Grundtvig, N. F. S. Beowulfes Beorh eller Bjovulfs-Drapen, det Old-Angelske Heltedigt paa Grund-Sproget



I

BEOWULFES BEORH
ELLER
BJOVULFS-DRAPEN,
DET
OLD-ANGELSKE HELTEDIGT,
PAA
GRUND-SPROGET,

VED NIK. FRED. SEV. GRUNDTVIG.

KIÖBENHAVN 1861 KARL SCHÖNBERGS FORLAG. LONDON: JOHN RUSSELL SMITH.

II

👤Thieles Bogtrykkeri.

III

MINDET

OM

ELEFANT-RIDDEREN

JOHAN BÜLOW

TIL

SANDERUMGAARD

MED

BJOVULFS-DRAPENS SKYTSAAND

TILEGNET!

1

IVBeowulf maðelode,
bona Stearcheortes:
“for leoda þearfe
ne mæg ic her leng wesan;
hatað heaðomære
hlæw gewyrcean
beorhtne æfter bæle
æt brimes nosan!
Se sceal to ge-myndum
minum leodum
heah hlifian
on Hronesnæsse,
þæt hit sæliðend
syððan haten
Beowulfes Beorh,
þa, þe byrðingas
ofer floda genipu
feorran drifað!
þæt wæs þam gomelan
gingæste word
breost-gehygdum,
ær he bæl cure,
hate heaðo-wylmas;
him of hreðre gewat
VIsawol secean
soðfæstra dom!”

2

Best þæt ge-munde,
mine gefræge,
se þe eall-fela
eald-gesegena
worn gemunde,
wigena bealdor,
Scop Beowulfes,
Scefinga leod;
hlæw he ge-worhte
æfter wines dædum,
in bæl-stede,
beorh þone hean,
micelne and mærne,
swa he manna wæs,
wigend weorð-fullost
wide geond eorðan,
þenden he burh-welan
brucan moste.
Se is wæg-liðendum
wide gesyne,
Beorh Beowulfes,
beorhtost geweorca,
mearcod to ge-mynde,
meaglum wordum!

3

VIIIÞær is on þam scennum
sciran goldes,
þurh run-stafas,
rihte gemearcod,
“þæt nu sceal Geataleodum
and Gar-Denum,
sib-gemænum,
and-sacu restan,
inwit-niðas,
þe hie ær drugon,
sceal hring-naca
ofer heaðo bringan
lac and luf-tacen;
ic þa leode wat
ge wið feond ge wið freond
fæste geworhte,
æghwæs untæle
ealde wisan!”

4

God-fremmendra swylcum
gifeðe bið,
þæt seo Engla-þeod,
þegna-heap ær-god,
seo þe wiccung-dome
wrættum gebunden
for-gyteð and for-gymeð
þisne þe hire God sealde,
wuldres wealdend,
weorðmynda dæl,
on eðel-londe,
oðre siðe,
Xgaste gefysed,
fugle gelicost,
wudu-holt wynlic
willsum geþence
Scede-londum in,
scopas and witan,
hæleða dream,
Dena and Wedera!

5

Þonne forstes bend,
fæteras onlæteð,
on-windeð wæl-rapas
he þe ge-weald hafað
sæla and mæla,
(þæt is soð Metod!)
fugelas singað,
sunne bewitigað
wuldor-torhtan weder;
þa is winter scacen,
ge-frætwed foldan bearm
fægerlice!
Þa beoð eað-fynde
æt Ida-wealde
tæfla gyldenne
in gærs-tune,
swylce in gear-dægum
dom-fæste ahton
Wodan and Frea,
Welandes laf;
þa is gear gylden
XIIin geardas cumen,
lixeð se leoma
ofer landa fela,
fugel feðrum strong,
se is Fenix haten,
weardað his eðel-þyrf,
eall bið geniwad,
feorh and feder-homa,
swa he æt frymðe wæs,
þa hine ærest God
on þone æðelan wong
siger-fæst sette
swegle to-geanes!


1

VDet var Stærkhjorts Banemand,
Bjovulf, Drot i 📌Gotheland,
Saa tog han til Orde:
I, som skifte skal min Arv,
Sørger vel for Folkets Tarv,
Giører, som jeg gjorde!
Brat har Aske jeg for Been,
Da, I Venner gæve!
Kæmpe-Høi med Bauta-Steen
Over den sig hæve!
Staae den skal paa Roneklint,
Hvor mod Klippen Bølger trindt
Bruse ind fra Dybet;
Kneise skal min Høi ved Hav,
Falde flux i Øie,
Under Navn af Bjovulfs Grav,
Dem, som Bølgen pløie,
Staae for dem til Seile-Tegn,
For mit Folk til Mindes-Hegn,
Synlig i det Fjerne!
Det var Gubbens sidste Ord,
Før til Baal han blegned,
Hjertet brast, og kold til Jord
Gothe-Helten segned,
VIILegemet i Klippely
Luen vented rolig,
Sjælen søgde over Sky
Ærens faste Bolig!

2

Ingen bedre kom ihu
Helte-Svanesangen,
Bjovulfs-Drapens Skjald! end du,
Som ved 📌Svane-Vangen,
Rig paa Sagn og skarp i Syn,
Kongelig i Sindet,
Oversaaede med Lyn
Helte-Hædersmindet!
Mageløs var du, som han,
Mens du Skjalde-Livet
Nød i Anglers Odelsland,
Overflødig givet!
Som i Valhal Brage, sad
Du paa Heltegrave,
Mageløst er end dit Kvad
Mellem begge Have,
Ligner mest en Konge-Hal,
Bygt af Bautastene,
Runerne i Tusindtal
Konstig sig forene,
Til at sees over Strand
Hundred Danske Mile,
klarlig hvor i 📌Daneland
Hrodgar sank til Hvile,
IXTil at staves med Bedrift
I de stille Kamre,
Som en herlig Billedskrift
Fra de høie Hamre!

3

Ristet er vel Runen bedst,
Som ad 📌Danmarks-Side
Peger paa en Folke-Fest
Under Nørrelide,
Hvor neddysses skal al Kiv
Mellem Frænder gilde
I 📌Høinordens Folkeliv
Af den fælles Kilde,
Snekken over 📌Øre-Sund
Budskab immer bringe,
Mest om Hjertets grønne Lund
Og dets gyldne Ringe,
Uden Sorg og Mistillid,
Som i Fredegodes Tid!

4

Give Gud, at Anglers Æt,
Nu for 📌Norden fremmed,
Mindes maatte 📌Videslet,
Mindes Vane-Hjemmet,
Bryde af den Grændels-Haand
I det Pluddervælske,
Som uddrev med Anglers Aand
Hjerte-Ordet “elske”!
Ja, gid snart vi Svane-Sang
Høre maae fra Aven”,
Hvori Aanden har sin Gang,
Uden Frygt for Paven!

5

XIDa skal Fønix-Fugl paany
Fjederhammen love,
Svinge sig med Fart i Sky
Over Vind og Vove,
Med sin Faders brændte Been,
I en Kurv af Blommer,
Synge lydt paa Bøge-Green
Om en Fimbul-Sommer!
Ja, lig Somre tre paa Rad
Nørrelid beskaaret,
Som et Trilling-Bøgeblad,
Dages Gylden-Aaret!
Smelte skal den gamle Sne
Selv paa Jøkuls-Fjelde,
Mødes som Guld-Floder tre
Maalene i Kvælde,
Naar sig gamle Broderskab
Rørt sig selv vedkiender,
Dan og Angul midt paa Hav
Trykke Broder-Hænder,
Medens Heimdals Systre ni,
📌Øre-Sunds Havfruer,
Dandse syngende forbi
Over Lilje-Tuer,
Kvæde om hin hvide As,
Som paa Himmelbjerget
Har ved mange Timeglas
Grønne Gudhjem værget!
Som Guld-Brikker da i 📌Nord,
Fjælede af Jetten,
XIIIFindes gamle, gyldne Ord
Brat paa Ida-Sletten,
Leges Tavl, som Nornen vil,
Under grønne Linde,
Voves alt paa Lykke-Spil,
Hvori alle vinde!


XIV
XV

Fortale og Indledning.

Det er gaaet med Bjovulfs-Drapen ligesom med 📌Høinordens Aand og det tilsvarende Kæmpeliv selv, at de, nedsunkne i Glemsel, naar de, ligesom tilfældigviis, kom for Lyset, syndes at skulle dele Skæbne med de gamle Syvsovere, der, efter nogle Øieblikke med deres gammeldags Penge, Klædedragt og Talemaade at have forskrækket den ny Verden i Hjemmet og mættet dens Nysgierrighed, maatte selv finde sig uskikkede til at leve med den vildfremmede Slægt, tye tilbage til Hulen og lægge sig til at døe for ramme Alvor. Jeg for min Deel har vistnok havt, og har, Gud skee Lov! endnu, anderledes godt Haab om Fremtiden, og tager det altid for en Øineforblindelse, som Penelopes fordum, naar 📌Nordens Aand synes at være blevet 📌Nordens Hjerte fremmed, men derfor fristes jeg saameget mindre til at lægge Dølgsmaal paa de tilsyneladende meget afskrækkende Kiendsgierninger fra 📌Nordens Nytaarstid.

Bjovulfs-Drapen, som ikke har Spor af nogen historisk Begivenhed senere end det sjette Aarhundrede, og maa, efter alle Mærker, være over tusind Aar gammel, var ligetil det attende Aarhundredes BeXVIgyndelse saa aldeles forglemt, selv i Hjemmet, som om den aldrig havde været til, og da der end ikke i Middelalderens Krøniker fandtes Kny om den, saa indskrænkede Kundskaben om den sig giennem hele det attende Aarhundrede til, hvad 👤Wanley betroede den lærde Verden*👤Hickesii Thesaurus T. III. p. 218 under Mærket: 👤Vitellius A. X. i det 📌brittiske Museums Cottonianske Samling., at der i det 📌brittiske Museum laae et ypperligt angelsaxisk Kvad begravet om den danske Skjoldung Bjovulfs Kamp med nogle svenske Nisse-Konger *In hoc libro, qvi Poeseos Anglosaxonicæ egregium est exemplum, descripta videntur bella, qvæ Beowulfus qvidam Danus ex regia Scyldingorum stirpe ortus, gessit contra Sveciæ regulos..

Da nu denne Angivelse af Bjovulfs-Drapens Indhold var uefterrettelig, saa stod 👤Wanleys Vink aldeles paa Linie med alle de andre Sagn, man har om Kæmpehøie, hvor der skal ligge store Kæmper og store Skatte begravne, som Ingen har seet, men Somme dog siger, de har seet Blaalys over; og dog var det baade for Digtets og for 📌Danmarks Skyld en lykkelig Feiltagelse, thi medens det attende Aarhundredes Boglærde ellers hverken brød sig om 📌Nordens Aand eller om de danske Skjoldunger, saa var dog vor 👤Suhm og 👤Langebek en Undtagelse, saa de gjorde adskillige Forsøg paa at faae det ældgamle Skjoldung-Kvad gravet op og hjemført som Dannefæ, hvad omsider ogsaa forsaavidt lykkedes, at da den lærde Islænder 👤Grim Thorkelin (1791) kom hjem fra sin lange Reise i 📌Storbritannien og 📌Irland, medbragde han hele to Afskrifter af det oldnordiske Heltedigt, og skiøndt de begge var tagne længe efter XVIIden store Ildebrand i det 📌brittiske Museum (1731), som ogsaa har bidt mange Mærker i den poetiske Skindbog, saa viser dog den første Afskrift, som er en Eftermaling, at Skindbogen har dengang været endeel mindre smuldret i Kanterne, end da jeg (1829) først fik Fingre i den, og den anden Afskrift med 👤Thorkelins egen Haand, raadede Bod paa Udeladelser og andre grove Feil, som Eftermaleren, vist ganske ubekiendt med Sproget, havde begaaet. Det syndes imidlertid, som ogsaa dette Kæmpeskridt skulde have været unyttigt, thi 👤Suhm døde snart, og skiøndt Geheimeraad 👤Bülov til 📌Sanderumgaard paatog sig at bekoste Udgaven, gik det dog i Langdrag til 1807, da 👤Thorkelins hele Bogsamling brændte ved det Engelske Bombardement, saa man maa sige, at Ilddragen Stærkhjort blev ved at forfølge sin Banemands priselige Eftermæle. Afskrifterne reddedes imidlertid bogstavelig som en Brand af Ilden, og 👤Bülov helmede ikke, før det saakaldte Skjoldung-Kvad (De Danorum rebus gestis Sec. III et IV.) udkom, efter fattig Leilighed udmærket stadselig 1815, med en saakaldt latinsk Oversættelse og allehaande lærde Prydelser.

