Johan Ludvig Heiberg, 1791-1860 Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg

Breve

fra og til

Johan Ludvig Heiberg.

s. II

s. III

Breve

fra og til

Johan Ludvig Heiberg.

Kjøbenhavn.

C. A. Reitzels Forlag.

1862.

s. IV

Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle.

s. VIndhold.

Side

Af et Brev fra Fru Gyllembourg til P. A. Heiberg, dat. 18. Novbr. 1805 1.

I. 1806—1810:

1. J. L. Heiberg til Hansen 9. Dec. 1806 . . 7.

2. J. L. Heiberg til Hansen 10. Marts 1807 . . 10.

3. J. L. Heiberg til Hansen 3. Marts 1810 . . 11.

II 1811—1818:

4. J. L. Heiberg til Hansen 1. Juni 1811 23.

5. Oehlenschläger til J. L. Heiberg 10. April 1812 35.

6. J. L. Heiberg til Fru Gyllembourg 30. Nov. 1812 36.

7. Fru Rahbek til J. L. Heiberg 7. Sept. 1813 42.

8. Fru Rahbek til J. L. Heiberg 23. Dec. 1813 45.

9. Oehlenschläger til J. L. Heiberg 25. Dec. 1813 50.

10. J. L. Heiberg til Hansen 2. Juli 1814 52.

11. J. L. Heiberg til Baggesen 2. Aug. 1816 61.

12. Af et Brev fra Fru Gyllembourg til Fru Kellermann 9. April 1818 62.

s. VI

Side

III. 1819—1821:

13. I. P. Mynster til J. L. Heiberg . . 16. Nov. 1819 . . 65.

14. J. L. Heiberg til I. P. Mynster . . 12. Dec. 1819 . . 67.

15. Baggesen til J. L. Heiberg . . . . 22. Dec. 1820 . . 70.

16. Béranger til J. L. Heiberg . . . . 22. Nov. 1821 . . 73.

IV. 1822—1825:

17. J. L. Heiberg til I. P. Mynster . . 12. Sept. 1822 . . 77.

18. J. L. Heiberg til H. C. Ørsted. . . 25. Marts 1825 . . 79.

19. H. C. Ørsted til I. 9. Heiberg . . . 1. April 1825 . . 94.

20. J. L. Heiberg til I. P. Mynster . . 7. April 1825 . . 97.

V. 1825—1831 :

21. Fru Rahbek til J. L. Heiberg . . . 21. Nov. 1825 . . 105.

22. J. L. Heiberg til Fru Rahbek . . . 22. Nov. 1825 . . 107.

23. J. L. Heiberg til K. L. Rahbek. . . 8. Febr. 1829 . . 109.

24. H. C. Ørsted til J. L. Heiberg . : . 23. April 1829 . . 111.

25. J. L. Heiberg til H. C. Ørsted . . . 24. April 1829 . . 115.

26. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . 20. Juni 1829 . . 121.

27. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . 3. Nov. 1829 . . 122.

28. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . 22. Juni 1830 . . 124.

29. Poul Moller til J. L. Heiberg. . . Omtr. Juli 1830 . . 125.

30. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . 17. Aug. 1830 . . 130.

31. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . 11. Jan. 1831 . . 133.

32. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . 29. Marts 1831 . . 136.

33. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . . 21. Juni 1831 . . 137.

34. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . 2. Aug. 1831 . . 139.

s. VII

Side

VI. 1831 — 1839:

35. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 12. Nov. 1831 . . 143.

36. J. L. Heiberg til I. P. Mynster 24. Marts 1832 . . 145.

37. I. P. Mynster til J. L. Heiberg 28. Marts 1832 . . 148.

38. J. L. Heiberg til H. Hertz . . . 14. Dec. 1833 . . 151.

39. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 11. Nov. 1834 . . 154.

40. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 1. Mai 1835 . . 157.

41. J. L. Heiberg til I. Collin . . . Dec. i 1836. 161.

VII. 1840—1848:

42. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg . . 30. Marts 1840 . . 169.

43. I. P. Mynster til J. L. Heiberg . . 4. Jan. 1843 . . 173.

44. J. L. Heiberg til H. C. Ørsted . . . 20. Mai 1845 . . 174.

45. J. L. Heiberg til C. Molbech. . . . 16. Febr. 1846 . . 179.

VIII. 1849—1856:

46. J. L. Heiberg til I. Collin 25. Juli 1849 . . 183.

47. J. L. Heiberg til I. Collin 25. Juli 1854 . . 185.

48. J. L. Heiberg til Johanne Luise Heiberg 18. Juni 1854 . . 187.

49. J. L. Heiberg til Johanne Luise Heiberg 3.juli 1855 . . 188.

50. J. L. Heiberg til Johanne Luise Heiberg 16. Juli 1855 . . 193.

51. J. L. Heiberg tit V. Holst 13. Dec. 1855 . . 194.

52. J. L. Heiberg til Hansen 28. Juli 1856 . . 197.

s. VIII

Side

IX. 1856—1859 :

53. J. L. Heiberg til H. L. Martensen 21. Sept. 1856 . . 201.

54. J. L. Heiberg til H. Hertz 26. Nov. 1858 . . 206.

55. J. L. Heiberg til H. Hertz 7. Jan. 1859 . . 207.

56. J. L. Heiberg til N. N 21. Febr. 1859 . . 209.

57. J. L. Heiberg til Fru Consistorialraadinde Hansen 24. Marts 1859 . . 213.

58. J. L. Heiberg til H. L. Martensen 6. Juli 1859 . . 214.

Fru Gyllembourgs litterære Testament 217.

s. 1

Af et Brev fra fru Gyllembourg

til

P. A Heiberg,

dat. 18. November 1805.

Breve til og fra J. L. Heiberg.

1

s. 2

s. 3. . . . Desuden er han ^*)Sønnen, den dengang omtrent 14-aarige Johan Ludvig Heiberg. af de Charakterer, som med Vold-somhed griber en Følelse eller Mening og hænger ved den. Middelveien er Noget, han ikke kjender. Ingen af dem, der ere daglig om ham, drømmer om den alvorlige Charakteer, der udvikler sig i denne tilsyneladende flygtige og ubetydelige Dreng. Den eneste, der maaskee virkelig seer ham, som han er, skulde være hans i enhver Henseende respektable Lærer Hansen. Jeg vilde ønske, jeg kunde beskrive Dem Ludvig, thi han maa være Dem næsten ubekjendt. Han har det største Hang til Sværmerie, til Alvorlighed og Flygtigheb tillige, han røber allerede de heftigste Passioner, han kan skjule sig, han kan tie. Han finder ingen stor Fornøielse i at lege med andre Børn, han udvælger sig ingen Fortroligs. 4mellem disse, hans Yndlings-Læsning er Tragedier, den romerske Historie og i det Hele Poesie. Han er overalt meget partisk, bedømmer i Almindelighed alle Mennesker og Ting efter de Begreber, han af denne Læsning indsuger, og efter sit naturlige Hang til Sværmerie, til alt Romantisk og Poetisk. Han forener Barnagtighed, som om han var 6 Aar, med en Tænkekraft og Ideer, der ere mere end 10 Aar for gamle for ham. Han er forøvrigt blot lidt svag undertiden. Naar nu et saadant Menneske skulde blive sat i den sørgelige Nødvendighed at vælge mellem Fader og Moder, hvad vil saa skee? Han hænger sig da ganske ved den ene og tilsidesæ tter da maaskee endog sine Pligter mod den anden ..........

1*

Hans Moder er hans eneste Fortrolige, hans eneste Veninde, for hvem han Intet skjuler, end ikke sine smaa Daarligheder .........................

Han elsker mig med en sværmerisk, enthousiastisk Kj ærlighed, han sørger over hver Dag, han ikke faaer mig at see. Den mindste Uhøflighed mod mig er en Forbrydelse, han i hele Aar kan gjemme i sin Erindring ....................

s. 5

I.

(1806. 1807. 1810.)

s. 6

1. J. L. Heiberg til Hansen 9. Dec. 1806 7.

2. J. L. Heiberg til Hansen 10. Marts 1807 10.

3. J. L. Heiberg til Hansen 3. Marts 1810 11.

Til Hansen ^*)Peder Hansen, i 6 Aar Heibergs Lærer; blev i Efteraaret 1806 Sognepræst for Durup og Tøndering Sogne i Viborg Stist; døde som Præst i Slangerup 1859..
Kjøbenhavn d. 9. Decbr. 1806.

Kjere Hansen!

Jeg har ret med megen Fornøielse erholdt Dit Brev fra Kallundborg af 5. Decbr. Jeg har længtes efter det, thi i Fredags, da jeg troede, at Du vilde gaae over Vandet, lagde jeg Mærke til, at Vinden var N. V. og altsaa ganske contrair. Jeg frygtede derfor, at Du havde begivet Dig ud i Søen, og at Du endnu skulde ligge og pjaske paa det hæslige Farvand. Jeg haaber, at Du er kommen lykkelig og vel over, naar Du saaer dette Brev.

Det gjorde ogsaa mig meget ondt, at jeg ikke fik sagt Farvel til Dig inden Din Afreise. Da jeg havde spiist, gik jeg hen til Dig, og erfarede at Du var reist for en Time siden. Da jeg saae dine Værelser, hvor jeg har nydt saa mange glade Timer,s. 8da jeg saae, hvor øde og skumle de saae ud, og da jeg savnede — Dig selv, da maae jeg tilstaae, at jeg blev meget bedrøvet over at jeg ikke fik Dig fagt Farvel, saa at jeg ikke engang kunde takke Dig for al Din Godhed imod mig, for det at Du havde betragtet mig som Din Ven, uagtet Du kuns var min Lærer. Gjerne vilde jeg aflægge Dig skriftlig Tak derfor, men hvor er det vel muligt at kunne tilbørlig takke en saa god Lærer og Ven, som Du bestandig har været for mig?

Du beder mig om Forladelse for det at Du ikke vilde lade mig komme ind i Dine Værelser forleden Dag; men — jeg vilde ønske at jeg aldrig havde havt mere at bede Dig om Forladelse for. Jeg haader det samme som Du, at vort Venskab og vores Fortrolighed til hinanden aldrig skal blive afbrudt; i det mindste skal jeg gjøre mig al mulig Umage for at jeg ikke skal være Skyld i det. Du taler om mit behagelige Selskab; jeg vilde ønske at jeg fortjente det, og at jeg havde bidraget noget til at fornøje eller more Dig

Du undskylder i Dit Brev den Ulejlighed Du gjør mig ved Dine Kommissioner; men jeg forsikkrer Dig for, at det er mig en stor Fornøjelse at kunne gjøre Dig saadanne smaa Tjenester, og jeg beder Dig fremdeles, at Du ikke vil gjøre andre den Fornøjelse, at dele dine Kommissioner med dem, men ats. 9overlade dem alle til mig, som Du sikkert kan lide paa, og som gjør sig en Fornøjelse af at være Din Chargé d’Affaires her i Byen.

Allerede i Torsdags begyndte jeg at læse med Hr. Basse. Jeg læser hverken Epiktet eller Terents med ham; men har i dets Sted begyndt paa Xenophons Memorabilia, og den 2den Bog af Horatses Oder. Ellers er det ved det gamle.

Nu nylig ere Baggesens Digte udkomne, under Titel af: Skjemtsomme Rimbreve. — Det første Hæfte af Brummers franske Katalog er nu ogsaa færdigt, og indeholder en Deel meget gode franske Bøger. Hvis Du ønsker det, saa skal jeg sende Dig baade det og Baggesens Digte.

Du skal ret have Tak for Din Moliere. Baade min Moder og jeg have megen Fornøjelse af den. Jeg har allerede tæft l’école des maris; l’amour médecin ; le médecin malgré lui ; l’avare, og le malade imaginaire.

Min Moder og Gyllembourg hilse Dig mange Gange; den gamle Kone, Maar, ligeledes, som beklager sig over at der er saa fælt paa Kollegiet, siden Du er reist. Hils Christen fra alle Nachtegals Drenge, og fra

Din hengivne
Ludvig.

Til Hansen.
Kjøbenhavn d. 10. Marts 1807.

Jeg har i denne Tid oversat Prologen til Schillers Jnngfrau von Orleans. Jeg vilde gjerne lade den trykke, men med et andet Navn paa. Da det strider mod den Kantiske Philosophies Grundsætninger, saa vover jeg ikke at bede Dig derom; men Du kan dog ikke nægte mig den Fornøjelse, at sætte paa Titelbladet: udgivet af Hansen. Det er jo ingen Løgn. Titelbladet bliver altsaa saaledes:

Friederich Schillers

Prolog

til hans Tragoedie

Jomfruen fra Orleans.

Oversat paa Dansk, som en Prøve paa en

om nogen Tid udkommende Oversættelse af

hele Tragoedien.

Udgivet

af

P. Hansen,

Sognepræst til Dur. o. Tønd. Menighed

i Viborg Stift.

Lad mig gesvindt faae et gunstigt Svar fra Dig. Lev vel. —

J. L. Heiberg.

Til Hansen.
Kjøbenhavn den 3die Marts 1810.

En sand Glæde var det mig, kjære Hansen, at modtage dit Brev af 10de Febr. Thi lige saa ondt, som Du siger, at det har gjort Dig, i saa lang Tid ikke at have faaet Brev fra mig, lige saa meget har ogsaa jeg savnet den underholdende Brevvexling, som i Begyndelsen var imellem os. Det være langt fra, at jeg vil undskylde min Efterladenhed i at skrive Dig til; men jeg er dog overbeviist om, at Du ikke selv mener, at jeg havde forglemt Dig, som Du udtrykte Dig i dit Brev. Jeg kan forsikkre Dig, at, naar Du maaskee mindst tænkte det, have dog mine Tanker ofte været hos Dig. Jeg tænker med alt for stor Glæde tilbage paa den lykkelige Tid, jeg tilbragte hos Dig, til at jeg nogensinde skulde være i Stand til at glemme den. Af de mange Ulykker som skeede i Bombardementet, kan jeg med Sandhed sige, at intet har gjort mig saa ondt, som at see Ruinerne af Borchens Collegium; thi jeg erkjender med Taknemmelighed, at jeg der har tilbragt de allergladeste og lykkeligste Timer af mit Liv. Jeg ansaae det, som mit rette Hjem; og hvor jeg ellers var, syntes jeg snarere at være paa et fremmed Sted. — Dog — jeg vil ikke opholde Dig med Snak, eller spilde den kostbare Tids. 12med at fortælle Dig Ting, som jeg haaber, at Du selv veed; jeg vil tvertimod søge at give Dig en Historie af denne exa-men artium, og fortælle Dig det, som jeg troer vil interessere Dig meest; thi at fortælle Dig alt, vilde være mig umuligt; det øvrige maa jeg gjemme, til jeg engang faaer Dig at see, saa at jeg mundtligt kan tale med Dig.

............................................................

Jeg blev ansat i Deputationen Litr. C, i hvilken følgende Professorer vare, som Du af de indlagte Characteerlister vil kunne see, A. Kall, Wøldike, P. E. Müller, Sverdrup. Jeg var meget glad ved at komme i denne Deputation, fordi jeg syntes, at disse Professorer maatte være de lemfældigste; men efter alles Tilstaaelse har denne Deputation været langt strængere end de andre i at bedømme de skriftlige Afhandlinger. Opgaverne vare følgende:

I. Den danske Stiil: „At vise hvorledes en ordentlig og alvorlig Flid medfører sin egen BeIønning, og Efterladenhed derimod sin egen Straf. — — — Et trivielt Emne i Sandhed, og høist upassende til en Examensstiil, især formedelst dets uhyre Ømsang. At afskrive hele min Afhandling vilde være for vidtløftigt, især da den ikke lykkedes mig saa godt, som jeg havde ventet det. Imidlertid vare dog samtlige Professorer, som jeg har hørt, høist vel fornøiede dermed,s. 13og gave mig eenstemmig udmærket godt. — Dette Spørgsmaal var opgivet af Prof. Rahbek.

II. De historiske Qvæstioner. (Opgivne as Rahbek.)

a) af den gamle Historie.

1. »Exponere historiara certaminis de hege-

»monia (principatu Graeciae) inter Spar-

»tam et Athenas.« — — — — Denne fik jeg især paa godt Latin. —

2. »Enarretur historia dissentionum in ci-

» vitate Romana inter patricios et pie-

»beios. « —

b) af den nyere Historie.

1. „Den protestantiske Religions Jndførelse i Engelland. “

2. „Om Trediveaarskrigens Indflydelse paa Tydsklands politiske og religieuse Forfatning. “

Alle disse Qvæstioner ere, naar jeg undtager den første i den nyere Historie, af saa umaadeligt Omfang, at de virkelig ere høist upassende til Examensstile, som alle de Qvæstioner, hvilke Rahbek har opgivet. Enhver vil kunne skrive noget over disse og den danske Afhandling; der vil ingen blive rejiceret for deres Skyld; men derimod vil det ogsaa være vanskeligt at ndmcerke sig derved, netop formedelst deres store Vidtløstighed;s. 14da man i et saadant Tilfælde maae søge at udlede det mærkeligere, og udelade det mindre mærkværdige, for hvilken Umage man derimod er sparet ved en Qvæstion af mindre Omfang; men i en saadan vil en Stymper lettere komme til kort, da han derimod vist altid veed noget om de almindelige og større Spørgsmaale, saasom der i disse er mere at vælge iblandt. — I Henseende til Indholdet og Materien lykkedes mig de første baade af den ældre og nyere Historie bedst; Nr. 2 af den nyere Historie mindst.

III. De theologiske Qvæstioner, (opgivne af Prof. Hornemann).

1. „Hvilke ere de Egenskaber, ved hvilke vi især „adskille os fra Dyrene, og hvilke de Pligter, „som i Fylge deraf paaligge os?" —

2. „At fremsætte de vigtigste Velgjerniuger, som „vi have Jesu Religion at takke for, for nemmelig i Henseende til 1) vor moralske „Forbedring, 2) den dermed forbundne for- „nuftige Sindsberoligelse. “

3. „Eu kort Fremstillelse as Jesu Characteer. “

IV. De mathematiske Qvæstioner agter jeg det ikke værdt at anføre, da jeg veed, at Du ikke har givet Dig synderlig af med denne Videuskab,s. 15og hine altsaa ikke vilde interessere Dig. De vare opgivne af Prof. Wolf.

V. Til Oversættelse af Latin paa Dansk havde vi det Sted i Livius, IXde Bogs 17 Capitel fra de Ord i Begyndelsen: ut quærere libeat, hvilke vare forandrede til quaerere libet.

til Ordene incruentas devicit i Capitelets Slutning. — Dette var opgivet af Prof. Thorlacius.

VI. Dansten til den latinske Stiil var følgende:

Den var opgiven af Thorlacius, og var ikke betydeligt vanskelig.

Vil. Oversættelserne i de levende Sprog vare opgivne af Rahbek.

Da jeg havde besvaret de første Qvcestioner ved den skriftlige Examen, vare mine Dommere saa vel fornøjede med mig, at de aabenbart lode sig forlyde med, at jeg, uden al Sammenligning, var den bedste i Deputationen. Ja jeg veed endog sikkert, at de eenstemmig havde besluttet at udmcerke mig; thi Du veed vel, at naar man har besvaret de vigtigere Spørgsmaale ved Examen Artium vel, saa pleie Professorerne derefter at lempe Characteren for de levende Sprog, og hæve disse gjerne noget høiere, end de fortjene det, for at disse, som det meest uvæsentlige, ikke skal skade Candidaten i at blive udmærket.s. 16(NB. naar disse Oversættelser kuns ei ere alt for slette). Ja de ere endog tilbøielige til at hæve Characteren for Mathematiken, naar de kuns ere vel fornøiede med de Poster, som de ansee for de vigtigere. Min franske Stiil havde ikke været ret god; uagtet jeg hele Sommeren havde læst med Professor Bruun, saa lykkedes den mig dog ikke. Bruun selv forsikkrede mig, at jeg kunde være sikker paa ben bedste Character i det Franske. Maaskee har min alt for store Tiltro til mine Kræfter i det franske Sprog gjort, at jeg var mindre opmærksom; da derimod min Frygt for at feile i det Tydske gjorde, at jeg var mere opmærksom paa mig selv, og saaledes fik en bedre Character herfor, end for det Franske, uagtet jeg dog i Grunden er stærkere i dette end i hiint. Mine Censorer havde dog nu besluttet at udmærke mig; og ved en besynderlig Uvidenhed ansaae de Characteren godt for tilstrækkelig til at jeg kunde komme i 3die Klasse af de Udmærkede. Du vil erindre af Forordningen, at de, der i enhver Rubrik have udm. godt komme i 1ste Klasse; de, der for Dansk Stiil, Lat. Stiil, og Latin have udm. g.; men meget godt for alt det øvrige, komme i 2den Klasse; de, der have udm. g. for de 3 anførte Rubriker, item for Græsk, Hebraisk (hvis de have angivet disse), Religion, Geographie, Historie; og for det øvrige godt komme i 3die Klasse. Mine Censorer indsaae nu, at ved at give mig megets. 17godt for Fransk, var jeg kommen i 2den Klasse; men da dette forekom dem at være for meget, gave de mig godt, paa det at jeg saaledes kunde komme i 3die Klasse; thi de saae af Forordningen, at man gjerne kunde have godt for Fransk og Tydsk, og dog blive udmærket i 3die Klasse. Men derved glemte de, at man tillige maatte have u. g. for Religion, Geographie og Historie, hvor jeg havde meget g. De og alle andre Mennesker troede nu vist, at jeg var udmærket: Pedellen gratulerede mig, Basse løb ud til mig, for at lade mig den glædelige Nyhed vide, jeg selv ilede hen til Prof. Ørsted, for at være den første der bragte ham denne Efterretning; alle mine Medstuderende i samme Deputation ønskede mig til Lykke. Da jeg var kommen til Ørsted for at lade ham det vide, fortalte han mig, at han allerede havde hørt det, og gratulerede mig af Hjertens Grund. Men da jeg længe havde talt med ham derom, og tildeels beklaget mig over, at jeg kuns kom i 3die Klasse af de Udmærkede, og han ligeledes sagde, at jeg rigtig nok burde have været i det mindste i anden Klasse, faldt det ham ind at kaste op i Forordningen, for at see, hvor langt jeg var fra at komme i anden Klasse; men da saae han med det samme til baade hans og min største Forundring, Bedrøvelse og Ærgrelse, at jeg slet ikke var udmærket. Jeg var saaledes i en besynderlig Forfatning: Jeg var paa et hængendes. 18Haar nær ved at komme i anden Klasse, men derimod overmaade langt fra at komme i den 3die. For at komme i anden Klasse behøvedes blot 1 eneste Characteer, og det for den uvæsentligste Videnskab af dem alle, nemlig det Franske, at hæves en Grad høiere; men for at komme i 3die Klasse maatte Charactererne for 3 vigtigere Videnskaber hæves en Grad høiere, nemlig Religion, Geographie, Historie. Netop denne Forordningens Jnconseqvens og Urimelighed var Skyld i, at Professorerne troede, at de havde udmærket mig, thi Ingen kunde troe, at en kongelig Forordning var saa bagvendt og forkeert skrevet, som denne. Imidlertid trøstede Ørsted mig saa godt, han kunde, og gav mig endnu lidt Haab, om at mine Ønsker kunde blive opfyldte. Thi han formodede, at naar mine egne Professorer troede mig udmærket, saa vilde de andre vel være af samme Mening, saa at jeg altsaa maaskee, trods Forordningen, kunde blive udmærket. Sagen skulde om faa Dage afgjøres i det almindelige Møde af alle Professorerne. Da denne Dag var kommen, og enhver Deputation anmeldte deres Udmærkede, foreviste Litr. C. en Liste, hvor mit Navn ene var anmærket. Men desværre! en af de andre Professorer (jeg troer, det var Bugge) opdagede snart det lovstridige i min Indkaldelse, til største Forbauselse for mine Professorer, der med Fornøielse havde givet mig meget godt for Fransk, hviss. 19de havde kunnet ane dette. Imidlertid vare alle enige i at taste Forordningens Urimelighed og Eensidighed, og paa Grund deraf skrede samtlige Deputationens Medlemmer en Ansøgning i et meget djærvt Sprog til Universitets - Directionen, hvori de søgte om min Udmærkelse imod Forordningen. Men da der aldrig er kommet Svar paa denne Ansøgning, saa knude natnrligviis Indkalden ikke opsættes for min Skyld, og skeede saaledes uden mig. Forresten bleve følgende udmærkede : a) i 1ste Klasse: Jacob Hornemann Bredsdorf fra Nykjøbing Skole: b) i 2den Klasse: 1) I. C. A. Rosenvinge Kolderup, Privatist; dimitt. af Cand. theol. Plesner, 2) Peder Møller, Skouboes Institut; c) i 3die Klasse: 1) Pastor Clausens Søn fra Frue Skole, 2) Leuning fra Nykjøbing. — — — Det ærgrede mig nok i Begyndelsen, at jeg saaledes maatte staae tilbage for de andre;

men . . . — quicquid mutare nefas,
Levins fit patientia —
Jeg er din hengivne
J. L. Heiberg.
s. 20

s. 21

II.

(1811—1814. 1816. 1818.)

s. 22

4. J. L. Heiberg til Hansen 1. Juni 1811.

5. Oehlenschläger til J. L. Heiberg 10. Apr. 1812.

6. J. L. Heiberg til Fru Gyllembourg 30. Nov. 1812.

7. Fru Rahbek til J. L. Heiberg 7. Sept. 1813.

8. Fru Rahbek til J. L. Heiberg 23. Dec. 1813.

9. Oehlenschläger til J. L. Heiberg 25. Dec. 1813.

10. J. L. Heiberg til Hansen 2. Juli 1814.

11. J. L. Heiberg til Baggesen 2. Aug. 1816.

12. As et Brev fra Fru Gyllembourg til Fru Kellermann 9. April 1818.

Til Hansen.
Kjøbenhavn den 1ste Juni 1811.

Kjære Hansen!

Jeg veed vel, at jeg skylder Dig Svar for dine to Breve, som jeg alt for længe siden modtog; jeg veed vel, at jeg allerede for længe siden burde have skrevet Dig til; men om jeg ogsaa har været nok saa forsømmelig, saa matte dog denne Dag erindre mig om min Pligt; thi hvor ofte har jeg ikke lang Tid i Forveien glædet mig til den forønskede 1ste Juni, hvor jeg med største Utaalmodighed lykønskede Dig, og præsenterede Dig mine Smørerier, som jeg visselig ikke satte nogen ringe Priis paa? Husker Du endnu da jeg skrev Dig det latinste Brev til, hvoraf jeg intet andet erindrer mig, end at der til min store Sorg stod et Verbum med en urigtig Casus efter? Sandelig naar jeg tænker paa den Tid, som jeg har tilbragt i dit Selskab, saa er det med en forunderlig Følelse. Paa den ene Side glæder jeg mig, naar jeg tænker paa, at det er den lykkeligste Periode af mit Liv, som jeg endnu har tilbragt, men paa den andens. 24Side, naar Nærværelsen ikke vil lade sig sin Ret fratage, naar jeg tænker paa, at det hele er forsvundet og aldrig vil komme igjen paa den Maade, som det var, saa kan jeg ikke tilbageholde en Taare; i et saadant Øieblik synes jeg næsten, at jeg er kjed af Verden, fordi det bedste er borte. Det Nærværende nyde vi stedse med Ligegyldighed. Medens vi med den største Forventning og de gladeste Udsigter see ud i Fremtiden, tænke vi med Sorg tilbage paa vort Livs forsvundne Øieblikke, ligesom ved et Skuespil; inden Dækket gaaer op, sidde vi med den største Forventning og ønskede, at vi kunde gjennemtrænge Forhænget med vore Øine; men aldrig saasnart er Dækket faldet, førend vi med Bedrøvelse gaae bort, og kun Erindringen er os tilbage. Saaledes er det gaaet mig i min hele Forbindelse med Dig. Da vi vare sammen, skjønnede jeg ikke paa det Gode, jeg besad; nu da det er forsvundet, tænker jeg med Sorg tilbage derpaa. Dog selv dette byder mig at bruge det Nærværende, og saaledes nu da jeg er nærværende med Dig og taler med Dig, ikke at opholde mig med saadanne sørgelige Tanker, men heller da at underholde mig med Dig paa en muntrere Maade.

Lad mig altsaa for det første lykønske Dig af ganske Hjerte til din Fødselsdag. Skjøndt jeg skriver dette Brev i Dag, saa faaer jeg dog ikke Leilighed til at sende det bort førend Tirsdag. Thi jeg har førsts. 25kunnet begynde at skrive nu i Eftermiddag, da hele Formiddagen er gaaet bort for mig med at skrive til min Fader. Jeg skriver til Dig i Dag, saaledes som jeg saa mange Gange har skrevet Dig til paa denne Dag. Jeg har ikke forglemt de Glæder, som den saa ofte blev bestemt til. Jeg husker, hvorledes vi i denne Maaned saa ofte gjorde os en behagelig Dag ved at tage ud i Skoven. Jeg gaaer vel endnu ofte i Skoven, naar Veiret er godt, men som oftest alene. Da tænker jeg stedse paa, hvorledes jeg gjorde den samme Tour i dit Selskab, med hvilken Lyksalighed jeg rullede afsted paa Bondevognen. Jeg glemmer aldrig den første Gang, da vi vare i Dyrehaven sammen og saae de mange vilde Dyr, og gyngede i den store Gynge. Jeg sov ikke den hele Nat i Forveien af Glæde over det jordiske Paradiis, som den næste Dag skulde aabne sig for mig. Dog er der mig endnu det tilbage, at den samme Følelse, som den Gang besjælede mig, naar jeg fra de qvalme Gader kom ud i den frie Natur, endnu stedse bliver hos mig. Du vil erindre Dig, med hvilken Glæde jeg den Gang betragtede alle Planter og Dyr, som vi stødte paa underveis, skjønt jeg som oftest var ganske ubekjendt med dem. Denne samme Lyst.lever endnu i mig, og yttrer sig næsten stærkere, end dengang, og det saa meget mere, som jeg siden den Tid har udvidet min videnskabelige Natur-Kundskab. Endnu render jeg, som en Nar,s. 26efter ethvert Insekt, som jeg seer, efter enhver Fuglestemme, som jeg hører. Forhen gjorde jeg det blot af en medfødt Følelse, af en vis Kjærlighed til Naturen, nu gjør jeg det tillige, fordi jeg har gjort et nærmere Bekjendtskab med den, fordi jeg dyrker den Videnskab, hvis Gjenstand den udgjør. Thi ligesom jeg forhen havde min ftørste Glæde i at læse i Bechsteins Naturgeschichte Deutschlands, saaledes elsker jeg nu enhver Deel af Naturvidenskaberne, og for nærværende Tid, paa denne deilige Aarstid, da den hele Natur er gjenfødt, da alle Fugle, Insekter og Planter ligesom paatrænge sig os, kan Du nok tænke Dig, at Naturhistorien er det, som især beskjæftiger mig.

Breve fra og til J. L. Heiberg.

2

Entomologien eller Kundskaben om Insekterne har alt længe været mig en høist interessant Gjenstand. Alt i flere Aar har jeg samlet Insekter og opbevaret dem, som en behagelig Moeskab og Tidsfordriv i mine ledige Timer, og jeg er allerede i Besiddelse af en net lille Insektsamling af indenlandske Insekter, hvortil jeg endnu har føiet adskillige udenlandske, som jeg har faaet i Foræring. Jeg har studeret de forskjellige Systemer, der i Særdeleshed i denne Deel af Videnskaben ere forskjellige og mangfoldige, jeg har lagt mig baade efter de ældre og nyere, og har virkelig bragt det nogenlunde vidt i at kjende de indenlandske Insekter. Man pleier at betragte Zoologien og Botaniken som to forvandtes. 27Videnskaber, men hvor meget den første i Omfang overgaaer den sidste, vil Du deraf kunne indsee, at der af Insekter alene gives langt flere Arter end af Planter. Naar Dn endnu Hertzil lægger, at i Botaniken er alting langt mere bestemt end i Entomologien, hvor der ofte endnu hersker den allerstørste Forvirring, hvilket især har sin Oprindelse af de mange forskjellige Systemer, da man derimod i Botaniken blot følger det linneiske, betænker Du endnu, at Planterne ere fæstede til Jorden, da derimod Insekterne have en vilkaarlig Bevægelse, og blot ved kunstige Midler kunde fanges, og endelig især den ringe, ja ofte ubetydelige Størrelse af Insekterne, der gjør, at de næsten alle maae undersøges med Mikroskopet i Haanden, betænker Du alt dette, saa vil Du let indsee, at Entomologien er et langt vanskeligere Studium end Botaniken. Imidlertid have selv disse Banskeligheder endnu mere forøget min Anstrængelse, og det er virkelig tildeels dem, der ere Skyld i, at Entomologien har et langt mere videnstabeligt Udseende, end Botaniken. Min store Lyst til disse Ting har foraarsaget, at jeg har arbeidet mig igjennem det, som mange andre vilde have fundet tørt og kjedsommeligt. Men hvad der meest fortryder mig, er, at jeg netop for denne Lyst og Anstrængelse ofte maa udstaae Bebreidelser, selv af Personer, for hvis Forstand jeg ellers har Agtelse. De bebreide mig,s. 28at jeg spilder min Tid med at lægge mig efter en Ting, der ikke fortjener min Opmærksomhed. De sige, at Insekterne og det øvrige Kryb er alt for foragteligt, til at det burde tildrage sig et Menneskes Omsorg, og især indvende de, at det er tomt Libhaberi, der ikke er til nogen Nytte, saaledes som Botanik, der kan anvendes i Medicin, Agerdyrkning og Huusholdning. Men er det ikke at sætte vor sandselige Natur over vor Aandelige? Hvo vilde vel dyrke en Videnskab for dens Anvendelses Skyld? Anvendelsen er meget god, og vil indfinde sig af sig selv; men det tænkende Menneske maae dog drives af en langt høiere Kraft, af Kjærlighed til Videnskaben selv, uden fremmede Bihensigter. Det Gode, det Skjønne og det Sande, altsaa ogsaa Dyden, Kunsterne og Videnskaberne maae udøves for deres egen Skyld; thi de ere absolut gode, de have intet praktisk Øiemed, saaledes som Haandværkene, der kuns ere relativt gode. At ansee Anvendelsen for Videnskabens Øiemed, er at profanere vor Sjels ypperste Evne, og at dyrke en Videnskab for dens Nyttes Skyld forekommer mig som at elske en Pige for hendes Penge. Derfor røres jeg heller et af slige Indvendinger, men vedbliver at studere mine Insekter, fordi jeg anseer Størrelse for et relativt Begreb, og derfor ikke troer, at Insekterne, fordi de ere smaa, bør foragtes, men er overbeviist om, at enhver Deel as Naturen, og hvilken som helst,s. 29fortjener vor Opmærksomhed, og den ene ikke mere end den anden, men alle i en lige høi Grad.

