Breve fra Italien,
skrevne i Aarene 1828 og 1829.
Kjøbenhavn.
Trykt, paa August Theodor Speer’s forlag,
hos Bianco funo & Schneider.
1837.
s. IIIIndhold
Tuskulanske Breve.
Reise til Subiaco.
Udflugt til Cora og Norba.
Vesuvs Krater i Foraaret 1829.
Fraskatiden 3 Juli 1828.
I en Locanda tæt ved Porten.
Der har længe været vor Hensigt, at tage ud paa Landet. Sommeren tegner til at blive usædvanlig hed; idetmindste er Heden nu for os Nordboer saa trykkende, at det lumre Rom med den usunde Luft over og mellem alle de gamle og nye Herligheder for Øieblikket ikke har noget Tiltrækkende for os. Efter igaar at have truffet de fornødne Forberedelser, pakket Klæder og en heel Deel Bøger ind, taget Afsked med nogle Familier, hvor jeg pleier at komme, søgte jeg henimod Aften fra Café Greco endnu at naae hen til Angelo Mai, som boer i Vatikanet, for at sige Farvel og takke ham for den gunstige Tilladelse, han havde givet mig, nemlig at benytte nogle Haandskrifter inde i hans eget Værelse, da Bibliotheket allerede for flere Uger siden blev lukket. Jeg traf den aldrende Prælat med sit romerske Imperatoransigt som sædvanligt fordybet i bestøvede Codices, talte et Øieblik med ham, og ilede derpaa hjem, mellem de høie Palladser og gjennem de snevre Gader, som føre op til Capitolet.
Jeg har kun sovet nogle faa Timer i Nat. Neppe var det blevet Dag, førend den bestilte Vetturin holdt nede ved Porten, smældede med sin Pidsk og raabte op til Vinduet, om den fremmede Herre ikke snart var færdig. Min inderlig gode Værtinde fik travlt med at koge Kaffeen i en saadan Fart. Hun kom endelig med Bakken og Børnene, for at lade dem sige Farvel til deres gode Ven, Signor Carlo. Det er nogles. 4deilige smaa Glutter: især er der en Dreng, som ligner frappant een af de smaa Engle under Naphaels Madonna Sistina. Han er ogsaa min egen lille Pepe. Jeg vil med Dig, Signor Carlo," raabte han og klyngede sig op til mig. „Ikke sandt, Mama, jeg maa kjøre med Carlo." Jeg trøstede ham med, at Carlo snart skulde komme tilbage, og slap endelig løs fra alle disse vevre Krabater.
1*
Det var stille i den evige Stad, da vi rullede forbi Forum Trajanum og Colliseet ud ad Lateranet og Porta S. Giovanni til. Snart kom Campagnen. Det var anden Gang, jeg saae dette Øde: hist og her nogle forfaldne, lave Hvælvinger af en gammel Villa mellem afsvedne Græsmarker, enkelte Hytter, som nu stode forladte, et Osterie med sin ene Etage og høie Trappe, i det Fjerne rundt omkring Ruiner af fordums Herlighed, som mørke Pletter paa den blege, brændende Grund, der ved det afsvedne Græs havde saaet Lighed med en Sandørk, lange Striber fra Bjergene ned til Staden, nogle afbrudte, andre regelmæssige med deres brede Buer, de ældgamle Vandledninger, hvoraf en Deel endnu benyttes: Alt dette med den disige Luft og Morgentaagen paa Albanerbjergene var et spøgelscagtigt Malerie, der maatte gjøre et underligt Indtryk paa et ungdomsfrisk og muntert Sind. Eengang kjørte vi under en saadan Aquaduct. Det var een af dem, som ere vedligeholdte. Ved Siden af Veien, lige ved Muren, var et Springvand, som faldt ned i en antik Sarkophag. Tætte Vedbendranker slyngede sig opad og over det gamle Muurværk og faldt ned igjen i lange Grene. Midt i denne Ørk sprudlede den klare Kilde frem. Vetturinen holdt og lod Hestene drikke, medens Bækken rullede videre over Hovedet paa os, ned ad Staden til. „Det er vort Vand paa Piazza di Spagna," sagde han og kjørte videre. Det lod til, han var stolt af sine Forfædre. Omsider blev Egnen lidt mere hyggelig. Vi kunde allerede skjelne Husene i Fraskati og de enkelte stolte Villaer paa Bjergskraaningerne.s. 5Over Monte Cavo laae endnu et tæt Slør, lige ned til Rocca di Papa. Men ellers var Alting oplyst: de mørke Ege- og Kastanieskove om ad Marino til, Rygningen af Bjerget, hvor det gamle Tuskulum laae, og Skovegnen ned til Monte Porzio viste Vetturinen mig tydelig. Endelig kjørte vi nedad; en lang, steil Vei op forbi et lidet Capel og et Capucinerkloster, og vi rullede ind ad Porten og holdt uden for den Locanda, hvor jeg nu sidder og skriver.
Jeg havde nogle Anbefalingsbreve med til et Par Borgere i den gode Stad Fraskati. Mine romerske Bekjendte meente, de kunde være mig behjælpelige til at skaffe mig et Logis. De faa Steder, jeg har været, hue mig imidlertid ikke. De ligge inde i de smalle, smudsige Stræder, uden Udsigt, daarlige Huller paa sin Italiensk, det vil sige med Steengulv, aabne Vinduer og Dørre. Jeg har derfor slaaet mig til Ro idag, holdt min Siesta og skrevet hele Eftermiddagen. Nu er Maanen kommen frem. Lige under Vinduet er en stor, fri Plads med et betydeligt Osterie, lader det til. Thi der drikkes og synges derovre, og ved Bordene uden for Døren er der en broget Vrimmel af alle mulige Slags Skabninger, Ӕsler ei at forglemme. Kom En fra Danmark og saae mig siddende her alene i den fremmede Stad oppe paa Bjergene, Haanden under Kinden og stirrende ud i det blege Maaneskjer, og kunde skue ind i mit stille Hjerte, han vilde vist studse ved den forunderlige Ro i dette unge Bryst. Opvarteren kommer nu med en Foliette ægte Fraskataner og min Aftensmad. Naar det er fortæret, vil jeg ud og gaae lidt omkring blandt Folkene i den deilige Nat. Jeg har tilforn aldrig drømt om, at vor Herres Himmel kunde være saa klar, og Menneskenes store Jord saa yndig at være paa.
Villa Aldobrandini, den 4 Juli.
Sildig som jeg hjem og vaagnede imorges, endnu førend det gryede ad Dag. Siden stod jeg et Øieblik i Vinduet og ledte efter Rom. Alle de mangfoldige store Masser smeltede nu sammen; kun Pederskirken med sin Kuppel kneisede stolt og kunde tydeligen skjelnes. Jeg stod og drømte om Gud veed hvad: en frisk Morgenvind strømmede forbi Vinduet og bar Limonernes Aande paa sine Vinger; nede paa Veien kom en tung Reisevogn langsomt op af Bakken, formodentlig Fremmede, der benyttede den kjølige Morgenstund, for at ile ud til deres Villeggiatura. En ung Dame trak det grønne Forhæng tilside og saae ud af Vognen. Det var et deiligt Hoved. Ja, Ungdom, det er et herligt Ord! Alt hvad der er ungt, er godt, det er en Hemmelighed, som mangen gammel Philosoph ikke har nogen Ahnelse om.
Ved Hjælp af et Ӕsel og en munter Cicerone, som Værten havde foreslaaet, er det endelig lykkedes mig, at opsnuse en antagelig Bopæl. Vi droge fra Villa til Villa; alle Etager og Smaaværelser vare allerede bortleiede, kun i en eneste var jeg saa heldig at træffe to Værelser ledige. Guardaroben var en Mand, som var vant til at omgaaes Fremmede; vi bleve derfor snart enige, og det varede ingen halv Time, førend Bagagen samt Personen holdt sit Indtog i den fyrstelige Bolig, hvorpaa Ciceronen anbefalede sig, idet han med megen Varme lagde mig sine fortrinlige Sommarer paa Hjerte.
Tænk Dig et Værelse, ikke meget stort, ei heller prægtigt, men anstændigt og rummeligt nok for en Ungersvend, der kun har sine Tyve paa Bagen, — med egen Indgang, altsaa afsondret fra Husets øvrige Beboere, og med en Udsigt fra de to Fag Vinduer, som ingen Pen formaaer at skildre og intet menneskeligt Hjerte med al sin Begjærlighed kan ønske sig yndigere, og Du kan begribe med hvilke Følelser jeg fik mine Bøger ordnede, Bordet bepakket med Papirer og Skrivertøi, ogs. 7Alting indrettet paa det hyggeligste. Derpaa laae jeg et Qvarteers Tid i Vinduet og mønstrede Egnen ligefra Tivoli og Sabinerbjergene til om forbi Monte Soracte, Rom og Ostia. Hvad Vand angaaer, et nødvendigt Reqvisit. til et Landskab, som man pleier at sige, da er her Lacus Regillus og Søen ved Gabii, to smaa Fiskeparker i den store Campagne, som det lader til, og en lang Strimmel af Havet. Til Niebuhr behøves altsaa for det Første intet Kort videre; jeg haaber ogsaa, Luften skal meddele mig noget af den Aand, der besjælede ham, imedens han skrev sit udødelige Værk om hine gamle Tider, da vi her hjemme endnu laae paa vort grønne Øre, snittede Runer og huggede døde Bogstaver i døde Stene.
Dagen er henrundet under stille og alvorlige Sysler. Det er hiint stille Liv, jeg attraaer, fremfor mange andre Goder. Verdens Tummel og Hjertets Bølgeslag er Noget, jeg som oftest pleier at undgaae. Nu er det snart Aften. Jeg har nylig skrevet Breve til Rom, til mit Hjem; jeg er saa underlig tilmode. I Middags var her en vakker Mand, boesiddendes nede i Byen, een af dem, jeg har Breve med til, og bad mig tilbringe Aftenen i hans Famile. Men idag vil jeg være hjemme, ene og uforstyrret, kun omgivet af mine hemmeligste Tanker, Ønsker og Drømme. O hvilken Lykke, at Himlen har givet mig Noget, som gjør saa meget Andet overflødigt for mig! Vi laane allesammen af hverandre; men vee den, der ikke betaler sin Gjæld og tager paa Borg hele sit Liv igjennem, til Døden kommer og tager det store Regnskab med sig, som skal udfoldes engang hist oppe for den evige Dommer.
Hvilken forunderlig Taushed der er omkring disse Bjerge! Og dog er der alligevel Noget i Luften, jeg veed ei hvad! ei Toner, ei Lyd, enslags zittrende Bevægelse, som frembringer en Dirren i alle Ens Lemmer, som man ikke kan gjøre sig nogen Rede for. Det er nu blevet svalt derude. Rom staaer ligesom en langagtig Sky paa Horizonten. Jeg gaaer frems. 8og tilbage, staaer lidt i Vinduet og skriver saa igjen. Nei, jeg vil lægge Pennen bort: jeg er ikke længer Herre over mit lille Værktøi. Mangen Maler har vist ogsaa enkelte Øieblikke, hvor han slipper Penselen og taler det Sprog, som kun Herren og hans Hjerte forstaae.
Den 5 Juli.
En smal og steil Vei fører sra Byen forbi vor Villa og til Tuskulum. Jeg traadte i Formiddags fra den store Jernport ud paa samme, og vilde gaae mig en lille Tour, da jeg havde siddet fra den tidlige Morgenstund af. Et Par Capucinermunke fra det nærliggende Kloster kom med deres blotte Fødder og løse Lommetørklæder over deres skaldede Hoveder mig imøde. Det faldt mig ind at spørge disse ærværdige Fædre, om jeg var paa den rette Vei til Tuskulum; thi en Fører skiøttede jeg i dette Øieblik ikke om. De svarede, de havde rigtignok aldrig været der, men jeg skulde kun gaae bestandig fremad, forbi deres Kloster, en pragtfuld Villa og sempre dritto, dersom jeg havde Lyst til at at see en Hob Ruiner. Jeg takkede og gik videre.
Paa den ene Side af Veien er Villaens høie Havemuur; paa den anden en fri Udsigt over en Morbærplantage hen ad Tivoli til. Snart kommer det omtalte Kloster, hvis Beliggenhed er valgt med de Geistliges sædvanlige Sands for Naturens Skjønheder. Udenfor Kirken er en lille hyggelig Plads, omgivet af Træer og Smaabuske, med en fortryllende Udsigt. Jeg gik ind i Kirken. Den var lille, men yderst reenlig og ligesom de fleste katholske Kirker, prydet med en Mængde Votivtavler. Denne Skik synes mig rigtig godt om, dersom Forfængeligheden ikke spiller en altfor stor Rolle deri. Jeg troer det imidlertid neppe: thi man finder aldrig Givernes Navne paa disse Tavler.s. 9Een forekom mig at være interessant, den techniske Ufuldkommenhed fraregnet. Man seer et Værelse brænde. I en Vugge ligger et spædt Barn og strækker sine smaa Arme i Veiret. Moderen kommer styrtende ind af Døren. To Bjælker henne ved Vinduet ere allerede faldne ned, en Mand ftaaer udenfor samme, farer forskrækket tilbage og styrter formodentlig ned af Stigen. Man seer, Barnets og Moderens Frelse beroer kun paa nogle faa Øieblikke. Der var megen Phantasie i dette lille Stykke, som vist var gjort af hvad vi kalde en simpel Landsbymaler. Men Sydlændingen erstatter ved Tact og Talent, hvad han mangler i technisk Færdighed. Her er netop valgt det rette Moment: det, hvor Faren er paa det Høieste; Tavlen tilkjendegiver noksom, at de ikke omkom i Luerne; Befrielsen for Faren var det, der skulde fremstilles, som Noget, Giveren havde at takke for.
Som jeg stod og mønstrede disse Tegn paa Almuens barnlige, fromme Sind, traadte en ung Munk med et indtagende, venligt Væsen ind i Kirken. Han tilbød sig i at vise mig Klosteret og Haven. Jeg fulgte ham med Interesse, da det var det første romerske Kloster, jeg havde været i. Men omsider blev det mig dog lidt for ængsteligt og indknibende, og jeg længtes snart ud igjen i den friske Morgenskygge. En gammel graahaaret Gubbe bad mig komme snart igjen, og da at blive der lidt længere. Jeg takkede meget, og agter ogsaa ved Leilighed at benytte Indbydelsen.
Heden var imidlertid bleven trykkende. Da jeg var kommen om forbi Villa Rufinella og gaaet op igjennem den tætte Buegang, var det først min Hensigt at vende om igjen, da der fra nu af ikke syntes at være nogen Skygge. Men en Bonde fra Rocca Priora, som kom ridende paa sit Ӕsel med en stor Tværsæk hængende ned paa Siderne af Dyret, forsikkrede mig, den gamle Stad var ikke langt borte; hvorpaa jeg ogsaa fortsatte Veien.
s. 10Min Hensigt var at gjøre mig et foreløbigt Begreb om dette mærkværdige Sted. Dette har jeg opnaaet. Til at undersøge det nøiere var der ikke Tid, og jeg mangler endnu Vestphals Kort og Nibbys topographiske Arbeide, som T. har lovet at sende i næste Uge. Her er Meget at lægge Mærke til, seer jeg. Et gammelt Amphitheater, Spor af en Vandledning, Columbarier, betydelige Ruiner af gamle Bygninger og den med store Polygoner brolagte Gade skjelnes endnu tydeligt mellem alt det Gruus og Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Enslags Akropolis mangler ikke heller; det hører altid med til de gamle Byer. Med Hensyn til Beliggenheden er Pladsen snildt valgt; steile Skraaninger paa de tre Sider og et couperet Terrain paa den fjerde ned ad Fraskati til. Hvor man vender Øinene hen, mindes man om bekjendte Tider og Begivenheder; Naturen og Historien kappes om at fængsle Opmærksomheden. Det er et Sted, som vist mange Gange i Sommerens Løb vil blive Maalet for mine smaa Vandringer.
Jeg kom hjem i den hede Middagsstund og sov efter romersk Skik en Times Tid for Bordet. Maden er efter en bestemt Akkord med Guardaroben yderst frugal, og bestaaer næsten kun af Brød, Skinke eller andet Suul og alslags Frugter. En god Foliette, Viin er Hovedsagen; men den er ogsaa saa fortrinlig og tillige billig, at jeg undertiden bliver bange for Flasken, naar det perler ud i Glasset. Det er vel sagtens Grunden til, at jeg føler mig saa oplagt til at bestille Noget. De Fleste klage over, at den italienske Sommerhede slapper Nerverne og svækker al Iver og Daadskraft. Jeg synes, dette Klima spænder Strengen næsten alt for meget; idetmindste har jeg de sidste to Maaneder ikke havt Ro hverken Nat eller Dag; det er besynderligt, Alting gaaer saa let, hurtigt og dog saa nøiagtigt og grundigt fra Haanden.
Da jeg ikke længer kunde see at skrive, var jeg et Øieblik inde t Byen og besøgte min Padrone fra igaar. Han ers. 11Kjøbmand og, som det lader til, velhavende. Konen er en ægte Fraskatanerinde, med Sølvnaal i det sorte Haar, Silkespencer og store Guldringe i Ørene. En lang opløben Dreng med et Par sorte, tindrende Øine i det blege Hoved, og e yndigt, næsten vorent Pigebarn, med nøddebrune Lokker og Rosenkinder kom siden ind og hilste paa den nye Huusven. De troede, jeg var en Inglese, og jeg maatte gjøre mig Umage for at overtyde dem om, at der var et Danmark til, et godt Land, som man dog undertiden længes efter midt i al denne Herlighed.
Den 8 Juli.
Den omtalte Villa Rufinella er et fyrsteligt Sommerpalais i den nyere italienske Stiil, har tilhørt Lucian Buonaparte, og eies nu af Kongen af Sardinien. Selve Bygningen og de nærmeste Omgivelser røbe megen Smag; dertil kommer endnu en udmærket Beliggenhed, saa mig synes, det er er den smukkeste af alle hine stolte Pragtbygninger, som Albanerbjergene ere ligesom overstrøede med. I Haven traf jeg forleden ganske uformodet paa et pudsigt Indfald, som efter al Rimelighed hidrører fra Lucian. Imellem to stivt beskaarne Ligustrumhækker fører en temmelig lang Vei med brede Trappetrin i Grønsværen op ad Skraaningen af en steil Banke. Paa disse Trin staae de berømteste Digteres Navne, sædvanligt eet paa hvert, dannede af enslags Burbom. Dansk Litteratur kjendte Franskmanden vel neppe Noget til; derfor findes ei heller nogen af vore fædrelandske Digtere, ikke engang Holberg, som jeg længe ledte efter. Af Tydskere var her Schiller og Klopstock, Gøthe manglede. Men disse Godtfolk havde faaet en beskeden Plads blandt de nederste,, Derpaa kom en Slump Franske med en heel Mængde Stjerner af første og anden Rang. De latinske og italienske, lod det til, skulde være de fornemste, da de stodes. 12øverst oppe. Jeg gav mig god Tid og klavrede langsomt op ad denne Rangstige, traadte engang imellem een af disse næsvise Krabater paa Nakken, som efter mit Skjønnende enten slet ikke skulde have fundet Plads her, eller idetmindste længere nede, satte Foden forsigtig uden om mine Koryphæer, og kom endelig op til det Allerhelligste, en Runddeel med høie, smukke Træer omkring og en maadelig Apollostatue i Midten. Det er Skade, at man har en saa deilig Udsigt fra denne Helligdom; idetmmdste bebreidede jeg mig siden, at Verdenslitteraturen saasnart var glemt, efterat jeg havde faaet Øie paa vor Herres Litteratur, der, som bekjendt, tager Luven fra alle store og smaa Skribenter. Dog Alt har sin Tid. I Taage og Regnveir ere de jordiske Skabere ei heller at foragte.
En elskværdig tydsk Familie er i disse Dage kommen herud og boer i Villa Piccolomini. Jeg var i Rom næsten en daglig Gjest i Huset og har ogsaa her faaet Indbydelse til at komme der, naar jeg lyster. T. skal boe der for det første; maaskee flytter han siden op til mig, da der siden bliver nogle Værelser ledige. Hver Dag seer og møder jeg Fremmede, som flygte for den romerske Malaria. Ved Siden af mig logere to Russer, den ene er en ung N. Om Morgenen drikke de deres Kaffe og smøge af lange tyrkiske Piber ude paa den store balkonagtige Plads, som er fri for Morgensolen. Idag maatte jeg være tredie Mand, og siden agere Tolk mellem dem og en Censale, da de af fremmede Sprog kun tale Fransk med nogenlunde Færdighed.
Den 10 Juli.
Med Vetturinen modtog jeg idag en Mængde Bøger, hvoriblandt Goldonis og Machiavellis Skrifter, samt Romanis Udgave af Dante, en kjær Erindring fra en af mine romerske Bekjendte. Det har længe været min Hensigt ret fra Grundens. 13af at studere det Sprog, der er blevet mit daglige Omgangssprog; ikke saameget, fordi jeg holder af den italienske Litteratur, som for Øieblikket ligger udenfor den afpælede Kreds af mine daglige Sysler og Studeringer, men paa Grund af et Princip, hvis Nødvendighed er bleven indlysende for mig, nemlig tilgavns at forstaae det Lands Sprog, hvor man agter at opholde sig i længere Tid. Paa Reisen lærte T. og jeg sædvanlig i Vognen hver Dag vort bestemte Pensum af sjeldne og vanskelige Gloser udenad, og hørte siden hinanden. Denne Øvelse er nu bleven overflødig, men ikke destomindre forsømmer jeg aldrig at slaae ethvert nok saa ubetydeligt, ubekjendt Ord efter, og lærer paa denne Maade, og ved bestandig at tale, uden synderlig Anstrængelse og Tidsspilde et Sprog af betydeligt Omfang, som de Fleste, der besøge Italien kun erhverve sig et overfladisk Kjendskab til. I Eftermiddags sik jeg et Skudsmaal af min Vært, som jeg med Rette kan være stolt af. Et Stykke af en Antiqvar, som boer nede paa Torvet, og formodentlig pleier at gjøre en regelmæssig Giro hvert Aar for at plukke de fremmede Trækfugle, kom paa sit Røvertog ogsaa forbi vor Villa og spurgte Værten, der stod nede under det aabne Vindue, om der ikke var nogle Fremmede, man kunde gjøre et Coup hos. „Det veed jeg ikke," svarede Værten; „men der logerer rigtignok en ung Herre deroppe, som forleden kom hjem fra Tuskulum, belæset med en heel Mængde Stene." „Død og Pine!" sagde Antiquaren, „der er Noget at høste. Lad mig komme op til ham. Forstaaer han Italiensk?" „Om han forstaaer det," hørte jeg atter Værten svare, „per bacco, parla bene, ’sto g¡ovine. Det forekom mig i dette Øieblik, ligesom Værten ved dette Skudsmaal havde givet mig Vaaben i Hænderne, for at gaae en Fjende imøde. Jeg lukkede derfor heller ikke Døren i Laas, men lod ham komme ind i Værelset og hørte ganske roligt paa alle hans Lovtaler over de sjeldne Gemmer, Mynter og Vaser, han havde hos sig, deels i et Tørklæde, deelss. 14i alle sine mangfoldige Kjole- og Burelommer. Da han var færdig med sin Ramse, tog jeg Mod til mig, og endskjøndt jeg kun har et saare ringe Kjendskab til disse Ting, vilde jeg dog have Løier med ham, og begyndte med en Kjendermine at gaae de enkelte Stykker igjennem. Gavtyven studsede: „Min gode Ven!" sagde jeg endelig med et vist Pathos, „hvad der duer Noget af al Deres Kram, sætter De en altfor ublu Priis paa, og Resten attraaer jeg ikke, ei engang om De vilde forære mig det." „Herren er vel Professor i de skjønne Kunster?" spurgte han og saae gridsk paa mig. „Nei, jeg profiterer endnu Ingenting," svarede jeg, „men jeg raader Dem at opsnuse Deres gode Venner, de Herrer Inglesi. Jeg kan ikke bruge Deres Varer."
Jøvrigt fortalte han dog Noget, som jeg med en barnlig Glæde længes efter. Der skal nemlig foretages en betydelig Udgravning oppe i Tuskulum, da man er kommet paa Spor efter flere gamle, hidindtil skjulte Columbarier, og haaber at kunne finde en Statue, som man ifjor ved en lignende Leilighed fik en Arm af. Jeg skal ikke forsømme at indfinde mig, saa ofte det er mig muligt.
Den 13 Juli.
En af mine Bekjendte, en ung Maler Port fra Hamborg, kom igaar Aftes hertil, for at tage Afsked med os, da han om føie Tid agter at tiltræde Hjemreisen. Vi havde en fornøielig Aften sammen nede hos B.’s, og kom først sildig hjem, hvorpå« der blev redt Seng i en Fart, da vi havde isinde at gjøre en dygtig Morgentour sammen.
Det var min første ordentlige Udflugt. Vi stode op med Solen, toge vore Straahatte og et Par gode Stave, men fik hverken Tørt eller Vaadt, da jeg slog Spiritusflasken itu, ligesom jeg vilde til at koge Kaffe. Veiret var ypperligt, Dugdraaber, skyfri Himmel og en svag Luftning med den sædvanlige,s. 15deilige Vellugt, et Par gode Fødder og en munter Samtale bidroge ikke lidet til at forhøie Vandringsmændenes Stemning. Da vi kom op til Tuskulum og havde taget Alting paa det Nøiagtigste i Øiesyn, satte vi os ned i det nydelige Amphitheater og hvilede os lidt. Derpaa drøftede vi det vigtige Spørgsmaal, til hvad Kant vi skulde vende os. Jeg foreslog. Monte Cavo, hvilket Punkt jeg hver Dag betragter med længselsfulde Blikke, og meente, at en lige Gjenvei over Marker og Gjærder nok lod sig gjøre. Min Reisefælle derimod, som havde Hastværk og skulde være i Rom endnu samme Dags Aften, troede, det var for langt og besværligt. Denne Grund var antagelig. Vi lode derfor det gamle Mons Albanus være i Fred og undersøgte først Stadens Acropolis fra alle Sider. Det maa have været et fast Punct i sin Tid. Der er endnu mange tydelige Spor af Befæstningen tilbage, hist og her, hvor Klippen ikke har været steil nok, store Stykker af det suffisante, netformede Muurværk, som man seer paa saa mange Steder, da det synes at trodse Tiden. Den Nøiagtighed, hvormed de fiirkantede Kiler ere sammenføiede og omgivne af etslags Cement, saa at det seer ud, som det var lutter Masker, (opus reticolatum , forskjelligt fra latericium), er beundringsværdig. I Rom saae jeg forleden i en Privatmands Have i via della Consulta paa Qvirinalet et Stykke saadant Muurværk, som Eieren ønskede bort. Det var kun ved den yderste Anstrængelse, at to Mænd med skarpe Hakker fik de enkelte Kiler løsnede; for det meste var Cementet ligesaa haardt som Stenen. Sandsynligviis have slige Masser kun været Substructioner. Mens jeg søgte at omgaae Høien paa Nordostsiden og maalte nogle Dimensioner havde Port rodet omkring i et gammelt Columbarium og fundet et Stykke af en Hjerneskal. Jeg kunde ikke begribe, paa hvad Maade det skulde være kommet ind i et Gravsted for Frigivne, hvor man sædvanlig kun finder smaa Askekrukker,s. 16med mindre et Legeme ikke var bleven rigtig brændt, hvilket rimeligviis har været Tilfældet.
Derpaa skraaede vi fra den omtalte Banke lige ned til Monte Porzio. Den svale Morgenvind havde lagt sig; Solen var kommen op over Bjergaasen til Høire og skjød sine brændende Straaler ned i den lumre, øde Dal, som vi hurtig ilede igjennem. En Gangsti ledte os endelig ind i et kjøligt Bosko og ned til Landeveien, hvorfra vi udmattede og forsvedte naaede op til Monte Porzio.
Det første Spørgsmaal var efter et Osteri. Man viste os hen til et, som skulde være ypperligt. Der var imidlertid hverken det ene eller det andet at faae. En gammel Mand, som stod i Døren, lovede, mod et Par Bajochi at vise os et andet, som var ganske udmærket. Vi fulgte ham og fandt til vor store Forskrækkelse, at det var, som man siger, fra Dynen i Halmen. Det Dar en af de sorte, røgede Huler, som undertiden, og naar man selv har Madkurv med, kunne være ganske interessante. Alt hvad de kunde byde os, bestod i suur Viin, oret Brød og Ruinerne af en gammel Fleskeskinke, som var gnavet af lige til Benene. Ved Bordet udenfor Døren var der imidlertid Skygge og en smuk Udsigt. Vi besluttede os altsaa til at blive her. Port gik ud for at kjøbe Skinke og Brød, og om muligt nogle Meloner. Mens han var borte lavede jeg en Ӕggekage, i Overværelse af et talrigt Publikum, henne ved Ildstedet. Ӕggene maatte betales i dyre Domme hos en Kone i Nærheden. Hele det qvindelige Personale skoggerlo og raabte Bravo, da jeg kom ud med Kagen og satte den paa Bordet. Mændenes Yndest var snart vundet, da jeg lovede dem et Par Folietter af den røde, sure Viin, mod at de skaffede os en Flaske god Fraskataner. Det varede ikke længe, saa havde vi Alt i Overflødighed. Port kom tilbage med ypperligt Brød og Skinke og en heel Kurv fuld af de lækkreste Frugter. Vi kunde ikke ønske os en bedre Frokost. Den blev ogsaa fortæret meds. 17største Appetit, og Levningerne siden givne Byens Ungdom til Priis, som slugte dem med en forunderlig Graadighed.
Inden vi forlode Byen, skulde vi dog see dens Mærkværdigheder og om muligt opsnuse nogle Antiqviteter. Der var ingen af Delene. Kirken var som sædvanlig simpel og lille, men prydet efter Indbyggernes Smag og Evne. Ligesom vi kom ud af en Sidedør, traf vi paa en simpel Bærebør, der var sat ned paa Jorden og omgivet af en Mængde Børn og Fruentimmer. Jeg spurgte en Mand, hvad det var, der laae indsvøbt i et gammelt Lagen paa Børen, og fik til Svar, at det var et Lig, der skulde begraves. En kold Gysen gjennemfoer mig. Med den ligegyldigste Mine af Verden blev der ført en modbydelig Passiar om den Afdøde, gamle Kjerlinger og Børn skreg og loe mellem hverandre; af Slægtninger og Venner saae man intet Spor. Endelig blev der slaaet en Strikke flere Gange om Liget, nogle Munke traadte hen til en Kule, aabnede et lille Laag, og uden videre Omstændigheder blev det hidset ned, hvorpaa man tog Flugten, da den opstigende Lugt var utaalelig. En velklædt Mand, som fulgte med ned ad Gaden, svarede paa mit Spørgsmaal, om man da ikke kunde lægge de Døde i en Kiste, og følge dem ordentlig, om ikke til Jorden, dog idetmindste til denne Kule: „Eh Signore, det er nu engang Skik og Brug hos os; en Tønde ulæsket Kalk ovenpaa, det er et godt Middel, kan De troe. De ligge allesammen meget fredeligt ovenpaa hverandre dernede."
Vi vare komne i en underlig Stemning ved dette Optrin. Port foreslog at blive her en Times Tid endnu, da vi nok kunde naae Fraskati inden Middag. Men Byen var bleven mig modbydelig. Vi sagde derfor Farvel til de muntre venlige Folk i Osteriet og begave os paa Hjemveien. Det blev en varm Tour. En guulagtig Dunst havde lagt sig over Campagnen, og man kunde lugte Siroccoen. Rom og Sabinerbjergene vare neppe til at skimte igjennem Taagen: vi gik langsomt, næsten udens. 18at tale et eneste Ord, og vare længe underveis. I Eftermiddags reiste Port med Vetturinen. Jeg har været flittig til langt ud paa Aftenen, og slaaet hiint fæle Dødsbillede af Tankerne. Livet er det, man lever for, øg ikke Døden.
2
Den 14 Juli.
Natur og Kunst, talløse Minder om forsvundne Tiders Kraft og Storhed, og Øieblikkets Tryllemagt virke i Forening til at gjennemryste Nordboens Hjerte, naar han kommer ned fra Alperne og betræder Sandselighedens og Nydelsens store Tempel. Hvad han kun i enkelte Øieblikke har ahnet, staaer nu levende for ham. En anden Natur, et andet Liv, en anden Verden træder ham imøde. Fra sine kjølige Bøgelunde, fra de rolige, skovkrandsede Indsøer, fra den stille Troskab og tause Hjertelighed, fra hiin Tilbedelse af Alt, hvad der angaaer Fødeland, Forfædre, Oldtid, drages han ind i et Liv, som henrinder i en bestandig Ruus, i Øieblikkets Nydelse, i en Natur, hvor Alting aander Glæde, Kjærlighed og sandselig Velværen, mellem Oldtidsminder som daglig indprænte Læren om Livets Skrøbelighed, men tillige forøge Lysten til at benytte det korte Tidsrum, saa godt som muligt. Der hører Mod og Kraft til, under alle disse Indtryk at bevare sin nordiske Natur, uden dog at lukke sit Hjerte for Alt det Opløftende, Store, Skjønne, som allevegne træder En imøde. Kun ved roligt at lade det indvirke paa sig, samler man en Skat, som man vist i lang Tid kan tære paa. Det er ingen uægte Begeistring, der griber den Fremmede, naar han vandrer taus omkring mellem det gamle Roms Ruiner, hvor saa mange af Menneskehedens Dyder og Lyder have efterladt sig kjendelige Spor, eller naar han fæster sit Øie paa den saa rigt begavede Natur, der umiddelbart taler til hans modtagelige Hjerte. Men der hører Eensomhed, et stille Sind og Nøisomhed til værdigen at opsatte, samle og forarbeides. 19de mange adspredte og aandsforstyrrende Enkeltheder. Denne Erfaring rodfæster sig dagligen mere og mere hos mig selv. Jo længere jeg lever her, jo mindre trænger jeg til Udgydelse, Fortrolighed og Omgang. Hvor Alting taler et saadant Sprog, bliver Menneskenes Tale til en uforstaaelig Stammen. Mig synes undertiden, det er et tomt Ordgyderi, at ville beskrive Sligt, at udpege Skjønheder, laste Feil og kritisere hvad der er ubeskriveligt, uudsigeligt og fuldendt med alle sine Fuldkommenheder og Mangler. Og alligevel trænge vi dog til Ord; en underlig Modsigelse, der er uforklarlig, ligesom saa meget Andet hernede paa denne gaadefulde Jord.
Den 16 Juli.
Henimod Aften, kort efterat Solen var sunken ned i Havet, og dens sidste mørke Purpurskjær glødede paa de fjerne Bjerge, lukkede jeg som sædvanligt Bogen og lod Pennen hvile. Først var jeg nede hos B’s, som vare kjørte til Albano. Derfra gik jeg op til Capuzinerklosteret, hvor jeg traf to unge Irlændere, trohjertede, muntre Novicer, som nylig vare komne hertil, for at tilbringe deres Læreaar i Klosteret. Vi gik sammen ud i Haven, og en gammel Munk, som var fulgt med os, blev kaldt ind, hvorpaa Samtalen blev friere og omsider ugenert, da vi havde sat os ned paa Kanten af den høie Havemuur, der tjener til etslags Bænk, da den er meget lav indad Haven til. Munken blev borte. Vi talte om deres Studeringer. De kunde deres katholske Apologi paa Fingrene, og da jeg ikke er stiv i Eregesen og ikke nænte at saare deres religiøse Følelser og virkelig oprigtige Overbeviisning, kunde jeg undertiden kun slaae fra mig med et Men og Alligevel og andre saadanne Hjælpeord, som man betjener sig af i slige Tilfælde. Det er en forunderlig Lyst hos alle de unge Katholiker, jeg kjender, bestandig at ville omvende mig Kjætter. Da det er et respektabelt Træk i deress. 20Characteer, omgjorder jeg mig ikke heller med Troens Sværd og Harnisk, men søger at fire af, naar de ikke trænge altfor meget ind paa mig. I Aften gav jeg Striden en anden Vending, og tog min Tilflugt til andre Argumenter. Vi havde den meest fortryllende Udsigt lige for os, og den Ӕldre talte netop om Nødvendigheden af en synlig Kirke med et jordisk Overhoved, da jeg afbrød ham i hans Begeistring og gjorde ham opmærksom paa en anden endnu synligere. „Det er ingen Kirke, det er Djævelens og hans Engles Rige," indvendte han med Heftighed. „Er den virkelig saa slem, denne min Kirke?" svarede jeg, og skildrede ham med faa Ord, hvad der kunde skildres. Har vor Herre da ikke skabt dette Rige? „I er en stor Hedning, Sir," sagde den Yngre, og greb min Haand med en ikke italiensk Hjertelighed; „jeg har længe kunnet mærke det." Jeg maatte takke for denne Compliment og sogte at henlede Samtalen paa noget Andet. Men de unge Enthusiaster vilde ikke give Slip paa et Thema, hvorved de haabede at kunne frelse min syndige Sjel, og da jeg ikke var oplagt til at forsvare mig videre, skiltes vi snart ad, som gode Venner, men jeg med det Forsæt, ikke mere at lade mig forstyrre paa denne Maade. Et Besøg, som de med deres Foresattes Tilladelse lovede snart at ville gjøre mig, kunde jeg ikke nægte dem og sagde, at de skulde være mig velkomne.
2*
I denne Tid drages jeg fra flere Sider ind paa et Gebet, hvor jeg mærker, der hører Varsomhed og Mod til ikke at forvilde sig. Det eneste, der forekommer mig agtværdigt og uantasteligt, er Oprigtighed, og hvor jeg seer, at den er naturlig og har sin Grund i Sjelens dybe Længsler, følger jeg gjerne med og lader mig vise omkring i Troens Skatkammer. Men det er ingen Ligegyldighed fra min Side, naar jeg da ogsaa gjør en billig Fordring gjældende. Der gives flere Maader at føle, combinere og være paa, ei at tale om Eudaimonismen, som spiller en ligesaa stor Rolle I de Troendes Artikler. Ogsaas. 21jeg føler i min inderste Sjel en Gud, et Noget, som opløster, styrker og trøster mig i min menneskelige Skrøbelighed. Jeg kalder det mit eget, og dog er det Noget andet end mig selv. Sommetider træder det tilbage, da fremkommer Mismod, Anger og Svaghed, hine Plageaander, som qvæle de gode Spirer i os; som oftest føler jeg en velgjørende Harmoni i mit Hjerte, og denne Tilstand anseer jeg for det Høieste i vor jordiske Tilværelse; thi af Lyst og Glæde i Herren komme alle gode Gjerninger. Denne min hele Synsmaade er ikke profan og grunder sig paa ganske simple Anskuelser af den legemlige og aandelige Verden. Men i deres Iver og Deeltagelse i Andres Vel og Vee lægge de Godtfolk nu ikke Mærke til, at de ere ubillige ved at forlange, at man skal lempe sig efter dem, og naar de beskylde Andre for Indifferentisme, kan man med ligesaa megen Føie dadle deres Indbildning, Stolthed og Ringeagt for Medbrødres Overbeviisning. Min Godmodighed bliver ofte en Kilde til mange Fortrædeligheder for mig. Jeg kan ikke negte dem min skyldige Agtelse; et Menneske, der lever ligesaa meget og mere for Andre, end for sig selv, fortjener Beundring. Men der bliver altid et lille Rum tilbage mellem dem og mit Hjerte, som hverken Kjærlighed eller hiin Beundring formaaer at udfylde.
Med en god Bekjendt, som boer nede i Villa Piccolomini, læser jeg Dante i denne Tid. Min sædvanlige Siesta er falden bort. Hver Middag læse vi en Times Tid eller to, og gaae den historisk og kritisk igjennem. Det er ynkeligt at see, hvorledes denne Aand maa bane sig Vei igjennem sin Tidsalders Mørke, og lodder inde imellem de blinde Skjær, der hvor Rutidens Seilere have et blankt og sikkert Farvand. Det er et Kjæmpeværk med denne Sikkerhed at sætte sig paa Dommersædet og uddele Roes og lyse Forbandelse over henfarnc Slægter. Imidlertid hans Helvede er ikke saa slemt: der findes undertiden godt Selskab dernede. Hvad Paradiset angaaer, da kan Opholdet der være ganske taaleligt, dog ei uden Beatrice.
Den 18 Juli.
Efterat have tilbragt en munter Aften hos min Padrone, blev jeg fulgt hjem af de to Sødskende. Det var sildigt, men Natten var saa deilig, at jeg ikke kunde beqvemme mig til at offre saa mange Timer til Søvnguden. Jeg hentede derfor Nøglen hos Guardaroben og ilede ned ad Terrasserne, lukkede Jernporten op og gik ind i Villa Conti. I Begyndelsen hørte jeg ingen Lyd og troede allerede at være alene; men ligesom jeg kom nærmere op til den frie Plads ved Springvandene, forekom det mig, at der blev sunget i Nærheden. Langsomt og forsigtigt gik jeg langsmed Skyggen og siden inde imellem Træerne, og blev saa staaende. Tre unge Mænd med Fløiels Burer og røde Skiærf om Livet og ligesaa mange Piger sang og dandsede i den store Allee, som støder op til Pladsen. Den fjerde sad paa en Græsbænk og accompagnerede paa en maadelig Guitar. Da Dandsen var forbi, tog en af de Andre Guitarren, og sang en Vise, som det lod til, improviserende. Aldrig har jeg hørt Mage til Melodi: maaskee var min Stemning Grunden til, at jeg fandt den saa overordentlig deilig. Eet Vers kunde jeg høre ganske tydeligt; det lød saaledes:
Sono troppo sventurato
Per via dell’ amore;
O Rosa, sposa mia,
Perchè mi fai dolore?
