Johan Ludvig Heiberg, 1791-1860 Uddrag fra BREV FRA: Heiberg, Johan Ludvig (1859-02-21)

De vil maaskee indvende, at i den Stilling, i det Fag, hvori De nu engang befinder Dem, kan De ikke faae Tid til at realisere de Bestræbelser, De har for Øie. Men det er Indbildning, eller, ifald det skulde være sandt, kun et Beviis paa, at disse Be¬stræbelser ikke ere modne til at realiseres, og at det følgelig ikke er Tiden, men selve Bestræbelsen hvorpaa det storter. Har man et virkeligt Kald, saa Harman under alle Omstændigheder Tid til at udføre det. Tænk, hvilken comisk Virkning det vilde gjøre om f. Ex. i et Skuespil en Person sagde: „Jeg har et stort Kald til at være Digter, men jeg har aldrig havt Tid til at digte." Tilskuerne vilde briste i Latter, i den maaskee ubevidste Følelse af den Molbo-Tanke, som ligger i Udtrykket. Hvis det er Digter-Virksom¬heden, De især har sor Øie, saa betænk, at jo mere man udelukkende gjør denne til sit Livs Opgave, desto flettere Digter bliver man i Almindelighed. Hans Sachs var Skomager, men ophørte ikke med Profes¬sionen, uagtet han digtede og blev berømt. Göthe var vel ikke Skomager, men han var Minister og Hofmarskalk, og det Ene er ligesaa fremmed for Poesien som det Andet. De hverdagslige Beskjæftigelser og Forretninger holde den poetiske Evne, hvor den virkelig er tilstede, i Spænding, medens den udelukkendes. 212Overgivelse til den slapper den, saa at dens Frembringelser blive uden Næring, og kun levere Conditor-Føde.