2*

Derfor rnaa Du dog ikke troe, at jeg reent begraver mig i Skarnbasser og Kaalorme; jeg har ikke saaledes fordybet mig i disse Ting, at jeg jo ogsaa nok har Sands for andet. Mathematiken og Astronomien elsker jeg ligesaa høit som Naturhistorie. Du veed, at Ørsted lærte mig de første Principer as Mathematiken, men paa min egen Haand har jeg siden gjort betydelige Fremskridt deri. Jeg har nu i Vinter studeret den høiere Mathematik, og agter næste Vinter at fortsætte dette Studium. Thi Vintereu er mere skikket til sligt eud Sommeren, da mine kjære Naturgjenstande alt for meget vilde distrahere mig. For endnu at erholde mere Øvelse i de mathematiske Videnskaber, har jeg for et halv Aars Tid siden begyndt at give Underviisning i Mathematiken. Jeg har 4 Personer paa sorskjellige Tider at læse med, der alle skulle tage Examen artium til Esteraaret. Jeg saaer 4 Mk. hos nogle, og 3 hos andre for Timen, og har saaledes den Fornøielse selv at fortjene mig nogle Penge. Hvad der især har bidraget til, at jeg paa egen Haand har kunnet studere Mathematiken med Lethed og Fornøielse, er et fortræffeligt mathematisk Værk over den hele rene Mathematik, i 7 Bind, as ben berømte franske Mathematiker Lacroix, som min Fader paa min Begjæring har sendt migs. 30fra Paris, da det hverken er at faae til Laans eller tilkjøbs i hele Byen. Det er noget af det ypperligste, man kan læse, og overgaaer langt enhver anden mathematisk Haandbog. — Astronomien begyndte jeg i Vinter at lægge mig ester af Lyst, men har dog endnu ikke bragt det synderligt vidt deri; dog skal jeg nok med Tiden komme videre. Det er en behagelig Afvexling, naar man om Dagen har betragtet disse smaae Skabninger som ved .deres Smaahed næsten unddrage sig vore Øine, da om Natten at hæve sig mod hine uhyre Verdenslegemer, der i en lige saa talrig Mængde rulle i deres evig bestemte Kredsløb, og stjøndt ved første Øiekast noget ganske modsat af hine, dog tillige med dem udgjøre Dele af Naturen. Jeg har anskaffet mig Kikkerter til Laans, med hvilke jeg betragter Himmellegemerne, og hvor mange Forkjølelser mener Du ikke, at jeg har paadraget mig, naar jeg i strænge Vinternætter har siddet hele Natten midt i Gaarden under aaben Himmel med mine Kikkerter foran mig paa et stort Bord, og gjennemmønstret hele den stjerneklare Himmel? Nu er vel Aarstiden mere passende til et saadant Arbeide; men for nærværende Tid beskjæftige mine Insekter mig saa meget, at jeg nok neppe vil faae Tid tilovers førend mod Slutningen af Sommeren.

Endelig er der endnu en Videnskab, til hvilkens. 31jeg har ben største Lyst, og bet er ben, som Du har givet mig ben første Smag for: Philologien. Om jeg ogsaa for nærværende Tid dyrker den mindre, end jeg ønskede, saa er bet blot fordi andre Ting beskjæftige mig, da jeg vist ikke har i Sinde at lægge den paa Hylden. Tvertimod samler jeg stedse paa Materialier til et tilkommende philologisk Studinm. Jeg har ved Lejlighed og Tid efter anden anskaffet mig Erfurdts Sophocles, Bothes Aeschylus, Heynes Pindar (den nye Udgave), Heynes Apollodor (ligeledes), Stroths og Dörings Livius, Schmieders Plautus o. fl., desuden en ganske ny fortræffelig græsk Grammatik af Matthiä. Endvidere halder jeg et philologisk Maanedsskrift: Museum der Alterthumswissenschaft (Philologie), som udgives af den berømte Wolf og Philip Buttmann, og hvori der findes Afhandlinger i alle Philologiens Dele af de berømteste Philologer. En smuk Udvidelse har ogsaa mit Bibliothek faaet ved en Foræring fra min Fader, nemlig alle de franske Stereotyper. Denne Samling bestaaer allerede af 138 Bind, og indeholder Corneilles, Molieres, Racines, Voltaires, Rousseaus og de fleste andre berømte Franskmænds Skrifter. De ere alle meget nitid conditionerede, og ba Samlingen endnu fortsættes, saa faaer jeg jevnlig en Transport af nye Bind.

Men, vil Du sagtens indvende mig, hvoraf skals. 32jeg da leve, siden jeg lægger mig efter lutter brødløse Kunster. For dette Epitheton ornans kan man rigtig nok ikke forskaane Jnsektkyndigheden, i hvor fortræffelig den ellers ogsaa kan være. Selv Universitetet har havt denne Mening lige indtil for et Aar siden, da det gjorde Rathke til Professor i Zoologien. Var dette ikke skeet, saa kunde maaskee en anden med Tiden have havt Udsigter. Dog vilde der endnu være den Udsigt, at naar det norske Universitet kom i Stand, behøvedes der to Professorer i samme Fag, hvis ikke den anden allerede var i Baghaand, og det er en Person, ved Navn Reinhard, som besidder megen Duelighed i disse Ting, og adskillige Gange har holdt Forelæsninger derover. Han er saaledes den nærmeste til at indtage den vacante Plads, som engang vil komme, og denne Vei er altsaa ganske spærret for mig. I Astronomien kunde Bugges Alderdom have givet mig Udsigter, hvis ikke et ganske ungt Menneske, ved Navn Schumacher, var bleven Professor deri. Dog var det ikke umuligt, at der ved et norsk Universitets Indstiftelse dog kunde blive en ledig Plads heri. Men min sikkreste Støtte er Mathematiken. Da det er denne Videnskab, hvorpaa de fleste og gavnligste Indretninger i det borgerlige Liv beroer, saa kan den aldrig have for mange Dyrkere, ja jeg troer endog, at en duelig Mathematiker, for hvem Adgangen i det ene Land blev spærret,s. 33atter vilde finde den i Udlandet. Men uden at gaae saa langt, betænk saa engang, hvilke herlige Udsigter der findes blot ved Universitetet her til Lands. Vore tre mathematiske Professorer: Wøldike, Bugge og Wolf ere alle tre til Aars. Den første er saa gammel og svag, at han kan døe, naar det skal være, og de andre to ere kun meget maadelige Mathematikere Det norske Universitet vil gjøre end flere Pladser vacante, og saaledes tør jeg maaskee haabe, at jeg ved fortsat Flid engang kunde gjøre mig Haab om en saada Plads. Jeg gjør altsaa Begyndelsen med at tage philosophisk Doctorgrad, hvilken jeg maaskee om et Par Aars Tid kan erholde. Jeg anmœlder da offentlige Forelæsninger over Mathematiken, og gaaer saaledes gradvis frem, til jeg erholder det som jeg ønsker.

For imidlertid ikke at sulte ihjel under alle disse Tilberedelser, deels for selv at fortjene noget, deels for at berede mig en anden Vei, som jeg kan have i Baghaand, om den første skulde glippe, er det maaskee muligt, at jeg tager Landmaaler- og Landinspecteur-Examen til Efteraaret. Dette er især Gyllembourgs Plan, og om jeg gjør det, saa skeer det meest for at føie ham. Egentlig maae man først tage Landinspecteur-Examen 8 eller i det mindste 6 Aar efter Landmaaler-Examen. Men da jeg allerede forstaaer langt mere Mathematik, end jeg dertil behøver, saas. 34faaer jeg nok Tilladelse til at tage begge paa eengang. Aarsagen, hvorfor jeg ikke gjerne tager ben Examen, er, at de fleste Landmaalere ere nogle uhyre Klodse, saa at jeg egenlig synes, at jeg begiver mig i altfor flet Selskab derved. Thi en Landmaaler og et umælende Bæst ere næsten Synonymer; og naar en Fader har en Søn, som hverken duer til Studeringer, Handel eller noget andet i Verden, saa pleier hans sidste Resolution at være den at gjøre ham til Landmaaler. Jeg har derfor heller ikke i Sinde, at gaae og maale Land op for. Folk, men mere at have det Hele i Baghold, og kunne beraabe mig derpaa ved Ansøgning om andre Ting.

Min gamle Lyst til Poesien er saa langt fra at være forsvunden, at den er langt stærkere end før. Jeg læser bestandig de bedste Digterværker, saavel Smaadigte, som Skuespil og Romaner, og især studerer jeg Göthes Mesterværker. Forundre Dig ikke over det Udtryk studere. Thi det er egenlig en falsk Idee, naar man kalder slige Beskjæftigelser Moerskabs-Læsning. At læse gode Digterværker er lige saa nødvendigt eller endnu mere, end at læse de saa kaldte nyttige Bøger, thi disse danne os til Videnskabsmænd, medens de første danne os til Mennesker ; de udvide vor Forstand, medens disse beskjæftige vor Phantasie og vor Følelse. At jeg ogsaa selv undertiden forsøger min Lykke i Poesien er en nødvendigs. 35Følge heraf. Dog skeer det ganske i Stilhed, som en Fornøielse sor mig selv allene, og der er neppe to Mennesker, som jeg lader see dette. Imidlertid vilde det røbe en altfor stor Mistillid til min gamle Lærer, om jeg ikke nu, ligesom før, turde vise ham mine smaa ufuldkomne Forsøg. Jeg beder Dig derfor at modtage indlagte tvende Smaadigte. De ere begge naturbeskrivende, det ene er en Vinter-, det andet en Foraars-Situation ^*)„Foraar om Vinteren“ og „Til Lærken“.. Det skal glæde mig, om de kan gjøre Dig nogen Fornøielse, og et Øieblik opmuntre Dig mellem de mange kjedsommelige Forretninger, som Du sikkert er plaget med.

Jeg forbliver Din hengivne
J. L. Heiberg.

Fra Oehlenschläger.
Kjøbenhavn den 10. April 1812.

Tak for Laan, kjære Heiberg, af Deres Don Juan ^**)Jfr. S. 58.. Jeg har med Fornøielse læst den ^***)I Manuskript., og overtydet mig om, at det ikke var Nyheden og Overraskelsen der indtog mig af den ved Opførelsen ^***)Som en Marionetcomedie ved en Fest i Moderens Huus. Jfr. Molbechs Anthologie, IV, S. 247.. De hars. 36med Lethed og Naivetet, Vittighed og Phantasie vidst at sætte Dem ind i Situationen, og i det De trolig har holdt Dem til de Molièreske Skjønheder, har De hyppig tilføiet egne Træk og selv egne Scener. Dialogen er i det hele slydende og munter. Det maaskee lidt sor Raske og Flygtige undskylder Hurtigheden hvormed det er skrevet, og Bestemmelsen hvorfor det er skrevet. Donna Elviras Søn og Munken røde Sands hos Dem for det Inderlige og Høiere, og Slutningen med Commandanten har sat mig i Forundring over at De, som en Yngling, allerede indseer, hvor nødvendig Oeconomien er for det Pathetiske, naar det skal gjøre Virkning.

Bliv saaledes ved med Munterhed og Phantasie, uden Pretension. Jeg skulde tage meget feil, dersom der ikke kom noget Godt ud deraf.

Deres
A. Oehlenschläger.

Til Fru Gyllembourg.
Upsala den 30. November 1812.

Gode Moder!

Jeg har nu atter læst Dine to sidste Breve (af 12. og 16. November), og finder efter Gjennemlæsningens. 37dobbelt Lyst til at underholde mig med Dig; især da jeg i Aften befinder mig ganske alene med mine Tanker, og som en Følge deraf maae jeg naturligviis være hos Dig. Paykulls kommer ikke herind førend i Morgen Eftermiddag, Gustav er inviteret paa Soupé Doktor Myreen er ogsaa ude; jeg sidder saaledes ganske alene, og har Tid og Ro til at skrive, to Ting, som jeg i lang Tid har maattet undvære. Deraf kommer det sig, at mine Breve i lang Tid have været lidet indholdsrige, og noksom have forraadt det Hastværk, hvori de ere skrevne. Paa Grund deraf have de kun lidet kunnet interessere Dig, og jeg seer da, at de med endnu større Ret kunde fortjene Navnet af kolde Breve, end de foregaaende, hvilke jeg med Bedrøvelse seer, at Du har benævnet saaledes. Dette har gjort mig forlegen med mine Breve; thi nødig vil jeg gjøre Dig bedrøvet med at skrive saadanne Breve, hvoraf Du kunde synes, at jeg har forglemt den Kjærlighed, jeg er Dig skyldig; jeg maae saaledes med Forsigtighed veie hvert Ord, forsøge hvert Udtryk, inden jeg skriver det ned, for at see om det ikke er for koldt eller stødende. Alen en saadan Forsigtighed vilde berøve mig al Frihed og Lethed i at skrive, og gjøre mig det besværligt. Men det skal heller ikke skee. Jeg forstaaer Din Mening, og omendskjøndt det, Du skrev i den Anledning, i det første Øieblik decontenanceredes. 38mig og gjorde mig meget ondt, saa har jeg dog siden ved nærmere Gjennemlæsning og Betragtning fattet mig og indseet Grunden til Din Paastand. Med Din store Kjærlighed og Dit varme Sindelag ønsker Du at finde mig ligesaa; og fandt er det, at Kjærlighed uden modsvarende Gjenkjærlighed er som Spørgsmaal uden Svar. Naar Du nu ikke i enhver Linie i mine Breve seer Udtryk af denne Kjærlighed, saa troer Du, at jeg ikke besidder den, og mener, at der ikke kan være Ild, hvor man ikke bestandig seer Lue. Men deri tager Du feil. Omendskjøndt jeg ikke er et Fyrtaarn, der lyser paa flere Miles Afstand saa er jeg dog derfor ikke nogen haard Flintesteen, der ikke giver Gnister, førend den bliver banket med Jern og Staat. Mit Hjerte er som Gløder under Asken. Ved et ringe Pust af Din Aande komme de frem, uden dog altid at tænde en Ild, som kan lyse fra Stockholm til Kjøbenhavn. Dog synes mig ikke, at alle mine Breve have været lige følesløse. Nogle har jeg skrevet, som efter mit Begreb have været ret venlige og varme; men man er ikke altid eens stemt. Undertiden er man mindre venlig end ellers; og naar man nu ikke kan skrive fine Breve in zwanglosen Heften, men nødvendig skal skrive eet hver Postdag, saa kan det let hænde, at man nogle Gange er i en ugunstig Stemning. Weyfe har i et Brev til mig inddeelt Breve i Almindeligheds. 39i historiske og hysteriske. Der er noget sandt i denne Inddeling. Mine Breve ere altid hysteriske, det er at sige: de udtrykke mit daværende Lune, den Stemning, hvori jeg er, naar jeg skriver Brevet, endskjøndt der ogsaa ofte ere historiske Blandinger derimellem. Fordi det ene Menneske udtrykker sig paa een Maade, det andet paa en anden, behøve de derfor at være forskjellige? Udtrykket er jo kun en Form; den samme Grundkraft frembringer en Uendelighed af Former og modificerer dem paa utallige Maader; skulde dette da ikke ogsaa gjælde om vore Følelser, saavel som alt andet? Bi forstaae derfor hinanden. Dine Breve ere hæftige, mine rolige, ofte kjedsommelige. Deraf kan der dog ikke uddrages nogen Slutning angaaende Proportionen imellem vor Kjærlighed. Nok er det, at Du elsker mig, og jeg elsker Dig. Hvis Kjærlighed der er høiest, veed ene Gud. At min ikke er forgjængelig, det føler jeg i dette, som i saa mange andre Øieblikke, og søler det ofte paa en melancholsk Maade, saaledes som i Forgaars, da jeg reiste ud til Dannemore med Gustav og en fremmed Magister, som Doktor Myreen havde sat til at passe paa os. Denne Magister havde jeg aldrig seet før; han forstod aldrig hvad jeg sagde paa mit Danske, og han talte hverken Tydsk eller Fransk, saa at jeg næsten ikke kunde tale med ham. Gustav sad ogsaa og tang. Jeg blevs. 40herover i saa ondt Humeur, og fandt mig saa ene imellem disse to Mennesker, som hver har sin særskilte Interesse, og saa lidet støder sammen med mig, og da det nu blev mørkt og Stjernerne kom frem, saa gjorde jeg bogstavelig hvad der staaer i mit Vers ^*)Brevduen, d. 9. Novbr. 1812.: jeg betragtede Stjernerne med Længsel, og drømte mig hjem. Jeg tænkte med Veemodighed paa, at jeg nu fjernede mig endnu meer, og bestandig mere fra Kjøbenhavn. Alting saae saa strængt og mørkt ud. Vi kjørte igjennem en stor og mørk Granskov, som strakte sig flere Miil. Rundt omkring laae Snee og Jis, og kun oventil saae jeg med Velbehag paa de milde Stjerner. Det er den første Gang, at jeg ret har fundet mig alene her i Sverrige, thi hidindtil har jeg bestandig været som i en Familiecirkel. Hvad vil Du nu mere? Mine Tanker ere jo ofte hos Dig, ja jeg kan sige, at de ere altid hos Dig, thi om jeg ogsaa ikke egenlig tænker directe paa Dig, men, som det hænder sig, ogsaa paa andre Ting, saa staaer Du dog altid i Baggrunden af ethvert Malerie, som jeg i mine Tanker udkaster. Om nu et Brev er kort og ligegyldigt, især fordi det er affattet i Hastværk, en halv Time førend Posten skal afgaae, og fordi jeg ikke har havt Ro til at skrive det, men har maattet løbe ud og ind, frem og tilbage, endelig

s. 41maa skynde mig at klæde mig i Skoe og Strømpe (min Afsky) for at gaae i Selskab, om et Brev under saadanne Omstændigheder bliver koldt og afknappet, er det da saa meget at undres over, og bør man deraf gjøre nogle Slutninger til Personens Characteer? Du siger, at Digtekunsten kan begeistre mig; hvor kan jeg da være kold? Eller er det nogen Feil, at jeg heller lader mig begeistre af Poesie end af Prosa? Skulde jeg have Følelse for alt andet, og ikke for Kjærlighed? Vær forsikkret om, at hvem der har Følelse for det ene, har det ogsaa for det andet. Der gives ikke adskilte Følelser, een for Naturen, en anden for Kjærlighed o. s. v., men der gives kun en eneste Følelse, og den strækker sig til alt Godt og Skjønt, og har man den for det ene, saa har man den for alt. Dixi.

Breve til og fra J. L. Heiberg.

3

3*

I Dannemore Jerngruber gik jeg ikke ned, thi det var just mørkt da vi besaae dem, der var saaledes ingen Arbeidere eller Heste, altsaa heller Ingen som kunde besørge os ned i den sædvanlige Tønde. Det eneste Moyen var altsaa at gaae ned af en Stige, og dertil havde jeg sandelig ikke Courage. Forresten fortæller jeg intet herom eller noget andet, thi dette Brev er blot hysterisk. Desuden er jeg om saa Dage i Kjøbenhavn, og skal da efter Evne gjøre Rede for alle de Spørgsmaal, man vil gjøre mig. Til min Fødselsdag kan jeg nu neppe komme; mens. 42omkring den 20de skal jeg være hos Dig i den gule Stue. Vi skal da nok forinden Julen faae Tid til at tale om alleslags. Lev ret vel, og hils Gyllembourg, Wehse etc. Siig den sidste, at der er ikke Menneskeforstand i hans Krigsvittighed om Materialierne til en Oxemave, og det bør der dog være i enhver Gaade. Jeg venter derfor, at han fremsætter den under en anden Form. Hils Bruun.

Din Ludvig.

Historisk P. S. Jeg har i Dag til min største Fornøielse beseel Upsala Domkirke. Det er den høieste og smukkeste Kirke, jeg endnu har seet. Den er naturligviis i den gothiske Bygningsmaade, men med alt det slet ikke mørk eller trist. Den er uden alle Zirater, ganske simpel, ret i hvad man kan kalde en nobel Stiil

Fra Fru Rahbek.
Bakkehuset den 7. September 1813.

Kjæreste Ludvig!

Jeg vilde gjerne have anstrængt mig med dette Brev, for om muligt at overbyde Dig, og havde tils. 43den Ende taget et Stykke Papir frem, der er prydet med den store Napoleons Billede; men da jeg erindrede, at jeg ikke havde uden de allerelendigste Kragefiær at skrive med, nænnede jeg dog ikke at overmale hans keiserlige Majestæt med Kragetæer, som jo vilde have været en Majestæts-Forbrydelse. Derfor tog jeg et fienbtligt Stykke Papir, men vær overbeviist om, at Du, saasnart jeg faaer ordentlige Kragefiær fra Herremanden paa gamle Kiøgegaard, skal faae et Brev, hvis Ziirlighed skal forbause Dig.

Du havde Ret i, at det ikke var smukt af mig, ei at sige Noget om Dit Stykke ^*)Syngespillet Tycho Brahes Spaadom. Jfr. S. 58—59., hvis jeg nemlig havde vidst Noget at sige Dig, eller læst det dengang; men da ingen af Delene var Tilfældet maatte jeg vel tie. Sagtens kan jeg heller ikke sige Meget i Dag; men jeg kan dog sige Dig, at jeg endelig i Dag har faaet Ro til at læse det, (Du maae forresten slet ikke troe, at jeg har forsinket det, thi Etatsraad Olsen skulde dog først have det i Morgen, og havde jeg ikke vidst det, havde jeg sikkert læst det en Nat, siden jeg slet ikke kunde faae Ro til det om Dagen,) og jeg har gjort det med megen Fornøielse. Det har interesseret mig i det Hele, især har alt det Deilige, der siges om Tycho Brahe, rørt og glædet mig inderligt og givet mig megen Lyst at faae megets. 44mere at vide om denne mærkelige Mand, end jeg tilforn har vidst.

Onsdag Morgen.

Da jeg var kommen saavidt i Aftes, blev jeg afbrudt, og skiøndt jeg nu skammer mig over Grimheden af den Skrift, Du kalder: skiøn, vil jeg dog fortsætte dette Brev, for at Du ikke skal vente flere Dage efter min Tak; og desuden frygter jeg ogsaa, at Du eller Din Moder kan have hørt, at jeg var Eder saa nær i Søndags, uden at lade mig see, og da dømme underlig om mig. — Om Dit Stykke kunde jeg have Lyst til at sige Dig noget, naar ikke Budet, der skal bringe dette til Kiøbenhavn, skulde gaae om faa Minuter. Nu kan jeg kun sige Dig, at iblandt Sangene, som alle forekomme mig meget vakkre, og nogle ordentlig vidunderlig skiønne, rørte Claras Romanze mig allermeest, hvorfor jeg ogsaa har læst den mange Gange. Endelig maae jeg tilføie dette, at kunde jeg giøre noget til det, saa fik Du visselig Dit Ønske opfyldt i Henseende til Antagelsen og Opførelsen af Dit Stykke; men at jeg, skiøndt alle 3 Theater-Directeurer ere mine gode Venner, ikke tør haabe at kunne udrette noget til Dine Ønskers Befordring, ifald de skulde møde Hindringer.

..................................

Og lad mig nu endelig sige Dig, hvad derfor mit Hierte er det allervigtigste, at Du ved Dits. 45kiærlige Brev, og ved at have ladet Ord, der virkelig kom fra mit Hierte, finde Adgang til Dit, har forøget den Glæde, Dit korte Besøg forskaffede mig, og rørt mig saa dybt, og inderligt, at jeg nu ikke kan skrive om det, uden at græde af Glæde. Gud velsigne Dig altid, og lade Din Aand og Dit Hierte altid blomstre saa skiønt, som hidtil. Din kiærlige Moder og Gyllembourg maae Du endelig overbevise om, at det var ganske imod min Villie, at jeg ikke kom til dem i Søndags, og hilse Dem inderligt fra

Din oprigtig hengivne
K. M. Rahbek.

Rahbek hilser Dig venskabeligst, og bringer nu Dit Stykke i Theater-Directionen til Etatsraad Olsen.

Fra Fru Rahbek.
Bakkehuset den 23. December 1813.

Elskværdigste Vidunder!

Gid jeg kunde sige Dig, som jeg vilde det, hvormeget Du har rørt mig med Din velsignede Opmærksomhed, at lade mig være en af de Allerførste, Du vilde glæde med Dit første offentlige Arbeide.s. 46Jeg har modtaget denne kiære Inlegave ^*)„Mariouettheatret“ udkom ved Juletid i Vinteren 1813—1814. med et Sindelag, varmt og kiærligt, som det, hvormed Du skiænkede mig den; og jeg vilde blot ønske, Du havde kunnet læse i mit Hjerte den Glæde og Taknemlighed, der fyldte det, da Rahbek i Aftes sildig bragte mig Din Pakke, og jeg læste Dit velsignede Brev. Jeg havde vist ogsaa allerede i Aftes skrevet til Dig, for at Du havde kunnet faae min Tak i Dag, dersom jeg ikke havde befundet mig saa ilde, at jeg var nødt til at søge Sengen. Hvad Dine tvende, skjøndt korte dog uforglemmelige Besøg paa Bakkehuset angaaer, da maae Du troe, at de have være mit Hierte alt for kiære, til at jeg skalde kunne anstille nogen critisk Betragtning over dem. Jeg gientager, hvad jeg tilforn har sagt Dig, at jeg ved at see Dig igien paa Bakkehuset, har faaet et af mit Hiertes inderligste Ønsker opfyldt; og jeg kan gierne tilføie, at jeg efter dette Ønskes Opfyldelse vil gaae roligere og gladere i min Grav, naar Gud kalder mig, end ellers; og dette er sandelig dog ikke ubetydeligt. Heraf kan Du selv dømme, om Du maae være mig kiær, eller ei. Det vilde vist nok glæde mig meget, at see Dig ofte; men jeg indseer meget vel, at Du kan have mange Hindringer, og naar kun Dine Tanker engang imellem ere hos mig, maae jeg findes. 47mig i, at Din Vidunderlighed (her betyder dette Ord en Titel, som Høivelbaarenhed, eller sligt) er andensteds tilstede. Jeg kan jo ogsaa nok begribe, at Din Moder gierne vil have Dit Selskab, saa ofte som Din Tid tillader det; og deri fortænker jeg hende aldeles ikke. Men desuagtet vil Du nok, naar Veir og Føre engang igjen bliver lidt maneerligt, finde Leilighed til, om end ei ofte, dog engang imellem, at lade mig nyde den Glæde, at see Dig Ansigt til Ansigt. Og skulde der undertiden gaae lang Tid, inden saadan Leilighed frembød sig, saa vil et Par venlige og kiærlige Ord fra Din Haand være mit Hjerte det skiønneste Pant paa, at Du fraværende dog har mig i kiærlig Erindring. Livet, og dets mange Sysler og Forvirringer, adskiller Menneskene paa mangfoldige Maader, fierner selv Venner fra hinanden alt for meget; men Kiærligheden, mægtig fremfor alle ypperlige Ting, fordi Gud selv er Kiærlighed, har dog Magt til at forene, hvad der ellers vilde være vidt adskilt; den omslynger Hierterne med et skiønt, uopløseligt Baand, som selv Døden ikke formaaer at sønderrive. Denne guddommelige Kiærlighed har ogsaa forenet vore Hierter, kiæreste Ludvig! maaskee med endnu fastere Baand, fordi Verden vilde adskille dem. Lad os derfor altid beholde hinanden kiær, og betænke, at Livets ædleste Næring dog er den, som Hiertet skiænker os. „Bevar Hjertet“, siger Salomon, „fremfor Alt hvad der bør bevares,s. 48thi Livet udgaaer fra det.“ Og hvilket Menneske, som ret havde fattet disse Ords hele Betydning, kunde vel betvivle Sandheden deraf, eller finde sig bedraget, om han fulgte hiin vise Formaning? Men er det saa, at Hiertet giemmer det Bedste, vi eie; hvor vilde vi da finde en renere og skiønnere Glæde, end den, det skiænker os? Mange Ting kunne vist nok glæde os, og forskiønne vor Vandring gjennem Livet, og det bør os ikke at foragte Noget af alt det Skiønne, der smykker Livet; men Hiertet er dog mangen Gang saa tomt ved al den Lyst, der smiler os imøde, og vi maatte dræbe vore dybeste og inderligste Længsler, naar vi vilde nægte, at den skiønneste og reneste Fryd dog er den, som Hiertet giver og Hierted modtager. Lab mig derfor, min gode, elskværdige Ludvig! med mine Øine fulde af Taarer — thi saaledes ere de i dette Øieblik — takke Dig for Det, Dit Hierte har skiænket mig, og modtaget af mit. Thi hvormegen Glæde end Din Aands Gaver, og deres Udvikling kunne skiænke mig, der saa tidlig de dog vist aldrig forskaffe mig en bedre og større Glæde, end den Dit kiærlige Hierte allerede har skiænket mig, og hvorfor jag beder Gud velsigne Dig alle Dine Dage, ved at bevare dette kiærlige Hierte reent, og aldrig lade Dig glemme, hvilken Skat Gud skiænkede Dig, da han gav Dig det.

s. 49Din gode Moder ville Du takke ret meget, fordi hun ønsker, jeg vilde holde mit Løfte at besøge hende; og sige hende, at det ikke mangler mig paa Villie, men at der altid er saameget i Veien for mig, naar jeg er i Kiøbenhavn, hvor jeg desuden næsten aldrig kommer uden for at gaae i Kirke. Imidlertid haaber jeg dog, jeg engang skal kunne drive det saavidt, at naae hendes Dør, uden at en Biskop kommer og snapper mig bort.

Rahbek takker for Hilsenen, og mener — ligesom jeg — at vi godt kunne enes om eet Exemplar af Din vidunderlige Bog, som jeg glæder mig til i Morgen at skulle faae fat paa. — Du kan vel ikke fortænke mig i, at jeg er nysgierrig efter at vide hvilke de vidunderlige Ting ere, Du nu har saa travlt med. Paa Din Fødselsdag tænkte jeg meget paa Dig, og havde nær skrivtlig gratuleret Dig. — Du maa aldrig gjøre Undskyldning for Din Skrivt, thi saa nøder Du mig til det Samme, da jeg virkelig er alt for skiødesløs i den Henseende, og ærgrer mig over det smukke Papir, jeg fordærver, og dog ikke kan trøste mig med, at det er de slette Pennes Skyld, uagtet de vist nok har en betydelig Deel i min Ulyst til at skrive ordentlig.

Nu har Du da faaet Brevstof (saaledes kalder min Broder Carl det) nok for denne Gang; men det værste er, at det Meste er Sladderstof, som indeholde flere Ord, end Tanker. Dog haaber jeg, der is. 50de mange Ord findes nogle gode og kiærlige, og fremfor Alt haaber jeg, at Du i dem vil læse Noget af alt det Gode, jeg mener Dig. Med dette Haab slutter jeg altsaa, ønskende Dig og Dine en glad Julefest, og at det ny Aar maae bringe Dig og dem alt, hvad Godt og Kiært er.

Din Dig oprigtig hengivne
K. M. Rahbek.

Den 25. December 1813.

Til Ludvig Heiberg.

I Julens Tid, just da det vintergrønne,
Det lille Grantræ stod for Lotte smukt,
Og tyded helligt paa det Barnligtskjønne,
Med lette Guldblad og forsølvet Frugt;
Ved Kiærligheds Trophæ, ved Uskylds Alter
Besøgte mig Din Juan og Din Walter.

Og for min Phantasie jeg saae det samme,
Det sælsomtsmykte Træ ved Pindus staae;
Med spæd, men med en rank og lige Stamme,
Med vintergrønne Krone mod det Blaa.
Ei stærke Farver, Frugter, end jeg skued;
Phantastisk Sølv og Guld i Natten lued.

s. 51Og vidned om en Aand, som let kan stige
Liig Fuglen, ved det spædeste Forsøg,
Og tabe sig i Phantasiens Rige,
Og mildt forbinde Kiærlighed med Spøg;
Hvem Øjeblikkets Dunst ei kan forhindre
At flagre did hvor lyse Stierner tindre.

Den er til Kunstner og til Digter baaren,
Som følger tro Naturen og dens Røst,
Som tidlig skiænker Haabets Grønt i Vaaren,
I Somren Blomster, saftig Frugt i Høst:
Den unge Viismand og den gamle Sværmer
Sig aldrig Helligdommens Tempel nærmer.

Med Barnligheden sig vort Liv indvier;
Kunst kiender ei Uskyldighedens Tab.
Begynder han med lette Phantasier,
Og svinger sig til kraftig Lidenskab —
Selv maa dog Digteren bestandig være
Ei Barn — men holde Barnlighed i Ære.

Thi for den Evige sig alt opløser,
Hist oppe, som en munter Børneleg.
En Bæk for ham er Fossen naar den øser,
En liden Busk den stærke Kæmpeeeg.
Og Krigerne, som bringe Død og Fare,
En sværmende balstyrig Drengeskare.

s. 52Du har begyndt som sig en Yngling sømmer:
Barok, og vild og busket var din Krands.
Endnu din Aand ont Dverg og Kæmpe drømmer,
Snart aabner ogsaa sig den dybe Sands.
Da ved din Harpe blussende Du tyder:
Huld Elskov, Lidenskab, og siældne Dyder!

Som i en magisk underfuld Laterne
Vil da de luende forgyldte Smaae
Udvikle sig, og hisset i det Fierne
Som store, tragiskædle Skygger staae.
Husk da, naar Dig Gudinden Krandse flætter,
Den som alt sang de smaae Marionetter!

A. Oehlenschläger.

Kjøbenhavnden 2den Juli 1814.

Kjære Hansen!