Jeg var dengang i min Ungdomskraft og gjaldt i 📌Nordens Læseverden, om ikke for den fjerde Odin, saa dog for en af den Førstes Præster og Propheter, som gik igien for at kyse Livet af alle den tyske Fornufts oplyste Stillingsmænd herinde, og jeg brændte som et ildsprudende Bjerg af Begiærlighed efter at høre den gamle “Lovtunge” kvæde om Skilfinger, Skjoldunger, Ylfinger og kanskee om selve Aserne; men da jeg ikke forstod et angelsaxisk Ord, og saae paa Timen, at den saakaldte latinske Oversættelse XVIIIhvert Øieblik blev meningsløs og maatte være splittergal, og da vor Sprogmester 👤Rask var borte, satte jeg mig i Fortvivlelse til, med de faa og smaa Hjelpemidler, jeg kunde opdrive, at lære Angelsaxisk, og ved saagodtsom at lære hele Digtet udenad, kom jeg snart saavidt, at jeg kunde skielne alle Omridsene og opdage baade Kong Skjolds storladne Ligbegængelse, Sigmund Volsung, Sørgespillet med Kong Hredel og hans Sønner Herebeald og Hædcyn, Heltene Hnæf og Hengest, Hrodulf og flere skikkelige Folk, som var forsvundne i Oversættelsen og tildeels lemlæstede i Texten, og da jeg tillige var saa heldig at opdage Kong Higelak hos 👤Gregor fra Tours, saa kunde jeg umuelig bare mig for at giøre en Støi med min Pen, som om Himlen skulde falde ned*Kiøbenhavns Skilderi 1815. Nr. 60, 63-65. 70-72.. Gamle 👤Thorkelin blev naturligviis smækvred, erklærede alle mine Udsættelser for Galskab og paastod, at Sangen om Skjolds Ligbegængelse, som jeg strax gav til Priis, den havde jeg selv digtet, og da Ingen kunde dømme os imellem, førend 👤Rask næste Aar kom hjem, saa regnedes mit Angreb paa 👤Thorkelins angelsaxiske Mesterskab for en af mine store Forbrydelser i den lærde Verden. Det fandt imidlertid Geheimeraad 👤Bülov ikke, men fandt saamegen Behag i mit Prøvestykke om Skjolds Ligbegængelse, at han overtalde mig til at love en lignende Fordanskning af hele Digtet, som han gavmild vilde bekoste.

Da nu 👤Rask kom hjem, foreslog han mig, at vi, efterat have giennemgaaet Digtet sammen, skulde udgive det i Fællesskab, saa han besørgede Texten og jeg XIXOversættelsen, og vi gik rask til Værket, men naaede kun til v. 1843 (i 👤Thorkelins Udgave p. 71) førend 👤Rask tiltraadte sin lange Reise over 📌Sverrig og 📌Rusland til 📌Persien, 📌Ostindien og 📌Ceylon, hvorfra han først 1823 vendte tilbage*Den mærkeligste Opdagelse, 👤Rask og jeg var lige gode om, var Fitela (Sin-Fjotle), som laae begravet under det meningsløse “wite la.”. Baade havde jeg imidlertid faaet lidt grammatikalsk Grund ved Samkvemmet med Sprogmesteren og ved hans angelsaxiske Grammatik, som snart (1817) udkom i 📌Stokholm, og tillige gjorde 👤Rask, før han reiste, et lille Fremlaan paa et Par Dage af de Thorkelinske Afskrifter, som han selv havde tillaans, saa nu kunde jeg med bedre Grund*Om Bjovulfs Drape. Dannevirke. 1817. B. 2. S. 207-80., haabe at indfrie mit forvovne Løfte om en rimet Fordanskning af hele Kvadet, som ogsaa virkelig udkom 1820*Bjovulfs-Drapen. Et Gothisk Heltedigt fra forrige Aartusinde af Angel-Saxisk paa danske Rim, ved Grundtvig..

Herved meende jeg med Rette at have gjort det Nordiske Heltedigt og 📌Nordens Aand en stor Tjeneste, thi ved at give det forgiemte og forglemte Digt en splinterny og i det hele dog passende Dragt, gav jeg det Indfødsret i Nutiden, som hvis en god Ven havde givet de stakkels gamle Syvsovere nye Klæder, nye Penge og Underviisning i Dagens Talebrug, saa de kunde begaaet sig i den ny Verden; men for det første syndes derved dog saa godt som Intet udrettet, thi selv i 📌Danmark blev Bjovulfs-Drapen i mange Aar kun læst meget lidt uden for mit eget Huus, og skiøndt 👤Jakob Grimm roste dens Troskab (i de Göttingske Gelehrte Nachrichten) XXsaa opdagede jeg dog hardtad tredive Aar senere, at hvor nær end Kvadet ligger Gother og Svenskere, havde man dog ikke engang Bjovulfs-Drapen paa det 📌Kongelige Bibliothek i 📌Stokholm. Til det 📌brittiske Museum var Drapen vel naaet længe før, men kun derved, at jeg selv bar den derind 1829, da Kong 👤Frederik den Sjette, Høilovlig Ihukommelse, lod mig reise i 📌Engeland til Giennemsyn af angelsaxiske Haandskrifter.

Disse mine Engelands-Tog (1829-31) syndes nu vel ogsaa at skulle blive frugtesløse baade for Bjovulfs-Drapen og for den Old-Angelske Poesi, thi den ny Udgave af Bjovulf, Cædmon, Exeter-Bogen, Layamon o. s. v., som jeg, efter Tilskyndelse af 👤Black and 👤Young paatog mig at besørge, blev der intet af; men da dog alt dette og mere snart efter begyndte at udkomme ved Engelskmænd, tør jeg saameget mere smigre mig med at have bidraget endeel dertil, saavel ved min personlige Nærværelse i 📌London og 📌Exeter, 📌Oxford og 📌Cambridge, som ved mine forsætlige Drillerier i den Prospekt”, der skulde have forberedt min Udgave, men aabenbar, ved at gaae Engelskmanden paa Livet, gjorde den umuelig*Bibliotheca Anglo-Saxonica. Prospectus, and Proposals of a Subscription for a Publication of the most valuable Anglo-Saxon Manuscripts (with a List of Subscribers). 📌London 1831..

Saaledes udkom da 👤Kembles “Beowulf” (1834-35), der vel vanhældes af mangfoldige Trykfeil og en i det hele daarlig Oversættelse, men har dog en taalelig god Text og en med Flid udarbeidet Ordsamling med Optryk XXIbaade af Brudstykket om Finsborg, og af den først hos 👤Conybeare trykte og af ham benævnede “The Traveller’s Song” *👤Conybeare’s “Illustrations of Anglo-Saxon Poetry.” 📌London 1826. p. 9-22., som tjenlige til Digtets Oplysning.

Tyve Aar senere udkom i 📌Engeland Mr. 👤Thorpes Udgave af Heltedigtet med samme Paahæng og en meget taaleligere Oversættelse*The Anglo-Saxon Poems of Beowulf, The Scop or Gleeman’s Tale, and The Fight at Finnesburg, with a literal Translation, Notes, Glossary etc. By 👤Thorpe. 📌Oxford 1855., der vist i 📌Engeland giælder for et Mesterstykke “standard work,” som det var latterligt at ville mestre. Det fandt jeg naturligviis saameget mindre, som Mr. 👤Thorpe, der dog, som Oversætter af 👤Rasks angelsaxiske Grammatik, maa kunne Dansk, altid har behandlet mig som en misundelig Medbeiler, man maatte benytte saa lidt og nedsætte saa meget som mueligt, men det var dog aldrig faldet mig ind paa mine gamle Dage at ville overtrumfe ham med en ny Udgave, hvis ikke nogle yngre Venner havde faaet mit Løfte paa en ny dansk Udgave, der skulde bøde paa den gamle, og havde skaffet mig offenlig Understøttelse dertil.

Under Forberedelsen overraskedes jeg vel af Heltedigtets tyske Udgave ved 👤Grein, som med flittig og selvstændig Benyttelse af alle forhaandenværende Hjelpemidler øiensynlig har vundet Prisen fra begge de Engelske Udgaver*I “Bibliothek der Angelsächsischen Poesie” og “Dichtungen der Angelsachsen.” B. 1. 1857., og da Tyskeren heller ingenlunde som Engellænderne har enten fortiet eller vraget mine tidligere Oplysninger, saa vilde jeg neppe følt nogen Drift XXIItil at maale mig med 👤Grein, hvis han havde givet en særskilt Udgave af Heltedigtet, og hvis det kunde gaaet an saa seent at trække sig tilbage; men jeg saae dog snart, at der ogsaa hos 👤Grein var Mangel nok paa fortroligt Bekiendskab med 📌Høinordens Aand og Tungemaal, og Misforstand nok af Digtets Indhold, til at jeg, som gammel Ven og Kynding ad begge, maatte kunne give en ny Udgave netop af Heltedigtet umiskiendelige Fortrin. Hvorvidt det nu er lykkedes mig, maa jeg lade Hr. 👤Grein og Efterslægten bedømme, men Flid har jeg ikke sparet, og ligesom jeg gientagne Gange har havt Leilighed til at see den gamle Skindbog efter i Sømmene, saaledes har jeg ogsaa nu bestandig havt de Thorkelinske Afskrifter for Øie, og stræbt at give saa reen en Text og saa gode Oplysninger som mueligt. Da jeg ingen bogstavelig Oversættelse vilde give af Digtet, og da dog selv de Tyske, for ei at tale om de Engelske, Oversættelser vidne om store Feiltagelser, saa har jeg i Indledning og Anmærkninger stræbt at hjelpe Læseren til at forstaae Digtet ligesaa godt som jeg, og det er, som man veed, alt hvad en Udgiver kan giøre.

Hvad nu Brudstykket om Kampen ved Finsborg angaaer, som er optrykt bagved de engelske Udgaver, men staaer der kun til Stads, misforstaaet og ubenyttet, da optrykde jeg det allerede i Indledningen til Bjovulfs-Drapen 1820, og oplyste dets Sammenhæng med Heltedigtet, og i nærværende Udgave findes det indskudt, omtrent paa rette Sted, men med eget Versetal *Brudstykket er først trykt hos 👤Hickes Thes. T. 1. p. 192, efter et Blad i 📌Lambeths (Ærkebispens) Bogsamling, som siden er forkommet, saa vi maae være glade vi fik det, med alle dets Læsefeil og Trykfeil..