Omqvædet blev sunget af Choret, og syntes at være etslags Svar; idetmindste forstod jeg det flere Gange saaledes. Sangen varede over et Qvarteer. Derpaa begyndte en anden med en endnu smukkere Stemme; Pigerne sang ikke, de havde sat sig ned paa Græsbænken. Da de vilde til at dandse igjen, traadte jeg frem af Buskene, der havde skjult mig, sagde god Aften, og bad undskylde, at jeg forstyrrede dem, og om Tilladelse til at høre paa deres Sang. Jeg var velkommen. "Ah! det er dens. 23unge Herre fra Villa Aldobrandini," sagde en af Pigerne, en smuk Brunette; „det er ham, der kommer nede hos R’s" (min Padrone). Vi bleve snart gode Venner. Da vi havde dandset en Saltarella, opfordrede de mig til at synge. Jeg valgte en Arie af Rossinis Araber i Gallien, Signora Boccabadatis Bravourarie, sang et Par Stropher, saa godt jeg knnde, og strax havde Guitarspilleren opfattet Melodien. „Den er smuk, min Herre! ypperlig!" raabte han, begyndte at synge og satte nu selv Ord til, saa nydeligt, flydende, at jeg blev ganske forundret. Det er dog Tonernes Land, man lever i her. Alting bliver til Musik; Tanker, Følelser, Kjærlighed, Religion. Det er en evig Poesie, dette Liv, et skummende Bæger, hvor enhver Draabe begeistrer uden at beruse. Maanen var imidlertid kommen frem bag nogle mørke Skyer og kastede en Strøm af glimrende Sølvstraaler ind igjennem Træerne. Det var langt over Midnat. Vi dandsede endnu en halv Times Tid, og gik derpaa hen til en lille Port paa den vestlige Side af Haven, hvor man har Udsigten over en Olivenskov til Villa Bracciano. Selv mine simple Almucsfolk bleve grebne af en rolig Begeistring over dette deilige Skue; den stolte Bygning, halv oplyst af det blændende Maaneskin, kneisende lige ved Skrænten af en Høi, Dalen med sine maleriske Trægrupper, og Campagnen, begrændset af en lang Sølvstribe, den mørkeblaae Himmel med sin Ambraluft og en uendelig dyb Ro i hele Naturen. Jeg troer aldrig nogensinde at have oplevet Mage til Nat. Dertil kom en ganske uforklarlig Følelse. Menneskets Hjerte længes undertiden efter den stille Grav, med dens Skygge og Fred. Hidindtil troede jeg, det var kun Tilfældet, naar det knuges og ængstes i Verdens Trængsler. Men i dette Øieblik havde Døden fundet mig rede til at svæve over til Letheflodens Bred; mig syntes, (og det forekommer mig endnu, som om denne Ahnelse engang skal blive til Virkelighed), at alle de Aar, Himlen forunder os,s. 24ikke kan veie op imod hiin Herlighed, som vi allesammen, nogle før og andre senere, visseligen skulle gaae imøde.
Fordybet i disse drømmefulde Betragtninger lagde jeg ikke Mærke til, at en af de smukke Dandserinder tog min Straahat, som hang paa Ledestolpen, og bandt et rødt Baand med en siirlig Sløife om den. Jeg vaagnede først, da hun neiede meget forbindtlig og bad mig modtage det til Erindring om vort natlige Møde. Da jeg ikke kunde vide, om denne Høflighed muligviis kunde opvække nogen Skinsyge hos vore Kavalerer, indhentede jeg først Tilladelse dertil. Til min store Forundring bade de mig allesammen ikke at forsmaae det, og dette Vindpust fra den virkelige og ei ubehagelige Verden bortviftede, pludselig alle hine alvorlige Tanker. Den ubegribelige Længsel var forsvunden: jeg greb efter Hatten, ligesom det kunde være Jordelivet selv, som jeg nylig havde forsmaaet, takkede skyldigst, lovede at bevare det blandt mine kjæreste Erindringer og udbad mig af Selskabet et Stævnemøde i det store Osteri udenfor Porten, hvad Dag de vilde bestemme.
Da jeg kom hjem, viste sig allerede enkelte lyserøde Striber over Sabinerbjergene., Jeg saae paa mit Baand; men om det var Tegnet paa en ligesaa skjøn Dag, som hiin Morgenrøde bebudede, vovede jeg ikke at afgjøre. Jeg drømte godt, og Solen stod høit paa Himlen, da jeg vaagnede. Hele Natten forekommer mig at have været en Drøm. Hvor er det Land, hvor slige Drømme ere Virkeligheder?
Den 20 Juli.
Ogsaa det danske Tungemaal begynder nu at lyde her i Bjergene. Nede i Kaffehuset, hvor jeg undertiden converserer lidt om Aftenen ved et Glas Limonvand eller en Kop Frugtiis, har det tidt saaret min nationale Stolthed, at jeg ikke kunde høre nogle af de gamle vante Toner i det babelske Sprogchaos, soms. 25surrer En om Ørene. Denne Mangel er der nu raadet Bod paa ved en kjær Landsmand, som er flygtet herud til den svale Bjergluft, og har opslaaet sin Bopæl tæt ved Porten hos en lille sortsmudset Merkante. Nu er jeg hjemme igjen. Han spiller ypperligt Guitar, og kan en Mængde danske Sange udenad; som vi da flere Gange have sunget. I Rom skal det neppe være til at udholde ; Kunsten sveder af Livsens Kræfter; mat og stønnende gaaer man ned til Lepre og Café Greco; Hjemveien op ad den store spanske Trappe koster mange Sveddraaber, og har man endelig faaet Træmmerne lukkede, lader man Pensel og Palette hvile og søger Løibænken. Tak for Synet af de gamle Guder og de nye Dæmoners Kæmpespor! Lad Kunstens Tempel kun være lukket for os! Her i Naturens Skjød findes gamle Minder og nye Helgenbilleder, som Enhver kan ihukomme og tilbede paa sin Viis, naar han blot forstaaer at skjønne paa slige verdslige Goder.
I Eftermiddags gik jeg lidt ned af Landeveien for at oplede et malerisk Prospect. Ligesom jeg sidder og tegner, kommer et Par Folk forbi, Konen ridende paa et Ӕsel, to store Kurve paa begge Sider, Manden ved Siden af. Det faldt mig strax ind, at det var en passende Staffage, hvorfor jeg uden Omstændigheder sagde god Dag, og bød Manden ti Bajok for ti Minuter. Konen loe: „Skal jeg ogsaa med, Signore?" „Det forstaaer sig, Signora," svarede jeg; "De vil tage Dem ypperlig ud. Tillad blot et Øieblik." De holdt virkelig stille. Da jeg var færdig, viste jeg dem Skizzen. ,Per Bacco!" raabte Manden, „seer Du Mariuccia, der er Huset og Havemuren og det store Kastanietræe. Lad os see, er Ingenting glemt? Nei, det er godt, takker mange Gange for den Ӕre, De har gjort min Eiendom." — Jeg vilde nu til at gaae igjen, da de indbød mig paa et Glas Viin. Den var udmærket. Konen plukkede nogle Druer og Figener; Manden viste mig omkring, fortalte mig, at Viinhøsten havde været god ifjor, og at den tegnede til at blive endnu bedre til Efteraaret. „Det er al den Jord, jegs. 26skal leve af," sagde han, da vi stode oppe ved Huset, hvor man kunde oversee hele Vignen. „Renterne for ifjor har jeg rigtignok ikke betalt endnu; men jeg har en Deel Viin liggende. Det er den bedste i hele Fraskati." Jeg spurgte ham, om det kunde betale sig, at kjøbe og dyrke en saadan Vigne. „Betale sig?" svarede han. „Ja det er nu saadan en egen Sag. Imidlertid man har dog en Deel af sin daglige Føde, og saalænge man har Viin og Brød, savner man Intet." Han fortalte mig endnu et og ander om Viinavlen her i Egnen og i Velletri, som var hans Fødebye, og da jeg gik, havde Konen bundet en heel Mængde Frugt i et Tørklæde og bad mig ikke forsmaae det.
Slige Timer holder jeg mere af, end af hele Nætter i de Stores forgyldte Sale. T. kan ikke deeltage i min Begeistring, naar jeg fortæller ham om mine Smaatoure her i Egnen, om de simple, venlige Folk, og mine Samtaler med dem. Jeg lader mig imidlertid ikke forstyrre. Hvo som alletider lever i de saakaldte høiere Regioner, og sjelden eller aldrig beqvemmer sig til at stige ned til det frie, eenfoldige Naturliv, bliver enten til en forskruet Pedant, eller en egoistisk, menneskefjendsk Eneboer.
Med denne Sands for Natur, Videnskab og Kunst, og Alt, hvad der kaldes godt, simpelt og eenfoldigt, lever jeg her de lykkeligste Dage; og lad Fremtiden engang vorde mindre glædelig, jeg skal stedse mindes denne Tid og takke Skjæbnen for, at den har givet mig Leilighed til at leve, som jeg gjør.
Den 23 Juli.
Ganske udmattet af en mødig Eftermiddagstour, griber jegPennen, for efter gammel Skik at optegne Dagens Begivenheder. Morpheus faaer da at blive lidt længer end sædvanlig.
En Times Tid efterat jeg havde spiist, sad jeg just med Niebuhr foran mig, og et betydeligt Hjælpecorps af Livius, Dionys og andre Gamle spredt omkring paa Bordet. Jeg vars. 27netop færdig med Ercerperingen af hans Kongeepos, og var lidt fortrædelig over, at man saa overtydende kunde fravriste En gamle, vante Forestillinger om en betydelig historisk Periode. Modstand var ikke tænkelig, og alligevel forekom det mig dog lidt voveligt at ville opløse nutildags en sammenhængende og ved saa mange Vidnesbyrd funderet Anskuelse i lutter enkelte, uvisse og vaklende Digtninger. Imidlertid der var ikke blot revet ned; et andet Billede var traadt istedetfor det gamle, og selv i de mørke Skygger var der saa mange Lysstænk, at det Hele blev anskueligt. Denne Tanke holdt jeg fast og vilde nu tage fat paa Livius, for endnu engang at løbe første Bog igjennem, da der blev banket paa Døren.
Det var B., som kom med to Sommarer. „Væk med alt det Svineskind!" raabte han, tog Blækhuset af Bordet og sparkede til det, saa at alle mine Guder røg ned fra deres Piedestaler og laae omkring paa Gulvet. „Jeg skal lære Dig, Du Bogorm! Vær saa god og følg med paa Øieblikket." Nu, et godt Ord igjen! svarede jeg, da han vilde opsamle de gamle Knegte. Lad dem kun ligge. Har Du igjen Noget isinde? spurgte jeg, fik Kjolen paa og lavede mig til at følge ham. Saa vare vi da revne ud af hine Tider og med eet Sæt inde i de allernyeste. Denne Overgang huede mig ikke saa ilde. Da vi kom ned til Byen, spurgte jeg min Reisefælle, hvor han agtede at føre mig hen. „Ja, det har jeg rigtignok ikke tænkt paa endnu," svarede han; „men siden vi ere i Forjættelsens Land, saa er det ligegyldigt, til hvad Side vi vende os. Lad din lille Sommar raade." Jeg slap nu Tøilen, og Dyret dreiede om forbi Villa Piccolomini, ind igjennem Byen og ud igjen paa Landeveien til Monte Porzio. Her fik vi vore Stridshingster ved mange Kunster i et muntert Trav og fortsatte nu Reisen, uden Maal og Hensigt, uvisse, om Hjemkomsten skulde skee idag eller imorgen.
Da vi kom forbi Monte Porzio, vilde B. aflægge et Besøgs. 28hos Byens skikkelige Jomfruer, som han sagde. Men det blotte Syn af de skumle, usle Hytter var mig modbydeligt, og med megen Møie sik jeg ham overtalt tll at lade dem være i Fred, idet jeg lovede ham, for Fremtiden at være føieligere. Veien blev nu interessant. Paa høire Side en vild, romantisk Skovegn, til Venstre en uafbrudt Række af Viinhaver og Olivenplantager. Det var varmt, men ellers et ypperligt Veir, og da vi næsten bestandig red i Skygge, generede Heden ikke synderligt. Vi mødte mange Folk, Fruentimmer i deres brogede Dragt, næsten allesammen med røde Skjørter og Ӕrmer, Kurve og store Vandkrukker paa Hovedet, Karle med spidspullede Hatte, røde Baand og Skiærf, sædvanlig paa et Ӕsel, paatværs og det høire Been paa Dyrets Hals, ligesom Damerne ride; eengang kom vi forbi en Drift Qvæg med nogle Nyttere til Hest, etslags Spyd i Haanden og med store Læderkamascher; de skulde til Campagnen og kom fra Rocca Priora. Vi hilsede altid, det smukke Kjøn naturligviis venligere, og fik gjerne igjen en from Hilsen med paa Veien. Der var mange Physiognomier iblandt dem, som vi nok gad havt et Portrait af.
Skoven vedblev næsten lige til Monte Compatri at skjule os med sin kjølige Skygge. Ligesom vi red opad Banken, og Byen paa en fremspringende, rund Bjergtop med dens gamle Mure og spidse, takkede Gavle viste sig for os, frembød sig et deiligt Syn. Imellem Byen til Venstre og en høi Banke til Høire var en smuk Slette, med nogle Hytter og Træer i Baggrunden. Lige under Skrænten vældede en Kilde ud af Bjerget, løb ned mellem nogle Stene og dannede et naturligt Tvættested. En Deel unge Piger stod og vaskede ved Kilden; en Munk kom gaaende ned fra et Kloster og dreiede forbi, dog ei uden at hilse. Drenge løb bagefter nogle Geder og jog dem op til Byen. Det var et complet Landskab. Hvorfor jeg ogsaa tog min Bog frem og tegnede det i en Fart, medens B. red hen til Fruentimmerne og gav sig i Snak med dem.
s. 29„Vil I vande Iert Dyr"?, spurgte en ung Kone med et vakkert Ansigt, da jeg kom hen til Kilden; „vær saa god at ride her hen!" idet hun tog Vaskeskamlen bort. Jeg takkede, steg af og satte mig paa en Steen, for at see paa denne yndige Scene. B. havde kjøbt nogen Frugt, og bød den rundt med megen Gratie. Jeg passiarede lidt med den smukke Kone. Høien kastede en lang Slagskygge hen over Kilden, Byen og Sletten laae i en forunderlig, magisk Belysning, ligesom det kunde være et høirødt Slør, der var dækket over. Paa den anden Side af en steil Fordybning, hvor enkelte Trætoppe ragede i Veiret, stode de stolte Bjergmasser med deres hvide Rygge og mørke Skraaninger. „Det er et deiligt Land, I boer i, Moerlille!" sagde jeg. „Kan nok være," svarede hun, dreiede sig om, saae lidt paa Egnen og gav sig saa til at skylle og banke igjen. „Hvor er I fra Signore?" spurgte hun og saae op og ned ad mig med de store fyrige Øine. Jeg svarede, at jeg var født i et Land, hvor der var en bestandig Afverling mellem Snee, Jis, Regn og Taage, hvor man aldrig fandt saa deilige sorte Øine, som hendes, og hvor Enhver var Præst efter Behag, et ypperligt Land, mange Mile borte herfra. Hun forstod ikke rigtigt, hvad jeg meente; maaskee var hun kun vant til den Jargon, de tale her i Egnen, og som jeg kun maadelig kan udtrykke mig i. Lidt efter kom en Dreng løbende hen til hende; det var Sønnen, en vakker Knøs med et herligt, aabent Ansigt. Jeg forærede ham et Par Bajok, som han sporenstregs løb bort med, af Frygt for at han skulde miste dem igjen. B. var imidlertid kommen hen til os, og da han endnu havde nogen Frugt, bød jeg Konen den, som hun da ogsaa modtog under mange Taksigelser. Dyrene havde vi begge to reent glemt; og jeg troer, vi vare blevne siddende der lige til den sildige Asten, havde ikke en Pog gjort os opmærksomme paa, at vi maatte skynde os med at faae fat paa dem. Vi leiede en Mand til at.fange dem, og siden til at være vor Fører tværs over Bjergene tils. 30Tuskulum, for at gjøre vor Tour lidt eventyrligere. Vi sagde da Farvel til de yndige Knopper og udsprungne Blomster, og fik et venligt Addio igien, især fra den omtalte smukke Kone, som tilføiede et forbindligt a rivederci.
Vor Cicerone betroede os, at han nok kunde finde Veien, men at den var saa besværlig og ufremkommelig, at hverken vi eller Dyrene kunde holde det længe ud. Denne Efterretning var særdeles kjærkommen. Det eneste, der forekom os lidt mistænkcligt, var hans røveragtige Udseende. Laset og pjaltet, med blotte Fødder og en gammel rød Filtehat paa, men et kjækt og dristigt Ørneansigt, saae han ud som en livagtig Spion for Birbanterne. Det var imidlertid en skikkelig Mand. Han morede os hele Tiden med sine muntre, tidt vittige Indfald. Vi talte om Paven og det geistlige Regimente, og vilde friste ham. „Commanda chi puo, obedisce chi deve,” svarede han ganske roligt, slog paa Ӕslet med et bistert Erri! poi si mangia, galeotto! og lod os snakke, saa meget vi vilde. Engang faldt han, saa lang han var. „No Signore, ho dato un baccio alla terra,” svarede han, da jeg spurgte, om han havde stødt sig. jeg tænkte paa Brutus. En anden Gang talte vi om Helgene. „Ma Domenico, spurgte jeg, „dimmi di tutti gli santi, Gesù Cristo è il piu grande, n’è vero?” Si Signore, svarede han, è il padrone dei santi. I samme Øieblik faldt hans Pibe. È rotto ! raabte han, og nu kom der tusinde Eder og Forbandelser, den ene værre end den anden. Jeg lagde især Mærke til to: corpo di Anticristo, og per la sponga di Cristo. Da han var utrøstelig over Piben, forærede vi ham to Cigarrer. Forresten var han utrættelig og meget godmodig. Veien var virkelig slem, men hans Advarsel overdreven. Desuden havde vi bestandig saa deilige Udsigter, den ene smukkere end den anden, at jeg omsider gav ham mit Ӕsel at trække og gik til Fods, som han da ikke lidet forundrede sig over. „Sono matti, ’sti forestieri,” mumlede han i Skjægget, og klavredes. 31rede stønnende op ad en steil Fjeldskrænt. Vi havde nu naaet et Punkt, hvorfra vi kunde oversee de forskjellige Bjergrader, hvordan de krydsede hverandre, uden at have et Middelpunkt at læne sig op til. Her hvilede vi os lidt og toge Lerkerne frem. Domenico fandt Vinen ypperlig, og slugte Resten. Bjergene glødede ned ad Campagnen til, medens Dalene bagved os laae i en dæmrende Aftenskygge. Under Monte Cavo saae vi Rocca di Papa hænge ligesom en Fuglerede, der var klinet til Klippen. Det var blevet svalt, og saa frisk og behageligt, at jeg misundte en Glente, der svævede over os, dens Vinger, for at kunne flyve ned over Bjergene. Derpaa gik vi videre. Der var endnu et godt Stykke til Tuskulum. Solen gik ned i Havet og spredte et Flammehav over Campagnen. Da vi stode lige under Tuskulum, og Domenico forlod os, var det Nat, men dog saa lyst, at vi kunde finde Veien paa den gamle Gade. Saa hurtig er Overgangen.
Inden vi naaede La Rufinella, maatte jeg sande Førerens Ord; jeg var bleven træt og steg igjen paa mit Ӕsel. B. havde Lyst at tilbringe Aftenen i et Osteri; men jeg trængte til Ro og foretrak at blive hjemme.
Paa mit Bord, hvor Alting var bragt i den sædvanlige Orden, laae en Indbydelse fra en engelsk Familie, som boer nede ved Udkanten af Byen. Ogsaa denne afslog jeg, lukkede Døren i Laas, laae endnu et Qvarteers Tid i Vinduet, saae ned paa de mørke Huse og greb saa Pennen. Nu er det snart Midnat. Alle Lys ere slukkede, kun Himlens funkle. Denne Tindren har man intet Begreb om i det disige Norden.
Den 28 Juli.
At Klimatet kan have Indflydelse paa Menneskets religiøse Sindelag, og som en Følge heraf ved Siden af andre Omstændigheder ogsaa betinge Maaden, hvorpaa de dannelystne Dødeliges. 32udvikle et givet simpelt Stof, og gjøre det næsten ukjendeligt, ihvorvel ei mindre tækkeligt, forekommer os fribaarne og kuldkastende Protestanter næsten ubegribeligt, endskjønt vi maae indrømme, at det i en vis Grad virkeligen er Tilfældet. I Begyndelsen studfer den Fremmede lidt og maa først vænne sig til den ubekjendte Omgivelse. Men lidt efter lidt bliver man fortrolig med alle de usædvanlige Anskuelser og udvortes Skikke; man finder det naturligt, at Mennesker danne et afsluttet Samfund, lægge Baand paa den tøilesløse Higen efter Forandring, selvstændig Drøftelse og ubunden Frihed, udmale sig et Liv efter Døden, med alle en glødende Phantasies meest glimrende Farver, tragte efter paa den nemmeste Maade, som svarer til det letsindige, nydelseskjære Hjerte, at blive deelagtige i dette Liv, ønske Noget for Øiet, for Sandserne, og bøie sig gjerne under et Aag, der forsaavidt ei er trykkende, som det ikke betager et frit Spillerum for jordiske Lidenskaber og Ønsker. Det forekommer mig altid, at der er mange Spor af det gamle Hedenskab i den nuværende Katholicisme. Og kunde man tænke sig Muligheden, at den grundfæstede Kirke engang skulde vakle og endelig styrte omkuld, saa er det vist tvivlsomt, om en christelig Religion efter protestantisk Begreb nogensinde kunde reise sig med denne gjennemsigtige Klarhed og Simpelhed paa Gruset af den faldne. Hele Naturen drager En ned i et mere eller mindre sandseligt Liv; Alting, synes mig, bliver til Billede, Tone, kort sagt, blander det jordiske Stof ind i det reent Aandelige, som det andetsteds ikke er saa vanskeligt at hæve sig op til. Jeg tænker tidt paa, at en Overgang til denne bundne Tro ikke vilde blive saa vanskelig, ifald man var vis paa at skulle tilbringe hele sit Liv i dette jordiske Paradiis.
Hvad der i denne Tid især foranlediger slige Betragtninger hos mig, er at jeg jævnlig gaaer mig en Aftengang ned til et lidet Capel, paa venstre Haand fra Veien til Rom, hvor der hver Aften, naar der er ringet Ave Maria, indfinder sig ens. 33Mængde Folk fra Byen. Det er især Fruentimmer, der drage i lange Rækker derned. Naar man stiller sig udenfor Klosteret og seer ned ad Veien, er det et deiligt Syn, at betragte disse mangfoldige Grupper, allesammen med deres lange, hvide Slør over Hovedet. Capellet kan undertiden knapt rumme denne Mængde Mennesker. B., som jeg har gjort opmærksom paa denne min Opdagelse, er flere Gange fulgt med derned. Sangen skurrer rigtignok undertiden i Ørene, men naar Chordrengen svinger Røgelsekarret, Præsten vender sig om fra Alteret, holder det Allerhelligste i Veiret, og Alle falde paa Knæ, og bøie Hovedet ned, for ikke at vanære det ved deres profane Blikke, da er der dog Noget i denne Handling, som gjør et opløftende Indtryk, og som vi savne.Mage til i vore kolde, nøgne Bedesale. Den Inderlighed og Begeistring, hvormed Menigheden synger den simple, yndige Sang: „Himlens Dronning! mystiske Rose! de Bedrøvedes Søster, bed for os!" er ogsaa noget Nyt og Paasaldende for den Fremmede. B. vilde i Begyndelsen ikke falde paa Knæ; men siden han har indsect, at det vilde være stødende og mindre passende af os, som Gjæster her i Byen, knæler han med de Andre. Min smukke Brunette fra Villa Conti, som forunderligt nok hedder Flavia, er her regelmæssig hver Aften; jeg faaer sædvanlig en hemmelig venlig Hilsen og besvarer den paa samme Maade. B. meente nylig, det var vist en skjult Magnet, der trak mig derned. Han har gode Øine, mærker jeg.
Mit Liv gaaer ellers sin vante, jævne Gang. Det er næsten utroligt, hvad man kan bestille mellem Morgen og Aften. Afverling og Mangfoldighed ere det eneste og sikkreste Middel mod Kjedsomhed, Lediggang og Ladhed. Naar Fjederen slappes undertiden, tages Viinkanden frem, og Druesaften gyder nye Kræfter i Blodet. Men naar Klokken ringer om Aftenen, og Piniernes Kroner begynde at gløde, beder man de gamle Guder til Gjæst hos sig, og de komme, naar de paakaldes.
s. 34Saaledes var jeg for nogle Dage siden et Par Timer til over Midnat i det store og meget besøgte Osteri ved Porta Romana. Om Eftermiddagen kom nemlig en ung Fyr, Guitarspilleren i hiin uforglemmelige Nat, meget pyntelig i sine Fløielsklæder, og skulde underrette mig om, at de havde isinde, samme Dags Aften at indfinde sig i det omtalte Osteri, hvorfor han paa Selskabets Vegne udbad sig min Nærværelse. Jeg svarede, at det jo var min Skyldighed at være tilstede, siden jeg havde tilbudet mig at være Vært, og at jeg ikke skulde undlade at indfinde mig. Det var virkelig sorunderligt, med hvilken Høflighed og Anstand dette Menneske, af hvad man kalder simpel Herkomst og uden anden Opdragelse, end hvad den gavmilde Natur havde givet ham, røgtede sit Ӕrinde. Jeg bød ham en Stol, skjænkede et Glas Viin, og snakkede en halv Times Tid med ham.
Lidt sildig, da jeg først skulde spise til Aften hos B’s, gik jeg ned og hentede B., som i Forveien var bleven underrettet om vort Forehavende. Osteriet, egentlig Kjælderetagen i en stor Bygning, med Arnested og høie, næsten kulsorte Hvælvinger, var fuldt af Mennesker, lutter Smaapartier, hvert ved sit Bord. Vore Bekjendtere havde taget Plads i en afsides Krog, og pakket en Deel Fødevare ud af deres egen Madkurv, en almindelig Skik, som ikke har Noget stødende for Værten. Foruden de gamle fandt vi to Matroner, som for Anstændigheds Skyld holdt Øie med Døttrene. Man bød os velkommen, og efterat jeg havde forestillet dem B., som min gode Ven og Landsmand, gik jeg hen til den vevre Kammersvend, Pasqvale, og bad ham nøie give Agt paa, at Folietterne ikke bleve tomme. Derpaa fik vi Guitarren frem og sang nogle af de nydelige Smaaviser, som baade B. og de Andre kunde saa mange af. Vinen var ypperlig, og da den lige var taget ud af den inderste Deel af Kjælderen, som kaldes Grotterne og er indhugget i Tufklippen, var den særdeles frisk og kjølig. Lidt efters. 35lidt havde de andre Partier flyttet deres Borde og Bænke nærmere hen til os, saa at vi tilsidst vare omringede af en Mængde ligesaa lystige Folk, som vi, størstedelen Borgere fra Byen. Engang reiste B. sig, fyldte sit Glas og drak den gode By Frascatis Skaal, hvilket blev meget godt optaget. Vore Damer vare ellers grumme alvorlige; man kunde knapt lokke et Ord eller Smiil frem paa Læberne af dem; Øinene maatte da bøde paa, hvad Munden ikke turde røbe. Da Klokken gik til eet, foreslog En af Ungkarlene at dandse en Saltarella. Snart vare Bordene ryddede af Veien, og det ene Par afløste det andet. De Fleste viste stor Færdighed i denne simple, men ei lette Dands, som man kan lægge megen Gratie i. Tilsidst drak vi endnu et Par Folietter og forlode derpaa Osteriet, droge med Sang og klingende Spil ind i Byen og fulgte Fruentimmerne hjem„ Flavias „Felicissima notte” rinder mig bestandig i Hu, hvergang jeg hører sige god Nat; den Tone, hvori det blev sagt, var paafaldende.
I Eftermiddags har det været en meget slem Scirocco. Luften var ligesom opfyldt med det fineste Støv, og Solen kunde man neppe skimte gjennem denne ildelugtende Taage. Jeg lod sætte to store Vandspande i Værelset, beholdt kun de nødvendige Klæder paa og lagde mig saa paa Sengen; thi at læse eller bestille Noget, var reent umuligt. Denne Luft gjør en underlig Virkning paa den dyriske Organisme. Nerverne og Musklerne slappes; man bliver døsig, faaer Hovedpine og taber al Appetit. Men ligesom en frisk Tramontana driver Skyerne bort, og den mørkeblaae Himmel kommer igjen til Syne, vaagner Mennesket tilligemed hele Naturen; med fornyet Kraft fuldender han sin Dagsgjerning og søger derpaa Hvile i Guds store Ratur, der, hvor alle Elementer i fredelig Samvirken synes rundeligen at have udstrøet deres Gaver.
3*
Den 2 August.
Jeg har fundet et skjult og hyggeligt Sted I Haven, som Morgensolen ikke kan trænge ind til. Naar man følger Vandrenden, der leder Bækken ned til Springvandene i Gaarden, fra Terrasse til anden, kommer man omsider op til etslags Grotte, hvor den kunstige Kilde vælder ud af Banken. Efter omtrent fem Migliers Vei under Jorden, nemlig fra Monte Algido, seer den nu Dagens Lys igjen. Den er iiskold, og naar Du betænker, at den forsyner alle Villaens utallige Fontainer, Poste og Springvande, kan Du begribe, at den ikke er lille. I fordums Tider har Kunsten villet forhøie Stedets naturlige Yndighed; man seer endnu Spor af Muurværk; nogle gamle Urner og et lille Uhyre med Fiskehale, en Triton formodentlig, ligge ved Siden af Kilden i Græsset; der er plantet Træer og Smaabuske omkring, men nu er Alting ødelagt. Det kunde blive et deiligt Sted endnu; en Silvanus og nogle Najader (ingen Tritoner) vilde passe ypperligt til hele Omgivelsen. Igjennem Buskene titte Taget og Spidsen af Gavlen frem; ved at omhugge et Krat af unge Steenege og Morbærtræer kunde der vindes en betydelig Udsigt til Rom og Campagnen; selve Grotten kunde gjøres ryddelig og forsynes med Græsbænke. For nogle Aftener siden vare Guardarobens Søn og jeg deroppe og fik det bragt i taalelig Stand, naturligviis kun saa meget, at man kan sidde der og læse. Endnu har jeg ikke meddeelt Nogen denne min Opdagelse; hver Morgen, saasnart Solen kommer frem, tager jeg mine Bøger og vandrer op til Kilden.
I Aftes gik jeg med B’s. til Moudragone, et formeligt, eller rettere sagt, uformeligt Slot med saa mange Vinduer, som der er Dage i Aaret. En engelsk Geistlig af fornem Familie, som fortærer de betydelige Indkomster af sin Sinecure i Udlandet, og lader Embedet bestyre af en Vicar, en lille, fiirskaaren Mand med tyk Mave eg Ansigt og et temmelig simpelts. 37Væsen, deeltog i Touren. Han holder meget af Dante og agter at besørge en ny Udgave. Til den Ende har han af en heel Deel Codices ladet samle alle mulige Varianter og skrive dem paa Randen af den store Qvartudgave. Da nu den egentlige Redaction skulde begynde, fandt han, at det vilde være mageligere at have disse haandskrevne Bemærkninger paa Prent, og uden videre lod han trykke flere saadanne Eremplarer, hvoraf han siden viste os det ene. Da vi talte om Romanis Udgave, yttrede jeg, at der var saa mange smagløse og overflødige Bemærkninger, og at de tre tykke Bind uden Skade kunde være blevne betydeligt mindre. Det var Pedantens ømme Sted, jeg. ramte. Imidlertid svarede han paa sin Engelsk ganske tørt og roligt: „Men mig synes dog, Sir, at det er et nyttigt Foretagende, som burde paaskjønnes, at gjøre unge Mennesker, der give sig af med at skrive Vers, opmærksomme paa en Digters Feil og Skjønheder, fordi de naturligviis ikke selv kunne opdage dem, og derfor gjøre bedst i at overlade Sligt til ældre og erfarne Mænd." Jeg havde nær leet ham lige op i Ansigtet; men et Øiekast fra B. holdt mig i Tømme; jeg takkede ham paa slige unge Poeters Vegne for hans gode Hensigt, og bad ham sætte en dygtig Sauce paa sin egen Udgave, hvorhos jeg ikke undlod at bemærke, at man kunde blive ligesaa udødelig ved at skrive om Noget, som ved selv at skrive Noget.
Hans lærde Opus bliver da vel sagtens ikke af stor Betydenhed. Imidlertid vilde jeg dog ønske, at det kom ud, for de ypperlige Tegningers Skyld, som en Tyroler, ved Navn Koch, efter Sigende skal have gjort til det. Jeg foreslog, at han skulde tage de faa Omrids med, som Thorvaldsen har tegnet i yngre Dage, og som ere stukne i Kobber af Riepenhausen, især det, hvor Dante og Virgil fare ned i Afgrunden paa Uhyret; men dertil var han ikke at bevæge. „Jeg holder i enhver Henseende af det Nye og Originale," meente han.
Den 5 August.
Imorges tidlig holdt B. og jeg paa vore Ӕsler udenfor Osteriet i Rocca di Papa. Nogle unge Geistlige sadde paa Bænken ved Døren og drak deres Kaffe; inde i Værelset blev der feiet og gjort ryddeligt. Vi bandt Dyrene ved Dørstolpen, sagde god Morgen og lode bringe Kaffe og Frokost ud til os. Vi havde redet os en velsignet Morgentour. Veiret var saa deiligt, og nede i den store Kastanieskov, som skjuler Foden af Albanerbjerget paa Nordsiden, havde vi sunget og passiaret med saa inderligt Velbehag, at Hjertets Fibre dirrede endnu længe efter. Da vi havde hvilet os lidt, gik vi en Times Tid omkring i Byen. Paa Husene var der ikke Meget at see; kun i den steile Hovedgade sindes en Deel ret smukke Bygninger; de fleste ee maleriske Hytter, af Steen og teglhængte, men daarlige. I et lille Stræde til Høire laae endnu Ruinerne af et Huus, som et nedstyrtet Klippestykke havde knust; det er underligt, at Naboerne ikke flytte, da de hver Dag kunne vente samme Skjæbne. Mod alle Sider aabnede sig en vid og deilig Udsigt; Kongeørnen kan ikke vælge sig et mere passende Sted til sin Rede; da Solen gik om bag Spidsen af Bjerget, saae vi deilige, store Slagskygger nede i Dalen, Lys og Skygge søger jeg først at bringe i System, naar jeg seer paa et Landskab, og her var der store Masser, ganske forunderligt blandede. Man taler om, at Luften er gjennemsigtig; derhjemme seer man Farverne paa Gjenstandene kun sjelden i deres fulde Reenhed; det er ligesom, naar man aander paa et Malerie; en Morgenluft her i Bjergene er som det reneste Krystal; Tonerne ere saa klare, Linierne saa skarpe, at man troer, det er et Malerie, der nylig har faaet Fernis. Ogsaa Mennesket føler Virkningen af denne, rene Ӕtherluft; allerede som Dreng har jeg misundt de gamle Guder deres olympiske Ӕther. Nu veed jeg, hvorfor Digterne lade dem boe over den jordiske Taage.
Da vi kom hjem til Osteriet, stod en Tiggermunk med sins. 39sorte Blikkasse ved Døren, og bad om en Almisse for Sjælene i Skjærsilden. Jeg tog en Ubetydelighed frem og vilde lade den glide ned i Bøssen, men betænkte mig et Øieblik og spurgte ham, om mine Penge kunde være hine Sjæle til nogen Baade, siden jeg var en Kjætter. Han meente, at alle Penge vare lige gode. „Men troer I ikke, ærværdige Fader, at Ilden vil blive værre ved en noksaa ubetydelig Skjærv fra en Kjætter eller Hedning?" spurgte jeg videre, og ventede det Svar, at det kom an paa Sindelaget, hvormed der blev givet; men han blev ved at mumle sit povere anime, Signore, hvorpaa jeg da ogsaa forbarmede mig over de syndige Sjæle, idet jeg ønskede dem en hurtig Forløsning.
Fra Byen gaaer en steil Klippevei op til et temmeligt stort Plateau, som af Almuen endnu kaldes Campo d’Annibale. Her, fortæller Sagnet, havde han i flere Dage sin Leir paa Toget til Rom, førend han angreb Staden. Hvorvidt det er grundet, veed jeg ikke; jeg erindrer ikke at have læst noget derom hos Historieskriverne; det er ei heller rimeligt, at han skulde have gjort denne besværlige Omvei, da han uden Vanskelighed kunde finde en ligesaa sikker Leireplads paa Sletten. Livius taler om en Besætning, som Romerne blandt andet ogsaa havde paa Bjerget, da Hannibal nærmede sig Staden. Det er formodentlig denne Fortælling, der har foranlediget Sagnet. Føreren, vi havde leiet, meente rigtignok, at det var ganske uomtvisteligt; vi lode ham snakke og rede omkring. Man kan sikkert paastaae, at hele den nærmeste Omgivelse er een af de mærkeligste Egne i Verden. Hvilke Erindringer knytte sig ikke til Navnet Alba? En stor og berømt Flod see vi ogsaa første Gang ikke med den Interesse eller forunderlige Sindsbevægelse, som dens Kilde; thi her har Phantasien et stort og frit Spillerum. Og denne Kilde til en mægtig Verdensstrøm, hvoraf man endnu seer Spor i enkelte Moser og Sumpe, var Alba-Borgen, som laae paa en lille Høi lige over Byen. Vi redes. 40derhen. En Hyrde sad med sin Gedehjord ved et stort Trækors, som er opreist paa det høieste Punkt. Derfra kunde man oversee hele Terrainet. Paa de tre Sider steile, næsten lodrette Vægge; Laurbærbuske og Vedbende havde banet sig Vei igjennem de forfaldne Mure, sandsynligviis Levninger fra en senere Tid, end den romerske Konges, der ødelagde Staden; hist og her stod en Busk eller Steeneg, og ludede over Skrænten; med eet Blik overskuede vi næsten hele Egnen af det gamle latinske Forbund. B. gav sig i Snak med Manden; jeg holdt ikke af at tale i dette Øieblik. I Rom har jeg mangen Gang været lystig og høirøstet paa Palatinerbjerget, i Colliseet, ja endogsaa paa det frygtelige Forum; men der var dog Liv omkring mig, Liv i det gamle, endskjøndt skrøbelige Legeme; her derimod havde Døden været, og hvor man seer hans Fjed, holder man Tand for Tunge.
Jeg længtes bort, og vi opsatte det til en anden Gang at bestige den øverste Deel af Bjerget, hvor Klosteret ligger. Da vi ikke behøvede at skynde os, gjorde vi en lille Omvei, istedetfor at ride samme Vei tllbage. Til Palazzuola havde vi næsten uafbrudt de yndigste Udsigter; ved et lille Capel inde i Skoven holdt vi et Øieblik stille og saae paa en Gruppe Almuesfolk, som knælede for et Madonnabillede: de trængte maaskee til Trøst og Husvalelse. Paa den anden Side af Klosteret tabte vi Veien, jeg begriber ikke, hvorledes, og maatte staae af. Det var henad Formiddagen, og Heden var trykkende. Søens Speil havde hidindtil ligget dybt under os; vi arbeidede os ned igjennem Krat og Klipper fra den ene Skrænt til den anden, i den Formening, at Veien maatte gaae i Nærheden af Søen. Intetsteds var der Tanke om Vei, men derimod gjorde vi en anden og i en vis Henseende kjærkommen Opdagelse: efter en halv Times Klavren stødte jeg pludselig paa en Række af gamle Fundamenter, lutter forsvarligt Arbeide, mosgroet og skjult mellem Træer og Tjørnebuske. B., som gik i en anden Retning, hørte mit s. 41Glædesskrig og kunde ikke begribe, hvad der gik af mig. Jeg forklarede ham nu, hvorledes jeg hele Tiden havde grundet over, at det var besynderligt, at vi intetsteds havde truffet paa Ruiner af det gamle Alba longa. Nu vare Spøgelserne komne frem igjen. Jeg red et godt Stykke tilbage; allevegne, med kortere og længere Mellemrum, saae jeg Spor af Bygninger; der kunde ikke være Tvivl om, at vi befandt os lige paa det Sted, hvor Byen havde ligget. Vi satte os ned paa et fremspringende Stykke af en gammel Muur, og nøde en Smule Viin og Brød. Luften var disig; glimrende faldt de brændende Solstraaler ned paa Søens mørkeblaae Flade: og igjennem Træerne tittede Kuppelen af Kirken i Castel Gandolfo; de modsatte Bredder vare for høie, ellers kunde vi ogsaa have seet Campagnen. Efter et Øiebliks Hvile, klattrede vi opad igjen. B. var den første, der opdagede Veien. Den var meget ujævn og bestod hist og her af store, uregelmæssige Polygoner, som de gamle Veie gjerne vare brolagte med. I nogle store Huler, som vi rede forbi, hvor Vandet dryppede ned ad Væggene, lode vi Ӕslerne drikke. Mos og andre Planter gave dem et smukt Udseende. Da vi stode derinde, og bleve lidt forfriskede ved den deilige, kjølige Luft, kom jeg til at tænke paa et Sted i Hesiod, hvor han taler om, hvor behageligt det er, paa en lummer Sommerdag at drikke sin Viin kjølige Huler. Paa Skolebænken falder det En neppe ind, at tænke videre over et saa ubetydeligt Sted; men der surrer ogsaa Alting Ørene forbi; her forstaaer man de Gamle, og kun her kan man rigtig sætte sig ind i den Aand, der har afpræget sig i deres Skrifter, i det Store og i det Mindre, i Alt, hvad der er blevet tilbage af hine mindeværdige Tider.
Langsomt rede vi omkring Søen og holdt en halv Times Tid udenfor et Kloster paa et skyggefuldt Sted, som synes mig i sit Slags at være det yndigste, jeg har seet her i Egnen. En engelsk Dame i Ridekjole sad ved Helgenbilledet under ets. 42Træ og tegnede; hun var saa fordybet t sine kunstneriske Phantasier, at hun ikke vendte sig om. Vi vilde netop til at ride videre, da en Herre nærmede sig og bød mig et venligt god Morgen. Det var en engelsk Reisende, en vakker Mand, som jeg havde lært at kjende hos B’s i Rom, og siden adskillige Gange havde været hos i Selskab. Damen var hans Datter, ung og ret smuk, men sygelig og, saavidt jeg kunde mærke, lidt menneskesky; det var sagtens en hemmelig Orm, der gnavede hendes unge Hjerte. De boede nu i Albano, og jeg maatte love den Gamle, med det Allerførste at aflægge et Besøg hos ham.
I Castel Gandolfo opholdt vi os meget kort, blot for at nyde et Glas Viin og en Frittata. Derfra ilede vi hjem over Marino forbi den deilige Mølle, Grottaferrata og siden igjennem det kjølige Bosko ved Villa Bracciano. Ved Indgangen til vor Villa mødte vi nogle Bønder. Det var i Middagsstunden, og som sædvanlig red jeg med min opspændte Paraplui over Hovedet. En af Bønderne loe og sagde: eh poveretto, sarà bagnato.
Den 7 August.
Den forventede Udgravning i det gamle Tuskulums Ruiner begyndte endelig imorges tidlig. Da jeg havde en Deel at bestille, iblandt andet ogsaa nogle Breve at skrive, kom jeg først derop henad Eftermiddagen. Folkene vare isærd med at aabne et Columbarium, ikke langt fra den saakaldte Ciceros Villa, og Opsynsmanden, forresten et simpelt, udannet Menneske, meente, at der vilde være mange rare Ting at finde; men hele Udbyttet bestod kun i nogle faa Krukker, et Par ret smukke Smaaskaale, hvoraf han overlod mig den ene for en Ubetydelighed, og nogle Fragmenter eller Skaar af et større Kar, som jeg ogsaa fik, da han kastede dem til Side. Men disse Brudstykker vare af saa nydeligt Arbeide, at jeg ikke vovede at yttres. 43min Glæde for ham. Det havde formodentlig været etslags Bacchustog; paa det ene Skaar vare Spor af Figurer, paa de andre Thyrsusstave, Viinranker med fulde Druer og en Mængde smagfulde Arabesker. Jeg rodede længe omkring i Gruset, for om muligt at finde flere, men forgjeves. Den store Statue, som de havde ledt efter, blev ikke fundet.
