Johannes Theobald Stein, 1870-1944 Uddrag fra Billedhuggeren Theobald Stein

I Juli 1883 udnævntes STEIN, der fra 1867 havde været Docent i Anatomi ved Akademiet og modelleret den Anatomifigur, hvorefter der endnu tegnes paa Skolerne, til Professor ved Kunstakademiet efter Jerichaus Død og fik nu Embedsbolig paa Charlottenborg. Vilh. Bissen var hans Konkurrent; »men aldrig«, skriver STEIN, »har vist den overvundne optaget dette paa en smukkere Maade end han, da jeg blev foretrukket, rigtignok kun med faa Stemmers Overvægt«. Begyndelsen paa den officielle Lærervirksomhed var ikke rigtig lovende. Han skriver derom: »Den 1. Oktober mødte jeg paa Skolen for at stille Modellen. Modellen mødte, men ingen Elever. Saaledes gik det nogle Dage. Modellen mødte med den største Regelmæssighed, men — ganske alene. Det var en flov Situation for den ny Professor, der ikke tænkte paa, at det altid varer noget før Undervisningen kommer i Gang efter den lange Sommerferie. Jeg vidste jo, at der havde været stor Stemning for Bissen, og det var kun efter indtrængende Anmodning fra anden Side, at jeg havde indgivet min Ansøgning. Medens det afgørende Møde stod paa var jeg i den heftigste Spænding — ikke af Frygt for ikke at blive valgt, men af Ængstelse for at blive det. Vilde jeg kunde udfylde Stillingen? Vilde jeg vinde de unges Sympathi og Respekt? Under disse Stemninger virkede Udeblivelsen af Elever saa meget mere nedtrykkende. Men de kom! Kort efter havde jeg ikke alene Skolen fyldt, men maatte anbringe nogle i et andet Lokale, og jeg kan glæde mig ved i alle de nu forløbne Aar at have haft Indtryk af Sympathi og Tillid fra de unges Side«.