. F. Allen.s. VI

Kiel, den 24. Nov. 1797.

Jeg lovede Dig, kiære N. ! i sidste Brev Fortsættelse af mine Bemærkninger over vort tydske Universitets litterære Væsen. Her er den.

Reinhold spiller en altfor betydelig Rolle i den lærde Verden, til at han ikke skulde have Fordring paa særdeles Opmærksomhed. Det er en Mand af Verden. Hans Omgang er yderst underholdende. Over hans Aasyn er Blidhed udbredet: i hans Øie straaler Philosophie. Hans Foredrag er skarpsindigt, ordentligt, grundigt, tydeligt. Han slaaer ikke om sig med Konstord, men giør sig Umage for at være fattelig. Hans Fremgangsmaade ynder jeg: Efter at han først har giort sine Tilhørere opmærksomme paa punctum controversiæ, gaaer han de forskiellige philosophiske Secter igiennem, viser, hvori de have feilet, og hvad Aarsagen dertil har været: da bygger han paa Gruset af hine Philosophemer den critiske Skoles Dogmer, og befæster dem med al den Flid, som man kan vente af en nidkiær Tilhænger. Han har ikke Papiret for sig, og dog er hans Foredrag baade flydende og ordentligt, saa at man let deraf kan spore, hvor vel han har forberedet sig. Naar han har ræsonneret over en vis Punkt, dicterer han Resultaterne i Aphorismer. Hans Stemme er sødladen, dog uden at tabe det Mandige: hans Sprog er correct: hans Tone ikke declamerende, men s. 2dog heller ikke kold. Stundom opliver han Foredraget ved lidt Vittighed, og giver ved indstrøede Digressioner Forstanden lidt Hvile. Tre Gange har jeg hørt ham læse over Moralphilosophien, og det traf sig just saa heldigt, at han havde det saare vigtige og vanskelige Emne for om Villiens frihed. Hans Auditorium destaaer af 70 til 80 Studerende. Foran dem sidder han ved ei Bord overtrukken med grønt Klæde, og har to Lys for sig. ved hans Side har Prinds Carls Søn fra Slesvig, som studerer her ved Universitetet, Plads. Saalænge Forelæsningerne vare, hersker der en dyb Taushed over det hele Auditorium. Blandt hans Tilhørere ere ogsaa to Grever Reventlov fra Kiøbenhavn, to artige unge Mennesker.

Vi have spiist en Dag til Middag hos Reinhold. Hans Kone er en Datter af Wieland. Dansk forstaaer han ikke, men begynder at lægge sig derefter.

Veed Du vel, at denne Mand, som det lærde Pudlicum nu eenstemmig tilkiender en saa hæderfuld Plads iblandt Europas Tænkere, var engang — Fransiscaner i Wien? — Naar man veed dette i Forveien, vil man i hans listende og ligesom bølgeformigen fremskridende Gang finde kiendelige Spor af denne Stauds Egenheder. Det contrasterende Forhold, der finder Sted imellem denne hans Ungdoms Stilling og den Bane, paa hvilken han siden vandt saa udmærket en Hæderskrands, indgyder os ny Agt for hans Genie og Aands Virksomhed, der viser sig i saa fordeelagtigere ei Lys, som det Mørke var tykkere, hvorigiennem han arbeidede sig Udvei.

Foruden Mag. legentes har Kiel 36 faste Professorer, hvoraf en stor Deel kun have 2 à 300 Rdl. i aarlig Løn og ingen fri Bolig. Antallet af de Studerende beløber sig til 200; altsaa forholder Professorernes Antal sig til de Studerendes, som 1 til 5.

s. 3Universitets-Bibliotheket, som befinder sig paa Slottet, har 25000 Bind. Kun det historiske og patristiske Fag er nogenlunde besat. Det har kun 500 Rdlr. aarlig Indkomst, foruden ei eller andet tilfældigt Tilstød. Saaledes gav Kongen det nylig 1100 Rdlr., da ei Bæsen i Flensborg lod sætte ei Raad til sit Navn. Bibliothekaren, Prof. Cordes, viste os særdeles megen Tienstagtighed.

Studenterne her have noget Renommistisk i deres Snit. Paa Hattepullens venstre Side bære de en spraglet Cocarde. Om deres Videnskabelighed tør jeg ikke dømme. Forelæsninger besøge de flittig hos de Professorer, af hvilke de skulle examineres til Embeds Examen, og høre i Almindelighed Reinhold. Nogle Enkelte tye og hen til Fabricius, Nasher og Hegevisch. To Aar er den almindelige Tid, de tilbringe ved Academiet.

Om Bastholm, Tetens, Frankenau og Mynster taler man her med megen Agt.

Jeg forlader Universitetet, men vil endnu giøre Dig bekiendt med de øvrige Underviisnings-Anskalter her:

Die Stadtschule er ei Institut, som fra latinsk Skole er nylig omstøbt til en forenet Borger- og Lærd Skole. Fem Lærere undervise 150 Lærlinge i Religion, Arithmetik, Mathematik, Historie, Naturlære, Technologie, Rhetorik, Tydsk, Fransk, Nogle i Latin, Græsk og Hebraisk. Hver Lærer docerer i Almindelighed 40 til 50 Drenge fra 6 til 16 Aar; kun i den øverste Deel af Skolen, hvor Studerende dannes, er Antallet af Lærlinge ikke saa stort. Græst, Latin o. s. v. lære de uden Grammatik. Saasnart de f. Ex. kiende de græske Bogstaver, begynde de paa ei Stykke af en græsk Autor, og Læreren skal da efterhaanden fortælle dem om Endelser, Tempora, Casus o. s. v., paa det — saa siger man — at Drengene ved deres egen Forstands Hielp kunne sætte sig selv en Grammatica sammen, og saaledes s. 4øve sig i at tænke. At denne Methode var den rigtige — har man forsikkret os. Den øverste Lærer, og forhen Rector, Prof. Danielsen, forekom mig at være en meget fornuftig Mand.

1*

Skoleholder-Seminariet har i Prof. M$$%ller en brav Lærer. Jeg bivaanede to Gange Underviisningen der: den ene Gang i Prinds Carls Overværelse. Her er 50 Seminarister, mestendeels Sønner af Bønder, Skoleholdere og Degne. De ere her 2 til 3 Aar, og faae Underviisning i Religion, Catechetik, Naturhistorie, Havedyrkning, Musik og Dreierkunst. Hver især betaler 40 Rdlr. for Kost og Vask. De have en Spisesal, en Sovesal, en Læresal og en liden Bogsamling. Underviisningsmaaden er den socra tiske, og næsten heel igiennem philosophisk; men stundom, troer jeg, savner den for meget Almeenfattelighed. Stoffet for de Timers Underviisning, jeg hørte, var die Vervollkomnung des Gef$$%hl- und Erkenntnit-Verm$$@gens. Prof. M$$%ller har en besynderlig god Gave til at skierpe deres Opmærksomhed, og lede dem til at tænke selv. Beskedne fandt jeg disse Seminarister. Jeg hørte en af dem catechisere for nogle Vaisenhuusdrenge over den saare delicate Materie: Rydskheds Pligt. Da han havde afcatechiseret, og Drengene vare udladte, blev hans Færdighed af de øvrige Seminarister, efter M$$%llers Anmodning, bedømt. Nu giorde Enhver sine Anmærkninger. Meget frygter jeg, at denne Methode kan tvertimod sin Hensigt have farlige Misforstaaelser til Følge. — Den Opmærksomhed, Lærerne saavel her, som i det føromtalte Institut viste os, har Fordring paa vor hele Taknemmelighed.

Som ei Phænomen i Litteraturen maa jeg anføre Dig den splendide Udgave, som den holsteenske Adel har ladet besørge af alle dens Privilegier fra Arilds Tid af, prydet med behørige Vaabener, stukne i Kobber. Af dette s. 5Værk finder Du ei Exemplar i hver holsteensk Adelsmands Hylde.

Riel selv er for nærværende Tid i Besiddelse af Dumouriez, dens Egn af la Fajette, to af Frankrigs berømte Generaler. Den første har jeg seet paa en Concert. Det er en lille, lav, uanselig Mand, i hvilken man neppe skulde formode den store General. Hans Indsigter i Tactiken skulle være stupende af uhyre Omfang, og hans Kundskab i Krigshistorien saa nøiagtig, at han veed udenad Dagen, Stedet og Situationen, hvori ethvert Slag er holden. Han spiste næsten hver Dag hos Prinds Carl, som han underholdt med Fortællinger og Demonstrationer over, hvorledes han havde vundet saa store Fordele i Holland. Man siger, han er fattig. La Fajette er med sin Kone og øvrige Familie paa Landet ikke langt fra Kiel. Disse Menneskers Helbred har lidt meget under den grusomme Behandling i Olm$$%z, hvorom man, til Skiændsel for Menneskeheden, ikke længer tør tvivle ¹See authentische Erklärungen des Generals la Fajette und seiner Mitgefangenen, während ihrer Gefangenschaft in Olmüz, anden General Marqvis de Chasteler.. Fajette er riig. Saasnart han var sat i Frihed, skal Nordamerika have ladet ham udbetale en Tønde Guld.

Hvormeget Naturen og Konsten har giort for Kiel, veed Du Alt. Hvor gierne vilde jeg her tilbringe en Sommer! Ved Kieler-Bugtens nordre Side danner Byen ei Amphitheater, hvis Beskuelse fra den modsatte Strandbred er saare indtagende. Denne Prospect har man i Dorfgarten, en Landsbye, som er Kielboernes Frederiksberg, hvortil man spadserer i en Halvcirkel omkring Kielerbugten. Her kan man om Søndagen treffe hele Sværme af Studentere og andre Folk, som drikke Thee o. s. v., og s. 6ryge Tobak, saa man ikke kan see en Haand for sig. Paa den anden Side af Byen er og en saare behagelig Spadseretour langs med Bugten giennem Haver og Skov. Her seer man fiernt ud i Østersøen, og Fæstningen Frederiksort ved Bugtens Indløb. Denne Vandring ender sig i en Baumschule, som Prof. Moldenhawer forestaaer. Neden for denne Træegaard begynder Canalen, som igiennem de skiønneste Egne slynger sig frem — thi den gaaer ikke lige til Eideren. Den er ikke bredere end en Aae i Almindelighed, og man har havt Exempter paa, at den har været for smal for store Skibe, der ellers fandt den dyb nok. Skibene trækkes ved Heste. Passagen skal være meget stærk om Sommeren, og Spadseregangene langs med Canalen uforlignelige.

Her har Du, hvad jeg kan mælde Dig om Kiel. Byens Tone og selskabelige Liv vil jeg ikke berøre. Jeg har opholdt mig altfor kort Tid her, og i Domme over deslige Ting bør en Reisende ei lade sig lede af det Indtryk den første flygtige Beskuelse giør. Heller vil jeg, inden jeg slutter dette Brev, med ei Par Ord omtale en Sag, som ligger nærmere inden for min Sphære og mere vil, haaber jeg, interessere Dig.

Den nye Liturgies Indførelse i Holsteen er paa flere Steder bleven Aarsag til Optrin, hvis Følge har været den gamle Liturgies Gienoprettelse paa de Steder, hvor man ei har villet give Slip paa den. Disse Facta, hvis Antal vorder daglig større, ere Dig bekiendte; men om de tilfældige Omstændigheder, som netop i den Tidspunkt, man har valgt, støde sammen til Skade for den nye Liturgie, kan jeg maaskee give Dig lidt nærmere Oplysning.

Paa nogle Aar har i den mere velhavende Deel af Holsteen, især i Marschlandene, Journal- og Pamphlet-Læseriet udbredt sig til en Deel af Bondestanden og havt s. 7den let forudseelige Følge, at en Deel af Læserne have, uden at der maaskee i det Hele vandtes Noget for den ægte Religiøsitet, afkastet endeel gamle, ved en Række af Generationer helligede, Fordomme. Man behøver ikke megen Menneskekundskab for at giette, at alligevel Overtallet blev de Sætninger troe, som de med Modersmelken havde indsuet, ja at disse Sætninger bleve dem saa meget kiærere og vigtigere, som de nu fandt flere Tvivlere og Modstandere. Tvende Partier afsondrede sig da i Menighederne: det mindre talrige og friere paa den ene Side: det stærkere og rettroende paa den anden Side. For det sidstes Medlemmer vare nu de første Kiettere, Gudsbespottere, Atheister, og deres friere Grundsætninger der neue franz$$@sische Glaube, Platthdsk: de nie franzesisch Glew. At den borgerlige Enighed maatte tabe under dette schismatiske Forhold, blev en naturlig Følge. Under denne Tingenes Stilling begyndte Gejstligheden, opfordret af Regieringen dertil, og ved dens Anordning ledet, at indføre en Reformation i Kirkeskikkene. Hvo veed ikke, hvor nøie disses Hellighed er hos Mængden forbunden med den saliggiørende Rettroenhed? Den som nu tillige kastede ei Blik paa hiint Schisma, maatte vente, hvad der skete. „Nu trinmpherer der neue französische Glaube; nu have disse Atheister ogsaa faaet Præsten i deres Magt; nu er det den høie Tid at ruste sig til Troens Forsvar." De troede sig saa meget mere beføiede til at see i Præsten den egenmægtige vantroende Reformator, som den kongelige Anordning ikke blev offentlig forkyndet for Menighederne, og det efter Regieringens egen Villie, som forsigtig ansaae det klogest uden Herrebud at lade Reformationen ved Geistlighedens Hielp lidt efter lidt indføre sig selv. Heraf opstode nu de Optrin, Du kiender, at man støiede i Kirkerne, jog Præsterne af Prækestolen, skrev Ansøgninger til Regieringen o. s. v., hvoraf da Følgen blev, at alle de, s. 8der absolut ingen Nyhed vilde vide af at sige, fik Tilladelse at beholde det gamle; og saaledes kan man nu, om man vil, dele den holsteenske Kirke i den conformistiske og den non-conformistiske.

Den maatte være blind for Regieringens gode Hensigt, der vilde tilskrive den hine fanatiske Følger. Men — maaskee havde det været bedre, om ei en Tidspunkt var bleven valgt, da Giæringen i Religionssager havde netop begyndt at forplante sig ogsaa til den almindelige Mand og dele den i Partier: under saadanne Omstændigheder maatte enhver vigtig Forandring i Religionsvæsenet forøge Partieaanden. Først naar Giærings Perioden var forbi, og ved en viis Styrelse af Regiering og Lærere ledet til ei for Oplysningen gunstigt Udfald, da først vilde liturgiske Forbedringer saa meget lettere kunne iværksættes, som deres Nødvendighed vilde vorde almeenerkiendt. Maaskee havde det været bedre, naar dog nærværende Tidspunkt skulde vælges, at Iværksættelsen havde været ledsaget med kongelig Autoritet. „Saa er vor Konges Villie." Dette vilde ei alene have indgydet Villighed til at adlyde, men — den som kiender Almuen, skal indrømme mig det — endog stemplet de Indretninger, der nu forekom mange saa troesstridige, med Rettroenhedens Præg, og bortfiernet fra Geistligheden den Mistanke, som stod den i Forbund med den franzøsiske Troes-Bekiendere. Maaskee havde det endelig været bedre, om den holsteenske Geistlighed, da Regieringen nu engang havde overladt det til dens Klogskab efterhaanden at indføre Forandringerne, ogsaa virkelig havde taget tilbørlig Hensyn paa hver enkelt Menigheds Oplysning og Cultur, og med Viisdom brugt Regieringens Vink og Tiltroe, istedet for at den paa engang begyndte overalt at reformere.

Saa er min individuelle Mening om den Sag.

Hamborg, den 4 Dec.

Jeg har seet Voss, Luises Fader,, og ham som skrev de kraftige Jamber.

Stakkels Voss! jeg frygter, at hans Helbred er for stedse borte. Nys er han kommen op af en svær Sygdom, og i Fior Sommer maatte han udholde en lige saadan, som han ved utilgivelig Uforsigtighed selv havde paadraget sig. Han giorde nemlig en Reise i Sachsen. Varmen var en Dag ret stærk. Han blottede sit Bryst og Hoved, og — fra den Dag har han intet Helbred havt. Han seer meget ilde ud, og taaler, efter eget Sigende, ei den mindste Forstands Anstrængelse. At hvert Øieblik af den Time, vi tilbragte hos Voss, var os hellig, begriber Du let.

Ogsaa Stolbergs Bekiendtskab har vi giort. Hans Ansigt bærer Præg af videnskabelig Cultur.

Egnen om Eutin er den skiønneste tænkes kan. Selv igiennem Vinterens melancholske Slør fremlyste her Naturens Yndighed. Eutin selv er en Flekke, som Roeskilde omtrent. Om Sommeren residerer Biskoppen her. Hvor Øiet vendte sig i det hele District omkring, fandtes Spor af en god Regiering.

Denne Vei fra Kiel til Hamborg over Eutin og Lübek er 5 Mile længere, end den almindelige, men og desto behageligere.

L$$%bek tager sig godt ud fra Landsiden. Dens 6 høie Taarne hæve dens Maiestæt. Man passerer 3 anseelige Porte. Indfarten i Byen selv er meget paafaldende. Man skulde troe, man kiørte ind i Herculanum. Smalle Gader, hvor ikke mere end to Vogne kunne kiøre forbi hinanden, aabne sig imellem gamle, sorte, kirkeformige, høie og med uendelige Gavlezirater forsynede Huse, pakkede saa tæt paa hinanden, som mueligt, med Vindver, hvoraf ethvert enkelt har en uendelig Mængde temmelig store Ruder. Den er s. 10langt mere original end Hamborg; og man faaer ret et tydeligt Begreb om, hvorledes en tydsk Rigsstad saae ud i det 13 og 14 Sekel: man troer sig virkelig sat et Par Aarhnndrede eller tre tilbage. Hist og her stikker et moderne Huus af mellem disse Antiker, som en nymodens Faianæ-Ovn i en Stue med store Tagbielker, Guldlæders Betræk og udhugne Linnedskabe. For Konstsmagen er Lübek vigtig, og Ingen, som vil studere den gothiske Bygningskonst, bør lade den ubeseet. Af dens Mærkværdigheder saae vi intet, da vi opholdt os for kort.

Fra Lübek til Hamborg er 8 Mile. Veien er bestandig fuld af store Fragtvogne med 8 til 14 Heste for. Lübeks District strækker sig en halv Miils Vei uden for Byen. Et Taarn og to Soldater bevogte Grændsen. Det øvrige af Veien er deels Hannoveransk, deels Dansk; og saa smukt hiint er, saa stygt og øde og ufrngtbart er dette. Passagen er om Aftenen og om Natten ikke altfor sikker. Vor Kudsk var bevæbnet med to Pistoler, og vi stolede desuden ikke lidet paa vor Styrke, da vi med en anden Vogn i Følge udgiorde en ikke saa svag Caravane. Det midtveis liggende hannoveranske Herberge, hvor vi laae om Natten, er heel maadeligt.

En halv Miil fra Hamborg kommer man igjennem Vandsbek, hvor den ærlige Asmus — Gud glæde ham! — boer. Den lille Bye er saa træebeplantet, at den ligner en Skov. Det smukkeste, man seer der, er Schimmelmanns Palais og den nye Kirke.

Nu mælder allerede Hamborg sig ved sine kneisende Taarne. Den Søe, som Alsteren danner, viser sig fra høire Side. En Mængde Lystgaarde allevegne omstrøede, bebude Nærheden af en stor og riig Stad. For Resten har Konsten fra denne Side intet bidraget til at forskiønne Adgangen til Byen. Veien har ingen Allee. Nogle Træer s. 11har man nok plantet, men af dem ere mange gangne heden hen, og de øvrige lave sig til samme Reise. Det Jordsmon, som grændser nærmest til Veien, er ikke engang dyrket. En Fierdingvei, førend man kommer ind i selve Byen, passerer man en Vold, som omgiver den vidtløftige, men stygge Forstad, hvor dog en Mængde smukke Haver findes. Nu farer man igiennem den indre Vold, og man er — i Hamborg.

Hamborg er neppe større i Omkreds end Kiøbenhavn, men har flere Indbyggere. Den deler sig i den gamle og nye Stad. Den gamle Stad, hvor den største Færsel og Virksomhed findes, har smalle, krumme Gader, som hældende skraa ned fra begge Sider danne en Coneavitet, hvorigiennem de Floder passere, hvis Rende man hos os har lagt ved Fortougene. Dette volder, at Gaderne altid ere smudsige, ubehagelige baade at gaae og at kiøre paa, og at man om Vinteren ofte kan sætte baade Heste og Vogn fast i den Snee, som samler sig i dem. Husene ere i den gamle Stad høie og gammeldags, dog ei slet saa antike som de lübekske. De fleste Huse ere 3, mange 4 til 5 Etager høie. Den ene Etage hælder ofte ud over den anden. Luften er beklumret. En stor Mængde for det meste skidne Canaler af forskiellig Bredde giennemskiære Byen. Gaardenes Baghuse hænge ud over de mindre Canaler, og danne næsten et Tag over dem. Undertiden hænder det, at et saadant gammelt Baghuus styrter ud i Canalen, og de Folk, som boe i dem, dumpe da med. Foruden Gaderne, man kiører paa, gives der endnu eu Mængde Gienveie for Gaaende, deels igiennem Huse, deels under Huse igiennem Kieldere.

Den nye Stad, som er en Udvidelse af den gamle, har brede og reelle Gader, med Rendestene ved Siden, som hos os; men naar jeg undtager den keiserlige Gesandts Hotel og den bortreiste Grev Potockys, hvor nu det s. 12franske Theater er, saa fandt jeg ikke en eneste Bygning af nogen udmærket architectisk Smag.

Den smukkeste Egn af Staden er Alsteren, og Spadseretouren deromkring, som kaldes Jungfernstieg. Alsteren er egentlig en stor Vandkam, som en lille Flod af dette Navn danner ved Byens nordre Side, hvoraf en Deel indesluttes af Volden, en Deel bliver uden for. Den Deel inden for Volden, som egentlig udgiør den deilige Iungfernstieg, har Huse paa begge Sider, af hvilke det ansees for det smukkeste, som Schr$$@der før har eiet. Paa Alsteren fornøier man sig om Sommeren med et Slags Gondoler, paa hvilke man under Musik holder Collationer. Dog er denne Fornøielse ikke saa hyppig, siden man fik Smag paa Villaer. Her er og anbragt ei smukt Badehuus, i den Form omtrent, som man afmaler Noah's Ark; men det forekommer mig, som er det en Feil, at man nødvendig skal seile ud til det, og at det ligger saa offentlig. Voldene tiene til at spadsere paa, som hos os. Havnen ved Elben er fuld af en utallig Mængde Skibe, et langt større Antal, end jeg nogensinde har seet i Kiøbenhavn paa eengang.

Byen har to Theatre, er fransk og ei tydsk. For det sidste er Schr$$@der Entrepreneur. Det er nu paa Hældingen med denne Thalias udmærkede Yndling. Alder og Hukommelses Svækkelse voldte, at han i 2 til 3 Aar ikke selv spillede. Nu har han, af Mangel paa Medhielpere, maattet tage Masken paa igien. Da han første Gang efter hiint Intermezzo viste sig paa Theatret, blev han af nogle kaade Mennesker offentlig haanet; men de øvrige Tilskuere kastede Insultanterne paa Døren. Dette fortalte man. Jeg hørte paa det tydske Theater en god Concert. Publicum roste meget en Mad. Lange, men hun kan ikke sættes i Ligning med vor Mad. Frydendahl. Da Sangerinderne kom ind, klappede man ad dem, førend de lukkede Munden s. 13op. Det er latterligt nok! Horaz taler om samme Uskik paa det romerske Theater. Vort Theater taber i Størrelse mod det Hamborgske, men vinder i Smukhed. Her er ingen Parterreloger, men ellers to Rader i Høiden foruden Galleriet. Logerne ere smagløs malede. Paa Dækket skal staae: emolit artes, istedetfor emollit. Abonnement har ikke Sted her. Parterret beholde under Forestillingen Hattene paa. Her sidde og Damer, det er saadanne, som ikke have Raad til at gaae i Loger, men dog holde sig for gode til at tage Plads paa Galleriet. Entreen til Parterret koster 2 Mk. 8 Sk. Dansk. Vi vilde ogsaa have seet en Comedie her, men da vi kom Kl. 5¾, var det hele Huus saa fuldt, at det ikke var mueligt at faae ei Hoved ind. Man var dog saa skikkelig at levere os vore Penge tilbage.

Paa det franske Theater saae jeg Comedien l’intrigue litteraire, og Operaen Felipe ei Georgette. Man spillede mesterlig. Det er utroligt, hvilket Liv og Naivitet de Franske have i deres Action. Ogsaa var Musiken, saavidt jeg kunde dømme, meget god. Dette Theater forekom mig at være nok saa smukt, som det tydske. Logerne ere her abonnerte. I intet af disse to Theatre har man opstigende Lamper, som hos os.

Børsen her maae være for sin Hensigt god nok, men skiøn er den ikke. Paa en aaben Sandplads, indgierdet af Træepæle, der bære en gammel Bygning, seer man ved Middagstid 3 til 4000 Kiøbmænd mylre. Pungparykker og tykke Spanstrør, trekantede Hatte og gamle Frakker leve endnu her meget fortroligt med Tønder Guld.

Waisenhuset giør Byen Ære; men har den Feil, at det ligger inden Voldene. Tildeels i Waisenhuset selv. tildeels paa dets Bekostning opdrages 900 Børn. Underviisningen er saa god, at Kiøbmands-Contoirerne kappes om at faae Drenge fra dette Institut. Af 500, som opdrages s. 14paa Stiftelsen selv, vare 30 syge. Drengenes Dragt er smagløs: lange blaae Kioler og trekantede Hatte.

I Kirke var jeg eengang. Forsamlingen var lige saa stor, som Prækenen virkelig var god. Man syntes meget andægtig. Tre hvide Stole paa Gulvet, betrukne med Fløiel, og forsynede med Lysestager, ere bestemte for Raadsherrer, Kirke-Inspectører o. s. v., hvilke alle til Tegn paa deres Værdighed bære store Parykker med 99 Bukler, en pyramidalsk i adskillige Etager afdeelt Hat, en sort Silkekaabe med Fryndser og sorte Silkestrømper i Skoe. Disse Værdigheder give intet af sig; derfor beklædes de af Mænd, som paa andre Næringsveie faae deres Indkomster. Efter Prækenen hørte jeg nogle Underligheder, som vare mig ganske fremmede: Præsten bad for en Kiøbmand, som var reist til Portugal, og for en anden, som havde i Sinde at reise til Philadelphia: fremdeles takkede han vor Herre, fordi en Kiøbmands-Kone i Byen havde skienket sin Mand en vakker lille Knøs: endvidere bad han for en hamborgsk Student i Jena, at vor Herre vilde give ham Lykke til at fortsætte sine Studeringer med Hæld. — Vilde dog og Kiøbenhavns Præster bede et godt Ord for mig! —

Foruden nogle mindre Bogsamlinger har Hamborg 2 Hovedbibliotheker: Stadtbibliotheket bestaaer af 90000 Bind, og en stor Mængde sieldne og vigtige Haandskrifter, især orientalske. Her saae vi og Autographa af Luther, Melanchthon, andre fordums berømte Mænd og Konger og Fyrster. Den lærde Pros. Lichtenstein, som er Bibliothekar, viste os med megen Høflighed om. Handelsbibliotheket har blot 3 til 4000 Bind, meest i Handelsvidenskaben. Historie og Naturlære.

Uagtet disse litterære Hielpemidler hersker der i Hamborg en næsten utrolig Uvidenskabelighed. Bibliothekerne benyttes ikke. De dannende Konster blomstre ligesaa lidet.

s. 15Her findes hverken Naturaliecabinetter eller Maleriesamlinger, det maatte da være hos private Folk. Handels-Academiet er Hamborgs eneste videnskabelige Skole. Det har stiftet megen Gavn, men ogsaa blot for dem, der dannede sig til Handelsmænd.

Denne Bye indeslutter en Mængde Rigdomme inden sine Porte. Her vrimler af prægtige med Sølv betyngede Eqvipager. Levemanden er, som i Kiøbenhavn: man gaaer til Middagsbordet mellem 2 og 3: til Aften spiser man imellem 10 og 11; ogsaa her:

Comedier og andet meer
i deilig Mængde falder;

Damerne spille L’Hombre og Whist. Fattigvæsenets Indretning maae være heel ypperlig: man seer her ligesaalidet, som i Kiel, en Tigger paa Gaden. Dyrt er alting; dog have vi ved Table d'hôte spiist for 3 Mk. 4 Sk. Dansk.

Foruden Prof. Lichtenstein have vi giort Bekiendtskab med Prof. B$$%sch, en Olding, hvis Fortienester ere bekiendte nok, og Præsten Kambach til Michaelis Kirke, en særdeles artig og brav Mand. Med Messiadens Fader have vi endnu ikke talt.

En Vandring have vi giort til Altona, der ligger saa nær ved Hamborg, som Blaagaard ved Nørreport i Kiøbenhavn. Veien did er jevn og sandig, og aldeles ikke smuk. Lige til dens Port gaaer Hamborgs Gebeet. Ogsaa der giorde vi et litterært Bekiendtskab med Pastor Bolten, som har udgivet en Oversættelse af de 4 Evangelier. Gerstenberg fik vi ikke at see. Hans seneste litterære Arbeide er den anden Deel af Beinegg‘S historisch-topographische Beschreibung des Kaukasus, tilligemed en Afhandling om de gamle Gother i Krim, hvorved en længe antaget Hypothese i den ældste skandinaviske Historie kuldkastes.

I Morgen ad Heden til. Lev vel!

Göttingen, den 19 Dec.

Vover Du at giøre Vandringen med mig over de lüneborgske Heder? Traurig er Veien og styg; vi ville stynde os.

Fra Hamborg til Brunsvig gaae to agende Poster: den ene over Haarburg og Celle, og den gaaer snarest: den anden over Lüneborg, med den reiste vi. Det var den 5 Dec., vi forlode Hamborg. Vort Tøi blev omhyggelig veiet paa Posthuset, og hvad vore Kufferter i Vægt overstege 70 Pd., maatte særskilt betales med 5/4 Sk. Lbsk. for Pundet. Fra denne Told bleve imidlertid vore Pudehynder, hvori vi havde pakket alt hvad rummes kunde, frie. En Rigsort for hver Kuffert er Veiermesterens Rettighed; men, under den Forsikkring, at han har udbragt meget mindre Overvægt, end vel skee burde, fordrer han sin Høflighed belønnet med et lille acæssit pour boire, som man da og, for at undgaae videre Uleiligheder, tilstaaer ham. For Transporten herfra til Brunsvig, en Vei paa 23 Mile, betalte vi begge kun 9 Rdl.

Kl. 3 om Eftermiddagen stode vi efter Ordre ved Posthuset i fuld Reisehabit; men man lod os endnu en heel Time til at betragte vor Eqvipage og mønstre vort Reiseselskab. Den første bestod i en fiirhiulet Maskine med en trebænket bueformig Kahyt i Midten og en lang bagagetynget Hale: det sidste var sammensat af en Engellænder, en voluminøs tydsk Madame, en pialtet Jøde, os og Wagenmeisteren, en Matador i en stor rød Kiole. Fem Heste, af hvilke Kudsken reed paa een, slæbte os nu ud af Hamborgs østre Port, just som den skulde lukkes; thi i Hamborg lukker man om Vinteren Portene Kl. 4.

Skumringen, som efterhaanden tiltog, tillod mig neppe endnu en kort Tid at bemærke de Alleer og Lysthuse, de Bakker paa den ene, og den Udsigt til Elben paa den anden Side, som om Sommeren især maae giøre denne Vei meget s. 17behagelig. Kl. var allerede 10, da vi reiste igiennem Flekken Bergedorf, 2 Mile fra Hamborg. Mørket havde nu ganske tilsløret Gienstænderne. Fælt tudede Stormen udenfor. Ud paa Natten naaede vi Færgestedet Zollenspieker, 4 Mile fra Hamborg, og — kunde ikke komme over for Stormen. I en halvvarm Stue, stærkt besat med Bænke og Borde, tilbragte vi halvvaagende, halvsovende, nogle Timer til næste Morgen Kl. 9, da vi med Færgen satte over Elben. Uagtet der fra dette Færgeløb er 15 Mile hen til Flodens Munding, har den dog allerede her en betydelig Bredde. Overfarten er skiøn: paa Elbens dobbelte Bredder ligger en Række af Huse og Landsbyer: mod Østen og Vesten taber Floden sig for Øiet i den fierne Horizont. Midt i Strømmen hæver en lille Øe sig med et Castel paa, Hannover tilhørende. Værtshuset paa Elbens Bredde — hvad Beværtning angaaer, jammerligt — anmeldede os Georgs Herredømme ved en Mængde paa Døren fæstede Forordninger, der mestendeels angik franske Emigrantere, hvilke ingen Hs. Maiestats Undersaat tillodes enten at huse eller hæle. Ogsaa det gule GR paa Postillionernes røde Ermer sagde os, at her var brittisk Land. To Timer varede det, inden vor kahytførende Rustvogn blev færdig fra denne Station. Endelig rullede vi da, med sex vælige Heste for Maskinen, ud ad Lüneborger Veien. Heden tager her strax sin Begyndelse, og vedvarer, sielden afbrudt ved usle Flekker og vidtstrøede Landsbyer, lige indtil Brunsvig, 19 Mile. Dette Stykke var os det eneste ubehagelige paa hele Reisen. Det svage Liv, som Sommeren maaskee meddeler disse Ørkener, havde Vinteren forandret til total Død. At imidlertid den menneskelige Flid kunde omskabe ogsaa disse Udørkener til en befolket Slette, vise de Landsbyer, man hist og her treffer ude i dette Lynghav, og de Marker og de smaae Skov-Plantager, som omgive disse. Imellem de Flekker, som man s. 18paa denne Vei kommer igjennem, udmærker sig Staden L$$%neborg, 4 Mile fra Elben.

2

Vi reiste uafbrudt Nat og Dag. Engang veltede vi: det var strax ved den første Station. En anden Gang fore vi vild: det var midt ude i Heden. I de Kroer, hvor vi kom om Natten, fandt vi allevegne Fragtvogns-Førere liggende omkring paa Gulvet. Efter 3 Nætters Vaagen og Reisen kom vi endelig til — Brunsvig.

Brunsvig er en temmelig stor Bye, omgiven med en høi Vold. Dens Gader ere brede og vel anlagte; men Husene ere gamle, forfaldne og smagløse. Armod, Livløshed og Melancholie staae allevegne malede. Endeel stinkende Eanaler giennemskiære Byen og forbærve selv om Vinteren Luften ved deres giftige Uddunstninger. Omkring Slottet, hvor Hertugen boer, gaaer en saadan Canal, og besvangrer dets Atmosphære med saare mephitiske Particler. Kirkerne see saa sorte og fæle ud, at man maae reddes for at gaae ind i dem. Vi vare her for kort Tid til at kunne besee Carolinum og Naturaliecabinettet. Byen er i Besiddelse af to berømte Mænd, Eschenburg og Campe. Vi havde ønsket at have giort Bekiendtskab med dem begge; men Eschenburg var, da vi meldte os, ikke hiemme, og Campe var vaa Landet. Campe har nu ikke noget Pædagogium. Til Brunsvig blev han for nogen Tid siden kaldet tilligemed Trapp af Hertugen, for at organisere en ny Skoleindretning; men Geistligheden og Landstænderne satte sig imod Udførelsen, og — Planen gik overstyr. Nu har altsaa Campe og Trapp intet at bestille. Den første har derfor i Brunsvig etableret en Boghandling, og er for nærværende Tid sysselsat med et Supplement til Adelungs tydske Lexicon.

Efterar have taget Affkeed med vor Vært — en Jøde, som lod sig jødisk betale — fore vi følgende Dags Morgen i en Chaise, hvis bagerste Hiul dannede en Rhombus med s. 19de forreste, ud af Brunsvig, for at gaae til Helmstedt. Denne Reise er 5 Mile. Veien er heel igiennem interessant. Marker, Skovplantager og smukke Landsbyer afvexle bestandig. Fire Mile fra Brunsvig ligger Lutter am Baremberg, et Sted, som den danske Historie ikke mindes med Glæde. K$$@nigslutter er nu en ussel forfalden Flekke, hvis anseelige Domkirke synes at vidne om dens fordums Flor. Tæt ved Byen ligger en Plantage af Morbærtræer.

Mod Aften kom vi til Helmstedt, og gik strax hen til — ja, hvem vi især søgte her, begriber du let? — den ligesaa elskværdige, som fortiente Hencke. Skal jeg beskrive dig ham? Han er temmelig høi af Statur: hans Ansigtstræk røbe Reelitet, Mandighed og nogen Diervhed: hans Øie Tænksomhed og Anstrængelse: han har intet Anstrøg af helligt Væsen: han taler ikke meget, men bestemt og ofte satirisk: han er en Elsker af grundig Lærdom, og — lidt uvenskabelig mod den critiske Skoles nye Former, hvis Nytte han troer endnu er meget uafgiort: han har begyndt at lægge sig efter det danske Sprog. Hos Hertugen af Brunsvig staaer Hencke i stor Agt. Det var efter hiins Vink han begyndte sin Eusebia, for igiennem den at forberede Gemytterne til en Reformation i Liturgien. Om Religions-Edicterne i Preussen, deres Oprindelse og Følger meddeelte han os mange interessante, men sørgelige Efterretninger. Den sidste Deel af hans Kirkehistorie tør vi nok ikke vente saa hastig endnu; thi da han har indseet, at dette Værk allerede er bleven for vidtløftigt til en Haandbog, saa arbeider han paa et latinsk Compendium deraf. Han eier et udsøgt Bibliothek af henved 6000 Bind, hvoraf de fleste høre til Kirkehistorien, især den ældre. Hans Kone er en Datter af Dr. Carpzow der i Byen, en jevn og simpel Kone, Moder til to Drenge og to Piger.

2*

s. 20Hencke bød os følgende Middag til Bords, og vi hørte den Dag to Forelæsninger af ham; den ene over Kirkehistorien, den anden over Exegetiken. I Kirkehistorien foredrog han just Forfølgelsernes Historie og tog deraf Anledning til en meget underholdende Excursion over den skadelige Indflydelse, som den urigtige Behandlingsmaade af dette Æmne og den hele Martyrologie har havt paa den jordiske Lyksalighed, paa Moralen og Konstsmagen, og endte i Anledning af det sidste med det Ønske, at de fæte Sæner af Christi og Martyrernes Lidelser, som man allevegne seer i de Christnes Kirker, fra hvilke et uvant Øie vilde vende sig bort med Gysen, maatte forandres til saadanne, der, passende til en finere Smag, kunde sysselsætte Indbildningskraften paa en behageligere og høitideligere Maade. Henckes Skarpsind røber sig i at opdage og udlede nye og interessante Synspunkter. Han havde omtrent 30 Tilhørere. I Exegesen hørte vi ham over Apostl. Giern. I 2 Cap. — Ligesom stolte af deres Lærer, spurgte nogle af vore Sidemænd os med betydende Mine: „Wie gefällt Ihnen unser Hencke?"

Den forekommende Godhed, hvormed Hencke har behandlet os, skylde vi for en stor Deel Pros. M$$%nters Anbefalelse.

Bruns, Wiedeburg, Bischoff, Beireis ere Navne, som Du kiender. Til Prof. Bischoff, som med særdeles Høflighed modtog os, aabnede ligeledes en Adresse fra hans Ven Münter os Adgangen. Han førte os til Wiedeburg og Beireis. Den første er, som Du veed, Philolog, Forstander for et philologisk-pædagogisk Seminarium og Udgiver af et philologisch-pädagogisches Magazin, i hvis tredie Binds første Stykke man finder Beskivelsen over det Institut, han bestyrer. Med usigelig megen Fornøielse tilbragte vi et Par Timer hos Hofraad Beireis, en gammel ugift Professor i Medicinen her, hvis Rygte er lige stort som Læge, Chemist, Philolog s. 21og Antiqvar. Hans Natur-, Konst- og Old-Sieldenheder vurderes for omtrent 200000 Rdlr. De bestaae af: 1) en Samling af alle Naturens 3 Riger, hvoriblandt og herlige Stykker af Mineralier fra Amerika og Sibirien: et Cabinet af udstoppede Fugle, fireføddede Dyr, Fiske, Amphibier i Viinspiritus, Infecter og sieldne Conchylier. 2) Et stort Cabinet af anatomiske Præparater af alle det menneskelige Legems Dele, selv saadanne, som neppe ere at see for det ubevæbnede Øie, hvilke for det meste have tilhørt den berømte Anatomiker Lieberk$$%hn. Ethvert fiint Præparat har sit eget dertil forfærdigede Microscop. 3) Et Myntcabinet, der giemmer de ældste Mynter, man kjender, og, især i den romerske Samling, er temmelig fuldstændigt. 4) En stor Samling af physikalske, mathematiske, chirurgiske, optiske, mechaniske og astronomiske Instrumenter. Adskillige af Otto Guerikes physifke Instrumenter findes her, og blandt andre ogsaa hans Luftpompe, som er meget simpel og ubeqvem. 5) Adskillige Maskinerier, Automater og andre Konst -Stykker. 6) En Samling af Malerier og Robberstykker. — Beireis har, efter et Sigende, Commissionærer overalt i Europa, som paa Auctioner kiøbe ind til ham de kostbareste Sieldenheder. Han har paa egen Regning holdt Folk til at grave i Herculanum, og er derved kommen i Besiddelse af 2 sieldne græske Mynter. Enhver af hans Commissionærer har 3 til 4000 Rdl. imellem Hænder. Naar han behøver Penge, sender han Guldstænger til Mynten, og lader sig slaae Louisdorer. Hos dem, der nu ikke kunne begribe, hvorfra han faaer det meget Guld, passerer han for en Adept. Dette er især i Helmstedt og den omliggende Egn. Guldmageriet ligger deri, at Beireis forstaaer paa en god Maade at lave — Karmin. Uagtet han er over 70 Aar gammel, er han dog saa rask, sagde han, at han undertiden holder 13 s. 22Timers Forelæsninger om Dagen over Medicinens, Naturhistoriens, Chemiens og Antiqviteternes forskiellige Grene, ofte efterat have tilbragt hele Natten paa Tilbagereiser fra Patienter. Han har saa megen Styrke, at han ene er istand til at pompe en heel Deel mere Lust ind i et Kar, naar 6 af hans Tilhørere forgieves prøve derpaa. Han har næsten intet skrevet, uden nogle Programmer, for — som han siger — ikke at vorde nødt til at fremstille ukyndige og selvkloge Recensentere i deres Nøgenhed og saaledes ærgre dem ihiel. — Anførte af Bischoff fandt vi ham meget villig til at vise os sine Skatte. Men det var allerede Aften, og Tiden kunde ei strække til at see det altsammen. Han gav os altsaa Valget imellem Mynt, Maskine-, Præparat- og Malerie- Samlingen. Vi valgte det første, og underholdt os i 2 fulde Timer med at giennemgaae Rækken af de græske og romerske Mynter, hvis tidligste og seneste Epoker ligne hinanden i Raahed og Smagløshed, medens de blomstrende Tidsaldere opvise Mesterstykker af Konst. Af de øvrige Nationers Mynter giennemløb vi blot de nordiske, hvis ældre Perioder ikke vare meget fuldstændige. Blot Massaen af Guldmynterne, som han eier, vurderte han til 40000 Rdlr. — Flygtigen besaae vi tilsidst nogle af hans bedste Malerier, meest af den italienske Skole. — Vi forlode ham med ligesaa megen Glæde over de lærerige Timer, vi havde tilbragt hos ham, som Misfornøielse over ikke at have havt Leilighed til ogsaa at besee hans Samling af Præparater og hans physiske Apparat.

Pros. Bruns, den berømte Critiker, var saa høflig at følge os paa Universitets-Bibliotheket, der er placeret i en Bygning, som vi hos os vilde kalde Studii-Gaarden, og har blot 25000 Bind, foruden 600 Haandskrister.

Universitetet har omtrent 160 Studerende, næsten alle fra det Brunsvigske. De ere i Almindelighed meget sædelige, s. 23og tillige flittige, især om Vinteren; thi om Sommeren lokker Egnens Skiønhed og et nærliggende Bad mange bort fra Forelæsningerne. En Plan er i Giære at forflytte Universitetet til Brunsvig, forene Bibliotheket med det Wolfenbüttelske og Carolinets og supplere, hvad der i dem alle tre maatte mangle af den nyere Litteratur, med et Pengebidrag af Hertugen. Byen Helmstedt seer naturligviis denne Forandring meget ugierne. Hvorvidt det lærde Væsen derved vilde vinde eller tabe, veed jeg ikke; men vist er det, at ingensteds har jeg seet de Ni boe saa slet, som i Helmstedt. Forestil Dig en ussel Flekke, ligesom kastet hen paa Siden af en Bakke, hvor sorte, skrøbelige, smagløse Huse nikke ad hinanden, hvor daleformige Gader giemme i deres concave Skiød Amalgamationer, der ere Lugtesandsen ligesaa uvelkomne, som de støde See-Organerne, kort sagt: en Bye, hvor Muserne kun i yderste Nød synes at have kunnet opslaae deres Bopæl, og — Du seer Helmstedt. Ingen Under, at Pieriderne paa saadant Sted ikke kunne hindre Naturens Yndigheder fra at trække deres Fostersønner til sig, naar Sommeren klæder de omliggende skiønne Egne i fortryllende Pragt.

Over Dogmatiken holdes her ved Universitetet for nærværende Tid ingen Forelæsning af Mangel paa — Tilhørere. Her er et theologisk Seminarium, i hvilket 12 af de flittigste Candidater forberede sig nærmere til deres Bestemmelse ved rhetoriske Øvelser o. s v. Hencke bemærkede, at de Prækener, som man holdt over selvvalgte Texter — og disse maae først giennemsees af ham — mesteudeels gik ud paa Taalmodighed i Lidelser, Trøst i Gienvordigheder o. s. v., hvilket havde foranlediget ham til at erindre de unge Theologer om, at de ikke altid bør forudsætte et bedrøvet eller ulykkeligt Auditorium. Vor Marezoll har her faaet Doctor-Værdigheden i Theologien.

s. 24Vi toge Veien herfra tilbage igiennem Brunsvig til Wolfenb$$%ttel, den Bye, som minder os om Fragmenter og Lessing. En Allee, hvor Løv- og Naale-Træer venskabelig afvexle med hinanden, gaaer i Strækning af een Miil fra Brunsvig til Wolfenbüttel. Denne Stad er indpakket i saa mange Volde, at jeg troer den kunde giøre Theben Rangen stridig, naar det gialdt om Portenes Antal; og sandt at sige, er den hele Bye ikke den halve Stads værd. Hvad jeg har sagt om Brunsvig, gielder og om Wolfenbüttel, paa det nær, at den sidste Stad er mindre, men har endnu bredere Gader.

Fra Hencke havde vi faaet Adresser til Pædagogen Trapp og Bibliothekaren Hofraad Lange. Lauge var saa høflig at lade os see Bibliotheket under en Betients Veiledning. Bygningen, hvori det staaer, er indrettet for det alene: den udgiør en eneste rund Sal, afdeelt i to høie Etager. Denne runde Bygning bærer en Kuppel, og vilde tage sig godt ud, om den var noget oppyntet, og ikke stod imellem et sort Tøihuus og et raaddent Slot. Den store Massa af Bøger, som ved Tilkiøb eller Donationer af hele Bogsamlinger er bragt sammen, har ligesaa store og sieldne Skatte i den ældre Litteratur, som den er ufuldstændig i den nyere; og hvad Under, naar Bibliotheket har ikkun 200 Rdlr. aarlig til nye Bøgers Indkiøb? Derfor ere næsten alle store Værker af den yngre Litteratur ucomplette, fordi man ei har kunnet anskaffe Fortsættelserne. Det halve Bibliothek er ordnet ester Indholdet af Lange, det andet halve efter — Nummere. Af de mange Haaudskrifter ere de vigtigste benyttede. Man har 5000 Bibler i forskiellige Sprog og Udgaver.

Paa en grøn Plads uden for Bibliotheket har nogle Velyndere af Lessing hædret hans Minde ved et lidet Marmor-Monument, hvorpaa hans Brystbillede er anbragt i Basrelief. I Nærheden heraf er Slottet, et gammelt s. 25faldefærdigt Skrog, som man ganske har ladet skiøtte sig selv, efter at Hoffet for over 40 Aar siden flyttede til Brunsvig. Da jeg var i Wolfenbüttel, fandt en Mængde Excomler, Vicomter, Marqvier og Marechaller Lye der, men nu ere de for deres Canailleriers Skyld jagne bort.

Assessor Schmidt - Phiseldecks Fader boer her. Han er bekiendt som Historiker.

Brændet maae være dyrt i Wolfenbüttel, thi paa Regningen, som vor Vært ved vor Afreise leverede os, var das Einhei$$*en alene, og det blot for een Dag, vi opholdt os, beregnet til 2 Rdlr. Til G$$@ttingen er herfra 10 Mile. En Chaise, som vi havde leiet, førte os om Aftenen til Seesen, en Flekke midtveis mellem Wolfenbüttel og Göttingen. Halvanden Miil Sønden for Wolfenbüttel gaaer Sletten paa eengang over til Bierge, der høre til Kiæden af Harz, og Veien bliver langt behageligere. Vi mødte adskillige brunsvigske Soldater, blomstrende af Ungdom og landlig Uskyldighed. „Hvor skat disse hen?" — spurgte jeg vor Kudsk. — „Til Amerika" — svarede han med kold Ligegyldighed. „For at slagtes" — lagde jeg til med Harme.

Mellem Seesen og Göttingen ligger Flokken Nordheim. Et Par Herrer med store Hatte, korte Trøier og lange Buxer, hvis Diversitet fra Støvlerne en Overklædning af Snavs giorde usynlig for Øiet, gav os her en preliminær Idee om de Göttingske Burscher. Langsomt rullede vi frem: tre Heste slæbte os med Nød igiennem Skove og Moradser, som vilde have været ganske ufremkommelige, om een Nats Frost var paakommen. Jo nærmere Göttingen blev mig, desto mere sysselsatte den min Indbildningskraft; og Mørket, som omhyllede mig, gav denne et stærkere og høitideligere Sving. Med et Slags hellig Ærbødighed traadde jeg ind s. 26i denne ærværdige Minervæ Stad. Jeg syntes at see Muserne i deres skiønneste Høitibssærd, og i de Rækker af Laterner, hvis straalende Skin giorde saa behageligt et Indtryk paa mit Øie, i det jeg foer frem ad den smukke brede Weender-Gade, troede jeg at gienkiende Symbolet paa det Lys, i hvis velgiørende Ubflydning jeg selv nu haabede at tage Deel. Postillionen holdt, og vor Reise var endt. For nogle Maaneber bliver Göttingen vort faste Opholbssted, paa nogle Digressioner nær, som vi agte at giøre i Sachsen, paa Harz og til Pyrmont. Om Planck, Eichhorn, Heine, Gatterer, Blumenbach, Lichtenberg og Tychsen, om Bibliothek og Forelæsninger, em Grever og petite canaille, om Svenske og Russer, Polakker og Ungarer, Engellændere og ans dem Reich, om Renommister og Incrojabler — en anden Gang.

Jena, den 14 Martii: 1798.

I Aftes kom jeg hertil med min Ven Dr. Th. Det er tre Dage siden vi forlode Göttingen. Vor Reise er gaaet over Mühlhausen, Erfurt og Weimar. Et Stykke fra Göttingen begynber Veien at blive meget interessant. Her slynger den sig ved Randen af en Dal omkring et Field, hvorpaa staaer et gammelt Kloster. Lige for sig seer man det tretoppebe skovbedækte Kalkbierg, die Gleichen kaldet, med Ruinerne af dets gamle Borge. Paa høire Haand hen mod Cassel ad hæve sig de pyramibalske Basaltbierge, hvormed Naturen har beriget disse Egne. Den hvide Snee, som overalt bedækkede Biergtoppen, og det livlige Grønne, som allerede kom frem i Dalene, fremstillede en Blanding af Vinter og Foraar, der giorde en ganske behagelig Virkning paa Øiet. Maleriskskiønt ligger Lanbsbyen Reinhausen s. 27dag ved hiint Field. Husene staae deels lige under.de bratte Klippemure, som nu udgiøre deres bagerste Væg, nu hvelve sig ud over dem og Veien, deels hænge de sparsomt omstrøede paa Biergsiden, hvor man stiger op ad en Mængde i Klippen udhugne Trappegange. Veien fortsætter sin Bane giennem en snever Dal, som en rislende Bæk, fremragende Klipper, nedrullede Fieldstykker og hængende Træer give et romantisk Udseende. Man kommer igiennem et Hiørne af det Hessiske, som den Reisende i Mangel af andet Mærke altid kan kiende paa de evige Soldater-Mondurer. Inden kort Tid er man i das Eichsfeld, et saare geistligt Land, hvor man treffer Munke, Capeller, Kors og Helgenbilleder i Mængde. Skade at man mere har sørget for de Reisendes Opbyggelse, end for deres Beqvemmelighed; thi slettere Værtshuse og slettere Veie finder man ikke mangensteds; dog kommer man siden til Chaussee. Den første Bye man treffer i dette Land, er Heiligenstadt, et sørgeligt Hul. Fra den liggende Vagt ved Porten til den høie Geistlighed, den hellige Nepomuk, som paraderer paa en grøn Plads, iberegnet, møder Øiet ikke andet end Smuds, Aands Forkuelse og Smagløshed, og det 3 Mile fra Göttingen. I Byen er et Cxjesuiter-Kloster, hvis Beboere tillige ere Professorer ved det herværende Gymnasium, der svarer til hele Resten; thi Eleverne lære ikke andet end Latin og Theologie, og faae kun Underviisning 3 Dage om Ugen. Vi gik hen for at besee dette Kloster. Det første, der mødte os der, var en saa fordærvet Luft. at den nær havde jaget os tilbage. En Exjesuit, som kaldte sig Director, viste os om med al Høflighed. Paa Bibliotheket stod og laae i største Uorden 2 til 3000 Bind, bedækkede med fingertyk Støv. Det havde dog adskillige gode Værker i Kirkehistorien og en temmelig Samling af Jesuiters Forsøg i den latinske Poesie. Det moersomste var, at midt paa Gulvet stod et temmelig forslidt, s. 28men ubestøvet Billard, som formodentlig besøges flittigere end Boghylderne. Tilfældigviis erfarede jeg, at man her i Byen har for Skik at lade kime med Kirkeklokken, naar en Syg ligger paa det Yderste, for at fromme Siele skulde bede godt for den Døende. Maaskee er det saa Brug i i de catholske Lande; men en skadelig Overtroe er det; thi denne Dødsmusik alene kan jo være nok til at skrække Livet af den Syge, ifald Hørelsens Sands endnu ikke har forladt ham. Med Moraliteten maa det ikke see alt for godt ud i denne Egn, hvis man skal slutte fra Antallet af de Forbrydere, som i kort Tid ere straffede paa Livet. Nylig blev En hængt — et Skuespil, der for en stor Mængde Göttingske Studerende havde saa megen Interesse, at de reiste hen, for at see det — og tre andre vente paa samme Straf. Værtinden bad Gud om, at de dog maatte vorde hængte inden Paaskeferierne i Göttingen, da hun frygtede for, at ellers meget vilde afgaae i den Næring, hun spaaede sit Huus ved denne Leilighed.

Vi kom endnu samme Aften til Dingelstadt, en endnu hæsligere Bye end Heiligenstadt, og ligeledes i det Eichsfeldiske. Vor Svoger var en rask Knøs, som ikke nævnede Churfyrsten, uden med det Tillæg: unser allergnädigster Herr, og fortalte os, at die Franzosen haben keinen Glauben mehr. Selv maa han dog ikke have været meget devot, siden han ikke engang giorde de hist og her ved Veien opreiste Kors den Ære at tage Hatten af for dem. I Dingelstadt logerede vi paa Postgaarden, hvor vi kuns fandt et maadeligt Herberge. Vi hørte her meget tale om et for nogle Dage siden indtruffet Jordfald ved Vinzingerode og Slottet Bodenstein i Egnen af Diderstndt. Den nedskredne Jord- og Klippe-Masse skal være saa betydelig, at en underliggende Dal er bleven halv opfyldt dermed, og de Træer, som stode der, ganske begravne. Skredet skal allerede Dagen i Forveien s. 29have ankylidiget sig med en Rumlen i Jorden. Det kunde vel være Umagen værd, at en Naturkyndig undersøgte denne Begivenhed nærmere, dog under den Forudsætning, at han ikke forøgede os Antallet af de geogoniske Theorier; thi det synes, som det kunde være nok med de tre Snese, vi allerede har.

Næste Morgen fortsatte vi Reisen til M$$%hlhausen. Det var saa koldt, som ved Juletider. Egnene ere temmelig eensformige. Landsbyerne ere ofte meget store, omgivne med vidtløftige Marker; thi Udskiftning kiender man her ikke til. Dersom det i den Keiserlige frie Rigsstads Mühlhausens Gebeet seer saa slet ud med alle Grene af de borgerlige Indretninger, som med Veivæsenet, saa maa Republiken kun være i maadelig Forfatning. Vi maatte kiøre paa kryds og tvers over Agre og Enge. Det Bedste var, at vi havde den Fornøielse at see Byens Raadsherrer i to fiirspændige Vogne blive skumplede ligesaa jammerligt som vi. Paa Marken saae vi mange Bønder pløie, deels med 2 Stude, deels med 1 Hest. Mühlhausen er ret en gammel gothisk Bye, riig paa Gavle og snevre Gader. Den er temmelig stor. Vi opholdte os der for kort Tid til at kunne giøre os nærmere bekiendte med Byens Mærkværdigheder. En dansk Officeer, Lieutenant Nidaros fra Aalborg, ligger her paa Hverving. Han afskikker jevnlig Transporter. Den Elasse af Væsener, der saaledes sælge sig, skal fortrinlig søge den danske Krigstieneste, deels fordi der gives større Haandpenge, deels fordi man holder Capitulationen.

Vi fore videre til Langensalza, og derfra til Erfurt, 4 Mile fra sidste Sted. Landet fandt vi overalt fladt og afvexlingsløs, men vel dyrket. Man reiser temmelig beqvemt i Chaiser med 2 Heste for 5 Mk. Dansk omtrent pr. Miil, Drikkepengene uberegnede. Erfurt, Thüringens Hovedstad falder udenfra ret godt i Øinene ved sine mange Taarne; jeg troer, s. 30at den har henimod 30 større og mindre. Byen er meget vidtløftig i Omfang, ifald man vil kalde alt det Bye, som indesluttes af Voldene; men jeg troer, at Have- og Agerland indtager mere end den tredie Deel af Pladsen. Dens hele Physionomie vidner om, at den eengang har været en anseelig Stad, men nu ikke længere er, hvad den før var. Den har nu neppe 15000 Indvaanere. Byen har Navn af Floden Gera, som giennemstrømmer den; thi Erfurt er en forkortet Udtale, istedet for Gerafnrt (vadum Geræ). Til Bonifazes Tid var den allerede saa meget i Opkomst, at han fandt den beqvem til Sæde for Missioner. Carl den Store giorde den til en Stapelstad. 852 holdt Ludvig den Tydske her en egen Forsamling. I Begyndelsen af 10de Aarhundrede anrettede Hunnerne i disse Egne skrækkelige Ødelæggelser, og endnu fører et Sted Navn af Hunnengrube. 932 holdtes i Erfurt en almindelig Synode. Hele Egnen var i Middelalderen fuld af Røverslotte. 1349 bortrev Pesten i Erfurt alene 12000 Mennesker, og 1500 Døde bleve ofte paa een Dag udførte. De stakkels Jøder maatte bøde derfor, og 5000 bleve ligesaa uskyldig som ynkelig bragte af Dage. 1378 blev Universitetet stiftet. 1463 henrev atter Pesten 28000 Mennesker af det Erfurtiske. 1472 satte Mordbrændere Ild paa Byen, og 6000 Bygninger lagdes i Aske. I Bondekrigen ved Reformationens Begyndelse styrtede 11000 Sværmere ind i Byen og anrettede skrækkelig Uorden. Under Tredive-Aars-Krigen var Gustav Adolph her en kort Tid, og man veed endnu det Huus, hvor han logerte; midt under Vaabnenes Larm havde denne store Konge endnu Opmærksomhed tilovers for Universitetet og Videnskaberne. Hvilke Ødelæggelser for Resten Tredive-Aars-Krigen havde anrettet i denne Egn, kan man vide deraf, at i 19 Landsbyer vare af 1887 Huse ved Krigens Slutning ikke flere tilbage end 825. I Syvaars-Krigen leed den ogsaa s. 31meget. I Middelalderen var Erfurt Medlem af Hanseeforbundet, og drev en meget betydelig Handel. Nu kalder Ingen den længere en Handelsstad. Byen har en stor Mængde Kirker, saavel catholske som lutherske. I den saa kaldte Domkirke fortiene den store Klokke, Maleriet af Lueas Cranach og de malede Glasruber at sees.

Universitetet spiller kun en maadelig Rolle i den lærde Verden. Der ere neppe 100 Studentere, alle indfødte. Det mangler dog ikke paa brave Lærere, hvoriblandt jeg vil nævne den fortreffelige Bellerman, Forfatter af Handbuch der biblischen Litteratur. Denne virksomme Mand skylder ogsaa Byens Gymnasium for eu stor Deel den bedre Indretning, det for et Par Aar siden har faaet. Her ere 12 (!) theologiske Professorer, 7 catholske og 5 lutherske. Blaudt de første fortiene at bemærkes Prof. Agricola, der har gode Fortienester af Kirkehistorien, og Abbed Muth, som kalder sig Placidus den Anden og har udgivet adskillige historiske Smaaskrister. Blaudt de øvrige catholske Professorer ere 2 Augustinermunke, som begge læse Dogmatik; den ene læste forrige Semester over gratia Christi efter Bertieri, den an den over Verdens Skabelse og Undergang efter Gazzaniga. Mere behøver jeg ikke at sige. Toleranzen mellem begge Religions Partier skal tilforn ikke have gaaet meget vidt. Nu give i det minbste Protestanterne ingen Anledniug mere til Kiv. Her ere over 14 offentlige Bibliotheker, som Bellerman Tid efter anden ved Programmer giver Efterretning om I mange findes der vigtige Documenter til Middelalderens Historie; men af nyere Skrifter have de Allerfleste meget lidt. Universitets - Bibliotheket eier en ikke ganske complet Cod. af Ciceros Værker paa Pergament. Byen har en Deel Klostere; flere har der været. I Augustiner-Klosteret, hvis Beboere leve temmelig beqvemt og mageligt, er Antallet af Munke ikke længere complet, fiden Verden s. 32nu er kommen saa vidt i Oplysning, at Ingen længere vil lade sig indvie til Ledighed. Augustinerne tilskreve det den overhaandtagende Ugudelighed. De tilstode endog, at det saae meget misligt ud med det hele Munkevæsen. Videnskabelig Cultur syntes ikke at have sundet nogen Indgang i dette Kloster, skiønt Augustinerne dog ikke ere meget indskrænkede i Henseende til Bøgers Læsning. Cartb$$#user-Klosteret er en stor grundmuret Gaard uden for Porten. Gravens Eensomhed og Stille hersker der. Kulde, Smuds, fordærvet Luft og Melancholie opfylder dette hellige Fængsel. Ingen Seng, ingen Ovn i de øde Celler. Skidne og blege see de fleste Munke ud. De komme aldrig uden for Klosteret, og leve i en total Afsondring fra Verden. Kun til visse Tider er det dem tilladt at tale. De have saaledes vant sig til denne Halvdød, at jeg ikke engang troer de ønskede at ombytte den med Liv og Frihed. De have Offizer om Natten og gaae derfor tit Sengs Kl. 6 om Aftenen; Klokken 10 spise de til Middag, Kl. 4 til Aften. En Pater Ubildgard, som, efter hans Ansigt at dømme, Disciplinen ikke trykkede, underholdt os, efter at have faaet Tilladelse at tale af Vicaren. Deres Kirke er smuk. Bibliotheket har en Deel gamle Udgaver af Kirkefædrene; om der var andet, vidste de ikke selv. De forekom mig overalt meget uvidende. Antallet af Munkene er heller ikke her fuldstændigt De kunne ingen Novizier faae. Verden bliver nu klogere. I Trediveaars - Krigen blev Klosteret plyndret af de Svenske. Nogle romantiske Skildringer af Klosterets Beliggenhed og Carthänserlivet finder man i Romanen: Andreas Hartknopf, eine Allegorie, Berlin 1786 8. Side 142.

Hvad man savner hos Carthäuserne, kan man finde hos Benedictinerne paa Petersborg. Her findes Mennesker, Rigdom, Vellevnet, Glands og Videnskaber. Prof. Muth, en oplyst og fornuftig Mand, er Abbed. Blandt de øvrige s. 33Klosterets Indvaanere er der adskillige, som besidde gede historiske, mathematiske og musicalske Kundskaber. Eu ung Frater Benedict studerer med Iver den nyere Philosophie, og røbede et lyst Hoved. Abbeden bidrager selv ved Opmuntring og Exempel meget til at nære denne videnskabelige Aand. Disse Benedictinere boe smukt og leve prægtigt. Fra Klosteret har man en meget skiøn Udsigt over Erfurt og de omliggende Egne. Den franske Revolution har giort, at dette Kloster i senere Tider er beæret med mange Besøg af landflygtige Ordensbrødre.

Jeg kan ikke forlade Erfurt, uden at tilføie et Par Ord om den fortreffelige Statholder og Coadjutor Dalbergs Fortienester. Denne Mand synes ret giort til at skabe Lys i Morke, om Tingenes Forbinbelser vilde begunstige hans hensigter. Jeg taler ikke her om hans Fortienester som Statsmand — ogsaa disse ville forevige hans Minde — men om hans Agt for Videnskaberne, med hvilke han selv er fortrolig, hans virksomme Anskalter til at opmuntre disse og den fordomsfrie Folkelighed, der paa eengang har vundet ham alles Hierter og sat Tydskland i Forundring. Han var den anden Skaber af det Academie der n$$%$$*lichen Wissenschaften, som blomstrer her, og dets Bibliothek har hans Gavmildhed at takke for mange kostbare Værker. Paa den fordeelagtigste Maade characterisere de Assemblers ham, som han holder hver Tirsdag i sit Huus, og hvortil alle sædelige Borgere og Fremmede uden Forskiel paa Stand, Rang og Religion have fri Adgang og nyde lige Rettigheder, lige Opmærksomhed. Saaledes bidrager den ædle Dalberg ved sit Exempel til at udbrede Toleranæ, ophæve den Forskiel, som en uoplyst Tidsalder hævdede mellem Adelige og Borgerlige, og overalt at opelske Humanitet og Oplysning i sin Virkekreds. Derfor er Carl Theodor Folkets Yndling, og den upartiske Efterslægt skal nævne hans Navn med s. 34Ærbødighed. Jeg var ikke saa lykkelig at lære at kiende ham personlig. Han var ikke hiemme. Statsanliggender havde foranlediget ham til at giøre en Reise til Wien.

3

Fra Erfurt til Weimar ere 3 Mile. Med det Weimarske begynder en fortreffelig Ehaussee. Interesserende Naturafvexlinger møde just ikke den Reisende paa denne Vei, men Synet af de herligt dyrkede Marker og de mange vel byggede Landsbyer holder ham skadesløs derfor. Vindskibelighed og Velstand fryde Øiet fra alle Sider. Ved Erfurt ere mange Agre besatte med en dobbelt Rad af Frugttræer, og med saadanne har man og begyndt at beplante Landeveien ved Weimar. Denne vakkre lille Bye ligger i en smilende, men ikke romantisk Dal, og har et livligt Udseende, saavel uden som inden fra. Store og prægtige Bygninger finder man ikke, men alt er vel bygget, reenligt og godt vedligeholdt. Ellers havde vist Hofmanden Göethe ikke sagt:

Wie man, das Städtchen betretend, die Obrigkeiten beurtheilt,
Denn wo die Thürme verfallen und Mauern, wo in den Gräben
Unrath sich häufet und Unrath auf allen Gassen herumliegt,
Wo der Stein aus der Fuge sich rückt und nicht wieder gesezt wird,
Wo der Balke verfault, und das Haus vergeblich die neue
Unterstü$$*ung erwartet: der Ort ist übel regieret.
Denn wo nicht von oben die Ordnung und Reinlichkeit wirket,
Da gewöhnt sich leicht der Bürger zu schmu$$*igem Saumsal.

s. 35Saa lille Weimar er, saa meget har ben, som fortiener den Reisendes Opmærksomhed. Han finder her en Samling af Mænd, som Mnserne og Grazierne valgte til deres Fortrolige; han finber her Natnrforskiønnelser udførte efter den ædleste Smags Anviisning og forenede med Pragt, uden at Naturen berøves noget af sin Frihed og Simpelhed. Wieland, Herder, G$$@ethe, B$$@ttiger ere alle berømte Navne, og alle samlede paa den ene lille Plet. Wieland boer bog nu 1 Miil fra Byen selv paa Otmanstädt, som han sk al have kiøbt for det, den sibste Ubgave af hans Værker indbragte ham. Ogsaa Satirikeren Falck, hvis Svøbe især har truffet den Kantiske Philosophie og den blodstænkte Laurbærkranbs, lever i Weimar. Den humane og smagfulde Herber, den forekommende og med mange Vibenskaber fortrolige Böttiger skylder jeg begge flere behagelige Timer under mit Ophold her. Herder forstaaer Dansk, og Böttiger beghnder at lægge sig herefter. Det begynder overalt at blive Mode i Tybskland, at lære det danske og svenske Sprog, hvortil Lenz og Merckel have bibraget det meste. G$$@ethe er vanskelig at saae i Tale, da han bestandig er ved Hoffet.

Den engelske park, som jeg før sigtede til, fortiener saavel for sit Anlægs Skyld, som for de Værker af Konsten, den indeholder, at besees af enhver Fremmed. Den vandes af Floden Ilm, som hist og her danner smaa Vanbfald. Parken er aaben fra alle Sider. og enhver har fri Abgang bertil. Veien til Belvedere giennemskiærer endog den ene Side af den. Kun ved Indgangen advares man ved et malet Brædt, ikke at tage Hunde med, og inde i Haven ombedes man ved en anden Paaskrift ikke at giøre Græs, Blomster og Kiøkkenurter nogen Skade. Alle Slags vilde Træer og Frugttræer, Enge og besaaede Stykker, Forhøininger og Fordybninger, skyggefulde og aabne Pladser s. 36afvexle paa en ligesaa behagelig som smagfuld Maade. Tamme Fiederdyr huse og leve her i uforstyrret Roe. Sparsom har Konsten tilladt sig at indstrøe sine Prydelser, og hvor den har giort det, føler Naturen selv, at den har vundet derved. Hist hæve sig efterlignede Ruiner af et forstyrret Ridderslot: her skiuler sig, i tætte Skygger indhyllet, en eensom Hytte, beklædt med Bark: bag ved denne løfter sig en granbevoxen Fieldmasse, af hvis Skiød den ligesom kommer frem: ved Hyttens Fod i en maadelig Afstand slynger Ilmen sig med sagte Susen frem giennem Buskværk og Træer: til Hytten fører en yderst simpel Træetrappe, overstrøgen med Tiære, og et lignende Gallerie, hvorfra man seer ind giennem de lave Vinduer, omgiver den. Hytten selv indeholder en smuk med Smag møbleret Stue i polygonisk Form; thi dette romantiske Sted var engang Hertugens Yndlings-Huus; her sov han, her lod han sig forelæse. Man kalder denne Hytte Rosteret. Andensteds i Parken støder man hist paa en Grotte, her paa en naturlig Klippehvelving; hist overraskes man af et Monument for Stedets Genius; her af et andet, Venskab helliget. Det skiønneste Værk af Konsten i denne Park er det saa kaldte Romerske Huus, som nu er Hertugens kiæreste Opholdssted, og formedelst den ædle Simpelhed, som her forener sig med den fineste Smag og den udsøgteste Pragt, fortiener at betragtes som en Mærkværdighed i den nyere Landhuus-Bygningskonst. Det har sit Navn af den Stiil, hvori det er bygget. Dets Anlæg selv er fortreffelig paa Siden af en Bakke, hvorfra der er en skiøn Udsigt, og i en saadan Retning, at den østlige Fronte hviler paa Pillere, medens Parterret af den vestlige staaer under Jorden. Det Indvendige svarer i Pragt og Smag til det Udvortes. Denne Bygning, der er tuns liden i Omfang, skal have kostet Hertugen 150000 Rdl. Ved Opgangen til den Klippe, som s. 37udgiør Husets Basis, finder man paa en marmoragtig Plade følgende nydelige Indskrift (af Göethe):

3*

Die ihr Felsen und Bäume bewohnet, o heilsame Nymphen!
Gebet Jeglichem gern, was er im Stillen begehrt;
Schaffet dem Traurigen Muth, dem Zweifelhaften Belehrung,
Und dem Liebenden gönnt, dat ihm begegne sein Glück.
Denn Euch gaben die Götter, was sie den Menschen versagten,
Jedem, der Euch vertraut, hülfreich und tröstlich zu seyn!

En heel Deel af disse skønne Anlæg har Weimar Enkehertuginde Anne Amalies Foranstaltninger at takke for, da hun var Landets Regentinde: hun lever endnu, og boer i Tiefurt, et lille Stykke Vei fra Byen i en Dal, hvis naturlige Yndigheder hun har forskiønnet ved nye Anlæg i samme Smag, som hine. Disse kaldes Tiefurter-park, som heller ingen Reisende pleier at lade ubeseet.

Weimar har et mere net end prægtigt Theater uden for Porten. Loger ere her ikke; man behielper sig med Parterre, hvis øverste fra Skuepladsen selv længst bortfiernede Deel kaldes parterre noble, hvor den Hertugelige Familie sidder, og enhver, som vil betale nogle Groschen mere. Drchestret berømmes. Skuespiller-Selskabet er heller ikke slet. En Jomfrue Jagemann, Datter af Bibliothekaren Jagemann, der er bekiendt som italiensk Sprogkyndig, roses fortrinlig baade som Actrice og Sangerinde. Bibliotheker er betydeligt, og har omtrent 70000 Bind, foruden en herlig Samling af Tegninger og Landkorter. Haandskristerne angaae meest den sachsiske Historie. I Hofbilledhugger Rlauer har Weimar en duelig Konstner. Det lønner Umagen s. 38at besee Hans Samling af Modeller, der beløbe sig til halvandet Hundrede. Flere berømte Mænds veltrufne Buster ere af hans Haand. Han beskæftiger sig ellers meest med at forfærdige Statuer og Vaser af brændt Jord til Havezirater, hvoraf han har den største Afsætning til Rusland. Paa et Sted som Weimar, hvor man hverken finder Hof-Pragt eller Handelsstæders Yppighed og Rigdom, kan der ikke være megen Opmuntring for Konstneren. Det er ellers Skade, at denne Mand, der har fact herlige Talenter og næsten ganske er Autodidact, ikke har havt Leilighed til at studere sin Konst videnskabelig, eller ved Reiser at giøre sig endnu mere fortrolig med Smagens Mesterstykker fra ældre og nyere Tider. Den Forandring, som i de senere Aar er giort med Byens Waisenhuus, at Børnene nu opdrages paa Landet under Directionens Overopsyn, har allerede ved Følgerne godtgivrt sine store Fortrin for den gamle Indretning, saavel i physisk som moralsk og oeconoutisk Henseende; og Menneskeheden vilde vist ikke vinde lidet ved, om dette Exempel blev efterfulgt af alle lignende Instituter. Paa et Residents-Slot til Hertugen — thi det gamle var afbrændt — har man nu bygget i 7 A ar, og ligesaa mange i det mindste behøves endnu, inden det bliver færdigt. Det skal vel staae op igien i en nyere Smag; dog synes det ikke at ville blive nogen architektisk Mærkværdighed. Man skal have ladet en Deel af de gamle Mure staae. Hertugen beboer imidlertid et meget pragtløst Palais eller Huus, som Landstænderne have ladet bygge til ham. En lille Fierdingvei fra Weimar ligger Lystslottet Belvedere, hvor der just ikke er meget smukt at see. En Emigrant Mounier har her anlagt et pædagogisk Institut, som i det mindste har dette fortrinligt, at Eleverne betale hver 1000 Rdl. aarlig. Alt, saavel Underviisning som Underholdning og Beqvemmeligheder, syntes mig at staae i omvendt Forhold til denne Betaling.

s. 39Lærerne ere, Hr. Mourner iberegnet, ikkun 3, alle Franske. Elever ere her kun 6, 4 Engelændere og 2 Lieflændere, og sandsynligt gaaer Institutet snart ind. Hertugen har understøttet Mounier, som man siger, fordi han paa sin Reise i Frankerig havde logeret hos hans Fader. Det Hele har været en blot Finantsspeculation, og, i hvor det gaaer, bliver dog vel noget af Hensigten opnaaet.

Men det er Tid at forlade Weimar. Herfra til Jena ere kun 2 Mile. Weimar er derfor Jenensernes Kiøbenhavn; her reise de hen, som til Hovedstaden, og der gaaer sielden nogen Comoedie- eller Concert-Aften forbi i Weimar, at der jo, naar Veiret er godt, besøges af Studentere og Professorer fra Jena. Befordringen og Veien ere begge fortræffelige. Enhver Plet Jord er dyrket: Steder, som ei ere skikkede til Ploven, benyttes i det mindste til Pileplantning og Blommetræer, af hvilke der opelskes en utrolig Mængde i denne Egn. Landsbyerne have i Almindelighed smukke Kirker med Taarn-Uhre, mange ogsaa Orgeler. Forresten er Naturen temmelig eensformig, indtil man kommer Jena en lille halv Miil nær. Da aabner sig med eet en meget dyb Dal, som et Svælg mellem høie Bierge, hvis skaldede Toppe synes at have noget strækkende Vildt og Øde. Ad en brat slangeformig i Klippen udhugget Vei, die Schnecke kaldet, føres man ned i Dalen. Et Gelænder er vel anbragt mod den Side, som vender ned mod Dalen, men det er kun lavt, og jeg vilde ikke raade nogen at blive siddende paa Vognen, naar Hestene ikke vare vante til denne Nedfart.. Imidlertid sterner her ingen af Vognen ned av; derimod er det en stiltiende Accord mellem alle Vognmænd og Reisende, at man maa gaae op ad, hvormed mange corpulente Folk ikke maae være vel tilfreds. Er man først kommen ned ad Sneglegangen, saa slynger Veien sig saa jevnt frem imellem Biergene, i det den s. 40idelig overkrydses af smaa Bække, der ved stærk Tøebrud kunne giøre den ubefarlig. Dybt ind i Dalen ligger Jena ved Saalestrømmen, ligesom begraven mellem høie og nøgne Bierge, der contrastere besynderlig med de flade og frugtbare Egne, som saa nylig hørte op. Hvo der vil skue Naturen i raa og frygtelig Maiestæt, han komme til Jena; men hvo som mere elsker den i sin blide og smilende Dragt, han dvæle heller ved Weimar og det yndige Tiefurt. I Skiødet af den dybe Dal, beskyttet fra alle Sider af høie tætomsluttende Bierge mod Vindenes Anfald, har Jena saa megen Fordeel i Henseende til Luftens Temperatur, at alle Væxter her ere 14 Dage forud for dem i Weimar og andensteds paa det høie Land. Om Byen selv kan jeg endnu ikke fortælle Dig mere, end at den ikke qvalificerer sig til høiere Titel end St$$#dtchen og tør i det Udvortes langt fra ikke maale sig med det nette G$$@ttingen. Lev vel!

Leipzig, den 21 Martii 1798.

Mit korte Ophold i Jena har, som Du vil kunne formode, været mig meget interessant. Det maae være enhver Elsker af Videnskaberne behageligt, at lære nærmere at kiende en Bye og et Academie, som alt fra gammel Tid af berømt, i det mindste navnkundigt, i de senere Tider har spilt og spiller endnu saa glimreude en Rolle paa den litterære Verdens Skueplads. For mig er det saa meget interessantere at besøge et saadant Sted, som jeg endnu ikke har kundet lade mig bringe fra den Overbeviisning, at Academierne, selv med alt det Ufuldkomne i deres nærværende gammeldags Indretning, bør betragtes som hellige Planteskoler for den høiere Cultur og som den vigtigste Støtte for de grundigere Videnskaber.

s. 41Jena er, som bekiendt, nu Hovedskolen for den critskïe Philosophie, i Særdeleshed for det System, som efter sin Stifter pleier at kaldes Sichtianisme. Denne Omstændighed har havt megen Deel i Jenas nærværende blomstrende Tilstand, saa meget mere, som Göttingen i alt andet Jenas farligste Medbeilerinde, ikke synes at vise den nyere Philosophie ret megen Opmærksomhed og paa en vis Maade aabenbar har erklæret sig imod Fichtianismen. Jena har for nærværende Tid 800 Studerende, af hvilke 500 ere Fremmede. Som Fichte er en af de vigtigste Magneter, der trække Udlændingerne herhid, saa spiller han og den første Rolle som Docent. Hans Auditorium rummer neppe Mængden af dem, som trænge sig til hans Forelæsninger; han tæller ofte over 200 Tilhørere. Dette Antal og flere Grunde give Mange Anledning til at formode, at en stor Deel af bent mere følger Modens Strøm og søger at faae Navn af Fichtianere, end just attraae at vorde indviede i den speculative Philosophies Helligdomme, hvilke, Fichtes bestemte og ordentlige Foredrag uagtet, dog fordre større Anstrængelse af Tænkeevnen, end man kan formode interessant for eller muelig hos den største Deel af de unge, ofte til deres acadentiske Bane slet forberedte, Studerende. At de øvrige Lærere i Philosophien maae fordunkles noget ved Siden af saa stort et Lys som Fichte, og deres Høresale tage af i samme Forhold, som Fichtes tiltager, er en Følge, der ikke kunde undgaaes. Efterat nu Neinhold ogsaa er gaaet over til Fichtes System, kan dette vel, sine mange Modstandere uagtet, ansees som det triumpherende i den critiske Philosophies Skole. De øvrige Videnskaber have ikke Aarsag til at misunde Philosophien sin Fichte; thi de have alle store Mænd at opvise, som ere for bekiendte til, at jeg her behøver at nævne dem. En Sch$$%$$*e, Æschylns's lærde Udgiver og smagfulde Commentator og Redactør for s. 42Allgemeine Litteratur - Zeitung, Loder, Livets Forlænger Hufeland og Lovkyndigheds - Læreren af samme Navn, Griesbach, Paulus, Ilgen og flere ere alle bekiendte og berømte Mænd.

Jena nyder under Hertugen af Weimars Protection en temmelig høi Grad af Trykke- og Læresrihed, som ikke lidet bidrager til dens Flor og Videnskabernes, især Theologiens og philosophiens Fordeel. Vel maa enhver Professor, naar han ansættes, sværge paa den saa kaldte Formula concordiæ, men denne Eed tages i en meget vidtløftig Forstand; og selv denne Gienstand vælges ofte som Emne til offentlige Taler for at forebygge al Misforstaaelse. Da Paulus blev Doctor, holdt den værdige Griesbach en Tale, hvori han forklarede, hvad det vil sige, at giøre Eed paa Bøger, der ere forfattede paa en Tid, da Exegese og Philosophie endnu var i sin Barndom; og da Niethammer fik Doctor-Graden, viste Paulus i en Tale, at Luther havde giort Eed paa den catholske Kirkes Dogmer, uden siden at ansee denne Eed for forbindende.

Det er Skade, at Bibliotheket ikke er af megen Vigtighed. Dets Brugbarhed formindskes desuden ved den slette Orden, hvori det er opstilt. Det er sammensat af adskillige Donationer, hvoraf enhver staaer for sig selv. Den aarlige Tilvæxt er ubetydelig. Ethvert Facultet har omtrent 30 Rdl. at kiøbe Bøger for. Denne Fattigdom alene vil giøre, at Jena aldrig i denne Henseende vil komme til at giøre Göttingen Rangen stridig. Haandskristerne ere hverken mange eller betydelige. I Bibliothekets Sal bliver man et af Jenas 7 Underværker vaer, en underlig Figur af et Dyr, der skal forestille Dragen i Aabenbaringen.

Lærerne i Jena ere, ligesom paa de fleste tydske Academier, kun maadelig aflagte. 3, 4 høit 500 Daler, er alt. Det var umueligt, at de kunde have mere end det s. 43tørre Brød. hvis de ikke havde andre mere gavmilde Kilder. Dertil høre især deres Forelæsninger, hvoraf mange Professorer, hvis Videnskab eller Talenter skaffe dem et talrigt Auditorium, iudløse 2 a 3000 Rdlr. og vel mere. Somme Professorer tage 2 Caroliner for et Cursus, andre lade sig nøie med to Laubdalere; men at tinge om Prisen, anseer man her, ligesom i Gøttingen, for uanstændigt, saavel for Læreren, som Tilhøreren. Det er kun i Leipzig, hvor man nedlader sig til saadant Kræmmerskab. En anden, ogsaa temmelig frugtbar Kilde til Indkomster for Academiets Lærere, er de academiske Værdigheders Uddelelse, som alene skal indbringe ethvert af det medieinske Facultets Medlemmer 4 a 500 Rdlr. aarlig. Ingen Under derfor, at man her, ligesom ved de øvrige tydske Academier, driver denne Sag som en ordentlig Næring eller Handel. Naar man seer den Lethed, hvormed ethvert Subject i Thdskland erholder academiske Værdigheder, og den Overflødighed, hvormed disse uddeles, saa kan man ikke undres over, om det snart kommer saa vidt, at det bliver større Skam end Ære, at have taget nogen academisk Grad ved et tydsk Universitet.

De Brødvidenskaber, som meest drives i Jena for nærværende Tid, ere Medicin og Theologie. Theologernes Antal er vel formindsket, dog ikke saa meget, som paa andre Steder. Skade, at det næsten altid ere de fattigste og tillige de sletteste Hoveder, som bestemme sig til Theologien, især paa en Tid, hvor Religionslærere af Talenter og Kundskaber meest behøvedes. Imidlertid maa man og tilstaae, at i Egne, hvor Religionslærerne paa Landet ere saa slet aflagte, at man ofte seer deres Koner gaae til Torvs med Æg, ei at tale om, at i adskillige Fyrstendømmer Præstekaldene maae kiøbes, der kan Theologiens Studium ei have meget tillokkende. De historiske Videnskaber spues i Jena at være komne i nogen Astagelse; de lærde Sprog, Historien, Critiken s. 44betragter en større Deel af de unge Studerende ei med den Opmærksomhed, disse Videnskaber fortiene, især siden den speculative Philosophie blev Modestudium. Mange unge Mennesker finde denne Vei lettere end den møisommelige og langvarige Læsning af de Gamle; mange troe og saa meget paa den aprioriske Videns Tilstrækkelighed, at de ansee grundig Lærdom som unødvendig og unyttig. Maaskee have nogle ubetænksomme Udtryk af critiske Philosopher, der ikke selv befadde Erudition nok til at bedømme dens Værd, bidraget til at udbrede denne skadelige Fordom.

Jenas Studerende vare fra gammel Tid af just ikke i det bedste Rygte for deres Sæder. Man vil fordum have bemærket megen Stridbarhed og Selvraadighed hos dem. Hvis det har været saa slemt, som Historien fortæller, saa maa man rigtig nok tilstaae, at de have forbedret sig en Deel. Det er unægteligt, at der gives en heel Deel sædelige, anstændige, flittige og haabefulde unge Studerende her; imidlertid forbyder dog Sandheden at udstrække denne Roes til Jenenserne i Almindelighed. De hyppige Relegationer, de daglige Slagsmaal, de idelige Opdagelser af hemmelige Ordener, den sidste Krig med Bønderne i Ziegenhayn og flere ikke alt for hæderlige Optrin vidne imod dem. Ogsaa har man Aarfag til at forundre sig over den Smuds, som i Almindelighed hersker i deres Klædedragt og hele Udvortes, hvorved de contrastere saaledes med Göttingens finere Herrer, at man paa sidste Sted strax derpaa veed at kiende en Jenenser. Paa Forelæsningerne sidde de fleste med Hatten paa, hvilket ingen tillader sig i Göttingen, men ellers hersker den største Tanshed og Orden paa Høresalene. En af de vigtigste Aarsager, hvorfor saa megen Ruditet i Sæder endnu vedligeholder sig i Jena, maa udentvivl søges i den Omstændighed, at de fattigste og altsaa gierne de slettest opdragne tye herhen formedelst s. 45Stedets Lethed, da derimod Forholdet er omvendt med Göttingen, som er et kostbart Opholdsted. En Satire paa Jenensernes Sæder, skreven med megen Lune, indeholder Professor Gruners academiske Tale: vitæ liberæ & dissolutæ encomium.

Det saa kaldte latinske Selskab, som tilforn har været i stor Agt og fortient den, er nu saa godt som indsovet, skiønt det dog endnu har et Slags Existence. Unge Bidenskabsmænd ville ikke længere tage imod Diplom som Medlemmer deraf. Selskabets Gienoprettelse kunde være saa meget mere at ønske, jo mere det latinske Sprog her, ligesom paa de fleste øvrige Academier er i Forfald, hvorpaa Disputatser og Taler hvert Øieblik give paafaldende Beviis. En anden Art af videnskabelig Øvelse er det saa kaldte philosophiske Conversatorium een Gang hver anden Uge hos Fichte. Hans Tilhørere indfinde sig der, og raadføre sig med ham om vanskeligere Punkter af Philosophien, især saadanne, hvorover de ikke ret have fattet hans Forelæsninger. Nylig er her og oprettet et Læse - Institut af Boghandler Vogt, hvor man finder alle Slags Tidender og Journaler. Til de selskabelige Forbindelser blandt Academiets Lærere og Borgere hører Søndags - Klubben paa den saa kaldte Rose, hvori de fleste af Professorerne og en Deel af de Studerende tage Deel. Medlemmernes Antal er fastsat til 80. Foruden denne gives der en privat Professorklub eller Kr$$#nzchen, som holdes hver Onsdag Aften. Her finder man et udsøgt Selskab af Academiets Lærere. Fichte, som har givet Anledning til dens Oprettelse, er og Sielen deri, og opliver hele Kredsen ved sit Vid, Munterhed og Lune. Jena selv har ellers intet mærkværdigt, sin Beliggenhed undtagen. Spadsere-Gangen ved Saalen, som kaldes Paradiis, er ret smuk. Ganske artig viser sig fra et vist Sted Landsbyen Ziegenhayn paa den anden s. 46Side af Floden oppe imellem Biergene, næsten som en Fuglerede i en Klipperift.

Den første halve Deel af Veien fra Jena til Leipzig er overordentlig skiøn; man følger den smukke Saaleflod snart paa den ene, snart paa den anden Side, snart i Saaledalen selv, snart over de romantiske Bakker, som indgrændse denne. Ganske fortryllende ere nogle Partier, som Naturen hist og her frembyder Øiet. Saadan er Beliggenheden af Slottet Dornburg, 1 Miil fra Jena; men ingensteds overraskes man paa en mere fortryllende Maade end ved Landsbyen Ramburg. I det man stiger ned af et Bierg, aabner sig paa eengang den skiønneste Udsigt ned over den smukke Landsbye ved Biergets Fod og over Saalen, der slynger sig frem igiennem Forgrunden af en yndig Dal, hvis modsatte Side indsluttes af høie med Landsbyer og Haver bestrøede Bakker. Ikke mindre romantisk er Veien ved Byen Naumburg og ved Ruinerne af Sch$$@nburg. Det var næsten Umagen værd blot for denne Veis Skyld at giøre en Reise fra Jena til Leipzig. Naturens Skiønhed forhøies ved de tæt paa hinanden liggende velbygte Landsbyer og ved den Industrie, som hersker allevegne. Biergsider, Brinker og andre Pladser, som ei kunne benyttes til egentlig Agerdyrkning, ere i det mindste beplantede med Træer, især Blommetræer. Mangesteds saae jeg Bonden grave sin Ager, isteden for at pløie den. Hist og her var man sysselsat med, deels at plante nye Træer, deels at beskiære de gamle. Sed Byen Weissenfels forandrer Naturen sig ganske; fra nu af gaaer den over til en eensformig og kiedsommelig Slette, der vedvarer lige indtil Leipzig, hvis Egn til alle Sider er blottet for Naturskiønheder. Man passerer L$$%$$*en, en ubetydelig Flekke, men mærkværdig i Historien. Strax veo Byen lige ved Siden af Landeveien betegner en simpel Steen den Plet, hvor Gustav Adolph s. 47segnede. Den var hidtil omringet af et gammelt Plankværk, men nu har man revet dette ned, og plantet 6 unge Træer istedet. Leipzig selv seer man allerede temmelig langt borte, men dens ufordeelagtige Beliggenhed er Aarsag i, at den ei falder synderlig godt i Øinene.

Halle, den 21 Martii 1798.

Jeg har, som Du vil kunne vide af nærværende Brevs Overskrift, giort en Excursion fra Leipzig til Halle, en Bye, hvis Academie allerede fra sin første Begyndelse af var mærkværdigt, og endnu har Mænd at fremvise, hvis Navne ere deres Tidsalders og Videnskabernes Prydelse.

Halle ligger kun fem smaa Mile fra Leipzig. Veien har intet Skiønt. Alt er Slette; dog er det Stykke fra Leipzig til Flekken Scheudi$$* ret behageligt formedelst den næsten uafbrudte Kiæde af velhavende Landsbyer, som følger parallel med Veien. Academiet og Pædagogiumet med Tilhørende ere de vigtigste Gienstænder, Halle tilbyder den Fremmedes Opmærksomhed. Begge Dele fortiene den; men mit Ophold her og dette Brevs Grændser ere for indstrænkede til, at jeg derom kan meddele Dig andre end fragmentariske Efterretninger.

Det er bekiendt, hvor hastig dette Academie efter sin Stiftelse mod Slutningen af forrige Aarhnndrede blomstrede frem, og hævede sig op over mange dets ældre Søstre. En stor Deel af Tydsklands berømteste Theologer, Philologer og Jurister i dette Aarhundrede vare enten Lærere her, eller gik ud herfra. De Studerendes Antal beløb sig i dets meest blomstrende Dage til over 3000. Nu har det neppe 800. Endnu for 16 Aar siden var Antallet en Trediedeel større. Aarsagerne til Aftagelsen ere deels de samme, som s. 48finde Sted ved andre Universiteter, f. Ex. Mangel paa Penge til at lade sine Børn studere, Frygt for Forandringer, hvorved nogle Videnskabers Dyrkere kunde blive brødløse, en vis Disharmonie imellem Høiskolernes Indretning og vore Tiders Tarv o. s. v., deels saadanne, som staae i Forbindelse med den forrige preussiske Regierings for Videnskaberne lidet fordeelagtige Grundsætninger. Imidlertid kan Halle endnu i Henseende til de Studerendes Antal maale sig baade med Jena og Göttingen, hvilke den heller ikke giver noget efter i berømte Lærere. Hvo kiender ei en Niemeyers, N##@sselts, wolfs, Kl$$%gele, Forsters, Jakobs, Kleins, Sprengels, Keils, Grens og flere Halliske Læreres Navne og Fortienester? Den Humanitet og forekommende Høflighed, som hersker blandt Halles Videnskabsmænd, giør deres Navne dobbelt kiære for en Fremmed, som har havt den Lykke at opholde sig nogen Tid hos dem. Især vil min Medrejsende og jeg altid med Fornøielse erindre os den Opmærksomhed og Venlighed, hvorved Hr. Dr. Niemeyer og Hr. Prof. Wolf har giert os vort korte Ophold her saa behageligt og interessant.

De Videnskaber, som her dyrkes meest, ere Jurisprudens og Theologie. Preussens nye Acqvisitioner i Polen, hvorved Antallet af de civile Embedsposter blev anseelig formeret, har bidraget meget til Lovkyndighedens hyppigere Studium. Særdeles Aarsager, som ere i for frisk Minde, til at jeg behøver at nævne dem, have meget formindsket Theologernes Antal, som her ellers altid var det stærkeste. De theologiske Lærere selv have under de samme bekiendte Omstændigheder maattet udholde mange Angreb, som Efterverdenen neppe skal ville tiltroe et Land, der næsten i et halvt Aarhundrede var regieret af en Frederik den Anden; men deres Klogskab, Mod og Sandhedskiærlighed seirede dog stedse. Philosophien foredrages her efter Grundsætninger s. 49af Jakobs, Beck og Tieftrunk; den Sidste anvender den paa Christendommens Læresætninger. Sichtianismen giør i Halle ingen Lykke.

Universitetsbililiotheket har 28000 Bind og en Samling af 2500 juridiske Disputatser. Dets aarlige Indtægt er siden 10 Aar 1000 Rdlr., som gives af Regieringen. Statistikeren Sprengel er Bibliothekar, hvorover Bogsamlingen bliver vel forsynet med historiske og statistiske Værker. Den besidder og en temmelig vigtig Myntsamling, skienket dertil for 30 Aar siden, men betragtet med saa liden Opmærksomhed, at ikkun meget lidet af den endnu er ordnet og opstilt.

Den med Waisenhuset forbundne store Opdragelsesanstalt, bekiendt under Navn af Pædagogiumet, er allerede mærkværdig for den Mands Skyld, af hvilken det stiftedes, og det efter Grundsætninger, som man maaskee ikke skulde vente af det syttende Aarhnndrede eller Franke; men dobbelt Opmærksomhed fortiener det nu, efteral være blevet under den fortienstfulde Professor Niemeyers Bestyrelse til et af de vigtigste og fortrefseligste Opdragelsesinstituter i Tydskland. Man seer her de Grundsætuinger realiserte, som Niemeyer har fremsat i sit bekiendte ypperlige Værk om Opdragelsen, hvorved han er bleven sin Tids og Efterslægtens Lærer. Hans utrættelige Virksomhed forenet med hans Talenter og den ham overdragne Myndighed har giort Pædssgogiet i Halle til et Mønster for den practiske Opdragelse, og en Mængde Ynglinger, som under ham dannes til sunde, moralske og velunderviste Mennesker, skal signe hans Minde, naar han er ei mere. Du tillader mig, at jeg meddeler Dig ikke nogen Beskrivelse, men blot nogle Bemærkninger over dette Institut. Dets Historie findes i den trykte Efterretning, som Niemeyer har udgivet derom; derved vil jeg altsaa ikke opholde mig, men blot anmærke, s. 50at da Dr. Niemeyer antog Bestyrelsen, havde det kun 8 Elever, nu henimod 80. De boe alle, tilligemed Lærerne, paa Pædagogiet selv, som ligger tæt uden for Byen. Om Sommeren finde Niemeyer og hans vakkre Kone selv Fornøielse i at være derude blandt de unge Mennesker, der elske dem, som vare de deres Forældre. Hele Opdragelsesmethoden er med lige Flid rettet paa de physiske, moralske og intellectuelle Kræfters Udvikling; man søger med lige Opmærksomhed at undgaae den gamle og moderne Opdragelses Feil. Arbeids- og Frihedstimerne ere paa en passende Maade fordeelte; men Ledighed taales ikke. Selv Frihedstiden maa anvendes til nogen sund og nyttig Beskieftigelse. En Legeplads ved Pædagogiet tiener Eleverne til allehaande Legemsbevægelser i deres Fritimer og den korte Hviletid, som tilstaaes dem mellem Arbeidstimerne. I den hosliggende Have, som er prydet med Frankes Billedstøtte, have de Lejlighed til at grave, plante og øve sig i Havedyrkning. Om Sommeren giøre de jevnlige Excurser, undertiden længere Fodreiser. De, som udmærke sig ved Flid og Sædelighed, kunne i alle Henseender vente sig en høiere Grad af Frihed og Overladelse til sig selv. Gymnastik drives ikke theoretisk, og man holder derfor ingen egentlig Lærer deri; men om Sommeren øve Eleverne sig under en Hallors Opsigt i at svømme, hvortil Saalen giver beqvem Leilighed. Den Hallor, som er i Pædagogiets Tieneste som Svømmemester, faaer 35 Rdlr. af Institutet selv og desuden af enhver Pædagogist, som han lærer, 3½ Rdlr. Dog tillader Niemeyer Ingen af Eleverne at tage Deel i denne Øvelse uden deres Forældres udtrykkelige Samtykke; thi det var mueligt, at Nogen al Forsigtighed uagtet kunde drukne. Men jeg troer, at ingen Forældre hidtil har havt noget derimod, og man har heller ingen Exempter paa, at nogen af Eleverne er omkommen derved. Pædagogisterne kunne og med deres s. 51Forældres Samtykke lære at ride. De spise alle tilfælles og faae en tarvelig og nærende Kost. Deres sunde og blomstrende Udseende viser, at Intet er forsømt, som hører til en fornuftig physisk Opdragelse.

4

Det samme gielder om den moralske. At strøe Dydens Sæd i de Unges Hierter, betragter Institutet som en af sine første Pligter, og det Aabne, Uskyldige og Sædelige i Elevernes Ansigter og Adfærd er Borgen for den Held, hvormed det naaer sin Hensigt. Nærheden af Byen medfører desuden adskillige Fordele, som ikke ere nvigtige. De Unge lære at kiende Verden og Mennesker fra flere Sider end inden for Pædagogiets snevre Kreds; de indsamle nogen Erfaring og Klogskab, som siden kommer dem vel til Nytte, naar de første Gang træde ud paa en videre Skueplads og overlades sig selv; de vogtes lettere for adskillige Fordomme, som pleie let at rodfæste sig hos unge Mennesker og i Særdeleshed hos et saadant Instituts Elever; deres hele Udvortes faaer en vis Frihed, Tækkelighed og Belevenhed, som paa afsondrede Steder let forlader baade Elever og Lærere. Religionen bør knytte Moralens Baand fastere. Til denne Hensigt alene er Religionsunderviisningen her rettet. Jeg har om denne sagt alt, naar jeg siger, at Niemeyer, hvis Aand vi kiende af hans theologiske Skrifter, har forbeholdt sig selv dette Arbeide. Jeg kan ved denne Leilighed ikke afholde mig fra at berøre en Tale, som jeg hørte denne værdige Lærer i Søndags holde paa Pædagogiets Bedesal, da just nogle af Eleverne havde holdt deres første Communion. Han viste Forskiellen imellem den falske og sande Oplysning, og bestemte den sidste paa en Maade, som man kunde vente af en Niemeyer. Hans Foredrag var derhos saa simpelt, hierteligt og fortroligt, at neppe nogen af de Unge gik bort uden varme og ædle Følelser. Han havde ganske sine unge Venner for Øine, og det var s. 52ikke vanskeligt af flere Vendinger og Udtryk at mærke, hvor nøie han kiendte dem, og hvor dybt et Blik han kastede i deres Hierter.