Hvor inderlig kjært dit Brev af 28de Mai har været mig, behøver jeg vel ikke at forsikkre Dig. Det forekom mig som enkelte Toner fra en alt længe forsvunden Tid, som jeg kun alt for meget savner, fordi jeg anseer den for at høre til de lykkeligste Perioder i mit Liv. Du har atter talt til mig, og med samme Venlighed, Blidhed, Aabenhjertighed, Godhed og Venskab,s. 53som Du allerede i min Barndom skjænkede mig, og hvorved Du vidste at gjøre mig de for Børn og unge Mennesker sædvanligen ubehagelige Læretimer til nogle af de behageligste Øieblikke, jeg har oplevet. Men Du var mig ogsaa langt mere end Lærer. Aldrig savner jeg Dig mere end paa nærværende Tid af Aaret, da vi pleiede at gjøre vore morsomme Toure til Skoven. Endskjøndt Dyrehaven langt fra ikke længer er det, den før var i Kildetiden, saa kan jeg dog ikke lade være hvert Aar at gjøre en Valfart derhen, paa hvilken jeg da levende erindrer mig dit behagelige Selskab, som jeg nu maa savne. At jeg ikke før har svaret paa dit Brev, kommer deraf, at jeg har ventet paa at kunne opoffre en ordentlig Række af Timer dertil; thi naar jeg skal underholde mig med Dig, saa vil jeg nyde denne Glæde i Ro, og ikke behøve at løbe til og fra. I denne Formiddag har jeg da endelig seet mit Snit. Udenfor regner det, og er et ubehageligt Veir; men desto mindre skal min Indbildningskraft lade sig forstyrre af noget udvortes Indtryk; den skal indeslutte sig i sig selv, og tilbagekalde sig Erindringen af fordums Tider. Hvad der har gjort mig særdeles ondt, er, af dit Brev at have bemærket, at Du dog ikke er vel fornøiet. Du taler om din uheldige Stemning, dit sørgmodige Sind, at Du høiligen trænger til Adspredelse o. s. v. Langt fra (som Du troer) at væres. 54kjed af denne (som Du kalder den) Jammersang, takker jeg Dig tvertimod for at Du i alle Maader søger at fremstille mig din Forfatning, som den virkelig er. Men mon Du ikke tager Dig Verden for nær? Mon Du ikke lader Dig for meget nedtrykke af Øieblikkets Ubehageligheder, og lever alt for lidt i Haabet, hvori dog i Grunden vor eneste Lykke her paa Jorden bestaaer; thi naar selv det, vi haabe, bliver nærværende, er dog den bedste Glæde forbi, og vi nyde det ikke engang med Fornøielse, førend vi have bygget et nyt Haab for Fremtiden. Jeg er overbeviist om, at Mennesket, naar ikke virkelige positive Ulykker ramme det, er lige lykkeligt under enhver Stilling i Livet. Allermindst bør man lade sit Humeur nedkue af oeconomiske Sorger. Vel sandt, at de tynge for Øieblikket, men om den Fattige nu i samme Øieblik blev rig, da vilde sikkerlig nye og ikke mindre ubehagelige Sorger afløse de forrige. Jeg tør sige, at kun et borneret Menneske kan faae sine Ønsker og sit Haab opfyldte, eller blive fuldkommen tilfreds i denne Verden. Hvortil skal da den frugtesløse Bekymring? Du siger, at Du kan ikke være Stoiker. Men der gives flere Maader end Stoicismen, til at overvinde hiin overflødige, chimæriske Sorg. Et saadant Middel er Epicuræismen. Jeg tager her naturligviis ikke Ordet i den slette Betydning, som det Misbrug i de senere Tider hars. 55erholdt, men i den ældgamle, oprindelige Betydning, da Epicurs Philosophi bestod i en flygtig og let Anskuelse af Livet, ikke som en Følge af barnagtig Letsindighed og Overfladiskhed, men som et dybthentet Resultat af Betragtningen over de jordiske Tings Forgjængelighed, og Umuligheden af at opnaae en absolut Lyksalighed ved vore endelige Midler; en deraf flydende Selvindesluttelse i Haabet paa noget tilkommende, uforanderligt, evigt; og en dermed forbunden glad Nydelse af det nærværende. Det er denne herlige Philosophie, hvis Talsmand Horats har været; og skulde ikke hans Læsning kunne opmuntre Dig? Det er denne Philosophies practiske Resultater, som han har skildret (for blot at tage de nærmeste Exempter) i sine Oders første Bogs 4de, 7de, 9de, 11te Ode, og i det Følgende paa mangfoldige andre Steder. Det er denne Philosophie, Baggesen har fremstillet i sin henrivende Efterligning af Horats, som Du vil finde i hans samtlige Værkers første Deel, Pag. 92, under Titel af Selvindbydelse. Skulde Du ikke kunne forskaffe Dig den lette, flygtige Stemning, som findes i disse Digte? Og mon Du ikke har den i Grunden, ifald Du kun vilde dyrke den, og overlade Dig til den? Lad den lette og muntre Poesies Læsning og Videnskabernes Dyrkelse, saa meget som muligt, beskjæftige Dig for det nærværende, da vil Du ogsaa faae nye Tanker, soms. 56skulle fortrænge de nu vaagne prosaiske Sorger; da vil Du vist leve mere i Haabet, end Du nu gjør. Og hvorfor skulde Du ikke haabe? Der er al mulig Rimelighed for, at Du vil blive forflyttet. Kaas ^*)Den daværende Cancellipræsident. har sagt til Gyllembourg, at han sikkert skulde erindre Dig, og saa snart muligt opfylde dit Ønske, ikke just med dette, men vel med et andet Kald. Hjembek fik den samme Herr Basse, som læste med mig. Han var gift et Par Aar, førend han fik Kald. Baade han og hans Kone græmmede sig længe over at han ikke knude blive ansat, Nu ere de derimod saa lykkelige, som muligt. Deres første Barn var dødfødt, men nu har de faaet dem en rask lille Dreng, som allerede er døbt. For 3 Uger siden flyttede de ud til Præstegaarden. — Tag mig nu ikke ilde op hvad jeg har skrevet her ovenfor. Jeg mærker, at det paa somme Steder seer ud som Moralisering. Men Du kan vel tænke, at jeg ikke kan have villet paatage mig en saa upasselig Forretning. Jeg har kun ønsket at kunne bidrage til at skjænke Dig den Trøst, som Du saa oste har tildeelt mig, naar jeg har været bedrøvet; og nu ikke mere om den Sag.

Jeg veed ikke, hvor længe det er, siden jeg sidst skrev Dig til; men det maa være særdeles længe siden, eftersom Du endnu staaer i den Formening, at jegs. 57vil tage Landmaaler-Examen. Det er vist over to Aar, siden jeg ombyttede dette Project med det andet, at studere Medicin, hvilket jeg hidindtil har været troe, omendskjøndt jeg just ikke endnu har anvendt nogen ret vedholdende Flid derpaa, men, som Du veed, ofte har ladet Poesien distrahere mig. Jeg kan just ikke sige, at det er min Hensigt at blive practiserende Læge, medmindre dette skulde gjøres nødvendigt. Mere haaber jeg, at Medicinen skal bane mig Vei til et eller andet dermed forbundet Levebrød. I det mindste er det noget, man kan have i Baghold, naar alt andet slipper. Aarsagen var, at alle mine Venner ønskede, at jeg skulde bestemme mig til et vist Fag, der tillige kunde skaffe mig Levebrød. Landmaaleriet er mig alt for modbydeligt. Jeg valgte da Medicinen, ikke som det Fag, jeg havde den største Tilbøielighed for, men som det Brødstudium, jeg mindst afftyede. For at være conseqvent, faaer jeg da vel at rive mig med det første løs fra alle mine smaae Liebhaberier og i nogen Tid studere for Alvor, for at jeg kan faae Examen. Imidlertid er der dog et og andet, som jeg havde Lyst til at skrive i Forveien, og maaskee giver jeg et lille Bind i Trykken, førend jeg ret for Alvor tager fat paa Medicinen. — Mit Marionettheater har nydt alt det Bifald, som jeg kunde vente mig, og meget mere. Deels har Manges mundtlige Deeltagelse forsikkret mig derom;s. 58deels? har Oehlenschläger skrevet et smukt Digt ^*)See S. 50—52. til mig, hvilket han sendte mig første Juledag, tilligemed alle de af hans Værker, som han selv har forlagt. Dette Digt er indrykket i Maanedsskriftet Athene, hvori jeg ikke, som Du troer, har ladet nogle Afhandlinger indrykke, men vel en Romance og en Oversættelse af et Par Digte af Fru Brun, hvilke hun selv bad mig om at oversætte og lade indrykke i Athene. For at Du kunde faae disse Ting at læse, har jeg ladet din Svoger, som i disse Dage er reist hen til Dig, medtage mit Exemplar af Athene, hvilket Du kan gjennemblade; men jeg skal bede Dig om, at Du vil lade ham tage det tilbage igjen. Den omtalte Romance, som staaer i Februarhestet, er taget ud af et Syngespil, Tycho Brahes Spaadom, hvilket jeg skrev forrige Sommer, efter Don Juan og førend Pottemager Walter. Dette Syngespil leverede jeg ind til Theaterdirectionen, som lovede at antage det, ifald jeg vilde gjøre nogle Smaaforandringer deri, og hist og her forkorte det lidt. Men imidlertid blev jeg kjed deraf. Jeg troede at have opdaget nogle Feil deri, som ikke uden ved en total Omarbeidelse kunde forandres, og har da saaledes hidindtil ladet det det ligge urørt. Jeg skulde gjente have sendt Dig det, med Schow, til Gjennemlæsning;s. 59men, som sagt, jeg er ikke fornøiet med det. Naar jeg engang omarbeider det, og lader det trykke, skal jeg sende Dig (som Du vel kan tænke) et Exemplar. Oehlenschlägers Digt til mig staaer i Martshestet. I Maiheftet vil Du finde Fru Bruns Digte, tilligemed et Digt foran, fra mig selv til hende. Ifølge heraf har Baggesen skrevet følgende alt for overdrevne Berømmelse, som han har ladet indrykke i sin Skuddag, et Ugeblad, som han udgiver:

„Til fru frederikke Brun, født Münter, paa hendes fødselsdag, i Anledning af Ludvig Heibergs Sonnet i Spidsen af hendes to, af ham oversatte Digte, i det nys udkomne Maihefte af den omslaggnte Athene."

Den Digter, der saa sindrig, som beskeden,
Halv Yngling end, med spæde Vingeskud,
Liig dem af Skuldrene paa Amors Brud,
Qvad Digteren denne Sang herneden,
Vil engang stor, som nu alt elskelig,
Paa mægtige fuldvoxne gyldne Vinger,
Til Sangens Top, hvor Evalds Aand sig svinger,
Fra vore Toners Kampplads svinge sig,
Og, Fremtids Genius i Upartiskhed liig,
Naar, Psyche, Dit os her alt rakte Bæger
Bag Gravens stille Lethe vederqvæger,
Sangdømme den i Live førte Krig
Imellem Baggesen og Oehlenschläger.

Baggesen."

s. 60Thi Du veed vel, at Baggesen, saavel i Bladet Dannora, som ogsaa i Skuddagen og lille Søndagasten paa det skarpeste har recenseret Oehlenschlägers sidste Tragedie, Hugo von Rheinberg, Maanedeskriftet Athene, Professor Bruuns Værker, Theatret, N. C. Bruuns Theateroversættelser, Rahbeks seneste literaire Producter etc. etc., samt at han nu vil tage fat paa alle Oehlenschlägers seneste Værker, saa at han nu ligger i Strid med den hele Verden. Meget heraf vil Du finde i Athene, især hans Stridigheder med Molbech. Unægtelig har han Ret i meget af sin Kritik. Oehlenschläger har virkelig tabt sig. Hans seneste Produkter ere matte; men jeg haaber, at han vil reise sig igjen efter dette Stød. Mærkværdigt er det ellers, at han ikke har svaret et Ord paa alle Baggesens Invectiver. — Literaturtidenden har i disse Dage indeholdt en meget brillant og smigrende Recension over mit Marionettheater. Den er formodentligen skrevet af Jens Møller. Om jeg kan opspore nogen Leilighed, skal jeg sende Dig den.

Hvor gjerne havde jeg ikke fulgt med Christian Schow over til Dig! Men uagtet din venskabelige Indbydelse, som jeg ret takker Dig meget for, seer jeg mig dog ikke istand dertil. En saadan Reise vilde koste mig flere Penge, end jeg for nærværende Øieblik kan taale at miste. — Men Tiden er forbi; Brevet maae bort, og endnu havde jeg tusinde Ting at sige Dig. Jeg har ei engang ret besvaret dits. 61Brev. Dog vil jeg hellere sende dette bort nu, som det er, end lade det ligge til næste Post. Med det første vil jeg begynde, hvor jeg i Dag slap. Min Moder hilser Dig paa det venskabeligste. Gyllembourg ligesaa. Med næste Post vil han selv skrive til Dig. Hils din Kone og Christen mange Gange fra mig, ligeledes fra min Moder og G. Lev nu ret vel, og skriv snart igjen til din bestandig hengivne

J. L. Heiberg.

Til Baggesen.

Gode Herr Justitsraad!

Den hele Dag har jeg ret ønsket at tale med Dem, men . . . . . . . . . . . . . .Sygdom har forhindret mig fra at opsøge Dem i Formiddag; og da jeg veed, at De om Eftermiddagen er vanskelig at træffe, saa vælger jeg i Hast den skriftlige Maade, for at udøse mit Hjerte for Dem, og bevidne Dem min inderligste Harme over den . . . . . . . . . .Afhandling i sidst udkomne Athene, ^*)Tolv Paragraphs i Juliheftet, 1816. som jeg ikke engang har kunnet holde ud at læse til Ende; thi ikke længe har Noget indigneret mig saaledes som at see hin anonyme Skolepog understaae sig til paa en fornem og uforskammet Maade at ville mønstre en geniefuld

Breve fro og til J. L. Heiberg.

4

s. 62Digters Frembringelser efter sine jammerlige, ved en halv Dags Læsning erhvervede, philosophiske Meninger. Min Bistand kan De naturligviis ikke behøve; men et desto mindre haaber jeg, at denne min oprigtige Tilstaaelse et vil være Dem nkjærkommen, ligesom jeg formoder til det danske Publicums Ære, at samme Forbittrelse over hin æselsagtige Kritik vil høit og lydeligt give sig tilkjende mod dens elendige Skribler.

Kjøbenhavnden 2. August 1816.

Jeg forbliver Deres hengivne
J. L. Heiberg.

Af et Brev fra Fru Gyllembourg til Fru Kellermann.
9. April 1818.

. . . . . . . I samme Brev fortalte Howit, at han havde gjort Bekjendtskab med Ludvigs Fader, der syntes saa overmaade glad over L—s Doctorværdighed. I samme Time tog Ludvig den Beslutning, saasnart han kunde, at reise lige til Paris, og endnu samme Dag gik han til Collin og indgav Ansøgning om Reisestipendium ^*)Den første Ansøgning som ikke i Betragtning i den anden blev derimod bevilget af Kong Frederik den Sjette den 27. Febr. 1819, uagtet Direktionen for Fonden ad usus publicos (E. H. Schimmelmann og I. S. Møsting) havde været af den Formening, at Ansøgningen for det Første kunde udsættes.. . . . . . .

s. 63III.

(1819. 1820. 1821.)

s. 6413. I. P. Mynster til J. L. Heiberg 16. Nov. 1819.

14. J. L. Heiberg til I. P. Mynster 12. Dcb. 1819.

15. Baggesen til J. L. Heiberg 22. Dcb. 1820.

16. Béranger til J. L. Heiberg 22. Nov. 1821.

Fra I. P. Mynster.
Kjøbenhavn den 16de November 1819.

De er vist overbeviist om, Høistærede, at det vilde have været mig meget behageligt at have kunnet udvirke Dem noget Bidrag til Deres Reise og at det er mig ukiert at maatte mælde Dem, at dette, efter Directionens Formening, som jeg ikke heller kan finde ugrundet, ikke vil kunne skee fra Communitetets Kasse. Fra denne Kasse, som staaer i saa nær Forbindelse med Universitetets, skulde kun Understøttelse tilstaaes saadanne Reisende, om hvilke man kunde formode, at de i sin Tid, under forefaldende Vacancer, kunde behøves til Universitetets Tjeneste. Er man i et enkelt Tilfælde afveget fra dette Princip, da har det ikke været efter mit Votum, og selv da har man havt en mulig Ansættelse, om ikke ved Universitetet, saa ved Sorøe Akademie for Øie. Deres tilkommendes. 66Ansættelse kan neppe antages at ville blive af denne Beskaffenhed, men snarere, efter Deres Ønske, ved en Legation; og hvor ønskeligt det end er, at talentfulde unge Mænd, om end Deres Bestræbelser ikke nærmere vilde komme Universitetet til Gavn, kunne sættes istand til at foretage Reiser, saa kan dog Universitetet ikke bidrage dertil, ligesaa lidt som til mange andre i sig selv ønskelige Foretagender. Ogsaa er Communitetets Kasse, som ved de lave Kornpriser taber meget i sine Indtægter, ikke istand til at udrede mange Reise-Bidrag. Vel ere adskillige Reisende nu hjemkomne, hvis Understøttelse altsaa kan inddrages, men der er igjen bevilget Understøttelse for lovende unge Mænd, der reise paa Lovkyndigheden, paa hvilken Videnskab i lang Tid Ingen har reist med offentlig Understøttelse.

Min Kone hilser forbindtligst. Frue Brun befinder sig ikke ganske vel, dog formodentlig heller ikke meget ilde. Baggesen reiser paa Onsdag, dog skal han først paa Torsdag spise hos den engelste Minister, og saa videre, efter hans Viis.

Deres hengivne
Mynster.

Til I. P. Mynster.
Paris, d. 12te December 1819.

Herr Doctor!

Deres ærede Skrivelse af 16de November har jeg rigtig modtaget. Mere end det mig meddeelte Afslag bedrøvede mig den Vildfarelse, hvorpaa det især beroede, da De nemlig syntes at staae i den Formening, at jeg vilde træde ind i den diplomatiske Carriere. Denne Plan, som jeg vel for flere Aar siden har havt, har jeg alt for længe siden aldeles opgivet, da Erfaringen har viist mig, at der i Danmark blot vælges Adelige til at figurere ved Legationerne, og at det uden dette Requisit eller særdeles Protection ikke er muligt at komme nogen Vei i Carrieren. Da jeg nu næsten er ligesaa berøvet Protection som adeligt Blod, har jeg tænkt, at det var bedst at lade den Grille fare; og det undrede mig, at De endnu kunde troe mig beilende til en diplomatisk Post, efterat jeg har tiltraadt en litterair Udenlandsreise, understøttet med kongeligt Stipendium. Jeg havde rigtignok i mit Brev til Dem udtrykkeligen undgaaet at nævne mit zoologiske Studium, fordi jeg nødig omtaler mine Arbeider, førend jeg har bragt dem, eller troer at have bragt dem, til en vis Modenhed. Nu erfarer jeg af et Brev fra min Moder, som jeg modtog forleden, at hun i ens. 68Samtale, som hun har havt med D. H., har forekommet mig ved at fortælle Dem om mine Planer og Udsigter. Det Svar, som De har givet hende, er i enhver Henseende trøstende og behageligt, og det viser mig, hvormeget jeg tør stole paa det Venskab, hvormed De beærer mig. Den Maade, hvorpaa De troer jeg kan opnaae mit dobbelte Ønske, Understøttelse af Communitetet og Ansættelse ved Universitetet, skal jeg nøie følge. Ved en besynderlig, ufrivillig Overeensstemmelse mellem Deres Raad og min Handlemaade, er allerede mit Skrift udarbejdet paa Tydsk, og saa godt som færdigt. Forelæsninger har jeg endnu ikke hørt, fordi det ikke er nødvendigt her, hvor de Lærdes Skrifter ere trykte, og alle Musæer og Kabinetter offentlig tilgjængelige. Jeg har altsaa ikke kunnet belægge den hosfølgende Ansøgning med de Attester, som De har forlangt. Fra Kabinetsforstanderen kan jeg let skaffe en saadan; men jeg troer, De vil bifalde, at jeg istedenfor har sendt Prof. Reinhardt et Udtog af mit Skrift, ^*)Dette Skrift er ikke opbevaret. som jeg smigrer mig med at ville være en bedre Attest end Kabinetsforstanderens, der i det høieste kunde bevidne, at jeg ofte var kommen i Galleriet, men ikke om jeg var gaaet derfra med Nytte. — Jeg behøver ikke at sige Dem, at ei blot et forøusket, men ogsaa et hurtigt Resultat er mig af Vigtighed. Med Tillid tils. 69Deres gode Villie og Overbeviisning om, at denne vist ogsaa maa have den Indflydelse, som den fortjener, overgiver jeg min Ansøgning i Deres Hænder. ^*)Understøttelsen af Communitetet blev siden tilstaaet. —

At Baggesen først skal spise ude om Torsdagen, og derpaa reise om Onsdagen, er en meget pudserlig Combination, som dog efter hans Maneer ikke er overraskende. Men i høieste Grad besynderligt er det, at man i Kjøbenhavn har troet at gjøre en national Fest for Thorvaldsen, idet man udelukkede derfra een af Nationens nationaleste Digtere. Som saadan hørte han dog med dertil, og der er en Slags Contradictio in adjecto indløbet ved hans Udelukkelse. Dette er omtrent ligesaa klogt som de 12 Paragraphers Paastand, at „han burde udrøddes af Litteraturen", ligesom det stod i menneskelig Magt at betage ham den Plads, han eengang har erhvervet sig. Det synes mig, at Baggesens Modstandere gjøre sig skyldige i alle de Feil, som de bebreide ham, og det er saa meget utilgiveligere, som de have hans Exempel for Øinene, og just ville bekjæmpe hans Svagheder.

Jeg forbliver med Høiagtelse
Deres hengivne og forbundne
J. L. Heiberg.

Fra Baggesen.
A L’extrait du monde ^*)ɔ: Ste Pélagie. Ifr. A. Baggesen: Jens Baggesens Biographie IV Bd, S. 285. ce 22 Decembre 1820.

Deres elskelige Brev af 18 December har inderlig rørt mig, min unge Ven! jeg kan ikke beskrive Dem min Taknemmelighed for en saa ufortrøden Venskabelighed, som den De har viist i saa ofte forgjæves at besøge mig, eller rettere mit Efterladenskab i St. Annegaden, hvor selv min ulykkelige Kone og ikke lykkelige Søn ei have været istand til at modtage Dem. De have tilmeldt mig Deres gjentagne Artighed, og paalagt mig, ogsaa paa Deres Vegne hjertelig at takke Dem.

Hvad der i dette Øieblik, foruden hundrede andre Ubehageligheder, i høi Grad bedrøver mig, kjæreste Heiberg, er den Tanke, De naturligviis maa Menneske i Verden. Intet maa i Deres Øine kunne undskylde, at jeg paa eengang unddrager mig de faa Landsmænds Omgang, der med aabne Arme have modtaget den halv landsforviiste Baggesen, og uden videre lader alle Høfligheder og Artigheder fra deres Side ubesvarte. Men vidste De, min Ven, is. 71hvilken Forfatning jeg og mine har været siden den 11te December (en ikke blot i Dannemark ulykkelig Dag) vilde De neppe have nogen anden Følelse i Henseende til mig, end den, en yderlig Grad af Ulykke opvækker i etyvert elskende Hjerte.

Jeg har stræbt, og stræber endnu med stoisk Haardnakkenhed at skiule denne yderst ulykkelige Forfatning, hvori jeg finder mig aldeles forladt, for alle mine Venner og især for mine Landsmænd, ja, selv for dem iblandt mine mægtige Velyndere her i Paris, der kunde redde mig. Der blander sig upaatvivlelig lidt Forfængelighed i denne Haardnakkenhed; men Hoved- eller rettere Hiertekilden til min Beslutning er ædel Stolthed. En dyb Følelse af den Uret, der er skeet mig. og af min Fortienen af en bedre Skiæbne forhindrer mig i, at tage min Tilflugt til Redningsmidler, den Skyldige blot fornedrer sig til. Jeg vil desuden ikke give min nærværende Skiæbne til Priis for mine danske Forfølgeres og Bagvaskeres Kommentarer.

For at trøste Dem, i Henseende til min Ære, kan jeg blot sige Dem saa meget, at jeg deler Skiæbne ikke blot med fortrinlig ædle, men med fortrinlig udmærkede, og selv med Personer, hele Europa kiender som saadanne.

Hælvten af denne Aarets sidste Maaned er mits. 72Livs meest tragiske men og interessanteste Epoke; jeg har deri læri hvad intet Bibliothek og ingen Reise paa Jorden eller rundt om Jorden kan lære. Det koster mig Anstrængelse, ikke at meddele Dem Opløsningen af denne min praktiske Gaade — som jeg indtil videre gad kalde Det timelige Sindbillede. Jeg formoder at De vil komme Giætningen deraf i Prosa ligesaa nær, som De kom Giætningen af hin i Vers.

Jeg haaber, trods det frygtelige

„Lasciate ogni speranza voi ch’intrate !”

Forløsning af mit nærværende Helvede inden Aarets Ende.

.... Facilis descensus averni
Noctes atque dies patet atri janua ditis
Sed revocare gradum, superasque evadere ad
auras

Hoc opus, hic labor est! —

Og det er først i Dag, jeg finder mig aandelig og legemlig istand til at skrive. De er den første, min ædle unge Ven (næst min inderlig elskede Kone) til hvem jeg gjør Brug af denne Evne — ikke engang mine to ældste over mig urolige Sønner have siden min Ankomst til Paris seet en Linie fra Deres Faders. 73— jeg haaber, dette vil være nok for at overbevise Dem om hvor inderlig jeg er Deres hengivne

Baggesen.

Et Par Linier fra Dem til mig, i et Brev aflagt for min Kone eller min Søn, vilde meget glæde mig. De kunde frit skrive mig hvad De vilde, thi Politik etc. rager og rører mig saalidt som en siellandsk Grønlandsfarer i en Hvalfiskebug paa hin Side Spidsbergen.

Béranger til Heiberg.
Ste Pélagie le 22 Nbre 1821.

Pardon, Monsieur, si je ne vous ai point remercié plus tôt ^*)Jfr. J. L. Heibergs pros. Skrifter, XI Bind, S. 504.. Je ne suis point musicien, et c’est surtout maintenant que j’en éprouve le regret; il m’a fallu attendre, que quelqu’un voulût bien me chanter l’air que vous avez eu la bonté de faire sur ma dère chanson. Il m’a paru charmant et doit ajouter à l’intention des paroles, dont tout le mérite, peut-être, est d’exprimer fidèlement ce que j’ai éprouvé en voyant às. 74quelles persécutions j’allais être en butte pour des chansons. Il en sera peut-être un jour de même pour la musique. Elle peut aussi empester l’air, comme l’a dit M. Marchangy. La vôtre a déjà couru Ste Pélagie, et je vous prie de croire à la reconnaissance que je vous dois pour l’heureux moment qu’elle m’a fait passer. Recevez l’assurance de ma considération distinguée.

Breve til og fra J. L. Heiberg.

5

Votre serviteur
Béranger.

s. 75IV.

(1822. 1824. 1825.)

s. 7617. J. L. Heiberg til I. P. Mynster 12. Sept. 1822.

18. J. L. Heiberg til I. C. Ørsted 25. Marts 1825.

19. I. C. Ørsted til J. L. Heiberg 1. April 1825.

20. J. L. Heiberg til I. P. Mynster 7. April 1822.

Til I. P. Mynster.
Kiel den 12. September 1822.

Herr Doctor!

Det har særdeles meget smertet mig, at jeg ikke fik taget Afsked med Deres Høiærværdighed før min Afrejse fra Kjøbenhavn. —

Overbringeren af dette Brev er Herr Holmbo fra Christiania, en Dyrker af de orientalske Sprog. Paa en Reise fra Paris er han kommen her igjennem. Han har Breve fra Grégoire til Biskop Münter, og ønskede tillige meget at gjøre Deres Høiærværdigheds Bekjendtskab. Jeg har saa meget hellere villet bidrage Hertzil, som jeg dog ønskede en Leilighed til at fortælle Dem om min Ankomst Hertzil, og om mine første Beskjæftigelser, hvorvel jeg dog hidindtil ikke har meget at fortælle, eftersom alt endnu er mig temmelig nyt. Med en Slags Velvillie er jeg vel i det Hele bleven modtaget af de herværende Professorer. Hvorvidt de dele denne Følelse med Studenterne, kan jeg endnu ikke vide, da mine Forretninger endnu ikke ere begyndte. Mit Otium har jeg anvendt til at udarbeide en dansk Grammatik paa Tydsk. Om faa Dage vil der blive begyndt at trykkes paa den. Den er efters. 78en splinterny Plan, og som jeg haaber, er det ikke blot Nyheden, der udgjør dens Fortjeneste. Denne Bog agter jeg at lægge til Grund ved de Forelæsninger, som jeg allerede har anmeldt over det danske Sprog, betragtet fra den almindelige Grammatiks Synspunkt, og sammenlignet med andre, beslægtede Sprog. Denne Gjenstand haaber jeg vil have almindelig Interesse ogsaa for dem, der mindre bekymre sig om det danske Sprog. Faaer jeg altsaa ikke Tilhørere i Vinter, og kommer følgelig mit Collegium ikke istand, da er Skylden i det mindste ikke min eller mit Æmnes, men maa tilskrives den Slendrian, ifølge hvilken Studenterne sædvanlig ikke bekymre sig om at lære Dansk, førend om Sommeren, som det sisdste Halvaar, der umiddelbar foregaaer Examen. Da imidlertid hiin Forelæsning vil blive temmelig abstract, og ikke tør eller practisk nok for rigtig at lære Sproget, saa har jeg tillige anmeldt et Collegium over den samme Gjenstand mere practisk behandlet, og forbunden med Læse-, Tale- og Skrive-Øvelse. Jeg har slet intet Haab om, at begge Forelæsninger ville komme istand. Kan jeg blot faae Tilhørere til det første Collegium, da vil jeg være meget tilfreds for i Vinter. — Dette er omtrent alt, hvad jeg har at fortælle D. H. Jeg haaber, at De deraf seer, at det, i det mindste fra min Side, ikke mangler paa Iver for at fremme den Sag, man har anbetroet mig.

s. 79— Min Moder anbefaler sig i Deres og Frues Erindring, og jeg selv henlever

Deres Højærværdigheds ærbødigste Tjener,
J. L. Heiberg.

Til H. C. Ørsted.
Kiel den 25de Marts 1825.

I et mismodigt Øieblik, af hvilke jeg her ikke har saa faa, modtog jeg Deres Brev, Herr Professor, og det var mig som en lægende Balsam. At jeg ved mit sidste lille Skrift ^*)Om den menneskelige Frihed. Kiel. Dec. 1824., der dog var mit første i et Fag, hvori jeg tilforn ikke havde yttret mig, havde vundet Bifald hos Een af de Faa, hvis Bifald det er mig at gjøre om, og iblandt disse Faa just hos Dem, hvis Mening virkelig er mig den vigtigste af alle, — var noget, jeg rigtignok havde haabet og ønsket, men som jeg dog ingenlunde vovede at vente. Jeg har vel i dette Skrift gjort opmærksom paa Hegel, uden hvilken en saadan Strid ikke synes mig at kunne føres, men det har dog ikke været min Hensigt at erklære mig selv for en Hegelianer (jeg har desuden meget imod alle ianere, uden Hensyn paa hvad Fornavn de bære foran dette deres Familienavn,s. 80som en Etymolog maaskee kunde falde paa at udlede af Asinus). Min Fremstilling er, saavidt jeg veed, temmelig min egen, og endog forskjellig fra Hegels, i det mindste i Methoden, uagtet den rigtig nok i et Hovedpunkt stemmer overeens med den hegelske, nemlig deri, at Villien betragtes som Friheden selv eller det Gode, det Onde derimod som Mangel paa Villie. Imidlertid have dog ogsaa ældre Philosopher havt lignende Ideer. Blandr andet synes mig i Platos Alcibiades at være Vink til den samme Synsmaade. Overalt anseer jeg det for umuligt, i egentlig Forstand at sige noget Nyt i Philosophien. Hvis nogen paastod at have gjort en philosophisk Opdagelse, saa maatte han efter min Mening være enten en Charlatan eller en Ignorant; thi det Hele kommer tvertimod kun an paa at bringe til Bevidstheden hvad som allerede slumrer i den, og — lig en Formynder for en rig Myndling — at indføre den menneskelige Aand, naar den er bleven myndig, i Besiddelsen af dens egne Eiendomme. Jeg holder mig for overbeviist om, at De i dette og i mere er enig med mig; ja Deres korte, men mig behagelige Dom over mit Skrift, har ei engang overrasket mig, thi jeg troer paa og er stolt af en vis Sympathie mellem vore Synsmaader, og hvorledes skulde ogsaa en saadan ikke finde Sted, da jeg skylder Dem min første videnskabelige Dannelfe?s. 81— En lille Opsats af Dem, som stod i Aftenbladets forrige Aargang ^*)Nyt Aftenblad 1824, Nr. 19. H. C. Ørsteds Samlede og efterladte Skrifter II Bd., 1850, S. 127—132., en Opsats, som De maaskee ikke selv lægger synderlig Vægt paa — det var en Tale ved de academiske Borgeres Optagelse — var som skreven ud af min egen Sjæl, og bestyrkede hos mig hvad jeg allerede i Forveien vidste, at ingen af vore Videnskabsmænd (hver enkelt forresten ufortalt) betragter Kunst, Videnskab og Mennesker fra et saa omfattende Synspunkt, som De.