XXIIIDen saakaldte “Traveller’s song“ eller “Gleeman’s Tale” fundet i Exeterbogen *Codex Exoniensis. By 👤Thorpe. 📌London 1842. p. 318-27., har jeg derimod ikke kunnet overtale mig til at lade optrykke her som Paahæng, thi skiøndt dette Vidsidsmaal tilfældigviis kaster Lysglimt paa Heltedigtet, og ved Linierne om Hrodgar og Hrodulf endog synes at forudsætte det, saa har det dog i sig selv ingen anden Sammenhæng dermed, end et maadeligt Rim med et meget godt paa samme Tungemaal. Jeg har derfor kun ved Leilighed optrykt de Linier, som give nogen virkelig eller tilsyneladende Oplysning om Heltedigtets Skikkelser.

Endnu maa jeg anmærke, at Correcturen, saavelsom Eftersynet af allehaande Nyt om “Bjovulf” baade fra 📌Engeland og 📌Tyskland, vilde været mig over Magten, naar ikke min ærede Ven 👤George Stephens Esq. Professor i Engelsk, baade gammelt og nyt, ved vor Høiskole, og min Søn 👤Svend Grundtvig, havde paataget sig Broderparten og staaet mig bi med Raad og Daad.

Maatte nu kun denne ny Udgave bidrage til, at 📌Høinordens Heltedigt blev bedre skattet og flittigere læst, baade her, hvor man alt længe har havt og i 📌England, hvor man endnu fattes en læselig Oversættelse*En saadan skulde jo 👤Wackerbarths været, og ved at vælge jævne Rim istedenfor, som Tyskerne, at bruge Rimstave til Stylter, valgde han den rette Vei, men uden nordisk Aand og Sprogkundskab kommer man dog ingen Vei med Heltedigtet..

Saameget om mit Arbeide, der i alt Fald har gjort mig selv endnu bedre bekiendt med Kvadets Sprog og Indhold end jeg var for fyrretyve Aar siden, og det vil XXIVimmer have den Fortjeneste at være den første Haand-Udgave, der virkelig kan komme i alle de gode Hænder, som række derefter, og Pennen vender sig da nu til Bjovulfs-Drapen selv, som et Høinordisk Heltedigt fra forrige Aartusinde, ægte nordisk af Aand, saavelsom af Indhold og Bygningskonst, og det er unægtelig saa stor en Nyhed og Mærkværdighed i det Nittende Aarhundredes Læseverden, at det blot for sin egen Skyld fortjende langt mere Opmærksomhed hos hele den Gothiske Folke-Kreds end det hidtil har vundet eller kan vinde, førend de nu allevegne vaagnede eller vaagnende Folke-Aander komme tilrette med Folke-Hjerterne, som den hjemvendte Odysseus med den vel paa den ene Side meget tro, men dog ogsaa paa den anden Side meget mistroiske Penelope.

Hvad der imidlertid giver Bjovulfs-Drapen verdenshistorisk og almen-videnskabelig Betydning og Vigtighed, det er dens levende Sammenhæng med de gamle Anglers verdenshistoriske Liv og Virksomhed i det Hele, der vel endnu kun er maadelig oplyst og mindre skattet, allermindst i 📌Engeland selv, men er derfor dog lige store og for Aandens Øine umiskiendelige*Hvor haardnakkede Studere-Kamrets Fordomme i denne Henseende er, beviser blandt andet den Kiendsgierning, at min “Haandbog i Middelalderens Historie” fra 1836, hvori jeg blandt andet opmanede det nedmanede Angelske Vidunder, hverken hjemme eller ude af de Høilærde er værdiget mindste Opmærksomhed..

At Anglerne, som, efter deres egne Slægt-Registre, i lige Linie nedstammer fra Odin, som 📌Høinordens Aand, gjorde tilsvarende Kæmpeskridt paa den store XXVLøbebane, som, ventelig til Verdens Ende, vil være kiendelig paa den nu saakaldte “Protestantiske Christenhed” med alle sine Kirker og Skoler og alle sine folkelige og videnskabelige Fremskridt, i 📌Engeland, 📌Tyskland og 📌Høinorden, det har dog næsten alle Historie-Skrivere skjult for Læse-Verdenen, ved fra 📌Rom at gaae avet om og lade baade Christendommen, boglig Kunst og folkelig Dannelse forplantes til 📌Nord-Tyskland, og saa videre, med 👤Karl den Stores Sværd og hans tolv Jævningers Navne, ligesom 📌Roms hellige Stamtræ, plantet med Røverhaand, havde et Spyd til Rod. Vel kunde Historieskriverne ikke nægte, at Anglerne var de Første i vor Folke-Kreds, som baade christnedes ved Aandens Sværd, som er Guds Ord, og som vovede at giøre deres Modersmaal til Skriftsprog, længe før 👤Karl den Store gik i Skole hos 👤Alcuin; men at denne 👤“Alcuinus” var Angleren 👤Ælkvin, og at Tyskernes Apostel ikke holdt op at være Angleren 👤Vinfrid, fordi man kaldte ham “Bonifacius”, og at det aabenbar var Anglernes Fortjeneste, at Christendommen forplantedes til 📌Nord-Tyskland og 📌Høinorden paa aandelig Maade, og at Modersmaalet baade i 📌Tyskland og især paa 📌Island blev Skriftsprog, hvorved Grunden blev lagt til hele den aandelige Udvikling, som har fundet Sted og kan finde Sted i 📌Tyskland og 📌Høinorden, see, det er det virkelig lykkedes Historie-Skriverne at skjule baade for sig selv og for deres Læsere giennem mange Aarhundreder, hvorved man da ogsaa har naaet at give den Engelske, Saxiske og Høinordiske Reformation Udseende af en aandløs Revolution, skiøndt den aabenbar er en XXVIaandelig Fornyelse og Opvækkelse af den i 📌England, 📌Nord-Tyskland og 📌Høinorden oprindelige, med Folke-Aanden og Folke-Hjerterne overeensstemmende Prædiken, Sang og Skrift paa Modersmaalet.

Hvad der gjorde denne Forkludring af Kirkens, Skolens og Folkelivenes Historie muelig, det var jo aabenbar den saakaldte Angel-Saxiske Literaturs voldsomme Afbrydelse og hardtad fuldstændige Udryddelse under det Normanniske Aag i 📌England fra det Ellevte til det Fjortende Aarhundrede; thi kun derved blev det mueligt, at man selv midt i 📌Engeland, med 👤Gibbon og 👤Hume, kunde indbilde sig, at 👤Kædmunds og 👤Bedas og 👤Ealdhelms, 👤Ælfreds og 👤Ædelstens Tankegang og Tungemaal hørde til det raaeste Barbari, hvorfra 👤Villum Bastard med sit gode Sværd, og hans Franske Bisper og Abbeder med deres Pluddervælsk, først begyndte at udfrie de stakkels Angler.

Vistnok kunde og skulde den Islandske Literatur paa Modersmaalet, fra det Tolvte til det Femtende Aarhundrede, have viist Historie-Skriverne, at de var kommet paa gale Veie, og have drevet dem tilbage til den Angelske Prædiken, Sang og Skrift paa Modersmaalet, hvoraf den Islandske Dannelse og boglige Konst maatte være frembragt eller dog fremkaldt; men deels forblev den Islandske Literatur længe ligesaa ubekiendt som den Angelske, hvor man skrev Verdens-Historier, og deels er Studere-Kamrets Nisser de meest haardnakkede af alle, saa at selv naar man vil flygte fra dem, stikke de midt paa Veien Hovedet ud imellem Boghylderne og hvæser, “vi XXVIIflytter”. Selv nu derfor, da Eddaerne er oversat paa Fransk, maaskee endog paa Italiensk, og da den Islandske Literatur har hævdet sig en Plads i alle verdenshistoriske Bogsamlinger, selv nu, saa længe efter at min Haandbog i Middelalderens Historie er kommet for Lyset, vil det, ikke mindst i 📌Engeland selv, koste Kamp og Møie, før Verdens-Historiens Haandskrivere, selv med det halve Øie, som er alt hvad de laane ubehagelige Opdagelser, nødes til at see, og under Mund-Krampe nødes til med Pennen at bekiende, at de har gaaet i Taaget.

Det er derfor efter Omstændighederne intet Under, skiøndt det kun er forklarligt af “den sorte Død” med Blækhus-Graven i Aandens Rige, at selv Bjovulfs-Drapen har behøvet mere end en Menneske-Alder til at aftvinge det lærde 📌Europa lidt Opmærksomhed baade paa sig selv og paa den Angelske Literatur i det Hele, men da den dog har naaet det og har allerede draget baade 👤Kædmunds Sangværk og Anglernes Postil, Exeter-Bogens blandede Digte og 👤Layamons Rim-Krønike heelt eller halvt op af Graven, saa er Heltedigtets Redning, som en Brand af Ilden, aabenbar en Bladvending i Literaturens Historie, og et Forvarsel for en tilsvarende Bladvending i Verdens-Historien, som alle Aander, hvad de end ellers kan have enten paa Tunge eller bag Øre, maa hilse med Høisang, da det er klart, at Folke-Livet, hvad man saa end vil bruge eller misbruge det til, først bliver brugeligt, naar det vaagner og reiser sig paa Modersmaalet i Folke-Aandens Kraft!

XXVIIIAt nu Bjovulfs-Drapen ingenlunde har været det eneste større Kvad af Anguls Skjalde, hvori de stræbde at forbinde og bevare deres folkelige Oldsagn, det kunde man vel slutte sig til fra det Eneste, der nogenlunde heelt og holdent naaede til os, thi ethvert saadant Mesterstykke forudsætter og fremkalder altid endeel baade Svendestykker og Drengestykker i samme Retning, saa det store Digt paa Modersmaalet, som efter et samtidigt Vidnesbyrd, blandt andet ved sit kiønne Bind og glimrende Forbogstav, lokkede Kong 👤Alfred i sin Barndom til at stave og lægge sammen, behøvede vist ikke at have været Bjovulfs-Drapen, især da vi har samme Hjemmel for, at 👤Alfred, før han kunde læse, havde blot ved Hørelsen indpræntet sig mange angelske Digte i sin Hukommelse;*Alfreds Levnets-Beskrivelse af 👤Asser i Monumenta Britanniæ. 1848. Vol. I. p. 473-74. men de Brudstykker af et andet større angelsk Digt, som man nys saa uventet fandt paa 📌det Kongelige Bibliothek her i 📌Kiøbenhavn, maa dog overbevise selv den meest haardnakkede Tvivler om, at Bjovulfs-Drapen ikke har været enestaaende, men i det mindste havt en ganske mærkelig Valders-Kvide ved Siden ad sig,*Disse Brudstykker er allerede med største Omhu udgivne af Professor 👤G. Stephens under Titel: Two Leaves of King Waldere’s Lay. By 👤George Stephens, Esq. 📌Cheapinghaven and 📌London. 1860. thi skiøndt jeg ikke her kan udbrede mig over disse baade smaa og dunkle, men høist mærkværdige Brudstykker, staaer det dog klart for mig, at de har tilhørt et stort og blomstrende angelsk Kvad, som ventelig var Kilden til det Latinske Digt i classisk Stil om Valders Flugt med Hildigun fra Hunnekongen Atles XXIXGaard og hans Kamp underveis med Gunnar Gjukung (Guðhere), som vilde røve hans Skatte.*Af det latinske Digt har jeg kun seet 👤Fischers Udgave fra 1780 under Titelen: De prima expeditione Attilæ et de rebus gestis Waltherii. (Om Atles første Tog og om Valders Bedrifter.)