4*

I Henseende til den intellectuelle Opdragelse er man af den Mening, at Sundhed og Menneskekiærlighed ikke er nok til at være en duelig og virksom Borger; man troer, at Kundskaber ere ubetinget nødvendige. At uddanne Elevernes Forstand ved disse, betragter Institutet derfor som en Sag af yderste Vigtighed. Underviisningen indbefatter her alle Videnskaber i Forhold til Elevernes Bestemmelse og Alder. Man er forsynet med gode Lærere. Pædagogiet har og et Bibliothek, der meest bestaaer af saadanne Bøger, som kunne tiene de Unge til underholdende og nyttig Privatlecture. Eleverne dimitteres herfra lige til Academiet. De fleste ere Tydske, nogle Udlændinger, blandt hvilke 2 Danske. Enhver Eleve betaler 250 Rdlr. aartig, og medbringer de fornødne Klæder og Linnet, eller lader det aparte anskaffe. Uniform bruges her ikke. Enhver klæder sig, som han vil, kun anstændig.

Med Padagogiet er det berømte Waisenhuus forenet. En Mængde Børn nyde her deels Alt, deels fri Kost og Underviisning, deels kun det sidste. Bedre var det, om man formindskede Antallet; thi Waisenhusets oekonomiske Omstændigheder ere nu saaledes komne i Forfald, at, isteden for det tilforn understøttede sin Søster Pædagogiet, kan det nu ikke lønne sine egne Lærere med meer end een Gg. (3 Still.) for Timen, hvoraf følger, at det har Mangel paa dem; thi med saadanne, der have deres Tieneste tilfals for 3 Skill, om Timen, kan det ei altid være tient. Aarsagerne, hvorfor det nu er kommet i denne Afmagt, ere flere. Tilforn, da Tiderne vare anderledes end nu, kom aarlig eu Mængde frivillige Bidrag ind, Studenterne tilbøde sig at give fri Underviisning, det fik jevnlig en og s. 53anden Capital ved Testament. Waisenhnset betragtedes paa en vis Maade som Pietismens Planteskole og Grundstøtte, og dennes talrige Tilhængere ansaae det som et sikkert Middel til at blive vis paa Himlen, naar de viste nogen Gavmildhed mod hiint. Men alt dette har nu forandret sig. Hertil kommer, at Waisenhnset ved Skiødesløshed eller Utroskab har mistet adskillige Capitaler, man veed ikke selv hvorledes; thi der blev ingensinde giort Regnskab. Nu maa dette aarlig aflægges, men selv denne Forandring har skadet Waisenhusets Indtægter. Mange, som ellers maaskee gierne bidroge meer eller mindre til at understøllte det, afholdes derfra af Frygt for at vorde anfeete som Tilhængere af Pietisteriet, naar deres Gavmildhed blev bekiendt, Med Waisenhuset er det bekiendte (Cansteinske Bibeltrykkerie med staaende Typer forbundet. Endnu i sidste Aar afsatte man 23000 Exemplarer; dog har man før solgt langt flere aarlig. Antallet af de Bibler, som fra Trykkeriets Begyndelse indtil un ere trykte og solgte, beløber sig til over 2 Millioner. Waisenhnset har og et Naturaliecabinet, hvor der blandt adskilligt godt ogsaa findes en Mængde Snurrepiberier, tildeels sendte herhid af Missionærerne.

Halle ligger just ikke overordentlig skiønt, men dog ret smukt ved Saalen. Ikke langt fra Byen ved samme Flod seer man Ruinerne af Slottet Giebichenstein. Ved et Spring fra et Vindve her var det, at Ludvig, Landgreve af Thüringen, efter en gammel Fortækling, som dog ei er alt for troværdig, satte sig lykkelig i Frihed og fik deraf det Tilnavn Springer. Situationen er her ganske romantisk, da Saaledalen paa eengang kniber sig sammen til to bratte Klippesider, mellem hvilke Floden bugter sig frem. I Nærheden af dette Sted er det og, at Fiskerne fra de tilgrændsende Landsbyer hvert tredie Aar holde den Lystkamp, s. 54som her i Egnen er bekiendt under Navn as,Fischerstechen og kan ansees som et Slags Folkefest. Paa den bestemte Dag forsamle Fiskerne sig med deres Baade paa Strømmen. Man deler sig i to Partier. Bag i hver Baad staaer en Fisker, klædt blot i en Skiorte, med en lang Stang færdig til Kamp. I Baaden er en anden Person, som roer. Efter givet Signal gaae Baadene op mod hverandre, og i det de glide hinanden forbi, søger den ene at kaste den anden over Borde med sin lange Stang. Saasnart En falder ud, løsnes en Canon paa Landet; men han selv svømmer i Land, og har ikke mere Deel i Kampen. Denne fortsættes saa længe, indtil alle ere stødte over Borde paa een nær. Han, som holdt sig saa brav, at han blev staaende til allersidst, erholder den for Seierherren udsatte Priis og føres i høitidelig Procession op til Byen, hvor Festen endes med Giestebud og Dands. Skuespillet forherliges ved den Mængde af Mennesker, som strømme til fra Halle og den omliggende Egn og leire sig paa begge Sider af Floden. Spadseretouren til Giebichenstein er den smukkeste ved Halle. Paa denne Kant nær ved Byen har den berømte og yndede Romandigter Lafontaine et nydeligt Landhuus, hvor han lever for Naturen og sin Muse. Som Embedsmand har han en Post, der just ikke interesserer ham meget. Han er Garnisonspræst i Halle. Han har som Feldtpræst bivaanet det preussiske Tog mod Frankrig og ved denne Leilighed samlet meget Stof til sine senere Romaner og Fortællinger. Paa den anden Side af Floden ligger det Viinbierg, som tilhørte den i sin Tid berygtede Bahrdt.

Halles Saliner ere bekiendte. Vandet er saa saltsvangert, at 32 Lod deraf give 7 Lod Salt. Arbejderne ere bekiendte under Navn af Hallorer. Deres Antal med Koner og Børn udgiør omtrent 1100. De ere Afkom af s. 55de gamle Vender og tale endnu iblandt sig selv en egen Art af Platthdsk, som ingen anden forftaaer. Der hersker en vis Oldtids Ærlighed i deres Physionomie og Væsen. De ere arbeidsomme, haardføre, nøisomme. I en Række af Aarhundrede have de vedligeholdt Egenheden i deres Sprog, Sæder og Characteer. Aarsagen er, at de stedse blive i deres egen Kreds. De gifte sig iblandt hinanden, og Sønnen følger Faderens Haandtering. Imidlertid synes de at nænne sig lidt mere til den Nation, i hvis Skiød de leve. Deres Døttre begynde at tage Tieneste i Byen, og deres Sønner at lægge sig efter andre Haandværker. De ere bekiendte som Mestere i at svømme, sandsynligt og en Levning af de gamle europæiske Nordboeres Færdighed i denne Konst. I spædeste Ungdom bringe de deres Børn af begge Kiøn ud paa et vist Sted i Saalen, hvor de snart lære dem at være Herrer over det vaade Element. Den af Hallorerne, der er Pædagogiets Svømmemester, er det samme i Academiets Tieneste. De Studerende benytte sig ogsaa flittig af denne Leilighed, og der gives mange Forældre, som sende deres Sønner paa en Sommerstid til Halle, blot i den Hensigt, at de skulle lære at svømme. En Søn af Svømmemesteren her er i disse Dage afgaaet til Jena, hvor Universitetet har engageret ham til samme Tieneste med 50 Rdlr. Gage. Hallorerne holde ligesom hine Fiskere undertiden visse Lystkampe i Saalen, hvorved de give alle deres Mesterstykker i Svømmekonsten til Skue.

Theatralske Sorestillinger har man ikke i Halle. Om Sommeren opholder sig en Truppe i Lauchstedt, et Bad 1½ Miil fra Halle, som flittig besøges af Studenterne. Nylig havde man med Regieringens Tilladelse villet anlægge et Theater i Halle selv, og man havde alt begyndt at indrette et gammelt Bryggerhuus dertil, men Academiet fandt sig beføiet til at giøre Forestilling derimod hos s. 56Regieringen, og det blev forbudet, hvorover Hallenserne lode indrykke en lang Klage i Allg. Literarisch. Anzeiger. Ellers har man her Concerter, hvori en Jomfrue Bahrdt, Datter af den bekiendte Bahrdt, pleier at lade sig høre som Sangerinde. Ogsaa have Professorerne en Klub iblandt sig selv, hvor de to Gange om Maaneden forsamle sig om Aftenen, spise varm Mad og underholde sig ved giensidig venskabelig Conversation.

Cassel, den 13 October.

Som Du seer, er da nu den Reise begyndt, som saa længe og saa levende har sysselsat min Indbildningskraft. For faa Dage siden sagde jeg G$$@ttingen mit sidste Farvel. Med saa megen Længsel jeg end havde seet denne Tidspunkt imøde, syntes dog Afskedens Øieblik mig ukiærkomment, og uvilkaarlig kastede jeg fra Veien af immer et Blik tilbage paa dette Musernes stille Hiem. Kiært skal dets Minde stedse blive mig, og den Sommers, som jeg tilbragte i dets Skiød. Jeg fordrer ikke at giøre min Dom til Regel, men skal jeg sige min Mening, saa har intet af Thdsklands Academier, som jeg har lært at kiende — og jeg har besøgt de vigtigste — fyldestgiort mig saa meget som Göttingen. Lad endog — som dog vel ikke er Tilfældet — ethvert af de øvrige Academier have ligesaa mange berømte og store Lærere: Göttingen besidder dog egne umiskiendelige Fortrin. Hertil regner jeg især den fortreffelige Bogsamling, som, allerede voxet til 250000 Bind i det mindste, aarlig forøges med en Gavmildhed fra Regieringens Side, hvorpaa maaskee kun vort Fødeland kan opvise lignende Exempel. Denne Bogsamling er en saa meget vigtigere Fordeel for de Göttingske Studerende, som Brugen deraf er fri og utvungen, især for dem, der ville benytte den til bestemte videnskabelige s. 57lige Udarbeidelser. — Ingensteds har jeg heller blandt de Studerende fundet saa megen Iver for Videnskaberne, saa megen Lærelyst og Privatflid som her; thi ellers synes det, som den tydske Student i Almindelighed anseer det for Hovedsagen, at løbe fra een Forelæsning til en anden og faae en tilstrækkelig Mængde Hæfter fuldskrevne. I Göttingen sætter man i det Hele en Ære i at have al sin Tid besat med nyttige Sysler; og den natlige Lampe skinner ligesaa oste fra de Studerendes, som fra Professorernes Arbeidsstuer. Intetgiøren kan, hvor saadan Aand hersker, ikke undgaae at bemærkes med den fortiente Foragt. Foruden de egentlige Brødstudier dyrkes her meest Historie, Mathematik, Physik, Naturhistorie og Oeconomie. Mere forsømmes de lærde Sprog; derimod lægger man sig med megen Flid efter de levende; selv Dansk og Svensk, især det sidste, begynder at komme i Mode. I Henseende til de Studerendes Sædelighed udmærker Göttingen sig til sin Forveel. Dueller og andre grove Excesser ere mindre hyppige end paa de andre Universiteter. Hemmelige Ordener findes nu slet ikke: Udryddelsen af disse er især Meiners’s Fortieneste. Overalt hersker en vis god Tone og en Elegance, der nærmer sig til Luxus. Dette er tildeels en Følge af Stedets Dyrhed. De Fattige gaae til andre Universiteter; de som komme her, ere meest unge Mennesker af Stand og Formue, som derfor og gierne medbringe en bedre Opdragelse. — Göttingens Beliggenhed er vel ikke skiøn, men den er dog i en maadelig Frastand omgivet af romantiske Egne. Behagelig er især Nærheden af Harz, hvor Scenernes Maiestæt, Biergboernes Characteer, Sprog og Sæder, Naturens Produkter over og under Jorden, og disses Bearbejdelse ved Konsten kappes om at tilbyde interessante Bemærkninger og lærerige Beskuelser. Den bliver ogsaa flittig besøgt af de Göttingske Studerende, og de, som dyrke Naturhistorien, komme sielden s. 58tilbage uden et rigt botanisk eller mineralogisk Bytte. — Skovene, Basaltbiergene, Ruinerne og Fabrikerne i Nærheden af Göttingen bidrage alle noget til Fornøielse og Underviisning; selv Leinedalen er ikke uden Interesse. Til Afvexling kan man om Sommeren besøge Badene i Pyrmont og Hofgeisman, som begge ligge kun en god Dagsreise fra Göttingen. De, som ikke kunne undvære de større Slæders Adspredelser om Vinteren, kunne en Gang imellem hente sig saadanne i Cassel. Overalt, hvis der i Göttingen var sørget ligesaavel for den legemlige som den aandelige Næring, og hvis Professorerne vare mere villige til at aabne de Studerende Adgang til deres Huse og Familier, saa skulde Göttingen i det Hele fyldestgiøre de Fremmedes Ønsker, som for Videnskabernes Skyld her tilbringe en kortere eller længere Tid.

Nok om Göttingen, hvorom allerede saa mange have sagt saa meget. Jeg vil blot tilføie, at den som Bye ingen ubetydelig Rolle har spillet i Middelalderens og senere i 30 Aars Krigens Historie. Man kan herom læse Grubers „Zeit- und Geschichtsbeschreibung der Stadt Göttingen, 3 Th. 4. Hannover 1734—1738" og et interessant lille Skrift af Billerbeck, under Titel: „Geschichte der Stadt Göttingen und ihres Gebiets. Götting. 1797. 8."

Naar man har lagt en Miils Vei tilbage, bliver Veien fra Göttingen til Cassel stedse interessantere. Egnen er fra denne Side saa riig paa Basalt, at denne anvendes baade til Landeveiens Istandsættelse og de Göttingske Gaders Broelægning. Naturen synes at have udøst al sin Ynde over den henrykkende Dal, hvor Fulda og Werra danne Weseren ved Byen M$$%nden. Disse guddommelige Egne bleve paa det jammerligste ødelagte i 30 Aars Krigen og paa ny haardt medtagne i 7 Aars Krigen; endnu synes Menneskene her ikke at være saa lykkelige, som Naturen vilde. Henved s. 59Cassel bliver Veien bar og uinteressant. Intrædelsen til Byen selv forskiønnes hverken ved smagfulde Landhnse eller prægtige Haver.

Tassels Mærkværdigheder ere for bekiendte, til at jeg behøver at give Dig nogen Beskrivelse derover. Jeg indskrænker mig til en og anden Strøebemærkning. Det prægtige Museum, hvorpaa den forrige Landgreve anvendte saa store Bekostninger, er siden hans Tid ikke bleven forøget; dette er meest Skade for Naturaliesamlingen, hvortil man havde giort en god Begyndelse, og som man, især hvad Mineralogien angaaer, i disse Egne havde Leilighed nok til at formere. Der ere derimod andre Ting, som man har giort meget fornuftigt i ikke at fortsætte, f. Ex. det kostbare og unyttige Arbeide i Florentinsk Mosaik, som skal forestille Fæstningen Rheinfels, og hvorpaa man allerede havde anvendt 60 Aar. For Resten bør man til dette Museum ikke føre alt for megen Lettroenhed med sig; af Antikerne ere adskillige uægte, og blandt Fossilierne i Naturaliecabinettet synes nogle blot at være foregivne. Bibliotheket, som er i samme Bygning, har 90000 Bind; dets aarlige Forøgelse er ubetydelig. Kun Raader og Hoffolk kunne erholde Bøger tillaans herfra; sandsynlig bliver da Bibliothekaren ikke meget foruleiliget. Ved Bogsamlingen er et Værelse, hvor Selskabet for Oldsagerne, med hvilket det uden Tvivl snart vil være forbi, endnu holder en Samling hvert Fierdingaar.

Theatret er rummeligt og ret smukt. Landgrevens Loge tager sig ret godt ud i Midten af Amphitheatret. Parqvettet er kun for Officerer, Adelige og Fremmede. Denne Opmærksomhed for de Sidste synes meest at være beregnet paa de Göttingske Studerende. Orchestret bestaaer af nogle og 20 Personer. Mad. Hasloch er Theatrets bedste Skuespillerinde.

s. 60I det Stykke, som jeg saae, vare Costumerne forsømte, men Dekorationerne ikke slette.

En snorret Allee, bebygget paa begge Sider med Huse, som just ikke røbe Beboernes Velstand, fører ned til det bekiendte Weissenstein, ¼ Miil fra Byen. Slottet er endnu ikke fuldført. Blandt Architecturens Værker vil det neppe faae nogen betydelig Rang. I den ene Fløi, som er færdig, findes en skiøn Samling af den berømte Tischbeins Malerier, meest historiske Stykker; ogsaa seer man der adskillige gode Arbeider af den nuværende Hofmaler B$$@ttner. Parken, som ligger ved Slottet, er skiøn, og vilde være endnu skiønnere, hvis den gode Smag ikke fornærmedes ved en Mængde ligesaa slet udtænkte som anbragte Zirater eller rettere Legetøi, hvilket altsammen er ældre end den nærværende Landgreve; thi man maae sige til dennes Roes, at hans Bidrag til Parkens Forskiønnelse røbe langt mere Smag end hans Forgiængers. I Baggrunden hæver sig det bekiendte Under Carlsberg med sit Vandfald, Octogon og Colos. Det hele prodigiøse Værk kan i det høieste opvække Forundring. Indbildningskraften finder det ligesaa lidet skiønt, som Forstanden nyttigt. Et Aarhundrede behøvedes for at fuldføre det; en kortere Tid vil maaskee nedbryde det; dets Ruiner kunne blive lærerige for Efterverdenen paa samme Maade, som Ægyptens Pyramider ere blevne det. — Til de fortrinligste Forskiønnelser, Parken skylder den nærværende Landgreve, hører den paa Siden af en Bakke nylig opførte Bygning, i Form af en halvruineret gothisk Borg og Ridderslot. Mennesket finder en egen Fornøielse i at sætte sig tilbage blandt Oldtidens Scener, og de Gienstænder, som paa en levende Maade fremstille disse for Indbildningskraften, have derfor stedse en besynderlig Interesse. Dette er Tilfældet med L$$@wenburg — saa hedder det antike Slot — hvis hele Architektur, Indretning og s. 61Boehave er en treo Efterligning af Middelalderens Costume. En Vindebroe fører over Gravene til en snever mellem to gothiske Taarne anbragt Port, hvorigiennem man kommer ind i Borggaarden, der dannes af 4 Fløie i Form af en Reetangel. Alle- Bygningerne ere tilstrækkelig forsynede med Taarne, Gavle og andre gothiske Udziringer. Hovedbygningen, som er bestemt til Vaaning, bærer et høit Taarn eller Warte, hvorfra man nyder en meget skiøn Udsigt. Vindver, Trapper, Senge, Stole, Borde, Speile og andet Boehave, forkynder henfarne Aarhundreder, og den Tilskuer, som er noget bekiendt med Middelalderens Characteer, synes at læse denne paa enhver Gienstand. Unægtelig en interessant Illusion. Meget af dette antike Boehave er først nu forfærdiget i denne Smag; men meget er og virkelig fra gamle Tider; man har samlet af alt saadant, hvad man kunde saae fat paa. I den store Spisesal prange Væggene med en Deel anseelige Hiortehoveder, Jagtens Trophæer. Ganske nydelig er et lille Bibliothek af ældre og nyere Ridderromaner og andre til Chevaleriets Historie henhørende Bøger, som staaer i et eget dertil bestemt Cabinet. Man har heller ikke forsømt at samle en Mængde gamle Malerier, især Portræter. Fra Konstens Side uden Værd har denne Samling dog en egen Interesse, som et ikke uvigtigt Bidrag til Maleriets Historie i Tydskland. I Rustkammeret finder man gamle Piker, Sværde, Skiolde, Hielme, Pantsere, Staalhandsker o. s. v. Et eget mørkt Værelse er bestemt til Opholdssted for fangne Riddere. Borgen har og sin Kirke, i hvis Muur ere anbragte 12 Nischer, der vente paa ligesaa mange Apostler. Over Stalddøren præsentere sig to Hestehoveder. Gaarden selv er broelagt med brogede Stene i allehaande Figurer. En lille Borghave (Burggarten), indsluttet af den yderste Muur, besinder sig bag Hovedbygningen. Ved Foden af den skal med Tiden en Flod styrte sig s. 62frem over uordentlige Fieldstykker. Det Hele er særdeles romantisk; maaskee havde det dog været bedre, om man ikke havde opført denne Bygning under Form af en halv ruineret Borg, men i dets Sted enten som ordentlige Ruiner, eller som et i alle Henseender fuldkomment Ridderslot, skiønt det ei kan nægtes, at denne Blanding, ihvorvel noget unaturlig, forhøier ved den sammensatte Idee baade Anskuelsens Interesse og Imaginationens Fornøielse. Slotsforvalteren kaldes her, ligesom paa de øvrige Slotte, Burggraf. Ellers fortiener endnu paa Weissenstein at sees Oeconomie-Director Schildbachs Naturaliesamling, især til Træernes og Fuglenes Historie. Ogsaa har Stedet den naturhistoriske Mærkværdighed, at man finder der en Mængde ofte temmelig store Oliviner eller basaltiske Chrhsolither.

Om Videnskabernes og Boghandelens Tilstand i Cassel maa Du ikke spørge mig. Hvor Trykke- og Læsefriheden er saa indskrænket som her, kan om disse Gienstænder ikke være meget at sige.

Den nyere Deel af Cassel er, som Du veed, smuk; men Menneskene synes her mere at være til for Husenes Skyld, end disse for hines; thi Tomhed hersker paa de brede Gader, og Armod kiger ud af Palæerne. I det Hele er der liden Luxus og Vellevuet i Byen. Paa offentlige Steder seer man meest Officerer, ligesom paa Gaderne og paa Landet meest Soldater.

I Morgen gaaer Touren videre ad Holland til. Jeg og min Medreisende have idag erholdet et frensk Pas af den franske Legations Secretær Borger Simon, en Mand, hvis uetikettiske Jevnhed og forekommende Høflighed fuldkommen svarede til det Begreb, hans Rygte havde givet mig om ham. Han udfærdigede vore Passe med største Beredvillighed, og sagde os Farvel paa en Maade, fem vi ansaae lige smigrende for os og vort Fødeland.

Amsterdam, den 24 October.

Det Stykke af Hessen, man reiser igiennem fra Cassel til de Vestphalske Grændser, er ret smukt. Landsbyerne have et temmelig godt Udseende, og Folkene selv saavel i Legemsbygning, som Raskhed og Munterhed meget forud for den pflegmatiske Hannoveraner; man synes endnu at spore hos Hesserne, om ikke den Aand, saa dog den Kraft, som giorde deres Forfædre Catterne saa frygtelige for Romernes Legioner. Vi kom igiennem en Deel Træeplantninger, anlagte for at erstatte Tabet af de Skove, som syvaars Krigen ødelagde. Hessens Beliggenhed har fra de ældste Tider af stedse giort det til Skueplads for Krigens Raserier. Frankernes og Thüringernes giensidige Fiendtligheder havde næsten giort det til en Ørk, da Bonifacius kom herhid for at præke Evangelium. — Vestt$$%ffel er den første Station fra Cassel. Det var just Søndag. Nysgierrighed førte mig op i Landsbyekirken, hvor der netop nit holdtes Gudstieneste. Præsten, Hr. Isereil. en ung Mand med tækkelige Gaver, holdt en kort, men populær og practisk Tale over Kiærlighed til Christus. En Degn med en meget lang Pidsk — et Slags characteristisk Mærke paa Hesser — gik ligesom hos os omkring med en Tavle under Prækenen. Denne endtes med en vidtløftig Kundgjørelse af en Høstboddag, der formodentlig er bleven hørt med megen Opbyggelse, siden den ikke indeholdt andet end skrækkende Skildringer af overhaandtagende skadelige Grundsætninger og ivrende Advarsler mod dem.

Det varede ikke længe, inden Kors og Helgenbilleder fortalte os, at vi havde betraadt Paderborns Gebeet. Vestpbalert har Ord for at være den Deel af Tydskland, som det er meest uinteressant og kostbart at reise igiennem, paa den ene Side formedelst Naturens Nøgenhed, Veienes Vanskelighed og Landets fattige Udseende, paa den anden s. 64formedelst Menneskenes Tilbøjelighed til Bedragerie. I alt dette lyver Rygtet ikke det mindste. Veien gaaer næsten bestandig giennem sandede og lidet dyrkede Sletter, og var allerede nu paa mange Steder meget slet. For Befordringen gives ingen fast Taxt, men Postmesterne, som ene ere i Besiddelse af Rettigheden at befordre Reisende, kunne lade sig betale saameget, de lyste, og skamme sig heller ikke ved at føre sig denne Lejlighed til mueligste Nytte; man maa være glad, naar man har en Vogn for 2 Rdlr. Milen. Adskillige Reisendes offentlige Klager i tydske Blade skal endelig, siger man, have bestemt Øvrighederne til at ville raade Bod paa disse Misbruge, og man haaber, at en fastsat Taxt inden kort Tid skal betrygge Fremmede mod dette Slags Bedragerie. — Vestphalen synes saavel i Henseende til Landets som Folkets Cultur at staae et Par hundrede Aar tilbage; ingensteds bære heller Smaastæderne, hvoraf her gives en Mængde, saa paafaldende Middelalderens Præg, som her. Man finder dem netop saaledes, som Meiners i sin „Vergleichung des Mittelalters" beskriver de gamle tydske Slæder, byggede paa Forhøininger, omgivne med betaarnede Steenmure, Gaderne uordentlige og opfyldte med Møddinger, Menneskers og Qvægs Vanning under eet Tag o. s. v.

Den første Station i det Vestphalske er Ossendorf, en Landsbye, hvor man just den Dag, jeg kom derigiennem, holdt den saakaldte Kermes (egentlig Kirchweyhfest), en Festlighed, der her følger paa Markarbeidets Slutning om Efteraaret. Alle de unge Karle af Landsbyen forsamle sig I Kroen, hvorhen de og indbyde de ugifte Fruentimmer. Her spises, drikkes og dandses ofte 8 Dage i Træk, alt paa Karlenes Regning, hvoraf Enhver ved denne Leilighed pleier at tilsætte det halve af sin aarlige Løn. Saalænge Høitideligheden varer, tør ingen Hunsbonde forlange noget s. 65Arbeide af sine Tienestefolk. Medens Kndsken fortalte mig alt dette, nænnede vi os til Klosteret Erdehausen. Jeg spurgte ham, for at høre hans Mening, hvad vel disse Munke bestille?" „Die Mönche? — sagde han med en foragtende Mine — sie leben wie die Mistschweine." Jeg erfarede ved flere Anledninger, at mange friere Ideer her ere i Omløb blandt den almindelige Mand, og velunderrettede Folk forsikkrede mig siden, at jo mere man nærmer sig til Demarcations-Linien, desto hyppigere har man Leilighed til at giøre denne Bemærkning.

Natten tilbragtes i Flekken Lichtenau. I en umagelig Maskine af en Vogn, hvis Overdeel havde megen Liighed med en rummelig Kasse, ankom jeg næste Dag til Paderborn, som har sit Navn af Paderens Udspring. Byen er ikke umærkværdig i Historien. Carl den Store, som stiftede Bispedømmet, opholdt sig ofte her med sin Svite og bidrog derved ikke lidet til Byens Opkomst. Her var det og, hvor den samme Keiser i Aaret 782 modtog Hunnernes og den danske Kong Sigfrids Gesandters. For nærværende Tid har den et melancholsk Udseende. Trivelige Munke og sortslørede Bedesøstre er det, som her meest falder Reisende i Øine. — Den Strækning fra Paderborn over mod Göttingen ad, er en af de meest afsides og mindst besøgte Egne i Tydskland. Den største Deel deraf er bedækt af den vidtløstige Zollingerwald, som sparsomt bestrøet med Menneskeboliger, endnu giver en anskuelig Idee om Tydsklands gamle Udseende. 30 Aars Krigen, hvis Ødelæggelser ingen Krog knude undgaae, forvandlede dette Strøg ganske til en Ørk, og af adskillige Byer er endnu blot Navnet og Kirkernes Ruiner tilbage. Ved en Fodreise fra Pyrmont til Göttingen lærte jeg at kiende disse halvvilde Egne, hvis Beboere betragtes af Naboerne omtrent med samme Øine, som Kulsvierne hos os. Ingen ordentlig Landevei gaaer s. 66herigiennem, og for at komme fra Göttingen til Paderborn maa man derfor sædvanlig giøre en Omvei af 6—7 Mile, enten over Cassel eller Cimbel. I Nærheden af disse Egne henimod Detmold befinder og den mærkværdige Slette sig, hvor Barns leed et totalt Nederlag af Arminius og noget over 700 Aar derefter Wittekind af Carl den Store.

5

Fra Paderborn af bliver Beien stedse uinteressantere, og Dialecten stedse plattere. Warendorf er den bedste Flekke, man treffer mellem dette og Münster. Den er bekiendt af sine Linnedmanufacturer, hvoraf og den omliggende Egn har god Næring. Tilforn havde man betydelig Afsætning til Frankerig, men Krigens Uroligheder og den høie Told, den franske Regiering har lagt paa indgaaende Manufactur-Vare, har i senere Tid giort saavel denne som de andre Vestphalske Manufacturer stor Afbræk. Konstige Blegemidler kiender man endnu ikke her. Manufacturisterne ere her simple Folk, der intet forstaae mindre end Chemie. Paa Stedet er og et Franciscaner-Kloster, hvis Munke ogsaa ere Lærere ved Byens latinske Skole, der har 70 Disciple. Denne Underviisnings-Anstalt er, som man kan vide, elendig i alle Henseender, og et uslere Hul af en Skolebygning erindrer jeg mig ingensteds at have seet. Desto høitideligere var Gudstienesten om Aftenen i Klosterkirken. De store Boxlys, den over hele Kirken udbredte Vellugt, den Damp, som svæver over Choret, og indhyller det og dets Tienere i en hemmelighedsfuld Maiestæt, den Afvexling af Messen, Musik, Klokkeklang, Tilhørernes andægtige Stilling og saadant mere giver unægtelig den catholske Gudstieneste en Interesse for Sandserne og Indbildningskraften, som ikke kan andet end giøre et levende Indtryk paa den mindre dannede Folkeclasse, og for saavidt opfylder den langt bedre sin Hensigt end Protestanternes. Munkenes Antal i Klosteret er ikke mere fuldstændigt. „Sie wollen nicht mehr s. 67hinein", sagde min Vært, der ellers betragtede dem med megen Ærbødighed.

I M$$%nster var der just et stort Marked, da jeg kom der. Den største Deel af de sammenstrømmende Fremmede bestod af Hottændere, der udmærkede sig kiendelig fra alle andre ved deres vide og grove Klæder, store Skoe, runde Parvkker og hele Nationalphysionomie. Münster er Sædet for en Mængde Capitalister og rige Geistlige, især Domherrer , saa man næsten skulde troe, at Zions Konge endnu holdt sit Hos her. Domherrernes Pladser blive stedse solgte; den almindelige Tapt skal være 10000 Rdlr. — Ingensteds i Thdskland seer man saadan Mængde, som her, af Ludvigsriddere, Exadelige, Exgeistlige og andre Frankerigs forlorne Sønner. For Resten giver Nærheden af Demarcations-Linien disse Egne for nærværende Tid et vist Liv og Interesse; tusende Anecdoter fortælles, og tusende Domme høres, ligesaa forskiellige som de Dømmendes Kundskaber, Synspunkter og Ønsker.

Saalænge det Münsterste varer, vedbliver Veien at være uinteressant og Landet slet dyrket. Aarsagen til det sidste ligger for en stor Deel deri, at Bønderne ere ufrie og hoveriegiørende. Men neppe har man betraadt Hollands Grændser, før alt tager et andet Udseende. Veldyrkede Marker, nydelige Græsgange, store Haver, bestandige Alleer, Canaler og Grøfter, smukke og yderst reenlige Landsbyer, gode Veie, fortreffelig Befordring forkynde Flid, Velstand, Orden. Hele Jorder seer man besaaede med lutter Kiøkkenvæxter. De, som leve af Agerbrug, ere for nærværende Tid meest lykkelige; thi Handelens Ruin har ogsaa bragt Fabrikerne og Haandværkerne saaledes i Afmagt, at Mestere, som før holdt 40—50 Svende, nu ikkun have beholdt nogle faa, somme slet ingen, tilbage. Mange Mennesker ere derved blevne brødløse; de fleste ende med at blive Soldater.

5*

s. 68Den første vigtige Bye i Holland fra denne Side er Arnheim som nu har en fransk Garnison. Egnene heromkring ere smukke, men Engelsænderne, hvis Opførsel overalt var ligere Fienders end Hielpetroppers, have for en Deel ruineret Alleerne ved Landeveien. De have i hele Holland efterladt sig et forhadt Minde, dog endnu i en mindre Grad end Preusserne i Slutningen af forrige Decennium; thi hine kom dog som Folkets Forsvarere, disse derimod som dets Undertrykkere; desuden erstattede de engelske Officerer ved den Mængde af Guld, de fortærte, paa nogen Maade deres Soldaters Excesser, da derimod Preusserne, saavel Officerer som Soldater, ikke tænkte paa andet, end at berige sig ved alle de Midler, Overmagten gav dem i Hænderne.

Jeg standsede i Utrecht — efter Landets Udtale Vitrecht — en stor, smuf og reenlig Bye, som de hollandske Stæder i Almindelighed ere. Academies her var næst Leiden, det anseeligste og berømteste i Holland. Før jeg giør Dig nærmere bekiendt med det, maa Dn tillade mig at forudskikke nogle almindelige Bemærkninger over det academiske Væsens nærværende Stilling i Holland. Den videnskabelige Statsforfatning er ligesaalidet fritaget fra Omveltninger, som den borgerlige; og skiønt Historien viser, at den sidstes Forandringer sædvanlig kun havde liden Indflydelse paa den første, synes dog i vore Tider ogsaa dette at have taget en ganske ny Vending. Det franske Folk, efterat have udkastet og realiseert en republikansk Statsforfatning, troede at finde alle de hidtil bestaaende offentlige Indretninger til videnskabelig, religiøs og moralsk Opdragelse uforeenbare saavel med Repnblikanismens Grundsætninger, som med den menneskelige Aands Fremskridt til Fuldkommenhed. Christendommen ombyttedes med Philosophie og republikansk Moral. Academier forsvandt indtil Navnet, og ved Oprettelsen af andre videnskabelige Opdragelses-Anstalter troede man at s. 69nærme sig saa meget mere til Fuldkommenhed, som man bortfiernebe sig fra Liighed med hine. Jeg tiltroer mig ikke at afgiøre, om Videnskaberne ved denne pludselige Metamorphose i det Hele tabte eller vandt, men lærerig er stedse Begivenheden. Det øvrige Europas Universiteter kan og bør deraf drage den Bemærkning, hvor vigtigt det er at gaae frem med Tiderne og saa at sige bestandig være sysselsat med at reformere sig selv. I manglende Fald vil de stedse vise sig i større og større Contrast med Tidernes Tarv, stifte mindre Nytte og nærme sig deres Opløsning. Du seer, at dette skal være en Indledning til den summariske Idee, jeg nit vil give Dig cm de hollandske Academiers nærværende Tilstand og sammes Aarsager.

Holland blev republikaniseret efter franske Grundsætninger, og underordnet sin Skaberinde paa en Maade, som ei er meget forskiellig fra Underkastelse. Moderrepubliken blev Mønster for Bataviens Organisation, og den første naturlige Følge deraf var, at Geistlighed, Academier og Skoler kom i en saa meget mere vaklende Stilling, som de syntes at staae i Misforhold til de adopteerte franske Grundsætninger. Den Vinding, Staten maaskee kunde faae i Sinde at forskaffe sig ved en total Reform i disse Ting, forøgede Uvisheden i deres Forfatning. Man erindrer sig, hvorledes selv Reformationen havde Fyrsternes Lyst til de gejstlige Godser langt mere end enhver anden Bevæggrund at takke for dens Fremgang. — Imidlertid er dog hidtil ingen Forandring foretaget i Henseende til Geistlighed, Universiteter og Skoler. I Følge den sidste Constitution af 1 May 1798 skal alt dette forblive ved det gamle de første 3 Aar. Efter den Tids Forløb vil Staten være betænkt paa de fornødne Forholdsregler i Henseende til den Reformation, som den agter at foretage. Saalænge svæver man altsaa nu i bestandig Uvished; det eneste man kan vide, er dette, s. 70at der forestaaer en total Reform, og at denne, hvis Tingene ikke forinden tage en anden Vending, vil vorde iværksat efter Grnndsætninger, der bortfierne sig ligesaa meget fra de gamle, som de nærme sig til de Franske. Følgen af denne vilkaarlige Stilling er let at indsee. Alt er i en Stillestand, en uvirksom Forventning. Hverken Lærere eller Lærlinge ville arbeide med nogen Iver paa den Bygning, som de formode snart skal nedrives. De hollandske Academier befinde sig derfor i dette Øieblik som i en Slags døende Tilstand, og fremstille for Iagttagerens Øie alle en nærforestaaende Opløsnings sørgelige Mærker. Dette i Almindelighed. Det Speciellere vil Du lære at kiende af den nærmere Beretning, jeg vil give Dig om ethvert af de to vigtigste hollandske Academier, som jeg paa min Reise besøger. Her nit for det første noget om Universitetet i Utrecht.

Du veed, at det lærde Væsen i Holland stedse har havt sine egne Særmærker, der synes at staae i nogen Forbindelse med Nationens Characteer. En overordentlig Udholdenhed og utrættelig Taalmodighed selv i de tørreste og subtileste Undersøgelser, en uhyre Erudition, dybttrængende Grundighed og ængstelig Nøiagtighed udmærkede stedse de hollandske Lærde og de Værker, som kom fra deres Hænder. Navnene Grotius, Scaliger, Gronov, Muschenbroeck, Schultens, Lysnet, Walkenaer og mangfoldige andre maae herved falde Enhver ind, som har nogen Bekiendkskab til den hollandske Literatur. Kun Skade, at den Smag og Philosophie, uden hvilke den blotte Erudition ikke kan stifte megen Gavn, saa ofte savnedes i de hollandske Lærdes, især Theologernes og Philologernes Skrifter. Samme Udseende vedligeholder i det Hele Hollændernes literariske, i Særdeleshed deres academiske Væsen den Dag i Dag er. Holland indeslutter i sin snevre Kreds 5 Universiteter, Gr$$@ningen, s. 71Franeker, Hardervyck, Utrecht og Leiden. De to sidste have stedse været de vigtigste. Utrecht har dog i alt kun 14 academiske Lærere, hvoraf 4 ere Theologer. Skulde man vel troe, at de hollandske Theologer endnu mod Slutningen af attende Aarhundrede vare deelte i Partier, der have deres Oprindelse fra nogle gamle elendige Stridigheder, som Kirkehistorien omtaler med Medynk? Og dog forholder det sig saa. Voetianerne (udtales: Futianerne) giøre sig endnu en Ære af fra Utrechts Lærestole at trodse Locceianerne, hvis Hovedsæde Leiden stedse var. Disse to Partier troes endnu saa nødvendig forbundne hver med sit Universitet, at yngre og fornuftigere theologiske Professorer, der foragte dette Sectererie, ikke kunne nndgaae at betragtes som Tilhængere af det Partie, der har Hiem paa det Sted, hvor de ere. Ethvert af disse to Partier tællede stedse et mægtigt Anhang, og søgte at forstærke sig saameget mueligt. Derfor var det ofte Tilfældet, at naar en Theolog blev forflyttet, fulgte hans hele Auditorium med ham, eller, om han døde, gik over til den Lærer, som havde Ord for at være den Afdødes Grundsætuinger meest troe.

Dogmatik og Polemik ere næsten eneherskende paa de theologiske Cathedre, især de gamle Professorers; disse læse deres Theologia typica, elenctica etc. Ord til andet saaledes, som de dicteerte den for 30 à 40 A ar siden. Polemiken , der før meest gik løs paa Fortidens Kiættere, foruden giensidig paa Voetianer, Cocceianer, Arminianer og andre indeulaudske, har i senere Tider udvidet sine Grændser til en anden Side. Pelagianer, Socinianer og andre gamle Kiættere, som den rettroende Kirke for længe siden har fordømt, glæde sig ved at faae en Smule Pusterum, medens den nye Vantroe sysselsætter Theologernes Vaaben. Prof. Koyaards i Utrecht har i Aar forkyndet denne en s. 72alvorlig Feide, som man seer af Lectionscataloget ¹H Royaards gravissima qvædam religionis capita exponet, eaque mullorum hodie temeritati et opinionum vanitati opponet.. Kirkehistorie, naturlig Theologie og Moral ansees her som overflødige eller mindre vigtige; thi de foredrages slet ikke. Theologiens nærværende Udseende i Tydskland kiende de fleste her endnu kun af Rygtet; deraf have de ogsaa meer end nok. En Undtagelse fra den gamle Slendrian giøre nogle saa yngre Decentere, som have studeret i Tydskland. En saadan Aland eier Utrecht i den værdige Prof, Heringa, der ved sin Lærdom, Tolerance og practiske Forelæsninger gavner mere, end alle hans Colleger tilsammen, skiøndt han i disses Øine ikke er fri for en temmelig Portion Kiætterie. Den af sin bibelske Geographie bekiendte Hamelsveld var ogsaa engang theologisk Professor her. I de borgerlige Uroligheder for en halv Snees Aar siden var han for meget Patriot, og blev derfor af Statholderen afsat; selv hans Portræt i Senatssalen maatte tage Deel i hans. Misgunst. Den bataviske Revolution aabnede ham en ny og mere glimrende Løbebane. Han blev Lovgiver og tillige Curator for det samme Academie, hvoraf han før ikke maatte have den Ære at være Medlem. Men under Revolutioner dreier Lykken sit Hiul med dobbelt Hastighed. Den sidste Catastrophe kom, og Hamelsveld var blandt dem, som bleve satte nd af den politiske Virkekreds. Han blev endog arreteret, men snart igien sat paa fri Fod. Nu privatiserer han i Amsterdam og beskieftiger sig med en ny hollandsk Bibeloversættelse.

Af Utrechts 280 Studerende ere 70—80 Theologer. De geistlige Embeders Mængde er saa stor, at de af Landets Børn, som studere Theologie, neppe ere tilstrækkelige til at besætte samme. Adskillige Tydske finde ved denne s. 73Leilighed Brød. For Resten have de politiske Forandringer endnu ingen kiendelig Indflydelse yttret paa Theologiens Tilstand her. Det eneste er, at adskillige theologiske Lærestole blive staaende ledige, og andre vorde besatte med Decentere under nye Titler, f. Ex. Professorer i Kirkehistorie, naturlig Theologie o. s. v.

I Philosophien holder man endnu ved det Wolfiske System. Prof. Hennert har vel oversat noget af Kants Skrifter paa Hollandsk, men det er slet ikke bleven optaget med nogen Opmærksomhed. Man synes at være ligesaa bange for ny Philosophie, som for ny Theologie. Overalt er Philosophien neppe et Studium, der kan giøre Lykke hos Hollænderne. Den critiske Philosophie er derfor saa godt som ubekiendt her. Du vil altsaa og kunne vide, hvorledes det seer nd med Lovkyndighedens philosophiske Deel. Man læser Naturret efter nogle gamle latinske Compendier, og selv dette, at der i Vinter bliver holdet en Forelæsning over Naturretten, anførtes som en Nyhed.

Skiønt Philologien bestandig har spillet den vigtigste Rolle paa Hollands literariske Skueplads, saa have dog alle de philologiske Videnskabers forskiellige Grene i Utrecht kun to Lærere, Oldingerne Segaar og Saxe. Den sidste, en ærværdig Mand af uhyre Erudition, er bekiendt af sit Onomasticon, hvis sidste Deel, allerede færdig til Trykken, først efter hans Død skal lomme for Lyset. Sin udbredte Lærdom uagtet kan han nu neppe faae et Auditorium samlet, skiønt han tilforn sædvanlig talte 70 til 80 Tilhørere. Overalt har den gamle Iver for de philologiske Videnskaber ogsaa her tabt sig meget, og den tilvoxende Ungdom lover kun lidet for samme. Man tilskriver denne ugunstige Vending tildeels Skolernes me er og meer tiltagende Forfald.

Physiken har en interessant Lærer i Professor Kossyn. Mathematiken doceres af Philosophen Hennert. De medicinske s. 74Professorer ere: Luchtmanns, Sremery, van Genns og Bleuland. Den sidste har en seeværdig Samling af Præparater. Van Genns har Opsigten over den botaniske Have, som vel kun er liden, men dog temmelig riig paa exotiske Planter.

Professorernes Gage er 1500—2000 hollandske Gylden. For et Cursus af 10 Maaneder faae de desuden af hver Tilhører 30 Gylden. Alle Forelæsninger, selv physiske og mathematiske, holdes paa Latin; Professorerne have derfor megen Færdighed i at tale dette Sprog, som man i Tydskland begynder ikke længere at forstaae. For at indskrives som academisk Borger betales kun 3 Gylden, hvorimod Vedkommende faae et Beviis som Studentere. Tilforn blev slet intet Beviis givet; nu tiener det som en Friseddel mod Krigstieneste. Bibliotheket er ikke af megen Vigtighed. Blandt de Haandskrister, det indeholder, ere nogle af den berømte Gudius. Ved Mariækirken findes og en lille Bogsamling, der har en Deel Palæotyper og Haandskrifter, meest af Kirkefædre og Bibeloversættelser; men det ene ligger med det andet begravet i Støv, og intet Menneske bekymrer sig derom.

Senatets Forsamlingssal (Senaculum) er prydet med en Deel hollandske Lærdes, især Utrechtske Professorers Portræter; man seer deriblandt en Witsius, Grævius, Burman den Yngre — et fortreffeligt Ansigt — Muschenbroeck, Wesseling og flere berømte Mænd. Ved Siden af denne Sal er det store Auditorium, hvor man endnu foreviser det Træe-Indelukke, fra hvilket den bekiendte Jomfrue Schurman, der giorde latinske og græske — jeg troer endog hebraiske — Vers, hørte til paa Disputatser og andre lærde Forhandlinger, da hun som Fruentimmer ikke torde være synlig tilstæde. Nu er Kiønnet ikke saa frygtsomt.

s. 75Af Hollands større Byer, som ikke ere Søestæder, ansees Utrecht for den rigeste, ligesom Leiden for den fattigste. Imidlertid have Rigdommene her ligesom i det øvrige Holland paa de sidste Tider faaet en slem Svindsot. De store Capitalister have allerede ofret Friheden henimod den tredie Deel af deres Formue. De anseeligste Familier, som pleiede at føre en temmelig høi Grad af Luxus, indskrænke sig derfor mere og mere, især da man for visse Aarsagers Skyld nu gierne vil synes fattigere, end man er. En vis Frygtsomhed, Tilbageholdenhed, Uselskabelighed og Mangel paa Giestfrihed synes at bemærkes som en Følge heraf. Utrechterne have ikke destomindre udmærket sig ved at hellige den bataviske Revolution et Mindesmærke paa Byens anseeligste Plads; det er en med Symboler og Indskrifter ledsaget Friheds-Statue, som fra Konstens Side ikke skulde være noget slet Stykke, hvis det havde været af Steen eller Bronze, isteden for af Træe.

Overordentlig behagelig er Veien fra Utrecht til Amsterdam. Den er et af Hollands skiønneste Partier. Du maa ingenlunde her tænke paa romantiske Afvexlinger af Bakker og Dale, Skove, Klipper og Floder. Skiønheder af denne Art findes saa lidet i hele Holland, at Landskabsmalerne, naar de ikke gik til Italien, dog i det mindste umatte see sig lidt om i Geldern og de høiere Rhinegne, for at samle det nødvendige Stof for deres Indbildningskraft. Her i Landet er alt saa jevnt og horizontalt, som en Vandflade, og man kan neppe engang sige, at her exristerer Natur, siden alt, hvad man seer, er Konstens Værk. Ikke destomindre bliver dog den omtalte Vei fra Utrecht til Amsterdam stedse saare skiøn i sin Art, især paa den bedste Tid af Aaret. Forestil Dig en Strækning as grønne, blomsterrige Enge, hvor colossalske Kroppe af Køer vade flokkeviis i Græs til Bugen; tænkt Dig alt dette velsignede Land, s. 76som nu fryder dit Øie, alene ved Menneskeflid Havet fravundet; tænk Dig det giennemskaaret af utallige Canaler, der vise sig som Sølvstriber i det uendelige Grønne; tænk Dig en Mængde af Vindmøller allevegne i Bevægelse for at udmale Vandet af de lavere Canaler i de høiere; tænk Dig endelig en saadan Canal paa begge Sider bekrandset med en uophørlig afvexlende Række af nydelige Landhuse, skiønue Palæer, prægtige Haver og Parker, smukke Landsbyer, hvis Udseende ikke røber andet, end Beboernes Reenlighed, Industrie, Rigdom og Lyksalighed; tænk Dig alt dette samlet, og — Du reiser fra Utrecht til Amsterdam. Skade, at der i al den Herlighed stedse skal være noget, som støder den Reisendes Øie. Hist har Kniven mishandlet de stakkels Træer, saa de staae saa stive som en Vagtparade, her har Saxen tvunget de unge Hækker til at antage Skikkelse af Hjerter, Kors, Pyramider og Alskens Ting; hist præsentere sig chinesiske Lysthuse og andet Dukkestads, her har Eieren udtømt sin Opfindelse paa Indskrifter; hist prunker et Palæ med overladte Forziringer, her bærer et andet paa underlige Grupperinger af Skorstene og Veirhaner. Ogsaa Vindverne ere i Almindelighed smagløse.

Man kommer her meget beqvemt afsted med de saa kaldte Treckschuyter og tillige gesvindt. Sædvanlig lægges een Miil tilbage i 1½ Time. Schuyten trækkes ved et Reeb af en Hest, som en Karl, der kaldes Jager, rider paa Landet stedse i Trav. For at ingen Hindring skal være i Veien for Rebet, er Canalen ikke beplantet med Træer paa den Side, hvor Veien gaaer. Naar to Schuyter møde hinanden, maa den ene af Jagerne for et Øieblik lade Rebet falde. Schuyterne selv ere smaa, pyntelige, svømmende Huse med fladt Tag, som man kan gaae eller staae oven paa, om man vil. Under dette ere to Afdelinger, et større foran, som er det almindelige og sælles Rum, og et s. 77mindre bag t, som kaldes Roes, hvor der ere Vindver, Bænker med Hynder paa og el Bord — en Plads, der koster en Smule mere end i det større Rum. Man kan og leie hele Roefet for sig selv. For en almindelig Plads betales kun 6 Styver pr. Miil. Jageren faaer et Par Skilling i Drikkepenge. Da denne Befordring er saa let og beqvem, ere Schuyterne stedse fulde af Mennesker. Bevægelsen er, Hastigheden uagtet, saa rolig, at man neppe mærker, man skrider frem. Skipperen med sin Leerpibe i Munden og sin runde Paryk paa Hovedet, præsiderer ombord. Hans politiske Meninger, som han er tilbøielig til at meddele sine Passagerer, bestemme hans Schuytes Benævnelse. Der ere saaledes baade patriotiske og oraniske Schuyter. Imellem Utrecht og Amsterdam gaae daglig 6 Schuyter, tre fra hvert Sted til corresponderende Tider. De, som gaae ud paa samme Tid, møde derfor altid hinanden paa Halvvejen. Man bliver ikke stedse paa den samme Canal, men træder undertiden giennem Sluser af en i en anden. Et Par Steder paa Veien giøres halt, og her finder man da altid Thee og Kasse — eller rettere Kaffevand — færdig. Kaffe er Hollændernes Nectar; de drikke den i store Doses 4 à 5 Gange daglig. Jeg troer, at Misbrugen af denne Drik for en Deel maa være Aarsag i, at Fruentimmerne her i Almindelighed see saa blege ud. En halv Miils Vei fra Amsterdam træder man ind i den anseelige Amstel ved den smukke Landsbye Ouderkerck, som synes at være bygget i Vandet selv. Man seer nu Amsterdam i Forgrunden. Jo mere man nærmer sig denne Stad, desto mere levende bliver alt. Amstelen vrimler af Schuyter og Skibe, som møde og forbifare hinanden. Lystgaarde og Haver bedække Bredderne. Veien langs med Floden er fuld af Eqvipager og Cabrioletter, sædvanlig langt mere moderne og smagfulde end de Herrer, som sidde s. 78i dem. Snart har man naaet Bryggen uden for Byen. En Mængde tienstagtige Aander, forsynede med Trillebører, staae paa Øieblikket om de Reisende, for at bringe deres Tøi til Byen. Ma$$ maa accordere nøie med dem, thi de ere uforskammede i deres Fordringer. Ledsaget af et saadant Væsen, som her kaldes Rruyer, kom jeg lykkelig hen til ’t Wapen van Amsterdam, et meget godt Herberge, hvor jeg i dette Øieblik befinder mig ret vel.

Amsterdam, den 29 October.

Hvad skal jeg fortælle Dig om Bataviens første Stad? Vilde Du gierne høre om Actier, Vexelcours, Expeditioner, Leveranær, Negotiationer, Banknoter, Kongers og Fyrsters Obligationer, Monarchers og Republikers Credit, tvungne og utvungne Laan, Compagniers Afmagt, blomstrende og vaklende Comptoirer og slige Ting, saa skulde der være nok at sige. Men tag det bort, som hører til Koopen og verkoopen, og — der bliver ikke meget tilbage. Amsterdam er, om Du vil, bare Handel: det Mærkværdige, som den i andre Henseender har at opvise, er i Forhold til dens Størrelse meget indskrænket. Byens Seeværdigheder vil ligesaalidet som Indbyggernes Giestfrihed friste den Reisende til et længere Ophold.

Saa uvidenskabelig som Hamborg er Amsterdam ikke. Felix Meritis alene beviser dette. Men det er dog ingenlunde en af de Stæder, hvor Videnskaberne nyde nogen fortrinlig Opmærksomhed. Paa den ene Side er alt sysselsat med Handel; paa den anden vil man altid finde, at i store Handelsstæder Menneskene ere meget tilbøielige til at ansee Gulds Opdyngelse som den høieste Fortieneste, til at bedømme Mandens Værd ester det, han veier — at jeg skal s. 79bruge en mercantilsk Talemaade — og at bestemme enhver Tings Priis efter den Fordeel, den nmiddelbar bringer i Pungen. Jean Paul kan ikke bare sig for at forekaste Hollænberne en Egennytte, som ikke værdiger Videnskaberne mange Blik, og mener — efter hans egne originale Udtryk — at det asiatiske Compagnie neppe vilde ndsætte en Pension for nogen Digter uden for den gamle Orpheus, fordi han kunde synge Floder i Staae, og man altsaa beqvemt kunde bruge hans Havrerør og Muse, istedet for de bataviske Dæmninger. Saameget er vist, at Staten her har giort saare lidet for Videnskaber og Konster; det som foretages til disses Fremme, er private Selskabers Fortieneste. De Lærde, som leve her, tabe sig i Sværmen af Kiøbmænb, og ere mere ubekiendte i deres egen Bye, cnb i fremmede Lanbe. Himlen veeb, hvor meget min Medreisende og jeg døiebe, inden vi fik nogle berømte Mænd opspurgte, til hvilke vi havbe Adresse fra Heyne, Blumenbach og Heringa. I Amsterdams Veiviser finder man heller ingen andres end Kiøbmænds Boepæle antegnede. Man forndsætter — tænker jeg — at Ingen spørger om Andre.

Byen har kun to af Staten underholdte videnskabelige Anstalter. Den ene er den latinske Skole, af hvis lærde Rector Sana vi med det første kunne vente en ny Udgave af Phrynichii Eclogæ. Den anden er det saa kaldte Athenæum illustre, et Slags Academie, stiftet 1652. I Begyndelsen havde det kun 2 Professorer, nu 8, hvilke holde Forelæsninger over Philosophie, Mathematik, Physik, Navigation, østerlandske Sprog, latinsk og græsk Literatur. Enhver af Professorerne har 2 til 3000 Gylden. Forelæsningerne holdes endnu her, ligesom paa Universiteterne, i det latinske Sprog, den over Navigationen undtagen. Maaskee er dette og tildeels Aarsagen, hvorfor dette Institut ikke har meer end 100 Stnberende. Det bestyres ellers af fortreffelige s. 80Lærere ; man tæller iblandt dem de berømte Mænd wyttenbach (udtales: Weittenbach), Cras og van Swinden. Den sidste er sor nærværende Tid i Paris, som batavisk Medlem af Commissionen for Maal og Vægt. Da jeg har nævnet Dig 3 berømte Mænd, vil jeg endnn tilføie den fierde, men som ikke er Lærer ved Institutet; jeg meener Grækeren Sieron. Bosch, Udgiveren af den græske Anthologie. Ugift lever han blot for Muserne i Kredsen af sit kostbare Bibliothek. Den tredie Deel af hans Anthologie er nu færdig til Trykken. Han er og Forfatter af en lille Samling latinske Digte, som han stedse forøger.

Man maa undre sig over, at i en Bye, hvor Guld opdynges paa Guld, hvor Søefart og Luxus syntes at fordre Bistand af enhver Konst og Videnskab, det Offentlige har taget sig saa lidet as Borgernes Dannelse og næsten ganske overladt det til private Folks patriotiske Virksomhed at iværksætte de fornødne Anskalter til Konsters Fremme, Videnskabers Befordring, Smags Udbredelse. Det synes virkelig at være en Satire paa Statsbestyrelsen, naar s. Ex. i en af Verdens første Handelsstæder et Institut til Søemænds Dannelse skal være en Fortieneste as blot private Folk. Dette er Tilfældet med den herværende Rveekschool voor de Zeevaart, en meget nyttig Indretning, som fortiener at efterlignes i alle Søestæder. Den er oprettet 1785 af et Selskab, og bestyres af den berømte van Swinden. 100 unge Mennesker fra 12 Aar og derover oplæres her i alle de til Søefarten henhørende mathematiske Videnskaber, og øve sig i det Practiske paa et i Gaarden anbragt tiltaklet Skib. De lære ogsaa Engelsk og Fransk. De blive her sædvanlig i 3 Aar; naar de udmærke sig, i to. Før de forlade Skolen, maae de først have giort een eller to smaa Søereiser til Øvelse. For Underviisning, Kost og Vanning betales kun 144 Gylden aarlig. Nogle give slet intet. Man s. 81roser deres Duelighed, som gaae ud fra dette Institut. Sædvanlig komme de strax au som Styrmænd. Nogle af Skolens Elever vare med i Bataillen mod Engellænderne den 11 October 1797 og udmærkede sig ved Mod og Conduite. For at faae Skolen at see, behøver man en trykt Billet, som betales med en Zestehalf eller 5½ Styver. Paa Stedet selv giver man desuden lidt i Drikkepenge.

Jeg har giort Dig bekiendt med een af de patriotiske Indretninger, Amsterdam skylder private Borgeres Virksomhed. Jeg vil nu nævne en anden af større Omfang, men af samme Oprindelse. Felix Meritis er et Institut, som giør Amsterdam Ære og viser, hvor mange Borgere den eier, som, uforkuede af lav mercantilsk Aand, interessere sig med Varme og Virksomhed for Videnskabelighed og en høiere Cultur. Det oprettedes 1777, men har siden den Tid udvidet sig i flere Henseender. Over 300 Medlemmer virke i Forening til Hensigtens Opnaaelse, Videnskabers og Konsters Befordring og Smags Udbredelse. Pengebidragene fra Enhver af de ordentlige Medlemmer ere anseelige. Institutet er anlagt i en prægtig Bygning og forsynet med Bogsamling, physisk Cabinet, Modelsamling og andre videnskabelige Apparater. Det er inddeelt i fem Classer: Naturlære, Handel, Litteratur, Musik og Tegning. Over alle disse Videnskaber holdes Forelæsninger af Lærere, som Institutet lønner. Hver Fredag gives Conært, hvortil en egen Sal er indrettet. Kun Medlemmerne og deres Familier kunne tage Deel i Institutets Fordele og videnskabelige Forhandlinger. Det er ikke en Opdragelsesanstalt, men en Middelpunkt for flere Videnskabselskeres forenede Virksomhed. Fra Bygningens Kuppel har man en stiøn Udsigt over Byen selv og de omliggende Sletter, som Øiet uhindret forfølger til fierneste Horizont.

6

s. 82Skiønt Amsterdam just ikke beriger Verden med mange litterariske Producter — thi Forfatterskabet er her ikke stærk I Mode — saa udkomme dog her alle de Tidsskrifter, Holland frembringer — Aviser undtagne. Da de ikke ere meget bekiendte hos os, og dog de eneste, hvorfra man kan hente fuldstændig Efterretning om den nye hollandske Litteratur, saa troer jeg at giøre Dig en Fornøielse med at meddele Dig en Fortegnelse paa samme, ledsaget med nogle korte Bemærkninger over ethvert.

Letteroeffeningen. Et Maanedsskrift, hvis Plan indbefatter den hele hollandske Litteratur, og hvis Indretning ligner allg. Deutsch. Biblioth., dog med den Forskiel, at den tredie Deel af hiint bestaaer af interessante Afhandlinger over almeennyttige Gienstande. Reænsionerne selv ere affattede i en moderat Tone og mestendeels med megen Sagkundskab. Udkommer hos van der sengst.

Boekzaal der geleerde waereld. Udgives maanedlig 2 Gange; beskieftiger sig fortrinlig med den theologiske Litteratur, og leverer egentlig meer ræsonnerende Udtoge, end Bedømmelser af Bøger. Interessante deri ere Efterretningerne om alle Academier, Skoler og Gymnasier, samt Anmeldelserne af deres Programmer og Smaaskrifter. Hos Onder de Linden.

Haamlysten van nederduitsche Boeker. Kommer maanedlig to Gange ud, et halvt Ark paa Gangen, og anfører efter alle Catalogers Art blot Titelen paa Bøgerne, men meget fuldstændig. Hos Saakes.

Ronst= end Letterbode. Et critist Maanedsskrift; giver en meget god Udsigt over den nyeste hollandske Litteteratur og leverer Efterretninger om Lærde. Enkelte lærde Anmeldelser blive i Holland bekiendtgiorte Publicum ved Couranterne (Aviserne), siden man ingen litterariske Jntelligensblade har.

s. 83Æ maandelykshe Mercuriua. Et politisk Maanedsskrift; indeholder undertiden Beskrivelser over offentlige Bygninger og Indretninger. Hos Souden.

Journaler, hvis Hensigt indskrænker sig til enkelte Videnskabers Bearbeidelse, gives her slet ikke.

Med Boghandelen i Holland er det kun lidet bevendt. Boghandlerne staae i ingen Forbindelse med Tydskland eller Frankerig. De ere i Almindelighed slet forsynede med udenlandsk Litteratur, og hvad de have, er for det meste Eftertryk. I Forlag modtage de ikke andet, end hvad som er skrevet paa Hollandsk. Latin kan man neppe mere faae trykt her, uden paa sin egen Bekostning. Wyttenbach maa lade sin Udgave af Plutarch trykke i Engelland. Til den hollandske Boghandels Roes maa man ellers sige, at alt, hvad som her gaaer ud fra Pressen, er i Almindelighed trykt med megen Eleganæ, saavel i Henseende til Typer, som Papir. Endog Leilighedsvers, Taler og andre ephemeridiske Ting komme altid meget pyntelige til Verden. Det var at ønske, at de tydske Sudlere af Bogtrykkere heri vilde følge deres bataviske Brødres Exempel.

Amsterdam har tre Theatre, et hollandsk, et tydsk og et fransk. Det sidste synes det at have faaet for sine Synders Skyld; thi det er ganske uden Værd. Man har faaet en Truppe sat sammen af Noget, man ei har kunnet bruge i Paris. Det hollandske er National-Theater, til hvis Underholdning Staten bidrager. Sin Nationalhed forkynder det ved en paa Teppet malet Friheds-Gudinde, i samme Stilling, og med samme Symboler, som den Statue i Utrecht, jeg talte om i mit sidste Brev. Ogsaa gives alene paa dette Theater Dands og Balletter, ligesom paa det store National-Theater i Paris — si parva magnis componere liæt. I Henseende til Bygning, Decorationer og Skuespillere er det det bedste af dem alle, men Orchestret er bedre paa det tydske.

6*

s. 84Dette har og ert fortreffelig Sangerinde i Mad. Lange. Paa ingen af Theatrene her finder Abonnement Sted, maaskee fordi det strider imod Liigheden.

Man finder ellers i denne Bye en besynderlig Blanding af Rigdom og Fattigdom, Luxus og Simpelhed, Smag og Smagløshed, Reenlighed og Ureenlighed, Etikette og Frihed. Man regner Indbyggernes Antal til noget over 200000. Man vil paastaae, at af disse ere 70000 saa fattige, at de ei, uden at lide Mangel, kunne ernære sig med Familie. Til saadanne kan man nok regne den største Deel af de 30000 her værende Jøder, som boe for sig selv i det saa kaldte Jødeqvarteer. Smuds og Pialter herske i dette Qvarteer og paatrænge Enhver Overbeviisningen om Beboernes Elendighed. De Christne have her — Tak være deres Nidkiærhed for Guds Ære — ligesaa godt som paa andre Steder, sørget for, at Israels Børn ere blevne tilstrækkelig udelukte fra Menneskerettigheder og Menneskecultur. Den nye Statsforfatning, Fiende af alle saadanne Fordomme, har vel i Bogstaven hævet denne Undertrykkelse og igien opløftet Iøderne i Menneskers Classe; men da den et tillige har kunnet hæve den Armod, Uvidenhed og sædelige Fordærvelse, hvori den nærværende Iødegeneration er nedfænkt, heller ikke udrydde de Fordomme, som ere Aarsagen til dette Folks dybe Fornedrelse, saa kan man være vis paa, at det endnu vil vare længe, inden Oplysning, Sædelighed og Velstand vil blomstre frem og sprede Held i Iødernes Kreds.

I Amsterdam hersker, ligesom i alle hollandske Stæder, en høi Grad af Reenlighed. Gadernes feies, Fortougene vaskes hver Dag. Allevegne har man travlt med at viske og rense Vindver. I Husene selv gaaer denne Reenlighed ofte indtil det Overdrevne og Pedantiske. Der skal være mange Huse, hvor Stadsværelserne aldrig eller høistsielden s. 85lukkes op, uden for at afstøve og afbone. I en Flekke, som hedder Broeck, skal man endnu drive det videre; thi der tør Ingen gaae ind i et Huns med de Skoe eller Støvler, han kom i, om end Gaden er nok saa reen og tør; men Tøfler staae ved hver Mands Dør; dem maa man tage paa, før man gaaer ind. I deres Huses indvendige Prydelse sætte og Hollænderne deres største Luxus. Trapperne ere undertiden, Caminerne sædvanlig as Marmor. Ikke blot Værelserne, men og Forstuer og Trapper bedækkes med Gulvtepper. Træemeubler ere i Almindelighed af Æder eller Mahogni, glindsende som Marmor. Det forstaaer sig, at jeg taler om de bedre Huse. — Mange besidde kostbare Samlinger af Malerier, især af den hollandske og flamandiske Skole. En af de betydeligste er den, van Amstel har. Adskillige rige Videnskabselskere sætte og en Luxus i physiske Apparater. Saaledes eier Hr. van Troostwyck et kostbart physisk Cabinet. — Huse af skiøn Architectur finder man yderst faa. I denne Green af Smagens Rige synes man at være langt tilbage. For Resten ere Gaderne regelmæssige og anseelige, især Grachterne eller de Gader, som giennemskiæres af Canaler; men disse sidste, yderst skidne og opfyldte med utallige Materier, udbrede selv ved denne Aarsens Tid en afskyelig Stank, som om Sommeren endnu er laugt værre, og Byen maatte nødvendig snart uddøe af Pest, hvis ikke en velgiørende Nordostvind engang imellem jog det stinkende Vand bort og fyldte Canalerne med friskere.

Uagtet al den Rigdom, som er opdynget i 3 til 4000 Familier, seer man dog paa Gaden meget faa Spor dertil. Kun sielden møder man en Eqvipage, og de, man treffer, ere dog oftere Cabrioletter og Schleen (Slæder med Overdelen af en Vogn paa) end Kareter. Selv ved Comoediehusene og andre Steder, hvor beau monde kommer, seer s. 86Man meget faa af de sidste. De fleste gacte paa deres Fod, Damerne med. At man er bleven saa tarvelig i denne Henseende, kommer tildeels deraf, at den største Deel af dem. som før holdt Heste og Vogn, har afskaffet samme formedelst de store Afgifter, som ere blevne lagte paa dem.

I Klædedragt synes man ikke at drive Lupus meget vidt, heller ikke Smagen. Man saae for 40 Aar siden ikke flere Parykker, lange Veste og store Skoe, end man seer den Dag i Dag er i Amsterdam. Naar Millionærcr vandre op til Børsen, vilde mange maaskee ikke faae 10 Rdlr. for deres hele Antog, deres Papirer fraregnede. Heller ikke giøre Damerne megen Figur. En vis Beskedenhed og Ærbarhed hersker i deres Paaklædning ligesom i deres Adfærd. Denne Ærbarhed hos Kiønnet er endnu mere paafaldende uden for de store Stæder. En vis Uskyldighed i Sæder og streng Overholdenhed over det Anstændige har altid hørt til Hollændernes Nationalcharacteer, og Siorillo i hans „Geschichte der Mahlerey" angiver ikke uden Grund denne Tænkemaade for en af de vigtigste Aarsager, hvorfor de hollandske Malere aldrig vovede sig ret ud paa det Nøgnes store Mark, hvori Italienerne bragte det saa vidt. Det blotte Syn af Michelangelos nøgne Figurer vilde have anrettet ligesaa stor Skræk og Forvirring blandt Hollænderne, som Gullivers Ankomst blandt Lilleputterne.

En af de interessanteste Scener, man kan have i Amsterdam, er Kiøbmændenes Forsamling paa Børsen. Denne er en stor Bygning, som indflutter en fiirkantet Gaard. Denne Gaard, som kan rumme 4 à 5000 Mennesker, er i Børstiden ganske fuld af Kiøbmændenes brogede Hær; thi intet Værelse er stort nok til at modtage dem. Enhver har sin Plads, hvor han er at finde. Her hielper man — mod tilbørlig Procent — paa Konger og Republiker, som ere i Pengetrang; her kappes man om at faae somme Fyrsters s. 87Obligationer — hvilket i dette Øieblik er Tilfældet med de danske — ; her er man glad ved, om man kan blive af med andres med et Tab af 30 til 50 Procent, alt efter Enhvers respective Credit; her er en Mylren og en Brummen, som af 100 Biesværme. Man nyder denne Scene allerbedst, naar man stiger op i et Værelse, og seer ned over den hele Massa, som er i en uophørlig bølgeformig Bevægelse, liig Kornageren, naar Vinden glider hen over Axene.

De Rige have næsten alle her deres Villaer paa Landet, hvor de reise ud om Løverdag Asten og komme hiem om Søndagen; thi da de næsten alle ere Kiøbmænd, binde deres Forretninger dem til Byen den hele øvrige Deel af Ugen. Ellers har man nu og tæt ved Byen faaet en Conversationsplads, som meget besøges om Søndagen. Det er et for 2 Aar siden anlagt Badehuus, en smuk Bygning, hvor man gaaer eller kiører ud for at drikke Thee, ligesom hos os til Videns Huus eller lignende Steder. Man treffer der gierne godt Selskab, men der er en Damp af Tobakspiber, saa man neppe kan see hinanden. Tobaksrygen hører til en af Hollændernes første Nødvendigheder, han være meer eller mindre fornem; og i Henseende til denne Nydelse generer man sig saa lidet, at Professorer og Andre ryge rolig deres Pibe, medens de ere tilstæde ved Taler eller andre Forhandlinger. Dog i Felix meritis kommer ingen Tobakspibe. Omtalte Badehuus er og forbundet med meget beqvemme Badeanstalter, hvortil Vandet bringes fra Utrecht, siden man i Amsterdam ikke har andet end brak Vand. Men derfor koster det og 2 Gylden at bade sig her. Anstalten er for 2 Aar siden oprettet as et Selskab.

Offentlige Monumenter fra Konstens og Smagens Haand har Amsterdam ikke. Slige Ting kan man overalt ikke vente her. Man seer paa adskillige Pladser plantede s. 88Frihedstræer med nogle Zirater og Symboler; men de ere alle saa stygge og smagløse, at man treffer dem langt bedre i mange simple Landsbyer.

Hvo har ikke hørt sige om de frygtelige Zeelenverkoopere i Amsterdam? I hvilken Reisebeskrivelse staae ikke forfærdelige Ting om dem? Et nyt Beviis paa, hvor gierne Reisebeskriverne ville opvarte Læseren med underlige og skrækkelige Ting. Jeg har erkyndiget mig om velbemeldte Sielesælgere, og saavidt jeg har kunnet erfare, er der ikke et sandt Ord i den hele Snak. I det mindste tør jeg sorsikkre dette, at Fortællingerne om dem have været ganske overdrevne, og at der for nærværende Tid slet ingen saadanne existere. Maaskee var det og efter den hollandske Handels nuværende Stilling ikke engang muelig at faae en Siel solgt i hele Amsterdam.

Jeg kunde endnu fortælle Dig adskillige geistlige Ting om Kirker og Klokker, Grækere, Anabaptister, Qvækere 2c., men — jeg har maaskee for længe siden udtømt Din Taalmodighed.

Leyden, den 1 November.

Fra Amsterdam til Haerlem gaaer man med Schuhten i et Par Timers Tid. Man seer paa dette Stykke næsten ligesaameget Vand som Land; thi man passerer imellem her ye paa den ene og het Haerlemmer Meer paa den anden Side. Det mærkværdigste, der er at see i Haerlem, er det Teylerske Museum, for hvilket den berømte van Marum er Directør. Den zoologiske Deel fraregnet, som findes i det Huus, van Marum selv beboer, er Museet anbragt i en egen smuk Bygning og forenet med et rummeligt Laboratorium. Man seer her den bekiendte Electrisermaskine, som skal være den største i Verden. Dens enkelte s. 89Dele ere skilte fra hinanden, og der er megen Uleilighed ved at sætte den sammen igien, naar den skal bruges, hvorfore dette ogsaa sielden skeer. Det frygtelige Batterie bestaaer af 100 store Flasker, sammensat as 4 mindre Batterier, hvert paa 25 Flasker. I et særskilt Kammer bevares en Deel mærkværdige fossile Been af ubekiendte Dyr, fundne ved Mastricht. Jeg vil ikke opholde Dig med nogen Beskrivelse over alt dette, da Du finder den i van Marums Skrifter. Museet har en saare betydelig Fond. Man paastaaer, at det hele Teylerske Legat afkaster en Rente af 80000 Gylden, hvorover det Selskab, som bærer Stifterens Navn, disponerer. Museet er ikke forbundet med Forelæsninger; dets Hensigt er ikke at tiene til Underviisning, men til nye Opdagelser i Videnskabernes Rige. De Franske have ligesaalidet bortført Noget af dette, som as andre private kabinetter; de have endog tilbudet det adskilligt af Statholderens, som blev ført til Paris, men man frabad sig det. Fra Museets Kuppel har man en viid Udsigt til Amsterdam, over het ye og her Haerlemmer Meer. Haerlem var bekiendt for sin Blomsteravl, og endnu drives denne fortrinlig her; men man faaer ikke længere Tulipanerne saa stærk betalte, som da Waisenhuset i Alkmaar ved en offentlig Auction giorde 120 ud i 90000 Gylden. Det var i Aaret 1637.

Leyden ligger 2 Mile fra Haerlem. Man bliver stedse ved at reise med Schuyter. Af en opslaget Placat erfarede jeg, at franske Soldater skulle passere frit. Den Schuyte, vi gik med, var fuld af Mennesker; men der herskede ikke desto mindre saadan Taushed og Stilhed, som havde alle sovet. Hollænderne synes overalt at være meget rolige i deres Væsen.

Paa Universitetet i Leyden kan det meste anvendes af det, som jeg tilforn bar sagt om Utrecht. Aanden og s. 90Videnskabernes Gang er overhovedet den samme. Leydens meest blomstrende Periode som Universitet er forbi. Det talte engang indtil 3000 Studerende, nu ikke 300. Af de 24 Lærestole staaer den tredie Part ledig, deels ved Dødsfald, deels ved Afsættelse. Med de academiske Forelæsninger gaaer det derfor heller ikke saa ordentlig, som det burde, og man lader ingen Lectionscatalog trykke. Men Leyden har Udsigter til at erholde igien sin forrige videnskabelige Glands. Det skal være Regieringens Hensigt at giøre det til Sædet for det tilkommende National-Lycee, eller hvad andet Navn man vil give den vordende republikanske Høiskole.

Philologie og orientalske Sprog vare de Videnskaber, som giorde størst Lykke i Leyden, og det har deri en Række as berømte Navne at opvise. Begge Scaligerne, Vossius, (Gronov, Hemsterhuis, Walkenaer, Ruhnken, Golius, Erpen, Schultens, Scheid og andre store Mænd i deres Fag vare Lærere her. Walkenaer, Ruhnken og Scheid have for ikke længe siden forladt Skuepladsen. I Scheids Sted fik Prof. Rav Lærestolen i de østerlandske Sprog forbunden med Theologien; men under Urolighederne er han bleven afsat fra det første og har blot beholdt det sidste; saaledes slap han dog med et blaat Øie. Ruhnkens Plads mener man, at wyttenbach i Amsterdam faaer. Walkenaers er endnu ikke besat. Den berømte Lü$$*ac blev vel valgt i hans Sted, men da han, som Udgiver af Gazette de Leide, ikke forekom det herskende Partie rettroende nok i Politiken, mistede han baade sit Professorat og Redactionen af Avisen. Man tilbød nu wolf i Halle Pladsen, men han vilde ikke tage imod den. Nu maa Gud vide, hvem de faae derhen. Den værdige Lü$$*ac, en Mand af ligesaamegen Smag og Humanitet, som grundig Erudition, er nu sysselsat med at bearbeide og udgive en Deel af Walkenaers efterladte Skrifter.

s. 91Fra hans egen Haand kan den lærde Verden giøre sig Haab om et philosophisk etymologicon Græcum.

Theologerne have her 4000 Gylden i Gage, men de maae intet tage for deres Forelæsninger. Før vare der 6 theologiske Professorer, nu kun 3; de to ere døde, den tredie afsat for republikanske Meningers Skyld. Med megen Ære beklæder den unge Pros. Rau den ene af de theologiske Lærestole. Dannet i Tydskland forbinder han Smag og Philosophie med hollandsk Erudition, skiønt den Mængde af Secterere og Kiættermagere, der her, ligesom mange andre Steder, lure omkring de theologiske Høresale, byder ham den yderste Forsigtighed i sit offentlige Foredrag. Han skriver og taler det latinske Sprog med en sielden Elegance. Han er den første og eneste, som docerer Moral. Paa Fransk holder han Forelæsninger over Veltalenheden, som ikke blot besøges af dem, der danne sig til geistlige, men og til juridiske og politiske Talere.

I Medicinen har Leyden en baade som Botaniker og Chirurg berømt Lærer i Prof. Br$$%gman. Hans anatomiske Cabinet er mærkværdigt, saavel til Menneskeis som Dyrenes Historie. Han besidder en Samling af crania, som æmulerer med Blumenbachs i Söttingen. Hans Samling af ossa morbosa indeholder en Mængde Been af Krigens ulykkelige Offere. Han har anatomeret over 700 paa Hospitalet i Leyden i en kort Tid døde Soldater, og deriblandt alene 500 Hannoveranere. Hvilket Syn as disse giennemhullede, splittede, knusede og brækkede Been! Maatte dog Jordens Mægtige, naar de følesløse underskrive Tusinders Død, Titusinders Piinsler og Millioners Ulykker! maatte de paa eengang føres ind i saadan en Scene! maatte Smerternes hele Hær male sig for deres Indbildningskraft i de græsseligste Skikkelser, og Skræk rive dem Pennen as Haanden! maaskee skulde den sidste Gnist af menneskelig s. 92Følelse opvaagne i deres kolde Barm, maaskee — skulde Jorden ophøre at være en Jammerdal. Ene lykkelige Land, som favnes af Codans Vande! dine Sønners Blod giøder ikke et fremmed Land. Ingen Suk, ingen Raab om Hævn, kun Taksigelser stige til Himlen fra dine misundelsesværdige Borgere. —

Bibliotheket har 40000 Bind. Dets Locale er stygt; Bøgerne selv ere slet conditionerte, og der er intet i den nye Litteratur. Manuscriptsamlingen bestaaer af 10000 Haandskrifter. De orientalske indeholde mange vigtige Stykker, som endnu ikke ere udgivne, men Sligt kan man ikke faae trykt. En Catalog over alle Haandskrifterne er besørget ved Senguerd, Gronov og Hermann, Lehd. 1716. Fol. Jeg eftersaae et Par til vort Fædrelands Historie henhørende. Den ene er anmærket i Eatalogen Cod. 99 med denne Titel: Theodori Jonæ scriptum de herbis islandicis Latine, cui deinde aliqvid annectitur Anglice. Det bestaaer af 2 Breve, skrevne fra Hitardal, hvor Forfatteren var Præst, 2 Idib. Jul. 1651 og Idib. Jul. 1656. En engelsk Dr. Thomas, Gud veed hvilken, havde udbedet sig adskillige Efterretninger til Islands Naturhistorie og opgivet Thord Johnsen en Deel Spørgsmaal desangaaende. Men de Oplysninger, Forfatteren giver ham om Øens Fugle, Fiske, Insecter, Planter, Stene o. s. v., ere meget magre, og man seer tydelig, at Forfatteren ikke har havt mange naturhistoriske Kundskaber. Han synes overalt forlegen med den hele Commission og giør Undskyldning for det meste. Det, som annectitur Anglice, ere nogle Optegnelser af Dr. Thomas selv om Island, hvilke han havde giort efter en Islænders Beretning, der som Søefarende hvert Aar besøgte Engelland. Man seer deraf, at Vinteren 1662 var ligesaa mild i Island, som stræng i Engelland, at i samme Aar to Biørne kom med Isen over til det nordlige Island, s. 93og andre saadanne Smaating. Præsten Thord Johnsen var ellers en lærd og duelig Mand. Han havde først været Rector i Skalholt i den lærde Brhniolf Svendsens Tid, hvis Anmærkninger til Stephanii Udgave af Saxo ere bekiendte.

Et andet Haandskrift, som tildrog sig min Opmærksomhed, var et latinsk Digt af Tycho Brahe, under Titel: Elegia ad Daniam, paa 24½ Fol. Side. Det er underskrevet T. B., og man underrettes om, at det er giort den 20de October 1597, da Forfatteren i Vandsborg begyndte sine Observationer paa ny, som han ugierne havde tilsidesat. Han bebreider i denne Elegie, giennemtrængt af en ædel Selvfølelse, sit Fædreland dets Utaknemmelighed mod ham og beklager det, at det er blind mod sin egen Hæder. Selv føler han sig opløftet over dets Naade; thi ethvert Land, hvor man agtede Fortienester, betragtede han som sit Fødeland. Med prophetisk Aand skuer han ud i Fremtiden, appellerer til den upartiske Efterverden, spaaer sig selv et udødeligt Hædersnavn, sit Fødeland for dets Opførsel mod ham en evig Plet. I stærke Udtryk angriber han sin Misunder, der, for at styrte ham, havde giort hans Videnskab mistænkelig, og dog selv var saa dum, at han ved et Besøg paa Hveen havde prostitueret sig ved sine Spørgsmaale. Neden under Digtet finder man med Tychos egen Haand tilføiet følgende til denne Elegies Historie paa Latin: Da Tycho Brahe havde forfattet dette Digt, kom Henrich Ran$$*ov til ham og fik det at læse. Det behagede ham saaledes, at han bad Tycho om at maatte tage det med. Tycho tilstod ham det, og han lod det nu indbinde i sit Calendarium. Efter nogen Tids Forløb besøgte Kongen (Christ. 4.) Henrich Ran$$*ov, da dennes Calendarium og Tycho Brahes Elegie just laae opslaaet paa Bordet i hans Cabinet. Kongen, der ellers ikke pleiede at bekymre s. 94sig om slige Ting — qvi alias talibus rebus non afficitur — blev imod Sædvane opmærksom paa det, som laae skrevet, og læste Elegien heel igiennem, men lod sig ikke mærke med noget, talte heller ikke et Ord til Ran$$*ov derom. Imidlertid var denne misfornøiet med, at Kongen havde læst det, og skiændte paa sine Betientere, at de saaledes havde ladet Bogen ligge aaben for Kongens Øine. Da Henrich Ranzov igien talte med Tycho Brahe, fortalte han ham med Bekymring, hvad der var hændet, men Tycho svarede, at derover skulde han ikke være urolig, thi han vilde endog uden Betænkning selv sende Kongen et Exemplar deraf, qvod & adhuc facere paratus sum — ere de sidste Ord. Under denne Fortælling staaer ingen Dato, men man seer, at han, da han skrev den, endnu ikke havde sendt Kongen noget Exemplar deraf. — Der findes endnu i Manuscriptsamlin- gen af Tycho Brahe en descriptio stellarum octavi orbis intrantium, en tyk Bog i Qvart, tydelig og godt skreven. Paa Titelbladet staaer: Wandesburgi MDIIƆ. Den er en Foræring fra Forfatteren til Jos. Scaliger, som man seer as nogle latinske Disticha, egenhændig underskrevne af Tycho. Paa den bagerste Side as Titelbladet seer man dennes veltrufne Portræt i hans 40de Aar. Paa det Pergamentsbind, hvori Bogen er indbunden, seer man ogsaa hans Brystbillede og hans Vaaden, det sidste med følgende Omskrist :

Arma, genus, fundi pereunt, durabile virtus
Et doctrina decus nobilitatis hadent.

Til Universitetet hører endnu en Samling as Antiker, som en vis Papenbrock i Amsterdam har testamenteret hertil. Den skal have kostet ham selv 50000 Gld. Hele Samlingen, der bestaaer af Statuer, Buster, Reliefer, befinder sig for nærværende Tid i stor Uorden og meget slet placeret i et aadent og fugtigt Værelse ved den botaniske s. 95Have. Intet Menneske bekymrer sig om den. En meget tør Beskrivelse derover er udgivet af Oudendorp, Leyd. 1746. 4.

Om Leyden veed jeg for Resten ikke andet at sige Dig, end at Byen er smuk og yderst reenlig, men død. I Morgen tiltræde vi igien Reisen og fortscette den nafbrudt til Paris, om vi ellers kan slippe igiennem Brabant, hvor Du veed, at eu Rebellion er udbrudt.

Paris, den 24 Brumaire 7.
den 14 November 1798.

Som Du seer af nærværende Brevs Overskrift, ere vi for denne Gang komne til vor Reises Maal. Siden vi forlode Leyden, have vi ikke giort andet end reist. Denne Gang maa Du derfor ikke vente andet end en simpel Reisehistorie, som jeg desværre ikke engang har Gaver til at giøre eventyrlig, i hvor liden Umage det end kunde koste mig at lade mig overfalde et Par Gange af Røverne i Brabant, kulseile paa Meusen, arretere i Brüssel og saadant mere, der kunde være moersomt at læse.

I Haag, en Bye, hvis ene halve Deel er ligesaa skiøn og prægtig, som den anden er styg, bleve vi en Dag over, for at oppebie Posten, som skulde bringe Efterretning om Tingenes Gang i Brabant. Vi benyttede os af dette Ophold til at besøge Fiskerleiet Schevelinge, en Fierdingvei fra Haag. En tredobbelt Allee fører lige derned. Indbyggerne ere bekiendte for deres Hengivenhed til den forrige Regiering. Den Mængde af Fiskerskibe, som deels bekrandse Strandbredden, deels krydse ved Kysterne, Beboernes Virksomhed, Tarvelighed og Simpelhed forene sig med det maiestætiske Syn af Havet til at giøre dette Sted interessant. s. 96Det er og et af Haagboernes sædvanlige Lystpartier. Om Formiddagen er det især, at alt her er i Virksomhed. Koner og Børn vente ved Strandbredden paa Skibene, som nærme sig til Landet med deres Fangst. Paa Øieblikket ere Kurve og Karrer rede, for at bringe Fisk til Byen. Den Ene vil komme tidligere end den Anden, og stønnende iler man med sit Bytte op igiennem den store Allee. Nogle bære Fisken paa Ryggen i Kurve, andre have smaae Karrer, som trækkes af 2 til 4 Hunde; en besynderlig Eqvipage. Naar de forspændte Hunde møde deres Bekiendtere i lige Arbeide, glemme de aldrig at hilse dem med en venskabelig Bieffen, og naar de spændes fra, fare de med Glædesskrig deres Herrer om Halsen.

Haag er, som Du veed, den bataviske Regierings Sæde. En stor Deel af Hollands talentfuldeste Mænd ere her satte i Virksomhed. En fransk Garnison betrygger Regieringens Personale og vaager over dens Grundsætninger. De fremmede Ministre hos den bataviske Republik residere ogsaa her. Alt dette bidrager til, at der i Haag hersker mere Liv, Smag og Luxus, end i de øvrige hollandske Stæder.

Imidlertid forsikkrede Dagsaviserne os, at Oprøret var dæmpet i Brabant; fkiønt man altid maa rabattere betydeligt fra de Haager-Ministerial-Tidenders Efterretninger om saadanne Ting, saa erfarede vi dog med Vished saa meget, at Routen igien var aabnet mellem Antverpen og Brüssel. Vi fortsatte altsaa næste Dag, efter at have ladet vore Passe underskrive af den danske og franske Minister, Veien til Rotterdam. Dette er det sidste Sted, hvortil man kan gaae med Schuyter. Touren fra Haag til Rotterdam er nydelig og har megen Liighed med den fra Utrecht til Amsterdam. Man passerer paa Veien igiennem Delft, en vakker Bye. Indtrædelsen til Rotterdam er yderst s. 97smuk. Staden er anseelig, men man begynder at savne den hollandske Reenlighed. Rotterdam var Moder til Erasmus, som, større end sin Tidsalder, revsede dens Daarligheder og Fordomme. Det var Moder til Rubens og van Dyk, Efterverdenens Beundring. Erasmi Minde have hans Medborgere hædret ved en Statue af Bronze, simpel, men velmeent; thi den sattes for Fortienester, ikke for Rang. Den er oprettet 1622, efterdi man allerede 1540 havde reist ham et Mindesmærke af Træe og et andet 1557 af Steen. Ikke langt fra Erasmi beskedne Statue paa den samme Plads, som bærer hans Navn, staaer et anseeligt Frihedstræe. Hvis man kunde forudsætte, at dette altid medførte, hvad det betegner, saa er dette Ensemble smigrende for den gamle Erasmus; thi han bidrog ikke lidet til at bryde den menneskelige Aands Lænker.

Om Morgenen 6 Nov. satte vi os i Postvognen til Antverpen Man regner 18 „Stunden" fra Rotterdam hertil. Vort Reiseselskab bestod for det første af en Uhrfabrikaut fra Schwei$$*. Tæt ved Rotterdam satte vi over Meusens nordlige Arm, som her har en anseelig Bredde. Det kulede saa stærk, saa Heste og Vogn nær havde faldet over Borde. Nu vare vi paa Øen Yselmonde, som dannes af Meusen og seer ud til at være overordentlig frugtbar. Her saae vi først igien Agerjord afvexlende med Enge. Veien er bygget høi som en Dæmning, ledsaget paa den ene Side — undertiden paa begge — af en dyb Canal. Da Dæmningen er kun smal, saa kan en Vogn meget let blive kastet ned i Canalen, naar Kudsken er uforsigtig, især naar Veien tillige er slibrig. Engang vare vi paa et hængende Haar nær blevne veltede derned; allerede berørte de bagerste Hiul Vandets Overflade, og Vognen var ved at tabe Ligevægten, da Folkene fra en Vogn, som kom bag efter, ilede os til Hielp og fik endnu tidsnok fat i Hiulene.

7

s. 98Efter tre til fire Timers Forløb satte vi over Meusens sydlige Arm, mindre bred end den nordlige. Endnu havde vi et godt Stykke til Havbugten ved Meerdyk. Da vi kom der, fraadede Havet af Vrede, og dets mægtige Bølger skrækkede nogle af Selskabet saaledes, at man foreslog Skibsfolkene at tage en større Baad mod en høiere Betaling; men disse lode, som de hørte det ikke, og befalede os at stige i, om vi vilde med. Vinden var med; Baaden fløi, og det varede ikke en halv Time, inden vi stode paa den modsatte Strandbred.

En fransk Coureer, som hidtil havde fulgt os i en egen Vogn, slog sig nu til vort Selskab; et Tilfælde, hvoraf vi siden havde megen Nytte. I en anden Vogn fortsattes nu Reisen videre. Vor Kudsk forstod intet andet end hollandsk. Schwei$$*eren og Soureren talte blot fransk. Det var derfor en moersom Scene, naar den Ene skulde give den Anden noget at forstaae. Min Medreisende og jeg maatte med vor Tydsk og nogle hollandske Phraser af det daglige Liv tiene til Tolke, og saaledes hialp vi os igiennem paa alle Sider. Men jo nærmere man kommer mod Antverpen, desto mere er det franske Sprog bekiendt, og man hører den gemene Mand tale begge Dele, hollandsk og franst, med lige Færdighed; men det franske klinger langt bedre end det hollandske. Naar man hører en Bonde først tale hollandsk og siden fransk, skulde man troe, at hans Taleorganer i et Øieblik vare blevne ganske forandrede. Overalt i Holland udbreder det franske Sprog sig alt mere og mere. I de store Stæder giør det næsten allerede det hollandske Herredømmet stridig og fortrænger det alt mere og mere i de høiere Kredse.

Nogle Mile før man kommer til Antverpen betræder man den franske Republiks Grændser, Departementet des deux Neethes, som tilligemed Dep. de la Dyle udgiør s. 99ci-devant Brabant. Hvilken Udvidelse af Frankerigs Statslegeine ogsaa fra denne Side! Engang var Peronne, som ligger et godt Stykke Sønden for Cambray, Frankerigs Grændsefæstning mod Norden. Overgangen fra den bataviske til den franske Republik er intet mindre end skiøn; næsten skulde man troe, at begge Republikerne havde concentreret deres styggeste Egne ved hinandens Grændser. Øde Heder, hvor man ikke seer andet end Sand og Lyng, indtage en vidtløftig Strækning mellem Bergen op Zoom og Breda. Medens vi passerede over disse fæle Heder, der vare ene tilstrækkelige nok til at stemme Sielen til Melancholie, forøgede Coureren denne endnu mere ved at fortælle os om Rebellionens Ulykker og de grusomme Scener, den giensidige Forbittrelse gav Anledning til. Atter et sørgeligt Exempel paa Fanatismens fordærvelige Følger. De ulykkelige Forførte troe, at det er Guds Sag, de forfægte, i det de fætre sig op mod deres retmæssige Regiering. Præsterne med Korset i Haanden præke de Vantroendes (franskes) Udryddelse, som den sikkre Vei til Himlen. Nogle af dem skal være gangne saa vidt i at bedrage den lettroende Mængde, at de have giort sig Ringe om Halsen med ætsende Materier og indbildet Overtroen, at de havde mistet Hovedet i Strid mod de Vantroende, men vor Herre opvakt dem til Live igien, for at de skulde troste og opmuntre de Troende og anføre dem mod deres Fiender.

Først Kl. 12 om Aftenen kom vi til Antverpen. Her maatte vi takke Coureren for, at vi kom ind; thi man lukker ellers ikke Portene op om Natten, især under nærværende Omstændigheder. En halv Times Tid maatte han nok skrige i høien Skye: Courier, Courier, inden han fik noget Svar. Jeg troer Vagten tænkte, det var en Trop Bonder — pay-sans og brigands ere for nærværende Tid her synonyme — som havde nærmet sig til Byen. Endelig raabte s. 100en Skildvagt: qvi vit? og efter en kort Tids Forløb hørte vi Porten aabnes. Votre carte, Citoyen ! Vi foreviste Passene og stege af au grand Laboureur. Her havde vi nær ikke faaet Folk op. Langt om længe hørte vi En komme halv ned paa Trapperne inden for og raabe: hvo der var? Man kunde ikke begribe, hvo der kunde komme ind om Natten, og var stedse i nogen Frygt for Bønderne.

7*

Nu var Spørgsmaalet, om vi skulde blive her til næste Dag, eller uopholdelig drage videre. Schvei$$*eren vilde helst blive; Soureren skulde afsted og vilde gierne have os med, for ei at reise ene. Det var netop den meest critiske Vei, vi nu skulde begynde. Man sagde os, at Routen til Mecheln og Brüssel vel var aaben, men at Rebellerne dog sværmede om Beien, og man kunde ikke være altfor sikker, især om Natten. Deres Hovedqvarteer i Byen Boom var ikke langt fra Landeveien. Paa den anden Side havde vi mindre at frygte, siden vi ingen franske Officerer havde i Følge med os, og naar vi kun holdt gode Miner med Kudsken, som var vel bekiendt med Bønderne, saa vilde han i ethvert Tilfælde kunne staae os bi. Vi besluttede da at reise strax, og kiørte Kl. 1 ud af Antverpen i en meget beqvem Vogn; thi Befordringen er her fortreffelig. —

Fra Antverpen til Mecheln ere kun 2 Mile, og ligesaa langt fra sidste Bye til Br$$%ssel. Vi haabede at komme tidlig nok om Morgenen til Brüssel, for at gaae med Diligencen til Paris. Paa en herlig Vei og uden noget mødende Tilfælde fortsatte vi Reisen, til vi kom Mecheln paa en halv Miils Vei nær. Her støbte vi paa en Barriere, som var besat med en fransk Post. Coureren raabte, at man skulde aabne, men man svarede, at der absolut ikke kunde blive aabnet før Kl. 7 om Morgenen, hverken for Courerer eller for andre. Vi maatte altsaa slaae os til Rolighed her i nogle Timer. Til Lykke var der et Værtshuus s. 101derved, hvor vi kunde faae en Kop Thee. I dette Værtshuus fandt vi en Deel af Vindverne itu. Man fortalte os, at en Trop Brigands havde for faa Dage siden viist sig der og skudt dem itu; Folkene havde imidlertid retireret sig i en Kielder. Alle ønskede, at de Franske snart maatte giøre Ende paa disse Uordener.

Kl. 7 om Morgenen aabnedes Barrieren. Den franske Officeer giorde Undstyldning for, at han ei havde turdet aabne for os om Natten. Nous sommes, sagde han, partout entourés de brigands et on ne peut pas être trop sur ses gardes. Nu saae vi Mecheln ligge lige for os med fine mange høie Taarne. Ved Landeveien fandt vi smaa Partier af franske Soldater, som havde opkastet Brystværn og varmede sig ved Ild, som de havde optændt. I Mecheln saae det meget krigerst ud. 3 Rader svære Canoner stode over Torvet. En Deel Soldater vare overalt posterede. Denne Bye har allerede engang været i Rebellernes Hænder, men de franske fordreve dem igien. Man viste os uden for Porten et Sted, hvor en Skiermydsel var forefalden.

Vi fortsatte Reisen til Brüssel. Veien er fortreffelig. Landet dyrket paa det herligste. Beklageligt, at saa skiønt et Land skal være et Rov for borgerlige Krige. Rebellerne mærkede vi ikke noget til, ihvorvel vi stedse lode Ømene løbe om, for at speide, om ingen skulde være i Farvandene. I Landsbyerne, som vi kom igiennem, saae vi allevegne skrækkelig truende Proclamationer opstagne. For Resten viste sig i Nærheden af Landeveien ingen Spor til Rebellionens Virkninger. Adskillige Landsbyer ere vel blevne ødelagte, men det er længere mod Østen. Vi mødte stedse franske Krigsfolk, baade til Hest og Fods, nogle ledsagede af Canoner og Krudtvogne. Jo nærmere man kommer mod Brüssel, desto behageligere bliver Veien, og Byen selv viser sig fra denne Side ret smuk.

s. 102Vi ankom endnu tidsnok, for at kunne have gaaet med Diligencen, men alle Pladserne vare optagne. Vi maatte altsaa bie til næste Dag; thi hver Dag afgaaer en Diligence herfra til Paris. Brüssel var under den østerrigske Regiering Hoffets og en talrig Adels Sæde. Den Gang herskede derfor megen Glands og Luxus paa dette Sted. Nu er det temmelig dødt her. Om Aftenen saae jeg Theatret; det er stort og smukt; men der vare faa Tilskuere paa Parterret og næsten ingen i Logerne.

Efter at have ladet vore Passe underskrive paa bureau du Com-mandant de la place, hvor man slet ingen Vanskeligheder giorde, stege vi næste Middag i Diligencen. Man har fra Brüssel til Paris 34½ postes eller 69 lieus, hvilke Diligencen pleier at tilbagelægge i 46—52 Timer efter Aarstiden og Veiens Beskaffenhed. En Person betaler for hele Veien 60 Frank eller lidt over 12 Rdlr.; man har 15 Pund frit. Man sidder ret godt i disse Diligencer, men naar det ikke er for koldt, er den saa kaldte Cabriolet en behageligere Plads end Voitnren, fordi paa sidste Sted er man indelukket og nyder intet af Veien, paa første derimod har man fri Udsigt.

Ved Udkiørselen af Byen sandt vi en Deel Træer omhugne af den Allee, hvormed Veien er beplantet. Man fortalte, at Bønderne havde giort det, for at hindre det franske Cavallerie. Bestandig mødte vi smaae Flokke af unge Conscriptionærer, som skulde forsamle sig i Brüssel, for derfra at gaae til Rhinarmeen. Landlig Uskyldighed stod malet paa deres Kinder, men Mod og Fædrelandskiærlighed i deres Øie. Mange af dem ledsagedes af deres yngre

Brødre og Søstre. Maaskee skulde de snart see dem forsidste Gang.

Om Aftenen sildig kom vi til Mons. Her ventede et Aftensmaaltid paa os; thi paa visse Steder staaer altid s. 103varm Mad færdig ved Diligencens Ankomst. Om Morgenen tidlig vare vi i Valenciennes. Du veed, hvor meget denne Bye har lidt i sidste Krig. Bedrøveligt seer det derfor ogsaa ud, baade i og uden for Byen. De tilgræudsende Marker ere fordærvede ved Skandser og Grave; Beboerne ere skygtede fra deres Vaaninger, og mange Jorder ligge endnu udyrkede. Lidt efter lidt bliver det bedre igien. I Byen selv møder Øiet Dynger af Gruus, heel og halv nedskudte Huse, Taarne og Porte. En Kirke var man ifærd med at rive ganske ned.