Men for at komme tilbage til Hegel, saa kan jeg rigtig nok ikke andet end betragte ham som et af de største Genier, ved hvem Philosophien er kommen til en saadan Udvikling, at jeg ikke indseer, hvad ny Retning den fra nu af skulde tage for at komme videre (skjøndt jeg ikke med nogle af hans blinde Eftersnakkere kan antage, at den nu er sluttet) ; thi Alt findes i hans System, og ikke det mindste mangler. Hvad andre Systemer, for at være conseqvente, have maattet benægte og udelukke, være sig Aand eller Materie, være sig Følelse, Tro, sandselig Vished, Sværmerie, almindelige menneskelige Fordomme, o. s. v., alt finder heri sin bestemte Plads og den det tilkommende Realitet. Skulde jeg, som De træffende siger, bringe Sandhedsbrøken i hans Systems. 82til den mindst mulige Benævnelse, saa vilde jeg sige, at ingen af de Forestillinger, ved hvilke Philosophien hidtil er bleven staaende, ubetinget forkastes af ham, men at han heller ikke bliver staaende ved nogen af dem, som tilstrækkelig beroligende; thi han betragter som uvæsentlige Abstractioner næsten alt hvad man hidindtil har udgivet for den concrete Sandhed, men de have dog alle for saa vidt Realitet, som de ere Abstractioner af det Virkelige. Men ved dette forstaaer han ligesaalidt Tingenes Væsen som deres Phænomener, men begges absolute Eenhed. Naar han altsaa siger, at Ideen allerede er realiseret i det som er, eller i det Virkelige, og især i sin Retsphilosophie bruger denne Sætning imod alle Statsomvæltere, saa vil jeg vel ikke paatage mig at bedømme, om han i Anvendelsen er gaaet for vidt, men imod Sætningen selv, saaledes som han forstaaer den, kan vist ingen have noget at indvende, saa at de mange som ivre herimod, og sige — som jeg nylig læste i Recensionen over Schleiermachers Dogmatik i Hermes — „dass dieser neue Magus (Hegel) die Kunst „versteht, das bestehende Wirkliche von Grund aus „heilig zu sprechen" — ikke betænke, at de ved det Virkelige forstaae det abstracte Phænomen. Hans Stiil har rigtig nok noget afskrækkende, ja er endog ofte grammatisk urigtig, og derved uforstaaelig, men jeg troer dog, at man meget snart sætter sig ind is. 83den ; og naar man først har begyndt at fatte hans Ideer, bryder man sig ikke om Tørheden i Foredraget, da Sagen selv beskjæftiger Læseren saa meget, at han ikke vil faae Tid til at tænke paa den ydre Form. Saa tør og ucorrect som denne er, saa finder jeg den dog lettere og langt at foretrække for mangen anden, for fin Skjønhed berømt, men som istedenfor at gaae lige løs paa Tingen, sniger sig forsigtig som Katten om Grøden, af Frygt for at brænde sig, og derfor aldrig kommer til Maalet. Hegel fører os altid til et Resultat; andre, endog berømte Forfattere, maaskee ved en falsk Efterligning af den platoniske Form, tabe sig i hvad Tydskerne kalde „ein breites Hin- und Herreden", uden at vi deraf med Bestemthed erfare, hvad de egentlig ville sige os. Et mærkeligt Exempel herpaa giver den saa høit priiste Bog af Solger: Erwin, oder drey Gespräche über das Schöne. Ogsaa Göthe er ikke fri derfor, men hos en Digter er det tilgiveligt. Men jeg maatte tage meget feil, om ikke selv Schleiermacher heri svarer til sit Navn, thi han er langt stærkere i at refutere alle andre Systemer, end i at give os noget iftebenfor det han nedbryder. Man troer at maatte hænge et Slør over Templets inderste Helligdom, men det er tvivlsomt om man bruger dette Slør til at skjule hvad der er i Helligdommen, eller hvad som ikke er deri; og dettes. 84kalder man et esoterisk Foredrag. Gud forlade Plato, at han skrev sin Theætet, thi denne ligger dog til Grund for alle disse Nyeste-Platonikeres Stræben. Jeg finder saaledes, at man har Uret i at klage saa meget over Hegels Foredrag, thi dette er virkelig klarere, ja endog populairere end mange andre almindelig yndede Forfatteres, skjøndt hans Stiil vel rigtig nok har noget eiendommeligt Stivt og ved første Øiekast Asskrækkende. At asklæde den dette, vilde ikke være vanskeligt, ligesom det unægtelig vilde være fortjenstfuldt, at fremstille med egen Selvstændighed Gangen og Resultaterne af den hegelske Philosophie. Man kan endog sige, at Mangelen af et saadant Arbeide er følelig i Litteraturen, og er ogsaa ofte nok bleven beklaget, thi man har endnu aldeles ingen Kritik eller Undersøgelse af det hegelske System. (Jeg troer, at noget af det Bedste herom er den lille Artikel i Neue Folge des Conversations-Lexicons). Men hvad mig angaaer, saa tør jeg ikke tiltroe mig Bekjendtskab nok med dette System, for at løse en saa vanskelig Opgave og veed heller ikke, hvorvidt et saadant Foretagende vilde lykkes mig, da jeg dog føler større Tilbøielighed til at fremsætte mine egne Tanker, end til saa ganske at sætte mig ind i en fremmed Tankegang, som det her vilde være nødvendigt. Hvorvidt det vilde lykkes mig ved et saadant Arbeide at vinde Hegels egens. 85Tilfredshed, tør jeg heller ikke bedømme, thi vel har jeg gjort hans Bekjendtskab i Berlin, og han har endog viist sig usædvanlig artig imod mig, — saa at endog en af hans Tilhængere fagde i Spøg, at han havde aldrig før troet om Hegel at han kunde være galant; — men jeg kjender dog alt for lidt til hans Characteer. Rimeligt er det dog, at Forfatteren til et saadant Skrift, om han vandt Hegels Bifald, vilde gaae glip af Publicums og omvendt.

I en lille Anmærkning til Dr. Mynsters Recension af Howit's Determinisme, seer jeg, at han har taget mig mit Skrift ilde op. Imidlertid kan jeg forsikkre, at jeg under Udarbeidelsen deraf ikke havde mindste Anelse om, at den første Recension var af Mynster, thi jeg havde ventet den bedre fra hans Haand. Først under Trykningen erfarede jeg det, men det var da allerede for sildigt til at forandre mine Udtryk, og meer end disse kunde jeg dog ikke have forandret, da Recensentens Ravn naturligviis ikke kunde forandre min Mening om Recensionen. Jeg har isinde at skrive ham til herom, da jeg dog nødig vilde, at han skulde ansee mig for utaknemmelig imod sig.

Det er forresten en interessant Gjæring, som i dette Øieblik er i den danske Litteratur. Der manglede os en philosophisk Litteratur og denne Mangel synes meer og meer at føles, omendskjøndt mange afs. 86dem, som nu skrive over saadanne Gjenstande, synes mig at være Paa gale Veie, især Hjort, hvis Scotus Erigena var noget vel forkeert, men dog ikke saa maadelig, som hans første Hæfte mod Howit — og Rudelbach, som jeg havde troet og vel ogsaa troer endnu at være et philosophisk Hoved, skjøndt han i sit theologiske Tidsskrift viser sig som en fordreiet Herrnhuter.

Jeg har udarbeidet en nordisk Mythologie paa Tydsk, hvori jeg har oversat en heel Deel af Oehlenschlägers Nordens Guder og andre nordiske Digte. Den bliver nu trykt i Slesvig i Døvstumme-Institutet; jeg har allerede havt Correctur paa det 8de Ark.

Min Moder reiser vel med een af de første Dampbaade til Kjøbenhavn. Om jeg selv kommer med, veed jeg endnu ikke. Længer kan jeg rigtig nok ikke holde det Liv ud, jeg her fører, og maa nu af alle Kræfter være betænkt paa, enten at faae min Stilling forandret, hvad man saa længe har lovet mig, eller ogsaa reent at forlade Kiel. Dersom nogen vidste, hvad det vilde sige at være Lector i Kiel, og ovenikjøbet Lector i det danske Sprog, saa vilde han ikke finde det underligt, at jeg finder mig misfornøiet over at have tilbragt, til Skade for mig selv og til ingen Nytte for Andre, tre af mine bedste Aar, som jeg i en anden Virkekreds kunde have anvendt ganske anderledes. Om dets. 87Upolitiske i at gjøre den danske Litteratur til et Lectorat ved dette Universitet, hvor man taler om at ville hæve den, medens man tvertimod degraderer den, har jeg tidt nok yttret mig, men jeg har stedse præket for døve Øren. Holsteen synes at være vor Regjering en terra incognita, og jeg maatte tage meget feil, om den ikke kjendte Grønland bedre end Kieler Universitetet; thi den maatte ellers vide, at Lectoren i det danske Sprog er, som Lector, foragtet ved Universitetet, og dette er slet ikke forunderligt, naar Regjeringen selv nedsætter det forhen værende Professorat til det ringeste som det kan være. Den danske Litteratur burde ved dette Universitet tilfalde en Professor ordinarius, der har Stemme i Consistoriet, og det saa meget meer, som her kun er 7 extraordinarii, og derimod circa 21 Ordinarii, og hine paa det skarpeste adskilles fra disse — et Slags lærd Hierachie, som man i Kjøbenhavn ingen Idee har om. Professor Twesten har jo selv sagt mig, at saalænge jeg ikke var Professor maatte jeg ikke vente at kunne faae private Forelæsninger istand, men takke min Gud, at nogen vilde høre mine offentlige, hvilket allerede var et Særsyn hos en Lector. At faae Studenterne til at lære Dansk og høre Forelæsninger over nordisk Litteratur — og dette er jo min Bestemmelse — vilde jo være mig det letteste af Verden, saafremt ingen andre end jeg var berettigets. 88til at give dem de meget omspurgte Attester; men saalænge denne Rettighed tillige tilkommer begge Kantslerne og Prof. Clausen i Altona (og om end ikke de første gjøre synderlig Brug deraf, saa gjør den sidste det desto meer, thi jeg har i et Tidsrum af halvandet Aar ei udsledt meer end 4 Attester), saa kan jeg naturligviis intet virke. Hertzil kommer, at jeg ikke kan leve af min Gage, og kommer hvert Aar i dybere og dybere Gjæld, som bliver meer og meer trykkende paa dette Sted, hvor intet Venskab gjælder i Pengesager. De seer selv af alt dette, at jeg maatte have meer end en Engels Taalmodighed, for at holde dette Liv ud. Da jeg blev ansat, gav man mig Haab om, at der allerede i det første Aar skulde skee noget til min Stillings Forbedriug, men tre Aar ere nu næsten forløbne, og jeg er lige nær. Hvis jeg altsaa reiser til Kjøbenhavn — hvorom jeg ikke er enig med mig selv — saa er det, for at forlange paa det bestemteste — ikke en høiere Gage for det første, thi det veed jeg, har sine Vanskeligheder — men hvad der ikke koster Regjeringen noget, nemlig at gjøre mig til Professor Ordinarius i Skandinavisk Litteratur, med de dertil hørende Emolumenter, som heel Huusfrihed o. s. v. Uden en saadan Relief kan jeg ingenlunde vende tilbage, efter de Ydmygelser af alle Slags, som jeg nu i en Tid af to Aar hars. 89maattet udsiaae; at gjøre mig til simpel Professor extraord. er mig nu ikke nok, thi den omtalte Relief maa være i Forhold til de omtalte Ydmygelser. Ogsaa min oeconomiske Stilling vil derved forbedres, ikke blot fordi jeg dog saa kan holde Forelæsninger og nyde de Fordele, som ere forbundne med at høre til Consistorium, men ogsaa derved, at min Credit forhøies, naar man seer at Regjeringen gjør noget — ikke for mig personlig, thi det forlanger jeg ikke — men for den Post, jeg beklæder. Jeg forudseer, at man vil skrige høit over dette Forlangende, da man, Gud veed hvorfor, stedse betragter mig som en ung Mand, der kan vente. Men naar den første Skrigen har sat sig, saa vil man betænke, at jeg ikke er yngre, end Wachsmuth, Twesten, Burchardi.vare, da de bleve ordinarii, og at jeg har gjort mig mere bekjendt ved Skrifter end nogen af disse. Dette er Nr. 1 af min Begjæring; Nr. 2 er, at Rettigheden at udstede Attester skal for Eftertiden tilstædes mig alene, eller, om ogsaa begge Kantslerne endnu skulle forblive i samme, at da i det mindste ingen Fjerde maatte dele den med os. Endelig Nr. 3, at min Gage maa blive mig udbetalt, som de andre Professorer, ved Universitetskassen, og uden Afdrag, ikke som nu, paa Amtstuen, med et Afdrag af over 12 pc. — Hvis disse Betingelser ikke tilstaaes, saa er jeg mig selv, min Stilling ogs. 90alt hvad som staaer i Forbindelse med mig, skyldig at udbede mig min Afsked i Naade, for at forsøge min Lykke paa et andet Sted i Verden.

De vil spørge mig, hvilke Udsigter jeg da har paa noget andet Sted? Og jeg vil svare Dem med al den Oprigtighed, som De er berettiget til at fordre af mig, og sige Dem, hvad jeg benægter for alle andre, men som dog er sandt, at jeg kan blive ansat i det Preussiske, naar jeg vil. Skjøndt jeg, under mit Ophold i Berlin, ikke gjorde mindste Skridt dertil, erholdt jeg dog privatim, ikke fra Hegel, hvis Indflydelse nok ikke tænger er saa stor, men fra selve Ministeriet det Tilbud at blive Professor i skandinavisk Litteratur, enten i Berlin eller maaskee i Greifswalde, som den preussiske Regjering har udseet til ved dette Fag at erholde en Vigtighed, hvortil dets Beliggenhed gjør det skikket, saa meget meer som den danske Regjering forsømmer at give det lige saa godt beliggende Kiel den Vægt, som det derved kunde erholde i hele det lærde Tydsklaud. Skandinavisk Litteratur, som ved Regjeringeus egne Foranstaltninger her er nedsunket i Foragt, betragtes i Preussen som et vigtigt Fag, og Greifswalde, som hidindtil har staaet tilbage for de øvrige preussiske Universiteter, menes herved at kunne hæves til lige Rang med de andre. Saa forskjelligt bedømmes det samme Anliggende i to Nabostater! — At jeg endnus. 91ikke har faaet officiel Meddelelse af dette Tilbud, kommer af nogle smaa Vanskeligheder, som vel først maae ryddes tilside, men ogsaa og fornemmelig fordi man ikke troer, at jeg vil tage derimod, da jeg har yttret, hvad jeg virkelig ogsaa mener, at jeg høist ugjerne forlader mit Fædreneland, hvor jeg dog gjælder meer end noget andet Sted. Den Smule litteraire Ære, jeg har erhvervet mig i Danmark, giver jeg, saa ringe som den er, dog ugjerne slip paa, fordi det er den eneste jeg har, og fordi det er en egen Sag, naar man har fyldt sit 33te Aar, at maatte slaae en Streg over alt hvad man hidtil har gjort, og sætte sig fast i et nyt Sprog og en ny Litteratur. Hvis Halvdelen af hvad jeg har skrevet paa Dansk, havde været forfattet paa Tydsk, saa havde jeg forlænge siden havt et Kald til Preussen. Jeg har nu intet andet at beraabe mig paa end min ubetydelige Dissertation over Calderon og min lille Formenlehre der dänischen Sprache. Det preussiske Ministerium har derfor ogsaa ladet mig anmode om, jo før jo heller at udgive nogle tydske Skrifter; og disse skulle nu ogsaa lidt efter lidt udkomme, eftersom min Nordische Mythologie nach der Edda und Oehlenschläger, mine Grundlinien zum Systeme der Aesthetik, min Philosophie der Sprache, min Theorie des Zufalls og et Bind dramatiske Digtninger komme for Lyset. Langts. 92kjærere var det mig at udgive det meste af dette i mit Modersmaal, hvori jeg har begyndt min litteraire Udvikling, og hvori jeg heller fortsatte den, end begyndte den paany i et fremmed Sprog; men hvad hjelper det mig til at skrive paa Dansk? Snarere synes mig litterair Virksomhed hos os at være en Anstødssteen ved Befordring. I det mindste er det Tilfældet i Kiel, hvor vi have Exempler nok paa denne Sandhed. Saa ugjerne jeg altsaa forlader mit Fædreneland, saa kan dog Nøden tvinge mig dertil, og denne Nød er allerede for Døren, ifald Regjeringen ikke bevilger mig mine omtalte Begjæringer. Jeg bliver da, som sagt, nødt til at tage min Afsked, og gaae ufortøvet til Berlin, hvorved jeg intet risquerer; thi en Mand, som er Baron Altensteins høire Haand, har endog bedet mig om, saafremt jeg intet kunde udvirke for mig i Kiel, da uden videre at reise til Berlin, hvor han nok skulde sørge for mig; og dette har han lovet mig med Ord og med Haandslag.

Kun een Udvei seer jeg endnu til at lade dette Skridt være, som jeg saare nødig gjør, og denne er, om jeg kunde blive ansat ved Kjøbenhavns Universitet. De meente engang, Herr Professor, at jeg vel kunde blive ansat i Kjøbenhavn i den praktiske Philosophie. Hvis dette endnu lod sig gjøre, og paa nogenlunde gode Vilkaar, og — hvad der er Hovedsagen —s. 93strax (thi jeg kan og vil ikke spilde slere Aar i min nærværende Stilling) saa vilde jeg langt foretrække det for at gaae til Preussen. Lad mig — jeg beder Dem — vide, og jo før jo heller, hvad De troer herom, saavelsom om mine andre Planer, for at jeg deraf kan see, om det er Umagen værdt at jeg reiser til Kjøbenhavn i disse Paaskeferier eller ikke.

Den 28de.

Min Moder og jeg gratulere til den nye Datter og glæde os oprigtig over, at det i eet og alt gaaer Dem vel; og min Moder beder mig endnu tilføie, at hun fremfor alt glæder sig til at see Dem og Deres Frue i Kjøbenhavn. Alt vel betænkt, maa jeg dog nødvendig i disse Ferier til Kjøbenhavn, og indgiver derfor idag min Ansøgning om Urlaub. Meget vilde det dog glæde mig at see Brev fra Dem forinden min Afreise. — Har De ikke hørt noget fra Hauch? Det foruroliger mig tidt intet at vide om ham og hans Helbred. — Denne lange Epistel har, som De seer, ligget en Postdag over, fordi den blev for sildig færdig. Jeg forbliver Deres taknemmelige

og meget hengivne
J. L. Heiberg.

Fra H. C. Ørsted.
Kjøbenhavn, d. 1. April 1825.

Da jeg saa snart tør haabe at see Dem her, maa jeg ile at skrive, paa det at mit Brev endnu kan træffe Dem. Jeg takker Dem for Deres udsørlige Svar angaaende Hegels Philosophie. Jeg tilsterner at De giver mig Lyst til at gjøre mig bekjendt dermed. Ved Hegel er jeg standset i min Fremgang med den philosophiske Litteratur, fordi den megen Tomhed trættede mig. Jeg er fuldkommen overbeviist om, at Philosophiens Forretning kun er at vække Ideer, som slumre i os; men desto mere maa den, som vil paatage sig denne Forretning, stræbe at tale tydeligt. Til Tydeligheden regner jeg Kortheden med. Det er forunderligt hvor sjeldne korte og indholdsrige Bøger ere, uagtet Efterslægten dog betaler dem med Udødelighed, medens de vidtløftige og indholdstynde ikkun betales høiere af Boghandleren. Et Skrift hvori Speculationens Resultater og egentlige Grunde vare fremsatte med samme Klarhed og Korthed som den man finder i Lessing über die Erziehung des Menschengeschlechts, forestiller jeg mig som en overordentlig Gave for Litteraturen; men som vist nok vilde fordre et langt Studium. — I Henseende til Hegelss. 95Philosophie, som jeg kun kjender af Beretninger, havde jeg endnu meget at spørge Dem, iblandt andet: ved hvilket Ordspil han kan bruge det Virkeliges Realitet til Forsvar for det Bestaaende, det Nuværende? thi da blev Forandringen kun umoralsk indtil den var fuldført! Dog jeg skal bede Dem om Svar paa adskillige slige Spørgsmaal, naar jeg seer Dem.

Deres Idee, at opnaae et Professorat i den skandinaviske Litteratur forekommer mig meget vel grundet. Mig synes det meget rimeligt og billigt, at De opnaaer dette Ønske. Paa en Ansættelse i Kjøbenhavn er for Øieblikket ikke at tæuke, da Universitetet er i den største Pengetrang. En Ting af den yderste Vigtighed tør jeg ikke undlade at berøre. De taler om at tage Deres Afsked, om Deres Ønsker ei opfyldes, da De er vis paa en Ansættelse i Preussen. Jeg beder Dem, ikke at gjøre sligt, uden den strængeste Overvejelse. Stol ikke paa Løfter; men mag det saa, at de fetaer et ordentligt Tilbud før de giver slip paa hvad De har. Det er utroligt hvor ofte dygtige Folk ere blevne bedragne, naar de have ladet sig forlede til at bortgive hvad de havde mod blotte Løfter. — At De ønsker at holde Dem til den danske Litteratur glæder mig. Vi trænge haardt til saadanne Folk; kun gjør det mig ondt at der er saa liden Udsigt til at beholde Dem her. At De har yttret Dem saa ufordelagtigt angaaende den omtaltes. 96Recension er ogsaa i denne Henseende Skade. Jeg kan ikke nægte, at jeg heller ikke var tilfreds med Recensionen, saa længe som jeg troede den skulde være det eneste Svar paa Howit's Bog; men som en indsigtsfuld Geistligs Yttringer behagede den mig mere og ved Howites Svar blev jeg ganske forsonet dermed; især da den anden Recension kom til, hvori det forekommer mig at H. er hæsligt blottet, uagtet den fornemme Mine han tager sig. Det hvorfor jeg er vred paa Howit, er ikke at han staaer paa det Standpunkt hvorpaa han staaer, men at han med saa megen Storagtighed og falsk Pral af Læsning i Bøger, hvoraf han intet forstaaer, paatager sig en Hovmestertone over Folk, der have bedre Indsigt. De har selv heller ikke tilstaaet ham nogen philosophisk Indsigt; men den venskabelige Maade, hvorpaa De ellers taler om ham, og især den Omstændighed, at De er hans Modstandere mere eller mindre imod, har gjort ham dette nogenlunde taaleligt.

Jeg begyndte paa at skrive dette Brev i Morges, men er uophørligen bleven hindret, saa at jeg nu maa ile med at slutte det. Jeg havde havt i Sinde ogsaa at skrive Deres Moder et Par Ord til; men maa nu opgive det. Jeg haaber snart mundligt at forsikkre hende om mit uforandrede Venskab. Ligeledes glæder jeg mig til at tale med Dem, og afhandles. 97mangt et videnskabeligt Capitel, som ere for store for mine uordentlige Breve.

Deres hengivneste
H. Ørsted.

Til I. P. Mynster.
Kiel, 7. April 1825.

Høistærede Herr Doctor!

Da jeg i forgangne Efteraar udarbeidede mit litte Skrift om den menneskelige Frihed, og fandt mig foranlediget til i samme at opponere ei blot imod Prof. Howit, men ogsaa mod hans Modstandere, bestræbte jeg mig for at føre denne Strid med den Urbanitet, jeg ikke blot var de hæderlige Mænd skyldig, der allerede havde opløftet deres Stemme, men ogsaa Sagen selv, der, ifølge sin Natur, burde forhandles indenfor den videnskabelige Polemiks Grændser, og ikke neddrages i den Sphære, hvori de danske Stridsskrifter kun altfor hyppigen tumle sig. Ikke desmiudre troede jeg dog ogsaa at maatte undgaae den modsatte Yderlighed, der heller ikke er saa sjælden, den at gaae altfor varsomt udenom Gjenstanden, af Frygt for at fornærme nogen af de stridende Parter, istedenfor at sige sin Mening bestemt og fyndigen, samt blande i Foredraget noget Salt ogs. 98Peber; hvilket er himmelvidt forskjelligt fra Grovhed og Smudsighed, ja endog et nødvendigt Ingredients i polemiske Skrifter, der ellers let blive fade for Pluraliteten af Læsere. Etatsraad Ørsted, Professor Sibbern og Professor Howit ville vist alle tilstaae mig, at jeg med Hensyn til dem har undgaaet Polemikens Scylla og Charybdis, idet jeg uden personlig Fornærmelse (og hvad Grund skulde jeg vel ogsaa have til en saadan?) har kraftigen opponeret imod dem alle tre.

Breve til og fra J. L. Heiberg.

6

Saa meget mere skulde det gjøre mig ondt, om Deres Høiærværdighed fandt, at jeg, med Hensyn paa Dem, havde været mindre heldig i at undgaae det ene af de betegnede Skjær. Mig selv er denne Mistanke aldrig faldet ind, og det af den naturlige Grund, at jeg aldrig med fjerneste Tanke kunde have isinde at sige det ringeste Fornærmelige imod en Mand, for hvem jeg selv har den allerstørste Agtelse, og hvem jeg er Taknemmelighed skyldig, fordi han ved alle Leiligheder har viist sig som min Ven og Beskytter. Jeg har kun afveget fra ham i en philosophisk Synsmaade, hvori det desuden er sjeldent at finde to Mennesker fuldkommen enige; men herfra er en uendelig Afstand til fjendtligt Angreb paa en ærværdig Individualitet, for hvilken Ingen bøier sig dybere, end Forfatteren af disse Linier. Mig selv falder det let, saavel i hvad jeg skriver mod Andre,s. 99som i hvad Andre skrive imod mig, at abstrahere fra Personen, og holde mig til Gjenstanden. Jeg forndsætter derfor hos Andre det samme Talent — om jeg saa maa kalde det, thi det er virkelig ligesaa sjældent, som noget andet Talent —, og jeg er overbeviist om, at Ingen besidder det i høiere Grad end De selv, omendskjøndt jeg af en Note til Deres sidste Recension i Litteraturtidenden øste den Frygt, at der dog nok her maatte sinde en Misforstaaelse Sted — for hvilken jeg gjerne anklager mine egne Udtryk, men ogsaa kun disse. Jeg havde nemlig, dengang jeg skrev min Afhandling, ei den mindste Anelse om, at den første Recension var af Dem; men jeg holdt mig, af indvortes Kriterier, hvilke rigtig nok, som jeg seer, kunne bedrage, for overbeviist om, at den maatte være af Kolderup-Rosenvinge; men selv denne Tilstaaelse maa overbevise Dem om, hvor lidet fjendtlig min Stemning mod Recensenten har været, da Rosenvinge er min Ungdoms Ven, hvem det aldrig kunde falde mig ind at ville fornærme. Kun troede jeg, at kunne tiltale ham i en kraftig Tone, som den sømmer sig mellem Jevnaarige og Ligemænd paa Videnskabernes Bane. Min Bemærkning angaaende Recensentens Anti-Gallicanisme ^*)J. L. Heibergs prosaiske Skrifler, I Bd., 1861, S. 80. var directe stilet imod ham, paa hvem dens. 100virkelig passer ligesaa godt, som den passer slet paa Dem, thi han er, med alle sine Fortrin, eensidig i sin Smag, hvilket jeg af mundtlige Disputer ofte har erfaret. Jeg tilstaaer — hvad jeg desuden, efter at have udgivet mit Skrift, ikke længer kan benægte — at den første Recension forekom mig alt for lidt omfattende, bevægende sig om et eensidigt abstract Standpunkt, ligesom Prof. Howit paa sin Side om et ligesaa eensidigt, ligesaa abstract; og just derfor troede jeg, at Recensionen maatte være af Rosenvinge, ikke af Dem, som jeg altid har været vant til at see paa det høieste Standpunkt, især da De i Deres fortræffelige Prædikener — som ideligen tjene min Moder og mig til Opbyggelse, naar vi ikke vente at finde en saadan i Pastor Harms's Gudstjeneste — har afhandlet de dybeste Sandheder med den største Klarhed og den ædleste Varme.

6*

Maatte denne min oprigtige Tilstaaelse være Dem Borgen for, at hvis noget i mine Udtryk har stødt Dem, da var dette Stødende ikke beregnet paa Dem, men paa en Anden, og var, selv under denne Forndsætning, ganske udenfor Forfatterens Hensigt. Det er mig nødvendigt at lette min Samvittighed ved at tilskrive Dem dette, saa meget meer, da jeg om faa Dage haaber personlig at tale med Dem, thi min Moder og jeg have isinde at reise idag otte Dage til Kjøbenhavn.

s. 101Deres anden Recension synes mig at bære langt mere Spor af sin Forfatter, end den første; thi den vidner om et vedholdende Studium af og nøie Bekjeudtskab til de forskjellige philosophiske Systemer, en Kundskab, hvori jeg selv staaer meget tilbage, men jeg haaber at kunne oprette hvad jeg deri har forsømt.

Min Moder sender Dem sin forbindtligste Hilsen. Hun glæder sig meget til snart at tale mundtlig med Dem.

Jeg selv forbliver
Deres Høiærværdigheds
meget forbundne
J. L. Heiberg.
s. 102

s. 103V.

(1825. 1829. 1830. 1831.)

s. 10421. Fru Rahbek til J. L. Heiberg 21. Nov. 1825.

22. J. L. Heiberg til Fru Rahbek 22. Nov. 1825.

23. J. L. Heiberg til K. L. Rahbek 8. Febr. 1829.

24. H. C. Ørsted til J. L. Heiberg 23. April 1829.

25. J. L. Heiberg til H. C. Ørsted 24. April 1829.

26. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 20. Juni 1829.

27. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 3. Nov. 1829.

28. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 22. Juni 1830.

29. Poul Møller til J. L. Heiberg Omtr. Juli 1830.

30. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 17. August 1830.

31. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 11. Jan. 1831.

32. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 29. Marts 1831.

33. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 21. Juni 1831.

34. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 2. August 1831.

Fra Fru Rahbek.
Nov. IX. per. Jul.

Kjære Spanske!

Vil Du være saa god, at bringe Din Moder disse usle Geburtsdags-Foræringer, der ikke vel kunde være mere fordringsfrie, da de kun bestaaer af Seglgarn og simpelt hvidt Papir; og vil Du tillige sige hende, at naar hun i disse Ubetydeligheder blot seer min gode Villie, saa er den vigtigste Deel af min Hensigt dermed opfyldt, og jeg renoncerer da villigen paa den mindre vigtige, den nemlig, at hun — som selv er saa nydelig — ogsaa skulde have faaet et nydeligt Arbeide at see. At opregne Hindringerne for mit Arbeides Nydelighed, vilde trætte Dig og snart og mig selv med, og da jeg dertil desuden i dette Øieblik mangler den fornødne Tid, saa opsættes det til mundtlig Samtale, der vel i pænt Frostveir engang vil finde Sted.

Endnu maae jeg bede Dig anvende lidt af Din megen Kløgt og Vittighed paa at bevise hende, at det idag virkelig er den 9de Novbr. efter gammels. 106Stiil; thi derom kunde maaskee iblandt de Lærde blive lidt Strid. Men jeg regner saaledes, at naar der Aaret 1582, da Gregorius den Trettende lod den nye Calender indsøre, maatte afkortes 10 Dage og dette senere blev til 11 Dage, saa er det efter mit Skjønnende høist rimeligt, at det nu er 12 Dage, og i dette sidste Tilfælde er det just den 9. idag, efter gammel Stiil. At jeg forresten ikke rigtig veed, om det er saa, tilstaaer jeg gjerne; overalt veed Du nok, at siden der er blevet saa megen Alvidenhed i Verden, er der langt mindre af sikker Videnhed i nogen eneste Ting; men Thune, eller hvad han hedder, der regjerer over Astronomien — maa vel ialfald kunne sige os det.

Men jeg havde meget mere at sige Dig — og jeg vilde ogsaa saa gjerne have skrevet et Par Ord til Din Moder — naar blot ikke Stine derved blev opholdt fra sin Bhgang, og ifølge deraf kom igjen for sildig hjem, hvilket R. slet ikke kan være tjent med. Jeg maa da nødes til at holde op med mit Smørerie, anbefalende mig til Din, Din Moders, og den fortræffelige Gygge's ^*)Gygge ɔ: Georg Bunten, Fru Gyllembourgs Pleiesøn. venskabelige Erindring.

Din hengivne
K. M. R.

Rahbek hilser.

Til Fru Rahbek.
Kjøbenhavn den 10. November 1825, per. Jul.

Kjære Fru Rahbek!

Af Datum paa mit og min Moders indlagte Brev vil Du see at vi begge have antaget den julianske Tidsregning, der ikke kan andet end være os begge velkomne, først fordi vi gjerne antage et Forslag som kommer fra en saa elstværdig Haand som den der har forarbejdet de nydelige Foræringer, og skrevet de, om muligt, lige saa nydelige Breve til mig, dernæst fordi vi ved denne forandrede Tidsregning blive begge noget yngre (et Argument der slog min Moder, ligesom Fugl Phønix, hvem hun troede derved at kunne forynge sig med); endelig fordi vor — og især min — Grovhed og Uforskammenhed derved bliver mindre, eftersom Dit Brev af 7. November jo nu bliver besvaret den 10. istedenfor den 22. Til Forsvar for denne min, dog ufrivillige Grobianisme, maa jeg dog anføre, deels at jeg bliver saa betagen af Glæde, hvergang jeg seer Dit Bud træde ind med eet af Dine elskværdige Breve, hvori jeg finder mere Poesie end i alt hvad jeg har læst i de sidste 10 Aar, at jeg, som en Beruset, ikke kan kræves til Ansvar for mine Handlinger; deels at jeg havde isindes. 108at svare Dig mundtlig, for at lade Dig blive i Troen, at der virkelig er en Svada, som jeg er begavet med, en Reputation som jeg let kunde tabe, naar Du saae Sort paa Hvidt for det Modsatte. Men Mennesket spaa'er, Gud raa'er, som man siger for Rimets Skyld. Jeg har i disse Dage havt Lejlighed til at sande denne licentia poëtica, da mine egne Vaudeville-Licentser ere blevne meer end billigt beklippede — som vel Rahbek har fortalt Dig — saa at jeg har været nødt til at rende den hele Dag fra Herodes til Pilatus (hvilken Mand der menes ved Herodes, der slaaer de uskyldige Vaudeville-Smaa ihjel, giver jeg dig selv at betænke; Pilatus er Holstein, som vadsker sine Hænder, og siger, han kan ikke gjøre ved det); og har næsten ikke nydt andet end den Ærgrelse jeg har ædt ind i mig i al den Tid. Denne Føde har gjort min Tyndhed endnu tyndere, og jeg skammer mig derfor for at vise mig mundtlig (som en Fætter af mig pleier at sige), hvorfor jeg altsaa omsider tager det Parti at komme skriftlig. Om saa Dage haaber jeg at være saa retableret, at jeg kan med fornyede Kræfter tiltræde Reisen til Bakkehuset, trods alle Orkaner, thi jeg vil see at faae Poul Møller med, hvis Bistand i stor Blæst jeg fuldkommen erkjender med Dig, men som vist ikke har mere Medlidenhed med Vaudeville- end med Seglgarns-Sager.

s. 109Indtil da takker jeg Dig foreløbig for al Din Godhed og beder Dig hilse Rahbek ret meget fra

Din hengivne
Spanske.

Til Rahbek.
Kjøbenhavn den 8de Februar 1829.

Kjære Rahbek!

