Christian Knud Frederik Molbech, 1821-1888 Ludvig Schrøder, 1836-1908 Uddrag fra Christian Molbech og Nikolai Frederik Severin Grundtvig - En Brevveksling

Molbech har ikke blot lidt med Grundtvig. Han har ogsaa ved at være Vidne til Grundtvigs Sjæleangst faaet den Gjæring i sit Indre fremskyndet, der læuge havde været i sin Begyndelse. Naar han i sin Skrivekalender for 20. December 1810 har optegnet, at Grundtvig den Dag var rejst til Udby, saa tilføjer han: „Gud give ham Kraft og os alle i Prøvelsens haarde Timer!" „Tro mig, elskede Ven!" skrev han 27. December, „den Skiæbne, der rammede Dig har ikke gaaet mig forbi. . . Det er langt fra, at jeg kan forklare Dig, hvorledes det er med mig, og hvad der rører, sig i mit Indre; thi denne Tilstand er mig alt for ny." I det samme Brev sortæller han, hvorledes hans Tilstand en af de soregaaende Aftener, da han havde tænkt meget paa Grundtvig, „gik over til en blid og salig Rolighed ved at læse i det nye Testamente." Tre Dage efter skriver han fra Sorø: „Jeg har tilbragt denne Dag i mit Fædrenehiem med en Sindsro og Tilfredshed, som jeg i lang Tid ikke har kiendt til paa dette Sted. Ligesom saa meget Andet bos mig er høist forunderligt i denne Tid, endog for mig selv, saa er det og, at skiøndt jeg har været flere Gange i Roeskilde Domkirke, og utallige Gange i Sorøe Kirke — har jeg egentlig dog ikke seet den første før i Gaar, og aldrig den sidste i en saadan Klarhed som i Dag." ^*)S. 230 er der i en Anmærkning anført en Dagbogsoptegnelse af Molbech fra 24 og 25 December 1810 om det „Vendepunkt", han skjønner er kommet i hans Liv. Medens den Bevægelse fandt Sted hos Molbech, der har givet sig Udtryk i, hvad her er anført, kunde han ogsaa skrive: „Dig, ædle Grundtvig! elsker jeg meer end nogensinde, ja med en Kiærlighed, som jeg aldrig havde troet at kunne føle for Dig." Og samtidigt stillede han sig frimodigt ved Grundtvigs Side overfor Verdens Dom.