Fattige og tyndbeboede see Egnene ud imellem Valenciennes og Cambray. Jo mere man nærmer sig til den sidste Bye, desto ubehageligere bliver Synet af den. af den store Domkirke præsenterer sig det blotte Skrog, som en vældig Ruinmasse. Andre Kirker falde paa samme Maade i Ørnene. Man skulde troe, at Landet nylig havde været oversvømmet af Barbarer. I Domkirken var engang den ædle fenelons Gravminde. Det er ogsaa forstyrret. Der er ikke bleven Steen paa Steen. Men han har et mere varigt Minde i Sandhedens og Dydens Tempel. Heller ikke har den franske Nation glemt sin Yndling. Han staaer paa Listen blandt de store Mænd, for hvis Fortienester et erkiendtligt Fædreland har bestemt et Hædersminde i det prægtige Pantheon. Cambray selv er en styg Bye. Vi mødte her Diligencen fra Paris og spiste til Middag i et blandet Selskab af Borgere og Borgerinder.

Fra Cambray af bliver Veien smukkere, skiønt Naturen for Resten paa denne hele Vei har været meget karrig paa Afvexling og Interesse. Landet finder man nu overalt fortreffelig dyrket. Mangesteds saae jeg Bakker og Brinker nylig optagne til Dyrkning. Veien er, indtil man kommer Paris paa 13 lieus nær, meget slet. Den har engang været broelagt, men da den i lang Tid ikke har været vedligeholdt, s. 104saa er den fuld af Huller. Temmelig sikker er den hele Landevei fra Brüssel til Paris. Kun engang, ikke for ret lang Tid siden, havde man taget en Kasse med Penge fra den Conbuctør, som førte vor Diligence. Jo nærmere man kommer Paris, besto smukkere blive Lanbsbyerne, besto pynteligere Postillonerne, besto mere befolket Landeveien. I de Stæder vi kom igiennem, faae vi overalt forfaldne eller halv nedbrudte Kirker. Bedre var det, at man rev dem ganske ned, end lade dem faaledes staae til Speetakel. Paris falder fra den Side, hvor vi kom ind, ikke fynderlig gobt i Øinene. Efter 56 Timers Kiørsel fra Brüssel af kom vi hertil om Aftenen den 20 Brumaire eller 10 November. Aldrig faasnart stege vi ud i Cour des Diligences, førend en Mængde Emissarier fra Alstens Maisons garnies indbøde os til at tage Logis hos dem.

Til Geheimeraad Roskncrone.
Göttingen d. 1 Febr. 1798.

Deres Høi-Grevelige Excellence,
Gunstige Belynder!

Deres Excellences Bevaagenhed mod mig, stedse sig selv sig, har behaget at overraske mig paa saa hædrende en Maade, at jeg forgieves vilde prøve paa at udtrykke de Følelser, som giennemtrængte mit Bryst, som udfylde dets hele Vidde i det Nu, min Taknemmelighed vover at hellige Deres Excellence. — Som jeg stedse i den selvbestemte Yndest, hvormed D. E. pleiede at beære mig, fandt en virksom Opmuntring til at vise mig samme værdig, saaledes føler jeg mig og ved de senere Prøver paa D. E. særdeles Bevaagenhed besielet med ny Iver til at gaae frem paa den Bane, De anviste mig, og opmærksom føre mig de lærerige Vink til Nytte, hvis Værd er dobbelt stor hos mig, fordi de kom fra Dem.

Deres Excellences mig givne Tilladelse at turde af og til meddele Dem striftlige Efterretninger fra mig, er mig et nyt og smigrende Beviis paa D. E. bevaagne Opmærksomhed for mig, og paalægger mig en Pligt, den behageligste, s. 106jeg veed at tænke mig. Maatte kun den Grad af Jagttagelses-Aand, Naturen tildeelte mig, fætte mig istand til nogenlunde at fyldestgiøre Deres Excellences Forventning.

Tør jeg opholde D. E. saa længe, vil jeg tage mig den Frihed at meddele D. E. en kort Udsigt over Göttingens nærværende videnskabelige Tilstand, ledsaget med nogle Bemærkninger over, hvorvidt den fortiener et længere Ophold af reisende Lærde.

Hvor gienlød ikke Göttingens Roes? naturligt da, at fremmede Reisende, som søle Videnskabernes Værd ikke uden en Slags hellig Ærbødighed træde ind i denne Musernes berømte Fristad. Slemt er det altid at bringe alt for høit spændte Forventninger og overdrevne Fordringer med sig til noget Sted; thi mestendeels finder man da mindre end man havde ventet, og dette Bedrag vil endog let kunne nedsætte Tingenes virkelige Værd hos den, der fandt sig skuffet. Saa er det gaaet mig og vel skere i Henseende til Göttingen; uden hine strænge Fordringer, som dog Rygtet syntes at retfærdiggiøre, skulde Göttingens gode Sider have forekommet mig mere fyldestgiørende, dens mindre gode mere tilgivelige. Vist er det, at den eier en Samling af Mænd, for hvilke Muserne synes at have aabnet deres Tempels inderste Helligdomme. En Heyne, Pütter, Eichhorn, Lichtenberg, Beckmann, Blumenbach, Tycksen, Planck, Heeren ere Navne, i hvilke vi ære Sandhedens, Naturens, Rettens, Historiens, Konstens og Smagens Fortrolige og Tolke. Disse Mænd aabne enhver Adgang til deres lærerige Samtaler med en Forekommenhed og Høflighed, som man sielden finder paa de Steder, hvor Professorerne ganske uafhængige af de Studerende sidde som smaae Emirer i den Academiske Stat. Vist er det fremdeles, at Göttingen kan rose sig af et med en Naturalie-Samling forbundet Bibliothek, hvis Fuldstændighed og Orden ligesaa sielden sinder s. 107fin Mage, som den frie Brug af samme, det tilstrækkelige Antal af Bibliotheks-Secretærer og disses forekommende Tienstfærdighed og Bestedenhed. Sandelig disse ere Fordele, enhver Elster af Videnskaberne ikke nok vil vide at sætte Priis paa; men hvor meget kiærere maatte dog ikke Göttingen vorde Videnskabs-Dyrkeren, om han fandt Forelæsningerne mindre elementariske og overskadiske, om han fandt Professorernes Familie-Kredse — de eneste, som her udgiøre beau monde — aabnede for sig, om han fandt en Samling af Konst-Værker, som enten Penselen eller Meiselen fuldendte, paa hvilke man kunde øve sit Øie og skierpe sin Konst-Smag. Af disse Bemærkninger troer jeg at turde uddrage det Resultat, at en reisende Lærd med større Fordert vil kunne benytte Göttingen som Forberedelse til en længere reise end som sidste Politur paa Kundskaber, han allerede ved foregaaende Reifer havde samlet. Den Plan, i Følge hvilken jeg valgte Göttingen til min første Station og bestemte den kun 4 Maaneder, finder jeg saaledes at harmonere meget vel med disse Erfaringer. Efter disse Bemærkninger vil Deres Excellence ikke finde det fremmed, at jeg her ingen Cursus hører hos nogen Professor, men giør mig større Fornøielse af de academiske Læreres personlige Bekiendtskaber og Samtaler. Dog har jeg allerede hørt de fleste pro hospite for at lære deres Foredrag ret at kiende og lægge Mærke til sammes Fortrin og Mangler. Jeg maa tilstaae, at jeg har fundet de sidste langt talrigere end de første.

Jeg tør ikke tillade mig at trætte Deres Excellences Taalmodighed med flere Göttingske Bemærkninger for denne Gang. Naar jeg en anden Gang tager mig den Frihed at benytte mig af den Tilladelse, D. E. har behaget at give mig, skal jeg have den Ære, at underholde D. E. med nogle Jagttagelser over Academiets udvortes Tilstand, over den s. 108offentlige Tone, Velstand, Oplysning, Cultur og Sædelighed i den Deel af Tydskland, mit nærværende Ophold giver mig Leilighed til at kiende, for saa vidt min Situation tillader at udstrække min Synskreds.

De litterariske Nyheder, jeg vilde kunne være istand til at meddele Deres Excellence, har D. E. af de lærde Tidender næsten havt ligesaa tidlig som jeg. Göttingen selv har intet nyfødt i Litteraturen at opvise for nærværende Tid, nogle skette Disputatser undtagne. Goethes Herman og Dorothea, en heldig Efterlignelse af Boss's Luise og en meget behagelig Erholungs-Lecture, har D. E. formodentlig allerede læst. Den Roes, hvormed Tydskland pleiede at hylde Danmarks Trykkefrihed, har nu tabt sig, siden Merkel i Deutsche Merkur 12 St. for Decemb. forrige Aar har i et Brev fra Kipbenhavn forkyndet Germanien, at en Commission nu var beskiestiget med at ophæve den. I samme Hæfte af Merkur stikler Lenz i et Fragment af sin Reise i Danmark og Sverrig bittert paa Ove Mallings Store og Gode Handlinger, som en Bog, hvor de Danskes Barbarier mod Sverrig og Svenske fremstilles under den glimrende Titel af ædle Handlinger og derved hos den unge Læser ligemeget nedbryder hans Moralitet og aabner hans Siel for det vanærende National-Had. Hvor underlig Religions-Væsenet har tumlet sig i Frankrig under Revolutionen, lærer os Blau i sin nylig udkomne Critik der seit der Revolution in Frankreich gemachten Religions-Verordnungen. Til Kundskab om de nærværende politiske Begivenheder forsyner Posselt i sin neueste Weltbunde, et Blad i Qvart, som udkommer 3 à 4 Gange om Ugen, os med bedre Efterretninger end Aviserne og Schiraks Journal. — Blandt Flug-Schriften circulere her 2 franske Viser, den ene en Satire paa Erkehertug Carl, hvor hans Erobring af Pastete-Fæstningen giøres latterlig, den anden, en Satire paa les s. 109incroyables, et Slags Mennesker, hvoraf der skal findes en heel Deel ved Rhinen, og som man og tresser her blandt Renoministerne. De sætte megen Ære i latterlig Klædedragt og Antog, hvis vigtigste Bestanddele ere: Haaret sriseret i bare Krøller; en foeret Hue, som gaaer ned over Øinene; en Halsklud, som indtager Hage, Mund, Ører, og en Deel af Næsen; den øvrige Plads overlades et Par Briller; en greesselig viid Kiole (sac qvarré), Skoe i Form af Horn, en uhyre Hat hængende paa Hovedets ene Side etc.

Indtil April Maaneds Udgang er det min Bestemmelse at opholde mig her. Konsthistoriens Studium og Øvelser i at tale det engelske, franske og italienske Sprog ndgiøre den vigtigste Deel af de Beskieftigelser, til hvilke jeg her opofrer mig, som Forberedelser til min længere Reise.

Med de samme Følelser, under hvilke jeg tog Pennen i Haanden, nedlægger jeg den nu. Deres Excellences, Deres ædle Kones, Deres gode Svigermoders uafbrudte Bevaagenhed mod mig giennemtrænger mig ganske og stemmer mit Hierte ligemeget til den dybeste Taknemmelighed og de varmeste Ønsker for D. E. og høie Families bestandige Velgaaende. Disse mine ustrømtede Følelser tolke D. E. for Deres gode Kone og ædle Svigermoder! Disses yttring modtage D. E. selv med den Bevaagenhed, hvormed De stedse har beæret Deres underdanige

Engelstoft.

Til Geheimeraad Rosencrone.
Göttingen, den 26 April 1798.

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstige Velynder!

Den Tilladelse, Deres Excellence har behaget at give mig, af og til at maatte meddele Dem Efterretninger fra mig, er mig alt for smigrende, til at jeg ikke skulde taknemmelig benytte mig af den. Paa denne Grund tager jeg mig her atter den Frihed at skrive D. E. til og saaledes opfylde den behagelige Pligt, D. E. har paalagt mig. Maatte mit Brev forefinde Deres Excellence og høie Familie ved det fuldkomneste Velgaaende! Sieldnere, end jeg ønskede, har jeg, formedelst Berings Langsomhed til at skrive, kunnet erholde Efterretning om D. E. og ædle Families Befindende. Jeg glæder mig ved, at jeg igiennem Dr. Müller, der i Sommer opholder sig her, vil have Leilighed til oftere at see dette Ønske opfyldt.

Jeg erindrer ikke nøie, om jeg, da jeg sidste Gang havde den Ære at skrive Deres Excellence til, alt havde giort den Forandring i min Reiseplan, som jeg, foranlediget ved Omstændighederne, nu alt har begyndt at realisere. Jeg ansaae det nemlig for raadeligt baade i videnstabelig Henseende og i Betragtning af de nærværende Uroligheder i det sydlige Europa at tilbringe endnu denne Sommer i Göttingen. Imidlertid troede jeg, at det maatte vorde ligesaa interessant som lærerigt at anvende 5 à 6 Uger paa at besee de vigtigste Academier og Opdragelses-Anstalter i det nordlige Tydskland. Denne Idee satte jeg strax i Værk og udførte fra 10 Marts til 23 April. Jeg bedrog mig heller ikke i mit Haab; Reisen er bleven mig ligesaa lærerig som behagelig, og jeg er stolt af at kunne sige, at det er Deres Excellence, jeg stylder den Interesse og Nytte, jeg af denne s. 111Reise saa rigelig har hostet. Gotha, Weimar, Erfurt, Jena, Leipzig, Halle, Universiteterne paa de 4 sidste Steder, Pædagogierne i Halle og Schnepfenthal, Observatoriumet paa Seeberg ved Gotha, Philosopherne Fichte, Plattner, Heydenreich, Jacobi, Theologerne Bellermann, Herder, Loeffler, Paulus $$., Philologerne og Digterne Wieland, Goethe, Wolf, Böttiger, Falck $$., Pædagogerne Niemeyer, Salzmann, Guthsmuths ere de vigtigste Gienstænder og Mænd, som jeg paa min reise lærte at kiende, og D. E. vil da let kunne vide, hvor interessant denne reise maa have været. Jeg fandt allevegne hos Videnskabsmændene en Modtagelse, der lærte mig at kiende og ære de tydske Lærdes Humanitet, Fiinhed og Giestfrihed; deres Opmærksomhed for at giøre mig bekiendt med alt, hvad der kan interessere en videlysten reifende Videnskabsmand, og deres forekommende Villighed i at meddele den Fremmede de Efterretninger, han søger, har fat mig istand til at giøre mig Reisen dobbelt saa lærerig, som den ellers kunde have blevet.

Deres Excellence, som selv kiender den Deel af Tydskland, jeg paa denne reise har beseet, vilde det lidet kunne interessere at læse nogen Beskridelse over de herlige Naturog Konstværker, det stipnne Sachsen har at forevise. Hellere vil jeg derfor tage mig den Frihed at meddele D. E. nogle concentrerte Resultater af de Iagttagelser, jeg paa Reisen har giort over Videnskabernes, Opdragelsens, Culturens, Oplysningens, Sædernes og den herstende Tones nærværende Udseende i den Deel af Tydskland, som jeg har bereist, for faa vidt jeg deels ved selv at see deels ved at høre kyndige Mænds Domme derover har kunnet skaffe mig nogen almindelig Oversigt. Jeg tør her tillade mig faa megen større Korthed, som mine Reise-Bemærkninger skulle, for saa vidt de taale Lyset, blive Publicum forelagte i s. 112Repertorium for Danskes Efterretninger om fremmede Lande, hvoraf det første Hæfte udkommer om et Par Maaneber hos Boghandler Brummer i Kiøbenhavn.

Göttingen og Jena ere de Universiteter i Tydskland, som nu spille den første Rolle. Derefter komme Leipzig og Halle. De øvrige ere kun blotte Navne. Man kan ikke andet end ønske Videnskaberne til Lykke ved den Virksomhed, som hersker blandt hine Universiteters og nogle Gymnasiers Lærere, skulde denne Virksomhed end ofte mere have sin Grund i Kiærlighed til Guldet end til Videnskaberne selv; men beklageligt er det, at den Tone, som i Almindelighed hersker blandt de Studerende, saa lidet egner den Ungdom, der burde hellige sig Videnskaberne med Iver. Det er utroligt, saa overfladisk som alle Studier drives. De, som studere deres Videnskab grundigen, ere næsten Undtagelser. Enhver Videnskab har skere Dyrkere, eftersom den lover snarest Befordring. Aarsagerne til alle disse Mangler ligge efter min Dom deels i den maadelige Forberedelse saavel i videnskabelig som sædelig Hensigt, der gives i de saa kaldte latinske Skoler, deels i Universiteternes egen Indretning, der i flere Henseender passer bedre paa det 15 end 18 Aarhundrede, deels og i den Uskik, at Examina og academiske Værdigheder næsten allevegne ere tilfals. Megen Skade i den videnskabelige Verden anretter og den kantiske Philosophie, som nu deler sig i 2 Hoved-Secter, den kantiske Orthodoxie og Reinhold-Fichtianismen. Her opsnapper nu den studerende Ungdom, der gierne paa en magelig Maade vil komme til at giøre Figur, en Mængde Sophismer og underlige Phraser, som de dog ikke sorstaae — fordi de høre til Philosophiens Mysterier, der, ligesom i gamle Dage Theclogiens, ikke skal begribes, men troes — og troe det nu ganske overflødigt at studere andre om ikke saa aprioriske saa vist nok frugtbarere Videnskaber, Historie, Sprogkundstab, s. 113Naturhistorie, Mathematik og de gamle Classiker. Denne skadelige Indflydelse af Kantiomanien er meest paafaldende i Jena. Naar disse Speculationer komme af Moden — — det varer vel ikke længe.— ville vist mange Navne, der nu synes at glimre saa stærk, falde tilbage i Mørket. Heller ikke giør Fichtianismen saa megen Lykke her i Tydskland, som man maaskee troer hos os. Jeg har blandt de Philo sopher, jeg har lært at kiende, næsten ikke fundet een, som er Fichtianer, undtagen Niethammer, som gierne vil blive stor under Fichtes Vinger. Sæderne ere blandt de Studerende i Jena og Halle endnu meget raae. Relegation og Slagsmaal er noget ganske almindeligt. Göttingen har i den Henseende et meget stort Fortrin for sine Medsostre, i hvor misundelige de end søge at kaste Skygge paa Georgia Augusta. De Videnskaber, som nu have de talrigste Dyrkere, ere Jurisprudens og Medicin. Theologernes Antal er allevegne i Aftagelse. Aarsagen ligger efter min Mening deels deri, at de skeste Regieringer ikke tillade denne Videnskab at holde Skridt med den modnende Fornuft, deels deri, at den formedelst de politiske Forandringer, der synes at forestaae Europa og maaskee først ville tresse Tydskland, har saa uvisse Udsigter. Stærkest vrimler det af Jurister og Medicinere. De sidste synes ordentlig at blive en Landeplage, saa meget mere, som de skeste af dem ere paa en ganske uforsvarlig Maade blottede for medicinske Kundskaber.

Saa maadelig som den offentlige Opdragelse endnu i Tydstland er i de latinske Skoler, saa meget har det glædet mig at see i enkelte Jnstituter, Gymnasier og Borgerskoler Opdragelses-Væsenet indrettet paa en god og fornuftig Fod. Jnstituterne i Halle og Schnepfenthal fortiene især at desees af enhver Reisende. Hiint bestyres af den fortreffelige Niemeyer, dette, som bekiendt, af Salzmann. Det første har 80, det sidste 37 Elever. Institutet i Halle har baade s. 114i Henseende til den physiske, moralste og intellectuelle Opdragelse ganske tilfredsstillet mig. I de 2 første Henseender giver Pædagogiet i Schnepfenthal det Halleske intet efter, men hvad den videnstabelige Underviisning angaaer, har det sidste unægtelig megen Fortrin for det første. Dog ere i Schnepfenthal 7 Danske, i Halle kun 2, Sønner af Finansraad Koes paa Gundersløvholm. Begge Instituters Bestyrere vise Fremmede den meest forekommende Høskighed. Salzmann indbyder stedse de Reisende tilbords Middag og Aften. Den Tarvelighed, hvormed man der maa tage til Takke, erstattes for en kort Tid ved den megen Interesse, man nyder i denne lille ustyldige unge Verden, og den Leilighed man derved faaer til nøiere at tiende Institutets Indretning og Bestaffenhed. For Folkeopdragelsen er der, naar jeg undtager de sig fra saa mange Sider herligt udmærkende Fyrstendømmer Weimar og Gotha, endnu i Almindelighed slet sørget. De Fyrster, som for 6 à 8 Aar siden satte en Ӕre i at udbrede Cultur og Oplysning blandt Folket, tage nu af politiske Grunde saavidt mueligt de modsatte Forholdsregler. Dette er og Aarsagen, hvorfor Fortsættelsen af adskillige Folkeskrifter ingen Afgang længere kan finde hos de Fyrster, der i Begyndelsen subscriberede paa skere 100 Exemplarer for at uddele dem blandt Almuen. En vis Grev Reuss har klaget over, at Beckers Noth- und Hülss-Büchlein har giort hans Undersaatter oprørske, fordi disse i en Ansøgning til ham om at befrie dem fra nogle Byrder havde provoæret til et i Bogen forekommende Exempel paa en Godseier, der eftergav sine Bønder nogle Rettigheder.

8

De Fortstridt, Oplysningen i de senere Tider har giort i det nordlige Tydskland, ere meget betydelige. Naar jeg undtager nogle gamle Theologer i Leipzig, er det gamle System paa Universiteterne næsten gaaet i Forglemmelse.

s. 115I Jena hersker den største Frihed. Denne er nu og ved Regierings-Forandringen i Preussen retableret i Halle. I Leipzig er man mere indskrænket. Det chursachsiske Hos er for bigot til ikke at lægge alle Hindringer i Veien for Oplysningen. Følgen er kun, at denne faaer et mere hemmelighedsfuld Udseende; Tingen selv lader sig ikke standse. Med Folke-Velstanden staaer og Folke-Oplysningen i nær Forbindelse. I det hele Sachsiske, især i det Weimarske og Gothaiske, har jeg meest troet at bemærke det. Det er naturligt, at den Cultur, som altid er en Følge af Velstand, ogsaa maa yttre sig i Forstandens Uddannelse. Den oplyste Aand, der hersker hos Weimars og Gothas Religionslærere, befordrer samme endnu mere. De Forandringer, man her har giort i Liturgien, vise, hvor stærkt og dristigt man gaaer frem. Hvor en Herder og Loeffler ere Hoveder for et Lands Religions-Forfatning, der kan man og vente noget godt. Herder hørte jeg selv paa en Langfredag i en stærk og næsten polemisk Tone offentlig præke mod deDogmer, der pleie at staae i nøie Forbindelse med denne Dag.

Hvor Velstand, Oplysning og Cultur komme sammen, der maa i det mindste den borgerlige Sædelighed stedse vorde meer og meer herskende. Ogsaa herpaa ere Weimar og Gotha Exempter. Tyverie, Vold og Mord, som i deudsuede og undertrykte Stater, f. Ex. det Casselske, ere ofte forefaldende Tilfælde, hører man her næsten aldrig. I den nærværende Hertugs Tid skal i Fyrstendømmet Gotha kun een være dømt fra Livet. Derimod ere deLaster, som pleie at staae i Forbindelse med Luxus, og hvilke deborgerlige Love egentlig ikke kunne straffe, mindre sieldne.

Ikke havde jeg troet at finde den offentlige Tone overalt saaledes stemt, som jeg fandt den. Det er saa langt fra, at man er tilbøielig til at ville forsvare Tydsklands gamle Constitution, at man ei engang har et Ønske tilovers s. 116for dens Vedligeholdelse. Man taler med den største Ligegyldighed om dens totale Omstøbning, og det er en almindelig Troe, at hele Tydskland inden kort Tid republikaniserer sig. Denne Troe er hos visse Stænder Frygt, hos andre Haab; nogle synes at være ganske ligegyldige derved. Hvorledes imidlertid denne Troe er bleven saa almindelig, indseer jeg ikke, da alt endnu er ganske roligt i hele Tydskland, især i dets nordlige Deel, og Mangel paa Eenhed i Tydsklands Statskræfter synes at giøre Udførelsen af en almindelig Revolution vanskelig. Tiden vil vise det. Udfaldet af den franske Expedition paa England, Neapels, Spaniens og Portugals Skiæbne, Keiserens nærforestaaende Død, ere Omstændigheder, hvis Indflydelse paa at udbrede eller standse Republikanismen vil vorde afgiørende; men hvilken Sag der vil trinmphere, kan neppe nogen Dødelig nu forudsige med Vished.

8*

Luxus forekommer mig i det nordlige Tydskland ikke at være stegen til nær saa høi en Grad som hos os. Aarsagen ligger formodentlig i den herskende Pengemangel og defærre Kilder til Rigdom. Mangen Kiøbmand i Hamborg og Kiøbenhavn fører en langt større Luxus end desmaae Fyrster i Tydskland. Den eneste Bye, hvor jeg har funden en nogenlunde høi Grad af Luxus, er Leipzig, hvorover alt og der er meget dyrt, langt dyrere end i Dresden, der dog er en Residensstad, men ikke, som Leipzig, Sædet for en vidtløftig Handel.

I August ville de 3 berømte Astronomer la Lande fro Paris, Bode fra Berlin og Maior v. Zach fra Gotha holde en Sammenkomst i det skiønne nylig anlagte Observatorium Seeberg ved Gotha. Man venter af disse 3 store Mænds Sammenkomst vigtige Resultater for Astronomien. Dette Observatorium paa Seeberg er maaskee i Smag og astronomisk Indretning det eneste i sit Slags. Jeg havde paa s. 117min Reise ved Hr. Maior v. Zachs særdeles forekommende Høflighed den Fornøielse at tilbringe der et Par meget interessante Timer.

Den berømte Philosoph Garve har nu beslattet at ende sin videnskabelige Bane. Hans Helbreds-Omstæudigheder byde ham det. Hans sidste Afskeed vorder en Aufsa$$* über die Laune i Allgemeine Bibliothek der schönen Wissenschaften. Merckel har i sidste Stykke af Wielands Mercur indrykket en Aufsa$$* über die dänische Sprache und die Bibliotheken in Copenhagen. Tydskland bliver alt mere og mere opmærksom paa Norden, og det begynder at blive en Modebeskieftigelse at studere det danske Sprog og Litteratur. I Leipzig amuserede man sig, da jeg var der, med en Anecdote om den franske Gesandt i Dresden, som havde inviteret sin Skræder til Bords hos sig paa en Maade, der var forekommet Hoffet der altfor republikansk. Ved Ravensberg har en Bondekarl dræbt en anden med en Stilet i Haab om at finde Penge hos ham, men fandt intet.

Alle Øine ere mi henvendte paa deFranskes Landgang i England, der nu synes at være sin Udførelse nær. Om Udfaldet ere Meningerne deelte. England var stedse frygtelig til Søes; dog synes den at betragte Faren med ængstelig Alvorlighed. Skulde den lykkes, kunne Følgerne strække sig vidt. I Rastadt hendriver man Tiden med Noter og Contranoter. Denne Langsomhed synes at have andre Grunde. Der siges, at deFranske ville hielpe Tydskerne med at bringe Sæcularisationen i Rigtighed. Man kan et faae dem til at trække deres Tropper tilbage fra den høire Rhinside. Med Keiserens Død skal det være saa afgiort, at man har bestemt Datoen, paa hvilken han maa forlade Verden.

Min Bestemmelse er at blive her i Sommer. Jeg studerer Naturhistorie, Physik og Botanik under Blumenbach, Lichtenberg, Hoffmann, Konsthistorie under Heyne.

s. 118Mit Priis-Skrift skal og udkomme i Sommer. Skulde Anarchiet vedblive i Italien, gaaer jeg maaskee til Efteraaret lige til Paris.

Jeg frygter for altfor længe at have opholdt Deres Excellence. Kun tillade D. E. mig endnu at igientage Forsikkringen om den levende Taknemmelighed, hvormed Tanken om Deres og høie Families bestandige Bevaagenhed giennemtrænger mig. At Deres Excellence maatte være overbeviist om, at intet Ønske er mit Hierte kiærere end en fortsat Besiddelse af D. E. Bevaagenhed og ingen Attraae mere uindskrænket hos mig end den at vise mig værdig deOpmuntringer, hvormed D. E. stedse har beæret mine ringe Anlæg, denne Tanke er mig den sødeste af alle. Deres Excellence vedblive at beære mig med den Gunst, jeg hidtil var saa lykkelig at være i Besiddelse af, og anbefale mig Deres ædle Kones og Svigermoders bevaagne Erindring. Jeg kan ikke slutte disse Linier uden at føle mig giennemtrængt af devarmeste Ønsker for den ædle Families Velgaaende, som mit Hierte slaaer saa høit for, og som har saa mange Fordringer paa min ubetingede Høiagtelse og uindskrænkede Taknemmelighed. Med den dybeste Ærefrygt har jeg den Ære at forblive Deres Høigrevelige Excellences, gunstige Velynders underdanige Tiener

Engelstoft.

Til professor Abraham Kall.
Göttingen d. 16 Juli 1798.

Høiædle Hr. Professor,
Høistærede Velynder!

At jeg i saa lang Tid ei har givet mig den Frihed at skrive Dem til, ville De ikke tillægge nogen Ligegyldighed s. 119eller Skiødesløshed; jeg veed intet i Kiøbenhavn, som jeg uophørlig erindrer med mere Varme end Dem og elskværdige Familie, og jeg kiender ingen behageligere Forretning end at kunne bevidne Dem disse Følelser saa ofte som mueligt. Men jeg undseer mig ved saa ofte at foruleilige Dem med Breve, saa meget mere, som min Ven Juul idelig faaer Efterretning fra mig og formodentlig meddeler Dem, hvad interessant jeg sender ham daraussen fra. Jeg kan ikke udtrykke, hvor behageligt det har været mig idelig ved Juul og andre at vorde underrettet om Deres med ædle Kones og hele Families Velgaaende, for hvis uafbrudte Vedvarenhed jeg er gjennemtrængt af devarmeste og oprigtigste Ønsker.

Jeg giorde i forrige Uge en Reise til Pyrmont med mine øvrige Landsmænd her tilfods, og besaae ved denne Leilighed ogsaa Hameln og en Deel af den hannoverske Cordon, samt adskillige Fabriker o. s. v. I Pyrmont var der i Aar ei saa fuldt som i si or, siden ingen Majestæter komme der; dog 7 à 800 Mennesker vare der vel. Damerne spille ved Badet en Hoved-Rolle; disse opfordre alle diaturens og Konstens Kræfter for at giøre hinanden Rangen stridig i Smag og Beundrelse, hvad enten demed Brøndglasset i Haanden lade deres Yndigheder vise sig i græsk Morgen-Negligé, eller lade deres Pragt og Guld skue ved Diné- og Spille-Bordene, eller svæve med zephyrisk Lethed paa hæleløse Skoe i raske Dandse og smeltende Valsen. — Hertugen af Augustenborg fandt jeg i Pyrmont, og giorde ham ved denne Leilighed min Opvartning. En Deel andre Danske traf jeg og der, hvoriblandt Frankenau, en Jørgensen, en Wassersall, Frue Rosenkrau$$* fra Rastadt med hendes Læge Müllers, Kammerherre Rosenkran$$* — den for sin Forstand vel bekiendte — fra Jylland m. s. Fra Sverrig var der Admiral Wachtmefter med sin Kone. Den gravitetiske s. 120Campe saae jeg og her. Foruden Promenader, Dejeuneer, Dineer, Soupeer og Spilleborde høre Baller, Comoedier og Fyrværkerier til Badegiefternes Divertissements.

Göttingen har i Sommer havt den Ære at besøges af flere fremmede Lærde, hvoriblandt den berømte van Marum fra Harlem, som overbragte Lichtenberg Diplom som Medlem af det Harlemske lærde Selskab, og Faujas deSct. Fond, bekiendt især som Mineralog. Den sidste, som er citoyen og skal have været her i Thdskland tigesaa meget i politiske som naturhistoriske Hensigter, havde med sig en Slags Secretær ved Navn Montford, en ægte Jaeobiner, som ikke bar uden een Kiole og den gammel cg styg, men en uendelig Sabel og øvrigt Krigs-Apparat. I Cassel bleve begge budne til Bords af Landgreven, men den sidste lod sige, at han kun kom paa det Vilkaar, at han maatte komme i sit sædvanlige Antog uden videre Ceremonie, som da Landgreven var for galant til at afslaae.

For nogle Dage siden kom der en stor Angst over Göttingen og det hele aeademiske Personale, da et Rygte sagde, at Fredsunderhandlingerne vare totaliter afbrudte, og Krigen uomgiængelig tog sin Begyndelse igien. Nu veed man da, at det kun ere Underhandlingerne i Selz, som have ophørt, men man formoder, at dealligevel vorde fortsatte i Rastadt selv. Imidlertid er Frygten ikke ophørt, da det synes, som Freden slet ikke er deFranskes Hensigt, og mange mene, at Krig er en nødvendig Følge af den franske Politik til deres egen Vedligeholdelse, saa længe hele Europa ikke er bleven Republik. Skulde det komme til Krig igien, mene Politikerne, at Danmark og Sverrig ikke saa let slippe fra at tage Deel med, især da det russiske Hof synes saa decidert imod deFranske.

I Tilfælde af Krig, ere dehannoverske Stater saavel formedelst deres Beliggenhed som Forbindelse med England først udsatte for Faren, og kom deFranske til Göttingen, frygter s. 121jeg for, at deei opførte sig saa godt som i 7aars-Krigen. Tybsklands enten Deling imellem destore Magter eller Repnblikanisering synes at ville vorde en nødvendig Følge af en ny Krig.

I degalliserte tydske Stater er der indført en Organisation i Underviisnings- og Opdragelses-Væsenet, som ganske synes stilet paa at exgermanisere dem i Henseende til Sprog, Religion og Tænkemaade. Istedenfor al Religion skal læres une morale civiqve et républicaine. Sædernes Fordærvelse skal være meget stor. Imidlertid skal man dog i det hele være tilsreds.

Man formoder nu, at Buonaparte ikke gaaer til Ægypten, men til Grækenland for at skienke det sin gamle Frihed. At han har sat deFranske i Besiddelse af Maltha, ansee mange som en Fod i Neapel og troe, at dette Rige gaaer i Løbet med deandre. Hvis Rusland efter Rygtet vil sende Tyrkerne 70000 Mand til Hielp mod Grækerne og deFranske, er det et Parabox i Historien. Det værste er, at Armeer koste Penge, som Rnsland ikke har.

I Liefland i en Flekke Dorpat 10 Mile fra Reval er oprettet et Academie af Paul 1. Efter 5 Aars Forløb tør ingen Russer længere findes paa et tybstk Academie eller andet ikke-russisk. Pros. Arnemann her har faaet et Kald derhen med 4000 Rublers aarlig Gehalt, og man mener, at han tager derimod.

Efter Reisendes Sigende er Kongen af Preussen uendelig tilbedet af den almindelige Mand, men blandt deStore og og Dybereforskende skal han dog være mindre agtet, fordi han ikke handler efter saste Grundsætninger eller selvstændig, men lader sig ganske regiere af et Par Ministre.

I det Hannoberske er i denne Tid bleven en ny Skat af 4 pCt. paalagt, som skal opvække megen Missornøielse, da Raubet allerede er betynget nok.

s. 122Putter her i Göttingen har givet en Selvbiographie ud, som er saa fuld af Ubetydeligheder, at man snarere skulde ansee den for en Satire paa Selvbiographier end for en virkelig meent.

Nylig have 2 Studeniere her duelleret med hinanden paa et Par Pistoler, og den ene skudt den anden saaledes, at det nok kan vare et halvt Aars Tid, inden han ret kommer sig tgien.

Buhle her, skiønt kantisk Philosoph, har erklæret sig mod Fichte, og det synes at trække op til en blodig Krig, hvor vist nok Fichte, om jeg kiender ham ret, vil slaae saa diervt til med knyttede Næver, at den stakkels Buhle maa krybe i Skiul. Det store Spørgsmaal er om Ich og Nicht-ich, og om man kan vide noget om sit Ich. Kästner her mener, at det var bedre, om deHerrer sørgede for, at deres Ich vidste noget.

Det latinske Sprog er nu saaledes kommet i Decadence i Tydskland, at det er et Under, om nogen, som er dannet i desidste 10 Aar, kan sætte en Linie taalelig sammen, især hvad Medicinere og Jurister angaaer. Nylig har man seet en medicinsk Disputats descabiete.

Heydenreich i Leipzig, den berømte Philosoph, har taget sin Afskeed fra sin Lærestol. Hans Finans- og Legems-Omstændigheder ere ved hans Udsvævelser ganske ruinerte.

Siden Bernstorfs Død have vi tabt meget af vor Agtelse i deTydskes Øine. Man troer, at det er ude med Trykke- og Tænkefriheden hos os. Idelig indrykkes i Tidenderne forargerlige Efterretninger fra os til denne Sags Bestyrkelse f. Ex. i Nene Theol. Annalen (fra Rinteln) Stück 23, hvor og Prof. Hansens Asskeeds-Præken er haardt medtaget.

Hr. Professoren formelde min ærbødige Respect for Deres ædle Kone og øvrige elskværdige Familie og anbefale s. 123mig Sammes vedvarende Venskab og bevaagne Erindring. De have og den Godhed at hilse min Ven Juul, som jeg snart skal skrive til. Selv beære De mig stedse som før med Deres bevaagne Venskab og være overbeviist om, at mit Hierte veed at skatte sammes Værd.

Engelstoft.

Drr. Thorlacius og Müller bede mig formelde Hr. Professoren deres ærbødigste Compliment.

Til Geheimeraad Kosencrone.
Göttingen d. 23 August 1798.

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstigste Velynder!

Hvis jeg saa ofte vilde uleilige Deres Excellence med mine Breve, som jeg føler Trang til at tolke Dem mit Hiertes taknemmelighedsfulde Hengivenhed, frygter jeg for at kunne synes ligesaa ubeskeden paa den ene Side som erkiendtlig paa den anden. Dette uagtet skulde jeg dog neppe saa længe have kunnet nægte mit Hierte hiin Tilfredsstillelse, hvis jeg ikke havde været uvis om, enten jeg skulde søge Deres Excellence i Jylland eller i Kiøbenhavn. Jeg ventede i denne Henseende paa Efterretninger fra min Fader; og da han nu har tilmeldt mig, at D. E. endnu i Begyndelsen af denne Maaned ei var i Jylland, formoder jeg, at dette Brev, hvormed jeg saa længe har ønsket at opvarte Dem, vil treffe Dem i Kiøbenhavn. Maatte det ogsaa være saa lykkelig at forefinde Deres Excellence med ædle Kone og elskværdige Svigermoder i al den Velgaaende, s. 124som er Gienstanden for saa manges, især ogsaa for mine varmeste Ønsker! Jeg kan ikke udtrykke, hvor bekymret jeg blev engang i Sommer, da Assessor Müller skrev, at den gode Grevinde ikke befandt sig vel; men nogen Tid efter trøstede han os igien med den Efterretning, at hun var restitueret igien. Jeg glæder mig i det Haab, at Hendes Naade siden den Tid har nydt en uafbrudt Sundhed, og at fra den Side intet har hindret den sædvanlige Sommerreise til Jylland.

Hvor gierne ønskede jeg nu blot i een Time at kunne være hos Deres Excellence og fortælle Dem, hvad jeg hidtil har udrettet, og hvad jeg videre haaber at udrette! thi skylder jeg ikke Deres Excellence Regnskab for ethvert af mine Skridt, Dem, der selv har saa megen Deel deri? Jeg maa da lade Pennen træde i min egen Persons Sted, og bede Deres Excellence undskylde, at Pligt byder mig at tilsidesætte den Beskedenhed, der ellers ikke skulde have tilladt mig at giøre mig selv til en Deel af mit Brevs Indhold.

Siden Hiemkomsten fra min sachsiske Reise har jeg nu næsten tilbragt et Semefter her i Göttingen. Jeg har søgt at giøre mig det saa nyttigt, som det stod i min Magt. Jeg betragtede mit Ophold her som en nærmere Forberedelse til min videre Reise og i Særdeleshed til mit Ophold i Paris. Min Opmærksomhed har meest været henrettet paa saadanne Videnskaber, hvis Værd og Nytte er almindelig erkiendt, uafhængig af det precære i Tidsomstændighederne, og til hvis videre Studium jeg især i Paris venter at finde fortrinlig Leilighed. I det jeg gik ud fra disse Synspunkter, blev Konst-Studiumet og Naturlæren her Hovedgienstanden for min Flid. Det første har jeg dyrket under den berømte Heynes Veiledning, hvis privatissimum derover jeg har betalt med 20 Rd., hvis ellers en Betaling s. 125kan siges at have Sted der, hvor det, som modtages, i Værd langt overstiger det, der udgives. Den mathematiske Deel af Naturlæren (Physiken) og den nyere Chemies Grundsætninger har jeg giort mig nærmere bekiendt med under den fortreffelige Lichtenberg, der ene knude lokke Studerende til Göttingen. Over den almindelige Naturhistorie, i Særdeleshed Mineralogien, har jeg hørt den berømte og lærerige Blumenbach. En særskilt Deel af Naturhistorien, Botaniken, har jeg dyrket under Prof. Hofman. Foruden dette har jeg endnu hørt Forelæsninger hos Tychsen, et over deorientalske Sprog, et andet over den græske og romerske Critik. De Timer, jeg endnu har kunnet have tilovers, har jeg helliget detre sydeuropæiske Sprog og Omarbeidelsen af mit Priis-Skrift, som jeg før min Afreise herfra sender til Kiøbenhavn i Msc. for at trykkes. Endnu har jeg giert en Reise til Harz og beseet devigtigste af denne berømte Biergkiædes Naturscener, Biergværker og Møller; og nok en Reise i Juli til Pyrmont, paa hvilken Tour jeg og besaae Fæstningen Hameln, en Deel af den hannoverske Cordon og adskillige Fabriker og Indretninger, blandt hvilke et Speilblæserie og en Tærskemaskine forekom mig meest mærkværdige. I Begyndelsen af October haaber jeg at see mig istand til at fortsætte Reisen til Frankrig. Hvis det behager mig i Paris, turde jeg vel blive der 2 Viniere. Et National-Bibliothek, et Museum og en Samling af Konstens og Smagens Værker, som den Paris nu besidder, kan ikke andet end opvække den gunstigste Fordom. Naar jeg kun ikke skal nødes til at standse midt paa Banen, kan jeg ikke andet end ansee mig for yderst lykkelig, i hvis Lod det faldt at plukke saa mange og saa skiønne Roser, hvis Ynde ikke engang tillader at tænke paa deTorne, hvorpaa devoxe.

s. 126Jeg maatte trætte Deres Excellences Taalmodighed, hvis jeg vilde opholde Dem med at fortælle deutallige deels underlige, deels begrædelige, deels latterlige Ting, som krydse hinanden i Tydsklands nærværende politiske og litterariske Forfatning; meget deraf kiender og bedømmer Deres Excellence selv fuldstændigere og bedre end Jeg.

Længe har det Rygte gaaet, at Buonaparte var slaaet i Middelhavet af Englænderne, og hans Flaade næsten ganske ødelagt, et Rygte, der paa defleste Steder i Tydskland og ligesaa her i Göttingen, hvor der hersker et uindskrænket Had baade til deFranske selv og deres Grundsætninger, er opsnappet med megen Begierlighed. Imidlertid synes det dog at bekræfte sig; thi Journal deFrancfort fra i Forgaars anfører ligelydende Efterretninger derom fra Neapel og fra Triest. Fægtningen skal efter Buonapartes egen Tilstaaelse have været den meest haardnakkede, han nogensinde har bivaanet, og den franske Flaade være næsten ganske ruineret. Imidlertid har man dog endnu ingen detailleret Efterretning, og Sandsynlighed er altsaa den høieste Grad af Troværdighed, der endnu tilkommer disse Rygter.

Om der bliver Fred eller Krig, derom ere Rygterne saa afvexlende og Slutningsgrundene saa usikkre, at man næsten ikke kan giøre andet end at vente paa Udfaldet. Hofraad Markens herfra har nylig skrevet fra Rastadt, at han formoder at blive der i Vinter. Saavidt man kan dømme af Tidenderne, er man ogsaa endnu langt fra en Foreningspunkt. Nu taler man og om, at en Congres skal aabnes i Berlin; men det er uden Tvivl et af desædvanlige Rygter. Man seer og let, hvilken en Overvægt Kongen af Preussen maatte faae i en Congres, som holdtes i hans Hovedstad.

s. 127De tydske Academier have tabt en Deel ved Russernes Tilbagekaldelse. Erlangen tabte 80, Jena 100, Göttingen 25. De Breve, hvori deres Forældre forkyndte dem Keiserens Villie, vare skrevne i en Tone, som vare dedicterte af ham selv. De turde ligesaalidet føre nogen Bog som Manuscript med sig. Det vil maaskee vorde dem regnet til Forbrydelse, at debeholde noget i Hovedet, af hvad dehave lært. Med Taarerne i Øinene tiltraadde deTilbagereisen til deres skrækkelige Fædreland, hvor Lænker og Mørke vente paa dem.

I Gotha har nu og en astronomisk Congres samlet sig. Zach, Lalande og Bode spille deførste Roller. Blandt Damerne Lalandes Niece og Hertuginden af Gotha. Der er bleven giort megen Vind dermed, som endnu blæser over hele Tydskland. Kästner og Lichtenberg her kunne ikke bare sig for at satirisere lidt derover.

I Kiel hersker efter Sigende en saadan Epidemie, at Forelæsningerne ere opløste og 40 Mennesker doe ugentlig.

I sidste Stykke af Wielands Mercur staaer et Brev fra en dansk Reisende over Schnepfenthal. Jeg kan ei vide, hvo det er. Hans Bemærkninger, som ere indhyllede i en Nimbus af Lovtaler, stemme for en Deel overeens med mine, som faae Plads i Repertoriumet for Danskes Efterretninger etc.

Deres Excellence anbefale mig Deres elskværdige Kones og ædle Frue Svigermoders gunstigste Erindring. Selv ville De ansee disse Linier som det meest uskrømtede Udtryk af den levende Erkiendtlighed og dybe Ærbødighed, hvoraf jeg heel er giennemtrængt, og vedblive at beære mig med den Gunst og høie Bevaagenhed, som jeg skatter høit nok til at regne det blandt destørste Goder, Forsynet tildeelte mig. Deres Excellences underdanige Tiener

L. Engelstoft.

Til Geheimeraad Rosencrone.
Göttingen d. 4 October 1798.

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstige Velgiører!

Rødmende tager jeg Pennen i Haanden. Jeg vilde takke Deres Excellence, men — Deres Godhed ophæver Mueligheden af at takke Dem, som jeg burde; jeg vilde tolke Dem min Erkiendtlighed, men — ethvert nok saa heldigt Forsøg kunde kun vorde et svagt Udtryk af mine Følelser. Kun dette ene kan jeg sige Deres Excellence, at jeg mere levende, end noget Sprog kan male, føler, hvor meget jeg skylder Dem, hvor meget De bidrager til min Lyksalighed i en Stilling, hvor enhver Louisd’or, rigtig anvendt, sætter mig istand til at have Fordele og Fornøielser, hvis Værd jeg ikke veed at beregne efter nogen bekiendt Maalestok. Aldrig skal jeg glemme delykkelige, debehagelige, delærerige Dage, da jeg reiste udenlands; men aldrig skal jeg heller kunne tænke paa nogen af disse uden at erindre med varmeste Taknemmelighed, at det var Deres Excellence, jeg skyldte saa mange af deGlæder og deFordele, som derved bleve mig til Deel. Maatte jeg kun være saa lykkelig, at kunne fortiene det virksomme Bifald, Deres Excellence skienker mine Bestræbelser paa Videnskabernes Bane, og den Opmuntring, hvortil De har anseet mig værdig! Maatte min Evne svare til min Villie!

Den gode Grevindes maadelige Helbred smerter mig særdeles meget, især da det og forhindrede Sommerreisen til Jylland, som vist maatte have været meget tienlig saavel for hendes som Deres Excellences egen Sundhed. Maatte dog Kiøbenhavn I Vinter ikke have for meget af s. 129den fugtige Luft, hvormed det pleier at være hiemsøgt! Maaskee kunde en reen nordisk Vinter i mange Henseender have en fordeelagtig Indflydelse paa Sundheden. Jeg glæder mig imidlertid ved det Haab, at dette Brev vil have den Lykke, at forefinde saa vel den ædle Grevinde i god Bedring som Deres Excellence selv fuldkommen restitueret.

Den behagelige Erfaring, at dekorte Efterretninger, jeg tog mig den Frihed at meddele Deres Excellence efter min sachsiske Reise, ikke har været Dem uinteressante, opmuntrer mig til at meddele Dem en Fortsættelse af samme meest med Hensyn paa Göttingen og deomliggende Egne. Jeg har nu opholdt mig her omtrent trefierding Aar; jeg har i denne Tid foruden smaae Toure giort to Fodreiser, en til Harz, en anden til Pyrmont, begge lærerige og interessante, den første især i naturhistorisk Henseende og til Kundskab om Biergboeres Charaeteer og Levemaade, den sidste mere i Henseende til Folkekundskab og politiske Synspunkter. Jeg har og havt Leilighed til at giøre en Deel interessante Bekendtskaber ei blot med Studerende af forskiellige Nationer, men og med Officerer og andre Stænder, som hver have deres egne Synspunkter og deres egen Kreds. Jeg har søgt saa meget mueligt at benytte paa den ene Side min egen Erfaring, paa den anden Omgang med forskiellige Mennesker til at lære videværdige Ting at kiende. Nogle faa Resultater af alt dette, for saa vidt jeg nu erindrer det, vil jeg tage mig den Frihed nu, da jeg staaer paa Punktet at forlade Tydskland, at meddele Deres Excellence, uden enten at forskiønne eller fordunkle noget med mit Vidende; og hvis Deres Excellence i disse Bemærkninger skulde finde Noget urigtigt eller skievt, beder jeg, at det hellere maa tilskrives Mangel paa Iagttagelsesaand end paa Sandhedskiærlighed.

9

s. 130Tør jeg bede Deres Excellence allerførst kaste et Blik paa Göttingen selv. Her spille Professorerne den første Rolle med deres Familier. De fleste ere i deres Fag berømte Mænd og meget arbeidsomme. Det skulde være besynderligt, om man paa nogen Tid om Dagen ikke skulde treffe en Professor i sin Studerestue, naar han ei holder Forelæsninger. I Livets Fornøielser tage dederfor næsten slet ingen Deel, undtagen i deto Gange om Aaret indtreffende Treugers Ferier. De holde imellem sig saare saa Selskaber, og Mændene komme mestendeels først sildig for at afhente deres Familier. De føre meest alle en meget indskrænket Huusholdning, og jeg har, ved at være nogle Gange bleven buden i Selskab hos dem, erfaret, at deres Borde ere Tarvelighedens Skole. Det Hovedmaal, hvortil enhver Professor stunder, er: Navn, Louisd’orer og Hofraths-Titel. For at faae det første arbeide deNat og Dag paa Skrifter. For at komme i Besiddelse af det andet, søge deat giøre deres Forelæsninger saa tiltrækkende som mueligt, hvilket er Aarsag til demange Vittigheder og Ridiculiteter, hvorefter dejage paa Cathedrene for at more deres Tilhørere. Endelig for at naae det store — Hofrath, som er den Belønning, Regieringen i Hannover pleier at tildele Göttingske Fortienefter, præke defra Morgen til Aften mod den franske Nation og dens Grundsætninger. Det gaaer saa vidt, at berømte Lærere i Historien her — som gierne vilde være Hofraader, saa snart mueligt — ikke blot stille alt, hvad der angaaer den franske Revolution, i det allerufordeelagtigste Lys, men troe endog at smigre Regieringen med at stille Verdens største Despoter, en. Alexander, en Philip 2., en Ludvig 14., frem som gode Konger og elskværdige Mennesker. Siden Spittler kom bort, er der ingen mere, som holder et bedre Partie undtagen Eichhorn. Schlözer selv er imod deFranske, skiønt han ellers er fri nok i deøvrige Dele af s. 131Historien. Saasnart nogen Ulykke vederfares deFranske, saa er der en utrolig Glæde over dem; saaledes i denne Tid. For en Maaneds Tid siden, da man havde paadigtet deFranske en Ulykke liig den, som nu har truffet dem, giorde den gamle Kästner strax følgende Epigram:

Für‘s Vaterland fiel mancher Held,
Nur Nelson für das Wohl der Welt.

Da enhver Professor gierne tilendebringer sin hele Videnskab i et halvt Aar, saa ere Forelæsningerne for det meste overfladiske og elementariske; saaledes have i det mindste deværet, som jeg har hørt, den fortreffelige Lichtenbergs undtagen. Theologerne, saa frie deere i Samtaler, saa orthodoxe tee desig paa Cathedrene. Enighed kan man aldrig vente skal finde Sted paa et Academie, hvor Professorerne have deres største Revenu af deres Forelæsninger; thi der kommer altid Brødmisnndelse ind i Spillet. Saaledes er det her. Theologer enes ikke med Theologer, Medicinere ikke med Medicinere. Nylig har Göttingen seet tre forargerlige Optrin mellem Professorerne selv. I deto blev det dog ved, at den ene viste den anden paa Døren, men i det tredie gik det saa vidt, at begge Partier rev hinanden hovedkuls ned af Trapperne og fortsatte dernede deres ikke alt for venskabelige Concurs. Man mener, at den ene, Prof. Seyffarth, faaer consilium abeundi.

Faa Steder hersker saadan Videnskabelighed blandt deStuderende, som her. Skiønt der gives en Deel, som ikke giøre andet end sætte Penge til, ere disse dog langtfra ikke det største Antal, oz denyde ingen Agtelse blandt deøvrige. De vigtigste Forelæsninger ere altid talrigt besøgte. Den private Flid understøttes ved det fortrefselige Bibliothek. Sæderne ere bedre end paa noget andet tydsi Academie. Gierne har ethvert Landsmandskab noget, der giør det agtværdigt eller mindre agtværdigt. Af alle agter jeg s. 132meest det Ungarske. De ere næsten alle Adelsmænd og rige Folk, men contrastere paa en fordeelagtig Maade med detydske Adelsmænd, som ligge her. Disse ere i Almindelighed den sletteste Deel af deStuderende her. Intet have delært, før dekomme her, og Intet bekymre desig om at lære, efter at deere komne her. For det meste ere deOfficerer, der blot komme for at tilbringe nogle Aar paa en behagelig Maade. Ungarerne derimod ere fordomsfrie, deskebne, vi de- lystne, flittige. Jeg har intet interessantere Bekienbtskab giort enb meb to Grever Telecky og tre Baroner Zeyg, alle fra Ungarn. Man skulde ikke troe, at en saa liberal og saa fri Aand, som disse have, skulde kunne ventes fra hine Egne.

9*

De Videnskaber, som meest blomstre her, ere Naturhistorie, Physik, Sprogkundskab og humaniora. Philosophien befinder sig her saa afmægtig, at Buhle kuns har havt tre Tilhørere i Sommer over den critiske Philosophie. Fichtianismen har Göttingens Philosopher Buhle og Bonterweck imod sig. Man er her saa sysselsat med nyttige Videnskader, at man ingen Tid har tilovers for excentriske Spidsfindigheder. Medens man i Jena undersøger saare fiint, om vi ere til eller ikke, hvad Rum og hvab Tid er, studerer man her Fortidens Erfaringer, som Historien overlevere de, skuer og denytter Naturens Skatte paa det nærliggende Harz, danner sig til forstandig og duelig Borger.

Professorerne her ere ingen Pressetvang underkastede. Men Enhver, som lader noget trykke foruden dem, maa lade det censurere. Dog er Censuren ikke skarp. Trykkefrihed har altsaa Göttingen i stræng Forstand ikke. En Privatdocent, som havde skredet en Sammenligning mellem Hertugen af Brunsvig og den Hunniske Attila, blev her afviist med sit Skrift, fordi Parallelen ei var hæderfuld for Hertugen, skiønt den ellers ei var slet truffen. — En Mængde Emigrantere opholde sig her, for det meste i maadelige s. 133Omstændigheder. De fleste studere Medicin. Det er tungt at see ofte middelaldrende Mænd blandt disse, som før vare i lykkelige Forbindelser, nu sidde paa Auditorierne som Lærlinge. Mange af dem ere af høi Adel og opdragne i Overflødighedens Skiød. Ofte veed man ikke, om de Aarsager, der førte dem ud af deres Fødeland, eller de selv fortiene meest Medlidenhed. — Den Misbrug, som saavel her som paa de øvrige tydske Academier gaaer i Svang i Henseende til de academiske Værdigheder, overskrider alle Grændser. Det maa inden kort Tid blive en Skam at være en tydsk Doctor. Man lader trykke eet Ark med viid Tryk, og dermed er man Doctor. Facultetet besørger, om man vil betale 3 à 4 Lonisd’orer, Disputatsen selv giort. Alle Faculteterne drive det blot som en Handelsgreen. Jeg vilde skaffe alle min Faders Tienestefolk den ene et Doctor-Diplom i Medicinen, den anden i Philosophien, den tredie i Theologien o. s. v., saasnart jeg vilde betale Taxten for hver. Hvor lidet man skammer sig selv her i Göttingen, kan sees blot deraf, at da en Student for nogen Tid siden skulde relegeres, tilbød Facultetet at eftergive ham Straffen, naar han vilde prænumerere sin Doctordiputats med 10 Lonisd’orer. Han forlangte deres Haand derfor, men den turde de ikke give.

Jeg vil ikke opholde Deres Excellence længere ved Göttingen. Jeg vil nu tage mig den Frihed, at giøre nogle Bemærkninger over den herskende Tone i disse Egne, især i politisk Henseende, saavel blandt de høiere som lavere Stænder. Adelen i det nordlige Tydskland har saa godt som ikke gaaet et Skridt frem med Tiderne; dette gielder fortrinlig om den hannoverske. Dette tilstaae selv Tydskere. Selv i Cassel tales friere end i Hannover. Adelstrykket hviler ogsaa skrækkelig over de hannoverske Lande, og Velstand er slet ikke almindelig. Omkring Göttingen er det s. 134nogenlunde; men naar man kommer hen mod Pyrmont og Hameln, saa er det overordentlig fattigt allevegne. Den tydske Adel, jeg saae forsamlet i Pyrmont, var overordentlig stiv. Ligesaa har den været, som jeg har seet andensteds. De Franske nyde gierne i de høiere Cirkler det Hædersnavn: racaille pitoyable, som jeg selv ved et table d’hôte har hørt af en fornem hann oversk Dame. Bed Badene — jeg har kun været i Pyrmont — skal det overalt være meget stivt. Vor Hertug af Augustenborg udmærkede sig i Sommer ved sit Ophold i Nendorf og Pyrmont saaledes ved sin, for de Tydske hos en Fyrste saa fremmede, Popularitet, at man vidste længe efter at tale derom vidt og bredt. Den almindetige Mand i det Hannoverske og Brunsvigske forekommer mig meget phlegmatisk. Skiønt disse Lande, især det hannoverske, have lidt meget ved Krigene, hører man der dog ikke Folk beklage sig derover, meget mere ere de saa opbragte mod de Franske, at Enhver siger, han vilde ikke være den sidste, om hans Arm behøvedes imod dem. Især er den almindelige Mand i det Brunsvigske vel tilfreds med det nærværende. Hans Kaar ere og bedre end i det Hannoverske. Den almindelige Mand her i det Hannoverske forekommer mig ellers at danne en ufordeelagtig Contrast med den Sachsiske; denne er høflig, mild, net, velklædt; den hannoverske Bonde derimod grov, underkuet, styg, hengiven til Drik, uvidende, bedragersk. Hvor Armod og Undertrykkelse hersker, der kan man heller ikke vente enten Cultur eller Oplysning eller Moralitet. Geistligheden giør meget til at vedligeholde Afskye for Franskhed, thi de præke bestandig imod den, og finde især i Johannis Aabenbaring haandgribelige Beviser, at de Franske ere Antichrist og Gud veed hvad mere. Jeg har selv engang hørt saadan en politisk Præken i en Landsbyekirke.

s. 135Man skulde ikke troe, hvor lidet man kiender til den egentlige Luxus her i Tydskland, hvorfra vi dog faae vore Moder. Jeg troer, at der er mere Luxus i Hamborg og Altona alene end i det hele øvrige Tydskland. Leipzig er den eneste Bye, hvor jeg paa denne Side Elben har fundet nogen egentlig Luxus. Paa Landet kiender man saa godt som intet dertil. Jeg har giort smaae Excurser til et og andet Edelgut eller Amtsgaard, hvor man skulde troe at finde Rigdom og Smag forenet; men Alt har været meget simpelt. Hos Amtmændene, som have 8 à 10,000 Rdl. aarlig, finder man det ikke prægtigere end i mangen Præstegaard hos os. Det samme gielder om de smaae Fyrsters Slotte. Mange ere store nok, men for det meste baade bygte og meublerede med liden Smag. De have ikke Penge til at anskaffe Nyt. Præstegaardene eller rettere -Husene saavel i det Hannoverske som Brunsvigske see meget beskedne ud, og ved at besøge et Par Præster har jeg fundet, at det Indvortes er ligesaa tarveligt som det Udvortes. De fleste Præster have og kun 2 i det høieste tre Hundrede Rigsdaler aarlig, Præstejorderne iberegnede; thi Tiender faae de ikke. De leve derfor omtrent som Bønder. Ved Jena skal det ikke være sieldent, at see en Landsbyepræsts Kone komme til Torvs med en Kurv Æg.

Nærheden af de Casselske Lande giver os her i Göttingen Anledning til idelig at besøge dem og ved denne Leilighed lære dem og deres Regiering nærmere at kiende. Alt er der Soldat, og Gagen er omtrent 2 ß om Dagen for dem, som ligge i Garnisoner. Folket bærer sit Aag med Taalmodighed, da de frygte for et værre, naar Landgrevens Søn kommer til Regieringen; thi denne skal ikke giøre andet end jage og slaae. Med Faderen lever han i stor Uenighed og lader, for at ærgre ham, sig og sine Betientere klæde paa Fransk. I Mainz var han nær bleven slaaet s. 136ihiel, da han prøvede paa at slaae en Borger med sin Pidsk. Jeg kunde anføre mange Ting til den hessiske Regierings Characteristik. Eet istedenfor Alle. Nogle Landsbyer havde ved deres i syvaars Krigen udviste Tapperhed erholdet det Privilegium, at de for bestandig skulde være frie for militær Tieneste. I denne Krig vilde Landgreven ikke desto mindre udtage Soldater der. Man satte sig derimod, og det unge Mandskab vandrede ud. For at hevne sig, lod Landgreven Soldater rykke mod Byerne, og Mænd, Qvinder og Børn pidske.

Med denne i det nordlige Tydskland herskende Undertrykkelsesaand contrasterer efter troværdige Vidners Forsikkring ganske den, som nu har rodfæstet sig ved Rhinen. Selv har jeg giort Bekiendtskab med nogle tydske Oficerer fra hine Egne, som studere her. Man skulde ikke troe, at de vare Tydske, saadan Aand besieler dem. Trykkefriheden er overalt etableret ved Rhinen, og man trykker i det Hessendarmstadtske Bøger, som i det øvrige Tydskland forbydes. Jøderne have faaet lige Rettigheder med andre og hylde Friheden, der giorde dem til Mennesker. Nogle mainziske Jøder bleve insulterte i Frankfurt, men den franske General gav Magistraten der saa eftertrykkelig en Erindring, at den maatte ved en Placat forbyde at insultere Jøder fra det franske Gebeet. De franske Armeer, som staae paa tydsk Grund, holde overmaade stræng Disciplin, men udsue til sidste Blodsdraabe. Man paastaaer, at de Egne, hvor de staae, aldrig mere kan forvinde det. Alle Stæderne ere ved de idelige Contribntioner komne i saadan Gield, at de ei engang see sig istand til at betale Renterne. Hvorledes de Franske sætte i Contribution, kan man blot vide deraf, at for Generalens Bord alene maae daglig leveres 400 Gülden. Man forsikkrer, at den franske Armee, som nu staaer ved Rhinen, er uimodstaaelig, om den vilde trænge s. 137frem. Tydske Officerer selv kunne ikke noksom beundre dens fortreffelige Organisation. Efter al Sandsynlighed er Freden allerede istand med Riget, men med Keiseren mener man vist, at det paa ny bryder løs, og mange troe, at alle de Lande, som grændse til Rhinen f. Ex. Würtemberg o. s. o. derpaa revolutionere sig. Officererne, som have været ved de franske Armeer, sige, at disse slet ingen Agtelse have for det keiserlige Militær, det ungarske Rytterie undtaget. Alle keiserlige Officerer skal være yderst uvidende. Officeerpladsene besættes ikke efter Duelighed, men efter Fødsel og Hofkabaler. Selv her i Tydskland, hvor de keiferlige Armeer ere komne op under Krigen, have de giort sig yderst forhadte ved deres Egennytte og den slette Disciplin, de holdt. En keiserlig General Nay, som commanderte i Mainz, lod denne Stads Skove hugge om, averterte dem derpaa i Aviserne til Salg og tvang Borgerne til at kiøbe deres eget Træe, hvorved han paa eengang giorde sig selv en Fordeel af flere Tusende Rigsdaler. Jeg troer, at det var den General Ray, som kom til at ligge i Mainz, da Kongen af Preussen havde kiøbt denne Fæstning af de Franske for at hede paa Medailler: Selbstvertheidiger Deutschlands. Man sagde da, at Mainz, hans Mætresse, som var med ham, og hans Armee paa 60000 Mand kostede hver lige Meget. Skulde det komme, som vistnok skeer, til Brud med Keiseren, saa troer man, at denne vil komme ilde deran. Imidlertid gaaer Neapel i Løbet. Keiseren selv er som et Barn. Han giør Lak og fanger Fluer, og bekymrer sig for Resten om Intet. Man har mange skiønne Anecdoter om ham. Saa var Menneskehedens Lod!

Deres Excellence undskylde, at jeg er bleven saa vidtløftig. Jeg vilde gierne fortælle Dem noget om Tydskland, medens jeg kunde. Mere vilde jeg lægge til, naar jeg ikke frygtede for allerede at have tvættet Deres Taalmodighed.

s. 138Saasnart jeg kommer til Paris, skal jeg tage mig den Frihed at skrive igien. Jeg haaber at være der inden November Maaneds Slutning, hvis jeg ei bliver opholdt paa Grændserne, som det er gaaet nylig en af mine Landsmænd, der maatte bie i 22 Dage i Strasborg, indtil hans Pas havde været i Paris og var bleven underskrevet af Ministre de la police. Jeg gaaer over Holland. Paa Mandag tiltræder jeg Reisen. Mit Priisskrift, omarbeidet paa Dansk, har jeg sendt til Kiøbenhavn, hvor det trykkes hos Gyldendal. Det bliver nok 12 à 14 Ark stærkt.

Deres Excellence anbefale mig Deres gode Kones og ædle Svigermoders vedvarende Bevaagenhed og høigunstige Erindring. Selv beære de mig fremdeles med Deres høie Beskyttelse og vedblive at skienke mig og mine Studeringer den Opmærksomhed, som jeg er stolt af at besidde, og, saa vidt det staaer i min Magt, skal stræbe at fortiene. Deres Excellences underdanige Tiener

Engelstoft.

Til Gehtimkraad Kostncrone.
Paris d. 23 Frimaire 7.
(d. 13 December 1798).

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstigste Velgiører!

Kort før min Afreise fra Göttingen havde jeg den Lykke at erholde de gientagne Beviser paa Deres Excellences høie Bevaagenhed, og jeg tog mig strax derpaa den Frihed at tolke D. E. min uindskrænkede Taknemmelighed og meddele Dem nogle Efterretninger fra min daværende Erfaringskreds. Efter at være ankommen hertil, benytter jeg mig s. 139med Begierlighed af Deres Excellences gunstige Tilladelse, at turde undertiden skrive Dem til fra det interessante Sted, hvor jeg nu er saa lykkelig at opholde mig. Jeg skulde allerede tidligere — thi jeg er nu her en Maaned — have givet mig denne Ære, hvis jeg ikke havde troet, at burde først lære Paris lidet at kiende for ved en og anden Efterretning fra denne store Skueplads at kunne meddele mit Brev nogen Interesse; thi med Fortællinger om min Reises Begivenheder vil jeg ikke opholde Deres Excellence. Naar jeg undtager den noget vovelige Tour giennem det revolterende Brabant, mødte os i Henseende til Reisen selv intet Mærkværdigt. Et Udtog af min Journal over denne Reise skal desuden vorde indrykt i det tredie Hæfte af Qvartal-Skriftet: Danskes Reise-Iagttagelser, ligesom de Bidrag, jeg har meddeelt Udgiveren i første og andet Hæfte. Imidlertid da man paa Prent ikke tor sige alt, og jeg veed, hvor meget det, som angaaer Videnskabelighed og Menneskehedens Cultur, interesserer Deres Excellence, vil jeg tage mig den Frihed at begynde dette Brev med nogle Bemærkninger over Videnskabernes og Culturens nærværende Tilstand i Batavien, skiønt det er vanskeligt herom at sige noget bestemt, hvor Alt er i en vis Crisis, en Spænding, en nylig begyndt eg med det gamle System i alle Henseender kiæmpende Reformation; men paa den anden Side er det og meget interessant at see en heel Nation i en saadan Overgangs Tilstand.

Det er vist, at man ikke behøver at være længe i Holland for at opdage, at Hollænderne ere gode, ærlige, arbeidsomme Folk, der ikke forstaae at giøre mange Complimenter, der samle flittig sammen til Børn og Børnebørn, spise og drikke fortreffelig, og ønske intet hellere, end at man vil lade dem være uforstyrrede i disse to Operationer. Men spørger man om Smag og videnskabelig Cultur, saa seer s. 140det temmelig mørkt ud hos dem. Rigdom pleier at være Smagens Moder; men det er ikke Tilfældet her. Naar man seer begge Kiøns Klædedragt i Hovedstaden Amsterdam, har man ondt ved at troe, at man ikke skulde være fat et halvt Aarhnndrede tilbage i Tiden. Ligesaa forholder det sig med deres Huse, Villaer og Parker. Uagtet den ofte overdrevne Luxus, som hersker her, kan man dog forud være overbeviist om, at man næsten allevegne maa forefinde noget, som røber en udyrket og bizar Smag, f. Ex. besynderlige Skorsteensfigurer og Grupperinger, overladte Forgyldninger, chinesiske Zirater, konstige Hækkebeskiæringer o. s. v. Den videnskabelige Cultur selv staaer ikke paa en bedre Fod. Koopen og Verkoopen er det eneste, man troer det Umagen værd at beskæftige sig med, og Guldets Mængde bestemmer Mandens Værd, hvorfor en brav og en riig Mand her gielde som Synonymer. Ingensteds er derfor og Opdragelsen saa meget forsømt som her. Man anseer det endog for en Slags Skam at lade sine Børn lære noget, som om de skulde have det fornødent! Man kan derfor heller ikke undre sig over, at Conversations er som alt det øvrige mercantilsk og følgelig for et umereantilsk Væsen uinteressant. Den videnskabelige Cultur, som Holland har, indskrænker sig da meest til Academierne; men ogsaa disse ere et halvt Seculum tilbage. Jeg vil ikke tale om Theologien, som er bare Mørke. De theologiske Professorer ere tildeels endnu deelte i nogle latterlige Partier fra forrige Aarhnndrede og læse ikke andet end Dogmatik, hver paa sin Maade. I Klædedragt afsondre de sig ganske fra andre Mennesker; de ere sorte fra Top til Taae lige indtil Spænderne i Skoene, og bære smaae trekantede Hatte ligesom Qvækerne. Deres Forelæsninger begynde og ende de med en andægtig Bøn til Deus triunus, Pater, Filius et Sp. S. I Philosophien holde de sig endnu til Wolf; den nyere Philosophie kiende s. 141de kun af Navn. Philologien havde tilforn sit Hovedsæde her, skiønt, som bekiendt, i en temmelig smagløs Form. Men nu begynder selv den philologisks Erudition at dale. Naar et lidet Antal gamle Mænd, som endnu leve, ere uddøde, vil man neppe finde Indfødte, som kunne beklæde deres Pladser med Ære. I de mathematiske og physiske Videnskaber har Holland for nærværende Tid faa saadanne Mænd som van Svinden, der nu er i Paris som Medlem af Commissionen for Vægt og Maal, og van Marum, bekiendt for sine Forsøg over Planternes Electricitet og Secretær for det Harlemmer Videnskabers Selskab, samt Inspector over det berømte Teylerske Museum. Alle Forelæsninger holdes endnu overalt i Holland paa Latin, og i dette Sprog underholder en Fremmed sig og med dem, der ei tale Fransk. Det hele academiske Væsen i Holland saavelsom den ganske instruction publiqve venter ellers paa en nærforestaaende Reform. Ifølge den sidste bataviske Constitution af 1 Mai 1798 skulle saavel Academierne som de med det geistlige Væsen forbundne Underviisuingsanskalter forblive in statu qvo de første 3 Aar, Efter denne Tids Forløb vil Republiken være betænkt paa at organisere en ganske ny med Constitutionens Aand overeensstemmende Indretning. Rygtet angiver allerede det Væsentlige i denne Reform, som i det Hele skal vorde realiseret efter den franske Republiks Mønster. Staten antager sig da ikke længere nogen Gejstlighed at soutenere, ligesom den allerede i Constitutionen selv har erklæret al herskende Kirke ophævet. Geistlighedens Godser blive National-Eiendomme, hvilke igien skulle anvendes til at organisere Opdragelses-Væsenet efter republikanske Grundsætninger. De fem Academier reduceres til et National-Lycee, hvis Sæde bliver Leyden. Det besættes med Lærere i alle Videnskaber, men uden Inddeling i Faculteter. Positiv Theologie udelukkes totaliter. Theologennes s. 142partes fordeles mellem Philosopher, Historikere, Sprogkyndige. Af de nærværende Theologer vil man udsøge nogle af de bedste og sætte dem til Lærere i en eller anden af disse Videnskaber. Saadan er Planen, som man venter at see realiseret i Batavien. Man har Aarsag til at vente en kiæk og lykkelig Udførelse deraf, da det er bekiendt, at der sidde mange oplyste og talentfulde Mænd i Regieringen. Theologerne finde just ikke den gladeste Udsigt i disse forestaaende Forandringer; men de trøste sig dog ved, at Gud nok skal opholde sin christelige Kirke, og lyne fra Cathedre og Prækestole mod Tidernes Vantroe. For Resten ere de academiske Lærere, selv de Gamle, den nærværende Constitution meget hengivne. De Voldsomheder, som det oraniske Partie for en halv Snees Aar siden tillod sig mod mange academiske Lærere, da det ved Preussens Hielp undertrykte Patrioterne, have efterladt et varigt Had mod samme. En stor Deel Lærestole staae vacante ved de hollandske Academier; ved andres Besættelse har man begyndt at republikanisere Titlerne, f. Ex. isteden for en Professor i Theologien har man udnævnt En i Theologia naturalis; men det kan være ligemeget, hvad Titel man giver dem, thi de blive dog ved det Gamle, saa længe det endnu ikke er lyst i deres Forstand.

Nok om Holland. Deres Excellence tillader, at jeg nu umiddelbar flytter Scenen til Paris. Men hvor skal jeg begynde, og hvor skal jeg ende, naar jeg begynder at tale om Paris? dette Centrum for Videnskaber og Konster, dette nye Athen og gienoplevende Rom. Hvad Paris har været — derom kan jeg ikke dømme; men at det nu er et Sted, om hvis uhyre Skatte og tusindfold Interesse for Konsters og Videnskabers Elskere Ingen kan giøre sig Begreb uden at være nærværende — det veed jeg. I Henseende til Pragt og Glands blev Paris langt under det s. 143Ideal, jeg havde dannet mig, men i Hensigt til Smagens og Forstandens Næring har den overtruffet min skiønt høit spændte Forventning. Det er utroligt, hvilken Mængde af Anskalter til Smagens, Konsternes og Videnskabernes Fremme her gives; og alle disse have en Publicitet, der gtør deres Nytte overordentlig udbredt. Især er den Frihed, enhver fremmed Videuskabsmand har til at benytte sig af alt dette, en særdeles vigtig Fordeel. Adgangen koster lidet, som oftest slet intet, og man er vis paa at finde i de franske Videnskabsmænd Folk af en Høflighed, Forekommenhed og Tienstagtighed, som man andensteds neppe kan afkiøbe med Guld. Naturaliesamlinger,Malerie-Cabinetter,Antiksamlinger, Bibliotheker, Forelæsninger over alle Slags, især physiske og mathematiske Videnskaber, af de fortreffeligste Mænd — alt, hvad der kan interessere en Videnskabsmand, staaer her til hans Tieneste uden Betaling paa de fleste Steder. Man er ordentlig forlegen med Valget, da her er saa meget at see, høre og lære, som man dog ei er istand til at benytte paa engang. Det vilde føre mig for vidt, om jeg denne Gang vilde indlade mig i nogen detailleret Efterretning om de videnskabelige Anskalter, som ere her. Jeg vil blot tage mig den Frihed at meddele Deres Excellence en almindelig Udsigt over dem. En anden Gang skal jeg have den Ære at sige nærmere mine Tanker om en eller anden af de vigtigste. Nogle af de fortreffeligste Indretninger, man kan tænke sig, ere les ecoles de services publics. Den første blandt disse er ecole polytechniqve, hvor en stor Mængde unge Mennesker dannes af Staten og tilbringe 2 à 3 Aar, meest beskieftigede med mathematiske og physiske Videnskaber. Foruden denne gives der 8 Applications - Skoler, i hvilke Eleverne af ecole polytechniqve efter tilendebragt cursus sættes, for videre at dyrke en og anden enkelt practisk Videnskab; saadanne Applications-Skoler ere: ecole d'artillerie, s. 144ecole des mines, ecole des ponts et chaussées etc. Disse Skoler ere etablerede i prægtige Palæer, som have tilhørt Emigrerede eller Henrettede. Eleverne besoldes af Staten. Foruden disse ere der adskillige andre Skoler, deels til almindelig Opdragelse f. Ep. ecoles centrales, deels bestemte til særdeles Hensigt f. Ex. ecole d’architecture. Conservatoire de Musiqve er en Indretning, hvor 600 Elever af begge Kiøn undervises gratis i Musiken. Ethvert Departement har Ret til 6 Pladser. Det er utroligt, hvad man her giør for Konsterne, og det er næsten ubegribeligt, hvorledes man midt under de politiske Uroligheder har kunnet tildele dem saa megen Opmærksomhed. For faa Dage siden bleve i Conservatoire de Musiqve med megen Høitidelighed en Deel Præmier uddeelte af Ministeren for det Indre, den fortienstfulde Konsters og Videnskabers Beskytter François Neufchateau. De store Skatte af Konstværker i Malerie og Bildhuggerkonst, som ere bragte hid fra Italien, danne ogsaa mange Konstnere, som de mange prægtige Bygninger, Staten lader opføre og zire, skaffe Arbeide og Opmuntring. Det er vist, at for Konsterne aabner intet Sted saa skiønne Udsigter, som Paris. Blandt de Indretninger, som egentlig ere bestemte til Videnskabernes Foredrag, ere Collége de France og Museum National de vigtigste. Det sidste er overordentlig fortreffelig. Det ligger ved jardin des plantes, og de dueligste Mænd holde her offentlige Forelæsninger over alle Naturhistoriens Dele. Her finder man og det uvnrdeerlige Statholderske Naturaliecabinet fra Haag tilligemed Menageriet, som har adskillige sieldne Dyr. Foruden disse gives her endnu en Mængde Lyceer og andre videnskabelige Indretninger, af hvilke Lycée de la Républiqve er det vigtigste. Institut National betræder den Plads, som l’academie des sciences før havde. Om alle disse Indretninger kan Danmark s. 145ellers vente nærmere Efterretning af Prof. Bugge, som, naar han kommer hiem, vil udgive sin Dagbog. Imidlertid frygter jeg for, at han, af Fordomme og andre Aarsager stemt mod alt det, som er Fransk, ikke vil lade dem vederfares den Roes, som tilkommer dem. Foruden disse établissements til Videnskabernes og de høiere Konsters Fremme gives her og andre, som, for saavidt de tiene til de menneskelige Evners Udvikling og selv til at danne en vis Geist, altid fortiene nogen Opmærksomhed og Efterlignelse, hvor man arbeider paa National-Opdragelsen. Saadanne ere jeux gymniques i Gaden Varennes, école de natation ved pont de la révolution, joûte de lance sammesteds etc.

Sæderne og Tonen her kunde ene give en Reisende Stof nok til Interesse for en lang Tid, og Philosopher skulde ved at giøre Iagttagelser over Paris i 14 Dage komme, troer jeg, langt videre i Anthropologien end ved at studere mange Folianter. Hvad jeg kiender af Paris er endnu lidet; men det charaeteristiske i Sæderne her er saa paafaldende forskielligt fra det paa andre Steder, at man ikke kan undgaae at blive opmærksom derpaa. I en Bhe som Paris kan Mercier skrive tableau til evig Tid og dog ikke blive færdig. Det er ikke blot andre store Stæder, Paris er uliig, men det er blevet det sig selv. Geheimeraad Dreyer forsikkrer, at den, som har kiendt Paris for 12 Aar siden, vilde før troe, at det var en nye Colonie, der var bragt herhid fra et andet Sted, end at det var det samme Paris. Denne totale Forandring er ei blot kiendelig i Henseende til Sæderne, men og i det hele Udvortes af Byen selv. Før vrimlede Gaderne af Livree-Tienere, nu tør en saadan ikke engang komme frem paa Theatret. Paa de prægtigste Palæer, som tilhørte Dues og Marqvis, finder man nu: Républiqve Française, une et indivisible ; égalité, liberté, og trefarvede Faner. Thuillerierne ere omringede s. 146med Indskrifter, som denne: la Royauté est abolie; elle ne se relevera jamais ; eller: Henri 3 exécrable mémoire etc. Frihedsstatuer have fortrængt Kongernes Monumenter, og paa alle Hiørnerne læses republikanske Opfordringer. Bastillen er en Brændeplads, Kirkerne ere nedbrudte eller omskabte til Seierens og andre personificerte Tings Templer. Man arbeider Dimancherne og ferierer Decadierne; Titler, som man før ikke turde forglemme, tør man nu ikke byde nogen, og saadanne, som fordum ingen skiøttede om, tør man nu ikke undlade — — —

10

Af de mangfoldige Ting, som for nærværende Tid characterisere Paris og dets nye Generation, og som afvexle hver Dag, vil jeg blot tage mig den Frihed at fortælle nogle, som falde mig ind. Deres Excellence undskylde, om mine Efterretninger af dette Slags blive noget fragmentariske. For at kunne udkaste et fuldstændigt Skilderie behøves en nøiere Kiendskab til Paris end den, jeg endnu har.

Ingensteds spiller det andet Kiøn saadan Rolle, som her. Det synes paa en vis Maade at hevne sig for al den Undertrykkelse, dets Slægt i en Række af Aarhundrede maatte føle. De synes selv at giøre vort Kiøn de Rettigheder stridige, som i det mindste en lang Hævd havde tilkiendt os. Paa écoles d’éqvitation seer man les Citoyennes tumle deres Heste, uden at genere sig det mindste. Men de tør ikke lade sig see der, uden at de have Cocarden paa. Det hører til en vis Classes Characteer her at vise saa vidt mueligt en Slags Foragt for det, som er Republikansk; derfor vare der og mange Damer, som istedenfor at bære Cocarden paa Hatten, enten bare den paa et andet Sted, hvor den ei kunde sees, eller gik med den i Haanden og foreviste den saaledes for Vagterne; men nu er det befalet, at de skulle bære den ostensibel. At jage giennem Gaderne i Cabrioletter hører til de parisiske Damers kiæreste Beskieftigelser; s. 147men til Ulykke har man nit ganske forbudet dem at føre Tømmen, fordi de kiøtte alt for galt; dog seer man dem desuagtet kiøre, som før. I Forelæsningerne over Chemie, Physik og andre Videnskaber seer man altid nogle Fruentimmer, som sidde med deres Papir og optegne Momenterne. I Seancerne i Lycée républicain komme og adskillige Damer, og forelæse undertiden selv en lille Afhandling eller Digt. Ogsaa i Millins Thée littéraire indfinde sig altid Citoyennes, som lade sig høre som Sangerinder, som Virtuosinder, som Digterinder, og modtage de unge Herrers Bifaldsklap. Den Frihed, som hersker I Kiønnets Dragt her, er for en Fremmed meget paafaldende; saaledes, som alle uden Opsigt klæde sig her, kunde intet honnet Fruentimmer vise sig hos os. Det lette Gevand, hvori Konstnerne pleie at fremstille de græske Gudinder, synes at være bleven Gienstanden for Pariserindernes Efterlignelse. De søge saa meget mueligt at reducere sig til Naturen selv. Det gaaer saa vidt, at de ei engang bære et Lommetørklæde hos dem, for at det ikke skal foraarsage noget fremstaaende, der kunde vanzire deres ranke Legemsbygning, men lade det bære af deres Chapeauer. Anstændigheden lider ikke sielden under denne Smag, og man finder sig ved Baller nødt til at forudanmærke, at man sera sérieux sur la Coustume des Citoyennes. Cheveux à la Titus og Peruquer ere den meest moderne Frisur. Det, som meest forundret mig, er at Citoyennerne ikke fryse, idet de saa blottede udsætte sig for Luft og Veir. Deres Excellence undskylde, at jeg har opholdt Dem med disse Mode-Efterretninger. Jeg troer, at selv saadanne ere intet uvigtigt Bidrag til et Folks Characteristik.

En Ting, som for nærværende Tid giør en høi Grad af Forsigtighed nødvendig for Fremmede, er den militære Conscription. Man maa altid have sine Passe og Certificater s. 148i Lommen hos sig, om man vil være sikker, for at kunne legitimere sig ved ethvert Tilfælde. Dette er især nødvendigt om Aftenen, og tiaar man gaaer paa Comoedie eller andre offentlige Pladser. Det er ikke som hos os, hvor man ikkuns tager Bønderne til Soldater; Republiken giør alle lige. Da det nu er vanskeligt nok at faae fat paa de unge Pariserherrer, som hellere gaae i Cupidos end i Mars's Leir, saa har man ofte betient sig af det Middel, at omringe Theatre og andre offentlige Forlystelses-Steder med Tropper midt under Handlingen, og naar da Folk gaae ud, blive alle Mandfolk, som see ud til at være af Udskrivningsalder, opsnappede, og, hvis de ikke kunne legitimere sig som Fremmede eller saadanne, som Loven undtager, blive de bragte til dépôt militaire. Dette er skeet adskillige Gange, siden jeg kom her. Man kalder dette: at blive centeret. De unge Herrer søge at putte sig ind under Damerne, som udbrede deres skiulende Flige over dem; men det hielper sielden, tiaar Grenaderen kommer med sin store Arm og griber Herren uden Respect for de Smukkes Beskyttelse, hvilke sidste da pleier at udøse al deres Harme i Skieldsord over den Uforskammenhed, der vover at berøve dem deres Chapeauer. Ved saadan Leilighed raaber man gierne: laissez passer les Dames, og disse gaae da først ud; siden passere Mandfolkene Revue. De stakkels Pariser unge Herrer tør nu saaledes ikke mere komme paa Skuespillene. Adskillige af vore Landsmænd ere saaledes blevne cernerede. En af dem havde forleden glemt at tage sit Certificat med. Allerede raabte man: au dépôt, da en Municipalitets-Betient, som kiendte ham, indestod for Sandheden af hans Udsagn, at han var en Dansk.

10*

Ingensteds, troer jeg, giør man saa meget af Theatre, som her. Paris har 23, som hver Aften ere fulde. Blandt disse ere 5 meget fortreffelige, tildeels prægtige. Man gaaer s. 149her i Almindelighed fra Middagsbordet til Comoedien; thi siden Revolutionen spises her ingensteds til Middag før Kl. 4; det er borgerlig Tid. I fornemme Huse er det Kl. 5, og ved Giestebuder gaaer man sielden til Bords før Kl. henimod 6, undertiden 7 à 8. Denne Skik har sin Oprindelse fra den Forandring i offentlige Ting, som er bevirket ved Revolutionen. I alle Bureauerne arbeides til Kl. 4, og da de Mennesker, som nu udgiøre den store Verden her, ere placerede i et eller andet af disse, saa er den sildige Spiisning nu bleven general Mode. Jeg for min Part lider det ret godt; thi man kan da uforstyrret besørge sine Affairer til Kl. 4, og da med god Samvittighed hellige den øvrige Deel af Dagen til Nydelse. Aftensmad spises altsaa her ikke; og at blive buden i Selskab til Aften her, betyder det samme som at bydes til Thee Kl. 9 à 10.

Til de finere Slags Adspredelser, som Fremmede af Cultur kunne tage Deel i, hører Millins Thée littéraire, alle septidi om Aftenen fra 9 til 12. Det er et Aftens-Selskab, som denne Professor holder paa nævnte Tid. En Anbefaling af en Mand af Anseelse eller af Millins Bekiendtskab er nok til at skaffe en fremmed Videnskabsmand fri Adgang dertil. Denne Thée littéraire er saaledes bleven en Samlingsplads for et udsøgt Selskab af Videnskabsfolk, hvoraf den største Deel bestaaer af Fremmede af alle Nationer. I denne Tid forefinder man og gierne Medlemmerne af Commissionen for Maal og Vægt. Conversationen er ret interessant i et saadant Selskab. Man forefinder og immer der de nyeste Skrifter af alle Slags og en Deel tydske Journaler. Der indfinde sig og Damer, som ved Sang og Musik eller ved Recitation af Digte beile til Bifaldsklap, hvilken man naturligviis er saa galant at tildele dem, enten de fortiene det eller ikke. Politiske Discurser ere ganske udelukte. Kl. 11 ferner man Thee, Punsch og Kage, og efter 12 er det mestendeels forbi.

s. 150Man skulde neppe troe, at et Folk, der tilforn bekiendte sig til et sværmerisk Religionssystem, kunde være saaledes og saa pludselig forandret, som man finder at være Tilfældet med det franske Folk. Ingen Siel, ikke engang Folk af den lavere Classe, bekymre sig mere om deres forrige Religion, men tale endog om den med Foragt. Her holdes endnu et Par Messer i Byen, men ingen hører dem uden et Par gamle Kiellinger. Ligesaa ubekymret er man i Henseende til Børns Underviisning. I Grunden finder slet ingen Religions-Underbiisning mere Sted i Frankrig. Selv paa Landet betragter man den catholske Religion med det hele forrige Munke- og Præsteskab blot som Obertroe og Latterlighed. En af mine Landsmænd, som nylig har giort en Reise i Normandiet, har fundet sig ganske forundret over den Oplysning, han fandt hos den almindelige Mand, ligesom han paa den anden Side bleb ganske beslyrtset over den Velstand, Rebolutionen har frembragt hos dem, der fordum udsuedes af Adel og Gejstlighed. Man kommer ingen Bonde til nu, som jo opoarter med Viin og Most i Sølvbægere og med søloskaftede Gafler og Knive. Min Landsmand, der maaskee bekiendtgiør noget om denne sin Reise, kan heller ikke noksom rose Landfolkenes gode Characteer og Gæstfrihed; han havde nær ikke sluppet fra dem igien, saa meget holdt de paa ham. Ogsaa er det saa langt fra, at Agerdyrkning og den hele borgerlige Industrie har tabt noget under Rebolutionen paa de Steder, som ikke selv have været Krigens Skueplads, at den meget mere har giort betydelig Fremgang.

En af de skiønneste Ideer, som den franske Republik har realiseret, er Pantheon, som nu opføres. Hbad enten man betragter Architekturen eller Hensigten — aux hommes grands la Patrie réconnaissante — maa man henrykkes ved Synet af denne Bygning. Mange af Frankrigs store s. 151Mænd, ofte Sandhedens og Dydens Offere, vente her deres Udødelighed. Allerede staaer Voltaire der og l’homme de la nature et de la verité — Rousseau. Den ædle Fenelon, som levende nær var blevet den mistænkelige Despotismes Slagtoffer og død saae sit Hædersminde nedbrudt i Skrækkens Tid, staaer og paa Listen af de Mænd, hvis Fortienester Republiken vil hellige sin Erkiendtlighed.

Rigdom af Materie har maaskee giort mig for vidtløftig. Det er vanskeligt at være kort, hvor man har en uudtømmelig Kilde paa Stos, og — hvor Deres Excellence er den, jeg har den Ære at skrive til. Mine Bemærkninger ere ikke alle af den Art, at jeg ønskede dem bekiendte som mine for Enhver anden end D. E. Der gives Aarsager, hvorfor en Dansk bør være mere varsom i at yttre sine Demme fra Paris end fra ethvert andet Sted. Deres Excellence forstaaer mig. — Ritmefter Friboe er med sin Kone reist til England efter at have her givet os Danske en brillant Afskeeds-Diné, som kostede ham 300 Rd. Baggesen har forlovet sig her med en Pige, som hverken skal være i høi Grad smuk, ung eller riig. Han vil snart komme tilbage og hente hende. Han har moret sine Landsmænd meget her ved sin Vittighed, ved at giøre Vers og være Genie. Bugge kommer endnu i et Par Maaneder ikke tilbage. Hvis Malte Conrad Brun skulde, som man siger, komme her, vil han efter vor Regierings Foranskaltning, siger man, faae Reiseordre ud af Frankrig eller maaskee blive arreteret.

Saa levende som jeg tager Deel i Alt, hvad der angaaer Deres Excellence og høie Familie, saa inderlig ønsker jeg, at dette maa forefinde Deres Excellence med den gode Grevinde og Geheimeraadinde ved bedste Velgaaende. Den Erkiendtlighed, jeg skylder Deres Excellence, Deres elskværdige Kone og gode Svigermoder, binder mig saa nær til dem, at de altid ere den kiæreste Gienstand for min Erindring s. 152og varmeste Hengivenhed. Deres Excellences høie Bevaagenhed har Fordring paa enhver Følelse af Erkendtlighed, som boer i mit Bryst. Denne Tanke giennemtrænger mig ganske, og jeg anseer det for den største Lykke, om D. E. maatte være overbeviist derom. D. E. overbringe den ædle Grevinde og gode Geheimeraadinde min underdanige Hilsen og beære, som før, med Deres høie Bevaagenhed Deres underdanige Tiener

L. Engelstoft.

D. E. undskylde, at dette Brev kommer ganske ufrankeret. Efter nærværende Postindretning her maa slet ingen Franco finde Sted til Steder udenfor Frankrig.

Mit Logis er: Petite maison d’Espagne, Rue de la loi, cidevant Richelieu Nr. 895 chez Citoyen Beaucace. Jeg har denne Gang ikke faaet Plads til at meddele D. E. noget om mine Beskieftigelser her; jeg skal tage mig den Frihed at giøre det en anden Gang. Jeg bliver her i det mindste til næste Efteraar. Til Foraaret i Marts og April agter jeg, om jeg kan, at følge to mine Landsmænd Hr. Hofmann fra Hofmannsgave i Fyen ogBotanikeren Hornemann paa en Reise giennem det sydlige Frankrig, som maa blive meget interessant og lærevig.

Til Geheimeraad Kosencrone.
Paris 5 Germinal 7.
(d. 25 Marts 1799).

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstige Velgiører!

Jeg havde just begyndt paa at meddele Deres Excellence nogle Efterretninger fra det interessante Sted, hvor jeg nu s. 153har opholdt mig en heel Vinter og agter endnu at tilbringe en Deel af forestaaende Sommer, fra Paris der eneste og den Stat, hvis politiske Middelpunkt det er: da jeg overraskedes paa den behageligste Maade af Deres Excellences igientagne Velgiørenhed mod mig. Jeg mangler Ord til at udtrykke min Taknemmelighed, men jeg føler, hvor Meget jeg skylder Dem. Jeg veed det, og hele Verden skal vide det, at hvis jeg har høstet nogen Fordeel af min Reise, var det ved Dem, at jeg høstede den, og, naar jeg i en modnere Alder indvugger min Siel i den søbe Erindring om min Ungdoms fremfarne Glæder, skal denne være uadskillelig fra Tanken om min Ungdoms Belgiører, om Dem.

Den umiddelbare Folge af D. E.s sidste Velgiørenhed mod mig er denne, at jeg om 4 Dage foretager en Reise, som længe har været Gienstanden for mit Ønske, men som jeg dog nu næsten havde opgivet, da min Pung modsatte sig samme. Det glæder mig at vide, at D. E. har bifaldet mit Forsæt. Jeg er overalt af den Mening, at man paa Reiser ikke bør ligge for længe paa eet Sted, men saavidt Omstændighederne tillade det, lære Verden, Tingenes Gang og Mennesker at kiende i de fleste mnelig Afvexlinger. Det var min Plan at følge mine Venner og Landsmænd, d’Hrr. Hornemann — Forfatter af en Dansk Botanik — og Hofmann — Stamherre til Hofmannsgave i Fyen — paa deres hele Reise giennem det sydlige Frankrig. I deres Selskab, der begge ere gode Naturkyndige, vilde den vorde mig dobbelt interessant og lærerig. De agte først at besøge Pyrenæerne, siden Frankrigs sydlige Kyster og Schwei$$*. Men to Aarsager have bestemt mig til at indskrænke denne Plan saaledes, at jeg blot giør Reisen med dem over Orleans og Tours til Bourdeaux, og derfra vender tilbage til Paris. Disse to Aarsager ere for det første, at saa lang en Reise vilde koste mig mere, end jeg har at anvende derpaa, for det s. 154andet, at jeg derved ganske vilde komme ud af mine parisiske Studier og for saavidt forsømme megen Tid. Jeg tænker derfor at have endt hele Reisen paa 4 à 5 Uger. Imidlertid er jeg ikke endnu ganske vis paa mig selv, om ikke min Begierlighed efter at fee Pyrenæerne, det sydlige Frankrig og Schwei$$* triumferer over mig, især da mine Landsmænd for det første kunde supplere, hvad der mangler mig i Penge. Skulde jeg, som jeg dog vel giør, forlade mine Medreisende i Bonrdeanx, saa er det vel mueligt, at jeg midt i Sommer giør en Tour ned til Geneve og møder dem der igien.

Nok om denne Reise. Jeg vilde nu ønske, at jeg maatte kunne være saa lykkelig at interessere D. E. med nogle Efterretninger fra Paris. Skeer det ikke, saa er al Skylden hos mig og ikke hos Paris, al Interesses Middelpunkt. Naar jeg kaster et flygtigt Øie paa den korte Tid, jeg har været her, saa forekommer det mig, som opdyngede der sig en heel Verden af interessante Gienstænder for min Indbildning. Jeg vil stræbe, at giøre et Valg blandt disse og sige saa lidet som mueligt om enhver Ting for at kunne i et Brevs snevre Grændser indslutte saa mange Gienstænder som mueligt.

Litteraria.

Jeg har allerede engang før meldt noget om de vigtigste videnskabelige Anskalter i Paris. Denne Gang vil jeg sige mine Tanker om den nærværende franske Litteratur i Almindelighed og Paris's fornemste Videnskabsmænd. Det græske og latinske Sprog, den saakaldte Philologie, Philosophien og de skiønne Videnskaber ere saa temmelig i Forfald i Frankrig. Siden Revolutionen har man næsten intet bekymret sig derom; Græsk og Latin har siden den Tid Ingen lært, og da de fornemme Geistlige, især Abbeerne og s. 155Benedictinermunkene tildeels ere emigrerte tildeels omkomne, saa er der maaskee ikke meget overdrevet i den Paastand, jeg har hørt af en parisisk Lærd, at der nu ikke gives 10 Mennesker i Frankrig, som kan siges at forstaae Græsk. I de faa Central-Skoler, som ere i Gang, staaer vel de gamle Sprog mellem det, som skal læres der, men derved bliver det og. Ligesaa slet gaaer det i disse Skoler med Philosophie og Historie. Siden Revolutionen har man ikke værdiget nogen anden Videnskab Opmærksomhed, end dem, som umiddelbar have Indflydelse paa Statens Forsvar og Velstand, de mathematiske, mechaniske og chemiske; de øvrige ere komne i en Slags Ringeagt. L’Institut National bestaaer af 3 Classer, den mathematiske, den moralske og politiske og den for de skiønne Videnskaber, men de to sidste Classer fordunkles ganske af den første og spille saa at sige kun en subalterne Rolle. Da den sidste af dem i Vinter udsatte en Priisopgave over de bedste Midler til at ophielpe igien den gamle Litteraturs Studium i Frankrig, gav En i Aviserne den Betænkning, om det ei var bedre, at Institutet havde udsat det Priisspørgsmaal, hvilke de bedste og virksomste Midler kunde være til at skaffe Snavset bort af Paris's Gader. Imidlertid begynder man dog at blive igien en Smule mere opmærksom paa de litterariske Videnskaber, modsatte de exacte, og den værdige François Neufchateau, der hylder alle Muser, bidrager Alt sit dertil. I Décade philosophiqve har man nylig foreslaaet at oprette et Institut for disse Videnskaber liig den polytechniske for de mathematiske og mechaniske.

I Poesien frembringer dog med Alt dette Frankrig immer endnu et og andet Godt. Istedetsor alt andet af mindre Vigtighed vil jeg her kun nævne et Digt af Parny, kaldet Combat des Dieux anciens et modernes i 10 Sange. Dette Digt har baade philosophisk og poetisk s. 156Værd. Emnet er: de hedenske Guders Fortrængelse af de christelige, et, som mig synes, frugtbart Stof. Det er udført med megen Vittighed. I første Sang fortælles, at den Hellig Aand er Forfatter til Digtet. Christendommens Guder arrivere til Himlen. De hedenske Guder blive derved meget opmærksomme, og Jupiter giver Ordre til at modtage dem med en brillant Diné. De gamle Guder moeqvere sig over de nyes plumpe Manerer; Juno, Venus og andre Udødelige vilde neppe kaste et Blik paa ces Dieux bourgeois, især mocqverede de sig over la brune Marie. Da Treenigheden traadde ind i Salen, giorde Jupiter den en poli og kold Compliment. Den Hellig Aand besvarede den med en hebraisk og mystisk Psalme, som han dog holdt op midt i, da han mærkede, at ethvert Ord frembragte en ris malin. Efter Bordet begik Jomfrue Marie en Uforsigtighed ved Venus's Toilet og havde en lille entrevue secrète med Apollo. Siden gav man Dands med Musik af Apollo til Giesternes Amusement, men den Hellig Aand var sket ikke fornøiet med Apollos Sang, og Christus fandt Dandsen langt mindre smuk end den ved Bryllupet i Cana. I anden Sang organisere de nye Guder sig ved Siden af de gamle. Man inviterer de gamle Guder til en contrediné. Før Middag foregaaer der en naiv Conversation imellem Treenigheden. Enhver siger sin Mening om hvad der skulde foretages. Faderen siger:

— — je fais ce qve je veux,
je fais n’est pas le mot techniqve,
triple je suis, sans cesser d’être unique,
et je faisons vaudrait peutêtre mieux?

