Vust, den 21. Novbr. 1893.
Min trofaste Veninde Harriet!
Først takker jeg for eders Brev, jeg modtog i Juli og saa for den varme Hilsen fra eder i denne Maaned med Margrethe *), det gør saa godt at mindes af kære Venner, som vi kan dele det bedste med. Men nu, kære Harriet, Hovedindholdet med disse Linjer er mit Hjærtes Ønske, at Guds Fred og Velsignelse maa være med dig og give dig alt det gode, som du kan tage imod. Min Stilling er for saavidt som de sidste 15 Maaneder; jeg ligger stadig og har det godt. Tiden gaar saa hurtig for mig, saa det næsten er forunderligt, men det er Sandhed, jeg mærker jo, Kræfterne aftager mere og mere paa min gamle Hytte; men kan min gode Ven Brahms Ønske saa gaa i Opfyldelse for mig, om jeg maa erfare Sandheden af Pauli Ord: „Naar jeg er skrøbelig, saa er jeg stærk“ — og saa leve i Haabet, at det kan opnaas, som en ældre Ven engang skrev: Ja, vi bliver gamle, men intet, intet i Verden skal knække Modet paa Vorherres Venner, som har saa store Ting i Vente og saa sikkert. Ja, Gud ske Lov. Af mine Børnebørn er der mange, som holder Fødselsdage fra den 13. og til den 26. i denne Maaned, saa jeg har Ærinde mange Steder, ogsaa paa Fyn, men kun eet Sted at samle mine Ønsker for al min Begæring: Hos vor kære Fader i det Høje. — Ja, nu er der gaaet 20 Aar, siden vi blev kendt, og vi har mange dejlige Minder, som følger os baade her og hist. Saa maa jeg slutte. Mange Hilsner, især til dig, kære Harriet, og din Husbond og Moder samt Ane Marie. Jeg skal hilse fra Søster Else og Bolette Marie. Da jeg ved, du faar mange Breve paa din Fødselsdag, skriver jeg først i Dag.
Din gamle Veninde
Margrethe.
Gud i Vold!
Min Ven Brahm, jeg er født 1811.