At der imidlertid mellem de større angelske Saga-Kvad i det høieste kun i Valders-Kviden har været et Sidestykke til Bjovulfs-Drapen, omtrent paa samme Maade, som Odysseen er et Sidestykke til Iliaden, det slutter jeg ikke blot af Heltedigtets udmærkede Beskaffenhed, men ogsaa af den gamle Bog-Historie, der ei engang hos Grækerne lader os formode noget Sidestykke til de Homeriske Digte, hvoraf det ene besynger det folkelige Storværk og det andet den længe savnede og hardtad opgivne Folke-Helts Hjemreise og Hjemkomst. Vel kan og vil det sagtens synes de classiske Lærde ikke blot latterligt, men hardtad bespotteligt, at nævne Bjovulfs-Drapen og Valders-Kviden ud i eet Aandedræt med Iliaden og Odysseen; men deels skulde Classikerne, som har været nærved at sætte den poetisk usle Æneide over den mageløse Iliade, helst tie stille, og deels er her hverken Tanke eller Tale om nogen Sammenligning eller Sammenstilling af de Græske og Gothiske Konstværker, men kun Vink om, at de Angelske Heltedigte betegne omtrent samme Trin af poetisk Udvikling som de Græske, og saalidt som 📌Høinordens Aand vil maale sig med 📌Grækenlands i kvindelig Skiønhed, Klarhed eller Smag, saavist hævder den sig dog ved mandig Storhed, Reenhed og Dybsindighed sin Hædersplads ved Græker-Aandens Side, og leer kun ad Latin-Skolens clasXXXsiske Afguderi, som et overflødigt Beviis paa Stilemageriets Aandløshed. Bjovulfs-Drapens Skjald har nemlig ingenlunde villet nøies med at forbinde enkelte Optrin af 📌Nordens Kæmpeliv fra Skjold til Rolf og fra den gamle Hrædel til den unge Viglaf, men har indvævet sine Danske og Gothiske Oldsagn, om ikke smagfuldt, saa dog snildt nok i Heltens storladne Æventyr, saa hele det Gothiske Kæmpeliv med dets Ragnarok speiler sig deri langt fuldere og klarere end i Stærkodders Rimkrønike og Volsungernes Sørgespil, hvoraf den første maa være Dansk og det andet Vildgothisk Arbeide.*Af Rimkrøniken om Stærkodder, Storværks Søn har vi vel kun et forgjort Brudstykke i 👤Saxos Latinske Vers, men kan dog af Sagnet giætte os til Gangen, og i de Eddiske Volsung-Kvider seer vi tydelig Brudstykkerne af den stolteste Gothiske Bygning, man kan tænke sig.

Der er nemlig to Kæmpeværker, som Gothe-Folket især har prøvet sine Kræfter paa, det ene Opvækkelsen af det indslumrede Heltemod og det andet Hevn over Rovgierrigheden, som har ranet al Verdens Herlighed, hvad klarest lader sig fremstille under Billedet af en Valkyrie i Dødsdvale og Kampen med en Ild-Drage, som ruger over en umaadelig stor Gulddynge, hvorom derfor ogsaa Volsung-Kviden dreier sig, men sært forvirret af den Tyske Romantik, der, som Niflungs-Kvadet (Lied der Niebelungen) lærer os, har stræbt at flytte det store Brændpunkt fra Storværkerne til Kvinderne (Brynhild og Krimhild), der, som rasende Medbeilerinder, drages om Helten. Sin Konst XXXIog Smag skal nu vistnok den gamle 👤Shakspear ligesaalidt som den Unge rose sig af, thi den søvndyssede Valkyrie bliver hos ham, hardtad ligesom i den Danske Rimkrønike, til fordrukne, snorkende Leire-Kæmper, og Heltens æventyrlige Kamp med Trolden, som kaster Søvn paa Kæmperne, og med Ild-Dragen, som ruger over Helte-Guldet, savner al poetisk Forbindelse, ja, for en Feils Skyld maa Bjovulf brydes baade med Grændel og hans Moder, og faaer kun Utak af Skjalden for sin Dødskamp med Stærkhjort; men Kæmpeskjalden trodser kiækt alle Udsættelser paa sit Arbeide med sit Falkesyn og sit Løvebrøl. Medens han nemlig løfter sin Gothe-Helt til Skyerne høit baade over Hermod og Volsungen, og stiller Storværkerne i deres rette baade historiske og poetiske Følge og Forhold, saa seer han dog godt, at ogsaa hans Gothe-Helt, som vil gaae for Thor og fælde Midgaards-Ormen for tidlig, gaaer paa vilde Veie, og spilder igrunden sin mageløse Styrke, saa hverken kan han vække Heltemodet, end ikke i sin egen Gaard, eller frelse Hrædlinger eller Vægmundinger fra Undergang, saa Drage-Guldet er til ingen Nytte, men maa graves ned igien med ham til Rov for Dragens Datter. Netop saaledes gik det jo med Gothernes verdensberømte Kamp for at vække 📌Nordens Valkyrie i Hjemmet og fravriste den Romerske Drage sit Rov, saa den Angelske Helteskjald havde ligesaa god Grund til at bryde alle Konstens Regler, som Uffe til at sprænge sin Brynie, og han har brugt sit Sværd ligesaa godt som Uffe sit Skræp, og Bjovulf det gamle Jettesværd, der begge, ligesom hans, var afbrugt med det samme. Sammenlignes endelig XXXIISkjaldens med Heltens Bedrifter, da finder vi ogsaa derved en slaaende Lighed, thi det Angelske Skjaldskab, som han vilde fornye, forældedes ligefuldt til det uddøde, og de Nordiske Oldsagn, som han vilde udrive af Glemsel, sank strax saa dybt tilbage deri, at vi kunde fristes til at tænke, de havde aldrig været til uden i hans Hjerne, naar ikke de uforglemmelige Navne: Hermod, Volsung, Skjold og Rolf forbød det, og naar ikke de Frankiske Aarbøger ovenikiøbet gjorde os den uventede Tjeneste at bevidne ikke blot de reent forglemte Gothiske Kongesagns men Gothe-Kongen Higelaks virkelige Tilværelse.

Herved mindes vi kraftig om Bjovulfs-Drapens sagnhistoriske Værd og Vægt, men førend vi gaaer ind paa den nærmere Betragtning heraf, maae vi dog endnu et Øieblik dvæle ved dens æventyrlige eller saakaldte mythiske Vilkaar. Disse har jeg vel alt stræbt at oplyse ved at pege paa Bjovulf som en hverken meer eller mindre mythisk Personlighed end Volsungen Sigurd Fofnersbane, Stærkodder, Storværks Søn, eller Peliden Akilleus i Iliaden, thi skiøndt vi hverken har hørt, at Bjovulf som Sigurd skulde stamme fra Odin, eller, som Stærkodder være Hærfaders Fostersøn, eller, som Akilleus have en Havfrue til Moder, saa viser dog hans Tredivemands-Styrke, hans Svømning over 📌Østersøen, saavelsom hans Dykke-Konst i Troldekiær, at han ikke kan have været af lavere Byrd. Dette har imidlertid syntes Engelskmændene enten for sært eller for lidt, saa de har endelig villet giøre Bjovulf enten til Thor eller til en anden tysk eller nordisk Afgud, uden at ændse, at XXXIIIBjovulfs-Drapens Skjald, som vidste godt hvad han gjorde, i saa Fald vilde holdt sit Kvad ligesaa reent for hans, som for Odins, Thors og Freias Navne, der i alt Fald laae ham meget nærmere.

Man maa nemlig ikke tænke, at det var med de old-angelske Skjalde, som med de ny-engelske Digtere, at 📌Nordens Gudenavne kun var dem bekiendte fra Slægtregistrene og Ugedagene, thi baade Vøluspaa, Havamaal og de fleste Eddiske Kvad maa være Angelsk Arbeide, og det er desuden sikkert nok, at Bjovulfs-Drapen, der skyer de gamle Gude-Navne, forudsætter dog ligefuldt gamle Gude-Sange, og staaer netop paa samme mythiske Trappetrin som Iliaden, der leger med Guderne.

Det er vistnok sært, at Helten har faaet et aldeles ubekiendt Navn, men det vilde være lige sært, hvad saa end Navnet skulde betyde, og vi giætter derfor vist med Rette paa, at “Bjovulf” kun er en Angelsk Forskrivelse af Bodulf”, der paa Angelsk skulde skrives “Beadowulf”, ligesom “Starkaðraabenbar er en Islandsk Forskrivelse af Stærkodder”, og jeg vil lægge til, at ligesom Islænderne har taget Bjarkes Tilnavn Bodvar for hans Egennavn, saaledes har sagtens Anglerne ogsaa taget den gamle Gothe-Helts Tilnavn for hans Egennavn eller dog foretrukket det i Kvad, medens hans bekiendte Navn spores i Hererik”, som han V. 2345 og 4406 synes at blive kaldt. I saa Fald vilde vi Nordfarer møde en gammel Bekiendt, Gothekongen Heidrek, som Anglerne kaldte “Heaðoric”, og da han i Fredegods-Sagnet hos 👤Saxe smelter sammen med Erik Kæmpevækker, kunde det Hele poetisk afrundes.

XXXIVDog, dette er endnu kun en ganske løs Giætning, medens vi nødvendig maa komme til den Slutning, at naar de Gothiske Oldsagn om Kong Hrædel og hans Æt er ægte, da maa Bjovulf, trods sit sære Navn og sin æventyrlige Skikkelse, ogsaa nyde godt deraf, uden at hans Tredivemands-Styrke maa komme ham mere til Eftertale end Stærkodders tre Par Arme og tre Aarhundreders Alder, der kun er dem skiænkede som mythiske Stillings-Mænd for hele Gothe-Stammen.

Hermed vende vi os til Bjovulfs-Drapens Sammenhæng med 📌Høinordens Sagn-Historie, som vi finder den i Islandske Kilde-Skrifter og i 👤Saxe Runemesters Danmarks-Krønike, og heri giør den en Vending og tænder et Lys, som vi aldrig turde ventet, ved at pege paa Gothe-Kongen Higelaks (Hugleiks) Søtog til 📌Frisland, og hans Fald i Kampen med Hetvarer og de Merovingiske Franker; thi da vi hos 👤Gregor fra Tours og i andre Frankiske Aarbøger finder dette Tog og dette Nederlag udtrykkelig omtalt, som en Mærkværdighed fra Merovingen 👤Theudeberts (👤Thjodverds) Dage i Begyndelsen af det sjette Aarhundrede, saa har vi derved faaet et Fodfæste midt i de bølgende Oldsagn, hvorved vi ordenlig kan faae sikker Gang i dem*Merovingerne opdagede jeg først 1841. See “Brage og Idun”. IV, 494. 497. 509.. At nemlig Frankerne har forskrevet Kong Higelaks Navn og kaldt ham “Dansk”, og at de kaldte “HetvarerneAttuarier, det er, efter alle Kyndiges Dom, netop Borgen for Beretningens Ægthed, og da Bjovulfs-Drapen klarlig giør Kong Higelak samtidig med Hrodgar og Hrodulf (👤Saxes og Islændernes XXXVRo og Rolf) i 📌Danmark, ja, fører os derhos et halvt Aarhundrede tilbage til Halvdan og den verdensberømte Hengest, saa har 📌Nordens Oldsagn derved vundet Borgerret i Verdens-Historien. Vel har Bjovulfs-Drapens Engelske Udgivere faaet den Nykke at benægte Eenheden af Anglernes Hrodgar og Islændernes Hroar, og vil ikke engang ret kiendes ved deres egen Hengest, men beviser det noget, da er det kun, hvor nær Anglerne have været ved at drikke hele deres Nordiske Arvegods op i Franske Vine, saa at, hvis vi ikke, til Giengiæld for mange gamle og store Tjenester, havde reddet Bjovulfs-Drapen til dem, som en Brand af Ilden, da var den sagtens gaaet fløiten med alt det Andet. Ligesom nemlig AnglernesHroðgar” og “Hroðulfaabenbar er de samme Navne som Islændernes “Hroar” og “Hrolf”, saaledes er Islændernes Hroar og Helge, ligesaavel som Anglernes Hrodgar og Halga, Sønner ad Halvdan Skjoldung, saa det vilde være et uhørt Tilfælde, om de intet skulde have med hinanden at giøre.