Ved Dinéen fandt de gamle Guder sig slet ikke vel. De sade trangt, og man beværtedes ikke med andre Retter end Hostier.

s. 157Les conviés, peu faits à ces façons,
disaient tout bas entre eux: nous souperons.

I tredie Sang ophører den gode Forstaaelse imellem de gamle og nye Himmelboere, og det kommer til en combat. De Hedenske maae vige for de Christnes utallige Hær, og de sidste blokere Himlen. I fjerde og femte Sang fortsættes Blokaden. Smukke Bacchantinder beruse den største Deel af de Christne, som blokere. Moses vil begynde at præke for dem, men de ere fulde og vil intet høre derom, og giøre Nar af Fortællingerne i Mose Bøger, og Sct. Johannes selv kan ei bare sig for at smile. I siette Sang fordrive de christelige Dievle de gamle Dæmoner fra Helvede. De første ere langt fælere end de sidste. De christne Guder erobre Olympen. Syvende Sang: De hedenske Guder giøre en forgieves Prøve paa igien at indtage Olympen. I ottende Sang beskrives Christendommens Fremgang og Aand. I denne forekomme adskillige interessante Dialoger. Jesus siger:

Nestorius sur ma nature déraisonne,
car j'en ai deux.

Faderen svarer: qvel Galimathias ! — Den Hellig Aand har meget travlt med at faae de gamle græske og romerske Philosophers Værker udryddede. Jesus siger:

Cher saint Esprit, vous avez de l'esprit,
mais cet esprit souvent touche à l'emphase;
c'est un esprit, qvi court après la phrase,
qvi veut trop dire, et presqve rien ne dit;
vous n’avez pas une psaume raisonnable.

I niende Sang komme de nordiske Guder de hedenske til Hielp. I tiende Sang kommer det til et Hovedslag. Treenigheden er i en critisk Stilling, men endelig faaer Christen dommen total Overmagt. — Deres Excellence seer Aanden i dette Digt. Paa et andet Sted end i det Land, hvor s. 158Sandheden tør træde usløret frem, skulde Forfatteren nok ikke have faaet Aarsag til at glæde sig over Følgerne for ham. Imidlertid stiller han maaskee dog Christendommen i et altfor slet Lys, om ikke fra Følgernes saa dog fra Aandens Side, og jeg havde ønsket, at Poeten havde tildeelt Philosophen Jesus en værdigere Rolle. Ved nogle Scener f. Ex. mellem Marie og Engelen har han ogsaa altfor meget efterlignet Voltaires Pucelle d’Orleans i at tilsidesætte den moralske Delicatesse.

I de physiske, mathematiske og naturhistoriske Videnskaber kan Frankrig snart kaldes Verdens Lærerinde. Det er utroligt, hvad Fremgang disse giøre, og med hvilken Iver de drives. Den polytechniske Skole danner omtrent 300 unge Mennesker, som efter 3 Aars Forløb eller ringere gaae over til de høiere Anvendelses-Skoler, hvorfra de igien efter et Par Aars Forløb gaae ud som særdeles duelige Folk i den anvendte Mathematiks forskiellige Grene. Den polytechniske Skole kan man kalde Frankrigs Seminarium paa store Mænd i disse Videnskaber, og de Franske have ikke ganske Uret, naar de med den dem nu især egen blevne Selvfølelse — der nærmer sig til Foragt mod alt ikke-fransk og ikke-republikansk — sige, at det er en Indretning, som Europa misunder dem; thi det er uden Tvivl den eneste i sit Slags. Den koster Staten mere end et heelt Academie. De berømteste Mænd f. Ex. Fourcroi, Lagrange, Guyton, Vauqvelin, Hauy ere Lærere der. Det prægtige Palais Bourbon er deelt imellem de 500's Raad og den. Fremmede, som have Lyst, kunne gierne faae Adgang til at høre Forelæsningerne der. Vor Landsmand Capitain Ruhstadt af Artillerie-Corpset, som reiser tildeels paa Prinds Carls Bekostning, hører her Fortification og Chemie. Jeg har fulgt Fourcroi her et Cursus, saa vidt han endnu er kommet deri. Han læser Theorien af den nye Chemie, hvis Opfinder s. 159han selv er næst Lavoisier. Han har det behageligste Foredrag, som lader sig tænke, en videnskabelig Præcision og en særdeles Tydelighed uagtet den altfor store Gesvindighed, hvormed han taler. Han er en ligesaa ivrig Forfægter af sit System som brændende Republikaner. Hans Enthusiasme for Friheden henriver ham, naar han kommer paa Tale om visse Ting f. Ex. Salpeter etc. Hans System i Chemien forekommer mig at være ligesaa skiønt som philosophisk og uryggeligt, og der kan ingen Spørgsmaal være om, at det jo inden kort Tid vil blive fremherskende, ligesom det allerede er herskende. Han behager mig saa meget, at jeg og hører ham 2 Gange om Decaden i Lycée républicain, hvor han læser det samme noget mere populært. Nogen Tid efter at han havde begyndt sit Eursus paa den polytechniske Skole, forkyndte man os Fremmede en Dag før Forelæsningens Begyndelse, at da der kom flere Fremmede, end man havde Plads til, saae man sig nødt til at indskrænke disses Antal, og bad derfor, at de, som havde Lyst til at høre, vilde tegne deres Navne i Bureauet, saa vilde man tilskikke dem en Entreebillet, qvi pourroient avoir l’honneur d’y assister — thi man vil have, at der skal sættes megen Priis paa denne Tilladelse. Jeg troede, at denne Ceremonie vilde sige saa meget, at man ikke vilde have os der længere, men gik dog hen og tegnede mit Navn. To Dage efter finder jeg paa mit Bord et Brev au citoyen Engelstoft, hvori laae en Enteeebillet Nr. 2, og Capitain Ruhstadt fik til samme Tid Nr. 1. Et nyt Beviis paa de Franskes Opmærksomhed for fremmede Videnskabsmænd. — Den polytechniske Skole har nylig faaet en Uniform, som bæres baade af Eleverne og Lærerne; den bestaaer i en blaa Frakke, paa hvis Knapper staaer: école polytechniqve, og guul Vest. Eleverne bære alle cheveux à la Titus. Det er et smukt Syn at see saa mange unge raske Folk samlede s. 160paa et Sted, sysselsatte med at danne sig til Fædrelandets Gavn og alle varme Tilhængere af Constitutionen. Ved offentlige Taler og andre Leiligheder gienlyde deres Sale af Klappen og vive la républiqve.

Nationalbibliotheket her svarer ikke til sin store Navnkundighed. Det har vel en 300,000 Bind, men naar man gaaer igiennem dets store Gader — at jeg skal tale med Mercier — og seer hele Gallerier opfyldte med gamle juridiske, theologiske, alchymistiske og medicinske Skrifter, saa kan man næsten ikke bare sig for at spørge sig selv: hvad duer alt dette til? Er det Pladsen værd? I den nye Litteratur er der næsten Intet, ikke engang i den franske. Af den tydske har der aldrig været noget. Kobbersamlingen er uforlignelig, og Manuscriptsamlingen kunde give 100 Lærde nok at giøre i 100 Aar. I Henseende til trykte Bøger vurderer jeg det kongelige Bibliothek i Kiøbenhavn langt høiere end National-Bibliotheket her.

Millins Thée littéraire vedbliver at være en behagelig Samlingsplads for Fremmede. Man møder ofte Folk der, hvis Navn og Skiæbne indgyde Interesse f. Ex. den polske Kocziuszco, Skotlænderen Murs, der blev exileret til Botany-Bay, Caillard, der var fransk Minister i Berlin, men nu lever som privat Mand af et middelmaadigt Udkomme, Olivier, der nylig er hiemkommet fra en 7-aars Reise i Asien. Han har forelæst en Rapport derover i Institut National, som jeg har hørt. Snart vil han udgive sin hele Reise fuldstændig. Der komme og mange Fruentimmer hos Millin, hvoriblandt og den berømte Skiønhed Visconti. Ellers vil Cramers Datter — Hans fra Kiel — gierne passere for den første Skiønhed. Da der hos Millin altid kommer en Deel Tydske, som blot have Kagen, Isen og Punschen i Sigte, og rives om den, som havde de ikke faaet Mad i otte Dage, saa er det nu en Aftale mellem os Danske, s. 161at Ingen af os tager Deel i denne physiske Nydelse. Ogsaa de Franske gaae sædvanlig før, saa de Tydske uforstyrrede og ene kunne afhielpe deres Hunger.

Fruentimmerne ere her mere videnskabelige end noget andet Sted. I Lycée républicain høre de ei blot Chemie, men selv Anatomie. Sues Forelæsninger over det menneskelige Legeme for Malere er altid besøgt af Damer. Selv den tørre Mineralogie finder sine Elskerinder, og jeg har ofte paa Hôtel de Monnoie seet Damer gaae og examinere Mineralier. Der ere saa gar nogle, som selv holde Forelæsninger.

Commiissionen for Maal og Vægt fortsætter sine Arbeider, og man venter snart at see dem tilendebragte. Man tog Bugge det meget ilde op, at han vilde reise bort før Tilendebringelsen. Men det værste er, at han — Alt dette fortæller jeg Deres Exællence alene — slet ikke har forstaaet at omgaaes de franske Lærde og hans Medcolleger i Commissionen. Han var uforsigtig i sine Yttringer over de franske Indretninger og uklog i politisk Henseende. Han kunde slet ikke komme afsted med Republikanerne, hvis Grundsætninger vare stridende mod hans, og hvor meget han end hos os ansees for Hofmand, havde han dog ikke den høiere Grad af Delicatesse og Politesse i sin Magt, som er nødvendig for at kunne behage Franske og endnu mere Republikanere. Dette fik nu at være som det var; Følgen var blot, at man begegnede ham med en vis Ligegyldighed. Men slemt var det, at han skulde være uforsigtig nok til i sine Rapporter til Vedkommende i Kiøbenhavn at nedsætte de Franskes Indretninger og immer betragte Alt fra den ufordeelagtigste Side. Dette kunde ikke blive ubekiendt for Paris, hvor man veed den mindste Ting, der foregaaer i Kiøbenhavn. Vedkommende — sandsynlig Grouelle — rapporterte det her tilbage igien, og nogle Dage s. 162efter Bugges Bortreise læser man her i Décade philosophiqve følgende Dénonce : L’Institut National a traité de la manière la plus distingvée les Savans étrangers envoyés à Paris par les puissances alliées de la France pour les opérations relatives à l’uniformité de Poids et Mesures. Il les admet à ses séances particulières et à sa bibliothèqve. Il a fait à chacun d’eux le cadeau d'un exemplaire du superbe Virgile de Didot — dette troer jeg dog ikke, at Bugge har faaet —. La plupart d’entre eux sans doute sont sensibles, comme ils doivent l’être, à ses intentions délicates, dignes de la première des compagnies des Savants de l’Europe — meget beskedent sagt —. Nous apprenons cependant avec surprise et malheureusement avec certitude, qve l’un de ces Savants Mr. Bugge, envoyé par le Dannemarc, dans sa correspondence avec Copenhague s’acharne très assidûment à dénigrer l’Institut National de France, à la tourner en ridicule et même qvand il le peut, à le présenter sous des odieuses couleurs. Cela n’est ni poli, ni juste, ni hospitalier, et nous ne croyons manqver ni à l’hospitalité ni à la politesse ni à la justice, en dénonçant ce manqve d’égards au tribunal de l’opinion publiqve. Det er skrækkelig haardt. Redactøren af Journalen vilde ikke have indrykt det, men han blev, som et Medlem af Institutets har fortalt mig, tvunget dertil. Journalen er ellers ministeriel og betales — siger man — af Regieringen. Det var just ikke smukt giort, at man indrykkede det kort efter hans Afreise, da han ei længere kunde forsvare sig. Man har nu ladet ham Tingen vide, og det er vigtigt, ei blot for hans egen Ære, men og for vor Regiering og for os Danske her, at han retfærdiggiør sig i samme Journal. Har han end — det jeg troer — giort sig skyldig i det, som bebreides ham, saa kan man dog ei beraabe sig paa hans private Correspondence; thi hvo har s. 163læst den? Og naar han kun nu i det, han agter at udgive paa Tryk, tager sig i Agt for at give sin Denunciant nye Vaaben i Hænderne, saa kan han tage diervt til Gienmæle. Imidlertid er denne Ting saa meget slemmere, som han her var som den danske Nations Repræsentant, og man er tilbøielig til at ansee det som en Udelicatesse af vor Regiering, at have sendt en Mand, der synes at have været saa meget indtaget mod den franske Republik og sammes Indretninger. Fra denne diplomatiske Side har vor Minister her og været meget ærgerlig over denne Omstændighed. Diplomatiken var aldrig delicatere end i vore Dage. For Resten har Bugge været ubillig mod de Franske, saa har Grouelle og været det mod os. Da han var her sidst for at hente sin Kone, har han udbredet, at vi endnu levede i et reent Mørke hos os, og at nu først en lille Gnist af Lys begynder at antænde sig hos os. Vel kan vi ikke maale os med de Franske — hverken er vort Land saa stort, ei heller er vort lærde Væsen organiseret efter saa fordeelagtige Grundsætninger — men jeg mener dog, at vi ikke saa ligefrem fortiene at kaldes bêtes du Nord.

11

Theatervæsen.

Jeg havde maaskee seet en halv Snees Theatre, da jeg kom her; men jeg mærkede snart, at jeg ingen havde seet. Indtil jeg kom her, vedblev vort Theater endnu at forekomme mig som et af de bedste, men nu seer jeg, at ogsaa dette forsvinder for de parisiske, som Nattens Stierner for den opgaaende Morgenrøde. Der ere over 20 Theatre her i Byen, men det er kun for nærværende Tid fem, som kunne giøre Fordring paa Opmærksomhed; disse ere den store Opera (Théâtre de la Républiqve et des arts), les Italiens, Faydeau, Odéon, Vaudeville. Théâtre de la s. 164Républiqve er gaaet ind. Det var ellers et af de allerbedste.

11*

Den store Opera er nok den eneste i sit Slags. Den besidder Dandseren Vestris, Europas første Sanger Lais, Parises Venus: Chlotilde. Lais har kun 40,000 L. aarlig, og lader sig ikke korte en Sous af; han truer i modsat Tilfælde at forlade Theatret. Orchestret er nok det første i Verden, og Forestillingen aabnes her ligesom paa de andre store Theatre immer med en republikansk Arie; især elsker man krigerens Afskeed, den meest henrykkende Musik, som lader sig tænke. Ikke mindre guddommelig er Orchestret paa de andre Theatre. De største Skuespillere og Skuespillerinder ere engagerte ved dem alle, og da man har Overflødighed af dem, saa ere alle Rollerne fortreffelig besatte, og de meest characteerfulde Stykker execnteres i den skiønneste Harmonie. De Franske have især deres Force i at udtrykke Lidenskaber og i Conversations-Sproget. Dog forekomme de mig i første Henseende altid noget overspændte i Declamation og Trepidation — at jeg skal bruge Merciers Udtryk. Alligevel giør dette Lykke hos de Franske. Da de i daglig Tale declamere mere end vi paa Theatret, saa undrer jeg mig ikke over, at de paa Theatret fordre en declamatorisk Hæftighed, som vi koldere Nordboer ansee for at være excessiv. I Conversations-Scener ere de Franske uopnaaelige. Den fine Politesse, den utvungne Lethed, den Douceur i Udtryk og Udtale, den Færdighed i at sige de fineste Ting paa den fineste Maade og med de meest talende Gebærder — maa man see paa de franske Theatre for at troe, at det var mueligt at bringe det saa vidt.

Anstændighedens Love ere paa de franske Theatre saa lidet indskrænkede, som det vel lader sig tænke, om man ikke vil have, at Naturen skal træde ganske usløret frem. Hos os, troer jeg, vilde Politiet snart lære Vedkommende mores, s. 165hvis man saae paa Theatret, hvad man seer her, og her vilde Theatrene blive tomme, hvis man holdt saaledes over Anstændighedens Regler som hos os. Man siger ikke nok, naar man siger, at Skuespillerinderne her ere halv nøgne. Jeg har i den fortreffelige Ballet: Paris's Dom — hvor han skal dømme, hvilken af de 3 Gudinder Juno, Minerva eller Venus er den smukkeste — seet paa den store Opera Chlotilde som Venus svømme nøgen i et Bad, og det tiente kun til at forhøie Scenens Vellyst, at de 3 Gratier holdte, da hun steeg op af Badet, et Slør mellem hende og Tilskuerne.

Om Decorationer have vi hos os intet Begreb. Saavel det Mechaniske som det Locale overgaaer her al Beskrivelse. Ikke mindre superbe ere Changementerne. I et Stykke, som heder Elisca, hvor Scenen er paa Madagascar, var Naturen saa bedragende efterlignet, at de største Naturkyndige gienkiendte Træer, Planter og Frugter paa denne Øe paa det allernøiagtigste udførte. Samme historiske Nøiagtighed var iagttaget i Henseende til Indbyggernes Costume og Skikke. Paa den store Opera ere Decorationerne og Personalet allermeest brillant. Da i Anledning af de italienske Seire Chant des victoires opførtes der, saae man den hele republikanske Armee forestillet med dens Telte etc., og man executerede paa Theatret med al militærisk Nøiagtighed de brillanteste Evolutioner. En Deel af Directoriets Garde var med for at dirigere Manøvrerne og forhøie deres Glands.

Her spilles næsten ikke andet end Syngestykker og Tragoedier. Jo mere Skrækkeligt og Gyseligt der er i disse, desto mere Lykke giøre de. Jeg sætter just ikke megen Priis paa de franske Tragoedier. De Lidenskaber, som herske i dem, ere altfor lave, og Heltene altfor smaae Personer. Charactererne souteneres ikke, og der er sielden ret Eenhed i Planen. Som oftest er Sujettet taget af den gamle Mythologie, s. 166hvorved Nyt og Gammelt blandes med hinanden, ei at tale om, at ikke den 20de Deel af Tilskuerne forstaae dem af Mangel paa Kundskab i Mythologien.

Af Comoedier har ingen i denne Vinter giørt større Lykke end Ko$$*ebues Menschenhat und Reue, som er oversat paa Fransk under Titel: Misanthropie et repentir. Man har allerede givet den 35 Gange, altid med fuldt Huus, og man kan endnu give den 35 Gange til, inden Paris bliver mæt af den. Den opførtes paa Odeon. Man har borttaget en Deel af Bittermanns og Peters Naragtigheder, hvorved Stykket har mere vundet end kabt. Det spilles saa godt, at man altid seer Tilskuerne viske Taarerne af Øinene. Man fortæller meget om dets moralske Virkninger. En Mand skilte sig af med sin Kone, da hun blev saa meget rørt ved Eulalias Historie; thi han troede, at dette ikke kunde være mueligt, med mindre hun følte sig skyldig i samme Forbrydelse. En anden Mand, der for længe siden havde skilt sig ved sin Kone, gik hen og forligte sig med hende efter Misanthropens Exempel. Theatret Vaudeville, som satiriserer over Alt, har giort en Satire paa dette Stykke under Titel: Comment faire? Hovedpersonen i dette satiriske Stykke er en Mand, der opretter en Boutiqve i Nærheden af Odeon med lugtende Vande for at bringe Liv igien i de mange Tilskuere af hiint Stykke, som besvime af Rørelse.

Theatrene ere altid fulde af Mennesker; men af Mandfolk seer man næsten ikke andet end middelaldrende Mænd eller Drenge. Unge Mennesker paa en Snees Aar ere en Sieldenhed. De ere alle ved Armeerne. Samme Bemærkning kan man giøre ved Cafés og andre offentlige Forsamlingssteder. Man klapper uophørlig paa de franske Theatre og forstyrrer derved meget Opmærksomheden. Man klapper ei blot af Skuespillerne, men af ethvert bonmot eller Sentens, som de sige. Central-Bureauerne have Opsigt s. 167med, at ingen urepublikanske Stykker opføres. Selv med Misanthropie et repentir har de ikke været ganske tilfredse, fordi deri forekomme urepublikanske Qvaliteter. Siden jeg taler om Theatrene, vil jeg endnu tilføie en Anecdote fra Baggesens Ophold her. Man havde en Aften ankyndiget le Prisonnier, et yndet Stykke, paa Republikens Theater, og Tilskuerne ventede med Utaalmodighed paa Dækkets Opgang. Man begyndte, men — det var ikke det lovede Stykke. Strax raabte Parterret: Væk med dette! le Prisonnier! og Baggesen gav Tonen an for de andre. Skuespillerne holdte op et Øieblik, men da de igien vilde begynde med samme, skreeg Parterret paa nye. Politiet kom til Baggesen, der tog sig det allerhæftigst, og bød ham være rolig. Han paastod paa sin Side, at man havde Ret til at fordre det lovede, vendte sig om til Parterret og raabte: Citoyens ! je sors, suivez-moi ! Baggesen marscherede ud og hele Parterret bag efter, saa der blev ikke en Siel tilbage, og man maatte lukke Skuespilhuset for denne Aften. Ogsaa dette var characteristisk paa de Franske. Resolveret og udført paa eengang.

Forleden Nat opbrændte et af de smukkeste og bedste Theatre her, det samme Odeon, hvor Misanthropie er spillet saa tidt. Skuespillerne give nu Forestillinger paa Louvois. Man mener, at Directionen har brændt det af for at slippe for at giøre Regnskab. Man har arreteret et Par Personer. Dette er det tredie Theater, som er brændt af i Paris i noget over et halvt Aar. Odeon var en meget smuk Bygning. Jeg vidste ikke af denne Ildebrand før 12 Timer efter den var forbi, da jeg læste det i Aviserne.

Religion.

Den franske Republik giorde et dristigt Skridt: den afskaffede positiv Religion, det er: frasagde sig al Vedligeholdelse s. 168af nogen positiv Religion eller enkelt Partie af en saadan. Det Skridt, den giorde, var maaskee — vare end fra Philosophiens Side Tiderne endnu ikke modne dertil — politisk nødvendig, fordi det gamle Hierarchie var incompatibel med den nye Statsforfatnings Grundsætninger. Jeg holder for, at et Skridt, som er giort af Staten, bør souteneres, og at staae stille er her det samme, som at gaae to Skridt tilbage. Jeg kan derfor ikke andet end bifalde, at den franske Republik følger denne Grundsætning. Al Underviisning og Opdragelse i Christendom er engang her udelukt fra alle offentlige og private Underviisningsanstalter. Der gives en utallig Mængde saa kaldte Pensioner her i Byen, men det er Entreprenørerne reent ud forbudet at give Underviisning i Christendom. Naar derfor Forældre vil have deres Børn underrettede deri, maae de giøre det selv hemmelig. I Christendommens Sted læres republikansk Moral, som indeholder Statsforfatningens Grundsætninger og Menneskets Pligter som Menneske og som citoyen. Den opvoxende Ungdom faaer derfor meget faa Religions-Begreber, og de unge Franske have i Almindelighed slet ingen, ikke engang den naturlige. De fleste troe hverken Gud eller Sielens Udødelighed, og de, som indrømme det første, nægte dog det sidste. Denne Exreligionisation er dog ikke saa meget Resultatet af Tænkning og Philosophie som af den de Franske saa egne Letsindighed. En af de strængeste Atheister her er den gamle Astronom Lalande, som siger, at han har opdaget 4000 Stierner, men ingen Gud, og er Forfatter til Catéchisme des Athées.

De Catholske forrette endnu deres culte saavel her i Paris som paa Landet. Staten tilstaaer dem denne Frihed ligesom andre Religions-Secter, naar kun Præsterne ere sermentés. Her holdes endnu Messer, men der kommer næsten ikke andet der end gamle Kiellinger og urepublikanske s. 169Ci-devants, der før Revolutionen aldrig kom i Kirke, men nu gaae der til Trods. I de fleste Kirker, som ere blevne staaende og omdøbte til Templer, have Theophilantroperne deres Culte. En Deel af de høiere Classer fra forrige Tider ere Medlemmer af deres Selskab, og de fleste hænge i Grunden ved den gamle Religion, skiønt de vil give den et philosophisk Snit. Hver Decadi holde de deres Gudstieneste. De præke over moralsk-phhsiske Gienstande f. Ex. om Vinterens Nytte o. s.v., og deres Culte er just ikke meget besøgt.

Blandt den almindelige Mand hersker Overtroen endnu temmelig stærk, og jo mindre Staten bekymrer sig om den, desto stærkere holde de paa den. Mangfoldige iagttage endnu Fasten ligesaa strængt som før Revolutionen, og paa Landet især spiller Overtroen og Fanatismen endnu en mægtig Rolle og underholdes ved Præster og Munke, der undgaae Statens Opmærksomhed paa afsides Steder i Republiken. Nylig er mig blevet fortalt følgende Exempel paa det Bedragerie, som de udøve. En Kone var meget slem plaget af Dievelen. Hun søgte da til den aandelige Læge, en uforen Præst — thi de sermenterte ere efter den almindelige Mands Mening forladte af den Helligaand som lovede at skille hende af med hendes besværlige Giest, hvis hun kun vilde nøie følge hans Raad. Dermed var hun tilfreds. Han bad hende altsaa, at hun skulde komme til ham næste Dag, og have en Louisd'or i hvert Ærme. Han vilde derpaa anstille Experimenter med Dievelen og skulde nok faae Bugt med ham. Hvis Louisd'orerne under disse Operationer bleve borte, skulde det være Konen et Tegn til, at den Onde havde maattet pakke sig. Konen kom med Louisd'orerne i Ærmene. Præsten giorde allehaande Hokuspokus, Louisd'orerne forsvandt, og Konen tvivlede s. 170intet Øieblik paa, at Dievelen var totaliter udjaget af hende. Troen curerede hende.

De nye Theologer paastaae, at Religionen i Følge sin Perfectibilitet kan, dens Væsen uskadet, tage imod ligesaamange Modificationer, som der er Forskiellighed i Menneskenes Cultur og Forholde. Denne Theologernes Sætning realiserer man her i Paris, hvorfra Theologerne altsaa kan hente oplysende Exempler. Jeg vil til Beviis anføre een Punkt af den philosophistk-moralsk-republikanske Religion. Læreren: qvelles sont les raisons, qvi Vous déterminent à croire, qv’il existe un Dieu? Discipelen: il faut, qv’il existe un être suprême, trés puissant, qvi ait creé l’univers, qvi fasse tomber de la pluie etc. et qvi donne de la force aux Républicains pour vaincre leurs ennemis. Dette Svar har jeg selv hørt af en Lærling i de Blindes Institut.

Offentlige Ting,

(saavidt jeg kan betroe mit Brev disse).

Længe er der i de 500’s Raad blevet ventileret om National-Cocarden, om de Fremmede skulde have Ret til at bære den. Det er nogen Tid siden, at en af Medlemmerne vilde have det dem forbudet, paa det at man saaledes kunde kiende Royalister og Frihedshadere fra Republikanerne. Denne Grund var alt for ubillig og terroristisk, til at Raadek kunde lade den komme i Betragtning. Men for en 3 Ugers Tid siden forelæste Bonnaire en Rapport derover som Resultatet af en speciel Commissions Overveielse, hvoraf han selv var Medlem. Denne Rapport blev trykt, et Tegn paa, at man har givet den sit Bifalds i Følge samme skal det vorde Fremmede ganske forbudet under stigende Straf for Overtrædelsens Igientagelse at bære den franske Cocarde. Den er, siger han, en marqve distinctive s. 171for Franske og Republikanere, for citoyens; det er et Hæderstegn. Det er urimeligt, siger han, at ville paanøde Fremmede et Hæderstegn, som de maaskee foragte; det er endog en Nedværdigelse af samme, da den skal være exclusivt Mærke paa Borgere. Han foreslaaer derfor, at alle Fremmede, som opholde sig i Frankrig, skal aflægge den franske og paasætte deres egen Nationalcocarde. Det er mig ikke bevidst, at vi Danske have nogen saadan. Man faaer altsaa at svare: nous n’en avons pas. Endnu er Forslaget alligevel ikke giort til Lov i de 500’s Raad, og om end dette skeer, saa maa det dog først confirmeres af de Gamles Raad. Jeg for min Part vilde meget ønske, at vi maatte beholde den franske Cocarde; thi ellers falde vi allevegne i Øinene, de strænge Republikanere ville udpege os som fordægtige Royalister og vor personlige Sikkerhed kunde især udenfor Paris meget ofte vorde compromitteret, ei at tale om, at vore Cocarder kunde misbruges af ildesindede Franske til deres private Hensigter.

Den 2den Germinal (22 Marts) var det her Folkets Souverænitets Fest. Ceremonierne veed D. C. af Aviserne. I Thuileriernes Have — jardin national — var opsat et meget smagfuldt Monument, Symbol paa Republikens Styrke. Paa et qvadreret Fodstykke, hvis 4 Sider havde Indskrifter, der udtrykte nogle Artikler af Constitutionen, stod en rayeret Obelisk, omvunden med Departementernes Skiolde. Fra dens øverste vaiede det franske Skag omgivet med de allierede Republikers, den Romerskes, Cisalpinskes, Liguriskes, Helvetiskes og Bataviskes. Det Nordamerikanske var der og, men man bemærkede, at det var halvopfæstet, saa det ei ret kunde vaie. Kongelige Flagge vare der slet ikke, følgelig ei heller det Danske. Ved Obeliskens Fod laae en Mængde fiendtlige Faner, erobrede i Krigen. Om Aftenen vare Thuilerierne og de 500’s Palæ illuminerte, især var det s. 172sidste meget smukt, og Gienskinnet af det giorde en skiøn Virkning paa Seinens Vandspeil.

Medens hele Europas Hære tænke paa at svinge Sværd og Fakkel over den franske Republik, staaer denne som en Klippe i Havet, og beskieftiger sig i sit Inderste med Agerdyrkning og Konster som i Fredens roligste Dage. Enigheds-Pladsen — før Ludvig 15's, siden Revolutions-Pladsen — skal nu tilligemed de tilgrændsende Elysæiske Marker forskiønnes med ligemegen Pragt og Smag. Alle Paris's Artister have concurreret om Prisen for den bedste Plan til denne Forskiønnelse, og saasnart en af dem er approberet, skal Arbeidet begynde. Den paa Enigheds-Pladsen provisorisk oprettede Frihedsstatue skal nedrives, og et andet stolt Monument, Republiken værdig, sættes istedet.

Til ingen af Republikens Fiender gaaer Hadet her saa vidt som til Englænderne, og Regieringen søger paa alle Maader at oplue det. Saa vilain en Regiering som den Engelske existerer der nok heller ikke i Verden. Paa alle offentlige Steder, i Bureauerne, Theatrene etc. skal nu ved Siden af den Indskrist — som staaer allevegne — ici on s’honore du titre de Citoyen, staae de Ord: guerre aux Anglais. I det sydlige Frankrig, hvor man overalt er meget mere ivrig end i det nordlige, er Anglais det værste Skieldsord, og at blive anseet for en Englænder en meget farlig Ting, derimod at bande Engellænderne den bedste captatio benevolentiæ.

Det Ord Citoyen er nu overalt prædominerende selv her i Paris. I det sydlige Frankrig knude man udsætte sig for Mishandling ved at sige Monsieur eller Madame. Politiet holder ogsaa strængt over denne Benævnelse, og for nogen Tid siden blev et Bal forbudet, fordi man der havde inviteret under Formelen Monsieur og Madame. Kun i nogle Kredse ansees det endnu for en Fornærmelse at kalde s. 173hinanden Borger og Borgerinde; disse ere deels af Cidevants, der ved Revolutionen have tabt deres Titler, deels af nouveau-enrichis eller parvenus, som ved Leverancer etc. have beriget sig paa Republikens Bekostning, og nu usigelig gierne ønske, at de kunde faae Titler og Skioldmærker og komme til at fare til Hove i prægtige Eqvipager. Jeg kan mærke, at det Ord Citoyen endog er bleven mere herskende, siden jeg kom her. I Begyndelsen bleve vi Fremmede immer paa Breve, paa Bureauerne og andre offentlige Steder kaldte Monsieur, men nu hede vi immer Citoyen.

Paa nogen Tid, siden Udskrivningen er realiseret, cernerer man ikke saa meget Theatre, Cafés etc. som før. Ved denne Udskrivning har ikke den mindste Barmhiertighed eller Persons Anseelse fundet Sted. De, som havde Conscriptionsalderen, maatte afsted. Et meget riigt ungt Menneske, der har 40,000 L. aarlig Indkomst, tilbød Nationen en Foræring af 25 udsøgte og fuldeqviperte Heste, han tilbød sig at eqvipere og underholde Rytterne med, og end videre at eqvipere og underholde 25 Mand Fodfolk, om han maatte blive fri for selv at gaae med; men det hialp ikke. En Søn af ci-devant Hertug af Monaco tilbød Republiken 25,000 Ducater for sin Person; men han var ikke lykkeligere. Directøren Reubels Søn selv er simpel Soldat, at sige i Directoriets Garde.

Mod Emigranterne, som vove at komme her tilbage, er der slet ingen Naade. Man er allevegne paa Jagt efter dem og skyder dem, hvad enten de ere unge eller gamle. Daglig, troer jeg, blive nogle skudte paa Grenelle-Pladsen. Manges Fortvivlelse gaaer i saadant Øieblik til det yderste. De maae ofte taale Haan til af deres Dommere. Hils Ludvig den sextende, sagde man engang til en saadan Ulykkelig, at det gaaer Republiken ret godt.

s. 174Det er utroligt, hvad Alt det, som tager Deel i nogen Slags Administration, her er republikansksindet. Begge Raadene bestaae af de ivrigste Republikanere, og de Gamles Raad finder det endog undertiden fornødent at moderere de 500's Beslutninger eller forkaste dem. Alt hvad som omgiver Directoriet indtil den ringeste Soldat aander ikke andet end Frihedsiver. Og dog skal den Republikanisme, der hersker i det nordlige Frankrig, staae langt tilbage for det sydliges, hvor man næsten endnu er terroristisk. Hvo der endnu kan lade sig indbilde, at Frankrigs republikanske Statsforfatning kan omstyrtes, eller at nogen Contrarevolution er enten formodelig eller muelig, den maa ingen anden Underretning have end af tydske Avisskrivere. De som endnu ønske den gamle Regiering tilbage, ere alle Afmægtige. Den Selvfølelse, der besieler de Franske som Republikanere, er endnu større end den, de fordum havde som Undersaatter af den mægtigste Konge. Saa høflige de Franske ere mod Fremmede som Mennesker og som Videnskabsmænd, saa dybt see de ned paa dem, som Sønner af Monarchierne, og en Fremmed giør derfor bedst i saa lidet som mueligt at producere sig som et politisk Væsen. Vi have giort Bekiendtskab med en Generaladjutant for Directoriets Garde, som heder Øhlert. Han pleier at skaffe os ind, naar der skeer Faners Overleverelse eller anden Høitidelighed i Directoriet. Ved sidste Fest havde han lovet at føre os med sig ind i Temple des Victoires (cidevant Sct. Sulpice) for at see Høitideligheden og høre Præsidentens Tale. Han kom til Porten med os, og sagde til Garden, at vi fulgte med ham. Man svarede ham, at han Ingen havde Ret til at tage ind med sig. Han blev lidt vred og gik om til den anden Port; Svaret var det samme: mais, Citoyens, ils sont des étrangers, qve je connois. Les Français, svarede s. 175En ganske fier, valent bien les étrangers. Han maatte da gerne ene ind og lade os blive tilbage.

Loven af 29 Nivôse an 6, som erklærer alle neutrale Skibe, der have mindste engelske Varer ombord, for god Prise fra Lovens Dato af, er nu saa vidt indskrænket, at den ikke skal gielde fra samme Øieblik af, da den blev til; men endnu er det ikke bestemt, hvor lang Terminen skal være. Man haaber, at man vil udstrække den saa vidt, at Efterretningen om Loven kunde være kommet til de neutrale Havne. En Mængde danske Skibe, som ere optagne, beskieftige endnu idelig vore Consuler og de vedkommende Tribunaler. En Procurator ved Navn Perignon, som har en prægtig Gaard i Anteuil tæt ved Paris, er immer Kapernes Advocat og har skadet os for mange Tønder Guld. Der er en anden duelig Advocat her, som pleier at føre Rhedernes Sag. Forgangen Dag hørte jeg en Sag angaaende et dansk Skib plæderes her paa Tribunal des justice. Perignon giorde hans Contrapart mange Complimenter for hans Klogskab i at forsvare sin Sag, og beklagede, at saa store Talenter skulde servir aux Rois. Jeg troer, at Sagen blev vunden.

Forgieves sukkede Europa om Fred. Medens man mæglede om den, forberedede man sig til nye Blodsudgydelser. Keiseren er slaaet med Blindhed. I de 14 Dage, Krigen har varet, har de Franske allerede vundet 3 Batailler og giort 12,000 til Fanger. Hvis Krigens Rædsler udbrede sig paa nye over den meest cultiverte Deel af Europa, saa kan vi da see et fuldkomment Barbarie imøde. Maatte kun vort lille Fødeland kunne blive udenfor Stormen. Man er i dette Øieblik uvis om, hvad Partie Preussen vil tage. Man haaber, at det indskrænker sig til at dække det nordlige Tydskland. De franske Armeer synes uovervindelige. Deres fortreffelige Officerer, deres s. 176unge fyrige uforpryglede Soldater, det Broderskab og approchement, der er imellem Officerer og Soldater, de sidstes Tillid til de første, de Franskes fortreffelige Artillerie, især deres artillerie volante, deres Besiddelse af alle faste Pladser, deres combinerte Operations-Planer og endelig den Skræk, som gaaer foran dem, ere ligesaa mange Midler til altid at krone dem med Seier. Det er umueligt, at Pryglerigets Sønner — de franske Soldater kalde Tydskland règne de baton — kan modstaae dem. Hertil kommer de franske Soldaters Færdighed i at bruge Haandgevær, især Baionetten. De parere og hugge lige godt, da derimod deres Fiender blot forstaae at hugge og ikke at parere. Jeg har hørt franske Soldater, som have været med i Batailler, tillægge denne Færdighed den største Deel af en Seier, de havde erholdet. Næsten alle franske Soldater ere tillige Fægtemestere, og for nærværende Tid læres Fægtekonsten daglig i alle Opdragelsesanstalter i Frankrig.

Private Efterretninger stemme overeens med de officielle deri, at det gaaer Buonaparte vel i Ægypten og Syrien. Hans Navn er ligesaa stort i Frankrig som hos Fremmede. Alle tale om ham med Beundring. Justitsraad Hvass's Søn har spiist med ham hos Cite. Helvetius, Enke af Philosophen Helvetius. Ritmester Friboe havde en kort Samtale med ham i Italien, men var ikke tilfreds med den Opmærksomhed, Buonaparte viste ham. Buonaparte skal være en Fatalist. Det er den bedste Religion for Krigere.

Protestanternes Godser i Elsas ere blevne erklærte for National-Eiendom. Det synes noget haardt. Det hialp ikke, at C. Herrmann, Deputeret fra Dép. du Bas Rhin, declamerede derimod i de 500’s Raad. Man svarede ham: Cicero locutus est pro domo sua; thi hans Fader er Professor ved Universitetet i Strasborg — eller var det; thi nu er altsaa Universitetet ganske ophævet.

s. 177Blandinger.

Jeg har seet Slottene Sct. Cloud og Versailles. Det første, som tilsidst tilhørte Dronningen, er saa øde og tom, at man neppe seer en Stol der. Alt er solgt. Man holdt Auction paa Møblerne i 18 Maaneder. Slottet selv er i god Stand og tilhører Nationen. Ogsaa det berømte Springvand er ubeskadiget. Slotsforvalteren var meget misfornøiet med denne Udtømmelse, og jeg undrede over, at han turde tale saa frit, som han talte.

Versailles — hvad ere de menneskelige Ting foranderlige! Ludvig 14. skulde see op af Graven. Christian den sjettes høistsalige Dronning vaandede sig ikke saa meget ved Budskabet om Christiansborgs Ildebrand, som Ludvig maatte ved Synet af Versailles, som det nu er. Den prægtige Park ligger der som et unyttigt Stykke Land, Trapperne raadne hen, det prægtige Springvand forfalder. Canalen, som førte til Trianon, har dannet et stort Morads, som præsenterer sig ligefor Faҫaden af Slottet. En Deel af Statuerne ere tagne bort — andre staae endnu. — Hvad Blye der var i Haven, har man i Skrækkens Tid taget bort og giort Kugler deraf. Orangeriet er i god Stand. Ludvig 14.s Statue, som stod der med en stor Alonge-Paryk, har man omskabt til en romersk Mars med en Pike i Haanden, skilt ham af med Parykken og i dens Sted givet ham en Frisur à la Titus. I Slottet selv er Alting udfeiet paa Malerierne nær. Disse danne et Museum, som staaer aabent alle qvintidi og decadi, og fortiener megen Opmærksomhed, da det indeholder de bedste Værker af franske Malere saavel under som efter Ludvig 14. af Møbler er der ikke blevet andet tilbage end Dronningens Secretær, som Kongen forærede hende, da han fik Dauphin, og som er saa kostbar, at den ikke hidtil har kunnet blive s. 178solgt. Det er og tillige det nydeligste og prægtigste Møbel, man kan tænke.

12

As Kirken har man borttaget Kongens og Dronningens Stole og omhyggelig udslettet alle de forgyldte Lilier. hvormed Væggene vare zirede. I Trianon ere ikke engang Speilene tilbage. Af de forgyldte Indfatninger, som man ei har kunnet tage med, er idetmindste Bogstavet L og Kronen udskrabt. Byen Versailles staaer som et forladt Fuglerede. Gaderne bevoxe med Græs, og man seer ingen Mennesker. Før havde Versailles 40,000 Mennesker, nu neppe 10,000. Da Versailles levede af Hoffet, saa kan man ei undre over, at dets Indbyggere endnu begræde den politiske Forandring, som giorde Ende paa den hele Hofstads, i hvorvel de Rige i Versailles i Begyndelsen vare ivrige Revolutionister af Misundelse over de store Seigneurs, hvis Rang fordunklede selv de rigeste Bourgeois. Versailles forestiller i dette Øieblik en dobbelt melancholsk Scene. Paa den ene Side staaer det endnu som et Mindesmærke paa den Despotisme, der anvendte 32 Millioner paa et Springvand, medens Millioner Undersaatter sukkede om Brød, og ødslede 1 Million paa i faa Timer at illuminere en Park til et eneste Menneskes Morskab. Paa den anden Side er det ubehageligt at see Tomhed og Øde der, hvor Pragt, Glands, Smag og Liv tilforn herskede.

Alt hvad Paris besidder af prægtige Eqvipager, var i Forgaars at see i Processionen til Longchamp, 1 lien fra Byen. Man talte henimod 6000 Eqvipager. deels Karether deels Cabrioletter. Parises Skiønheder benyttede denne Leilighed til at etalere deres Fuldkommenheder, ligesom de nye Rige til at brillere. Mangen Ci-devant saae her sin Laqvai eller Kok med sin guldbeladte Mætresse ved Siden kiøre sine stolte Gangere for hans sølvglimrende Cabriolet. Mangen Fournisseuse, hvis Mand eller Fader for 4 Aar s. 179siden ikke eiede 2 ß, viste sig her med mandlig Færdighed paa sin raske Hest vg giorde sig en Ære af at kunne tæmme dens Vælighed og indhøste Tilskuernes Beundring. Andre Damer kiørte selv, og hændte det sig engang, at disse Borgerinder veltede, saa havde de dog igien den maaskee overveiende Fornøielse, at de smukke Herrer ilede til og empresserte sig for at hielpe dem op igien.

Ingen Ting ere de Franske i Almindelighed mere ukyndig i end i Geographien. Saare saa veed, hvor Danmark ligger, i det høieste, at det er ad route du Nord. Forgangen Dag talte en af mine Landsmænd med en fransk Officeer. Man kom paa Tale om Danmark. Jo, jeg veed nok, hvor det er, sagde denne; jeg var fangen af de Keiserlige og ført til Ungarn; da var jeg just paa Grændserne. De have desuden forunderlige Begreber om Norden. De troe, at der er altid koldt og fælt, og naar den franske Soldat hører, at der er koldt og ingen Viin, saa beder han Gud om, at Frankrig dog aldrig maa faae Krig med Danmark. Intet Begreb kan man næsten giøre sig om, hvor uvidende den almindelige Mand er her i Paris. Den veed, at Frankrig har Krig, men med hvem, veed den ikke. Min Vært spurgte mig forleden Dag ad, om Russerne ikke vare komne for at hielpe Frankrig? Der gives mange Mennesker i Paris, som ikke aleneste aldrig have været udenfor Byen, men aldrig udenfor det Qvarteer, hvori de boe. Derfor ere de forskiellige Dele af Paris ligesom forskiellige Provindser af det samme Rige, hvor man har baade forskiellige Sæder og forskiellige Dialecter. I den allerældste Deel af Byen, som heder Cité, skal den almindelige Mand endnu have saa meget tilbage af den gamle Simpelhed og selv Reenhcd i Sæderne, som var det en Afkrog paa Landet.

12*

s. 180Her gives en heel Deel Tyve og Røvere i Frankrig især det sydlige. Veiene ere derfor mangesteds usikkre. Her i Paris opdager Politiet ogsaa immer Tyvecomplotter, og der blive næsten daglig nogle guillotinerede, sommetider 20 à 30 paa Gangen.

Vinteren har været usædvanlig stræng i Paris. Kanefarter kiender man her ikke, men Damerne have moret sig med at kiøre paa Isen i Lænestole, der hvile paa smaae Slæder.

Smagen i Moderne er omtrent den samme, som da jeg kom her. Damerne elske meget Peruqver, især de blonde. Chapeaux à la Minerve, d. e. saaledes som Minervas Hielm paa Antikerne, begynde at komme meget i Brug, og klæde ret godt. Mange Damer bære og endnu cheveux à la Titus, især opvoxende Piger. Det er ellers unægteligt, at de parisiske Damer klæde sig med megen Smag.

Ballerne her i Paris behage mig ikke meget. Man dandser meget godt, men valser ikke saa fuldkommen som i Tydskland. Da alle unge Mennesker ere borte, saa seer man vel paa Ballerne adskillige, dog forholdsmæssig ikke saare mange, smukke Piger, men ikke andet end gamle og stygge Chapeauer. De fornemme Baller begynde aldrig før Kl. 12 om Natten.

Vi vente her til Sommeren adskillige Danske; deriblandt Prof. Fabricius fra Kiel og Baggesen fra Kiøbenhavn. Den sidste kommer for at afhente sin Forlovede, som spiller paa Harpe, og maler efter Raphael; ellers skal hun just ikke være smuk, heller ikke have Penge. Man siger, at en Begeistring kom over ham, da han i et Selskab hos Ritmester Friboe hørte den franske Arie synge: c’en est fait, je me marie, saa at han i samme Øieblik forlod Selskabet, og gik hen og forlovede sig. Han har under sit Ophold her været Landsmandskabet til saa megen Morskab, s. 181at alle længes efter ham. Vi vente og hertil Uhrmager Jørgensens Søn, som reiser i Schwei$$* paa sin Konst og der har forlovet sig med — som man siger — en meget stor Skiønhed.

Vi blive ofte budne til Thee af en vis Carstensen, som vil passere for Dansk. Han var først Handelsmand i Kiøbenhavn under Navn af Bargum, spilte Bankerot og gik bort som en Bedrager. I Wien oprettede han igien et stort Handelshuus, kom i nøie Forbindelse med de Store der, spillede atter Bankerot, og efterlod sig Navn af en stor Bedrager. Saa kom han her, giorde lykkelige Speculationer med Agiotage og Leverancer, og er nu en Mand paa en Million. Han beboer det prægtige Hôtel Montmorency paa Boulevards, og det er fyrsteligt hos ham.

Egoistica.

Om jeg kommer tilbage inden næste Vinter eller ikke, veed jeg ei endnu. Jeg kommer ikke, uden man kalder mig, og endnu har Ingen sagt mig noget. Jeg ønsker selv, at blive et Aars Tid ude endnu. Om at blive ansat ved Academiet har jeg ingen positiv Løfte, skiønt jeg vel har faaet Vink om at forberede mig til en Lærestol, men uden nærmere Bestemmelse til hvilken. Imidlertid er det sandsynligt, især da jeg veed, at jeg ei er de Formaaende ligegyldig, at man tilbyder mig en academisk Plads; maaskee har man og i Sinde at bruge mig ved det Skoleseminarium, som nu skal oprettes i Kiøbenhavn. Jeg har ellers giort mig det til en Regel ikke heri at være Slave af min Ambition. Jeg vil først see Vilkaarene. Den blotte Professortitel og meget Arbeide med liden Gage vil jeg ikke ansee for nogen stor Lykke, skiønt jeg ei kan nægte, at jeg jo, cæteris paribus, har mere Lyst til at blive i en videnskabelig Virkekreds end komme i en nvidenskabelig, var end s. 182den sidste noget mere fordeelagtig. Jeg er ad utrumqve paratus. En Deel af min Tid anvender jeg paa at lære Naturen og dens Love at kiende, en anden anvender jeg paa de saakaldte lærde Videnskaber. Bliver jeg ved Academiet, nærme de sidste sig mere til min Bestemmelse, skulde jeg komme paa Landet, skal jeg i de første altid finde uudtømmelig Stof til Virksomhed, Iagttagelser og Fornøielse. En egentlig theologisk Læreplads kan jeg ikke faae ved Academiet, da den er bestemt min værdige Ven Dr. Müller; en saadan ønskede jeg heller ikke, da jeg desværre har saa meget forvildet mig fra den sande Troe, at maaskee ingen Præst vilde tage mig til Confirmation, og det vilde være mig en Plage at lære imod min Overbeviisning eller endog at fortie den. I Vinter har jeg meest beskæftiget mig med at studere de fortreffelige Maleriesamlinger her, med de levende Sprog og med at høre Fourcroi deels i Lyceet, deels i den polytechniske Skole. I Lyceet (Lycée républicain) har jeg og hørt nogle italienske og engelske Digtere, Sue over Physiologien og anatomie pittoresqve, Mercier over Litteraturen. Imellem har jeg besøgt Bibliothekerne og Naturaliesamlingerne. Hos mig selv har jeg holdt en Tegnemester, og for Sundheds og Motions Skyld en Gang imellem besøgt école d’armes, som er lige over for mit Logis. Et Par Gange om Ugen besøger jeg Theatrene. Forestaaende Sommer agter jeg at dele mellem National-Bibliotheket og jardin des plantes med tilhørende Museum. National-Institutets Séancer skienke mig adskillige interessante Timer.

Af mit Priisskrift har jeg kun faaet de 10 første Ark. Det giør mig ondt, at der er saa mange Trykfeil deri; jeg beder, de maae undskyldes ved Forfatterens Fraværelse fra Stedet, hvor det tryktes. En, meest litterarisk, Efterretning fra min Reise giennem Holland har jeg sendt Neumann til s. 183hans Journals 3 Hæfte. Jeg troer ikke, der kommer noget fra mig i det fierde, da det tager mig for megen Tid bort. I samme 3 Hæfte vil ellers komme en interessant Harzreise fra Botanikeren Hornemann og en Efterretning om Commissionen for Vægt og Maal af Justitsraad Bugge.

Hvorledes det staaer sig med mine Finanssager skal jeg fortælle Deres Excellence ganske oprigtig. Da Juul kom, havde jeg ikke flere Penge. En Kiøbmand i Løgstør laante mig 100 Rd.; af mit Priisskrift fik jeg 40. De varede til nu. Ved Juletider fik jeg et Vink fra Hertugen giennem Moldenhaver, at jeg skulde indsende en Ansøgning om kongelig Understøttelse; jeg giorde det, og man har ladet mig vide, at jeg tør haabe at see mit Ønske opfyldt. Jeg mener, at jeg ikke faaer ringere end 200 Rd. De Penge, jeg nu har, kan omtrent forslaae til min Reise, og jeg haaber, at jeg ved min Tilbagekomst skal faae hiin Understøttelse. Faaer jeg da 200 Rd., saa kan jeg hielpe mig med dem til mine Stipendier falde i Begyndelsen af Juli, det er 260 Rd.; med dem hielper mig saa igien i nogen Tid.

Det er et Par Maaneders Tid siden Bering skrev mig til, at den gode Grevinde ikke befandt sig ret vel. Saa meget inderligere glædede det mig at underrettes af Deres Excellence om hendes tiltagende Bedring. Maatte Forsynet stedse skienke saavel hende som Deres Excellence selv og den gode Geheimeraadinde Hielmstierne den fuldkomneste Sundhed, og jeg have den Lykke ved min Tilbagekomst, at see dem alle i forynget Munterhed! Mange forene deres oprigtige Ønsker med mine, men ingen mere end min Fader, som seer med Længsel den Sommermaaned imøde, da han kan have den Ære at bevidne Deres Excellence mundtlig sin uindskrænkede Høiagtelse og sin varme s. 184Taknemmelighed paa hans og mine Vegne. Geheimeraad Dreier beder mig at være Overbringer af hans venskabeligste Hilsen. Siden han veed, at jeg har den Lykke at være kiendt af Deres Excellence og den Ære at correspondere med Dem, taler jeg ikke oftere med ham, end at han jo erkyndiger sig om Deres og ædle Families Befindende, og beder mig gjenkalde Dem hans Erindring. Jeg agter Dreier særdeles meget. Det er en Mand af Aand, fri for Fordomme, virksom paa sin Post, klog som Diplomatiker, interessant i Samtale, giestfri og en god Vært. Deres Excellence være min Tolk til Deres ædle Kone og elskværdige Svigermoder, og anbefale mig deres Bevaagenhed og gunstige Erindring. Selv undskylde D. E., at jeg har kiedet Dem med saa langt et Brev, og være forsikkret om, at jeg intet ønsker høiere end at kunne fortiene det smigrende Bifald, hvormed D. E. opmuntrer saa gunstig mine svage Bestræbelser, og blive i Besiddelse af D. E.'s høie Bevaagenhed.

Engelstoft.

Til Geheimeraad Rosencrone.
Bordeaux, 17 Floreal an 7.
den 6 Mai 1799.

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstige Velgiører!

Efterat have for lidet over en Maaned siden taget mig den Frihed at tilskrive Deres Excellence et langt og maaskee kiedsommeligt Brev over parisiske Gienstande, skulde jeg ikke vove at uleilige Dem saa hastig igien med et nyt, troede jeg ikke, at min nærværende Reise — den meest misundelsesværdige s. 185Deel af min hele Udenlandsreise — allerede havde sat mig istand til at meddele Dem nogle ikke uinteressante Efterretninger fra det Indre af Frankrig, og var jeg ikke overbeviist om, at Deres Excellences Godhed vilde ansee det, for hvad vet virkeligt er, for en Bestræbelse fra min Side at lægge for Dagen min Erkiendtlighed mod Dem, som jeg har at takke for al den Interesse og Nytte, som nærværende Reise forskaffer mig. Men disse Fornøielser vil først da blive mig ret kiære, om min Pen kan være saa heldig at giøre Deres Excellence deelagtig i samme.

Men førend jeg kommer videre, maa jeg fortælle D. E. den Forandring, som er foregaaet i min Reiseplan. Jeg skrev i mit sidste Brev til D. E., at min Hensigt var at standse i Bordeaux og derfra gaae tilbage til Paris. Men da jeg kom her, modtoges jeg af den Tidende, at Hs. Maiestæt havde tilstaaet mig 200 Rd. af Kassen ad usus publicos for 2 Aar fra 1ste Januar 1799 at regne. Mine Finanser herved saa meget forbedrede, kunde jeg ikke længere modstaae min Begierlighed efter at see den ved sit Clima, sine Situationer og sine Producter saa mærkværdige sydlige Deel af Frankrig, især da jeg nu havde Leilighed til at giøre denne Reise i Selskab med to naturkyndige Landsmænd, d'Hrr. Hornemann og Hofmann. Herfra gaae vi derfor med hinanden til Toulouse og derpaa til Pyrenæerne, som vi først i Juni begynde at bestige. Først i Juli tænke vi at ende ved Perpignan. Juli anvendes til at see Cette, Montpellier, Marseille, de Hieriske Øer, Vaucluse, som Petrarch besang. I Begyndelsen af August vente vi at komme til Geneve, og derfra, om Krigens Skueplads ikke flytter nærmere, at besee en Deel af Schwei$$*. Over Lyon gaae vi tilbage til Paris, hvor vi maae være inden den 22de September for at see den prægtigste af alle Nationalfesterne. En interessantere og lærerigere Reise end den, s. 186som vi saaledes have lagt Planen til, er nok ikke i lang Tid giort af Danske, og jeg tvivler intet Øieblik paa, at jo D. E. bifalder det Partie, jeg har taget. Jeg vil ansee det for en af Reisens største Behageligheder, om den sætter mig istand til engang imellem at underholde D. E. med Noget, som kunde være Dem interessant. De Penge, som for nærværende Tid ere til min Disposition, ville være tilstrækkelige til denne Reise. Den nye Velgiørenhed, som Deres Excellences gunstige Brev af næstforrige Maaned befaler mig at haabe — jeg rødmer ved Tanken om Deres utrættelige Bevaagenhed mod mig; hvormed har jeg dog fortient, at Forsynet skulde bestemme mig saadan Velgiører? — vil derfor efter min Tilbagekomst til Paris være mig meest kiærkommen. D. E. seer, at jeg taler med en Frihed, som jeg skulde og burde ansee for en stor Ubeskedenhed, hvis jeg ikke heri handlede efter Deres egen Befaling. Min Fader veed endnu ikke, at jeg gaaer videre end til Bordeaux, eg jeg siger ham det ikke endnu i nogen Tid, thi det er ikke ganske med hans Villie. De troe i Iylland, at det er en meget farlig og besværlig Ting at reise i Frankrig. Man kan ingensteds reise behageligere og sikkrere end her, forudsat, at man har alle sine Papirer i den strængeste Orden.

Den 1ste April forlede vi Paris, og kom samme Aften til Orleans. En fortreffeligere Vefordring har jeg aldrig havt. De 30 Lieues — efter ny Stiil 15 Myriametres — tilbagelagde vi i 14 Timer, uagtet vi baade dejeunerte og dinerte paa Veien; saa fortreffelig var Veien og saa rask vor Kiørsel. For Resten har Veien selv intet angenemt; det er bare Slette, men dyrket indtil mindste Plet. I Nærheden af Paris seer man paa begge Sider adskillige ci-devant chateaux og Herregaarde, som nu see noget forfaldne ud. Ved hver opdager man et særskilt Taarn, forhen Herremandens s. 187Due-Magazin, hvis Beboere ustraffede opaade Landmandens Sæd; at skyde en af dem var lige med de største Forbrydelser; thi det straffedes med Galeierne. Det Første Bønderne giorde efter deres Frigiørelse var, at de ødelagde alle Duerne, saa man nu ikke seer en eneste. Jorden har man taget saa nøie med, at man har oppløiet de brede Alleer, som førte fra Landeveien op til Herregaardene.

Den Bye, hvor la pucelle d’Orleans forsvarede saa mandig le bon Roi Charles (det Fæe Carl 7), har en nydelig Beliggenhed ved den skiønne, seilbare Flod Loire. Jeg kan ikke sige, hvor megen Høflighed og Opmærksomhed man viste os her, ikke blot de, som vi havde Adresser til, men og alle Andre, som tilfældig lærte os at kiende. Dette gielder om vor hele Reise hidtil. Man. kan, hvor man har Recommendationer, i Frankrig være sikker paa at optages med al den Opmærksomhed og reelle Høflighed, som er Anbefalelsens Hensigt; det bliver aldrig ved det blotte: Ich freue mich recht sehr die Ehre zu haben Sie kennen zu lernen. Det har derfor endog ofte moret mig, at man gierne antager os for Engellændere; thi det giør Nationens Characteer Ære, at den vilde være saa galant endog mod Reisende fra et fiendtligt og forhadt Land.

Man kan ikke tænke sig et stærkere beboet Land end den orleanske Slette. Naar man fra Cathedral-Kirkens — nu Decadærtemplets — Taarn overseer Egnen til alle Sider, synes man at see en uendelig Have og Landsbye, saaledes rører Viingaard ved Viingaard, Frugthave ved Frugthave, Huus ved Huus. Maatte vort Danmark være en Slette saa befolket og dyrket som denne!

Her er et Theater, hvor man just nu første Gang opførte Menneskehad og Anger. Det giorde ligesaa megen Lykke her, som i Paris, og blev spillet ret godt. Theatret var fordum en Kirke. Man har forandret Adskilligt i Overfættelfen s. 188af Menschenhat und Reue, især bet, som syntes at støde et humant Øre; saaledes siger, troer jeg, Peter i Originalen om den gamle Mand: skal jeg hidse Gaardhunden paa ham? Dette har man forandret til: skal jeg tage ham ved Armen og føre ham ud? Man aabnede Stykket med fem republikanske Arier, i det diplomatiske Sprog: airs chéris de la liberté.

Orleans besidder en berømt Lærd, Villoison, som D. E. maaskee har kiendt. Hans Grundsætninger have ligesaa lidet tilladt ham at tage mod nogen fonction i den nye Orden af Tingene som mod en Plads i National-Institutet. Jeg troer, at enten han selv eller hans Fader har været Page hos Kongen. Han lever for Resten som en rolig Borger. Il veut bien, qve la Républiqve marche, mais il ne veut pas la faire marcher, var det Udtryk, man characteriserede ham med i Orleans.

Herfra gik vi til Tours over Blois. En behageligere Vei kan man ikke tænke sig; Loiren immer paa den ene Side og dens ligeoverfor liggende Bred bekrandset med Viingaarde og smukke Landsbyer, afvexlende med Flekker og gamle Slotte; paa den anden Side en fortsat Række af Viinbierge bestrøede med Landhuse, ombordede med Landsbyer og Flekker. Det er med Rette kaldet Frankrigs Have. Glædens Billede møder hvert Trin. Vinen her er af meget god Qvalitet og koster næsten ingen Ting: i hele Frankrig fra Paris af til Middelhavet betales i Værtshusene intet Aparte for Vinen. Man drikker deraf saa meget man vil, og naar en Flaske er tom, sætter man en ny paa Bordet. Prisen for Middagsmad er i alle Auberger fastsat, ligesom og for Aftensmad — 3 Liv. for Maaltidet — enten man saa drikker meget eller lidet. De Franske i disse Viinegne, som ere vante til at drikke saa meget de ville fra Barnsbeen af, kunde ret artig tømme deres Flaske. Fem Bonteiller s. 189om Dagen er en jevn Diæt. En Mand har forsikkret mig, at han undertiden drak 6 til sin Middagsmad alene. I Blois saae jeg de første Spor til Vendeekrigen, da man af Frygt havde afbrækket to Piller eller to Buer af den smukke Broe over Loiren. Veien fra Blois til Tours er endnu skiønnere end fra Orleans til Blois. Den følsomme Yorick vilde give al Verdens Palæer bort for her at eie en Cabane og en Lisette.

Jeg gjorde denne Tour i Selskab med en bekiendt Skuespiller Larive, en interessant Mand, der nøie kiendte den franske Nations Characteer indtil Nuancer af Provindser og Stæder. Han havde og spillet i Holland og derved lært at kiende Contrasten mellem det sydlige Frankrigs exalterte Phantasie og Hollændernes ufølsomme Phlegma. Han spiller i Paris, Nantes. Bordeaux, Marseille, Lyon etc. for ikke ringere end 500 Fr. en Aften, og han tiener, siger man, sine 20,000 Rdl. om Aaret.

Tours er en saare nydelig Bye og har en endnu nydeligere Situation. Det er den meest romantiske Bye, jeg har seet. Den er bekjendt for sin Hyperzelotisme, og derpaa havde vi allerede den første Aften et Beviis ved table d’hôte, da en Borger derfra ønskede alle Aristokrater og Royalister saa fornedrende Ydmygelser, at min Pen undseer sig ved at gientage hans Udtryk. Alle Gaderne have lutter republikanske Navne, f. Ex. den italienske Armees Gade o. s. v. Dog er det endnu værre i Bordeaux, hvor man tager hele Sætninger til Gadernes Benævnelser, f. Ex. j’adore la liberté etc. Central - Skolen her har faaet et prægtigt Locale i det bispelige Palæ, som dog ei bliver godt vedligeholdt. I disse Central-Skoler, hvoraf jeg har besøgt 5 à 6, ere 9 Lærere i ligesaa mange Videnskaber. De have kun 2000 Fr. i Gage. Elevernes Antal er sammesteds ikke 100, andensteds 4 à 500. Eleverne kunne høre hvilke Prosesforer s. 190de ville. De gamle Sprog, Historien, Philosophien og de skiønne Videnskaber forsømmes meget, fordi deres Studium ingen Udsigter giver. Det er godt, naar en af lærerne i disse Videnskaber har en halv Snees Tilhørere. I de gamle Sprog, Latin og Græsk, har Læreren undertiden slet ingen. Saaledes er det i Bordeaux. Noget bedre gaaer det med Naturhistorie og Physik, men Mathematiken er især den Videnskab, som trækker Alle til sig. Aarsagen ligger for Dagen, Giennem denne kunne de unge Mennesker vente at komme i den polytechniske Skole og derfra vorde befordrede paa mange og fordeelagtige Maader, ei at tale om, at de derved slippe for at blive Soldater. Skulde denne Vei slaae feil, saa maae de Alle berede sig paa at tage Musketten paa Nakken, saasnart de faae Reqvisitions- Alderen, og i dette Tilfælde ere da atter mathematiske Kundskaber det Middel, hvorved de snarest kan vente at blive Officerer og avancere. Tegneskolerne, som ere forbundne med disse Anstalter, blive meget stærk besøgte; næsten alle Eleverne tage allevegne Deel deri. To Gange om Aaret uddeles Præmier. Den fortreffelige François Neufchateau giør Alt for at ophielpe Central-Skolerne; men han fattes det vigtigste Middel — Penge.

Fra Tours gik vor Reise til Poitiers. Overalt fandt vi Landet fortreffelig dyrket. Dette gielder om al den Deel af Frankrig, jeg hidtil har seet. Ikke en eneste Plet, som er brugbar til Agerdyrkning, ligger unyttet; men man omskaber endog aarlig med megen Arbeide bratte Klippesider og sumpige Steder til Viingaarde og Agerland. Bøndernes nærværende blomstrende Tilstand, der contrasterer med Byernes alt meer og meer tiltagende Degradation, giver dem baade Lyst og Midler til at trække enhver muelig Fordeel af deres Jorder. Der er ingen Sammenligning mellem deres nærværende og forrige Tilstand. Tilforn s. 191smagte de næsten aldrig Kiød, spiste noget elendigt Brød, fik ingen anden Drik end Vand slaaet paa afpressede Drueskaller, deres Garderobe var ikke 2 Mark værd, de havde ingen Eiendom. Nu spise og drikke de fortreffelig, gaae pyntelig klædte især om Søndagen og decadi — thi de ansee det mageligst at helligholde begge Dele — og have Penge nok paa Kistebunden. Men i Stæderne ligger Armod nøgen paa Gaderne, og Brødløshed seer ud af alle Vindver. I mange Egne af Frankrig — have velunderrettede Franske fortalt mig — seer man hele Strækninger af Landsbyer nyopbygte siden Revolutionen. Bonden er blevet Menneske og har villet have sig Menneskeboliger.

Jeg vil slet ikke opholde D. E. med de romerske Oldsager, man sinder i Poitiers, men hellere fortælle Dem noget om en anden ret interessant Scene, som jeg havde der. Da det er chef lieu i Departementet, saa holdtes her just Valgforsamlingerne eller Electoral-Assembleerne, hvis Indretning og Hensigt D. E. kiender af Constitutionen. I det Auberge, hvor jeg var, logerede just og et Par af de ved Primærforsamlingerne udnævnte Electører. Siden vi vare Fremmede, tilbød de os med den de Franske saa egne Høflighed at ville føre os ind i Forsamlingen med Præsidentens Tilladelse. Da vi kom derhen, bleve vi modtagne med al den politesse, man knude vise os. Enhver vilde giøre vort Bekiendtskab og underrette os om Alt, hvad der kunde interessere os. Man gav os Plads blandt Electørerne selv. Medens man saaledes bevidnede os sin Opmærksomhed, gav Portneren eller Conciergen os ogsaa en Prøve paa sin, men af en anden Art. Thi da han saae, at vi Fremmede sad derinde, kom han ganske heed løbende ind og raabte: qv'est, qv’on fait? on laisse entrer des Anglais ; ils sont Anglais ces étrangers là. Man fortalte ham da hans Ivers Overskødighed, og siden vilde han gierne s. 192være galant imod os. Til Assembleens Forsamlingssal var en Exkirke indrettet. Omtrent halvtredie hundrede Electører vare forsamlede fra dette Departement. De vare denne Eftermiddag sysselsatte med at formere deres Bureau, som det kaldes, paa den Maade, som Loven foreskriver, og det gik ganske roligt af. For en Fremmed havde ellers denne Forsamling fra en anden Synspunkt en egen Interesse. Man saae her Folk af alle Stænder og alle Grader af Indsigter og Cultur forenede til samme Hensigt. Her vare Bønder, Haandværkere, Kiøbmænd, Embedsmænd, Jurister, Particuliers, alt eftersom Valget i ethvert Canton var faldet paa den ene eller den anden. Denne Blanding af Stænderne er ikke mindre paafaldende i det daglige Liv, og den hører unægtelig til en af Revolutionens gode Følger. Her er en Bonde, hvis Søn sidder i corps législatif, hist en peruqvier, hvis Broder er General, her en simpel Soldat, hvis Fader præsiderer i et Tribunal. Deraf opstaaer ogsaa i det daglige Liv og i Conversationen en anden Maneer end i de Lande, hvor hver Stand troer sig skilt fra alle de andre ved en afmaalt Grændse. Den Ene generer sig ikke for den Anden; Enhver troer han er god for sig, uden derfor at troe sig bedre end Andre. Ved tables d’hôte, i Cafés og andre offentlige Steder er denne Liighed lettest at bemærke. Generaler, Soldater, Bønder, Commissærer sidde her imellem hinanden og tænke ikke paa mindste Subordination. Den unge Conscrit reiser sig ikke af Stedet, fordi hans General træder ind, eller viger et Skridt fra sin Mening, fordi den ei var overeensstemmende med hans. En Følge af denne Stændernes Blanding er denne, at en større Cultur udbredes blandt den almindelige Mand ved hans nærmere Berørelse med de Stænder, som ere mere cultiverte.

s. 193Fra Poitiers gik vi til Rochelle over Niort, Hovedstaden i Dép. des deux Sèvres. Et Stykke af denne Vei giorde vi tilfods. Vi havde her Møde af et Corps Recruter, som kom lidt efter lidt i smaae Partier; det var alle unge, raske og modige Folk. De troede, at vi ogsaa vare conscrits, og tiltalte os immer: Cammerades! De vare næsten alle Folk af Opdragelse, i det mindste havde de i deres Maneer og deres Tale en Politesse, som man i andre Lande ikke finder uden hos de mere cultiverte Stænder. Vi morede os meget ved at snakke med dem.

I Niort, en vakker lille Bye, vare vi Vendeen det nærmeste paa vor Reise; thi Rebellerne vare komne denne Bye paa tre Lieues nær; men til Vendeekrigens Ødelæggelser saae vi ingen Spor paa vor Vei. Desto mere hørte vi fortælle derom. Denne ulykkelige Krig har kostet Republiken trehundredetusende Mand, mere ved Generalernes Troløshed end ved Insurgenternes Styrke; thi disse havde, Stokke og Prygle undtagne, ingen andre Vaaben end dem, de toge fra Republikanerne. I en Omkreds af 100 Lieues er der ikke levnet Steen paa Steen; alt ødelagt og opbrændt. Den Totrediedeel af Indbyggerne er omkommet i Krigen. Nu begynder Landet at komme sig igien, mange Familier flytte derhen fra andre Provindser, og man mener, at om en halv Snees Aar vil de fleste Spor af Ulykken være forsvundne. Nu er Alting roligt der. I Niort udvidede jeg mine Kundskaber i Geographien. Jeg lærte der paa en Café af En, at Danmark ligger ved Neapel; men jeg blev snart bedre underrettet af en Anden, der satte den Første irette for sin Uvidenhed, og belærte mig, at den korteste Vei til Danmark herfra gaaer igiennem Portugal. Det er ellers morsomt nok, at saa uvidende de Franske i Almindelighed ere om vort Fødelands geographiske Beliggenhed, s. 194have de dog Alle hørt om sammes vise Regiering og lykkelige Fred.

13

Rochelle var det næste Sted, vi kom til. Vi havde i Diligencen Selskab af en Citoyenne fra Niort, som fortalte os med moderlig Harme, at der stak saa krigersk en Aand i hendes to Sønner, den ene paa 12, den anden paa 16 Aar, at de neppe vilde oppebie Alderen for at komme iblandt défenseurs de la patrie, uagtet deres ældre Broder allerede havde faaet en Haand qvæstet. Denne Aand er vel ikke eneherskende, men dog temmelig udbredt. Drengene i Landsbyerne paa 8 à 10 Aar sætte en Hønsefier i Hatten, exercere med en Papirssane og synge af fuld Hals: Allons enfans de la patrie, le jour de gloire est arrivé etc. Med alt dette vilde dog intet være det franske Folk mere velkommen end Fred.

Rochelle er en anseelig Bye. Her hilsede vi efter lang Fraværelse igien de Danskes Vei til Held og Roes — Oceanet. Giennem næsten inpassable Veie kom vi til Rochefort. En Søeofficeer var saa galant at tilbyde os at føre os om i Skibsbyggeriet, som er her. Vi saae ved samme Leilighed den lille Corvet Bayonneuse, som opbragte den engelske Fregat. De laae ved Siden af hinanden. Begge vare meget ilde tilredte. Mellem Rochelle og Rochefort beholdt vi paa høire Haand Øerne Oleren og Rhe, bekiendte Opholdssteder for de Deporterte.

Naar man er kommen Saintes, Hovedstaden i Dép. de la Charante inférieure, forbi, seer man allerede i det Fierne den maiestætiske Gironde liig et Hav. Men vi fik noget at døie, inden vi naaede dens Strand; thi saadanne Veie, som her ere, kan man ingen Forestilling giøre sig om. De ere ikke forbedrede siden Revolutionens Begyndelse. Fragtvogne stode hist og her fast, og man maatte spænde 20 à 30 Heste for, for at trække dem op. 8 Heste s. 195kunde neppe flæbe vor letbeladte Diligence frem, uagtet vi mere gik end kiørte, og vi bleve for en Feils Skyld engang siddende 4 Timer i et Hul, og avancerede 1 Miil dansk i 9 Timer. I Blaye, et Sted ved Girondens Bred, indskibede vi os til Bordeaux. Denne Søefart er 7 Lieues og yderst behagelig. Vi lode paa begge Sider af Floden de lykkelige Egne, hvis Vine vi lade os smage saa vel i det kolde Norden, Roc, Medoc, Margo, Graves. Intet stottere Syn kan man tænke sig end Indtrædelsen til Bordeaux fra Søesiden, hvor man seer i et langt Perspectiv denne prægtige Bye hvile som et stort Amphitheater paa Garonnens høire Strandbred. Men min Pen er alt for upoetisk til at male denne Scene.

Her ere vi nu i 14 Dage, og blive her endnu en 8 Dages Tid. Alle Mennesker kappes om at vise os Høfligheder. Vi kan næsten ikke faae Tid til at giøre andet end dinere, soupere, reise paa Landet og modtage nye Invitationer. Det er en stor Fornøielse at reise i Frankrig, thi alle Mennesker ere saa forekommende og giestfrie, og man lever fortræffelig i hele Frankrig, selv paa Værtshusene. At vi reise som Musernes Sønner bidrager meget til den Opmærksomhed, hvormed man modtager os. Den ene vil give os Leilighed til at beundre hans Kundskaber, den anden hans Smag, den tredie hans Bibliotheker, Cabinetter o. s. v. Hertil kommer, at vi have Adresser fra de berømteste Mænd i Paris.

Deres Excellence begynder maaskee allerede at frygte for, at dette Brev skal blive ligesaa uendelig som det sidste. Jeg er selv bange for det, om jeg blev ved at lade Pennen raade sig selv. Jeg har maaskee allerede skrevet mere, end det kan interessere D. E. at læse. Jeg trøster mig ved, at det staaer i D. E.'s egen Magt at giøre det saa kort, som De vil, ved at springe over alt det, som maatte være uinteressant. s. 196Vi Reisende, som see saa meget, staae altid Fare for at fortælle mere derom, end Andre skiøtte om at høre eller læse.

13*

Hvis D. E., som jeg formoder, i denne Sommer foretager en Reise til Iylland, saa medtager De mine oprigtige Ønsker for Dem og den gode Grevinde. Jeg haaber, at Landluften og Bevægelsen vil have en fordeelagtig Indskydelse paa hendes Helbred og grunde det for bestandig. Deres Excellence være min Tolk saavel til den ædle Grevinde som den gode Geheimeraadinde og anbefale mig deres bevaagne Erindring. Jeg giemmer stedse i et erkiendtligt Hierte de Prøver paa Begges Bevaagenhed mod mig, som jeg saa ofte har havt den Lykke at modtage, og ønsker intet mere, end at ogsaa baade den gode Grevinde og den ædle Geheimeraadinde Hielmstierne maatte være overbeviste om disse mine Følelser. Deres Excellence har Fordringer paa mit hele Væsen. Jeg veed, hvad jeg skylder Dem, men jeg har ikke Ord til at udtrykke det. Min Taushed selv vil fra denne Synspunkt være den høiesle Grad af Veltalenhed. Jeg er med dybeste Ærbødighed

Deres Høigrevelige Excellences
Min gunstige Velgiørers
underdanige Tiener,
Engelstoft.

E. Sk. Municipalitetet har i Nat, fortæller man mig, inqvireret efter Conscrits i det Hotel, hvor vi boe. I de Reisendes Kamre vare de dog saa skikkelige ikke at komme ind. Samme Inqvisition har man giort over hele Byen og arreteret, siger man, tre hundrede unge Mennesker.

Til Dr. Thorlacius.
Toulouse, 7. Prairial an 7.
(26. Mai 1799.)

Min kiære Thorlac!

Siden jeg endnu hverken har seet Færd til noget fra Dig, hverken Recommendations-Brevene, eller Brev fra Dig, eller Brev fra Müller, saa formoder jeg, at Du har sendt alt dette til Tarbes, og deri har Du ikke giort ilde. Om en 5 à 6 Dage tænke vi at komme til Tarbes, og da skal jeg lade Dig vide, hvad jeg har modtaget fra Dig. Har Du noget liggende til mig, naar Du modtager dette Brev, saa send det strax til Tarbes — ligesaa om der er noget til mine Landsmænd; men efterdags skal Du intet sende til mig, før Du faaer nærmere Beskeed; thi jeg troer, at jeg kommer tilbage til Paris i Begyndelsen af Juli, først fordi det bliver mig for heedt i Midsommers Tid, dernæst fordi der gaae for mange Penge til, endelig fordi der er saa meget i Paris, som trækker mig tilbage, skiønt det er vist, at ingen Fornøielse kan lignes med den nærværende Reise, og jeg bliver ordentlig hver Dag meer og meer vred paa Dig, fordi Du ei fulgte med.

Af Vandringerne paa Pyrenæerne, hvis maiestætiske Krop allerede her sees at løfte sig i fierne Baggrund, lover jeg mig megen Interesse. Fra Tarbes gaae vi til Bagnères, derfra til Bareges, som er den høieste franske Bye. Mueligt skilles jeg her fra mine Landsmænd, der tale om — især Hofmann — at ville strippe om mellem Biergene i flere Dage, saaledes at man hverken kommer til Huse eller Mennesker, men kun til vilde, sneedækte Bierge, hvor en og anden forknyttet Mos neppe vedligeholder Spor af Vegetation. Slige Promenader kan mit Jeg ligesaa lidet finde skiønne som nyttige, og jeg skiøtter ikke om at giøre s. 198dem med. Imidlertid er Hornemann paa min Side, og jeg tænker, at vi alle følges ad tilbage til Toulouse. Manthey har vel fortalt Dig, at vi have forlangt Passer for at gaae til Spanien. Jeg troer ikke, vi faae dem paa de Vilkaar, vi have forlangt. For mig er det ligegyldigt, thi jeg gaaer ikke ind i Spanien alligevel. Hvad skal jeg der? Der er lidet at see eller lære og kostbart at reise. Alligevel lod jeg for Selskabs Skyld og forlange et Pas for mig.

Her er et berømt Opdragelses-Institut ved Toulouse, som kaldes Sorèze, en 10 Lieues ned ad Canalen. Det har 500 Elever. Det skal jeg see paa min Tilbagereise. Mueligt giør jeg en Tour ned ad Canalen til Cette, for at see Middelhavet. Sagen er, om mine Landsmænd ikke vil dvæle for længe ved Pyrenæerne.

Imens jeg reiser saaledes omkring, bliver Du saa lærd i Mynter og Lycophroner, at Du vel ikke snakker andet end bare Græsk til mig, naar jeg kommer tilbage. Saa skal jeg til Straf remse op alle de Planter, H. H. have lært mig at kiende, ligerviis som Degnen i Erasmus Montanus slog fra sig med nomen, pronomen etc. Moldenhaver har jeg sendt en Pakke Bøger fra Bordeaux med Skibsleilighed og ved samme 6 Mynter til Münter, en gammel græsk, hvorpaa jeg ei kunde læse andet end IIEP ION, 2 Keisermynter og nogle fra Middelalderen. Jeg har siden den Tid faaet en smuk Kobbermynt fra Keiser Claudius, som er Dig tiltænkt. Bring Manthey min Gratulation som Legationssecretær. Hils Gyldenpalm, Berner og alle Landsmænd paa det venligste. Vale.

Engelstoft.

Du er saa god at besørge medfølgende Brev til min Fader.

Til Dr. Thorlacius.
Tarbes, 13. Prairial an 7.
(1. Juni 1799.)

Kiæreste Thorlac!

.... Müller er nu formodentlig reist. Du kan altsaa ikke bringe ham min Tak for hans Brev. Jeg kan ikke vide, hvad der kan have været i mit første Brev i Neumanns Journal, ^*Findes trykt forud, S. 1—8. som kan have stødt de Store i Kiøbenhavn. Vel veed jeg, at det var snavs skrevet — hvilket ikke var min Skyld — men jeg synes dog, at der hverken var politisk eller kirkelig Kiætterie deri, ligesaa lidet som i noget af de følgende. Men — Frygt, kan jeg troe, seer allevegne Gespenster. For Resten synes mig, at Moldenhaver i sit Brev til os, som dog var meget sildigere end Neumanns Journ. 1ste Hæfte, vel maatte have talt noget derom, og i saa Fald Du og meldt mig det som en Deel af Brevets Indhold; men derom har Du intet talt. For Resten giemmer Du Moldenhavers Brev til min Tilbagekomst. Hvad det ellers er for nogle elendige Veie, vi Lærde maae gaae for at bane os Vei til en saa kaldet Lykke, der som oftest i Grunden kun er et Phantom! Hvis vi faldt paa at ville skrive Satirer, saa burde vi vælge os selv til den første Gienstand. Vee os, hvis vi calculere Frugterne as vore Bestræbelser paa andet end vor individuelle Fornøielse af at vide og — rerum cognoscere causas. Naar jeg — jeg sætter, jeg var en stor Satiricus — var bleven færdig med at satirisere tilstrækkelig over mig selv, saa — giet engang, hvo der bliver den næste Gienstand for min Satire; det bliver saamæn Du; thi Du bær Dig endnu galere ad. Jeg giør mig dog i det mindste Livet saa nydelsesfuld s. 200som mueligt i den korte Tid, jeg er i Skuddet, og i det jeg bestræber mig for at udvide mine Kundskaber for derved at skabe mig selv i alle Omstændigheder en Kilde til Selvtilfredshed, sørger jeg tillige for at vedligeholde min Sundhed og min Munterhed. Men Du ligger der og roder evig i Manuscripter — hvis hele Indhold maaskee efter et halvt Aars Møie befindes ikke at være 2 Dages Tid værd, Du indaander evig en slet Luft, giør Dig ingen Motion — kort sagt, min Far, næst mig selv, der støder de Store for Hovedet med uskyldig Spøg, er Du den mindst kloge, og naar Du i dit tredivte Aar faaer Gigt og Podagra og alskens Ulykker at drages med, saa skal Du sande mine Ord. Jeg maa ellers anmærke, at jeg ikke taler af mig selv, men af Müllers Aand, som har inspireret mig, hvad og med hvilke Ord jeg skulde skrive og straffe Dig; thi han fortæller mig i sit Brev, at Du bliver en Dag værre end en anden til at rode i Manuscripter, at Du desuden kiger i Mynter hver Dag, dog med saa megen Moderation, at Du aldrig anvender over 8 Timer ad Gangen derpaa. Endelig trøster han mig dog noget dermed, at Du daglig spadserer i 10 à 15 Minuter, ja at der saagar ere de Dage, hvor Du opofrer indtil 20 derpaa. Resultatet af alt dette bliver, at Ingen af os begge er ret klog, at vi begge jage meer efter Phantomer end res veras. Men det er nu vor Lod; sic voluere fata.

Jeg takker Dig — som Du kan vide — for den Uleilighed, Du har havt med at besørge Recommendations-Brevene fra Gregoire, og taler Du med ham, saa beder jeg Dig overbringe ham mine Taksigelser i de forbindtligste Udtryk; men Du behøver just ikke at sige ham, at jeg neppe kommer til at benytte dem. For Resten er der Ingen, hvis Recommendations-Breve har været mig saa nyttige som s. 201Gregoires; thi alle, som kiende ham, have den største Agtelse for ham.

Hvis Du Ingen har taget ind til Dig siden min Bortreise, saa bliv kun boende ene der, at jeg kan uden Hinder flytte ind til Dig, naar jeg kommer. Jeg bliver Dig skyldig det Halve af Leien for de Maaneder, jeg har været borte.

Om min Reise vil jeg gierne fortælle Dig alt, hvad Du skiøtter om at høre, naar vi samles; men skrive om den, gider jeg tilforladelig ikke. Vi vare 10 Dage i Toulouse, derefter 1 Dag over i Auch og her kom vi i Gaar. Vor Reise er saa behagelig som den kan være, Climaet er guddommelig. Luften er saa giennemduftet, at man troer at indaande lutter Parfums. Vegetationen er saa luxuriant, at de botaniske Characterer ofte tabe sig deri. Figen-Mandel-og andre kielne Træer groe her som vilde. Jordbær have vi begyndt at spise i Toulouse, og spise nu af dem hver Dag. Pyrenæernes gigantiske Krop ligger nu lige for os; Solstraalerne reflecteres fra de høieste Biergtoppes Sneeisse som fra en Marmorflade. Endnu have vi 3 Lieues til den egentlige Fod, hvor man begynder at bestige Fieldene. Jeg er opfyldt med grands pressentiments over de Undere, som mit Øie der skal usurpere. (Den, som har mange Sprog i sin Magt, som f. Ex. jeg, tager sine Ord efter Behag as det ene eller det andet, ligerviis som af en stor Garderobe). Hofmann forlod os i Toulouse for at gaae hen til nogle Miner. Han har lovet at komme til os igien her eller i Bagnéres. Hornemann er ikke godt fornøiet med, at jeg vil skilles fra ham og Hofmann i Slutningen af Juni, thi vi stemme saa vel overeens med hinanden, at Enhver af os føler Reisens Fornøielse forøget ved vor giensidige Selskab. Hofmann er ret brav, men han er saa suur og knurrer altider, skiændes allevegne med Municipaliteter s. 202Postilloner, Piger og Opvartere. Han er desuden meget uforsigtig i sin Tale, og endelig er han ufølsom for alle muelige Gienstande, de være saa interessante som de ville, undtagen Stene og Mosser. (Alt dette for Himlens Skyld imellem os).

Naar jeg kommer til Bagnères, faaer Du endnu et lille Brev fra mig, fordi jeg skal have nogle Breve skrevne til Kiøbenhavn, hvilke jeg vil recommendere Din Omsorg.

I min Faders Brev vare ingen Nyheder, som skulde kunne interessere Dig. Jeg befinder mig fuldkommen vel, og jeg er slet ikke saa meget au désespoir over den Ulykke, mine Breve skal have havt, at mishage nogle Store — Gud veed hvilke — at Du jo ufeilbarlig vil modtage din Ven i ligesaa munter en Sielstilstand, som Du pleier at see ham. Mine Hilsener til alle Landsmænd. Om 5 Uger kan Du haabe den Ære igien at see

Din
Engelstoft.

Til Dr. Thorlacius.
Toulouse, 3. Messidor 7.
(21. Juni 1799.)

Kiæreste Thorlac!

.... Du skiænder lidt paa mig i dit Brev af 15. Prai-rial, fordi jeg ikke har sagt Dig, at vi vare blevne corresponderende Medlemmer af Société des sciences, des arts et belles lettres i Bordeaux; men deri giør Du mig Uret, thi Du har vidst det meget tidligere end vi; først den 27. Prairial overraskedes vi i Bagneres ved et Brev fra Societetet, som forkyndte os vor Optagelse. Vel udlod Sèze, s. 203som er Præsident, og til hvem jeg havde Adresse fra Gregoire, sig med den Idee; men da jeg hverken vidste, om han meente noget dermed eller ikke, heller ikke kunde være vis paa, ifald vi end bleve proponerede, at vi ikke faldt igiennem, saa kunde jeg let have giort os alle tre til Skamme, om jeg havde fortalt det til Eder i Paris, og — der intet var blevet af. Hornemann og Hofmann har givet mig i Commission at skrive et Complimentbrev til Societetet for os alle tre, men jeg troer, at jeg for at slippe lettere fra denne Ceremonie lægger Veien om ad Bordeaux, som kun kan tage mig et Par Dage meer, og rygter dette Ærende personlig.

Havde jeg tænkt paa, at Gregoire havde ønsket at faae de ofte omskrevne Efterretninger om Goheterne saa strax, saa skulde jeg for længe siden have givet ham dem. Hav den Godhed at sige til ham — næst at takke ham for hans Adresser — at jeg havde tilskrevet ham derom, hvad jeg vidste, hvis jeg ikke inden kort Tid ventede at komme til Paris igien og saaledes være istand til mundtlig at meddele ham dem. Havde jeg fremdeles vidst, at det var til Münter, han vilde have dem, saa skulde jeg ikke have omtalt dem i mit Brev til Münter — som jeg sendte Dig fra Bagnères; men dette maa Du for Guds Skyld ikke sige til Gregoire; thi han maatte nødvendig ansee det som en stor Mangel paa Délicatesse hos mig. Jeg har ellers næsten ikke kunnet faae andet at vide om dem, end hvad der staaer i Venuti. Paa min Tilbagereise skal jeg endnu giøre et sidste Forsøg paa at skrabe noget sammen om dem.

Siden jeg kommer nu saasnart tilbage til Paris, er det vel overflødigt at sende Dig nogen videre Fuldmagt end den, Du allerede har til Perigaurd, da formodentlig alt, hvad der fra din Fader af maatte komme til mig, kommer igiennem Perigaurd; fra Rosencrone faaer jeg intet før i s. 204September. Du skriver mig slet ikke noget til, om Du ikke har søgt det Stipendium, Rhode havde; og hvorfor har Du ikke gjort det?

Hvis de Værelser i tredie Stokværk, som vi havde leiet for 60 Fr. maanedlig, endnu ere ledige, saa see at vi kan faae dem igien. Hvis ikke, er der vel i samme Huus et andet lidet Værelse ledig, som jeg kan faae.

I Morgen reiser jeg til Sorèze og Bassin Sct. Ferreol; den 5. Messidor kommer jeg nok tilbage. Kan jeg, tager jeg strax den 6. til Bordeaux, hvor jeg kun bliver een Dag. Siden uden Ophold til Paris. Jeg haaber at være der den 3. eller 4. Juli. Hornemann og Hofmann blive nok paa Phrenæerne til Juli Maaneds Udgang eller vel snarere til midt i August; thi Hofmann bliver aldrig færdig. Saa skal Reisen i det sydlige Frankrig begynde. Hofmann talte om at komme tilbage til Paris i November. Sandt at sige, troer jeg, at Hornemann kommer tidligere tilbage. Jeg veed ikke, hvorledes de vil holde det ud at traske paa disse nøgne Bierge i den strængeste Hede om Dagen og den penibleste Kulde om Aftenen, ikke at tale om, at de maae slaae en Streg over diné, soupé og slige Ting, der just ikke ere ligegyldige i Livet. Mine korte Vandringer paa Pyrenæerne have udgiort den skiønneste og interessanteste Deel af min Reise, men gid jeg faae Skam, om jeg vilde marschere der i 2 Maaneder endnu.

Du har rigtignok intet ordentligt Brev faaet fra mig paa Reisen, men Du skal faae desmere mundtlig. Jeg har da og en god Fordring paa Dig. — Jeg er bange, der bliver intet af vor schwei$$*erske Reise; det seer ikke ud dertil. For Resten veed jeg ikke, om Du har i Sinde at reise fra Paris inden Vinter, eller om Du ellers har hørt noget os angaaende.

s. 205Hvad giør Berner? Besynderligt, at han aldrig har skrevet Nogen af os et Ord til, og Du ligesaalidet skrevet Noget om ham. Tak Gyldenpalm ret mange Gange for hans Linier i dit Brev. Tak og Manthey ligesaa meget for hans interessante Brev, som vi modtoge i Bagnères. Det er mueligt, at H. H. gaae ind i Spanien. Efter at jeg er ene, begynder jeg nu at længes en Smule efter Jer allesammen. Hils Jer alle ret flittig fra mig, og belaver Jer paa at modtage en solbrændt og snart sansculottisk Landsmand i Jeres gamle Kreds.

Hilsen og Broderskab.

Engelstoft.

Til Geheimeraad Rosencrone.
Paris, 23. Messidor an 7.
(11. Juli 1799.)

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstige Velgiører!

Efterat have tilendebragt min saa saare interessante tre Maaneders Reise i det sydvestlige Frankrig, kan ingen Følelse ligge mit Hierte nærmere end denne, at det er Deres Excellence, jeg skylder mine Vandringers første Afgrøde; thi ei blot under Deres Bifald, men og ved Dem var det, at de iværksattes. I det jeg nedlægger dette Offer paa Taknemmelighedens Alter og stræber at opfylde en hellig Pligt, overlader jeg mig tillige en Syssel, som skaber mig selv en Række af lykkelige Øieblikke; Deres Excellences vante Bevaagenhed er mig Borgen for, at De i disse Linier vil erkiende et svagt Udtryk af den dybe Erkiendtlighed, jeg s. 206skylder min Velgiører, og — denne Tanke giør mig lykkelig. Maatte jeg kun have været Jagttager nok til at kunne underholde D. E. med Noget, værdigt Deres varme Deeltagelse i Menneskehedens vigtigste Anliggender og det philosophiske Blik, hvormed De overskuer samme! I det mindste ville D. E. tillade mig at bede Dem ikke spænde Deres Forventning alt for høit; thi vilde end D. E.’s Overbærenhed være nogenlunde tilfreds med min Jagttagelsesaands og min Pens ringe Evner, saa befale Omstændighederne mig dog i et Brev at forbigaae en stor Deel af det, der maaskee vilde være det meest interessante.

Min Reise deler sig, liig Vessels Moral, i to, Reisen i det Indre af Frankrig og Reisen paa Pyrenæerne; begge kan formedelst Gienstændernes totale Forskiellighed ansees som Reiser i forskiellige Lande eller, om man vil, i forskiellige Verdens Parter. Jeg frygter for at trætte D. E.’s Taalmodighed, hvis jeg vilde foretage mig at indbefatte begge Reiserne i eet Brev. De ville derfor gunstigst tillade mig, at jeg denne Gang indskrænker mig blot til Reisen i det Indre af Frankrig, og giemmer Pyrenæer-Reisen til en anden Gang, forudsat at den første vil forekomme Deres Excellence interessant nok til at ønske nogen Fortsættelse.

I det Brev, jeg tog mig den Frihed at tilskrive D. E. fra Bordeaux under 6. Mai, havde jeg den Ære at meddele Dem Noget fra min Reises Begyndelse. Efter den Tid reiste jeg langs op ad Garonnen ind i det cidevant Languedoc, besaae Stæderne Agen, Auch, Tarbes, Toulouse, den languedocske Canal, Opdragelses-Institutet i Soréze etc. Fra Bagnères af begyndte jeg mine 14 Dages Vandringer paa Pyrenæerne, hvis maiestætiske Scener jeg giennemkrydsede indtil de spanske Grændser. Imidlertid blev min Reiseplan dog ikke udført i al sin Udstrækning; thi jeg saae ikke s. 207Montpellier, ikke Nismes, ikke Marseille, ikke Toulon. Tiden løb hastigere bort, end jeg havde giort Regning paa, og Pengene med; desuden ere disse Departementer Skuepladsen for Uroligheder og Voldsomheder, som ikke just have meget Indbydende for en Reisende.

Deres Excellence forudsaae, da De bifaldt mit Forsæt, at denne Reise maatte vorde yderst interessant; den var det, og den var det dobbelt paa den Tidspunkt, jeg har giort den, var end samme ikke i alle Henseender den meest behagelige. Maaskee har jeg i disse 3 Maaneder seet Mennesket i flere Situationer, under flere Skikkelser, i flere Extremiteter af høie og ædle Følelser, lave og usle Grundsætninger, voldsomme og rasende Lidenskaber, end mangen Olding ved Enden af sin Bane. Jeg har lært nøiere at kiende en i sin Grundcharacteer meer end nogen anden elskværdig Nation; jeg har faaet et rigtigere og tydeligere Begreb om denne Nations indvortes Tilstand, Hielpekilder, Esprit og hele Situation, end om jeg havde siddet 10 Aar i Paris; thi der veed man i Almindelighed om alt, hvad der ligger længere borte end Sct. Cloud og Versailles, intet mere end om Rusland eller Tyrkiet; jeg har aandet det blide sydeuropæiske Climat og skuet de paradisiske Egne, hvormed Naturen velsignede sit Skiødebarn. Mindet om alt dette skal være en evigblomstrende Rose paa min Vei og et frugtbarere Stof til Betragtninger end de subtileste Qvcestioner i den Fichteske Philosophie — thi den Kantiske, hører jeg, skal nu begynde at gaae af Moden.

Men — min Indgang, mærker jeg, bliver alt for lang. Jeg vil strax lægge min Dagbog for mig og deraf meddele D. E. det, som jeg troer kan have nogen Interesse, og som kan være Gienstanden for et Brev fra Paris. Jeg vælger nogle Central-Punkter.

s. 208Bordeaux.

Denne Bye, som man indrømmer den tredie Plads blandt Frankrigs store Stæder — den er Baade større og folkerigere end Kiøbenhavn — præsenterer alle en stor Handelstads Characterer. Dens Kiøbmænd staae ved Siden af Fyrster og dens Kræmmere æmulere med Statsministre, som der staaer i Biblen. Mangen tydsk Potentatulus byttede med Glæde sine samtlige Revenuer bort mod den Fordeel, en Kiøbmand i Bordeaux ofte indhøster af en eneste Expedition til Oen Guernsey. Indbringer end Handelen formedelst Krigen med Engellænderne Bordeaux mindre end før, saa hente de det igien paa en anden Maade; thi før Krigen giorde man formedelst Pengenes uhyre Masse aldrig Regning paa mere end et Par Procents Overskud, da man derimod nu calculerer paa 30 à 40 pCt. I Luxus kommer Paris ikke imod Bordeaux. At en Kiøbmand disponerer til sin Huusholdning, Eqvipager og Mætresser en 30 à 50000 Daler aarlig, er slet ikke uhørt. Den Kiøbmandsfamilie, som kun depenserer en halv Snees Tusend Daler, lever meget indskrænket. De fleste eie Jordgodser indtil flere Tønder Gulds Værd. De sætte megen Luxus i deres table, og man finder maaskee ingensteds i Europa et brillantere Kiøkken end her; og man maa lade dem den Ære, at de ere særdeles giestfrie, en Egenskab, der hædrer den hele franske Nation i Almindelighed. Men hvad en Epicuræer meest maatte misunde dem, er deres Viinkieldere. Efterat jeg har været i Bordeaux, vil nu næsten ingen Viin mere smage mig. Man søger forgieves hos nogen anden Viin den fine Delicatesse, den Lethed og den Parfum, som er denne Viin egen. Det forstaaer sig, jeg taler om de bedre Sorter, de, som paa Stedet koste 2 à 4 Mark pr. Bouteille; og ringere Sorter komme der ikke paa noget s. 209godt Bord. Den Viin, vi drikke hos os under Navn af god Bordeaux-Viin, have vore Kiøbmænd for 3 à 400 Livr. pr. tonneau, som giør 4 à 5 t pr. Bouteille, ei iberegnet den Tilsats, som ikke forsømmes, af den Vædske, vor Herre giver os for Intet. Man troer maaskee, at disse Bacchi skiønne Gaver maae avles paa en ligesaa skiøn Grund; men intet mindre. Medoc er et tørt, sandigt, stygt, usundt Land, som Naturen snarere synes at have bestemt til et Exil for Forbrydere end til vort viinløse Nordens Trøst. Jeg henviser D. E. herover til nogle Bemærkninger over Medoc, som indrykkes i Neumanns Journals 3die Binds 1ste Hæfte.

Theatret ansees for det skiønneste og prægtigste i Europa næst det i Neapel og det i Milano. Vist er det, at intet af Parises Theatre kan sættes i Ligning dermed, hverken i Henseende til Architectur eller indvendig Decoration. Nylig har man anvendt 30000 L. paa dets Forzirelse. Skuespillerselskabet er meget godt. Endnu ere her 2 Theatre foruden, som ikke ere slette.

