Holger Christian Begtrup, 1859-1937 Uddrag fra BREV TIL: Begtrup, Holger Christian FRA: Olrik, Axel (1882-04-04)

s. 14ingen hat er rask som den
når mod himlens höje bue
den af blæsten hvirvles hen;
huen stråler, himlen ses at blåne
og dens purpur låner solens glans,
som af hav ildröde måne …
— — stands! det er vist for romantisk
eller også for pedantisk.
Huen er den bedste, finder de
ikke også, at den passer
os, som mere let og fri;
— — men hvad gjör jeg her? jeg spadser;
thi den sag er jo forbi;
hatten bort de vil ej gi’e.
Gid den må deres kæreste behage!
(de anerkjender da vel dette ord);
men jeg for min del vil den vrage,
forskjelligheden er i smagen stor.
Jeg mig pynter for den unge vår
for at glæde mig ved glans i hele livet,
Det vel nok en ende får;
men det næste „er ej givet“.
mon min skæbne til en kærest går??