↩ I strofe 1 indsætter Grundtvig sig selv og 👤Ingemann blandt Nordens største digtere (vers 1). Efter 👤Ingemanns død, står han nu alene tilbage. I strofe 2 understreger Grundtvig deres fælles digteriske udgangspunkt: 👤Ingemann var en bror i ånden (vers 5) og “Søn af samme Skjaldemoder” (vers 6). Skønt udgangspunktet for deres digtning var det samme, var de digteriske resultater meget forskellige, men uden det forstyrrede deres personlige venskab. Grundtvig bemærker, at det er sjældent, at venskab opstår “imellem Skjalde, / Som ei Muser eens paakalde!” (strofe 3, vers 5-6).