Man kan næsten Intet tænke sig skiønnere end Garonnens nordlige Bred ligeover for Bordeaux. Deu danner en Række af Høie og smaae Bierge ganske bedækkede med Viinranker og besaaede med maisons de campagne. Fra disse Høie har man den meest fortryllende Udsigt af Verden ned over Garonnen, Skibene eg Bordeauxs prægtig-store Amphitheater paa den modsatte Side, og desuden, saa langt Øiet kan naae, den yderst frugtbare Garonne-Dal, der præsenterer en uendelig Have. Ligesom Sorgens Træk ofte give en ung Skiønhed en høiere Interesse, saaledes forekommer det mig og, som en vis melancholsk Scene, der mødte mig paa en lille Vandring blandt hine lykkelige Høie, bidrager meget til at giøre mig deres Erindring behageligere, og jeg tvivler ikke paa, at en Baggesen eller Wieland jo kunde giøre fortreffelig Brug af samme til at henrive sine s. 210Læseres Følelser; men min uromantiske og upoetiske Pen kan fun fortælle Tingen ligefrem. Jeg og mine Medreisende vandrede en Dag i Garonne-Dalen ved Bakkernes Fod omtrent en halv Miils Vei fra Byen, da en pludselig Regn nødte os til at see os om efter Lye. Vi opdagede i en maadelig Afstand paa Siden af Bakkerne en Grotte, som hvelvede sig ind under en fremragende Klippe. Flux vare vi der. Vi fandt til vor Forundring Grotten beboet; derom overbeviste os strax en maadelig Seng, ikke meget bedre end et Straaeleie, en Stol og et Par Leerpotter — Husets hele Inventarium. Vi bleve fuldkommen hiulpne ud af denne Drøm, da en 60 Aars gammel Kone traadde frem i Sorgens og Nødlidenhedens Skikkelse og bød os den Stol, hun havde. „Jeg oppebier her, sagde hun med en dæmpet Stemme, den Dag, der snart — jeg haaber det — skal befrie mig fra et Liv, hvis Glæder jeg kun lidet har kiendt, men hvis Sorger overvælde min Alderdom. Jeg havde et lidet Huus her lige under dette Field. Min Mand, som kort efter vor Forening gik ind i Evigheden, efterlod mig det med 2 smaae Sønner. I Fattigdom, dog uden at lide Nød, beboede jeg det i 16 Aar. Mine 2 Sønner vare min Trøst. Den ene havde endnu ikke fyldt sit 21de Aar, da han faldt i Vendeen. En pludselig Svindsot angreb den anden. I 3 Aar laae han fæstet til Sygesengen, indtil Graven aabnede ham sit Skiød. Kun mit lille Huus var mig nu tilbage. Eensom sad jeg her i nogen Tid; jeg havde besluttet her at tilbringe mine sidste Aar; men — Ulykken var endnu ikke træt af at forfølge mig. Et Fieldskred ødelagde pludselig min Bolig; selv blev jeg reddet, jeg veed næsten ikke hvorledes. Det er 2 Aar siden. Jeg tyede herind, hvor Kulde og Fugtighed fremskynde min Afskeedstime. Jeg er uden Slægtninge, uden Venner. Jo — jeg har, hélas, en s. 211Broder, for at Hans Kummer skal lægge ny Vægt tit min. Alderdommens Svagheder nedbøie allerede ham, som mig. Neppe kan han som Hyrde skaffe sig et kummerligt Ophold. To arbeidsvante Sønner lovede at blive hans Alderdoms Støtte. Det er 7 Aar, siden begge paa eengang kaldtes til Vaabentieneste; i 7 Aar deelte de med hinanden Krigens Møie, som deres Broderkiærlighed og Haabet om at vorde endnu deres Faders og min Alderdoms Trøst gav dem Styrke til at overvinde. I 7 Aar vaagede Forsynets Haand over dem, men i Gaar — i Gaar — fik vi at vide, at de ere ikke mere. De fandt deres Grav — begge — i det sidste Slag mod Prinds Carl, og — nous voilà au désespoir! O, maatte vi have døet for dem! maatte vi i det mindste have døet med dem!“ — Saa talede den Gamle, hendes Stemme afbrudt ved Taarer. Hun taug. Vi stode rørte. Vi havde slet ikke lagt Mærke til, at Regnen var for længe siden forbi. Enhver af os greb uvilkaarlig i Lommen; hvor gierne vilde vi have kunnet give hende mere! Saa skulle da Menneskene til evig Tid være blotte Regnepenge i de Mægtigstes Spil? Forsynet aldrig ville høre de Fortrængtes Suk?

14

Bordeaux er — især som Handelstad betragtet — ingen uvidenskabelig Bye. Den havde før Revolutionen et Académie des sciences et belles lettres, som har publiceret sine Mémoires. Dette Academie blev vel opløst i Skrækkens Tid, men er opstaaet igien under Navn af Société des sciences, des arts et belles lettres; de fleste af det gamle Academies Medlemmer ere i dette Selskab, som holder en Seance een Gang om Decaden. Det er Skade, at Forskiellighed i politiske Meninger undertiden skal lægge Hindringer i Veien for Selskabets Virksomhed og Medlemmernes Enighed. Selskabet giorde mig den Ære at indbyde mig til sine private Seancer, og efter min Bortreise har det s. 212i en Seance optaget mig som corresponderende Medlem og tilsendt mig et Diplom.

14*

Der gives i Bordeaux, ligesom i alle Frankrigs store Stæder, to Hovedpartier, eet, der er den nærværende Statsforfatning hengivet — hvilket er det stærkeste — et andet, som er misfornøiet med samme. Til det sidste Partie hører en stor Deel af de rigeste Kiøbmænd. Aarsagen hertil ligger fornemmelig deri, at de have tabt ved Revolutionen eller rettere sagt ikke har profiteret saa meget som forhen formedelst den Standsning, Handelen har lidt. En anden Aarsag er, at Skatterne og Afgifterne, der nu ere fordeelte efter et andet System end i gamle Dage, ere høiere for dem. En tredie, som ikke er af de uvigtigste, maa søges i den Omstændighed, at det blotte Guld ikke saa let nu kan aabne Veien til de store og glimrende Poster, der efter Constitutionens Grundsætninger ere kun Talenter og Fortienester forbeholdne. Tilforn var det ganske almindeligt, at en Kiøbmand i Bordeaux kiøbte en Titel og en Charge til sin Søn, der sædvanlig havde lært Intet; ja det ansaaes for en stor Skam, om en riig Kiøbmands Søn ikke skulde blive andet end Kiøbmand, og en Fader ikke skulde kuune sige paa Børsen: min Søn Hofraaden, min Søn Compagnie-Chefen, eller i det mindste: min Søn Kammerjunkeren. Ja denne Higen efter Rang og Titel gik saa vidt, at en Millionær ansaae det for den høieste Lykke, om en fattig Adelsmand vilde ægte hans Datter og nedlade sig til at tage en Medgift af nogle 100,000 Livr. Al den Herlighed er nu forbi; hine illæ lacrymæ.

Ingen Bye har under Krigen drevet Kaperiet med saa megen Lykke som Bordeaux. Vel have Engellænderne taget de fleste af Corsarerne, men de vare for længe siden betalte ved giorte Priser. Man forsikkrer, at man i det sidste Aar har vundet 60 Millioner. Det er især Armatørerne, som s. 213blive rige, thi de vide stedse at give deres Interessentere saadan Regning paa Omkostningerne, at de ei skal faae for meget af Byttet. For en 14 Dages Tid siden har man opbragt der et Skib under dansk Flag med en kostbar Ladning fra Ostindien, som vurderes for 6 Millioner. Det er en Malheur, at Capitainen ikke forstaaer andre Sprog end Engelsk. Vor Consulat har ikke megen Haab om dets Frigivelse.

Toulouse.

I en Strækning af 36 Lieues følger man Garonnens Bred fra Bordeaux til Toulouse. Det er neppe mueligt at tænke sig en skiønnere, en behageligere Tour end denne, naar jeg undtager en halv Dags Reise nærmest Bordeaux, hvor man arbeider sig møisom frem giennem en Sandslette, som dog frembringer fortreffelig Viin. Den hele Garounedal lige indtil Toulouse er et sandt Elyseum. Naturen og den menneskelige Industrie skabte her med forenet Haand Yndighed, Overflødighed, Velstand, Lyksalighed. Flekker slutte sig til Flekker, og Haver røre ved Haver. De simple Landboeres Huse have en Pyntelighed og Nethed, som vare de lutter maisons de campagne, der tilhørte den store Verden i en nærliggende Hovedstad. Aldrig har jeg seet saadan Afgrøde, som den der bedækkede disse Egne. Høsten begyndte allerede, da jeg reiste derfra i Slutningen af Juni. Der gives saa enorm-rige, men alle ere velhavende, og meer end dette; thi det ansees for en ringe Proprietet, som ikke indbringer sin Cultivatør mere end 4 à 5000 Livr. aarlig. Man beregner Indtægterne af Frugthaven til Skatternes Betaling — i hvor store end disse ere — og hele Resten som reen Revenu. Denne almindelige Velstand og den Omstændighed, at enhver Huusfader er tillige propriétaire eller har en Jord, udbreder en s. 214høi Grad af Cultur og Vellevnet, uden at dog denne udarter til en for Sæderne skadelig Extravagance og Luxus; sielden hører man, at Voldsomheder eller Misgierniuger udøves her, i hvor meget de end gaae i Svang selv i Naboe-Egnene. I Almindelighed ere de og meget patriotiske, selv indtil det Ceremonielle; thi deres Frihedstræer f. Ex. mangle aldrig den røde Hue, og i mange Byer staaer Republikens hele Titulatur malet med store Bogstaver over hver Mands Dør. En betydelig — maaskee den største — Deel af Indbyggerne ere Protestantere, hvoraf de mere oplyste leve i den fuldkomneste Enighed med de mere cultiverte blandt de cidevant Catholske, fordi de første bryde sig ligesaa lidet om den Augsburgske Confession eller formula concordiæ som de sidste om det Tridentinske Concilium eller Paven. Derimod have begge Religions-Partiers lavere Classer et udødeligt Had til hinanden, deels formedelst Aarhundreders Forurettelser, deels af Fanatisme, da Protestanten finder det ligesaa vederstyggeligt i Guds Øine, at Catholiken giør Bønner til Jomfrue Marie, som denne at hiin ikke vil erkiende Paven eller dyppe sine Fingre i Vievand.

Toulouse var tilforn en af de Stæder i Frankrig, som stobe i fortrinlig Reputation. Den havde et berømt Parlement, et Academie, der opdrog indtil 12,000 unge Mennesker paa een Gang; den betragtedes fra de skiønne Konsters Side som det franske Rom. Rigdom og Luxus giorde den som til et andet Paris. Fuimus er det Valgsprog, som nu bedst kunde passe paa ben. Den er famøs for de Grusomheder, hvorfor den har været Skuepladsen under Revolutionen. Factionsgeist og Forfølgelsesaand udøver der endnu sit skrækkelige Herredømme, hvæsser sine Dolke og udseer sine Offere. Alt hvad der eksker Fred og Sikkerhed, har retireret sig derfra, hvorfor Folkemængden paa faa Aar har formindsket sig en tredie Deel. Især er næsten Alt, hvad s. 215der besad nogen Formue — forsaavidt de ikke allerede vare opofrede — gaaet bort. Alt dette har nedstyrtet Byen i Armod og Afmagt. Handelen ligger, Konsterne ere forladte, Artisterne brødløse. Skrækkens Spor møde overalt Øiet. Kirkerne staae halvnedbrudte; Indbyggernes naturlige Gaieté har forandret sig til Mismod, Mistillid, Frygt, Tilbageholdenhed. Auberger, Theatre, Cafés, Promenader og alle offentlige Steder ere fulde af Spioner, tildeels Politiets, tildeels Factionernes. Ikke blot ingen Fremmed, men selv ingen af Byens Indbyggere — Damerne ikke undtagne — kan gaae udenfor deres Huus uden at have Passe, Sikkerhedskarter, Residenskarter o. s. v. i Lommen; thi man maa berede sig paa ved hvert Trin at møde en Politiebetient eller en Gendarm, som spørger: qvi êtes Vous? d’où venez Vous? où allez Vous? Voyons vos papiers. Partieaanden forsømmer ikke at betiene sig af alle disse Midler for at vexere. En Gendarm- Officeer havde den Uforskammenhed i det Auberge, hvor vi spiste, at fortælle os alle, som vare ved Bordet — saavel Franske som Fremmede — at han, om han behagede, gierne kunde lade os arretere allesammen. Hvorledes det? Jo, han kunde sige, at han havde blandt sine Renseignements over Desertører, Tyve etc. nogle, som forekom ham at passe paa os; siden naar vi efter vore Papirers Undersøgelse vare blevne frikiendte, kunde han sige: Citoyens, je suis extrêmement faché, que je Vous ai causé ce désagrément, mais Vous ne me le prendrez pas en mauvaise part, je l’espère, attendu, qve je n’ai qve fait mon devoir. Derfor ere disse Folk og meget forhadte. Uagtet vi havde vore Papirer i den strængeste Orden, raadede man os dog ordentlig fra at gaae til Toulouse, hvor vi neppe skulde kunne undgaae ubehagelige Tilfælde, siden Municipalitetet der har den Vane at arretere alle Fremmede — især naar de, som vi, s. 216vare af Conscriptions-eller Reqvisitions-Alderen — og sandt at sige, troer jeg gierne, at Municipalitetet der havde provisorisk forsikkret sig vore Personer, hvis vi ei havde havt speciel Recommendation til Departements-Administrationen, som ved at authorisere vore Papirer ved en høiere Sanction befriede os fra al videre Sommers med Municipalitetet.

Disse ublide Forandringer uagtet beholder Toulouse dog endnu Spor af den høiere Cultur, hvorfor den tilforn stod i saa megen Reputation. Den private Opdragelse har jeg ingensteds fundet saa god — for ikke at sige saa lidet slet — som her, skiønt man seer mere paa det saa kaldte agréable end paa det Grundige. Det smukke Kiøn har især drevet sine Talenters Udvikling til Fuldkommenhed, saa det næsten emporterer det over Mandfolkene. Næsten alle Toulouses Damer behandle med Færdighed flere Instrumenter. Om Aftenen elske de meget at sidde indenfor deres Jalousier og spille paa Harpe eller lade opføre i deres Sal en lille Concert af musikelskende Venner, hvori de da ogsaa selv tage Deel. Adskillige Damer ere ordentlige Medlemmer af Stadens Lycee.

Byens Beliggenhed er smuk i en frugtbar Slette ved Garonnen. Promenaderne ere de vidtløftigste, jeg nogensinde har seet af dette Slags. Den, som gaaer langs med den languedocske Canal og fører hen til dennes Forening med Garonnen, er meget interessant. Naar Veiret er nogenlunde klart, seer man fra Broen af Pyrenæernes maiestætiske Krop og deres hvidnende Biergtoppe i en Afstand af 20 Lieues. Man skulde troe, det var Verdens Ende. Den offentlige Moralitet staaer i disse Egne ikke paa altfor gode Fødder. Plyndrerier og Assassinater høre til Dagens Orden. Man gaaer eller reiser ikke gierne langt uden et Par Pistoler i Lommen eller i Geltet. Sommesteds s. 217escorterer man Deligencerne ved Gendarmer. Dagen før jeg reiste fra Byen, bleve en Mand og Kone om Morgenen myrdede paa den store Landevei neppe en halv Fierdingvei fra Staden. De bare 25 Louis for at bringe deres Søn, der var i Toulouse og skulde gaae til Armeen. Den ene af Morderne fik man fat paa. Gendarmeriet blev et skummelt Menneske vaer, som havde to Par Pantalons paa. De befalede ham at tage det yderste Par af, og de fandt da det inderste ganske blodigt.

Sorèze.

Dette berømte Opdragelses-Institut ligger 10 Lieues sydost for Toulouse, just ikke i en fortryllende Egn. Det var forhen et Benedictiner-Abbedie, men nu en Privatbesiddelse af den nærværende Director Epbenedictineren Ferlus. Institutet har floreret i 40 Aar. Siden det offentlige Opdragelsesvæsen i Frankrig var — ligesom hos os indtil den begyndte Reformation — indrettet paa en Maade, mere skikket til at danne Munke end til at danne Mennesker og Borgere, saa havde dette Abbedies Benedictinere — Benedictinerne have overalt mange Fortienester — det gode Indfald at oprette et Opdragelses-Institut efter Fornuftens Grundsætninger, og de reusserede saa vel, at deres Institut lige indtil Revolutionen blev ved at tælle 5 à 600 Elever, ei blot Franske, men og Fremmede. Midt under Revolutionens Storme og Papirpengenes altødelæggende Strøm soutenerede dette Institut sig ved sin Directors Klogskab og Rigdom, indtil det nu igieu har faaet sin fulde Consistence. Det har nu 400 Elever. Alle Videnskaber, skiønne Konster og Legenisøvelser læres her. Institutet har over 50 Lærere. Eleverne ere i bestandig Beskieftigelse, skiønt ikke uden een Time paa Gangen ved samme Gienstaud. Der bliver ikke snakket meget om Menschenliebe og Selbstkenntnit, men man s. 218arbeider desto mere. Salzmanns Institut kan ikke komme i Sammenligning dermed, snarere maaskee Christianis. Eleverne opføre 2 Gange maanedlig Comoedie paa Institutets Theater. Jeg saae dem spille les petits Savoyards, som de giorde ret godt. Underviisning i den naturlige Religion er forbunden med Philosophien. Positiv Religion, siger Exbenedictineren Ferlus, ne peut faire partie de l’enseignement public; des leçons faites pour être communes, doivent, être indépendantes des opinions religieuses; men for at Forældre ikke t den Henseende skal savne noget i Institutet, har Directoren attacheret dertil en catholsk og en luthersk Geistlig og en Rabbin, hos hvilke Forældrene kan lade deres Børn tage Underviisning efter deres Godtbefindende; men som jeg hørte, ere disses Auditorier ikke meget besøgte. Mange Forældre skal af den Aarsag ikke ville skikke deres Børn derhen.

Enhver Eleve betaler for alt 1000 Livr. aarlig. Derfor bliver han endog klæbt; men han maa bringe noget vist med. Deres Hverdags-Antog var ikke just for godt. Ved Decadærfesterne og andre offentlige Leiligheder bære de den franske Nationaldragt og udføre militæriske Evolutioner. Enhver anden Benævnelse end Citoyen er forbuden. De faae en sund og tilstrækkelig Kost. Det er næsten uhørt, at Nogen bliver syg der. Directoren holder sit eget Kiøkken og spiser i sine egne Værelser tilligemed en Deel af Professorerne. Jeg var buden til Middag hos ham den Dag, jeg var derover. Vi bleve serverede fyrstelig, og der var dog ingen Fremmede. Men naar var man utilfreds med Benedictineres Kiøkken og Viinkielder? Fire Tienere vartede op. Directoren er en Mand af Verden og af Talens. De, som ikke kunne overtale sig til at troe andet, end at de gamle Colleger eller latinske Skoler vare Mønstere af Opdragelses-Anstalter, finde meget at sætte ud paa s. 219Sorèze. Nogle Mangler kunde man vel finde; men det er unægtelig enten Fordom eller Misundelse, naar Nogle sige, at Eleverne rigtig nok dandse à merveille og spille Comoedie à ravir, men at der ellers i det Hele er mere Parade end Soliditet. Saa meget er vist, at ved Elevers Optagelse i den polytechniske Skole har Sorèzes Elever altid distingveret sig til deres Fordeel.

Blandede Bemærkninger.

Jeg har al Respect for vort kiære Dannemark og er overbeviist om, at der er ret godt at være; men det var dog at drive Patriotismen eller Fædrelandspartiskheden alt for vidt, naar man vilde paastaae, at vort Nord kan fra Naturens Side sætte sig i Ligning mod Frankrig, især det sydlige. Disse Høie og Bakker prangende med Bacchi Rigdomme, disse frugtbare Sletter og Dale, hvor Naturen belønner et ringe Arbeide med Frugter uden Ende. Disse Figen-,Mandel-og Olivenhaver, som parfumere Luften med Uddunstningen af deres Blomster, naar en halv Vinter endnu hviler over de codaniske Lande — det er unægteligt, at disse ere betydelige Fortrin for vort Clima. Vi faaer igien at trøste os med, at Sommerens Hede ikke steger os som dem i hele 3 Maaneder paa Gang.

Hos et saa cnltiveret Folk som de Franske skulde man ikke formode saa stor en Uvidenhed i Geographien, som man overalt treffer. Jeg vil ikke tale om deres ravgale Begreber om vort Norden og deres Uvidenhed om det, som er udenfor Frankrig — thi man maae f. Ep. ikke studse over at faae det Sporgsmaal, om ikke Kongen af Danmark og Kongen af Marocco er eet Væsen — men selv om Republikens Situation og Grændser have de Fleste et saare vagt Begreb. Jeg har Snese Gange maattet forklare, med hvilke Stater det er, Republiken har Krig. Bønderne lade s. 220sig nøie med den almindelige Beskeed, at Frankrig har Krig med alle Konger. Mange vide endnu ikke rettere, end at der er en Konge i Lothringen.

Opdragelsesvæsenet er saa godt som i en Tilstand af Nullitet. De eneste Anstalter ere Central-Skolerne, der i deres Indretning ere meget ufuldkomne og have formedelst Mangel paa Tillid ikke megen Søgning. Lærerne ere maadelig lønnede, Skolebygningerne slet vedligeholdte, Bibliothekerne maadelig forsynede med gode Skrifter. Professorerne ved Central-Skolerne ere forpligtede til at bivaane Decadærsesterne. I Agen er en nylig bleven afsat, fordi han ei vilde underkaste sig denne Lov.

Næsten i alle franske Stæder af nogen Betydenhed ere der Theatre og Skuespil, i de mindre eet, i de større 3 à 4. De ere under Magistratens Surveillance. I det sydlige Frankrig bliver overalt mellem det første og andet Stykke Marseiller-Hymnen afsnngen, som en Intermezzo, af Skuespillerne. Saasnart den begynder, reise alle sig op saavel i Parterret som i Logerne, tage Hatten af, og blive staaende saalænge, indtil den er til Ende, som om det var en Lovsang til det høieste Væsen. Den, som glemmer at tage Hatten af, bliver erindret derom af de tilstædeværende Municipalitets-Betientere. Den høitideligste Scene af denne Art, som jeg har været Vidne til, var i Agen, hvor just Parterret var fuld af Conscrits, der skulde næste Dag gaae til Armeen, og som med freidigt Mod istemmede Sangen.

Ved Bordeaux begynder Folket at tale den gascogniske Dialect, som jeg aldrig kunde forstaae noget af. Længere ned kommer den languedocske Dialect, som er mindre vanskelig og begynder at nærme sig noget til det Spanske.

Det varmere Climas Indflydelse paa det sydlige Frankrigs Beboere er let bemærkbar for den, der kommer fra Paris. De have en langt høiere Grad af Lidenskabelighed, s. 221en exalteret Phantasie og voldsomme Gesticulationer. Deres Farve er bruunladen; begge Kiøn have meest sort Haar, men Damerne sætte deres vigtigste Luxus i blonde Peruquer, som koste dem indtil 80 Rdl. Stykket, og som passe sig til deres brune Hud og sorte Øienbryn som en rød Vest til en sort Kiole. Ellers ere Fruentimmerne mangesteds i det sydlige Frankrig vel udstyrede af Naturen, og i deres Costume efterligne de trolig Pariserinderne. Climaet, som fremskynder Modenheden hos alle vegeterende og levende Væsener, giør her Folk gamle før Tiden. Sædvanlig ansaae jeg dem for at være 30 Aar, som endnu kun havde 22, og man fandt det urimeligt, at jeg skulde være over 20 Aar gammel, uagtet jeg snart er 25. Derfor ere og Ægteskaberne meget tidlige. Jeg har selv seet flere Gange i Decadærtemplerne Copulationer, hvor Brnden ei har havt over 14 Aar og Brudgommen ei over 18. Men man paastaaer, at det ei sielden er Tilfældet, at begge ere et Par Aar yngre. Saadan Vrimmel af Børn har jeg aldrig seet, som næsten overalt i Frankrig. I Landsbyerne og Kiøbstæderne ere Gaderne bedækte af dem. Men saa maa man og betænke, at det er noget ganske Almindeligt, at en Familie har 16 à 20 indtil 25 Børn. Ægteskaberne skal og være blevne meget talrigere siden Revolutionen, og Haab om som gift Mand at blive fri for Conscriptionen bevæger mange unge Mennesker til at gifte sig alt for tidlig, skiønt dette dog ikke hielper dem til Exemption.

I mange Egne hersker der endnu megen Overtroe og Fanatisme, især paa Landet. Eedsvorne Præster forrette Gudstienesten, døbe Børn etc. og leve af deres Menigheds Naade, der ikke strækker sig meget vidt, naar det gielder om at give til Sielesørgeren. De fleste leve derfor et temmelig kummerligt Liv, naar de ikke have nogen Privatformue eller Siendom. Jeg har seet og talt med en Deel, som forekom s. 222mig at være ret honnette Folk; men jeg fandt de fleste meget uvidende og overtroiske. Deres Auditorier, naar de læse Messe — thi det er deres Hovedforretning — bestaae meest af gamle Kiellinger og Folk af den laveste Classe. Deres Tolerance er ligesaa indskrænket mod Protestanterne som mod Philosopherne eller den naturlige Religions Bekiendere.

Parisiensia.

Den 6. Thermidor skal efter Sigende den store Luftreise tiltrædes af Blanchard i Haven Tivoli. Hele Paris venter med Utaalmodighed paa dette Mirakel. Den gamle Lalande har taget mod Indbydelse af Blanchard til at fare med som Admiral. Denne Reise skal være en Forløber for en anden større, som samme Luftskipper med det første vil foretage til Amerika. I Anledning af Lalandes Venners Bestræbelse at fraraade ham Reisen med Blanchard den 6. Therm, har han ladet et Avertissement indrykke i en Avis, hvori han angiver Vigtigheden af de Grunde, han som Astronom og Physiker har til at flyve op paa Atmosphærhavets Overflade, hvor han mener, at Stiernerne ikke blinke, hvor han haaber at opdage Vindenes Theorie etc. Tilsidst kommer han, Gud veed hvordan, til at ende med en heel Deel flau Smiger for Hertugen og Hertuginden af Gotha og for Maior v. Zach, hvis noblesse d’origine man studser ved at see optællet blandt hans Fortienester af en fransk Borger. — Da Lalande er bekiendt som en erklæret Atheist, saa er der en hemmelig Mening hos den almindelige Mand, at han vist vil ende med at brække Halsen.

Mercier vedbliver at prostituere sig. Ved sidste offentlige Seance i National-Institutet hævede Præsidenten Seancen midt i en Discours af ham over Catos Død, da man 3 Gange forgieves havde bedet ham holde op og søgt at s. 223trætte ham med ironisk Klappen. Dette kom i alle Aviser. Mercier har da nu skrevet en Giennote, hvori han fortæller Publicum, at det kun var Ondskaben, som vilde giøre ham til Latter; at han ikke havde talt saa længe i Institutet, uden fordi den Strøm af Bifaldsklap, hvormed han overøstes, havde taget den halve Tid bort. Det var slemt, han ikke havde lagt Mærke til, at Salen ikkuns gienlød af Klappen, naar han hostede, eller drak Vand, eller gik feil i sine Stumper og Stykker af Manuscripter. Han angriber offentlig Roederer som sin Avindsmand. Journalisten lægger til — formodentlig et blot Plæsanterie — at Roederer havde bedet Mercier møde sig i bois de Bologne, at han rigtig nok havde indfundet sig til bestemte Tid, men trak, isteden for Pistoler sit Manuscript om Catos Død op af Lommen, hvorover Roederer fik saadan Skræk, at han gav sig til at løbe, det bedste han kunde, et il court encore.

Alle Catholiker, Præster, Bisper etc. have yttret megen Glæde over Reveillere-Lepaux’s Fald, da man betragtede ham som Formanden for det Partie i Frankrig, der vilde opreise Deismen paa de positive Religioners, især Catholicismens Fald. Der har endog været Nogle i de fem Hundredes Naad, som have offentlig giort ham dette til en Forbrydelse. „Havde Reveillere, siger ami des loix, ikke begaaet andre Synder end den, saa er det saa langt fra, at han fortiener at lastes, at han meget mere har Fordring paa stor Tak. Hans conception var celle d’un homme vertueux et sage og bør fra denne Side vinde ham en almindelig Høiagtelse af alle Europas Philosopher og oplyste Mænd.“

Med Theophilantroperne synes det at gaae Krebsgang. De have ophævet deres culte i Temple du Génie. De have fundet fornødent at retfærdiggiøre sig offentlig mod den Beskyldning, at de stode under Reveilleres deistiske Fane.

s. 224Maleren Girodet er det overdraget at forfærdige for Nationen et stort Malerie over de franske Plenipotentiærers Drab. Vernet skal udføre et stort dessin over den samme Gienstand, og dette skal stikkes i Kobber af den bekiendte Bervick.

Mercier forarger sig over Folkerepræscntanternes Pidske. Han mener, de passe sig slet ikke til deres græske Costume. Han vil, de skulle coëffere sig à la Titus.

Paris er i denne Tid virkelig saare skiøn. Tuillerierne, Boulevards, Tivoli, Jardin d’Apollon, Pavillon d’Hannover og flere Promenader ere nu meget brillante. Dog — jeg for min Part kommer aldrig tilbage fra dem, uden en melancholsk Stemning har indtaget mit Hierte. Hvad betyder en snever Kredses Glæder, naar Millioner sukke, græde, hyle? Hvorfor leder Øiet forgieves efter mandlig Ungdom, men finder kun Børn og Gamle? Hvo kan være susceptibel for nogen reett Glæde, som seer og ikke er ligegyldig ved at see, at Europa bliver en Ørk, og ak vi staae paa Nippet at styrte ned igien i et Middelalderens Barbarie, hvorudaf Secler maaskee ikke skal kunne igien udrive vor ulykkelige Slægt.

Pressefrihedens Tilbagegivelse oversvømmer nu Paris med Flyveblade, meest politiske. Det vrimler af Journaler. Klubber og politiske Selskaber danne sig og beskyttes af Loven, som til samme Tid har giort Ende paa de utallige Røverkuler, der under Navn af Spillehuse daglig styrtede flere Ulykkelige i Fortvivlelse og i Seinen.

Det varme Veirligt giver de parisiske Damer ret Leilighed til at etalere alle deres Yndigheder. Det er unægtelig, at deres Costume er saare nydelig. En hvid Musselins Robe à la Grecqve, hængende i frie Folder, og som de vide at give et smagfuldt Kast (Gewurf), er den meest elskede Dragt. Denne i Forbindelse med smaae grønne Skoe, s. 225blottet Hals, cheveux à la Titus og en taalelig Form af Naturen frembringer virkelig et Object, som man skulde troe et belevet Mesterstykke af Phidias. Uden at indlade mig i nogen moralsk Undersøgelse paastaaer jeg, at fra Smagens og Yndighedens Side Pariserinderne bør være Lovgiverinder for deres Kiøns Costume.

Professor Baggesen har i Dag Bryllup paa christelig Viis i Legations-Capellet. Allerede for nogen Tid siden er hans Ægteskab ratificeret efter Republikens Love. Jeg har ikke talt med ham endnu. Man siger, han vil reise om en Maaneds Tid. Han skal være i stor Gield. Første Gang, han skulde have være viet i Capellet, giorde Ministeren Vanskelighed, og han maatte kiøre tilbage med sin Brud, uagtet Præsten stod færdig at vie dem. Jeg veed ikke med Vished, hvoraf denne Omstændighed kom.

Mine to Medreisende har jeg efterladt paa Pyrenæerne, hvor de vil tilbringe den største Deel af Sommeren for at samle Planter og Stene. Jeg vilde ønske, vi havde dem vel tilbage. Det bliver een Tid værre end en anden at reise i Frankrig, og i mange Departementer er det næsten ikke mere mueligt, i det mindste meget hasarderligt, især for unge Mennesker. Jeg er yderst fornøiet over at have giort den Reise, som jeg nu kommer fra at fuldende, men i dette Øieblik vilde jeg ikke foretage en lignende.

Jeg veed ikke tilvisse, om jeg bliver i Frankrig næste Vinter eller ikke. Jeg ønskede det, men man faaer at see Tiden an først, inden man kan resolvere. Hiem kommer jeg i al Fald ikke før til Sommeren, og jeg har Haab om, at jeg da maaskee vil træde ind i en Virkekreds, som er mere overeensstemmende med Deres Excellences og mine Ønsker end den, hvortil jeg først var bestemt. Dr. Müller, som nu er i Engelland, vil komme tilbage til Kiøbenhavn s. 226i August, og næste Vinter vil formodentlig der see ham som Lærer paa Cathedret.

15

Nær var jeg bleven slemt narret i Anledning af den aarlige Understøttelse af 200 Rdl., som Kongen har tilstaaet mig af Kassen ad usus publicos. Jeg faaer den officielle Efterretning, at jeg kunde hæve dem strax. Jeg bestemte dem til min Sydreise, og medens jeg i Kiøbenhavn giorde Anstalter til deres Modtagelse, lod jeg mig af General-Consul Classen give et Creditiv paa den samme Sum. Men nogen Tid efter faaer jeg den Beskeed, at Hans Maiestæt kun lod dem udbetale qvartaliter, og jeg fik kun 100 Rdl. Da jeg ikke vilde være uefterrettelig hos Classen, opfyldte jeg det manglende med en liden Sum, jeg havde bestemt til mine Nødvendigheder fra min Hiemkomst af til jeg i August faaer mine academiske Stipendier. Til den Tid hielper jeg mig nu, som jeg kan.

Nu har jeg tilbage at gientage Deres Excellence Forsikkringen om den uforanderlige Taknemmelighed og Ærbødighed, hvormed mit Hierte erkiender D. E.’s udmærkede Godhed og høie Bevaagenhed mod mig. Jeg er stolt af den Tanke at være Gienstanden for en Mands, for en Velgiørers Opmærksomhed som Deres Excellence. Min Pen er for svag til at udtrykke Hiertets høiere Følelser, men havde den end naaet det menneskelige Sprogs høieste Kraft, den vilde dog finde sig uformuende til at tolke, som den burde, D. E.’s Fortienester af mig og mit Hiertes Følelser ved Bevidstheden om disse. Tør jeg smigre mig med det Haab, at Deres Excellence vil i denne mit Hiertes Stemning finde en Undskyldning for den Vidtløstighed, hvormed jeg har underholdt mig med Dem, saa vil jeg regne denne Syssel blandt de behageligste Timer, jeg i lang Tid har nydt — thi i ingen anden har mit Hierte taget mere Deel end i denne.

s. 227Mit Hierte kan ikke nedlægge disse Følelser for D. E., uden at en Deel af dem maae tilhøre Deres ædle Kone og elskværdige Svigermoder. Ville D. E. tillade, at jeg beder Dem være min Tolk til den gode Grevinde og Geheime-Raadinde, og andefale mig i Begges varige Bevaagenhed, hvorpaa Ingen veed mere at sætte Priis end jeg. Mine varmeste Ønsker ledsage dette Brev. Jeg fryder mig i det Haab, at D. E. med høie Familie nyde al den Sundhed og Velgaaende, som alle de, der have den Ære at kiende Dem, tilønske Dem af Hiertet. Jeg er uvis om, enten D. E. for nærværende Tid er i Iylland eller i Kiøbenhavn. I første Tilfælde haaber jeg dog, at Brevet vil blive Frue Geheime-Raadinden tilbragt og saaledes komme D. E. tilhænde. Salut et Respect.

Engelstoft.

Til Geheimeraad Rosencrone.
Paris, 28. Fructidor an 7.
(14. September 1799.)

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstigste Velgiører!

Ved at ville besvare Deres Excellences Ærede af 29. Juli seer jeg mig forlegen, hvorledes jeg skal noksom kunne udtrykke D. E. min Taknemmelighed for de gientagne Godhedsbeviser mod mig, dobbelt smigrende for mig, fordi de kom fra Dem. Der er ikke andet tilovers for mig end at tilstaae, at jeg ikke veed at være min egen Tolk — D. E. maa læse i mit Hierte selv.

15*

s. 228D. E.’s Overbærenhed har villet finde nogen Interesse i mine forrige Breve. De har endog opfordret mig til at vedblive. Jeg føler alt det Overbærende og alt det Smigrende i denne Opmuntring, og jeg betænker mig intet Øieblik paa at giøre Brug deraf. Jeg gaaer ingen Time med større Begierlighed imøde end den, hvori D. E. tillader mig at underholde mig med Dem. Maaskee giør jeg den undertiden lidt lang for Dem; mig synes den stedse alt for kort, og jeg veed, at D. E. vil paa denne Grund tilgive en Smule Vidtløftighed.

Men nu staaer jeg, liig Hercules fordum, paa en Korsvei. D. E. har befalet Fortsættelsen af min Pyrenæer-Reise — Paris tilbyder ogsaa Stof i Mængde, og som har Nyhedens Interesse — Pyrenæer og Paris paa eengang; det vilde være alt for meget at sætte D. E.’s Taalmodighed paa Prøve; en af Delene kan være overvældende nok at læse et Brev om fra en saa lidet interessant Haand, som min. Hvad skal jeg da nu vælge af to, Pyrenæerne eller Paris? Jeg synes at høre D. E.’s Stemme: Paris. Nu vel da, det er med D. E.’s præsumerede Samtykke, at jeg for denne Sinde bliver i Paris og forbeholder mig den Lykke en anden Gang at føre D. E. om blandt Dale, Bierge, Klipper, Vandfald og evige Jismasser, Gienstande, der ikke ere saa nye for D. E., som de vare for mig, men paa hvilke det dog maaskee ikke vil være Dem uinteressant at hilse igien efter lang Tids Fraværelse.

Altsaa Paris. Men hvilken Uendelighed af Interesse i denne Verdens første Stad, selv en Verden! hvo er som den blandt Jordens Døttre? ab ea nil secundum aut tertium; den kan kun sammenlignes med sig selv. I Lovgivningens, i Videnskabernes, i Konsternes, i Sædernes Rige — at have levet een Dag i Paris er at have levet et halvt Aar paa ethvert andet Sted. At udkaste en Copie s. 229af dette store Original — hvilken Philosoph, Digter, Historiker tør tage sig det paa! og jeg — hvis jeg vover at tegne enkelte Partier, som ligge nærmest under min Synskreds, vover jeg det kun i Tillid til D. E.’s vante Overbærenhed. Uden at sætte Fod paa Politikens slibrige Bane, skal Videnskaber, Konster og Sæder give mig Stof nok til at underholde D. E. — om med Interesse, det veed jeg ikke; men Stoffet selv har ingen Skyld.

Videnskaber.

D. E. tillade mig at anmærke i Forveien, at jeg ingenlunde vover mig til en sammenhængende Udsigt over Videnskabernes, Konsternes og Sædernes Tilstand i Paris, men blot giver mig den Frihed at meddele Dem nogle Fragmenter til sammes seneste Historie.

I Forhold til Republikens Størrelse siger den franske Litteratur i de sidste Tider meget lidet. Vist nok frembringer Paris af og til et og andet vigtigt Værk især i Mathematik, Chemie og Naturhistorie, men — lidt nok heri, og i alt andet saa godt som Intet. Selv i Politiken seer man ikke meget Andet komme til Verden end Denonciationer, Forsvarsskrifter, Discourser, smaae Reflexioner etc., som nok har ephemerisk Interesse for dem, som ere her, men kan ingen Plads tage af Vigtighed hverken i Politikens Rige som Videnskab, heller ikke i Philosophiens. Philosophie kiender man overalt neppe her som særskilt Videnskab. De skiønne Videnskaber — engang saa blomstrende — ere i Afmagt. Vist nok eier Frankrig en Chenier, Lebrun, Parny, Delille, men — voilà tous. De politiske Uroligheder ere den vigtigste Kilde til denne Litteraturens Forfald, Muserne flye for Vaabenlarm. Frankrigs Ungdom river Mars udaf Minervas Arme. Hertil kommer, at den største Deel af hvad der er i Veiret nu, er Folk uden Opdragelse, uden s. 230Smag for Videnskaber eller Agtelse for dem, der lægge sig efter dem. Cidevant- Noblessen satte dog en Ære i — selv naar den selv var kundskabsløs — at have kostbare Bibliotheker, at giøre sig Geniets Yndlinger til Clientere og i det mindste at ansees for Smagens og Videnskabernes Befordrere; men de nye parvenus, fordum Lakeier, Kokke etc., fremmede for alt, hvad der kan kaldes Aands-Cultur, have ikke engang den Forfængelighed. De henødsle deres Millioner blot paa den groveste sandselige Vellyst, og giøre sig, ligesom hine Middelalderens Smaafyrster, en Ære af, at deres Formue hæver dem over den Nødvendigbed at læse eller skrive. Derfor er og Boghandelen her i den sletteste Tilstand. 200 Boghandlere ere færdige at døe af Sult.

De tous les commerces nombreux,
Qv’à Paris on peut faire,
A mon avis le moins heureux
Est celui de libraire.
Vos livres doivent Vous rester;
Car Vous avez beau dire,
Tel, qvi pourrait en acheter,
Ne saurait pas lire.

Det eneste, som gaaer godt af, er Romaner, hvoraf Paris er oversvømmet; jeg troer, hver Dag frembringer nye deraf, ligesom af Aviser. Det Værste er, at de ere alle i en utrolig slet Smag, men saaledes vil Publicum have dem. Et satirisk Theaterstykke giver følgende Recept til en Roman, som skal behage:

prenez d’abord d’assassinats
une très-forte dose,
puis des Volcans, puis des combats,
où le héros s’expose,
tison, pâmoison, poison , trahison
et rapt de la princesse, o. s. v.

National-Institutet vedbliver at spille den første Rolle blandt Parises lærde Selskaber. Der forekomme immer s. 231meget interessante Memoirer. En ledigbleven Plads’s Besættelse i den poetiske Classe har i denne Tid meget beskieftiget Publicums Opmærksomhed. Sagen er, at Parny — Forfatteren af Digtet la guerre des Dieux anciens et modernes, hvorom jeg engang har fortalt D. E. — var paa Valg mellem de tre Candidater, som bleve proponerede. Nu maa man vide, at der i National-Institutet ere 2 Partier, et republikansk, som er det stærkeste, og et urepublikansk; disse to Partier danne endnu et tredie i Henseende til Religionen; nogle ere Bigotter, andre — og de fleste — forkaste al den Overtroe, som henhører til de saa kaldte positive Religioner. Nu er Parny stræng Republikaner, og hans Digt er en Satire paa Christendommen. Alle Bigotterne og Subroialisterne cabalere imod ham; de Andre vil trække ham ind. Han er allerede engang tilforn faldet igiennem, fordi det første Partie triumpherte. Jeg skal nu ikke sige tilvisse, hvorledes det gaaer denne Gang, men alle Aviser og Journaler interessere sig meget for Parny og sige Institutet alle Slags Sottiser; Décade philosophiqve kan ikke bare sig for i denne Anledning at udpege honteuses considérations d’incivisme, puériles ma-lices de bigoterie og menées d’hypocrisie. Det er en herlig Ting med den Pressefrihed, som fulgte med Exdirektørernes Fald. Nu faaer man saa mange skiønne Sandheder sagt. Hvad denne ene Ting har giort Paris forskiellig fra, hvad det var i Vinter, da man ikke havde mere Skrivefrihed end i Petersborg eller Wien!

Et besynderligt Paradox har man ondt med at forklare sig. Den femte Edition af Dictionnaire de l’académie Française kommer just nu fra Pressen. Denne Udgave er besørget en vertu d’une authorisation spéciale du corps législatif, og endda — findes ikke de ved Revolutionen skabte og nu almindelig antagne Ord; nye paa samme Maade s. 232frembragte Bemærkelser af gamle Ord ere ligesaalidet tilsatte; endvidere Ord, som absolument ved Republikens Stiftelse ere udjagede af det franske Sprog, staae der endnu med alle deres cidevant Betydninger. Saaledes finder man Feodal-Rettens Attributer, Hofcharger etc. Tiers-état defineres: en Stand, som ikke hører enten til Adel eller Geistlighed. Hvis Forsynet tillader — hvad snart vil vise sig — at Europa synker tilbage i Middelalderens Barbarie, saa kan det for en Feils Skyld introducere sig med dette Dictionnaire i Haanden, sidste Udgave fra den franske Republiks syvende Aar. Jeg seer ikke, hvorledes Corps législatif kan redde sin Ære uden ved at supprimere hele Udgaven.

Den overalt herskende Pengemangel lader sig og føle i Videnskabernes Rige. Professorerne ved de offentlige Skoler, Bibliothekarerne etc. have i lang Tid ingen Gage faaet. Mange af dem lide imidlertid megen Trang. Der ere de, som nødes til at sælge deres Bøger i Haab om bedre Tider. National-Bibliotheket har ikke saameget som 1 Sols. Naar der bliver skikkede Kasser med Mannscripter eller Bøger fra Departementerne, kan man ikke betale Fragten. En stor Kasse med Malerier fra Italien blev staaende i flere Decader paa Messageriet, fordi man ei kunde betale Transporten, og Entreprenøren vilde ikke slippe Kassen, før han fik sin Betaling. Republiken har ikke Credit for to Skilling. Paa National-Bibliotheket ligge Bøger og Manuscripter i 1000 Tal paa Gulvet, fordi man ei har Penge til at lade giøre Hylder.

Det pavelige Mynt-Cabinet er kommet hertil. De, som have havt med dets Modtagelse og Indpakning i Rom at giøre, have ikke forstaaet deres Dont saa ilde, thi en meget stor Deel af Guldmynterne have afstaaet deres Plads til Copier i Kobber. Den Formindskelse, som Samlingen s. 233derved har lidt i indvortes Værd, beregnes til tohundredetusende Livres.

For kort siden er der blevet afsagt en Dom i Tribunal de Cassation i en Sag om Eftertryk (contrefaction). Man veed, hvor meget denne Qvæstion er blevet ventileret i de nyere Tider baade for Philosophiens og for Lovenes Domstol. Her faldt Decisionen, at Eftertryk ikke er en crime, og at Processer desangaaende ikke henhøre under den criminelle, men under den civile Domstol. Alt hvad der er Forfattere og hommes de lettres reclamere stærk mod denne Dom.

I Slutningen af Thermidor blev der holdt Examen i alle Parises Central-Skoler, og den 29. i samme Maaned var den Dag, da Præmierne bleve uddeelte i det saa kaldte Oratoire. Man havde søgt at give denne Scene saa megen Høitidelighed, som muelig. Præsidenten holdt en Tale og derefter uddeelte Præmierne. Da de sleste af de unge Mennesker, som Præmier tilkom, vare af Conscriptions-Alderen, saa havde man den Idee at tildele Enhver af dem foruden de ordentlige Præmier en Sabel. En af dem, der skulde have Præmie, var ikke tilstæde; han stod allerede blandt Fødelandets Forsvarere. Præsidenten spurgte, om der Ingen af hans Familie var overværende, som kunde modtage Præmien paa hans Vegne. En ærværdig Olding nærmede sig. Præsidenten traadde ham imøde og gav ham Broderkysset. Det var den Fraværendes Fader. Præsidenten leverede ham da i smigrende Udtryk den for hans Søn bestemte Præmie, medens Salen gienlød af Tilskuernes Bifaldsklap, alle rørte ved denne Scenes Høitidelighed.

Konster.

Med indeværende Maaned — Fructidor — begyndte den offentlige Exposition af parisiske Konstneres Arbeider s. 234i Malerie, Sculptur, Architectur, Gravure og Tegning. Denne Exposition finder Sted i dertil bestemte Salons paa Musée des arts. Alle Konstnere, som ville, bringe deres Arbeider derhen. En Jury bedømmer de udsatte Arbeiders Værd og udmærker dem, som distingvere sig. De unge Konstnere, der have lagt meest Talent for Dagen, beæres med Opmuntrings-Arbeider — travaux d’encouragement — og deres Navne vorde høitidelig proclamerede paa champ de Mars ved Festen af 1. Vendémiaire. Denne Indretning giør unægtelig Republikens Opmærksomhed for Konsterne Ære. Ikke mindre end 736 Stykker have indfundet sig til Exposition. Endeel Journaler have været meget beskieftigede med at nedsætte disse Arbeider; efter deres Dom findes der næsten Intet i hele Samlingen, som fortiener Opmærksomhed. Der gives saaledes et vist Antal Journaler, som uophørlig sætte Alt, hvad der er Republikens Foranstaltning, i et ufordeelagtigt Lys, ligesom de glæde sig usigelig ved at kunne digte uvirkelige Ulykker og fordobble de virkelige. Det er vist nok, at der iblandt hine til Skue udsatte Arbeider findes en meget stor Mængde af Middelmaadigt og ikke faa Stykker, som ere under al Critik; men Meget er godt, nydeligt, skiønt, Noget er fortreffeligt. Man seer blandt de unge Konstnere mere end Een, som med Tiden vil vorde den franske Skoles Prydelse; især love Davids, Viens, Vincents og Spaendoencks Elever meget.

Man har sagt, at der ingen høie Sujetter vare; jeg gad vidst, hvilket høiere Sujet man vilde have end le triomphe du peuple Français af Henneqvin, Eleve af David. Folket, holdende Retfærdighedens Vægtskaal i Haanden, har kuldkastet Kongedømmets Colos; med den ligger nedstyrtet Slaveriet og Uvidenheden; paa Ruinerne af disse hæver sig Friheden, som støtter sig med den ene Haand paa Folket. Neden under udbreder Dydens Eeg sine evige Grene. Øvers s. 235seer man Philosophien adspredende de Skyer, som skiulte Sandheden. Længere fremad seer man den nedstyrtede Fanatisme, bevæbnende med en Dolk Lettroenheden, som støtter sig endnu paa et kuldkastet Alter. En Deel andre allegoriske Figurer opfylde den Plads, som endnu er tilbage. Et andet allegorisk Malerie af Prud’hon forestiller Sandheden og Viisdommen nedstigende fra Himlen; som de nærme sig til Jorden, adspreder det Mørke sig, som skiulte den. Men — il y a long tems, qv’elles sont en route; qvand arriveront elles? Blandt det Øvrige fortiener La Tarantelle af Soblet, piemontefiske Bierg-Egne af Van-Loo og Vernets Bataillestykker fortrinlig Opmærksomhed. Man kan intet tænke sig nydeligere end et Stykke af Chaudet, som forestiller en lille Pige, der vil lære fin Hund abc. Det er et Mesterstykke i det Naive og Uskyldige; man bliver ikke træt af at see paa det, det er Naturen selv. Det Slette vil jeg ikke tale om, uden det skulde være for at anføre nogle af de Satirer, man har giort over dem i en Piece, som hedder les tableaux en Vaudeville. Der er iblandt andet et maadeligt Portræt af en Folkerepræsentant:

Ce Représentant là, je gage
En secret doit être irrité ;
Car dans ce pitoyable ouvrage,
Il est très-mal représenté.

En anden Artist har villet male la Misère. Derom figer Critikeren:

Pour réussir et pour nous plaire,
Genty prend un moyen nouveau,
Et pour nous peindre la misere
Fait un misérable tableau.

For Resten er han ikke fattig paa Vittigheder og Calembourgs, som de Franske giøre saa meget af. Et Stykke forestiller en Kone, som just modtager sin fraværende Mands Portræt og hænger det op over sin Sopha. Hun forestilles s. 236— ikke af Maleren men af Calembourgisten — at modtage med samme et Brev fra hendes Mand saa lydende:

Voilà l’image de l’époux,
Dont l’absence cause tes larmes;
Ce cadeau — soit dit entre nous —
Doit être pour toi plein de charmes.

Konen svarer:

Oh, oui, ce portrait là vraiment
Me cause une volupté pure,
Pour femmes c’est un vrai présent
D’avoir un époux en peinture.

Blandt Artisterne, som have exponeret deres Arbeider i Aar, gives mange Fruentimmer. Ogsaa seer man mange af dem arbeide flittig i Galleriet. Det er unægtelig, at den franske Republik, i det den har samlet flere Seklers og flere Landes Skatte, har aabnet en viid Mark for Konstner-Geniet, og den franske Skole vil maaskee inden et halvt Sekels Forløb staae ved Siden af den italienske og den flamandiske.

I Architekturen ere adskillige gode Stykker exponerede, og som have den Fortieneste, at Gienstænderne immer ere laante fra Republikens Tarv. Der ere Projets til Cirqves og offentlige Lege, til Decadærtempler, Nationalbibliotheker, Theatre, Udødeligheds-Templer, Hædersminder etc. Man seer og deriblandt en Relief af Bastillen douloureux souvenir, hvor Tyranniet fordum begrov sin Hevns eller Mistankes ulykkelige Offere. Værket selv giver ellers just ikke nogen høi Idee om Artistens Talent. Expositions-Salen er altid fuld af Mennesker. Man synes overalt her at vise megen Interesse og Smag for Konsterne.

Jeg slipper Musée des arts for at føre Deres Excellence hen til Panorama. Havde dog Apollo — eller en anden af Himlens Mægtige — nedlagt en Gnist af Digteraand i mine Aarer, og sammes Udflydning nu kunde meddele sig til min Pen, saa skulde jeg maaskee deelagtiggiøre s. 237D. E. i en af de høieste Fornøielser, den menneskelige Siel er i Stand til at modtage giennem Indbildningskraftens Jllnsioner. Konsten studser veb sine egne Underværker, og Naturen selv troer sig forraadt. Jeg træder ind i en Rotonde af et halv hundrede Fods Omkreds. Dens Muur er iudvendig beklædt med malet Lærred ; Lyset falder ned fra oven, uden at jeg dog seer Aabningen, fordi jeg staaer som under en stor Parasol; jeg posterer mig midt i Rotonden og — er Feernes Rige kommen tilbage paa Jorden? realiseres 1001 Nats Fabler? — jeg staaer paa den midterste Pavillon af Tnilerierne, jeg tør ikke gaae for nær til Gitteret fer ei at falde ned i Haven; jeg kaster mit Blik til alle Sider, Paris ligger udbredt for mig i sin hele Vidde, mit Øie hefter sig paa Seinen, paa de 500’s Palæ, paa Revolutions-Broen, paa Palæ Egalite, paa Louvren, paa Notre - Dame, paa Pantheon, paa Luxembourg; jeg lader mit Øie løbe om med Horizonten; hist Montmartre, hist Mont-Calvaire, hist Vincennes, hist Marnen som forener sig med Seinen — jeg seer alt med sin naturlige Farve, i sin naturlige Størrelse, sin virkelige Afstand. Min Forstand og min Hukommelse siger mig, at jeg staaer inde i et snevert Rum og gaber paa malet Lærred, men alle mine Sandser sværge paa, at min Forstand er alt for selvklog, og at jeg virkelig staaer paa Tuilerierne i den frie Luft og skuer ud over Verdens første Stad. Saa bedaarende er Alt, selv Luften, dette saa vanskelige Partie i Maleriet. Jo længere man bliver der, desto mere glemmer man sig selv, desto stærkere fanges man i Fortryllelsens Garn. O Konstens Magie! Efterlignelsens Triumph! o et Monument værdigt den store Nations Storhed! Sæt Panoramaet midt i Kiøbenhavn — man behøver ikke at reise til Paris for at see Paris, meget mere, man vil see det bedre i en halv Time end veb at være her i flere Dage.

s. 238Jeg vil ikke opholde D. E. med nærmere Beskrivelse derover, da jeg har leveret en saadan til Neumanns Qvartalsskrifts 4de Hefte, hvor jeg har giort Læserne nærmere bekiendte med Indretningen og Entreprisens Historie. Det er anbragt i jardin d’Apollon, ci-devant jardin des capucines paa Boulevards.

Telegraphiken er en Konst alt for bekiendt og iværksat, til at den nu længere kan have Nyhedens Interesse. Uden derfor at fortælle D. E., hvad De allerede veed om de franske Telegraphers mechanisks Indretning, Linier, Post- Stationer etc., troer jeg dog en eller anden telegraphisk Scene ikke vil være D. E. ukiærkommen; en saa interessant mechanisk Foranstaltning laaner Interesse til alt, hvad der staaer i Forbindelse med den.

Jeg træder ind paa et telegraphisk Observatorium, f. Ex. det paa Palais national. Oven over Observatorernes Kammer er Telegraphen, men den sættes i vilkaarlige Bevægelser fra neden af. I Kammeret selv er ved Væggen anbragt en Telegraph en miniature, hvis Bevægelser correspondere med den stores oven paa. Observatoren seer saaledes ikke den store Telegraph, han bevæger, men kun den lille, som er inde i Værelset og corresponderer med hiin. Nu skal f. Ex. en Correspondence begynde med Dünkerken. Observatoren giver signal d’attention; dette repeteres hele Linien igiennem. I et Øieblik veed man i Dünkerken: Nu kommer der noget. Undertiden er paa en af Stationerne Observatoren ikke tilstæde. Saa giver vedkommende Station signal d’absence; man venter et Øieblik; han er kommen; signal de retour; saa begynder man igien. Det er moersomt at høre Observatoren sige en Minut efter at han har givet signal d’attention : ja Observatoren der . . . 30 Lieues herfra, er ikke paa sin Post i dette Øieblik, men han vil snart være det. Nu er alting færdigt. Correspondencen s. 239begynder. Observatoren realiserer i Telegraphens Stillinger de Tegn, Chappe har sendt ham paa et Stykke Papir; disse, hvis Indhold han ikke veed, blive ligesaa gesvindt gientagne af Mellem-Stationerne og opskrevne paa Papir ved den sidste Station — i dette Tilfælde Dünkerken. Der er en Commissær — liig Chappe i Paris — som dechiffrerer dem, bringer Svaret i Ziffre og sender dem samme Vei tilbage til Paris, hvor de opskrives og leveres til Chappe, som dechiffrerer deres Indhold og meddeler samme til Directoiret. Det er interessant at see, hvorledes en heel saadan Correspondence — baade Forespørgselen (eller Ordren) og Svaret — kan fuldendes i et Qvarteer. Foruden Correspondencens Ziffre, som employés ved Telegraphen ikke veed Betydningen af, har og Telegrapherne imellem sig Signaler, som de kiende, og som blot angaae Telegraphiken selv, f. Ex. de nævnte signes d’attention, d’absence etc., signal de repos o. s. v. Naar det er godt Veir, har man to Timers Repos daglig, fordi der er ingen periculum in mora; men naar Himlen er ustadig, tillades ingen Hvile, for at et gunstigt Øieblik ei skal vorde spildt. For Resten holdes der paa alle Stationer nøiagtig telegraphiske Journaler, ligesom man holder Skibsjournaler ombord.

Siden vi ere ved Telegraphen paa Louvren kan vi med det Samme kaste et Blik ind paa Tharles’s Tabinet, som er lige under neden, dette Cabinet, som i Fuldstændighed, Kostbarhed, Fuldkommenhed og Emplacement er et af de skiønneste i Europa. Charles boer selv ved Siden af, men enten han er hiemme eller ikke have alle Videnskabs-Elskere altid fri Adgang dertil. Det er en Forekommenhed, som man ikke finder uden hos Franske — og Charles er dog ikke af de allerhøfligste. Midt under Loftet hænger den Montgolfier, hvori han første Gang foer til Lufts. Af alt det Kostbare og Fortrinlige i physiske Apparater, som dette s. 240Cabinet indeholder — og som det er ligesaa kiedsommeligt at læse om som interessant at see — var der Intet, som interesserede mig mere end adskillige Arter af Harmonica. Jeg erindrer, at jeg to Gange i Kiøbenhavn gik paa Theatret for at høre Harmonica, at jeg haabede at erfare noget af den salige Følelse, hvori dette Instrument skulde kunne neddysse vort hele Nervevæsen, og at jeg begge Gange — faldt i Søvn af pure Apathie, ihvorvel somme Damer — à ce qv’on disait — daanede eller vilde gierne daane. Men paa Charles’s Cabinet troer jeg, de havde daanet for Alvor. Jeg er ikke af de meget følsomme Mennesker, men jeg har aldrig erfaret noget Lignende med den Følelse, som denne Harmonica, behandlet af Charles selv, frembragte paa mig; jeg veed ikke, hvorledes jeg skal beskrive den — som naar en alt for stærk Dosis af Opium udbreder en pirrende — sløvende Døsighed over hele Nervesystemet, eller som naar man pludselig henrykkes af sin Indbildningskraft til kiære Gienstænder og halv deelt mellem det Nærværende og Fraværende ikke er fuld Herre over sin hele Bevidsthed. Det er alligevel en vis salig Følelse, som man gierne vil have, ihvorvel man veed, man ei kan taale den. Naar jeg havde Fortunatus’s Ønskehat, saa skulde det være et af mine Ønsker, at Lyden af Charles’s Harmonica maatte bemægtige sig mine Nervers sidste Reizbarkeit, naar Livsprincipet er ved at udslukkes. Den Vellyst, som er forbunden med Harmonicas Paavirkning, forsvinder derimod og — saa at sige — begraves i Skræk ved Lyden af Tamtam, et Instrument i Form af et stort Huulspeil og giort af en Composition af Metal. Man slaaer paa det med en Stok, hvis Endekugle er omvundet med uldet Tøi. Et middelmaadigt Slag paa det er nok til at bedøve alle Nerver. Det bliver sort for Øinene, man taber Benenes Ligevægt, Tænderne klappre, Fingrene iisne. Det er et forfærdeligt Instrument; s. 241jeg troer det ene kunde slaae fiendtlige Batailloner til Jorden. Jeg veed ikke, hvormed jeg skulde sammenligne den Virkning, det giør, uden med et vældigt Tordenslag i Forening med en skarp Lynildstraale, eller med den etourderende Følelse, om man pludselig faldt ud i Vandet fra et høit Sted. I Grunden er det en Harmonica i det Store. Lydstraalerne blande sig med hinanden — ligesom Lysstraalerne i den hvide Farve — og angribe med forenet Kraft Nervernes Irritabilitet. Det hændes meget ofte, naar Charles holder Forelæsninger over denne Musikens pathologiske Deel — thi saaledes troer jeg, man kan kalde den — at flere af hans Tilhørere ikke kunne taale at være tilstæde ved Forsøgene.

Jeg havde endnu meget at fortælle om Konsterne, men jeg har endnu andre Gienstænder tilbage, som og vil have lidt Plads.

Theater-Væsen.

Thalia vedbliver at være Parisernes meest hyldede Gudinde. Sommerforlystelsernes uendelige Varietet synes ikke at berøve hende det mindste. Alle Theatre ere hver Aften fulde. Republikens Theater og det lyriske i Rue Feydeau, som vare blevne standsede, have begge tilbagetaget deres Virksomhed og florere som før. Et nyt Theater skal med det Første aabnes; de 23, man allerede har, giøre ikke et 24de overflødigt.

Det store National-Theater — ci-devant store Opera — opfører som sædvanlig lutter Stykker i den høie Stiil — Iphigénie en Aulide og en Tauride, Oedip, Anacréon, Alceste etc. — hvoraf den største Deel sikkerlig vilde bringe Tilskuerne en masse til Søvnens høitbydende Gud, hvis ikke Musik, Dands og Decorationer holdt Opmærksomheden vaagen. Med det Første faaer man et Stykke under Navn s. 242af Isis’s Mysterier. Himlen veed, hvad al den gamle græske vg ægyptiske Fabel skal paa den franske Republiks første Theater. Valgte man endda Sujetter, der for Omstændighedernes Skyld kunde være synderlig interessante og opflammende; men Ulykken er, at om man end vælger saadanne, overlader Theaterdigteren sædvanlig hele Meriten til den, der componerer Musiken og udfører Decorationerne. Saaledes gav man for kort siden et nyt Stykke: Leonidas eller Spartanernes Død; vist nok et fortreffeligt Sujet, værdigt at komme dramatiseret frem paa en Tid, da den franske Republiks Situation har noget Lignende med Grækenlands, truet at vorde Friheden berøvet af Persernes Despot. Der var en Trængsel den første Aften; man skulde troe, det halve Paris vilde døe med Leonidas; men — Republikanerne faldt i Søvn, Contrarepublikanerne gottede sig. En Dame spurgte, da Tæppet faldt: est ce qve c’est deja fini? mais, est ce qv’il a jamais commencé, spurgte den Anden igien.

16

Musiken, Decorationerne og Dandsene ere derimod altid overordentlig fortreffelige paa dette Theater, i nævnte Henseender nok det første i Verden. Det er især i Balletterne, hvor Alt kaldes til Hielp for paa eengang at deploiere Artisternes Talens og underholde Tilskuernes Sandser paa den meest interesserende, den meest afvexlingsfulde, den meest kildrende og — om man vil — meest vellystige Maade.

Paa Republikens Theater rue de la loi gives snart Comoedier, snart Tragoedier, som oftest ret gode Stykker, især og mange patriotiske. Opéra comique national og Théâtre lyrique de Feydeau opføre lutter Syngestykker. Begge ere i Besiddelse af meget gode Artister. Stykkernes indvortes Værd er ofte meget ubetydelig, men Decorationerne og Musiken fortreffelige; de første drives ofte til en s. 243utrolig Illusion og Nøiagtighed. For Resten er jeg for min Part ikke meget tilfreds med den herskende Theatersmag. Man bryder sig ikke meget om, at der hverken er Plan eller Sammenhæng, hverken Knude eller Hensigt, hverken determinerte Characterer eller store Handlinger, hverken Sandsynlighed eller Sandhed; det er her som i deres Romaner, alt er godt, naar det kun ikke mangler paa Graad, Fængsel, Slagsmaal, Skibbrud, Torden, Lynild, Ildebrand med mere af skrækkelige Ting, og disse stærkere Scener ere tilbørlig blandede med coups d’amour, Harleqvinader, Arietter, Vittigheder og Tvetydigheder. Det er maaskee Mangel paa rigtig Smag hos mig; men jeg ærgrer mig ofte, naar hele Publicum klapper. Heller ikke kan jeg lide den Trepidation i Adfærd og den Skrigen i Declamation, som de franske Skuespillere og Skuespillerinder aldrig kan lade. Immer overdrive de; deres Naiveté er Coqvetterie, deres Munterhed Vildhed, deres. Vittighed Harleqvinade, deres Forundring Besvimelse, deres Graad Hulken, deres Smerter Convulsioner.

De saa kaldte Vaudeville-Stykker have meget Tilløb. De satirisere i Calembourgs og smaae Couplets over Tidernes Daarligheder, parodiere over alt, hvad der passerer i Byen og more Tilskuerne eller rettere Tilhørerne med uophørlige Allusioner og Tvetydigheder. Théâtre de Vaudeville og des Troubadours ere de bedste i denne Art. Lalande giør eu Luftreise, strax præsenterer Vaudeville Harleqvin Aéronaute ; man giver i jardin national en Concert for Elephanter, strax opføres le concert aux eléphans; man giør Forsøg med brandfrie Huse, strax ankyndiges Harleqvin incombustible; en Dreng sælger sit Haar til en Peruqvier og bringer sin fattige Moder Pengene, strax opfører man le petit Armand eller le bienfait des peruques. Kort sagt, der forefalder intet Nyt i Paris i Videnskabernes, s. 244Konsternes og Modernes Rige, at det jo kommer parodieret paa Vaudeville. Dette morer meget; men de, som ei endnu ere blevne domesticerede i Paris, kan ikke forstaae det halve deraf. Undertiden ere Vittighederne rigtig nok lidt vandede og tvungne; il faut avoir beaucoup d'esprit, mais il ne faut pas en faire, er en Regel, som man til sine Tider glemmer. Ikke desto mindre er man altid sikker paa, man ikke gaaer derfra uden at have leet ret hiertelig saavel af Ordene som Handlingerne. Hvo kan f. Ex. bare sig for at lee i Arleqvin incombustible, naar man seer mon homme komme halvrøget ud af et Skab omgivet af en Slags plâtre, som skulde giøre ham incombustibel. Men Harleqvin, som stolede ikke alt for meget paa det physiske Præservativ, havde underhaanden forsynet sig med et andet af sin egen Opfindelse; han havde allevegne omstoppet sig med alskens Journaler; thi, meente han:

16*

bruler au milieu de la glace
ça ne se peut pas.

Selv i de blotte Melodier ligge Allusioner og Satirer, som ikke undgaae Publicum. For Exempel en smuk ung Fyr siger mange og fine Douceurer med den største Grace af Verden til en Dame, der gierne i sit 50de Aar vil være den samme Skiønhed, hun var i sit tyvende; men nu synger han det med den bekiendte Melodie: ils sont passés ces beaux jours là. Sligt gotter det franske Publicum sig overordentlig ved.

Sæder.

Man skulde troe, Naturen havde skabt Pariserne blot til at spøge, lee og dandse. Dandsende — troer jeg — springe de ind i Verden, dandsende feie de Livet igjennem, dandsende hoppe de i Graven. Om Russer og Tyrker trængte ind, saa dandsede man i Faubourg Sct. Antoine, saa s. 245længe de endnu vare i Faubourg Sct. Germain. Enhver Ulykke, som ikke sees umiddelbar med Øinene, forstyrrer heller ikke Pariseren det mindste i sine Forlystelser; denne ulykkelige Sommer kan tiene til Exempel derpaa. Paris har aldrig været mere opfindersk paa nye Divertissemens, nye Skuespil, nye Fester. Versailles og Sct. Cloud mylre af Mennesker, naar det er godt Veir, især Decaderne. I Byen selv ingen Ende paa illuminerede Haver, Concerter, Baller, pyrotechniske, aerostatiske, gymnastiske, allegoriske Skuespil etc. etc. etc.

Mousseau, Tivoli, Frascati have især været Samlingspladsen om Aftenen for den rige og smukke Verden. Tivoli spiller den første Rolle ved sin fordeelagtige Beliggenhed, sit smagfulde Anlæg, prægtige theatralske Forestillinger, smukke Illuminationer og Fyrværkerier.

Les belles sont par troupes
Et les amours par groupes
à Tivoli.
Ah combien de malices,
De feux et d’artifices
à Tivoli.

Frascati er dernæst det meest besøgte Sted af beau monde. Tivoli og Frascati kan betragtes som det levende Panorama; man seer det selve Paris paa en lille Plet og — man seer det under dets talløse Former. Enhver Alder, enhver Lykkesomstændighed, enhver Characteer færdes her i sin egen Skikkelse. Hist sidder Fournisseuren under de blændende Lamper og gienkalder sig den Herlighed, der omstraaler ham i sit eget Huns, fordum en Erkebisps eller en Hertugs Sæde. Her stræber Skyldneren ved en Bolle Punsch at glemme sin Creditor, hist denne at glemme sin Skyldner, som ikke kan betale. Her møder man den stymprede Kriger med sit Træebeen, hist den kortsynede Reqvisitionær med sine Briller; her en Jacobiner med frygtelige s. 246Moustacher, hist en Muscadin, som drukner i sit Halstørklæde; her en Vellystens Veteran, hist dens unge Fostersøn, som seer med Utaalmodighed sit tøvende Noviciat imøde.

Men saa complet og afvexlende er ikke Damernes Selskab. Her findes hverken gamle eller grimme; Alt er — Vee den, som tvivler derpaa! — Ungdom og Skiønhed fra 14 Aar til 60. Skulde end Rynkerne ikke med alskens Rødt lade sig udglatte, Halsen bøder paa Resten. Er Halsen saa som saa — men Armene giør Alting godt, og overalt, siden hele Overlegemet er blottet, saa kan det ikke feile, at jo alle se sauvent des critiqves de détail par l’imposant de l’ensemble.

Saa dybt, som Roben trækker sig ned foroven, saa meget forlænger den sig forneden. Slæbet er stort nok, til at deraf kunde giøres en heel Kiole. Ingen Under, at Gangene i Frascati hver Morgen ere saa glatte som en Speilflade. siden de hver Aften feies af 2—3000 Dameslæb af Silke og Musselin. Men disse samme Slæb ere dog fatale for mange Damer — maaskee à propos for somme; thi da Haven er propfuld af Mennesker, er det uundgaaeligt, at man jo træder paa Damernes lange Slæb; derfor hører man hvert Øieblik: Krikkrak, ah mon Dieu ! mille excuses ; demande pardon — —

Der ere endnu andre Plager for de stakkels Damer i Frascati; her kan En neppe faae fat paa en Stol at hvile sig paa, medens en Anden uden at genere sig har occuperet tre, en for sig selv, en for sine Fødder og en for sin Hund, hist pines en nouvelle enrichie, besaaet med Diamanter, i en smertende Stilling, som hun har valgt, for at hendes brillerende Fingre kan falde saa meget i Øine som mueligt. Gud hielpe de stakkels Albuer, som imidlertid maae støtte sig paa Marmorbordenes haarde Flade.

s. 247At kiøre i Cabriolet og ride vedbliver immer at udgiøre en af Pariserindernes Hovedfornøielser; doa holde de meest af det første. At fare til Lufts i ballons captifs har i Sommer meget været i Mode. Da Ballonerne holdes med Snorer, saa kan de kun stige til en vis Høide; deraf det Navn captif. Men der ere ogsaa de, der vove Reiser en plein air. Blanchard er i Sommer flere Gange gaaet op med en ung citoyenne ved Siden. Der skulde neppe lade sig tænke nogen mandlig Syssel, hvori jo Parises Borgerinder vovede at tage Deel. De ere ikke som andre Fruentimmer.

I Pariserindernes Dragt er ikke betydelig Forandring foregaaet. De vedblive stedse at klæde sig med Natur og Smag; jeg troer, de har allerede udtømmet alle Grækernes og Romernes Costumer. Den ene vil være den coiske Venus — den cnidiske tør de dog ei ganske realisere — den anden en af de Ni, den tredie en Minerva, den fierde en Faustina o. s. v. Peruqverne, som for et halvt Aar siden sysselsatte Peruqviererne Nat og Dag og kostede indtil 100 écus, ere nu faldne i Unaade; de vove neppe mere at komme i honnet Selskab — jeg formoder, at de nu maae være en vogue i Kiøbenhavn — derimod ere nu Coiffures à la Berenice, à l’antiqve etc. i Skuddet, saa længe det varer. Mandfolkene have næsten intet forandret. Alle unge Mennesker bruge som sædvanlig Coiffure à la Titus.

Grace à l’esprit républicain
On en revient à la nature,
A présent chacun est Romain,
Du moins pour la coiffure.

Besynderligt nok, at hvad der i Kongedømmerne ansees for republikansk og frihedsaandende f. Ex. Pantalons, tykke Halsklude, cheveux courts etc., det ansees her for en Smule roialistisk og mistænkelig; de ret strænge Republikanere og s. 248især Jacobinerne gaae saaledes klædte, som jeg mener kunde findes ustraffeligt selv i Petersborg og Wien. Rerum concordia discors!

Fra den Tid af det tvungne Laan blev decreteret, Har man mærket megen Aftagelse i den udvortes Luxus. Enhver vil nu synes fattig. Mangfoldige Rige afskaffede strax deres Eqvipager, lode deres prægtige Møbler flytte ud af deres Huse og gave sig en Mine af Fattigdom som Hollændere. Det gik saa vidt, at Somme gave superbe Dinéer og Soupéer — paa Faience; thi hvor udsøgte Retterne vare, hvor kostbare Vinene, det lod Jury nok være at dømme om, naar det var fortæret, men Servicen kunde man jo ikke spise med. I denne Stagnation er Luxus’en endnu, men jeg er vis paa, at saasnart Taxationen er forbi, er Fattigdommen med. Al den Klagen, her er over Misére, er ikke værd at høre paa. Jeg kiender nu saa temmelig Frankrig. „Ach hvilken Elendighed," siger Franskmanden, naar Staten behøver lidt af hans Overflødighed. „Jeg er færdig ved at omkomme af Hunger med min Familie," siger han, naar han har kun 6 Retter Mad og 3 Slags Vine paa sit Bord. Hvis jeg skal døe af Hunger, da vil jeg ønske at døe deraf med en Franskmand.

Med Republikens ottende Aar aabnes igien Millins Thée littéraire, som i Sommer har været afbrudt. Adskillige andre faste Thées f. Ex. hos Citoyenne Pipelet, Citoyenne Tallien etc. ere allerede begyndte. Der gives en heel Deel saadanne faste Theer her i Byen; de give sig megen Prætention, man behøver en egen Anbefaling for at introduceres der, man treffer der Alt, hvad der kan kaldes beau monde, og Alt dette er saare godt; men — frons prima decipit multos. En stor Deel af disse fornemme Theer ere — dog ikke Millins — Spillehuse, hvor man har den Ӕre i et brillant Selskab at blive af med 3 à 4 Louisdorer, s. 249som næsten alle offres paa Værtens eller Værtindens Alter, og bidrage til at betale Kagen, Isen, Punschen, Vinen og Theen, ei blot for den Aften, men for et halvhundrede Aftener. Mad. Talliens Thee ansees for en af de allerbrillanteste; der er man altid i Selskab med Generaler, Ministre, Folkerepræsentantere etc. og dog — er det en reen Spillethee; hun har ikke andet at leve af; dette giver hende Hotel, Eqvipage etc. Det er et Hazardspil, som kaldes bullot, der hielper Selskabet af med sit overflødige Guld. Det er sædvanligt, at Værtinden har en Overbalance af 20—30 Luisdorer eller mere hver Aften.

Sildigheden er den første Regel hos alle gens de prétention. Man staaer op Kl. 12; man drikker Chocolade Kl. 1. Før Kl. 6 tør ingen honnette Folk have Appetit til Middagsmad. Snart vil man nok komme til at dinere den følgende Dag for den foregaaende. At blive buden paa Thee er at sige, at man skal komme Kl. 10 om Aftenen. Den nyskabte beau monde veed, at

gens de bon ton ne se hâtent jamais,
se faire attendre est assez leur usage ;

enhver vil derfor være den sidste; thi personne n’arrive, avant qve tout le monde ne soit arrivé. Det er derfor en Evighed, inden disse Aftenselskaber blive samlede; saa drikker man da Thee, embarasserer sig for at faae Damerne sagte nogle tvetydige Politesser, ennuyerer sig af Hiertet, faaer Kl. 12 Punsch, Viin og Kage, kiører hiem, sover slet og befinder sig ilde om Morgenen. Men — det er alligevel bon ton og savoir vivre.

Blandinger.

Jeg forsømmer aldrig at komme til Nationalfesterne. Skiønt den ene ligner saa temmelig den anden, saa bære de dog altid et Præg af Storhed og Patriotisme, som ikke s. 250kan ophøre at være interessant. Desuden den Mængde af Mennesker, som tage Deel i dem — jeg har seet indtil hundredetusende Mennesker forsamlede paa champ de Mars — det Liv og den Bevægelse er altid i sig selv et interessant Syn. Jeg har seet Nationalfesterne i alle Situationer, snart som blot Tilskuer, snart i Processionen med National-Institutet eller Central-Skolerne, snart med corps diplomatiqve, siden Ministeren og Generalconsulen altid ere villige til at lade mig følge med dem, saa ofte jeg har Lyst. Sidste Fest af 18 Fructidor — ikke meget interessant for sin egen Skyld — var dog for mig mærkværdig. Jeg var just den Dag med corps diplomatiqve og var saa heldig at blive som indcirklet i en Gruppe af de interessanteste, de største Mænd, hvis Navne ere Gienstanden for Europas Ӕrbødighed. Vi gik i Følge Ordenen lige foran Directoiret. Jeg følte min egen Ubetydelighed ikke ved Siden af Direktører og Ministre, men ved Siden af Sieyes, Bernadotte, Massoredo, Koziusko, ved Siden af Talenter, Opofrelser, Heltegierninger, ved Siden af Medborgeres Haab og Efterverdenens Beundring. Mine Øine spildte intet Øieblik; de hæftede sig paa Koziusko — Haabets svage Straale glimter neppe frem af hans melancholske Blik; de hæftede sig paa Sieyes — han oplader sin Mund og Universum lytter; de hæftede sig paa Bernadotte — hans Øiekast er Skræk; hans Vink er Almagt. Festen af første Vendemiære skal celebreres med al den Høitidelighed, Omstændighederne tillade. Der er ingen Tvivl om, at den jo vil forherliges ved levende Deeltagelse af Folket.

Jouberts for hans Fædreland alt for sørgelige Død hører med til disse Tiders Trængsler. Frankrigs bedste Talere og Digtere kappes om at ftrøe Blomster paa hans Grav. Deres Følelser ere det hele franske Folks. Det s. 251netteste Hædersminde sattes ham af Digteren Lebrun; det lyder saa:

Épris de la plus tendre épouse
Il volait aux combats plein d’amour,
De son jeune héros Bellonne trop jalouse
Le couvrit de lauriers, mais lui ravit le jour.

Der er nedsat en Jury for Primærskolerne i dette Departement; blandt Medlemmerne seer man og Dupuis, Forfatter af origine de tous les cultes, som formodentlig nu paraderer i alle theologiske Hæfter blandt Christendommens Fiender. Man seer af dette Valg, at man her endnu ikke tænker paa Christendommens Gienoprettelse.

I Décade philosophiqve fortælles, at den theologiske Litteratur har været meget tynd ved sidste Leipziger-Messe; især skal der næsten Intet have været i Dogmatiken. Skade, om denne Deel skulde forsvinde af Litteraturens Skueplads!

Jeg har her seet en tydsk Piece, hvori de franske Fredsmægleres Assassinat retfærdiggiøres med følgende to Grunde: for det første, det var Guds Villie, ellers havde han ikke tilladt det at skee; — det østerrigske Hos var altsaa kun Guds Redskab; — for det andet, det er ikke første Gang, det har giort Sligt; thi det lod og engang Franz den førstes Gesandkere myrde. Mod slige Grunde kan rigtig nok intet indvendes.

Vor Prof. Eggers’s Relation om denne samme Affaire er efter Justitsministerens Befaling oversat paa Fransk, og et vist Antal Exemplarer skikkede til alle Administrationer og Municipaliteter.

Tilsidst — .om D. E. tillader det — et Par Ord om mig selv. Jeg skulde ikke giøre dette egoistiske Tillæg, hvis ikke D. E.’s Bevaagenhed mod mig giorde mig det til en Pligt at underrette Dem ogsaa om mine Affairer.

s. 252Min Beslutning er nu engang taget at blive i Paris i Vinter, uagtet alle de Tilskyndninger jeg faaer fra mine Venner, at reise strax til Engelland. De troe, det er forbi med Frankrig. Jeg er nu ikke af den Mening. I al Fald saa længe den danske Legation er her, kan der intet være at risqvere; og kan saa mange andre Danske blive her, kan jeg og. At tilbringe Vinteren i London vilde blive alt for kostbart for mig, var det end for Resten udholdeligt. I Paris er jeg nu engang som hiemme, og alle litterære Skatte staae aabne for mig. Men jeg vil ikke nægte, at jeg jo har megen Lyst til at see England, inden jeg kommer hiem. Voici min Plan. I Midten af Marts vilde jeg gaae herfra over til Engelland; jeg vilde anvende 3 Maaneder paa at see London, Cambridge, Oxford og Edinbourg; i Slutningen af Juni vilde jeg komme tilbage til Paris, blive her til midt i August og da komme til Kiøbenhavn i Efteraaret; men — det er kun en Plan, og den første Betingelse, der skal have Indflydelse paa min nærmere Beslutning er — Deres Excellences Raad; mit Udkast skal være D. E.’s Bifald underordnet, og jeg vil ansee det som et nyt Beviis paa D. E.’s Godhed for mig, om De engang vilde meddele mig Deres Tanker derom. Imidlertid vil jeg i Vinter kunne forberede mig til denne Sidereise.

Det er nu to Maaneder, siden jeg kom tilbage fra min Sydreise. Jeg synes det er kun to Dage. Tiden iler bort som et Lyn. Sommeren har været mig meget interessant — den halve Deel paa Reise, den halve i Paris; hvad kan man ønske mere? Jeg har skrevet et Par Recensioner over danske Bøger i Magazin encyclopédiqve. Jeg har beseet, hvad der er mærkværdigt i Egnen om Paris; deriblandt de forstyrrede Kongebegravelser i Franciade, ci-devant Sct. Denis. Jeg har lært at svømme paa den her værende école de natation, en meget fortreffelig Indretning, hvor man lærer s. 253hele Konsten, der i sig selv er yderst let, paa ringere end 14 Dage og bringer det i 5 à 6 Uger til temmelig Fuldkommenhed med liden Anvendelse af Tid og Penge; jeg forundrer mig meget over, at ingen af alle de øvrige Danske, som ere her, har vildet benytte sig af saa god en Leilighed til at lære saa nyttig, sund og behagelig en Øvelse. — Fourcrois Forelæsning over Chemien har jeg fulgt til Enden paa den polytechniske Skole. I Vinter vil jeg maaskee høre Charles. For Resten har jeg nogle historiske Arbeider for.

At fortiene mine Befordreres og Velgiøreres Bifald er det høieste Maal for mine Ønsker; Ingens kan være mig mere smigrende end D. Excellences; paa Ingens sætter jeg heller mere Priis; maatte kun mit kunne svare til mit ville! Jeg er meget smigret ved den gunstige Erindring, hvormed den ædle Grevinde og gode Geheime-Raadinde beære mig. D. E. være min varme Erkiendtligheds Organ og anbefale mig deres bestandige Bevaagenhed. Salut et Respect.

L. Engelstoft.

Nær havde jeg glemt, at Geheime-Raad Dreyer beder mig overbringe D. E. de forbindtligste Hilsener og forsikkre Dem, hvor meget det glæder ham at være erindret med Venskab af D. E.

Til Jacob Thomsen, Lærer ved Christianis Institut.
Paris, 25. Vendémiaire an 8.
(17. Octob. 1799.)

Kiæreste Ven!

Hvis ikke vort gamle Venskab var nok for at giøre mig enhver Anledning og. om Du vil, ethvert Paaskud til at underholde mig med Dig yderst kiærkommen, saa maatte jeg dog for Skams Skyld tage Pennen i Haanden for at s. 254takke Dig, og det ret trofast, for dit saa saare interessante, desværre alt for interessante, Brev af 29. og 30. Sept. Thorlacius er ikke hiemme, men jeg aabnede Brevet i hans FraværeIse, og det venter nu paa hans Hiemkomst. Din Stakket, der saaledes har været syg. Vær vis paa, vi tage ret inderlig Deel i din Helbredelse, men vær nu fornuftig, og anstræng Dig ikke for meget i Begyndelsen.

Veed Du, hvor Thorlacius er? Han giør saamæn en apostolisk Reise i det østlige Frankrig med den bekiendte Gregoire, Exbisp af Blois. Denne Gregoire er en yderst fortreffelig Mand, Humaniteten selv og en god Patriot; men Himlen veed, hvordan det er, at med alt dette hænger han endnu ved den gamle Troe og anvender alle sine Talents til at befæste den. Han har tilforn været Landsbye-Præst i Elsas; som saadan blev han sendt som Deputeret til den første Nationalforsamling, hvor han begyndte at deployere sine Talenter. Ifior blev meest ved hans Virksomhed et Concil holdet i Paris af den franske Geistligheds Levninger; dets Acter ere endnu ei trykte — Skaden er ikke stor — men af et Udkast derover seer man, at det hellige Concilium aabnede sine Deliberationer ved et Decret, hvorved den franske Kirke underlagdes Jomfrue Marias specielle Protection — og disse Sottiser i Aaret 1797 i selve Paris og den franske Republiks Middelpunkt! Som sagt, med ham reiser vor Thorlacius. Jeg kunde rigtig ikke bare mig for at lee, da jeg forleden Dag læste i en Avis, Ami des loix, følgende lille Nyhed: »le Cit. Gregoire, se disant toujours evêqve de Blois, est arrivé dernièrement à Vezoul, où il est occupé avec ses ministres de Doubs et de Jura de regler le plan de ses voyages apostoliqves.« Det var vel, at Journalisten ikke vidste, Thorlacius var med ham, ellers kunde han let have faaet i Sinde at lægge til: il est accompagné d’un jeune apôtre, en Qualification, som s. 255vor Ven, al hans Condescendence uagtet, neppe skulde have været tilfreds med. Det er snart 2 Maaneder, siden de reiste herfra; jeg venter dem først tilbage om en 14 Dages Tid. Thorlacius er yderst tilfreds med Reisen. Hvor kan han heller være andet? gives der nogen større Fornøielse end den at reise? og i Frankrig? og i nærværende Øieblikke? o for$$unatos nos minium ! Du kan vente Dig meget interessante Efterretninger fra denne Reise, naar han kommer hiem.

Ogsaa jeg har nylig giort en lille Reise paa 14 Dage ned til Rouen og Havre. Derom har jeg ikke Tid at fortælle Dig; men jeg bestyrkede ved 100 nye Prøver min Overbeviisning, at Frankrig er det skiønneste Land i Verden, dets Beboere den elskværdigste Nation af alle. Jeg havde ny Leilighed til at skue dets blomstrende Agerdyrkning, dets utrolige Folkemængde, dets uudtømmelige Hielpekilder. Jeg havde ny Leilighed til at lære Folkets Patriotisme at kiende og overbevise mig for fuld og fast, at al Verdens Despoter ikke formaae at kuldkaste den franske Republik. Vil Du troe dette, at Département du Nord, uagtet at det alt har leveret siden Krigens Begyndelse henved 30000 Mand, hvoraf neppe 6 à 7000 ere i Live, har ikke aleneste nu ved sidste Reqvisition tilbudet Staten ufortøvet, hvad forlangtes, men desforuden eqviperet et Fricorps af 7000 Mand, alle færdige at slaae for Friheden — og dog har dette Departement Chouaner at drages med hiemme. Jeg saae Snese Gange Drenge paa 13 à 14 Aar med Fusilen paa Nakken blandt de mobile Colonner, som ere bestemte til at holde Landet ryddeligt for Chouans. Jeg er vis paa, at man vilde reise sig i Masse, om behøvedes. Den Ting, at jeg var Dansk, fra et Land, der har immer holdt Fred med Republiken, og om hvis Regierings Viisdom og Oplysning man har meget høie Begreber, var for mig det samme som Recommendations- Breve til alle Folk. I Rouen blev jeg præsenteret for et s. 256Selskab af en, jeg var adresseret til; j’ai l'honneur, var Talen, Citoyens ! de Vons présenter un jeune Danois, qvi voyage pour son instruction; il est d’une nation amie de la Républiqve — et tous les Danois aiment les Français. Aldrig saasnart var denne Indledning til Ende, førend den ene vilde have mig til Middag, den anden til Aften, den tredie til Frokost, den fierde paa Landet, og det var umueligt, jeg kunde giøre Brug af alle de Høfligheder, man vilde vise mig.

Ikke alene alle vi Danske her — nogle faa undtagne — men og de Franske ere frappés d’étonnement over den Trykkelov, hvoraf Du meddeler os et Udtog. Jeg forsikkrer Dig, at jeg maatte læse dit Brev to Gange igiennem, før jeg vilde troe, at det virkelig var en Lov og ikke et satirisk Skrift af vor sædvanlige Piece-Oversvømmelse. Endnu i dette Øieblik er jeg og flere af den Mening, at det fra Regieringens Side kun er et Skridt pro forma for at hielpe sig ud af Kniben med Rusland; thi skulde det være mueligt, at en Regiering, der hidtil satte sin Ӕre i at begunstige Trykkefriheden, skulde paa eengang falde til de modsatte Grundsætninger? Hoved-Indholdet af den staaer allerede i alle franske Journaler, ledsaget bestandig med spidse Reflexioner. Nogle mene her, at man alt for tidlig har troet det forbi med Republiken; andre formode, at vi nok endnu intet have faaet at vide om de Franskes Seire, siden vi saa let kunde lade os kyse af Russerne. Himlen forbyde, at de skulde give denne sørgelige Lov en reactiv Kraft. Die Götter vide, at jeg aldrig har havt den Tanke, at skrive noget enten mod Kongen eller Religionen, men ikke destomindre vilde jeg af mit ringe Forfatterskab udpege 100 Steder og vel flere, for hvilke man uden at giøre Vold paa Forordningens Ord kunde gierne forvise mig Landet eller sætte mig i Forbedringshuset, alt eftersom Politiemesteren og andre godt Folk var s. 257mig meer eller mindre paa Halsen. Jeg kiender en god Ven — jeg nævner Ingen — som det i saa Fald ikke vilde gaae bedre, han har oversat Kiesewetter paa Dansk og skrevet Noget i philosophisk Repertorium; og overalt sporer man hos ham saa megen Hang til Fornuft, at man ikke kan tvivle paa hans onde Auslag mod den christelige Religion.

Sans Spøg giør det mig selv som Hans Maiestæts af Danmark troe Undersaat ondt, at Fremmede skal nødes til at tilbagekalde en Deel af deres fordeelagtige Ideer om den danske Regierings Philosophie. Jeg kommer igaar hen til en Représentant du Peuple af de 500’s Raad, en excellent Mand, hvis Bekiendtskab er mig meget interessant, Hé bien, Citoyen, sagde han til mig, det første han saae mig, qve dites Vous à présent de la liberté de la presse chez Vous, qve Vous m’avez tant vantée? Der stod jeg en Smuk. Han har leet ret hiertelig af det, Du skrev om Bogtrykkeren i Aalborg og ham i Helsingør, item om de kongelige Prindser og Prindsesser, som man skal tage sig i Agt for, hvad man siger om.

Vor Ven Thorlacius skal det være forbeholdet at skrive Dig et langt og interessant Brev til. Fra mig skal Du i det høieste faae nogle Fragmenter og det — thi Forord bryder al Trætte — uden Orden eller Plan.

Du kiender Parny, vor Olds første erotiske Digter, Forfatter til Guerre des Dieux anciens et modernes, eller Christendommens Seier over Hedeuskabet. Nylig var der en Plads ledig i National - Institutets bellettristiske Classe. Parny var anden Gang paa Valg, men faldt dog atter igiennem, skiønt han havde et stærkt Partie for sig, og næsten alle Journaler toge hans Partie. Det kan ikke feile, at han jo kommer ind ved næste Vacance. Besættelserne — ikke i theologisk Forstand — i National-Institutet, skee s. 258ligesom i alle Videnskabs Selskaber ved Cabaler, og her meer end andre Steder; thi her ere tre Hovedpartier: Bigotternes, Royalisternes og Republikanernes; de sidstes Antal er langt overveiende, og de to første have egentlig kun nogle gamle Philologer og Exgeistlige til Tilhængere. Havde Parnhs Digt ikke indeholdt saa mange Smudsigheder, var det maaskee blevet proclameret ved Republikens Stiftelses Fest; thi det Stød, det har givet Overtroen, er alt for stort til at kunne undgaae Lovgivernes Opmærksomhed.

17

Du kiender Villoisom af Renommee; Du veed altsaa, at han er en af Europas første Grækere. Han er nu her i Paris og har i en Martyr-Tone ankyndiget en Forelæsning over det græske Sprog, som det sidste Middel, der var tilbage for ham for at opholde Livet. Han fortæller tillige, at han hverken vil søge eller tage mod noget Slags Embede, som kunde hindre ham i sine græske Arbeider, der ere ham kiærere end Livet. Med alt dette er der Ingen, som har stor Medlidenhed med ham; thi han har været saa stolt at afslaae en ham to Gange tilbuden Plads i National- Institutet, som kunde have givet ham en ganske anstændig Underholdning; han, som forhen var Medlem af det kongelige académie des sciences og nok tolv andre kongelige Selskaber, foragtede at være Medlem af et republikansk Institut. Nu faaer han da at tage det, som han har lavet det. Med al hans Lærdom er han skikkelig pedantisk. Han tager det meget unaadig op, naar man kalder ham citoyen, og han skriver sig aldrig uden de Villoison, vil og kaldes saaledes af andre. Naar man affecterer at kaste Foragt paa den Stats Love og Grundsætninger, hvoraf man er Borger, saa kan man heller ingen Fordring giøre paa offentlig Agtelse, især i en Stat, hvis Love og Grundsætninger ere byggede paa Philosophie.

s. 259Allerede nu er Frankrig i Henseende til Videnskaber det første Land i Verden, og selv i Henseende til Folke-Cultur. Saa ufordeelagtige Omstændighederne have været, er den offentlig Opdragelse i dette Øieblik meget bedre, end den hidtil har været hos os. Hvad der mangler i Organisationen af Republikens Skoler, erstattes ved den store Mængde af private Opdragelses - Anstalter — Paris alene har et Par 100 saadanne — hvoraf jeg har beseet en Deel med megen Fornøielse, saavel med Hensyn til de fornuftige og med Republikens Love overeensstemmende Grundsætninger, de ere byggede paa, som til den physiske, moralske og intellectuelle Udvikling, Elevernes Legems- og Siele- Evner faae. Den videnskabelige Underviisning er i disse Anstalter især calculeret paa, at Eleverne kan komme lige ind i den polytechniske Skole, som ikke lader sig giøre uden en temmelig stræng Examen. Saa paradox det maatte synes, er jeg ikke langt fra at være af Boulay’s Mening i de 500’s Raad, at Opdragelsen bør være frie og Staten ikke befatte sig videre dermed, end at foreskrive de Grundsætninger, hvorefter den skal gaae frem, begunstige den ved Hielpemidler, Opmuntringer og Opmærksomhed, og bestemme ved Love, at uden saadanne Kundskaber kan Ingen faae saadanne Pladser, ligesom det er bestemt i Constitutionen, at uden at læse og skrive og forstaae en Haandtering, Ingen kan udøve en Borgers Rettighed, fra Republikens tolvte Aar af at regne. Hvilken Besparelse for Statskassen! og — mener Du ikke, at den samme Hensigt vilde opnaaes? Men det er en Idee, som trænger til en vidtløftig Udvikling for at giøres antagelig. Imidlertid fortiener den maaskee baade Philosophens og Statsmandens Overveielse.

Men hvad mener Du, Frankrig vil blive, naar Freden — som maaskee ikke er langt borte — giver Regieringen s. 260frie Hænder til at udføre sine stolte Planer til Folkets moralske og intellectuelle Fuldkommengiørelse? thi vist er det, Planerne ere stolte. De gaae ud paa to Hovedsynspunkter: Nationalopdragelse og Videnskabernes Fremskridt. Til den første er alt Folket forberedet. Den opvoxende Generation leer af de Fordomme, som hidtil har lagt saa mange Hindringer i Veien for Republikens Grundsætninger, og om ti Aar vil der slet intet Spørgsmaal mere være enten om Præster eller nogen Art af dogmatisk Pølsesnak, om saa Bisperne holde et Concilium hvert Aar. Almindelig Oplysning, Borgerdyder, Borgerdueligheder vil blive Frankrigs National-Ӕre, og stor i Krig vil det endnu vorde større i Fred. Hvilke Udsigter for Menneskeheden, for Philosophien, for den Nation, som høimodig ofrede sig selv for den hele Verden! Og nu i Henseende til Videnskabernes Fremgang — man forsikkrer, at Regieringen har en Plan, helliget denne exclusivement. Man forsikkrer, det er dens Hensigt at kalde de største Naturkyndige, Mathematikere og Philosopher sra alle Verdens Dele til Frankrig under de fordeelagtigste Vilkaar, at forene dem til et Corps, alene sysselsat med de menneskelige Kundskabers Udvidelse, og give dem alle de Midler i Hænder, som kan begunstige en saadan Bestemmelse. Er nogen skiønnere Idee nogen Tid fattet? kunde nogen anden end den franske Nation undfange den? kunde nogen anden udføre den? Da vil Frankrig blive Verdens Sol, og kunne vel al Verdens Formørkere hindre Solen i at sprede Lys til hver en Krog?

17*

Den Mængde af Arbeider, som de franske Artister have i Aar exponeret i Musée des arts , viser, hvad der giøres for Konsterne, selv i saadanne Tider, som disse. Over 700 Malerier — som naturligviis ikke alle ere gode — beile til Publicums Bifald. Mesterstykker finder man derimellem, s. 261især af Davids, Viens og Vincents Discipler. Det som fik den Ære at proclameres ved den store Fest, var le triomphe du peuple Français af Henneqvin, et allegorisk Stykke. Folket bevæbnet med sin Kølle, holdende Retfærdighedens Vægtskaal i Haanden, har kuldkastet Kongedømmets Colos, hvis Fald er udtrykt ved dens søndrede Attributer. Med den falde Slaveriets og Uvidenheds Kiæder, som have Udseende til at være Konstens Mesterstykker. Paa Ruinerne af disse hæver sig Friheden triumpherende, støttende sig med den ene Haand paa Folket. Nedenunder udbreder Dydens Eeg sine evige Grene. Ovenover bortfierner Philosophien de Skyer, som skiulte Sandheden. Længere frem seer man Fanatismen nedstyrtet, bevæbnende med en Dolk Lettroenheden, som endnu holder sig fast ved et kuldkastet Alter. Resten af Pladsen er opfyldt med andre allegoriske Figurer.

Det skiønneste Product næst efter er le retour de Marcus Sextus af Guerin, Eleve af Regnault. Marcus, undløbet Syllas Forfølgelse, finder ved sin Tilbagekomst sin Datter i Graad ved Siden af sin Kone, som er død. Jeg vil ikke opholde Dig med Analysen; nok, det er et Mesterstykke. Autoren er kun 21 Aar gammel. Da han havde exponeret det, og hele Publicum lod hans Talent vederfares Ret, blev han strax budet til Middag hos Directoiret, der kiender kun et Slags Adel: Talenters og Fortienesters. Guerin er af Conscriptions - Alderen. Hans Pensel var allerede hans Fødelands Hæder; nu fordrer Frihedens Forsvar for et Øieblik hans Arm. Vel har En paa et til hans Malerie hæftet Stykke Papir bemærket, at han er skabt for Europa og ikke for Frankrig ene, og at det derfor vilde være en Skam at lade ham reise til Armeen; men en Anden har tilføiet den Bemærkning:

s. 262Lorsqve la liberté à peine a pris naissance,
Pour servir l'univers il faut servir la France.

Da efter den franske Constitutions Grundsætninger alle citoyens ere uundtagelig égaux devant la loi, saa kan han ikke fritages for Krigstieneste; men da igien hans tilkommende Mesterstykker reclamere deres Fødsel og den store Nation veed at sætte Priis paa Konsterne og Konstnerne, saa vil man nok finde paa et Middel til at giemme ham for sine Talenter uden derfor at overtræde Lovens Bogstav eller nægte ham den Ære, at have tient Friheden i en Alder, hvor Loven kaldte ham til dens Forsvar.

Om det Panorama, vi her have faaet — Konstens utrolige Magie! — har Du formodentlig læst den Beskrivelse, som staaer i Décade philosophiqve; jeg vil altsaa ikke opholde Dig dermed.

