Schau, Ernst BREV TIL: von Krogh, Frederikke Louise FRA: Schau, Ernst (1864-01-09)

Oxlev, 9. Januar 64.

Du har dog vistnok i Dit Hjerte bevaret noget Haab om at jeg vilde skrive idag til Dig, til Trods for mine Forsikkringer igaar om det Modsatte. Hvorledes vilde det ogsaa være muligt under Vægten af Erindringen om igaar, af den inderligste Taknemmelighedsfølelse for den Glæde Dit Besøg forskaffede mig, at opsætte til imorgen at bringe Dig min Tak og dertil min Klagesang over den korte Lykke. Dit elskelige Ansigt, Dit kjærlighedsfulde Smiil staaer jo levende for mig, og jeg føler Trang til at tage Papir og Pen frem for i fortrolig Passiar at glemme, at Du ikke sidder ved min Side. Det er forresten en egen Sag at faae Smag paa slige Besøg af Dig, thi Hjertet vil snart forlange Gjentagelse, og saa maa Du atter gjøre en lang anstrængende Reise for min Skyld.

Jeg længes meget efter at erfare, hvorledes den igaar har bekommet Dig; det var ikke nogen synderlig magelig Plads Du fik i Coupéen, Selskabet var ubekjendt, og seent er Du vistnok ankommen s. 38til Flensborg. Jeg frygter Du kunde have tabt Modet til at gjentage Historien.

Jeg vil haabe, at Du endnu idag maatte modtage dette, ellers har jeg jo ikke den Tilfredsstillelse at have beredt Dig en Glæde ved at skrive, som jeg veed, det vil være.

De tydske Aviser, der ankom iaftes, synes at bekræfte min Formodning om, at Striden vil ordne sig ad fredelig Vei; idetmindste kunde man mellem Linierne læse Harme og Skuffelse over Preussens og Østerrigs Optræden, og stor indbyrdes Splid i det store Vaterland. Altsaa frisk Mod! vi kunne endnu komme til at tilbringe en lykkelig Sommer!

Levvel, endnu engang min inderligste Tak for den Glæde Du igaar forskaffede mig. Gud velsigne Dig og alle de Kjære i Hjemmet.