Carl Sophus Petersen, 1873-1958 Uddrag fra Brevvexling mellem N. M. Petersen og Carl Säve - et bidrag til skandivanismens og den nordiske filologis historie

Den skandinaviske bevægelse begyndte fra midten af trediverne så småt at tage fornyet fart. I marts 1838 skrev Chr. Flor til Fr. Barfod: „Allerede for 4 til 5 Aar siden paa en Rejse i Norge og Sverige arbejdede jeg meget for og paa den skandinaviske Sag og fandt, især i Sverige, alle Vegne, hos store og smaa, et villigt Øre.“ 1836 havde Blicher sammen med Svenskeren Carl Magnus Ekbohrn (senere toldinspektør ved Stockholm) og uafhængigt af dem Barfod fattet planen s. 14om en skandinavisk nytårsgave; samme år havde Berzelius under et ophold i København drøftet muligheden for et skandinavisk naturforskermøde. 1837 stiftede Barfod sammen med to andre ivrige „Raskianere“ M. D. Krieger (senere assessor i Landsoversamt Hof- og Stadsretten) og P. L. Møller (den senere bekendte kritiker, J. L. Heibergs æstetiske modstander) „Selskabet for en forbedret Retskrivnings Udbredelse“, der havde til opgave i Rasks ånd at nærme den danske retskrivning til den svenske, og som udgav bl. a. „Nordisk Ugeskrift“. 1838 mødtes for første gang de københavnske og lundensiske studenter, og 1839 udgav Barfod „Brage og Idun, et nordisk Fjærdingårsskrift, med Bistand af Danske, Svenske og Normænd“ 1.