Carl Sophus Petersen, 1873-1958 Uddrag fra Brevvexling mellem N. M. Petersen og Carl Säve - et bidrag til skandivanismens og den nordiske filologis historie

Han havde aldrig ønsket at blive professor ved universitetet i de nordiske sprog. Den stilling, han havde som registrator ved geheimearkivet, passede så ganske med hans natur og tilbøjelighed ³„Med hensyn til registraturarbejderne — siger A. D. Jørgensen: Udsigt over de danske rigsarkivers historie (1884) p. 98-99 — begyndte der med N. M. Petersen en ny periode i arkivet. Thorkelin havde endnu ganske fortsat i det gamle spor fra de foregående århundreder, med opregning af enkelte mærkelige dokumenter og løselig opgivelse af de større knippers indhold efter den tilfældige påskrift. Petersen derimod gennemarbejdede de givne samlinger på det omhyggeligste, undersøgte hvert enkelt aktstykke og angav nøjagtig og udtømmende dets indhold. Han begyndte med at affatte en fyldig registratur over de norske og islandske oldbreve, som derefter kopisten afskrev under hans tilsyn. Dette arbejde, tilligemed en ny registrant over Ribe bispestols og kapitels breve, varede i 3 år. Derefter undersøgte og ordnede han de af Thorkelin dannede samlinger til rigets indre forfatning (danske samlinger) og historie (danske konger), et arbejde, som optog ham i alle de følgende 12 år. Fin Magnussen undlod ikke i hver årsberetning at bevidne sin store anerkendelse af den omhyggelighed og nøjagtighed, hvormed disse arbejder blev udførte, såvel som af de sjældne kundskaber og den overlegne dygtighed, som N. M. Petersen lagde for dagen i alt hvad der i årenes løb overdroges ham til besørgelse“ (cfr. dog V. A. Secher i Meddelelser fra det danske Rigsarkiv I (1906 ff.) p. 206).); her kunde han færdes mellem kilderne til fædrelandets historie, sin fritid kunde han benytte til fri videnskabelig virksomhed, snart tage dette, snart hint æmne op til behandling, alt efter som indre trang eller tidens fordringer førte det med sig. Men universitetslærer i et fag, hvor s. 38så godt som alt manglede: ordbøger, grammatiker, textudgaver, håndbøger, hvor alt skulde hvile på ham, hvor arbejdet ikke skulde bestemmes af hans lyst og tilbøjelighed, men af hensyn til de studerendes og tilhørernes tarv, hvor der krævedes ævner til ydre optræden, til hævdelse blandt kolleger og indsigt i en mangfoldighed af rent praktiske spørgsmål — hvor kunde han attrå en sådan plads. Men „jeg blev på alle mulige måder dreven dertil. Lægen erklærede, at man ikke skulde bryde sig om min fortvivlelse; alt det nervøse töj vilde falde bort, når jeg först var det. Fra Engelstoft og Rosenvinge kom den bestemte erklæring, at, når jeg ikke vilde modtage det ledige professorat, vilde det ikke blive besat. Underligt, at jeg ikke blev gal. Endelig fandt jeg den forestilling: „det er guds villie; gör nu dit til at fuldkomme den““ ¹Bondesen: Små mindeblade o. s. v. p. 29.). To år efter udnævnelsen til professor søgte han bort fra universitetet tilbage til arkivet. „Min forrige Stilling — skrev han i sin ansøgning ²Orig. af 30/12 1847 i Rigsarkivet. Geheimearkivaren (Finn Magnusen) var død juleaften s. å.; det var hans plads, N. M. Petersen søgte. Som bekendt var det C. F. Wegener, der blev geheimearkivar.) — havde jeg aldrig tænkt paa at forlade. Da den nye Lærerpost ved Universitetet, som jeg nu beklæder, blev oprettet, ansøgte jeg den ikke af egen Drift, og henlagde med Veemod og Bekymring min kjæreste Syssel, mit Fædrelands Historie, der allerede var skreden betydelig frem. Siden den Tid har jeg aldrig havt Fred i min Sjæl. Min Helbred maa derved gaae tilgrunde. Det er derfor blevet mig en Livssag, at erholde det Embede, om hvilket jeg nu allerunderdanigst ansøger, ikke for at hengive mig til Hvile, men for at gjenvinde den Sindets Ro, der er saa nødvendig til al aandelig Idræt.“ Hans bøn blev ikke opfyldt. Selvom han nu under sin 15-årige professortid fandt sig mere til rette i sin virksomhed, blev han dog aldrig tilfreds i den. Overfor Madvig og de klassiske filologer, med hvem han følte sig i grundig uoverensstemmelse, kunde han s. 39ikke hævde sig og det fag, han repræsenterede; men hvad der bestandig var ham en pine, var forelæsningerne. „Han stolede — siger en mand, der kendte ham nøje ¹Bondesen: Små mindeblade o. s. v. p. 30 (med en enkelt udeladelse).) — ikke på sin evne til mundtlig at kunne til given tid udtrykke, hvad han vilde; derfor udarbejdede han störstedelen af sine forelæsninger meget omhyggelig og nedskrev omtrent hvert ord, han sagde; og når han så af ængstelse for ikke i tide at blive færdig havde udarbejdet omtrent hele forelæsningen, för han begyndte at holde den, havde hans arbejde tabt en del af det tiltrækkende, det havde havt for ham under udarbejdelsen.“ Alene det at skulle træde frem på katedret var ham en lidelse. Endnu i 1853, da han dog havde været professor i 8 år, kunde han skrive til Säve: „Næsten ved hver forelæsning jeg skal holde har jeg ligget i svære krampetrækninger, og takker gud, at det dog, når jeg først er kommen op på hjalet, ikke kommer mere tilsyne for verden end det gör“. Og dog kunde den smukke gamle mand med det hvide hår og de dejlige lyseblå øjne også på katedret gøre et stærkt indtryk. „N. M. Petersen — siger en af tilhørerne ²Jens Schjørring i Aarbog for dansk Kulturhistorie (1896) p. 140. (Schjørring, f. 1825, d. 1900, student, frivillig i krigen 1848-50, cand. theol., hjælpepræst hos Vilhelm Birkedal, højskolemand, sognepræst først i Vestjylland, senere i Skelskør).) — holdt offentlige Forelæsninger om vort Modersmaal og talte saa rørende til os om at hædre det og elske det, at vi unge fik Taarer i Øjnene ligesom han selv“.