Saaledes forstyrrer man de Dødes Hvilested, for at drage nogle Smaating for Lyset, eller ogsaa større Gjenstande, som man kan berige sin Samling af Oldsager eller Kundskaber med; en Fremgangsmaade, der ligner os Allesammen. Men en større Vanhelligelse, synes mig, ligger i den Ligegyldighed, hvormed Nogle betragte disse Ruiner og Levninger af hensvundne Tider. Igaar Morges havde vi et frappant Erempel herpaa. Elt ung Hollænder, Søn af en rig Handelsmand, var kommen herud, formodentlig for ikke at faae Skjænd af Papa derhjemme, naar han ikke havde seet Alt, hvad der var at see. Bemeldte Yngling var i Selskab med nogle af vore Landsmænd, hvoriblandt vor gode Ven Br. som Cicerone. Kl. fire kom en Deputation og jog mig ud af Sengen. Nede ved Byens Locanda var den hele Cavalcade samlet, og efter gjensidige Præsentationer og Complimenter satte Toget sig i Bevægelse, for at gjøre en antiqvarisk Giro. Jeg holdt mig til Hollænderen, som fik et Par store Stangbriller paa, og i sin graae, side Sommerfrakke, hvide Burer og gule Straahat med bred Rand og et grønt flagrende Baand om, havde megen Lighed med Waiblinger, naar han tager ud i Campagnen. Han talte gebrokkent Tydsk, men holdt mere af et Tungemaal, hvis Hovedingredientser vare Fransk, Italiensk, Hollandsk og nogle hjemmegjorte Ord, som jeg ikke forstod. Efterat Br. og jeg havde vexlet nogle Øiekast, overlod han mig Personen indtil videre. Jeg forsøgte nu at indlede en Samtale og begyndte med at vise ham Villa Rufinella. „Ja, det har vist kostet en Slump, men det er ogsaa en smuk Kasse. Den forbandede Røver, den Bonaparte, han og hanss. 44Broder have ogsaa flaaet os derhjemme!" Da vi red forbi Ciceros Villa, pegede jeg hen paa Ruinerne og spurgte, om han havde Lyst at see dem. „Det var en stor Mand, denne Cicero, en god Borgemester, omtrent som vor de Witt. Ja, det kan man ikke negte. Men det er for langt derhen; desuden jeg har seet saa mange Ruiner, at jeg er kjed af at see flere." — Vi lode nu Førerne holde vore Ӕsler og gik omkring. Den smukke Udsigt var det eneste, der interesserede ham, hvorfor han ogsaa tog sine Briller af og fik dem rensede. Omsider blev han træt og satte sig ned. Jeg holdt mig trolig i Nærheden af ham, og da det lod til, at han var tørstig og sulten, kaldte jeg paa Føreren, som kom med hans store Madkurv, og pakkede Viinflasker og koldt Kjøkken ud paa et gammelt Capitæl ved Siden af os. Han spiste for to, vi klinkede og drak det solide Hollands Skaal. Jeg spurgte, om han ikke førte en Skizzebog hos sig. „Nei, min Ven!" svarede han, „jeg har nok at bestille med min Tegnebog, med en saadan," og i det Samme trak han en stor Saffiansportefeuille op af Lommen, „mit daglige Regnskab over hvad jeg har seet og givet ud, koster mig Umage nok." Da han havde faaet Maden tillivs, og Vinen satte Livsaanderne lidt i Bevægelse, stirrede han ud over Ruinerne og spurgte, hvad det da egentlig havde været for en By, som saa skjændig var ødelagt. Jeg kunde ikke nægte mig den Fornøielse at extemporisere en philologisk - antiqvarisk Afhandling for ham om dens gamle Historie. Manden blev tilsidst ganske utaalmodig. For at slaae Hovedet paa Sømmet, spurgte jeg ham, om han troede, at Tuskulum virkelig kunde være anlagt af Telegonus, siden Virgil ikke omtaler det. „Fanden tage begge de to Rade!" svarede han, og med dette fromme Ønske tog han Viinglasset og slog det ned mod Jorden, i tusinde Stykker. „Kom nu, lad os faae fat paa de Andre, og saa til Hest, til Ӕsels vilde jeg sige, og afsted! Det er altfor kjedeligt mellem alt det underlige Tøi heroppe." Vi fandt de Andre siddende i Amphitheatret, hvorfras. 45vi fortsatte Touren, Føreren bagefter med fuld Oppakning. Hollænderen var bleven munter, næsten overgiven, de fleste af os i godt Lune; intet Under, at vi hittede paa alslags Løier, red omkap, sang og. passiarede, saa at Føreren rystede paa Hovedet og bad nogle af os at holde Tøilen stram, naar det gik ned ad Bakke. Hollænderen brød sig ikke om denne Advarsel, men red i fuld Galop ned forbi Klosteret, til Ӕselet omsider styrtede med ham. Han var saa heldig at slippe heelskindet derfra. Da vi kom hjem, indbød han os til en Frokost i sin Locanda, hvor der blev drukket.tæt, som man siger, og i Middagsstunden tog han Afsked med os, forsikkrede, at det havde været een af de gladeste Formiddage i hans Liv, og steg saa i sin Vogn, da han endnu skulde expedere nogle Kirker i Rom inden Aften.
Den gode Hollænder! det var vist en brav Karl; men han skulde være bleven hjemme paa sin Faders Comptoir, og fremfor Alt ikke komme i Laug med de romerske Kunstnere. Det er vakkre Folk; men man maa være godt organiseret og lidt dreven for at kunne omgaaes de Fleste af dem.
Den 9 August.
Omtrent halvveis imellem Castel Gandolfo og Nemi findes inde i Skoven en fri Plads, hvor flere Veie støde sammen. Til Venstre er der et Kildevæld, med etslags Sarcophag under, tæt overskygget og paa begge Sider begroet med Mos og Slyngplanter. En halvnøgen Dreng sad og spillede paa sin Rørfløite; en Bondekærre med to store Hjul under og et Par stærke Orer for, dreiede ned ad Arca til. Det var vist en ældgammel Korsvei. Store Stene laae allevegne adspredte omkring; da Drengen hørte op at spille, blev der en forunderlig Taushed, kun afbrudt ved Vognens Knirken ned ad Banken. Det Hele gjorde et underligt Indtryk paa mig. B. tænkte først paa at ride videre. „Sæt nu Bæstet i Gang!" sagde han, „du sidders. 46jo der og stirrer, saa man skulde troe, dine Øine vare døde? "Jeg havde været inde i de Tider, da man endnu ikke kjendte noget til Korset her paa Jorden, og dette Spring kan sagtens gjøre En taus og ellevild i Hovedet.
Vi skulde til Nemi. Drengen, som vi leiede til at vise os Veien, sprang muntert forud. Lidt efter lidt kom vi ud af Skoven, og saae nu Byen med sit maleriske Taarn paa den steile Klippe nede, ved Søen. Et deiligt Syn! Her var Dianas Speil i gamle Dage, og sandelig! Gudinden kunde ikke vælge sig et bedre Glar, og Nympherne ingen yndigere Egn at streife omkring i. Solen stod endnu omme bag Monte Cavo; hele den store Skovstrækning paa Skraaningen af Bjerget, og en Deel af Forgrunden laae i Skygge. Lyserøde Skyer med hvid og blaalig Rand svævede med Morgenvinden henover Gensano og Campagnen; selve Søen med de grønne Fjeldvægge var et glimrende Straalehav. Det var intet Sujet for en Malers Pensel, men nok en Gjenstand for et menneskeligt Hjertes Følelser. Der gives saa mange Ting her i Verden, som Kunsten ikke kan og bør befatte sig med. Hvad der er lavt, bliver stygt; det altfor Høie og Uudsigelige er et farveløst Lys, som ikke bryder sig i et jordisk Prisma, og hvad er Kunst andet, end en Opfatten, Gjenføden og Fremstillen af sammenhængende Enkeltheder?
„Kan Du vise os et Sted, min Dreng, hvor man kan faae Noget at spise?" spurgte jeg Pogen, der var værd at tegne med sine sorte Lokker og Øine og brune Kinder under den lille spidspullede Hat, i grov Skjorte og smudsige Knæburer, med blotte Fødder. „Jo nok Signore," svarede han, „naar jeg ogsaa maa faae en Bid med; vi ere lige i Nærheden af et deiligt Kjøkken;" og dermed sprang han ned ad Veien og dreiede ind i en snever Gang bag et stort Klippestykke. Vi fulgte efter; B. steg af udenfor og syslede lidt med Saddelen; jeg blev siddende og red ind paa det Sted, hvor Drengen var forsvunden. Men hvor forskrækket blev jeg ved pludselig at see mig inde i ens. 47rummelig Fjeldkløft, indrettet til en Bolig ved et Skuur og Arnested op ad Fjeldvæggen, med nogle Borde og Bænke udenfor, hvor der sad en halv Snees lasede Karle, sande Røverphysiognomier, Biin og Mad sor sig, syngende og stølende af Livsens Kræster. Jeg tænkte i det første Øieblik hverken paa Flugt eller Modværge; i Fraskati havde man ofte talt om, at Røverne ikke ganske vare udryddede; men paa mine eensomme Vandringer paa Kryds og paa Tværs her i Bjergene var der aldrig hændt mig Noget, som i mindste Maade kunde foranledige Mistanke om, at Egnen ikke var sikker. Da jeg havde overvundet det første Indtryk, sagde jeg saa roligt, som det var mig mueligt, god Dag! og dreiede Æselet om for at ride tilbage; i det samme kom B. trækkende med sit Dyr. Han saae paa mig; Angst stod malet paa mit Ansigt. ˮHvad er der paafærde?“ spurgte han. Jeg fortalte ham om det underlige Syn derinde og meente, at vi skulde skynde os afsted. Han var af samme Mening, men idet vi stode og snakkede sammen, vendte det rolige Overlæg tilbage igjen. Vi fandt det besynderligt, at Ingen forfulgte os; havde de Ondt isinde, vilde de vist allerede have været paa Veien efter os; desuden undflye kunde vi ikke. Vi besluttede os derfor til at gaae derind igjen. Ved Indgangen kom Drengen springende henimod os. ”Vil I da slet ikke have Noget af alle de deilige Ting, som de lave derinde i Kjøkkenet? “ spurgte han og tog imod Æslerne. Jeg strøg Lokkerne tilbage fra hans Pande og saae ham skarpt ind i de aabne, deilige Øine. ”Nei B., sagde jeg, et saadant Ansigt kan ikke være en Spion fra en Røverrede, kom, lad os gaae, er det galt fat derinde, maae vi finde os i vor Skjæbne; “ og uden videre paalagde vi Drengen at binde Dyrene godt fast og lovede ham saa Meget, som han kunde spise.
Med et kjækt og bestemt ”God Morgen! “ traadte vi ind til Selskabet, og spurgte Værtinden, der stod henne ved Ildstedet, en aldrende Kone, om vi kunde faae lidt for Tanden. Et Pars. 48Karle reiste sig fra Bænken, trak den længere ud og bad os sidde ved Siden af dem. Det var intet daarligt Tegn; vi saae ikke heller nogetsomhelst Vaaben, uden de sædvanlige store Foldeknive, som enhver Bonde bærer i sin Lomme. Vi takkede, toge Hattene af, fik lidt Band for at vaske Ansigtet, og bestilte nogle Folietter Biin og Glas, hvoraf vi ogsaa bød vore Naboer Noget. Lidt efter lidt, altsom vi kom os af vor Forskrækkelse, begyndte vi at tage hele den pittoreske Scene i nærmere Øiesyn. Det var en ægte Salvator Rosa; Himlen hvælvede sig klar og deilig over den dybe Kløft, gjennem Sprækkerne trængte sig utallige Buskværter og Slyngplanter i tætte Masser frem, og skjulte hist og her med deres lange Ranker de nøgne, takkede Klipper; Røgen hvirvlede op ad Bæggen, og Ilden knittrede henne ved det sorte, aabne Arnested, som om den vilde sprænge Stenen. De fleste af Bønderne vare ikke ragede i mange Dage, og i deres maleriske Dragt med opstrøifede Skjorteærmer, og de brune muskuløse Arme, dertil de gnistrende Øine og det livfulde Minespil, saae de ud som livagtige Birbanter. Det var et sandt Studium, at see disse kraftige Naturmennesker paa deres egen Boldgade. Et Par begyndte at spille Mora, Resten røg Tobak, drak og spiste, og det under en Hylen og Skrigen, at man neppe kunde høre sine egne Ord. En ung Karl, som sad ligeoverfor os og havde faaet et Glas af vor Biin, forlangte en Foliette, som vi maatte tømme med ham. Imidlertid var en nydelig, næsten fuldvoren Pige kommen ud af Hytten. Hun tog sin Haandteen, satte sig ned hos Moderen, og begyndte at spinde, paa samme Maneer, som vi see det paa de gamle Fremstillinger af Parcerne. Etslags Korsklæde, der faldt heelt ued over Ryggen, klædte hende smukt; vi havde endnu ikke seet denne Maade at sætte det paa; thi her i Egnen kjender man Fruentimmerne fra næsten enhver By paa deres forskjellige Hovedtøi. B. skottede et Par Gange hen til hende; jeg havde det nemmere, da hun næsten sad ligeover for mig; mens. 49den unge Karl syntes at kiende hende nøiere og holdt Øie med mine Undersøgelser. Medens dette foregik, havde vor Padrona faaet en deilig Æggekage lavet, dertil udmærket frisk Skinke og nogle Figener. Det var Herremad for Ganer, som bruge Mad og Drikke kun til at stille Hungeren med. Vi indbød Selskabet til at deeltage i vort Maaltid; de undskyldte sig med, at de allerede havde spiist, men paanødte os for denne vor Artighed saa mange Glas Viin af deres egne Flasker, at vi tilsidst maatte gjøre dem opmærksomme paa, hvor ulige Forholdet var, og at vi kun nødig vilde indlade os paa en Kamp, hvori vi øiensynlig maatte bukke under. Bønderne loe. „I kommer fra Fraskati, som I har fortalt os,” sagde Een; „Jeres Viin er rigtignok hvid og sød; men denne, see! hvor mørkerød den er; det er noget ganske anderledes Drueblod, kan I troe, end Jeres hvide Jomfrumælk, som kan drikkes i Spandeviis.” Vi roste Vinen og viste i Gjerningen, at vi meente det oprigtigt. Lidt efter lidt fik de nu deres Vpldter frem og sendte Drengen bort for at hente deres Æsler og Heste, som stode længere henne i enslags Stald, som var hugget ud i Klippen. Det varede ikke længe, saa blev det stille i vor eensomme Fjeldkløft; Ilden knittrede endnu, og Røgen hvirvlede op i Luften; den skyfrie Himmel med dens mørke Blaa stod endnu som det stolteste Tag over os, og Pigen sad med sin Tcen, og spandt uden at tale et Ord; vi hørte hende ikke engang nynne en Sang eller et Ritornel; hun lignede det skjønneste Marmorbillcde, som havde faaet Farve og Liv under Kunstnerens Hænder. Det var varmt udenfor, og da vi havde et godt Stykke Vei til Hjemmet, vilde vi ikke begive os paa Reisen i denne Middagshede; Resultatet af vore Betragtninger blev, at vi forlangte et Par Knipper Halm, redte os et Leie, bad Drengen at spise, saa meget han vilde, men at holde Maade med Vinen, glemte Ungmøen, Hulen og Røverne, og sov saa sødt og blideligt, som jeg idetmindste ikke har sovet i mange Dage.
4
s. 50Hen paa Eftermiddagen vækkede Konen os og sagde, at, dersom vi vilde til Fraskati inden Aften, var der ingen Tid at spilde. Drengen laae ved Siden af mig og sov fast, da vi reiste os. Jeg havde fattet Yndest for denne lille Erkeskjelm og vækkede ham, for at sige ham Farvel, idet jeg trykkede et Par Bajok i den sorte Pote. „Nei endnu ikke Farvel!” raabte han, „jeg er fra Nemi, og hvis I tillader, vil jeg følge med Jer derhen.” Han hentede nu Dyrene, og under mange Taksigelser og gode Ønsker fra den Gamle red vi ned ad Nemi til, dog uden at have seet Noget til den unge Pige, en Omstændighed, som B. især tog sig meget nær, da hun havde sundet Naade for Kjenderens Øine.
I Nemi opholdt vi os ikke længe. Byen har den smukkeste Beliggenhed af alle de Smaabyer, jeg har seet her i hele Egnen. Kunde man boe her i nogle Maaneder, drage en Muur omkring sig, saa at Ingen ved sin Mønstren, Opmuntren og Indgriben kunde forstyrre Ens daglige Sysler, jeg er overbeviist om, Mangen En vilde ikke længes ud af denne frivillige Indhegning, men tilfreds med sine Kaar, med Verden og sig selv, fuldføre meget af hvad han nu maa drage omkring med, og kaste fra sig stykkeviis t en Hast, lykkelig, naar han griber et gunstigt Øieblik, hvor der er Fred og Taushed rundt omkring ham.
Veien til Gensano gaaer næsten i lige Linie mellem smukke Skovpartier; hist og her seer man et Glimt af Søen. For nogle Maaneder siden havde jeg været der til Blomsterfesten; ogsaa B. kjendte Byen og Omegnen af flere Beføg. Den første er ægte italiensk; smudsige Gader og Stræder med daarlig Steenbro, fremspringende og tilbagegaaende Bygninger, Altaner og smaa Arcader uden Vinduer, Gavle, Udbygninger, Façader og Sidefløie i alle mulige Stillinger mod hverandre indbyrdes; men de yndigste Former hos begge Kjøn. Med en smuk Kone, som kom gaaende med en Kurv paa Hovedet, fuld af Appelsiner og Figener, og falbød sine Vare, slog vi en lille Passiar af midts. 51paa Gaden og fyldte omsider vore Lommer. Det gjorde ingen videre Opsigt; de eneste, der lagde Mærke til os, vare Gadedrengene og nogle smaa Tøse, som flokkede sig omkring vor Gruppe, og, da vi droge videre, som en lang Hale forfulgte os et godt Stykke ned ad Veien. Sono una bella poverina! raabte en lille Glut og takkede med et mille grazie, Signore mio ! da hun fik en Bajok at løbe med. Den nærmeste By var Ariccia. Der havde jeg samme Dag, som Festen i Gensano var forbi, tilbragt en fornøielig Aften i en Locanda tilligemed en kjær Landsmand, Maleren T. og nogle franske Kunstnere, da vi ikke kunde opdrive en Seng eller et Sovested i hele Gensano. Ved en Balustrade, skraas over for Kirken, havde vi faaet Bord og Bænke opstillet og beplantet med nogle dygtige Folietter, som vi ikke forlod førend langt over Midnat.
Albano naaedes endnu betids nok for at kunne aflægge et Besøg hos Englænderen fra Castel Gandolfo. Baade han og Datteren vare heldigviis hjemme. Hun reiste sig fra et lille Staffeli, da jeg kom ind, men satte sig strar ned igjen og deeltog ikke videre i Samtalen. Der var nu ret Leilighed til nøiere at betragte dette yndige Bæsen. Siden jeg havde seet hende sidste Gang i Rom, var hun bleven meget svagere. Den fine, hvide Hud var næsten gjennemsigtig; de røde Pletter paa Kinderne og de brændende brune Øine bebudede noksom, hvilken Skjæbne der forestod den ulykkelige Fader. Han foreslog en Ridetour til Albanersøen; hun var strar villig til at føie ham; men da B. havde faaet det Løfte af mig ikke at blive for længe borte, maatte jeg bede mig undskyldt og tillige afslaae hans Indbydelse at tilbringe Aftenen hos dem.
Da vi kom op til Bankerne og red langs om med Søen, var Solen lige ved at gaae ned. Hvor mange Gange har jeg nu ikke allerede seet denne Glød og det deilige Farvespil i Overgangen fra det gule Daglys til det prægtige Purpurskjær, og hver Aften, naar dette Øieblik nærmer sig, maa jeg alligevel ud ogs. 52søge mig et ophøiet og frit Standpunkt, for endnu engang at see det. Undertiden overvælder mig da en underlig Følelse. Det er, ligesom Jorden var veget bort under mine Fødder, og Sjelen løsnet fra alle de Baand, hvormed en mægtig Billie har knyttet den til Støvet. Al Lidenskab eller Sindsbevægelse, Længsel, Haab, Kjærlighed, ja selve Tanken, synes mig, er forsvundet; Alt, hvad der er tilbage af et levende Væsen, er en drømmeagtig, halvbevidst Tilstand, enslags Beskuelse, men forbunden med en uendelig salig Følelse. Er dette Phænomen det reent Aandelige, som træder frem og kuer de jordiske Bestanddele i den underlige Blanding, som vi kalde Menneske, eller mon det snarere er en Virkning af de jordiske Kræfters Overmagt, af enslags Jordmagnetisme, som binder Aanden? I al Fald er det besynderligt, at jeg aldrig har følt noget Lignende, idetmindste ikke i saa høi en Grad, førend her i Syden.
4*
Den 12 August.
Nede i Byen boer en engelsk Familie, hvor T. og jeg pleie at komme nogle Gange om Ugen. For længere Tid siden ankom deres Søn hertil, en ung Søofficeer, som jeg snart gjorde Bekjendtskab med, da han var en munter, vakker Gut, og jevnlig besøgte mig. Paa vore Spadseretoure om Aftenen havde vi undertiden mødt nogle unge irlandske Geistlige, omtrent jevnaldrende med os, som for deres Helbreds Skyld opholde sig nede i det omtalte Capucinerkloster ved Landeveien. Som Landsmand blev han snart bekjendt med dem, og efter flere Ugers Forløb blev jeg ogsaa dragen ind i deres Kreds, besøger dem nu jevnlig i Klosteret, og seer dem ogsaa undertiden hjemme hos mig. De to af dem have en hos de unge romerske Geistlige usædvanlig Dannelse, tale udmærket godt Latin, ere hjemme i Historien og den classiske Littaertur, og give Samtalen gjerne et vist philosophisk Anstrøg, naar en videnskabelig Gjenstand bliver bragt paa Bane.s. 53Som Katholiker ere de naturligviis ikke frie for en vis Stræben efter at gjøre Proselyter. I Begyndelsen mærkede jeg Intet til denne Lyst; men senere have de lagt den tydeligt for Dagen; især, naar den unge H., Officeren, er tilstede, dreie de Samtalen bestandig hen paa thcologiske Materier, og drøfte dem med en Veltalenhed, som undertiden er forbausende. Forleden Middag hentede de mig for at besee et Kloster nede i Byen. H. kom siden, da vi stode inde i Bibliotheket. Jeg veed ikke, hvorledes det kom, men vor fredelige Samtale om Bygningen, Klosterlivet og adskillige Bøger, som laae paa Bordet, gik paa engang over til en meget ivrig Disput om nogle af de katholske Grundlærdomme. Da der i den senere Tid havde viist sig en Deel religiøse Skrupler og Tvivl hos H., var det ikke godt, om han muligen blev Vidne til mit Nederlag, hvorfor jeg tog nogle Stole, foreslog at vælge en Præses, og da for Alvor at disputere paa Latin, da der nu engang skulde disputeres. Den ældste af dem meente, at det kun var Spøg; men da jeg halv for Løier paastod, at de enten skulde slaaes paa Liv og Død, eller lade mig være i Fred med deres idelige Angreb, sprang den Yngre med en Stol op paa Bordet, satte sig ned, ligesom det kunde være en lille Pave, i sin side blaae Kjole, med røde Kanter, og bad sin Kammerat at tage ordentlig fat paa Kjætteren, men roligt og alvorligt, som det sømmede sig for Videnskabens Dyrkere. H. stod bag ved os, men kom senere ont paa Siden af vs, og stirrede paa os, ligesom om han vilde læst Ordene ud af vore Øine. Min Modstander var værd at lægge Haand paa. I Førskningen holdt vi os til det reent historiske Gebet, men der var ingen Udkomme med ham; Alting er her saa grundmuret, da Ja og Nei ikke kan fremtvinges. Baronius har ikke sat bedre Stiver under, end denne unge Irlænder gjorde i sit livlige Foredrag. At der har været et Episcopat og en Kirke til, næsten lige fra Begyndelsen af, kunde jeg ikke negte, heller ikke den Paastand, at det Hele efterhaanden har udviklet sig; this. 54Kirken er et Historisk Phænomen. Men om den hellige Aand, eller en Verdensaand har været Drivesjederen, er det, det kommer an paa. Jeg maatte da lægae mit Kriterium udenfor Kirken, og der var jeg paa min rette Hylde. Da Striden begyndte at blive hidsig, knude Præses ikke holde sig længer; han sprang op fra Stolen, løb frem og tilbage paa Bordet, skreg og trampede med Fødderne, rev omkring i et lille Ny Testamente, som han trak op af Lommen, og lod os ikke komme til Orde. Det var en sand Comedie; vi talte og skreg Alle tre næsten paa eengang; Ingen hørte mere, hvad den Anden sagde; den Yngre talte Engelsk, og citerede Skriftstederne paa Græsk; den Ældre og jeg vedbleve endnu at tale Latin; H. vilde heller ikke være en ørkesløs Tilskuer, forsøgte at mægle Fred og gjorde Sagen endnu værre; ingen polsk Rigsdag har nogensinde været uroligere, og Gud veed, hvad Vending det Hele skulde have taget, dersom ikke en gammel Capuciner var kommen ind af Døren. Hans ærværdige Udvortes og rolige Adfærd kjælnede snart vor Iver. ”Kom, lad os være gode Venner igjen!” sagde den Yngre og sprang ned af Bordet. Den Ældre lagde Haanden paa min Skulder og sagde paa sin blide, godmodige Maneer: ”Du er dog ikke vred, min gode Dreng?” H. glædede sig over, at Sagen havde saaet et godt Udfald for begge Parterne, og foreslog at gjøre en Tour til Villa Conti; hvilket Forslag ogsaa blev antaget. Hermed var Striden endt; vi loe alle tre over vort lille Concilium og gik endnu en Times Tid i Haven. Det kommer der ud af, naar unge Brushoveder, som vi Allesammen ere, faae Lyst at paanøde hverandre gjensidig Noget, som ikke lader sig opfatte eller forarbeide i et Øieblik, men bør indpode sig selv langsornt, under Livets mangfoldige Omskiftninger, Mar det skal tilhøre vort Jeg og bære Frugter som Saadant.
Et andet Bekjendtskab, som jeg har gjort nede hos H., er en ung Abbate af god Familie. I Aftes gik vi sammen op til Villa Bracciano. Han synes ikke synderligt at bryde sig om des. 55mange hellige Mysterier. Da jeg fortalte ham den moersomme Scene nede i Klosteret, brast han i Latter, gned Hænderne, og meente, at det lignede os Cimmerier. Derimod har han stor Interesse for sin fædrelandske poetiske Litteratur, og er vel bevandret baade i den ældre og nyere. Dante og Boccaccio ere hans Yndlingsdigtere; Petrarcas aandeligc Kjærlighed er ham lidt for affecteret og abstract; han formaaer vel sagtens ei at sætte sig ind i en saadan Stemning, da han, saavidt jeg kan mærke, holder meget af det Reelle. Bi kom idag just til at tale om den besynderlige, og her i Landet saa almindelige Færdighed, at kunne improvisere. Jeg veed nok, at Sproget er særdeles beqvemt dertil, og at der kun behoves en Smule almindelig eller saakaldet lærd Dannelse og lidt Øvelse for at kunne skille sig taaleligt fra de vanskeligste Opgaver; thi blandt de faa Improvisatorer af Profession, som jeg har hørt, var der ingen med virkelig poetisk Talent; Sproget forekom mig altid at være en Pose med færdige, i Forveien tillavede Billeder, Riim og Vendinger, som Kunstneren greb ned i; det kom ikke fra Hjertet, og gik derfor ei heller til Hjertet; derimod har jeg enkelte Gange af Almuesfolk hørt nogle Smaasange paa rimede Vers, eller saakaldte Ritorneller, Recitativer, naturlige Udbrud af virkelige Følelser, som forekom mig i høi Grad at være poetiske. Vi talte meget om denne Materie; som Italiener, var det narurligt, at han ansaae det Meste, af hvad jeg vilde kalde tom Declamation, for ægte høi Poesie; hine Smaating, som jeg sætter saa megen Priis paa, vare i hans Øine af ingen Betydenhed. Vi kunde paa ingen Maade blive enige. Omsider foreslog han, at jeg skulde give ham en Slump vanskelige Enderiim, og tilbød sig at lave en Sonnet deraf. Hans Ønske blev opfyldt. Han betænkte sig et Øieblik og reciterede derpaa et lille Kjærlighedsdigt, hvis Indhold var en Beskrivelse over den Elskedes Yndigheder og Længsel efter Bønhørelse. Det var virkelig smukt. Paa mit Spørgsmaal, om han maaskee elskede ens. 56Dame i denne Tid, svarede han: „Ja, det forstaaer sig, man bør altid have en eller anden, man sværmer for.” Min Mening var nu, at der hørte ingen Kunst til for ham at improvisere om Kjærlighed, da denne Følelse gjør det meest upoetiske Menneske til enslags Digter; „desuden”, sagde jeg, I Sydboerlave vist allesammen mange saadanne Sonnetter om Dagen, om ikke paa Papiret, saa dog vist i Hjertet.” Derimod forlangtes, som Beviis paa hans Kunst, en Monolog af Brutus, Aftenen før Slaget ved Philippi, i det Øieblik, han har seet Gjensærdet. Han ansaae det for ingen let Opgave, men haabede at kunne tilfredsstille mig. Begyndelsen var ganske god; korte, afbrudte Sætninger, hurtigt afverlende Tanker, kold, stolt Rolighed, kraftig Resignation; det var intet uværdigt Sidestykke til Shakspeares Cæsar. Resten derimod var usigelig flau. Han følte ogsaa, at han begyndte at udtømme sig, og maatte tage sin Tilflugt til Gesticulationsfagter. Han rev en Pind op fra Jorden, som laae ved hans Fødder, brugte den som Dolk, og fægtede omkring i Luften med den. Bi stode netop ved Opkjørselen til Hovedbygningen, hvor man har en smuk Udsigt over Muren, som beskytter Veien mod Skrænten. Det tog sig komisk ud paa dette Naturens Theater; og havde Nogen seet os, vilde han vist have troet, at vi enten vare afsindige eller etslags Carbonari. Men i det samme glemte min Brutus paa eengang baade Rom, Fjende, Frihed og sig selv. En ung Bondepige, en bekjendt Skjønhed, Datter af en Gartner eller Forpagter i et Udhuus ved Villaen, kom gaacnde ned ad Velen, ligesom han var inde i nogle smukke Tirader om Republikens Tider og dens gyldne Frihed. Neppe blev han hende vaer, førend Friheden ved en besynderlig Jdeeassociation pludselig personificerede sig og blev til en jordisk Skjønhed med sorte Øine, bølzende Barm, smækker Midie og andet deslige. Da hun gik forbi og hilsede venligt, faldt han reent ud af sin Rolle. Han tog Hatten af, lod Pinden falde og raabte med megen Salvelse:s. 57„Ja deilige Englefrihed, (Hun Heed nemlig Angelica), Dig skal jeg favne i Dødens sidste Stund, i Dine Arme vil jeg døe.” Pigebarnet blev ganske forskrækket og løb saa stærkt, hun kunde. Jeg var nær ved at briste af Latter; han selv loe alt, hvad han knude og spurgte, om jeg var tilfreds med hans Kunststykke. Jeg sagde ham med faa Ord min Mening, men noget Alvorligt kunde jeg naturligviis ikke fremføre; desuden havde han vel neppe forstaaet mig, ifald jeg havde begyndt at tale om den første Betingelse for al Poesie: indvortes Drift t inderlig Harmoni med en udvortes Anledning. —
Da vi gik hjem i Mørkningen, mødte vi Angelica igjen. Hun syntes endnu at være bange for os, men blev snart beroliget, da jeg fortalte hende Aarsagen til Abbatens heftige Udbrud. Hun ligner min Flavia, men har ikke hendes deilige Øine.
Den 16 August.
Størstedelen af forrige Nat tilbragte B. og jeg under Guds frie Himmel, og det i et Selskab, som man kun her i Syden kan være det bekjendt. Jgaar Aftes sadde vi netop hændelsesviis nede i vort Osteri ved en Foliette god Viin, og havde just spiist vor Aftensmad, hvortil vi selv pleie at kjøbe Hovedingredientserne paa Torvet, lidt Skinke, een eller to Meloner, Figener og grønne Mandler. Pasqvale besørger et Bord dækket henne i en af Krogene, har alletider en reen Dug, godt Hvedebrød og den bedste Biin i hele Egnen, og kjender vor Smag, hvisaarsag jeg idetmindste ikke kommer i noget andet Osteri i Byen. Jaftes var det næsten tomt til Klokken ti; kun et enkelt Par Moraspillere stølede omme i den anden Ende af Kjælderen, og nogle Bønder fra Marino sadde i deres luvslidte, mørkebrune Kapper og spiste en tarvelig Aftensmad. Men lidt efter lidt opfyldtes det store Rum med talrige Smaapartier fra Byen. Bi slukkede vort Lys og saae paa denne moersomme Scene. Da der kuns. 58brændte nogle faa Lamper paa deres Borde, knude vi sidde uforstyrrede t Mørke. Ogsaa Flavia var tilstede med sin Stedmoder. De sang og drak, som sædvanligt, sendte Bud efter en Tambourin og begyndte at dandse en Saltarella. Bed denne Leilighed maatte Tilskuerne rykke lidt længere tilbage, og da Pasqvale hændelsesviis gik forbi os med en Lampe, fik en ung Bignarol, som vi kjendte, Øie paa os, og snart flokkede sig en Deel omkring Bordet og bade os at træde nærmere.
Henimod Midnat bleve de Ældre formodentlig kjede af al denne Hurlumhei og forlode efterhaanden Osteriet. De Yngre, hvoriblandt ogsaa mange Gifte, vedbleve deres Dands og Lystighed. B., som ikke havde faaet sin Middagsluur, søgte at overtale mig til at gaae hjem med sig, da jeg havde glemt Nøglen; men i det Samme bragte man et Forslag paa Bane, som forandrede vor Beslutning. Den omtalte Bignarols Broder, en ung, velskabt og særdeles vakker Mand, indbød hele Selskabet til at følge med ned i hans Vigne, hvor det var svalere, og tillige bedre Leilighed paa en fri Plads udenfor Huset. B. afslog først paa det bestemteste Indbydelsen; men da Flavia holdt sig ved Siden af en ung Kone, og Stedmoderen vandrede hjem med nogle aldrende Matroner, anvendte jeg alle mine Taleevner for at bevæge ham til at blive. Mine Kunster vare forgjæves, indtil der undslap mig de Ord: „Tidligt eller sildigt, naar vi sees igjen i Danmark, skal jeg takke Dig for denne Aften.” Det slog ham; vi bleve, og fulgte med den tætte Klynge ned til Vignen.
Da vi gjennem mørke Stræder og en Mængde steile Fodstier paa Kryds og paa tværs, bestandig nedad, vare ankomne til Stedet, fandt vi endnu en døsigt brændende Lampe staaende i Vinduet. Døren gik op; to uuge Piger i en natlig Bondenegligee, og en gammel Kone kom ned ad Trappen og bød os Velkommen. Derpaa flyttedes der en Mængde Stole og Bænke allevegne fra sammen, og opstilledes hist og her, uden Symmetris. 59og Orden. Hytten var næsten heelt begroet meb Viinløv; Pladsen begrændsedes paa de to Sider af høie Viinstokke og Figentræer; en gammel Elm og en kroget Eeg stode mellem noget Krat paa den tredie, lige ved Randen af en høi Brink, hvor man kunde see dybt ned i Afgrunden. Selskabet tog Sæde, paa to eller tre Par nær, som skulde aabne dette simple Skovbal. B. var blandt de Første; jeg havde ikke Lyst at dandse, idetmindste ikke med Andre, end Flavia. Jeg ledte efter hende; hun sad henne ved Trappen i Skygge, da tv Lamper, som man havde tændt, vare flyttede om paa den anden Side. To unge Fruentimmer, som hun jævnlig pleier at gaae ud med, sadde paa samme Bænk; en Gruppe raske Ungkarle, i Skjorteærmer, som med Begjærlighed ventede paa, at Touren skulde komme til dem, stode lige foran dem og saae paa de Dandsende. Jeg gav hende et Vink, og da det blev besvaret, rykkede jeg nærmere og nærmere, til det endelig lykkedes mig ar naae Bænken og sætte mig ned ved Siden af hende. Vi havde Meget at tale om; det var næsten otte Dage siden, vi havde talt sammen en Aften i Villa Conti. Men i min Glæde over dette heldige Møde maatte det ikke glemmes at conversere hendes Selskabsdamer; hvor den Veltalenhed kom fra i dette Øieblik, der krævede al min Anstrængelse, for at dele min Opmærksomhed, finde Stof og bruge det til en Conversation med disse tre Fraskatanerinder, er mig en Gaade; men hvor der er et Lyspunkt i Ens Erindring, fordunkles og forsvinde alle de øvrige Minder, forsaavidt de ikke tjene til at fremhæve det ene Kjære og Vigtige. Endnu i Dag, kun nogle faa Timer efter, er det mig ikke muligt at huske Alt, hvad der blev talt om, hvad jeg gjorde for at skjule min Lidenskab for de Andre, og hvad Indtryk jeg troede at spore hos dem. Maaskee har jeg baaret mig løierligt ad; men hvad jeg husker, er nok for at gjøre denne Rat tit en af de mindeværdigste i min Erindring.
s. 60Landsmanden morede sig imidlertid, efter hans Sigende, fortrinligt. Da vi havde siddet en Times Tid omtrent, bad jeg Flavia om en Dands. Vignarolen gjorde Plads for os og førte os ind i Kredsen. En af hendes Bekjendtere tog Tambourinen, B. istemte Sangen, og nu dandsede vi en Saltara, hun med en fraskatansk Landsbypiges naturlige Ynde, jeg naturligviis lidt klodset, da der, som jeg før har talt om, hører megen Øvelse til at dandse den med nogenlunde Gratie.
Over hele denne lidt paphiske Scene stod Maanen klar og rolig paa den mørkeblaae Himmel. Det var sidste Qvarteer og dens Lys derfor ikke saa blændende hvidt, som det ellers pleier at være her ved skyfri og reen Luft; Natten var i Grunden behagelig sval, men ved Vinen og den idelige Spænding og Bevægelse var Blodet kommet lidt i Kog. Fruentimmerne kastede først deres lange Slør eller Korsklæde, dernæst det brogede, sædvanlig røde eller gule Tørklæde, hvormed enhver Fraskatanerinde skjuler sin Hals og Nakke, da Kjolerne eller Spencerne pleie at være temmelig dybt udskaarne. Sølvnaalen var det eneste, der endnu holdt paa det lange forte Haar. En ung Kone tabte engang denne Naal midt i Dandsen; Haaret bølgede øieblikkelig ned i Nakken, og da hun ikke strar mærkede det, eller der maaskee var en Smule Koketterie med i Spillet, da hun virkelig havde et udmærket smukt og langt Haar, faldt det omsider heelt ned og flagrede om Taillen og Armen, indtil en Anden fik hende standset i en Fart, og førte hende ind i Huset. Fruentimmerne bleve ikke videre forlegne ved dette Optrin, Mandfolkene mumlede: com’ è bella! og dermed var det Heleglemt.
Tiden gik imidlertid, som man let kan forestille sig, meget hurtig, og havde Solen ikke været saa tidlig paafærde, havde de vist ikke ophørt saa betids, som de gjorde. Flavia var den første, der gjorde mig opmærksom paa, at Maanen blegnede, og at det begyndte at dages hen ad Tivoli til. Vi skyndte nu paa at komm eafsted. Det var ikke let for Vignarolen og hanss. 61Broder, med Lempe og lidt efter lidt at faae Ballet hævet. Fruentimmerne gjorde imidlertid deres Toilette; der blev drukket nogle Folietter og i en lang Nække, for det meste Par og Par sammen, forlode vi dette yndige, hyggelige Sted og begave os paa Hjemveien. Bed Porten skiltes de Fleste ad; ogsaa B. sagde træt og søvnig god Nat til Flavia og mig, og smuttede ind ad Døren. Jeg følte intet til Mathed, hverken i Aand eller Legem, og da jeg gik ned ad den stille, tomme Gade, vingelet, med Flavia under Armen, og siden op ad Villa Falconiera til, trængte jeg alle andre Tanker tilbage i min Sjel, og lod Fortid og Fremtid skjøtte sig selv, da det nærværende Øieblik nok kunde veie op imod Alt, hvad jeg hidindtil har oplevet i mit korte Liv.
Det var blevet ganske lyst, da vi skiltes ad ved Villa Piccolomini. Hun ilede ind ad Byen til; jeg gik langsomt op igjennem Haven, paa den bekjendte Sti, sprang over Gjerdet, og stod snart ved den store Jernport, som heldigviis var aaben. Da jeg kom op paa mit Værelse, var det mig ikke muligt at sove. Jeg stod nogle Minuter i Vinduet; Lys og Liv tindrede mig imøde; mit Øie saae ud over mange bekjendte, henfarne Slægters Grav. Ogsaa Du skal hvile engang; lad hiin Hvile blive saa sød, som Livet heroppe paa denne deilige, underfulde Jord! tænkte jeg, og fordybede mig snart i mine Bøger. Først senere hen ad Formiddagen tog jeg mig en lang og vederqvægende Siesta.
Castel Gaudalfo, den 18 August.
Jaften ankom jeg her til Byen t Selskab med to unge Euglændere, som havde indbudt mig til en lille antiqvarisk Giro i Omegnen af Marino og Albano. Det er dannede vakkre Mennesker, med en levende Sands for Naturen, og usædvanlig Interesse for de mange Oldtidsminder, som vi havde Leilighed til ats. 62besee paa vor Vandring. Vi dvælede især længe ved den bekjendte Emissair i Albanersøen, som nok kan maale sig med den ældgamle store Vandledning fra Forum ned til Tiberfloden.
Det er virkelig et forbausende Jetteværk, dersom det virkeligt heelt igjennem er gjort af Menneskehænder. Man antager i Almindelighed, og denne Mening grunder sig paa de Gamles udtrykkelige Vidnesbyrd, at det blev begyndt og fuldført under den sidste vejentiske Krig, da Søen ved ubekjendte Aarsager var steget til en saa betydelig Høide, at den truede hele den nærmeste Omegn med Oversvømmelse. Det sidste kan være et historisk Factum, og er ei heller urimeligt, da man kan tænke sig de underjordiske Canaler, hvorved Søen, som et gammelt udbrændt Krater, stod i Forbindelse med Havet, ved en eller anden Naturrevolution forstoppede. Maaskee var dengang den underjordiske Ild, hvoraf man endnu seer saa mange Spor her i Bjergene, ikke ganske udslukket; det var ikke mange Aarhundreder siden, at Cacushulen paa Aventinerhøien, som Virgil omtaler, eristerede; det var vel ogsaa er Ildsvælg mellem Capitolet og Mons Palatinus, som Curtius.styrtede sig ned i; endnu den Dag idag udstøde nogle Kilder ved Tivoli, den saakaldte Albula, Røg og Svovldampe, og Søen ved Gabii, Lago di Pontano, er ligeledes øiensynlig en udbrændt Vulkan.