Udenlandske Sagnkyndinger maae derimod vistnok studse ved, at Bjovulfs-Drapens Gothiske Kong Higelak med hans Fader Hrædel, samt alle Hrædlinger, og deres mærkværdige Sammenstød med de Svenske Skilfinger, ikke har efterladt sig mindste Spor i vor ellers saa rige Sagn-Kreds, men skulde det vække Tvivl om noget, da kunde det jo dog aldrig være om Ægtheden af de Sagn, vi spore hos os selv, men kun om de hidtil Ubekiendte, og da nu netop disse Gothiske Sagns Ægthed er godtgjort af de Fremmede, saa tjener det netop til at bestyrke Ægtheden af de Øvrige, og vi, som veed, at alle de Gothiske og Svenske Oldsagn vilde være XXXVIforgaaede, dersom ikke Bjovulfs-Drapens Skjald, 👤Saxe og 👤Snorre havde reddet enkelte af dem, vi forundre os kun over dette, og ikke over, at alle Hrædlinger og Vægmundinger maae takke Angel-Skjalden og 👤Gregor fra Tours for deres priselige Eftermæle. Ogsaa herved stadfæstes Havamaalets bekiendte Udbrud:

Sjelden Bauta-Stene
Stande ved Adelvei,
Reiser dem ei Søn efter Fader;

thi det samme giælder aabenbar om Oldsagn, som glemmes i Hjemmet.

Mellem de os i 📌Høinorden velbekiendte Oldsagn, som Bjovulfs-Drapen spiller paa, er nu Vølunds og Volsungernes de mest iøinefaldende, men herved maa dog bemærkes, at det er først seent opdaget, at Bjovulfs-Drapen ikke, som jeg selv har udspredt, tilskriver Sigmund Volsung den Drage-Kamp, der, baade efter Nordiske og Tyske Oldsagn, tilhører hans verdensberømte Søn: Sigurd Fofnersbane (Niflungs-Kvidens Siegfried), og at man af Bjovulfs-Drapen ei kunde seet, om Anglerne havde Vølunds-Sagnet tilfælles med os, eller blot, som hele den Gothiske Folke-Kreds, Vølunds-Navnet paa den Nordiske Dædalos eller Konst-Fader. Dette lærde vi nemlig først af Exeter-Bogen, hvor vi fandt de to mærkelige Vers af Anglernes Taalmodigheds-Vise:

Wéland him be wurman
wræces cunnade,
an-hydig eorl,
earfoða dreág,
hæfde tó gesíððe
XXXVIIsorge and longað,
winter-cealde wræce,
weán oft on-fond,
siððan hine Niðhad
on néde legde
swoncre seono-bende
on syllan mon.
þæs ofer-eode,
þisses swá mæg.*For “be wurman” maae vi læse “bemurnand”; ofer-eode af “ofergangan” maa forstaaes ligesom det Danske “gaae over”, i Talemaaderne: Uveiret, Smerten, Ulykken gik over, blev forvundet; istedenfor “on néde” maae vi læse “on níðe” og forstaae det Følgende om den Lemlæstelse, som lammede Vølund.
Beadohilde ne wæs
hyre bróðra deáð
on sefan swá sár,
swá hyre sylfre þing,
þæt heó gearolíce
on-gieten hæfde,
þæt heó eácen wæs,
ǽfre ne meahte
þríste ge-þencan,
hú ymb þæt sceolde.
þæs ofer-eode,
þisses swá mæg.

Hvad der nemlig end heri falder os uforstaaeligt, saa er det dog klart, at Anglerne har havt det samme Vølunds-Sagn, som ellers kun findes i den Eddiske Vølunds-Kvide, hvor vi finder Vølunds-Bøddelen Nidhad baade som Nidad og Nidud, hans Sønner, som XXXVIIIVølund hevnede sig paa, og hans Datter Bødvild, som Vølund daarede.*Efter mine Tanker maa endog den Islandske Vølunds-Kvide være en Oversættelse fra Angelsk; thi kun deraf kan det, efter mit Skiøn, komme, baade at der næsten lige saa tit læses “Niþaðr” som “Niþuðr”, at “Beadohild” er forskrevet til “Böðvildr”, at der findes det reent Angelske Ord “jarknasteinar” og at endelig “hrósa” kun giver Mening, naar det tages for det Angelskehreósan”.

Hvad nu Volsungens berømte Drage-Kamp og Guld-Gæving angaaer, da afviger Bjovulfs-Drapen klarlig fra Edda-Kviderne og Volsung-Sage deri, at den ikke lader ham ride til og fra Valpladsen paa Sleipner-Føllet Grane, men fører ham frem og tilbage paa Lykke-Skibet, som man seer V. 1784-87.

sǽ-bát gehleód,
bær on bearm scipes
beorhte frætwa
Wælses eafera;

og da “eafera” sædvanlig betyder “Søn”, synes Daaden jo virkelig her at tillægges Sigmund, men da “eafera” dog ganske svarer til vores “Afkom”, lader det sig ogsaa forstaae om enhver Volsung, og da nu Skjalden siger, at Sigmund havde Fjotle (Fitela) med sig ved al sin Bedrift, men at Fjotle var ikke med ved Drage-Kampen, saa var det aabenbar overilet at sigte Angel-Skjalden for at ville berøve Sigurd Fofnersbane hans Tilnavn og mageløse Priis fra 📌Østersøen til 📌Middelhavet. Alt vel overveiet, maae vi derfor meget mere antage, at Skjalden netop har villet tilskrive Sigmund-Sønnen det mageløse Storværk, ved V. 1762-1771:

XXXIXSigemunde gesprong
æfter deáð-dæge
dóm unlytel,
syððan wíges-heard
wyrm ácwealde,
hordes hyrde,
he under hárne stán
æðelinges bearn
ána genéðde
frécne dǽde.

Ved “æðelinges bearn” skal vi nemlig tænke paa “Sigmunds Søn”, som gjorde sin Fader Ære i hans Grav, og ventelig har for “syððan wíges-heard”, hvor Navnet nu fattes, enten staaet “Sigeferð wíges-heard” eller “syððan Wælsing wíges-heard”.

Da det hos os er sædvanligt at slaae “Volsunger” og “Ylfinger” sammen, som een og samme Slægt med to Slægt-Navne, saa maa det med Flid anmærkes, at Bjovulfs-Drapen umiskiendelig skiller sine “Vylfinger” fra “Volsunger” og betegner dem som et Nabofolk til Gother og Danskere, saa de rimeligviis maa søges i 📌Norge, hvor da ogsaa, efter 👤Saxe, Erik den Veltalende (Eiríkr inn málspaki) havde hjemme, om hvem vi læser i “Skalda”, at han var af Ylfing-Slægten” *Snorres Edda (i 👤Rasks Udgave S. 192-93), hvor Ylfinger og Volsunger ogsaa klarlig adskilles.. Da nu, saavidt jeg veed, hele Sammenblandingen af Volsunger og Ylfinger, som Skalda ligefrem modsætter sig, ene beroer paa et løst henkastet Ord i Fortalen XLtil en Edda-Sang *Den ældre (👤Sæmunds) Edda (i 👤Munchs Udgave) S. 89. Sammesteds S. 88 synes Skjalden at henføre Ylfinger til Gylfe.”, saa bør den agtes for død og magtesløs, om der end ikke skulde opdages flere Spor af Ylfingernes Idrætter, eller af den Heaðolaf Ylfing, som, efter Bjovulfs-Drapen, fældedes af Vægmundingen Egthjov og maatte bødes for i dyre Domme.

Endnu een gammel Bekiendt fra den mythiske eller episke Tid møder vi i Bjovulfs-Drapen, nemlig Hermod, thi, skiøndt her spilles paa et Hermod-Sagn, som vi ikke kiender, er der dog ingen Grund til at skille Bjovulfs-Drapens Hermod fra ham, der spiller en udmærket Rolle i Balder-Sagnet, og som har sin faste Plads paa de Angelske Stamtavler, mellem Odins Forfædre, hvorved han endogsaa er smuttet ind i Gylfe-Legens berygtede Fortale*Snorres Edda (👤Rasks Udgave) S. 13.. Hvis ikke den eddiske Hyndle-Sang skulde være Angelsk Arbeide, maae vi dog ogsaa i vort 📌Norden have havt Sagn om Hermod som Helt, siden han der stilles ved Siden ad Sigmund Volsung, naar det hedder om Odin:

Gaf hann Hermóði
hjálm ok brynju,
en Sigmundi
sverð at þiggja *Sæmunds Edda (👤Munchs Udgave) S. 67, men vistnok har Hyndlas Sang saamange os fremmede Navne, at den sagtens har hjemme hos Anglerne..

Det Angelske Sagn, seer vi for Resten, har fremstillet Hermod som en af de berømteste Kæmper i Skjoldungernes ældste Gaard, men som Lykken gjorde XLIovermodig og grusom, og forlod ham derpaa aldeles, saa han faldt i Jettevold og fik en ynkelig Ende, saameget ynkeligere, som Haabet om hans Søn ogsaa skuffedes, hvorved vi bagvendt mindes om det Hel-Rid” som er den nordiske Hermods mythiske Bedrift. Endelig finde vi i Hakonsmaal Hermod udgaaende fra Valhal, Haand i Haand med Brage, og vil vi see andet deri end et Vindæg af “👤Eivind Skaldaspilder” da maae vi derved komme til at tænke os Hermod som en af vore Arilds-Skjalde, der enten selv red til Hel paa Sleipner for at giæste Balder, eller blev viist til Hel af sin Eftermand, men dog kun som en lille Udflugt fra Valhal. Hermod-Sønnen hedder for Resten altid paa Stamtavlerne Skeldva og skal, efter Skalda, være Skilfingernes Stamfader.

Herved mindes vi om, at Skilfingerne, som i Bjovulfs-Drapen bryster sig paa den Svenske Throne, ei heller paa 📌Island har været aldeles ubekiendte, men om deres Skæbne og Bedrifter hører vi intet derfra, og kun i Hyndle-Sangen synes “Skilfinger” at staae istedenfor Ynglinger”, som ellers hos os er de Svenske Arilds-Drotters staaende Tilnavn. Da imidlertid de bekiendte Ynglinger: Ann eller Ønn, Ottar og Adils, og især de to sidste, er kiendelige i Bjovulfs-Drapens Skilfinger: Ongenthjov, Ohter og Eadgils, og da Eadgils her staaer i Linie med Hrodulf, ligesom hos os Adils med Rolf, saa er det uden al Grund, at man udenlands har anseet dem for uforligelige.

