Molbech, Christian Knud Frederik BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Molbech, Christian Knud Frederik (1856-11-08)

Kiel. d. 8de Nov. 1856.

Min kiære Fader!

Allerede for 14 Dage siden tænkte jeg paa at skrive til Hiemmet, men det viste sig ved denne Leilighed, som desværre ikke sieldent ogsaa ved andre, at min Tanke ikke altid har den tilbørlige Spirekraft, som behøves for at giennembryde en Jordskorpe af allehaande Smaaforhindringer, og frembringe hvad jeg, for at blive i Billedet, kan kalde en Brevblomst, men ellers ikke — i det mindste ikke idag — vilde give dette Navn. Thi jeg frygter stærkt for, at dette Brev, der skrives imedens en Glarmester tre Skridt fra s. 213mig staaer og kitter mine Vinduer — ikke vil have mange af Blomsternes Egenskaber — Form, Farve og Duft. Dog, det faaer saa være; der gives jo ogsaa fattige Blomster, og seent paa Høsten tager man tiltakke.

Mine Tanker have mangen en Gang, meest paa mine daglige Spadseretoure i den deilige Octobermaaned, søgt dig med sønlig Hengivenhed, og ikke mindst, da jeg for nogen Tid siden læste dit smukke Venskabsminde over den afdøde Danckwart. Det gik mig med denne ædle og kloge Olding just som Du et Sted skriver, at hans udvortes Væsen, der i Begyndelsen ikke tiltalte mig, lidt efter lidt blev mig behageligt og kiært, efterhaanden som jeg fik Øie paa den fortræffelige Personlighed, der skiulte sig bag de gammeldags, stundom overdrevent høflige Former. Jeg besøgte ham først for at giøre dig til Villie, siden af egen Drift, og ønsker nu for seent, at jeg havde giort det oftere. Dine Mindeord over ham (som man igaar har begyndt at meddele en Oversættelse af i Kieler Correspondentzblatt) glædede mig, ikke blot for deres eget Indholds Skyld, men ogsaa fordi jeg tænkte mig, at det havde været nogen Bod for dit Savn at skrive dem. — Noget senere end dette illustre Dødsfald, har et andet, der kun kiendes i en snever Kreds, berørt mig alvorligt, især ved sin Nærhed. Den »strenge Giest« har nemlig besøgt selve det Huus, i hvilket jeg boer, og temmelig pludselig bortkaldt dets Værtinde, den gamle, brave Skibscapitain Harders Kone. Hun var et jævnt, borgerligt Menneske, men trofast i sin Gierning, kiærlig imod sin Mand og sine mange Børn, og altid venlig og giestfri, naar jeg, gierne en Gang om Maaneden, tilbragte nogle Aftentimer hos dem. Det giorde mig inderlig ondt, at see den gamle Mands stille Sorg, der udtalte sig i de simple Ord: »Gud velsigne hende, hun har altid været mig en god Hustru.« —

Men — for at komme fra Døden til Livet — jeg maa bringe dig en Hilsen, og med det samme fortælle om en behagelig Tilvæxt, som den lille Omgangskreds, hvori jeg bevæger mig herovre, har faaet. For nogle Dage siden er nemlig den forhenværende, som Du veed pludselig afskedigede danske Minister i Paris, Grev Moltke, kommen hertil med sin Familie, har leiet Værelser tæt udenfor Byen og agter fuldkommen at bosætte sig her. Han har, som Grevinden fortalte mig, en Pension af 3000 Rdl., men ingen Formue, og vil derfor heller leve her end i Kiøbenhavn. Det er fra denne fine, elskværdige og dannede Dame, hvis Bekiendtskab s. 214Du nok har giort i Stockholm, at jeg skal bringe dig en venlig Hilsen. Jeg opsøgte hende, saasnart jeg hørte hendes Ankomst, og glæder mig til oftere at besøge hende i Vinterens Løb. — —

Jeg maa dog tilføie, at jeg om Aftenen gierne, naar jeg var hiemme, har syslet med Erik den 14des Historie, der efterhaanden begynder at forme sig for mig, skiøndt det er et vanskeligt Stof, der egentlig har meer psychologisk end tragisk Interesse. I al Fald er det mig endnu ikke ret klart, h v o r det tragiske Tyngdepunkt skal ligge — forudsat nemlig at man vil lægge det i Kongens Figur, og ikke, hvortil der kunde være adskillig Anledning, i hans Offer, den ulykkelige Sture. Imidlertid beskieftiger jeg mig saa smaat hermed, faaer vel ogsaa en Plan istand, som jeg da lægger hen til modnere Overveielse, og — der bliver den da maaskee liggende. — —

Jeg maa nu slutte, det er min Spisetid; og efter Bordet skal jeg læse over paa min Forelæsning, som jeg skal holde paa Tydsk i Eftermiddag Kl. 5. —

Christian.