At altsaa et saa usædvanligt Phænomen, som Vandmassens hurtige og betydelige Tilvert i Søen var, ikke er umuligt, og kan tilskrives vulkanske Revolutioner i Bjergets dybeste Rødder, er aldeles i sin Orden. De Gamles overeensstemmende Vidnesbyrd, i Henseende til Tiden, kunne ei heller antages som forkastclige. Men derimod, naar man nøie betragter hiint uhyre Værk, hvorved de skulle have afledet Vandet, og tager Hensyn til Tiden, hvori det skal være skeet, maa der, synes mig, reise sig nogle grundede Tvivl, om en senere Tid ikke maaskee knude have udsmykket de nærmere Omstændigheder, og sat dem i Forbindelse med Indtagelsen af Veji, dette Romernes Ilium, soms. 63Niebuhr siger. Hele den Historie om den vejentinske Arusper og hans betydningsfulde Udsagn synes mig lidt eventyrlige. Hvorfor behøvede det romerske Senat at tvinge ham til nok engang høitideligt at aabenbare hun gamle Spaadom, da den allerede var røbet? Som god Patriot kunde han jo desuden ligefrem have negtet det. Cicero har ogsaa havt et andet Sagn for Øie, naar han fortæller, at Romerne ved en Overløber fik Kundskab om Vesentemes Spaadom. Besynderligt er det ogsaa, at det Svar, som Theoreme medbragte fra det delphiske Orakel, stemmer saa aldeles overeens med Spaadommen. Det er i det Hele taget, synes mig, snarere at formode, at det var et gammelt, ogsaa hos Romerne beksendt Sagn, at Vejis Sksæbne var knyttet til Albanersøens Vande.
Imidlertid trænge disse historiske Gaader ikke videre til nogen Opløsning. Det er smukke væsentlige Episoder i et Digt, og bidrage meget til Illusionen, siden der blot kan være Tale om et Digt i hine Tiders Historie, med nogle virkelige Facta til Grundlag. Det Samme gjælder om den korte Tid, hvori Canalen skal være anlagt. I Aaret 358 kom Theoreme tilbage, og allerede 359 var, ifølge Livius, Vandet ledet ud paa Markerne; samme Bæk, der endnu driver sieve Møller og kaldes rio petroso. Naar man betænker, at Emissairen er idetmindste halvanden romersk Miglie lang, forholdsviis betydelig høi, især lige ved Indlobet, saa langt man kan forfølge et paa et Stykke Træ svømmende Lys, og at den er brudt igjennem den haardeste Lava, paa de fleste Steder flere hundrede Fod under Jordens Overflade, saa kan man vel med Føispørge, hvorledes det romerske Folk paa en Tid, da formodentlig den største Deel af det vaabensøre og vaabenpligtige Mandskab laae for Vesi, i en Tidsalder, som efter al Sandsynlighed kun havde meget ufuldkomne Begreber om Nivellering og Grubedrift, skulde have fuldført dette uhyre Værk i saa kort sen Tid og med denne forbausende Nøiagtighed. Mig synes,s. 64det er rimeligere at antage eet af to, naar man ikke vil lade det beroe ved den simple historiske Tradition: enten har Arbeidet varet ulige længcre Tid, eller den store Vandmasse har ved det stærke Tryk mod Sidevæggene banet sig en Aabning gjennem Lavaen, der, som bekjendt, kan være porøs paa sine Steder, hvilket Hul de forsigtige, praktiske Romere siden gjorde større og sikkrede mod en mulig Forstopning; thi de omtalte Sagn kunne vel neppe omtvistes, hvad Vandets Stigen og Falden angaaer; ogsaa Sendelsen til Delphi og Orakelsvaret kan blive staaende, da det i og for sig selv ikke er ganske uhistorisk, og ikke bærer fremfor andre noget Præg af hiin Fictionssyge, der har gjort saa mange gamle Sagn ukjendelige.
Mine Reisefæller syntes, at jeg var altfor skeptisk, da jeg nede ved Søen foredrog min Anskuelse af Sagen for dem. Det er rigtignok slemt, at der kommer en saadan Tvivlelyst ind i En, naar man førsi begynder at give sig af med slige Ting. Men i Menneskenes Bøger maa man næsten altid kæmpe sig frem og leve paa Krigsfod; i Vor Herres Bog er der kun idel Sandhed, Lys og Orden, og det er kun Ens egen Skyld, naar man ikke kan hitte Rede i alle de mange dunkle Gaader, som dagligen beskinnes af den lyse Sol, og fremstille sig saa klart og tydeligt for vort Øie. Alles Liv er ikke tilstrækkeligt for at kunne afsløre hele den Væv af Løgn, som en stor Deel af Historien er indhyllet i; men een Dødelig kan gribe mangen Sandhed i Naturen, og hvo veed, om ikke Tiden engang, hvis den varer saa længe, aabenbarer de Hemmeligheder, som endnu ere tilbage.
Under slige mystiske Betragtninger klavrede jeg ved Siden af mine muntre Oldgranskere langsomt op af Kraterets Fjeldvægge. Det var blevet sildigt. Jeg foreslog at benytte Tiden, og ride snarest muligt tilbage til Fraskati. Men da Skumringen begyndte at falde paa, meente hine, at det var en altfor farlig Vei at ride i Mørke; især vare de bange for Egnens. 65ved Marino, og de skumle Dale ved den ferentinske Kilde og Grottaferratas Mølle. Endskjøndt jeg forsikkrede dem, at jeg havde gaaet denne Vei flere Gange alene ved Nattetider, og forestillede, hvor urimeligt det vilde være at angribe os, siden vi vare tre saa vevre Ungersvende, lod det dog til, at de vilde nødig sætte deres Liv i Vove. Jeg gav derfor efter, men spaaede dem, at det vilde blive et Natteleie à la campagne, som vi maatte tage til Takke med; hvilket ogsaa indtraf.
Efter megen Umage have vi endelig faaet et Logis hos enslags Spækhøker, det vil sige, et lille fiirkantet Hul uden Ruder i Vindueskarmen, med Stengulv og en Dør, som ikke kan lukkes. Et Bord og en Stol, som jeg har flyttet hen i det ene Hjørne, hvor jeg i dette Øieblik skriver disse Linier, ere de eneste Meubler; langs med Væggen reder Konen et Leie, bestaaende af nogle Knipper Halm, idet hun forsikkrer, at den er meget rar at overkomme her i Egnen. For en halvanden Times Tid siden kom vi hjem og holdt vort formelige Indtog. Vi havde været omkring i Byen, iblandt andet nede i et Osteri, hvor jeg første Gang prøvede paa at spille Mora med nogle Bønder. Jeg tabte hver Gang og maatte betale to Folietter. Det var meget livligt i Hovedgaden. Ved en Frugtkones Bord, som var deiligt oplyst med flere Papirslygter, stode vi længe og spiste Noget af al den Mængde herlige Frugt, som her var opdynget. En høi, bredskuldret Karl, med et mørkladent Ansigt og et Par gnistrende Øine, kom gaaende med sin lasede Kappe op over Skuldrene og tæt under Næten og stillede sig ved Siden af os for at see, hvad vi vare for nogle fremmede Dyr” Han saae ud til Alle haande. Det er det første Menneske, jeg har følt enslags Gru for her i Bjergene. Jeg bød ham nogle Druer, som han modtog med forbindtlig Taksigelse, idet han anbefalede sine Sommarer, hvis vi skulde have Brug for dem imorgen.s. 66Jeg svarede, at vi havde vore egne med os, hvorpaa han sagde Farvel og gik videre. Maaskee var han bedre, end hans Udseende lod formode. Nu er det henimod Midnat. Mine fine Englænders have allerede lagt sig tilrette paa det silkebløde Rosenleie, og imorgen skal jeg op med Solen, for at være betids i Fraskati hos mine Bøger. Det er altsaa bedst, at jeg slipper Pennen.
5
Palestrina, d. 22 August.
Veb at fortsætte min Dagbog eller Brevsamling, hvad Du vil kalde den, seer jeg, at det sidste Brev er skrevet i Castel Gandolfo. I de tre mellemliggende Dage har jeg ikke seet meget til Berden, en sildig Aftengang eller en kort Morgentour undtagne. Det er altsaa med et dristigt Spring, at Du flyttes over t en hyggelig, smuk Stue i det deilige Palestrina, hvor to Landsmand sidde ved deres Folietter og med det Allerførste have isinde at bestige en reen og pæn Thronseng, med grønt Silketæppe, sneehvide Lagener og Krølhaarsmadratser.
I Middags ankom vi her til Byen, som sædvanligt, alene uden Fører paa vore Æsler. Fra Monte Compatri dreiede vi af til Venstre, ned igjennem et yndigt, skyggefuldt Castagnetto, og gjennemskar næsten i lige Linie Campagnen. Omtrent halvveis begynde Vignerne og strakke sig op til Foden af de Sabinske Bjerge. Den gamle Via Labicana, som begynder nede i Campagnen ved et lille Osteri, fandt vi paa nogle Steder endnu næten heel og holden; de store Polygoner vare imidlertid meget forslidte, og hist og her fulde af dybe Hjulspor. Vi mødte flere af de store tohjulede Karrer, med vældige Stude for, et Kjøretøi, som vift er meget gammelt her i Egnen. Det var ellers grumme eensomt hele Veien, og da det var en usædvanlig stærk Hede idag, blev jeg først rigtig vel tilmode, efterat jeg her i vor Locanda havde brugt min sædvanlige forfriskendes. 67Hovedkuur, en dygtig Portion isnende koldt Kildevand over hele Overkroppen.
Vi toge os først en ordentlig Middagsmad og gjorde derpaa en antiqvarisk-malerisk Tour omkring i Byen. For En, der er lidt bevandret i dens ældre Historie, er der Adskilligt at lægge Mærke til; Kunstneren og Mennesket finder endnu Mere, da den har en udmærket smuk Beliggenhed, og er bygget terrasseviis paa Skraaningen af en temmelig steil Bjergryg. Det interessanteste Mindesmærke fra Oldtiden er det gamle Fortunas Tempel, eller rettere sagt, de faa, næsten ukjendelige Spor af samme. Der knytter sig mange Erindringer til dette Sted, da det i fin Tid var næsten ligesaa berømt, som Apollos i Delphi. Havde vi fundet det i dets gamle Herlighed, og en Præstinde i Helligdommen, skulde jeg ikke, som hun romerske Feldtherre, have ladet mig afholde fra at faae min Fremtid aabenbaret ved Hjælp af fremmede Guder. Nu maatte vi nøies med at rode lidt omkring i de gamle Rniner; derpaa fulgte vi Veien opad til Ja rocca, Stadens ældgamle Akropolis. I Kirken S. Pietro, som ligger næsten paa Spidsen af Bjerget, fandt vi et Maleri af Pietro da Cortona, en Client af det Barberinske Huns, der som bekjendt har betydelige Landeiendomme ved Palestrina. Det forestiller Herren, der betroer sin Hjord til Petri Varetægt. Den gode Tegning og Colorir gjør dette Maleri til et af Malerens bedste Arbeider, saa at det vel kan stilles ved Siden af hans berømte Sal i Palladset Barberini i Rom. Apostlen er imidlertid bedre lykkedes end Christusfiguren, der i Udtryk og Holdning, synes mig, ikke svarer til den Idee om Majestæt og Værdighed, som man pleier at gjøre sig om Christus. Han er her lidt Karlodolceagtig. Vi pustede en halv Times Tid i den svale Kirke, og traadte derpaa ud igjen, for at betragte det smukke Panorama, som aabnede sig fra alle Sider. Det faldt mig ind, at Epiroten Pyrrhus engang for mange Secler siden havde staaet paas. 68samme Sted. Hvad tænkte vel den strenge Herre dengang paa? Hans Hjerte var vist ikke opfyldt med faa blide Følelser, og med saadan en Ringeagt for Alt, hvad man kalder verdsligt Gods og Vælde.
Paa Hjemveien til vor Locanda havde vi et moersomt Eventyr. Da vi fra Kirken gik ned ad den steile Klippevel, fandt vi paa høire Haand et anseeligt Huns, hvis Port var aaben. Man kunde see heelt igjennem den, langt ud i Campagnen og hen til Albanerbjergene. Udsigten var deilig, fra den mørke Forgrund ud i det blendende Solskin. Jeg gik ind i Porten og stod længe og saae paa dette yndige Maleri, uden at lægge Mærke til at Landsmanden var borte. Med Eet kommer han løbende ud af en Dør til Høire og raaber hen til mig: „Kom ind Du Lykkelige og Udvalgte; Vi ere indbudne til Gjæst af to vakkre Ungmøer!" Jeg formodede, det var et af hans fædvanlige Skjelmsstykker, og gav mig til at lee af fuld Hals. I det Samme tittede to smukke Hoveder frem bagved hans Skulder, og en jomfruelig Stemme bød mig træde nærmere med de Orb: „Favorisce, Signore, venga pure! “ Jeg troede at drømme. Imidlertid, da jeg ikke pleier at afslaae en saadan Indbydelse, følte jeg snart, at jeg var lysvaagen, og fulgte med ind ad Døren. Det var virkelig to vakkre, unge Piger; den ældste, Marcellina, vist ikke over sytten Aar, den yngre, Lætitia, en sand Sylphidefigur. Jeg kunde endnu ikke rigtig sætte mig ind i Forholdene, og bad derfor, efter de første gjensidige Complimenter, min Ven om Oplysning i Sagen. Den var simplere nd man skulde have formodet. Han var uden videre gaaet ind ad Døren, og var kommen ind i enslags Forstue eller stor Hal, hvor han stod og betragtede Malerierne i Loftet og den smukke Udsigt fra Vinduerne. Man havde aabnet en Dør, og han havde allerede varet ifærd med at tiltræde Tilbagetoget, da, o. s. v. Jeg var nu fuldkommen au fait. Da Landsmanden var den Ældre og mere Erfarne, tilkoms. 69det ham at giøre Undskyldning for vor Dristighed, hvilket han da ogsaa gjorde med den ham eiendommelige Fiinhed. Som Jtalienerinder vare de ugenerede og takkede for den Ære, vi gjorde dem ved vort Beføg. Bi skulde kun blive; deres Forældre vare rigtignok ikke hjemme, men det skulde være dem kjært, ifald vi vilde nyde et Glas Biin og en Smule Frugt ester Husets ringe Leilighed.
„Nu, det er sandt for Gud en ordentlig Behandling ovenpaa Din Uforskammenhed;” sagde jeg til Landsmanden, da Pigernevare gaaede, for at hente Binen. „Du har Ret; de fortjente virkelig, at vi forbarmede os over dem og toge dem med til Palazzo Aldobrandini,” svarede han ganske tørt og gav sig til at mønstre Malerierne.
Disse vare, som vi siden hørte, af Salviati, hvis Familie endnu er Eier af Huset. De huede mig ikke, og da jeg var saa heldig at finde nogle Malerier af en anden Mester, fom hører til en bedre Skole, glemte jeg dem siden aldeles. Vinduerne vare nemlig høie og bestode af to Afdelinger, saa at man kunde lukke Træmmerne for den øverste, og lade den nederste blive aaben. Jeg lukkede nu de to andre Fag og Halvdelen af det tredie, og gik lidt tilbage i Bærelset. Vinduet dannede en Ramme om det yndigste Landskab, man kan tænke sig. Man skulde troe, det var en Claude Lorrain, og ved at skifte Plads kunde man selv forandre Malerierne. Bi bleve ikke kjede af at lukke op og i, førend vore Bertinder kom ind og satte en pæn Bakke med to slebne Folietter og nogle Apelsiner paa Bordet. Nu begyndte en ordentlig og alvorlig Conversation. Landsmanden talte om Carneval, Comedie og Tyrefægtninger; men de unge Landsbypiger havde aldrig seet noget Saadant. Jeg slog nu paa en anden Streng og spurgte ester deres Processioner og andre Højtideligheder her i Byen. Derom kunde de rigtignok fortælle en Deel; men omsider bleve vi dog nødte til at snakke frem og tilbage, om Veir og Vind,s. 70om den gruelige Hede og den nydelige Egn de boede i. Denne Conversation varede vel en halv Times Tid. Da Stoffet begyndte at mangle, det vil sige et passende Stof, siden det ikke gik an at spille de Forelskede, søgte vi vore Hatte og anbefalede os paa det ærbødigste. De muntre Glutter havde endnu den Naade at indbyde os til i Aften; deres Forældre skulde vi da finde hjemme; men siden vi ikke brød os synderligt om de Gamle, takkede vi skjønsomst og forlode Huset. —
Dette lille Eventyr morede os meget. Det var en sjelden deilig Eftermiddag. Siroccoen havde reent lagt sig, og Luften var sval og fuldkommen reen; kun henne paa Albanerbjergene bølgede den sædvanlige blaanende Taage, der gjør de italienske Bjergegne saa yndige. Bi gik en Times Tid omkring i Byen, især nede i Hovedgaden, frem og tilbage, for at see paa Dragterne. Af Physiognomier fandt vi næsten ingen saa smukke ellerinteressante som de Fleste i Omegnen af Fraskati. En Boghøker, der havde opslaaet fin Boutik midt paa Fortouget, bestaaende af et Bord, nogle og tyve Bøger og et Par Stole, falbød en Slump antike Stene. B. som er en Kjender, fandt, at der var nogle fortrinlige iblandt, og kjøbte dem. Jeg er bleven bedraget to Gange, og indlader mig for det Første ikke mere paa denne Handel. Bed Solens Port, (det prægtige Navn paa Byens Hovedport mod Campagnen), stod en Gruppe høie, velvorne Ungkarle og røg af deres korte Rørpiber. Over deres Hoved stod den bekjendte Indskrift: Det Prænestinske Senat og Folk. Efterkommerne af den stolte Nation, som boede engang her i Egnen, synes endnu ikke at kunne glemme deres fordums Høihed; næsten i alle Smaabyer finder man denne Inscription, ja vor egen lille Bye nøies ikke med Ordet Fraskatanus, men har taget sig den Frihed at sætte Tuskulanus. Jeg spurgte engang en dannet Fraskataner, der er bekjendt for sine liberale Ideer, hvad det da egentlig skulde betyde. Hans Svar løds. 71underligt nok: ˮMin Herre! disse Ord pege ikke tilbage til Fortiden, men fremad mod Fremtiden. “
Det lakkede imidlertid ad Aften, og da vi ikke skjøttede om at komme under Tag endnu, begave vi os hen til et Osteri, som laae paa Skyggesiden af Gaden, og sik et Bord og et Par Stole flyttede ud paa Fortouget. Til Børnenes usigelige Moerskab og de Ældres Forundring trak vi de lette Sommerfrakker af, og drak os en Follette i Skjorteærmer. Omsider kom da det prægtige Øieblik, da Gaden blev mørkere og mørkere. Bi kunde see ud igjennem Porten. Den ene Side glødede, medens den anden laae i Skygge. Langt ude i Campagnen saae vi det høirøde Slør, som ingen dødelig Pensel formaaer at efterligne. Da Stjernerne kom frem, sadde vi paa vort hyggelige Bærelse og snakkede lidt frem og tilbage, meest om det Land, som hver Dag rinder os i Hu.
Fraskati, den 27 August.
For nogle Uger siden flyttede T. op i vor Villa. Han beboer et lille Bærelse ved Siden af mig, og da Gangen gaaer forbi begge Dørene, have vi nemt ved at komme sammen. Han er mig en hjertelig, trofast Ven og et sjelden herligt Menneske. Jeg skylder ham meget; ja jeg tør sige uden Overdrivelse, han har aabenbaret mig Løndomme i min egen og Andres Sjel, som vist uden ham for bestandig vilde være blevne skjulte for mig. Om Formiddagen ere vi gjerne sammen paa et af vore Bærelser; men da han spiser til Middag nede hos B.’s, seer jeg ham først henimod Aften igjen. En anden Gjæst, som vi have faaet heroppe i den senere Tid, er en ung Tydsker. Han lægger sig meget efter Musik, især den ældre italienske Kirkemusik, og da han har et godt Fortepiano og spiller fortrinligt, er det mig en sand Fornøielse i en enkelt Hviletime, naar Beiret er for varmt til at gaae ud i, at sidde og hore paas. 72disse simple, uvante Trylletoner. Forleden sik han en heel Pakke med lutter Sager af Allegri og Pergolesi. Naar jeg undtager Weises Arbeider i dette Fag, kjender jeg ingen Musik, der har gjort dette ubeskrivelige Indtryk paa mig. Rigtignok er jeg ikke andet, end en simpel, eenfoldig Dilettant. Men mig synes, Musikken har det Fortrin fremfor de andre Kunster, at den ikke udfordrer anden Forberedelse og Dannelse af vor Opfattelsesevne, end den, en gavmild Natur har givet os. Det kommer blot an paa, om vort Indre er et saa hvælvet Tempel, at den gode Tone kan gjenlyde reen og klar og udfolde sig, førend den hendøer.
Det er længe siden, at den unge H. har været hos mig. Man siger, at han omgaaes meget de to irlandske Geistlige, som jeg disputerede med nede i Klosteret. Vi frygte for, at det skulde lykkes dem at fange ham i deres Snarer. Idetmindste fortæller man, at de lægge an paa at fange ham og Moderen, og at man ogsaa i Begyndelsen havde udseet mig til at nyde Omvendelsens Lykke. Imidlertid hvad mig selv angaaer, da skal jeg nok søge at værne om den Salighed, som jeg anseer for ene og alene ønskelig, saa at Ingen skal vriste mig den ud af Hænderne. Min gamle Bærtinde, som er en meget gudfrygtig Matrone paa sin Italiensk, og behandler Munkene, hvoraf en Deel pleier at søge Huset, med megen Ærbødighed, sagde forleden i en Samtale til mig, at Signor Carlo rigtignok var en Kjætter, men et honnet ungt Menneske, der ikke gjorde Nar af Noget, som saa mange Andre af deres egne Springfyre, og at han nok fortjente at høre til de Rettroende, for hvilken Compliment jeg meget alvorligt takkede.
I Søndags var her endeel af Familien til Besøg hos Værten fra Marino. Ved denne Leilighed indbød Guardarobaen mig til en her i vor Villa sjelden Forlystelse, som bestod i, at man lod alle Vandene springe. I utallige Straaler skjød det fra alle Sider ud paa den store, iøvrigt smagløst opbyggede Fontaine;s. 73og ligesom Selskabet stod allerbedst og beundrede dette Syn, begyndte en Mængde fine Straaler at springe ud af selve Steenbroen, vi Stode paa. At vi fik Hastværk og flygtede ind i Hovedbygningen, kan man let tænke sig. Siden vare vi inde i Grotten under Fontaine. og hørte paa en gruelig Musik af etslags Orgelværk, som blev sat i Bevægelse ved Hjælp af Vandet. De forhen beundrede Freskomalerier af Domenichino, som findes paa Væggene, ere nu næsten heelt udslettede af Fugtighed og Ælde. Det var ogsaa en egen Idee, saa at sige under Jorden, og ved Siden af dette frygtelige Instrument, at lade en stor Maler gjøre sig udødelig. Jeg holdt det ikke længe ud derinde, hvorimod de Andre forbleve der og lode Orgelet spille, til alt det samlede Vand var opbrugt. En anden moersommere Forlystelse, som jeg bivaanede i forrige Uge, fandt Sted i Anledning af en Madonnafest, eller en Helgens, jeg husker ikke mere, hvilken. Fra den ene Ende af Torvet havde man spændt et langt Toug heelt hen til Porten. Da det var mørkt, sendte man først nogle Raketter i Veiret; derpaa dundrede det svære Skyts, et Par smaa Topundiger, udenfor Porten, og i det samme kom en stor Raket, der skulde forestille en Due, flyvende henad Strikken, vendte om ved Porten og fløi saa tilbage igjen. Gaden vrimlede af Mennesker; B. og jeg havde sat os paa et Par Stole udenfor Kaffehuset og gottede os over al denne Hurlumhei. B.’s Vært, som kom over til os, spurgte mig med en vis Stolthed, om jeg havde seet det før. Jeg vilde ikke anføre den bekjendte Girandola i Rom, og svarede blot, at det tog sig godt ud, og at det gjorde Staden Ære at foranstalte slige Høitideligheder for deres Helgen; hvorover da den skikkelige Mand syntes at være meget fornøiet. Da vort Osteri var propfuldt af Mennesker, gik jeg tidligt hjem, men hørte siden, at vore gode Tuskulanere havde viist deres Tro i Gjerningen til langt ud paa Natten.
Monte Cavo, hos Passionisterne d. 2 September.
Det var et yndigt Veir, da jeg i Eftermiddags steg til Hest og red op til Rocca di Papa. I to samfulde Maaneder havde jeg været saa heldig at kunne streife omkring i Egnen; men det havde endnu aldrig truffet sig saaledes, at der uden stor Tidsspilde og Uleilighed for mine Medreisende kunde besøges et Sted, som jeg fremfor Alt higede efter. Forestil Dig altsaa, med hvilken Hast og Længsel Dyret blev drevet fremad, til jeg havde naaet la Rocca. Her fik jeg det ind paa Stalden hos en velhavende Borger, som er en god Bekjendt af min Guardaroba, tog et Glas Viin i Osteriet, og begav mig til Fods paa Veien til Latiums Ida, i den Hensigt, at overnatte i selve Klosteret.
Jeg fandt en meget gjæstfi Modtagelse. Det var henimod Aften, da jeg ringede paa Porten; ikke-destomindre lukkede man op paa Øieblikket og førte mig ind til en saakaldet Padre Guardiano, som mønstrede mig et Øieblik med et Par skarpe, gjennemtrængende Øine, og spurgte mig blandt Andet, om det ogsaa var en Christiano, han talte med. Da dette kunde bejaes, og tillige det Ønske blev yttret for ham, at blive her om Natten, siden det var for sildigt at vende tilbage til Fraskati, betænkte han sig et Øieblik og kaldte derpaa paa en ung Klosterbetjent, som fik Befaling at anvise mig et Værelse og førge for en tarvelig Aftensmad. Hele denne Samtale med Guardianen blev ført paa Latin, i den Tanke, at det muligen kunde bidrage til at vinde hans Yndest. Han talte det ogsaa meget flydende og smilede, da han hørte min lidt høitidelige Tiltale. Efter Folks Sigende skal det være en Undtagelse, at Reisende faae Tilladelse til at blive her Natten over.
Det lille, fiirkantede Rum, som skal forestille et Værelse, med et Sengested og et Par Straamadratser, samt et Bord og et Par Stole, seer just ikke meget hyggeligt ud. Der er ogsaa kun een Rude i Vinduet; men Veiret er saa mildt, at der vel nok kan soves for aabne Vinduer. Ligesom man havde fulgts. 75mig derop, besøgte mig strar et Par gamle Munke, hvoras den ene var en Spanier fra Valencia. De indbød mig til at gaae med ned i Haven, indtil Kokken havde faaet lidt Mad til mig. Det lille indhegnede Stykke Aord, som de med en vis Glæde og Tilfredshed viste mig omkring paa, var efter Munkenes Viis dyrket med største Flid; ogsaa enkelte Viinstokke snoede sig op ad Klosterets Mure. Ved deres Levemaade, der indskranker disfe Fædre til en lille Plet af den store Jord, som det staaer os andre Dødelige frit for at tumle os omkring paa, vænne de sig til at betragte et bundet Liv som en Hovedbetingelse for al jordisk Lyksalighed; og er dette Spring fra den vide Verden over til det stille Klosterliv eengang skeet, og Overgangens Ubehageligheder overstaaede, kan man nok tænke sig, at de kunne sætte Priis paa en uforstyrret Nydelse af denne deres Fred og Rolighed. Men rigtignok bør man ei heller glemme, at de fleste Munke høre til den mindre dannede Klasse, som anseer det for en god Forsørgelse, at have det daglige Brød paa saa nem en Maade. For yngre dannede Mænd maa det, synes mig, være en sand Plage, med en god Samvittighed og med Lyst og Evne til gavnlig Virken at tilbringe sine Dage i denne ørkesløse Beskuelse. De to Fædre, som førte mig omkring, vare begge to ældre Mænd; den ene havde imidlertid været her i Klosteret fra sin tidlige Ungdom af, og kunde endnu godt huske Franskmandene, som havde gjennemrodet Bibliotheket og medtaget de bedste Bøger. Paa mit Spørgsmaal, om han kjendte Noget til deres verdslige Regimente her i Egnen, og om de havde været saa godt lidte her i Bjergene, som i Hovedstaden, svarede han Intet, rystede blot tans paa Hovedet og bød mig nogle Figener af et deiligt gammelt Figentræ, som stod i et Hjørne af Haven.
Derpaa fulgte de mig op paa mit Værelse igjen, hvor der stod nogen Kjødmad og alslags Frugt paa Bordet. Kokken kom siden op til mig og undskyldte, at han ikke kunde byde mig Noget bedre, siden deres Kloster var fattigt, som Gnd og hvers. 76Mand vidste. For at vise ham, at Hans ikke daarlige Mad ikke blev forsmaaet, fortæredes den Rub og Stub, tildeels ved Hjælp af de Andre, forstaaer sig. Derpaa gave vi os til at snakke om Rom og dets Herligheder, til det blev Sengetid, hvorpaa de Allesammen forføiede sig bort, efterat have forsynet mig med et Skrivertøi.
Sengen seer just ikke meget indbydende ud; men da det er min Hensigt at staae op med Solen, kan jeg sagtens blunde der et Par Timers Tid i Klæderne. Det er altsaa den første Nat i et Kloster! Det var ikke godt, ifald man blev nødt til at blive her for bestandig.
Unden Dags Formiddag.
Jeg er her endnu og har sat mig hen for at skrive. Den rene blaae Himmel skinner ind i mit svale Bærelse, som vender ud imod Haven; for et Øieblik siden ophørte Sangen nede i Kirken. Hele Morgenen har jeg gaaet og klattret omkring, for at oplede gamle Tiders Spor og frie Udsigter, langt ud i det Fjerne, over Land og Hav, fra Monte Soracte til Forbjerget Circeji.
Det er længe siden, at jeg saa aldeles har været inde t hine Tider, da Folket i lange Skarer drog op til Templet paa Bjergets Tinde, for at feire deres aarlige, høitidelige Lege, eller da den romerske Feldtherre efter en Seiervinding fuldbragte Offeret heroppe, hvor han kunde see Rom i det Fjerne, den kjære FædrEnestad. Det maa have været en herlig Tid, fuld af Kraft og Daad. Nu er der kun faa Minder tilbage om hine fordums Dage, en daarlig brolagt Bei og nogle mosgroede Fundamenter af Templet. Jeg trængte frem igjennem Busk og Krat og omgik hele den store Slette, som jeg før har omtalt, hvor Hannibal skal have havt sin Leir engang. Dybt inde t Skoven, paa Bjergets sydlige skraaning, traf jeg en gammel Capuciner,s. 77der sankede Brænde og læssede det paa sit Æsel. Han bad mig i den hellige Madonnas Navn om et Par Bajok til Snuustobak. Det var en af Heltenes Efterkommere. Jeg gav ham en halv Paolo og bad ham tænke paa mig og min Madonna, hvergayg han kom til at nyse; hvilket han ogsaa lovede. Siden stod jeg længe udenfor Klosteret, og mønstrede Egnen fra Tivoli rundtom hele Horizonten til det i Taage indhyllede Forbjerg Circeji. Her skulde Skolepogen staae med Læreren; e døde Navne og Aarstal vilde nok smelte sammen til et levende Billede. Der var ingen Sky paa Himlen; det deiligste Blaa hvælvede sig over hele Egnen, Berdens gamle Tempel; men Gudebillederne vare forsvundne. Nu ryger man dernede ved det blodløse Offer, vælter sig i Støvet og vrider Handerne; der er Baande og Ovide nok, men det er dog nemt at have Een, der tager al Synden paa sine Skuldre.
Man indbød mig imorges tidlig til at deeltage i Gudstjenesten, hvilket gjerne er Tilfældet i Klostrene. Den dannede, sine, ikke meget gamle Munk, som kom op paa mit Bærelse med denne Indbydelse, blev ikke lidet forundret, da jeg afslog den og yttrede min store Lyst til at tilbringe Morgenen i det Frie. ”Som Herren befaler,” svarede han meget høfligt; men det var øiensynligt, at dette Afslag ikke hehagede ham. Siden fik jeg Leilighed til at berolige ham desAngaaende. Det havde ikke heller været mig muligt, at sidde en Times Tid i den skumle Kirke og see Morgenhimlen gløde udenfor Vinduerne. Siden mit inderlige Ønske nu eengang var blevet opfyldt, vilde og maatte jeg hellige denne deilige Morgen til nogle alvorlige Sysler og Betragtninger, og til de sidste er jeg næten intetsteds mindre skikket, end netop indeklemt mellem sire Vægge og tvungen til at være opmærksom paa Noger, iftedetfor at vende Blikket indad. Det Liv, jeg har levet i de sidste to Maaneder, har været stille og alvorligt, midt i al den Hurlumhei, og under de mangfoldige Adspredelser, som jeg med Flid ikke har villet undgaae.s. 78Jeg føler, at jeg har lært meget og er bleven modnere; baade det legemlige og aandelige Øie har vundet ved denne uafbrudte Øvelse. Nu, da jeg snart skal forlade denne yndige Egn, som har været Skuepladsen for sorgfrie, lykkelige Dages stille Glæder, vilde jeg paa eengang i eet Blik sammenfatte det Hele, og fra Bjergets Tinde overskue Byer og Marker, Biinbjerge og dybe Dale, de brede Beie og lønlige Stier. Dette Forsæt er nu udført, og et vigtigt Capitel i mit Liv er nu sluttet. Hvad der endnu er tilbage, bliver en Udvikling af de foregaaende Motiver, siden Alting skal skride frem og modnes til Undergang paa denne Jord.
Fraskati, den 10 September.
Imorges sad jeg alt tidlig under Madonnabilledet paa Banken hiinsides Grottaferratas Mølle, hvor Beien gaaer forbi til Marino. Der skulde være eu stor Fest og tillige et betydeligt Marked ved Klosteret, og man havde raadet mig ikke at forsømme det. En frisk Morgenvind kom fra Havet over Campagnen. Fra de fleste omliggende Byer strømmede Folkene til, Alle i deres bedste Pynt, Konerne for det meste paa Æsler, Mændene og de unge Piger til Fods, i maleriske Grupper, ned ad Møllen til og op igjen ad den modsatte Banke, næsten i en uafbrudt Række i flere Timer. Jeg traf her flere Bekjendte, ogsaa den berømte Bittoria fra Albano med Moderen, som jeg gjerne pleier at hilse paa, hvergang jeg kommer til Albano, da hun er godt kjendt hos Guardarobaens. Bemeldte Pige har det sjeldne Uheld, at alle Mandfolk blive forelskede i hende. Men efter at vare bleven malet, stukket i Kobber og modelleret af de dueligste romerske Kunstnere, og efter flere glimrende Tilbud, foretrækker hun at blive sin første Elsker tro, efter Folks Sigende, en meget ældre og aldeles ikke elskvardig Kudsk, som tjener etsteds i Rom hos en fornem Familie. En lille Skizzes. 79af det ligeoverfor liggende Kloster var netop bleven fuldendt, der med ubetydelige Forandringer muligen kunde tjene til Baggrund i et eller andet historisk Maleri, da Moderens velbekjendte buldrende Stemme lød lige bagved mig, og et Øieblik efter kom Datteren ridende paa et Æsel i sin sædvanlige smagfulde Dragt. Det var næsten min Hensigt at følge dem op til Klosteret; men da det ikke var usandsynligt, at Flavia allerede var kommen, vilde jeg spare Pigebarnet et Øiebliks Jalousie, og lod mig desaarsag for denne Gang nøie med en ganske kort Conversation. Derpaa fulgte jeg endnu en lille Stund en Fodsti, fom fører ind til nogle Vigner, hvorfra der var en smuk Udsigt over Campagnen, og gik endelig tilbage til Klosteret igjen, esterat have hilst et Øieblik paa Folkene nede i Møllen, hvor jeg engang for længere Tid siden havde søgt Ly i et stærkt Tordenveir og fundet en meget venlig Modtagelse.
Imidlertid var Markedet kommen i fuld Gang. Paa Veien til Fraskati, næsten heelt ned til den lille Fontaine, var paa begge Sider reist en Mængde Telte og Borde, hvoriblandt de fleste med Spise og Drikkevarer. En uoverskuelig broget Vrimmel af Mennesker og Dyr bevægede sig frem og tilbage paa denne store Slette. Ved Indgangen til Klosteret var Trængselen værst; thi ikke blot var den yderste Forgaard besat med de største Telte og Boder, men ogsaa i selve Klosterkirken var der ftor Høitidelighed. Man kunde knapt trænge sig igjennem den Mængde Troende, som forst vilde rense sig, for siden uforstyrret at kunne nyde Dagens Glæder.
Da Domenichinos berømte Malerier vare mig bekjendte af flere Be-søg, var der ingen videre Grund for mig til at opholde mig længe i Kirken. Jeg gik nu en Stund omkring og talte med adskillige Bekjendte, for om muligt at faae Øie paa Flavia. Hun syntes ikke at være kommen endnu. Derpaa valgte jeg en Plads under et af Teltene, for at tage mig en Smule Frokost, da Heden og den lange Vei havde gjort mig træt ogs. 80tørstig. Fra det hyggelige Stade kunde man oversee hele Forgaarden. Bordene vare rundtom besatte med en Mængde ligesaa forslugne Folk, som jeg selv var. Hvad der især var værd at lægge Mærke til, var en Mængde Albanerinder, som foruden deres Dragt ere let kjendelige paa deres friske, røde og hvide Ansigtsfarve. Lidt efter lidt bleve de endnu tomme Pladse ved Bordet besatte, og inden man saae sig om, sad man midt i et muntert Selskab. Bi byttede nu Folietter med hinanden og snakkede frem og tilbage. Imidlertid speidede Øiet rundt omkring i Folkestimlen, forsaavidt den livlige Samtale tillod det; thi selv med den meest udannede Italiener kan man tale et fornuftigt Ord; men den, der endnu manglede, vilde ikke komme til Syne. Taalmodigheden forlod mig endelig, og det var min Hensigt at forlade det deilige Taffel med den friske Omeletta, den indbydende Skinke, de store svulmende Figener, den lille saftige Melon og hele Resten af Mandler, Druer og Abricoser, samt den herlige, ægte Fraskatanerviin, blot for at see den mindste Flig af en Bondepiges Kjole, da mit Øie faldt paa en stor Sølvnaal, som jeg vilde have kjendt blandt hundrede Naale i sorte Ravnelokker. Jeg tog ikke feil; det var Flavia. Hun sad skraas over for mig ved et Bord i et andet Telt, halv skjult af en Gruppe Marineser, som jeg havde ønsket Pokker i Bold. Jeg blev nu siddende og slog lidt Biin istedetfor Band i Blodet, til de omsider langt om længe skiltes ad. I det Øieblik Udsigten var ubehindret, blev hun mig vaer, men ligesaa hurtig lagde hun Fingeren paa Munden, slog Øinene ned og vendte sig lidt til Siden, idet hun gav sig til at spise og snakke med nogle Fruentimmer, hvoriblandt ogsaa hendes Stedmoder var. Dette Tegn var tilstrækkeligt; der var nu intet Andet for end sidde stille og lade sig nøie med ligegyldige Blikke i lange Mellemrum, ja omsider at see hende forsvinde, uden at turde følge hende.
s. 81Saaledes henrandt den største Deel af Formiddagen. Det var endelig paa Tiden at staae op og gaae lidt omkring Klosteret, for at betragte denne ærværdige imposante Bygning fra alle Sider. Saaledes har den nu staaet i mange hundrede Aar og seet den ene Slægt forsvinde efter den anden; men Murene, med samt den Tro, som fremkaldte dem, staae endnu urokkede. Der er noget beroligende i denne Tanke om Katholicismens Ubevægelighed, at der dog gives Noget, som er ophøiet over det travle, bestandig skiftende Hverdagsliv, som kan modstaae Menneskets Higen efter Forandring.
Under disse Reflerioner var Tiden gaaet, og da jeg skulde være hjemme til Middag, var der ikke Tid til at anstille flere Iagttagelser og Betragtninger. Jeg arbeidede mig nu igjennem alle de forskjellige Klynger og ilede i den brændende Solhede igjennem Alleen ned til det kjølige Bosko, hvor jeg fortsatte Veien i Mag til den store velbekjendte Jernport.
Den 12 September.
Mit Liv gaaer sin vante, rolige Gang, fra Arbeide til Hvile, og tilbage igjen. Hvad jeg derfor har at meddele Dig, maa Du ansee for Episoder, der ikke staae i et bestemt Sammenhæng med Hovedsagen. Kunde det more Dig, at faae en fuldstændig Oversigt over hver enkelt Dags Begivenheder og Sysler, vilde Du indsee, at mit Liv her i Bjergene ligner Løbet af en ikke meget bred, men dyb og stille Flod, i en jevn og rummelig Flodseng, der ikkun sjelden helder betydelig og kun nogle faa Gange har frembragt Cataracter.
Jeg glæder mig nu inderlig over, at jeg uden at forbinde nogen egentlig bestemt Hensigt dermed og egentlig kun dreven af ens. 82dunkel Følelse, saa pludselig afbrød min Forbindelse med de unge Irlændere nede i Capucinerklosteret. I den senere Tid har der kun sjelden været Leilighed til at see dem; en Formiddag kom de herop og inviterede mig til Aften hos sig, hvilken Indbydelse imidlertid maatte afslaaes, da der netop var en Deel at bestille; en anden Gang havde T. indbudet dem til Kaffe. Der er ingen Tvivl om, at de jo ogsaa havde Lyst at omvende ham, hvis det kunde lykkes. For en fjorten Dages Tid siden fulgte vi med dem til en Dr. Wiseman, Forstanderen for det irlandske Seminar i Rom, som ligger paa Landet om Sommeren i Nærheden af Monte Porzio. Denne endnu meget unge, lærde og energiske Mand kjendte jeg godt fra Bibliotheket, hvor vi hver Dag sad ved Siden af hinanden. Katholikernes Emancipation, denne første Grundsteen til et uafhængigt katholsk Rige i Irland, var Hovedthemaet for flere Timers Samtale. T., som taler correct og flydende Engelsk, indlod sig siden i en dyb og lærd Samtale om Orientalia, hvilket er Wisemans Hovedfag, imedens de Yngre toge fat paa mig, trak mig ud i Haven og bearbeidede mig der med deres utaalelige Spidsfindigheder.
