Christian Knud Frederik Molbech, 1821-1888 Ludvig Schrøder, 1836-1908 Uddrag fra Christian Molbech og Nikolai Frederik Severin Grundtvig - En Brevveksling

Der forelaa fra Professor Molbechs Haand vel gjennemsete Afskrifter af de Breve, Digte og Stridsskrifter, der var vekslede imellem de to Mænd, hvis Levnet Bogen skulde oplyse; han havde samlet et Tillæg til Bogen og skreven Anmærkninger til den. En Del af de oprindelige Haandskrifter, som havde været i gamle Molbechs Eje, har jeg haft Lejlighed til at benytte og har derefter rettet lidt hist og her. En Del Oplysninger havde Professor Molbech skaffet til Veje, men ikke faaet Tid til at bruge i Anmærkningerne; dem har jeg tilføjet og nogle enkelte flere, hvor han havde antydet, at noget skulde forklares. En enkelt Ændring har været paa Tale imellem os, da jeg besøgte ham i Bagsvær nogle Maaneder før hans sidste Sygdom.