↩ Jeg var dengang i min Ungdomskraft og gjaldt i 📌Nordens Læseverden, om ikke for den fjerde ►Odin, saa dog for en af den Førstes Præster og Propheter, som gik igien for at kyse Livet af alle den tyske Fornufts oplyste ►Stillingsmænd herinde, og jeg brændte som et ildsprudende Bjerg af Begiærlighed efter at høre den gamle “►Lovtunge” kvæde om ►Skilfinger, ►Skjoldunger, ►Ylfinger og kanskee om selve ►Aserne; men da jeg ikke forstod et angelsaxisk Ord, og saae ►paa Timen, at den saakaldte latinske Oversættelse XVIIIhvert Øieblik blev meningsløs og maatte være ►splittergal, og da vor Sprogmester 👤Rask var borte, satte jeg mig i Fortvivlelse til, med de faa og smaa Hjelpemidler, jeg kunde opdrive, at lære Angelsaxisk, og ved saagodtsom at lære hele Digtet udenad, kom jeg snart saavidt, at jeg kunde skielne alle Omridsene og opdage baade Kong ►Skjolds storladne Ligbegængelse, ►Sigmund Volsung, Sørgespillet med Kong ►Hredel og hans Sønner ►Herebeald og ►Hædcyn, Heltene ►Hnæf og ►Hengest, ►Hrodulf og flere ►skikkelige Folk, som var forsvundne i Oversættelsen og tildeels lemlæstede i Texten, og da jeg tillige var saa heldig at opdage Kong ►Higelak hos 👤Gregor fra Tours, saa kunde jeg umuelig bare mig for at giøre en Støi med min Pen, som om Himlen skulde falde ned*►Kiøbenhavns Skilderi 1815. Nr. 60, 63-65. 70-72.. Gamle 👤Thorkelin blev naturligviis ►smækvred, erklærede alle mine ►Udsættelser for Galskab og paastod, at Sangen om ►Skjolds Ligbegængelse, som jeg strax ►gav til Priis, den havde jeg selv digtet, og da Ingen kunde dømme os imellem, førend 👤Rask næste Aar kom hjem, saa regnedes mit Angreb paa 👤Thorkelins angelsaxiske Mesterskab for en af mine store Forbrydelser i den lærde Verden. Det fandt imidlertid Geheimeraad 👤Bülov ikke, men fandt saamegen Behag i mit ►Prøvestykke om ►Skjolds Ligbegængelse, at han overtalde mig til at love en lignende Fordanskning af hele Digtet, som han gavmild vilde bekoste.