Siden jeg har begyndt at tale om disse tilkommende Skøtter for deres gamle Fædrenetro i Irland, kan Du tillige i al Korthed erfare, hvorledes det er gaaet den unge, før omtalte H. i den senere Tid. Det er omtrent tre Uger siden, at han sidste Gang var hos mig. Man havde fortalt Et og Andet om hans fortrolige Forhold til sine Landsmand, hvisaarsag det var min Hensigt, at henlede Samtalen paa dette for ham saa vigtige Thema. Da han mærkede, at man begyndte at kræve Oprigtighed af ham, skjulte han heller ikke det Mindste. Det var tydeligt, at han allerede var hildet i deres kunstige Net. Maaskee var det ikke saa ilde meent fra deres Side, endskjøndt man nok kunde troe om den ene af dem, at Ærgjerrighed var Drivefjederen; men de havde tillige brugt Kunster med dette unges. 83Blod og benyttet sig af hans Svagheder paa en Maade, som ikke kan forsvares ved nogen Moral i Verden. Dette Sidste er ikke værd at detaillere videre; det er tilstrækkeligt at anføre, at vi skiltes næsten som Uvenner fra hinanden. Jeg har siden den Tid kun seet ham en eneste Gang, en Aften i Billa Conti, hvor vi talte om ligegyldige Ting. Dagen efter kom jeg ned til B’s., som jeg fandt næsten svømmende i Taarer. Hemmeligheden opklaredes nu tilfulde; selvsamme Nat, som han havde forladt mig om Aftenen, havde han høitidelig afsvoret den protestantiske Tro i nogle faa Vidners Nærværelse, og var derpaa i en lukket Vogn bleven transporteret til Rom, for i den store Propaganda endnu bedre at blive forberedt paa at modstaae Familiens og Vennernes mulige Indskydelser. B. kom lige fra Forældrene, og kunde ikke beskrive Tilstanden i denne ulykkelige Familie. Det gjorde ogsaa paa mig et ubeskriveligt Indtryk; jeg har siden den Tid væbnet mig fra Top til Taa, naar jeg blev nødt til at tale med ivrige Katholiker om religiøse Gjenstande, og vogter mig nok for at gaae nærmere ind paa stige Materier. Rolighed og Forstillelse er det eneste og bedste Vaaben. Oprigtighed og Iver for Sagen, mærker jeg nok, lede ikke til Noget, med mindre man reent kan undgaae denne Kamp, hvori et Gemyt med dybe Længster og Modtagelighed for det Gode ikke sjelden maa bukke under.
Endnu et lille psychologisk Bidrag. I forrige Uge mødte jeg en Aften oppe i Tuskulums Ruiner en gammel Bonde, der bad mig læse et Brev, som han foregav at have fundet i Nærheden af Villa Ruffinella. Da han kom dernede fra, er det vel ikke sandsynligt, at han har bedraget mig, endskjøndt jeg i det første Øieblik troede, at det var en ny Fælde for min Ringhed. Bemeldte Brev, som havde været aabnet, var fra den unge H. til Moderen, dateret ˮen Time efter min Overgang til den ene saliggjørende Tro,‟ og indeholdt foruden mange svulstiges. 84Tirader en Opfordring til at følge Hans Erempel, siden han ellers var nødt til at give Slip paa den inderlige Kjærlighed, han altid havde baaret for hende. Er Brevet ikke bleven ham dicteret i Pennen, som ikke er urimeligt, have Ceremonierne ved den omtalte Overgang sikkert været beregnede paa at betage ham den sidste Rest as Sands og Samling. Da jeg kom hjem, viste jeg først T. Brevet, og sendte det siden i Convolut til Moderen, med et Par Linier om Maaden, hvorpaa det var kommet mig ihænde. Hun svarede og takkede mig ikke, men der er al Grund til at formode, at hun virkelig har tabt det paa en Spadseretour.
6*
Denne hele Historie har aabnet Øinene paa mig i mange Henseender. Jeg har under mit hele Ophold i Rom og senere her i Egnen ikke blot iagttaget en vis udvortes Ærbødighed for det Folks Religion, jeg var som Gjæst hos, men ogsaa med en vis oprigtig indvortes Ærefrygt betragtet Katholicismen, som Kilden til mange Dødeliges Fred og Lyksalighed. Hvad det Første angaaer, da byder Klogskab og Forsigtighed ikke at røbe sig; men den forrige Anskuelse om hiin afsluttede, fuldendte hellige Kirke forandrer sig dagligen mere og mere, jo gennemsigtigere det Slør bliver, som mit unge, uerfarne Øie hidindtil ikke formanede at gjennemtrænge.
T. betragter som Videnskabsmand det Hele fra et mere videnskabeligt Standpunkt. For mig er der endnu ingen anden Maalestok, end nogle faa Kundskaber, samt en naturlig god Følelse og den sunde Menneskeforstand. Dog med disse utilstrækkelige Redskaber, naaer man rigtignok ikke synderlig langt i denne Verden, hvor kløgtige Hoveder fra Arilds Tid have spundet den ene stærke Væv efter den anden, med mindre man bryder tværs igjennem og sætter sig hen i en Krog, for at sammenknytte sine egne tynde Traade.
Den 15 September.
Det gamle Tuskulums Ruiner ere nu gjennemrodede saa mange Gange, at jeg næsten kjender hver enkelt Steendynge. Ikke destomindre traf jeg i Gaar Aftes paa en af de nordvestlige Skrænter en rigtignok ubetydelig, men ganske mærkelig antiqvarisk Nyhed, nemlig et gammelt Gulv af Mosaik, begravet under et næsten uigjennemtrængeligt Tjørnekrat. Det er kun paa enkelte Steder heelt og holdent, og i Grunden taget meget simpelt, da det kun bestaaer af smaa hvide og sorte Fiirkanter i Midten, omgivet af en lang sort Stribe paa hvid Grund langs med Muren. Gamle, tildeels forstyrrede Substructioner paa de tre Sider vidne om, at der maa have staaet her en ikke ubetydelig Bygning eller Billa, siden den ligger uden for Stadens Ringmuur. Midten har endnu holdt sig bedst; de enkelte smaa Kiler i Udkanten ere for det meste rykkede op af Kittet og ligge nu adspredte imellem hverandre. Men kunde det lønne Umagen, er der vel ingen Tvivl om, at det Hele jo kunde restitueres, især da det er et saa simpelt Mønster. Da jeg siden kom ned i Byen og gik lidt omkring paa Torvet med min Aftensmad i Haanden, det vil sige, et Stykke tørt Hvedebrød med nogle Skiver Skinke paa og et Par Figener, mødte jeg Byens Antiqvar, som jeg strar meddeelte denne Nyhed. Han kjendte ikke Stedet, men efter at have hørt en nøiagtig Beretning over samme, sagde han ganske rolig til min største Forundring: Eh, un pezzo antico, ma non vale molto, non è da vendere. Hvad skulde der svares? — disse Godtfolk kunde gjerne nedrive og sælge Pantheon, ifald det lod sig gjøre.
Jmorges var der Leilighed til at iagttage en anden, men rigtig nok ganske forskjellig Abnormitet. T. og jeg red tidlig hjemme fra for at besøge det bekjendte Kloster Camaldoli. Det ligger ikke langt fra Monte Porzio, ved Foden af den tuskulanske Bjergryg, i en meget frugtbar Egn, og er omgivet afs. 86de deiligste Viinhaver og Olivenplantager. Efterat have banket paa den yderste Port og ventet en lille Stund, bleve vi lukkede ind af en gammel Munk, den eneste, der foruden Abbeden har Lov til at tale her i Klosteret. Han førte os først ind i den lille pyntelige Kirke, hvor Brødrene just vare samlede i et lidet Sidecapel i Nærheden af Alteret. Deres monotone Sang lød afskyelig. Bi stode længe og hørte paa denne underlige Bragen. Jeg henvendte mig til vor Fører og lod ham fortælle vidt og bredt om deres eensformige, næsten gruelige Liv her i Klosteret. Da jeg afbrød ham en Gang, at det maatte være kjedeligt, paa denne Maade hver Dag at synge og bede de samme Psalmer og Bønner, gav han det mærkelige, men af en Munk at være, meget fornuftige Svar:,, che volete, Signore, ciascuno fa il suo mesticre. Klosterlivet betragtes altsaa som et Haandværkˮ En herlig Anskuelse! Bi svarede naturligviis ikke videre derpaa, men gave ham Leilighed til at ramse ud, til Sangen var tilende. Derpaa traadte Munkene ud af Capellet og forlode parviis Kirken: næten lutter høie, men gamle, bølede Skikkelser, blege, huuløiede, gjennemfurede Ansigter, i lange, hvide Kjortler, med høie Træsandaler paa de blotte Fødder. Føreren bad os give Agt paa Een af dem og fortalte siden, at det var en Spanier af Fødsel, der under den franske Invasion t Spanien havde tjent Napoleon og dræbt sin egen Fader i en Træfning, han vidste ikke hvilken. Et saadant Ansigt kan man aldrig glemme. Derpaa viste han os rundt, i Haven, eller rettere sagt, førte os om imellem de mange Smaahuse, søm beboes af de enkelte Munke. Til ethvert af disse Huse hører et lille Stykke Jord, som skal dyrkes. Han førte os ind i et, hvis Beboer just var fraværende. Jeg væmmedes ved at høre Detaillen over deres huuslige Liv og gik ud for at see paa Guds deilige blaa Himmel, mens T. undersøgte det nøiere. Derpaa maatte vi endnu høre paa en vidtløftig Beskrivelse s. 87over Klosterets og Ordenens Historie og Indretning, som ikke var uinteressant i en vis Henseende, men et rædsomt Beviis paa menneskelig Forvildelse. Da Porten var lukket, og vi tause og langsomt red ned ad den steile Opgang til Klosteret, var jeg saa beklemt, at, havde der Ingen været tilstede, var jeg falden paa Knæ og havde givet mit bespændte Hjerte Luft i en Strøm af Taarer og Taksigelser for, at Forsynet lod mig blive født i det kolde, fornuftige Norden. T. vidste ikke, hvad der feilede mig, men slige Indtryk forvindes ikke saa let og hurtigt. Jeg har hele Dagen været ilde tilmode og har stærkt isinde at drikke i Aften en halv Foliette meer end sædvanligt nede i mit gamle Osteri, og høre paa Guitarens Klang og sidde blandt naturlige, gode, livsglade Mennesker.
Lidt Opmuntring gav mig imidlertid for et Par Timers Tid siden min gode Ven Abbaten, den samme, der spilte den ypperlige Comedie ved Villa Bracciano. Jeg var i meget daarligt Humeur, da ha kom, og fortalte ham Aarsagen dertil. „Dette Tøieri skal vi nok faae Bugt med;" sagde han, gik ud for at hente en Guitar hos Vertens, og sang og spillede, til jeg begyndte at lee og accompagnere hans gale Ritorneller. Han havde medbragt en heel Slump meget ziirligt skrevne Sonnetter, for at høre min Mening om dem. Da han kan lidt Tydsk, havde jeg gjort ham den Fornøielse at oversætte nogle faa, som han forleden glemte hos mig. For denne Opmærksomhed takkede han paa sin Italiensk med mange skjønne Talemaader. Dette Menneske er lykkeligt, at han kan leve saa glad og rolig med en bevidsk Ironie i sit Hjerte, og spille sin Rolle uden at det anfægter ham synderligt. „Men naar De engang faaer violette Strømper paa„, sagde jeg en Dag til ham, „faaer Piben en anden Lyd." „Troer De virkelig?" svarede han: „nei, vær De kun ganske rolig. Skulde Romerne imod Forveutning være engang saa taabelige, at vælge mig til Pave for s. 88mine mange Fortjenesters Skyld, troe mig, det skulde blive en lystig Regjering." Jeg kan ikke andet end more mig, hvergang han er hos mig.
Den 20 September.
Nu da vort Ophold her t Egnen begynder at lakke ad Enden, have vi faaet en ny Forlystelse, som jeg ikke troede fandt Sted i de mindre italienske Kjøbstæder. For en otte Dages Tid siden ankom her til Byen et lille Skuespillerselskab, een af de omvankende Trupper, der, som man nu erfarer, tæller en Prima Donna, en første Komiker og i maestri li piu rmom-mati blandt dets Medlemmer. Det er Skade, at Landsmanden er taget bort i forrige Uge; han vilde ikke have forsømt en eneste Aften. Ved denne Leilighed er det ogsaa kommet for Dagen, at Staden har sit eget Skuespilhuus, rigtignok ikke meget stort, og yderst simpelt, hvad Malning og Forgyldning angaaer, men aldeles complet, med to Rader Loger, Parterre og Gallerie, og et ganske taaleligt Tæppe. Coulisserne derimod ere heelt maadelige. Entreen er billig i Forhold til en heel Aftens mange Præstationer. For to Paoli faaer man en Plads paa en Træbænk i første Rangloge, og er undertiden saa heldig at komme til at sidde ved Siden af en Signora Vignarola eller en fornem Mercantes Gemalinde. Tilbudet af et Glas Limonvand eller rød Jordbæriis bliver særdeles naadigt optaget. Flavia, som jeg har foræret et Dousin Billetter, har gjerne sin Plads i en af de modsatte Loger og har for det meste en heel Deel Bekjendte omkring sig. Hendes Nærværelse er vel sagtens Grunden til, at jeg ikke kjeder mig; thi indtil Dato er der ikke spillet et eneste ordentligt Stykke. Hele Fraskati er s. 89rigtignok fuld af Roes og Beundring over disse Godtfolk, som bringe lidt Afverling i det eensformige Hverdagsliv. Men naar man undtager den mageløse Livlighed i deres Spil, som er paafaldende for enhver Nordboer, og et virkelig komist Talent hos nogle faa Skuespillere, staaer det kun daarligt til med Resten. Af de enkelte Stykker kan jeg ikke huske synderligt; de forekom mig ikke at være af nogen Betydenhed. Derimod er her en ægte italiensk Pulcinella; men da han taler den ueapolitanske Dialeet, er han desværre vanskelig at forstaae, selv for de Indfødte. Igaar Aftes anmeldte han et nyt Stykke til idag med de Ord: Tullo da ridere.
Med denne korte Skildring af vort fraskatanske Skuespil maa Du nøies for denne Gang. Det er mig ikke mueligt at fortælle Dig mere, da jeg ikke besøger det paa Kunstens Vegne. Idag har min før omtalte Padrone indbudet mig. Han holdermeget af paa sin Viis at føre en æsthetisk Passiar, og da Konen og Børnene ogsaa begynde at svinge Kritikens skarpe Svøbe, bliver man vel sagtens nødt til at være opmærksom og holde sine Øine i Tømme, siden der vist Dagen efter maa gjøres Rede for alle Eens Paastande. Og paastaae Noget maa ethvert dannet Menneske, sagde forleden min Padrona til mig, da der undslap mig den Yttring, at jeg egentlig ikke kunde have nogen Mening om vor Prima Donna.
Efteraaret begynder nu at nærme sig med raske Skridt. Vi have næsten lutter kjølige Dage. Fra Norden blæser daglig den kolde Tramontana, og svaler Luften i den hede Middagsstund. Løvet begynder hist og her at gulne, men de ranke Pinier og mægtige Kastanietræer have endnu deres mørkegrønne Farve. Luften er renere, end den nogensinde har været; med blotte Øine skjelnes tydeligt nogle enkelte Huse i Rom og Tivoli. Denne friske, oplivende Luft under den mørkeblaae Himmel kan Du ikke gjøre Dig nogen Forestilling om. Man bliver saa vel s. 90tilmode ved at indsande denne rene Æther. Om Formiddagen gaaer jeg sædvanlig en halv Times Tid under de høie Buegange i Villa Conti, helst ene, naar det er muligt; og om Aftenen streifes der omkring fra den ene Villa til den anden og endes gjerne oppe paa Tuskulums Banker. Hvad der ellers pleier at betage de fleste Reisende overhovedet og fornemmelig her i Syden, en uophørlig, aldrig tilfredsstillet Længsel efter bestandig at komme videre, denne fortærende Uro kjender jeg Intet til. Der er en Fred i mig, en Nøisomhed og inderlig Glæde, en Lyst til mit bestemte Dagværk, og Kjærlighed til Natur og Mennesker, som jeg tidt undrer mig over. Selv fra Rom, hvor jeg har været adskillige Gange, deels alene, deels med T., for at besørge nogle nødvendige Ærinder, længes jeg altid bort til mine stille, venlige Bjerge. Jeg lever her, ligesom det var mit oprindelige Hjem, mellem et fremmed Folk, omgivet af fremmede Sæder, og føler mig dog mere og mere hjemlig, jo bedre jeg faaer Sproget i min Magt, denne store Skillevæg mellem de enkelte Nationer. Mage til Gjæstfrihed og Velvillie er ikke let at finde. De Fleste ile fra det ene Sted til det andet, og medbringe allevegne deres overdrevne Fordringer, gamle Fordomme og forudfattede Meninger. De maale gjerne det fremmede Land efter deres eget Hjem, ja gjøre sig sjelden Umage for at lære rigtig at kjende, hvad ikke blot bør betragtes med det legemlige Øie. Naturen er næsten det Eneste, de lægge Mærke til, og den saakaldte Kunst, som Enhver troer sig indviet i. Menneskene derimod, som de leve iblandt, kjende de sjelden, og vende saaledes tilbage til deres Fædreland med Skizzer og Dagbøger, men uvidende om Nationernes Liv og Character, efter min Mening det Første, som fortjener at lægges Mærke til.
Du vil undre Dig over, at jeg ikke følger Andres Exempel og taler om Kunst og Kunstværker her i Kunstens Hjem.
s. 91Denne Taushed er naturlig og let forklarlig. Naar man vel betænker, hvad der udkræves af Evner, Tid og heldige Omstændigheder for at frembringe blot et taaleligt Kunstværk, maa man faae Afsky for løs og letsindig Dom og Tale. De færreste saakaldte Kunstelskere, Kunstdommere og Kunstkjendere have en nogenlunde technisk Færdighed, den første Betingelse, naar man vil bedømme flige Gjenstande. Hvad deres Betragtning gjerne dvæler ved, og ene kan være Gjenstand for en Ukyndigs umotiverede Dom, er det reent Aandelige, Ideen, som de kalde det, en i de fleste Tilfælde saare disputabel Materie. En vis Uklarhed ruger derfor over de Flestes Forestillinger og passer godt sammen med den Dristighed, hvormed de fremsætte deres saakaldte Ideer og Følelser. Kunsten har unægtelig, ligesom Alt, hvad der frembringes af og for den menneskelige Aand, en Side, som er og bør være tilgiængelig for den Uindviede; men hvad der er mindre nødvendigt i Musik og Poesie, fordi Opfattelsen er mere umiddelbar, bliver til en Hovedbetingelse i de plastiske Kunster, jeg mener, som sagt, et grundigt Studium af Alt, hvad angaaer Technik, det reent Materielle. Da jeg mangler saa godt som aldeles denne, efter eget Skjønnende, saa uundværlige Færdighed, disse Kunstens positive Kundskaber, gaaer jeg taus og rolig omkring og søger at lære, inden jeg begynder at snakke. Og selv da er der Snak nok i denne Verden.
Min unge Antiqvar nede i Byen er et ypperligt Eremplar af en saadan snaksom Kunstdommer. Han vrøvler løst og fast om Signor Alberto, Mesteren Canova og den guddommelige Raphael. Jeg traf ham en Dag inde i Villa Bracciano og gav mig i Kast med ham. Han er barnefød i Rom og drog nu Paralleler med alle mulige Paladser i Staden, ligefra Vatikanet til det mindste Huus i Trastevere. Tilsidst kom vi til at tale om nogle Malerier i et Værelse, hvilke formodes at s. 92være af Domenichinos Skole. Ikke nok, at disse skulde være af Domenichino selv; men ogsaa nogle Malerier i andre Værelser, den bekjendte Nat, Vesperus og Aurora af Hannibal Caracci og en heel Deel Arabesker af Zuccari, vilde han med Magt og Vold stemple til Domenichinos Arbeider, formodentlig fordi han havde hørt, at der skulde være Malerier af denne Mester her i Bygningen. Jeg lod ham snakke og gjorde blot nogle faa Indvendinger for at faae ham paa Glid, som man siger, da det var en Nydelse i sit Slags, at høre paa en saadan Forelæsning. Nogle af de mange Tydskere i Rom kunde have lært en Deel af ham.
Skulde jeg. tilføie Noget til disse Generalia, da var det den Bemærkning, at Du sædvanlig vil sinde Kunstens indviede, sande Yndling taus og alvorlig; den, der splitter sine Kræfter ad ved et tomt Ordgyderi, og strar har Dom og Mening paa rede Haand, udmærker sig vist sjælden ved ægte Productivitet. Du selv, som dansk Mand, vilde sande mine Ord, dersom Du kjendte hiin Genius, der i stille, uafbrudt Virksomhed vedbliver at skabe.
Om Comedie og Kunst kan det nu vare nok for denne Gang. For et Øieblik siden kom min Padrone ind ad Døren, for at hente mig ned til sin Familie. Da det ikke synes passende, at lade den gode Mand sidde længere ene ved Vinduet, er det vel bedst at slutte. Han undrer sig over, at man kan holde af at skrive saadan midt om Eftermiddagen, som han siger. Der er ogsaa for mange Bøger, mener han. Efter hans Ord hører jeg vel til de Folk, som Apostlen taler om, der lære altid, og kunne aldrig komme til Sandheds Erkjendelse.
Den 26 Septbr.
Førend jeg lægger mig, en lille Beskrivelse over en antiqvarisk Udflugt, som foretoges i Eftermiddags. T. er taget til Nom og bliver borte til iovermorgen. Det havde længe været min Agt at besøge Monte Algido, det eneste Punkt her i Bjergene foruden Velletri, som jeg ikke kjendte. Men B. og Andre havde fortalt T. saa meget om Røvere, der skulde have deres Opholdssted der i Egnen, at jeg bestandig maatte give efter for hans Bønner om at opsætte Reisen til Vinteren. Men paa denne Aarstid skal der ligge megen Snee paa Østsiden, og desuden petimus vetita, jeg havde ingen Rist eller Ro, førend jeg havde været paa dette gamle berømte Sted. Kl. 4 i Eftermiddags fik jeg mig iført en Fløielsdragt og hvide Strømper samt rødt Skjærf og spidspullet Hat, hvilket jeg altsammen havde laant af Vertens Søn, sadlede min lille Sommar, tog kun tre Paoli i Lommen, samt Tegnebog og Blyant, og sagde, at jeg tog til Monte Algido og formodentlig først kom sildig hjem i Aften. Jeg er nu ogsaa kommen heelskindet tilbage igjen, har ikke mistet en eneste BlodsdraabE, og troer ligesaalidt paa Røvere, som paa Helgene.
Fra den gamle Via Latina, som gaaer forbi under Tuskulum, og hvor man endnu hist og her finder Spor af den gamle Steenbro, dreier en nyere Bivei eller saakaldt Diverticolo af til Rocca di Papa. Denne Vei er meget længere, end den sædvanlige, som skjærer Via Latina omtrent tre Miglier længere nede. Man kommer nu forbi en temmelig høi Banke, Capo della Molara, hvorpaa der endnu findes en Deel Ruiner fra Middelalderen, formodentlig etslags Castello eller Ridderborg. Naar jeg undtager et lille Huus, som ligger ret smukt, ved Udkanten af en Skov, hvor jeg holdt et Øieblik for at tale med Manden, der viste mig Veien, traf jeg hverken Huus eller Menneske, forend lige udenfor Rocca di Papa. Fra Via Latina s. 94kan det omtrent være tre Miglier. Denne Vei er særdeles interessant og gaaer næsten bestandig igjennem Skov og Krat, undertiden med ret smukke Udsigter. De af romerske Antiqvarer omtalte Ruiner af en gammel Vandledning fra Monte Algido fik jeg vel undersøgt, men de vare ikke af stor Betydenhed. Paa Gaden i La Rocca traf jeg en Familie fra Ortacchio ved Lago Fucino, som jeg flere Gange har været hos, da de opholde sig her i Egnen om Sommeren, hvor de have en Deel Eiendomme. De brast i Latter over min Paaklædning og indbød mig, at blive om Aftenen hos dem; men endskjøndt ogsaa Datteren Vicenza, en vakker ung Pige, gjentog Forældrenes Indbydelse, havde jeg dog mine antiqvariske Nykker t Hovedet og red videre. Fra den saakaldte Campo di Annibale vovede jeg mig nu ind i den vilde La Macchia, et meget stort Skovterrain paa den sydlige Side af Monte Cavo, hvor der endnu skal findes Ulve og Vildsviin. Jeg mødte intet Menneske; men Vestphals Kort er saa nøiagtigt, at man for det Meste ikke trænger til nogen anden Veiviser. Herfra til Capo del' Aglio eller det gamle Algidum er der imellem tre og fire Miglier; imidlertid synes Veien at være meget længere, da Skoven paa de fleste Steder er saa tæt, at man kun enkelte Gange faaer en ordentlig Udsigt. Kun den sidste Miglie bliver den lidt lysere, og fra enkelte Punkter kan man endogsaa see over til Monte Fortino og Volskerbjergene. Da jeg endelig naaede Foden af Bjerget, var det blevet saa sildigt, at der kun var en lille Time af Dagen tilbage. Ikke destomindre bandt jeg Æslet godt fast og begyndte at arbeide mig op ad de steile Fjeldvægge, som vare begroede med et tæt og næsten uigjennemtrængeligt Egekrat. Det var mig især om at gjøre at naae Toppen, da Levningerne af det berømte Diana-Tempel kun, saavidt jeg veed, ere beskrevne af den unøiagtige og upaalidelige Chaupy, den samme, der har skrevet om la maison d’Horace. Men det s. 95varede ikke længe, førend jeg saae, at det var reent umuligt at naae Maalet i den første Time. Jeg satte mig ned og betænkte mig længe, om jeg skulde vente paa Maanen og vedblive til ud paa Natten; men en vis Angest midt i dette Øbe, omgivet af den vilde tause Natur, og Tanken om den lange Vei til Hjemmet, fik endelig Overhaand over min Nysgjerrighed, og mismodig klavrede jeg ned igjen til min Sommar, som stod ganske rolig og græssede.
Hvad mit egentlige Formaal angaaer, da har jeg, som Du nok indseer, ikke havt det mindste Udbytte af min med saa megen Utaalmodighed og under saa store Forhaabninger begyndte Reise. Jeg fortryder dog ikke, at have vendt om itide; Mannen vilde ikke have hjulpet mig stort paa dette Terrain, og hvo veed, om jeg ikke var bleven nødt til at tilbringe hele Natten deroppe. Med disse Tanker red jeg ogsaa videre og lod Gangeren springe.
Da jeg kom ned til den ene af de smaa Indsøer, som Veien gaaer lige imellem, traf jeg to Karle af et meget mistænkeligt Udseende, rigtignok ordentligt klædte t Fløielsburer og hvide Strømper, ligesom jeg, men med barske, mørke Physiognomier. Dette Selskab huede mig ikke synderligt, især da det begyndte at lakke stærkt mod Aften. Uvilkaarligt kom jeg til at tænke paa T., og alleslags Følelser og Tanker krydsede sig i Hovedet paa mig. Jeg red imidlertid dristig hen paa Siden af dem, sagde god Dag og spurgte, hvor de skulde hen, og om de vilde vise mig Veien til Rocca Priora. „Der skal vi ogsaa hen, I kan følge med os," sagde den Ene af dem, en høi, bredskuldret Karl, og lagde Haanden paa Halsen af Æslet. „Hvor er I ellers fra med Forlov?" Jeg svarede, at jeg var en Artista Danese og havde været omkring for at tegne. Disse Ord bekræftede jeg endydermere ved at tage mine tre Paoli op af Lommen, og tilføiede kjækt: „Det s. 96er hele min Eiendom, I Godtfolk; see, denne ene Paolo skal I faae for Følgeskabet, den anden drikke vi op i Rocca Priora, og den tredie, ja lidt Reisepenge maa jeg dog have til Fraskati, denne beholder jeg altsaa selv. I veed, en fattig Kunstner har ikke Meget, men jeg vil dele med Jer." Denne Tirade, fremsagt i en saa kjæk og spøgende Tone, som det var mig muligt, forfeilede ikke sin Virkning. Karlene loe og gave sig i Snak med mig. De vare fra Valmontone og skulde hente Noget, jeg husker ei hvad, i Rocca Priora. „I er en munter ung Fyr;" sagde den høie, „ere alle Danske ligesaa muntre Folk? I taler forresten vort Sprog godt; Jert Modersmaal ligner vist vores meget." Jeg svarede, at det næsten var det samme, og at vi vare lutter lystige Folk, omtrent som Folkene her i Egnen. Denne Compliment huede dem ikke ilde; vi kom nu til at tale om mange forskjellige Ting, og jeg lod, som jeg red sikkert og ugeneret, ligesom paa Corsoen. Imidlertid bankede dog mit Hjerte hele Veien. Jeg troer aldrig at have udstaaet en saa frygtelig Angest, endskjøndt jeg var overbeviist om, at det var skikkelige Mennesker. Men det var bleven mørkt, og ved Nattetider og paa en eensom Vei at være ene med to Italienere fra denne Egn, langt borte fra al menneskelig Hjælp, er just ikke meget behageligt.
Langt om længe, jeg troer, vi vare vist en halvanden Time underveis, ankom vi da til Rocca Priora, det gamle Corbium. Denne ved sin pittoreske Beliggenhed og uregelmæssige Bygningsmaade interessante lille By havde jeg besøgt adskillige Gange i Sommerens Løb, en Eftermiddag i Selskab med Landsmanden. Man finder hist og her nogle faa Fragmenter af gamle Capitæler og andre antike Sager indmurede i Husene; men hvorved Byen især udmærker sig, er Indbyggernes vilde, røveragtige Physiognomie og deres gamle volskiske utæmmelige Vildhed. Romerne ansee ogsaa hele dette østlige Strøg for en s. 97sand paese de’ birbanti, og besøge det sjelden, ligesom det vist heller ikke ofte er Tilfældet, at fremmede Reisende forvilde sig hen til denne Afkrog af Bjergene. Da vi endelig naaede Byen, syntes jeg at trænge til lidt Forfriskning og tog med mine to Ledsagere ind i Osteriet, paa høire Haand, naar man er kommen op ad den steile Opgang til Porten. Da jeg var i Bondedragt, gjorde jeg ingen videre Opsigt, undtagen at Berten, som bragte os nogle Folietter og lidt Hvedebrød, spurgte, hvor jeg var fra. Den ene af mine Kammerater svarede for mig, at jeg var un povero giovine artista fra Firenze, ikke langt fra Rom, og at jeg skulde til Fraskati i Rat. Hvor den gode Mand havde Ordet Firenze fra, er ikke let at begribe, med mindre han engang havde truffet paa en Kunstner fra Florenz. Jeg betog ham heller ikke denne Vildfarelse og tilføiede blot, at han havde gjættet rigtigt, at mit Hjem ikke var langt fra det omtalte Firenze. Jeg tog nu Hatten af, pillede lidt ved min Skjorte, for at den blotte Hals kunde komme desbedre tilsyne, og sad og drak ugeneret med mine to Kammerater. Hele Værelset var opfyldt af Unge og Gamle, lutter snakkende, støiende, drikkende og spisende Personer. Jeg tvivler om, at nogen Røverrede kunde fremvise Mage til Physiognomier. Da de kom og gik, ansaae jeg det for bedst at bruge et lille Kneb, og svarede ganske høit, da den Ene spurgte mig, hvad Vei jeg vilde tage til Fraskati og der just var opstaaet en lille Pause, saa at mine Ord kunde høres, at jeg rigtignok helst vilde ride den lige Vei, men siden den ikke var saa let at finde ved Rattetider, havde jeg isinde at tage hjem over Monte Compatri og Monte Porzio. Om Nogen har ligget i Baghold paa denne Vei og ventet paa mig, er ikke at vide, men et lille Krigspuds var vel ikke ganske overflødigt i dette Selskab.
Førend jeg tog bort, gav man mig atter et Beviis paa italiensk Gjæstfrihed. Mine to Kammerater fra Valmontone s. 98vilde paa ingen Maade tillade, at jeg maatte betale min Part af Vinen og Brødet. „I er en fattig ung Kunstner," sagde den Ene lgjen, ,,I har Intet at undvære; as gjør et Par Paoli meer eller mindre ikke noget. Rid nu med Gud; kommer vi engang til Fraskati, skal vi besøge Jer og smage Jeres Viin. Farvel!"
7
Med disse og lignende Ord toge de Afsked med mig. At jeg var for klog til at være stolt, men tillige paa sin Nordisk blev rørt over disse Naturmenneskers Venlighed, kan Du let tænse Dig.
Paa den øde Vei til Hjemmet mødte jeg intet Menneske. Saasnart jeg var paa den gamle Via Latina, kjendte jeg Terrainet og lod in lille Sommar løbe. Men ikke destomindre var Klokken over tolv, da jeg slap Æslet ud i Vænget, og træt og søvnig har jeg hidindtil opfyldt min Pligt, førend jeg lægger mig, regelmæssig hver Dag at optegne, hvad der er værd at huske af alle mine Hændelser.
D. 3. October.
Dette Brev bliver da det sidste. De mange løse Ark ligge nu adspredte paa Bordet og vente kun paa, at dette bliver færdigt, for at bindes sammen til en Pakke. Jeg har ikke isinde at løsne den for det første; hvad jeg her har tænkt, seet og oplevet, danner et saa levende og fuldstændigt Billede, at jeg vist ikke behøver at opfriske det i mange Aar. Formaae disse flygtige, simple Omrids at give Dig en svag Idee om dette Liv, er min Hensigt opnaaet; det følger af det skrevne Ords Natur, at det blot kan antyde.
Mine Bøger og Papirer samt en lille Samling af gamle Fragmenter og Marmorstykker fra Tuskulum og alle de mærkværdige s. 99Steder, jeg har besøgt her i Egnen, ere allerede indpakkede. Vetturinen er bestilt til at kjøre os imorgen til Rom, og Alt er forsaavidt afsluttet. Selv de nødvendigste Visiter ere lykkelig overstaaede, og den ene, der endnu er tilbage, eller rettere sagt, det Møde, jeg har lovet til i Aften, bør ogsaa overstaaes. I den sidste Uge har jeg kun to Gange været lidt omkring, en Formiddag med T. for at vise ham Egnen omkring Albanersøen, og en Aften i et deiligt Tordenveir oppe paa Monte Cavo. Ellers har jeg været hjemme hele Dagen og fuldendt, hvad der maatte fuldendes. En temmelig vidtløftig antiqvarisk, topographisk Afhandling med en historisk Indledning, deels efter Nibby og Andre, deels ved Hjelp af egen Læsning i Autores, blev færdig i forrige Uge. Det er slemt, at jeg ikke har de nødvendige mineralogiske og geologiske Kundskaber for at beskrive Dig den gamle, vulkanske Bjergmasse, som paa alle Sider er omgivet af Campagnesletten. Den er vist mærkelig i geologisk Henseende. De tre dybe Indsøer, uden Tvivl gamle vulkanske Kratere, vidne om store Revolutioner i Naturen. Dog maaskee er der bedre, at den døde Natur ikke har bortledt mig fra at betragte de levende Mennesker. T. sagde forleden, der vilde engang komme en Tid, hvor min Interesse for de lovpriste Dødelige vilde forsvinde. Endnu har jeg Tro og Tillid til et menneskeligt Hjerte og agter at bevare den, saalænge det er mig muligt.
Nu, min gode Ven, er det paa Tiden, at jeg gjør en Ende paa disse Epistler. Mine Tanker have ofte været hos Dig og de Kjære derhjemme i disse Dage. Alle Eders Breve ere ordnede efter Datum og heftede sammen i et Omslag; de ere læste og atter læste i eensomme Timer, naar jeg, syntes at trænge til en Erindring om mit Fædreland, som Enhver staaer Fare for at glemme her i dette jordiske Paradiis. Med næste Post afgaaer et Brev til Dig og et andet til de Gamle. Dog s. 100nu husker jeg, at det er overflødigt at melde Dig dette her paa dette Sted, siden Du først modtager disse Blade til næste Foraar. Du seer, Din Ven er lidt forvirret i dette Øieblik. Intet Under, siden han skal forlade et Sted, hvor han har tilbragt tre lykkelige Maaneder, en lang Tid for den, der nøies med Lidet, glæder sig ved Lidet og kun attraaer det Nødvendige i denne Verden.
7*
Tivoliden 14 October 1828.
Det er egentlig ved et Tilfælde, at jeg atter har forladt det gamle Roms Mure, for at tilbringe nogle faa Dage mellem de sabinske Bjerge. Der er heller ingen Grund for os til at skifte Opholdssted, ligesom for tre Maaneder siden. Luften er nu reen og sval, naar man ikke vover sig ind i gamle Ruiner, eller søger Steder, hvor Jordbunden til enhver Aarstid udaander hiin ubehagelige Malaria, hvis egentlige Beskaffenhed og Oprindelse endnu ikke rigtig er oplyst. Romernes og de Fremmedes kjæreste Promenade, den bekjendte Passeggiata, fra den spanske Trappe, forbi det franske Academi til Enden af Monte Pineio, er til enhver Tid af Dagen, helst om Morgenen, fuld af en Mængde Mennesker. Paa den østlige Side, lige paa Kanten af Muren, staaer en Bænk, hvorfra man har en smuk Udsigt over til Borghesernes og Raphaels Villa. En Octoberluft her i Syden er ogsaa værd at indaande. T. som har skrantet lidt i den senere Tid, fulgte forleden Middag med derop, og følte sig meget styrket og oplivet ved en halv Times Tour i det Frie. Du seer heraf, at denne Himmel gavner baade de Sunde og de Syge.
Disse Linier skriver jeg i det sibyllinske Gjæstgiversted i Tivoli, ved Siden af Vestas og Sibyllas gamle Templer. T. havde lovet at følge herud med en Tydsk Missiønair, der s. 104reiser til de græske Øer for bet engelske Bibelselskabs Regning, og bad mig om at ledsage sig. Jeg har nu isinde, at lade dem ene kjøre tilbage og selv at gjøre en lille Fodtour til Subiaco. Hjemveien kan jeg da lægge over Olevano eller Palestrina, eftersom Veir eller Leilighed tillade det. Imidlertid er det endnu for tidlig at lægge Planer. Jmorgen er der saa meget at see og at tænke paa, at det er bedst at opsætte slige Tanker.
Vi kom temmelig hurtig herud. I Eftermiddags toge vi en Vogn paa Hjørnet af Eorso og Via de' Condotti og rullede ud ad Porto S. Lorenzo til. Det var et nydeligt Veir. Først kom vi forbi den gamle af Constantin byggede Basilika, som udmærker sig ved den ældgamle eiendommelige Kirkestiil; derpaa kjørte vi over een af de tre Aniobroer, Ponto Mammolo, i hvis Narhed Regulus skal have havt en Villa. Lidt efter lidt, eftersom vi fjernede os mere og mere fra Staden, traadte det deilige Panorama frem, som omgiver den Reisende næsten allevegne i Campagnen. Til Høire seer man tydelig Fraskati og de omliggende mindre Byer, længere borte Palestrina, og ligefor os kastede Aftensolen et blændende Skjær paa Tivolis hvide Mure. Til Venstre reiste sig det gamle Soracte, isoleret og med skarpe Conturer. Allerede et godt Stykke, førend vi kom til de Albuniske Kilder, kunde vi see og lugte Svovldampen, da Vinden netop bar paa. Jordbunden er her rundtomkring hvid og guulagtig, og da vi kjørte over den lille Bæk, som kommer fra Kilderne og løber ned i Aniv, var Lugten fra det askegraae Vand næsten utaalelig. Imidlertid havde jeg dog Lyst til at staae af, for ved Hjælp af Medvind at komme nærmere og at undersøge Kilderne, men da de Andre ikke vilde følge mig derhen, og jeg ikke kunde forlange en saa stor Opoffrelse af deres Næser, kjørte vi hurtigt videre. Vi kom derpaa atter over en Bro, forbi Plautiernes store Gravmæle og kjørte nu op til Byen, igjennem en deilig Olivenskov. Da det gik stærkt s. 105op ad Bakke, steg T. ud af Vognen, som han pleier at giøre i slige Tilfælde, og gik til Fods. Aftenen faldt paa, Vinden tog til og strøg koldt henad Bjergene; jeg var ikke oplagt til at snakke og sad ganske taus i min Kappe ved Siden af Reisefællen, som havde været livlig og munter hele Veien, og nu ligeledes syntes at være falden i Dvale. Da vi kjørte ind igjennem det gamle Tiburs snævre Gader, var Maanen kommen frem, og vi saae endnu et Glimt af den deilige brede Flod, inden vi dreiede om til Venstre.
Vi have spiist sammen til Aften og sidde nu hver i sit lille Værelse. Det varede længe, inden vi kunde blive samlede. Missionairen gik strar ud for at see Byen, ligesom vort Tøi var baaret ind i Gjæstgivergaarden, og da til skulde til Bords, maatte jeg løbe en halv Times Tid omkring og lede efter ham, inden jeg endelig fandt ham nede paa den smalle Bro, som er bygget lige over den store Cascade. Men det var heller intet Under, at han havde glemt alle hine jordiske Fornødeuheder. Jeg glemte selv mit Ærinde. og stod længe maalløs ved Siden af ham. De høie, mørke Bjerge, de blændende hvide Huse rundt omkring paa Randen af Klipperne, Skummet af det fraadende Vand, som Maanen opløste i tusinde glimrende Stjerner, hvem havde Tid at tænke paa Maden i dette Øieblik? Langt om længe gik vi tause hjem igien og fik mange Skjænd af T., som havde været saa høfkig at vente paa os. Maden stod paa Bordet og var bleven kold, men smagte ypperlig, da vi vare sultne. Nu har jeg faaet mig en Foliette ind i mit lille Kammer , hvor Viuden staaer lige paa de utætte Blyvinduer. En Sloprok og Chenille ere knap istand til at holde Kulden ude, saa jeg af Hjertet istemmer de Gamles Vidnesbyrd, der give Tibur blandt andet ogsaa Tilnavnet, det kolde.
Den 15 October.
Dagen har været ganske god og lærerig, da vi have seet en Deel af Byen og den nærmeste Omegn, men den foregaaende Nat var afskyelig, idetmindste en Deel deraf; en Times Tid efter Midnat, efter at jeg var falden i en dyb og vederqvægende Søvn, kom der et stærkt Vindstød og rev det ene Vindue op med samt Døren, som ikke kunde lukkes, da der hverken var Laas eller Haspe. Jeg vaagnede, sprang op og ilede hen for at lukke Vinduet, men i det Samme blev jeg truffen af en isnende kold Luftstrøm, saa at jeg var nær ved at daane. Ikke destomindre blev Vinduet lukket, men da jeg slog det for heftig i, gik største Deel af de smaa Ruder itu, saa at det begyndte at pibe og tude endnu værre end før. Her vare gode Raad dyre. At flytte ind i et af mine Reisefællers Kamre gik ikke an, og at vække Folkene i Huset, nænte jeg ikke; Resultatet blev, at jeg pakkede mig godt ind og listede mig sagte ud af Huset. Imidlertid har det ikke fortrudt mig; det var rigtignok meget koldt, og der var ingen Læ hverken inde i Byen eller udenfor samme, men ved at gaae omkring med hurtige Skridt blev jeg snart varm og kunde nu uforstyrret nyde det deilige Skuespil, en saadan Egn frembyd er i en fuldkommen klar Maaneskinsnat. Omtrent en Time førend det blev Dag, kom jeg igjen forbi Gjastgivergaarden, og saae, at der var Lys i et Værelse. Folkene vare allerede staaede op og undrede sig ikke lidet over at see mig komme ind fra Gaden. En god Kop Caffe borttog lidt efter lidt næsten alle Spor af denne natlige Promenade, undtagen en lille Forkjølelse, som rimeligviis forsvinder inden i Morgen.