Sidste decadi saae jeg en Citoyenne Labrosse, Eleve af Garnerin, stige op i Tivoli ganske ene med en Luftballon og lade sig falde ned med Parachuten. Garnerin er hidtil den eneste Luftskipper, som har vovet at lade sig falde ned med Parachute; ikke engang Blanchard — som kalder Garnerin en Vovehals — tør giøre det. Nu gaaer saagar Garnerins Elever ned, og det endog et Fruentimmer; men Pariserinderne ere heller ikke som andre af deres Kiøn. Der gives ingen optænkelig Ting, som de ikke skulde vove at giøre med. Var Tingen ikke beviislig med facta paa facta, saa vilde man have ondt ved at troe det. De ride, jage, svømme, giøre Luftreiser; jeg har rigtig aldrig fundet Mage til dem. I alt dette, saavelsom og i deres — yderst smagfulde — Dragt, er Republikanisationens Indflydelse saa paafaldende, at de, som kiendte Pariserinderne fordum, studse ved Contrasten. Men til Labrosse igien. Under uophørlig Applaus af den omstaaende Mængde steeg hun i i den under Ballonen og Parachuten hængende Stol, anført s. 263af Lalande. Hun holdt den bedste Contenance; i det Ballonen løftede hende op, giorde hun en lille Compliment for Tiskuerne og raabte: adieu tout le monde. Nu steeg hun i Veiret, glidende immer hen udenfor Byen efter, og da hun var i en Høide af omtrent tre Hectometre, skar hun Touget af og faldt — gyselig skiønt Syn — perpendiculær ned med Parachuten. Hun kom lykkelig ned til Jorden, det undtagen, at hun just traf paa Toppen af et Træe, hvis Grene forreve hende lidt. Hun har den Ære, at være den første af fit Kiøn — salig Eva iberegnet — som har paataget sig saa stort et Vovestykke.

Republikens Stiftelses-Fest af 1 Vendémiaire blev holdt med megen Høitidelighed og Smag, skiønt ei med saa megen Pomp, som i Fior. Jeg har nu seet Nationalfesterne fra alle Synspunkter, baade som blot Tilskuer og som Deeltagende i Processionen med en af Administrationerne, og som Deel af Directorial- og Minister-Sviten; i saa Fald har jeg været med vor Ambassadør her. For at komme med i Directoirets Selskab behøves ikke andet end at være honnet Menneske, være skikkelig klædt og vorde introduceret af En, hvis Charge berettiger ham til at tage sin Plads der. Jeg skal fortælle Dig med faa Ord, hvorledes det gaaer til, naar Du er med Directoiret og Ministrene. Ved Porten træder man ind mellem en dobbelt Rad af Gardere — det var saa faur en Skare — som præsentere Gevær under Trommens Lyd for Enhver, som gaaer ind. Man forsamler sig i en Sal, hvor der snart danner sig et blandet Selskab af Ministre, Generaler, Fremmede etc. Naar Directoiret er ankommet, kommer Ministeren for det Indre ind i Forsamlings-Salen og melder det; saa begiver hele Selskabet sig ind i den Sal, hvor Directoiret og alle de franske Ministre ere forsamlede. Her gaaer man nu imellem hinanden — eller sætter sig ned — s. 264begloer hinanden, fortæller hinanden Nyheder, spørger til hinandens Befindende, taler snart med en Directør, snart med en Minister, snart med en Officeer, snart med en Privatmand; man er slet ikke generet, hverken for hvem man taler med eller for hvor man staaer eller sætter sig; og uagtet den Pragt, som omgiver Dig, er i alle Henseende kongelig og meer end kongelig, saa mærker Du dog saa liden Rangforordning og Etikette-Tvang, at naar ikke Costumerne og Pompen fortalte Dig noget andet, skulde Du troe, det var en simpel Conversation. Efter en halv Times Tids Forløb melder Ministeren for det Indre, at alt er færdig til Processionen. Denne begynder under uophørlig Musik. Først gaae Generalerne; bag efter de fremmede Ministre med de Bekiendtere, de kan have taget med. Saa komme de franske Ministre og endelig de fem; men man generer sig ikke meget under Processionen; man blander sig mellem hinanden, alt eftersom den ene vil gaae hos den anden for at tale med ham. Kun de fem holde immer deres Linie sluttet. Cortegen gaaer forbi Fødelands-Alteret (Du veed, alt dette passerer paa champ de Mars), hvis Parfums giennemdufte den tilgrændsende Atmosphære. Man stiger op paa Amphitheatret. De fem tage deres Sæde under Frihedens Statue en face. Indenlandske og udenlandske Ministre med deres Svite paa begge Sider. Administrationerne dernæst. Naar man er bleven sat, istemmes med fuld Orchester: allons enfans de la patrie. Derpaa følger Hymnen til Friheden: amour sacré de la patrie etc. Saasnart denne Strophe istemmes, reiser Directoiret sig op, tager Hatten af og staaer med blottet Hoved i en vis andægtig Stilling, til Verset er forbi; det samme giør alle de Tilstædeværende. Musiken er saa guddommelig høitidelig, at en hellig Kulde overfalder uvilkaarlig de ligegyldigste Hierter. Jeg har aldrig ret kiendt Musikens Indtryk, før jeg s. 265kom til Frankrig. Nu følger da en Tate af Præsidenten i Directoiret — jeg har hørt to fortreffelige af Sieyes — som endes med et almindeligt vive la Républiqve. Saa komme de militæriske Evolutioner, og Høitideligheden endes med den himmelske Musik, som Du maaskee kiender, la Républiqve nous appelle etc., denne Musik, under hvis fortryllende smeltende Toner jeg vilde ønske min Siel maatte svinge sig op til de ætheriske Egne, naar den engang skal forlade sit jordiske Fængsel. Gid jeg var Musiker! jeg kunde da skaffe mig selv dens Nydelse, saa ofte jeg vilde.

Men — Du tænker nok, jeg vil blive ved til i Morgen. For Materies Skyld kunde jeg gierne blive ved til overmorgen, men for din Skyld vil jeg nu holde op, thi høiere Gienstande kalde min Pen, om hvilke det vilde være en utilgivelig Ligegyldighed at tie. Men — først en Pause.

Det nye Aar inaugureredes med en Seier. Siden den Tid har de store Begivenheder — alle til Republikens Fordeel — saaledes fulgt Slag i Slag paa hinanden, at man intet lignende Exempel har derpaa i hele Korstogets — thi hvad er den 8 Aars Krig andet end et Korstog mod Friheden? — Historie. I en Tidspunkt af 14 Dage er ikke alene Republikens Crisis overstaaet, men den gientager sin stolte politiske Rolle paa Europas Skueplads. Havde de Franske nu kun havt Mantua, saa skulde Du have seet Løier. Detaillen om alt dette vilde blive for vidtløftig; jeg vil i al Korthed meddele Dig Resultaterne af sikkre Kilder.

Schweitz** renset fra Fiender. Massena har giort 18000 Fanger, dræbt og saaret ligesaa mange. Kanoners, Faners, Hestes, Bagages Bytte uden Ende. Suvarov slaaet i egen høie Person; hans Tab 10000 Mand. Mange fiendtlige Generaler deels dræbte deels fangne. Massenas Armee s. 266staaer ved Donauen. Man venter hvert Øieblik paa Efterretning om Erkehertugens Nederlag. Begyndelsen dertil er giort ved en Seier, der har kostet ham 2800 døde og 1000 fangne. Mannheim og Frankfort — pr. parenthèse — ere i de Franskes Magt. Den Deel af Schwei$$*, som de fiendtlige Hære have giestet, er i den jammerligste Tilstand. Russernes Grusomheder overgaae al Beskrivelse. Schwei$$*erne have staaet de Franske trolig bi. Mod den Kant er der ikke andet end débris af den fiendtlige Armee tilbage. — Man skal aldrig have havt lignende Exempler paa Frihedsheltenes Raserie. Det er ligesaa meget med Baionetten, som med Kanoner, at de have emporteret alt. At klavre over utilgiængelige Bierge, at svømme i 100 Tal over Floder med Sablen i Munden og en Pike i Haanden — alt dette var for dem som en Leeg.

I Holland kan Anglorussernes Tab allerede beregnes til 15000 Mand. Man har taget over 100 Kanoner fra dem. Antwerpen, Lille og flere Stæder ere fulde af deres Fangne. Hadet er saa stor mod Engellænderne, at de russiske Fanger behandles bedre end de engelske, skiønt begge behandles vel. Russerne desertere i Flokketal til de Franske. Engellænderne og Russerne slaaes imellem hinanden. De sidstes Had til de første er meget stor. Man siger, at de gierne vilde rembarqvere sig allesammen, men at de ere cernerede af den gallobataviske Hær, og at det er mueligt, man giør den hele Landings-Armee til Fanger; man troer det sidste endog meget rimeligt. Landgangen er da ikke blot mislykket, men forulykket. Et Par 1000 Russer, fangne i Holland, kom i Forgaars her igiennem Byen. Gaderne vare fulde af Nysgierrige. Nogle af Fangerne vare tilfods, andre paa Vogne. Paa andre Steder — især i Rusland — vilde franske Fangne have været Gienstanden for Folkets Invectiver; Russerne derimod vare her Gienstanden for Medlidenhed s. 267og Velgiørenhed; thi disse Slaveriets og Despotismens Offere befandt sig i en meget slet Tilstand, og de høimodige Franske vilde ikke paa dem udøve et Had, som egentlig kun skyldes deres Despot. Paris, den prægtige Revolutions-Plads og Frihedsstøtten giorde intet Indtryk paa dem ved Giennemmarschen. Igaar, jeg var paa Landet, saae jeg et Depot af dem i Courbevoie, et Myriameter fra Byen. De see just ikke barbariske, men ucultiverede og elendige ud. Commandanten, som har Opsigt over dem, tillod os kun at gaae ind og see dem paa det Vilkaar, at vi ikke maatte tale med Officererne. Disse ere for det meste pure unge Mennesker, Soldaterne derimod næsten alle 30 à 40 Aar og ældre. Paul den første har rigtignok sendt Kiernen af sine Tropper for at udrydde de Franske, der ligesom Philisterne fordum — see Kalls Historie — have giort sig uværdige til at boe paa vor Herres Jord. Skiønt Russerne behandles med al Lemfældighed, kan dog de franske Soldater, som have Vagt ved dem, ikke see dem med koldt Blod; voilà les barbares, qvi viennent nous égorger, sagde En til mig; voilà les esclaves du Nord, sagde en Anden med en fier Mine. Officererne tale gierne godt Fransk. De ere ikke kiendelige fra Soldaterne uden ved deres Hatte, der ere zirede med en lille Sølv-Tresse. Du kan ikke troe, hvad disse Væsener contrastere med Republikanerne.

I Ӕgypten den tyrkiske Hær af 18000 Mand fanget eller ødelagt. Aboukir tilbageerobret af de Franske. Hele Ӕgypten i deres rolige Besiddelse. Indbyggerne forgude Bonaparte. Denne sidste — tænk Dig engang! — er kommen igaar Morges her til Paris med Berthier, Tallien og Monges. Hele Byen er i Fryd derover. Alle vil see ham; men han er syg af Reisens Strabadse. Saasnart han kom, gik han til Sengs, og man siger, at han ikke vil lade s. 268sig see endnu i to Dage. Man vaastaaer, at han har medbragt en Fredstractat med Tyrkerne, og at disse vil forlade Coalitionen for at angribe Russerne. Hans Tog i Syrien har han — al Avissnak derom uagtet — udført med Ӕre og Held. Hans egenhændige Rapport derover, sendt med et Skib til Directoiret for en Maaneds Tid siden, er kommen fra Trykken; hvad den er interessant! hvorledes skal jeg faae den sendt til Dig? Armeen er i bedste Tilstand i Ӕgypten. To Gange var Bonaparte personlig i Livsfare paa sit syriske Tog; den ene Gang havde det nær gaaet ham som Pharao, thi i det han passerede over Enden af det røde Hav, kom Floden paa ham — thi der er Ebbe og Flod — og han kom i Vand til Halsen. Det morsomste var, at den Veiviser, han havde derover, prætenderede at nedstamme fra den, som havde saa slet veiledet Pharao.

Fra Italien intet vigtigt. Championnet siges at ville snart udføre en stor Coup til Overitaliens Befrielse.

Du har intet Begreb om, hvad Virkning Republikens brillante Seiere har frembragt her i Paris og i hele Frankrig. Paris ligner ikke det, det var for 3 Uger siden. Her er en Fryd og en Glæde, som er over al Beskrivelse — og for at intet skal fattes, Bonaparte, som hele Frankrig forguder, tilbage i Paris! Gud! hvad er jeg lykkelig, at jeg er her i denne interessante Tid! kan Du misunde Nogen, saa misund mig nu. Det er umueligt ikke at vorde electriseret, naar man seer i en lille Kreds som Paris en Million Mennesker overlade sig til den høieste Transport — jeg kan ikke finde noget dansk Ord — af Glæde og Iubel, og en Iubel, som er forbunden ei blot med den agtværdigste og største Nations Vel, men med hele Menneskehedens. Jeg forsikkrer Dig, at jeg i 14 Dage ingen Ting har kunnet bestille af bare Glæde, saa meget sympathiserer s. 269min Siel med den store Nation. De Scener, som jeg hver Dag møder paa Folkeglæden og National-Selvfølelsen, skal aldrig gaae mig af Glemme. De mindste Ting bære Præget af denne Stemning. Nous sommes Français, hørte jeg En sige, et on voulait déclarer la patrie en danger ! — dépêche toi — hørte jeg en Anden sige til sin unge Ven, der skulde gaae til Armeen — prendre part à la victoire ; de tout mon coeur, svarede denne med en glad Mine, mais j’arriverai trop tard; car avant qve je m’y serai rendu, il n’y aura plus d’ennemis à tuer. Hver anden Dag har Kanonernes Torden forkyndet os nye Seiere, og paa Øieblikket ere Gader og Torve fyldt med Grupper af Mennesker; selv gamle Kiellinger paa Krykker blive saa lette, som vare de kun 20 Aar. Her ere Festins i Byen og paa Landet, og mangen Champagne - Flaske fandt sin Død i al den Hurlumhei. Næste decadi skal der celebreres en Fest i Anledning af Republikens Seiere. Bonapartes Nærværelse vil forherlige den. O Massena, Lecourbe, Brune, Championnet, Sieyes, — jeg spørger Jer, kan en Republik forgaae, hvis Skiold I ere? De som ønskede for en Maaned siden høit Russer og Engellænder til selve Paris, de som turde offentlig slaae Væddemaale, at inden den Dato skulde Kongen være udraabt i Lyon, inden den kronet i Paris — de faa, siger jeg, ere nu saa tause som en Muus; de, som vare tvivlraadige, have nu taget deres Fødelands Partie, og den offentlige Esprit er i dette Øieblik saa god og saa patriotisk, som var det i 1792. Maatte Freden blive det lykkelige Resultat af disse heldige Forandringer! og snart! Den bedste Forstaaelse hersker mellem Republiken og Preussen; med Spanien gaaer det meget heedt til. Med os vedvarer Venskabet, og vore Diplomatikere, som for en Maaned siden neppe turde nævne Republiken uden hviskende, for ikke at have for meget at giøre med en Ting, s. 270der snart skulde faae Ende — Du veed, naar Vognen helder, skyde alle efter — synes nu paa eengang — saa gaaer det i Verden — at være blevne stolte af at repræsentere den danske Nation hos saa brillerende og triumpherende en Magt som den franske.

Jeg havde meget, meget at skrive endnu; men nu tør jeg ikke trætte Dig længere. Thorlacius skal snart være hos Dig med et interessantere Brev. Det er kun provisorisk, at jeg har taget hans partes. Hils, ifald der er Nogen, som spørger efter mig. Bie ikke med at skrive, indtil Du faaer Brev fra Thorlacius; det kan vare en heel Maaned endnu og vel længere. Du maa uden Ophold skrive et Brev til mig; under anden Betingelse vil jeg ikke troe, at Du er tilfreds med, at jeg er for denne Gang gaaet ind i Thorlacius’s Rettigheder som din Correspondent. Vær sund, tilfreds, lykkelig. Hilsen og Venskab.

E. Skr. Jeg kiender din Discretion for nøie, til at jeg skulde behøve at erindre Dig om, at dette Brev er for Dig og for ingen Anden.

Til professor Nyerup.
Paris, 29. Vendémiaire an 8.
(21. Octbr. 1799.)

Høistærede Hr. Professor!

De immer tiltagende Forbindelser, jeg kommer i med franske Lærde, give Anledning til, at jeg ofte vorder anmodet om alle Arter af Oplysninger vort Norden angaaende. Materiernes Forskiellighed paa den ene, min Afstand fra Danmark paa den anden Side volde undertiden, at jeg ikke s. 271saa fuldstændig, som jeg vilde, kan fyldestgiøre Vedkommendes Ønsker. Jeg veed een Vei, paa hvilken jeg kan vorde underrettet og derved sat istand til at underrette andre — denne, at adressere mig til Dem. Men jeg skulde ikke tage mig den Frihed at uleilige Dem med slige Anmodninger, hvis jeg ikke haabede at finde Undskyldning baade i den Redebonhed, hvormed De pleier at tiene alle Videnskabsdyrkere, og i Særdeleshed i det Venskab, hvormed De stedse har beæret mig, og som det er mit kiæreste Ønske engang at knytte fastere. Med alt dette vil jeg endnu ikke være saa ubeskeden, at tage mod den Tieneste, Deres Venskab for mig vilde giøre mig, med mindre De vil love mig, at De vil give mig Leilighed til at vise Dem, hvor villig jeg er til at afbetale paa min Gield.

I denne Forudsætning vover jeg altsaa at udbede mig følgende litterariske Gienstande oplyste:

1. Hvilke ere de ældste danske, norske, svenske Søeretter? af hvilke Konger udgivne? hvor trykte? Hvilke Forandringer have de efterhaanden lidt? Hvilke ere de nyeste danske og svenske Love Søeretten angaaende? Gives der ældre eller nyere Skrifter eller Afhandlinger over de nordiske Søeretter eller enkelte af dem? eller findes der i større Værker enkelte Capitler eller Afsnit denne Gienstand helligede?

2. Hvilke ere de nyeste svenske og danske Skrifter, Fiskerierne i Norden — især Sildfiskerierne — angaaende? Hvilke ere de nyeste svenske og danske Love til Fiskeriernes Organisation, Ophielpning, Udbredelse? Hvilke ere de seneste offentlige Indretninger sigtende til denne Green af Industrie? Hvor finder man Beregninger og Tabeller over disse Fiskeriers Productive, over den Mængde af Mennesker, som de sysselsætte i Danmark, Sverrig, Norge, Island? Gives der nye Skrifter og Afhandlinger om Maaden at s. 272fiske, salte og hvad der hører til den oeconomiske Deel af Fiskeriet? Gives der nye danske eller svenske Skrifter til Fiskenes Naturhistorie, i Særdeleshed til Sildens?

3. Hvilke ere de bedste ældre og nyere Landkorter over Danmark, Norge, Sverrig, Island, saavel almindelige som speciale? hvilke ere de vigtigste Søekorter? Har den seneste Litteratur leveret nogle vigtige Skrifter til Nordens Historie?

4. Er der skrevet noget om Kulminerne paa Færøe og Bornholm? hvad? og hvor?

5. Har den seneste Litteratur frembragt noget over den gamle nordiske Mythologie og Poesie?

6. Gives der paa Bibliothekerne i Kiøbenhavn armeniske Manuscripter, og hvilke?

7. Gives der Skrifter af danske Forfattere, som have beskieftiget sig med historiske Undersøgelser over politisk Forbindelse mellem Frankrig og Danmark i ældre eller nyere Tider?

Jeg undseer mig rigtig ved at giøre saa dristig Brug af Deres gode Venskab; men De er den eneste, jeg kiender, af hvem jeg kan vente mig de Oplysninger, jeg ønsker. Jeg beder, De ikke sætter Dem i for megen Uleilighed og Tidsspilde for min Skyld. Jeg vil være Dem usigelig forbunden, om De blot engang, naar det falder Dem beleiligt, vil skienke mig en Time af det lidet otium, Deres Forretninger tillade Dem, og jeg igientager min Paastand, at De som snarest giver mig Leilighed til at giøre Dem nogen Gientieneste. Naar De engang beærer mig med Deres gode Svar, ville De have den Godhed at adressere det til Rue de la Loi, petite maison d’Espagne Nr. 895, hvor jeg boer.

Hvilke litterariske Nyheder skal jeg melde Dem, som har Magazin Encyclop. og Décade philosophiqve, saa snart de komme ud — og deri kommer jo alting. De har s. 273seet i Magazin Encyclop. — for Messidôr troer jeg — det Udtog, Thorlacius har giort af Deres Biographie over vor udødelige Suhm, lige stor som Lærd og som Statsborger. I næste Hæfte — for Brumaire — vil De finde en Recension af mig over vor Ven Neumanns Primatshistorie. Mit Priisskrift er blevet recenseret i sidste Hæfte. — De skal have min Tak for det Gode, De har sagt om mine Breve i Iris. Dette Slags Forfatterskab vil jeg ellers ikke have mere med at giøre; det spilder for megen Tid, og hvadsomhelst man siger, faaer man i disse factionistiske Tider enten et eller andet Partie paa Halsen.

Parny, Forfatter til la Guerre des dieux anciens et modernes — som jeg har sendt Neumann — er anden Gang faldet igiennem i National-Institutet ved — Cabale. Bonapartes Rapport om sit Tog i Syrien og Aboukirs Tilbageerobring, og General Jourdans om sit Tog i Tydskland sidste Foraar ere her Dagens Lecture. Begge Dele ere yderst interessante. De veed, Bonaparte er kommen tilbage til Paris. Hvor Europas Udseende er forandret paa tre Uger! Disse store Begivenheder ere kun Forbuddet paa større.

Den franske Litteratur er frugtsommelig med et vigtigt philosophisk Værk af Aloy, øverste Lærer ved de Døvstummes Institut, en physisk - chemisk Encyclopedie af Fourcroy, en Conservateur littéraire af François Neufchateau, en interessant Tableau af alle videnskabelige og litterariske Indretninger i Paris af Vasalli, et stort Værk over Sildefiskeriet af Noel, et Værk sur la domesticité af Gregoire og flere, som jeg i dette Øieblik ikke erindrer. Salut et estime.

Engelstoft.

18

Til Geheimeraad Rosencrone.
Paris, 17. Brumaire an 8.
(8. November 1799.)

Deres Høigrevelige Excellence,
Gunstige Velgiører!

Jeg skulde frygte for at kunne vorde regnet blandt de facheux, Mænd af Deres Excellences Stand saa ofte maae plages med, naar jeg nu tager mig den Frihed atter at berøve D. E. nogle Øieblikke, hvis jeg ikke eengang havde af Deres Bevaagenhed den Tilladelse at opvarte Dem skriftlig, ligesom fordum personlig, saa ofte jeg følte Trang — og denne føler jeg ikke sielden — at tilbringe nogle Minuter i D. E.’s Selskab. Og her har D. E. Aarsagen, hvorfor jeg saa ofte uleiliger Dem. Man elsker at nærme sig sine Velyndere saa meget man kan. D. E.’s Overbærenhed har desuden vildet finde noget interessant i mine Breve, i hvor lidet de end maaskee ere det; men den blotte Tanke, at jeg var istand til at kunne meddele Dem noget interessant, er for mig det samme som en Befaling.

Jeg har siden den Tid, jeg sidst havde den Ӕre at skrive D. E. til — under 15. Sept. — giort en lille fiorten Dages Reise til den vestlige Kyst langs ned med Seinen over Rouen. Jeg vilde ønske, jeg kunde ved den blotte Fortælling giøre D. E. deelagtig i noget af den Interesse, som immer vil giøre mig selv Erindringen af den behagelig. Men, da jeg veed, at geographiske, statistiske, oeconomiske, litterariske Breve sædvanlig ikke giøre andet end kiede Læseren, saa ville D. E. tillade mig, at jeg mere opholder mig ved Reisens Bagateller end ved saadanne Gienstande, hvorved man kan see lærd ud i Bøger.

s. 275Jeg bemærker for det Følgendes Skyld, at det var den anden Dag i det nye Aar, jeg satte ud fra Paris, og at mit Passeport var dateret 2. Vendémiaire an 8. Det var endnu Nat, da vi stege i Vognen, og jeg maatte altsaa vente paa Dagen, før jeg kunde ret opdage mit Reiseselskab. Halvsovende erfarede jeg dog af deres politiske Discours, at det bestod for det første af tre stærke Patrioter, hvoraf en havde tient under Bonaparte, den anden været Medlem af den nu salige Jacobinerclub, den tredie — jeg veed ikke hvad. Man var just ifærd med at skille Jorden af med visse Personer, der for en 8 Maaneder siden spilte ligesaa glimrende som nu en mørk Rolle, da den deilige Pontneuilly og Seinens henrykkende Skuespil afbrød Talen og aabnede mine Øine, som bleve ved at fryde sig over denne lykkelige Egn lige til Sct. Germain en Laye, hvis Slot, efter dets Mine at dømme, ikke maa være ganske tilfreds med Republiken — dette har det nok tilfælles med alle cidevant kongelige Slotte. Vi bleve ved at følge Seinen, der slynger sig ned i meget vide Bugter, saa man for at giøre en kortere Vei end den, snart er paa den ene, snart paa den anden Side af den. Det er utroligt, med hvilken Flid Landet er dyrket indtil mindste Plet, og hvilken Mængde af Flekker der ligge, en efter en anden. Jeg fandt Landet her ligesaa stærkt beboet som langs Loiren eller Garonnen, og saa er det meget riigt; man forsikkrede mig, at en Bonde i Almindelighed udbringer en middelmaadig Eiendom til 8 à 10000 Livr. aarlig. Landets Skiønhed og Frugtbarhed har ogsaa tiltrukket Fordomsadelen, hvis Slotte man seer i Mængde. De, som have været kloge nok til ikke at emigrere, leve endnu i rolig Besiddelse af deres Eiendomme, uden forsaavidt de ingen Feudal-Rettigheder mere udøve. Dette hindrer alligevel ikke, at jo mange endnu have 100 à 150000 Livr. Indkomst. Nylig er en cidevant Hertug død s. 276paa sine Godser, efterladende sig et almindeligt Savn for sin Godgiørenhed, en almindelig Agtelse for sin Retskaffenhed og Civisme.

18*

Formedelst det Chouanerie, som paa nogen Tid havde yttret sig i Département de la Seine inférieure, er Politiet i disse Egne meget stræng. Vi saae paa mange Steder de mobile Colonner — D. E. kiender Indretningen af dette Slags Gendarmerie — i Bevægelse 20 à 100 Mand i Trop. Det er en Skole for Landets Borgere og Ungdom at vænne sig til Vaabenbrug og Fødelands-Forsvar, medens de vedligeholde den offentlige Sikkerhed i deres eget Land; jeg saae ofte imellem dem Drenge af 13 til 14 Aar. I alle Smaaflekker, vi kom igiennem, maatte vi forevise vort Passeport, om det saa kun var et Fruentimmer fra næste Bye — og i Paris kan man gaae ud og ind saa meget man vil; ingen Siel spørger, hvo man er, eller hvad Ӕrende man har. Men disse Herrer der, som skal visitere de Reisendes Passer, kan ofte neppe læse Skrift, og jeg har seet nogle tage Papiret forkeert, ligesom Keiseren i Maanen, og sige: c’est excellent; allez. Det hændes derfor ofte, at Reisende, der ikke ere i Rigtighed, spise dem af med et Papir, der slet ikke angaaer deres Reise. Hertil kommer, at de ofte ei kiende de Love, de har at rette sig efter. Det Nyaar an 8 var just først begyndt; paa mit Pas stod 2. Vend. an 8 — ah, c’est tout neuf, c’est excellent; men nogle af mine Medreisende havde nok at døie med dem, fordi deres var af 29. Fructid. an 7, og kunde neppe giøre dem begribeligt, at de vare kun 4 Dage gamle.

Da det er saa længe siden jeg saae noget Spor af Helgene, — der i Frankrig have saa ganske unddraget sig al Publicitet, at man neppe mere erindres om deres Tilværelse, — morede det mig at finde en saadan Personnage præsidere i den hele bispelige Costume for det Auberge, hvor s. 277vi spiste til Middag. Jeg troer, han kaldte sig Sct. Eloh. Jeg har ikke den Ære at kiende Mandens Fortienester, men tvivler ikke paa, han jo ligesom hans Colleger især har havt sin Styrke i at giøre Mirakler. Jeg vil ikke nægte, at jeg fandt det heel uforskammet af hans Hellighed at vise sig saa offentlig midt i Fornuftens Rige, men enfin, siden Dineen var meget god, udsonede jeg mig med ham igien, og hvad mere er, jeg fattede fra samme Time af det christelige Forsæt herefter at være mere tolerant mod Bisper — som holde et godt Bord, og derved i det mindste giendrive dem, der vilde falde paa at slutte af deres Smagløshed i det Aandelige til samme Egenskab i det Physiske.

Mægtige store Bouteiller med Cidre eller Most fortalte os, at vi nu vare i det ci-devant Normandie. Cidre er Normannernes almindelige Drik. Deres Land frembringer ingen Viin, og denne drikker man derfor kun som Desert. Jeg for min Part betakkede mig for deres Most, som jeg fandt intet mindre end behagelig, og saa troer jeg alle vil giøre, der ikke ere vante til at drikke Vinen som blot Desert. Ved ethvert godt Bord fremsættes baade Cidre og Viin; saa kan man vælge, hvad man vil. Fortæringen af Cidre er uhyre; men hele Normandiet er og som en uendelig Have. Alt er beplantet med Frugttræer, imellem hvilke man dyrker Jorden. Æbletræerne hænge betyngede med Frugt ud over Veien; Ingen tager eller stieler, fordi Alle have nok af dem. Det var et skiønt Syn at see hele Sletter overskyggede af Frngttræer og disse bugnende under Mængden af Æbler. Det var at ønske, man vilde efterligne denne Art af Industrie hos os.

Rouen, Cheflieu i Départ, de la Seine inférieure, er mere stor end smuk; den har over 80,000 Indbyggere. Beliggenheden er guddommelig under Bierge ved Seinen, som her har en Bredde, der forener Maiestæt med Yndighed. s. 278I Fredstider er Rouen en af Frankrigs største Handelsstader. Jeg fandt her den samme Giestfrihed, Opmærksomhed og Forekommenhed, som jeg altid.har været vant til at møde paa mine Reiser i Frankrig. Jeg kunde ikke tage mod alle de Indbydelser, jeg fik, uagtet jeg var der i sex Dage. Kiøbmændene undtagne synes man her at være meget republikansksindede. Festen af 1. Vendémiaire var bleven celebreret med stor Høitidelighed, og jeg hørte færre Klager her end andensteds over Tidernes Vanskelighed. Byen er ogsaa riig, og man lever ligesaa høit som i Bordeaux eller andre luxurierende Stæder. Den behageligste Dag, jeg tilbragte der, var hos et Par gamle elskværdige Folk paa et Landgods ikke langt fra Byen paa den anden Side Seinen. Det var en Expræsident i Rouen fra forrige Regime ved Navn Rondeau, en meget riig Mand, der har været saa klog ikke at emigrere. Han og hans Kone, begge respectable Gamle, begge muntre og Godheden selv, have nu snart været i Ægteskab sammen i 50 Aar, og syntes endnu at elske hinanden saa høit som den første Bryllupsdag. Den gode gamle Mand var taget over Seinen for at møde os paa Halvveien, og hans Kone ventede os hiemme med en god Frokost. Herregaarden bar Præget af sine Eieres Gammeldagshed og — mig syntes — ogsaa af hans simple Godhed. Paa Væggene hang Oldefædres og Oldemødres mørke Portræter, det høie Loft hvilede paa vældige Bielker, og et Bord større end Familien præsenterede os Middagsmaden, medens vi opvartedes af en Domcstiqve, der syntes i det mindste at have været 30 Aar i sin nærværende Herres Tieneste. Da En af Selskabet forstod at synge med pantomimiske Gebærder visse Folkeviser i det normauniske Patois, saa forhøiede dette endnu Selskabets simple Munterhed, og for at ogsaa Andre skulde have godt deraf, maatte Huusholdersken og Kokken kaldes ind for at høre derpaa og s. 279leemed os Andre. Vi sagde ikke de gode Gamle Farvel uden med Varme, og jeg var lige glad over at have lært dem at kiende og at see den almindelige Agtelse og Kiærlighed, hvormed de vare omringede.

Fra Rouen har man en lille Dags Reise ned til Havre ved Udløbet af Seinen. Landet bliver ved at ligne sig selv i Frugtbarhed. Dyrkning og Folkemængde. Havre er ret net, men ikke stor. Den ligger paa en Pynt, som Seinen danner med Havet. De Bakker, som omringe den fra Landsiden, ere besaaede med prægtige Lystgaarde, som tilhøre Kiøbmændene, og hvor de nu boe, saalænge Handelen ligger ganske. Seinen er her ikke saa smuk som ved Rouen, thi den ligner mere en Havbugt end en Flod. Havnen har i to Aar været bloqveret af Engellænderne, som ogsaa af og til have kastet nogle Kugler i Byen, dog uden at foretage ordentlig Bombardement. De engelske Skibe løbe endog lige ind i Seinen. Byen er i Beleirings-Tilstand (état de siège), hvilket generer Indbyggerne en Deel. Om Aftenen tør de ikke have løs tændt i de Værelser, som vende ud mod Havnen til af Frygt for at vorde mistænkte, at de give Engellænderne Signal. Det Militære, som ligger i Byen, kan desuden ikke forliges med Søefolkene, og dette giver Anledning til idelige Spektakler. Jeg er bedre tilfreds med Fistene end med Folkene i Havre; de første ere ypperlige i deres Slags, men de sidste ere heel flaue; det er næsten bare Kræmmere. Jeg besaae le phare eller Førtaarnet i Nærheden af Byen. Det bestaaer af 2 Taarne i en kort Afstand. Indretningen af dem er i sit Slags fortrinlig; Lysningen tilveiebringes ved Lamper anbragte under store Sølvplader, der tiene til réverbère, og Rotonden, hvori de ere placerede øverst i Taarnet, bestaaer næsten kun af Speilglas. Fra den Tid af Engellænderne bloqvere s. 280Havnen, tændes Lamperne ikke mere, da det vilde kuns være at gavne Fienderne.

Veiene i Nedre-Seine-Departementet ere just ikke meget sikkre. Vi passerede to Steder, hvor Diligencerne for mindre end en Maaned siden vare blevne plyndrede af en Snees masqerte og velbevæbnede Chouans. Disse Herrer, der prætendere at være honnette Folk, giøre ikke de Reisende nogen Fortræd, men tage blot Republikens Penge, som de sige høre dem til. I deres honnêteté mod de Reisende gaae de undertiden saa vidt, at de byde dem Tobak og præsentere Damerne Hovedvands - Flasker for at styrke sig af Skrækken. Pengene, som de plyndre, slæbe de ind. i Skovene. Sommetider slæbe de Vognene med, men naar de have læsset dem af, føre de dem ud igien paa Landeveien, og sige, man kan reise. For nylig vare de blevne smuk narrede; thi da de kom at plyndre en Diligenæ, som havde med sig 2 Foustager med Penge, den ene med bare Kobber, den anden med bare Sølv, saa toge de feil og løb med Kobberet, men lode Sølvet blive. Policen har Vanskelighed med at faae dem opdagede, da de altid ere masqverte, og man har heller ikke Leilighed til at medgive Diligencerne Escorter, som kunde være steerke nok til at modstaae et Angreb af 20 à 30 velbevæbnede Chouans. Det Middel, Politiet hidtil med meest Held har brugt imod dem, er at kiøbe med Penge og Løfte om Impunitet nogte af dem selv til at forraade hele Banden.

Normannerne ere en smuk Menneskerace. Deres National-Physionomie er kiendelig forskiellig fra de øvrige Franskes; det røber noget étranger, og jeg syntes tydelig at gienkiende Skandinavernes Grundtreek i den robustere Legemsbygning, den langsommere Adfærd, skarpere Ansigtstræk, blaae Øine, lysere Haar. Fruentimmerne ere i Orde for Skiønhed. Normannerne troes at være forsigtige, s. 281ubestemte, kloge, Phlegmatiske. I deres Sprog have de endnu mange Ord tilbage af skandinavisk Oprindelse. Det samme bemærker man i Steders og Menneskers Navne. De have et godt Rygte paa sig for deres Hengivenhed til Republiken. Deres Departement har ene leveret Staten 38,000 Fædrelandsforsvarere, hvoraf neppe 8,000 ere tilbage. De elske Luxus og contrastere i denne Henseende med deres Naboer Bretagnerne, hvis blotte Syn indjager Skræk. Men det er og en anden Folkerace, og som før Revolutionen vare Slaver (serfs), Saasnart en Bretagner havde et Par Skoe paa, fordrede hans seigneur straxen høiere Afgift af ham. Ingen Under, at saadan Behandling kan exhumanisere et Folk.

Jeg har været kort i min Reisehistorie, fordi jeg, uden at bebyrde D. E. med altfor langt et Brev, ogsaa vilde have nogen Plads tilovers for nogle Parisiensia; thi at skrive fra Paris uden at skrive om Paris — saa stor en Synd kan jeg ikke giøre mig skyldig i.

D. E. veed for længe siden, at Bonaparte er kommen her tilbage, efter at have efterladt Ægypten og sin Armee i bedste Stand. Hans Rapport om sin Expedition, der nu er trykt, hører til Dagens Lecture; den er yderst interessant. To Gange var han selv i Livsfare; den ene Gang havde det nær gaaet ham som Pharao. Idet han gik over Enden af den arabiske Havbugt, kom Floden paa ham og gik ham til midt paa Livet, inden han kom i Land. Det var morsomt nok, at den Veiviser, han havde, paastod at nedstamme fra hiin, som var kommen saa slet fra at anføre Pharao. Den Enthousiasme, som modtog Bonaparte, saasnart han satte Fod paa Republikens Grund, er ikke at beskrive. Hele Landet igiennem vare Veiene opfyldte med Mennesker, saa man sommesteds neppe kunde komme frem med Vognene. s. 282I Lyon giorde man inpromptu et Stykke: le retour du héros, somSkuespillerne maatte declamere af Papiret. En Deputation var sendt til Bonaparte for at indbyde ham at være overværende derved, og han giorde det. I Paris tog han sin Boepæl hos sin Moder i en lille Gade, som fra hans sidste Ophold her fører Navn af rue des victoires. Den anden Dag efter havde han Audiencehos Directoiret. Alle Gader i Nærheden af Luxembourg, Gaarden og Værelserne vare fulde af Mennesker. Han gik med Hatten i Haanden og syntes at synke under Vægten af sin egen Storhed, medens vive Bonaparte gienlød over hele Skuepladsen. Han havde ikke andet end en simpel grønagtig Frakke paa med en stor tyrkisk Sabel ved Siden. Siden den Tid stimler Folk efter ham allevegne, hvor han gaaer eller troes at ville komme, og han lever som i en evig Triumph. Man overvælder ham med Indbydelser, Oder og Vers uden Ende. Jeg har seet ham i National - Institutet, hvor han sielden forsømmer at komme. Sidste Gang blev han af Præsidenten udnævnt tilligemed en Anden at giøre Rapport over en Memoire, der var bleven Institutet præsenteret. Han er lav, mager og bleg, og før man kommer ham saa nær, at man standser ved hans spillende Øine og talende Lineamenter, skulde man ikke i en Hast falde paa, at der var noget Overordentligt ved ham. Han taler med Liv og er ikke bange for at opponere, naar han er af en anden Mening. Imidlertid tager han sig hvert Øieblik en Priis Tobak af sin Daase, der ligesaa ofte spadserer i Lommen og ud af den igien. Han synes som Videnskabsmand ikke længere at være General; han kommer ikke i Institutet i Uniform, men i en Frakke med en rund Hat og cheveux à la Titus, saa man før skulde tage ham for alt andet end en Krigsøverste. Han skriver sig og altid: Membre de l’institut et Général en chef, men ikke det s. 283sidste først. National-Institutet tager ellers ogsaa sin Værdighed i Agt; det lader ikke, som hans Nærværelse generer dem det mindste, og Enhver troer sig der ligesaa god som han.

Bonaparte har medbragt mange interessante Efterretninger ligesom og de to Lærde, han har bragt tilbage med sig, Berthollet og Monge. For nærværende Tid undersøger et Corps af Naturhistorikere, Mathematikere og Antiqvarer Overægypten. Det synes som Krigsguden og Muserne nu have forglemt deres gamle Had og række hinanden Haanden — men Bonaparte er heller ingen Suvarov. Bonaparte har ogsaa medbragt en heel Deel Planer til Canaler og andre Indretninger i Ægypten. Den, som skulde forene den arabiske Bugt med Middelhavet, er ikke vanskelig at realisere, og hvis Frankrig beholder Ægypten ved Freden, vil Handelen derover blive en af Kilderne til Moderlandets Rigdomme. — Det, som Araberne meest have forundret sig over hos deres nye Herrer, er deres Konst at seile i Luften og — at de spise og drikke paa eengang. I Cairo var Bonaparte buden til en Diné hos en Scheik. Under Samtalen sagde Bonaparte, at i gamle Dage havde dog Araberne giort noget for Videnskaberne, men at de nu vare sunkne ned i en dyb Vankundighed. Man svarede ham, han havde Uret; thi de havde Coranen, og i den stod al guddommelig og menneskelig Viisdom. Bonaparte spurgte, om da Coranen og lærte at støbe Kanoner. De. svarede alle eenstemmig: ja.

Bonapartes Tilbagekomst tilligemed de Franskes brillante Seiere hargivet Paris et Liv, som det ikke har havt, siden jeg har kiendt det. Det gaaer i denne Tid ret løs paa Maaltider, Skaaler, Veddemaale, Sange, nye Stykker etc. Adskillige Smaapiecer ere blevne opførte ene i Anledning af Bonapartes Tilbagekomst; paa andre Theatre har hele s. 284Orchestret itonet en republikansk Hymne, saasnart man har opdaget, at Bonaparte var paa Stedet, Neppe begynder et Stykke at aabnes med Krigerens Afskeed, før hele Parterret overdøver Musiken med Klappen, hvilket det ellers ikke pleier at giøre. Selv paa Torvene synge Markskrigerne nu ikke om andet end Bonaparte, Brune og Massena, medens Soldater, Æblekiellinger og alskens Pøbel tilnikke hinanden deres Fornøielse derover. Det er bogstavelig sandt, at Folkerepræsentanten Baudin døde af Glæde over Bonapartes Tilbagekomst, som han fik at vide om Aftenen hos Sieyes. Baudin ilede hiem til sin Kone, talede vildt om Bonaparte, og — om Morgenen var han ikke mere. Han efterlod en almindelig Agtelse og en Plads ledig i National-Institutet. Directøren Gohier er blandt dem, som man har proponeret, men det er ikke sagt, at han bliver valgt, fordi han er Director.

Theater-Litteraturen i Paris er blandt andet nylig bleven forøget med et Mesterstykke af den ulykkelige Fabre d'Eglantine, en Comoedie i fem Acter, kaldet les précepteurs. Hensigten af det er at fremstille en Contrast imellem en god og en slet Børneopdragelse. To forskiellige Præceptører opdrage hver sin Eleve efter deres forskiellige Grundsætninger, og Elevernes Udvikling og Conduite contrastere ligesaameget som de Principer, hvorefter de opdrages. Men denne hele riigholdige Idee er paa eengang udført med saa megen Philosophie, saa megen Verdenskundskab, saa megen Interesse og med alt dette, saa megen Simpelhed, at man ikke har Møie med at gienkiende Forfatteren til Philin$$e de Molière og l'intrigue épistolaire. Det er et Stykke, jeg vilde ønske baade som æsthetisk og moralsk Product en god Oversætter paa Dansk; og det vilde være en Fornærmelse mod vort danske Publicum, om jeg vilde tvivle noget Øieblik paa, at det jo paa vort Theater vilde giøre samme s. 285Lykke som her, hvis det ellers kunde slippe igiennem Presselovens Skiærsild. Man siger, at da den ulykkelige Forfatter gik sin Død imøde som Tyranniets Offer, havde han dette Stykke i Lommen, og at Tanken om det Bifald, han efter sin Død vilde indhøste derfor, opklarede hans sidste Øieblikke. Det var og al den Rigdom han efterlod sin Kone og Børn, til hvis Fordeel Stykket nu vorder trykt paa Republikens Bekostning. Regieringen lader det desuden uddele i alle Departementer, og har befalet, at det skal spilles over hele Republiken hvert Aar paa Ungdommens Fest. — Mindre er jeg tilfreds med et nyt Stykke Eteocles og Polynices, der egentlig kun er en Omarbeidelse og Bessermachen af Racines les frères ennemis. Det er blevet optaget med stor Bifald og rost i alle Recensioner; men alt dette kan ikke hindre mig i at finde det afskyeligt, at Eteocles, halvdræbt af sin Broder Polynices i Tvekamp, samler sine sidste Kræfter og dræber lumskelig sin Broder, der har kastet sig som en Fortvivlet i hans Arme for at erholde hans sidste Tilgivelse; lumsk Brodermord og blodig Hevn ere altsaa den skiønne Handling, der — og det lige for Tilskuernes Øine — ender det hele Skuespil, og Gysen over unaturlige Misgierninger er den Følelse, Tilskueren tager hiem med sig! Der fattes ikke andet, end at man ogsaa skulde foretage Guillotinader paa Theatret. O beate Horati, ora pro nobis. Man venter med stor Længsel paa Armide, hvortil man er ifærd med at giøre Decorationer, der skal overgaae Alt, hvad som hidtil er seet. Jeg troer man har arbeidet paa dem et halvt Aar. Det er for Théâtre de la République et des arts. Det er ikke at formode, at det bliver mueligt at faae nogen Plads de første 5 à 6 Gange.

IDépart, du haute Loire (forhen Auvergne) har Central-Administrationen og Central-Skolen celebreret en s. 286Mindefest til Digteren Racines Ære, som døde 1699. De Hvelvinger — nefandum dictu — som for faa Aar siden vare Vidner til saa mange fromme Sieles Andagt og Bønner til den hellige Guignolet, gienløde nu af Æressange til en profan Digter og, hvad værre er, maaskee en Kiætter. O tempora! omores !

Den Samling af Malerier, som jeg talte om i mit sidste Brev, blev siden forøget med et Mesterstykke, som unægtelig var blevet proclameret ved Festen af 1. Vendém., hvis det ei var kommet for sildig. Det er Marcus Sextus af den unge Guerin. Marcus Sextus, efter at have undgaaet Sullæ Forfølgelse, finder ved sin Tilbagekomst sin Datter i Graad ved hans Kones Liig. Jeg vil ikke opholde D. E. med at analysere dette Værks Skiønheder, men kun fortælle, at National - Institutet hædrede Guerin, som kun er 25 Aar, med en Krands, og at han Dagen efter blev buden til Bords hos Directoiret, der veed, at en Stats Glands ene beroer paa den Opmærksomhed, man skiænker Talenter, Kundskaber og Fortienester. Den unge Guerin skal i Følge hans Alder til Armeerne; men skiønt det vel hedder, at tous les citoyens sont égaux devant la loi, saa finder man dog nok paa en Maade at giemme ham for sin Konst uden ligefrem at overtræde Lovens Ord. Hans tilkommende Mesterstykker reclamere deres Fødsel.

Festerne i Tivoli endte sig denne Sommer med en Ascension og Nedstigelse med Parachute af la citoyenne Labrosse, en Eleve af Vovehalsen Garnerin. Jeg troer hun er først den anden Person i Verden, der har giort denne Prøve; thi jeg veed ikke, at hidtil nogen Anden end Garnerin var gaaet ned med Parachuten. Skipperinden ledsagedes til Ballonen af Astronomen Lalande, som først giorde en Promenade om med hende for Tilskuerne. Garnerin forberedede selv alt, hvad der hørte til Luftfarten. s. 287Endelig steeg hun ind i den Stol, som hænger under Parachuten, man løste Tougene, og Ballonen løstede sig fra Jorden. Borgerinden reiste sig op i Stolen, giorde en Compliment for Kredsen af Tilskuerne, som besvarede den med Klap, og idet hun sagde med heltemæssig Contenance: Adieu tout le monde, svævede hun ud over vore Hoveder, og tog Veien — immer stigende i Veiret — ud til Montmartre efter. Det er et af de skiønneste Skuespil, jeg har seet. I en Høide af tre, fire Hectometre skar hun Touget over, som bandt Parachuten til Ballonen, og steeg, idet Parachuten udbredte sig som en stor Parasol, langsomt ned, medens Ballonen nu overladt til sig selv blev ved at fortsætte sin Reise, Gud veed hvor langt. Labrosse kom lykkelig til vor Jord igien, det undtagen, at hun støbte lige an paa Toppen af et Træe, hvis Grene forrev hende lidt i Ansigtet og paa Armene. Hun kom i Triumph tilbage i Byen. Blanchard er ikke lidt misundelig over Garnerins succès med Nedstigelsen i Parachute, som han hidtil ikke har turdet give sig af med.

En mindre heldig Luftreise giorde for nylig en Citoyen, der vilde prøve paa at flyve med Vinger. En 100 Fod høi Colonne var reist op, og derfra skulde han elancere sig i Luften med sine Vinger. Alt stod han paa Toppen liig en Mercur, der skal bringe Budskab til Himlen. For en Feils Skyld havde man dog ved Vagt sørget for, at Tilskuerne ikke kom Foden af Colonnen for nær; og dette var meget viselig giort, thi neppe begyndte han sin Flugt før han faldt som en Kampsteenlige nedmed sitheleVingeskab og takkede Gud til, athan slapmed atfaaeNæsenslaaet flad. Tilskuerne havdeda i detmindstedetteSpektakel for deres tre Francs. Imidlertid har han ikke tabt Modet, thi han forkynder i Aviserne, at han vil exercere sig med Flid i Vinter, perfectionnere sine Vingers Indretning s. 288og da til Foraaret lade Folk see, hvad han kan giøre.Forleden Dag var han i den botaniske Have ogerkyndigede sig om, hvilke Træesorter der ere de letteste, for at han derafkan lade sine Vinger giøre. Efter hans Snak at dømme, maa man troe, han ikke er ret klog; men jeg kan troe — i disse Tider er Enhver lidt gal paa sin Viis.

Man taler om store Planer til Opdragelses - Væsenets og Videnskabernes Tarv, som skal iværksættes, naar Freden kommer istand. Blandt andet siger man, at der skal oprettes particulære Konstskoler over hele Republiken, og at det er Negieringens Hensigt at kalde de berømteste Lærde fra alle Verdens Dele til Paris, give dem anseelige Pensioner og give dem alle muelige Midler i Hænder til at arbeide eneog medsamlede Kræfterpaade menneskeligeKundskabers Udvidelse. En skiøn, eller rettere en stolt Idee, værdig en Nation, der er bestemt til at være Verdens Sol, og som er mægtig nok til at realisere denne Bestemmelse.

Den berømte Dolomien, en af Europas første Mineraloger, forhen Maltheser-Ridder, er paa Tilbagereisen fra Ægypten falden i Neapolitanernes Hænder. Skiønt han er blot Lærd, er han dog bleven kastet i et Cachot, hans forrige Colleger Maltheser - Ridderne fordre hans Liv og Keiseren afRusland— paa Russisk —hansNæse ogØrer. Hanhar faaet Leilighed tilat skildreNational-Institntet sin Situation, og Directoiret har ladet Kongen af Neapel sige, at hans Gesandt, som sidder her i Templet, skal være Borgen for Dolomiens Liv. National-Institutet har tillige skrevet til Videnskabernes Selskab i London for at bevirke den engelske Regierings Intercession. Men det er at frygtefor, ati disse Tider,hvordennedtraadteFolkeret ikke engang har Magt til at beskytte Personer, hvis Inviolabilitet de meest raae Tider og de meest barbariske Folk have respecteret, en Dolomien er for længe siden bleven s. 289et Offer for Italienernes Hevngierrighed. Imidlertid har det franske Directoire ved sine Agenter ladet dette — ligesom Nappertandys Udlevering — denoncere for alle venskabelige og neutrale Magter.

De 4 Heste af Bronze, som ere førte herhid fra Venedig, have nu faaet deres Bestemmelse; de skal spændes for en prægtig Triumphvogn, der under Navn af Triomphe de la Républiqve skal oprettes paa place des victoires nationales og især være helliget Mindet af de sidste Seiervindinger.

En Bisp her i Paris, som kalder sig Roher, er bleven benonceret af Politiet for en Præken, han nylig har holdt, hvori han skal have sagt: „Der er nu, mine Brødre, hverken Religion eller Troe mere; Alteret og Alterets Tienere trædes under Fødder af de Vanhellige; men — Gud skal aabenbare sin Hevn, og den Tid skal snart komme, da man skal give Gud det Guds er, og Keiseren hvad Keiserens er; thi er det ikke det, som den hellige Paulus skriver i sin Epistel etc." — Af alle Fiender, Republiken har at stride med, er Fanatismen den værste.

I Forgaars blev der givet en stor dinè i Temple des Victoires — cidevant Sct. Sulpice— for Bonaparte; den bestod af over 700 Couverts. Directoiret, de fleste Medlemmer af det lovgivende Corps, en heel Deel Officerer og andre indbudne Borgere toge Deel deri. Templet var decoreret med Tapetserier og Faner tagne fra Fiender paa alle Kanter. Blandt de Skaaler, som bleve drukne, proponerede Præsidenten i Directoiret: à la paix. Den polske Kocziusco var der og.

Bonapartes Rapport over Toget i Ægypten og Syrien og Jourdans over Donau-Armeens Operationer sidste Foraar ere nu Dagens Læsning. Den sidste er paa en vis Maade interessantere end den første, fordi Handlingens s. 290Skueplads er os nærmere, og fordi den kaster saa megen lys paa det prairialiserte Directoires utrolige Forræderier. Man morer sig ved at læse et lille satirisk Skrift, kaldet la fin dudix - huitième siècle.Det tager enheel DeelBerømte Mænd Haardt med, baade Statsmænd og Lærde. Blandt de sidste faaer især Lalande sin Portion baade for hans Atheisme og for hans Pedanterie. At der blandt andet staaer om ham, at han overstrøer inden- og udenlandske Journaler med sin egen Roes og med Stierner, som han troer at see, gav Anledning til, at man forleden Aften brød ud i lydelig Latter i National-Institutet, da han begyndte atoplæse en Memoireovernogle nyeStierner,han vildehave opdaget — ogsomnok Ingen kan seeuden ham.

19

Nogle 1000 russiske Fanger ere passerede her igiennem Byen forat føres til det IndreafFrankrig.Parisernehave derved faaet noget Nyt at løbe efter, et nyt parti de plaisir. Jeg har seet et Depot af dem nogle Lieues fra Paris. De see mere raae og miserable end frygtelige ud. De ere ussel klædte; de fleste have hverken Hatte eller Skoe; der ere næsten ingen smukke Folk imellem dem, og de see meget mal-adroits ud. De Behandles med største Menneskelighed, og om de franske Soldater, som Bevogte dem, skielde dem ud for barbares du Nord, assassins, égorgeurs, vils esclaves, saa have de dog den Trøst, at de intet forstaae deraf. Paris, Revolutions-Pladsen med Frihedsstatuen etc. giorde intet kiendeligt Indtryk paa dem, da de marscherede igiennem Byen. Officererne, for det meste meget unge — ere Folk af Levemaade og tale i Almindelighed godt Franst, og den større Frihed, de nyde, giør dem deres Fangenskab til den bedste Deel af deres Campagne, og de vil neppe reise bort med Had til Republiken.

s. 291I Gaar reiste Ritmester Friboe med sin Kone herfra for at gaae til Kiøbenhavn. Han har nu fuldendt sin Reise i Tydskland, Italien, Frankrig og Engelland. 10 Maaneders Reise i Engelland kostede ham 18,000 Rdl., men han har kiøbt mange kostbare og prægtige Ting derovre, deriblandt en Eqvipage, som maaskee er den brillanteste, der hidtil er seet i Kiøbenhavn, og tillige — paa nogle smaae Tingnær, derikke længere passe sigtil vore Tider —yderst smagfuld. Ogsaa her har han været Artisterne velkommen. Blandt andet fører han herfra et Uhr, som har kostetham 4000Livr. Vi vare ret veltilfreds med hamher;thi hansBoepæl var bestandigsom Landsmandskabets Club.

Jo længere jeg er i Paris, desto mere elsker jeg det; jo mere jeg lærer Alt at kiende, desto uudtømmeligere Kilde af Interesse tilbyder det mig fra alle Synspunkter. Mine Bekiendtskaber forøge sig daglig, og den Høflighed, jeg møder overalt, den Fordomsfrihed, Blidhed, Prætentionsløshed eg Meddelelighed, der charaeteriserer de mere cultiverte Classer af det franske Folk, vil kuns efterlade alt for stor Længsel i min Siel, naar jeg skal forlade Paris. Derfor giør jeg og mit Ophold der saa langt, som jeg kan, og skulde jeg end realisere mit Ønske at giøre en Tour til Engelland til Foraaret — eller, om Omstændighederne forbyde det, til Schwei$$* — saa maa jeg dog for en kort Tid igien tilbage til Paris.

Jeg satte mig for, jeg vilde være kort; og dog seer jeg, jeg er bleven vidtløftig. Kuns maa Deres Excellence endnu tillade mig at gientage min første Bøn: Tilgivelse for den Frihed, jeg giver mig, saa ofte at uleilige D. E. med mine Breve. Jeg har angivet Dem min Bevæggrund — jeg haaber, at den vil være mig Undskyldning nok hos Deres Excellences Godhed. Og endnu en Bøn: at De s. 292ville i de varmeste Udtryk tolke Deres ædle Kone og elskværdige Svigermoder de Følelser af Erkiendtlighed og Ærbødighed, hvormed mit Hierte stedse er opfyldt, og anbefale mig i Begges fortsatte Bevaagenhed, hvorved jeg altid vil — som jeg bør — ansee mig fortrinlig hædret. Og hvis jeg nu ogsaa tør smigre mig med det Haab at blive i Besiddelse af Deres Excellenæs egen høie Bevaagenhed, kan Ingen føle sig lykkeligere end

19*

Deres Høigrevelige Excellences underdanige Tiener
Engelstoft.

Geheimeraad Dreyer hilser meget.

Til professor Nyerup.
Paris, 25. Ventose an 8.
(16. Marts 1800.)

Høistærede Ven!

Et Brev, som Deres Ærede, der foruden de Efterretninger, jeg havde taget mig den Frihed at forlange, indeholder saa mange Udtryk af Venskab, havde nok fortient et hastigere Svar. De maae ikke tiltroe mit Hierte nogen Deel i denne Opsættelse; Skylden ligger alene i en Mængde tidsspildende Correspondencer, jeg i de sidste Tider har havt, og som har giort mig det umueligt at opfylde de Pligter, der vare mig meest kiære.

Jeg er Dem uendelig forbunden for den Uleilighed, De har havt med mine Spørgsmaale, og for de Oplysninger, De har meddeelt mig. Jeg har allerede giort nogle Lærde glade med dem. Det var mig kiært, at De havde forstaaet mig rigtig. Jeg var bange for, at De havde s. 293troet, jeg ønskede andet end blot litterariske Noticer; i saa Fald havde min Uforskammenhed været nden Grændser. Nu har vi da, Gud skee Lov, faaet Thaarups Statistik til National-Bibliotheket, og til den har jeg en Tilflugt, saasnart Nogen forlanger af mig saadanne Efterretninger, som jeg ei veed at give selv.

Det synes, at Udsigterne for vor Litteratur ere heel sørgelige. Som jeg hører, skal den næsten reent og barvære i Standsning, og andet er heller ikke mueligt. Et og andetvidenskabeligt Værk vil maaskee træde frem paa vor Litteraturs Ørken som en eensom Øe i det vilde Hav, og jeg holder da for, at en slig Forfatter fortiener dobbelt Tak, at han selv under saa ugunstige Omstændigheder vil indflette en Rofe i den visnende Krands. Saadan en Fortieneste har De, som i denne Tid beriger vor Litteratur med et interessant Værk.

Da den nordiske Historie er mit Yndlings - Studium, saa kan De troe, at det første jeg saae efter i de italienske Manuscripter var, om der fandtes noget til dens Oplysning. Det eneste, jeg fandt, var under Bibl. Palatin. Nr. 1914 to Documenter, hvoraf det ene indeholder den Fuldmagt, Frederik I. gav Knud Gyldenstierne, Niels Løcke og Reinh. Hedensdorf, da de droge med Flaaden til Norge for at frarive det Christian II.; det andetindeholder den bekiendte Tractat med Christian II. af 1. Juli 1532 og Leidebrevet, som blev ham givet. Begge Dele ere paa Latin. Tractaten og Leidebrevet staaer in extenso hos Arild Hvitfeld, saa derved er slet intet Nyt kommet for Dagen, undtagen at man her har dem paa Latin — som nok er Original — istedenfor hos Hvitfeld paa Dansk. Hvad Fuldmagten angaaer, da omtales den rigtig nok hos Hvitfeld og Holberg, men staaer ikke aftrykt hos nogen af dem. Ligesaa lidet finder jeg den i Grams Noter til s. 294Meursius; deraf slutter jeg, at den endnu maaskee ikke er trykt. Jeg har taget Afskrift af dem begge og skulde giøre mig en Fornøielse af at sende Dem en Copie, dersom jeg ikke vidste, at Thorlacius allerede for et Aar siden har sendt en Copie af begge Dele til Prof. Baden, der sandsynlig har indrykket det i Universitets-Journalen.

Andre ubekiendte Ting til den nordiske Historie har jeg ikke fundet. Jeg har støvet efter de Afhandlinger om den gamle danste Ret, som Mollerus og Kofod Ancher omtale (nemlig af Velleius, Resenius, Galthius, Sperlingius og Busseus) og som hidtil ikke have været at finde. Endnu har jeg ingen af dem opdaget. Man har paa National-Bibliotheket en Mængde gamle danske og svenske Disputatser, men de ere ikke indførte i noget Catalog, og man veed ikke, hvad der er. Jeg har faaet Løvte om Tilladelse at rage dem igiennem, som jeg og skal giøre, inden jeg reiser herfra. Fremdeles har jeg for nylig opdaget paa et gammelt Bibliothek paa hôtel de justiceblandt en Mængde Pakker af Manuscripter, som ligge hulter til bulter, en, hvorpaa der stod: pièces til den danske, svenske og hollandske Historie. Det er noget af det første, jeg giør, at jeg gaaer hen og seer dem igiennem, hvortil jeg har faaet Tilladelse. Finder jeg noget, der er ubekiendt og fortiener at publiceres, skal jeg tage Copie deraf og give Dem Efterretning derom. For Resten er det meget mueligt, at der kan stikke noget i det uhyre Magazin af Manuscripter, der ligger paa National-Bibliotheket, og hvoraf man kun har Catalog paa den mindste Deel; men hvo gider spildt den kostbare Tid paa at lede derefter? Er der noget, kommer det vel engang for Dagen, naar man faaer et fuldstændigt Catalog færdig.

De har forlangt af mig en authentisk Efterretning om M. C. B(ruun). Her har De den saa fuldstændig, som jeg kan. s. 295Jeg maa først anmærfe Dem, at skiønt jeg kiender ham fra Kiøbenhavn, seer jeg ham dog kun sielden og tilfældig. Forsigtighed byder mig og alle dem, der vil slippe uden Skibbrud giennem disse Tiders Skiær og Klipper, at holde os fra Omgang med ham; Calomnien er saa ikke ørkesløs alligevel, uden at man behøver at give den Anledningen lige i Hænderne. Jeg maa og sige til B.'s Roes, at han har den Delieatesse ikke at komme til os, for ikke at compromittere os.

Han kom her ifior Sommer fra Leipziger - Messe med en Boghandler fra Paris, som fører Navn af Treutel & Wurz. Samme Huus holder og et Comptoir i Strasborg. Hans første Hensigt var at lægge sig efter Boghandelen; men da der intet var at lære for ham hos denne Treutel, blev han isteden for Medhjelper ved Boghandelen Informator for Treutels Søn paa Vilkaar, at han skulde have Logis og alting frit i Huset, men ingen anden Gage. Saaledes lever han nu. Men da han dog ei ganske kan hielpe sig uden Penge, giver han i Byen Underviisning i Tydsk, ogfaa i Historie, Geographie, Geometrie etc. Thorlacius har skaffet ham — og det kan dog vel ingen Forbrydelse være — to Conditioner i Tydsk, hvor han faaer 4 Mark dansk for Timen. Med det han saaledes tiener uden om, kan han ret godt komme igiennem, siden han har Kost og Logis frit hos Treutel, for hvis Søn han i det Høieste læser et Par Timer om Dagen.

Da han lever meget rolig her, saa er der ingen, som giør ham nogen Uleilighed. Maaskee nyder han endog et Slags Beskyttelse. Han begik en Overilelse for et halv Aars Tid siden, da han i en Avis lod indrykke noget under Titel: notice, patriotiqve sur Dannemarc. Hans Navn staaer ikke under det, men der er al Sandsynlighed til, at det er af ham. Dreyer eller Manthey meldte strax s. 296dettetil vor Regiering, og man talte om hans Udlevering. Om hans Udlevering virkelig blev forlangt eller ikke, skal jeg ei sige; nok er det, at intet Ondt vederfores ham. Engang, jeg spiste hos Dreyer, sagde denne, at han kunde faae ham udleveret, naar han vilde, men at han ikke vilde giøre ham ulykkelig, med mindre han nok engang giorde sig udtilbeens. Manthey derimod har sagt mig, at man i Kiøbenhavn blot havde foragtet Hans noticepatriotiqve, og at der slet ingen Demarcher vare skete for at faae ham afstraffet. Til samme Tid beskyldte man ham for — saa har man fortalt mig — at han skulde have indleveret til Sieyes et Forslag om at revolutionere Danmark. Det kan jeg aldrig troe, er sandt, saa meget mere, som han adskillige Gange har yttret for os det Ønske og selv det Haab at blive forligt med den danske Regiering igien; men dette maatte netop være Veien til at udelukke sig selv for evig. Jeg har raadet ham, saa oste jeg har seet ham, for alting intet at skrive imod Regieringen eller noget, som kunde være den fornærmeligt, da han derved kun skader sig selv. Jeg har og raadet ham fra at give noget ud, han fortalte mig at have skrevet i Patristiken som et Bidrag til at kiende de hellige Kirkefædre lidt i deres sande Gestalt. Om han endog kunde faae det som simple historiske Ting trykt (hvilket dog er et Spørgsmaal), saa var det dog altid et Angreb paa Orthodoxien, som er — det Alle veed — langt mægtigere end al Philosophie og Historie. Desuden den almindelige Mand har slet intet Bekiendtskab til de Herrer Tertullian, Cyprian etc., og det kan altsaa være den ligegyldigt, om der ikke skulde være andet end bare Nonsens i de samtlige Helligheder. Jeg har og sagt ham, at det var bedre, han anvendte sin Tid paa at studere en Videnskab tilbunds, for maaskee derved at komme frem enten i Frankrig eller andensteds. Han har ellers sagt mig s. 297engang, at han havde i Sinde, naar Freden kom istand, at gaae til de franske vestindiske Øer og see at komme ind i Handelen. Maaskee var det og den bedste Vei for ham.

Vær forsikkret om min sande Høiagtelse og mit levende Ønske at befæste det Baand, som fælles Studia og giensidig Venskab allerede har knyttet imellem os. Salut très- cordial.

Engelstoft.

Til professor Nyernp.
Wien, den 30. Mai 1804.

Kiære Nyerup!

Som Hiorten tørster efter Vandkilden, saa tørstede min Siel efter Breve fra Kiøbenhavn. Tak Alle og Enhver, som hialp til at slukke den, og det ikke med gemeen Lædskelse, men ret med en ambrosisk Drik. Alle Brevene fik jeg her. Nu fordeler jeg igien mine smaae Bække paa mine gode Venner, men jeg vil sige iforveien, at Enhver maa tage til Takke med lidt, thi alle Øieblikke ere kostbare paa denne Reise. — De vil nok undre Dem over, at jeg ikke talte med Adelung i Dresden; jeg fik i egentlig Forstand ikke Tid dertil for saa meget og saa mange andre. Med hans Reputation begynder det at hælde her i Tydskland, og nu har Boss's Recension i Jenaer Allg. lit. Zeit. reent kastet ham til Jorden. Man har bebreidet, Nogle sige overbeviist ham, at han tager fin meisniske Dialect til Regel for det ægte Tydste. Desuden skal han have prostitueret sig ved at forfølge det tydske Sprog ind i andre Sprog, som han ikke forstaaer, og hvorom han ikke engang har raadført sig med kyndige Folk, som han havde kunnet s. 299finde nok af. Saaledes er det gaaet ham med de slaviske Sprog. Vi veed, at det ikke er gaaet ham bedre med de skandinaviske. — I Leipzig sluttede jeg saadanne præliminære Accordter med Boghandlere for det kongelige Bibliothek, hvorved dette absolut maa vinde 25 à 30 pCt. Jeg haaber, at Moldenhawer har faaet mit Brev desangaaende, og saa giør han nu vel selv videre Anstalter. Boghandlerne i Kiøbenhavn vil ikke seemildt dertil. Slige skulde De ogsaa slutte for Universitetsbibliotheket. — I Bøhmen har jeg ret havt en rug litterarisk Høst, og gierne havde jeg blevet der en heel Maaned. De Lærde i Prag ere ret interessante og gode Folk, ligesom den hele bøhmiske Nation anstod mig fortrinlig, og sandt at sige troer jeg, der er noget radicalt godt hos alle de slaviske Folk, saa at, om de fik Tilladelse at hæve sig til borgerlig Frihed, Cultur og Oplysning, vilde de tage Rangen over alle Folk i Europa, undtagen maaskee Danske, Norske og Svenske (cæt. parib.). De kan ikke troe, hvor det slaviske Sprog er doux, uagtet dets mange Consonanter, men som udtales saa sødt, at jeg hellere hører en Slave bande end en Tydsker velsigne. En fransk Dame forsikkrede mig i Bøhmen, at hun intet saa sødt Sprog kiendte som det bøhmiske, næst efter det franske; og at hun intet haardere kiendte end det tydske. Dette douce Sprog er et Aftryk af Nationalcharacteren, der i det Hele er saa god, at man hører langt færre Forbrydelser i Bøhmen, Polen og Rusland tilsammen, end i det forfinede Italien i lige Tid. — Jeg har og giort en interessant Acqvisition af Smaaskrifter, tydske, latinske og bøhmiske, i Prag, hvilke det kongelige Bibliothek maatte ønske at kunne faae. Men da det slet ingen Erstatning har givet mig (ikke engang i Dubletter) for dem, jeg sendte fra Frankrig, og jeg med apodictisk Vished kan udregne, at det heller ikke har isinde at vise mig mindste Erkiendtlighed for al den Umage, jeg paa denne s. 300Reise anvender for dets Bedste, saa skal det heller ikke smøre sig, som man siger i det plebeiiske Sprog. — Fra Dresden sendte jeg en Pakke til Dem med agende Post. Jeg haaber, De har faaet den. Den var da egentlig til mig selv. — Hvad De fortæller mig om Schov, forundrer jeg mig slet ikke over; man veed jo, at Ravnen er sort. Men at De vil være hans Collega ved Lexiconnet, kan jeg kun begribe for saa vidt, at De af Patriotisme vil sætte Dem selv til et Bolværk mod hans Herskesyge. Hvad det skand. Litt. Selskab angaaer, saa er det alene Medlemmernes Ligegyldigheds Skyld, om det gaaer under. Kan Selskabet ikke selv tage Forlaget? Eller gaaer det maaskee med Selskabet ligesom med de smaae Børn, der ere kiede af det idag, som de igaar vare forhippede paa. Jeg voterer: Selskabets eget Forlag under Prof. Nyerups Redaction. — Jeg recommenderer min Kuffert, ifald den endnu ikke er afsendt. Deres Pakke ligger i god Behold og naaer nu snart sin Bestemmelse. Sonnenleitver er nu Theaterdirectør med 4000 Gylden; han har og en Konsthandling. Vi spise hos ham overmorgen. Deres hele Familie leve vel og De med. Deres

Engelstoft.

Skriv straxtil Rom, at jeg kan faae Deres Brev inden 15. Juli. Adresseer det til Zoega.

Til professor Nyerup.
Livorno, den 21. Juli 1804.

Kiære Nyerup! Jeg kan hverken rose Dem eller mine andre høiærværdige, velbyrdige og høilærde Correspondentere, som lade mig være 14 Dage i Rom uden enten at forefinde s. 301eller faae Brev fra Nogen af dem. Nogle komme der vel fagtens bag efter, hvilke jeg da har giort Anstalt til at sende efter mig til Paris, hvor jeg tænker, at vi skal være inden Slutningen af August. Jeg vil haabe, at De har faaet mit Brev fra Wien og længere iforveien Pakken fra Dresden. En Hilsen har jeg for 14 Dage siden sendt Dem igiennem Secretær Schouboe, hvilken De nu er saa god igien at bringe ham fra mig. Før jeg gaaer videre, vil jeg skynde mig at sende Dem en længe forglemt Commission fra Dr. Eck i Leipzig, at De nemlig vilde giøre ham den Tieneste at indrykke i lærde Efterretninger, at han udgiver et Qvartalskrift, kaldet nordische Blätter, som alene angaaer Norden (Rusland iberegnet), og at han fremdeles fortsætter samme Journal, hvoraf ere udkomne 3 Hæfter. Fremdeles beder jeg Dem at sige til Secretær Schouboe, at han vil rette det Sted i mit Program, hvor det heder i en Note om Riegels (det er der. hvor der tales om den danske Flaades Stilling ved Kiøbenhavns Toldbod): „R. taler .... paa en meget uvidende Maade om Hole de Ref og Skibsskandser" til: „R. taler .... paa en for ham selv og Andre lige uforstaaelig Maade om Hole de Ref og Skibsskandser", fordi det første maaskee kunde ansees for haardt, omendskiønt det er sandt; og Dem beder jeg ved Correcturen at have Omsorg for, at det sættes rigtig, ligesom De og er saa god at see til, at der i en Note tængere hen istedet for de Ord: „de ere formodentlig gaaede samme Vei som etc." kommer til at staae: „de har formodentlig havt samme Skiæbne som etc.", efter det jeg skrev til Secretær Schouboe i mit sidste Brev. Jeg haaber, at De har ikke glemt at besørge Visen til den 21. Juli efter Løfte. Jeg veed ikke, om jeg før min Afreise bad Dem kiøbe mig to Favne Brænde til Vinteren. Den ene Favn kunde skiæres to Gange over, men det er bedre, at den anden kun skiæres een Gang.

s. 302Alle dem, som spørge efter, naar jeg kommer hiem, kan De frit sige, at jeg haaber at være i Kiøbenhavn i Begyndelsen af November. Hæc hactenus.

Secretær Schouboe vil have fortalt Dem Noget om min Reise fra Wien til Rom. (In parenthesi: De kunde nok skaffe mig at vide, om Grev Rosencrone har faaet mine to Breve, det ene fra Dresden, det andet fra Rom). I Rom selv traf jeg hverken Gierlef eller Rothe; den første giør en Reise paa Sicilien, den anden ligger for sin Sundheds Skyld og bruger Bad paa Øen Ischia i Selskab med Legations-Secretær Stub. Moltke var med sin Kone reist til Schwei$$*. Med ham og Gierlef skal det ikke have gaaet saa Haardt til mod Slutningen som før; dog jeg veed det ikke. Rothe har efterladt sig en almindelig Agtelse i Rom for sin Flid, Kundskaber og Beskedenhed. Borgia nævnede ham ofte og talte om ham med Varme, skiønt han ikke gav Cardinalen et Ord efter, naar det gialdt om at forsvare Sandhed. Man fortalte mig, at Gierlef arbejdede eller havde i Sinde at arbeide paa et Værk over Raphaels Stanzer; Andre, at han vilde gaae ind i den diplomatiske Tour, og at han havde udladt sig med, at dette ikke vilde blive saa vanskeligt at sætte igiennem for ham formedelst de Protectioner, han havde. Relata refero. For nærværende Tid ere der tre Danske i Rom, som vi Alle saae daglig, Mennesker, som med den største Forskiellighed i Characteer alle giøre os Ære og engang vil vorde Fædrelandet nyttige, nemlig Theatermaler Wallich, Historiemaler Lund og Architekten Hornbeck. Den Første er nok det bedste Hoved af dem Alle, men han er allerede saa dybt inde i Forbindelser med Italienere og Italienerinder, at det uden Tvivl var godt for ham ikke at blive alt for længe i Rom. Lund er særdeles flittig, og et stort Stykke, han arbeider paa og som først om 1 Aar vil blive færdigt (Andromache, som fra s. 303TroiæMuur seer Hector bæres tilbage som Liig), vil vist nok grunde hans Reputation. Hornbeck er et eiegodt Menneske og kan ved Flid udrette meget; men da han er svag af Helbred og aldeles blottet for videnskabelig Cultur, saa troer jeg ikke, at han vil have den Nytte af sit Ophold i Rom, som han under andre Omstændigheder vilde have havt. — Thorvaldsen var ikke hiemme; han har et stort Navn i Rom og er stærs i Skuddet med Arbeide. Han gaaer neppe tilbage til Danmark, med mindre han ansættes som Professor. Om han dertil har videnskabelig Dannelse nok, skal jeg ikke sige. Hans Jason saae jeg. Det er vist, at den fortiener Alt, hvad der er sagt og skrevet om den. Han skal have omtrent 2000 Daler for den. At der skulde være nogen Jalousie imellem ham og Canova, har man sagt, og Thorvaldsen er vel ikke misfornøiet med Rygtet; men jeg troer ikke noget derom. Canova er alt for stor en Mester og har leveret alt for meget, til at Thorvaldsen skulde kunne fordunkle ham; derimod troer jeg snarere, at der er nogen Jalousie mellem Lund og Wallich. — Zoega er noget svagelig, især ere hans Øine og Mave i slet Stand. Huuslig Glæde har han ikke, da han drages med en slemme Kielling, mod hvilken neppe Coptiske Qvarier kan befæste hans Taalmodighed. Til Danmark agter han ikke at gaae; hverken vil la Padrona, heller ikke taaler hans Helbred det. Havde han, som hans Kone selv ofte fortæller ham han burde giort, taget sig en god dansk Pige, havde han uden Tvivl været lykkeligere. Han lader nu trykke en Samling af coptiske Sager uden latinsk Oversættelse (eller anden), saa jeg frygter, den lærde Verden vil have liden Nytte deraf, da efter hans eget Sigende der kun gives een, som til Nød forstaaer det, sc. Abb. Rossi. Det havde derfor været at ønske, at han havde givet en Oversættelse ved Siden. Han ansees for den lærdeste Mand i s. 304Rom, som han ogsaa er. Han forundrede sig forfærdelig over, at Justitsraad Schow havde taget sig for at hovmesterere os hiemme, da han ikke havde forstaaet Latin i Rom. Endnu have vi en Landsmand i Rom, en vis Brown, som kalder sig Baron, og er ligesom Zoega bleven Catholik, en Mand af særdeles Tienstagtighed og Godhed mod sine Landsmænd, og saa vel underrettet om Alt, at man lærer mere af to Timers Samtale med ham, end ved at komme i en halv Snees Conversazioni. Han er især velbekiendt med Italiens og Pavestatens nyere Histvrie og nærværende Tilstand, hvorom Zoega Intet veed eller snarere Intet vil vide, foragtende de nærværende Tiders Usselhed. De Danske, som komme til Rom, giorde vel i, om de holdt sig lidt mere til denne Mand. — Hos Cardinal Borgia var jeg tre Gange. Den ene Gang spiste jeg til Middag hos ham, mere delicat end overflødigt. Det er en Mand, som man læser Godheden ud af Øinene paa, og han seer gierne, at hans Giester vil snakke, disputere og være muntre. Politiken, Religionen og Døden ere tre Materier, som man ikke berører i hans Nærværelse og han selv ligesaalidet. I hans Forgemak staae 5 à 6 Dagdrivere, ventende med Længsel paa den Scudo, som man ved Bortgangen pleier at give dem. Alle Geistlige — maaskee ogsaa Andre — kysse ham paa Haanden. Han giver ikke den høire Haand uden til Cardinaler. Mod os var han saa gracieux baade at række os den høire Haand og at kysse os paa romersk Maneer, nemlig paa Panden. Han vilde have præsenteret os for Paven, som jeg gierne havde ønsket, men min Reisecompagnon vilde ikke. Vi fik siden Leilighed til at see ham (Paven) ved en Høitidelighed i en Kirke, hvor vi ogsaa vare blandt de Lykkelige, der erholdt hans Velsignelse, den vi modtoge med et dybt Buk (thi Noget for Noget, om Venskab skal holdes), men dog ikke knælende, s. 305som hans Soldater. Pius VII. er en Mand paa 58 Aar, ikke gammel af Udseende, men mørkladen med et godmodigt melancholsk Blik. Han sidder med megen Værdighed paa sin Throne, og det klæder ham fortreffelig, naar han fra samme med nedladende Godhed rækker Cardinalerne sin Haand at kysse. For Resten, naar man seer Cardinaler og Prælater ligge paa Knæe omkring ham, naar Andre paa Knæe berøge ham med Virak, imedens han sidder ubevægelig, saa har han til Romernes Satisfaction fuldkommen Anseende af en Gud. Han blev baaren ind og ud af Kirken paa en høi Bærebaare med en Baldaqvin over, og bag efter ham gik To med to Tingester, der lignede Paafuglehaler, Symboler paa Hs. Helligheds alvidende Forsyn. — Men om Rom selv vil De vel og have Noget. Viid da, at alle de Omgierdninger af Drager og Orme, som giorde Tilgangen til hine Borge i Eventyrerne vanskelig, ere smaae Ting i Sammenligning med den Ørk, hvis fæle Nøgenheder omgive Rom. Neppe forlader man Toscanas Grændser, før man troer sig sat ind i en anden Verden, og det er desværre alt for godt at see, at hverken Medicis eller Leopolder regiere her. Man skulde sværge, at ikke een Apostel, men alle tolv havde paataget sig at agere Konger her. Farvel I Toscanas Viingaarde, Oliehaver, Frugthaver, Alleer, vandede Agre; velkommen Tidsler og Ukrudt og Sumper og faldefærdige Huse og pialtede Tiggere! velkommen Du Landevei, hvor man leder efter Mennesker ved Roms Porte, hvor intet Træe byder Skygge, hvor intet taaleligt Værtshuus lindrer enten Hunger eller Tørst! I Sandhed enØrk af to Dages Reise for at komme til Verdens Hovedstad er et alt for talende Beviis paa Regentens Overjordiskhed. Endelig seer man Huse liggende mellem grønne Træer — en Plet liig en Øe i et Hav — det er Rom. Forstaden er endnu en halv Ørk, men strax s. 306inden for en anseelig Port befinder man sig paa en smuk Plads og har lige for sig den smukkeste Gade i Rom, il corso. Jeg vil ikke opholde Dem med Beskrivelser af Ting, som kiede alle dem, der ikke have seet dem, men Ruinerne af det gamle Rom give et Begreb om dets Kraft og Vælde langt mere, end man kan forestille sig. Præsentia minuit famam er ikke her Tilfældet. De 14 Dage i Rom seer jeg ikke, at jeg kan sammenligne med noget Tidsrum af lige eller dobbelt Længde i mit hele Liv. De vil blive mig uforglemmelige. Uden det gamle Rom var det nye intet, og mod hiint ere Paris, London etc. Dverge i Henseende til store Værker. Blot Tarquinii Cloaker, blot Pantheon, blot Coliseet, blot Diocletians Bade, blot — dog, som sagt, Beskrivelsen er kiedsommelig, men Synet ubetalelig. Det nye Rom har mange skiønne Palladser, store, hvori der ere 4000 Værelser, kostbare, hvor Trappen ene koster flere Tønder Guld, men de ligge tildeels i snevre Gader, og alle have de den Feil — som ingen ansees for her — at de ere yderlig skidne og forhiaskede uden paa, saa de see ud, som om der ikke var rørt ved dem i 100 Aar. Det samme er Tilfældet med andre Huse; de ere hverken kalkede eller malede. Vindverne, indmurede i smaae Karme, ere uigiennemsigtige for Snavs, og Gadedørrene ere saaledes, at man i mangen Præstegaard hos os finder dem bedre for Stalden. Indvendig er det aldrig en Smule bedre. Gulvene belagte med Muursteen, saa at man kan lægge en Finger mellem hver, skidne Gardiner, hæslige Borde (ofte med smukke Statuer paa), gemene Stole og Sophaer, elendig Betræk etc., og det i selve de anseeligste Palæer. Naar en Prinds bare har en Række af Værelser fulde af gode og slette Malerier, en Slump Statuer og saa et halvhundrede Dagdrivere, hvoraf han kan sætte et halv Dusin Stykker paa sin Karet, saa bryder han sig lidt s. 307om smukt Ameublement, om et godt Bord etc. Barberini har 200 Domestiker, som boe i et eget Palæ. Deres selskabelige Fornøielser ere i samme Smag. De bestaae i at see et Stykke 14 Dage i Træk (eller rettere sagt, lade sig see i Logerne), kiøre op og ned hver Aften i Corso'en og ugentlig at give og komme i Conversazioni. Om disse Conversazioni maa jeg dog give Dem et tydeligt Begreb, hvilket jeg saa meget bedre kan, som jeg selv havde den Ære at bivaane et Par af dem. Det heder: Tirsdag Aften er der Conversazione hos Palesi, Onsdag hos Lupi, Fredag hos etc. Enhver, som eengang er introduceret, kan baade selv komme saa tidt han vil og præsentere Andre.HeleTingen bestaaer nu i, at Kl. 10—11 komme en Hob Folk, Prindser, Marcheser, Cardinaler, Abbeder, Lærde, Artister, Romere, Fremmede, Mandfolk og Fruentimmer, Creti og Plethi, sammen i et stort Værelse, hvorved er eet eller to andre. Man sætter sig, gloer, kiender faa, tier stille eller finder En at tale et Par Ord med. Imidlertid begynder en Concert(heder det),og gierne gives paahvert Stedoghver AftendenførsteConcert i verden(i Italieneralting primo al mondo, maraviglioso, stupendo, grandioso etc.). Værtinden eller en anden Dame eller Herre sætter sig ved et Claveer og synger enten Recitativer eller Buffa-Arier (andet bruges ikke), medens en Anden accompagnerer. For HøflighedsSkyldhøres allevegne frasaa sagte:o!bellissime,checosa!stupendo etc., indtildet har Ende.Da manus manui concurrit, og man skynder sig hen at sige Sangerinden eller Sangeren smukke Ting. Naar sligt er repeteret to, tre Gange, er Kl. over 12; saa lister Folk sig bort med Kiedsommeligheden malet paa Ansigterne, og takker Gud, at Tiden er kommen til at betale Dagdriverne, der staae i Forgemakket, med en lille Douceur for den Ære at have kiedet sig hos deres Herre eller Frue. Ingen bydes s. 308enten Vaadt eller Tørt, og den største Ulykke er endnu, at naar man er introduceret i saadan en Conversazione, ansees det for en Uartighed at blive borte en anden Gang, saa det er i sandeste Forstand et Aag. Løierligt Miskmask er Selskabet selv. Jeg hørte, at den Hyrekudsk, hvis Vogn vi daglig leiede, var første Bassist jeg veed ikke i hvilken Hertugindes første Concert i Verden, og jeg blev ikke lidt forskrækket ved at see vor Vært, Aubergisten, at træde frem som første Sanger i en Conversazione og indhøste de sædvanlige Laurbær. — En af Romernes og Romeriudernes Forlystelser er og Tyrefægtningen (giostra), som holdes engang om Ugen. Ved dette væmmelige Skuespil vare Adelens Loger fulde, og jeg saae der høit frugtsommelige Koner!!! Jøvrigt er Alt, hvad der kan benævnes med Navnet Giestfrihed, en ukiendt Ting i Rom; thi at sætte Folk i Reqvisition til at giøre en Conversazione complet — dette Slags Giestfrihed smager ikke en skandinavisk Mand. Mange Andre vil maaskee fortælle ganste modsatle Ting om Levemaaden i Rom. Hvad jeg siger er sandt og smager ikke efter Reisebeskriveren. — Hs. Hellighed Paven giør, siger man, Under og kraftige Gierninger. Hendes keiserlige Høihed Prindsesse Borghese skal han ved Bønner have cureret for jeg veed ikke hvilken Sygdom. Maaskee giør han ikke godt uden mod Troens Egne. Hvo veed, hvilke Mirakler han kunde giøre til Bedste for keiserlige og kongelige Personer i Norden, dersom de blot vilde høre Saliggiørelsens Røst og med deres Undersaatter gaae ind ad Naadens Dør, som Jesuiter, Schlegelianer, Tickianer etc. aabne dem paa viid Væg? — Det forstaaer sig, at vi vare i Tivoli (Tibur), Frascati (Tusculum) og Albano (Alba longa). Alle disse Steder ligge romantisk paa Siden af Apenninerne og see ud over Rom; men Sletten imellem dem og Staden er ligesaa øde og slet dyrket, som paa alle s. 309de andre Kanter, dog meget interessant formedelst Levninger af Aqveducs, Gravminder etc., som allevegne møde det sørgende Øie. Man viser pact et Haar Pletten, hvor Cicero boede, hvor Horaz holdt sin Villeggiatura, man er færdig ved at angive, paa hvilken Brink denne Meditation eller hiin Ode er undfangen. Men det slemmeste er, at Ciceros foregivne Boepæl snarere ligner et offentligt Bad, og at Horaz slet ikke boede i Tivoli, men et Par Mile høiere op mellem Biergene. Dog, naar Ciceronerne vise mig i Rom det Taarn, hvorfra Nero saae Byens Brand og sang Strophen af Iliaden, medens Tacitus fortæller mig, at han laae ude i Antium, naar de vise mig de Huller, hvor Bestalinderne bleve begravne levende, ifald der hændtes dem noget Menneskeligt, og de ingen Sie havde ved Haanden, og jeg tydelig seer, at de ere gode solide Viinkieldere m. v., saa kan jeg sagtens ogsaa høre paa deres tusculanske og tiburtinske Viisdom. I Forestieri er et genus credulum, derfor vil man heller ikke undlade at fortælle dem, baade hvad man veed og ikke veed. — Det almindelige Rygte om Italienernes onde Tænkemaade har jeg ikke fundet Grunde til at føle Sandheden af. Den kiender lidt Verden, som ikke veed, at overalt Pøbelen tænker lavt og usselt, at der gives faa deciderte Skurker og ligesaa faa sande Retskafne. Resten er blot Modification! maaskee er denne i nogle Henseender ufordeelagtig paa Italienernes Side, men i andre er den til deres Fordeel. De ere velvillige, høflige, muntre og fornærme aldrig den, med hvilken de ikke staae i Fiendskabs Forhold. Venetianerne og Toscaneserne ere de bedste Folk af Verden. Romerne ere hverken onde eller tyvagtige. Naar man betænker, hvorledes Religion, slet Politie og total Mangel paa Opdragelse forbunden med en utrolig Uvidenhed ligesom befrier deres Lidenskaber fra ethvert s. 310Baand, saa maa man tilskrive en vis naturlig Godhed hos dem, at de ikke ere værre end andre Folk i det Hele betragtet, og for en Fremmed, der ingen Collision kan komme i med deres private Lidenskaber, ere de i det mindste behagelige at omgaaes med. Dette i Forbigaaende; thi det er godt at aflægge Fordomme og komme tilbage til den uryggelige, skiønt lidet opbyggelige Sandhed, at jo mere man lærer at kiende Verden, jo mere overbevises man om, at i alle Lande Pøbel er Pøbel i Teenkemaade, og at allesteds Menneskenes Pluralitet er i moralsk Forstand lige foragtelig. — Efter 15 Dages Ophold i Rom og 5½ Dages Reise derfra landede vi her i Livorno igaar. Vi logere hos en Landsmand Consul Wulfsen, hvor vi ere meget godt. I Eftermiddag tage vi ud til Schubart. Fregatten Najaden ventes hertil, men er ikke kommen. Fra de toscanske Grændser af, ͻ: siden vi kom ud af Sct. Peders Ørk, have vi havt en deilig Reise. Varmen trykker os langt mindre end Italienerne, og her er den meget moderat, men i Rom havde vi bestandig 26—29 Graders Hede. Til Neapel kom vi ikke. Jeg beklager det meget. Tænk, 24 Timers Reise og Neapel, Vesuv, Portici, Bajæ! — Hils Thorlacius, Müller, Berner, Strøm og meddeel dem, hvad De troer at kunne interessere dem, men Brevet selv maa De ikke levere fra Dem. Hils Secretær Schouboe og forelæs ham noget af mit Brev, forsaavidt det kan fornøie ham, og siig til ham om de to Rettelser i Programmet. Beed ham og alle Mennesker skrive mig til til Paris og det strax; ellers kunde det gaae som i Rom. Hils Prof. Kierulf flittig. Er Moldenhawer hiemme, saa hils ham, at saasnart jeg faaer vedkommende Pengesager bragt istand i Livorno, faaer han et langt Brev fra mig, om hvad jeg har udrettet for Bibliotheket, hvilket jeg troer s. 311er temmelig betydeligt. Erindre mig venligst hos Deres Kone, Malle, Rie og Vise. Lev vel. Deres

20

20*

I Hast.

Engelstoft.

P. S. Da jeg ikke kom til Triest, saa skikkede jeg Deres Pakke fra Venedig af derhen, og tvivler ikke paa, at den jo er kommen til sin Bestemmelse.

Hils Professor Münter flittig fra Cardinal Borgia og mig. Jeg har Mynter hiem til ham fra Borgia og Zoega.

Til professor Nyerup.
Geneve, den 12. Aug. 1804.

kiære Nyerup!

Jeg haaber, De har faaet mit lange Brev fra Livorno. Deres af 23. Juni fik jeg først i Turin, da det med de andre Herrers først kom til Rom to Dage efterat jeg var reist derfra. De seer, hvor langt jeg nu er paa Tilbageveien, og at der er Udsigt til, at jeg faaer det Brænde behov, jeg haaber De har Kiøbt ind for mig. I Livorno bleve vi kun kort, men dog længe nok, for at jeg kunde giøre en Eftermiddagstour ud til Montonero, et Landsted, som beboes af den danske Minister Schubart, at sige om Sommeren. Egentlig heder det hele Bierg, hvorpaa dette og andre Lyststeder ligge, Montenero. Vi vare et heelt Selskab derud, og flere traf vi der, og man skulde troet, det halve Europa var forsamlet, saaledes taltes Dansk, Tydsk, Fransk, Engelsk og Italiensk imellem hinanden, og det ikke mellem To og To, men en pleine conversation, saa man skulde troe, Selskabet var kommet med agende Post fra s. 312Babylons Taarn, kun med den Forskiel, at man her forstod hinanden. Schubart spiller en Slags Rolle i Italien; han er Konstnernes Mæcenas, og man dedicerer Bøger til ham. Her traf jeg ogsaa Thorvaldsen, som indtog mig meget. Jeg troer vist, at han besidder et meget godt Hierte. Hans Talent behøver man ikke at rose. Han forekom mig lidt tilbøielig til Melancholie, men selv dette giør ham interessant. Han længes efter sit Fædreland, og ikke er det nogen Ӕre for det, ifald han der skulde mangle Opmuntring. Han seer ellers saa simpel ud som en Regentianer i sin Morgen-Negligé. — Over Apenninerne kom vi en anden Vei tilbage værre end den første. I Rom havde vi seet de pavelige Magaziner — de skiønneste i Verden maaskee — fyldte med aftærsket Korn fra iaar; her stod det grønt og nylig opkommet sommesteds. Paa Appenninernes Top maatte vi tage Tilflugt til Kaminen. — Fra Modena til Mailand og derfra til Turin reiser man igiennem en evig Have af Viinranker, Frugttræer, Mais etc., som tilsidst bliver kiedsommelig, da man ingen Udsigt har nogensteds for Træer, og hele Lombardiet er saa flad som en Pandekage, for at tale med Erasmus Montanus. Jeg veed ikke, om, det kan interessere Dem at vide, at de magnifiqve Auctoriteter i Mailand drages med allehaande Upasseligheder, f. Ex. Vicepræsidenten med Podagra, Commandanten in capo med Feber etc., eller dette, at Vicepræsidenten har en smukkere Garde end Kongen af Danmark, eller dette, at la piu stupenda, la piu maravigliosa, la pin famosa fabrica, nemlig Domkirken, er et hæsseligt Skrummel, bare værd at see for den barbariske Smags Skyld, eller dette, at det ambrosianske Bibliothek er ikke Vand mod det kongelige i Kiøbenhavn, eller dette, at jeg aldrig har seet saa stor en Masse af theologiske Bøger, der skulde sælges efter Vægten, som paa Lyceet. — Uagtet vi havde en god Lejlighed til at lade s. 313os hielpe ud af Verden paa Veien fra Mailand til Turin et qvidem paa en dobbelt Maade, enten at drukne i de opsvulmede Floder eller at lade os slaae ihiel af Røvere, saa var det dog ikke besluttet den Gang, at der skulde blive noget Professorat vacant ved Kiøbenhavns Universitet, eftersom De vil kunne udlede af dette Brev, at intet Ondt er hændet os. Hvad Floderne angaaer, saa tilkommer Meriten de gode Færgefolk, der hellere opholde Reisende en Dags Tid end compromittere deres og egen Sikkerhed i nogen Maade; og hvad Røverne angaaer, da har de Franske ved i et Aars Tid i Træk daglig at skyde 5 à 6 Mordere endelig udrettet, at man paa een Landevei i Piemont kan reise sikker om Dagen. Thi for et Aar siden plyndrede man Folk ved høilys Dag udenfor Turins Porte, og alle Reiser skete i Caravaner. De Franske have ikke holdt det Umagen værd at giemme paa 10 Forbrydere, i det Haab at En eller To af dem skulde forbedre sig, men anseet det for en stor Gevinst for Staten at skilles ved dem Allesammen, da de dog ingen Uret skeer ved at faae Straf for deres Gierninger. At have ingen Barmhiertighed mod Forbrydere er Barmhiertighed mod Staten. Det forstaaer sig, at her tales kun om store Forbrydelser (crimes). — Hvis De faaer isinde at etablere et stort Huus, saa vil jeg recommandere Dem ci-devant Prinds Carignanos Kok, som laver de bedste Buddinger i Verden; De maa i saa Fald forskrive ham fra Turin; og hvis De faaer isinde at giøre en Reise i Italien, saa anbefaler jeg Dem Veturinen Retronesi, som hverken kan læse eller skrive, men fører Dem fra Sted til Sted, giver Dem Spise og Drikke, og Kammer og Senge, tager Dem paa og sætter Dem af, altsammen uden at De behøver at lukke Munden op eller bekymre Dem mere om Reise og Reisens Fornødenheder end Madonnaen fra Loretto, da hun veturinerede til Paris. Det er en s. 314comisf Maade at reise paa, men den commodeste i Verden. At ride paa Muulesler over Mont-Cenis er ikke just et partie de plaisir, der kan sættes i Ligning med den at giøre en Tour fra Geneve til Lansanne, sætte over Søen og komme tilbage paa den modsatte Side; men den har dog ikke saa lille en Interesse. Papiret er ude og Kl. er 10. Hilsen til Kone og Børn, Strøm, Hobe, Helms etc.

Vale.

Deres
Engelstoft.

P. S. Pakken til Malthe Brun kan jeg ikke finde, saa det er vel, den er ligegyldig.

Communicabel til Thorlacius, Strøm og Müller.

Til professor Nyerup.
Paris, den 31. Aug. 1804.

Kiære Nyerup!

I dette Øieblik modtager jeg Deres og Strøms og Müllers hierteqvægende Breve, og da det just er Postdag, skynder jeg mig med at opofre mine Venner de 4 Timer, jeg har, inden Posten lukkes. Men jeg skriver kun til Dem ene, hvilket maa ansees ligesaa godt som til dem alle Tre: ultra posse nemo obligator. Jeg haaber, at De har faaet mit Brev fra Geneve af 12. Aug., hvori der og var Noget til Thorlacius og Müller. 4 Dage i Forveien (8. Aug.) afsendte jeg et langt Brev til Molbenhawer, der indeholdt min hele italienske Bibliotheks-Virksomhed; vær saa godog hør, om han har faaet det. Tak for Uleilighed med Visen, med Programmet etc. I Henseende til det i Minerva aftrykte s. 315Actstykke, saa er jeg undskyldt, at jeg ikke har kiendt det, siden det først nu er bekiendtgiort, og det er mig næsten kiært, at jeg ikke har kiendt det, siden det, som De skriver, bestyrker mine Deductioner. Imidlertid, dersom det kan skee endnu, saa beder jeg Dem at tilføie i Programmet lige ved Slutningen (dog foran det, som angaaer Examen i Institutet) følgende:

P. S. Paris, den 31. Aug. 1804. Jeg erfarer af en Skrivelse fra Fædrelandet, at det sidste Hæste af Minerva indeholder et hidtil ubekjendt Actstykke til Historien af den Epoche, som nærværende Program er bestemt til at oplyse. Det er kommet for sildig til min Kundskab, for at jeg dennesinde kunde benytte det; men det er mig kiært, at det tiener til at bestyrke mine Deductioner, og jeg forbeholder mig at giøre Brug deras, ifald nærværende Afhandling oplever nogen ny Udgave, eller jeg ved anden Leilighed kommer tilbage til samme Epoche.

Forfatteren.

Om endogsaa det sidste Ark er sat, naar det kun ikke er aftrykt, kan disse Linier gierne rykkes ind; thi saa rykker man det Følgende længere ned og bliver saa ved til Enden. At lade hele Stykket aftrykke af Minerva, anseer jeg for unødvendigt, da Enhver kan læse det der ligesaa godt. — Det er mig kiært, at det Skandinaviske Selskab bestaaer. Naar jeg kommer hiem, skal min Fortsættelse af de Danskes Studeringer i Paris komme. Hils Strøm, at jeg skal besørge hans Commissioner i Paris saa godt jeg kan. Jeg kom ikke til Pestalozzi, da vi ikke vare længere end i Lausanne. Det Allernyeste om den Pestalozziske Methode er en Critik, men fordeelagtig Critik derover af en Præst i en ny Journal, som udkommer i Lausanne under Navn af journal s. 316d’utilité publique par une societé, men det var mig ikke mueligt at faae de 2 Numere særskilt for nogen Priis.

