Carl Sophus Petersen, 1873-1958 Uddrag fra Brevvexling mellem N. M. Petersen og Carl Säve - et bidrag til skandivanismens og den nordiske filologis historie

Det er aabenbart: Ligesaa lidet som det danske Sprog i Slesvig vil kunne holde sig, uden at have en Støtte i den øvrige danske Literatur ¹N. M. Petersen var levende interesseret i det sønderjydske spørgsmål. 26/12 1842 skrev han heroin til historikeren Estrup (if. meddelelse fra hr. cand. theol. J. Estrup er brevet ikke mere til; Estrups svar af 15/1 1843 (orig.) tindes i Ny kgl. Saml. 1536, 20 og er med forandret retskrivning og en enkelt udeladelse trykt hos Bondesen: Små mindeblade o. s. v. p. 44—46). — Da universitetslærerne ved Københavns universitet 1848 påbegyndte udgivelsen af „Antislesvigholstenske Fragmenter“ (Joh. Steenstrup: Historieskrivningen o. s. v. p. 273—78), var det N. M. Petersens agt at skrive heri. Samlinger og udkast, for en del udførte, til det påtænkte bidrag, som bærer titlen „Kampen for Slesvig. De danske frivillige tilegnet“ og dat. „d. 19. April 1848“, findes i Ny kgl. Saml. 868 i, 40, vol. II (cfr. Gigas: Katalog o. s. v. I p. 142). Arbejdet lagdes til side, da Allens „Om Sprog- og Folke-Eiendommelighed i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland“ fremkom (se et karakteristisk brev (utrykt) fra N. M. Petersen til J. F. Schouvv af 30/7 1848, koncept i Ny kgl. Saml. 1536, 20). — Da Jacob Grimm 1848 offentlig udtalte, at det var naturligt, at Jylland vendte tilbage til Tyskland som til sit rette hjem, protesterede N. M. Petersen i Fædrel. 1848 no. 295: „så langt tilbage som nordisk historie går, ere disse sandheder uimodsigelige, at nordisk og tysk sprogart, skjönt de ere af samme stamme, ere væsenlig forskellige, og at Nørrejylland og Sønderjylland fra arilds tid ere det danske sprogs, danske loves og danske sæders rette hjemstavn.“ — Han fulgte derfor senere med største interesse Lyngbys jydske dialektstudier, gennem hvilke det uigendriveligt fastsloges, at de jydske mundarter var af ren nordisk oprindelse; han gav disse studier sin varmeste anbefaling, på det, som han skrev, „det danske Sprogs oprindelige Enhed over hele Danmarks Rige“ kunde blive hævdet (C. Berg: Minder om Sproggranskeren K. J. Lyngby (1872) p. 19—20).), ligesaa lidet vil det danske Sprog i det hele kunne bevare s. 12sin Anseelse i Norden, uden at have en Støtte i hele den nordiske Literatur. Overladt til sig selv vil det snart glemme sine nordiske Minder, det eneste, der hidtil har bevaret det som selvstændigt Sprog; alene i Kamp med en stærk og i mange Henseender Ærefrygt bydende Nabo, hvis Vink det allerede har lært at lystre, maa det gaa under. Men Danmarks Folk er Odins Folk, det Herredømme, han gav det, er Aandens. Hvad det maa og bør, er at forudsee hvad Tiden vil og hvad den bærer i sit Skjød; ikke at ængstes fordi det ej kan bevares, der kun var et forbigaaende Tidens Foster, men at betragte det, som kan have varigt Liv i det mindste i et Aartusende; og naar Erkjendelsen er vunden, at gaa forud og virke til at den skrider frem imod sit Maal. Det er jo det fornuftige Menneskes Kald, ikke at komme sovende til noget, men at skue frem i Tiden, og at gjøre hvad det maa med Bevidsthed.