Da det blev Dag og vi alle tre vare samlede, skulde der lægges enslags Plan, for uden Tidsspilde at besee største Delen af hvad der var at see, og det er sandelig meget. Jeg tog Kortet og Grundridset af Byen frem, og udkastede ved Hjælp af Missionairen de første Grundlinier til vort forestaaende Feldttog. s. 107T. sad imidlertid og skrev, idet han overlod disse verdslige Anliggender til os alene. Siden mældte der sig adskillige Ciceroner, to ældre og en ganske ung, som det blev mig tilladt at vælge, da det syntes at være en vakker munter Knos, hvorimod de Andre vist vare meget lærde og alvorlige, og intetsteds er det lærde Pedanteri modbydeligere, end hos en italiensk Cicerone. Den første Betingelse, jeg gjorde, var, at han kun skulde svare, naar han blev spurgt, og det saa kort som muligt, den anden, at han ikke skulde gaae for hurtigt. Jøvrigt gav jeg ham tilstrækkelige Beviser for, at vi nøie kjendte Terrainet, undtagen Veien, og at det kun var for denne sidstes Skyld, at han blev leiet. Denne lidt alvorlige Tiltale maa have gjort en god Virkning; thi vi vare siden alle tre enige om, at vi endnu aldrig havde havt en saa ordknap og dog saa godmodig og beskeden Fører. Han havde forresten lært en heel Deel, henhørende til sin Haandtering, deels af sin Fader, der havde opdraget ham dertil fra hans ottende Aar, deels af de mange Fremmede, som han havde viist omkring.
Det første, vi bleve forte hen til, var Vesta Templet. Der var ikke langt dertil, da det ligger kun tyve Skridt fra Værtshuset, ude i Gaarden. Den deilige Bygning hviler fast og sikker paa en fremspringende Klippe, lige over Floden, som skyder forbi ned i Dybet. Naar man seer det fra den ene Side, skulde man næsten troe, at den var endnu heel og holden, da de fleste Søiler, eet Vindue, den indvendige Muur, som hørte til Cellen, og hele den nederste Deel have holdt sig. De corinthiske Soiler ere af Traventin og have været overtrukne med enslags Kalkpuds, Cellen derimod er bygget af vulkanske Tufstykker. Templet hører til de runde Bygninger, som Grækerne kaldte Peripteroi. Forholdene mellem de enkelte Dele, og det Hele, betragtet som et Heelt, vidne om den bedste romerske Periode. Men hvad der især er iøinefaldende, og som de Gamle havde saa megen Sands for, er den deilige Beliggenhed. Paa s. 108be tre Sider af Byen seer man det næsten altid kneise frit og høit over de andre Bygninger.
Paa samme Fundament, lige ved Siden af, staaer et andet Tempel, som nu er indrettet til en lille Kirke. Det er bygget i den joniske Stiil, og ansees for den Tiburtinske Sibyllas, den gamle Albuneas Helligdom. Det er meget forfaldent, og man kunde næsten fristes til det Ønske, at see den lille uanselige Bygning ryddet af Veien, forat skaffe Plads til den anden. Begge Templer ligge nu inde imellem en Deel uregelmæssige og stygge Huse. Det deilige Vesta Tempel vilde gjøre en herlig Effect, naar alle hine Hytter bleve nedbrudte, og en fri og jævn Plads omgav det paa de tre Sider. Men denne Plan vilde rigtignok medføre betydelige Udgifter, da Terrainet ikke er gunstigt.
Derfra skulde vi ned at besee de mærkelige Vandfald. Den gamle Anio, eller med dens nuværende Navn Teverone, udspringer i Nærheden af Subiaco, og dens Løb igjennem Dalene ned til Tivoli skal hverken udmærke sig ved nogen Brede eller Vandmasse. Men i Nærheden af Byen standses den paa to Sider af temmelig høie Banker, hvorigjennem man har ledet en Deel af Vandet, og opfylder et temmeligt bredt og dybt Bassin, inden den styrter ned ad de nordlige Klipper. Under selve Byen ere, som sagt, rigtignok nogle Canaler, som den rivende Strøm udvider fra Aar til andet, men de rumme kun den mindste Deel af Vandet. Uden denne Mængde pittoreske Vandfald vilde Tivoli ikke udmærke sig fremfor de fleste Byer her i Egnen; nu derimod er den ikke at sammenligne med de Andre. Det var ogsaa den første Bemærkning, Føreren gjorde, da vi dreiede omkring Templet og fulgte med ham ned i en dyb og snever, paa alle Sider indesluttet Dal. Ligesom vi kom lidt ned ad den smalle, steile Sti, hørte vi allerede Vandet bruse og kunde knap forstaae hinanden. Det var et herligt Syn. Ved den bestandige Dug, som svæver over Dybet, ere Klippevæggene s. 109blevne overtrukne med alslags Mos og Buskværter. Morgensolens første Staaler skjød ned igjennnem Taagen, og omgav den ene Side af Dalen med et blændende Skin, medens den anden laae t Skygge. Da vi havde naaet Enden af Stien og dreiede omkring et Klippehjørne, saae vi et ganske forunderligt Vandfald. Floden styrtede nemlig ned igjennem en stor Aabning i en rummelig Hule, næsten lodret, med et Bulder, som overdøvede den stærkeste Stemme. Ved det svære Fald opløste Vandet sig aldeles i Skum og Taage, saa at man Intet blev var af selve Floden, medmindre man klavrede op ad et temmelig skraat Klippestykke, indtil man hang lige ved Siden af Aabningen. Føreren hjalp mig op ad den glatte Stige, og vi anstrængte hele vor Kraft for at holde os; men det uvante Skuespil var altfor imposant: jeg blev der blot et Øieblik og lod mig derpaa glide ned igjen. En saadan Flodgud i sin fulde Vrede er ikke at spøge med.
Fra dette Vandfald samler Strømmen sig i en smal, meget dyb Klipperift, og skyder med en rivende Fart, snart under, snart over Jorden ned igjennem Dalen, til den naaer den saakaldte Sirenernes Grotte. Men det er ingen livlig Sang, som frister Vandringsmanden til at træde næmere ; tvertimod med et huult, frygteligt Bulder styrter Vandet ned i en uhyre mørk Fjeldkløft, hvor Øiet ikke kan see nogen Bund; kun ved at bøie sig ud over et Klippestykke, som ligger lige ved Indgangen til Hulen, kan man see nogle Favne ned i Afgrunden, hvorpaa Alting bliver mørkt og skummelt, og man hører blot Vandenes Susen nede i Dybet.
Fra alle disse nye, overraskende Scener bleve vi førte op igjen, for paa den modsatte Flodbred at følge en Vei, der løber langsmed Skraaningen af høie Banker, hvorfra man har den ene smukke Udsigt efter den anden, mod Syd, over til Byen, en Deel nye Vandfald, og paa sine Steder endogsaa langt ud i Campagnen. Det var paa Tiden, at vi kom op igjen til det s. 110varme Sollys; dernede i den dybe Dal var det saa koldt, at vi knap kunde holde Varme. Det blev en deilig Morgengang, som jeg ønsker Du skulde have deeltaget i. Byen, der viste sig paa den modsatte Side ligeover for os i dens hele Udstrækning, det lille Tempel, Vandets fjerne Brusen, som nu løb mere roligt ned igjennem Dalen, der var tæt begroet med alslags Træer og Buske, dernæst de lange hvide Striber af Vandet ved og fra Mæcenas's Villa, som styrtede ud over de lodrette Klipper, dertil en Baggrnnd med Rom og Pederskirken i det Fjerne, hvem vilde ikke have forsmaaet de bedste Billeder af en Claude Lorrain, med denne Naturens Sandhed for Øiet? Selv vor Fører, som dog var vant til dette Syn, opfordrede os flere Gange til høit at beundre hans deilige Fædreland. Men dette gjorde vi ikke af gode Grunde; tvertimod vi gik og stode næsten altid tause ved Siden af hinanden, og lode ham blot sige Navnene paa Ruinerne af de forskjellige gamle Villaer, hvoraf der synes at have været en Deel paa denne Side af Floden. Iblandt andet nævnte han ogsaa Horats, Catull og Qvintilius Varus. Det er historisk vist, at de to første have havt hver sin Villa her i Egnen, og i og for sig selv er det ei urimeligt, at de have ligget paa de Steder, som Antiqvarerne anvise dem, men det bliver altid et Spørgsmaal. Vi indlode os ikke heller i nogen videre Strid med vor lille lærde Cicerone, da vi havde andet at bestille. Veien var iøvrigt meget ujævn og ikke god at passere, da den ligger fuld af eu Mængde kantede Smaastene, som formodentlig stærke Regnskyl føre ned fra Bjergtoppene. Den steile Skraaning lige ned til Dalen seer meget tør og afsveden ud; kun enkelte Steder har man plantet en Deel Oliventræer, som synes at trives godt, iblandt andet i Nærheden af en lille Kirke, hvor vi hvilede os lidt og saae paa Cascatellerne, der dannes af den Deel af Floden, som Bernini har ledt hen under Byen.
s. 111Derfra fulgte vi igien Veien, som gaaer igjennem et lidet Krat, forbi enkelte Aloer og høie Myrtebuske ned i Dalen. Der saae vi endnu engang op til de deilige Vandfald, som lidt efter lidt forsvandt i Morgentaagen, gik over en gammel Bro, som Floden med rask Fart gled hen under, og stege derpaa, ad den gamle Via Tiburtina, hvoraf der endnu har vedligeholdt sig en lille Strækning, forbi forfaldne Substructioner, op til Mæcenas's berømte Villa.
Dette Lykkens Skjødebarn synes at have forstaaet sig paa Valget af en Beliggenhed for slige Lyststeder. Men hvad han vel mindst har drømt om, er den Brug, som Efterkommerne have gjort af hans Pallads. Der hvor den smidige og blødagtige Yndling pleiede at udhvile sig, naar han følte sig altfor generet af sin Herres Nærhed, høres nu Lyden af store Jernværker, som drives ved Hjælp af en Canal, der gaaer ind under Bygningen, deler sig i mange smaa Straaler, og løber sammen igjen, inden den styrter ud af et af de store Vinduer dybt ned i Dalen. Tiden har iøvrigt brugt sin skarpe Tand, og af al den fordums Herlighed ere endnu kun faa Spor tilbage. Naar man undtager en hvælvet Porticus, med høie, bueformige Aabninger mod Nord, hvoraf største Delen har holdt sig, tilligemed nogle tilstødende mindre Rum, formodentlig til Bibliotheket, er Resten altfor ødelagt, til at man kunde gjøre sig et tydeligt Begreb om det Hele. Hist og her seer man endnu Spor af, at det bestod af flere Afdelinger eller Etager med store Gaardsrum. Paa den sydvestlige Side af den omtalte Porticus staaer endnu en jonisk Søile, der udmærker sig ved en paafaldende Noiagtighed, endskjøndt den er opmuret af lutter smaa Muursteen. Det er altsaa rimeligt, at de Gamle ved slige Leiligheder betjente sig af Træformer. Fra den øverste Deel af Ruinerne, hvor man kan gaae frit og sikkert omkring, ligesom paa Fredenstemplet i Rom, har man en deilig Udsigt. Føreren, som fulgte mig derop og stod et Qvarteers Tid ved s. 112Siden af mig, kunde ikke ftyre sin naturlige Livlighed og begyndte paa enkelte Udraab. Da jeg mindede ham om sit Lofte og vi siden klavrede ned igjen, sagde ham meget alvorligt: »Signor, tillad blot et eneste Ord, De taler ikke meget." For at gjøre ham en Tjeneste, indlode vi os siden t en Samtale med ham.
Efterat have seet en gammel malerisk Ruin, som er bekjendt under Navn af Tempio della Tosse, gik vi endnu over til den beromte Villa Estense. Den er anlagt af Cardinal Hippolyt d'Efte, en Son af Hertug Alphonsus og den berygtede Luæe- tia Borgia, og tilhorer for Tiden Huset Modena. Den ud- mærker sig ved sin deilige hoie Beliggenhed, og Haven med samt Hovedbygningen maa til sin Tid have været meget pragtfulde. Nu er Alting forfaldent, og den store Have med de mange Terrasser og Springvand vil om faa Aar være næsten aldeles tilintetgjort.
Dette er i al Korthed en tro Relation om vor deilige Morgentour. Du maa noies med en kort Besirivelse; thi an- tiqvariste Debatter interessere Dig ikke, og til Naturmalericr er Pennen kun en ufuldkommen Pensel. Sligt kan næsten blot igjenncm Oiet finde Bei til Hjertet. De mange forskjellige Ting, som vi maatte lobe forbi, vare vel værd at see, men det er na'sten en Anftrængelse at see saa meget paa eengang. Vi vare ogsaa ganste trætte, da vi kom hjem og satte os ned til det velsmagende Middagsmaaltid. Der fattede jeg den Beskutning at blive her en Dag endnu og siden tilfods at trænge videre ind t Bjergene. Af min Bagage har jeg kun beholdt en Smule Linned og en varm Sloprok, som t Nodstilftelde kan troede t Stedet for en Chenille. Mine Neisesæller kjorte i Eftermiddags, for at naae Rom endnu inden Aften. Da de vare borte, tog jeg min Tegnebog og Blyant, gik over Broen og satte mig ned paa den anden Side af Floden, for at nyde lidt Ro, idet jeg forsogte at tegne Templet med de omliggende Huse. Jeg s. 113var imidlertid ikke heldig, og da der begyndte at flokke sig en Deel Gadedrenge omkring mig, lukkedes Bogen igjen. Siden gjennemstreifede jeg Byen en Times Tid, til det begyndte at blive mørkt, og endte med at aflevere et Anbefalingsbrev fra en romersk Familie til en Slægtning, men var ikke saa heldig at træffe ham hjemme. Paa Tilbageveien til Værtshuset traf jeg vor unge Fører, som havde været i mit Logis, for at gjøre Aftale angaaende imorgen. Da min Kundskab om hans Character og Forhold ikke er tilstrakkelig, har jeg kun i Almindelighed betroet ham, at det nok kunde hænde sig, at vi kom til at gjøre en lille Tour sammen, og har bestilt ham til imorgen tidlig.
Klosteret St. Cosimato, den 16 October.
Det er nu anden Gang, at Omstandighederne have nødt mig til at opslaae min Bopæl i et Kloster. Imidlertid bør man paaskjønne Munkenes Gjæstfrihed, de behandle den Reisende med Velvillie og nøies istedetfor Betaling med alle mulige Nyheder, som de synes at være meget begjærlige efter. Jeg har efter den sædvanlige Audients hos Abbeden faaet et et lille Kammer med et rigtignok endnu simplere Leie, end hos Passionisterne paa Monte Cavo; Kokken har forsøgt at stille min gode Appetit med en stor Ret Mælkebrød, og en gammel Munk har laant mig sit Skrivertøi. Jeg vil derfor begynde at fortælle Dig, hvad der er hændt mig idag, og derpaa snarest muligt søge Sengen, da jeg baade er træt og søvnig.
Den omtalte Fører indfandt sig meget tidligt og kom selv ind og vækkede mig endnu, førend det var blevet Dag. Jeg spurgte ham nu, om han havde ført Nogen omkring nede i Hadrians Villa, og da han svarede, at han kjendte Alt til Punkt og Prikke, begave vi os ufortøvet paa Veien. Himlen var fuldkommen reen, og det lod til, at det vilde blive godt Veir, hvilket s. 114ogsaa har været Tilfældet. Da vi kom ned til de meget udstrakte Ruiner, der efter Førerens Sigende skulle have syv romerske Miglier i Omkreds, tog jeg Piranesis Kort og Planer frem, for at gaae de enkelte Dele igjennem og siden at danne mig et fuldstændigt Begreb om det Hele; men Knøsen meente, at det vilde være et forgjæves Arbeide, og jeg indsaae ogsaa snart, at han ikke havde aldeles Uret. Man gaaer nu omkring mellem disse Ruiner, ligesom i en Labyrinth, uden at kunne med Vished angive de enkelte Bygningers Sammenhæng eller Bestemmelse. Iblandt de gamle Forfattere er der ogsaa kun faa, som have efterladt nogen Efterretning derom; de eneste, der fortælle Noget, ere Spartian og Aurelius Victor, men selv deres Beretninger indeholdes kun i nogle faa Ord. Imidlertid gives der vel neppe nogle Ruiner af slige gamle Villaer, som kunne maale sig med disse, især hvad Udstrækning og malerisk Effect angaaer. De mangfoldigste Grupper af Mure og Hvælvinger findes her, den ene ved Siden af den Anden. Vedbende slynger sig op og ned; alleslags Træer, enkelte og flere sammen, Laurbærbuske, Figen- og Oliventræer, Pinier og Cypresser træsfer man allevegne. I fulde tre Aarhundreder er man ikke bleven kjed af at grave rundt omkring paa hele Terrainet, og endnu er Jorden ikke udtømt. Naar man tænker paa de mange græske og ægyptiske Billedstøtter, som findes i de romerske Museer og private Kunstsamlinger, paa de deilige Mosaiker og andre Ting, som ere fundne her, hvilke Hadrian deels medbragte fra sine Reiser, deels lod forfærdige t Rom, kan man gjøre sig en Idee om den Rigdom og Pragt, som her have været udfoldede. Endnu er der neppe nogen Antiqvar, som jo foregiver at have sine Kunstsager fra Hadrians Villa i Tivoli, og naar man spørger efter Priserne og undrer sig over, at det er saa dyrt, faaer man tidt det Svar, at det ikke er for meget, siden det engang har været i den gamle berømte Imperadore Hadrians Eie.
8
s. 115Det yndigste Punkt i denne Egn af Bjergene er den lille Dal, fom han selv gav Navn af Tempe. Den ligger i Udkanten af Villaen, lige under høie Banker. Et lille Vandløb, snoer sig endnu derigjennem. Her dækkede vi os paa Grønsværen et simpelt Frokostbord, og deelte en Foliette Viin med hinanden. Den snaksomme Italiener fik nu Tungen paa Gang, da han mærkede, at mine Øren vare villige til at høre paa hans flydende Tale. Først lod jeg ham fortælle om det Nærmeste, vor Villa, om de enkelte Dele, og hvad han havde hørt af andre Reisende derom; dernæst fik jeg efterhaanden ved Hjælp af mange Spørgsmaal enslags Idee om Livet her i Byen, om de meest anseete Mænd og om Indbyggernes Sysler. Han gjettede snart, hvad min egentlige Hensigt var med disse Spørgsmaal, og fortalte nu næsten uafbrudt en heel Deel ret interessante Ting. Ogsaa ved denne Leilighed gjorde jeg den Erfaring, som jeg saa mange Gange har gjort, at der ligger mange herlige Evner skjulte i dette Folk, der ikke kunne komme til Udbrud, førend hiint Vankundighedens Mørke splittes ad, som nuomstunder ruger over de Fleste, baade Høie og Lave.
Efterat vort lille Maaltid var endt, og Glas og Flaske vare pakkede igjen i Kurven, gik vi en anden Vei tilbage til Byen. Det var over Middag, da jeg stod udenfor Døren ved Gjæstgivergaarden, og overveiede, hvad Maade der var nemmest at komme til Subiaco paa. Til at gaae tilfods var det for sildigt, og Leien for et Par Æsler og en Fører oversteg min Pungs Kræfter, da jeg med Forsæt kun havde forsynet mig med de allernødvendigste Penge. Et Par Drenge, som det blev givet i Commission at oplede en Leilighed enten til Vogns eller til Hest, kom tilbage med en Mand, der havde to Heste og agtede sig til Subiaco; men da han vilde ad den nærmeste Vei over Bjergene og desuden hans Udvortes ikke huede mig rigtigt, lod jeg ham ride bort igjen. Endelig kom en gammel ærlig Bonde ridende med to Muulæsler. Med ham blev der snart s. 116sluttet en billig Accord, og efterat den sidste Hindring var ryddet af Veien, nemlig det vigtige Spørgsmaal om Natteleie, da han var fra Rojano, en lille Flække i Nærheden af Subiaco, og ikke kunde indtræffe der førend langt ud paa Aftenen, bleve mine faa Effecter rullede i en Bylt og bundne bag paa Saddelen. Det Logis, han tilbød mig i sit eget Huus, blev jeg siden nødt til at afslaae, efterat jeg havde orienteret mig lidt i Egnen, og seet Beliggenheden af Horats's gamle Villa. Da jeg har isinde at undersøge den imorgen, vilde Afstanden fra Rojano være altfor betydelig, og desuden matte jeg saa gaae et godt Stykke tilbage igjen, hvorimod den paa Touren imorgen ikke ligger meget afveien.
8
Det var temmelig varmt i Veiret, da vi travede ud af Byen. Solstraalerne kastedes blændende tilbage af de nøgne Klipper, hvorimellem Floden i lange Bugter løber ned til Byen. Egnen var iøvrigt ret smuk; vi rede længe igjennem den ene Dal efter den anden, uden at tale noget med hinanden. Min gode Sabiner fordrev Tiden med at slaae paa Dyrene. Da han engang, ved at ride forbi et af de mange Madonnabilleder, som findes her paa Veien, tog Huen af og bad et hurtigt Ave Maria, og et Øieblik efter meget ubarmhjertig med en tyk Knortekjæp slog løs paa Æslerne, greb jeg Leiligheden til at indlede enslags Samtale, og bad ham ont, ved andre Midler at faae Dyrene til at gaae, da de dog vare vor Herres Skabninger, ligesom Menneskene. „É vero, Signore,” svarede han, „ma non fa niente, c’è un’ anima non baptizzata.”
Interessante Oldtidsminder kommer man ikke forbi. Flere smaa Byer sees i Afstand oppe paa Bjergene; men deels ere de af nyere Oprindelse, deels kjendes ikke deres gamle Navne. Det nuværende Castel Madama, det gamle Ampullione, som ligger til Høire fra Veien, er imidlertid en Undtagelse. Længere henne naaebe vi en Caravane, der bestod af nogle Mand til Hest, gode Bekjendte af min Sabiner, og en stor Mængde s. 117Æsler, der fulgte os lige til Klosteret. I dette Selskab droge vi ogsaa forbi Vico Varo, Horats's gamle Varia. Man har tvivlet om Sandheden af denne Angivelse, men den bekræftes udtrykkelig af det Peutingerske Itinerarium, som siger, at Varia laae paa den Valeriske Vei otte Miglier fra Tibur, og det er netop Afstanden mellem Tivoli og det nuværende Vico Varo. Navnet er vel opstaaet af Vicus Varia. Man seer endnu nogle Levninger af en gammel Muur; men denne er ogsaa efter Folks Sigende, som jeg har spurgt derom, det eneste Mærkværdige. Egnen er derimod særdeles smuk; Floden bruser til Høire fra Veien dybt nede i Dalen, og Bjergene frembyde mange pittoreske Punkter. Byen synes at være lille og styg, saavidt jeg kunde see paa vor hurtige Gjennemmarsch, eftersom vor Caravane i al mulig Hast blev drevet fremad.
Paa Veien havde jeg hos mine nye Venner erkyndiget mig om et passende Nattelogis, hvor meget end den gjæstfrie Sabiner vilde overtale mig til at blive Natten over i Rojano. De meente, at Munkene i St. Cosimato ikke vilde nægte mig en Smule Mad og et Værelse. Jeg stod derfor af udenfor Klosteret og takkede for det gode Følgeskab, men kunde paa ingen Maade bevæge Bonden til at tage imod nogensomhelst Betaling. Det Eneste, han forlangte, var mit Løfte, at besøge ham imorgen i hans Hjem, hvilket jeg ogsaa gav med det Forsæt at holde det. Derpaa skiltes vi ad; Caravanen satte sig ate i Bevægelse, og jeg gik ned til Klosteret og ringede paa Døren.
For Fuldstændighedens Skyld vil jeg endnu anføre, at jeg har været nede i Haven, til Munkene fik afspiist, som netop sadde til Bords, da jeg kom. Der var en forunderlig Taushed dernede, kun afbrudt ved Flodens Rislen. Solen var gaaet ned bag de høie Bjerge og Dæmringen begyndte at falde paa. Høit oppe glødede endnu de hvide Mure af den lille By Saracinesto, men ogsaa denne Glød forsvandt lidt efter lidt, og det varede ikke længe, s. 118saa var Alting omgivet af den klare Nat, og paa Himlen stod den rolige Maane.
Subiaco, den 17 Octbr.
Det er længe siden, at jeg har udstaaet saa mange Fatalia, det vil sige, den første Halvdeel af Dagen; den anden har imod Forventning bødet paa alle hine Møisommeligheder, som følge af Sult og en brændende Hede. Men det er en Fodtour, og Auspicierne til den kommende Dag synes at være gode; jeg vil derfor skrive den i Glemmebogen ved at kaste dem hen paa dette Ark Papiir, som jeg nylig har kjøbt nede i Byen.
Klokken var lidt over fire, da jeg imorges blev vækket af en ung Klosterbetjent, som indbød mig til at følge med sig ind i Kirken. Det er nu anden Gang, at jeg har faaet denne Indbydelse, og den kom ligeledes idag meget ilde tilpas. Imidlertid, da han ikke syntes at ville lade min Undskyldning gjælde, som bestod i, at jeg hellere hørte Messe om Aftenen, sprang jeg paaklædt, som jeg var, ud af Sengen, endskjøndt det søde Morgenblund, ovenpaa den foregaaende Dags Bevægelse, var meget fristende. Jeg fulgte da med ham ind bag et Trægitter, hvor vi satte os ned og hørte paa Munkenes Sang nede i Kirken. Den godmodige Fyr ansaae mig for en rettroende Katholik, og da det nu eengang var kommet saa vidt med mig, vilde det have været mindre rigtigt at give Forargelse; jeg saae og hørte altsaa meget taalmodig og andægtig paa deres Væsen dernede, og bad mit Ave Maria saa godt som Nogen, siden det ikke kunde være anderledes. For denne min Føielighed troede jeg nu ogsaa at have fortjent en Smule Frokost; men denne gik jeg desværre glip af. Paa min Anmodning om at faae en god Kop varm Kaffe, for at styrke mig lidt, siden jeg skulde ud t den kolde Morgenluft, svarede han, idet han trak paa Skuldrene, at en saadan Overdaadighed vare de fattige s. 119Munke ikke vante til; et Stykke tørt og gammelt Hvedebrød var det eneste, han kunde byde mig. Denne Guds Gave kastede jeg i min Ærgrelse Vrag paa; men sik siden Leilighed til at fortryde det. Imidlertid pakkede jeg mine faa Sager sammen, tog Bylten paa Nakken og sagde Farvel til ham og den gamle Padre Guardiano, som var endnu saa høflig at af- slaae mit Tilbud om Betaling.
Vinden blæste koldt imellem Bjergene, som vare indhyllede i Dug og Taage, og den første Morgenrøde begyndte at vise sig paa Horizonten. To Hyrder, som jeg mødte med deres Faareflokke, viste mig Veien. Den var ikke let at finde; men da man havde viist mig Directionen, gik jeg tværs over Markerne, lige hen til Bjergene, og fik der nøiere Besked af en Dreng, som vogtede Qvæg; hvorpaa jeg uden Ophold gik lige op til det Sted, hvor den gamle Villa skal have ligget, og satte mig ned paa et af de faa moesgroede Fundamenter.
Denne lange, hurtige Marsch havde gjort mig baade træt og sulten. Men da der var Andet at bestille, paabød jeg min Mave Taushed og tog mig blot en Morgendrik med den hule Haand af Horats's gamle Digentia, nuværende Licenza. Derpaa gik jeg omkring og mønstrede hele Dalen. Naar man seer Terrainet, maa det synes hævet over al Tvivl, at den Sabinske Villa, som Horats omtaler paa saa mange Steder, ikke kan have ligget ved Tivoli, men her paa dette Sted, hvor Sagnet derom endnu har vedligeholdt sig blandt Almuen. Jeg tager derfor min iforgaars yttrede Paastand tilbage igjen. Paa Bjerget Lucretile, nuværende Monte Gennajo, græssede hans Geder; det halv forfaldne Vacunas Tempel var ikke langt fra hans Villa, som laae i Dalen Ustica; derigjennem løb den kolde Bæk Digentia forbi Byen Mandela, og i en anden Krog af Dalen var en Kilde. Denne Beskrivelse kan ikke passe paa Omegnen af Tivoli, men ene og alene paa dette Sted, som desuden ikke ligger langt fra Vico Varo. Hvad des omtalte s. 120Vacunas Tempel angaaer, da husker jeg, at Porphyrius i sine Scholier til Horats's Breve anfører et Sted af Varro, som siger, at Vacuna, en gammel sabinsk Gudinde, er den samme som Romernes Victoria. For nogen Tid siden opdagede man t Rocca Giovane, som ligger lige ved Siden af Dalen, en Inscription af Keiser Vespasian, om at denne havde gjenoprettet Victorias forfaldne Tempel. Det er ikke urimeligt, at det er hiint af Horats omtalte Fanum; Keiseren kan muligen have gjort det af enslags Pietet mod Digteren. Jøvrigt er den lange Lovtale i Brevene over Egnens Skjønheder lidt overdreven, paa Poeternes Viis. Man kan let forklare sig det af den Glæde, hvormed han betragtede sin lille Eiendom, naar han flygtede fra det romerske Verdenshavs Bølger ud til den stille Havn, hvor han uforstyrret kunde tilfredsstille sit Hang til en lidt vel epikuræisk Magelighed. Men naar man nylig har forladt de albanske Bjerge, forekommer Sabinerlandet altfor blottet for Grønt, især hvad Bjergskraaningen angaaer. Ogsaa denne Egn har samme Mangel, og kun hist og her seer man noget Krat og enkelte Buske.
Det havde ikke været af Veien at, træffe den gamle Villicus hjemme. Men under disse Omstændigheder blev jeg nødt til at tiltræde Tilbageveien, efterat have nydt lidt Vaadt igjen, siden det Torre manglede. Jeg bankede paa et lille Huus i Nærheden; dog Ingen syntes at være hjemme. En gammel Kone, som kom gaaende med en stor Kurv paa Hovedet, viste mig en Gjenvei og fortalte tillige, at der siden paa den store Landevei kom et Osteri, hvor der var et deiligt Kjøkken. Denne trøstelige Efterretning indgjød mig nye Kræfter, og med fordobblede Skridt stræbte jeg at naae Landeveien igjen. Af Klosteret saae jeg endnu et Glimt til Høire og tænkte paa Munkene, som vel i dette Øieblik sadde ved deres gode Frokostbord. Veiret var imidlertid blevet deiligt. Det blændende Taageslør, som viftede i det Fjerne ned over Bjergene, opløste s. 121sig efterhaanden, og hele Omegnen traadte nu tydeligere frem. Ved en lille Bro over Floden, hvor en Vei dreiede af til Høirs op til den omtalte By Saracinesco, stod jeg lidt og betænkte mig, om det ikke kunde lade sig gjøre at besøge denne By, da den syntes at ligge saa smukt deroppe paa Spidsen af det høie Bjerg. Dog opgav jeg snart denne Plan og gik hurtigt videre. Efter en lang Times Vandring kom jeg endelig til det meget attraaede Osteri, kaldet la Spiaggia, der hvor Floden forandrer sin nordlige Retning og dreier i en skarp Vinkel om imod Vesten. Jeg glædede mig meget til at kunne stille min forfærdelige Appetit, da jeg foruden det daarlige Mælkebrød, som Munken bød mig i Aftes, ikke havde nydt det Allermindste siden igaar Middags, og traadte med store Forventninger ind ad den aabne Dør, hvor der stod nogle Bønder med deres troe Kammerater. Men i dette mit Haab blev jeg desværre skuffet. I det store, sorte, med Røg og Stank opfyldte Rum brændte en blussende Ild med en svær Kobberkjedel over, der tillige tjente til at tørre en Deel vaade Klæder og at varme nogle halvnøgne Skikkelser, som laae udstrakte paa Jorden omkring Ilden. Mit første Spørgsmaal var efter Brød og Kaffe. Et Stykke Brød havde han, svarede Værten, en lille Mand med et salt Physiognomi, pjaltet og smudsig; men Kaffe syntes han kun at kjende af Navn. Derimod havde han en Foliette Viin, af den bedste i hele Egnen. Dog, denne sure Drik var det mig ikke muligt at faae ned. Til al Lykke bragte han endnu et Par Æg, som jeg stegte i Emmerne. Dette lille Maaltid, som blev fortæret henne i en Krog, ved Siden af nogle Grise, paa et Bord og en Tallerken, hvis Udseende ikke var meget indbydende, smagte fortrinligt. Da Værten siden fik Betalingen, to Paoli, en ublu Priis her i Bjergene, indledte han en Samtale og spurgte, hvor den meget ærede Signore var fra. Jeg svarede dristigt, at jeg havde hjemme i Rom og vilde besøge min Familie i Subiaco. Det s. 122var med velberaad Hu, at jeg ikke angav mig som Fremmed; thi disse Fugle holder man meget af at plukke.
Kort efter begav jeg mig igjen paa Veien. Værten havde beskrevet mig den som meget eensom, hvor man hverken traf Huus eller Menneske. Men denne Spaadom er ikke gaaet i Opfyldelse. Tvertimod, det er en særdeles smuk Egn. Den store brede Landevei gaaer nede i Dalen, lige ved Siden af Floden, der slynger sig i mangfoldige Krumninger. Paa begge Sider løber en uafbrudt Kjæde af høie Bjerge, fulde af Skov og dyrkede Marker. Flere Smaabyer komme frem og vidne ligeledes om, at det ikke er en Ørk, man iler igjennem. Solen stod nu høit paa Himlen og det var en lummer Hede, næsten ligesom midt om Sommeren. Da jeg ikke havde en Paraplui hos mig, begyndte jeg snart at komme i Sved, og af Mangel paa to Hovedingredientser, Mad og Søvn, var det intet Under, at jeg sporede lidt til en uvant Udmattelse. Jeg gik derfor ned til Floden for at vaske Hovedet med det kjølige Vand. Her hændtes der Noget, som første Gang, efterat jeg baade ved Nat og ved Dag har gjort saa mange Smaatoure, alene og i Selskab med Flere, har indjaget mig en dygtig Skræk, endskjøndt det vel er muligt, at min Frygt har været ugrundet. Da jeg nemlig var kommen ned ad den steile Bred og havde faaet Frakken og Hatten af, blev jeg en Mand vaer, som stod paa samme Side af Floden ikke langt fra mig omme bag nogle Smaabuske, og hugged Qviste af med sin Øre. Jeg sagde god Dag og begyndte at øse Vand med Haanden. Imidlertid, da jeg havde staaet lidt, spurgte han mig, hvor jeg vilde hen, og om der var Flere deroppe. Da jeg meget ubesindigt havde givet ham til Svar, at jeg vilde til Subiaco og var alene, sprang han pludselig frem og kom med raske Skridt lige hen imod mig. Denne Kamp var altfor ulig, da min lille Stok ikke kunde veie op imod hans store Øre. Jeg betænkte mig derfor ikke længe, da der ikke var Tid til at tage nogen Beslutning, s. 123greb min Hat og Frakke og var med et Par Spring oppe paa Landeveien, hvor jeg gik rolig videre, da han ikke forfulgte mig. Maaskee har den irritable Tilstand, hvori jeg, som sagt, var kommen ved Mangel paa Søvn og tilstrækkelig Næring, og Opholdet i det usle Osteri blandt hine røveragtige Sabiner, været Grunden til, at jeg troede at see en Stimand i en fredelig Arbeidsmand. Dog dette Indtryk blev snart for vundet. Længere henne i en rummelig Dal paa en lille Ø, som det lod til, der dannedes af Flodens Arme, sad en Dreng i Skyggen af nogle høie Træer og vogtede sin Hjord. Han spillede paa en Rørfløite, lutter enkelte, simple Toner, men enslags Melodi, som han gjentog flere Gange. Jeg kom til at tænke paa Virgils Hyrder. Denne Fred kjende vi andre urolige Mennesker Intet til. Det vilde forekomme os underligt, at sidde i en afsides Dal ved Siden af en speilklar Flod, omgivet af høie, blaae Bjerge, paa en deilig Formiddag, høre paa Lyden af Qvægets Klokker, og udaande vore Følelser paa en saadan simpel Fløite. Men denne Dreng syntes at være meget lykkelig; jeg raabte over til ham, at han skulde komme nærmere: jeg vilde have talt med ham, men han var for langt borte til at forstaae mine Ord.
Derpaa gik jeg videre og naaede snart Rojano, hvor jeg blev overrasket paa en meget behagelig Maade. Den lille By ligger lige paa venstre Haand fra Landeveien, høit oppe paa Bjerget. Nede fra Dalen seer man en Deel af et stort Palais, som tilhører den Borghesiske Familie, der undertiden opholder sig her om Sommeren. Paa den steile Vei derop mødte jeg den gamle Bonde, der vilde ride mig imøde med sine to Muulæsler. Jeg var hjertelig velkommen. Han førte mig ind i sit Huus, som vidnede om enslags Velstand, og gjorde mig bekjendt med sin Kone og sine Børn, to velvorne Ungkarle, der vare meget ordentlig klædte, af Sabinske Bønder at være. Det, der huede mig bedst af det Hele, var en dygtig Bedekølle samt ypperlig s. 124Salat og Viin, som siden blev sat ind paa Bordet. For at undskylde mig for min altfor store Appetit, fortalte jeg dem mine Fata siden igaar Eftermiddags. Konen meente, at Munkene nok havde baade Kaffe og Suul i deres Kloster, men sagtens havde været bange for at røbe deres Velstand for en Fremmed. Da vi havde spiist, viste Manden mig sin Have og sine Marker og indbød mig til at blive der Natten over. Men da dette Ophold vilde have været altfor tidspildende, bad jeg ham undskylde mig. Disse vakkre Folk, som jeg blev et Par Timer hos, viste mig ikke blot denne Gjæstfrihed, men da jeg skulde til at gaae, lod Manden sine Muulæsler sadle øg sendte Sønnen med mig til Subiaco, under det Paaskud, at denne skulde hente Noget i Byen, hvorom det ikke var passende at yttre nogen lydelig Tvivl, men som jeg dog antog at være for min Skyld. Jeg tog da afsked med dem og red med min Ledsager ind ad Byen til. Veir og Vei vare ypperlige, og da Dyrene vare godt tilbeens, endskjøndt mit stødte forfærdeligt, tilbagelagde vi snart de faa Miglier. Efteral han havde viist mig en Locanda, som skulde være fortrinlig, og vilde ride bort igjen, syntes jeg paa een eller anden Maade at burde lægge min Taknemmelighed for Dagen. Penge havde jeg ikke at undvære, og desuden hans og Familiens Venlighed var ikke at betale; jeg bad ham da modtage til Erindring om Signor Albertos Landsmand en lille Brystnaal, et simpelt Kors af røde Koraller, som jeg engang for flere Maaneder siden havde kjøbt for en Ubetydelighed paa Markedet under Rocca di Papa, hvor min gode Ven B. og jeg havde bivaanet Festen til Ære for Madonna della Tufa. Denne Bagatel forsmaaede han heldigviis ikke, og vi skiltes da ad, fra min Side med mange Hilsener til Familien.
Nu ere mine Fingre snart trætte af dette lange Skriveri. Gjæstgivergaarden er bedre, end de fleste andre i de sædvanlige Smaabyer: Værelset er smukt og rummeligt og Sengen seer meget indbydende ud. Værtinden er en gammel Enke, som har s. 125to vakkre Døttre. Efterat have sovet en Times Tid paa Sophaen, har jeg været lidt omkring i Gaderne og omme paa en fri Plads, hvor der er fuldt af Mennesker. Fra en Balustrade seer man dybt ned i Dalen og hører Møllehjul og Floden bruse. De mange oplyste Huse og en Deel Smaaborde med Papirslygter, hvor Frugthandlersker have deres Stade, gjøre en ypperlig Effect. De høie, stærkt byggede Mænd, med deres lange Kapper, den høire Flig over den venstre Skulder, see ud som antike Statuer. Kaade Drenge løbe omkring, og bringe lidt Livlighed i de alvorlige Grupper. Det Hele er et Billede af et ægte italiensk Folkeliv, som man ikke bliver kjed af at betragte.
Den 18 Octbr.
Imorges sov jeg lidt vel længe. Der var kommen en saadan Træthed over mig, at Solen alt havde staaet i flere Timer paa mine Vinduer, inden den sik mig vækket. En Bekjendt t Nom havde været saa god at medgive mig et Anbefalingsbrev til en herværende Proprietair, som efter hans Mening vilde modtage mig meget venskabeligt. Dette har ogsaa været Tilfældet. Brevet blev afleveret i Formiddags, efterat jeg havde gaaet mig en lille Tour ned ad Landeveien. Det er en ung, nygift Mand, som har været ansat i Nom, og nu lever af sine Eiendomme her i Egnen. Han ha ikke faaet nogen videnskabelig Dannelse, men er som Italiener klog og livlig og forstaaer med megen naturlig Takt at tale om alleslags Gjenstande Konen er en fød Romerinde, ret vakker, og synes at bestyre sit Huus saa godt, som en romersk Dame formaaer det. Jeg blev en Deel af Formiddagen hos dem, og maatte spise lidt Frokost; de indbøde mig ligeledes til Middag, hvilken Indbydelse jeg ikke vilde afslaae, endskjøndt det havde været mig kjærere at være min egen Herre.
Derpaa gik jeg op til Slottet, som ligger paa det høieste Punkt af Byen. Det er fortiden en Cardinals Embedsbolig.
s. 126Man har en deilig Udsigt fra dette Slot ned over hele den snevre Dal. Høie Bjerge omgive den fra alle Sider, og mod Øst seer man de sneetakte Toppe af Abruzzerne i det Neapolitanske. Floden bidrager ogsaa til at gjøre Egnen til det yndigste Landskab, man kan tænke sig. Om Sommeren er Subiaco Opholdsstedet for mange fremmede Kunstnere, da det tillige er et meget billigt Levested. Fortiden er her endnu en fransk Kunstnerfamilie, som logerer nede paa Gjæstgivergaarden lige ved Siden af mit Værelse. Valget af et Sujet maa, synes mig, blive vanskeligt i en saadan Egn, hvor man har saa Meget at vrage iblandt, det Ene smukkere end det Andet. Idetmindste hører der vist en stor Udholdenhed og Selvbeherskelse til at fuldende et begyndt Arbeide, naar man har fundet en værdigere Gjenstand for sin Pensel. Det smalle Stræde, som fører op til Slottet, er fuldt af maleriske Hytter; og det, hvorved Byen især synes at udmærke sig, er de mange deilige Figurer og Physiognomier hos begge Kjøn, især hos Fruentimmerne. Jeg har fundet en Mængde ægte junoniske Skikkelser, med strenge, alvorlige Ansigtstræk og store, fyrige Øine. Naar man seer en saadan høi Figur med en Vandkjedel af antik Form, en saakaldt Concha, som holdes af den ene Haand paa Hovedet, skulde man næsten troe, det var en gammel Karyatide.