Med hvor megen Deeltagelse jeg har erfaret Dit sørgelige Tab, behøver jeg ikke at sige Dig. Længe havde jeg desværre forudseet det, men Efterretningen derom forekom mig ikke desmindre som noget aldeles Uventet, der dybt rystede mig, saa meget mere, som jeg selv var syg, og saaledes dobbelt modtagelig for ethvert smerteligt Indtryk. Ogsaa min Moder har begrædt Tabet af en Veninde, der, omendskjøndt hun kun sjelden saae hende, dog i hendes Tanker var hende nær, og af hvis kunstfærdige Haand hun besidder flere, nu tidobbelt dyrebare, Erindringer. Ogsaa hende forbausede den uventede Efterretning i høieste Grad; thi sandelig, uagtet vi vare forberedte paa det sørgelige Udfald, saa troede vi det dog ikke saa nær, thi vel maatte det forekomme Enhver utroligt, at saa stor en aandelig Kraft, saa sjelden en Vivacitet, saa pludselig kunde udslukkes. Min Fader, hvem jeg allerede i Sommer havde forberedt paa Efterretningen, forsikkredes. 110jeg i mit sidste Brev, efter at jeg selv havde seet Fru Rahbek (det var den Aften, jeg forelæste Elverhøi, og dette er den sidste Erindring jeg har om min moderlige Veninde), at hendes Tilstand dog med Guds Hjelp ikke var saa farlig, som jeg efter Beretningen derom havde troet. Naar jeg nu skriver ham til — formodenlig med næste Post — maa jeg desværre underrette ham om mit feilslagne Haab.

Breve til og fra J. L. Heiberg.

7

Jeg føler dybt, at mellem alle dem, som kunde eller burde plante en Blomst paa den kjære Afdødes Grav, var ingen mere forpligtet dertil, end jeg, hvem hun i min Barndom har viist Velgjerninger, og siden, med kjærlig Forglemmelse af enhver i hiin Tid forefalden Drengestreg, har vedbleven at beære med sit Venskab. Men Oehlenschläger er kommen mig i Forkjøbet; han har paa saa skjøn en Maade og med saa megen Inderlighed udtrykt de Følelser, som i dette Øieblik opfylde hendes mange Venner, at.jeg maa befrygte, at mine Ord kun blive en Efterklang af hans Qvad. At ved denne Lejlighed kun saa Faa have vovet at bringe sine Følelser paa Papiret, har vist nok sin Grund i den Overbeviisning, at man enten maa offre Camma noget Fortræffeligt, eller ogsaa med en stille Taare begræde hendes Tab. Dog — hendes Minde er uudsletteligt, det lever i Utalliges Hjerte, det knytter sig endog paa mere end een Maade til vor Litteratur, og vil vedblive at leve i og med den. Anledningen til at vise hende et værdigts. 111Monument er derfor hverken idag eller imorgen forbi; den er stedse forhaanden, og vil vist nok blive benyttet af Mange. Maatte det ogsaa lykkes mig, at gjøre i denne Henseende hvad mit Hjerte paalægger mig!

Ved Møhl og David har jeg havt hyppige Efterretninger fra Dig. Det har ret smertet mig, at min Sygdom forhindrede mig fra at slutte mig til deres Vennekreds, naar de i Virkeligheden udførte hvad Oehlenschläger har bebudet i den næstsidste Strophe af sit Digt. Saasnart den strenge Frost aftager, gjør jeg Parti med een af hine Venner, og kommer ud til Dig en Aften paa det gamle, endnu stedse saa kjære Bakkehuus.

Tusind venlige Hilsener fra min Moder, og Bevidnelsen om den inderligste Deeltagelse baade fra hende og

Din stedse hengivne
J. L. Heiberg.

Fra H. C. Ørsted.
Den 23 April 1829.

Høistærede Ven.

Jeg har nærmere overveiet vore Forhandlinger i Aftes ^*)Om Heibergs Recension af Oehlenfchägers Rolf Krake. (Prosaiske Skrifter, III Bind, 1861)., og troer at det vil være ret godt om mans. 112engang opsætter skriftligt de Punkter, hvorom vi ikke syntes at kunne blive enige, og derpaa bestemmer, om vi skulde foredrage hele Selskabet ^*)Den samlede Redaction af Maanedsskriftet for Litteratur. noget derom. At dette Brev vil være meget flygtigt og tildeels skjødesløst forudseer jeg, men haaber Undskyldning derfor, da jeg kun har en meget kort Tid idag at anvende derpaa.

7*

Et Hovedspørgsmaal synes det mig at være, om man tør antage den Sætning, at den som nægter sit Lands Guder, og ikke antager en anden positiv Religion, er en Atheist. De vil sige, at jeg ikke stiller Spørgsmaalet rigtigt, og at De kun paastaaer, at den som antager en Gud, der ikke kan erkjendes, der ikke aabenbarer sig (forstaaer sig hverken i Ord eller Gjerninger ɔ : hverken i Historie eller Natur), er en Atheist. Men tager De Sætningen saaledes, saa har den intet med vor Sag at gjøre. I Rolf Krake handles om en Mand, der antager Alsader, som har frembragt Alt, og som skal regjere, naar Guderne ere forgaaede. Jeg mener at man ikke kan erklære en saadan Mening for Atheisme, uden at forandre Ordenes Betydning. Baade som gammel Ven og som Medarbeider til et fælles Maal maa jeg sige reent ud, at det synes mig at ligne noget Kjettermageriet, at ville sætte det omhandlede Sted i saa inderlig Forbindelse med Religionen.s. 113Mig synes at her er kun Spørgsmaalet, hvor poetisk rigtig den omhandlede Allegorisering er.

Det andet Hovedspørgsmaal (det første i Tidsordenen) er om Maaden, hvorpaa man skal skildre den philosophiske Tendents, De misbilliger hos Oehlenschläger. De vil henføre den til Philantropisterne. Jeg interesserer mig ikke mere for disse end for noget andet faldent litterarisk Partie. Men for det første synes mig den Fremgangsmaade at bruge saadanne Partiers Navn til Haan ikke rigtig; man har hørt denne saa tit, at det var mere værd, at see hvad godt de havde udrettet. For det andet saa er denne Henførelse af Mænd til visse Partier, som de selv ikke vedkjende sig, forhadt, og i Slægt med Kjettermageriet. For det tredie synes det mig ikke, at man har tilstrækkelig Data nok til at henføre Oehlenschläger til dette Partie; det synes endog aabenbart, at en Mand, der har hørt til et aldeles modsat Partie, og nu forlader det, ikke ganske vil kunne antage Forestillingsmaader, som dette tildeels fortrængte, men i det mindste dermed maa forbinde noget Egent.

For det tredie, og dette kom ikke ret paa Tale iaftes, forekommer det mig, at De altfor meget stræber efter at construere hele Digterens Aand, hvilket jeg troer man bør overlade til Efterverdenen. Af denne Construeren opstaaer en vis Overmandstone, som jeg ikke troer man bør tillade sig uden mod Stymperne.

s. 114Over disse tre Punkter synes det mig, at vi maa consultere Selskabet, hvis vi ikke blive enige; thi skal vort Tidsskrift have en bestemt Farve, maa man over slige Punkter komme til Enighed.

Dette, som Medarbeider. Som Ven tillade De mig endnu at bede Dem vel overveie, om De ikke maaskee i disse Sager lader Dem for meget lede af skuffende Theorier. Jeg har selv været i dette Tilfælde, og er kun seent vendt tilbage. Lykkeligviis har min Dovenskab i at skrive gjort, at det mindste deraf er kommen paa Prænt. De er en Mand, hvis Arbeider man om mange Aar atter vil læse; vil De da, at man skal finde alt for Meget, der blot er Tidsalderens Eensidighed? Vi maa alle betale vor Tribut dertil; men jo mindre jo bedre. Efter saa mange gjennemlevede videnskabelige Revolutioner troer jeg, at vi bør være dobbelt varsomme, og at vi kunne være det.

Om jeg ikke her har lagt mine Ord nok paa Vægtskaalen, og maaskee sagt endog mere end jeg vilde sige, haaber jeg dog at De undskylder dette, og af det Hele seer, at jeg med uforandret Venskab og Høiagtelse er Deres

Hengivne
H. C. Ørsted.

Til H. C Ørsted.
Kjøbenhavn den 24 April 1829.

Gode Hr. Etatsraad! Jeg maatte have glemt, hvor meget jeg skylder Dem, hvis ikke Deres venlige Brev fra igaar havde tiltalt baade min Forstand og mit Hjerte. Af Deres Mund har jeg modtaget saa mangt et nyttigt Vink, saa mangen gavnlig Advarsel, at jeg stedse er og vil være beredvillig til at høre og overveie Deres Meninger fremfor nogen Andens. Det har længe været mit Ønske at fremsætte mine philosophiske Anskuelser saaledes, at vore første Vidensiabsmænd, og især De, Hr. Etatsraad, indrømmede mig det Grundede deri; men deels stræber jeg selv endnu bestandig efter en mere omfattende Erkjendelse, inden jeg tør vove derpaa; deels er det jo, trods min fasteste Overbeviisning, dog altid en Mulighed, at jeg tager feil, men denne Mulighed hverken kan eller bør opholde mig, thi det er mere ærefuldt at tabe i en saadan Strid, end slet ikke at indlade sig paa den. Jeg har nøie overveiet Deres Bemærkninger, og beder Dem nu kun om at betragte de følgende Linier skrevne ikke blot i den Hensigt at redde min Recension, men ogsaa til det personlige Formaal, at retfærdiggjøre mine Meninger for Deres Øine. Allerede iforveien maae jeg — meds. 116langt mere Grund end De — bede Dem om at undskylde det Usammenhængende i Fremstillelse, og det Overilede i Udtrykket, som sagtens vil indløbe mod min Villie.

Den første Indvending er angaaende Atheismen. Foreløbig bemærker jeg, at med Hensyn paa Recensionen kunde jeg forbigaae denne, eftersom det tilsigtede Sted er blevet udslettet. Men til min private Retfærdiggørelse tillader jeg mig at anføre Følgende: De medgiver, at den som antager en Gud, der ikke kan erkjendes, er ligesaafuldt Atheist, som den der reent ud nægter ham. Rolf Krage er netop i dette Tilfælde. Vel antager han en Gud som har frembragt Alt, og som skal leve og regiere, naar Alt er forgaaet; men dette Udsagn om Gud er endnu langt fra hans Erkjendelse. Det gaaer dermed ligesom med de gjængse Udtryk om Guds Almagt, Viisdom og Godhed. Alle disse Benævnelser kunne indeholde Erkjendelsen, men de kunne ogsaa være uden den. Al Erkjendelse beroer paa en fortsat Deduction; Guds Aabenbaring i Historien og i Naturen kan altsaa ikke erkjendes uden ved en fortsat Traad, som leder fra disse Phænomener til Væsenet, men hvo seer ikke at de Fleste, som omtale Gud som Ophav og Styrer af Alt, gjøre et Spring, hvor just Sammenhængen var nødvendig? Derfor have ogsaa disse og lignende Udtryk tabt næsten al Credit, this. 117det er saa let at gjøre dem til blotte Phraser, og mere er de vist nok ikke i de Flestes Mund. Den gjængse Anskuelse falber derfor meget sammen med den physico - theologiske, der søger Guds Erkjendelse umiddetbart i Naturen, og et Analogon dertil sindes vel ogsaa i Historien. Men ba baade Naturen og Historien ere ufuldkomne, for saa vibt som de kun paa en ufuldkommen Maade udtrykke Ideen, saa har man jo ogsaa for længe siden bemærket den physico - theologiske Anskuelses Vilkaarlighed, thi ved at betragte Naturen, (og liges aa Historien) kan man ligesaa umiddeibart komme til det modsatte Resultat: at Gud hverken er almægtig eller viis eller god, og, da dette er en Uting, at han slet ikke existerer. At slutte sig til Guds Existens, derfra at Fuglene bygge Rede, at Dyrene samle Vinterforrad, o. s. v. er aldeles ingen Slutning, og følgelig ingen Erkjendelse. At slutte sig dertil fra Naturens Skjønhed (saaledes som Rolf Krage) giver strax en fastere Overbevisning, men ligesaalidt en Slutning, følgelig ligesaalidt Erkjendelse; men denne Tro er dog langt fra at svare til Troens Begreb, der nødvendig forudsætter en positiv Religion. Hvo som hverken har positiv Religion eller Philosophie, har heller ingen sand Overbevisning om Gud. Derfor troer jeg gierne, at de fleste bannede Mennesker i vore Tider ere Atheister, og jeg selv vilde være det, hvis ikkes. 118min Philosophie reddede mig derfra. Den videnskabelige Betragtning af Naturen og Historien gaaer ud paa at sinde den i begge aabenbarede Fornuft eller rettere sagt: Aand, og denne Fremgangsmaade er den eneste videnskabelige Vei til Guds Erkjendelse. Enhver sand Videnskabsmand arbeider derfor til dette Maal. Dersom Rolf Krage havde sluttet fra Naturens Skjønhed, Kjærlighed o. s. v. umiddelbart til Alfader, saa vilde jeg ikke kalde ham Atheist; men da han kun slutter derfra til de enkelte tilsvarende Guder, paa hvilke det dog er aabenbart, at han ikke troer, saa er hans Slutning fra det Hele til Alfader ikke mere værd end hine partielle Slutninger, og nedværdiges til en tom Phrase. Atheismen bør efter min Mening ikke defineres som Benægtelsen af Guds Existens, men som Benægtelse af Guds Erkjendelse, være sig i Tro eller Viden. Forresten maa jeg af al Magt opponere mod en Sammenstilling mellem dette System og det nu gjængse Bigotterie. Da jeg fordrer Guds Erkjendelse, og Troens egen Erkjendelse, saa er begge himmelvidt sorskjellige.

Deres anden Indvending angaaer Philanthropismen. Hvis Udtrykket er urigtigt valgt, saa bør det ombyttes med et andet. Men i Henseende til Deres tre Grunde, maa jeg bemærke:

ad (1). Det har ikke været min Mening at bruge Ordet i haanlig Betydning; jeg har tvertimods. 119brugt det for at betegne et Factum, nemlig Henførelsen af alle aandelige Evner til det gode Hjerte. Hvis der er nogen Haan i min Fremstillelse, saa gaaer den mere ud over Oehlenschläger, der, efter at have staaet paa et høiere Standpunkt, vender tilbage til et lavere.

ad (2). At henføre Skribenter til Partier, de ikke vedkjende sig, kan vel ikke dadles, saafremt det skeer med Grund. Derved gjør man Skribenten opmærksom paa hans Mangel af Consequens og paa den Strid der findes mellem hans Erkjendelse og hans Følelse.

ad (3). Denne Grund synes mig at være en petitio principii. At Oehl. tilforn har hørt til et andet Parti, og nu er gaaet tilbage til dette, uden at lade sin forrige Anskuelse modificere den nyere, er jo netop hvad jeg har villet bevise.

Den tredie Indvending gaaer ud paa, at jeg har villet construere Digterens Genie. Dette tillader man sig dog ikke alene ved Stymperne, som De siger, men netop ved de meest udmærkede Genier, naar de enten høre til de Afdøde, eller have endt deres hele aandelige Udvikling. Det vilde f. Ex. ikke være stødende at gjøre det ved Göthe: thi man kan antage at han har gjennemgaaet sin Bane. Hos alle de Digtere, som endnu befinde sig i Udvikling, vilde det være misligt, men ikke hos dem, hvis Udviklings. 120er færdig. Oehlenschlägers Genie har allerede i mange Aar, mildest talt, været stillestaaende; han har i ingen Henseende udvidet sin Anskuelse, eller optaget noget Nyt i sin Poesie. Selv den største Digter, som Göthe, har, naar hans Ideegang har fuldendt sit Kredsløb, een Ting tilfælleds med Stymperen, nemlig at være uden Stræben. Overalt hvor denne mangler, der troer jeg et Genie kan underkastes en Construction.

Med denne korte Besvarelse af Deres tre Indvendinger beder jeg Dem tage tiltakke, og ikke see andet deri, end min Lyst til at retfærdiggjøre mig for en Mand, hvis Agtelse jeg sætter saa udmærket Priis paa. Jeg tvivler forresten ikke paa, at vi Alle ville blive enige om Afhandlingen, selv uden at tage nogen femte Mand paa Raad. De vanskeligste Puncter have vi tildeels overstaaet, og i hvad der endnu er tilbage er jeg særdeles villig til enhver Modification, som maatte være ønskelig.

Den gode velmeente Advarsel om ikke at offre for meget til Tidsaldrens Eensidighed, skal jeg lægge paa Hjerte. Men Tingen er at jeg anseer det System, jeg nu engang er kommen ind i, for at være langt mindre eensidigt end noget foregaaende, ja endog at være characteriseret derved, at det gaar ud paa at vedligeholde og erkjende alt hvad der har nogensomhelst Realitet. Dog herom en anden Gang.

s. 121Med megen Taknemmelighed for Deres Bemærkninger forbliver jeg Deres

stedse hengivne og forbundne
J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Kjøbenhavn den 20de Juni 1829.

Kjære Fader!

……… Jeg seer af disse Breve, at Du er tilfreds baade med Elverhøi og min Sang, hvilket meget glæder mig. I denne Anledning maa jeg dog meddele Dig en Beregning, som jeg har gjort i denne Tid: Siden Opførelsen af min første Vaudeville i November 1825, er der paa Theatret givet 155 Forestillinger af mine Stykker, hvilket er omtrent det Samme, som om der i henved 7 Maaneder af dette Tidsrum udelukkende var opført af mine Arbeider. Og i denne sidste Saison er der givet 55 Forestillinger af mine Stykker, hvilket udgjør en fjerde Part af alle Forestillinger, da Saisonen har havt 209 Aftener i Alt. Dersom man her, saaledes som i Frankrig, fik visse Procent af Indtægten, saa vilde denne Beregning være endnu interessantere. Dog skylder jeg Sandheden at tilføie, at alle mine Vaudeviller ere blevne mig betalte over Taxten, et Par af dem endogsaa dobbelt, og for Elverhøi har jeg, forudens. 122min Betaling, faaet et ikke ubetydeligt Gratial. Men dette Stykke har ogsaa i Vinter indbragt Theater-Kassen en 15,000 Rbdlr. Efter al Sandsynlighed kommer jeg nu til at skrive, foruden det Skuespil jeg har i Arbeide til Kongens Fødselsdag, et andet mindre Skuespil, bestemt at opføres i Anledning af Dronningens og Kronprindsessens Fødselsdag den 28 October ; thi Bournonville, som ventes Hertzil om et Par Maaneder, har nok paataget sig at indrette et Divertissement til denne Fødselsdag, men da dette ikke kan udfylde den hele Aften, saa kommer jeg nok til at tænke paa et Forspil i 1 eller 2 Acter. Paa denne Maade faaer jeg da atter en overmaade travl Tid i Sommer; dog skulde det ikke fortryde mig, naar jeg kun vidste, at disse Arbeider vilde lykkes mig.

Din hengivne Søn,
J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Kjøbenhavn den 3. November 1829.

For alt Dette takker jeg Dig ret meget, især for Brevet til min Moder, hvori Du omtaler mig paa en Maade, som i høi Grad maa glæde og smigre mig. Jeg skulde vist nok for længe siden have skrevet Dig til, dersom jeg ikke i denne Tid havde havt ei blot for travlt med mit Stykke til Dronningenss. 123Fødselsdag, men ogsaa saa mange ærgerlige og tidsspildende Vrøvlerier i denne Retning. Jeg havde nemlig i dette Stykke ^*1)Forerindring til Prindsesse Isabella i J. L. Heibergs Prosaiske Skrisker, IV. Bind, S. 52 ff. skrevet en Rolle for Bournonville, som i denne Tid opholder sig her. I samme Rolle skulde han vel især udmærke sig som Dandser, men dog tillige være en Person i Stykket, og synge og tale. Bournonville er meget vel istand til begge Dele; han selv havde givet sit Samtykke, og jeg havde itide forsikkret mig Theater - Chefens Tilladelse. Men da det nu kom til Stykket, gjorde de kongelige Skuespillere sig rebelske, og erklærede, at det var under deres Honneur at spille Comedie med en Dandser. Vor svage Direction gav dem strax Medhold, og jeg havde saaledes ingen anden Udvei, end at gaae til Kongen, og foredrage ham Sagen. Han gav mig strax Ret; men da Chefen udentvivl har forestillet ham Sagen fra en anden Side, vandt jeg kun Halvparten af min Proces: Bournonville fik kongelig Tilladelse til at synge i Stykket, men ikke til at tale, saa at jeg maatte stryge hans Rolle ud. Imidlertid har jeg dog udentvivl opnaaet, at Chefen har faaet en alvorlig Næse af Kongen; men derved er jeg naturligviis kommen paa en spændt Fod med ham og hele Directionen......

J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Kjøbenhavn den 22de Juni 1830.

Kjære Fader!

.... Forresten maa jeg fortælle Dig, at jeg er — efter hans Majestæts eget Valg — bleven ansat ved den ny militaire Højskole, som i denne Tid oprettes her, og for hvilken Bülow er Chef, og Abrahamson Directeur. Jeg skal holde Forelæsninger, det ene Aar over den danske skjønne Litteratur, det andet over skjøn Litteratur i Almindelighed. Jeg kommer til at læse 1 Time om Ugen, og faaer derfor henved 200 Rdlr. i Gage. Til 1ste November skal jeg begynde mit Cursus. Ogsaa Tscherning er ansat ved samme Anstalt, som inspectionshavende Officier. Ved denne Lejlighed har jeg saaet Adskilligt at bestille med Abrahamson, og har, saa at sige, nu først gjort hans egenlige Bekjendtskab. Da jeg formoder, at han meddeler Dig en Oversigt over denne Indretnings hele Organisation, saa vil jeg ikke concurrere med ham heri, saa meget mindre, som jeg endnu ikke har den rette Detail-Kundskab dertil. Hvad som interesserer mig ved denne Ansættelse, er at jeg nu faaer Leilighed til at give mine Anskuelser af Litteraturen, mit æsthetiske og philosophiske System en vis udvortes Vægt og Betydning, og sætte denne imods. 125den oehlenschlägerske Slendrian og Vrøvle-Raisonnement. Det Morsomste er, at alle Lærerne skulle, hver i sit Fag, udstede udførlige Programmer, hvori deres hele System er udviklet, og at disse Programmer ville blive lithographerede, og fordeelte rundt omkring, samt udkomme under hans Majestæts allerhøieste Sanction. Denne Omstændighed vil forvolde mange betænkelige Ansigter, til hvilke jeg allerede iforveien glæder mig ............

Din hengivne Søn,
J. L. Heiberg.

Fra Poul Møller.

Kjære Heiberg!

Uagtet jeg ikke troer, Du er vred paa mig, fordi jeg i saa lang Tid har forsømt den Pligt at besvare Dit kjærkomne Brev (som var dateret fra forrige Sommer og som jeg rigtig modtog i forrige Vinter), da jeg kjender din Langmodighed og umaadelige Tolerance, ønsker jeg dog nødig, Du skulde troe, at den blotte Ulyst til at skrive et Brev har bevirket denne store Forsømmelse. Den egentlige Grund til min Taushed er den, at jeg tilligemed min Epistel haabede at kunne sende Dig noget Bidrag til Flyveposten.s. 126Skriftligt kan jeg ikke paa en tilfredsstillende Maade tydeliggjøre Dig, hvorfor det ikke er skeet, men jeg er overbeviist om, at jeg i vor næste mundtlige Samtale skal bibringe Dig den Overbeviisning, at jeg har vægtige Grunde, der i det Mindste tale til min Undskyldning.

Noget vil jeg foreløbigen i al Oprigtighed skrifte for Dig: Da jeg ifjor kom lige fra dette tomitanske Land til Kjøbenhavn, blev jeg grebet af saa varm Interesse for Eders literære Travlhed og levende Conversation, at jeg fik Lyst til at være med og især gjerne vilde have Lov til at komme frem med en og anden Yttring i dit aandrige Blad. Men jeg har siden mærket, at man ikke kommer til at kjende sig selv, naar man ei omhyggeligen subtraherer de Beskaffenheder, som man erholder af sine Omgivelser. Da jeg igjen kom til Norge, erfarede jeg for seent, — medens jeg daglig betragtede Nordmændenes constitutionelle Holdning og politiske Miner — at jeg ved Foden af Egebjerg ei er den samme Person, som paa en Stol ved Enden af Fru Gyllenborgs Sopha. Jeg fortrød mit givne Løfte og befandt mig i samme Fald, som den velbekjendte Mand, der følte sig oplagt til at dandse paa Rhodus, men tabte Lyst og Evne dertil paa Fastlandet. Jeg fortrød mit ubesindige Løfte, som jeg havde givet, mens jeg var electriseret af Din og andre spirituelle Landsmænds Nærværelse;s. 127men jeg ansaae mig ikke for beretttiget til at bryde det og jeg haabede, at jeg i Stilhed kunde løse det ved at indsmugle en og anden lille anonym Papiirslap i Flyvepostens Contoir. Jeg kunde dristigen have tilstillet Dig en og anden flygtig Artikel; thi hverken Du eller jeg kunde compromitteres derved: Du kunde nemlig forkaste, hvad der ei stemmede med dit Posthorn og jeg var sikker for, at man aldrig skulde gjette paa mit Navn. Levede jeg i Kjøbenhavn, da var jeg ikke saa ømfindtlig; thi der kan man nok begaae sig, om man en Gang imellem kommer for Skade at skrive noget Sladder, men blandt mitte stive, høitidelige, kolde, stolte, haarde, qvasi- Landsmænd her paa Stedet, har jeg ondt nok ved at bjerge mig, selv uden at have saadan Klik paa mig, og for deres Forum kunde meget erholde Navn af Sladder, selv om det ikke var saa gandske Sladder. Kort sagt — jeg befinder mig her i samme Forfatning, i samme forknytte og fortrykte Stilling, som en Hund i en fremmed Gaard, der stikker Halen mellem sine Bagbeen og betvinger Driften til at give den naturlige Lyd fra sig. Jeg kunde — for at komme til Traaden igjen — have tabt mig som en hemmelig Fjær i Flyvepostens Vinger, dersom Du ikke havde sat mit Navn i Subscriptionsplanen; men derved ere de i sig selv mislige Forhold blevne saa slemme, at hiint Løfte bliver mig til ens. 128trykkende Steen paa Hjertet. Det er langt fra at jeg ved dette Skriftemaal vil gjøre Dig nogen Bebreidelse, men jeg vil blot berette Dig Lidet af det Meget, som undskylder mig og stemmer mig saaledes, at jeg i nogen Tid ikke kan skrive det Mindste, der passer til Flyvepostens Tone. Jeg sender blot hermed 3 Smaastykker, som jeg — hvis Du finder det Umagen værd at optage dem deri — ønsker aftrykte uden Navn.

Jeg har med sand Deeltagelse fulgt din hele Forsvarskrig imod de soranske Korsfarere. Hauch har da i enhver forstandig Tilskuers Øine saaledes prostitueret sig, at han nødvendigviis maa have forspildt en stor Deel as sin litterære Agtelse. Det gjorde mig især i Begyndelsen ondt for ham, men under Stridens Løb lagde han saa mange Fordomme for Dagen, at han blev mig reent ukjendelig, det forekom mig, at en ond Dæmon var faret i ham og at den gamle Hauch reent var bleven forvandlet. Din sidste Replique til ham var et af de raskeste og grundigste polemiske Stykker, jeg i lang Tid har læst. Paa den Maade, som Du greb Sagen an, blev det gandske tydeligt, at Feiden var noget meer end en personlig Ordstrid. Jeg har forresten først af denne hellige Krig lært, at endogsaa Videnskabsmænd i en liden By kunne blive saa spidsborgerlige, at de for Alvor kunne fortørnes over, at man tager deres Flækkes Navn forfængeligt.

s. 129Jeg havde Lyst til at skrive længe, men da Brevet skal afleveres paa et bestemt Klokkeslet til vor Ven Møhl, vil jeg blot til Slutning bede Dig at bringe din Moder min oprigtige Taksigelse for den sidste smukke Novel, hun har skreven i Flyveposten. Jeg tilstaaer oprigtigt, at jeg forleden Aar var saa dum ei at kunne see, at hun var Forfatterinde af en „Hverdagshistorie"; men „Slægtskab og Djævelskab" havde jeg ikke læst halv til Ende, før det faldt som Skjæl fra mine Øine. Visse ubedragelige indre Kriterier lode mig strax opdage det, og nu, bag efter, var jeg selv forundret over at jeg et Øieblik kunde have anseet det for muligt, at en Mand kunde have foredraget en Fortælling med en saa fordringsløs og yndig Lethed. Det kunde ikke føre mig paa Vildstraa, at der lagdes et Bekjendtskab med de græske Tragikere for Dagen, som blandt Fruentimmer er ualmindeligt; thi deels vidste jeg, at der hos din Moder findes meget som hos Qvinden er ualmindeligt, deels havde jeg den nærmere Forklaring, at Du for nogle Aar siden, da Du præparerede Dig til Magister-Conferencen, gjennemlæste de græske Tragedier med din Moder. Jeg beder Dig altsaa at takke din Moder og hilse hende —

fra Din trofaste Ven,
Poul Møller.

E. S. Hvis jeg blot en Time kunde tale meds. 130Dig og din elskværdige Moder — især mellem de sædvanlige Kulisser, som jeg nu er bleven saa vant til, at jeg maa have dem med, — da havde jeg for lang Tid hentet Kraft til at friste det øde Liv i Christiania med. Jeg skriver snart igjen enten til Dig eller til din Moder; thi nu, da jeg faaer Smag derpaa, erfarer jeg, at det er ikke endda saa utilfredsstillende et Surrogat, som jeg havde forestillet mig.

(Omtrent Juli 1830).

Til P. A. Heiberg.
Kjøbenhavn den 17de August 1830.

Kjære Fader!

To Breve har jeg modtaget fra Dig, det første af 19de Juli, det andet af 3die August. Hvor kjærkomment især det sidste var, behøver jeg ikke at sige Dig, thi ved Efterretningen om den i Paris udbrudte Revolution, ved de første modsigende Beretninger, som Aviserne meddeelte angaaende den i Gaderne forefaldne Tumult, kunde jeg ikke andet end i høi Grad være ængstelig for din Tilstand, omendskjøndt jeg trøstede mig ved Tanken om, hvor meget denne Explosion maatte være efter dit Ønske, og i hvilken glad Stemning Du maatte være, naar kun dit Liv ogs. 131din Helbred var udenfor Faren. Vel blev jeg beroliget ved en Efterretning, som Hr. Juveleer Henriques var saa god at meddele mig, men jeg saae dog med Længsel din egenhændige Meddelelse imøde, og denne var da lykkeligviis ganske efter mit Ønske. At Du selv personlig har været i Fare, er interessant, nu da Faren er overstaaet. At Du nu er lykkelig ved Tingenes nye Organisation, var ikke andet end hvad jeg ventede; men det glæder mig inderligt, at læse Bekræstelsen derpaa i dit Brev. Det rygtedes snart i min hele Omgangs-Cirkel og selv hos Fremmede, at jeg havde faaet Brev fra Dig i disse vigtige Dage, og Alle bestormede mig, for at jeg skulde meddele dem Indholdet, hvilket jeg da ogsaa gjorde. For at tilfredsstille de Videbegjærlige, har jeg endog taget mig den Frihed at lade et Uddrag af dit Brev indrykke i den flyvende Post, dog uden at nævne dit Navn, til hvilket Enhver let kan slutte sig. Jeg haaber, at Dn ikke har noget derimod. En Postdag senere bragte Dr. Larpent mig fornyet Efterretning om dit Velbefindende. Frøken Matthiesen har skrevet ham til, at hun og hendes Familie have spiist med Dig i Café anglais, og hun forsikkrer, at den nye Revolution har gjort Dig 20 Aar yngre. Gid dit Ønske maa gaae i Opfyldelse, at Du maa leve mange Aar endnu, for at see dens heldige Frugter; thi ihvad Form den nye Organisation end vil antage, ihvads. 132for Intriguer der end ville opstaae, ihvad for slette Lidenskaber der endog ville gjøre sig gjældende, saa kan det dog aldrig feile, at det Nye vil blive langt trøsteligere end det Gamle, thi ved denne Revolution har Civilisationen gjort et uhyre Skridt fremad, ikke blot i Frankrig, men i Verden. Jeg vilde ønske, at Du kunde see den Enthusiasme, som denne store Begivenhed har opvakt her i Landet, hvor vi dog ere saa langt fra Centrum, og hvor Indflydelsen af andre Landes Omvæltninger dog kun i ringere Grad kan spores. Vort Athenæum har faaet Udseende af en politisk Børs. Ved Hjelp af den her florerende Dampskibs-Fart faae vi næsten daglig nye Poster. For nu at tilfredsstille den store Mængde af Læsende i Athenæum, læses Aviserne op for Forsamlingen, saasnart de ankomme, og derpaa gjøres Uddrag af dem, som opslaaes paa Væggene. Da den Efterretning oplæstes, at Ex-Kongen havde til allersidst befalet Ophævelsen af den polytechniske Skole, opstod en almindelig Latter og Acclamation. Den preussiske Minister, der, som de fleste Diplomater, er Medlem af Selskabet, skal have klaget over dets alt for stærkt prononcerede liberale Sindelag. Som begribeligt, nytter denne Klage ham til intet. Jeg har begyndt at meddele i den flyvende Post en Række af „Breve til en Politicus paa Landet," skrevne af Dr. David. I disse Breve fremstilles de nyeste Avis-Efterretningers. 133under Formen af et liberaltsindet Raisonnement. Med alt det er det tvivlsomt, om det ikke vil blive mig forbudt, at give politiske Betragtninger i mit Blad, eftersom det ikke har Privilegium paa at være politisk; hidindtil er det ikke skeet, og imidlertid bliver jeg ved.

Din Taksigelse til Dr. Møhl har jeg bragt ham, og den syntes meget at fornøie ham. Han er en af vore ivrigste Politici, thi han forsikkrer, at han i sit hele Liv ikke har været saa glad som ved disse nyeste Begivenheder. Han og Enhver kan ogsaa have Grund dertil ………

Din hengivne Søn,
J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Kjøbenhavn den 11te Januar 1831.

Kjære Fader!