Om den store Krig imellem de Svenske Skilfinger og de Gothiske Hrædlinger, som Bjovulfs-Drapen besynger, veed Ynglinge-Saga vist nok intet at forXLIItælle, men da 👤Harald Haarfagers Hoved-Skjald 👤Thjodolf af Hvine, paa hvis Vers fornævnte Saga er bygget, egenlig kun besynger Ynglingernes Død og Bautastene, maa det i Livet og i Marken ei være til Skade for deres gode Navn og Rygte, og det er i Øvrigt baade af 👤Saxes og 👤Snorres Fortællinger klart nok, at Modsætningen mellem Svenskere og Gother har endnu i det Ellevte Aarhundrede været skarp nok, saa den maatte sagtens i det Femte og Sjette Aarhundrede være bidhvas tilgavns.

Da vi imidlertid nu engang savne alle andre Efterretninger om Arve-Feiden i gamle Dage end Bjovulfs-Drapens, og da Skjalden lidt ubehændig har indskudt hvad han vidste i kun halvt sammenhængende Brudstykker, saa holder det haardt at giøre noget Heelt ud deraf, men dog gienkiender vi her godt i det Smaa det store Gothiske Sørgespil, saa at skiøndt vi ikke engang ret veed, hvor Skjaldens 📌Gothland laae, borger dog Sagnet selv for sin Ægthed, og de Frankiske Aarbøger har, som sagt, ved at melde os Kong Higelaks Fald i 📌Frisland, givet os Troen i Hænderne. Sagnet begynder med den gamle Kong Hrædel, som vi kan skiønne har i sin Velmagt været en vældig Drot i sin Kreds, som Svenskerne enten har maattet bukke for, eller har dog ikke vovet at udæske; thi Freden brydes først af Ongenthjov, den gamle Hugaf, da Ulykken har nedslaaet Gothernes Mod og lagt Kong Hrædel i Graven. Ulykken har en fjern men dog mærkværdig Lighed med den brittiske Kong 👤Lears, som 👤Shakspear har stræbt at forevige, og en Broder til 👤Shakspear vil kunne fremstille Kong Hrædels Ulykke med sine tre XLIIISønner ligesaa gribende som Kong 👤Lears med sine tre Døttre, uden at laane det mindste; thi da Hædken (Hakon) ved et Vaadeskud dræber sin ældre Broder Herebeald (Hærbalder) ligesom Hødur, dræbde Balder, blev den gamle Fader vanvittig, og glemde aldeles, at han havde to Sønner tilbage, saa han sang det ene Sørgekvad oven paa det andet, alle med det Omkvæd, at han havde kun to Sønner, begge døde, den ene faldet af Vanvare for Broderhaand og den anden svævende i Galgen som Brodermorder, medens deres gamle Fader gik barnløs og trøstesløs i Graven.

Svenskerne gjorde da under Ongenthjov Landgang paa Gothland (rimeligviis Øen, som endnu østenfor 📌Sundet bærer samme Navn, men som vi kalder 📌Gulland) og fik Held til ikke blot at fælde Hædken og bortføre hans Dronning *Det sidste kommer for Dagen, naar det fortvivlede “bryda heord” 5853 læses “brýd á-herode” som Islændernes “hertók” (ranede)., men til at ødelægge hele Gothe-Hæren, saa dens ringe Levning fandt sig om Aftenen indespærret i Ravne-Skoven, for næste Morgen, efter Ongenthjovs frygtelige Trudsel, enten at springe over Klingen eller, for Løiers Skyld, dingle i Galgen. Den yngste Hrædling, Higelak, kom imidlertid med Undsætning i Morgengryet, og, skiøndt vi ikke kan oprede de nærmere Omstændigheder, seer vi dog, at Ongenthjov maatte pakke sig, og faldt siden i et Slag med Higelak, for to Brødre, Vanraads Sønner, Jofur og Ulf, der vel var To om Een, ligesom Kette og Vigge om Adils, men vandt dog stor Ære ved Bedriften, saa Jofur endogsaa fik Higelaks eneste Datter, Hylde, til Ægtefælle.

XLIVOm Ongenthjovs Sønner: Ottar og Unild (Ohter og Onela), avlede, som det synes, med den ranede Gothiske Dronning, har søgt at hevne Skade, veed vi ikke, men det har i alt Fald været forgiæves, saalænge Higelak stod for Styret og Bjovulf gik i Spidsen, thi da, siger Skjalden, behøvede man ikke at leie Kæmper enten blandt Danskere, Svenskere eller Gepider, og selv efter Higelaks Fald, mens Bjovulf var Formynder for hans unge Søn Haarderaad (Hardred), havde 📌Gothland Fred. Først da Haarderaad selv havde besteget Høisædet, og maaskee oversaae Bjovulf, gjorde Ottars Sønner Landgang paa Gothland for at hevne deres Bedstefader, og havde Held til at fælde Haarderaad, men maatte dog pakke sig for Bjovulf, som nu besteg den ledige Throne, og, som det synes, under en Broder-Krig mellem Ottar-Sønnerne, fandt Leilighed til at ydmyge Svenskerne og fortjene Tak af Adils (Eadgils), som han skaffede Overhaand. Hvordan det endelig gik efter Bjovulfs Fald, da den unge Viglaf, som det synes, selv af Skilfing-Blod, skulde værge 📌Gothland, veed vi ikke, men at de bange Anelser, som Skjalden ved denne Leilighed udtrykde, gik i Opfyldelse, det veed vi af Ingel Ildraades Saga hos 👤Snorre.

Af Bjovulfs-Drapens Gothiske Sagn staaer vel endnu det om Kong Higelaks Giftermaal med Hygd tilbage, men da Skind-Bogen netop under Kvadet derom har skiftet Afskriver og gjort et daarligt Bytte*Den ny Skriver har begyndt omtrent v. 3873. og da Vidsidsmaal ikke engang nævner Kong Hrædel og XLVhans Æt, men kun Ongenthjov som Svensker-Drot *Vidsidsmaal (the Traveller’s song) v. 64., saa maae vi lade den Sag staae ved sit Værd, og kan egenlig kun oplyse, at naar man udenlands endelig vil giøre Hygd, efter Kvadet ung som Rosens-Knoppen, til Enke efter Offa, da løber man aabenbar med Liimstangen.

Bjovulfs-Drapens Offa tvivler nemlig ingen af os om, jo er den Offa, Vermunds Søn, som findes paa de angelske Stamtavler, ei langt fra Odin, saa at naar man tager Higelak og hans Hustru for levende Folk i Slutningen af det femte Aarhundrede, da forbyder Giftermaalet mellem Offa og Hygd klarlig sig selv; men desuden seer man let, at Offas Dronning, hvis Drude-Navn endnu kan spores*V. 3856 hvor “Þryðo” sikkert skal være Navnet paa Offas Dronning, som baade paa Stamtavlerne og i Munkekrøniken om Offa kaldes med et lignende Navn., kun er smuttet ind i Kvadet til Sammenligning med Hygd, Hæreds Datter, som ventelig ogsaa har været bevogtet af en Lindorm eller et andet Udyr, der maatte fældes af hendes Beiler. Dette, som vi kan slutte af Kvadet selv, bestyrkes ved 👤Saxes Fortælling om den Svenske Kong Herods Datter, som havde saa slem en Livvagt*👤Saxe Runemesters Danmarks-Historie, 👤Müllers Udgave S. 443., thi vel kaldes denne Prindsesse Thora og befries af Regner Lodbrog, men naar man veed, at 👤Saxe efter Braavalle-Slaget har i Sagn-Historien maattet tye til Islandske Kilder, og at Regner Lodbrogs Saga er en historisk Roman, der uden videre gifter Regner i det Ottende Aarhundrede med Sigurds og Brynhilds Datter fra XLVIdet Fjerde, da lader man sig ikke skræmme af Tidsregningen.

At nu ogsaa Skjalden holder med Dronning Drude eller Ædel-Drude, mod den Vermunds Søstersøn, som beskyldte hende for at have staaet sin Husbond efter Livet, agter jeg, trods Textens Usikkerhed, for sikkert nok, og at det samme har været Tilfældet med Kong Offa, saa Fætteren maatte pakke sig*Bjovulfs-Drapen v. 3874-3918 og de tilsvarende Anmærkninger, hvor jeg har givet mine Grunde..

Hvad endelig Kong Offa selv og hans Giftermaal angaaer, da kaldes Drude vel her, ligesom i Munke-Krøniken en “Frankisk” Prindsesse, men hun rømmer ingenlunde, som i den, over Havet fra sin Fader, men roer kun over “den gule Flod” paa sin Faders Tilskyndelse, saa her maa man tænke paa det sønderjydske 📌Angeln og det holstenske 📌Mauringien (Stor-Marn?) hvor jo Frankerne selv siger, de har boet, før de tog Deel i Folke-Vandringen*Bjovulfs-Drapen v. 3892-95.

– hió Offan flet
ofer fealone flód
be fæder-láre
síðe ge-sóhte.

, og skiøndt jeg ikke veed, om 📌Eideren er ligesaa “guul” en Flod som 📌Elben, maae vi dog tænke paa 📌Eideren, især fordi det var her Uffe Vermundsen, baade efter det store Sagn hos 👤Saxe, og efter Levningen i Munke-Krøniken, bestod den svare Tvekamp, Een mod To, som der sikkert ogsaa spilles paa i Vidsidsmaal, hvor vi læser (v. 77-90).

XLVIIOffa geslóg
ǽrest monna
cniht wesende
cyne-rica mæst,
(nǽnig efen-eald him)*Vi maae v. 80 læse “cynelícre mærð” og v. 81 “efnde førhim.”
eorlscipe máran
on orette*Man har villet giøre et Verbum af “on orette” men forgiæves; vi skal vist læse: on (an) oretta, áne sweorde” og tænke paa Uffe, Een mod To, med Sværdet Skræp.
áne sweorde,)
merce ge-mǽrde*Enten maa Anglerne have havt et “ge-mǽran” som betød at sætte Grændse-Skiel, eller vi skal læse “mǽru ge - marcode” i samme Mening.
við Myrgingum
bi Fífeldore *Selv Englænderne indrømme, at “Fífeldor” maa være det samme som “Eidora”, paa Islandsk “Ægis dyrr.”
heóldon forð siððan.
Engle and Swǽfe *Swǽfe maa være en Skrivefeil for “Seaxe,” blandt andet fordi vi ikke finde “Swǽfe” men “Swǽfas” hos 👤Orosius.
swá hit Offa geslóg.

Ligesaalidt som det var med en Pen, Uffe satte 📌Eider-Grændsen,” og ligesaalidt som Pennen, selv i sine mest glimrende Dage, har mægtet at forsvare 📌Dannevirke eller hænge “Leddet ilave,” ligesaalidt nytter os i sig selv de gamle Skjoldungers Priis paa Papiret, men vi kan dog ikke andet end glæde os over, at Anglernes gamle Hovedskjald har givet dem og XLVIII📌Danmark meget bedre Lov end den Ny; thi det har saa meget mere at sige, som den Gamle aabenbar kiendte 📌Danmark og Skjoldungerne meget bedre end 👤Hamlets Engle-Skjald.