Det var en deilig Middagsstund, da jeg stod deroppe ved Slottet og indaandede den friske, kjølige Bjerglust. Et lille Udkast af den gamle Bygning, som endnu skal være en Levning fra Middelalderen, blev ikke til Noget, da der ikke var Tid til at gjøre det ordentligt. Til den sædvanlige Spisetid indfandt jeg mig hos den omtalte Ven af min romerske Bekjendt. Foruden mig var endnu et Par andre Gjæster til Bords, Venner af Huset, som ligeledes for et Par Dage siden vare komne fra Rom og agtede at opholde sig en Uges Tid her i Egnen. Samtalen dreiede sig for største Delen om Nyt fra Pavestaden, som det ikke stod i min Magt at opvarte med, da mit Kjendskab s. 127til slige Ting er yderst ringe. Efter det rigelige Maaltid blev der sat Kaffe ind, og derpaa anbefalede de Andre sig. Jeg vilde giøre det Samme, men blev nødt til at blive og har ikke fortrudt det. Da Manden var saa høflig at foreslaae en Spadseretour i Omegnen og tilbød sig selv som Cicerone, gik vi strar ud, for at være hjemme, inden det blev mørkt. Konen foretrak at blive ved Huset, da hun havde Noget at bestille. Vi vare først nede i Dalen ved Møllerne og gik derpaa op til St. Benedicts Kloster, omtrent en Fjerdingvei fra Byen. Det ligger smukt paa en fremspringende Klippe, og er omgivet af nydelige Haver. Udsigten er yndig ned over Byen og Floden. Med en gammel Benedictiner, som viste os allevegne omkring, kom vi til at tale om allehaande. Da han hørte, at jeg ikke var Katholik, spurgte han mig, om jeg kjendte noget til Dottore Luthers Skrifter, il gran principe dell’eresia, fordi en Fremmed havde fortalt ham, at St. Benedetto var den eneste af alle Helgene og Munke, som Doctoren havde havt nogen Respect for. Det gjorde mig ondt at betage den gamle Mand en Vildfarelse, som han syntes at satte Priis paa; men jeg gad ikke lyve for den graahærdede Gubbe og sagde, at det rigtignok var den hellige Bernhard, som Doctoren havde omtalt paa denne Maade, det vil sige med Hensyn til hans moralske Character; men det var rimeligt, at han ogsaa havde paaskjønnet den hellige Benedicts Bestræbelser for et velordnet Klosterliv, og hans Ordens store Fortjenester af Videnskaberne, da jeg ikke kjendte Luthers Skrifter saa nøie. Denne ringe Trøst syntes Gubben ikke at ville nøies med. „Det er Skade,“ sagde han, „at St. Bernardo har faaet denne Roes, for St. Benedetto er dog den største af alle den hellige romerske Kirkes Helgene.
Om Aftenen havde jeg ventet at kunne være overladt til mig selv; dog dette mit Haab slog feil. Min gjæstfrie Vært tillod mig ikke at blive alene, ja han vilde endogsaa have givet Ordre til at skaffe min lille Bagage fra Gjæstgiverstedet ned til s. 128sin Bolig, hvis jeg ikke udtrykkelig havde frabedt mig denne altfor store Høflighed. Klokken syv vare vi atter samlede med Gjæsterne fra i Middags, og Selskabet har varet til over elleve. Det vilde være blevet lidt vel kjedeligt, dersom Konen ikke havde sunget og spillet paa Fortepiano, med stor Færdighed og Udtryk. Jeg har nu taget Afsked med disse vakkre Folk, da Afreisen er bestemt til imorgen tidlig. Inden jeg kom hjem, gik jeg endnu en halv Times Tid omkring paa Gaden, en Nydelse, som man ikke kan faae nok af, om det saa skulde vare hele Natten. Der hører enslags Tvang til at løsrive sig fra den mørke Himmel og det blændende Maaneskjær.
Den 19 Octbr., om Formiddagen.
Det er umuligt at komme afsted. Hele Horizonten er overtrukken med sorte Skyer, og det regner hvert Øieblik, saa at Gaden svømmer i Vand. Du kan forestille Dig, hvor kjedeligt det er at sidde her lænkebunden til sit Kammer, uden Bøger og fornuftige Mennesker at tale med, og det i et saadant Veir, som gjør En forstemt, hver Gang man seer ud af Vinduet. Selv Pennen, der ellers er en saa glædelig Trøst, vil ikke glide henover Papiret, da Hovedet ikke duer Noget. Naar Solen en enkelt Gang kommer frem og skinner et Par Minuter, er det blege, gule Skjær fra de mørke Skyer endnu modbydeligere, end Mulmet, naar det regner. Imorges tidlig, ligesom jeg var staaet op, kom Franskmanden her ved Siden af ind til mig, og bad mig drikke min Kaffe med ham. Han meente, i et saadant Veir var man rigtig skikket til at gjøre Bekjendtskaber, hvilket jeg i min Ærgrelse var grov nok til ikke at indrømme, idet jeg sagde, at Erindringen om en Ven, man havde fundet i en smuk Egn, paa en deilig Solskinsdag, var dog meget behageligere. Han syntes ikke at forstaae det, lod sin Kaffe bringe ind i mit Værelse, tændte en Cigar og begyndte med den franske s. 129Volubilitet at snakke og at spørge mig om allehaande. Nu var jeg Vært og tvunget til at være høflig. Han agter sig om faa Dage til Lago di Fucino tilligemed sin Familie, som bestaaer af Kone, to Børn og en Tjenestepige, og vilde endelig overtale mig til at deeltage i Touren; men hele denne Cavalcade huede mig ikke synderligt, af mange Grunde; jeg anførte derfor blot, at, hvor gjerne jeg end vilde, kunde det dog ikke gjøres muligt, da jeg manglede det aldeles nødvendige Pas, og ikke formaaede at stille nogen Caution her i Egnen. Efterat have passiaret en heel Time og givet sin Harme tilstrækkelig Luft i tusinde Eder, har han endelig forladt mig. En ung Knøs, som var her for et Øieblik siden og tilbød sig som Fører, har jeg sendt bort igjen og bestilt til Middag i Forventning om, at Veiret dog endelig maatte opklares. Jeg er nu elleve danske Mile fra Rom, og Hjemveien bliver endnu meget længere. Det er paa Tiden, at man tager Fod i Haand og slipper heelskindet ud ak Bjergene igjen.
Samme Dags Aften i Civitella.
Efter megen Umage er det endelig lykkedes mig at naae op til denne Ørnerede, træt, vaad og forsvedt, hvilke Fatalia jeg nu vil beskrive Dig, siden jeg har været saa heldig at komme under Tag, hos gode Folk, hvor man ikke savner Hjemmet. I Middags, da Føreren kom tilbage for at hente mig, hang der endnu Taage og mørke Regnskyer rundt omkring paa Bjergene. Han spaaede os mindre heldigt Veir, men siden Veien ikke var saa lang, meente han, at det dog nok kunde være muligt at naae mit Maal i Tørveir. Vi begave os da ufortøvet paa Veien. Efter at have passeret den høie Bro over Floden, begyndte vi at klavre op ad de nøgne, steile Klipper, som omgive Byen paa den sydvestlige Side. Der var næsten ingen Sti at følge, end sige en ordentlig Vei; hist og her havde man s. 130hugget Huller, hvor det var altfor steilt. Efter en halv Times Marsch naaede vi endelig Toppen, hvor jeg afskedigede Føreren, da han var temmelig snaksom. Han viste mig, hvad Retning jeg burde følge, og meente, at Veien vilde være let at finde. Det regnede endnu ikke; men et Øieblik efterat han havde forladt mig, var jeg indhyllet i Skyer, og det begyndte at regne saa stærkt, at jeg snart var gjennemvaad lige til Huden. Det var først min Hensigt at vende om igjen, men der var ingen Tid at spilde, desuden kunde jeg ligesaa godt tørre mig paa det ene, som paa det andet Sted. Jeg tog derfor Mod til mig, hængte Sloprokken over Hovedet, bandt den med et Tørklæde fast om Livet, og ilede ned i Dalen. Den ene Bjergsti krydsede den anden, og da jeg kun vidste Retningen, men formedelst Mulm og Regn ikke kunde see meget, var det en stor Lykke, at jeg ikke foer vild. Nogle Folk, som siden kom mig imøde og forundredes meget over min besynderlige Paaklædning, fortalte mig, at jeg endnu var paa den rette Vei, og gave mig nøiere Besked. Denne Trøst var ikke ringe, men det var Skade, at Uveiret havde berøvet mig Udsigten oppe fra Toppen: den maa have været deilig, især ned ad Subiaco til. Dalen, som jeg nu skulde igjennem, var temmelig bred og dreiede sig om imod Sydvest; en smal Sti, flere Gange afbrudt ved Bække, som kom ned fra Bjergene, snoede sig imellem Viinhaver og Oliventræer; ogsaa enkelte Hytter og Huse kom jeg forbi. I Solskin maa det være en yndig Vei; men Regnen og Kulden betoge mig al Lyst til at see paa Egnen, idet jeg ilede hurtig fremad. Efter en lang Times Tid naaedes omsider Enden af Dalen, og Solen begyndte til min ikke ringe Glæde at faae Bugt med Skyerne. Dog vare endnu ikke alle Hindringer overvundne. De høie Bjerge med tætte Skove ned ad Skraaningen trængte sig sammen, og igjennem de mørke, tilgroede Fjeldkløfter syntes ikle at være nogen Udvei. Stien, der havde ført mig ind imellem store løsrevne Klippestykker, tabte sig i Krattet, som trak s. 131sig langt om til Høire. Var Regnen vedbleven, havde der ikke været andet for end snarest muligt at vende om igjen og søge Stien; nu derimod saae jeg til al Lykke en lille By høit oppe paa Toppen af et Bjerg, oplyst af Solen, og begav mig strar paa Veien derhen. En Hyrde, der kom mig imøde med sin Hund og Faareflok, sagde mig Byens Navn, Civitella, hvilket jeg havde formodet, og viste mig Veien. Denne tabte jeg imidlertid ogsaa, ligesom den forrige, og maatte nu paa Maa og Faa klavre op ad den betydelige Høide. Efter en Times Anstrængelse naaede jeg da endelig Maalet.
9
Min Vært, Signore Vincenzo, som eier et lille anstændigt Huus blandt de faa usle Hytter, tør jeg anbefale mine Landsmænd, der muligen kunde faae det Indfald at besøge denne Afkrog i Bjergene. Han har hidindtil været særdeles venlig og forekommende imod mig. Da jeg af nogle pjaltede Drenge blev viist hen til ham, som den eneste, der kunde tage imod Fremmede, og traadte ind ad Døren med Bøn om Logis og Føde, siden jeg var nødt til at tye til Mennesker i denne Ørk, bød han mig velkommen og kaldte strar paa sin Kone, der bragte mig Linned og nogle af sin Mands bedste Gangklæder, forat mine kunde blive tørrede. Derpaa blev der lavet lidt Mad og et Værelse anviist mig med en lystigt knittrende Ild i Kaminen. Han er en lille livlig Mand, der interesserer sig meget for Politica, endskjønt det ikke lader til, at han har læst det sidste Halvaars Aviser, og synes lidt stolt af at være den første i Rang og Velstand blandt Byens Indvaanere. Han sad hele Tiden inde hos mig, medens jeg spiste, og det var kun med stor Anstrængelse, at jeg kunde dele min Opmærksomhed mellem en stegt Høne samt et ypperligt Glas Viin og de store Verdensbegivenheder, hvilke han Ord for Ord søgte at lokke ud af Munden paa mig. Den øvrige Tid, til det blev Aften, har jeg været ene. Fra det store Hjørneværelse er en deilig vid Udsigt; dybt nede seer man Dalen, heelt om til Subiaco, s. 132derpaa selve Byen og Bjergene bag ved samme, over hvilke Toppene af de vilde Abruzzer rage frem, høit op i Skyerne; lige overfor reiser sig en mægtig Bjergryg, hvis øverste Deel kaldes S. Arcangelo, neden for denne ligger en lille By Roviate; til Høire langt ud i det Fjerne øines en Deel af den store Kjæde, der gjennemskjærer hele Halvøen, og dernæst de blaae, mindre høie Volskerbjerge. Næsten alle disse Bjerge og Dale, Kløster og Sletter med deres Skove og Kilder overskuer man med et eneste Blik fra Vinduet. Engang, da jeg stod og saae ud af samme, trak enkelte Skyer, der hang paa Biergtoppen omkring Byen, sig sammen, og i et Øieblik var Solen borte. Kort efter var Alting indhyllet i Dunst og Taage, og Byen befandt sig inde i en stor, tæt Skymasse. Den deilige Udsigt var forsvunden, jeg hørte kun Regnen strømme og bruse nede i Dybet i Kastanieskoven. Og atter efter nogle Minuters Forløb havde den stærke Blæst drevet Skyen bort, bag over Bjerget, og lidt efter lidt traadte nu Alting frem igjen, først de dybere liggende Egne, ligesom det var et Slør, der blev trukket bort, derpaa Bjergene med deres Toppe, og omsider smilede hele Himlen mig imøde i Eftermiddagssolens varme Straaler.
9*
I Aften, da jeg var lidt inde hos Familien og snakkede med Værten ved Kaminilden, beskrev jeg denne deilige Scene for ham. Sligt fandt hyppigt Sted heroppe, sagde han, helst om Efteraaret. Men et Tordenveir skulde være meget smukkere, omendskjøndt han ikke kunde huske, at det nogensinde havde lynet under deres Fødder. Da vi kom til at tale om Egnen og Indbyggernes Kaar og Ressourcer, gav han mig en ynkelig Beskrivelse over samme. De nøgne, golde Klipper egne sig ikke til nogen Dyrkning. Selv det daarlige Vand maa hentes op fra en lille Kilde, som ligger et godt Stykke nedenfor Byen. De faa Marker og Viinhaver nede i Dalen give de Fleste kun et tarveligt Udkomme, og Resten maa søge Fortjeneste ved s. 133Dagleie i bedre, tildeels langt bortliggende Egne. Hvad jeg har seet af Byen ved at ile fra Porten her hen til Huset, synes at bekræfte hans Ord. Forresten har jeg ikke været ude, da det er koldt i Veiret og meget hyggeligt herinde i de lune Værelser. Imorgen inden jeg gaaer bort, kan Alting tages i nærmere Øiesyn. Det er forunderligt, at Folk vil boe heroppe, men der er vel sagtens ogsaa her, ligesom allevegne, Kjærlighed til den Plet Jord, hvor man første Gang har seet Lyset.
Den snaksomme Signor Vincenzo var nylig herinde hos mig med en Foliette god Viin fra Olevano. „Jeg har flere Gange været t Rom og hørt meget om deres Landsmand, Signor Alberto,“ sagde han, „lad os drikke hans Skaal.“ Denne Skaal har jeg ogsaa drukket med enslags Stolthed, men alligevel bliver man dog lidt øm om Hjertet ved her at mindes om sit Fædreland. Endskjøndt jeg er træt og det nu er blevet sildigt, synes mig dog, det er vel tidligt at gaae til Sengs endnu. Henne ved Vinduet er det deiligt at see Vinden jage med Skyerne. Det er lyst nok til at skjelne de fleste Gjenstande rundt omkring i hele Dalen, og naar man seer en saadan mørk, stor Regnsky vælte sig ud over Bjerget, skulde man næsten troe, det var en af Ossians Helte, der svævede truende forbi paa Stormens Vinger.
Den 20 October, henimod Middag.
Værten har Ret, det er en ussel lille By. De faa Hytter trænge sig sammen paa en Plet, som omgives af golde Klipper, er udsat for alslags Veir og Vind i denne betydelige Høide og har ikke engang taaleligt Vand; idetmindste er det daarligt nede i Kilden. En ung Geistlig, der i sin tarvelige Paaklædning mødte mig udenfor Porten og var saa artig at vise mig lidt omkring, fortalte omtrent det Samme, som Værten; dog meente han, Sir Vincenzo var for godt vant, man kunde leve af mindre s. 134og dog være lykkelig. Indbyggerne havde dog saa mange Jorder, at der hverken var Mangel paa Viin, eller Olie og Brød, han selv havde det ikke stort bedre end de fleste af hans Skriftebørn. Han førte mig hen til adskillige Punkter, for at vise mig Udsigten, og vi gik vist et Par Timer omkring, inden vi vendte tilbage igjen. Det smalle Stræde i Byen bestaaer af lutter usle Hytter; da vi gik sammen ned til mit Logis, blev han et Par Gange staaende og talte med Folk; jeg saae lutter stygge, pjaltede Mennesker; selv hos de Yngre var der kun faa Spor af den ellers saa yppige italienske Ungdomsfylde.
I Værtens Huus er der imidlertid ingen synlig Mangel. Han indbød den unge Geistlige til Frokost og opvartede med kold Steg og ypperligt Hvedebrød. Jeg har nu sat mig hen at skrive, da der er Tid nok til at naae Palestrina inden Aften. Mine Klæder ere tørrede, ja selv mit Linned har den godmodige, vakkre Kone faaet vadsket og tørret. Forlange de ingen Betaling, veed jeg sandelig ikke, hvorledes jeg skal takke disse Folk for deres Gjæstfrihed. Veiret er ikke ganske roligt endnu, men det tegner dog ikke til Regn, med mindre Vinden skulde dreie sig.
Romden 22 October.
En stor Deel as denne Dag kan jeg anvende til at fortælle Dig Fortsættelsen af min Reise fra Civitella; Du skal siden erfare, hvorfor jeg blev nødt til at afbryde min regelmæssige Dagbog. Min Formodning, at Sir Vincenzo ikke vilde tage imod Betaling, var ganske rigtig; dog lod han sig omsider overtale til at modtage en Ubetydelighed, blot for at tjene mig, som han sagde. Det var ogsaa kun med Rød og Neppe, at man lod mig slippe; jeg skulde være bleven der til næste Dags Morgen.
s. 135Veien gik nu igjen nedad. Klipperne ere paa sine Steder saa steile, at man næsten maa formelig klattre ned ad dem. Veiret var imidlertid taaleligt, og med en smuk Udsigt for Øie ned over Sletten hen til Volskerbjergene, naaede jeg snart Olevano. Denne By ligger i en frugtbar og vel dyrket Egn, ved Nanden af en stor Slette, som løber ned imellem Klipperne og strækker sig hen til Campagnen. Høiene ere bedækkede med Oliventræer og Viinstokke, og langsmed Landeveien, som her tager sin Begyndelse, har man plantet Kastanie- og Figentræer. Selve Byen er ikke stort bedre end Civitella, men dog langt venligere ved dens Omgivelse. Her var det, hvor den bekjendte Scene foregik mellem Maleren og Røverne, der gik Glip af Kunstkjenderen R. Jeg drak mig et Glas Viin inde i et lille Huus, der saae ud til at være et Osteri, og mærkede Intet til Røvere. Imidlertid mindede den allerede fremrykkede Dag mig om at fortsætte Reisen, især da Skyerne begyndte at samle sig igjen og truede med Uveir. Efter Mandens Beskrivelse var der længere til Palestrina, end jeg havde formodet; ikke destomindre ilede jeg fremad, uvis om, hvor jeg skulde finde et Nattelogis, da jeg ikke kjendte nogen By mellem Olevano og Palestrina, og ikke heller fandt nogen afsat paa Kortet. Efter nogle Timers Forløb reve Skyerne sig løs fra Bjergtoppene og fore ud over Sletten, Regnen begyndte at strømme ned, og rundt omkring saaes ingen menneskelig Bolig at tye til; selv Træerne, som jeg flere Gange søgte Ly under, hjalp ikke stort. I denne Qvide maatte Sloprokken da frem igjen og gjøre Tjeneste. Jeg var allerede dyngvaad, da jeg endelig kom hen til et Huus med en stor aaben Port, der førte ind til en rummelig Stald, hvor flere Bønder havde søgt Ly mod Regnen. De vare saa høflige at give mig et Knippe Halm til at sætte mig paa, og spurgte, hvor jeg vilde hen i dette Veir. Det var først min Hensigt at blive her om Natten, og Eieren af Huset havde allerede tilladt mig at rede et Leie af Halm, siden han selv ikke s. 136havde andet at ligge paa. Da det imidlertid begyndte at sagte lidt igjen, og Bønderne meente, at man godt inden Aften kunde naae den nærmeste By, la Cave, hvor jeg kunde finde una buonissima osteria, un letto polito, ed un pranzo da Signore, begav jeg mig atter paa Veien. Til al Ulykke var Tørveiret snart forbi, Regnen blev væsten stærkere end før, og Mørket faldt paa. Jeg fandt mig nu rolig i min Skjæbne, siden det ikke kunde være anderledes; og tog ikke engang Sloprokken, som var bleven rullet sammen, ned af Stokken, men havde dog endnu det hemmelige Haab, at Bøndernes Forjættelse skulde blive opfyldt. Da jeg i fuld Negn endelig naaede la Cave og ilede ned ad Gaden, viste man mig hen til det eneste Osteri, der var i Byen. Du kan tænke Dig min Forbauselse, da jeg stod ved Indgangen til den usle Hytte, og fik til Svar paa min Bøn om lidt Aftensmad og Logis, at en ledig Seng havde de ikke, og hvad Maden angik, da var det nu for sildigt at lave noget. Imidlertid kom Værtinden ned ad Trappen, en rask og munter Kone, som jeg gjentog min Bøn for. Hun var godmodig nok til at have Medlidenhed med mig, og lovede efter Evne at sørge for de første Fornødenheder. Efterat man havde lyst mig op til et lille Qvistkammer, kom hun snart op og tilbød mig den Seng, som stod i Værelset. Hendes Mand var reist bort og kom først igjen imorgen, hun skulde nok see at faae Huusly for denne Nat i Nabolauget. Vilde jeg tage tiltakke med dette Leie, da stod det til Tjeneste, men rene Sengeklæder havde hun ikke. Jeg var naturligviis villig til Alt og tog med Fornøielse imod Tilbudet. En halv Times Tid efter bragte hun mig lidt varm Kjødmad og en Foliette ikke daarlig Viin, hvorpaa hun forlod mig, idet hun lovede en god Kop Kaffe til imorgen tidlig.
Der stod jeg nu i mine vaade Klæder, ved den smudsige, væmmelige Seng, i et lille Lukaf, hvor Regn og Blæst slog ind igjennem de sønderbrudte Ruder i Vinduet, rystende af Kulde over hele Legemet og med Frygt for den lange Nak, som skulde s. 137tilbringes her i denne Tilstand. Imidlertid der var intet Valg; jeg slukkede Lampen, kastede mig i Klæderne hen paa Sengen, lagde den vaade Sloprok over mig og forsøgte at sove. Du skal ikke trættes med en lang Beskrivelse over den nu lykkelig overstaaede vaandefulde Nat; jeg vil blot fortælle Dig, at jeg laae vaagen de første Par Timer, men siden faldt i Søvn og sov uafbrudt hele Natten igjennem til det første Daggry. Hvorledes min gode Genius har bevaret mig, saa at jeg endnu i denne Stund er rask og munter og ikke føler det mindste til de ellers saa sædvanlige slemme Følger af en Gjennemvædning (om jeg tør bruge dette Ord), det er og bliver mig en Gaade. Om Morgenen var jeg ganske tør igjen, og ovenpaa den varme oplivende Kaffe følte jeg mig rask og munter, ligesom ellers. Da Konen fik sin Betaling, Halvparten af mine faa Skillinger, undrede hun sig selv over, at jeg var sluppen heelskindet derfra og sagde, efterat have hørt mine Lidelser, at dersom hun havde tænkt dette, skulde hun ganske anderledes have sørget for mig. Derpaa sagde jeg Farvel og forlod den lille By, som jeg vist aldrig kommer til at glemme.
Det var en deilig Morgenstund; Skyerne skiltes ad til alle Sider, Solen, der var kommen op over Horizonten, sendte sine varme, vederqvægende Straaler ned igjennem Taagen, og paa Græs og Blade hang store, glimrende Dugdraaber. Det ubehagelige Indtryk fra forrige Nat var snart forvundet. Veien gik en Tidlang imellem smaa Høie, fulde af Træer og Buske, og gjennemskaarne af rislende Bække. Derpaa blev den bredere og friere. Jeg traf snart paa en Mængde pyntede Folk, Mænd, Fruentimmer og Børn, der i lange Skarer og under Sang og Latter droge hen til en lille Kirke, hvor der skulde være en stor Fest, til Ære for et Madonnabillede. Da vi kom derhen, var den allerede begyndt. Pladsen udenfor Kapellet var fuld af Mennesker, Kramboder vare opstillede ved Siden af, og Munke, andre Geistlige, Almuesfolk og Æsler dannede en broget Vrimmel.
s. 138Det kunde have været ganske moersomt at tilbringe en heel Dag paa dette Marked, hvor der handledes baade med Sjæle og Varer; men Veien var lang og Dagen kort, desuden længtes min Pung ikke mindre efter Ro, end jeg selv. Jeg opholdt mig desaarsag kun ganske kort, gik et Øieblik ind i Kapellet og derpaa videre.
Efter en god halv Time kom det stolte Palestrina frem til Høire, indhyllet i Morgentaagen. Det var først min Hensigt at gaae derop og hilse paa nogle Bekjendte, dog Omveien var ikke ubetydelig. Efter Kortet skulde Veien til Rom være nærmest over Fraskati eller Colonna, men den store Strækning af Campagnen mellem Anio og de Albanske Bjerge var mig endnu ganske ubekjendt, kun nogle faa Qvadratmile, men fulde af Minder om gamle, mærkværdige Tider. Jeg fulgte derfor den Prænestinske Vei blot de første tre Miglier, og dreiede derpaa af til Høire ind ad Zagarola til, det gamle Pedum. Af den gamle Landevei er der endnu mange Spor tilbage; den gaaer igjennem en smuk og frugtbar Egn, snevre, skyggefulde Dale afverle med skovrige Banker, hvorfra man overseer Omegnen; Markerne ere vel dyrkede og omgivne med gode Hegn. Paa de talrige Bække mærker man, at Foden af Bjergene ikke har tabt sig endnu i Sletten. Zagarola er næsten blot, hvad man hos os kalder en lille Landsby; men egentlige Landsbyer finder man ikke her i Egnen, de have alle Kjøbstædernes Characteer. Jeg var et Øieblik inde i det reenlige, godt forsynede Osteri, og fik lidt Viin og Brød til Frokost; da der ikke syntes at være Noget mærkeligt at see, begav jeg mig snarest muligt bort igjen. De næste to Miglier gaaer Veien først ned ad en Banke, derpaa i en Dal, skovbegroede Høie paa begge Sider, hvor man hist og her seer gamle Substructioner mellem Egekrat og Laurbærbuske. Efter en halv Times Tid træder man da ud i den egentlige saakaldte Campagne s. 139og træffer paa en ældgammel Landevei, der gik og gaaer endnu fra Palestrina til Gabii.
Jeg formaaer ikke at beskrive Dig det Indtryk, dette Øde gjorde paa mig, da jeg alene med min lille Bylt paa Nakken, skulde til at gjennemvandre en Egn, hvor for mange Aarhundreder siden, talrige Slægter havde havt deres Boliger og blomstrende Marker, og hvor man nu kun om Vinteren finder en ubetydelig Population, da de faa Folk, der opholde sig her om Sommeren, ikke ere at regne i Forhold til Terrainets store Udstrækning. Endskjøndt det næsten havde været Vinterkulde i Bjergene, havde Sommeren dog ikke forladt Sletten endnu. Kun paa sine Steder, i Nærheden af Vandløb, saae man Spor af Grønsvær; ellers havde Jordskorpen, især i Frastand, ved det afsvedne Græs, næsten Udseende af en Sandørk. Den gamle Landevei, som jeg fulgte heelt til Gabii, omtrent ser Miglier, bruges endnu baade af Ridende og Kjørende; et langt Stykke seer man endnu de dybe Hjulspor i Polygonerne. Søen Regillus, som jeg beholdt paa venstre Haand, havde nok været værd at besøge, da den efter Sigende skal have noget Eiendommeligt ved sin runde Form, hvilket i Forbindelse med Basaltbruddene, som findes lige i Nærheden deraf, tyde hen paa vulkanisk Oprindelse. Jeg saae den flere Gange i lidt over en halv Miils Frastand, som en lys rund Plet ved Siden af Monte Falcone, men vedblev at følge den lige Vei, da der endnu var mange Miglier at tilbagelægge inden Aften. Castor og Pollur viste sig ikke paa deres hvide, fnysende Gangere; derimod kom et Par Bønder mig imøde, med Skindpels og lange Spyd, som joge forbi paa smukke, stærkt byggede Heste.
Gabii naaede jeg henimod Eftermiddagen. Af den gamle berømte Stad er endnu kun faa Ruiner tilbage. Det interessanteste, og maaskee det stolteste Monument i hele Campagnen, er Cellen af det gamle Junotempel. Den er lukket paa tre Sider og kun aaben imod Syd, men desværre er den største s. 140Deel af Døren ødelagt, saa at hele Væggen over Architraven mangler. De store Masser, hvoraf den er bygget, er af den bekjendte saakaldte Gabinske Steen, en rødbrun Tufart, som endnu brydes i Nærheden, og fra de ældste Tider er bleven anvendt til store, massive Bygninger. Som det lader til, var den lukket foroven. Det smukke Mosaikgulv er, forunderligt nok, ikke borttaget; endskjøndt det har lidt meget, og navnlig paa den høire Side Kilerne ere løsnede, kan man endnu gjøre sig en Forestilling derom. Det hidrører imidlertid fra en meget sildigere Periode, end selve Templet eller Cellen, da det først var i Keisertiden, eller noget tidligere, at denne Skik opkom hos Romerne. Rundt omkring Cellen sees endnu Spor af Buegangene, der omgave den, samt nogle faa Brudstykker af doriske Søiler. Disse faa Levninger ere næsten Alt, hvad der er tilbage af den gamle, berømte Stad. En Udgravning, som foretoges i Slutningen af forrige Aarhundrede, gav intet videre Udbytte, end problematiske Fundamenter af et Forum. Søen, der ligger omtrent en halv Miglie fra Templet, den nuværende Lago Pantano, er betydeligt større, end Lacus Regillus, og maa sikkert være af Interesse for en kyndig Geolog.
Derfra gik jeg igjen op til Templet og satte mig ned paa Cellens Dørtrin. Indholdet af en lille Lerke, som jeg havde kjøbt i Zagarola, smagte fortrinligt, og hjalp ogsaa til at stille Appetiten, som begyndte at indfinde sig. Det var en deilig Eftermiddag, Solen stod lige paa Døren og varmede godt, uden at være altfor hed. For saavidt var der alsaa Intet i Veien. Ligeover for laae Fraskati med den stolte, kneisende Villa Aldobrandini. Jeg havde først isinde, at gaae derhen og blive om Natten hos den gamle Guardaroba, men omsider foretrak jeg dog at gaae lige til Rom, efter først at have gjort en lille Omvei til Collatia, tværs over Markerne, da der ikke var afsat nogen Vei paa Kortet.
Imidlertid var jeg først inde i et lille Osteri, som laae s. 141ganske uventet paa venstre Haand fra Veien, inden jeg dreiede af til Høire. Den gamle Kone, der ene var hjemme, bød mig et Par Skiver tørt og gammelt Hvedebrød, og dertil daarlig, suur Viin, som jeg fik at nøies med, da hun ikke kunde skaffe anden Middagsmad. Manden skulde komme med Proviant fra Rom om Aftenen. Dette simple Maaltid slugte Resten af mine Penge, og jeg kunde nu saa meget deslettere og freidigere fortsætte Veien.
Fra dette Osteri til Collatia regnes for næsten tre Miglier. Ruinerne af denne By frembyde intet Mærkeligt, de ere meget ubetydeligere, end de af Gabii. Man seer, som sædvanligt, en Deel Substructioner og Steder, hvor der maa have staaet Bygninger; dog er det umuligt at gjøre sig en Idee om dens Omfang. Man maa tage Hukommelsen og Phantasien til Hjælp, ligesom ved saa mange andre Oldtidsminder, forat kunne dvæle der med Interesse; men da fremstaae ogsaa Billeder og Danker, som vanskeligt gaae af Glemme. Mærkværdigt er det, synes mig, at Almuen ikke har nogen Idee om Spøgeri mellem saadanne gamle Ruiner. Jeg har i Samtaler flere Gange slaaet paa denne Streng, men aldrig fundet mindste Spor hos dem af slige Tanker. Her vilde den gothiske Folkestamme strar have en ypperlig Figur, den ulykkelige Lucretia i hvidt Klædebon med Slør over Hovedet.
Fra Collatia skraaede jeg nu igjen over til den saakaldte Ponte della Nona, det sidste gamle Mindesmærke, som endnu kunde tages i Øiesyn, inden Skumringen faldt paa. Den udfylder en temmelig bred Fordybning imellem to Høie paa den Prænestinske Landevei, og er formodentlig bygget paa Gracchernes Tid. Det nyere Navn har den faaet af de ni Buer, hvoraf den bestaaer. Pillerne ere høie, men smalle, og staae tæt sammen paa Grund af det porøse Material, den før omtalte gabinske Tufart. En større Bro af en lignende Art og til samme Øiemed, det vil sige, til at udfylde en mindre beqvem s. 142Fordybning, og ikke for Vandets Skyld, var den under Ariccia paa den Appiske Vei, hvoraf der endnu findes kjendelige Spor. Man seer, det var den gamle Verdens Hovedstad, som disse Veie gik ud fra.
De sidste ni Miglier fra Broen til S. Lorenzo-Porten bleve mindre behagelige end de foregaaende. I Begyndelsen, inden Maanen gik op, var det saa mørkt, som det kan være i en italiensk Stjernenat. Endskjønt jeg gik fuldkommen tryg og rolig, og menneskelige Boliger ikke manglede, forekom Egnen mig dog som en stor Kirkegaard, og de store, forfaldne Masser, som jeg hist og her kunde skimte ved Siden af Veien, lignede gamle Gravminder over mange henfarne Generationer. Siden blev det lidt mindre uhyggeligt, da jeg traf sammen med nogle Folk fra Abruzzerne, som vilde til Byen for at søge Arbeide. Vi fulgtes ad lige til Porten; der skiltes vi, de ordknappe, alvorlige Mænd dreiede om til Venstre, langs med Muren, jeg gik lige frem, forbi den store Basilica S. Maria Maggiore, op og ned ad det gamle Mons Viminalis, over det Trajanske Forum, hvor den ranke Støtte endnu stod i den deiligste Maanebelysning, og naaede snart den velbekjendte capitolinske Trappe.
Saaledes er da nu denne lille Reise lykkelig overstaaet, som ikke blev begyndt uden Frygt, da man i den senere Tid har hørt om adskillige Overfald. Min Stjerne maa altsaa ikke være daarlig. Dersom Du nogensinde har havt et lignende Nattelogis, som jeg i la Cave, kan Du tænke Dig, hvor vel jeg var tilmode, da jeg atter laae i min gode, varme Seng. Imorges maatte jeg give den hjertelige T. En fuldstændig Relation om mine Fata, og i Aften har jeg lovet Børnene at fortælle dem om Vandfald og Bjerge, Dyr og Mennesker, da jeg ellers ikke faaer Ro i den første Uge.
Albanoden 27 December 1828.
Med en god Bekjendt fra Palazzo Cafarelli paa Capitolet har Din Ven nu isinde at gjøre en lille Udflugt til Volskerbjergene. Vinteren har ikke indfundet sig endnu ; Luften har hidindtil i det Hele taget været klar og mild, og ene ved de nøgne Løvtræer og det hyppige Regnveir mindes man om, at Sommeren og Høsten er forsvunden. Imidlertid have vi dog forsynet os med varme Klæder, da det er muligt, at vi enten træffe eller faae Snee imellem Bjergene, endskjøndt det egentlig kun er en Udkant af samme, som vi have isinde at besøge. Den største Deel af Veien er ufremkommelig tilvogns, og ordentlige Heste ere vanskelige at overkomme og i Bjergegnene ei heller at stole paa. Vi have derfor valgt den sædvanlige Maade at komme frem paa, et Par smaa romerske Æsler, med gode Sadler og Stigbøiler.
I Middags forlode vi Capitolet. Den nyere store Landevei til Albano er os bekjendt; vi valgte derfor en anden Vei, den gamle Appiske, som man kan følge et godt Stykke, tilfods eller ridende. Uden taalelige Kundskaber i den gamle romerske Historie vil jeg ikke raade Dig at ride denne Vei; Du vil savne dem næsten ved hvert et Skridt, Du gjør. Indtil Drususbuen, bag hvilken den gamle Appiske Port ligger, nuværende Porta S. Sebastiano, kjendte vi begge to de fleste Monumenter. Blot Scipionernes Gravhøi havde endnu Ingen af os undersøgt.
10
s. 146Da jeg syntes, det var en Skam ogsaa denne Gang at ile forbi, samtykkede min Ven i Forslaget, og holdt Dyrene, medens jeg fik Manden opspurgt, der har Nøglen til Døren i Forvaring. Udvendig seer dette mærkværdige Gravsted ud, ligesom en lille Kæmpehøi paa vore Heder; ovenpaa staaer nu et Huus, der hvor i gamle Dage to Scipioners og Ennius’s Billedstøtter stode. Det Indvendige bestaaer af lave, snevre Gange, som formodentlig bleve dannede ved Udgravning, efterat Høien var opkastet. Det Hele ligner de christelige Catacomber. Man opdagede det forunderlig nok først i Slutningen af forrige Aarhundrede, da man tidligere havde meent, at det laae udenfor Porten, ligeoverfor den lille Kirke: domine, qvo vadis. Det vigtigste Mindesmærke, man har fundet her, er en Sarcophag af Peperin over Consulen Scipio Barbatus. Den gjemmes nu i Vaticanet, og er mærkelig i architectonisk Henseende. Man bliver underlig tilmode ved at gaae omkring i disse Gange, og læse de mange Inseriptioner ved Skinnet af Førerens Blus. Vi gave os dog god Tid og afskreve dem allesammen; men da vort Øie endelig mødte Solens Lys igjen, maatte vi gjøre os Umage for at glemme dette blandede Indtryk. Det er rigtignok et andet Gjemmested for dødeligt Støv, end de fleste Gravhvælvinger i vore Kirker.
Fra Drususbuen til det saakaldte Capo di Bove, det gamle Cæcilia Metellas Mausoleum, er omtrent to Miglier, og paa begge Sider af Veien træffer man mærkelige Ruiner. En Deel af dem kjendte vi af tidligere Besøg; Resten opsatte vi til en anden Gang. Først kommer man over den lille Bæk Almone, nuværende Aqvataccio, hvor Cybeles Præster aarligen vadskede Gudindens Billede. Den udspringer af forskjellige Kilder tre Miglier fra Rom og falder i Floden. Vi saae flere Gravruiner med smaa Huse paa, ligesom Scipionernes. Derpaa kom den hellige Sebastians Basilica, hvor Nedgangen er til de berømte Catacomber, til Venstre Marentius’s Circus, ikke Caracallas, s. 147som man hidindtil har antaget, og endelig det omtalte Mausoleum, i Middelalderen en Fæstning, som tilhørte Familien Gactani. Du kjender vel Byrons deilige Vers i Childe Harold: There is astern round tower of other days etc. Rundt omkring i Campagnen seer man de hvide Mure af dette stolte herlige Monument, som snarere synes bestemt til at gjemme en gammel Konges, end en Qvindes Aske.
Her er Maalet for de fleste Reisendes Besøg paa denne Side af Byen. Næsten til enhver Tid om Dagen skal man her finde Vogne og Fodgængere. Ogsaa idag holdt der adskillige Vogne og Rideheste; Damer og Herrer toge det i Øiesyn, og en fattig Kunstner sad og tegnede. Et Par Skridt hiinsides den rummelige Plads, som ligger ligeoverfor, ophører Steenbroen, og man er nødt til at gaae tilfods eller betjene sig af Æsler. Her mindes man ret om den gamle Tid, de store Polygoner ere revne fra hinanden, og en stor Deel af dem aldeles borttagne, Græs og Mos vore frodigt allevegne, og paa begge Sider sees Ruiner og Substructioner, næsten uafbrudt den ene efter den anden, af de gamle Gravminder, den appiske Veis berømte Prydelser. Dersom vor Iagttagelse er rigtig, synes de i Nærheden af Byen at have været de ældste; jo mere vi fjernede os fra samme, desto mere aftog Materialets Soliditet, i de fleste Tilfælde et sikkert Kjendetegn paa en senere Tid. Man har i en lang Række af Aar opdaget og aabnet her en Mængde Columbarier, og det er ikke længe siden, at man aabnede tvende store, der, som sædvanligt, indeholdt en Deel brændte Leerkar.
Til disse sørgelige Minder kom det mørke og melancholske Veir. Himlen var overtrukken med Skyer, og undertiden nedsendte de Regnstænk med den kolde Blæst, som foer hen over de øde Marker. Efter en Times Tid omtrent kom vi til et stort Stykke Pløieland, som paa eengang afbrød Veien, og havde udslettet det sidste Spor af samme. Længere henne begyndte s. 148den igjen, samt de gamle Ruiner paa begge Sider. Den gaaer snoerlige, ligesom vore Chausseer, og man seer endnu tydeligt, at Høie vare. gjennemstukne, og Fordybninger udfyldte, for at gjøre den saa jævn og lige som muligt. Dagen begyndte at helde, da vi bleve nødte til at forandre den begyndte Retning. Det blev bestandigt vanskeligere at trænge frem, formedelst den Mængde Levninger af gamle Ruiner, som vare spredte ad over den største Deel af Veien. Vore Dyr vare desuden vante til den gode, glatte Steenbro paa de romerske Gader, og syntes mindre godt om en saa ubehagelig Passage. Et lille Stykke til Venstre saae vi Landeveien til Albano nede i Dalen, og da det vilde være blevet for sildigt, at følge den gamle Vei lige til Enden, dreiede vi af og rede tværs over Marken. Imidlertid faldt Skumringen paa, og vi havde kun netop Tid til at undersøge nogle store, taarnagtige Bygninger, som man kommer tæt forbi, kjære Gaader for Antiqvarerne. Den største af dem antager man for at være enten Pompejus’s eller Clodius’s Gravmæle. Da vi naaede Albano og rede ind ad Porten, var det mørkt, men iøvrigt klart Veir, saa at vi ikke undrede os over, at vi maatte trænge os igjennem Folkestimlen, igjennem de mange store og smaa Grupper, som opfyldte Hovedgaden.
10*
Det rummelige velindrettede Gjæstgiversted, hvor vi agte at blive i Nat, kjende vi begge to af flere Besøg. Værelset er smukt og hyggeligt, næsten paa sin Engelsk, med Tæppe paa Gulvet og en lille Kamin af Marmor, med Jerngitter om. Opvarteren, den saakaldte Cameriere, har bragt The og Smørrebrød op, en stor Sjeldenhed her tillands, og er nu ifærd med at tænde Ild i Kaminen. Vi savne altsaa Intet. Luften er kold derude og det blæser stærkt, saa at vi næsten fyrgte for at faae daarligt Veir imorgen. Jeg havde først isinde ikke at skrive denne Gang, og har blot taget Pennen for at gjøre min Reisefælle Selskab; hver Aften, naar jeg skal til at skrive, forekommer det mig altid, at de stumme Tegn blive til tomme, intetsigende s. 149Lyde ved Oplæsningen. Det er, ligesom det var aldeles Intet i Sammenligning med hvad det burde være. Jeg mægter dog ikke at fremkalde hos Dig et levende Billede, og hvad Følelser angaaer, da er Pennen kun et saare ufuldkomment Redskab.