Dit Brev skulde have glædet mig endnu mere, dersom det ikke desværre havde baaret et kjendeligt Præg af Mismod over Svækkelsen af Dine Øine. Unægtelig er dette en stor Ulykke for en homo lite rarius (ikke literatus); men gives der da intet Middel til at komme denne Svaghed tilhjelp? Hvis des. 134skærpende Briller ikke hjelpe, kan Du da ikke betjene Dig af de forstørrende, eller af et enkelt forstørrende Glas, som man jo undertiden, selv uden Svaghed i Synet, betjener sig af til at læse meget fiint trykte Bøger? Eller har Du maaskee allerede forsøgt disse Hjelpemidler, skjøndt forgjæves? Det vilde være mig en stor Trøst, om du consulerede en god Øienlæge. En Trøst er det ogsaa, at vi nu har overstaaet Vinterens mørkeste Tid, og dagligen nærme os den lysere Tid, da Øinene lide mindre ved det kunstigen frembragte Lys, og bedre kunne forrette deres Tjeneste. Jeg erindrer, at da min Bedstemoder i Vordingborg engang beklagede sig over at hun næsten ikke mere kunde læse og skrive, formedelst Svækkelsen af hendes Syn, sendte jeg hende fra Kiel, hvor jeg dengang var, et Par forstørrende Briller, der, som jeg troer, vare hende til megen Nytte. Men det er vigtigt at vælge dem af den ringest mulige Grad, fordi Dunkelheden tiltager med Forstørrelsen. Overalt maa man, ved at udsøge sig Briller, ikke lade sig afskrække ved det første Forsøg, men idelig, efter nogle Dages Forløb, bytte dem om, indtil man finder et Par, som convenerer. Dersom jeg endnu turde give Dig et Raad, da skulde det være, at bruge Snuustobak, hvilket jeg selv har gjort i flere Aar, og fundet det af en ypperlig Virkning paa Øinene. Det er ogsaas. 135sundt i andre Henseender, eftersom det deriverer fra Hovedet. Men det maa være reen Tobak, uden Tilsætning af Parfums.

Breve fra og til J. L. Heiberg.

8

Efter denne medicinske Afhandling, som Du maaskee allerede er kjed af, gaaer jeg nu over til andre Gjenstande, og vil begynde med res publica litteraria. Her er i denne Tid udkommet en anonym Bog under Titel: „Gjengangerbreve, eller poetiske Epistler fra Paradiis." — Det er et Overblik over vor nuværende skjønne Litteratur, især over mine Stridigheder i de sidste Aar, og er skrevet i Baggesens Navn. Forfatteren viser sig som en ivrig Kæmpe for den Sag, jeg nu i flere Aar har fægtet for. Bogen er skreven med sjelden Vittighed og i et saa ypperligt Sprog og i saa fuldendte Vers, at man i Mandsminde ikke har seet Mage dertil. Den har derfor ogsaa vakt en stor Sensation, og er allerede udsolgt, saa at der trykkes paa andet Oplag. Jeg har i en poetisk Epistel svaret Forfatteren i det sidste Nummer af den flyvende Post. Dette Blad har ved Årets Udgang atter gjort en Pause; dog skal der i indeværende Aar af og til udkomme „Supplement-Blade" dertil, hvergang der i Litteraturen tilbyder sig et interessant Stof, men følgelig ikke paa bestemte Dage. Jeg længes ret efter en Leilighed til at sende Dig alskens Noviteter, som allerede have samlet sig til en ikke ubetydelig Mængde,s. 136med Indbegreb af de politiske Piecer, som ere udkomne i Anledning af Bevægelserne i Holsteen . . .

8*

Din stedse hengivne Søn,
J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Kjøbenhavn den 29de Marts 1831.

Kjære Fader!

Den vigtigste Begivenhed her i Landet er Dig allerede bekjendt, nemlig Kongens Proclamation angaaende Provindsialstænder, hvilket meget har enthusiasmeret de høiere, det vil sige: de dannede Stænder, mellem hvilke der dog sindes et Parti, som mener, at denne Forholdsregel ikke er tilstrækkelig, og derimod ønsker en fra første Færd mere demokratisk Forfatning, hvorimod de Moderate mene, at det er bedre, at gaae gradviis tilværks. De udannede Classer og Pøbelen synes ikke at tage nogen Deel deri; de forstaae ikke hvad det vil sige; og Hof-Cirkelen er, maaskee af samme Grund, ligesaalidt enthusiastisk derfor. Men Studenterne bragte Kongen et Hurra, saasnart Bekjendtgjørelsen var kommen, og Byen blev, efter et Par Afteners gradvise Fremgang, endelig nogenlunde fuldstændigt illumineret. En Mængde Skrifter,s. 137saavel af det moderate, som af det mere democratiske Parti ere komne for Lyset, og der kommer daglig flere. Til det moderate Parties Skrifter hører et af Prof. David, til det andet Parties hører et af Capitain Tscherning. Maanedsskriftet for Litteratur har ogsaa taget Deel i Striden, og hører ganske til den moderate Side. Alle disse Smaaskrifter og mange andre vente paa en Leilighed for at komme Dig tilhænde ......

Din stedse hengivne Søn,
J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Kjøbenhavn den 21de Juni 1831.

Kjære Fader!

At Bogen er særdeles moersom og underholdende ^*)P. A. Heibergs Erindringer. at læse, er ikke blot min, men den almindelige Mening. …………………Den behager ved Læsningen saa meget mere, som vi have Rahbeks Erindringer i frisk Minde, hvilke dog, uagtet deres øvrige Fortjenester, have noget Trættende derved, ats. 138Forfatteren idelig er ligesom frygtsom for at sige sin Mening reent ud, og kun sjeldent tør nævne noget Navn reent ud af Posen, hvorimod Du stedse taler uden al Forbeholdenhed, og fremstiller enhver Gjenstand kort, tydeligt og uden Omsvøb. Det Eneste, som man i Almindelighed har imod Bogen, er Feiltagelsen med Ørsted, thi uagtet den er bleven rettet, ^*)P. A. Heibergs Erindringer S. 408. saa finder man, at dette endnu ikke er Nok, men at Du hellere burde have ladet det hele Ark omtrykke, hvilket jeg ogsaa meget vilde have ønsket, thi denne ene Feiltagelse gjør, at man saa let slutter fra den til Muligheden af andre, og dette kunde betage Bogen en Deel af dens Troværdighed. Derimod har man i det Hele Lidet eller Intet at indvende mod de satiriske Pile, der ramme Hr. v. Koss, Brøndsted, Oehlenschläger og flere. Især hvad den første angaaer, da finde Alle Din Dadel vel grundet, endogsaa ved Hoffet, hvorom jeg er bleven overbeviist. Journaler og Blade have endnu ikke talt ret meget om Bogen, formodentlig fordi de ikke ret vide, i hvilken Tone de skulle tale. Hvis der udkommer nogen mærkelig Anmeldelse, da skal jeg sende Dig den ………..

Din hengivne Søn
J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Frederikssund den 2den August 1831.

Kjære Fader!

Du vil vist undre Dig, ved at see dette Brev dateret ikke fra Kjøbenhavn, men fra Frederikssund, en maadelig Flekke, som ligger ved Overfarten til Jægerspriis. Men inden jeg forlod Kjøbenhavn, havde jeg saa meget at bestille, at jeg ikke fik Tid til at skrive Dig til, for at lade Dig vide, at jeg om saa Dage agtede at holde Bryllup med Jomfru Pätges, en ung, høisk talentfuld Skuespillerinde, som nu i meer end et Aar har været i Huset hos min Moder. Dersom Du kjendte hende, ikke blot som Kunstnerinde, men som Menneske, vilde Du udentvivl ganske bifalde mit Valg. At jeg ikke tidligere har underrettet Dig om min Plan, kommer deraf, at jeg, der er en Hader af Forlovelser, (thi Du veed selv, hvorledes jeg har railleret med dem i „de Uadskillelige",) virkelig ikke har været forlovet med hende, inert directe har skredet til Ægteskab. Vel har jeg i nogen Tid været enig med hende derom, men intet Menneske, ei engang min Moder, har vidst det. Først for omtrent 8 Dage siden har jeg betroet hende det, men saavel hun, som de faa Vedkommende, hvilke Loven udfordrer, saasom Præster, Forlovere o. s. v. ere alles. 140blevne anmodede om, at holde Sagen hemmelig, saaledes at jeg med Sandhed kan sige, at der ingen Forlovelse har fundet Sted. For 8 Dage siden skulde jeg have underrettet Dig derom, hvis jeg ikke, som sagt, havde havt saa mange Formaliteter at bringe i Orden, netop formedelst den hurtige Beslutnings ligesaa hurtige Udførelse, at jeg ikke fik Tid til at skrive noget Brev. Det er muligt, at Du kan have hørt Sagen omtales, inden Du modtager dette Brev, men i saa Fald er det kun et løst Rygte, som ofte har været udbredt tilforn, og som muligviis nu kan være blevet fornyet; thi jeg selv har endnu ikke meddeelt nogen faire part, og har ikke kunnet gjøre det, eftersom jeg ingen Bekjendt har seet siden Vielsen, der fandt Sted i Forgaars i Slangerup Kirke, 4½ Miil fra Kjøbenhavn, hos min gamle Lærer, Præsten Hansen, fra hvem jeg skal hilse Dig, og ingen var tilstede ved Brylluppet, ei engang min Moder eller min Kones Forældre. Efter Vielsen reiste vi herhen, for at opholde os her og paa Jægerspriis et Par Dage; og det er nu med første herfra afgaaende Post, at jeg skriver Dig disse Linier til ...........

Din hengivne Søn,
J. L. Heiberg.

s. 141VI.

(1831—1836.)

s. 14235. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 12. Nov. 1831.

36. J. L. Heiberg til I. P. Mynster 24. Marts 1832.

37. I. P. Mynster til J. L. Heiberg 28. Marts 1832.

38. J. L. Heiberg til H. Hertz 14. Dcbr. 1833.

39. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 11. Nov. 1834.

40. J. L. Heiberg til P. A. Heiberg 1. Mai 1835.

41. J. L. Heiberg til I. Collin 31. Dcbr. 1836.

Til P. A. Heiberg.
Copenhague le 12 Novembre 1831.

Mon très-cher père,

Tu seras surpris, sans doute, en voyant que je t’écris en français. Mais puisque tu m’as averti dans ta lettre der-nière, que ne pouvant pas toujours déchiffrer mon grif-fonnage, tu seras obligé de te faire lire mes lettres par un autre, je préfère que æt autre soit un Français, par la simple raison que je pourrais avoir des communications à te faire, dont je ne voudrais pas faire part à mes compatriotes, pas même aux Norvégiens. Ne connaissant pas la personne qui devient l’organe de mes pensées et de mes expressions, en supposant même qu’elle soit hors de tout rapport à mon individu, je serai plus libre dans le choix de mes matières et dans les opinions que je pourrais émettre. Ainsi tu vois que c’est par une espèce de néæssité que je prends ces. 144parti. Par conséquent j’ose espérer que tu seras assez complaisant pour me faire grâce des fautes dont je vais me rendre coupable envers la grammaire et le génie de la langue française, attendu que le peu d’habitude que j’avais acquise à écrire cette langue, lors de mon séjour à Paris, s’est perdue peu à peu faute d’exercice. Mais c’est encore le moindre de l’affaire. J’ai commencé à peine, et déjà j’aperçois des difficultés d’un ordre plus élevé. A juger de mon exorde, tu dois t’attendre à des communications d’une certaine importance, mais tu sais bien que j’en ai rarement. N’importe, même dans les choses les plus indifférentes je préférerai d’avoir un étranger pour interprète, au lieu d’un compatriote. Ce n’est pas seulement la matière, c’est aussi la forme dont je veux être le propriétaire absolu, sans être gêné par des égards qui ne sauraient exercer qu’une contrainte fâcheuse dans l’une et dans l’autre.

J. L. Heiberg.

Til I. P Mynster.

Deres Høiærværdighed

ville tillade, at jeg skriftligen henvender mig til Dem i et Anliggende, hvilket jeg skulde have havt den Ære at forebringe mundtligen, hvis jeg ikke i denne Tid var nødt til at holde mig inde, formedelst en betydelig Contusion, som jeg har faaet paa Benet, og som aldeles hindrer mig fra at gaae.

Uagtet Kirke og Theater pleie at betragtes som Modsætninger, der gjensidig udelukke, og ikke i noget Punct berøre hinanden, saa er det dog vist, at der kunne gives Theaterstykker, i hvis æsthetiske Bedømmelse ikke blot et religiøst, men selv et kirkeligt Synspunct er et nødvendigt Moment. Det er angaaende et saadant tilsyneladende Amphibium, at jeg ønsker at consultere en Mand, hvis Dom, ikke blot med Hensyn paa hvad jeg har kaldet det kirkelige Synspunct, er en Autoritet for mig saavelsom Andre, men som endydermere vil vide, i en æsthetisk Bedømmelse at lade hiint Synspunct gjælde for hverken meer eller mindre end hvad det er, nemlig for et Moment i Bedømmelsen.

Sagen er denne: For nogle Maaneder siden indsendte jeg til Theater-Directionen et lille originalt Een-Acts-Drama, „Fregatskibet Svanen,“ som gaaers. 146ud paa at fremstille det Factum, som ifølge Rygtet skal passere imellem Skibs - Capitainer, nemlig at være formeligen viet til to eller flere Koner i de forskjellige, langt fra hinanden liggende Havne, mellem hvilke de pleie at fare. Ideen til Stykket er tagen af en Fortælling i den engelske Spectator, hvori en Kone, uvidende om sin Mands andet Ægteskab, kommer reisende til ham, just som han har Fadderstads for et Barn af dette andet Ægteskab. Denne Anstødelighed (i det mindste paa Theatret vilde den letteligen ansees for en saadan) har jeg naturligbiis fjernet fra min ^*)Heiberg havde indleveret det af hans Moder skrevne Stykke under sit Navn. S. 152-153. Behandling, saa meget mere som det bar mig om at gjøre, at ende det Hele paa en ikke sønderribende, men tvertimod tilfredsstillende Maade. Jeg har derfor ladet mit Stykke baade begynde og ende paa samme Dag, som det andet Bryllup finder Sted, saa at det saaledes er udenfor al Tvivl, at Forbryderen ikke kan have høstet nogen Frugt af sin ulovlige Handling, og ved en af mig selv opfunden Forvikling, erkjendes det andet Ægteskab for ugyldigt, og opløses af sig selv inden Dagens og Stykkets Ende. Hvorledes imidlertid Theater-Directionen har fundet dette Sujet eller rettere sagt dets Behandling, og især Opløsningens. 147stødende saavel mod den christelige Kirkes, som det borgerlige Selskabs Love, vil Deres Høiærværdighed erfare af medfølgende Brev. Da jeg imidlertid fandt Et og Andet i Directionens Udscettelse grundet, har jeg foretaget nogle Forandringer i Stykket, hvilket i Omfang og Udstrækning ere høist ubetydelige, men ikke desmindre væsenligen forandre Catastrophen. Inden jeg nu indsender Stykket til ny Ænsur, ønskede jeg at erfare Deres Høiærværdigheds Mening, isærdeleshed angaaende føigende Puncter:

Breve til og fra J. L. Heiberg.

9

1) Hvorvidt den i Stykket fremstillede Forvikling og Opløsning er mulig og rimelig, under Forudsætning af de i den danske Kirke gjældende Anordninger og Vedtægter ved Vielser.

2) Hvorvidt der fra Religionens og Moralens Synspunct maatte være Noget at indvende mod den ikke blot dramatiske, men theatralske Fremstilling af hiin Forvikling og Opløsning.

Vilde Deres Høiærværdighed endnu forbinde Besvarelsen af disse to Hovedpnncter med en æsthetisk Dom over Stykket, da vilde jeg være saa meget mere taknemmelig derfor.

Endelig, ifald Deres Høiærværdigheds Dom i disse Puncter skulde falde ud til Stykkets Fordeel, udbeder jeg mig at maatte beraabe mig paa samme, ifald jeg skulde møde nye Indvendinger hos Theater-Directionen.s. 148Det forekommer mig nemlig, at denne begynder igjen at give det religiøse og moralske Synspunct en alt for stor Vægt i Bedømmelsen af dramatiske Arbeider, ja endog at være strengere i denne Henseende, end selve Religionslærere og Moralister af Profession. Ifald Deres Høiværværdighed maatte behage at meddele mig Deres Betænkning skriftligen, da kunde jeg med Deres Tilladelse vedlægge samme, naar jeg indsender Stykket, forudsat, at Betænkningen bliver gunstig for Stykket.

9*

Jeg haaber, at Deres Høiærværdighed ikke tager mig min Dristighed ilde op, og beder Dem modtage Forsikkringen om min uindskrænkede Høiagtelse.

Kjøbenhavnden 24. Marts 1832.

Allerærbødigst
J. L. Heiberg.

Fra I. P. Mynster.
Kiøbenhavn den 28de Marts 1832.

Høistærede Hr. Professor!

Den venskabelige Tillid, hvormed De har beæret mig, forpligter mig til uden Forbeholdenhed at meddele min uforgribelige Formening i Henseende tils. 149Qvæstionerne om det paa Censurens Klipper strandede Fregatskib Svanen. Og tillader jeg mig da at bemærke:

1. Jo mere et Stykke er nationalt, desto mere minder det om bestaaende Love og Indretninger. Ved et Ægteskab, der sluttes i America, tænker Tilstueren dunkelt, at man ikke kan vide, hvorledes de kirkelige Love der ere beskafne; gielder det derimod Kiøbenhavn, da veed enhver Tilskuer, at her kan intet Ægteskab sluttes uden 2 Forloveres Vidnesbyrd for, at de Paagjældende ikke ere i andet Ægteskab; og da her den første Kone ikke er længere borte end i Flensborg, saa maa Forholdene være Mange i Hovedstaden bekiendte. Følgelig forudscettes her et falsk Vidnesbyrd af 2 bosatte Mænd, eller og at Brudgommen har skrevet 2 Mænds Haand efter. Dernæst er Bruden viet til den Person, der stod ved hendes Side under Vielsen, og ikke til nogen Person, som virkelig bærer det Navn, Brudgommen antog, altsaa ikke til alle Capitainer Lorent Hansener. Følgelig fordredes ny Vielse til den virkelige Lorent Hansen, og denne fordrede alle forud nødvendige Undersøgelser og Ophævelse af det forhen virkeligen indgangne Ægteskab. Man har for faa Aar siden her i Byen havt det Tilfælde, at en Greve lod sig vie under et falsk Navn, men naturligviis blev Familiens Paastand, at Ægteskabet desaarsag skulde ansees for ugyldigt, ikke taget til Følge.

s. 1502. Et Skuespil, der med Lystighed dreier sig om Forbrydelser, saarer uden Tvivl deu moralske Følelse, og nedbryder derved, vel ikke Tilskuereus Moralitet, men Stykkets Virkning; Tilskueren kommer med en vis Nødvendighed ind i Reflexioner, som hindre ham fra at hengive sig til Indtrykket. Nu træder vel efter den senere Forandring Alvoret temmelig stærkt frem mod Slutningen, men herved har uden Tvivl Stykket tabt

3. i æsthetist Henseende; det er ikke mere af een Støbning, vedligeholder ikke een Tone. Vi komme tilsidst ganske ind i borgerlige Forhold, en saa betydelig borgerlig Beslutning, som den at gaae til America, undfanges og fuldbyrdes i et Øieblik, og Slutnings- Indtrykket er mere det af et borgerligt rørende Skuespil, da Begyndelsen lovede os et Lystspil. Derved ere uden Tvivl ogsaa Charaktererne blevne inconseqvente; den angrende Svane svarer neppe ganske til den letsindige, og den saa hurtigt tilgivende Mariane neppe ganske til det Væsen, der faa Øieblikke tilforn med Rette følte sig krænket i sit Inderste.

Det er meget ugierne at jeg saaledes bidrager til at lægge Hindringer i Veien for et Stykke, som ellers har saa megen Fortieneste, og som jeg har læst med Interesse. Men jeg trøster mig ved, at Deres Francisca og Deres Styrmand kan De vel finde paa at giøre andet Brug af, og at De deraf vils. 151kunne danne et Skuespil, af hvis Fremstilling De uden Tvivl selv vil faae ftørre Tilfredsstillelse, end af dettes.

I det jeg beder Dem tage tiltakke med hvad jeg her i al Skynding har kunnet fremscette, bevidner jeg Dem min oprigtige Deeltagelse i de Sygdomme og Plager, hvoraf Deres Huus i saa lang Tid har været hiemsøgt.

Med særdeles Høiagtelse
Deres ærbødigst hengivne
Mynster.

Til H. Hertz.
Den 14de December 1833.

Det er idag min Fødselsdag, og jeg kan ikke indvie den og en ny Skrive-Portefeuille, som min Moder i den Anledning har foræret mig, bedre, end ved at gjøre hvad jeg alt saa længe har burdet og ogsaa villet gjøre: skrive til Dem, kjære Ven, hvis Meddelelser jeg daglig savner .... Ak Himmel! Da jeg havde skrevet til Prikkerne, blev jeg kaldet ned til mine Geburtsdags-Gratulanter, og først nu efter to Timers Forløb kommer jeg tilbage, men er ikke længere istand til at finde Traaden, maastee fordi der ingens. 152er. Da Pladsen Heller ikke er stor ^*)Brevet var skrevet af Fru Gyllembourg. Fru Heiberg, og Heiberg i Forening., iler jeg med, ganske aphoristisk at melde Dem et Par litteraire Nyheder, ved hvilke jeg dog maa befrygte, at de for en Mand, som har saa gode Correspondenter, ei engang ere Nyheder. Dog, til Sagen: Fors. til en Hverdagshistorie har nu udgivet 3 Bind Noveller, af hvilke det 3die og sidste er udkommet idag. Det 2det Bind indeholdt en ny Novelle: „Mesalliance“; det 3die Bind indeholder ligeledes en ny: „De lyse Ncetter“, hvori Kjøbenhavns Bombardement udgjør Catastrophen. Dog, dette burde De ikke vide, inden De læser den; jeg skulde heller ikke have fortalt det, hvis jeg ikke var overbeviist om at andre Correspondenter ellers kom mig i Forkjøbet. Et fra Fors. Dem bestemt Exemplar af 2det Bind har jeg forlænge siden leveret Cancellieraad Jacobsen, hvem jeg ligeledes paa Forfatterens Vegne skal tilstille et Expl. af 3die ...... Atter Gratulanter! Ja man er baade elsket og agtet. Nu er det snart mørkt, og jeg begyndte disse Linier imorges. Altsaa til.Texten: Fremdeles har Forf. til En Hverdagsh. for saa vidt gaaet til Bekjendelse, at han har tilladt mig at erklære for Theater-Directionen, at det er ham der er Fors. til Sproglæreren og Magt og List, for hvilke jeg havdes. 153paataget mig Skylden, saavelsom for det forkastede Stykke: Svanen. Jeg var nødt til at gjøre den Erklæring, for derved at gjøre Ende paa de mange Spørgsmaal, hvorfor jeg ikke optog hine Stykker i Samlingen af mine Skrifter. Jeg anseer det desuden for urigtigt, at lyve for et Publicum, endskjøndt dette sædvanlig ikke fortjener denne Attention; det har ved denne Leilighed, som ved saa mange andre, viist sig flaut, dumt og gemeent; thi snart hører man, at det er utroligt, at jeg skulde have besiddet den Heroisme at lade mig udpibes for det, jeg ikke har skrevet, snart siger man, at Alt hvad jeg i mit hele Liv har skrevet, rimeligviis heller ikke er af mig selv. — De omtalte 3 Stykker, tilligemed et 4de, nyt, men ikke bestemt for Theatret, „De Forlovede“, udkomme hos Reitel under Titel af „Skuespil af Forf. til en Hverdagsh.“, og jeg har isinde at ledsage dem med en Fortale, hvori jeg giver en Beretning om den hele Quiproquo, Anledningen, Motiverne dertil, o. s. v. — Min Kone beder mig sige Dem, at hun paa sin Fødselsdag spillede i Amors Geniestreger. — Molbech (dog ikke under sit Navn) har i Maanedsskriftet begyndt en lang Anmeldelse af den nyeste poetiske Litteratur, der begynder ved Deres to Nytaarsgaver, og gaaer til Dandserinden af Pal. Møller. Den sletteste Deel af Recensionen er den, som angaaer Dem, uagtet han roser meget. Men det lykkess. 154ham langt bedre at dadle, end at rose. Hvad der staaer om Andersen og andre smaa Poeter, er derfor fortræffeligt, men hans Sværmene for Dandserinden klæder ham reent forbandet. Papiret er forbi; jeg slutter med at bede Dem have os i venlig Erindring.

Deres hengivne
J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Copenhague le 11 Novembre 1834.

Mon très-cher père,

J’avais déjà, pour ainsi dire, mis la plume à la main, dans l’intention de t’écrire, quand je reçus ta lettre du ler de ce mois. Il m’a fait bien de la peine d’apprendre que tu as été malade, mais heureusement tu m’as communiqué en même temps la nouvelle de ta guérison. Ta lettre m’est parvenue le lendemain de la fête de ma mère qui te remercie sincèrement des voeux que tu fais pour elle. L’occasion se présente déjà de te les rendre de la part de nous tous. Puisse l’anniversaire de ta naissance te rencontrer en bonne santé, résigné quant aux maux qu’ons. 155ne saurait empêcher, mais content d’avoir gardé des biens qui ne pourront jamais t’être arrachés. Je suis convaincu — et j’ai raison de l’être — que le temps, en ajoutant un an à ton âge, n’a point fait vieillir ta pensée, et voilà l’essentiel; car à coup sûr, ce ne sont pas les in-firmités physiques qui nous font végéter au lieu de vivre. Tant qu’on a l’usage de la pensée, tant qu’on possède ses forces intellectuelles, on n’est pas encore membre du grand hôpital du genre humain; au contraire, on appartient à la vie, à la société, on a encore des prétentions à celle-ci, et vice versâ. Je ne conçois que trop bien que l’affaiblissement de la vue doit être un des plus grands malheurs qui puissent affliger un homme de lettres dont le temps se partageait entre les deux occupations de lire et d’écrire. Mais de l’autre côté il me semble que le savant, le penseur doit trouver dans sa grande provision de souvenirs et de sujets de méditation une forte compensation que le sort refuse à l’homme vulgaire, dont la force vitale ne saurait subsister, si elle n’est plus soutenue par des impressions matérielles. Dans un homme distingué, la lumière de la pensée devient peutêtre plus forte, à me-sure que celle des objets extérieurs se diminue. Du moins l’Antiquité as. 156eu cette idée, puisqu’elle s’est représenté Homère aveugle; dans cette fiction — si toutefois c’était une fiction — elle semble avoir exprimé cette idée, que la cécité est quelquefois un bonheur, puisqu’ elle donne à l’ame cette clarté de la pensée, cette force de l’inspiration qui nous devient plus habituelle à l’ombre du crépuscule ou même de la nuit, qu’à la lueur éblouissante du grand jour. Quant à toi, tu as tant vu dans le monde et tant lu dans les livres, que tu as sans doute des provisions dont tu peux te nourrir jusqu’ à la fin de la vie, terme encore bien éloigné, je ne l’espère pas seulement, mais je le crois.

Mais parlons d’autres choses. Nous avons célébré la fête de ma mère par un petit dîner, auquel les seuls invités étaient Mr Hertzz et un jeune homme de 22 ans que je connais il y a long-temps, mais dont je ne t’ai point parlé encore. C’est un élève de la haute école militaire, il est lieutenant du génie, et s’appelle Mr Andræ. De tous les jeunes gens que je connais ou que j’ai connus, c’est le plus distingué sous tous les rapports. Dans un âge aussi jeune on peut dire qu’il est déjà du nombre des savans; mais ce ne sont pas seulement les sciences exactes qu’il a cultivées ; il a dus. 157génie et du goût, et il a également étudié la littérature, la philosophie et la politique. Maintenant il est sur le point de terminer son cours à l’école militaire, pour entrer dans l’état-major du Roi, où il fera un singulier effet, vu qu’ il sera le premier qui y soit reçu à cause du mérite. En tous cas il ne manquera pas de faire une carrière brillante, et il serait étonnant qu’il ne fît pas bientôt un voyage et qu’il ne vînt à Paris, où tu seras charmé de le voir, car il a, outre ses talens et ses connaissances, le caractère et les manières les plus aimables, et certainement il ne sera pas du nombre de ceux qui te font visite comme on fait visite au musée ou au jardin des plantes ou aux autres curiosités de Paris.

Reçois l’assurance de mon dévouement filial.

J. L. Heiberg.

Til P. A. Heiberg.
Copenhague le 1er Mai 1835.

Mon très - cher père,

Après avoir reçu ta lettre du 7 Mars, j’ai parlé avec un jeune homme, élève de notre écoles. 158polytechnique, M. Wilkens, qui m’a donné de tes nou-velles. Il m’a dit entre autres, que tu t’intéressais à sa-voir, si j’étais du nombre de ceux qui ont souscrit la petition au Roi, au sujet de la liberté de la presse. Je m’empresse donc de te dire que mon nom se trouve aussi parmi ceux des autres souscripteurs. A moi, comme homme de lettres, comme écrivain, il n’a point fallu des persuasions pour joindre mon nom à tant d’autres noms respectables ; aussi ce n’est pas à la demande d’un tel ou tel que j’ai signé, mais j’ai plutôt brigué cet honneur, en m’offrant moi - même, puisque les entrepreneurs de la liste, tout en la colportant dans presque toutes les maisons de la capitale, ont oublié la mienne, ou peut-être jugé à propos de l’éviter, ce qui — entre nous soit dit — m’a paru fort ridicule de leur part, vu que j’étais un des plus intéressés au sujet de la pétition. Après tout, il n’y a rien en cela qui doive m’étonner, et encore moins toi, qui après avoir vu tant de fermentations politiques, dois savoir que, quand un peuple fait ses premiers pas dans la carrière de la liberté, il se forme des partis qui à force d’être très - exclusifs, sont très - bornés, de sorte qu’on ait seulement besoin de ne pas appartenir à l’un, pour être encadré dans l’autre pars. 159l’opinion publique, et cela sans appel. Quiconque n’approuve pas tous les enfantillages de nos soidisans libéraux, ou qui ne veut pas, de coeur et d’âme, prendre part à leurs puérilités, est tout de suite censé ultra-monarchique, ennemi de toute liberté. Ainsi, parce que je n’ai pas voulu applaudir à une infinité de bêtises, et encore moins y prendre une part active, on a pu s’imaginer que je ne voulais pas contribuer à ce qui était raisonnable.

En voici une autre. Les mêmes personnes qui étaient les entrepreneurs et les premiers signataires de la pétition adressée au Roi relativement à la liberté de la presse, craignant peut-être que leur zèle ne déplût dans les hautes régions, s’empressèrent de faire insérer dans les journaux qu’ils allaient former une société pour ré-primer les abus de la presse. On avait cru jusqu’alors que notre législation, et surtout l’ordonnanæ de 1799, avaient fait assez pour la répression, et qu’il nous fallait plutôt un élargissement de notre liberté qu’une nouvelle restriction. En tout cas on était très-curieux d’apprendre comment les entrepreneurs feraient pour réaliser un but qu’il paraissait impossible d’atteindre. Enfin voilà la société qui se constitues. 160tout d’un coup, mais de manière à ne plus la reconnaître, car elle a changé le titre négatif en un titre positif; ce n’est plus une société pour réprimer les abus de la presse, mais une société pour le bon usage de la liberté de la presse. Après avoir vu cet étrange tour de gobelet, la foule s’y porte, en demandant la réception, et voilà que cette société des escamoteurs compte déjà près de mille membres, parmi lesquels il se trouve des dames …. Maintenant on se demande: qu’est-ce que la société veut faire? La seule réponse qu’on y ait entendue jusqu’à présent, est celle-ci: On publiera un journal hebdomadaire qui fournira aux classes inférieures du peuple une lecture instructive et amusante, qui servira à les cultiver. Voilà qui est très - bon, mais on se demande de nouveau : Faut-il, pour rédiger un tel journal, une société, composée de mille ou deux mille membres, parmi lesquels se trouvent des boulangers, des marchands de vin et des femmes? Car on rencontre déjà sur la liste des représentans de la société un boulanger et un marchand de vin, des hommes très-respectables dans leur métier, mais qui ne fourniront pas le sacrement du pain et du vin spirituels. D’ailleurs où est le talent populaire qui élèvera le peuple par ses écrits?s. 161Il faut pour cela un génie comme celui de Holberg; mais avec un tel la société est superflue, et sans lui elle le sera encore davantage. La société compte des hommes de lettres trèsestimables, comme M. Oersted, le physicien, les professeurs Clausen, Schouw et Sibbern; mais aucun d’eux n’a fait preuve du talent dont il s’agit dans cette circonstance. Tous ces Messieurs me rappellent M. Cuvier qui était si grand dans sa science, mais qui ne faisait que déraisonner dans la politique. (M. Sibbern fait exception, car il est loin d’être grand dans sa science). Tous les bons écrivains forment, sans y penser, une société pour le bon usage de la liberté de la presse ; toute autre société dans le même but me paraît ridicule.

Ton fils très-dévoué
J. L. Heiberg.

Meddeelt I. Collin.

Mellem de af vore Digtere, som ere fremtraadte i de sidste Aaringer, er der ubentvivl Ingen, som man med større Sikkerheb tør spaae et varigt Navn i vors. 162poetiske Litteratur, end Henrik Hertz. Uagtet denne Digter allerede i høi Grad er yndet og elsket — man erindre den uhyre Sensation, som „Gjengangerbrevene“ frembragte, den næsten almindelige Beundring, som de vakte — saa er han dog maaskee endnu ikke vurderet efter Fortjeneste; men den Tid vil vel komme, da man klart vil see hvad man egenlig besidder i ham; i ethvert Tilfælde vil den npartiske Efterverden lade ham vederfares Ret.

