Christian Knud Frederik Molbech, 1821-1888 Ludvig Schrøder, 1836-1908 Uddrag fra Christian Molbech og Nikolai Frederik Severin Grundtvig - En Brevveksling

Det fælles Venskab med P. Dons har ogsaa hjulpen til at befæste et nøje Forhold mellem Molbech og Grundtvig. Bekjendtskabet imellem Chr. Molbech og P. Dons skrev sig ventelig fra deres Fædre, der begge var Nordmænd. Denne Formodning har Professor Molbech ment at finde stadfæstet ved en Optegnelse i sin Faders Skrivekalender for 7. September 1818: „Om Aftenen med min Fader hos Dons (sen.). Det var mig en sielden og hiertelig Glæde at see disse to gamle troe Venner sammen; Dons 78, min Fader 74 Aar gammel." I Molbechs Skrivekalender for 1802, findes følgende Udtryk: „Min sieldne og elskværdige Ven P. Dons," og i et Brev til Fru Rahbek fra „den 5te i Liliemaaneden 1813", skriver han: „Deres Ven Dons, som i mange Aar han ræret min Poul, inden han blev Grundtvigs Povel." I Skilderiet for 31. Juli 1810 tilskrev Chr. Molbech sin en Maaned yngre Ven, Poul Dons, paa følgende Maade, idet han vilde gjøre Rede for sin Rejse til Udlejre og Værebro: „Længe have vi dog reist sammen, og mange Aar ere svundne, siden vi, ved de første Lueglimt af Ungdommens herlige Morgenrøde, begyndte vor Samvandring giennem Livets Labyrinth. Rolig og lige var Din Gang, og ærlig den Broderhaand, Du tidt rakte mig, naar jeg mødig og modløs standsede paa de mere vildsomme Sideveie, jeg stundom maatte betræde. Altid mødtes vi atter, naar Skiebnen en føie Tid bød os, hver til sin Side at søge en bedre Sti, end den slidte Alfarvei, og aldrig vare vi fiernede fra hinanden; thi et Baand omslynger vore Siæle, evigt som Følelsen, der bandt det; og om Døden lagde sin iskolde Haand imellem os — det vilde for et Øieblik synes skiult, men et briste, saasandt Intet, der er i Livet, kan døe." — Det var P. Dons’ Digt i Kjøbenhavns Skilderi for 28. Mai 1808: „Til Hr. N.s. XVIIF. S. Grundtvig t Anledning af hans Digt, Maskeradeballet i Danmark", der først førte til et mindre venligt Svar fra Grundtvig, men siden til et Forhold, hvorom han 1815 kunde skrive i „Kvædlinger" : „Det hører til de glædelige og vigtige Optrin i mit Liv og det i mange Maader: Bekiendtskabet med Povel Dons, hvem det her ei passer sig at rose, men visselig at nævne som den redelige, frimodige og trofaste Ven, han var og er for mig." Han var, skrev Grundtvig, „en ung Mand, med christen Tro, inderlig Kiærlighed til alt Godt og til det gamle Danmark, men et noksom bekiendt med Tidens Elendighed og dybe Fordærvelse."