Cora, den 28 Decbr.
Atter i et daarligt Logis, men hos gode gamle Folk, der opbyde Alt for at gjøre os det taaleligt. Jeg vil prøve, om det gaaer an at skrive paa det vaklende Bord, siden jeg dog engang har begyndt at skrive og beskrive. Vi havde forsynet os med en Anbefaling til en af Byens Honoratiores, men da der næste Dag skulde være Bryllup i Huset, var man ifærd med at gjøre reent, og kunde med den bedste Villie ikke modtage os. Lige ved Siden af boer en Grev T., som de henviste os til. Jeg paatog mig det Hverv at bede ham om et Natteleie, og blev behandlet med megen Høflighed; imidlertid var hans Locale saa indskrænket i Forhold til hans talrige Familie og en Deel Gjæster, som han havde hos sig, at det vilde have været meget udelicat at tage imod hans Tilbud. Det lod til at være en vakker Familie. De bad mig hente min Ven og tilbringe Aftenen hos dem, hvilken Indbydelse jeg afslog, da vi skulle tidligt op imorgen; nu fortryde vi begge to denne Vægring, thi det lille Loftkammer, hvor Konen har sat et Bord og to Stole op og redt et Leie af Halm, er grumme usselt, og lidt Æggemad sætter hun i dette Øieblik paa Bordet i selvsamme sorte Pande, som hun nylig har taget fra Ilden. Vinen og Brødet synes ogsaa kun at være daarligt.
Efter Bordet, som man siger.
Vi ere dog blevne mætte, og Vinen gaaer nok an, saa at jeg har forlangt en Foliette til og spidset Pennen. Da vi imorges forlode Albano, stod Maanen endnu paa Himlen. Det lod til at have frosset lidt om Natten, at dømme efter enkelte tynde Riimfnug. Vi havde taget vore Cheniller paa, bundet Tørklæder om Hals og Nakke og frøs alligevel, paa Nordboernes Viis, der intetsteds føle mere til den mindste Kulde, end netop her i Syden. Nede i Dalen mellem Albano og Aricia, hvor det ellers er saa ubeskrivelig yndigt om Sommeren, bølgede en kold og ubehagelig Riimtaage; vi lagde hverken Mærke til den smukke lille Eremitage eller til Capellet og ilede ligegyldige de mange Punkter forbi, som hvert for sig er et deiligt Studium. Den blaa Kuppel af Kirken i Aricia, som tittede frem engang igjennem Taagen, over Træerne paa den modsatte Banke, tog sig underlig ud. Vi opholdt os ikke i Byen. Fra Aricia til Gensano er omtrent to Miglier, om Sommeren en af de yndigste Veie her t hele Egnen: dybe, mørke Dale, høie Banker, det ene Vandløb efter det andet, og vedvarende smukke Skovpartier. Tidt og mange Gange har jeg troet at see et Maleri og ikke den rene, ukunstlede Ratur, naar jeg dreiede om et Hjørne, og et Par Landsbyfolk, Manden med de stærke Lemmer tilfods og Konen i sin brogede Dragt paa et Æsel kom mig imøde ned af Banken. Man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Flugten til Ægypten. Imorges, i denne Aarstid var Veien ikke fuldt saa smuk. Der var rigtignok endeel Grønt, mange Steenege og enkelte høie Christtornbuske; men de fleste Træer manglede dog deres Løv, og her i Syden er man ellers ikke vant til at see bladløse, spidse Grene. Da vi vare komne halvveis, brød det første Morgengry frem. Det var endnu temmelig kjøligt inde i den taagede, fugtige Skov; men ligesom vi forlode den og rede op ad den lange Allee til Gensano, begyndte Solen at faae Bugt med Taagen, og Veiret blev mildere. For s. 151at styrke Dyrene lidt til den forestaaende lange Vei til Velletri, stode vi af udenfor et Osteri og forlangte et Foder til dem. Folkene, som nylig vare staaede op, havde ingen Havre og meente, det var overflødigt at give disse dovne romerske Spradebasser Noget; men da man tillige tilbød os en Deel Oranger for yderst billig Priis, fyldte vi vore Lommer, og gave vore Rosinanter Resten. Dette uvante Skuespil hidlokkede nogle pjaltede Gadedrenge, som raabte til deres Kammerater, at de skulde komme hen for at see, hvordan to fiirbenede Inglest aad Oranger. De tiggede os ovenikjøbet om nogle Bajok, men fik naturligviis Intet.
Fra Gensano til Velletri er vel henimod ser Miglier. Veien er ret smuk, helst da den frie Chaussee snoer sig i mangfoldige Bugter langs med Foden af de Albanske Bjerges Skraaninger, og aabner en fri Udsigt til alle Sider. Især toge sig Volskerbjergene ypperligt ud i deres blaanende Taageslør. Længere henne imod Syd saae vi det Circejiske Forbjerg strække sig langt ud i Havet, og skjælnede Ponzaøerne. Til Høire ned ad Sletten til, reiste sig en skovgroet Banke, nuværende Monte di Giove, efter al Sandsynlighed det gamle Corioli. I Velletri fortalte Værten os, at der ikke fandtes det mindste Spor af Ruiner paa denne Banke. Vi forlode ikke Landeveien for at undersøge Stedet, ikke heller siden, da vi kom forbi Ruinerne af et ødelagt Castel fra Middelalderen, som nu kaldes S. Gennaro, og formodentlig er bygget paa samme Sted, hvor det gamle Sublanuvium laae. De høie Mure ere tæt begroede med Mos og grønne Slyngplanter og tage sig godt ud i Frastand.
Henad Formiddagen ankom vi til Velletri, hvor vi holdt vor Siesta og spiste et tarveligt Middagsmaaltid. Byen ligger ganske malerisk paa en lille Høi under Monte Artemisio, er ikke lille, men daarligt bygget, og har smudsige Gader, ligesom de fleste italienske Byer i Provindserne. Da vi nu skulde forlade den gamle Appiske Vei, som løber herfra lige ned i de s. 152Pontinske Sumpe, bleve vi nødte til at tage en Fører, en gammel, graahærdet Mand, med Pjalter istedetfor Klæder paa Kroppen. Hans Udseende var ogsaa meget mistænkeligt; men da Værten forsikkrede os, at han var en mangeaarig, ærlig Cicerone her i Egnen, leiede vi ham paa to Dage for billig Betaling med Løfte om gode Drikkepenge, saafremt han bragte os uskadte tilbage igjen. Iøvrigt skal Egnen imellem Velletri og Cora for nogle Aar siden have været saa usikker, at sjelden nogen Indfødt, end sige en Fremmed vovede sig derover. Idag have vi ikke havt Grund til at klage over Usikkerhed; derimod er Veien yderst besværlig, og maa i Regnveir være næsten ufremkommelig. Den ligner snarere en dyb og bred Vandgrøft imellem to Marker med levende Gjærder paa begge Sider. Den tolv Miglier brede Slette, som adskiller Volsker- og Albanerbjergene, er meget frugtbar og vel dyrket. De enkelte ikke store Lodder i Nærheden af Velletri skulle efter Førerens Sigende være særdeles indbringende. Et mærkeligt Punkt, som man ikke skulde vente hernede ved Foden af en betydelig Bjergkjæde, er den lille Sø Giulianello (Iulius’s Ring) eller Lago di Giuliano, et udbrændt Krater, med pittoreske Bredder, ikke langt fra en Landsby, Giuliano, som kun tæller nogle faa Huse, da Luften skal være daarlig der om Sommeren. Ildens Hovedsæde her i Egnen synes altsaa vel at have været paa selve de Albanske Bjerge, under Nemi og Albanersøen. Solfatara ved Tivoli, hvor der endnu spores enslags vulkansk Virksomhed, Søerne ved Gabii og Giuliano, Regillus og Ildsvælget paa Aventinerhøien danne en Ring af mindre Vulkaner omkring hiint store Gjemmested, hvis Virkninger sikkert have været meget betydelige i gamle Dage. Det er mig ikke bekjendt, om en kyndig Geolog har undersøgt hele denne Egn lidt nøiere; den fortjener det maaskee ligesaa meget, som Omegnen af Neapel. Er der nogen Sandsynligbed for, at Albanerbjergene samt de romerske Høie . engang have været Øer, og Campagnen Havbund, de mindre s. 153Kratere derimod smaa Klippeholme ved Siden af Hovedvulkanen, da falder dennes Virksomhed muligen i en forhistorisk Tid, og forsaavidt er en Opløsning af Gaaden ikke tænkelig; men ikke destomindre vilde det være lærerigt, at faae alle de enkelte Punkter bestemte, hvor der i hele Campagnen findes Spor af Eruptioner eller vulkanske Producter.
Dog slige vanskelige videnskabelige Spørgsmaal er det i disse tvangløse Breve ikke Steder til at omhandle. Lad mig blot fortælle Dig, at vi kort, førend Mørket faldt paa, forlode Sletten og rede op ad, langs med en stor Olivenskov, og siden forbi nogle maleriske Puncter, i Selskab med to unge Luchesere, raske, haardføre Arbeidsfolk, som fulgte med os fra Giuliano. Hvad vi have seet af Byen og dens nærmeste Omegn, er ikke meget, men tilstrækkeligt til at danne os en Forestilling om dens udmærket smukke Beliggenhed, faa at vi hverken fortryde den lange Vei, eller det usle Logis, hvor vi nødsages til at blive Natten over. I vort lille Lukaf vil Du ikke finde meer end to rette Vinkler; det er bygget ind under Taget, saa at vi maae sove under en Hypothenuse, i al Fald noget Nyt, som er værd at prøve. Aabnes derimod en Laage, vort eneste Vindue, see vi ligeover paa gamle cyklopiske Mure i faa Alens Afstand, og var det ikke saa sildigt, kunde jeg næsten have Lyst til at tage dem nærmere i Øiesyn; saa begjærlig er jeg efter at see disse Levninger fra en forsvunden Tid, hvortil vi kun have et saare ufuldkomment Kjendskab.
Den 29 December.
Ligefra den tidlige Morgen have vi været omkring og seet, hvad der var at see, baade her og i Norba. For en Times Tid siden, i Mørkningen, kom vi hjem og opsøgte igjen vort Chambre garnie fra igaar, som heldigviis endnu ikke var bortleiet. Føreren, som hentede os imorges, meente, at Dyrene s. 154havde det ligesaa godt, om ikke bedre. Vi ere imidlertid blevne mætte og savne Intet; vor tjenstagtige Værtinde havde idag forberedt sig paa at modtage Gjæster, og Manden kom med to Folietter Viin, som kunde staae paa det brillanteste Taffel.
Tag nu ogsaa tiltakke med følgende Beskrivelse. Cora, en gammel Volskerby, men af latinsk Oprindelse, som Du nok husker, har det tilfælleds med de fleste gamle Byer, at den ligger paa en Høi, og bestaaer af to Dele, Coramonte og Coraballe (Valle) hiin det gamle Citadel eller Arr, denne den egentlige By eller Middelalderens Borgo. Denne fritstaaende, steile Høi er paa de tre Sider omgivet med høie Bjerge; den fjerde vender ud imod Campagnen. I sin Tid har den været stærkt befæstet, med en tredobbelt Række af høie cyclopiske Mure, hvoraf man endnu træffer store Stykker. Den nederste Kreds er maaskee den yngste, da Stenene ere mindre og bedre tilhuggede; de to øverste derimod bestaae af svære, uregelmæssige Polygoner, optaarnede over hverandre. Det er Kæmpehænder, der have fuldbragt dette Værk. Murene omkring Coraballe bestaae af Opus Reticolatum og høre til en nyere Tid, formodentlig den Augusteiske, Byens blomstrende Periode. Hernede findes ogsaa Levningerne af et Castor- og Pollur-Tempel, tre corinthiske riflede Søiler af Travertin, men hvoraf den ene er temmelig beskadiget. De danne en Vinkel, ligesom de tre Søiler af Jupiter Tonans Templet paa den Capitolinske Clivus, ere overtrukne med en fiin Kalkpuds og hvile paa et Fodstykke, ligeledes af Travertin. Der er endnu et Stykke af Frisen og Architraven tilbage. Af Inseriptionen ere endeel Bogstaver læselige, hvoraf man seer, at Templet er bygget under Claudius.
Til Coramonte, som er skilt ved en lille Olivenskov fra Coraballe, fører en steil Vei mellem Huse og Hytter forbi et Stykke af den tredie Muur. Heroppe paa Spidsen af Bjerget tilbragte vi en deilig Morgenstund. I den lille Kirke, som er bygget paa gamle Substructioner, findes et smukt antikt Alter, s. 155med Vædderhoveder i de fire Hjørner, og Guirlander paa Siderne. Den støder lige til det berømte Herkules-Tempel. Hvad dette angaaer, da maa jeg tilstaae, at jeg endnu ikke har seet Noget smukkere i Omegnen af Rom, hverken hvad Form eller Beliggenhed angaaer. Det maa ogsaa være overordentligt i sit Slags, siden Raphael har besøgt det, og taget en Skizze deraf. Hvad der endnu er tilbage af denne mærkværdige Bygning, bestaaer af otte doriske Søiler, fire, som dannede Fronten, og to paa hver Side. Omtrent en tredie Deel af hver Søile er riflet, og det Hele overtrukket med Puds, ligesom de før omtalte. De bære endnu Frontespicen og have forneden tre og en Fjerdedeel romersk Palme, og foroven to Totrediedele i Gjennemsnit. Høiden er ikke fuldt elleve Palmer. De staae syv Palmer fra hinanden, saa at deres Intercolumnium er omtrent to Diametre. De dannede Templets Pronaos; over Cellens Dør, som nu er tilmuret, læses den fuldstændige Inscription. Efter al Sandsynlighed er det bygget under Tiberius.
Denne korte Beskrivelse ved døde Tal og tomme Ord faaer Du at nøies med. Men hvad jeg endnu mindre formaaer at male, er Udsigten fra dette Tempel. At staae inde imellem disse gamle Søiler, og see ud i det Fjerne, fra Civita Lavinia til Terracina, næsten det Hele af de Pontinske Sumpe, et yndigt, grønt Landskab, under en italiensk Morgenhimmel, og i fulde lange Drag at indaande den friske Ætherluft, denne Rydelse er ikke at beskrive. Man glemmer baade Hjem, Frænder og Venner; Øieblikket er det, man dvæler ved, en nødvendig Betingelse for den, der vil være lykkelig. Lad os forlade Stedet og gaae ned igjen ; jeg burde slet ikke have talt til Dig om denne Time, endskjøndt Du nok forstaaer mig, naar jeg siger, at den eneste rene Glæde er egentlig blot den over Naturen og Kunsten; de fleste andre Glæder ere som oftest blandede med Tvivl og Bekymringer, Frygt og Misundelse.
s. 156Henad Formiddagen sadlede vi vore Rosinanter og rede til Norba. Luften var reen og mild, næsten en Foraarsluft. Veien er ikke god; den gaaer langs med en steilt nedløbende Skraaning, er som oftest smal og ujævn, paa sine Steder meget besværlig og næsten ufremkommelig. Til Høire seer man dybt nede de Pontinske Sumpe. Det varme Sollys og Taagen over det deilige grønne Landskab havde ikke noget Vinterligt; vi saae eiheller Spor af Snee paa Bjergtoppene. Omtrent halvveis, paa et Sted, hvor man har den meest fortryllende Udsigt, satte vi os et Øieblik paa et stort Klippestykke for at hvile os.
Henimod Middag naaede vi vort Maal og begyndte strar at tage Alting i Øiesyn. Byen laae paa et temmelig stort Plateau, paa tre Sider omgivet af høie Banker, paa den fjerde ned imod Sletten beskyttet ved steile, utilgjængelige Skrænter. De høie Mure ere opførte af deels regelmæssige, deels polygoniske Masser, som synes at hvile paa hverandre ved deres egen Vægt, uden mindste Bindemiddel. Portene ere især mærkelige, synes mig, derved, at der ikke sindes Spor af Huller i Murene til Iernhængsler; de have altsaa blot været store Aabninger, som i Tilfælde af Beleiring eller Overfald enten maatte stoppes med lignende Masser, som Murene, eller forsvares med Mandskab. Den saakaldte romerske Port paa den sydlige Side er den bredeste, nemlig fire og tyve Fod, og var formodentlig Hovedporten. Man seer her endnu Spor af en gammel Vei, som gik ned i de Pontinske Sumpe og rimeligviis stod i Forbindelse med Via Appia. En anden Port, ligeledes paa Sydsiden, som nu kaldes Porta Grande, er ikke fuldt saa stor, men meget smukkere, og tager sig især malerisk ud i en stærk Aftenbelysning. Paa høire Side, lige ved Indgangen, staaer endnu en rund, uformelig Masse, som synes at have været etslags Taarn; paa den østlige Side findes en anden, fiirkantet Udbygning, som nu ikke er høiere end selve Muren, men muligen kan have været et Taarn, ligesom det forrige.
s. 157Gaaer man nu ind igjennem en af de omtalte Porte, befinder man sig ligesom paa en lille Høislette, der kan have en Fjerdingvei i Omkreds. Foruden en Deel sædvanlige Substructioner , kjælderagtige Huler, Spor af gamle Gader og af et Citadel paa en lille Høi inde i selve Staden, seer man endnu en heel Deel Substructioner af samme Materiale, som de udvendige Mure. Have disse Fundamenter hørt til private Huse, da vidner dette vist om en meget høi Alder; men det er vel sagtens rimeligere, at det har været offentlige Bygninger.
Ved at gaae omkring mellem alle disse Minder om fjerne, hensvundne Tider, faldt det os ind, at vi aldrig havde hørt omtale Norba som et Sted, der var værd at besøge. Vi kjende Ingen i Nom, der nogensinde har besøgt det, ei heller nogen trykt Efterretning derom. Og dog kan jeg forsikkre Dig, at der udenfor Nom i hele Mellemitalien ikke findes mange gamle Byer, som kan sættes i Sammenligning med Norba. Naar Dn har læst din Homer godt og kjender den tilbunds, vil Du her kunne tydeliggjøre Dig mangt et Billede, og samle Bidrag til en Commentar, om hvilken de Lærde maaskee ikke ville bryde sig synderligt, men hvoraf Du selv vil høste ligesaa megen, om ikke mere Nytte, end af alle Heines Apparater, som desværre ere blevne et nødvendigt Onde.
Vi tilbragte hele Eftermiddagen deroppe. Den nyere By Norma, der ligger et Par Bøsseskud fra den gamle, besøgte vi ikke, men sendte Føreren derhen, for at hente Noget. Det har været særdeles smukt Veir idag og i Middags var det endogsaa varmt, da vi sadde en halv Times Tid lige ved en af de vestlige Skrænter, og mønstrede Egnen. Ruinerne af en lille Flække, som ikke har været beboet siden Midten af det forrige Aarhundrede, toge sig underligt ud nede i Dalen. Bjergene omkring Norba ere næsten uden alt Grønt, men denne Mangel har ikke Noget stødende for Øiet.
s. 158Ellers har jeg Intet videre at fortælle. Vi reise imorgen tidlig herfra, og haabe at kunne naae Nom inden Aften. Vil Veiret blot blive gunstigt, er denne Dagsreise ikke for lang. Det er imidlertid blevet lidt vel kjøligt i Aften, og enkelte sorte Skyer begynde at samle sig paa Himlen. Endskjøndt Du er mange Mile borte, kan jeg dog her paa Papiret sige god Nat og takke Dig for det gamle Aar. Gud veed, hvad det nye vil bringe os.
Pompeji, den 20 Marts 1829.
— — — Hele denne Uge, lige fra i Søndags, havde Vesuv været meget urolig; om Dagen svævede en høi og mørk Dampsky t Pinieform over Toppen, og om Aftenen, saasnart det blev mørkt, begyndte dens nederste Deel at gløde, formodentlig af Gjenskinnet fra Kraterbunden Et Par Gange saae jeg, eller troede at see gjennem Kikkerten en Mængde gloende Stene fare op i denne Sky og falde lige ned igjen. Det havde længe været vor Hensigt at bestige Bjerget, naar vi først kunde vente, at det vilde sætte sig lidt i Bevægelse. Hvor man kom i Byen, taltes der om, at det ikke vilde vare meget længe, og flere Neapolitanere, der ere, hvad deres Bjerg angaaer, fuldkomment ligesaa rolige og trygge, som vi pleie at være ved et fjernt Tordenveir, havde lovet os, at det snart vilde give en Forestilling paa sin Viis.
Igaar Eftermiddags kom jeg hjem fra en Kjøretour i Omegnen og ilede strar ned paa Broen, da jeg ved at kjøre forbi havde seet en Mængde Mennesker stimle sammen, og af deres Miner og Gebærder nok havde kunnet mærke, at der var noget Overordentligt paafærde. Imidlertid da jeg kom derned, var Aarsagen til dette Sammenløb en ganske anden, end jeg havde formodet. En halvnøgen Karl, som jeg spurgte, om de ikke saae efter den omtalte Dampskyes meget forandrede og næsten truende Udseende, svarede mig leende af fuld Hals, at der var skeet et Mord; den Smule Røg kunde skjøtte sig selv. Jeg gik s. 162nu ikke destomindre et godt Stykke ud paa den lange Mola og betragtede Bjerget. Skyen blev større og større, og bestandig væltede sig nye Masser frem, som Vinden, der begyndte at reise sig, drev ud over Søen. En enkelt Gang troede jeg at skjelne nogle smaa sorte Prikker i en betydelig Høide: maaskee var det de Stene, som syntes gloende i Mørke. Da jeg kom hjem igjen til mit Logis, var min Reisefælle alt tilstede; han havde iagttaget samme Phænomen, og flere kyndige Folk havde fortalt ham, at Bjerget upaatvivleligt vilde blive meget uroligt næste Nat. Her var altsaa ingen Tid at spilde. Klokken var allerede over fem, og der var endnu mange Ting at besørge. Men inden Klokken slog syv, havde vi faaet Alting bragt istand; en Madkurv havde Tjeneren fyldt med Viin og alslags gode Sager, vor Vadsæk var pakket og en Vogn bestilt, hvori vi da rullede afsted, i Haab om at gaae ret mange Farer imøde, siden vi ikke paa anden Maade kunde vente nogen Nydelse eller Tilfredsstillelse af vor Videbegjærlighed. Ild er, som bekjendt, ikke at spøge med, hverken naar man bærer den i Haanden, eller kommer den alt for nær.
11
Veien til Resina, en Flække, hvor man dreier af til Vesuv, er ikke stort Andet end en bred Gade, paa begge Sider besat med høie og største Delen vel vedligeholdte Huse. Den er brolagt, ligesom alle Gader i Neapel, med store, fiirkantede, tykke Fliser af Lava, som maa være af den tætteste og mindst porøse Sort, der gives. Det er utroligt, med hvilken Lethed og Hurtighed man kjører her i Byen. Vore Heste vare kun smaa, og det lod til, at de havde været i Tøiet lige fra den tidlige Morgen; men ikke destomindre kjørte vi den stive danske Miil paa mindre end en halv Time. Saasnart vi kom ud af Porten, saae vi Dagens klare og lyse Skjær, som Folk i Norden ikke kan gjøre sig noget Begreb om, lidt efter lidt gaae over først til en høirød, siden purpurfarvet, taaget og høist forunderlig Aftendæmring, som ikkun varede meget kort, men i denne korte s. 163Tid var et af de deiligste Phænomener, man kan tænke sig. De forskjellige Farver paa alle de mangfoldige Gjenstande omkring os, Havet, Bjerget, Husene og en stor, grøn Slette paa den nordvestlige Side af Vesuv, alle disse kraftige Farver vare dog ikke stærke nok til at modstaae Aftensolens Glød, og de smeltede ligesom bort for den ene røde Farve.
Endelig efter en halv Times Forløb kom vi til Resina. Det var næsten blevet mørkt. Værtshuset var opfyldt med mange Reisende, hvoraf den største Deel vilde samme Vei, som vi. Der var en Raaben og Skrigen uden Ende; dertil kom, at to Partier ragede uklart med nogle Eiere af Muulæsler, som de havde henvendt sig til. Jeg saae strar, at det bedste, vi kunde gjøre, var at bie, til Stormen havde lagt sig. Ikkun faa af Gjæsterne kunde faae en Begjæring opfyldt. Jeg forlangte et Glas Vand og var saa heldig at formaae en af Opvarterne til at gaae ud og hente det; men da han kom ind med Bakke og Glas i Haanden, rev en ung Englænder Glasset fra ham.
Langt om længe begave de fleste Reisende sig da paa Veien. Vi fik nu med stor Umage opdrevet nogle Muulæsler og forlode Resina, saasnart vi vare færdige. Det var et deiligt Maaneskinsveir, lidt kjøligt, men dog ikke ubehageligt ovenpaa Dagens Hede. Ligesom man kommer ud af Byen, træffer man paa begge Sider af Veien en Mængde Viingaarde, og Veien snoer sig imellem Murene, der omgive dem, temmelig steilt opad. Der seer man allerede Spor af gammel Lava. Da der ikke er megen Kjørsel paa denne Vei, er den ujævn, og Hjulsporene gaae imellem en Mængde fremspringende Lavahjørner. I de tilstødende Haver derimod har Luften og Menneskenes Flid frembragt paa Overfladen et tyndt Lag Muldjord, hvori Viinrankerne, der give den berømte Viin, Lacrimæ Christi, vore og trives bedre, end noget andet Sted i Verden. Det er forunderligt at see den gamle Kjæmpes Fod omgjordet med saa mange Byer og tilhørende Marker og Haver, og man kan med Føie spørge, om det s. 164er Vanen alene, der gjør, at Mennesker kunne leve saa trygt og roligt midt i denne Ødelæggelse og paa Grændsen af Naturens Rædsler.
11*
Egnen fik nu et ganske andet Udseende. Haverne og de opdyrkede Steder forsvandt, og man traadte ligesom ind i en Ørk, hvor kun hist og her nogle enkelte Smaatræer og Buske mindede om enslags Vegetation i Jorden. Det gik endnu bestandig opad; men man maa ikke tænke sig Bjergets Skraaning som nedløbende i en jævn og lige Linie; tvertimod bestaae de forskjellige ældre og nyere Lavastrømme, som Veien hele Tiden gaaer over, af høist uregelmæssigt dannede, klippeagtige, større eller mindre Høie og Fordybninger eller Dale, saa at man allevegne seer Spor af de voldsomme Rystelser, der have frembragt dem. Det er et vildt Chaos og frygteligt Øde, saa at man næsten ikke drister sig til at drage derigjennem.
Det var henimod Midnat, da vi kom til den saakaldte Eremitbolig, der ligger ved Begyndelsen af en mindre steil Skraaning, som strækker sig lige hen til Keglen eller den øverste Deel af Bjerget. Det lille Huus beboes af en Munk, der har Tilladelse til, formodentlig for sin Ordens Regning, at holde enslags Beværtning for de Reisende. Den var imidlertid ikke af stor Betydenhed; daarlig Viin, lidt Brød og Suul var Alt, hvad han kunde byde de Andre. Vi havde, som sagt, forsynet os, og efterat have spiist til Aften lagde vi os ned paa nogle usle Madratser, der laae i det ene Hjørne af det store Gjæsteværelse, for at nyde et Par Timers Hvile.
Klokken to vækkede Munken os igjen, idet han forkyndte os, at vi havde truffet det særdeles heldigt. Ved. dette Budskab glemte vi baade Søvn og Træthed, sprang op, toge os en lille Hjertestyrkning, og saa ud i Natten, hvor Maanen endnu stod høit paa Himlen. Der havde imidlertid reist sig en kold og gjennemtrængende Blæst, saa at jeg just ikke kan sige, vi vare vel tilmode, da vi skulde til at tilbagelægge den sidste og vigtigste s. 165Deel af Veien. Denne gik fra nu af næsten bestandig over nyere Lava, end forhen, saa at vi kun med stor Besværlighed kunde komme over den. Her var intet Træ og ingen Busk at see, samme Øde, som forhen, men Rifterne vare endnu dybere, og Overfladen mere ujævn. Efter en halv Times Forløb havde vi naaet Foden af Keglen. Her laae en Mængde store, nedrullede Trachytblokke, hvor vi bandt vore Æsler fast for at begynde en møisommelig Vandring. Føreren begyndte nu at instruere os, men blev hvert Øieblik afbrudt ved det stærke Bulder inde i Bjerget, der kun kan sammenlignes med Tordenbrag. Allerede førend vi kom til Eremithuset, havde vi fra Tid til anden seet mørkerøde Dampskyer stødes ud af Keglen. De toge sig underligt ud, da hele Egnen var oplyst af et blændende hvidt Maaneskin, og blot Keglen syntes at tigge i Skygge. Ru derimod begyndte lidt efter lidt de enkelte Udbrud at blive hyppigere; vi saae paa Uhret: næsten hvert tredie Minut hørte og følte vi et nyt Stød; selve Luen kunde vi ikke blive vaer; men derimod saae vi et rødt Skjær, der udbredte sig omkring Toppen, og en tyk, hvirvlende Røg, som først stod lige over Hovedet paa os og siden drog mod Øst. Det var særdeles heldigt, at Vinden havde dreiet sig og nu bar fra den Side, hvor vi vilde klattre op; thi ellers havde det vel neppe været muligt formedelst den neddryssende Aske og de mange Stene, som nok kunde faae en parabolisk Retning, naar de ikke vare altfor store. Vi havde nu hvilet os et Qvarteers Tid. Klokken var lidt over halv tre, da vi brød op igjen og begyndte alle tre jævnsides ved hinanden at klattre op ad selve Keglen. Det var mere trættende, end jeg havde troet. Asken var varm, paa sine Steder næsten brændende hed. For det meste sank vi een til to Fod tilbage, førend det var muligt at faae Fodfæste igjen. Af to Trin tabte vi sædvanlig det ene, hvilket ikke er forunderligt i den tørre Aske og paa en Skraaplan af henved tredsindstyve Graders Heldning. Undertiden var En af s. 166os saa heldig at finde en Steen, som han kunde faae fat med Hænderne eller sætte sin Fod paa. Naar dette skete, hjalp han den næste efter sig, til han stod paa samme Punkt. To eller tre Gange traf vi paa større Klippestykker, hvor vi ganske udmattede søgte et Øiebliks Hvile. Paa denne Maade gik det langsomt fremad, til vi havde naaet Toppen. Jeg vilde netop til at see i Veiret, hvor langt der endnu kunde være til Enden, da Føreren standsede og raabte ned til os, at vi vare ved Indgangen til Fandens Huus. Det varede ikke heller længe, saa stode vi lige ved Randen af selve Krateret. Man forestille sig en femten til atten hundrede Fod dyb Dal, omtrent tre Fjerdingvei i Omkreds, paa den ene Side rund, mod Østen lidt aflang, omgivet af snart afrundede, fnart takkede og spidse, steile, paa sine Steder lodrette Klippevægge. Midt i denne Fordybning stod en lille Kegle, der omtrent kunde være fem hundrede Fod høi, og som for Øieblikket var det egentlig ildsprudende Bjerg. Fra denne udstødtes de gloende Masser og den omtalte Dampsky. Vi havde sat os lige ned ved Randen. Det var umaadelig koldt, og Blæsten tog bestandig til. Jeg havde stor Lyst til at stige ned i det sorte Svælg, om ikke for andet, saa dog for at varme mig lidt, da nogle Englændere Dagen i Forveien havde forsøgt samme Erperiment og vare slupne heelskindede derfra. Der laae en Mængde Reisende ved Siden af os, som jeg lod spørge ved Føreren, om de havde Lyst til at deeltage, men det lod til, at de ikke vare meget kuldskjære. Det prægtige Fyrværkeri vedblev imidlertid uafbrudt med nøiagtigen bestemte Mellemrum. Dette Phænomen var især mærkværdigt, synes mig. En egentlig Flamme kunde jeg ikke tydelig skjelne; det forekom mig snarere at være en umaadelig stærk Lysning. Formodentlig tændtes og erploderede Brinten inde i selve Keglen i samme Øieblik, som den kom i Berørelse med den atmosphæriske Luft, der nok kunde trænge dybt ind i Svælget, mens det var roligt. De meget store Stene bleve gjerne kastede op i een og s. 167samme Høide; kun to Gange var Forskjellen mærkelig. Naar de saa med huult Bulder vare faldne ned igjen i det lille Krater eller trillede ned ad den udvendige Side, drev Røgen bort, Alting blev taust og mørkt igjen, og Ingen skulde have troet, at denne dybe Dal om et Øieblik vilde frembyde en oprørt Naturs Rædselsscener, hvis man ikke nede i den store Kraterbund var bleven nogle smaa, gloende Forhøininger vaer, de saakaldte Fumaroler, hvor den sydende Lava piblede frem og løb ned, indtil den fandt en Gjennemvei til Dybet igjen. Ellers havde Alt et fredeligt Udseende, og Maanebelysningen bidrog ikke lidet til strar at udslette det øieblikkelige Indtryk, indtil der skete et nyt Udbrud; hvorpaa man da atter sad og ventede, ligesom det kunde være Raketter, man skulde see opstige.
Efter saaldes at have vænnet mig lidt til dette usædvanlige Skuespil, besluttede jeg ene at stige derned, da hverken de Andre eller min Ven havde Lyst dertil. Føreren var strar villig til at ledsage mig og meente, at det netop i Dag kunde skee uden al Fare, især naar jeg vilde tillade, at en af hans Kammerater fulgte med derned. Dette tillod jeg naturligviis gjerne, og efterat have forsynet os med nogle Touge og lange Stænger, begave vi os hen til det Sted, hvor Nedstigningen, efter deres Sigende, alene var mulig. Den ene steg nu først ned af en steil Fjeldskrænt. Da han med stor Umage havde naaet et Punkt, hvor han kunde staae, bandt jeg et Reb om Livet, hvis Ende den anden Fører holdt, og klattrede forsigtig ned i Dybet. Tilsidst kom den anden ned til os. Herfra var det egentlig, at Faren begyndte. Foden af den steile Klippevæg, paa hvis Rand vi stode, kunde man ikke see formedelst en Mængde opstigende svovlsure Dampe. Jeg gjorde Førerne opmærksomme paa denne Omstændighed; men det lod til, at de kjendte Veien meget nøie, hvorfor jeg da ogsaa, da det ikke kunde være anderledes, gav dem fri Raadighed over Alt, hvad jeg eiede, nemlig mit skrøbelige Liv og Legeme. De viste mig nu nogle Huller, som de s. 168havde faaet hugget, og ved hvis Hjælp det ikke syntes umuligt at klattre ned, naar man havde Lyst at vove Halsen. Den ene begyndte strar paa dette Vovestykke, og efter nogle Minuters Angest og Venten raabte han gjennem Dampen op til os, at han stod paa et sikkert Punkt. Derpaa blev jeg formelig hisset ned, kom hurtig, skjøndt med stor Besværlighed for Aandedrættet igjennem Dampen og stod endelig ved Siden af Føreren paa en smal, fremspringende Steenblok. Den kunde neppe rumme fire Personer, hvorfor jeg ikke var rolig, førend den anden ogsaa var kommen ned til os, da et Feiltrin af ham og derved hans Fald uundgaaelig vilde have styrtet os ned i Afgrunden. Nu opmuntrede Førerne mig og sagde, at den egentlige Fare var forbi, hvorfor vi da ogsaa alle tre vare ved godt Mod.
Istedetfor at stige lige ned, hvilket var umuligt, søgte vi, ved at klattre om til den høire Side paa en mindre steilt nedløbende Skrænt, at naae hen til det Sted, hvor Sidevæggene vare bedækkede med et tykt Lag Aske. Herfra skjød vi ned med en utrolig Fart, man behøvede neppe at flytte Fødderne, naar man blot iagttog den Forsigtighed at undgaae store Stene og fremspringende Kanter. Endelig havde vi naaet den synlige Bund af Krateret; endnu laae der en Mængde Porphyr- og Granitblokke, som Ilden nede i Jordens Skjød, hvorfra de vare komne, ikke havde forandret i mindste Maade, og derpaa stode vi ved Bredden af selve Krateret. Jeg siger Bredden; thi naar man fraregner Farven, saae Bunden af denne Dal omtrent ud, som det kunde være en tilfrossen Indsøe, hvor tykke Jiskampe ved en stærk Vind ere blevne lagviis skudte hen over hverandre og saaledes danne større og mindre Jisflager. Denne Skorpe skjulte altsaa det egentlige underjordiske Værksted. Førerne betraadte den først med forbausende Dristighed, og jeg fulgte lige bagefter dem. Deres Hensigt var at føre mig saa tæt som muligt hen til den lille Kegle, der stod i Midten af den store Slette. Veien kunde vi ikke tage feil af, og lidt s. 169efter lidt indsaae jeg, at det ikke var saa farligt, som jeg havde troet; thi Førerne pleiede først at undersøge, om det Stykke Lava, som de skulde springe over paa, var tykt nok til at bære os, hvilken Undersøgelse ikke faldt vanskelig, da der mellem de enkelte Lag som oftest var brede Revner, hvorigjennem man tydeligt kunde see nede i Afgrunden den gloende, næsten boblende Ildmasse. Imidlertid naaede de ikke aldeles deres Hensigt; jo længere vi gik fremad, desto utaaleligere blev det at gaae paa den brændende hede Skorpe; desuden bleve Rifterne bredere og hyppigere, og vi saae undertiden til vor ikke ringe Forbauselse, at der dannede sig smaa Forhøininger paa Steder, som vi nylig havde forladt, som vare Vulkaner i det Smaa, og hurtig dannede et lille Krater med Røg og Lavastrøm. En Kobbermynt, som jeg lod ligge et Par Minuter ovenpaa en saadan gloende Lava, havde vel beholdt Præget, men Overfladen var oryderet og havde enkelte grønne og blaae Pletter, formodentlig kulsuurt Kobber. Den med Jern beslaaede Ende af vor ene Stang holdt jeg omtrent ti Minuter, til Skaftet begyndte at ryge; den havde ligeledes oryderet sig paa Overfladen, og jeg troede at opdage en ringe Grad af magnetisk Polaritet, da jeg holdt den til Tappen af min Uhrnøgle. Disse Forsøg og Iagttagelser opholdt os en halv Times Tid; men for at Tilbagetoget ikke skulde blive os afskaaret, overtalte jeg min egen Fører til at vende om igjen. Det syntes desuden reent umuligt at naae hen til den lille Kegle, paa hvis Midte der havde dannet sig en Aabning, hvorigjennem en bred Lavastrøm vældede ud, lige hen imod os. Den anden derimod havde Lyst at see denne nye Strøm i Nærheden og gik videre frem, medens vi søgte at komme i Land. Det var paa den høie Tid, vi gjorde det; thi det var allerede blevet høilys Dag; hvor vi forhen havde seet Ilden, var nu blot Nøgen synlig. Rundt omkring i Dalen havde der dannet sig en Mængde større og mindre Fumaroler, et Beviis paa at Skorpen begyndte s. 170at blive usikker. Imidlertid forøgede hvert Øiebliks Nølen vor Fare; med sin lange Stang stødte Føreren bestandig foran sig for at undersøge, om der var sikkert, og saaledes gik det hurtigt fremad uden Hindring, indtil vi vare komne hen til de store, omtalte Steenblokke, hvor vi satte os lidt ned til Hvile. —
Solen var nu kommen et godt Stykke frem over Horizonten og oplyste største Delen af Krateret. Store Dampskyer svævede og bølgede allevegne op og ned ad Fjeldvæggene; over Bunden laae et Taageslør, ligesom det kunde være en Eng eller Sø, man saae ud over. Alt, hvad der saaes igjennem disse Dampskyer, var en broget Afverling af grønne og gule Farver, lutter Svovlformationer, som bedækkede den egentlige Fjeldmasse. I Frastand skulde man næsten troe, at det var Urter og Buske, der hang ned af Klipper, og over denne usigelig skjønne Mangfoldighed af Former og Farver hvælvede sig en reen og klar Morgenhimmel, medens den store Kegle i Midten af Krateret utrættelig vedblev at sende Røg og Stene op i dens Blaa.
Derpaa fulgte vi samme Vei op igjennem Asken, som vi vare komne nedad. Da vi havde klattret et godt Stykke, forekom det os mistænkeligt, at den anden blev saa længe borte. Vi kunde endnu, forsaavidt Dampene tillode det, oversee hele Veien hen til Keglen; men intetsteds var han at finde. Ved Hjælp af en god Kikkert opdagede jeg ham endelig omme paa den sydlige Side, løbende frem og tilbage, da Skorpen var sunket mellem Keglen og os, og der ingen anden Udvei var for ham end at gaae langs med Randen af Kraterbunden i en betydelig Halvcirkel, og det saa hurtigt som muligt, da det Hele truede med at komme i Bevægelse. Dampene vare nærved at qvæle ham; det saae man tydeligt paa, at han holdt et Lommetørklæde for Munden og viftede undertiden med det for at skaffe sig Luft. Med Eet reiste sig en lille Forhøining, s. 171som blev større og større, og omsider maatte være bleven meget betydelig, da den kastede Stene ud, ligesom den store. Føreren befandt sig lige bag ved den. Vi stode længe og saae allevegne omkring, men kunde ikke blive ham vaer. Enhver Vei syntes nu at være ham afskaaret, med mindre der skulde være en Opgang i den østlige Ende af Krateret, hvilket Føreren imidlertid benegtede. Vi maatte derfor overlade ham til sin Skjæbne, og min Ledsager trøstede mig med, at hans Kammerat var en Mand, der var bekjendt for sit usædvanlige Mod og Aandsnærværelse. Vi fortsatte altsaa vor besværlige Vei, kom op forbi det slemme Sted, som før er omtalt, og vilde just til at klavre op ad den sidste Fjeldvæg, da vi pludselig hørte En raabe dybt nede i Dalen. Det var ham; han kom endelig udmattet, sort og guul over Ansigtet og hele Kroppen, med forsvedne Klæder, og fortalte nu, efter en lille Pause, idet vi fortsatte Veien, at han kun med Nød og Neppe var kommen om i den østlige store Dal, tværs igjennem en qvælende Røg, og adskillige Gange var bleven truffet af nedfaldende Stene, hvoraf dog ingen heldigviis havde været saa stor, at den kunde dræbe ham. Her havde han taget Mod til sig, og havde i sin Fortvivlelse løbet hen over Lavaskorpen, idet han havde holdt sig saa nær til Randen som muligt. Iøvrigt var han saa fortumlet, at han ikke kunde give mig nogen nøiere Besked, da jeg begyndte at spørge, hvad han da egentlig havde seet i den østlige Ende af Krateret.
Derpaa stege vi alle tre ud af det dybe Svælg og ilede om til min Reisefælle, som var i største Angest over, ar det havde varet saa længe. Vi stode endnu en Stund deroppe, og glædede os ved den vide Udsigt over Land og Hav. Rundt omkring os den frodigste Livsfylde, og lige bag os Dødens og Ødelæggelsens Billede — to Contraster, som man ikke allevegne finder Mage til. Morgenvinden forfriskede mig lidt igjen; vi s. 172glede i en Fart ned til vore Muulæsler og naaede snart Eremitagen, hvorfra vi efter et kort Ophold kom ned til Resina. Her ventede Vognen paa os, der har bragt os til Pompeji, hvor vi med Vedkommendes Tilladelse agte at opholde os i to samfulde Dage.