Allerede inden Gjengangerbrevene udkom, havde Hertz som Anonym bragt 4 Skuespil paa Theatret, af hvilke de 3 første, skjøndt ikke uden visse Mangler, dog meer eller mindre erkjendtes for talentfulde Arbeider, medens det 4de, „Amors Geniestreger,“ vandt en Yndest, der var saa meget mere fortjent, som dette Stykke var det første Forsøg paa at indføre det versificerede Conversations - Lystspil paa vor Scene og i vor Litteratur. Denne Opgave var her løst med en sjelden Smag og Indsigt. Alle spurgte hinanden, hvem dog denne Ubekjendte kunde være, hos hvem Tanken i den Grad havde vundet Herredømme over Sproget i dets nok saa vanskelige Former; først „Gjengangerbrevene“ formaaede at overbyde den allerede erhvervede Beundring og at spænde Nysgjerrigheden endnu høiere. Hvad Hertz siden den Tid har bragt for Lyset, bestaaer deels i 6 andre Skuespil, som ere opførte paa Theatret, ogs. 163mellem hvilke idetmindste den smukke Vaudeville „Debatten i Politivennen“ har gjort Lykke hos Publicum; deels i nogle prosaiske Fortællinger; deels enbelig — og Dette er vistnok Hovedsagen — i en Mængde lyriske Digte, der høre til de skjønneste i vor Litteratur, og mellem hvilke det vil være nok at erinbre om „Slaget paa Rheden,“ dette værbige Sibestykke til Ewalds „Kong Christian stod ved høien Mast.“

Hvad der især characteriserer Hertz, er Formsands, altsaa den Egenskab, som Goethe erklærede for at være den første og væsenligste for Digteren, den som især constituerer det poetiske Genie — en Sandhed, som ogsaa Tieck nylig har udviklet meget smukt i Novellen „Der Monbsiichtige.“ Thi dette sjeldue Fortrin vilde vurderes meget for lavt, ifald man ikke forstod Andet derved, end Færdighed i at skrive velklingende Vers. Nei, det har en langt mere omfattende Betydning; det bestaaer deri, at den Form, hvorunder Tanken nødvendig maa fremtræde, for at blive poetisk, og for at kunne fuldkomment meddeles Læserne, aldrig svigter Digteren. Hvad han vil sige, det siger han; hvad han vil skildre, det skildrer han. Alt hvad der er i hans Tanke, i hans Hensigt, faaer Skikkelse i hans Fremstilling; Intet bliver tilovers, som ikke kan forme fig; Alt viser sig klart og bestemt igjennem Sprogets gjennemsigtige Gevant, og selv ikke den miudste Nuance i Tanken bliver skjnlt ellers. 164dunkel. Til en saadan Digter trængte vi paa en Tid, da Dunkelhed i den poetiske Form, Forkvakling af Tanken, formedelst dennes Mangel paa Herredømme deels over Phantasien, deels over Sproget, havde bemægtiget sig vore Digtere, forførte ved en stor og sjelden Digters bedrøvelige Tilbageskridt i denne Retning. Turde man antage, at der ogsaa i Litteraturen gives et Forsyn eller en høiere Styrelse, da vilde jeg spore samme i den bestemte Tid da Hertz fremtrådte i vor Poesie, og i det kraftige Held, som kronede hans Fremtræden.

Om saa Maaneder vil et nyt Værk af Hertz, allerede færdigt fra hans Haand, komme paa vor Scene, under Titel: „Svend Dyrings Huus.“ Heri har Digteren, ligesom tilforn i „Amors Geniestreger,“ anden Gang betraadt en ny Bane, kun endnu mere ny og original end den forrige, hvorfor den vist ogsaa vil finde talrige Efterfølgere. Stoffet, som er tragisk, er hentet fra en af de gamle Kæmpeviser, og i Overeensstemmelse hermed er hele Dialogen behandlet i en Form, der nærmer sig til Kæmpevisernes Versemaal. Kun en Digter med saa megen Smag og med saa stor foruderhvervet Øvelse knude formaae at løse denne yderst vanskelige Opgave. Det er ikke blot Behandlingen af den her valgte enkelte Begivenhed, som henriver, men endnu mere den Universalitet, hvoraf den er gjennemtrængt, thi dets. 165forekommer Læseren, som om vor hele Kæmpevise-Litteratur havde i dette ene Skuespil vundet dramatisk Liv og Tilværelse. Dette høist originale Værk vil udentvivl fremtræde med en imponerende Magt; Digteren har i dette sit sidste Arbeide begyndt en ny Epoche af sit Digterliv.

Overalt fortjener det at bemærkes, at den digteriske Udvikling synes at bruge længere Tid og gaae langsommere forhaanden hos Hertz end hos de fleste Andre. Medens disse sædvanlig optræde første Gang i en meget ung Alder, debuterede Hertz i en Alder, der snarere var Manddommens end Ungdommens. Men man maatte kjende Lidet til hvad der udsordres til en saa fuldendt poetisk Debut, for ikke at vide, at den maa have været forberedt ved mange Aars Studium og Øvelse, og at Ungdommen maa i det Stille have baaret mange Blomster, inden saa mange Frugter kunde modnes i Manddoms-Alderen. Men det gaaer Hertz som enhver paa Smagens og Critikens Vei dannet Digter: den største Vanskelighed finder han i at tilfredsstille sig selv. Heraf maa det forklares, at han saa længe er bleven staaende paa det samme Standpunct, hvorpaa han ved sin første Fremtræden følte sig henstillet. Men det vilde være overilet at antage, at han derfor ikke kunde komme videre. Hans sidste, for Publicum endnu ubekjendte Værk vil vise, at hans Genie nu begynder at udvikle sig is. 166en ny Retning; og det kan neppe være tvivlsomt, at der paa denne vil følge endnu andre, saafremt Tid og Aandsfrihed skjænkes ham dertil.

Jo vissere det er, at mange, endog store Digtere ikke have besiddet det eiendommelige Talent, at skrive for et Theaters ephemere og lunefulde Publicum, des glædeligere er det, at dette Talent hos Hertz synes at være optaget i hans øvrige poetiske Omfang. Vel maa det indrømmes, at der i nogle af hans Theaterstykker forekommer Et og Andet, som i denne Henseende kan kaldes ufuldkomment; især mangler det undertiden paa den rette dramatiske Fyndighed og Con-centration; men ved Siden af denne Mangel findes umiskjendelige Spor af det rette dramatiske Talent, I Rækken af hans Skuespil vil man derfor ogsaa spore en vis Fremgang i Henseende til dramatisk Smag og Indsigt; og jeg maatte tage meget feil, om ikke hans sidste, endnu ikke offentliggjorte Værk afgiver et fortrinligt Exempel paa denne Fremgang. Saavidt jeg skjønner, er Hertz den eneste mellem alle de i de sidste 10 Aar optraadte Theater-Digtere, af hvem Theatret — ifald det kunde faae et klart Begreb om det Trin, hvorpaa vor dramatiske Litteratur staaer, og vilde behandle de nationale Digtere paa en værdigere Maade end for Øieblikket — turde have Grund til at vente sig et betydeligt Udbytte.

31. Decbr. 1836,

s. 167VII.

(1840. 1842. 1845. 1847.)

s. 16842. I. L?. Heiberg til P. A. Heiberg .... 30. Marts 1840.

43. I. P. Mynster til J. L. Heiberg. ... 4. Jan. 1843.

44. J. L. Heiberg til H. C. Ørfteb .... 20. Mai 1845.

45. J. L. Heiberg til C. Molbech .......... 16 Fbr. 1846.

Til P. A. Heiberg.
Copenhague le 30 Mars 1840.

Mon très-cher père,

Depuis ma lettre dernière de graves évènements se sont passés dans notre pays. Tu auras appris que notre vieux Roi est mort et que le prinæ Chrétien lui a succédé. La mort d’un Roi est toujours une affaire très-sérieuse, mais surtout sous un gouvernement absolu, et ici l’impression a été sentie d’autant plus vivement, que le défunt Roi avait tenu le sceptre pendant plus de 50 ans, de sorte qu’il était, pour ainsi dire, habitué au peuple, et le peuple à lui. Aussi le bruit répandu de sa mort subite et imprévue a jeté l’alarme dans tous les esprits. Dans ce moment on a senti que le vieux Frédéric avait possédé, malgré tout ce qu’on pouvait lui reprocher, de nobles qualités de coeur et d’âme qu’on ne devrait point espérer de voir entièrement remplacées ; tout le monde a senti ques. 170le pays avait fait une véritable perte sous beaucoup de rapports, et les partis les plus opposés, les opinions les plus divergentes se sont rencontrés dans l’expression de la douleur et de la reconnaissance, en même temps qu’on porte ses regards vers l’avenir, pour les progrès duquel l’esprit du Roi actuel et la hauteur de ses lumières nous promettent des garanties rassurantes.

Breve til og fra J. L. Heiberg.

10

Jamais nos poètes n’ont prouvé plus de fécondité qu’à l’occaison de la mort du Roi; mais ce qui vaut la peine d’être remarqué, c’est que dans la grande masse de choses insipides qui ont vu la lumière, il se trouve un nombre assez considérable de beaux morceaux lyriques, qui sont dignes de l’occasion et qui resteront, par la valeur poétique qu’ils possèdent, dans nos archives littéraires, ce qui prouve la sincérité et la profondeur de la douleur publique dont la voix de nos poètes s’est faite l’organe. Tu conçois que dans cette grande levée en masse je n’ai pu rester les bras croisés. J’ai fait, sur la réquisition des autorités, d’abord un chant exécuté par les paysans des environs de Copenhague et adressé par eux au cercueil du Roi, quand le char funèbre passait devant la colonne de Vesterbro, ce monument de l’acte royal, par lequel nos paysans furent délivrés du servage ;s. 171et ensuite j’ai écrit la grande cantate, exécutée à la solennité funèbre à l’université de Copenhague .........

Que je n’oublie pas de te raconter un petit événe-ment qui s’est passé ces jours derniers, qui te regarde particulièrement, et qui te fera du plaisir, j’espère, parce que tu en apprendras que tu peux encore exercer de l’influence dans le pays, et que je me suis servi de cette influence pour rendre un grand service non seulement à ma femme et à moi-même, mais encore à une troisième personne qui t’est parfaitement inconnue. Cette personne n’est ni plus ni moins qu’une vieille cuisinière qui nous a servi pendant plusieurs ans. Elle était déjà vieille quand elle entra en service dans notre maison, et les années qui se sont écoulées depuis, ne l’ont pas rajeunie. Nous étions embarrassés avec le vieux meuble, car elle devenait trop infirme pour continuer son service, et de l’autre côté nous ne pouvions pas gagner sur notre coeur de la congédier .et de l’abandonner à la misère. J’eus donc l’idée de lui procurer une place dans un établissement que nous possédons depuis deux cents ans sous le nom de l’établissement de Paul Fechtel, et dont le but est de recevoir et de nourrir un certain nombre de servantes vieillies dans leurs. 172métier. Mais quelque peine que je prisse pour avancer cette affaire, je ne pouvais pas réussir à cause de la grande concurrence. Tout d’un coup j’apprends par un hasard heureux, que tu as rendu un service important à cet établissement, il y a plusieurs ans, en lui sauvant la plus grande partie de ses capitaux qui étaient placés dans la banque de Hambourg, et dont la sûreté était menacée à l’époque de l’occupation française de cette ville sous Napoléon. Je parvins même à lire une lettre que tu avais écrite sur ce sujet à feu l’avocat Klingberg qui, comme descendant de Paul Fechtel, était alors un des administrateurs de l’établissement. Muni de ces preuves, je m’adressai à l’administration actuelle, composée d’autres descendants du premier fondateur , et lui faisant part du résultat de mes recherches, j’insistai sur mon droit de priorité, ce qui me réussit si bien que j’obtins tout de suite la place demandée. Voilà un petit conte où tout est vrai, et qui m’a fait un double plaisir, parce que la bonne réussite est due à un sentiment de reconnaissance et de respect pour mon père.

10*

Ton fils très - dévoué
J. L. Heiberg.

Den 4de Januar 1843.

Høiædle og Velbaarne

Hr. Professor Heiberg, R. af Dbr.

Ved at nødsages til at lade den kun lidet betydende Tale, hvoraf jeg herved tillader mig at oversende et Exemplar ^*)Tale ved Indvielsen af Roeskilde Kathedralskoles nye Bygning den 21 Decbr. 1842., gaae ud i Verden, kom jeg i Tanke om en anden Tale ^**)Tale ved Rectors Indsættelse i Slagelse lærde Skole, den 31 Juli 1839., som jeg for nogle Aar siden har holdt i en beslægtet Anledning og af beslægtet Indhold, og som paa en Maade fuldstændiggør hiin. Ved at gjennemlæse den forekom det mig, at dens Indhold ikke var ganske upassende for „Intelligensbladene“, og dersom De, høistærede Hr. Professor! skulde være enig heri, kunde man maaskee ved Leilighed forsøge paa, om den, trykt, vil tage sig noget mindre keedsommelig ud, end jeg tilstaaer at den nu forekommer mig ved at see den i mit maadelige Haandskrift. — Saafremt den optages, underkaster den sig naturligviis alle orthographiske og andre Krav, som gielde for det ærede Selskab, hvori den indlemmes.

s. 174Jeg benytter denne Anledning for at bringe min oprigtige og hjertelige Tak for det sidste Hefte af Intelligensbladene ^*)Jan. 1843 Nr. 20. Dansk og Tydsk. (J. L. Heibergs prosaiske Skrifter X Bind. S. 374 ff.). Det er upaatvivlelig det Vigtigste, eller rettere det eneste Vigtige, der hidtil er skrevet i denne vigtige Sag; det befatter sig ikke med personlige Kievlerier, men gaaer med ligesaa stærke som ziirlige og anstændige Vaaben løs paa Sagens egentlige Middelpunkt, og det glæder mig, at denne Artikel ogsaa, saavidt jeg har fornummet, har fundet almindelig Anerkiendelse.

ærbødigst og hengivnest
Mynster.

Til H. C. Ørsted.

Idet jeg herved, med Tak for Laan, tilbagesender Hr. Conferentsraaden Radickes Optik, beder jeg om Tilladelse til at maatte beholde Prechtl og Göthes Atlas endnu i en kort Tid. Prechtl er en fortræffelig Bog, fuld af Klarhed og Bestemthed, og hvori man finder Svar paa ethvert Spørgsmaal, som man er berettiget til at gjøre paa dette reent mathematiske Gebeet.

s. 175Radicke kan jeg derimod ikke fordøie. Allerede de fæle Hypotheser, som han lægger til Grund, forekomme mig saa indviklede, saa kunstlede, at man tør ersklære Naturen i dens ædle Simpelhed for at være fri for saadanne Intriguer. Mon det ikke vil gaae med disse og lignende Kunstlerier, som det i sin Tid gik med det ptolomæiske Verdenssystem, der ogsaa gjorde Rede for alle Phænomener, men som ikke desmindre maatte sees som en Absurditet, da Copernicus fremsatte et System, hvori der laae en Total-Auskuelse, og som ved sin Anskuelighed, sin ædle Simpelhed tilkjendegav sig som Naturens eget? — Malus ^*)Den franske Optiker. er vist malum i Optiken. Newtons Hypotheser ere ikke nær saa gevaltige, og kunne vel ogsaa bedre sees som blotte Fundamenter for en mathematisk Construction, uden at gjøre Fordring paa reel Epistens.

Dernæst kan jeg ikke lide Radicke, fordi han er udelukkende mathematisk i en Videnskab, der ingenlunde er saa abstract, at Mathematiken kan udtømme dens Indhold. Navnlig staae Farverne Livet altfor nær, eller ere altfor concrete Phænomener, til at de ikke væsenligen skulde maatte opfattes fra et indholdsrigere Synspunkt. Saalænge Talen blot er om Lysstraalers Bevægelse, om de Vinkler, hvorunder de brydess. 176eller reflecteres, da er man visselig paa det mathematiske Gebeet, og Prechtl, som blot behandler denne Gjenstand, er følgelig i sin gode Ret, naar han udelukkende forbliver indenfor Mathematikens Grændser. Men naar der bliver Spørgsmaal om Lysets eiendommelige Natur, om Farverne, da har man at giøre med Qvaliteter, der maae opsattes gjennem andre Organer end den mathematiske Sands. Mathematikens store Nytte, dens Uundværlighed i Naturvidenskaben, er almindelig nok erkjendt. Derimod synes mig, at man ikke lægger tilstrækkelig Mærke til den store Skade, som den gjør, naar den, hvad altfor hyppigt skeer, anvendes paa Gjenstande, hvis Indhold er for rigt til at kunne opfattes i mathematiske Bestemmelser. Enhver Gjenstand, selv om den er politist, moralsk, æsthetisk, har en endelig Side, hvorfra Mathematiken kan bemægtige sig den; men det er kun en Side; sit Indhold udtømmer den ikke i denne Retning, sit Væsen aabenbarer den ikke deri. Ligesom Middelalderens kunstige Syllogistik ikke frembragte andre Conclusioner end dem, som den selv havde lagt i Præmisserne, saaledes synes mig, at megen Physik i vore Dage er ligesaa tautologisk, idet den blot udbringer, hvad den oprindelig har lagt i sine Hypotheser, eller kun seer, hvad den oprindelig har forefat sig at see. De mathematiske Hypotheser have virkelig megen Lighed med Middelalderens Sophistik.s. 177I Middelalderen lagde man ogsaa Folk paa Pinebænken, for at faae dem til at bekjende, og de bekjendte da ogsaa hvad man forlangte, det Falste saavel som det Sande. I vore Tider lægger man Naturen paa en Pinebænk, og afpiner den et Svar, som ofte er falsk. Bogstaveligt skeer dette i Physiologernes Vivisectioner, i Orfilas og Magendies plumpe Slagter-Experimenter. Men ogsaa den livløse Natur maa finde sig i en Pinebænk, og denne er Mathematiken.

Jeg staaer derfor endnu bestandig paa det Punkt at maatte give Göthe og Hegel Ret. Thi have de end hist og her misforstaaet Meningen af de mathematiske Constructioner (hvilket aabenbart er Tilfældet med Göthe), faa have de dog Ret i deres Total-Anskuelse, og kun herpaa kommer det væfenlig an for dem, som vil tage Parti i Striden.

Det lille Experiment, som Hr. Conferensraaden anbefalede mig, foretog jeg strax, da jeg var kommen hjem. Jeg betragtede gjennem et Forstørrelsesglas den hvide Runddeel paa sort Grund, og saae den violette Rand, medens Bogstavet A i Midten viste sig opreist, hvorpaa jeg, ved at holde Glasset i større Afstand fra Figuren, saae et omvendt A og en orangefarvet Rand. Men dette Phænomen er, saavidt jeg kan indsee, i bedste Overensstemmelse med Göthes System. Thi Glasset, et dobbelt-convexs. 178Glas, kan jo anvendes paa to Maader: deels som Microscop, til at see Gjenstande igjennem det, og forstørret, deels som Objectivglas, til at frembringe et Billede af Gjenstanden, altsaa formindsket. Saalænge jeg saae det oprette A, saae jeg Gjenstan den igjennem et Microscop, forstørret; men saasnart jeg seer Figuren omvendt, $$%, saa seer jeg dens Billede, svævende i Luften, frembragt ved et Objectivglas, og formindsket. I første Tilfælde forstørrer jeg den hvide Runddeel eller træffer den ud over den sorte Bund; i det andet Tilfælde sormindsker jeg den hvide Runddeel eller trækker den sorte Bund ud over den. Altsaa skal, efter Göthes Theorie, den fíeme Farve fremkomme hist, den gule her.

Hvad jeg derimod ikke kan forklare efter Göthes Theorie (idetmindste endnu ikke), det er, at naar Forstørrelse tilvejebringes uden Glas, altsaa uden Refraction, f. Ex. ved at see igjennem en lille Aabning i et Kortblad, medens man holder Gjenstanden meget nær ved Øiet, indtræde ingen Farve-Phænomener, da dog, ifølge Göthe, Forstørrelsen alene stulve bevirke det, og Farven i sig selv være uafhængig af Refractionerne.

Men jeg skammer mig ved at see, hvor Meget jeg har skrevet, og maa bede Hr. Conferensraaden om Undskyldning, fordi jeg saaledes misbruger Deres Tid. Naar jeg er færdig med de to Bøger, jeg har beholdt, og bringer dem tilbage, tør jeg dog maastees. 179endnu vente en lille Samtale angaaende ovenstaaende og lignende Punkter.

Jeg har ogsaa faaet fat paa Brewsters Optik og paa Lacailles. Det er dog menneskelige Tungemaal, som jeg kan læse.

Kjøbenhavn, 20de Mai 1845.

Deres ærbødigst hengivne
J. L. Heiberg.

Til C. Molbech.

Det glæder mig, at ogsaa De føler Dem hendragen til Musen Uranias Dyrkelse. Hos mig er er denne Passion ikke — hvad mange troe — ny, men tvertimod meget gammel, da jeg i mine første Studenteraar, ja endog tidligere, har beskjæftiget mig med Astronomie. Det var ad denne Vei, jeg lededes til at gjøre Bekjendtskab med Tycho Brahe og Uranienborg, — c it Gjenstand, der, som De veed, afgav Stof til mine tidligste poetiske Forsøg. Efter at min astronomiske Interesse i mange Aar havde hvilet, har jeg i de sidste tre til fire Aar igjen optaget den og sygt at indhente, hvad jeg i Mellemtiden havde forsømt. Jeg har lidt efter lidt følt mig paany hendragen dertil med en Magt, som jeg ikke kunde modstaae,s. 180maaskee ikke engang forklare. Men jeg har gjort det, sans comparaison, ligesom en Hund spiser Græs: det har bekommet mig vel, fordi jeg har følt Trang til det. Der gives af og til Perioder, hvori man føler sig i Strid med den omgivende Verden, hvor man ækles over de fleste Stemmer, som man hører, og ikke kan finde nogen Ledetraad gjennem de skrigende Meningers Labhrinth, eller see Maalet for de urolige Gjæringer. I saadanne Perioder er det velgjørende for Sindet at the til Regioner, som ligge udenfor al denne Snadren og Uro, og hvori Alt gaaer sin Gang, uanfægtet af menneskelig Lune og Vilkaarlighed. Saaledes er jeg kommen ind i Astronomien. Det er skeet for min Sundheds Skyld, ligesom Andre af samme Aarsag gjøre Badereiser, eller tage paa Landet og bruge Grøncnur. Men Publicum, som er uden Hukommelse, og som derfor troer, at Alt er ligesaa incohærent hos en Forfatter som hos det selv, betragter naturligviis min astronomiske Beskjæftigelse som en Caprice, som noget Nyt, der mangler alle Forudsætninger, og heller ikke vil være i Continuitet med noget Tilkommende.

.........................

16de Februar 1846.

Deres ærbødigst hengivne
J. L. Heiberg.

s. 181VIII.

(1849. 1854. 1855. 1856.)

Breve til og fra J. L. Heiberg.

11

s. 18246. J. L. Heiberg til I. Collin 25. Juli 1849.

47. J. L. Heiberg til I. Collin 25. Juli 1854.

48. J. L. Heiberg til Johanne Luise Heiberg 18. Juni 1854.

49. J. L. Heiberg til Johanne Luise Heiberg 3. Juli 1855.

50. J. L. Heiberg til Johanne Luise Heiberg 16. Juli 1855.

51. J. L. Heiberg til V. Holst 13. Dcb. 1855.

52. J. L. Heiberg til Hansen 28. Juli 1856.

Til I. Collin.

Deres Exællenæ!

Ved den igaar Aftes sildig modtagne Efterretning om den hidtilværende Theaterdirections Afgang, var det mig — selv uden Hensyn paa den stedfundne Udnævnelse — klart, at jeg hverken kunde eller burde skilles fra en saa kjær og høiagtet Foresat som Deres Exællenæ, uden at bevidne min dybtfølte Erkendtlighed for alt det Gode, jeg i to forskjellige Aarrækker har modtaget af og ved Dem. Jeg behøver ikke at lægge Skjul paa, at jeg i flere, Theatret vedkommende Punkter ikke altid har kunnet dele Deres Exællenæs Anskuelse, thi jeg har under alle Omstændigheder æret og agtet Deres Overbeviisning, selv hvor den afveg fra min egen. Om Theorier kunne Meningerne være forskjellige, men om Deres Exællenæs ægte Humanitet og Liberalitet er der sandelig kun een Mening ved Theatret, og vistnok har Ingen i høiere Grad end min Kone og jeg havt Lejlighed til at erkjende, hvor vel begrundet denne Mening er.

11*

s. 184Just i dette Øieblik, der er et Vendepunkt i min egen Skjæbne, fremstaae saa mange Erindringer for mig, ligesom Syner fra en forbigangen Tid. Jeg erindrer, hvor ofte Deres Exællence har med Taalmodighed og Deeltagelse hørt paa mine private Ønsker og Begjæringer, og ved Deres Indflydelse fremkaldt Foranstaltninger til at fremme snart mit eget, snart min Kones, snart hendes og mit fælles Vel. Men ikke Nok dermed; det er mig indlysende, at min hele Tilværelse, baade i Litteraturen og i Livet, er væsenlig knyttet til Deres Excellences Indvirkning, og at den uden denne vilde være bleven en heel anden. Thi det var paa Deres Opmuntring, at jeg i min Digter-Virksomhed sluttede mig til Theatret, og saaledes for tængere Tid kom i en Retning, som jeg selv og andre maatte erkjende for at være ligesom en Naturbestemthed for mig. Og fra disse første, af Deres Exællenæ fremkaldte Bestræbelser — med hvilke jeg, selv naar jeg betraadte andre Baner, dog stedse følte mig i Forbindelse — udgik endog mit Ægteskab. Det er saaledes et heelt Liv, paa hvis mange Grændsestene jeg læser Deres Exællences Navn, ligesom man paa Milepælen læser Kongens.

Alt Dette staaer i nærværende Øieblik saa klart for mig, at jeg ikke har kunnet nægte mig selv den simple og ufuldkomne Yttring deraf, nu, da jeg i en vis Betydning stilles fra Deres Exællenæ. Men ens. 185virkelig Adskillelse vil dog aldrig kunne finde Sted; der ere altfor mange Baand, som knytte mig til Dem. Tillad mig at stole paa Fastheden af disse, paa Bevarelsen af Deres Venskab, som jeg aldrig skal gjøre mig uværdig til, og forund mig fremdeles den Lykke at maatte have Dem til Raadgiver, naar jeg — hvad der i min nye Stilling let vil hændes — kan behøve Deres rigere Erfaring og Indsigt.

Jeg veed, at min Kone vil gjøre mine Ord til sine. Foreløbigt bringer jeg hendes venligste Hilsener til Dem og Deres, idet jeg undertegner mig

Sølyst. 25. Juli 1849.

Deres Exællences
underdanige,
stedse hengivne og taknemmelige
J. L. Heiberg.

Til I. Collin.

Deres Exællences

venlige Skrivelse vilde have foraarsaget mig en ublandet Glæde, naar ikke den sørgelige Efterretning havde forenet sig dermed. Jeg tør imidlertid haabe, at den uventede Sorg vil, om ikke glemmes, saa dog om føie Tid træde i Baggrunden, og ikke indgribes. 186forstyrrende i en saa lykkelig Familie, der er saa kjær for Alle, der kjende den. Og Midtpunktet for denne Families Lykke er dog Deres Exællence selv. Hvorledes skulde det ogsaa være muligt at leve dagligt i Deres Nærhed, og ikke føle sig velgjørende paavirket af den milde, venlige, forsonlige, ægte humane Aand, som udbreder sig fra Dem til Alt, hvad der kommer t Berøring med Dem? Ofte har jeg med min Kone, ogsaa med Andre, talt om det sjeldne Phænomen, at en Mand i den ældre Alder saaledes forener Ungdommens elskværdige Egenskaber med den modne Alders Ro og Besindighed; at en Mand, der har været virksom Deeltager og ofte Ophavsmand til næsten Alt, hvad her i Landet er udført af blivende, betydningsfuld Virkning, kan, under Tidernes saa forandrede Vilkaar, og efter at have trukket sig tilbage fra den største Deel af denne udbredte Virksomhed, bevare fin Sjæl for Mismod og Bitterhed, og give sit Otium et saadant Præg af Skjønhed. Det er Characteren, hvorpaa det her, som i alt Væsenligt, kommer an. Deres Exællences Characteer har visseligen aldrig været nogen Hemmelighed, men det er dog især i Deres nuværende Alder og Stilling, at den aabenbarer sit rige og ædle Indhold, og bekræfter hvad man vistnok iforveien vidste, men hvorpaa man dog gjerne modtager en saa skjøn Bekræftelse.

s. 187Deres Exællence vil ikke tage mig mine Yttringer ilde op. Det tilkommer ikke mig at afgive Vidnesbyrd i denne Henseende, men jeg har længe følt en Trang til at sige, hvad jeg i foranstaaende Linier har berørt. Det var kun en Leilighed, der manglede mig. Jeg veed ikke selv, hvorfor jeg troer at have fundet den idag. Men enten den er vel valgt, eller ikke, vil Deres Exællence ikke miskjende den Forsikkring om Høiagtelse og Erkjendtlighed, hvormed jeg undertegner mig som

København, 25. Juli 1854.

Deres allerærbødigst hengivne
J. L. Heiberg.

Til Johanne Luise Heiberg.
Af et Brev dat. Kbhvn. d. 18 Juni 1854.

Roserne i Haven begynde nu at komme frem. Jeg plukkede iaftes en bengalsk Rose, den eneste heelt udsprungne, og gav min Moder den. Hidtil har jeg ikke bekymret mig stort om Haven, fordi dit Øie vaagede over den, men fra nu af skal jeg være opmærksom paa dens Enkeltheder, saa godt som jeg Fæ sormaaer; thi dit Tilsyn kan jeg naturligviis ikkes. 188erstatte Blomsterne, men de faae nu tage tiltakke med mit indtil det rette kan blive dem tildeel. Herefter længes baade Blomsterne og jeg.

Til Johanne Luise Heiberg.
Kbhvn. Mandag d. 3 Juli 1854.

Min egen tjære Hanne! Efter at have fetaet Brev i Onsdags i forrige Uge, og besvaret det i Frebags, fik jeg Dagen efter, i Løverdags, et nyt, rart Brev fra big, og dette har været en Dag kortere underveis end de Andre. Jeg troer nu at være kommen efter Hemmeligheden med Brevbefordringen. De gaae hurtigst, naar de gaae meb Geiser, ligesom Du selv, thi saa gaae de siben den korteste Vei over Breslau. Men det er for sildigt, at jeg gjør denne Opbagelse, thi nu, naar jeg skal skrive til Marienbad, gjælder en anben Regel. Dersom Du er bleven ved dit Forsæt at reise om Tirsdagen (imorgen) fra Wien, saa kommer mit Brev fra i Fredags først samme Dag efter bin Afreise til Wien. Men jeg formoder at Du, eller rettere sagt Anton, har draget Omsorg for, at de Breve, som indløbe efter Afreisen, blive sendte ester jer. Del er ikke fordi Du just tabers. 189stort ved at miste mit sidste Brev, men jeg troer dog, at det indeholder en og anden Nyhed, som, hvor ubetydelig den er, kan være velkommen i Udlandet. Skjøn paa, at jeg endnu ikke har fortalt Dig om Forlovelser mellem Personer, hvis Navne jeg har glemt! Jeg er som Geert Westphaler: jeg fører ingen Pølsesnak, men fortæller kun curiøse Ting. Du er mindre grundig i dine Beretninger. Saaledes overrasker Du mig vel med den behagelige Efterretning, at Du har kjøbt en Feldstecher til mig hos Pløssl, men er saa ubarmhjertig ikke at sige mig Andet om den, end at den er en lille Gavtyv. Jeg længes naturligviis efter en nærmere Beretning om dens Gavtyvestreger. Hvad det især kommer mig an paa at vide, ar, om den er forsynet med eet eller flere Ocularer, om den har en Borer til at skrue den fast med, om den er indfattet i Messing eller Træ, hvor stor, især, hvor tyk den omtrent er o. s. v. Jøvrigt har Beskrivelsen af dit Besøg hos Pløssl moret mig ..................................................... Jeg føler idag en ikke ringe Lettelse i mit Sind, thi jeg har endelig faaet aflæsset een af mine Byrder, idet jeg er bleven færdig med et langt og vanskeligt Brev til Ministeriet angaaende en Forandring af visse Forhold ved Theatret, som Ministeriet maa see at sætte igjennem paa Rigsdagen. Om der kommer Noget ud af det, maa Tiden vise, men jeg har idetmindstes. 190faaet min Mening sagt. Jeg har ved samme Leilighed faaet anbragt den morsomme Sammenstilling mellem Stockholms og Kjøbenhavns Theater, med Hensyn paa Statskassens Tilsind .............

Din Beskrivelse af Schønbrunn giver ret Lyst til at see dette Sted. Kun kan jeg vanskeligt troe, at Haven og Slottet ere mere imponerende end i Versailles som er Mønster for alle slige Anlæg.

Tak for din Lignelse om de glemte Briller. Men ogsaa jeg er virkelig uden Briller og seer Intet, før jeg faaer den nye Kikkert — og Dig. Jeg er vis paa, at der er Meget, som er gaaet tabt for mit Syn, fordi ikke Du, som sædvanligt, har gjort mig opmærksom derpaa. Jeg vil nu slet ikke tale om at see Folks Characteer og falske Tænder paa Hatten, men der er daglig saa meget Andet, som jeg først seer, naar Du aabner mine Øine derfor. Vel seer Du ogsaa undertiden galt, men jeg kan ikke nægte, at Du meget ofte seer rigtigt.

De fortsatte Morgenhilsner grændse jo nu næsten til det Overnaturlige, skjøndt jeg er langt fra at sige med min Moder, at det er „forskrækkeligt“. Men det er jo næsten et Eventyr af Tusind og een Nat. Idag fik jeg nu engelsk Plaster, som kom mig meget vel tilpas, da jeg havde glemt, at kjøbe Noget deraf. Jgaar fik jeg et Par Sommerhandsker, iforgaars et Par Seler, som Du forresten nok har seet Mage til,s. 191thi Skibsfolk bære dem meget ofte. De ere imidlertid saare bløde og behagelige og jeg tog dem strax i Brug ved min Morgendragt. Jeg glæder mig til, naar en passende Leilighed tilbyder sig, at bære dem i Forbindelse med min lysegrønne Vest, og da lade den staae saa meget aaben, at Selernes røde Farve kan sees. Det vilde være et Syn for Frøken F ..........., paa hvem Vesten alene gjorde et saa mægtigt Indtryk i Sommer.

..................................................................

Tak for den kjønne lille Blomst! Jeg vilde gjøre Gjengjæld og har allerede længe havt i Sinde at sende Dig en Blomst fra din Have. Jeg havde for lidt siden en nysselig lille en, som stod i den saakaldte Skov, men den mislykkedes for mig, da jeg vilde trykke den flad. Jeg har ikke dine Fingre, jeg er, som ....... en oprigtig, men keitet Ven. Jeg lader mig da nøies med at sende nogle ganske smaa Forglemmigeier, saa smaa, at man næsten ikke kan see dem, jeg har fundet dem vildt-voxende paa Plainerne i Haven. Jeg bedækker dem med et Rosenblad, for at Du dog skal faae en lille Deel af al den Pragt, som nu smykker Haven, og daglig tiltager. Af Mosroserne er endnu ingen ganske udsprungen, men de giøre Miner til at komme maaskee allerede imorgen. Rosenbladet er taget fra den Busk rødlig hvide Roser, som staaer ved det Lysthuns, der kaldes min Moders,s. 192og som har en saadan Mængde af Roser og Knopper, at Grenene ere nær ved at knækkes, saa at Rogen sagde forleden, at det var næsten latterligt at see den Trængsel, jeg husker ikke, hvem det var. Naar Du nu seer disse smaa Forglemmigeier, saa kan man atter anvende det Digt af Göthe, hvoraf jeg forleden anførte et Par Linier:

„Wenn sie ein blaues Blümchen bricht „Und immer sagt: Vergit mein nicht!
„So fühl' ich's in der Ferne."