Jeg glemte at fortælle Dem i mit sidste Brev, at jeg mødte Dr. Castberg i Geneve. En Times Samtale, jeg havde med ham, var meget lærerig for mig, da jeg erfarede meget fuldstændig, hvor mange Breve han havde faaet fra det udenlandske Departement, hvor mange fra Moltke, hvor mange fra Kaas, hvad Keiser Franz havde sagt til ham ved Audiencen etc., hvoraf jeg mærkede, at han hørte til en meget fornemmere Kreds end min Ringhed. — Paa Reisen hertil fra Geneve opholdt vi os ingensteds uden halvanden Dag i Lyon, hvor man nu er meget i Arbeide med at brodere Keiserkiolen og andet Hofstads. Her saae vi og en Kirkefest, jeg troer for den hellige Jomfrue, med tilhørende Skuespil, f. Ex. Geværer præsenterede for Præster, Grenadererne paa Knæe for Hostien med mere, som vidner om, hvorledes Gudsfrygt og gode Sæder ere i Opkomst igien i Frankrig. Om Rædslerne fra 1794 taler intet Menneske mere i Lyon, og man dandser paa de Mitrailleredes Grave. Man er endog færdig ved at paastaae, at der var ingen skikkelige Folk mellem alle dem, der bleve Offere, fordi — alle skikkelige Folk havde forlængst forladt Byen. Burgunder - Vinen fandt vi at være noget af det Interessanteste i Burgogne, og for Resten brøde vi os lidet om Andet end om at komme saa hastig som mueligt tilParis. . . . Siden jeg er i Paris, gaae Dage som Timer. Fornøielserne dele Siel og Legeme imellem sig en gros og en detail. Om Haner forandres til Ørne, om fornemme Damer døe af Keisersnittet., om den store Opera kaldes Republikens Theater eller det keiserlige Musikacademie, om Protestantismus og Philosophie ere mere fordømmelige Ord end fordum Aristocratie, om de Folk, som før giorde en Pokkers Qvalm, naar man ikke kaldte dem Citoyen, nu s. 317faae det langt hæftigere, naar man glemmer at kalde dem Excellens, om National - Institutet er atheistisk eller catholsk etc. etc., hvad gaaer det den Fremmede an? Han er her kun for at nyde, og — det hindrer Ingen ham i.

Landsmænd, som vi traf her, ere Kammerjunker Holstein, Chef for Livjægerne, Haxthausen, Lieutenant i Garden, Capitain Ruhstad, som reiser hiem i disse Dage, en Kiøbmand Møller fra Norge og allehaande andre Kiøbmandsvæsener. De to Første ere de, som vi meest see. Det er en stor Sorg for dan, at Keiseren ikke er hiemme, og, naar han kommer, siges blot at blive et Par Dage; thi en Hovedhensigt af deres Reise hertil var — tænker jeg — tabt, ifald de ikke bleve præsenterede for ham; saaledes dømmer jeg i det mindste af deres Utaalmodighed derefter. Her er og en dansk Konstner, en Sculpteur, Rathie, som har giort en Gruppe, der skal udstilles ved forestaaende Exposition. Han har derpaa isinde at gaae til Rom.

Jeg var forleden Dag i National-Institutet. Det traf sig saa heldig, at der var en interessant Discussion. Universitetet i Göttingen havde nemlig tilskrevet Institutet et Brev, ledsaget af et andet friere Privatbrev til Præsidenten fra Heyne (Mons. Ehne), hvori Göttingerne anraabte Institutets Intercession hos General Bernadotte i Anledning af den Frygt, Universitetet havde, at bemeldte Marskal skulde, tvungen af Omstændighederne, røre ved Universitetets Fonds, hvorpaa dettes hele Existence beroede etc. Man var strax enig om at interponere sin Mægling for dette illustre Universitet, hvis Præsident (Hehne) var udenlandsk Medlem af Institutet; men da det blev foreslaaet at skrive Bernadotte til, reiste der sig en stærk Opposition med den Bemærkning, at det var under Institutets værdighed at sollicitere om Noget hos en General eller andan Embedsmand, og saadant et Brev kunde have Udseende af s. 318en Souicitation. Paa Grund heraf blev det Besluttet at tilskrive Keiseren, som den eneste Magistrat, Institutet erkiendte over sig, om at tilholde Marskallen at lade Universitetet i Göttingen blive i Fred.

En litterarisk Nyhed kan interessere Dem, men jeg skiøtter just ikke om, at det skal hede, jeg har skrevet den hiem. Dr. Ørsted, Chemikeren, havde oversat en tydsk chemisk Bog, og skrevet en forfærdelig anprisende Fortale dertil. Denne chemiske Bog tilligemed Fortalen er bleven saa umaadelig nedreven i en engelsk Journal af en af de første engelske Chemikere, som med det selvsamme udvikler tydelig den hele Schlegelske Philosophie med Consorters, forsaavidt den nemlig er exprimabel med forstaaelige Ord; thi den omtalte Bog er noget saadant Nonsens fra Ende til Ende, heel og holden affattet i den allernyeste mystiske Terminologie. Den omtalte engelske Recension har den berømte franske Chemiker Guyton-Morveau nu indrykket med Anmærkninger i Annales de Chimie og deri fuldendt at giøre det hele Væsen latterligt for al Verden. Hvad Ørsted vil sige dertil! Det Værste er, at der behøves ikke enten dybe chemiske Indsigter eller stort Genie, men blot sund Sands for at tage og føle paa det Nonsentiske deri. Blandt Andet skal i bemeldte af Ørsted saa stærk anpriste Bog staae disse to Sætninger: l’architecture est une musique congelée (Architecturen er en sammenfrossen Musik) og: les dieux de la mythologie ne sont que des cristallisations intellectuelles (thi Bogen skal ogsaa indeholde meget Theologie, Mythologie etc.).

Jeg har ikke Tid at skrive mere, og knap kan De læse, hvad jeg har afhiasket. Hils Münter fra Gregoire og Sacy; Mellin er i det sydlige Frankrig for at distrahere sig efter en Næse, han fik, fordi han lod bortstiele af sit Musée Carl den Stores Krone etc., som man just nu havde s. 319havt behov, og som Nogle mene just derfor af et Slags Ondskab blev udseet af Tyvene. — Hils Deres Familie, Store og Smaa, og ellers Enhver, som giør mig den Ære at spørge til mig. Hils Schouboe, at jeg har faaet hans Brev af 18. Aug. og skriver ham snart til. Fortæl ham af dette Brev, hvad der kan interessere ham. Jeg haaber at være i Hamborg midt i October. Mag det saa, at jeg der forefinder Brev fra Dem. Men jeg tænker allerede her at faae nok et Brev, som Svar paa mit fra Geneve. Hilsen fra Malthe Brun, som lever vel. Altid Deres hengivne

Engelstoft.

Til professor Nyerup.
Amsterdam, den 6. Octbr. 1804.

Kiære Nyerup!

Mueligt at jeg, inden jeg slutter dette, faaer Anledning til at takke Dem for et Brev; thi jeg har endnu ikke været paa Posthuset; men saa meget er vist, at jeg i Paris ikke har seet mere fra Dem end de faa Linier, jeg forefandt ved min Ankomst, og ligesaa lidet fra de Herrer Müller og Thorlacius, hvorimod Secretær Schouboe skrev mig to Gange til; saa at, dersom jeg nu ingen Breve finder her, slaaer jeg Krøller i Panden, som Müller ikke kan glatte ud med 15 Kopper Theevand eller Thorlacius med 15 Psycher. Men maaskee Müller har troet, at de naaede mig tidsnok i Paris, naar de kom nogle Dage efter min Afreise derfra. — Dem har jeg skrevet til to Gange fra Paris, den første Gang directe, den anden Gang middelbar under Schouboes s. 320Couvert, hvormed tillige fulgte en lille Billet til Moldenhawer. Thorlacius har jeg ogsaa skrevet til fra Paris.

Førend jeg gaaer videre, maa jeg bede Dem være Deres fraværende Ven behielpelig med nogle smaae Tienester. For det Første sendes her indlagt et Octavblad, som jeg beder De vil lade opslaae i Studiiporten, naar De faaer dette Brev; den anden lille Lap, som ligger hos, er De saa god at fæste paa et Ark Papir med et Par Knappenaale (eller et Par Oblater) og lade det lægge ind hos Brucker. Dernæst recommenderer jeg underdanigst til Fruens Omsorg et gammelt Teppe, som jeg havde paa mit Gulv ifior Vinter, og som jeg sikkert endnu mindre vil kunne undvære i Vinter. Det kan, om jeg husker ret, neppe giøre Tieneste, før det har faaet en suffisant Reparation; men jeg veed, at der gives Nogle, som reparere Tepper. Hvis Fruen kiender nogen saadan Person, og hun vil have den Godhed at skikke mit Teppe hen, saa skal jeg med Fornøielse betale det Udlagte og endda være forbunden for den havte Uleilighed. Fremdeles beder jeg Dem sende mig med agende Post til Williamsborg pr. Veile sex Exemplarer af mit sidste Program, hvortil De endnu kunde lægge eet af dem, der kom ud ifior, ifald De kan finde dem paa mit Kammer; jeg troer de ligge bag ved Døren paa den lille Reol. Dette maatte skee saa betids, at jeg kunde have dem inden den 24. Octbr.. da jeg haaber at indtræffe der. Det er bedst at betale Fragten i Kiøbenhavn og føre mig den til Regning. De glemmer ikke den Anmeldelse deraf i lærde Efterretninger, De har lovet mig?

Quibus præmissis vil jeg nu fortælle Dem, at vi reiste fra Paris den 22. Septbr., to Dage sildigere end efter vor Regning, og endda maatte vi bryde overtvert; thi De maa vide, at Paris holder værre paa Folk end Pharao paa Israels Børn. Kun eet er Paris, kun eet det elskværdige s. 321Folk, hvis Blod Druen og Seinevandet fortynder; kun een er den Plads, som ubekymret om den forfærdeliges Planer og fiern fra alle de Storme, som tude, som true, kiender ingen anden Krig end Journalernes, ingen anden Rivalitet end Restauratørers og alle deres, som daglig øve Opfindsomheden paa at skabe Forøgelser og Afvex- linger af Fornøielser. Farvel I franske Herligheder! velkommen hollandske Parykker og Træebilleder og Pengetønder og Smørtønder og Sildetønder og Calvinismus og Jansenismus og alt det som pryder det Folk, der boer lidt under Havet og med Guld er stærk begavet (til Lykke for dets Naboer).

Waltersdorf mødte vi (dog uden at vide det) mellem Paris og Cambray. I Brüssel bleve vi giestfri modtagne af Deres Ungdomsven Consul West, for hvilken en Dine af 12 Netter og udsøgte Vine er en diné de garçon. Han er stærk forfalden til Maleriesyge, som jeg ikke blot slutter deraf, at han har samlet en heel Mængde kostbare Stykker, men og af hans Forsikkring, at han har sat sin hele Formue deri; thi dette synes at fortiene Navn af en Syge. Han fortalte, at han havde bestemt dem til offentlig Brug for vore Konstnere (sc. i Kiøbenhavn), og at han arbeider paa en Catalogue raisonné derover. Til Samlingen hører hans eget Portræt, som han selv har ladet male, og som tillige er et historisk Stykke; thi (jeg følger hans egen Explication) Uniformen viser, at han er dansk Consul; et Brev med Udskrift til hans Søn i Odense, som han holder i Haanden, viser, hvad han heder; Aarstallet siger, naar han blev malet, og Malerens Navn hvor. Tre classiske Værker, som staae for ham, i Diplomatik, Naturhistorie og skiønne Videnskaber, fortælle Efterverdenen, at den danske Consul West i Brüssel var stor i disse tre Fag. Han s. 322har i Sommer opholdt sig meget i Aachen, og der, efter hvad han fortalte, været Potte og Pande hos Keiserinden.

21

Jgiennem Mecheln, Antwerpen, Rotterdam og Delft kom vi til Haag. Den danske Minister traf vi ikke hiemme, som vel var, da vi dog ikke havde Tid til at profitere af hans Høfligheder, ifald han havde faaet isinde at vise os nogle. I Paris var det en anden Sag; der nøde vi virkelig saa mange Attentioner fra Geheimeraad Dreiers Side, at vi bør regne dem med til Behagelighederne af vort parisiske Ophold. Fra Haag giorde vi en Excursion til Scheveningen, et Fiskerleie, der maaskee er det smukkeste i sit Slags, man har; men det har lidt meget under nærværende Krig, da Engellænderne i mindre end 8 Dage optoge 70 Fiskerbaade af deres og to Naboebyers; alt det unge Mandskab beholdt de, men de Gamle sendte de tilbage. Kongen af Engelland har nu tilstaaet 14 Passer for Fiskerne, ikke saa meget af christen Kiærlighed, som i disse Tider meest gaaer ud paa at befolke den anden Verden paa den nærværendes Bekostning, som fordi disse Fiskere forsyne de krydsende engelske Skibe med Fisk. — Vor Vært i Haag beklagede sig for os over at være bedraget for et Par 100 Gylden af en dansk Officeer ved Navn Schønfeldt. I Geneve hørte vi en lignende Beklagelse over en anden dansk Officeer. Det er slemt, at vore Landsmænd skal efterlade sligt Eftermæle nogensteds. — I Leyden bleve vi kun en halv Dag. Man er der endnu saa latinsk, at Skoemagere og Skrædere sætte paa deres Leiebrædter: cubiculum locandum. Jgaar kom vi her i et sandt Efteraars-Veir; vi havde Regn den hele Dag. Det er mærkværdigt, at vi paa den hele Reise kun to Gange har faaet Regn paa os (før igaar) og det dog kun en Dyst. Idag tage vi til Saardam for at see det Sted, hvor Peter I. tømrede og lærte sig s. 323paa Træeblokke til at omskabe et uformeligt politisk Legeme. I vore Tider kommer man lettere til at skabe nye Keiserdømmer, end han kom til at omskabe et gammelt. — Paa Mandag gaae vi til Utrecht, hvor vi skal see den franske Leir og det babyloniske Taarn, som der er opreist til Ære for den franske Keiser. Gaaer Alting vel, betræde vi dansk Grund inden 14 Dage, og jeg Regensen inden Maanedens Udgang, tagende Forord af den, at jeg ikke vil lade mig jage ud af Professor Baggesen, naar han til Foraaret lyksaliggør os med sit Besøg. — Siig til Strøm, at han er ikke et Haar bedre end M. og Th., og siig til dem Allesammen, at de ere nogle — — —. Derimod kan De ikke sige for mange smukke Ting til Fruen, som maa dele med Dem mine bedste Ønsker for Dem og Deres hele Huus, den sorte Ottoman undtagen, hvormed jeg fører evindelig Krig. Deres hengivneste

Engelstoft.

Nu har jeg været paa Posten og ingen Breve fundet. Ja godt!

21*

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 31. Marts 1813.

Min Thorlacius!

I Aaret 1809 havde vi begyndt en stadig Brevvexel, som skulde være et Vehikel for alle Slags Meddelelser. Jeg giemmer endnu som en Helligdom de Breve, jeg da fik fra Dig. Omstændighederne, især vore mange andre Forretninger, afbrøde den. Jeg ønsker, at den maatte fornyes. Dette Ønske bestyrkes hos mig ved Læsningen af Joh. Müllers, Gleims o. fl. œdle Mænds Brevvexlinger, som jeg siden har læst. Jeg føler Trang til at have En, hvem jeg kan meddele mine Tanker; til at have En, som vil meddele mig sine. Slig giensidig Meddelelse mellem Venner, som tillige ere dannede og œdle Mænd, betragter jeg som et vedvarende aandeligt Giestebud. Endog af Oldtidens Levninger læser jeg intet hellere end Breve. Som en varm Elsker af Historien attraaer jeg ogsaa, at Venners Breve til hinanden maatte — hvortil de allermeest ere skikkede — blive et Depôt for vigtige og interessante Bidrag til Kundskab om Begivenheder, Mennesker og Ting i Brevskrivernes Tidsaldre.

s. 325Lad os da, min Ven, begynde en regelmæssig og uafbrudt Meddelelse ved Breve. Lad os fortælle hinanden Alt, hvad der kan have nogen Interesse, ligesom Enhvers Stilling og Erfaring giver ham Leilighed til at vide og erfare saadant; lad os meddele hinanden vore Tanker og Domme om hvad der skeer under vore Øine, om hvad vi læse eller støde paa fra enhver Tidsalder. Lad vor Brevvexling især angaae Dagens offentlige Anliggender, Gienstande, som vi i vor Embedsstilling have fortrinlig Leilighed til at kiende og bedømme, vore litterære Sysler, vor Lecture og videnskabelige Sager. Vore Breve maae blive testes et nostræ amicitiæ et temporum. Ingen maa vide Noget deraf. Enhver skal samle de Breve, han faaer fra den Anden, omhyggeligen i en særskilt Pakke, og sørge for, at den forseglet leveres ham tilbage, ifald han skulde blive den Længstlevende. Den, som overlever den Anden, skal giøre et saadant Udvalg af Brevene og deres Indhold, og lade det trykke, som kan være et offentligt Minde om det fælles Venskab og tillige et Efterverdenen kiært og nyttigt Bidrag til Kundskab om den Tidsalder, hvori vi levede, og især om Begivenheder, Personer, Ting og herskende Ideer i vort Fædreland. Vor Discretion er giensidigen ligesaa ubrødelig som vor Oprigtighed uden Grændse. Alle vore Meningsyttringer, alle vore Meddelelser ere for Tiden alene for os selv. Den Længstlevende kan i sin Tid see, hvad deraf kan gavne Efterverdenen og hædre os. Vor forrige Brevvexel var paa Latin: Enhver af os har liden Tid tilovers fra Pligtarbeider. Lad os da helst bruge vort Modersmaal. I dette afpræger sig ogsaa vort Jeg bedst. Dette behøver dog ikke at være et absolut Forbud. Sagtens vil ogsaa stundum en og anden latinsk Floskel indsnige sig. Eh bien! De Lærde kan jo nu eengang ikke lade al Pedanterie s. 326fare, og det skulde giøre mig ondt, om Efterverdenen ikke skulde finde noget lærdt Pedanterie i vore Breve; det vilde kun bevise, at vi vare altfor meget au niveau med hominum vulgus.

Af medfølgende vil Du see, at jeg aldrig saasnart har giort mit Forslag, før jeg begynder at udføre det. Paa Dig vil det komme an, om Du skiøtter om mere af denne Kost.

Mig synes, at vor Aftale kunde være, hver at skrive den Anden til eengang ugentlig, ham dog uformeent at skrive oftere; at Dagen, Brevenes Længde og Korthed etc. maa aldeles beroe paa Omstændighederne. Med Redactionen vil vi ei opholde os; Enhver skriver currente calamo, og det er ligegyldigt, i hvad Orden etc. det Ene eller det Andet fortælles eller meddeles; kun res. Alt hvad Interessant der falder mig ind, hørte det endog ikke egentlig til Tid og Sted, giver jeg Plads i mine Breve; giør Du ligesaa.

Til en saadan Brevvexling at underholde vidste jeg Ingen mere skikkede end Dig og mig. Thi vi forene Alt, hvad dertil er væsentligt: gammelt Venskab, beslægtede Studier, beslægtet Embedsvei, harmonerende Characteer, giensidig Trang til Meddelelse.

Totus tuus
Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 31. Marts 1813.

Kiære Broder!

Politiken sysselsætter i disse Dage min Opmærksomhed saaledes, at alle andre Gienstande forekomme mig af ringere Betydning. Og hvad Under, naar der paa en vis Maade er Spørgsmaal om to de and not to be. Man anseer det for afgiort, at Engelland har i den sidste Fredstractat med Sverrig garanteret dette Rige Norge. De engelske Aviser forsikkre endog, at Keiser Alexander har giort det samme i den Sammenkomst, han havde til Aabo med Pontecorvo. I dette Øieblik ere her, som Du veed, baade den russiske Fyrst Dolgorucki og den svenske Grev Mørner. Om deres Missions Øiemeed er intet videre bekiendt. Man kan begribe, at den angaaer Tingenes nuværende Stilling. Der skal staae i engelske Aviser, at Keiser Alexander har tilbudet at tilbagekalde den Sverrig givne Garantie for Norge, naar vor Konge vilde træde ud af Forbindelsen med Frankrig. Sligt ville vistnok de Svenske søge at forhindre, og maaskee er det derfor, at Mørner er kommen her. Efterat de Svenske have giort Alt, for at forføre de Norske, hvilket ei har villet lykkes, og da Norges Erobring ved Vaaben alene syntes vanskelig, har nu Planen været at udhungre det. Det sidste Aars Misvæxt i Norge maatte derfor blive de Svenske meget velkommen. Man er nu i stor Længsel efter at erfare, hvad Capitain Lütken bringer for Beskeed fra Engelland. Hidtil synes i Grunden Intet at være udrettet. Engellænderne optage friskvæk vore Kornskibe, som gaae til Norge, og skulle nylig have opbragt over 12000 Tdr. til Gothenborg, hvor de strax annammes s. 328af de Svenske. Kun at ikke de jydske Kiøbmænd handle trædsketigen. Vel ere de mine Landsmænd, men jeg kiender Kiøbmændenes Samvittighed. I Norge skal Mangelen paa Korn nogle Steder være meget følelig. Gud veed, om der kan tilveiebringes Sædekorn. Vor Stilling er critisk. Jforgaars hedte det, at Engelland havde bevilget os fri Handel mellem de danske Øer, og der var alt givet Ordre til Fæstninger og Batterier, ei mere at skyde paa de Engelske, men igaar hedte det igien, at endnu slet ingen Arrangement havde fundet Sted. Den øversteommanderende engelske Offieeer ved Malmøe skal have svaret reent ud, at han ikke kunde afvige fra sine bestemte Ordres, at optage danske Skibe, hvor han traf dem. Hvad skal man forresten sige om de Svenskes Adfærd, som midt under Freden med os lade sig af to andre Magter tilsige den halve Deel af det danske Monarchie. Vare vi noget stærkere, hvilken anden Krigserklæring skulde vi da troe at behøve? Det er iøvrigt saa aldeles uovereensstemmende baade med Ruslands og Engellands Interesse, at giøre Sverrig mægtigere paa Danmarks Bekostning, at det formodentlig vil vise sig, at ingen af disse Magter har isinde at holde Løfte; os sætte de imidlertid Kniven paa Struben, med Hensyn til vort Forhold til Frankerig. Dette er vel nu ogsaa misligt, især efterat de danske Tropper i Holsteen have hindret General Morand paa hans Tilbagetog fra Mölln og det Meklenborgske. For igien at komme til Norge: en norsk Officeer har nylig fortalt mig endeel om de Opfordringer til Frafald fra Danmark, som strømmede ind fra Sverrig, adresserede i Breve til Amtmændene, Biskopperne, Lehnsmændene paa Landet etc. Men Nordmanden er og bliver tro, i det mindste af Had til Svensken. Nu lader sig ogsaa begribe, hvad Statsminister og Minister for de udenlandske Anliggender, s. 329Geheimeraad Rosenkrant$$*, har meent, da han ved den Høitid, som sidste 11. Decbr. var foranstaltet her, som Anniversarium af Universitetsfesten i 1811, og adskillige Sange bleve afsungne, hvori Danmarks og Norges Søsterbaand pristes, sagde til En af de Tilstædeværende: „vare mine Læber ikke ved Embedspligt tilsluttede, vilde jeg kunne levere en heel besynderlig Commentar til denne Materie." — Ville de Franske reise sig eller ikke? Vor gamle Dr. Hornemann, som altid politiserer baade over Christus og Apostlerne, har paa sine Forelæsninger indestaaet for det Første. Alle Tydske holde paa det Sidste. I al Fald — Europa er bleven til en Tigerhule og Morderkule. Kommende Aarhnndreder skulle kalde vor Tidsalder: den afskyelige.

Med sidste Post har Directionen for Universiteterne og de lærde Skoler afsendt til Indrykkelse i Budstikken og andre norske Blade en Bekiendtgiørelse angaaende, at Exam. artium ved det norske Universitet for første Gang afholdes i Slutningen af Juni d. A., samt angaaende hvad der udfordres for at kunne som Ikke-Studerende antages ved Universitetet. Dette er ikke meget; i Grunden indskrænker det sig til at kunne fremsætte deres Tanker ordentlig i Modersmaalet. Man giør for det Første Regning paa flere Ikke - Studerte end Studerte. De sidstes Antal kan vel neppe i første Aar blive over en Snees Stykker. Endnu er ikke føiet Anstalt til Auditorier. Nogle Værelser i Cathedralskolens Bygning kan for det Første overlades. Professor Sverdrup er nu næsten færdig med Indpakningen af de til det norske Universitet af Kongen skiænkede Doubletter fra det kongelige Bibliothek m. m. Selv reiser han til Norge, saasnart Examen philolog. er forbi. Det forekom s. 330mer mig, at Etatsraad Treschow ei har samme Lyst til at gaae op til Norge nu, som før. I Grunden forundrer jeg mig mindre derover, end at han nogensinde har kunnet have Tilbøielighed til at forlade den videre og langt mere interessante Virkekreds, som han havde her. Uagtet Tiden er saa nær, da det norske Universitet skal sættes i Gang, er der endnu ikke noget afgiort i Henseende til den provisoriske Indretning af de litterære og oeconomiske Forretninger. Fundats vil neppe blive begyndt paa, før Universitetet er fuldkommen organiseret, altsaa efter 3 Aars Forløb. Treschow har vel til Geheimeraad Malling leveret et Slags Udkast til en Fundats, men det bliver nødvendigt, forinden en saadan kan affattes, at oppebie de fleste Professorers Ansættelse i alle Faculteter, for at Enhver kan have Leilighed til at bidrage sit til Fundatsens mueligste Fuldkommenhed.

Professor Nyerup viste mig i Søndags et Par trykte svenske Blade, som indeholde en Udsigt over Poesiens og de skiønne Videnskabers Historie hos os fra Holbergs Tid af. Øhlenschläger bærer Kronen for Alle. Secretær Molbech anseer Forfatteren for vor første Historiker. Om Rahbek taler han med megen Ringeagt. Leilighedsviis — Gud veed ved hvilken tour de force, — omtales ogsaa bombarderede Hovedstæder, bortslæbte Flaader og de Danskes „Veklighet". Vore Naboer giøre sig særdeles Umage for at bevise os deres velsindede Tænkemaade i Ord og Gierning.

Med Tak for Laan tilbagesender jeg Dig hermed den mig meddeelte litterære Reliqvie af den gamle ærværdige Heyne. Jeg har taget Gienpart deraf, for, med din Tilladelse, at lade dette mærkelige Brev aftrykke i mine Annaler.

s. 331Nu nok for idag — maaskee, te judice, mere end nok. Til Lykke er der ei heller mere Plads paa Papiret.

Din
Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Søndag den 4. April 1813.

Omendskiønt Du endnu ikke har giort mig Giengield for mit sidste Brev, saa faaer Du dog allerede nu en Continuation af samme, men som idag dog ei skal blive lang.

Det er vist, at Grev Joach. Bernstorff ufortøvet skal afgaae til London. Han har allerede erholdt et uindskrænket Creditiv i Pd. Sterling. Jeg anseer dette som et Beviis paa, at Underhandlingerne med Engelland allerede maae være komne vidt; thi ellers vilde vel en saa fornem Mand hverken blive sendt eller lade sig sende. Til samme Tid skal Grev Carl Moltke (som forhen har været Minister deels i Holland, deels i Sverrig) afgaae til Keiser Alexander. Paa Holmen er man ifærd med at opskrive Alt, hvad i Aaret 1807 af Engellænderne blev bortført.

Jeg seer af Statstidenden for igaar, at der fra Gothenborg af meldes om den Mængde Korn, som føres derfra. Hvad kan det være for Korn, uden af de Kornskide, som Engellænderne optage mellem Jylland og Norge. Mig synes, det var bedre, om Statstidenden kunde anmelde os sligt fra Christiania, Christiansand, Bergen eller Tronhiem; s. 332thi i Norge er mange Steder en Korntrang, som nærmer sig Hungersnød.

Hamborgerne have været i stor Betuttelse, da de Franske igien samle sig ved Harburg. Tettenborn har maattet søge at berolige dem. Kommer Napoleon igien til Kræfter (hvori vistnok Tydskernes Enighed ikke vil blive ham hinderlig), saa er det bedst, at alle Hamborgenser indskibe sig til Engelland.

Forleden havde vi taget 4 engelske Matroser. En Lieutenant Vigelsen blev sendt med en Parlamentær over til den høistcommanderende engelske Officeer paa Escadren ved Malmøe for at levere dem tilbage. Afreisen herfra var skeet saa sildig, at Vigelsen først ankom ombord ved Midnatstid. Han anmeldte sit Ærende og forlangte at komme Chefen i Tale. Denne var gaaet tilsengs. Man vækkede ham og anmeldte, at den danske Søeofficeer forlangte at faae ham i Tale. „Hils den danske Søeofficeer, svarede Chefen, at Engellænderne ere ikke vante at giøre Nat til Dag."

Du har vel hørt tale om den store Maskerade, som i Onsdags blev givet af — Entrepreneuren for det militære Brødbagerie, en vis P. Den skal have kostet over 6000 Rdl. d. C., og den halve Bye var inviteret. Jeg hørte ikke til dem, der nøde denne Ære, da jeg slet intet Bekiendtskab har med ham; men jeg maa sige, at jeg i al Fald ei heller var kommen. Thi naar en Brødbager for de Militære kan give Maskerader til 6000 Rdl., saa kan man vel begribe, paa hvad Maade den Rigdom erhverves, hvoraf der skeer saadant Brug, og hvor liden Deel denne Depense har været af blot et Aars Profit. Hvad der meest har fornøiet mig, er, at blandt Maskerne var: en Soldat med et slet Commisbrød under Armen, over hvis Beskaffenhed s. 333han gik omkring og beklagede sig, forevisende Brødet (som NB. var et virkeligt Commisbrød af Hr. P.'s Brødbagerie for Soldater). Man kan da begribe, at Prindserne Christian og Ferdinand ogsaa vare blandt Maskerade-Giesterne. Det kan man dog kalde, at give sin Værdighed til Priis.

Hvad er det for en Afskeedstale, Professor Sverdrup har holdt ved sine Forelæsningers Slutning? Han skal deri meget have omtalt sine egne Fortienester af at hæve den græske Litteratur her ved Universitetet og yttret Frygt for, at dette ei vilde see hans Savn oprettet. Det er da i det mindste ikke ved sine mange og lærde Skrifter, han har udrettet saa store Ting. Han har vist nok været en duelig Lærer her og stedse viist amore for sit Fag, men med Erstatningen af hans Savn har det dog vel ei saa megen Nød. Veed Du ellers noget Speciellere om hiin Afskeedstale, saa meddeel mig det.

Jeg hører til min store Forundring, at Secretær N. er en af de største Børsjøder for nærværende Tid. Han skal kiøbe og fælge Statspapirer i Slumper af Tønder Guld. Han skal ogsaa derved have profiteret meget. Jeg formoder saaledes, at han nu kan undvære de 500 Rdl., han har fra det almindelige Skolefond til Understøtning for hans Institut, og hvis sidste Termin nu er udløben.

Idag er jeg ei staaet op før Kl. 81/2. Jeg havde igaar en meget stræng Arbeidsdag, saa jeg i Aftes var færdig at segne. Mod denne Sygdom er min Cuur altid — Hvile. Denne behøver jeg stedse i en vis Grad. Min regelmæssige Sovetid er 8 Timer af 24, og med mindre Hvile befinder jeg mig ikke vel. Dette har sin Grund i en vis Svaghed, der atter er en Følge af de sidste Aars alt for stærke Anspændelse. Mit Helbred fik et mærkeligt Stød ifior Vinter s. 334under den norske Universitets-Commissions Forhandlinger. Naar efter 5 à 6 Timers Seance de andre Herrer gik hen til Giestebude og brøde sig om Intet for næste Dag, maatte jeg, tildeels om Natten, redigere, udkaste Breve og Forestillinger etc., hvilket saaledes varede i tre Maaneder, og jeg tør sige, at uden mig skulde Commissionen ei være bleven færdig i den Tid. Og for alt dette erholdt jeg hverken nogen Gratification eller engang en formelig Tak.

t. t.

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 5. April 1813.

Qvem ego — det er nu mit tredie Brev, og end savner jeg dit første.

Idag er Grev Joach. Bernstorff afreist til Engelland, directe over Hamborg. Han har faaet et Creditiv med paa 24,000 Pd. St. Efter min Mening maae Underhandlingerne allerede være komne vidt, naar man sender en saa fornem Mand, og en saadan lader sig sende. Freden med Engelland kan vel ansees som afgiort. Man fortæller, at den svenske Grev Mörner, som er kommen her, har foreviist en Skrivelse fra Keiser Napoleon, hvori denne, midt under sin Alliance med os, skal have tilbudt Sverrig Norge, saafremt det (Sverrig) vilde udsone sig med ham. Gud veed, om det er sandt. I saa Fald er det ikke meget ærligt. I Manuscript circulerer en Tale, han skal have holdt, inden han forlod Paris, og som skal være meget s. 335kraftfuld. Vistnok synes det, at hans Ære kun har eet Alternativ, enten at bære Seiere hiem eller at døe i Spidsen af sine Krigere. Det ulykkelige Europa! Hvad bør de andre Verdensdele dømme om den udskregne europæiske Cultur og dens velgiørende Frugter!

Til den juridiske Examen fremstille sig denne Gang 7 latinske, 43 (!) danske Jurister. Et for Videnskabeligheden interessant Forhold! Og disse danske Jurister, af hvilke de fleste ei kunne skrive orthographisk, som for det meste ere Bønder- og Skriver-Drenge, faae siden, om ei de fornemste, saa dog de meest indbringende Embeder, hvortil dog vistnok lidt mere Cultur var ønskelig. Der har, siden Directionen blev oprettet 1805, stedse været talet om Nødvendigheden af at reformere en saadan academisk (!) Examen , men det værste er, at der aldeles ikke er blevet handlet. De juridiske Professorer have Intet imod denne Oversvømmelse af saakaldte danske Jurister; thi de betale ligesaa godt som de latinske.

Det skal være afgiort, at Justitsraad Ørsted bliver Deputeret i Cancelliet i Anledning af Conferentsraad Knudsens Død. Cancelliet giør en god Acqvisition, hvilken jeg vilde have ønsket, at Universitetet forlængst havde giort. Berner og Lassen blive da ogsaa med det samme Deputerede. Men skal Ørsted renuncere paa sin Manuduction til juridisk Examen (der dog vel ikke kan være anstændig for en Cancellie - Deputeret), saa vil han vist blive dyr, og han behøver meget. Du veed vel, at han har afslaaet, for nogen Tid siden, Vocation til det norske Universitet med 200 Tdr. Byg, 800 Rdl. og fri Bolig. Deri kan jeg da ei heller fortænke ham; thi her maatte hans Virkekreds altid blive baade videre og interessantere. Men hvad vil Schlegel sige, han, som var en gammel Professor, da Ørsted s. 336tog sin juridiske Examen, han, som allerede for en halv Snees Aar siden var udnævnt til Deputeret i Cancelliet, vilde saa gierne have været det og blev det ikke (vistnok formedelst tilfældige Omstændigheder).

Mere idag — ikke. (Jeg har lært af Holbergs Præceptor. at det er en Eleganz i Sproget, at sætte Negationen allersidst). Og naar Du faaer mere? ja det kommer an paa Dig selv, sat sapienti.

t. t.

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 9. April 1813.

Tak for Dit Brev af 6. d. M. med Bilage. Disse følge herved tilbage. Gregoires Brev er heel og holden et Udtryk af hans følsomme Hierte. Jeg længes ordentlig efter at skrive ham til, hvilket jeg en Tidlang har forsømt, ikke af Ligegyldighed, men fordi evige Embedssysler have forhindret mig. Lad mig vide, om Du snart skriver ham til og ved hvilken Leilighed. Jeg formoder, at Postgangen til Paris er for nærværende Tid lidet regelmæssig. I hele Tydskland er Postvæsenet saa godt som suspenderet. Hvad er det, Tham har skrevet om Guldhornene? Er Grønqnist kommen tilbage eller ikke? Er Thams Characteristik af ham rigtig?

Det, Du melder mig om Sverdrups Afskeedstale, stemmer overeens med hvad jeg har hørt. Del hedder, at en Deel af den studerende Ungdom vil giøre ham og Etatsraad Treschow en Cadeau ved deres Afreise.

s. 337Jforgaars ledsagede jeg Conferentsraad Knudsen, Deputeret i Cancelliet, til hans Hvilested. Det var en veltænkende, ubestikkelig og duelig Mand, i Omgang blid og velvillig. Ingen var saa nøie bekiendt med Cancellie-Forretningerne i deres hele Omfang som han; thi han var saa at sige opvoxet imellem dem, og hans hele Liv havde dreiet sig om dem. Hans Fader var efter daværende Talebrug Cancellie-Registrator, og det er ham, vi kan takke for den Orden, hvori Cancellie-Archivet nu findes. Sønnen begyndte med at være Volontcer, saasnart han var bleven Student, og i 40 Aar arbeidede han i Collegiet giennem alle Grader, indtil han tilsidst blev Deputeret og Conferentsraad (dette ruban bleu des roturiers, som Bernstorff ret naivt skal have sagt). Hans talrige Liigfølge kan ikke tilskrives, i det Hele, uden den Agtelse, han efterlod sig. Thi han var ikke Militær (hans Følge derfor heller ingen Parade) og havde ikke tracteret stærk. Det bestod meest af Embedsmænd. I hans senere Aar havde han unddraget sig fra en Deel af den Omgang, han forhen meget havde havt med Grosserere og andre af beslægtede Classer, og derimod sluttet sig til en Kreds af forædlede Familier, og jeg har hørt dem, som kiendte ham nøie, forsikkre, at denne Forandring i Omgang havde i de sidste Aar havt en mærkelig Indflydelse paa ham og hans Familiekreds, hvilket forundrer mig meget mindre, end at visse Mænd af Aand og Talent, som baade Du og jeg kiender, ikke have følt eller føle Trang til en lignende Udsondring fra Omgangskredse, som have intet Værd, og i hvilke deres Børn let kunne fordærves.

Jeg sender Dig herhos et særskilt Aftryk af min Afhandling i det Skandinaviske Selskabs Skrifter om Christian IV's (mislykkede) Forsøg til at ophæve Vornedskabet 1634. Det er kun en ringe Giengield for dine hyppige s. 338litterære munera. Men betænk, at Du lever og residerer in ipso Musarum adyto, jeg har desværre i lang Tid kun af og til kunnet giøre en kort séjour i deres Forgaarde. Jeg stunder immer meer og meer in Musarum amplexus, og maa ofte giøre Vold paa mig selv, for at gaae over til andre Forretninger og aldeles heterogene Gienstande. For denne Sommer har jeg lagt adskillige (med oeconomiske Opofrelser endog forbundne) litterære Planer. Gud veed, hvorvidt jeg kommer med Udførelsen.

22

Ved i Vinter at holde Forelæsninger over den romerske Histories Kilder, er jeg bleven — naturligviis — anlediget til, lidt nærmere at undersæøge de nyeste Hypotheser angaaende den ældste romerske Historie, i Særdeleshed Levesques og Niebuhrs. Mig synes, at begge, især den sidste, udlede af deres Præmisser (som for en Deel ere uimodsigelige) langt mere, end der ligger i disse. Fabelagtighed i Ømstændigheder, Modsigelser i enkelte Ting, Forvirring i Chronologien ere ikke nok til at kuldkaste ####τν oɩαv των παματων. Men Intet er i Grunden urimeligere, end at, efter Niebuhr, den ældste romerske Historie skulde være et epos; ingen Charaeteer har den mindre end den af et epos. Hvor er Helten? hvor er Centrum og Eenhed? hvor meget er saa upoetisk som mueligt! hvor mange kiendelige Spor af den virkelige Oldtid! naar blev saadant et epos skrevet? Fra en nyere Tid maatte det vel hidrøre; og de lærdeste, klogeste Mænd, som levede i Landet selv, og ei saa saare længe efter at et saadant epos kunde være blevet til, en Ennius, Cato Maior, en Varro, Cicero, Livius, skulde aldrig have hørt det mindste om en slig episk Componist, skulde ligefrem tage Hans Genieproduet for rene historiske Vare, skulde være saa lettroende som gamle Kiellinger, og selv bedaarede, bedaare hele Efterverdenen? Romulus og Numa have været til. Albanerne ere s. 339forflyttede til Rom. Ja, at Sabinerinderne røvedes, er slet ikke saa urimeligt. Lad os tænke os ind i en saadan Tidsalder. Jeg troer, jeg turde tage mig for at giendrive Niebuhr, endog han er bleven støttet med Grundtvigs mægtige (!) Auctoritet, dersom ellers Nogen gad læst slig lærd Polemik. Forresten ønskede jeg dog at vide din Mening om denne Sag. Det slaaer ogsaa ind i dit Fag.

Har Du kiøbt nogle Bøger paa de sidste Bogauctioner? Jeg maa desværre aldeles lægge Baand paa denne Lyst; siden 1807 har jeg ikke kiøbt 10 Bøger, i hvor nødvendigt end et bedre forsynet Haandbibliothek, end det jeg har, var for mig. Forhen havde enhver Professor sig et godt Bibliothek, og kunde stedse sorøge det. Nu har man ondt at giøre med at skaffe Huuslye, Klæder og Brød. Jeg kan sige med Sandhed, at jeg endnu ikke i noget Aar har af reen Embedsindtægt kunnet have mit anstændige Udkomme, uagtet baade jeg selv og min Kone ere ordentlige Huusholdere. Ved at søge det fornødne Supplement paa lovlig Maade, har jeg deels maattet spilde den liden Tid, jeg havde tilbage, deels anstrænge mig over Evne, ei uden mærkelig Skade for mit Helbred. Maaskee vil det Ene med det Andet blive bedre med Tiden.

Amanuensis Rask bliver nu indstillet til at nyde en Understøttelse af 700 Rdl. aarlig i 2 Aar, for at foretage en litterarisk Reise til Island. Derhos beholder han sin Gage (100 Rdl.). Han har en stor Iver for det gamle nordiske Sprog, og jeg tænker, at vi i ham vil faae en anden Worm, Torfæus eller Olafsen. Den Arnæmagnæanske Commission skal dog (efter hvad din Svigerfader har yttret til Geheimeraad Malling) ei have været fornøiet med ham. Hvori bestaaer dette?

Jeg haaber, Du vil flittigen skrive mig til, efter vor Plan. Disse Meddelelser skulle ingen Indflydelse have paa s. 340at giøre vore mundtlige fieldnere, og for at give Dig et Beviis derpaa strax, saa kan Du belave Dig paa at have mig til Giest ved dit Theebord hac ipsa vespera Kl. 63/4, da jeg agter at indfinde mig hos Dig i 3 Qvarteer (til Kl. 71/2); thi i Videnskabernes Selskab giør jeg en Absent, for at være tilstæde i et lille Familie - Selskab.

22*

t. t.

Engelstoft.

P. S. Dersom Du ikke vil have mig i Aften til den omskrevne Tid, saa send mig et Par Ord.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 16. April 1813.

Kiære Thorlacius!

Jeg seer med Længsel imøde din Fortale til Sverres Saga. I din Dom om Snorro er jeg fuldkommen enig; han er et Vidunder i Middelalderens Historiographie og en Kierne i Nordens Litteratur; i denne, som i andre Henseender, troer jeg ikke, at vi behøve at lade os vise til Rette af Tydskerne. I Parenthese: hvor længe er det nu, siden den Text blev færdig, som ventede paa en Fortale for at gives ud? Ved samme Leilighed falder det mig ind at spørge Dig: kan der ikke føies nogen Anstalt til, at Knytlinga Saga (hvis Oplag jo næsten er tilintetgiort) kunde igien blive trykt. Saavidt jeg veed, var den forrige Udgave ei engang fuldkommen færdig. Mig synes virkelig, at Udlændinge i visse Dele kunne med Føie bebreide os Mangel paa tilstrækkelig Iver i at drage vore egne gamle Skatte s. 341frem af Mørket og redde dem fra Forglemmelse. Hvor meget er ikke uopretteligen tabt!

Har Du læst Molbechs Skrift om Ditmarserkrigen? Det er en vel skreven Bog. Hist og her ere Detaillerne lidt kiedsommelige, men forresten har Forfatteren viist baade Flid, Critik og Talent til at bearbeide. De Grundsætninger, han har opstillet i Forerindringen, ere vel ikke andre end de, der maae ansees væsentlige for al Historiographie, som skal have noget sandt Værd, men det er dog behageligt at see en ung Skribent saa bestemt at bekiende sig dertil paa en Tid, da mange bilde sig ind at have fundet noget langt Klogere og Høiere. Det er aabenbart, at Molbech tager Hensyn paa det nymodens Galskab i Historiens Behandling, hvormed f. Ex. ogsaa Grundtvig er befængt, og da Molbech selv hidtil ei har været saa ganske fri for Smitte deraf, saa betragter jeg i en vis Henseende hans forommeldte Indledning som en Palinodie. Hans Sprog er omhyggeligt og han stræber efter det Classiske, men mangler Lethed, som vel kan komme med Øvelse, og er hist og her ei fri for en Slags Affectation à la Grundtvig. Det som i Historiens Foredrag synes at være det allerletteste: en ædel Simpelhed, hvor vanskeligt maa det være at opnaae, da det er saa saare sieldent! Hvor meget bedre giorde vore unge Lærde her i at følge de græske, romerske, engelske, italienske Mønstre, end de, næsten altid paa en eller anden Maade forskruede, tydske!

Iforgaars Aftes mødte jeg for første Gang i det nu forenede Selskab for Heraldik, Genealogie, Fædrelandets Sprog og Historie; de vare (som Du veed) hidtil tvende Selskaber, hvoraf hiint har begyndt og fortsat et Adelslexicon, dette udgivet Danske Magazin. Conferentsraad Treschow, der er Formand, giorde Forslag angaaende at s. 342give Selskabets Skrifter mere Almeeninteresse ved Afhandlinger etc. Min Mening var og er, at Selskabet især skal gavne ved at levere authentiske Bidrag — større og mindre, efter Omstændighederne — til Fædrelandets og dets Sprogs Historie, og at det er her en Bisag, om det læsende Publicum finder dem interessante eller ikke. Afsætningen skulde derfor ogsaa — efter min Mening — blot beregnes paa offentlige Bibliotheker og lærde Instituter. Men Selskabet burde have en ordentlig Fond; hvad er 300 Rdl. aarlig? Til Secretær valgtes Etatsraad Qvistgaard istedet for Professor Werlauff, som har frasagt sig Secretariatet. Bibliothekariatet blev indtil videre ubesat, men man enedes om at overdrage Secretær Molbech, mod en passende Gratification, den Forretning, at ordne Manuscripterne og forfatte Catalog derover. De skal være i stor Uorden. Det værste er, at endeel af de vigtigste Manuscripter, som tilhørte Selskabet for det danske Sprog etc., ere blevne borte. Man beskylder N. for, i sin Tid at have stiaalet en Deel deraf. Jeg har talt med din Svigerfader, A. Kall, om det egentlige Øiemeed af dette Selskabs Virksomhed. Han var aldeles enig med mig i de ovenfor yttrede Ideer. Ved samme Leilighed talte vi blandt andet om Grundtvigianismen, og kunde begge ikke nok undre os over, at saa lærde og tænkende Mænd som S. og andre kunne hylde dette mystiske Væsen (eller Uvæsen). Han frygtede endog, at Hersleb stod Fare for at henrives af den samme Strøm.

Du synes at ansee Candidat Petersen ubilligen tilsidesat af Directionen. Pace tua maa jeg dog giøre derved følgende Bemærkninger: 1) at han altid har indskrænket sine Ansøgninger til Ansættelse paa eet Sted, nemlig ved Kiøbenhavns Skole; 2) at han ei endnu har lagt offentlig for Dagen saa udmærkede Prøver, at han med Hensyn til dem kunde foretrækkes s. 343andre duelige, allerede i Tieneste værende, Lærere; 3) at hans evige Pukken paa sine egne Meriter ei er skikket til at forskaffe ham favorem ex commendatione modestiæ, hvilken klæder unge Mænd saa vel. Mod M—r har han uden Tvivl tilsidesat den égard, som han kunde synes at være en Mand i hans Stilling skyldig.

Dr. Rasmussen er ankommen til Altona. Han kan altsaa ventes hertil med det allerførste. Tychsen i Göttingen har i et Brev til Münter givet ham et meget hæderligt Vidnesbyrd. Sacy i Paris har derimod ikke skrevet meget smigrende om ham. Men dette lægger jeg ikke saa megen Vægt paa, da Rasmussen virkelig har anvendt sin Tid vel. Maaskee kan han ved en eller anden Mangel paa Opmærksomhed have stødt den franske Lærde.

De Svenske have sluttet en Hob Chicaner med en Fordring af 6 Millioner for opbragte Skibe. Paa disses Liste staae ogsaa saadanne, som forlængst ere frigivne, ja endog, hvis Proces-Omkostninger af os i sin Tid ere betalte. Det er blevet sagt, at man paa Fordringen af de 6 Millioner havde svaret, „at for disse kunde man en Stund føre Krig." I Forbindelse dermed vil jeg endnu fortælle Dig en Anecdote. Relata refero. Digteren Schack Staffeldt, som er Amtmand i Holsten etsteds, er her i denne Tid, og spiste forleden hos den russiske Minister Lisakevit$$*. Ved Bordet gav han sig til at declamere heel ivrigen mod de Svenske som ufordragelige Naboer, og syntes at ville, at man strax skulde bryde løs imod dem. Dolgorucki, som var tilstæde, skal da have vendt sig til ham omtrent med saadanne Ord: „Min Herre! Jeg veed, at De forstaaer Dem meget paa de skiønne Videnskaber, men De forstaaer Dem intet paa Krig; jeg forstaaer mig ikke paa de første, s. 344men kiender noget til den sidste; troe mig, af alle Ulykker er Krig den største, som kan ramme Menneskeheden eller noget Land; kan De alligevel skaffe Dem denne Naboe af Halsen, og, hvis De kunde, undgik De da alligevel at have en Naboe, og hvoraf veed De, at De vandt ved Byttet?" Et fornuftigt Svar, ikke behageligt som en Tilretteviisning, men vel fortient ved saadant Sprog, paa saadant Sted.

Fra Bernstorf i London haves endnu ingen Efterretning, kunde ei heller endnu haves. En Engellænder er ankommen her, men hvorvidt det er med nogen offentlig Characteer, er mig ubekiendt. Det er vist, at Østerrig ikke endnu har tiltraadt Coalitionen mod Frankrig, ogsaa tvivler jeg om, at det skeer, i det mindste endnu i nogen Tid. At Bayern holder ved det franske Partie, og at Kongen af Sachsen er flygtet til Østerrig, synes endnu mere at bestyrke en saadan Tvivl. En slem Omstændighed er det for Napoleon, at Hans Finantser ei ere i den bedste Forfatning. Hans Decret angaaende at sælge Communernes fælles Eiendomme til Statscassens Fordeel kan neppe andet end giøre mange misfornøiede. Besynderligt, at Dags-Aviserne ikke melde et Ord om, hvor han selv er.

I Aften gives en stor Concert hos Conferentsraad N., Ridder af Dannebrog, hvor ogsaa Malling og Moldenhawer skulle hen. Jeg har ganske afsondret mig fra det N.'ske Huus, hvis Ostentation mishager mig. For Hr. N. selv har jeg desuden — nonobstant at han baade er Conferentsraad og Ridder — en saadan Foragt, at jeg paa en vis Maade moraliter holder mig for god til at have nogen Forbindelse med ham. Du kiender selv Personens Reputation.

Sub rosa kan jeg sige Dig, at der vil over Grundtvigs Krønike komme en dobbelt Recension, en af Professor s. 345I. Møller, en af Ørsted. Til den første har jeg ogsaa meddeelt nogle Data.

Din
Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 21. April 1813.

Kiære Broder!

Med Fornøielse modtager jeg din Indbydelse til at spise min Middagsmad hos Dig idag i Selskab med Rector Bloch fra Nyekiøbing, og det saa meget hellere, som jeg da i den mundtlige Samqvem kan holde mig skadesløs for det, Du lader mig savne i den skriftlige. Mihi paulo desidiosior videris ; jam sextam epistolam ad te scribo ; tu non nisi binas reddidisti. NB. det er til Straf, at jeg plager Dig med mit Latin. Bedrer Du Dig ikke, saa faaer Du en anden Gang mere af samme Slags.

Ved at rode op mellem mine Papirer finder jeg tvende Afbildninger af Liigstene med Munkeskrift om, og paa den ene blot et Vaaben, paa den anden en fra øverst til nederst harnisket og bevæbnet Mand med en Ulv paa Skioldet og paa Hielmen. Paa den sidste læser jeg i Omskriften: Lapis Domini Hikkonis de Hitzen Militis paratus anno Domini Millesimo . CC sexto sub quo quiescere intendit. De tre følgende og sidste Ord ere mig ei tydelige. Det sidste: Requ. er, seer man, en Forkortelse. Ligeledes har jeg fundet to Sigiller, hvoraf det ene, stukket i Kobber, synes at have tilhørt Sct. Knuds Gilde, det andet, en Tegning, s. 346forestiller de tre Konger, som tilbede Jesus, og synes at være norsk. Jeg sender Dig dem alle, om Du maaskee kan giøre nogen Brug deraf. Lad mig vide — si tanti est — hvad det egentlig er for Ting.

Professor Müllers Afhandling om det islandske Sprogs Vigtighed har jeg læst med Fornøielse. Det er ret et vakkert Product. I Henseende til vort Sprogs Historie har jeg just ikke lært noget nyt af ham, men dog ingensteds fundet det Bekiendte saa vel ordnet og saa philosophisk behandlet. Lærerigst er han, synes mig, i den første Afdelings fierde Afsnit: Oldsprogets Anvendelse paa vort Skriftsprog, Side 67—125, og i anden Afdelings § 20—22 om det islandske Sprogs Vigtighed for Philosophen, Juristen, Historiegranskeren, Archæologen og Philologen. Jammerskade, at vort gode Sprog er blevet saa skammelig forhutlet. Ogsaa i denne Henseende kan man sige:

vor Fortræd er tydsk.

At tænke paa de gamle Flexioners Gienindførelse, ihvor meget disse end maatte giøre vor Grammatik fuldkomnere, er nu for sildigt: men vist er det, at man ved at følge vor Müllers Raad kunde igien for vort Sprog efterhaanden vinde ind af dets tabte Reenhed, Riigdom, Fynd etc. Hypothesen om Slægtskabet med Indien kan mneligen have nogen Grund, men Beviserne derfor hos vor Forfatter sige ikke meget. Listen paa de jydske Ord, som ere Levninger af det gamle Sprog eller minde derom, kunde jeg forøge med mange flere. Mange Primitiver ere ogsaa endnu tilbage, skiønt de ansees tabte. Saaledes anseer Müller selv Ordet Vod (hvoraf Rettebøder etc.) tabt, omendskiønt vi endnu have det i den Talemaade: at raade Vod paa noget, at giøre Bod etc. Moret har mig Satiren S. 78 over Øhlenschlägers flaue Vittighed i Ordspillet med Røgløshed. Den Illusion, som Forfatteren S. 10 vil giøre Brug af, s. 347for at tilvende det skandinaviske Sprog det almindelige Navn: Dannersproget, er i mine Tanker meget uheldig. Dannersproget er, i en blødere Udtale, de Danskes Sprog. I hele Norden kaldtes en Tidlang Nordens Sprog dansk Tunge, som Forfatteren selv beviser. Dannemænds Sprog er noget ganske andet. Etymologien er aldeles forskiellig. Slig Sammenblanding bestrider ellers Forfatteren paa andre Steder (og med Føie), men her skal den netop ved en snild Illusion benyttes, og Nordens Dannemænd derved tillige smigres. Jeg bringes derved i Tanke om hine ældste Grækere, der gave sig selv de prægtigste Navne. Men de Norske vil ikke finde sig i, at deres Sprog kaldes dansk? Det kaldtes saa, da Norge havde egne Konger, og det er dansk. Det er ogsaa, synes mig, utidigt, at nære pseudopatriotiske Ideer. Norges Natur og Næringsveie, Cultur og Oplysningsvæsen tilbyder den norske Patriotisme ganske andet Stof end den Qvæstion, om det danske Sprog, som de Norske bruge, og som de under dette Navn have brugt for 800 Aar siden og længere, maa hos dem kaldes, hvad det er.

Saavidt jeg har erfaret, vides endnu intet bestemt om I. Bernstorfs Ankomst til London. Han har en vanskelig Mission. Engelsk forstaaer han ikke. Talentets Maade er neppe extraordinær. Nogle have ønsket, at man hellere havde sendt Christian Bernstorf. Men han er i Wien. Hovedknuden er, at Engelland har lovet Sverrig til Belønning for dets Anstrængelser i Tydskland, at det, Engelland, vil tvinge Danmark til enten at afstaae til Sverrig Tronhiems Stift eller at betale 6 Millioner Species. Vistnok vilde Engelland gierne undgaae at holde dette Løfte, og det hedder, at man har tilbudet Sverrig Guadeloupe istedet. Mærkelig er den Mistroe, baade Engelland og Rusland have til Sverrig. Vor Regiering har dog i det mindste en s. 348vis Agtelse fra den moralske Side. Imidlertid see vi, at vore egentlige Fiender ere de Svenske. Bedst var det imidlertid, at de ei solgte Huden, før de havde skudt Biørnen.

Vale.

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 30. April 1813.

Kiære Thorlacius!

Jeg hører aldeles intet fra Dig. Skulle vore Breve, hvad jeg pusker, blive etslags testis temporum, i det de tillige overlevere Fremtiden et Minde om vort Venskab, saa maa Du oftere give mig Anledning til at takke Dig for Giengield.

Den mærkelige Artikel i vor Statstidende af 23. d. M. viser tydelig vor Stilling til Sverrig. Jeg har hørt den dadle af flere, i Særdeleshed ogsaa i Henseende til Stilen. Det kan være, at den ei er noget Mesterværk fra denne Side, men agtværdigt er det Præg af Fortrolighed mellem Regiering og Folk, som den bærer, og dens Simpelhed behager mig meget mere, end om man havde — som saa ofte — faaet at see en germaniserende dansk Oversættelse af tydske Phraser. De Svenske have aldeles intet udrettet med deres Trudsler. Imidlertid, da deres hele Fremgangsmaade er besynderlig, kan man endnu ei vide, hvad det kan blive til. Den svenske Legationssecretær skal endog have, før sin Afreise, været meget dierv imod Dolgorucki. Meningen er, at de Svenske lægge sig ud med al Verden, og at s. 349deres Regiering Dag for Dag taber mere i Agtelse. I engelske Aviser skal have staaet, at det var aldeles urigtigt, at Engelland skulde have forsikkret Sverrig nogen Udvidelse paa Danmarks Bekostning; der havde blot været handlet om, at udvide Sverrigs Besiddelser i Vestindien, ifald det blev sine Forpligtelser tro mod Engelland. Prinds-Regenten har i en egenhændig Skrivelse meldet vor Konge sin Tantes (Hertuginden af Brunsvigs) Død, og Du veed, at her strax er i denne Anledning anlagt en Hofsorg paa 4 Uger. Det østerrigske Hof har i Stokholm ladet afgive en formelig Indsigelse mod ethvert Demembrement af det danske Monarchie, med Yttring af sin Forundring over, at, medens man prætenderede at retablere det bourbonske Huus i Frankerig som legitim, tænkte man paa at kuldkaste et af de ældste og respectableste Dynastier i Europa — det danske. Saa meget er vist, at Agtelse nyde vi overalt, selv i en høi Grad hos vore Fiender. Vor Regierings Adfærd imod Frankerig er midt under de nuværende Forholde saa sindig og beskeden, at selv Keiser Napoleon, om han end igien bliver Seierherre i Tydskland (hvad jeg ei finder usandsynligt), maa være tilfreds med os.

I Forgaars Aftes mødte jeg ved en Samling i Selskabet for det danske Sprog etc. Din Svigerfader giorde nogle meget fornuftige Forslag til Selskabets Virkemaade. Blandt andet foreslog han, at tilveiebringe en fuldstændig — saa vidt det nu er mueligt — Samling af Christian IV's Breve, og at begynde med, derover at optage en chronologisk Fortegnelse. Endvidere, at man af Birckerods virkelig i mange Henseender interessante Diarium, der strækker sig, troer jeg, giennem 4 Decennier, skulde i hvert Hæfte levere noget, dog med Udvalg, og saaledes tilsidst faae det Hele for Lyset, saavidt det nemlig fortiener denne Ære; thi s. 350adskilligt har slet ingen historisk Interesse, f. Ex. Forfatterens gudelige Betragtninger, Optegnelse af, hos hvem han havde spiist til Middag etc. Secretær Molbech modtog Bibliothecariatet. Skade, at saa mange af de vigtigste Manuscripter ere borte, de fleste, som man paastaaer, stiaalne af N., da han var Bibliothekar. I hans Tid bleve ogsaa de kostbareste Mynter borte, eller, som din Svigerfader A. Kall udtrykte sig, hvad der var Sølv og Guld værd, forsvandt. Ved denne Leilighed erfarede jeg, at Selskabets nuværende Formand, Conferentsraad Treschow, er i Besiddelse af Griffenfeldts Signet og nogle andre Reliqvier af denne store Mand, som bøde i hans — Treschows — Farfaders Huus.

I vor Direction circulerer for nærværende Tid et Udkast til en Fundats for det norske Universitet, forfattet af Etatsraad Treschow, hvilken han gierne vilde have sanctioneret, inden han reiser herfra. Men alle vi andre ere af den Mening, at det endnu er for tidligt, at indføre en formelig Fundats; men bedre, for det første at indskrænke sig til et provisorisk Reglement. Treschows Udkast kan imidlertid siden tiene til etslags Ledetraad ved disse Forhandlinger. Men skal en vis Mand, der lige troligen hader Treschow og hades af ham, raade, vil der nok ikke blive meget tilbage af hiint Udkast. Jeg havde troet, at Moldenhawer og Treschow dog skulde være skilte som Venner fra hinanden; men dette er saa langt fra, at de hæftigste Udbrud af deres Nag endog have fundet Sted i vore sidste Forsamlinger. Ogsaa Sverdrup og M—r skilles Uvenner ad, og jeg maa tilstaae, at M—r har Grund til at anke paa Sverdrups høist udelicate Adfærd imod ham, da man kan sige, at adskillige af de Breve, Sverdrup i den sidste Tid har skrevet til Directionen, ere, saa at sige, lutter Bebreibelfer s. 351mod M—r, endog i Anledning af saadanne Ting, hvormed M—r har troet at giøre ham en Tieneste eller Fornøielse. Ventelig har M—r af og til fornærmet ham, som alle andre, ved Stolthed, Sottiser og Hovmester-Tone. Imidlertid, da M— r dog har været Sverdrups Befordrer, saa klæder denne pruritus „sich an ihn zu reiben" just ikke saa saare godt.

Vale. Jeg sætter saa megen Priis paa denne vor Brevvexling, at den fra min Side ei bliver staaende tilbage uden for de allermeest paatrængende Forretninger. Gak Du hen, og giør ligesaa.

Din
Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 5. Mai 1813.

Kiære Thorlacius!

Da Du saa redelig afbetaler den Gield, som Du har giort, ved dine tvende Breve af 2. og 3. d. M., hvilke jeg paa eengang modtog, saa har jeg intet at klage. Du er et bonum nomen, og skal have Credit en anden Gang. Maaskee kunde jeg og selv komme til at behøve en saadan fra din Side. Grims Brev følger hermed tilbage. Tak for Meddelelsen. Hvad er det for en lille Bog, han har sendt Dig? Rühs behandler han just ikke lemfældig, men den gode Mand er selv Skyld i sin Fordømmelse. Hr. Grim skriver ikke slet Latin; kun er del noget stivt. I Parenthese: hvorledes er det tilgaaet, at den anden Deel af Sæmunds Edda, som s. 352man her har ventet paa Udgivelsen af siden 1787, nu kommer for første Gang for Lyset i — Tydskland? Hvad siger den arnæmagnæanske Commission dertil?

Jeg maa fortælle Dig den Nyhed, at Etatsraad Treschow er ved et umiddelbart kongeligt Rescript af 29. f. M. perpetueret i sin Stilling som Medlem af Directionen for Universiteterne og de lærde Skoler, for saa vidt det norske Universitet og de lærde Skoler i Norge angaaer. Til de sidste er altsaa hans Virkekreds udvidet; thi hidtil havde han intet med Skolerne i Norge at giøre. Han skal som brevvexlende Medlem, efter sin Afreise herfra, tage Deel i Directionens Forhandlinger. Nærmere Forslag skal giøres til Hs. Maiestæt angaaende Brevvexlings-Forbindelsen mellem ham og Directionen hernede. Udvidelsen af hans Virkekreds ogsaa til Skolerne i Norge kan neppe være M—r behagelig, hvem det ei er ubekiendt, at den nye Skoleforordning af 7. Novbr. 1809, som er hans (M—rs) Arbeide, ansees af Treschow som et non plus ultra af en slet og skadelig Forordning. — I Henseende til den af Treschow udkastede Fundats for det norske Universitet har jeg forhen meldt Dig, at Rothe, Moldenhawer og jeg havde skriftligen yttret vor Formening derhen, at det vilde være raadeligere, at bie med den egentlige Fundats, indtil Universitetet er complet, og imidlertid — paa en 3 Aars Tid nemlig — at indskrænke sig til et provisorisk Reglement. Treschow har nu derpaa repliceret og søgt at vise, at det baade er mueligt og ønskeligt, ja næsten nødvendigt, at en Fundats strax udgives. Sagen skal nu foretages i en Seance. Jeg veed ikke, hvad Resultatet vil blive.

Der arbeides meget ivrig paa alt det, som kan assimilere Hertugdømmerne med det øvrige Danmark. Det er en af Kongens Yndlingsideer, og den er meget politisk-rigtig. Allerede for et halvt Aar siden har det slesvig-holsteenske s. 353Cancellie faaet Befaling at giøre Forslag til Midler, at giøre det danske Sprog til herskende i disse Provindser, hvoraf den ene — Slesvig — er oprindelig dansk og saa at sige med Vold er bleven tydskgiort. Ligeledes har Kongen befalet, at i Hertugdømmerne skal indføres same Maal og Vægt, som i Danmark. En Commission er sammentraadt for at regulere dette. Man Regierte først Betænkning over denne Sag fra Øvrighederne i Hertugdømmerne, og der mødte 1000 Umueligheder. Derpaa befalede Kongen, at det skulde saa være, og nu skeer det. Det er meget vel, at der i det slesvig - Holsteenske Caneellie er kommen en saa dansk Mand som Etatsraad Rothe.

Den allerede for 3 Aar siden til Professor extraord. i Astronomien her ved Universitetet udnævnte Schumacher, som ei endnu har tiltraadt sit Embede, er nu kommen her. Dog agter han ikke at blive her, men Hensigten af hans Reise hertil er at begiere Tilladelse, at antage en Vocation til Universitetet i Heidelberg, saafremt man ikke her kan strax tilstaae ham ligesaa gode Betingelser. Her staaer han paa 1200 Rbdlr. I Heidelberg er ham tilbudet 1800 Gylden foruden adskillige Agrements. Da man neppe her kan eller bør nu for Tiden tilstaae ham høiere Gage end 1200 Rbdlr. S. V., saa synes mig, det var bedst, han tog imod hiint Tilbud. Han kan desuden ikke Dansk, og har ikke lagt sig efter det i de 3 Aar, som ere forløbne, siden han blev udnævnt til Professor her ved Universitetet. Han seer meget svagelig ud. Han er en Broder til Ingenieur-Officeren Schumacher, som har opfundet de nye Raketter, der skal være af en forunderlig Virkning. Det bliver vor græske Ild. Vi have allerede en heel Raket - Flotille, der just i disse Dage har allehaande Øvelser for. Dette i Parenthese. Den anden Broder — Professoren — fortalte mig, at han s. 354umiddelbar efter sin Udnævnelse havde tilskrevet Etatsraad Bugge et meget høfligt Brev, men var ikke bleven beæret med noget Svar.

23

I Forgaars giorde jeg — efter Tilsigelse — Dronningen min Opvartning. Jeg havde sendt hende en lille Samling af nogle af oe Smaating, jeg har udgivet paa dansk. Det var da for at takke mig, at hun lod mig tilsige. Hvad man havde sagt mig om hendes Elskværdighed og Forstand, fandt jeg fuldkommen bestyrket ved min Samtale med hende. Vi talte meest om Historien, dens religiøse Anskuelse, de franske Memoires, Christian IV. etc. Ved Leilighed af Talen om den sidstes Haandbilletter eller Breve, der endog ere characteristiske ved Maaden, hvorpaa de ere lagte sammen, ønskede Dronningen at see nogle af disse. Jeg har nu tilstillet hende 7 originale Breve af Christian IV.

Efter Sigende skal idag være ankommen en Estafette fra London. Om det er sandt, vil man vel snart erfare. I Hamborg skal man være i stor Angest for de Franske, der rykke frem i det Hannoverske og Lyneborgske. Men den Efterretning, at Davoust skulde have tilskrevet Hamborgerne et truende Brev, hvori han beklager dem, i Henseende til hvad der ved hans forestaaende Besøg venter paa dem, synes ikke meget authentisk. Sørgeligt var det Tilfælde med den svenske Fregat, som sank ved Møen. Kun 9 Mennesker reddedes. Den svenske Nation kan neppe ansee det for noget godt Augurium. De Svenske have neppe udrettet andet, end at bidrage ved deres egen Opførsel til, at den offentlige Mening i Europa er bleven dem ugunstigere, og i samme Forhold gunstigere for os. Le Système continental er ingen Mesters Værk. Hr. Schlegel er ikke af Naturen udseet til at dirigere Nordens politiske Forholde, s. 355og Hr. Geheime - Statssecretæren, der altid har ønsket en theatralsk Rolle, debuterer heel comisk; maatte Han kun ikke ende tragisk!

Din
Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 24. Mai 1813.

Kiære Thorlacius!

Tak for dine tvende Breve af 19. og 22, d. M. Af Statstidenden igaar vil Du have seet, hvad Regieringen selv har meddeelt Publicum om den Bernstorfske Mission til London. Synderligt, at vi skulde begaae en saa stor Sottise. Jeg tilskriver den vor Minister for de udenlandske Anliggender, Rosenkran$$*, som altid har været stærk engelsksindet. Paa Kongen, der længe væbnede sig med Fasthed, have især Forestillingerne om Norges Hunger virket. Man har bestormet ham fra Hiertets Side. Og man bildte sig ind, at Bernstorf skulde blive modtagen med aabne Arme! saa slet var man underrettet, saa lidet vilde man see! Det bedste er, at selv det Mislykkede i Missionen anbefaler os til venia hos Keiser Napoleon, til hvem den mildtseende Kaas er sendt. Og overalt — hvo veed, om det ikke var Danmarks gode Genius, der ledede Sagen. Coalitionen ender vist som alle de forrige. Sverrigs egennyttige, uretfærdige og skamløse Politik har allerede Opinionen imod sig og bereder Frafald af de Venner, som for Tiden finde det nødvendigt at caressere det. Vor Stolthed s. 356og vor Anbefaling til Nemesis er vor Redelighed. Gid vi intet Øieblik havde afveget derfra. De Svenske have forlængst i Tale og Gierning erklæret os Krig; det mangler kun: at slaae til. Vi opføre os som de frygtsomme Svage. Mueligt, at det skeer af overveiende Grunde. Endog, medens i et heelt Aar ingen Dansk har turdet opholde sig i Sverrig, vrimler det endnu i dette Øieblik af Svenske, som opholde sig her og ere for største Delen Spioner. Man venter hvert Øieblik at høre Angreb skeet af de Svenske i Holsteen. Vore Kanonbaade i Belterne samle sig i Femer- Sund. Den Convoy, som gik her forbi forleden Dag, havde 6000 svenske Landtropper ombord. Engelske Commissarier havde i Gothenborg taget imod dem efter Tal, Stykke for Stykke, som man tæller Faar ind i en Stie; thi de betale 12 Pund par tête og troe ikke Listerne. — Prinds Christian er virkelig gaaet til Norge; men om hans Ankomst der mangler man endnu sikker Efterretning. Det skulde være en stor Hemmelighed, og dog vidste al Verden det i samme Øieblik, som han reiste herfra. Hemmeligheder hos os! Hans Nærværelse i Norge kan være af største Nytte, og jeg ønskede, at han forlængst havde været sendt derop. Hans udvortes Egenskaber ere ikke mindre end hans indvortes skikkede til at vinde og beherske Nordmændenes Gemytter. Det ahner mig, at han tilsidst bliver Konge i Sverrig med. De Norskes loyauté midt i deres Hunger er meget respectabel. I Christiansand have de holdt en formelig auto da fe over en Mængde svenske Proclamationer. Brød vil den norske Armee nok hente sig i Gothenborg. Om Prinds Christian er reist til Augustenborg for at hverve om den smukke Prindsesses Haand, skal jeg ikke sige; men jeg nægter dog ikke, at jeg har stærke Grunde til at formode det.

23*

s. 357Siden vi tale om Politik, maa jeg endnu fortælle Dig en Anecdote i den engelske Smag. Ved en Illumination i London til Ære for de russiske Seiervindinger var over den russiske Ministers Hotel anbragt et Transparent, hvori saaes Bogstaverne N. I. H. I. L. Ingen vidste, hvad det skulde betyde. Med eet fremkom et andet Transparent med Napoleons, Josephs, Joachims, Hieronymus’s og Ludvigs Buster, og over disse Buster læstes nu Overskriften: Aut Cæsar aut NIHIL. Dette fandt man meget vittigt.

Det er saare bedrøveligt med vort Pengevæsen. Ogsaa til det nye begynder Tilliden meget at tabe sig. Coursen er dobbelt saa slet, som da Rigsbanken oprettedes. Rigsbankpengene tabe allerede 75 pCt. En af mine Bekiendtere, som i forrige Uge bestilte en rund Hat for 65 Rdlr. D. C., maatte i denne Uge betale den med 85 Rdlr. I Sønderborg har Prinds Christian maattet betale 57 Rdlr. for en Specie. I Holsteen vil man aldeles intet vide af Rigsbankpengene at sige. Man frygter for, at naar efter 1. August Sølv-Værdien skal udredes, det bliver umueligt. En større Forvirring i Pengevæsen kan nok ikke tænkes. De offentlige Papirer falde naturligviis, og Speculanterne deri — f. Ex. vor Secretær Schouboe — giøre vist til 11. Juni en eclatant Bankerot. Rentekammeret og Rigsbanken skal være i aabenbar Strid med hinanden. Og nu Krigens Fortsættelse. Gud veed, hvorledes det vil gaae.

Den Vise, som rullerer om Danmarks offentlige Tilstand, er egentlig en Pasqvil og som saadan ikke meget værd. Jeg har, for Curiositets Skyld, en Afskrift deraf, som herhos følger. Vær saa god at sende mig den tilbage, naar Du har læst den, og ei at vise den til andre, ligesom jeg ei heller har viist den til nogen, da jeg ei engang skiøtter om at vides som den, der har Kundskab om den uden ved s. 358Rygtet. Iøvrigt pleier der i slige Nidskrifter altid at være noget, hvorfor Sandhed ligger til Grund ^*Visen findes nu ikke ved Papirerne..

De Licencer, vi skulde have fra Engelland for at bringe det norske Universitets Bøger og Professorernes Effecter op til Christiania, ere ei endnu ankomne. Maaskee vilde det endog være misligt at benytte dem for de Svenskes Skyld, som tage alt op, hvad os tilhører. Sir Banks har ladet Commercecollegiet vide, at han ikke tvivlede paa, at disse Licencer jo skulde af ham udvirkes, „skiønt han vidste, at Sir R. (som er Præsident i Commerce-Bureauet) ikke gav en Døit for alle de Bøger, der vare til i Verden." Fra Treschow have vi siden hans Afreise intet hørt. Om hans Modtagelse i Christiania vil blive Apotheosens anden Act? Vor første Brevvexling med ham vil blive om de ved Christiania Skole vacante Pladsers Besættelse. Jeg formoder, at Etatsraad Rothe nu snart bliver ordentligt Medlem af Directionen. Vore fredelige Sysler og — efter Tidernes krigerske Aand — ignobiles artes falde lidet i Øinene; men det har ogsaa det Gode, at man lader os skiøtte os selv, og at vore Embeder hverken attraaes af Kammerjunkere eller Officerer.

Jeg hører, at Wøldike er død. For Universitetet er hans Tab intet. Han hørte ellers til den gamle Skole, og var virkelig en lærd Mand, ei blot i sin Hovedvidenskab, men ogsaa i de Hielpevidenskaber, hvormed denne understøttes og prydes. Ventelig vil dette Dødsfald give Anledning til, at Rector Degen i Viborg ansættes ved Universitetet, især da han, skiønt meget større Genie og Lærd end Rasmussen, dog blev sat tilbage for denne ved det norske Universitet.

s. 359Din novus honor fornøier mig. Mig synes, at Touren forlængst burde have tilfaldet Dig. Approbationen skal strax blive udfærdiget. Jeg anbefaler mig »Magnificentiæ Vestræ«, og giver mig den Frihed »Illius in usum« at meddele en lille historisk Notiz fra Aaret 1691, uddraget af Bircherods Journal, og lydende saaledes: ^*Den Aargang 1691, bvoraf dette anføres, siges i Molbechs Uddrag af Dagbøgerne, S. 245, nu at fattes.
(Udg. Anm.)

„Den 11. Jun. giorde jeg Rectorats-Processen til og fra Kirken geleidet. Siden vaar jeg med samtlige Collegis i novi Rectoris Dr. Masii Huus til Middags-Tractement efter Sædvane."

Du seer nok, hvori Eftertrykket ligger.

t. t.

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 24. Mai 1813.

Du faaer en lille Fortsættelse af mit forrige Brev af Dags Dato. Som jeg hører, har Bernstorf havt et egenhændigt Brev med fra vor Konge til Prinds- Regenten i Engelland, men ei engang dette kunde han faae afleveret. Det er ogsaa vist, at Engellænderne ved allehaande Manoeuvrer opholdt Bernstorf paa Veien, og derfor var det, at man havde tilbudet ham et engelsk Skib, som skulde føre ham over. Vore Tropper ved Hamborg have tvende Gange s. 360taget Deel i nogen Fægtning mod de Franske. Van Damme skal have forundret sig meget over, at have giort en dansk Officeer til Fange. Det var en Lieutenant Wilster, som de franske Soldater ganske udplyndrede, men som van Damme igien eqviperede og saaledes sendte tilbage. Denne Misforstaaelse skal nu Kaas see at undskylde hos Keiser Napoleon. Til Ære geraader det imidlertid for vore Militære, at da først Engellænderne, dernæst Hanseaterne og endelig Russerne løb, bleve vore Danske endnu staaende. Maaskee kan selv dette give os Agtelse hos Keiser Napoleon.

Grundtvig har idag præket i Garnisons-Kirken for et stort Antal Nysgierrige. Hans Præken har ikke synderlig behaget . . . . . .

Min saa betagne Tid tillader mig desto værre kun lidet at styre min Lyst paa Lecture, saaledes som i gamle Dage. I Hænder er nylig faldet mig en Bog, som jeg har læst med sand Interesse, den heidelbergske Theologs, Neanders, Skrift om Keiser Julian. Jeg finder megen Liighed mellem denne Keiser og nogle nyere Philosopher. Han forfulgte visse ophøiede Ideer, som svævede for ham. Hedenskabet idealiserte han ved en med Lærdom forenet philosophisk Tænken og Gransken, ved en med denne forenet sand Religiøsitet (ϑεoσεβεια) til den fuldkomneste Religionsphilosophie. Hans moralske Grundsætninger vare ligesaa opløftende som hans Ideer. Christendommen syntes ham at være en plump og uæsthetisk Impietet. Keiser Constantin. foragtede han som et moralsk Væsen og ringeagtede ham som Regent. Idealet af den fuldkomne Regent smeltede hos Julian sammen med Idealet af den sande Vise, og selv stræbte han efter intet mere, end baade som Regent og som Menneske at nærme sig det guddommelige Mønster, hvis Billede han skuede i ʽHλιoς, til hvis Opnaaelse, saavidt s. 361det tillades Dødelige, Minerva (ʼAϑηvη) selv havde udrustet ham med Aand og Kraft.

Vale.

Din
Engelstoft.

P. S. Jeg har skrevet dette Brev halvt i Mørke; dette er Aarsagen, hvorfor een Linie er kort, en anden lang; quod facile ignoveris.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 26. Mai 1813.

Kiære Thorlacius!

Jeg finder hver Dag fornyet Trang til at meddele mig Dig, uden at oppebie de vices fra din Side, som jeg ønsker, maatte være saa hyppige som mueligt.

Hvad de engelske Aviser indeholde angaaende den Bernstorfske Mission og sammes Afviisning, kunde maaskee interessere Dig at læse. Jeg sender Dig indsluttede tvende Extracter af Courier de Londres, som Du er saa god at sende mig tilbage efter Afbenyttelse. Jeg vil tilføie, hvad jeg har hørt fortælle. Man siger nemlig, at Bernstorf skal have havt en Samtale med Castelreagh, men begge Herrerne snart være komne i Ordstrid. Bernstorf skal have giort Castelreagh den Bemærkning, at det var aldeles ikke saa afgiort med de Allieredes Overmagt, som han syntes at mene, at Keiser Napoleon havde 150—200000 Mand paa Benene i Tydskland, og at en Seier, vunden af ham, kunde mægtigen forandre Tingene. Derpaa skal Castelreagh have s. 362svaret med en haanlig Latter, at Napoleon var aldeles forloren, at han ikke kunde stille 50000 Mand, at derom vidste man i Engelland alt for god Beskeed, og at Bernstorfs Yttringer viste tydeligen, hvor slet Hans Cabinet var underrettet. Synderligt, at Bernstorf i Engelland ikke saae en Guld-eller Sølvmynt; alt var Papir, og 200 Pd., som han havde med sig i Guld, bragte han urørt tilbage.

Fra Kaas haves endnu ingen Efterretning. Man haaber, at han vil berigtige alt hos Keiser Napoleon, især da ogsaa den franske Minister Alquier skal have søgt at stille alt i det os meest undskyldende Lys. Kaas er en god Ven af Alquier og har vundet ham særdeles derved, at han, da alle de andre Store under Dolgorucki’s Ophold her, droge sig ud af Omgang og Forbindelse med ham, ikke fulgte disses Exempel, men endog var den eneste, som modtog Invitationer af ham (Alquier), medens de øvrige refuserede. Jeg formoder, at Kaas ikke vil undlade at indprænte Keiser Napoleon, at i Fristelsens Tid han og Kongen ei forandrede Sindelag. Om vor nuværende Minister for de udenlandske Anliggender, under slige Omstændigheder, kan vedblive paa sin Post, forekommer mig problematisk. Om ellers Kaas ogsaa skal tilbyde Keiser Napoleon Tropper, derom vil man vel snart erfare det Nærmere. Mig synes, at vi kan behøve alt til eget Forsvar. Engellænderne have begyndt at spærre det store Belt.

I Onsdags Aftes Kl. 10 forlode de faa Tropper, vi havde i Hamborg, denne Bye, og i Fredags rykkede 200 à 300 Svenskere ind. I Mellemtiden blev Byen med megen Effect bombarderet nogle Timer af de Franske. Det slesvigholsteenske Cancellie har faaet Ordre at føie Anstalter til en Landstorm i Holsteen. Efter min Formening er en Landstorm aldrig til nogen sand militærisk Nytte. Den afstedkommer s. 363almindelig Forvirring og en midlertidig Desorganisation, der siden i lang Tid ei kan rettes.

Molbech har idag i Kiøbenhavns Skilderie S. 662 sagt heel drøie Ting imod de Svenske.

Har Du seet den af Thaarup udgivne Oversættelse af Buchholz’s Bog: Moses og Christus. Forfatteren er en Fiende af Jødeskabet, og Oversætteren ikke mindre. Den sidste har documenteret dette ikke blot ved at fordanske hiin Bog, men ogsaa ved at forøge den med en heel udførlig Indledning. Det er naturligt, at de seneste Aars Erfaringer hos os have noksom forsynet Oversætteren med Ideer, Beviser og maaskee lidt humeur.

Har Du læst Mémoires de M. le Baron de Besenval (Paris 1805, 3 Voll.). De give ret et anskueligt Begreb om den ved det franske Hof i Ludvig XV’s og ikke mindre i Ludvig XVI’s Tid herskende Usselhed. Intet godt kunde trives. Alt var en Væv af Cabaler og Skandaler. Men mærkværdigt er det at see en Mand, som Baron Besenval, der havde været Hovedmand for 100 Intriguer og Medvider i 1000 andre, der bestandig havde indsvøbt sig i Hofgunst og sat al sin Lykke deri, at han endelig trættet, kiedet og misfornøiet skuer tilbage paa det Hele med en souveræn Foragt (og dog var hans egen intellectuelle og moralske Standpunkt ingenlunde bleven ret opløftet), seer intet uden en almindelig Desorganisation, frygter en almindelig Opløsning og ahner de Couvulsioner, som snart efter paafulgte, og til hvis Begyndelse han selv var Vidne. Et af de mærkværdigste Stykker, den indeholder som Resultatet af hans Dom om Hoflivet, er det Stykke, som har til Overskrift De la Société des Rois ; »avec eux, siger han, il n’y a presque sujet de conversation«, og nu gaaer han allehaande Conversationsgienstande igiennem, visende, at man ved Hoffet hverken kan bringe den ene eller den anden af dem paa s. 364Bane, eller der yttre nogen Mening. Man kan, mener han, der egentlig kun tale om Vind og Veir, Skuespil og Jagt, men endda, som i alt, yderlig generet. »Ce, qui m’a toujours paru de plus révoltant dans la société des rois, c’est de n’avoir jamais de volonté que la leur, de faire céder ses plaisirs, ses affaires à la moindre de leurs fantaisies, avec une soumission si grande, une telle habitude de s’immoler, qu’on n’a pas le mérite de sacrifice. Qu’on y joigne la gêne continuelle du respect le plus profond dans le propos et le maintien, même dans les momens de la plus grande liberté, on conviendra, que c’est acheter bien cher la jalousie et les ennemis, que procure la faveur.« Saaledes taler en gammel Hofmand. Hvor lykkelige ere vi smaae, som Hofkredsen aldrig indslutter uden som hospiterende for nogle faa Øieblikke!

Vil Du høre, hvorledes Mr. Besenval characteriserer sine Landsmænd, de Franske. Mig synes det er et Malerie ad vivum. »Les Français, dont le génie vif et pénétrant saisit toute impression avec avidité, mais qui dépourvus de réflexion n’ont aucune tenue, parcequ’ ils manquent de principes. Toujours entrainés par la première apparence, ils changent de façon de penser comme de situation. Présomptueux au plus petit succès, au moindre revers ils rappellent tout-à-fait les Athéniens, que le reste de la Grèce appelloit des enfans, quoiqu’ils sussent être hommes dans des grandes occasions.«

Coursen er 4000. En Rigsdaler er 3 t og en Rigsbankdaler 18 t. Jeg kiøber alt, hvad jeg kan, saavidt jeg har Penge i Lommen. Jeg har i disse Dage kiøbt deels Bøger deels Klæder for c. 800 Rdlr., hvilket jeg ikke vilde sælge igien for det Dobbelte. Gud veed, hvorledes det vil s. 365gaae. Kunde dog Fædrelandet overstaae denne Tidspunkt, saa vilde vi trøste os. Vi ville haabe det Bedste. Og hermed finis sor denne Gang.

Din
Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 6. Juni,
som er første Pindsedag.

Kiære Thorlacius!

Denne Uge har været meget travl for mig. Derfor har jeg været noget uflittigere i min Correspondenz end jeg pleier.

Ei lidet overraskede mig igaar, at finde i Statstidenden under Artiklen Kiøbenhavn en heel fuldstændig Efterretning om de os sidst fra Engelland, Sverrig og Rusland ved en Parlementær giorte Propositioner, der ere ligesaa ublue som de forrige. Skiønt deres Indhold alt fra Parlementærens Ankomst blev bekiendt (thi man synes med Flid at have været indiscret), synes mig dog godt om, at Regieringen taler aaben med Folket. Det bestyrker Troskaben og smigrer, i det det viser Regentens Agtelse for den offentlige Mening. Endnu igaar laae Skibet, hvorfra Parlementæren var udsendt, under Stevns. Man har af dette Ophold sluttet, at der maaskee vilde komme nye Forslag. Dette er dog ikke skeet, og vilde ogsaa være unyttigt paa saadan Basis. Under 18. Mai har den svenske Regiering udstædt et Circulære til samtlige Landshøfdinger, indeholdende Underretning s. 366om, at den engelske Regiering har afviist alle Underhandlinger med den danske, at den aldrig vil indlade sig i Fred eller Forbund med den sidste uden i fuldkomneste Overeensstemmelse med de Forbindelser, den har paataget sig mod Sverrig og Rusland, og endelig, at Keiseren af Rusland har, meget misfornøiet med, at Fyrst Dolgorucki har under sin Mission i Kiøbenhavn overskredet sine Instructioner, forbudet ham at indfinde sig i Hovedqvarteret. Jeg sender Dig Actstykket til Giennemlæsning, hvorefter jeg udbeder mig det tilbage.

General-Adjutant, Kammerherre Lindholm er kommen tilbage fra sin Mission til Prindsen af Eckmühl, som nu er i Hamborg. De danske Tropper havde kun for et Øieblik besat denne Bye; saasnart de Franske vare komne over Elben, forlode hine den igien. Eckmühl har modtaget Lindholm med al muelig Opmærksomhed og ladet alle sine Tropper (c. 30 Batailloner) defilere for ham samt præsenteret ham de enkelte Bataillons-Commandeurer. Lindholm har ligeledes ladet de danske Tropper manoeuvrere for ham. Prindsen har rost deres tenure og yttret, at de vilde være meget brugbare, vel anførte. Det er artigt at see de tvende med sidste Post ankomne Nr. af Hamburger-Correspondenten. Det første Nr. er tydsk, taler om de Franske som Fiender og har den frie Rigsstads Vaaben. Det andet er med dobbelte Colonner, en fransk og en tydsk, hedder Journal du Département des Douches de l’Elbe og lover, snart at meddele fuldstændigere Efrerretninger om de nu bortgangne avanturiers m. v. Det hedder, at 6 Hamburgere ere erklærede fredløse. Deriblandt skal ogsaa Boghandler Perthes være, som vi kiende. Ellers vil Hamborgernes Straf nok meest røre dem paa Pungens Vegne. At ndøse hanseatisk, d. e. Kræmmer-Blod, vilde ogsaa neppe være nogen for de Franske hæderlig Execution. Den hanseatiske s. 367Legion har med stor Glæde leveret sine Geværer fra sig, og forlanger ikke mere at ombytte Alen med Sværdet.

Prinds Christian er man i Norge færdig at forgude. Man strømmer ned fra Bøygderne for at see ham. Det treffer nu ret heldigt, at ogsaa hans Udvortes har noget baade Værdigt og Indtagende. Det har ingen Nød med, at Norge skulde blive svensk. Slige Ting kan man vel afgiøre paa Papiret, men Udførelsen er en anden Sag. Man veed ikke, i hvilket Øieblik Communicationen mellem Danmark og Norge giennem Sverrig vil fra de Svenskes Side blive spærret, da Pontecorvo absolut vil have Krig med os. Alle Depescher af Vigtighed fra og til Norge sendes allerede ved Baade fra Norge til Jylland og omvendt. Saaledes er en Søe-Lieutenant Werløw ankommen med Depescher fra Prinds Christian og en Capitain Kaltenborn er i disse Dage did afgaaet. Da Prinds Christian blev ført over, satte man Coursen lige over fra Vensyssel mod den svenske Kyst. Prindsen og hans Medfølger udgaves for Kiøbmænd. Falsen, som førte Baaden, pruttede, for at giøre de svenske Lodser troskyldige, længe med dem om Betalingen for at lodse dem ind til Norge. Endelig, da de vedbleve at være paastaaende, sagde han med en Slags Camerat-Tone til dem: „aa, det er ligegodt; det er saa et Par Kiøbmænd; de Karle kan nok betale; jeg skal nok skaffe Jer Betalingen og maaskee en god Douceur til." Den fik de da og, i det de erfarede, at de havde ført Kronprindsen af Danmark over. Man fortæller, at Prinds Christian før sin Afreise har giort Kongen nogle Forestillinger med Hensyn til, at han hidtil havde havt saa liden Leilighed til at tage Deel i offentlige Forretninger og at indsamle de Kundskaber og Erfaringer, som den ham nu anbudne Post giorde fornødne. Jeg paatager mig ikke at dømme herom. Men en Bemærkning falder mig ved denne Leilighed ind, at nemlig s. 368Historien viser, at de Prindser, som have været noget trykkede i deres første Aar — og altsaa deels ere blevne mindre fordærvede ved Smigrerie og Veneration, deels have været nødte til ved noget Personligt at vinde Opmærksomhed og Agtelse — ere siden blevne de dueligste Regentere, f. Ex. Frederik II. i Preussen.

Med Gaarsposten har vor Direction, som havde fra Prinds Christian modtaget Communication om, at han havde tiltraadt sin Post som Statholder, ønsket ham til Lykke og anbefalet ham som Statholder og Videnskabernes udmærkede Velynder det norske Universitets Tarv. Tillige sendte vi ham Gienpart af det Brev, ved hvilket et interimistisk Collegium constitueres, bestaaende af de hidtil udnævnte Professorer, under Forsæde af Etatsraad Treschow. Fra den sidste have vi endnu intet Brev. Men Sverdrup har meldet os, at hans Reise derop har kostet 800 Rigsbankdaler eller 4800 Rdlr. d. C. Ved sin Ankomst til Christiania fandt han sin Bolig complet meubleret lige indtil 4 Børne-Senge. En behagelig Overraskelse. Det samme maa man da nu giøre for Treschow. Galanteriet mod den ene var ellers en Fornærmelse mod den anden. Fra London have vi faaet Efterretning, at den Høistcommanderende ved Wingø Sund har faaet Ordre at beskytte de Skibe, som bringe det norske Universitets Bøger og Professorernes Meubler derop. Directionen har nu skrevet til the Commander in chief, for at forespørge, om han har modtaget saadan Ordre, og om Skibene kunne gaae sikkert. Conceptet, hvori ogsaa Skibenes Navne ere angivne, blev først sendt til Statsministeren for de udenlandske Affærer, Rosenkran$$*, for at spørge, om han derved maatte have noget at bemærke. Han svarede, at han ikke fandt det mindste at erindre derimod, og ønskede blot, at det maatte opnaae sin Hensigt. Det vil nok sige, at han mere ønsker end haaber s. 369det. Dette Brev afsendes nu ved en Parlementær, som Generalauditør Bornemann foranstalter.

Noget curiøs maa jeg bog fortælle Dig. Baggesen har — ikke hos Directionen formelig, men — hos Geheimeraad Malling anholdt om at blive Professor i Philosophien her ved Universitetet efter Treschow. Boni Dii! en Philosoph i Theorie og i Praxis! Philosophien kan rigtig nok mortalibus propinari under mange Indklædninger. Hvo kan vide, hvad det kunde være godt for, om den nu istedet for den Treschowske ærværdige Viisdoms-Dragt iførte sig en comisk-romantisk-theatralsk à la Baggesen? Hvo kan vide, om det ikke ogsaa kunde giøre Eders Consistorial-Forsamlinger lidt mere amusante?

Min gamle Contubernal paa Walkendorphs Collegium, Byfoged Bruun Juul, er død i Helsingør af en stærk Svindsot. Han var, da vi som sagt vare (c. 1795) Contubernaler, saa stærk, at han syntes bestemt til 100 Aars Alder. Han besad mange gode Kundskaber og et ædelt Hierte. Han var ogsaa en af de Nordmænd, som gierne omgikkes med Danske. Hans tidlige Død har meget rørt mig.

Totus tuus

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 7. Juni 1813.

Kiære Thorlacius!

Du seer, at jeg søger at oprette det Forsømte. — Som jeg erfarer, har Prindsen af Eckmühl faaet det blaae Baand s. 370herfra tilsendt og General van Damme det hvide. Eckmühl skal til Lindholm intet videre have udladt sig om vore Troppers Deeltagelse i Fiendtligheder mod de Franske, end „at nogle subalterne Officerer havde villet vise de Franske deres Courage." Fra Kaas har man endnu intet. Den Baudissin, Du skriver om (en Søn af herværende Gouvernør), sidder nu paa Frederiksort. Synderligt, at man vilde paanøde ham denne Mission, efter at han baade hos Rosenkran$$* og Kongen havde frabedet sig den, som stridende mod hans Grundsætninger; og hvad maa Napoleon tænke, at vi have saadan Mangel paa Diplomatikere, der ville entrere i venskabeligt Sindelag mod ham, at vi have maattet gribe til en erklæret Antagonist af Frankrig, der ovenikiøbet giør sig ulydig, efterat han allerede var paa Veien?

24

Pontecorvo er uden Tvivl i en mislig Stilling. Han havde giort bedre i, ikke at forlade Sverrig. Det er artigt, at han, som nu mir nichts dir nichts fordrer Norge, alene fordi det convenerer Sverrig at faae det, ved sin sidste Afskeed herfra, da han som valgt Kronprinds i Sverrig passerede herigiennem og nød al optænkelig Høflighed, sagde til Hovmester Brockenhuus, som var sendt af Kongen for at complimentere ham til Afreisen: „Siig Deres Konge, at han stedse skal finde en god Naboe i mig, og at jeg aldrig skal tænke paa, at søge Sverrigs Fordele paa hans Rigers Bekostning," hvortil Brockenhuus svarede ganske naivt, men heel passende: »Dieu conserve V. Alt. dans de si bons principes!« En anden Gang iforveien, da han havde været her som fransk General, yttrede han derimod, at Kongen af Danmark burde forlange det Hannoverske, og da man bemærkede ham, at Kongen af Danmark forlangte kun at beholde, hvad han havde, uden at tage andres, tilkiendegav han, at, naar Leiligheden var der, skulde man ikke forsømme s. 371den, og at det duede ikke, at være alt for scrupuløs i Politiken. Her talede han oprigtig, som hans egen Handlemaade beviser.

Prinds Frederik af Hessen, hidtilværende Vicestatholder i Norge, er kommen herned paa den samme Baad, som førte Prinds Christian op. Han landede i Gilleleie efter en meget besværlig Søereise af 7 Dage, paa hvilken tilsidst Vand og Proviant slap op. I de to sidste Dage nød Prindsen intet nden engang imellem en Sopken og et Stykke Tvebak. Han er bleven meget corpulent deroppe. Paa Reisen var han klædt i Matrosklæder. En Uniform havde han med, indbunden i to Iernplader, saa at den, om man havde mødt fiendtlige Krydsere, strax kunde være blevet kastet overbord. De saae nok engelske Krydsere, men i en Frastand. Tvende Kornskibe bleve tagne sor deres Øine. Prinds Christian fulgte ham selv ombord ved Frederikstad, hvorhen han havde ledsaget ham. Man beviste ham al muelig Opmærksomhed og mange fældede Taarer ved hans Afreise, saa man seer, at han dog har været afholdt, om han just ikke har glimret. Da Prinds Christian omfavnede ham til Afskeed, sagde han: „gid min Afskeed fra Norge maa blive som Deres;" en smigrende Compliment! Det har ogsaa meget behaget i Norge, at Prinds Christian viste sin Forgiænger saa megen Agtelse. Den nye Statholder bereiser nu Grændserne mod Sverrig.

Et Sted af Platone in Italia, T. III, p. 52 har ret frapperet mig formedelst dets Applicabilitet paa de nuværende Forholde mellem Sverrig og Norge. Det lyder saaledes: Un popolo, naturalmente bravo, se vorremo vincerlo per fame, diventerà tutto soldato ; e i soldati diventeranno tutti eroi. Forse un giorno gl’Italiani (gli Sveci) si pentiranno amaramente per aver negata s. 372a questo popolo la sussistenza, perchè lo avranno cosi avezzato a rapirla.

24*

Du har vel læst Bogen om Jøderne, jeg mener Thaarups Oversættelse af Buchholz's „Moses und Jesus" med Indledning. Efter mine Tanker kunde der skrives noget langt mere grundigt mod Jøderne end dette. Buchholz’s Bog er der egentlig hverken Lærdom, Skarpsindighed eller ægte Sandhedskiærlighed i. Thaarups Fortale gaaer ligesaa lidet til Bunds enten i det Historiske eller Politiske, og er ligesaa lidet fri for Præg af Partiskhed. Ved slige Angreb vinder derfor Jødernes Sag mere end den taber. Jeg anseer dem vist nok for en i det Hele fordærvet, og derfor i Staten skadelig Race, saadan som denne nu er. Men jeg troer ikke, at enten vore Finantser vilde være bedre eller overhoved noget Onde i Staten forebygget, om de ikke vare. Thi alle de af deres Forretninger, ved hvilke den skades, drives ikke mindre af Christne. Sagen er, at alle slette Borgere trives bedst under det Offentliges Uheld. De fleste slette Borgere ere i Kiøbmandsstanden. Nu ere næsten alle Jøder Kiøbmænd. Jødernes Fordærvelighed falder derfor mere i Øinene, især da deres Snildhed, Industrie og Sparsomhed — i hvilke 3 Egenskaber de have Fortrin for de Uomskaarne — hastigere og sikkrere fører dem til Velstand og Rigdom. De allerfleste Jøder maae være slette Borgere, saalænge de allerfleste ere Kiøbmænd. Jeg erkiender Vanskeligheden af deres Forædling, men anseer den ikke umuelig. Det er de Christnes egen Skyld, at Jøderne endnu ere i det Hele en saa uagtværdig Classe.

Har Du hørt den Ulykke, at Grev Knuths ældste Søn, som nogen Tid var Amtmand i Christiania, og som er gift med Stiftamtmand, Kammerherre Rosenkran$$*’s Datter, er druknet paa sin Svigerfaders Gaard, Hafslund, i det han faldt ud i Sarpen, hvis Vandstyrtninger strax henreve ham.

s. 373Det var en agtværdig ung Mand. Dn kiender ham og fra Universitetet af. Han havde ikke de unge Adeliges sædvanlige Unoder. Jeg frygter, at den værdige Svigerfader vil tage sin Død derover, især da han i det Hele er af et melancholsk Temperament.

Totus tuus

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 13. Juni 1813.

Kiære Thorlacius!