Var nemlig endog Oldsagnet om Kong Skjold, alle Skjoldungernes Stamfader, og hans hemmelighedsfulde Forhold til 📌Danmark, det eneste, Angel-Skjalden havde balsameret og giemt for os, saa maatte vi dog være ham meget taknemmelige, thi vel har vi smukke Sagn om Kong Skjold, baade som Lødurs Søn hos 👤Saxe og som Odins Søn hos 👤Snorre, men dog ikke Mage til det Angelske, om Barne-Engelen,” der giæstede vore Kyster, slumrende paa Korn-Negen, blev som 📌Danmarks Skytsaand (familiar) vor Konge, og vendte ei tilbage til Alfhjem eller Gimle, før han havde skaffet os Ære, Fred og Lykke midt iblandt stridige og nærige Naboer, og efterlod en Kongeslægt, der giennem Aarhundreder, som den Fredegode, skulde bæres paa Hænderne af Folket *Vel henfører 👤Ædelvard og de andre Latinske Krønike-Skrivere Oldsagnet om det folkeløse Stor-Skib med Barne-Kongen til Skef men Angel-Skjalden har nok vidst langt bedre Besked med Nordiske Oldsagn end “Latinerne”, og desuden kan man godt see Grunden til at man kaldte den lille ubekiendte Skibs-Dreng Skefing efter den “Skef” som siges at have været 👤Noas fjerde Søn, født i Arken, mens der ikke var fjerneste Grund til at lade Skef selv efter Aartusinders Forløb flyde op i 📌Danmark.. Af denne Kongelige Skjoldung-Stamme nævner Angel-Skjalden: Bjovulf, Halvdan den Høie, hans tre Sønner Hjørgar, Hrodgar og Helge den Brave, Hjørgars Søn Hjørvard, Hrodgars Sønner Hredrik og Hrodmund, og endelig, uden XLIXFaders Navn, Hrodulf; hvoriblandt kun eet Navn, nemlig Bjovulfs, er os aldeles fremmed, medens de andre Navne ikke blot har en hjemlig Klang, men er tildeels velbekiendte, som Halvdan, Roe (Islændernes Hroar) Helge og Rolf. Da nu imidlertid Halvdan og Roe, som vi kun har hørt meget lidt om her hjemme, er Hoved-Skjoldungerne i Bjovulfs-Drapen, saa er baade Toget til Jotunheim i Kong Halvdans Tid og Maglebardernes Optøier i Kong Roes Gaard os ganske nye Begivenheder, som det maa være os en Fornøielse at giøre Bekiendskab med. Mærkeligt er det dog, at ligesom vi her hjemme kun har hørt om Kong Roe, at han bygde 📌Roskilde, saaledes synes ogsaa Byggeriet at have været den vigtigste Bedrift af Hrodgar, som Skjalden havde hørt tale om; thi vel roser han Hrodgar for Heltemod i Ungdommen, men nævner dog ingen Heltegierninger af ham, da Striden med Maglebarderne, efter Vidsidsmaal, maa henføres til den senere Tid, da Hrodulf (Rolf) var blevet voxen. Hrodgar-Borgens Navn (Heort) vilde efter den danske Mund være Hjortholm, men dersom Tyskerne ikke ganske for intet har skiænket os 📌Herthedalen”, maa det vel staae i Forbindelse dermed.

Hele det Billede, Bjovulfs-Drapens Skjald giver os af Livet paa Hjorte-Borgen, passer for Resten vidunderlig godt til den historiske Betragtning af Dagene i 📌Danmark, som de maae have seet ud i Rolfs Opvæxt eller i den danske Guldalders Aftenrøde, som Rolf kun forgiæves stræbde at forvandle til en ny Morgenrøde, og blev kun Helten i et rørende Sørgespil, som maa Lkaldes det danske Ragnarok, hvori Bjarke og Hjalte svare til Thor og Frei, som falde ved Odins Side, og Vigge svarer til Vidar, som hevner Seierfader paa Fenris-Ulven. Enten vi nemlig hører paa Hrodgar med hans Gammelmands-Klynken og Klogskab, eller paa hans Drost Hunferd med store Ord i Munden, men kun lidt Mod i Bringen og Skielmen bag Øret, eller vi seer paa Dronning Vælthjov med Skuespillerindens Finhed og Væverhed, paa hendes kiære Sønner uden Mund og Mæle, eller paa de snorkende Kæmper med Æsker i Spidsen, der lod sig æde med Hud og Haar af Trolden, uden engang at vaagne; da gienkiender vi saa meget bedre den Danske Ynkelighed i Aandens Fraværelse, som vi selv har havt Nok af den for Øie, og det med den samme dybe Hjerteligheds Giennemskin, som godt kan røre en Gothisk Stærkodder til at kæmpe som en Løve for de falmede, men dog igrunden gyldne Hjerter.

Alt dette har man naturligviis udenlands endnu ingen Tanke om, og selv her hjemme langt mindre Øie end Øre for, men desuagtet er det dog lige sandt, og er ingenlunde saa pæredansk, at det jo hænger nøie sammen med Verdens-Historien; thi hvad vi alt forud maatte giætte, at 📌Danmarks Næde og Trang til Gothiske Leiekæmper faldt sammen med den Angelske Udvandring i det Femte Aarhundrede, det har Bjovulfs-Drapen slaaet fast, ved at redde Oldsagnet om Friser-Høvdingen Hengest, der i den Danske Kong Halvdans Ærinde, førde an paa Toget til Jotunheim, og har da siden taget Broderparten baade af det LIDanske Mod og den Danske Flaade med sig til 📌Bretland *At nemlig Høvdingen for det store 📌Englands-Tog virkelig traf til at hedde Hingst (Hengest), maa man, især efter Bjovulfs-Drapens Vidnesbyrd, antage, men naar Sagnet lader ham have Hoppen (Hors) til Broder, som dog forsvinder ved Landingen, da vædder jeg Ti mod Een paa, at det er en Shakspearsk Vittighed til at betegne at alle de danske Hav-Heste gik fløiten..

Oldsagnet om Danskeres og Frisers Tog med samlet Styrke under Hnæf og Hengest mod Kong Finn Folkvalds Søn i Jetteland, lader Skjalden hans Helt høre giennem en Kæmpevise i Hrodgars Hall, og ved Hjelp af det opdagede Brudstykke om Natte-Kampen paa Finsborgen, seer vi, at Finn strax led et saa afgiørende Nederlag, at han ingen Redning saae, uden i et skielmsk Forlig med Seierherrerne, hvorefter de skulde være halvt med Kong Finn om hele Riget og have Finsborgen i Pant paa hans Troskab. Saasnart imidlertid Jettekongen havde gjort Heltene godtroende med sin falske Finhed og Gavmildhed, overraskede han Finsborg ved Nattetid, hvor begge Høvdingerne havde Borgeleie med tresindstyve Kæmper af Vælgten, og skiøndt de kæmpede som Løver, maatte de tilsidst bukke under. Hnæf og de Fleste faldt, og kun Hengest med nogle Faa maa have reddet sig, da vi, paa hin Side af et Hul, som vi ikke kan stoppe, finder Hengest paa Hjemfarten til 📌Frisland, hvorfra han næste Vaar hjemsøger Finn, fælder ham og tømmer Skatkammeret. Denne ganske klare Sammenhæng har man vel udenlands stræbt at formørke med de to Linier i Vidsidsmaal:

Fin Folcwalding
(weóld) Fresna cynne,

LIIthi herved har man ikke blot villet fradømme Hengest sin lovlige Stilling som Friser-Høvding, men ovenikiøbet væltet Finns Nidingsværk over paa Hnæf og Hengest, men det er saa aldeles grundløst, at jeg kun nævner det for at tilføie, at om end Vidsidsmaal ikke var saa uefterrettelig, som den aabenbar er, kunde dens Skjald paa anden Haand godt, for det gode Rims Skyld, kaldt Finn Friser-Høvding, fordi Friserne under Forliget med Hengest virkelig, efter Sagnet, havde hyldet ham. Uagtet vi for Resten intet kiender til Finn Folkvalds Søn, maae vi dog henføre Brynjen Finnsleif til ham, som efter Skalda (p. 152) hørde til Adils-Skatten i 📌Upsal. Om den gaadefulde Hildeborg Hokes Datter, som var Følgje paa Toget, kan jeg vel heller ikke enes med de Fremmede, da de endelig vil have hende til at være Finns Dronning, et Giftermaal, jeg har modsat mig af alle Kræfter; men jeg tør dog ikke nægte, det lod sig høre, at hun kunde været en røvet Dansk Prindsesse, som Toget netop skulde hevne og befrie. Da imidlertid Hildeborg Hokes Datter maa antages for Syster til Hnæf, som efter Vidsidsmaal var Hoved for Hokingerne, og da hun efter Bjovulfs-Drapen maa have mistet sine Sønner tilligemed sin Broder paa Finsborgen, siden de brændtes paa hans Baal, saa maatte hun, efter mit Skiøn, enten været gift med Hengest eller have fulgt Danehæren som en Enke-Dronning. Skiøndt vi intet Sagn har om Hnæf, saa nævnes han dog mellem Søkongerne eller Viking-Drotterne baade i Skalda og hos 👤Saxe.

Kommer vi nu til Sagnet om Maglebarderne (Heaðobeardas), da var det, efter Vidsidsmaal, hvad LIIIvi af Bjovulfs-Drapen ikke kunde seet, Hrodgars egen Datter, Freyvor (Freawære), som ved et Fornuft-Giftermaal skulde været Sone-Offeret mellem Hrodgar og den Maglebardiske Prinds Ingel, thi der læser vi (v. 91-100) :

Hróðwulf and Hróðgár
heóldon lengest
sibbe æt-somne
suhtor-fædran *Suhtor-fædran” betyder, ligesom “suhter-gefæderan” (v. 2321) Brodersøn med Farbroder, og viser, at Hrodulf hos Anglerne, ligesom Rolf hos os, har været kiendt for Helges Søn, skiøndt det ikke udtrykkelig siges. Det sjeldne Ords Brug ved denne Leilighed henviser for Resten paa, at Vidsidsmaals Skjald har havt Bjovulfs-Drapen for Øie.,
siððan hý for-wrǽcon
wícinga cynn,
and Ingeldes
ord forbígdan *“ord forbígdan” maa vel betyde det samme som vores “tog Brodden fra.”,
for-heówan æt Heorote
Heaðobeardna þrym.

Efter disse Vink og efter hvad vi læser i Bjovulfs-Drapen, har der været en farlig Feide mellem Danskerne og en Viking-Trop, som vi, i Lighed med Longobarder, maae kalde Maglebarder, og tænke os som Oldtidens Jomsvikinger, men veed slet ingen videre Besked om, og vel havde Danskerne beholdt Valpladsen, efter begge Viking-Høvdingernes Vidergild og Frodes Fald, men Danekongen var dog, for Freds Skyld, gaaet paa Forlig med Frodes Søn Ingel, saa der skulde blive et Par af ham og Kongens egen Datter. Legen blev imidlertid fordærvet af en gammel Viking, der, enten paa selve LIVBryllupsdagen eller dog ei længe efter, yppede Kiv i Kongens Gaard, ved at minde Ingel om, at det var med hans Faders Banemænd og med Røverne af hans Arvegods han pleiede Venskab og gjorde Svogerskab, saa Ingel tilsidst fløi op i Spidsen af sine Maglebarder og fyldte Kongehallen med Vaabenbrag, men maatte selv med sit Blod betale Gildet, medens den gamle Viking, som en Lurendreier, listede sig bort ad lønlige, kun ham bekiendte Stier.

