Til Enkefrue Vilhelmine Momsen.
2.4.1901.
Kære Fru Momsen!
Vi blev meget bedrøvede, da vi igaar hørte, at Deres Mand havde lukket sine kærlige Øjne i Døden. Det hører med til de store Glæder, vi har oplevet paa vore ældre Aar, at vi lærte at kende og skatte ham, fik Lov at regnes til det dejlige Hjems Venner. — Vi vil savne ham dybt. — Men hvad saa for Dem og Børnene. Gud velsigne Dem allesammen i Sorgens og Savnets Tid og lade Dem finde hans Fred. — De véd jo, saa godt som nogen, hvor jeg i de sidste Aar har lært Smerten ved at skilles fra mine kære at kende, s. 23saa De vil nok forstaa det, uden mange Ord, hvor min Husbond og jeg føler Deres og Deres Børns Smerte.
Jeg maa i disse Dage tænke saa meget paa en Drøm, jeg havde for fjorten Dage, tre Uger siden. Jeg drømte, gamle Karen Per Jørgens
*) havde et Ærinde her paa Jorden, hun skulde udrette; jeg stod ved Siden af hende og var slet ikke uhyggelig til Mode; saa hørte jeg hende sige: Blot Schrøders vidste, hvor Julie er meget for os andre Døde, saa vilde de ikke sørge saa tungt for hende!
**) Det var en Drøm, som gjorde mig godt, og jeg kan ikke lade være med vaagen at drømme videre og tænke mig Julie sige: velkommen hjem, Onkel. — Gud er Kærlighed, og han har banet Vej gennem Dødens Skygge. — Ja, naar vi, som knuges af Skilsmissens Smerte, trøstes og styrkes ved Haabet om, at Vorherre Jesus Kristus har sejret over Døden, og at vi i og med ham skal gaa Sejren i Møde, saa faar vi en glædelig Paaskefest trods alle vore Taarer. Med de hjerteligste Hilsener fra min Husbond til Anna og Frederik, men først og sidst til Dem, kære, kære Fru Momsen, er jeg Deres hengivne
bedrøvede
Charlotte Schrøder.