Den sidste Grund til Jødernes Jødiskhed (si placet) ligger vist nok i den Particularismus, hvortil Mosis Lovgivning selv dannede dem, og den illiberale Tænkemaade mod alle Ikke-Jøder, som denne besynderlige Lovgivning giorde til Religionspligt. Dernæst ere de Christne selv Skyld i deres Fordærvelse, ved ikke at arbeide hensigtsmæssigen paa deres Cultur, ved ikke at tvinge dem til nyttig Arbeidsomhed. Ikke engang egentlig og reel Handel drive de, men alene Bexelhandel, stockjobbery etc. Man har bestræbt sig for at saae deres Ungdom anført til Haandværker; de forlade disse bag efter, og kun de Konster og Haandværker, der have umiddelbar med de ædle Metaller eller pretiosa at giøre, tilegne de sig, f. Ex. at være Guldsmede, Juvelerere o. s. v. Jeg vil ikke sige, at vort offentlige Finantsvæsen vilde være bedre, om ingen Jøder vare (dets Forvirring har ganske andre Aarsager), men de aggravere Følgerne deraf for de øvrige Borgere, i det de vende til Fordeel for sig, hvad der er til Ulykke for alle andre, s. 374ligesom visse skadelige Planter fremkomme i Mængde paa en slet behandlet Jord og derved befordre end mere den gode Sæds Vantrevenhed. At speculere paa Andres Tab er Jødens Natur og Hovedformaalet for hans Virksomhed. Saaledes speculere nu de, som ere her, paa Hamborgerne, af hvilke mange formodes at maatte sælge alt for at skaffe Penge til Mulcten af de 48 Millioner Francs, som de ved deres barnagtige Opførsel have paadraget sig.

Du havde vel hørt det Rygte, at Ordenscantsleren Godske Moltke skulde være Finantsminister, hvilket syntes at være alles Ønske, undtagen deres, der under den nuværende Bestyrelse ansee sig for de Favoriserte. Jeg troer endog, at de offentlige Papirer begyndte just at stige i Anledning af dette Rygte, da man kiender Mandens Financier-Talent. Det er vist, at han har havt flere Conferenzer med Kongen. Ideen var dog nok ikke saa meget en Forandring af Finantsministerens Person som Oprettelsen af et Slags Finants-Comité, hvori ogsaa G. Moltke skulde have havt Sæde. Han skal nu ganske have undskyldt sig med sin Alder. Nogle sige, at han, for at befatte sig med Finantserne, havde forelagt visse Betingelser, ved hvilke man ikke vilde binde sig.

Du veed Efterretningen om Vaabenstilstanden i Tydskland. Ogsaa Sverrig og Danmark skal deri være indbegrebne. I saa Fald kan vi maaskee vente Fred, i det mindste at undgaae den Krig med Sverrig, som længe har været ført med Pennen, men nu først skulde udbryde med Sværdet. Statstidenden igaar har nu ogsaa i Anmærkningerne til den svenske Proclamation (kaldet Brev) til de Norske udtømt al sin Bitterhed, saa det omtrent kan gaae lige op med den Forskiel, at Infamien er paa de Svenskes Side, den retfærdige Sag paa vores. Hvorvidt det er sandt, at allerede ved Lybek skulde være forefalden en Affære s. 375mellem os og de Svenske, i hvilken vort Cavallerie skal have hugget forfærdelig om sig, derom er i alle Blade altum silentium.

Forunderligt er alt sammenmænget. Jeg hører, at der ere komne hid fra Norge 6 Skibe med norske Prodncter, forsynede med engelske Passer, og at de skal gaae lige op igien til Norge med Korn, saasnart de kan lade ind; og det til en Tid, hvor man absolut vilde tvinge Norge ved Hunger. Du kan troe, at Engellænderne ere forbittrede paa de Svenske, af hvilke de ere narrede. Men hvilken skiændig Rolle spiller Pontecorvo? fy! fy!

Napoleon kan nu i Breslau høre Professor Steffens’s Forelæsninger. Den ene Høflighed er den anden værd.

Marskal Bessières, som blev i Slaget ved Lü$$*en, have nogle af vore Officerer paa Antwerper-Flaaden havt Leilighed til at kiende personligen. Han var stedse noget alvorlig og sørgmodig. Ved en Cercle ved Hoffet sidste Vinter var ogsaa han tilstæde, men saae meget melancholsk ud. Keiseren gik til ham: » qu’est ce que Vous avez, mon Maréchal? pourquoi toujours si triste et si morne?« Marskallen: »Sire, comment peut-on être autrement dans ces-temps-ci?« Keiseren : »consolez-vous, mon cher Maréchal ! il faut prendre les choses, comme elles sont; bientôt tout ira mieux.« Keiseren var, efter hvad vore Officerer forsikkrer, altid ved god Lune; Keiserinden kunde man derimod mærke paa, at det mislige Forhold mellem Frankrig og Østerrig bekymrede hende.

Iforgaars Nat er Sorøe Academie aldeles afbrændt. Kl. 2 om Natten udbrød Ilden med saadan Voldsomhed, at Amtmand Stemann neppe fik Tid at redde sig selv og en Pult. En forbireisende Stafette saae det først fra Veien af, og ilede hen at vække Mennesker op. Kirken skal dog være reddet. Men det skiønne Bibliothek er ødelagt. Ilden s. 376skal være paasat af Had mod Stemann. Han har næsten intet faaet reddet . . . . . . . Academiets Indtægt anslaaer jeg, demtis demendis, til 8000 Rigsbankdaler aarlig. Flere Aars Indtægter kan altsaa medgaae, inden man igien faaer Bygninger opførte. Og naar skal da Institutet komme istand? Var det skeet før — i 7 Aar er der handlet om den nye Organisation — saa havde nu maaskee denne Ulykke ei fundet Sted. Det synes, at etslags fatum arbeider imod dette Academie. Man vil kunstle — man speculerer paa Agrements — man vil amalgamere gammelt og nyt, offentlig og privat Interesse, og under alt dette skeer intet.

Brøndsted er ankommen til Neapel, og ventes her i næste Maaned. Gud veed, hvorledes han kommer ud med Pengene. Hans sidste Vexel her til Byen blev protesteret, da den efter nuværende Cours udgiorde et Beløb af 24000 Rdlr. Treschow er ankommen til Christiania og finder sig lykkelig. Han har skrevet, at det ikke er dyrere i Christiania end i Kiøbenhavn, at man leer af de Svenskes Proclamationer, og at man slet ikke er bange for at prøve en Vaabendyst med dem.

Din
Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 24. Juni 1813.

Kiære Thorlacius!

Omendskiønt Du endnu er i Gield til mig for Svar paa mit sidste Brev, saa dog, da jeg agter paa nogle Dage s. 377at rusticere, maa jeg forinden have en lille skriftlig Conversation med Dig. Materialierne dynge sig ellers alt for meget op.

Kaas har i Dresden havt Audience hos Keiser Napoleon. Denne tog imod ham i den Brühlske Have og underholdt sig med ham over en halv Time. Efter Kaas’s Beretning kunde intet være naadigere end hans keiserlige Maiestæt. Angaaende Samtalens Indhold har den forsigtige Diplomatik endnu intet ladet transpirere. At Kaas har havt et og andet at undskylde, veed enhver. Dertil refererer sig nok ogsaa det Udtryk i Moniteuren: le gros bonsens du peuple Danois. Saa meget har dog fama sladdret af Skole, at Keiseren skal have sagt til Kaas, at Bernadotte (saaledes kalder han stedse den svenske Kronprinds) havde flere Gange søgt at interessere Keiseren for den Idee, at forene Norge med Sverrig, men at han (Keiseren) havde aldrig villet indlade sig deri, deels fordi han deri intet fandt, som kunde være gavnligt for Frankrigs Politik, deels af redeligt Venskab for sin Allierede, Kongen af Danmark. Han skal ogsaa have sagt til Kaas, at den hele Bernadotteske Familie havde et ligesom arveligt Anlæg til Afsindighed, især i en vis Alder, og at han troede, Bernadotte nu maatte være underkastet Anfald af denne Arvesyge.

Imidlertid vedblive Engellænderne med det største acharnement at optage endog enhver Baad, som bringer Victualier til Norge. Ogsaa de Svenske skal umiddelbar have optaget danske Skibe. I Norge er Nøden mange Steder meget stor og større, end det af offentlige Blade erfares. Nordmændene skal være saa forbittrede, at Prinds Christian neppe kan styre dem. Te vil absolut falde ind i Sverrig og hevne sig paa dem, der saa grusomt rive Brødet af den Hungriges Mund. Og dette er den Vei, hvorpaa s. 378Bernadotte vil vinde en Nation! Virkelig synes deri at være noget, som ligner gal Mands Sierning. En ny Fiendtligheds Handling af de Svenske er, at de have stoppet Postgangen mellem Danmark og Norge. Posten, som afgik herfra i Løverdags Aftes, fik ikke Lov at lande i Helsingborg, og den sidste Post hertil fra Norge er ligeledes udebleven. Commandanten i Helsingborg skal paa Forespørgsel fra vor Side have svaret, at han handlede efter Ordre, og videre Beskeed kunde han ikke give. Nu hedder det, at vi have begiert et cathegorisk Svar fra den svenske Regiering, og at vi have ladet den vide, at vor Taalmodighed var til Ende. Snart maa det altsaa opløse sig. Det Skib, som laae seilfærdig til Island, og med hvilket ogsaa Amanuensis Rask skulde afgaae, tør under disse Omstændigheder ei begive sig paa Reisen. I Sverrig selv skal det ellers ikke være roligt, og neppe bliver det Bernadotteske Dynastie der langvarig.

Moniteuren ridiculiserer den preussiske Landstorm som den største Extravagance af Galskab. Ligeledes giør den sig lystig over det adelige preussiske Cosak-Regiment, hvis fiint opdragne Medlemmer neppe formaae at bære de lange Landser, man har givet dem i Hænder. Ko$$*ebue og Schlegel skildres som Snigmordere og Giftblandere. (Det er vist, at de politiske Blade, som de under offentlig Auctoritet udgave, bekiende sig til dette Slags Politik.)

Har Du læst General Oxholms (han kalder sig Olufsholm) Piece, indeholdende Bemærkninger imod Schlegels famøse Bog om Continental-Systemet. Manden har ikke sin Force i at skrive. Fremstillingen er mat, Sproget slæbende, men der er megen bonsens. At Rusland af ham behandles med saa overmaade liden Agtelse, er vel fortient. Om Lord Castelreagh og om Bernadotte vide vi, hvad der er at dømme. Af dem venter man intet bedre. Men s. 379Keiser Alexanders Opførsel imod os er jammerlig og klæder kun slet en Mand, der vil passere for en stor Monarch. Oxholms Bog har ogsaa den historiske Fortieneste, at han heel igiennem støtter sig paa authentiske Facta, der naturligviis ere blevne ham meddeelte. Der er et Sted deri, som mægtigen vil frappere vor Durchlauchtighed, det nemlig, hvor der kastes Skygge paa Prinds Christian Augusts Adfærd, da han sluttede Vaabenstilstanden med de Svenske. Der tales paa dette Sted om den Belønning, han derfor erholdt af de Svenske, og der siges temmelig tydelig, at han forsømte den bedste Leilighed til at tiene sin Konge og sit Fædreland. Tillige yttres Forundring over, at ingen af Prindsens mange Venner endnu offentlig havde retfærdiggiort ham mod en Mistanke, som de i Sverrig udkomne Memoirer paa en vis Maade give Grund til. Jeg troer endnu, at Prinds Christian August handlede redelig, og jeg veed ikke, hvorfor Oxholm her uden al Nødvendighed vilde sætte ham i et tvetydigt Lys. Jeg gad vidst, om Hertugen, hans Broder, nu ikke tager til Gienmæle, i det mindste under et laant Navn.

Jeg glæder mig over, at see den retskafne Amtmand Blom i Hiørring forflyttet til Stiftamtmandskabet i Viborg, hvor netop en saadan høiligen behøves. Han er ogsaa en borgerlig Mand, noget usædvanligt i en Stiftamtmandspost, der altid pleier at besættes med Adelige. Derimod, da Amtmandsposterne høre til de allervigtigste civile Embeder, der allermeest udfordrer Mænd af Indsigter, moden Erfarenhed, Sindighed og personlig Auctoritet, seer jeg med Smerte disse at besættes med unge Kammerjunkere, hvis hele Fortieneste bestaaer i en juridisk Embedsexamen med bedste Characteer (en Affære af 1½ Aars middelmaadig Flid), en Kammerjunker-Uniform, et von eller de og et Aars Tids Auscultantskab i Rentekammeret. Aristocratiet s. 380veed stedse at menagere sig egne Bagdøre til de Æresposter og Embeder, det NB. skiøtter om.

Professor Wad fortalte mig forleden en Historie, som forøger Antallet af de Exempler, vi daglig see paa den Uforskammenhed, hvormed Fremmede misbruge den danske Nations og den danske Regierings Godhed. En Tydsker fra Rhinegnene havde anmeldt sig for Regieringen som en særdeles kyndig Mand i Mineralogie, Biergværksfag etc., og lovede at udrette, jeg veed ikke hvilke store Ting, naar man vilde lade ham reise paa offentlig Bekostning i Norge. Kongen sendte hans Ansøgning til Commercecollegiet, og dette anmodede Professor Wad om at prøve hans Kundskaber. Ved denne Examen befandtes Personen at være aldeles uvidende, saa at han ikke engang kiendte de gemeneste Mineralier. Da Professor Wad yttrede sin Forundring og forestillede ham hans Ubeskedenhed, tog den Fremmede sin Tilflugt til Bønner, bad ham dog ei at hindre hans Lykke; „Mein Schicksal, sagde han, stehet in Ihren Händen;" men Wad erklærede, at han ei kunde handle mod sin Samvittighed, og Enden blev, at Personen ei erholdt det Ansøgte, hvilket vilde være skeet, dersom Wad havde erklæret anderledes.

Professor Schumacher er reist igaar. Det er en meget snild Person; men vi have været ligesaa kloge som han. Alle hans Forsøg paa her at erholde saadanne Fordele ved Universitetet, at han skulde staae langt bedre end selv ældre Professores Ordinarii, som ei have Corpus, ere mislykkede, ligesaa lidet, som man kunde indlade sig i hans Begiering at erholde Wøldikes Corpus eller i sin Tid Bugges, hvilken Undtagelse fra Reglen han meente at man gierne kunde giøre for ham. Han er nu indstillet til den ansøgte Tilladelse, at tage imod den Plads, som er ham tilbuden ved Observatoriet i Mannheim, imod at han skal komme tilbage, s. 381naar Hs. Maiestæt befaler, og tage imod Ansættelse paa de Vilkaar, som Hs. Maiestæt da maatte behage at forunde ham. Selv begierte han det Tilsagn: at ansættes som en af de meest favoriserede Professores Consistoriales. Hvad vil dette sige? Man har derpaa intet Hensyn taget. Han er et godt Hoved, men noget stort har han hidtil ikke præsteret, da han ei har givet andet ud end en Oversættelse af Carnots Theorie om Positionerne, hvilket M—r ogsaa sagde ham reent ud, da han appnyerede saa stærk paa sine litterære Fortienester. Dansk kan han ikke tale og jeg troer aldrig, at han her ved Universitetet kan blive nogen ret nyttig Docent.

Hvad siger Du om Ulykken i Sorøe? Det var Stemann vel meent. Hvo vilde være saa forhadt som han? Han har at beklage sine store Vareoplag, som Luerne fortærede; vi det skiønne Bibliothek, som aldrig vil erstattes. For Resten kan ved denne Begivenhed en af de største Hindringer for Sorøe Academies Gienoprettelse som Læreanstalt ansees hævet. Hiint Palæ var alt for tillokkende for en Oberhofmester, og i en Saadans Rettigheder havde Stemann vidst at sætte sig. Nu er han da paa en vis Maade delogeret. Directionen skulde tut skynde sig med at indrette den nye Læreanstalt. Øieblikket var aldrig saa gunstigt. En simpel Bygning af passende Omfang til Lærehuus og Bolig for Rectoren eller Directoren var snart opført. En Oberhofmester er en aldeles overflødig og principstridig Charge; thi ridderlige eller adelige Academier faaer vel ingen Rgiering og intet Collegium isinde at stifte i vore Dage. Men vil man nu ogsaa virkelig stynde sig at benytte det gunstige Øieblik? Jeg har derom megen Tvivl. Jeg formaaer alt for lidet til, ene at kunne udrette Noget. Ei heller hører denne Sag nærmest til mit Departement.

s. 382Det var Synd at sige, at vi bleve for godt beværtede med aandelig Kost den Dag, Du overtog Rectoratet. Emnet af Schlegels Tale var ikke uinteressant, men Behandlingen skiødesløs. Den sande Aarsag, hvorfor M—r ikke kom den Dag, var, at just Emnets Valg gav ham Anledning til at frygte, at Taleren vilde holde Forelæsninger for Directionen, saaledes som Treschow i hiin berømte Tale. Men det saaes, at en saadan Frygt var ugrundet. I Parenthese, siden Du nu er Rector, skal det ikke nærmere afgiøres, om ved næste Examen Artium samme Grundsætninger skulle følges i Henseende til Hovedcharacteer, som i forrige Aar provisorisk bleve antagne? item : skal det ikke bringes i Orden med den foreslaaede Ombytning af Tiden, i hvilken exam, artium og exam, philosophicum holdes?

Giorsløv, Fredag den 27. Juni 1813.

Jeg fik ikke mit Brev ganske sluttet, inden jeg reiste paa Landet; jeg tog det derfor med, for at ende det her. Det bliver vel derved noget gammelt, inden Du faaer det; men efter disse Breves egentlige Øiemeed kan dette være ligegyldigt.

Min villeggiatura er hos Etatsraad Schavenius, Eier af Giorsløv, Søeholm og Erichstrup, hvilke Godser tilsammen ere over en Million værd i gode Penge. Hvad er saadant et Jorddrot-Liv ret et lykkeligt Liv, midt i alle Arter af Overflødighed og landlige Nydelser, især naar Vedkommende derhos har Aandscultur nok til at forædle disse Nydelser ved noget Intellectuelt og Moralsk. Etatsraad Schavenius har i sin Tid været en god Student. Han erhvervede sig ved at tage mod en Ansættelse i Ostindien c. 2 Tønder Guld, for hvilke han kiøbte for c. 20 Aar siden disse Godser, hvis Værd han ved en fornuftig og velordnet Bestyrelse har femdobblet. Han besidder gode Kundskaber i Mathematik s. 383Historie og Sprog. Tvende Gange har Ildsvaade tilintetgiort ypperlige af ham samlede og kiøbte Bibliotheker, først Christiansborg Slots 1794 (det var det Vandalske Bibliothek, som han havde kiøbt, men som endnu stod paa Slottet), derefter Bombardementet 1807, under hvilket hans Gaard i Kiøbenhavn (i Klædeboderne) brændte, medens han selv var her paa Giorsløv (hvor, ligesom i hele Stevns-Herred ingen Engellænder satte Fod i hele Aaret 1807). Dette skriver jeg ved Synet as deilige grønne Træer, under Fuglenes Sang, i den herligste Luft paa et stort Værelse i den gamle ottekantede massive Taarnbygning, som udgiør Herskabsvaaningen paa det allerede i 14. Aarhundrede meget omtalte Giorsløv. Da min Vært har tilstaaet mig den fuldkomneste Frihed, og hans Hospitalitet saaledes er mig dobbelt behagelig, saa agter jeg at blive her saa længe jeg kan, det er at sige til paa Tirsdag. Jeg finder mig særdeles styrket ved dette landlige Ophold, og jeg behøvede ikke at have min Horats med mig for at erindres om, hvor meget det er mere værd end Hovedstadens Røg, Travlhed og Affærer. Endog er det mig en Lise, at jeg i disse faa Dage er fri for at plages med Politik, Avisnyt og Cours.

Vale et respira, ut respirat

totus tuus

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 1. Juli 1813.

Kiære Thorlacius!

Kaas er kommen. Udfaldet af hans Mission er allerede bekiendt af Moniteuren, der har giort vor Statstidende den Tieneste at skrive for den. Dette Stykke om Danmark er et sandt diplomatisk Mesterstykke. Hvor klogt veed Napoleon at lede sine Allierede under mere end een Form. Denne Gang var det Ædelmodighedens. Men under det hele Galanterie skiuler sig dog en og anden avis au lecteur, og det, som anmærkes om Kongens Omgivenheder, synes endog at indeholde en tydelig Advarsel, i det Kongen tilsyneladende undskyldes. Kaas har faaet en overmaade prægtig Daase af 3000 hollandske Ducaters Værd, som efter nuværende Cours anslaaes til 300,000 Rdlr. Om Bernadotte skal Napoleon ligefrem have sagt: il est fou.

20,000 Tønder Korn ere lykkelig ankomne til Norge; en vigtig Omstændighed i nærværende Øieblik. Den svenske Vise i Dagen var ret artig. Men den er ventelig giort her. Nogle sige, at der i Sverrig er som en Art af Anarchie.

Prindsen af Eckmühl har holdt Revne over vore Tropper. Han har fundet Cavalleriet fortreffeligt, Infanteriet vel stivt. Til Pontecorvo skal han have skrevet, at dersom han vilde nyde godt af Stilstanden, turde han ikke flytte en Skildtvagt.

Du kan troe, at blot de 5 Dages Ophold paa Landet har meget recreeret mig; men jeg behøvede en længere Hvile. Ganske uvirksom var jeg dog ei heller. Blandt andet excerperede jeg et og andet ganske curiøst af en haandskreven Samling af Acta Synodalia Roeskildensia fra 1640 s. 385af, hvilken Etatsraad Schavenius havde kiøbt paa en Auction efter en Præst. Jeg kan benytte dem i Annalerne. Paa Giorsløv traf jeg tvende der indqvarterede Officerer, den ene en Ran$$*au, deu anden, som var Artillerie-Officeer, en Lieutenant Engelbrecht, begge ret artige unge Mænd; men Du kan ikke forestille Dig, hvor aldeles intet den første havde lært, og den sidste fortalte mig, at da han ved sin Officeer-Examen skulde prøves i Historie, saa bestod dette i nogle Blade af Munthes (!) Haandbog, som han i de to sidste Dage havde lært uden ad. Paa den store Herregaard er der nu altid fuld Indqvartering af Militære. Etatsraad Schavenius fortalte mig som et Beviis paa disses umaadelige Dovenskab, at da han i travl Høst bad nogle af de indqvarterede Soldater om for Betaling at hielpe hans Folk noget med en Stak, svarede de, som just vare beskieftigede med Keglespil, ganske koldsindig: „nei, vi vil heller spille Kegle." Slige Træk fortiene at giemmes for Historien.

Jeg troer vist, at vor Geheimeraad Malling for nærværende Tid bliver consuleret i Finantssager; thi jeg seer, at han har jevnlige Conferenzer med Ministrene Schimmelmann og Reventlow, og at han er meget sysselsat. Det vil vel være vanskeligt, her at være Læge. Efter Sigende udgiør begge Militær-Etaternes Budget for 1813 alene over 30 Millioner Rigsbankdaler. Hvor skal saa mangfoldige Penge komme fra? Mail kunde spare meget Papir, forsaavidt Collegial-Expeditionerne ogsaa foraarsage en offentlig Udgift, dersom man noget formindskede de uendelige Skriverier, og Regierings-Collegierne vilde befatte sig lidt mindre med Detailler. Etatsraad Rothe fortalte mig idag, at i det slesvig-holsteenske Cancellie havde han eftertalt, at der angaaende 42 Rdlr. slesvig-holsteensk Courant til et Hospitalsmedlem allerede havde fundet 66 Expeditioner Sted, s. 386og endnu var Sagen ikke til Ende. Du skal faae at see, at med dette Collegialvæsen skeer engang en Reform.

25

Hvorledes er det mueligt, at Nogen tør sige offentlig paa Prent, „at man seer Korset paa deres Barm, som udsue Staten", og dog staaer dette med rene Ord i N. T. Bruuns Vise. At Blicher-Olsen (Geheime-Legationsraad) er en Abekat, har jeg længe vidst, men at hans Narriskhed gik saa vidt, at han vilde give en Piece ud alene for at fortælle Verden det, havde jeg dog ikke troet.

Man siger, at en Skomager skal have forlangt 300 Rdlr. for et Par Støvler. Igaar betalte jeg 135 Ndlr. for en Otting Smør, som jeg ofte har kiøbt for 7 à 8 Rdlr. Efter saadan Priis svarer en Gage af 1000 Rbdlr. eller 6000 Rdlr. til 4 Tønder Smør. Hvor vil det gaae Embedsmændene paa fast Gage. Lykkelige de, som have Naturalier.

Universitetet har faaet en forøget Indtægt af 12 Tdr. Korn, da det har solgt en Græsningsret ved Store-Heddinge, som det hidtil ingen Nytte havde af, for denne aarlige Afgift foruden en Kiøbesum af 4000 Rdlr.

Rentekammeret har sendt os tre Pakker med Forhører holdte i Sorøe i Anledning af Ildebranden der. Intet har kunnet udbringes om, hvorledes den er anstiftet. Et Tilfælde vil engang aabenbare, hvad nu intet Forhør kan giøre udfindeligt.

Du maa ikke glemme vor Brevvexling. Den kan blive vigtig for Historien; den kan fornøie os efter mange Aars Forløb. Uden Tvang af Regelmæssighed kan vi dog gierne skrive hinanden til i det mindste eengang ugentlig.

Totus tuus

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 8. Juli 1813.

Kiære Thorlacius!

For begge dine Breve min Tak, og da tilligemed isæt: for det smukke Exemplar af Sverres Saga etc. Du og Werlauff have ved Udgivelsen deraf erhvervet Eder en sand Fortieneste. At dog saa herlige Mindesmærker af vort Sprog og Historie saa længe have kunnet savne Lyset, og saa mange endnu savne det! Fortalen har jeg læst med uendelig Interesse, især og Characteristiken af Sverre. Hvilken Mand og Konge! Mig synes, at der paatrænger sig en Parallel mellem ham og vor Tids meest beundrede Helt og Regent. Han var sit Olds Napoleon. Hvor lykkeligt, at Historien har lært os ham saa nøie at kiende! Det glæder mig usigeligt, at der endnu haves et vigtigt Bidrag til hans Epoches Historie i den Afhandling mod den norske Geistligheds Selvraadighed, som jeg seer vi kan vente udgivet af Werlauff. Dedicationen er deilig. Jeg veed ikke, i hvilket Sprog den har behaget mig meest, enten i det Øhlenschlæger-danske, eller det Thorlacio-latinske. Visse Sidehug der, hvor Du taler (i Indledningen) om din Faders sidste Embedsaar, turde ei behage Vedkommende, hvis de ellers læse det. En lille Smule Antigermanismus hos Hr. Udgiveren synes ogsaa at røbe sig i det S. XXX anførte Exempel. Man seer, at vort Norden ogsaa dengang har været hiemsøgt med tydske Vindkræmmere.

I det nye Maanedskrift Minerva (Athene vilde jeg sige) har jeg aldeles ingen videre Deel, end at jeg af Professor P. Müller, Professor Olufsen og Professor Nyerup s. 388er bleven anmodet om, at ville giennemsee de Afhandlinger, som deri skulle trykkes, forsaavidt de have nogen Forbindelse med mine Studier, og da anmærke, enten om jeg overhoved fandt dem værdige Lyset, eller om jeg troede, at noget deri og da hvad maatte udelukkes eller forandres, for ei at fløde an mod Politik, Humanitet eller god Smag. Dette har jeg lovet, og har til den Ende af de Afhandlinger, som skal komme i første Bind, giennemlæst en af Professor Hornemann om den botaniske Haves nuværende Forfatning og en af G. L. Baden om Holbergs Fortienester (stilet mod Grundtvig). Dette er alt. Om Bidrag er jeg vel bleven anmodet, men har i saa Henseende intet Løfte villet give. Derimod har Professor I. Møller, som er en af vore activeste Skribenter, foreslaaet mig, at udgive i Forening med ham en historisk Calender, som skulde indeholde adskillige historiske Opsatser og en historisk Almanak, og udkomme til Nytaar. Dertil havde jeg vel Lyst, især da jeg har liggende Materialier nok, som jeg uden særdeles Umage dertil kunde benytte. Jeg vil nu see, hvorvidt jeg dermed kan komme.

25*

I det Afslag, Professor I. Møller har faaet, i Henseende til Dimissionen af de unge Mennesker, han har forberedet til Universitetet, er jeg forsaavidt uskyldig, som denne Sag ikke hører til mit Departement, men til M—rs. I Alt, hvad der hører til Universitetets litterære Sager, er hans Stemme den meest gieldende, og hvad Malling vil underskrive, kan jeg ei heller nægte min Underskrift, naar det ei er af de Ting, som høre til min Protocol. Desuden veed Du, at M—r ei taaler Modsigelse, og da jeg elsker Fred, saa indlader jeg mig ugierne deri, saa meget mere, som Midlertidigheden af min Stilling i Directionen og mine øvrige Forholde i samme dispensere mig paa en Maade fra, med Paastaaenhed at giøre mine Meninger gieldende i det, s. 389der ei umiddelbar hører til mit Departement og mit Ansvar. Skulde jeg ikke underskrive andet, end det, hvori jeg baade i Henseende til Indhold og Form var aldeles samtykkende, saa vilde mange Expeditioner komme til at mangle min Underskrift.

Jeg veed endnu ikke, hvad Directionen vil beslutte paa dit Andragende og din Forespørgsel i Anledning af Programmerne. Det forekom mig at være M— rs Mening, at de honores academici, som ved offentlige Disputationer vare vundne, skulde confereres flere paa eengang ved en sælles Act. Det er en slem Ting, at M—g bruges saa meget af Regieringen i høiere Statsanliggender; han har derfor liden Tid til at befatte sig med vor Directions Sager, Referaterne ere ikke ordentlige, Resolutioner blive ikke ordentlig tagne in consessu, og mange Ting afgiøres derfor mere efter den Enkeltes end efter det hele Collegii Bestemmelse. Jeg kan deri intet ændre, og søger blot at passe, hvad mig i Særdeleshed paaligger.

Sibbern er ikke slaaet ihiel, og har ikke engang været i nogen Berørelse med Krigen. Han lever ret godt i München og har skrevet os til om Penge samt om Tilladelse, endnu at tilbringe nogen Tid deels i Göttingen, deels i Kiel. Han faaer nu Penge med Paamindelse, strax at komme hiem.

Rothe er færdig med Udkastet til Fundatsen for det norske Universitet. Jeg har endnu ei .seet det, da det immer er forblevet hos M—r. Dersom denne er tilfreds dermed, saa er det maaskee det første Exempel paa, at han har været fornøiet med en andens Arbeide. Just derfor tvivler jeg ogsaa derom. Gud skee Lov, at det ei blev mig paalagt.

Vale.

Totus tuus

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 29. Juli 1813.

Kiære Thorlacius!

Jeg har liggende for mig dit Brev af 8. d. M. Siden har Du ikke skrevet mig til. Non sic pollicitus. Jeg troer dog ikke, at Restancen hviler paa mig.

Et Par Dage har jeg været paa Landet, hvorfra jeg kom hiem igaar. Du kiender Præsten Mellerup; ham besøgte jeg. Hvor det er glædeligt at see den rige Sæd paa Markerne! hvor behageligt derhos, overalt at øine Velstand og Overflod, ingensteds Mangel eller Trang. Hver Bonde, Huusmand, Degn, Skoleholder har fit rigelige Udkomme. Præsten, jeg besøgte, kan, uagtet hans Kald ei er det største, regne sin Indkomst til 600 Tdr. Byg foruden Præstegaarden, og Degnen sammesteds har langt bedre Udkomme end Du eller jeg, da han har en heel Deel Naturalier foruden fri Bolig, Græsning etc. Ja lykkelige ere Embedsmændene paa Landet i Sammenligning med os! Gud skee Lov, at det gaaer Pluraliteten vel. En gammel Mand fortalte mig, at det første han kunde erindre, for 60 Aar siden, vare Bønderne saa fattige, at de fleste ei engang havde Knapper i deres Kofter, men kun Hægter, usle Vogne og Heste, som Katte, istedetfor at Gaardmændene nu have store Vogne og prægtige Heste med ikke mindre prægtigt Hestetøi. Der er den største Mangel paa Tienestepiger af den Grund, at Gaardmænds Døttre ei mere tage Tieneste — hvilket er deres Ære for nær — ja neppe engang Huusmænds Døttre. Hvilken Forandring blot paa en Snees Aar! Vistnok i det Hele en frydelig Omvexling.

Man hører ofte paa Landet en og anden Tradition, og det er Skade, at disse ei optegnes. Saaledes fortælles s. 391endnu, at, da de Svenske havde giort Indfald i Sielland 1658, var der paa Stedet (i Greve) en Præst ved Navn Erik Magnussen (eller Mogenson) Blekind (eller Bleking), som var forhen bekiendt med Carl Gustav, og paa Grund af dette Bekiendtskab fik udvirket, at Greve Bye blev fri for Indqvartering. Der findes endnu i Kirken et Epitaphium over samme Ericus Magni Bleching. Ved samme Leilighed fortalte Præsten mig en Anecdote om Frederik IV, som han havde hørt af sin Fader, der var Forvalter paa Magistratens Gods og boede paa Bidstrup ved Roeskilde, men egentlig var fød i Randers, hvor han havde hørt Anecdoten af sin Fader. Kong Frederik IV kom nemlig engang til Randers incognito, meest for at eftersee de kongelige Godser deromkring (maaskee ogsaa for at eftersee Groscantslerens Datter paa Clausholm). Disse Godser vare, som overalt Kongens Godser, i en jammerlig Tilstand. Frederik IV vilde begive sig til Gammel-Estrup, og tog en Bonde med til at vise sig Vei. Overalt spurgte Kongen, hvem den Bye, den Gaard etc. tilhørte. Endelig blev Bonden kied af de evige samme Spørgsmaale og svarede: „I behøver s’gu ikke at spørge, hvem de hører til; thi naar I finder en Gaard, hvor man kan see ind ad den ene Ende og ud af den anden, saa veed I, at den hører Kongen til."

Man faaer ellers mange Ting at vide i Henseende til Embedsmændenes Opførsel o. s. v., ved at opholde sig af og til paa Landet og høre, hvad vel underrettede Folk fortælle. Skulde Du troe, at Amtsprovst Ridder H., Dr. theologiæ (ni fallor) og Directør for et Skolelærer-Seminarium, ikke kan skrive orthographisk ret? — Hvor vilkaarligt gaaer det til med Indqvarteringer etc., og hvor mange Fordele giøre Enkelte sig paa det Offentliges Bekostning! d. e. paa deres Medborgeres . . . .

s. 392Hvad siger Du om Baggesen! Professor Bruun har slemt taget ham i Skole. Men hvad skal man overhoved sige om Mænd i den Alder, Videnskabsmænd, Professorer? og paa den Maade tænker Baggesen at recommendere sig til det Professorat i Philosophien her ved Universitetet, som Rygtet, Bruun og han selv siger, at han attraaer! Directionen har derom ingen officiel Kundskab.

Angaaende vort Finantsvæsens eller rettere Bankvæsenets modificerede Indretning kan hver Dag ventes en Bekiendtgiørelse. Vor Malling spiller Hovedrollen i alt dette. Det er utroligt, med hvilken Klarhed han seer og skriver i disse Anliggender. Han har giort mig den Ære at vise mig det Udkast, som indeholder hans Grundideer. Jeg venter nu med Længsel efter at see, hvorvidt de ere blevne fulgte. Hvad der ogsaa i dette Udkast har glædet mig, er den ægte danske patriotiske Frimodighed, der taler Sandhed, hvor Tid er. Ja Malling er en sielden Mand. Havde Staten mange som ham, sandelig det skulde see anderledes ud, end det giør, hos os. Men Sch—n, hvilken Finantsreputation bier hans Navn! Troe, Love og Kongens Ord have været ham et Spil. Denne Brøde maa og behøver ingen Finantsminister at giøre sig skyldig i. Lad Meningen have været god. Man kiender Træet af dets Frugter. Det ulyksalige Papir. Faderen, den ældre Sch—n, aabnede Papirs-Oceanet Indgangen, og Sønnen druknede os deri. Saaledes sørge Fremmede for os stakkels Danske, der stedse maae forskrive vor Viisdom. Al vor Fortræd er tydsk, som der staaer i Harlequin Patriot.

Et Rygte siger, at Kongen af Preussen vil gifte sig med en Datter af Keiser Franz, altsaa blive en Svoger af Keiser Napoleon. Hvis saa er, synes det at antyde et nyt politisk System, ved hvilket de tre Magter: Frankerig, Østerrig og Preussen ville i fælles Sammenhold bortfierne s. 393den dem alle incommoderende russiske Indflydelse fra det vestlige Continent.

Universitetet i Halle er da paa ny falden i Unaade. Dog troe nogle, at dets Ophævelse nærmest er foranlediget ved en forestaaende Forandring, ifølge hvilken Saale-Kredsen skulde aftrædes til Sachsen, og at man saaledes først vilde plyndre Universitetet. Moldenhawer har allerede faaet adskillige Breve fra hidtilværende Professorer der — jeg troer fra 4 — om at blive ansatte i Danmark. Vi kan da Gud skee Lov ei lønne flere Professorer, end dem vi har; ellers fik vi vel nu en heel tydsk Recrutering.

Ved det norske Universitet have 13 taget Examen artium. Hvor mange Ikke-Studerende der have meldt sig, veed jeg ikke. Overhoved mangle vi endnu alle officielle Efterretninger derom. Fra den engelske Admiral ved Wingøe have vi faaet det Svar, at han endnu ei har modtaget nogen Orbre fra den engelske Regiering angaaende at »give protection to« de Skibe, som skulle bringe det norske Universitets Bogsamling m. v. op til Christiania, men at, saasnart han maatte faae en saadan, skulde vi derom erholde Kundskab. Resultatet bliver nok, at disse Skibe ei komme til at gaae op i Aar.

Jeg maa atter huske Dig paa, at dit sidste Brev var af 8. d. M. Maaskee ville disse Breve engang fornøie os i vor Alderdom. Mangent vigtigt Datum for vor Tids Historie ere vi begge istand til, deri at nedlægge.

Totus tuus

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 11. August 1813.

Kiære Thorlacius!

Jeg bilder mig stedse ind, at vi vexle Breve, og fortsætter mine Skriverier til Dig; thi uagtet Tiden ei kan være Dig eller nogen knappere, end den er mig, saa ere disse Skriverier mig dog, fra den Synspunkt, hvorfra jeg ønskede dem betragtede, saa vigtige, at jeg sætter dem over ethvert andet Arbeide, der ikke hører til de aldeles uopsættelige. Denne Morgenstund er derfor Dig helliget.

Den i vort Pengevæsen nu igien foregaaede Forandring er en slem Critik over Forordn, af 5. Jan. d. A., der anpristes som Viisdommens non plus ultra. Man har nu maattet giøre det ganske nafhængigt af Finantserne, hvilket Princip er en conditio sine qva non for et Bank-og Pengevæsen, der skal have Fasthed og Credit. Malling er den, som har drevet alt dette igiennem ei uden stor Modstand af dem, som formeente, at Kongen eller Staten nødvendig maatte have en Haand i med. Man har anseet Malling for at være noget timid; men jeg skal give ham det Vidnesbyrd, at han i denne Sag har viist en patriotisk Frimodighed, som langt overgaaer deres, der altid have Lyst til at modsige, men dog forsigtigen trække sig tilbage, naar det gielder out Anliggender af høiere Conseqvence. Hertil kommer Mallings sieldne Gave til at fremstille det Sande i saadan Klarhed og Korthed, at enhver kan begribe det og enhver let have Taalmodighed til at høre eller giøre sig bekiendt med hans Fremstilling. De nymodens Systemer er han en Hader af, fordi han, siger han, deri intet fast Princip kan finde, og fordi han ei kan med Sikkerhed beregne andre Følger deraf end saadanne, der medføre almindelig s. 395Uorden. Endogsaa den af Kongen satte Overbankdirectør skal fratræde, og en saadan vælges af Interessenterne selv. Hvad der fremdeles anbefaler alle Mallings Statsarbeider, er den Humanitet, den Agtelse for Troe og Love, for Eiendom og for Ret, for Regieringens moralske Værdighed og derved for dens sande Ære, som besieler dem. Han tænker deri aldeles forskielligt fra det hele Finantscollegium (hvoraf ogsaa meer end Halvparten er tydsk, d. e. fordærvelig for alt Dansk), og han har sagt til en af de vigtigste Mænd i Anledning af Forordn, af 5. Jan. d. A.: „Kongens Ord have I brudt, Eiendommenes Sikkerhed have I krænket, Enker og Faderløse have I røvet; hellere vilde jeg aldrig være født, end at den mindste Andeel heri skulde hvile paa min Samvittighed."

Imidlertid ere vi endnu (undtagen i Holsteen) ikke komne videre, end at vi have antaget rigtige Principer for Bank- og Pengevæsenet. Men for at effectuere Tingen — fortrænge Papiret med Sølv — behøves et Fond af virkeligt Sølv; dette vil Banken have Møie med at skaffe; thi man har ikke giort Vilkaarene opmuntrende nok for Vedkommende til at afdrage deres Heftelse med Sølv, og vestigia terrent. Man har nu tvende Gange seet Regieringen tage private Banker til sig. Jeg troer rigtig nok ikke, at dette kan befrygtes mere under nuværende Regiering. I Holsteen var det formedelst den almindelige Misnøie, som grændsede til Oprøriskhed, høi Tid, at Forordn, af 5. Jan. tildeels ophævedes, og Sølvet igien giordes til almindeligt Betalingsmiddel. De militære og civile Embedsmænd, hvis Papir ingen vilde tage, lede Mangel eller Nød, og Soldaterne vare færdige at døe as Sult, hvorfor Kongen ogsaa tilsidst, forinden den seneste Forandring endnu skete, havde maattet anvise de Militære det Halve af deres Gage i Sølv. De, som havde bortforpagtet store Godser s. 396eller andre Eiendomme, vare ikke mindre forlegne. Forpagterne betalte dem med Papir, som de ei kunde vægre sig ved at modtage, og som de dog ei kunde give ud, undtagen paa Amtstuerne. Paa nogle Steder skal Soldaterne ikke have kunnet holde Exercicen ud af Mangel paa physiske Kræfter, og i Rendsborg skal en Soldat være falden om af Mathed, og død paa Stedet, og da man aabnede Maven paa ham, fandt man den fyldt med Græs. Dette maa jeg nu rigtig nok sige, at jeg ikke troer; men man maa lægge Mærke til, at saadanne Opdigtelser gierne hænge sammen med noget Sandt, og at de ere Producter af en vis Stemning, som atter maae have en Grund.

Er nu Pengevæsenet afsondret fra Finantserne, saa kunne disse ikke længere dække deres Deficit med Bancosedler. Hine ere derfor ikke i Orden, om end Pengevæsenet alt var det, skiønt det sidstes Orden yder de første stor Gavn. Efter Forlydende løber Finantsbudgetten for Aaret 1813 til 60 Millioner Rigsbankdaler; Indtægterne kan neppe udgiøre over det Halve. Hvorfra skal da Resten komme; jeg seer ikke uden to Udveie: Udgifternes Indskrænkning og nye Paalæg. Igaar og iforgaars have alle Finants-Sectioner været samlede, Malling ogsaa fra vor Side. ^*Det vil sige: Universitets-Directionen. Gud veed, om Finantserne kan lade os beholde den Bagatel af i alt 10,000 Rdlr., vi have derfra. Saa meget er vist, at vi ere rigere end Finantserne; thi vi have dog endnu ingen Deficit paa det Hele. Kun er jeg bange, vi faae det; thi da efter den nu satte Bankcours 1 Rigsbankdaler skal udbetales med over 11 Rdlr., og vort Gagereglement for Skolerne og Universiteterne udgiøre over 100,000 Rdlr., saa skal vi altsaa nu — beregnet efter et Aar — udbetale disse Gager med 1 Million, 100,000 Rdlr. dansk Cour. s. 397og mere, hvortil Indtægterne i deres nuværende Stilling ei ere tilstrækkelige. Og uagtet dette kan vore Embedsmænd, som have mindre Gager, stor Familie og ellers ikke andre Emolumenter, ikke leve, hvilket de daglige Ansøgninger bevise, som vi faae fra alle Kanter. Virkelig giør nu 1 Rdlr. dansk Cour, ved Betalingen af de fleste Vare kun Gavn for 2 t, og ved nogle indenlandske i det Høiesle for 4 t. Naar 40 Kartofler koster 48 t og en Alen maadelig Klæde 200 Rdlr. (man har ved en Auction paa Toldboden givet 400 Rdlr.), saa maae Embedsmændene, Lommerne fyldte med Papir, dog tilsidst lide Nød baade for Føde og Klæder. Man kan da sige, at vor Finantsminister Grev Schimmelmann (Gud være hans truncus naadig; thi Hoved har han nok ikke) har tilberedet sig Lov, vist ikke af de Umyndiges (teste Overformynderiet), men af Penias og hvad de andre Sultens og Nøgenhedens Gudinder hedde, deres Mund.

At Congressen er ophævet, paastaaes vel med Sikkerhed; men officiel Vished mangler dog. Imidlertid bliver det dog vel Enden derpaa. I disse Dage har i Sielland været en stærk Udskrivning af Mandskab fra 18—24 Aar. Man siger, at de skal danne et Corps af 16,000 Mand og støde til Eckmühl, som ønsker dem i bemeldte Alder og uexercerede, da han helst selv vil danne dem. Tillige skal af Holmens Søefolk 200 Mand sendes over, for at giøre Tieneste som etslags ouvriers. De maae alle være ugifte og alle forstaae at svømme, hvorfor man nu kalder dem det svømmende Corps. Commandoen skal Capitain Holstein have, som sidst var Generalconsul i Gothenborg; under ham 2 andre Søe - Officerer. Det Auxiliærcorps, som nu staaer i Holsteen, og meest er sammensat af saakaldte annecterede Batailloner, forliges ikke synderlig godt med de Franske. Ogsaa i Lybek skal være forefaldet et blodigt Klammerte mellem nogle Randers Dragoner og nogle s. 398franske Husarer, da en Vært havde indbildt de første, at de sidste giorde Nar af dem. Værten skal selv ved denne Leilighed have sat Livet til. Moreau er virkelig ganet igiennem Sverrig til Thdskland, og man siger til den russiske Keisers Hovedqvarteer. En besynderlig Reise. Skulde Moreau virkelig ville fægte mod Franske? det kan jeg ikke troe. Snarere maae der stikke andre Planer under. Man har seet af Ko$$*ebues Blad, hvilke Grundsætninger de Allieredes Politik bekiender sig til. Du har dog vel læst Debatterne i det engelske Parlament, Tractaten med Rusland og Sverrig angaaende. Der er dog noget godt ved en Constitution, der ikke binder Munden paa Kiærlighed til Sandhed og Ret. Hvor kraftigt og ædelt have ikke en Gray, Ponsonby, Lord Holland, ja selv Canning talet! Hvor ufyldestgiørende og umoralsk har Ministeriet forsvaret sine Mesurer, især hvad Vilkaaret med Norges Frarivelse fra Danmark………

(Resten af Brevet fattes.)

Til professor Thorlaeius.
Kiøbenhavn, den 23. August 1813.

Kiære Thorlacius!

Igaar Middags Kl. 12 afseilede herfra med en Kanonbaad til Malmøe den russiske Minister Lisakewi$$* og hans Gesandtskabs Personale. Banden kom igien inat. Om nogle Dage reiser ogsaa den russiske Consul, saa al Slags Forbindelse med Rusland er aldeles afbrudt. Lisakewi$$*, som har levet her i mange Aar, vilde nødig herfra. Han har bedet sit Hof om at lade ham forblive her som Privatperson; s. 399men Pontecorvo har insisteret paa i det russiske Hovedqvarteer, at ingen russisk Siel maatte blive i Kiøbenhavn. Denne Prindses Had til Danmark overgaaer alt, hvad endnu nogensinde har fundet Sted i en svensk Mands Bryst; Takken for alle de Høfligheder, som i Danmark ere ham beviste. Men det er en gammel Erfaring, at Bevidstheden om modtagne Venskabsbeviser forøger Hadets Flamme. Hans Had imod os gaaer til en Art af Raserie. Sandelig, vi giorde et slet Bytte, da den allerede valgte Hertug af Augustenborg blev sat til Side for ham.

Med Lisakewi$$* seilede til Malmøe Prinds Georg af Hessen-Philipsthal, Broder til Prinds Vilhelm af Hessen-Philipsthal, som er gift med Prindsesse Juliane. Han vil, siger man, gaae i russisk eller østerrigsk Tieneste. Saa meget er vist, at han brænder af Begærlighed efter at fægte mod de Franske, uden Hensyn paa at de ere vore Allierede, og at vi staae og falde med Napoleon. Kongen skal have taget hans Andragende — ut par erat — meget unaadig op og givet ham sin Afskeed, dog med Reservation, at han ei maa tiene imod Danmark eller dets Allierede. Om han nu holder det, maa Gud vide. Det er da vist imod hans Villie. Sandelig i at opføde og forfremme alle disse brødløse tydske Prindser handle vi med vor sædvanlige Generøsitet; thi ubekiendt kan det ikke være os, at Had, Foragt og Opsætsighed mod deres Velgiører ere de sentimens, hvormed de lønne os. Maatte den Tid komme, da Tvillingrigets Konge ikke saae sin Throne omringet uden med de ærlige danske og norske Mænd! O! at det altid havde været saa, da skulde vi ikke være i den Situation, vi nu ere stædte i. Admiral Løvenørn — en varm dansk Patriot — sagde til mig, at det rigtigste havde været, at lade Prinds Georg begynde med en Cuur af 2 Maaneders Arrest i Castellet, om dette maaskee kunde have kiølet ham lidt.

s. 400Ja skiønt Russer troede Lisakewi$$* saa lidet at burde eller kunne agte bemeldte Prindses Tænkemaade, at han sagde offentlig: „Prinds Georg gaaer vel over paa eet Skib med mig, men han hører ikke til mit Selskab."

Ifølge en Efterretning fra Randers er en Ritmester W. ved Dragonerne der, som nu ligge i Holsteen, bleven skudt, og man paastaaer, af hans egne Folk. Den samme Person har jeg i Randers ofte hørt tale om som et Umenneske mod Recruterne og desuden som en stor Snyder paa Fouragen, saa at hans Folk ei kunde holde Hestene istand, fordi han ei gav dem fornøden Fourage til dem, og naar da Hestene saae magre ud, gav han Folkene Prygl. Men Ingen sagde Kis til hans Kat. De Militære ere vante til at giøre, hvad de ville. Vi have havt Hierarchiets, vi have havt Aristocratiets Periode. Den nuværende vil Fremtiden betegne: den militære Despotismes.

Vor Hertug af Augustenborg er kommen tilbage fra Oldeslohe til Gravensteen. Paa første Sted saae han Mairen af Lybeck og endeel franske Militærs passere igiennem, da de Franske have, som Du veed, rømmet Lybek. Man vil vide, at Kutusows Commando er nu overtaget af Moreau. Skulde det være mueligt?

Den Krigserklæring herfra mod Sverrig, som man allerede iforgaars bebudede, er da ei endnu udkommen. Jeg formoder imidlertid, at den er færdig; thi jeg seer ikke, at det kan andet være. Maatte da Prinds Christian fra Norge af kunne hævne Pontecorvos Troløshed! Idag, jeg gik over Volden, blev jeg erindret af en Skildvagt, at det var blevet forbudet at lade nogen Civil gaae paa Volden. Hvad betyder dette? I alt Fald tænker jeg ikke, at Kiøbenhavns civile Indbyggere forraade Byen. Men de Militære vide ikke, paa hvor mange Maader de skulle genere de Civile. Det er dog godt, at man maa gaae paa Gaderne.

s. 401Professor Ørsted vil efter Sigende holde Forelæsninger over „Videnskabernes Aand". Hører dette ogsaa til hans Fag?

B. er da kommen til Wien. Med forrige Post kom Brev fra ham, derfra dateret. En meget fornuftig og dannet Embedsmand, som ogsaa er Videnskabsmand og Dig vel bekiendt, sagde til mig, at han havde læst det, og at, naar han skulde sige sin Mening ligefrem, havde Hr. B. skrevet som en Nar. Du erindrer, at Personen var meget vindig, inden han reiste ud. Jeg tænker, han kommer med Seilene fulde tilbage. Men dette som alt det Øvrige i Fortrolighed.

Vale. Du seer, al jeg plager Dig ligefuldt, hvad enten Du skriver eller ikke.

Totus tuus

Engelstoft.

P. S. Som jeg hører, have vore Tropper allerede været i Fægtning med Nusser og Svenske og staaet sig brav.

Til professor Thorkacius.
Kiøbenhavu, den 29. August 1813.

Kiære Thorlacius!

Tak for dit Brev og din Lucretius, quem apud nos redivivum fecisti; thi han — som flere Classiker — var nær ved at døe ud hos os af Mangel paa eius habendi facultas. Din Gave skal opmuntre mig til at recapitulere hans Natursystem, det han med saa megen Aand har fremsat og ei uden snild Iagttagelse af Naturens Phænomener, skiønt s. 402han nu vilde kun maadelig bestaae for Ørsted eller Wad, hvis han af dem skulde examineres. Mig behager især hos ham en høiere Sands for Naturens store Harmonie ei blot i dens physiske men ogsaa i dens moralske Phænomener og en dristig Anskuelse af Kræfternes indre Forbindelse, om end Synspunkterne tidt ere urigtige formedelst Mangel paa saadanne dybere Indsigter i Naturens Oeconomie, som hans Tid ei endnu havde opnaaet. Ved et flygtigt Blik hist og her i Bogen stødte jeg Pag. 255 paa Trykfeilen gaditur istedet for grad.

26

Sal. Bærens leverede mig noget før sin Død hosfølgende latinske Digt: Sapphiske Vers over Engellændernes Anfald i Aaret 1807. Det er ikke saa ganske slet, lidt vel slavisk efter Virgil. Forfatteren er en Præst i Fyen. Du maa gierne beholde det, da jeg har en Afskrift deraf.

Anecdoten on: Schow har meget moret mig. Ja Du veed, at her indtreffer intet non exspectatum. Schow er en Anciennitets-Professor. Han kunde ei længere forbigaaes. Du veed ogsaa af andre Data, at ved Universitetet er Anciennitet den første Consideration af alle Considerationer. Ønsker Du, med Hensyn til Dig selv, en Anciennitets-Tabel, saa kan jeg gierne opvarte med en. Imidlertid er nu Brøndsted paa Veien, og naar han nu bliver ansat som Profess, extraord. med lige Deeltagelse i examen philolog., saa er jeg bange, at den stakkels Schow faaer mere Ferie, end han ønsker. At han vil besørge en Udgave af Homer, er vel betænkt. Vi trænge til Udgivelsen af alle Classikere.

Har Du læst Lettres et pensées du Prince de Ligne? Det er et Hav af Vittigheder og brillante sorties d’esprit, og indeholder treffende portraits af Catharina II, Joseph II, Potemkin etc. Ogsaa Efterretning om to Samtaler, han har havt med Rousseau og Voltaire, hvilke to Herrer han i Grunden havde til Bedste ligesom de fleste andre. Hans s. 403politiske Vuer ere ofte som et Phthisk Blik ind i Fremtiden, men alt uden Sammenkiædelse. Den franske gaieté, der mocqverer sig over alt, og finder Stof til Latter i det meest Begrædelsesværdige, er hos ham ret characteristisk. Den Tilvænnelse, som Hoflivet giver, at see hele Nationers Vee og Vel med den største Ligegyldighed, at forfølge sine egne Phantasier og Luner som det høieste Gode uden mindste Hensyn til, hvad andre lide derved etc., er hos ham ret øiensynlig. Militær af Profession og uden egentlig Aandsdannelse ere Krig og Soldater ham over Alt. Hans Smigrerier for Catharina Il. ere selv under hans Pen væmmelige. Hans Reflexioner (bag i Bogen) vise, at han stundum har følt den Tomhed og ennuy, som altid blander sig i Adspredelsers evige Tummel, og hans Dialogue entre un Capucin & un esprit-fort, at han stundum har havt Ahnelse om noget Høiere og Værdigere end Jordlivets plaisirs og Ærgierrighedens Tilfredsstillelser.

Sibbern er nu paa Veien til Altona. Han vil snart kunne ventes. Baggesen havde ingenlunde i Sinde at blive i Kiel. Hertugen skriver mig til, at han allerede er paa Veien til Kiøbenhavn. Allgem. Zeitung fortæller, at han skal være Professor i Philosophien (!) her ved Universitetet. Det er artigt, at Allgem. Zeitung veed mere herom, end Uuiversitets-Directionen. I dennes Historie vilde hiin Ansættelse blive en ret mærkelig Begivenhed.

Finantsbudgetten for Aaret 1813 er nu færdig. Resultatet skal være: Udgifter 50 Mill. ; Indtægter lidt over 20 Mill. Nu studeres paa Midler til at dække sligt Deficit. I Circulation ere i alt 46 Mill. Rigsbankdaler, deri medberegnede de i Bankfundatsens § 3 omtalte 27 Millioner. Denne Circulation er i Grunden, efter nuværende Cours af Papiret, ikke mere end 7 Mill. Species. Mere behøvedes ikke for at retablere vort Pengevæsen. Da nu Banken er s. 404afsondret fra Finantserne, saa kan disses nævnte Deficit for 1813 ei dækkes med nye Banksedler. Nye Skatter ville da efter al Anseende blive uundgaaelige. Det er ikke godt, naar man eengang er kommen paa Knæerne.

26*

Siden iforgaars optages alle svenske, russiske, preussiske og meklenborgske Skibe. Nogle Capere ere lagte ud. Et Caperreglement ventes. Det er artigt at see vor Lidenhed i Krig mod 5 Magter eller Gud veed, hvor mange. Kiøbmændene — en ædel Race — see meget suurt til, at Krigen ikke skynder sig at bryde ud, sor at deres Varer derved kunde stige 100 pCt. eller mere. Salt - Opkiøberiet er standset ved den Anmeldelse, at Regieringen vilde lade alt Forraadet sætte i Reqvisition. I 3 à 4 Dage steeg det fra 30 til 80 Rdlr. Skieppen; og nu er det ligesaa hastig faldet igien. Det samme er Tilfældet med Talg. Ridder T. skal have været en af de store Salt - Opkiøbere. Ridderligt har hos Kiøbmænd en egen Betydning.

Vale.

Totus tuus

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 1 Septbr. 1813.

Kiære Thorlacius!

Du faaer Brev paa Brev. Aanden driver mig, jeg mener den historiske. Du seer, at jeg ei er Profess, histor. forgieves.

En igaar til den franske Minister, Alquier, ankommen Coureer har bragt den Efterretning, at Russerne den 16de ere blevne slagne i Schlesien, Østerrigerne den 17de i Bøhmen. s. 405Napoleon skal have været nærværende ved begge Slag, hvilket næsten synes utroligt. De nærmere Efterretninger ventes. Fra Meklenborg haves, at vore Tropper i Forening med de Franske have slaaet Cosakker og Svenske og afskaaret et Corps af 6000 Svenske. Gid vi maatte fange dem. Prinds Frederik af Hessen skal selv have distingveret sig à la tete af et Cavallerie - Regiment. I en Affære med Cosakkerne ere 30 af disse blevne, uden at een Mand af vore engang er saaret. Jeg haaber, at den elendige Pontecorvo skal snart have sin Rolle udspillet. Hvor vore Tropper komme frem, finde de alt i Bund og Grund ødelagt af de Retirerende. Dette sinker meget Operationerne. Eckmühl beundrer vort Cavallerie, især det jydske. Hans største Møie er at styre dem. De vil bestandig frem. De skal ellers være lige saa slemme, som alt det andet Dievelskab. Menneskene i Krig, hvad ere de i Grunden uben Uhyrer.

Jeg fortalte Dig om Prinds Georg. ^*See Brevet af 23. August, S. 399. En Grev Bentheim, som var her i Tienesten, har nu ligeledes forlangt sin Afskeed, for at gaae i Tieneste mod de Franske, d. e. mod vore Allierede. Kongen skal have givet ham den med Erklæring, at, saa længe hans Øine vare aabne, skulde han aldrig mere komme i dansk Tieneste. Lykke paa Reisen med samtlige disse tydske Prindser og Adelsmænd. Deres Emigration en masse vilde være vort Fædrelands største Vinding, ligesom disses Immigration har været dets største Fordærv.

Med vor Cours gaaer det reent desperat. En Rigsbankdaler N. V. er ikke stort mere værd end 8 t. Alle Vare stige til det Uhyre; 70 Rdlr. for et Pund Thee, 60 Rdlr. for et Pund Voxlys etc. Grisson forlangte af s. 406mig 48 Rdlr. eller 8 Rigsbankdaler for een Bog Postpapir, som ellers kostede et Par Mark. En Mand af nøie Kiendskab til Tingene har imidlertid forsikkret mig, at, dersom blot fra 1807 af de Grundsætninger vare blevne fulgte, som nu ere antagne, og ordentlige budgets affattede, vilde vort Pengevæsen ingen Forvirring have lidt; men man har ladet det løbe, au hasard, og blot giort Papir. Schimmelmann vil spille en ikke misundelsesværdig Rolle i vort Finantsvæsens Historie. Han har fuldendt, hvad Faderen, bedre Hoved, men mindre agtværdig som Menneske, begyndte. Har Du læst Faderens Biographie hos Høst? Saa kort den er, viser den ham dog som en egennyttig, forløken tydsk Lykkeridder. Det er mærkværdigt, at han ene blev staaende under alle de Hofrevolutioner, som indtraf i hans Tid. Men Sagen er forklarlig. Han fulgte den Politik, at giøre alle de Mægtige afhængige af sig ved Pengetienester, og Hoffet selv kunde ikke undvære ham. Jeg har hørt mærkelige Ting derom af saadanne, som endnu vide Beskeed fra den Tid af. Endog de meest Ubestikkelige og Selvstændige besnærede han indirecte. Saaledes fik han ved et Slags Beddemaal for Spøg og ganske en passant den gamle redelige Huth, en reen Soldat, som ingen Ting vilde bide paa, til at tage 5 Nr. i det nyoprettede Lotterie. Hvad skeer? Huth vinder en Terne, og Schimmelmann sender ham 10000 Rdlr. som Gevinst. Den gamle Bernstorf (Hartvig) var meget vanskelig at giøre smidig. Han havde en høi Grad af Selvsølelse og Selvstændighed. Men ved fine Depenser, for som udenlandsk Minister at give sig Relief, derangerede han sine oeconomiske Omstændigheder. Schimmelmann lagde Mærke dertil, og paa anden, tredie Haand lod han ham bede, om han ikke kunde giøre Brug af en 40—50000 Rdlr., som han just havde liggende frugtesløse, og med hvilke han ordentlig var forlegen? Bernstorf s. 407tog imod Laanet paa særdeles fordeelagtige Bilkaar og — blev afhængig af Finantsministeren. Denne efterlod, da han døde, 6 Millioner som privat Formue. I Statens Casse var der vel noget mindre.

Ved denne Leilighed falder mig en Anecdote ind om den gamle Moltke, Ordenscantslerens Fader. Han havde Kong Frederik V.'s Chatul - Casse under sig. Da Kongen var død, og man aabnede Chatullet, fandt man — ikke en Skilling. Moltkes Misundere glædede sig nu ret ved den Leilighed, de havde faaet til at skade ham. Den unge Konge, Christian VII., blev strax det Fornødne insinueret, og Moltke blev tilsagt, at indfinde sig hos Kongen til en bestemt Tid. Han mærkede nok, hvad der stiledes paa, og tog sin Forholdsregel. Da han kom, begyndte Kongen strax at tale om den tomme Chatul-Casse; men Moltke tog frem af Lommen 100,000 Ducater med det Tillæg, at disse havde han ved at holde tilraade med Hs. sal. Maiestæt opsparet, og vilde just have udbedet sig allernaadigst Tilladelse til at overlevere samme i Hs. Maiestæts Hænder. Fra dette Øieblik af var der intet Spørgsmaal mere om det tomme Chatul……….

Nok for idag. Du maa endelig meddele mig til Giengield ex tuis. Lad vore Breve blive et Depot for Bidrag til vor Tids Characteristik, i det de forevige vort Venskab. Det er ligegyldigt, at de ere skrevne currente calamo. Saaledes skal just Breve være.

Vale.

Tutus tuns

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 9. Seplbr. 1813.

Kiære Thorlacius!

Tak for Dit Brev af ... d. M. Aarsagen, hvorfor Hertugen ei havde faaet Sverres Saga, var, at han ei havde svaret mig paa mit Spørgsmaal, om jeg skulde sende ham Exemplaret med Ageposten. Nu har jeg giort det paa egen Haand.

Til Giennemlæsning sender jeg Dig herved Treschows Program med det første Lectionscatalog ved Norges Universitet. O quam de tenui Romana potentia crevit. Jeg vil ønske. at det sidste ei maa udeblive, det første er der. Hensigten har været god nok, og jeg haaber ogsaa, at Institutet engang vil vorde velgiørende for Norge, men i sin nuværende infantia siger det saare lidet. Jeg havde forleden et Brev fra Biskop Bech i Christiania. Det lader, som han ei troer, at det oprettede interimistiske Collegium academicum har giort alt, hvad det kunde. Ventelig stikker der nogen Jalousie derunder; thi Biskop Bech, der var Medlem af Commissionen for det norske Universitets Indretning, vilde vel gierne endnu have noget deri at sige; men da han hverken er i Collegium academicum eller i Bygnings-Commissionen, saa har han ingen ret Leilighed til at giøre sig gieldende. Han har bedet mig om at meddele sig nogle Documenter det norske Universitet angaaende, som han siger, at han der paa Stedet forgieves har søgt at erholde.

Der forestaaer nu en betydelig Tilvæxt af vort Universitets Personale. Sibbern skal indstilles til Professor extraord. i Philosophien, Dr. Rasmussen til Lector i de orientalske Sprog og Dr. Brandis, Søn af Archiateren, til s. 409Lector i den philosophiske Historie (jeg mener: Philosophiens Historie) eller noget Sligt. M—r ønsker ogsaa at faae Secretær Molbech ansat ved Universitetet som Professor i Historien, ikke saa meget, fordi han behøves (thi der ere allerede tre, som Du veed), som fordi M—r patronicerer ham. Jeg har intet derimod, naar der er Penge til hans Gagering, og jeg under ham al Opmuntring. I øvrigt gives der adskillige vigtige Fag ved Universitetet, som slet ingen Lærere have, f. Ex. Chemie og Statsoeconomie, og mange af de alt værende savne anstændigt Udkomme.

Jeg er meget flittig i denne Tid, tildeels af Nødvendighed. Der begynder nu at trykkes paa den ene af mine Afhandlinger i den Samling, Møller og jeg vil udgive, nemlig paa Beretningen om det danske Gesandtskab til Rusland i Aaret 1602. Vi skal have 8 Rbdlr. S. V. Honorar for Arket, men jeg maatte skrive 50 Ark alene for at betale et Aars Huusleie. Forleden Dag besøgte jeg det Classenske Bibliothek alene for at see de cahiers, som der findes af Description de l’Égypte, om hvilke vi have læst saa meget i lærde Tidender. Jeg fortrød det ikke. De ægyptiske Oldsager og deres colossalske Characteer, deres underlige Blanding af det Grandiøse og Smagløse, som dog ikke er uden Smag, har aldrig været mig mere tydeligt. Ruinerne i Syene, Elephantine etc. minde om et kraftfuldt og et engang lykkeligt Old. Til den moderne Geographie er Værket ei mindre vigtigt. Især har ogsaa det interesseret mig, som angaaer det røde Havs Forbindelse med det middellandske ved forsøgte og projecterede Canaler. Men naar vil dette uhyre Værk blive færbigt?

Siden igaar have Rygterne ikke været ret trøstelige. Det hedder, at Østerrigerne have igien indtaget Dresden — det stakkels Dresden! — med stormende Haand, at Vandamme har tilsat Livet, at Pontecorvo staaer for Magdeborg, s. 410og at vore Tropper ere rykkede tilbage til de holsteenske Grændser. Mueligt, at der stikke Handels-Speculationer derunder. Imidlertid stige alle Vare og Pengene blive Dag for Dag slettere. 70 Rdlr. eller 12 Rbdlr. for et Lod Sølv. Paa Børsen bydes 145 Rdlr. for en Species, og ingen ere at faae. 500 Rdlr. eller over 80 Rbdlr. forlanges, efter Sigende, for en Fierding Smør, og ingen vil sælge. Et Pengevæsen som vort har dog nok ingen Stat havt undtagen i en Revolutions - Epoche.

Glem ikke min Begiering angaaende, om Du kunde bringe en Cand. theologiæ i Forslag, der vilde modtage en Adjunct-Plads ved en Skole.

Vale.

Totus tuus

Engelstoft.

Til professor Thorlacius.
Kiøbenhavn, den 28. Octbr. 1813.

Kiære Thorlacius!

Medens hele Huset — jeg mener det, hvori jeg boer — er rykket ud for at see en Illumination eller et Fyrværkerie i Frederiksberg Have i Anledning af Dronningens Fødselsdag, har jeg just god Roe til at eftersee status af vor Correspondence, og finder jeg da, at det netop idag er en Maaned, siden jeg modtog dit sidste Brev og sikkert 3 Uger, siden jeg har et nyt tilgode hos Dig. Da nu de tidsspildende Examina saa omtrent ere forbi, saa maa Du nu ei giøre Regning paa længere Credit.

Den dobbelte Creation af en theologisk og medicinsk Doctor idag otte Dage giør saa vidt Epoche i Universitetets s. 411Historie, som det nok er den første Gang, at Doctorations-Acten har været afsondret fra Disputations-Hanblingen selv. Det skaber heller ikke fra den Side, at Anditoriets Opmærksomhed da ei iforveien er trættet ved Disputationen, og man kan give sig Tid til at giøre Collationen deste høitideligere. Doctoranderne kan da og integris viribus holde deres Taler etc. Den Intimations-Tale, Professor Müller holdt, syntes mig ret godt om, skiønt han just ei er Taler. Hvad han anmærkede om, at i 20 A ar ingen Præst havde attraaet eller taget den theologiske Doctor-Grad ved Untversitetet her, i hvor emsige end mange sees at være for at erhverve sig alskens anbre honores (f. Ex. Titler og Kors), syntes mig ret anbragt à propos, og lod sig heel directe applicere paa en eller anden af de tilstædeværende kiøbenhavnske Sognepræster……. Dr. Sommers Tale lignebe en confus Præken, og det røbede just ikke megen Dømmekraft, at Udtrykkene af hans Taknemmelighed for den beviste Ære indeholdt for det meste Complimenter til ham selv. Den unge Dr. Bangs Tiltale til hans Fader behagede mig meget, ligesom det overhoved havde noget Rørende, da Faderen creerede sin Søn og ved faderlige Raad anviste ham den agtværdige Læges Bane. Det var ellers artigt, at Professor Müller og Etatsraad Bang udtydede Inaugurations - Ceremonierne hver paa sin Maade.

Professorerne ved det norske Universitet have renunceret paa al Deeltagelse i Gebyhret af de Studerende, som inscriberes, og foreslaaet, at det deels maatte ansættes meget lavt, deels anvendes til Unberstøttelse for trængende Studerenve. Til samme Tid indsendte Consistorium her dit Forslag angaaende beviisligen fattige Studerenbes Fritagelse fra Inscriptions - Gebyhr med Bemærkninger angaaende hvad de endnu paa den gamle Maade lønnede og til Deeltagelse i disse Gebyhrer beretligede Professorer, s. 412d. e. saadanne, font have Jordegods, Tiender og Residents, derved vilde tabe i Indtægt.

At det ei gaaer vor høie Allierede efter Ønske, er alt for klart. Man vil sige, at Dresden er rømmet, at Bayrerne og Würtembergerne ere faldne fra etc. Men her fortæller og troer man altid det værste. Synderligt nok ellers, at vi nu ere i erklæret Krig næsten med alle Magter. De to sidste Krigserklæringer, mod Rusland og Preussen, ere heel matte og røbe Omstændighedernes Trang. Til alle Øvrigheder i Holsteen er gaaet Ordre at modtage de Franske som Venner og forsyne dem med alt, hvis de skulde blive nødsagede til at tage Vinterqvarteer i Holsteen. Slige Præludier ere ei meget behagelige. Ventelig bliver da deres Hovedqvarteer i Rendsborg.

De offentlige Casser ere nu alle tomme, siden man har holdt op med at giøre Bancosedler i det Uendelige. Det kommer nu an paa, om man ved Skatter og andre Ressourcer kan dække Finantsernes Deficit. Vore (Universitetets og Skolernes) Casser seer det ei heller trøsteligt ud med, især Skolernes, da vi i det sidste Qvartal vil behøve c. 30,000 Rbdlr. mere end Indtægten beløber. Laan kan man ikke faae nogetsteds, undtagen i Rigsbanken, men NB. i Sølv, og hvo tør indlade sig paa Debet i Sølv,. Synderligt; for faa Maaneder siden kunde intet Sølv tilveiebringes; nu kan man faae nok af dette, men ingen Bancosedler. Finantserne hielpe sig med Creditbeviser paa 3 Maaneder; men disse tabe, som man kunde vente, 20 à 30 pCt. mod Banksedler. Bare at dette Qvartals Gager ei blive betalte tildeels i slige Creditbeviser. Arbeiderne ved Slottet og Domhuset ere indtil videre indstillede, alt af Mangel paa Penge. Jeg frygter, at vi komme til at giøre s. 413det samme med Frue Skoles Bygning, som nu alt har kostet c. 100,000 Rdlr., og vil koste ligesaa meget til.

Har Du læst (Mirabeau's) Lettres secrètes sur la Cour de Berlin, skrevne 1786 ff. Hvor mange Spaadomme indeholdes deri, som vi siden have seet og see opfyldte! Mærkelige ere især be, som angaae det preussiske Riges indre Svaghed fra Frederik II.'s Død, og Ruslands Vuer.

Dit Program om de Serapiske Drømme har jeg læst med stor Interesse. Næsten alt, hvad der staaer deri, er nyt for mig og vistnok for de fleste andre. Du har Ret i, at det 2det (og 3die) Aarhundrede efter Christus er en mærkværdig Periode (som alle Overgangs-Perioder). Ved forleden at læse i en Rejsebeskrivelse, at den pyrrhiske Dands, hvorom jeg erindrer at have læst hos Procopius, endnu bruges i Moldau, faldt det mig ind, at denne Gienstand: De Gamles betydningsfulde Dandse, fortiente en nærmere Bearbeidelse. Du har vist nogle Materialier dertil.

Vale ; ama; scribe.

Totus tuus

Engelstoft.

Til Dr. Mynster.
Thisted, den 10. Aug. 1821.

Høistærede Hr. Ven!

Endnu er jeg i de Thyboers Land, hvor Familie og Venner stedse holde paa mig, vg hvor jeg finder meget, som er skikket til at interessere mig. Imidlertid vil om faa Dage Reisen gaae for sig herfra til Aalborg, og siden, paa Hiemveien, Touren blive lagt over Randers. Fra Viborg s. 414tilskrev jeg Hs. Excell. Geheimeraad Malling, og meldte deri et og andet om Skolen m. v., som han nok vil have talet med Deres Høiærværdighed om. Bagger yttrede sig, at ville ansøge Directionen om Eftergivelse af en Deel af det, han skylder Skolen for Korn, han har i sin Tid siøbt af den; jeg spurgte ham, om han ikke havde faaet Varene, og da dette bejaedes, kunde jeg ikke lade ham øine noget Haab om at faae slig Ansøgning bevilget.

I denne Afkrog af Jylland, som dog er meget befolket, er en lærd Skoles Afsavn ingen ringe Ulempe. Da Forældre, som ville lade deres Børn studere, maae sende dem langt bort til Aalborg eller Viborg, saa studere overhoved kun faa Ynglinge fra denne Egn, og jeg har intetsteds seet saa mange voxne unge Mennesker gaae hiemme hos Forældrene uden for Bondestanden. Thisted vilde være meget skikket til Sæde for en lærd Skole, naar dertil havdes Midler; men herpaa er ikke at tænke. Det er ellers Skade, da Thyboniterne ere et opvakt Folk.

Det er utroligt, i hvilken Grad Culturen har tiltaget i disse Egne siden min Barndom. Da var Landet fuldt af Herregaarde og fattige, vankundige Bønder; nu er det som oversaaet af velhavende og oplyste Beboere, der eie vel bygte, tildeels smukke, Gaarde, dyrke deres Marker med ligesaa megen Vindskibelighed som Forstand, og aarlig indtage, hvad der endnu kan ligge ubenyttet; deres Heste, Køer, Vogne, Paaklædning etc. bære et fælles Præg af Velstand og landlig Lykke, og Moraliteten har i det Hele vundet, i det mindste forsaavidt de Laster, der gierne følge med Armod, ere blevne meget sieldnere. Det var ilde, om Tidernes Vanskelighed skulde forvolde nogen Tilbagegang. En saadan er vel ikke endnu synlig, men det siges dog, at de fleste, som eiede Capitaler, større eller mindre, i rede Penge, have i den senere Tid tilsat dem.

s. 415Jeg har giort tvende Excursioner til Havsiden paa forskiellige Steder, og med særdeles Fornøielse seet, hvorledes de Sandbanker, der i min Barndom føg som Snee, nu ligge fængslede med et tykt og tæt Dække af Klittag, et Slags langt Græs, som holder meest af Sand; ja man dyrker Havre, Kartofler etc. der, hvor for 30 Aar siden Sandet bølgede som et Hav. Sandflugten er saaledes fuldkommen dæmpet, og der behøves kun et vedvarende Tilsyn, for at den ikke mere kan vinde nogen Magt. Paa lave Steder, hvor Havet kunde svømme over, tilveiebringes kunstige Klitter, der efterhaanden ville danne et sikkert Værn. Kun er den menneskelige Kraft for svag, hvor det gielder om, ved hæftige Storme at hindre Havet i at underminere Bakkerne og saaledes borttage noget af Landet. I Agger Sogn fiskes nu paa de Steder, hvor Personer ere fødte, som ikke have naaet deres 60de Aar. Kystbeboerne ere et særdeles haardført Folk; det fører en evindelig Krig med det brusende Ocean, som det befarer med smaae Baade indtil en Afstand af 5—6 Mile fra Kysten. Skibbrudne Folk reddes næsten altid; men naar de ere bragte i Sikkerhed og overladte til den huuslige Pleies Qvægelse, da visiteres Skib og Ladning af Mænd og Qvinder og Havet faaer Skyld for at have spiist, hvad Jøder og andre siden finde i god Behold under Aggerboernes lave Tag. Med nogle smaae Tingester, som ere bygte til at sætte ind paa den flade Sand (thi her gives ikke Spor af Havn), fare de ogsaa over til Norge, og selv til Bergen. Jeg traf just en Skude, som i 12 Timer var seilet herover fra Mandal, og stod nu paa den tørre Strand, omtrent som den, Molboerne fortælles at have sat paa Græs, med den Forskiel, at denne stod i Sand.

Jeg har besøgt Skolelærer-Seminariet i Snedsted, som bestyres af en Provst Bendtsen, Søn af ham i Gladsaxe. s. 416Manden og hans Seminarium og hans Seminarister behagede mig saare vel. Et saadant Seminarium er langt nyttigere end det paa Blaagaard (nu Joenstrup) og koster ikke en Tyvendedeel. Alligevel har Cancelliet just nu afskaffet den ene af de to Hielpelærere, Provsten havde, og som han aldeles ikke kan undvære, naar Underviisningen skal gaae, som hidtil; thi han maatte da selv læse 8 Timer daglig, hvilket ikke er at forlange af nogen, mindst af den, som har desuden et Embede at varetage. Bemeldte Forandring er skeet, sor at skaffe Seminariesonden en Besparelse, efter Biskoppens Forslag, uden at enten Provst Bendtsen selv eller Amtsdirectionen er hørt eller har faaet Leilighed til at give Betænkning. Om alle de Opmuntringer, der uddeles, komme paa rette Sted, vil jeg lade staae derhen; men stor Synd er det, at sætte en redelig, virksom og beskeden Mand ud af Stand til at udrette det Gode, han ønskede og kunde, ved, for en ringe Besparelses Skyld, at berøve ham de Midler, hvis Uundværlighed man dog selv hidtil havde erkiendt. Men naar Biskop I. kun kan faae sørget for sin og sin Families Interesse, saa er det øvrige sagtens af mindre Vigtighed.

Man politiserer meget (de Jyder ville saa gierne til Tinge gaae) her i Egnen, og de tydske Aviser (hvoriblandt Börsenhalle) læser jeg næsten ligesaa tidlig her, som i Kiøbenhavn. Grækernes Sag møder ogsaa her megen Deeltagelse, og man har glædet sig til, at Rusland skulde række dem en kraftig Haand (den hellige Alliance har ingen Lyst). Hele Landet er derfor ogsaa fuld af Historien om en Scene ved sidste Viborg Landemode, hvor den bekiendte Amtsprovst Stockholm ene imod alle sine Colleger forfægtede de græske Oprøreres ubetingede Strafværdighed, og Retfærdigheden af den Medfart, de lide. Biskoppen (Bloch), efter at have hørt noget derpaa, og da ogsaa han blev bidt as, sagde s. 417da halvt i Spøg og halvt i Alvor: da vilde jeg ønske, at Deres Høiærværdighed kunde hos den tyrkiske Storvizir faae en Plads, der svarede til Deres Iver for den tyrkiske Sag; men Amtsprovsten var ikke seen til at svare: ja, har Deres Høiærværdighed nogen saadan Plads at give bort, saa skal jeg bede om den strax (dette dog ikke at fortælle igien efter mig).

Dersom Deres Høiærværdighed vil giøre mig den Ære at skrive mig til, saa veed Cancellieraad Lund, hvor jeg er. Behag at formelde Hs. Excellence Geheimeraad Malling og Hr. Conferentsraad Rothe min Respect. Fra min Kone mange hjertelige Hilsener til Dem og Deres Frue.

Vale.

Deres hengivneste
Engelstoft.

Jeg er saa fri at indslutte en lille Billet til Cancellieraad Lund.

27

Tillæg. ^*De følgende Breve ere først modtagne til Benyttelse, efterat det Øvrige var trykt.
Til Stamherre Hoffmann-Lang.
Kiøbenhavn, den 4. Febr. 1804.

Kiære Hoffmann!

Tak for dit Brev, som jeg forlængst har modtaget, saavelsom besørget det indlagte til Müller. Din Broder har været hos mig, og imorgen afhenter han alle Bøgerne, hvorpaa jeg giver ham en Liste med; men da Regningen ikke endnu er indkommen, saa bliver det med Betalingen indtil videre. Professor Nherup skal da skikke Regningen til din Broder og ved Pengenes Modtagelse give fornøden Qvittering. Thi maaskee er jeg alt forinden reist. Reist? hvorhen? Ja giet engang. Til — Italien. Det er klart; jeg forlader Kiøbenhavn om fem Uger, og i Midten af April haaber jeg alt at være i Dresden. I Wien blive vi et Par Uger og giøre en Excurs til Presburg. Mai, Juni, Juli tilbringes i Rom og Neapel, August i Schwei$$*, September og October i Frankrig og Holland. Min Medreisende s. 419er General - Krigscommisæer v. Smidten. I Anledning heraf beder jeg Dig, at ifald Du har nogle gode Bekiendtere paa den Vei (i Frankrig behøves det ikke), Du da vil medgive mig nogle Breve til dem. Jeg erindrer, at Du har en god Ven i Schwei$$*, som eier et Jernværk. Fremdeles vilde jeg bede Dig om at sende mig en Liste paa saadanne interessante og sieldne Planter, som jeg rimeligviis vil treffe paa Veien, især alpinske og maritime Planter (dog ikke fuci, Tang eller Conferver eller sligt Dievelskab), da jeg, idet jeg samler til mig selv, tillige skal samle nogle til Dig. Og veed Du forresten noget interessant at giøre mig opmærksom paa, saa giør det. Jeg har saa travlt med at forberede mig til Reisen, at jeg kniber paa Øieblikkene; derfor undskyld, at jeg blot skriver Dig dette Par Linier til. Det maa jeg dog fortælle Dig, at Nachtigall er bleven Professor i Gymnastiken; i Tingen selv er der intet urimeligt, men man maa tilstaae, at det er temmelig gesvindt. Dersom det er sandt, at Consistorium har sat sig imod, at han ikke skulde blive ansat ved Universitetet, saa gienkiender man dette Corpus's sædvanlige bornerede Aand. Man siger, det har sat sig derimod af den Aarsag, at der vare vigtigere Videnskaber, hvori Universitetet ingen Lærer havde. Vel sandt; men skulde den, der endnu ikke havde sin Sal møbleret, derfor undslaae sig for at tage mod Møbler til sit Sovekammer? — Hils din Kone ret forbindtlig og lev altid saa lykkelig, som det ønskes Dig af din hengivneste

Engelstoft.

27*

Til Stamherre Hoffmann-Lang.
Fredag Morgen.

Det giør mig overmaade ondt, at jeg ikke skal faae Dig mere i Tale denne Gang. Ikke engang ved din Bortreise i Aften kan jeg sige Dig et Farvel, da jeg skal møde i Videnskabernes Selskab, hvor Prinds Christian kommer. Der var saa meget, jeg gierne vilde have talt med Dig om. I den nærværende hierteløse Verden kan man undertiden behøve en Hiertestyrkning. Hils din kiære Kone. Send mig til Foraaret nogle perennerende Blomster-Planter, hvis Du vil, helst nogle Georgine-Knoller og nogle Roser. — Kunde Du ikke engang (i Korthed) meddele mig nogle af dine Tanker angaaende Nødvendigheden af at optage naturhistorisk Underviisning i Skolerne (lærde og ulærde), Principerne derfor og Methoden derved — de slette Methoder have ret været à propos for alle dem, der ere den ugunstige — samt om Du erindrer noget om ældre Ønsker og Bestræbelser i denne Henseende (jeg har selv samlet adskilligt). Jeg er tilfreds med Momenter; Du behøver ikke at spilde din Tid med formelig Bearbejdelse………. Ad cineres usque din

Engelstoft.

Til Etatsraad Estrup.
Kiøbenhavn, den 3. Decbr. 1839.

Kiære Svoger!

Jeg kiender dit Hiertelag imod mig. Derfor desto oprigtigere Tak for dine gode Ønsker. De komme mig tilgode, s. 421saalænge Gud vil. ^*Engelstofts Fødselsdag var den 2den December. Nogle andre Venner erindrede mig ogsaa, og da vi vare i Stemning til at see dem igien, blev der en ganske antagelig Forsamling hos os i Aftes — naturligviis kun paa Vand og Brød (med lidt Sukker til og lidt Smør paa). — Det var igaar; idag er jeg ligesom reent fortabt, jeg kan næsten ikke samle mine Tanker. Christian VIII. kan ikke tage mig det ilde op, at jeg ligger grædende paa Frederik VI.’g Liig; ja giorde jeg det ikke, havde jeg ikke været ham værd. Saml, om Du vil, alle Træk af en ædel Herre, en sand kongelig Siel, en 40aarig Velgiører, en uforanderlig, trofast Ven, et sieldent Menneske blandt Mennesker, endnu mere ophøiet ved sin Characteer end ved sin Rang og Plads — saml, om Du kan, alt dette i eet Billede saa klart som jeg i 40 Aar har seet og erfaret det, og spørg Dig da selv, hvad jeg maa føle. Han skal i det Mindste have efterladt een Taknemmelig; men jeg haaber — ikke een, men mange. Undskyld, at jeg søger Trøst i Udgydelse af mit Hierte. — Prinds Christian proclameredes Kl. 12 paa Amaliepladsen fra Balconen paa hans Palais ved Statsminister O. Moltke. Borgerskab og de militære Corps toges i Eed til den nye Konge. Portene vare lukkede saa længe. Vor gamle Konge døde Kl. c. 8½ imorges, saa at sige med eet; han drog et Suk, og det var forbi. I de sidste Dage havde han følt sig afkræftet; gav dog selv Parolen endnu igaar. Statsraadet bivaanede han endnu i Fredags; Taffel havde der dog ikke været i den hele forrige Uge. Livchirurgen Fenger er ogsaa syg. Dog stod han i diat op af Sengen for at være hos Kongen, for hvem han havde forordnet Spanskflue. Gud give den nye Konge Viisdom og Kraft! Begge Dele kunne behøves. At giøre alle tilpas vil alligevel ikke blive ham mueligt, mindst s. 422dem, som nu maaskee forlange Gnd veed hvilken ny Himmel og Jord af ham. — Forelæsningerne ved Universitetet bleve strax idag afbrudte (mellem 10 og 11); jeg skulde have læst 12—1. Men imorgen fortsattes det academiske Dagværk……..

Totus tuus

Engelstoft.

Til Stamherre Hoffmann-Bang.
Kongsdal, August 1850.

Kiære gamle Ven!

Efter nu at være kommen hertil — min anden beregnede Hvile- og Reconvalescents-Station, føler jeg en Trang til at vende mit Blik tilbage paa det venlige Hoffmannsgave og den elskværdige Familie, i hvis Skiød min Kone og jeg nys tilbragte saa mange behagelige Dage, kun alt for hurtig svundne for os. Den hjertelige Modtagelse hos Dig i Forening med den Frihed, Du og din Charlotte vare saa gode at indrømme mine Skrøbeligheder, og de Hensyn, Du og hun vilde skiænke mine personlige Ønsker, alt dette tilsammen hialp mig virkelig — efter Omstændighederne (thi ven hele Maskine er forslidt og vil ikke mere lade sig reparere, kun flikke paa) — et godt Stykke frem hos Dig, som Du nok ogsaa selv vil have sporet. Men det maatte da have en Ende, og saa bliver nu kun den behagelige Erindring og megen hjertelig Tak tilbage. Rækken af de følgende Dage, indtil jeg kom hertil (i Torsdags Aftes) maatte jeg tage, som den faldt. I Fredericia opnaaede jeg mit Øiemeed ved en Visitats (Løverdag Formiddag) over hele s. 423Terrainet for Begivenhederne af 6. Juli f. A., paa hvilken jeg var vel forberedt iforveien og nu fik videre specielle Anviisninger; jeg er nu saaledes au fait, at jeg gierne kunde paatage mig en Guides Forretning. I Sandhed en mærkværdig, i fin Udførelfe beundringsværdig, i sit Resultat fast mageløs Begivenhed, Nr. 1 i det „dorske" og „feige" danske Folks Utroligheder og den slesvig - holsteenske Oprørsarmees „moralske Seier" og dog kun som et Forspil paa et langt grandiosere og vigtigere Nr. 2. Noget træt kom jeg om Aftenen til Veile øg fortsatte da i magelige Dagreiser Veien til Aarhuus, hvor vi giorde en Standsning, hvoraf Lene benyttede sig til paa egne og mine Vegne (thi jeg kom til Ingen) at hilse paa Familie og Venner, som vi der have. Jeg befandt mig i Äarhuus slet ikke vel — jeg troer, at Luften der var mig utienlig — og var derfor glad ved at kunne komme afsted Torsdag Morgen med Dampskibet til Kallundborg. Samme Aften ankom vi hertil (til Kongsdal) med Frue Estrups Befordring, der var mødt os i Kallundborg, og glad var jeg ved at have naaet det Maal, ved hvilket jeg igien kunde begynde der, hvor jeg slap hos Dig. Dermed er jeg nu ved at komme i Orden og haaber at skulle faae Nytte deraf, som hos Dig, at sige, indtil den Grad, som det kan være rimeligt. Saa maa jeg da see, hvorledes jeg kan forliges med Efteraaret og Vinteren i Kiøbenhavn. Et Gode (efter Omstændighederne) er det i alt Fald, at jeg saa at sige har ganske emanciperet mig fra det kiøbenhavnske Liv (hvoraf jeg i saa mange Aar har faaet mere end nok). Men havde jeg et Kongsdal eller Hoffmannsgave, da skulde 10 „Mikkelbryggersgader" ^*Engelstoft boede paa Hjørnet af Mikkelbryggersgade og Frederiksberggade. — jeg nævner mit Yndlingssted i Kiøbenhavn, min philosophiske s. 424retraite sammesteds — ikke holde mig tilbage. — Jeg er ikke saa lykkelig her at finde den, jeg helst havde ønsket ^*Etatsraad Estrup.; skiønt meget yngre end jeg, traadde han dog allerede for flere Aar siden fra Skuepladsen (til stort Tab for Fædrelandet); men foruden det samme Venskab hos hans Efterladte gienfinder jeg hans Aand i de Erindringer derom, hvoraf jeg seer mig omgivet i hans Museum, hvori jeg tilbringer det Meste af Tiden her, og hvor jeg nu sidder, idet jeg skriver disse Linier. Jeg veed ikke, om jeg sagde Dig, at hans Enke foranskalter en Udgave af hans samtlige Skrifter og litterære Arbeider (med nogle Undtagelser), og at denne besørges af mig i Forening med Justitsraad Bølling. Det bliver tre Bind, hvoraf circa tre Fierdedele allerede er trykt. Dermed vil følge hans Portræt og en Biographie af ham fra min Pen, der vel sagtens vil skaffe mig nogle Fiender paa Halsen; men det faaer saa at være; jeg forstaaer mig kun paa een Historiens lex: Sandhed. Jeg var blot tilfreds, at det Hele — som er blevet af større Omfang end jeg havde beregnet — var til Ende, hvilket jeg haaber at skulle kunne skee inden Aarets Udgang.

I Henseende til de militære Operationer (Gud skee Lov for det ene store Resultat) vide og erfare vi intet andet end hvad Lidt den Berlingske Tidende meddeler. Den kan vel endnu, efter Omstændighederne, ikke mere. Anmeldelserne af Faldne fra Familierne tiltage. Mit Studium er Kortet og de factiske Opgivelser. Da jeg ikke finder, at de Danske have besat den sydostlige Strækning af Sydslesvig mellem Eckernførde og Canalen eller det ved Indløbet til Kieler-Fiord paa slesvigsk Grund (udisputerlig) liggende Friederichsort, saa antager jeg (naar Willisens Pralerier ikke skal være uden al Mening), at han har coneentreret den Styrke, s. 425han har tilbage, i bette Hiørne, fæsten de sig ved Wittensee og støttende sit venstre Fløi umiddelbar til det aldeles i hans Volb værende Rendsborg. Her synes derfor en ny og alvorlig Kamp vel at kunne forestaae (efr. Kroghs Proclamation), om end Resultatet ikke kan blive andet end en Fuldendelse af det forrige, hvad enten saa Willisen indskrænker sig for Øieblikket til det Defensive, eller han efter hans pralenbe Bekiendtgiørelse endog skulde vove at gribe det Offensive og prøve paa at vinde Alt tilbage ved eet Mestercoup. Jøvrigt seer man nok, hvad Willisen vedbliver at stole paa. Med Hensyn til dette anseer han vist Omstændighederne kun lidet forandrede. Han kiender sine Tydske og venter Alt af en fra alle Kanter (i Tydskland) understøttet Fanatismus. Om han deri tager feil? Men der er en mægtigere Magt end alle fanatiske Hobe og dem, der hemmelig eller aabenbar hidse dem som Ulven paa det visse Bytte. O! den ellers saa „biedere" og „rechtliche" tydske Nation; vi selv, det efterjagede Bytte for en Rovlyst, der endnu med lige Fanatisme forfølger et skammeligt Maal — vi selv, stillende os paa den fremtidige Histories Standpunkt, vide snart ikke, om vi meest skulle harmes over, eller meest føle Medynk med en Nation, der i den Grad har kunnet og villet, og kan og vil fornægte sin egen Ære. Imidlertid: Uret, Vold, Uredelighed, Træskhed og en ved onde Konster ophidset Fanatisme ender dog tilsidst med — at slaae sig selv paa Halsen. Dog maa den gobe Sag ikke lægge — eller labe sig lokke til at lægge Hænderne i Skiødet eller tabe et eneste Øieblik, eller slippe sin Gierning ufuldendt. Romerne vilde ikke underhandle med Pyrrhus, saa længe der stod en eneste græsk (epirotisk) Soldat paa italiensk Grund……

Høsten her er endnu ikke begyndt undtagen Rughøsten paa høiere liggende og lettere Jorder. Riig Afgrøde allevegne.

s. 426Gud er god; kun Menneskene ere onde. Nogen Mangel paa Folk spores, dog just ikke til væsentlig Afsavn af Tieneste, men dyrere. Min Kone forener sine hierteligste Hilsener med mine til Dig selv, Frue, Døttre, Søn og Svigerdatter og alle dine Kiære……..

Din gamle hengivne
L. Engelstoft.

Til Stamherre Hoffmann-Bang.
Kiøbenhavn, den 11. Novbr. 1850.

Kiære gamle Ven!

Frøken Rosenberg bragte mig dit Brev af 20. Sept., som jeg endnu skylder Dig min Tak for. Med hende sender jeg nu ogsaa disse Linier, som jeg ønsker maae forefinde Dig og alle Dine ved god Befindende. Hvad mig angaaer, da lønner det egentlig ikke Umagen at plage Dig med min Historie. Siden jeg havde været hos Dig, avancerede jeg i Grunden ikke noget, og da jeg nu kom tilbage (i Begyndelsen af September), tænkte jeg kun paa, hvorledes jeg kunde — indtil videre — redde nogle af Stumperne. Dette er saaledes iværksat, at jeg ganske har ophævet alle de Forbindelser med Ydrelivet, som ikke ligefrem ere uadskillelige fra de (faa) Pligter, jeg endnu har tilbage, uafhængigt af, at Hæshed, Hoste og andre Agrements af min Svækkelse maae udelukke mig fra enhver anden Kreds end min egen huuslige. Giennem denne Roe og tilsvarende fornuftig betænkt Levesæt har jeg vundet etslags bedre Befindende, der ikke lader mig føle den samme Mathed som før og, som det synes, bestyrkes noget ved en forbedret s. 427Appetit og noget Confortablere i min Levemaade, skiønt jeg nu, ligesaalidet som før, smager Viin, Kaffe, Øl eller slige Ting. Gaae kan jeg kun lidt, hvad jo heller ikke behøves, da jeg saa at sige Intet har at gaae efter, og op ad Trappen kan jeg knn vanskelig komme, desaarsag jeg heller ikke practiserer det videre end — fordi det ei kan undgaaes — at krybe op af mine egne Trapper. Christians og Bornemanns kan jeg derfor ikke heller see nden hos mig selv, og kan de ogsaa gierne komme til mig, hvorved det er beqvemt, at jeg boer saa at sige midt imellem dem. Ogsaa har jeg da jevnlig og fast daglig godt af dem og deres giennem deres Besøg til os. Andre Venner see da ogsaa jevnlig til os. Theemaskinen samler gierne nogle, og da jeg altid er inde hos Lene om Aftenen, saa profiterer jeg af hvad de andre sige og fortælle, uagtet jeg selv ikke kan give noget Bidrag, da jeg om Aftenen endnu mindre taaler at tale end om Dagen. Til aandelige Beskieeftigelser er jeg ikke ubeqvem, især om Formiddagen, og kan saaledes nære og oplive min Aand med allehaande Studier, som just er min Lyst. Jeg læser Meget af instructive Ting og bilder mig ind, at jeg er hos Dig, hvor jeg fandt saa rigelig Underholdning. Mine Yndlingssphærer ere Historien (Begivenhedernes Gang, Menneskeverdenen), Geographien, hvori jeg immer giør nye Fremskridt, og Naturvidenskaberne, især i deres naturphilosophiske Resultater. Jeg kalder dette mit theologiske Studium; thi i Grunden er denne Theologie den eneste, som har noget sandt Værd, skiønt den vistnok ikke er den, som betaler sig bedst. Du seer altsaa, at jeg med alle mitte Defecter slet ikke føler mig saa ilde stedt. Mit hele Liv har (meest) været Opofrelser; jeg kan sige, at jeg aldrig har havt det saa godt som nu, i alt Fald sammenlignelsesviis. Nøisomhed koster mig ingen Overvindelse, og naar Udgifter tiltage eller Indtægten af den Aarsag bliver s. 428ringere, indretter jeg mit Budget derefter, hellere end at det skulde komme i Ulave; thi derimod vilde der intet remedium være for mig; thi jeg kan hverken fortiene eller avancere, som de yngre kunne……….

Kornpriserne hævede sig dog temmelig igien. Universitetet havde belavet sig paa en Mindre -Indtægt af flere Tusende Daler; nu vil det staae sig til Fornøielse. Men den nye Krigs- (Indtægts- og Formue-) Skat vil nok giøre et Greb deri. Kiøbenhavns Stad sætter sig af al Magt imod at beholde Accisen med forbobblet Consumtionsafgift. Kiøbenhavnerne have altid været vel betænkt med Fortrin i denne Henseende. For Finantserne var det jo altid en stor Fordeel og Nemhed.

Rigsdagen, især Folkethinget, giver Stos nok til Underholdning. Det lumske Commnnallovs-Forslag strandede dog — vistnok imod al Vedkommendes Forhaabning og Forventning. Der indlagde Cultusministeren sig en stor Ære og end større Fortieneste. B. C. fik en lang Næse. Forresten seer man, at Bibelen er nyttig til alting, siden den ogsaa kan bruges til Forsvar for Jagtrettigheden. Skade, at Udlæggerne dog ikke kunne blive enige ligesaalidet om det, som om Resten. Hvad den ene Præst vil giøre gieldende som grundet paa Bibelen, deraf vil en anden Præst giøre del Modsatte gieldende efter samme Auctoritet. Det er Skade, at Du (neppe) forstaaer Latin nok dertil; thi ellers skulde jeg meddele Dig et curiøst Program herom, forfattet af en meget lærd, men uden Tvivl ikke selv meget troesstærk, Theolog.

…….Thinget og Publicum ere nu meget beskiæstigede med den nye Indkomst- og Formueskat. Den sidste synes især at giøre Indtryk paa dem, der have mange Obligationer og andre activa. Mig kan det saamæn være det samme. Embedsindtægts - Krigsskatten vil neppe heller s. 429giøre mig stor Skade formedelst mine Embedsindtægters Ringhed. For 1850 blev det til c. 28 Rdlr. qvartaliter; sagtens bliver det ikke mere for 1851. Det hedder, at Rigsdagen vil giøre kort Proces med alle dem, der have faaet Forskud paa Gager og Pensioner siden Frederik VI's Død, og lade Vedkommende afdrage samme. Det var ikke saa sært, at næsten alle havde Forskud, da et Forskud ansaaes for det samme som en Gave. Af slige Forskudsbevillinger pleiede jeg hver 31. Decbr. (men dat. 1. Jan.) at underskrive et hundrede Stykker. Da jeg Gud skee Lov intet Forskud har faaet, saa kan det være mig ligegyldigt……….

Din oprigtige og gamle Ven

L. Engelstoft.