Grundtvig, Nikolai Frederik Severin BREV TIL: Molbech, Christian FRA: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin (1808-07-19)

Khvn.d. 19de Juli 1608.

Ret gode Molbech!

Jeg bestormer Dem ret med Breve; men i Dag kunde jeg umulig lade være. De kan ikke tro hvor inderlig [det] glædede mig at se Dem sende mine Linier til Indrykkelse. Deres rene Sjel speilede sig saa aldeles heri, at jeg virkelig fra det Øieblik maa (om jeg kunde) elske Dem dobbelt.

O! jeg føler i dette Øieblik, at jeg har Intet tabt paa Jorden, da jeg har vundet tvende Venner som Dem og Dons. Aldrig kan jeg forsage saalænge jeg tør støtte mig ved saadanne Punkter, og de maatte forsone mig med Livet, naar jeg ei troede at beskue dem som enkelte Gnister i Askehoben, Minder om Ilden som fordum luede.

Ret glæder det mig nu ogsaa at jeg har forekommet Dem, at mine Linier til Dem, hele som de udstrømmede af mit Inderste, stande i Skilderiet for i Dag. Aldrig kunde jeg ladet den Udelukkelse havt Sted, som De vilde havt; thi i samme Øieblik havde det staaet tvivlsomt, om jeg ikke maaske gjorde min ædle Ven den himmelskrigende Uret, at tro Hans Øie lukket for den svundne Tids Herlighed.

Gud! hvorfor maa vor Tidsalder ikke stræbe i sig at forene det svundne Herlige? Eller, dersom det virkelig ers. 26dens Stræben, som kun for Øieblikket dræbes i det den vil fremkæmpe sig, hvorfor maa jeg da ikke se det?

Elsk stedse Deres Ven
Grundtvig.