Johannes Theobald Stein, 1870-1944 Uddrag fra Billedhuggeren Theobald Stein

s. 71Om Arbejdets kunstneriske Værd har STEIN selv udtalt sig mange Aar efter, idet han skriver: »Naar jeg søger rent objektivt at bedømme dette Arbejde, da synes mig, at ikke mange af vore offentlige Monumenter er i kunstnerisk Udførelse over denne Statue, men jeg er heller ikke blind for, at Karakteristiken af gamle Holberg nok kunde have været mere levende fremstillet, om jeg ikke havde været under Indflydelse af den tidligere Figur«. Denne Dom er sikkert rigtig. Senere lagde STEIN langt mere Vægt paa at finde Udtryk for det sjælelige end den Thorvaldsenske Skole, hvortil han hørte, havde anset for nødvendig; men ser man paa Holbergs Figur og sammenligner den med Oehlenschlägers, vil man se, at Holberg Statuen tillige udmærket karakteriserer Holbergs egen Tid modsat Oehlenschlägers. Medens Oehlenschläger giver Billedet af den livssvulmende Romantiker, paa hvis Digterlyre alle Strenge bruse, og for hvis Blik de nordiske Helteskikkelser tone frem i romantiske Optrin, sidder Holberg i sin elegante, sirlige Dragt, tør og satirisk, og betragter iagttagende ikke nogen Axel og Valborg men Jeronimus og Magdelone. Saaledes supplerer de hinanden. Den ene peger paa vor store Fortid med de store Idealer, den anden vidner om, at selv af den smaaligste Tid kan Geniet udvinde aandelige Rigdomme.