Kun maa Du her istedenfor sie sætte er. Og derpaa følger :

„Ja in der Ferne fühlt sich die Macht,
„Wenn zwey sich redlich lieben.
„Drum bin ich in des Kerkers Nacht „Auch noch lebendig geblieben.
„Und wenn mir fast das Herze bricht,
„So ruf ich mir. Vergit mein nicht!
„Da komm' ich wieder ins Leben. “

Idet jeg vilde tage dit forrige Brev frem, for at see, om der ikke var Noget deri, som jeg havde glemt at besvare, forbausedes jeg ved at faae den store Masse af Morgengaver i Haanden. Der er for Øieblikket 16, men der maa jo vel komme flere, thi nu veed jeg virkeligt ikke, hvorledes Du paa en honnet Maade kan holde op dermed og trække Dig ud af det. Jegs. 193beghnder nu at troe, at vor Bryllupsdag er den yderste Termin, thi før den Tid synes mig ikke, det kan skee paa en skikkelig Maade. Lev nu vel for denne Gang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Din J. L. Heiberg.

Til Johanne Luise Heiberg.
Fredag Formiddag, 16 Juli 1855.

Min kjæreste Hanne! Efter igaar, temmelig sil¬digt at have modtaget et Brev fra Dig, som jeg just nu vilde sætte mig til at besvare, overraskes jeg alle-rede ved et nyt, skrevet før din Afreise til Franzensbad . . . . . . . . . . Jeg var igaar beskjæftiget med mit Svar til Berlings Tidende, som jeg først fik fær¬digt sildigt ud paa Aftenen. Jeg var da træt og ikke opsat til at strive igaar Aftes. Tag altsaa tiltakke med disse faa Linier. Til Erstatning vedlægger jeg den berlingske Artikel i Bladet, og allerede af den Grund skriver jeg idag paa mindre Papir, for ikke at gjøre Convolnten for tyk, thi jeg vedlægger ogsaa, som Du seer, Forglemmigeier og Rosenblade, hvilken Sammensætning du fandt Behag i for et Aar siden. Denne Gang have disse Blade dog en større Be-tydning, thi det er de første Forglemmigeier i Havens. 194og Bladene ere af den første Rose. Efter et Par Dages Regn stod nemlig Haven iforgaars fuld af Forglemmigeier og den første Rose var næsten ud¬sprungen. Næste Morgen, inden jeg var staaet op, saae Caroline den og klippede den af tilligemed et Par andre mindre udsprungne, og overraskede mig med at bringe mig den første, hvilket dog just ikke var efter mit Øuske, da jeg hellere selv havde klippet den af. Nu staaer den i et Glas Vand, og jeg tager et Par Blade fra den. I hvad Tilstand den lille Green af en Forglemmigei er kommen i din Haand, kan jeg ikke vide, men for Øieblikket har den med sine Knopper en ganske ualmindelig Form, idet den ligner et Spænde eller en langagtig Broche.

Farvel, min kjæreste Veninde! Jeg tænker daglig paa Dig, og ønsker Dig til Lykke med din Cour, din Reise og din Hjemkomst.

Din J. L. Heiberg.

Til V. Holst.

Høistærede!

Dersom jeg ikke igaar havde været ude fra Morgen til Aften, vilde jeg ikke have opsat til idag,s. 195at bringe Dem min hjerteligste Tak for det smukke Digt, hvormed min Kone overraskede mig ved vor Hjemkomst iforgaars Aftes. Ved samme Leilighed meddeelte hun mig de for mig smigrende Planer, som De og flere af Personalet havde havt i Anledning af „Elverhøis" Jubilæum, og som jeg nu selv havde forstyrret ved den pludselige Ansættelse af Stykket. Det kan nu vistnok have Udseende af, at denne For¬styrrelse fra min Side er skeet forsætligt, men jeg beder Dem være overbeviist om, at jeg siger den rene Sandhed, naar jeg forsikkrer Dem, at jeg ikke havde mindste Anelse om dette Forehavende. Mig var intet Andet bekjendt, end at Chorpersonalet vilde more sig med en lille Souper og med Dands. At Andre vare Deeltagere i Festen, og især at den havde et Formaal som det omtalte, var mig aldeles ubekjendt.

Imidlertid troer jeg, at det i visse Henseender er heldigt, at Tilfældet har forhindret Planens Udførelse. Der er ikke for Øieblikket den Enighed i Theaterpersonalets Anfkuelser, som maatte forudsættes for at give Foretagendet sin rette Støtte. Flere vilde enten aabenbart eller i deres Tanker have protesteret. Hvad mig selv angaaer, da har jeg jo allerede væsenlig havt den mig tiltænkte Glæde, idet jeg har er¬faret den gode Villie hos de af Personalet, som jeg tør betragte som mine Venner, og Dette er for migs. 196Hovedsagen, der fuldkommen er opnaaet i Hensigten, og ikke trænger til Udførelse.

Det er nu paa syvende Aar, at jeg har været Theaterdirecteur. Det er et langt Afsnit af et Men¬neskes Liv, og især naar man er i min Alder. Den Tid kan altsaa ikke være fjern, da jeg enten af den ene eller den anden Aarsag fratræder. Jeg har i dette Tidsrum gjort adskillige sørgelige Erfaringer, som paa en uventet, lidet ønskelig Maade have ud¬videt min Menneskekundskab. Men jeg har ogsaa gjort den glædelige Erfaring, at der gives Mennesker, som man kan stole paa, og disse har jeg især fundet mellem Dem, som skylde mig Allermindst, en Om¬stændighed, der forhøier Værdien af den Velvillie og Hengivenhed, som de vise mig. Lad det være mig tilladt at sige Dem, Høistærede, at De staaer i første Række af Dem, som jeg skylder denne Erfaring. Jeg har altid anseet Dem for en mandig, ridderlig Characteer; og hverken i Enighed eller Uenighed har jeg nogensinde fundet Anledning til at forandre min Mening. Tvertimod har det sidste Aar givet mig rigelig Grund til at føle den bestyrket. Modtag min Tak derfor. Jeg har længe ønsket at bevidne Dem den. Nu tilbyder der sig en Leilighed, der selv inde¬holder et nyt Motiv til min varme Paaskjønnelse. Jeg griber denne Leilighed med Glæde, og beder Dem være forvisset om, at ogsaa jeg, tiltrods for de manges. 197Feil, jeg vistnok har, dog hører til Dem, som ikke svigte, men som ere trofaste mod de Trofaste.

13. December 1855.

Deres oprigtigt hengivne
J. L. Heiberg.

Hr. kongelig Skuespiller Holst 20.

Til Hansen.
Kjøbenhavn, 28 Juli 1856.

Kjære Hansen!

Det havde været min Kones og min Hensigt at komme til Slangerup i disse Dage, for at takke Dig for den venlige Deeltagelse, Du viste ved at komme herind og ledsage min Moder til hendes sidste Hvile¬sted. Men tusinde Forhindringer ere komne iveien, og idag gaae vi ombord paa Dampskibet til Stettin for at gjøre en lille Reise i Tydskland i et Par Maaneder.

Men ogsaa i en glædeligere Anledning vilde vi været til Slangerup, dersom vi kunde have opsat vor Reise i nogle Dage. Paa Torsdag er det 25 Aar siden Du viede min Kone og mig i Slangerup Kirke. Hvor gjerne havde vi ikke tolket Dig vore Følelsers. 198i denne Anledning! Nu maae foreløbigen disse skriftlige Ord være vor Tolk, og bede Dig om venligst at modtage en rigtignok høist ubetydelig, men hjer¬telig velmeent Erindring om Dagen, som vil blive Dig tilstillet med Posten, og være i Dine Hænder paa Torsdag, dersom Afsenderen holder Ord, hvad jeg sikkert venter ......

Paa Torsdag ere vi sandsynligviis i Berlin, og skulle, idet vi i al Stilhed helligholde Dagen, visselig erindre Dig, min gamle, kjære Ven og Lærer, og al den Godhed, som for 25 Aar siden vistes os af Dig, Din Kone og Familie, hvilke vi bede Dig formelde vor venligste Hilsen.

At komme til Slangerup, om ikke just til Dit Embeds-Jubilæum, saa dog i Anledning af samme, er endnu bestandig vor Plan, som vi haabe at rea¬lisere efter vor Hjemkomst.

Din inderligt hengivne
og taknemmelige
J. L. Heiberg.

Hr. Pastor P. Hansen i Slangerup.

s. 199IX.

(1856. 1858. 1859.)

s. 20053. J. L. Heiberg til H. L. Martensen 21. Sept. 1856.

54. J. L. Heiberg til H. Hertz 26. Nov. 1858.

55. J. L. Heiberg til H. Hertz 7. Jan. 1859.

56. J. L. Heiberg til N. N. 21. Febr. 1859.

57. J. L. Heiberg til Fru Consistorialraadinbe Hansen 24. Marts 1859.

58. J. L. Heiberg til H. L. Marlensen 6. Juli 1859

Til H. L. Martensen.
Wien. 21. Septb. 1856.

Kjære Ven!

„In der Ferne fühlt sich die Macht" — er et Ord, som vel ogsaa tør finde Anvendelse paa Ven¬skabsforhold. Jdetmindste har jeg, siden jeg forlod Kjøbenhavn ofte savnet den, om end ikke daglige eller hyppige, saa dog altid oplivende Omgang med Dem og Deres. Jeg kan derfor ikke modslaae min Tilbøielighed til at sende Dem et Par Ord herfra, endskjøndt jeg visselig ikke har noget Betydende at meddele Dem. Ved Etatsraad Suhr, som jævnlig er saa god at skrive mig til, og med hvem jeg derfor er kommen i en temmelig stadig Correspondance, vil De have erfaret idetmindste vore „äutere Schicksale," og deriblandt, at vi efter Curen i Marienbad og en langsom, ret nydelsesrig Landreise gjennem hele Bøhmen til Linz, ere med Donau-Dampskibet an¬komne til Keiserstaden, som det isærdeleshed interes¬serer mig at see, da jeg ikke har været her før. Des. 202kan vel tœnke, at Theatrene ere en Hovedgjenstand for vore Iagttagelser; men nagtet jeg maa indrømme, at der paa Bnrgtheater er Meget, som maa roses og fortjener Anerkjendelse, har jeg dog endnu ikke seet en eneste Forestilling, om hvilken jeg kan sige, at den i det Hele tilfredsstillede mig. „Nathan der Weise" var det Bedste, „die Jungfrau von Orleans" høist ufuldkommen. Jaften skulle vi see „Julius Cæsar." Men hvad der for mig er det Mærkeligste, er, at disse Forestillinger, ved hvilke jeg faaer Læsningen af gamle berømte Digterværker repeteret, nøde mig til at vende Tanken mod mig selv med det Spørgsmaal, om jeg da har forandret mig saa meget, thi Værkerne ere jo ikke forandrede. Jeg seer saa mange Ufuldkommenheder i disse saakaldte classiske Værker, og jeg er mig dog bevidst, at jeg gaaer til dem med den største Forventning, og at jeg ingenlnnde hører til de Mennesker, som finde en For¬nøielse i at see deres gamle Idealer forringede. Schillers „Jungfrau" har stedse staaet for mine Tanker som Idealet af en moderne, romantisk Tragedie, men hvor Meget er der dog ikke i Compositionen, som maa kaldes ufiint, for ikke at sige raat? Johannes Inspiration er jo hæsligt fordnnklet ved pathologiske Tilstande, der minder om den magnetiske Exaltation. Hun er clairvoyant i ganske ndvortes Ting, kan sige, hvor et Faar har forvildet sig paas. 203Bjergene, kjender Kongens hemmeligste Tanke, spaaer, og gjør Mirakler, saasom at sprænge sine Lænker. Alt Dette synes mig at minde om Oehlenschlägers bekjendte Svaghed. Miraklet bør her ikke være Andet end det, som frembringes af den rene, hellige Begeistring. Det er tilstrækkelig forklarligt, uden alt ydre Apparat, at den stjønne, begeistrede Jomfru, som i Farens Øieblik griber Fanen, ogsaa fører Soldaterne til Seier. Det synes mig derfor ogsaa et Misgreb at lade hende føre et Sværd, kjæmpe og dræbe. Dog Nok herom, jeg vil ikke skrive en Critik, men kun meddele en privat Bekjendelse, der maaskee ikke geraader min Bestandighed til Ære. Men jeg troer, at jeg i en yngre Alder har ladet mig saaledes henrive af de udmærkede lyriske Skjønheder i dette Værk, at jeg derover har forsømt at rette mine Tanker mod selve Compositionen. At jeg blev opmærksom paa denne ved Opførelsen, hvor de lyriske Skjønheder kun meget ufuldkomment kom til deres Ret, er da maastee ikke saa forunderligt.

Under vort fire Ugers Ophold i Marienbad, hvor det var vor Hensigt at holde os saa isolerede fra Selskabet, som muligt, kom vi dog i ikke ganske faa, og ret interessante Forbindelser. Min Kone var, mod sin Villie, Anledningen dertil. Thi det var i Sandhed mærkeligt, hvorledes næsten Alle havde Op¬mærksomheden henvendt paa hende, uagtet hun giks. 204ganske simpelt klædt mellem be mange glimrende Toiletter. Mange søgte hende, og hviilte ikke, før de vare komne i Bekjendtskab med hende, hvilket de selv oprigtigt tilstode. Uagtet hun taler et meget ugrammaticalsk Tydsk, fandt dog Alle, at hun udtrykte sig godt, og viste, at deres Ord vare meente, eftersom de aldrig kunde faae talt nok med hende. Og endda havde hun den Vanskelighed at overvinde, at det var bekjendt, at hun var Skuespillerinde, hvilket Fru T. letsindjgt havde røbet, og som ikke er nogen Anbefaling i det finere Selskab i Tydskland. Det Mærkeligste var, at alle disse Fremmede strax gjorde hende til Deres Fortrolige, og indviede hende i deres intime Privatforhold. Den Første var en meer end 70-årig gammel Dame fra Dresden, Frau Baronin v. . . . . . . . , med sin Nieee; dernæst en Geheimeraadinde : . . . . . . . . . . . . . . . ., en Dame af megen, næsten altfor megen litterær Dannelse, som endog gjorde Vers til min Kone. Den, jeg selv fandt meest Behag i, var en saakaldet Fräulein Mathildev. Waldenburg, en naturlig Datter af Prinds August af Preussen, ikke aldeles ung. Maler¬inde af den düsseldorfske Skole, Skribentinde i artistisk Retning, etableret i München, og meget rig. Det hed sig, at hun stod i Begreb med at gaae over til Catholieismen. I Kirken i Marienbad er et høist originalt Alterbillede, som hun, der årlig besøgers. 205Badet, har ladet male hos en af de første Düssel-dorfer-Malere og foræret til Kirken. Det er ikke Hoved-Alteret, men et af de mange Smaa-Altere, som er prydet dermed, og det er sat saa lavt ved Jorden, at man ikke ret kan see det uden i knælende Stilling. Det forestiller en liggende Christus, nemlig efter Nedtagelsen fra Korset. Ved Siden er skrevet paa en Seddel, at dette Billede maa ikke kysses. Jeg saae en gammel Kone iagttage Regelen paa den Maade, at hun gjentagende berørte Billedet med sin Finger, og derpaa kyssede Fingeren.

Hvad min Kone angaaer, da har hun i det Hele paa denne Reise været mindre receptiv for de forstjellige Reise-Jndtryk, end ellers, og hvorfor? fordi hun er ganske absorberet i Göthes Breve til Fru v. Stein, som jeg, paa hendes Begjæring, kjøbte til hende i Berlin. Det er 3 tykke Bind, som hun endnu ikke er kommen til Ende med, og som give hende idelig og idelig Anledning til Udbrud om de menneskelige Følelsers Ubestandighed, om Mændenes og især Digternes samvittighedsløse Letsindighed. Ved Alt kommer hun tilbage til disse Breve, og taler næsten ikke om Andet.

Idag er det en Uge siden vi kom til Wien. Jdetmindste ligesaa længe blive vi her endnu. Vi gaae da hjem over Prag og Dresden. Naar vis. 206komme tilbage til Kjøbenhavn, tør jeg endnu ikke be-stemme, men i October vil det ialfald skee, rimeligviis henimod Midten af Maaneden.

Breve til og fra J. L. Heiberg.

12

Mine Skrivematerialier ere komne i Forfald. Jeg seer med Forskrækkelse, hvor ulæseligt dette Brev er, og det var dog ikke min Hensigt at plage Dem med disse Linier. Vær nu selv hilset, og hils Deres Frue og Børn paa det hjerteligste fra os Begge. Vi ere opfyldte af Taknemmelighed for den skjønne Gave, hvormed Fru Martensen erindrede vort Sølvbryllup, og at bevidne hende mundtlig vor Tak og Hengivenhed, er ikke den ringeste af de Magneter, som drage os til Hjemmet.

Deres inderligt hengivne
J. L. Heiberg.

Til H. Hertz.

Kjære Ven!

At jeg har fulgt Deres Ugeskrift med levende Deeltagelse, behøver jeg ikke at sige Dem. For Af-handlingen om Theatret har jeg endog personligen største Grund til at takke Dem. Om Resultatet —s. 207en constitutionnel Forfatning — veed De, at jeg ikke er enig med Dem. Ved denne Leilighed fik jeg Lyst til at fornye Bekjendtskabet med Deres „Hundrede Aar," som ikke var mig ret nærværende, og jeg læste den da i den nye Udgave i Deres „Dramatiske Værker." Men jeg kan ikke beskrive Dem, hvor henrykt jeg blev over Vexelsangen eller Dialogen mellem Anselmus og Bølgerne. Det er upaatvivlelig et af de skjønneste Digte, som vor lyriske Poesie har at opvise. At jeg blev formelig overrasket af dets Skjønhed, nagtet jeg dog maa have læst det før, kan jeg kun forklare mig af den Omstændighed, at da jeg læste Bogen i dens Nyhed, var det just paa en Tid, da Tiltrædelsen af min nye Stilling gav mig saa Meget at tænke paa.

26. November 1858.

Deres oprigtig hengivne
J. L. Heiberg.

Til H. Hertz.

Og, nu til Slutning en Undskyldning, fordi jeg atter sender Dem et Brev, som vil gjøre et ubehageligts. 208Indtryk ved sit blaa Blæk. Men tillige en Forklaring, hvorfor jeg bruger det. Fordi det er velgjørende for Øiet, eller hvad man kan kalde øienbesparende. Kun maa det ikke skrives med en ny Pen, der giver for lidt Blæk. Forsøg, især ved Lys om Aftenen, at holde en Side af dette Brev sammen med Noget af Deres egen Skrift, og siig upartisk, hvilken af Delene der er lettest at læse og mindst anstrængende for Øinene. Efter i mange Tider at have søgt forgjæves efter virkelig sort Blæk, har jeg bestemt mig for dette, fordi det er sortere end det sorte. Dette er ikke nogen Modsigelse, thi virkelig sort Blæk, som sagtens vilde være det bedste, existerer ikke. Det har altid en Nuance af en anden Farve, især af den brune. Deres er snarest graat. Men ingen Nuance, naar en sådan dog ikke kan undværes, er saa god som den dybe blaa, fordi Blaat er den mørkeste Farve, og den mindst anstrengende for Øiet. Det reneste sorte Blæk, jeg har truffet, og som jeg derfor ogsaa brugte i flere Aar, er Arnolds Japan Ink, men det glindser og skimler. Det, jeg nu har flaaet mig til Ro ved, er ogsaa engelsk, og har den for mig nødvendige Egenskab, som jeg ikke har fundet ved nogen anden Sort, undtagen Arnolds, at det strax har sin naturlige Farve, og ikke behøver at ligge nogle Timer efter Skriften, for at blive sort. — Saaledes hænger Dette sammen. Jeg raader Dems. 209til at følge Exemplet; Deres Øine ville takke mig for Raadet.

12*

7. Januar 1859.

Deres hengivne
J. L. Heiberg.

Til N. N. ^*)Et ungt menneske, En af de mange, der i litterære Anliggender søgte Raad og Veiledning hos Heiberg.
Kjøbenhavn den 21 Februar 1859.

Da De har betroet mig deres Planer, maa det være mig tilladt at sige min Mening om samme.

At De vil læse til Examen artium, forekommer mig ikke vel overlagt. Vel er De ung, men langtfra ung nok til at begynde paa en Bane, paa hvilken man allerede som Barn maa have gjort de første Skridt, dersom man ikke vil opoffre sin bedste og kraftigste Ungdom paa at gjøre Skoledrenges Gjerning, og endda risqnere at komme for silde til Maalet. Jeg veed ikke, hvad det er for Bestræbelser, hvori De har fundet Dem hemmet ved den Omstændighed ikke at have examen artium; men jeg vilde finde det rime¬ligere, om De da opgav saadanne Bestræbelser, der ikke lade sig forene med de Vilkaar, hvori Skjæbnes. 210eller Forsyn har sat Dem, rimeligere om de ind¬rettede Deres Bestræbelser efter de givne Betingelser, end at rette Betingelserne efter selvvalgte Bestræbelser, som ere usikkre i deres Udfald, fordi De dog ikke kan have nogen sikker Garantie for deres Realitet. Men jeg veed, som sagt, ikke, og kan ikke engang forestille mig, hvilke de Bestræbelser for Dem kunde være, som beroede paa en Examen. Jeg tænker mig, at Deres væsenlige Bestræbelse er at komme i en litterær Virk¬somhed; en sådan betinger da vistnok et Studium, men trænger ikke til en Examen. Er det da en misforstaaet Forfængelighed, som driver Dem mod dette Maal? Troer De, at man staaer høiere, fordi man er Student? Jsaafald betragt Massen af Studenter, og see, hvormange ere Dummerhoveder tiltrods for den absolverede Examen artium, og overbeviis Dem om, at de faa, som staae over det almindelige Niveau, have en Begavelse, der ogsaa ad andre Veie vilde ført dem til samme Punkt. Vil De følge en Forfængeligheds-Drift, saa gjør det; selv denne Drist er ikke ubetinget forkastelig, men lad da Forfængelig-heden være af en sundere og ædlere Art, og have mere Holdning i sig. Viis Dem selv og Deres Venner, at De ved egen Kraft skal bringe Dem ligesaa vidt i Kundskab og Dannelse, som Andre, der ved tilfældig Stilling og ydre Hjelp, ved en blots. 211mechanisk Impuls ere drevne frem paa Banen, og derved have faaet Meget for Intet.

De vil maaskee indvende, at i den Stilling, i det Fag, hvori De nu engang befinder Dem, kan De ikke faae Tid til at realisere de Bestræbelser, De har for Øie. Men det er Indbildning, eller, ifald det skulde være sandt, kun et Beviis paa, at disse Be¬stræbelser ikke ere modne til at realiseres, og at det følgelig ikke er Tiden, men selve Bestræbelsen hvorpaa det storter. Har man et virkeligt Kald, saa Harman under alle Omstændigheder Tid til at udføre det. Tænk, hvilken comisk Virkning det vilde gjøre om f. Ex. i et Skuespil en Person sagde: „Jeg har et stort Kald til at være Digter, men jeg har aldrig havt Tid til at digte." Tilskuerne vilde briste i Latter, i den maaskee ubevidste Følelse af den Molbo-Tanke, som ligger i Udtrykket. Hvis det er Digter-Virksom¬heden, De især har sor Øie, saa betænk, at jo mere man udelukkende gjør denne til sit Livs Opgave, desto flettere Digter bliver man i Almindelighed. Hans Sachs var Skomager, men ophørte ikke med Profes¬sionen, uagtet han digtede og blev berømt. Göthe var vel ikke Skomager, men han var Minister og Hofmarskalk, og det Ene er ligesaa fremmed for Poesien som det Andet. De hverdagslige Beskjæftigelser og Forretninger holde den poetiske Evne, hvor den virkelig er tilstede, i Spænding, medens den udelukkendes. 212Overgivelse til den slapper den, saa at dens Frembringelser blive uden Næring, og kun levere Conditor-Føde.

Og kan De nu være saa vis paa, at denne eller en lignende Evne er i den Grad tilstede hos Dem, at De for dens Skyld skal opgive det faste Fodfæste, og, som en letsindig Spiller, sætte Alt paa et eneste Kort, og, naar dette saa taber, være uoprettelig ødelagt? Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem som saa Mange, der for sildigt maae beklage den spildte Ungdom, som de have ødet paa Illusioner, der briste, istedenfor at benytte den til at komme paa hvad man kalder den rette Hylde. Ethvert Menneske har en faadan, og føler sig tilfreds, naar han har fundet den.

Jeg har anseet det for min Pligt, at sige Dem min Mening og advare Dem. Men jeg er ingen¬lunde Deres Hovmester, og De kan derfor være overbeviist om, at jeg aldrig mere skal berøre denne Materie, eller videre udføre det her Meddeelte, selv om De gav mig Anledning dertil. Derimod skal det glæde mig, naar jeg engang, enten mundtligt eller skriftligt, maa erfare, at De har fundet en Stilling, hvori De føler Dem tilfreds. —

Deres
J. L. Heiberg.

Til Fru Consistorialraadinde Hansen.

Høistærede Frue!

Det var mig en sørgelig Overraskelse, da jeg igaar læste Deres Bekjendtgjørelse i den Berlingske Tidende ^*)Heibergs Lærer. Pastor Hansen døde 20. Marts 1859.. Jeg var med saa mange Baand, saavel Taknemmelig-hedens som Høiagtelsens, knyttet til den Afdøde, at jeg maatte gribes af den sørgelige Efterretning, thi om den end, i Betragtning af hans høie Alder, forsaavidt ikke kunde være uventet, havde jeg dog saa nylig, ved den skjønne Fest ^**)Guldbryllupsfest., som jeg for henved to År siden havde den Glæde at bivåne, modtaget et sådant Indtryk af ham, at jeg virkelig ikke var for¬beredt paa allerede at erfare hans Bortgang fra dette Liv. Jeg beder Dem, høistærede Frue, og Deres nærmeste elskværdige Omgivelse at modtage Forsikkring om min Kones og min oprigtige og hjertelige Deeltagelse i Deres Sorg.

Naar jeg paa Mandag ikke indfinder mig ved Sørgehøitiden, vil De deri ikke see nogen Mangel paa Deeltagelse. Forkjølelse og anden Upasselighed have alt i nogen Tid nødsaget mig til for det meste at holde mig inde, og jeg tør derfor paa dennes. 214Aarstid ikke udsætte mig for Følgerne af en Reise paa flere Miil. Men i Tanken vil jeg være nær¬værende, og jeg tør sige, at ikke Mange af de Til¬stedeværende ville ledsage den Afdøde med stere og kjærere Erindringer end jeg, skjøndt Fraværende.

Kjøbenhavn, 24 Marts 1859.

Deres med Høiagtelse
ærbødigst hengivne
J. L. Heiberg.

S. T.

Fru Consistorialraadinde Hansen.

Til H. L. Martensen.

Men dertil kommer, at jeg virkelig ikke kan finde stort Behag i Recensionen ^*)Ulrici's over Baggesen's philosophischer Nachlat, I. Band, 1858., forsaavidt som jeg kan bedømme den efter det meddeelte Fragment, og uden at kjende det recenserede Skrift. Det fore¬kommer mig, at der er for megen Snakken frem og tilbage, uden egenligt Resultat. Den Yttring, at Bagge sen var for meget Digter til at kunne forfølges. 215en conseqvent Slutning — det vil da sige, for meget Digter til at kunne tænke — synes mig at høre til den Art af Trivialiteter, som man kun altfor tidt hører, og ikke at være synderlig bedre end det vulgære Dictum, at Digterne ere daarlige Forretningsmænd og daarlige Øconomer. Det Sidste passebe vel paa Baggesen, men derfor ikke paa Alle, og det Første — hans Mangel paa Slutningsevne — veed jeg ikke, at han har givet Grund til at antage.

Hvad der her skulde være sagt, er, efter min Mening, noget ganske Andet, nemlig at Baggesens philosopherende Periode faldt inden Hegels Tid, og at han derfor ikke kom til at erhverve sig logisk Dressur, dialeetisk Bøieligheb. Til at erindre herom havde Recensenten havt den bedste Leiligheb ved den saa hurtigt forbigaaede Paastanb af Baggesen, at Gub, som Forudsætning for al Viden, ikke selv kan vides. Her er det dog virkelig ikke Slutningens Conseqvens, hvorpå det skorter, men Feilen er den eensidige Abstraction, der sætter Gnd kun som Forudsætning for al Viden, og ikke tillige som Resultat af al Viden, hvorveb Conclusionen da venber sig om til det Modsatte. Baggesen har kun seet Synthesen fra det Abstracte til det Concrete, uden at lægge Mærke til, at det sidste Concrete selv bliver Forudsætning, men i en analytisk Udvikling.

Således forekommer Sagen mig. Jeg troers. 216virkelig ikke, at Baggesens Sønner vinde Noget ved at faae denne Recension udbredt i Danmark, hvor desuden ikke Een af Tusinde vil læse den. At Regjeringens Understøttelse til Udgivelsen af Baggesens efterladte Skrifter er vel anvendt, fætter vist Ingen i Tvivl, og et Testimonium behøves vel neppe.

Med min Helbred gaaer det op og ned. Jgaar var jeg meget dårlig og havde lidt Feberfornemmelse; idag er jeg bedre.

Med de venligste Hilsener til Bispinden og Børnene

6. Juli 1859.

Deres hengivne og forbundne
J. L. Heiberg.

s. 217Fru Gyllembourgs

litterære Testament.

s. 218

Til min Søn Johan Ludvig Heiberg.

Jeg forudseer, at det efter min Død kan hænde sig, at Du vil finde Dig foranlediget til at nævne mig som Forfatter til de Skrifter, som ere udgivne af Dig, under Benævnelse af Noveller, Fortællinger o. s. v. af Forfatteren til en Hverdagshistorie. I dette Tilfælde ligger det mig paa Hjerte at give Opløsning Paa en Gåde, som jeg paa en Måde har fremsat i det Brev under hiint Firma, som findes i den flyvende Post for 1834, Nr. 31, ^*)Til Hr. Cølestinus. See Skrifter af Fors. til „en Hverdagshistorie," samlede og udgivne af Johan Ludvig Heiberg, XII. Bind, S. 196 ff. thi uden al Forklaring over de Oplysninger om min Personlighed, som jeg i dette Brev har givet, vilde det synes, som jeg tiltrods for mine Forsikkringer dog har løiet for det Publikum, der har viist mine Noveller saa megen Indest og Overbærenhed: en Tanke, som jeg ikke kan taale at tage med mig i Graven.s. 220Jeg meta derfor forklare, hvad jeg har tænkt mig ved hine Yttringer.

Naar jeg siger, „at jeg i mange Aar med Alvor og Kjærlighed har røgtet et Kald heel forskjelligt fra en Digters", saa forstaaer jeg derved det qvindelige Kald i de nærmeste og fjernere Forhold, et Kald, hvis høie Vigtighed Ingen nok kan erkjende. Naar jeg siger, „at jeg haaber, at mine ubetydelige litterære Frembringelser ikke skulle være det Eneste, jeg efterlader mig, som Vidne om min jordiske Tilværelse", saa mener jeg dermed det Eneste, hvorved jeg er mig bevidst, at en Følelse af Stolthed har nærmet sig min Sjæl. Det, at jeg er din Moder! min elskede Ludvig! som jeg ærer saa høit, og at ikke blot dette Fortrold af Moder og Søn, men et inderligt, fortroligt Venskab har forenet os, saa langt et Stykke af vores begges jordiske Vandring. At jeg i Dig skal efterlade mit Fædreneland en herlig Gave, det trøster jeg mig ved at tænke. Jeg haaber ogsaa selv at leve i mine andre Venners og Nærmestes Erindring, de som venlig og trolig have vandret i Livet med mig. Jeg haaber, at de ville erindre mig som et qvindeligt Væsen: elskende og trofast. Naar jeg taler om „min Omtumlen paa Verdens Hav, mellem forskjellige Mennesker og Nationer", saa veed Enhver, som har kjendt mig, at det er sandt, uagtet jeg saagodtsom aldrig har forladt Kongen af Danmarkss. 221Stater. At jeg gjør „min ydmygste Afbigt til den qvindelige Beskedenhed," er vist mit Hjertes oprigtigste Mening. Jeg har ofte „med Ret eller Uret" tænkt, at jeg havde krænket eller fornærmet den ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. Du veed, min Lndvig! at fra først var en Spog, siden en Attraa efter at behage Dig, Grnnd til at jeg forsøgte en Beskjæftigelse, der snart blev mig saa kjær, at jeg ikke igjen kunde forlade den, uagtet en ubeskrivelig Undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret betænkte, at jeg som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de frygtsomste og svageste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum, som Digter, og var af Adskillige anseet som saadan. Denne min Bekjendelse maa være min Undskyldning hos de kjære Venner, for hvem jeg, naar Samtalen, mod min Villie, kom paa denne Materie, haardnakket nægtede Sandheden. Jeg beder dem tilgive mig, og jeg forsikkrer, at ingen Mangel paa Fortrolighed var Skyld i denne min Handlemaade; men at jeg deels frygtede for at de efter en saadan Opdagelse ikke skulde see mig med de tilvante Øine, deels var det mig umuligt at overvinde den Undseelse, der forbød mig en saadan Tilstaaelse. De faa Fortrolige, jeg i denne Sag har havt: Din efter mit eget Hjerte valgte Hustru, og min dyrebare Pleiesøn Georg Bunten takker jeg herved for den Troskab, hvormeds. 222de have bevaret min Hemmelighed. Disse mine to elskede yngre Børn og alle mine andre Venner og Velyndere bringe disse Linier endnu engang en Hilsen fra mig.

Og nu overgiver jeg herved dette mit litterære Testamente i din Haand, der ikke blot i Litteraturen har været min Støtte, men ogsaa paa et langt Samlivs stundom blomsterklædte, stundom tornefulde Bane.

Thomasine Christine Gyllembourg
Ehrnsvärd, født Buntzen.