✂
“►Hvad Solskin er for det sorte Muld,
Er sand Oplysning for ►Muldets Frænde.”
✂ Med disse Ord begynder vor ældste Skolesang, og der er vist ingen Skolemester saa bagvendt at ville indvende Noget mod Oplysningens Lighed med Solen, men saasnart man i den gamle Skole hører, enten at paa vor folkelige ►Høiskole skal Oplysningen ikke udspringe af Skriverfingrene, men af ►Folkemunden, eller at vi ingenlunde søge Oplysningens Lighed med Solen i dens Soleklarhed, men i dens Solvarme, som avler Frugtbarhed, saavidt kun Livslyset naaer, da enten brister den i Latter eller fnyser over den Mørkets Aand, der nuomstunder vover at te sig som en Lysets Engel.
✂ Dette kan og skal vi imidlertid betragte med al Rolighed, fordi den folkelige Oplysning slet ikke er skabt til at trættes om eller trættes og ►tvistes med, men til i Lys og Løn at te sig som en virkelig Livs-Oplysning, der hævder og ærer sig selv ved de velgjørende Virkninger og den glædelige Stemning, den fræmbringer hos Folket.
✂ Vi trættes derfor med Ingen om vor folkelige Oplysnings Sandhed og Værd, men sætter den trøstig i Værk, og vi maa derved snart vinde en afgjørende Sejr, thi Modstanderne nødes nu til at oprette ►Højskoler for virkelig Livsoplysning, og, da de dog hverken har Lys til Vejledning eller Livskraft til Livsgjerningen, saa vil Alt hvad de udretter blive et Mørkets Værk af deres Dødbider-Konst. Vel er det nemlig i 📌Danmark altid samme Folks Tungemaal, man maa bruge, og samme Folks Liv, man maa pege paa, men det er dog kun i døde Toner, Modstanderne kan stamme paa Modersmaalet, og kun fra den blinde Side, de kan pege paa det danske Folk. Man maa nemlig være besjælet af Folkeaanden, og Modersmaalet maa have fundet levende Gjenlyd i Hjertet, naar man skal kunne betragte det danske Folkeliv nu og herefter fra sin lyse Side, som kun er den, der vender til den fjerne hartad glemte Fortid i ►Skjolds og ►Haddings, ►Frode-Fredegods og ►Rolf Krakes fjerne Dage. Hvor fortroligt nemlig end vort bløde Modersmaal fra Vuggen af har været med den ►trøstelige Sandhed, at Himlen ►lader Naade gaa for Ret hos sine arveløse Frænder paa Jorden, saa var det dog kun i den enkelte Synders sønderknuste Hjerte, dette Evangelium ►alt i et Aartusinde fandt Gjenlyd ►paa Marken, men det var først paa den folkelige ►Højskole, vi vovede at give Kirkens Evangelium Anvendelse paa Folket og Bavne-Blus paa ►Højskolen, saa det sees, at ►Folkestillingen ikke blot har givet Værnepligt, Skattepligt til Stat og Kommune, ►Toldepligt og ►Tiendepligt osv., og ej blot til fattig Gjengjæld Borgerret, ►Pløjeret, Høsteret, Højesteret og Valgret, men ogsaa Odels- og Arve-Ret til ►Danmark dejligst Vang og Vænge og til Lykken, der med Sol og Maane og alle Stjerner spejler sig i Bølgen blaa, saa det er ikke blot Krigen med 📌Tyskland baade om Sjæl og Krop, men ogsaa Dannebrog med Heltemodet og Sejren, der gik i Arv fra det gamle Aartusinde ⓘ til det ny, fra ►Skjold til 👤Tordenskjold, til 👤Villemoes og 👤Suenson.
✂ Ja, mine Venner, det er en Fornøjelse at oplyse Lykken i de forrige Dage, men det skal ogsaa trøste os under Betragtningen af ►Nytaars Nyet, thi som Ordsproget lyder: “►der Vælder Vand, som været haver”, saaledes er Folkelykken paa ►Idræts-Himlen sit eget Forvarsel, og kun forgjæves vilde selv en 👤Shakespeare have spaaet et Folk 📌Danmarks Lykke, der ikke ►alt i Oldtiden saae den skinne paa ►Amlets, ►Vermunds og ►Uffes Skjolde.