Oluf Christian Molbech, 1860-1927 Uddrag fra BREV TIL: Molbech, Christian Knud Frederik FRA: Molbech, Christian (1852-08-11)

Endnu har Du kun været faa Dage borte, og jeg savner dig daglig. Det er ikke allene din Fraværelse; det er Tanken paa, at Du gaaer saa langt bort. Jeg har en stærk Forudfølelse af Eensomheden hos mig og omkring mig, som den næste Vinter vil betydeligt forhøie. Jeg gaaer overhovedet denne Vinter i Møde med mørke Tanker, og et ofte tungt Sind — som allerede fra den forrige har fæstet sig hos mig. Meer og mere døer Livet bort omkring mig; det giælder om at bevare den indre Kiærne frisk. I Sorøe Philosophgang opdagede jeg nogle Rudera af en ældgammel mægtig Eeg, der kun bestod af et Par store, høie Levninger af Barksider, som oventil paa en Kant endnu vare forenede, nedentil dannede en Aabning — som man, saa vidt jeg erindrer, kunde gaae igiennem. Paa den ene Side skød imidlertid af Bark-Støtten, og af dens Levning af næsten formuldnet Splint eller Yderved, to friske, frodige, høie Grene i Veiret. Medens jeg stod og med stor Deeltagelse betragtede denne Olding i Sorøes nærmeste Skov — faldt det mig med eet ind, at see i den et Billede af mit eget Oldingsliv, og mine to Sønners i de friske Grene. Der staaer, tænkte jeg, mit Minde i Philosophgangen — hvortil min Erindring knytter sig meer end 60 Aar tilbage i Tiden! — —