Holger Christian Begtrup, 1859-1937 Uddrag fra Axel Olriks Breve til Holger Begtrup

Hvad jeg kunde fortælle om Livet paa en grundtvigsk Folkehøjskole, var langt mere i Samklang med det, som fyldte hans eget Sind, end hvad han oplevede blandt de københavnske Studenter. Han fik derved Lyst til at lære den folkelige Oplysning nærmere at kende, og ved de Besøg, han gjorde paa Askov, blev han snart en varm Ven af Højskolesagen. Ved Lærermøderne paa Askov Højskole gjorde han Bekendtskab med Præsten Dr. H. F. Feilberg, der senere blev hans nære Ven og Medarbejder. Dær knyttede han ogsaa de første Forbindelser med Kendere og Samlere af Folkeminder. Men det vigtigste var dog, at han i det folkelige Liv, der førtes i Højskolekredse, fik det levende Mellemled, han havde savnet, mellem sin videnskabelige Syssel og det danske Folkeliv, som var dens Emne. — Uden denne Livsforbindelse med det vaagne danske Folk kunde han aldrig have bygget den ny Videnskab, som han blev Banebryder for, paa saa bredt et Grundlag eller fyldt den med saa rigt et dansk poetisk Liv, som han gjorde.