Vi Danskere kan nu umuelig læse dette uden at tænke paa Sagnet hos 👤Saxe Runemester om Stærkodder, som med sine Syvmils-Støvler og sin Kulsæk paa Nakken, paa egne Gienveie skiævede afsted fra 📌Upsal til 📌Leire for at hærde Kong Ingel Frodesøns Hu, som havde Ladet sig daare af et Kvindfolk, der var Datter ad hans Faders Banemand; men de to Ingels-Sagn vender dog for Resten saa bestemt Ryggen til hinanden, at vi umuelig kan faae dem til at følges ad, men maae lade dem gaae hver sine Veie. Selv den gamle Viking, som vi fristes til at holde paa, da Stærkodder sikkert i sine tre Aarhundreder har havt flere Æventyr i 📌Danmark, med ligesaamegen Lighed og Ulighed, maae vi vel slippe, da han i dette Ingel-Sagn er saa glat som en Aal.

Derimod lader det sig godt høre og vanskelig afvise, at den Agner Ingelsøn, som, efter et andet Sagn hos 👤Saxe, var kommet til Kong Rolfs Gaard for at holde Bryllup med hans Syster Rude, men fandt der en Medbeiler i Bjarke, som blev hans Banemand*👤Saxe Runemester (👤Müllers Udgave) S. 86-87., maa anLVsees for en Søn ad den Ingel, som faldt i Roes Hall; thi en saadan Skæbne-Lighed mellem Fader og Søn er ganske i det Nordiske Kæmpelivs Aand.

Et andet Spørgsmaal, som vi maae opkaste, netop fordi vi ikke selv kan besvare det, er, om ikke Maglebarderne (Heaðobeardas) skulde være Levninger af den stolte Viking-Trop, som med 📌Hedeby til deres gamle Hovedstad, havde brudt med Danskerne og som, under Hengest, paa hvis Stamtavle vi finde Navnet Vedergils, satte Kaasen til 📌Bretland? Da vilde nemlig Eftersmækket i Roes Dage af Tordenslaget i Halvdans eller Hjørgars Dage være i sin følgelige Orden.

Endnu maa det vel bemærkes, at da Rolf den Store, baade efter Bjovulfs-Drapen og Vidsidsmaal tilsidst har gjort Opstand mod Kong Roe, og temmelig snart maa have faaet Overhaand, saa er ventelig den Kong Rerek, som Rolf efter en af Viserne hos 👤Saxe *👤Saxe Runemester (👤Müllers Udgave) S. 97. skilte baade ved Liv og Skatte, ingen anden end Hrodgars ældste Søn Hredrik, som efter Bjovulfs-Drapen skulde været hans Eftermand; thi at 👤Saxes Rerek en eneste Gang siges at have havt en Bøke til Fader, kan let beroe paa en af de mange Trykfeil i Pariser-Udgaven.

Skal vi nu endelig berøre Bjovulfs-Drapens Forhold til 📌Nordens Geographi, som man udenlands har havt travlt nok med, da maa det egenlig kun være for at pege paa den Bemærkning, der giør sig selv, at 👤Shakspears Tip-Oldefader sikkert ikke var stivere i Geographien end han, og at den Umage, Kong 👤Alfred gjorde sig for LVIat faae 👤Ohters og 👤Vulfstans Seilads i vore Farvande nøiagtig ført til Bogs, viser, hvor fattig selv de lærde Anglers Kundskab i denne Henseende har været; saa det vil derfor neppe lønne Umagen at lede enten om Skjaldens Hronesnæs (Roneklint eller Hvalnæs) og Ravneskov, eller om hans 📌Nord-Frisland, 📌Finland, 📌Romø (heaðoræmes), Brondingeland eller Skedelande, da selv hans 📌Gothland fattes alle sikkre Kiendemærker.

Ligesom imidlertid de Frankiske Aarbøger borger os for, at Bjovulfs-Drapens 📌Vest-Frisland er det, som Frankerne baade kiendte og giæstede, saaledes skulde ogsaa hele Kvadet med sine Øst- og Vest-, Syd- og Nord-Danskere, borge for, at Skjalden ikke med sit 📌Daneland meende mindre end hele det lille 📌Danmark, der dog synes Tyskerne for stort saavel til Hrodgar som til os.

I Henseende til Skjaldens 📌Gothland eller 📌Vindmark (weder-mearc) da finder jeg, som sagt, al Grund til at giætte paa Øen 📌Gothland, (📌Gulland), hvis ældgamle Betydelighed som Sømagt er sikker nok, og hvis Historie er mørk nok til, at de største Mærkværdigheder kan være sunket i Jorden med 📌Visby.

Om Skede-Landene er det endelig min Mening, at det skal betyde Skythe-Landene, som vi, blandt Andet af den Danske Rimkrønike, seer, vort 📌Høinorden har været kaldt, men derfor kan Navnet godt hænge sammen saavel med 📌Skandinavien som med “Folke-Skeden (vagina gentium), der begge kan skylde de latiniserede Gothers Forglemmelse af Modersmaalet deres Tilværelse.

LVIIHermed være da Bjovulfs-Drapen paa Grundsproget med hele sit rige Indhold og hele sin Trang til nærmere Oplysning Anglernes og hele vort 📌Høinordens forsinkede, men forjættede og forventede Runemestre paa det venligste anbefalet, som det Gothiske Heltedigt, der ikke blot har Krav paa deres stadige Opmærksomhed og betimelige Haandsrækning, men har Krav paa i saa klar og yndefuld en Skikkelse som mueligt, at blive hele den Gothiske Læseverden saa velbekiendt som Iliaden og Odysseen nogensinde var den Græske! Dette vil vist nok ikke skee med mindre den Høinordiske Vidskab faaer sin Hovedstad efter de store Forbilleder i 📌Oxford og 📌Cambridge, med Ørnen i Asketoppen, istedenfor Natuglen paa Hybentornen, i sit Storseigl, det vil jo sige: med 📌Høinordens Aand istedenfor 📌Roms Uvætte til sin Høvding; men det vil dog ogsaa, trods alle Forhindringer, med Guds Hjelp, skee til hele Verdens Gavn og Forundring.

Mai 1861.

N. F. S. Grundtvig.


LVIII

Hvad der i Texten er trykt med Løbeskrift, har i min Tid eller dog for mine Øine ikke været til at læse i Skindbogen, men er fældet ind efter en af de ældre Afskrifter, hvad da paa hvert Sted er anmærket.

I Randgloserne under Texten har jeg brugt følgende Forkortelser.

A. Første } Thorkelinske Afskrift
B. Anden
👤Bout. Bouterwek.
👤Con. Conybeare.
👤Ettm. Ettmüller.
G. Grundtvig.
👤H. Hickes.
👤K. Kemble.
M. Manuskriptet eller Skindbogen.
👤R. Rask.
👤Th. Thorpe.

1

I.

Hwæt we Gár-Dena,
in geár-dagum,
þeód-cyninga,
þrym gefrunon;
hú þá æðelingas
ellen fremedon!
Oft Scyld Scéfing
sceaðen þreátum,*sceaðena. K.
monegum mǽgðum,
meodo-setla ofteáh,
egsode eorl,*eorlas. K.
syððan ǽrest wearð
feásceaft funden,
(he þæs frófre gebád)
weóx under wolcnum,
weorðmyndum þáh,
óðþæt him ǽghwylc
þára ymbsittendra
ofer hron-ráde
hýran scolde,
gomban gyldan:
þæt wæs gód cyning,
þǽm eafera wæs
æfter-cenned,
geong in geardum,
þone God sende
folce tó frófre,
fyren þearfe ongeat,*fyra (fira). G.
þæt híe ǽr drugon,
aldor .. ase,*aldor-leáse. R.
lange hwíle.
Him þæs líf-freá,
wuldres wealdend,
worold-áre forgeaf;
Beówulf wæs breme,
(blǽd wíde sprang)
Scyldes eafera,
Scede-landum in.
Swá sceal .. ma*gúð-fruma. K.
góde gewyrcean,
fromum feoh-giftum,
on fæder .. ine,*fæder-wine (winas). G.
þæt hine on ylde
eft gewunigen
wil-gesíðas,
þonne wíg cume,
2leóde ge-lǽsten;
lof-dǽdum sceal
in mǽgða gehwǽre
man geþeón!
Him þá Scyld gewát
tó ge-scæp-hwíle,*gesceap-hwíle. Th.
fela-hrór féran,
on freán wǽre;
hí hyne þá æt-bǽron
tó brimes faroðe,
swǽse ge-síðas,
swá he selfa bæd,
þenden wordum weóld
wine Scyldinga,
leóf land-fruma,
lange áhte.
Þǽr æt hýðe stód
hringed-stefna,
ísig and út-fús,*yðig (eaðig)? G.
æðelinges fær;
á-lédon þá
leófne þeóden
beága bryttan,
on bearm scipes,
mǽrne be mæste;
þǽr wæs mádma,*máðma hord. G.
fela of feor-wegum
frætwa gelǽded;
ne hýrde ic cymlícor
ceól gegyrwan
hilde-wǽpnum
and heaðo-wǽdum,
billum and byrnum;
him on bearme læg
mádma mænigo,
þá him mid scoldon
on flódes ǽht
feor gewítan;
na-læs hí hine læssan
lácum teódon,*teodan. M.
þeód-gestreónum,
þonne þá dydon,*þon. M.
þe hine æt frumsceafte
forð onsendon,
ǽnne ofer ýðe,
umb or wesende;*ymb or. G.
þá gyt híe him á-setton
segen g... ðenne*gewreðenne. G.
heáh ofer heáfod,
léton holm beran,
geáfon on gár-secg,
him wæs geómor sefa,
murnende mód:
men ne cunnon
secgan tó sóðe,
séle-rǽdenne,*sele-rædende. K.
hæleð under heofenum,
hwá þǽm hlæste onféng.

II.

Þá wæs on burgum
Beówulf Scyldinga
3leóf leód-cyning,
longe þrage,
folcum ge-frǽge,
(fæder ellor hwearf
aldor of earde),
óðþæt him eft on-wóc
heáh Healfdene;
heóld þenden lifde,
gamol and gúð-reouw,
glæde Scyldingas;
þǽm feówer bearn,
forð-gerímed,
in worold wócun,
weoroda rǽswan,*ræswa. M.
Heorogár and Hróðgár
and Halga til,
hýrde ic þæt
..........
Elan ... cwén*Onelan. G.
Heaðo-Scilfinges*Scilfingas. M.
heals-gebedda.
Þá wæs Hróðgáre
here-spéd gyfen
wíges weorðmynd,
þæt him his wine-mágas
georne hýrdon,
óðþæt seó geógoð geweóx,
mago-driht micel.
Him on mód be-arn,
þæt heal-reced*þæt he. Th.
hátan wolde,
medo-ærn micel*medo. B. micelre. G.
men gewyrcean,
þone yldo-bearn*Þonne. G.
ǽfre gefrunon;
and þǽr on-innan
eall gedǽlan,
geongum and ealdum,
swylc him God sealde,
buton folc-scare*folc-sceare. G.
and feorum gumena.
Þa ic wíde gefrægn
weorc gebannan
manigre mǽgðe,
geond þisne middangeard,
folc-stede frætwan,
him on fyrste gelomp,
ædre mid yldum,
þæt hit wearð eal-gearo,
heal-ærna mǽst;
scóp him Heort naman,
se þe his wordes ge-weald
wíde hæfde;
he beót ne áléh,
beágas dǽlde,
sinc æt symle.
Sele hlifade,
heáh and horn-geáp,
heaðo-wylma bád
láðan líges,
ne wæs hit lenge þá gen,
þæt se secg héte*seó ecg-héte. G.
4áðum swerian*ád umb sweran. G.
æfter wæl-níðe
wæcnan scolde.
Þá se ellen-gǽst
earfoðlíce
þrage ge-þolode,
se þe in þýstrum bád,
þæt he dógora gehwám,
dreám gehýrde
hlúdne in healle;
þǽr wæs hearpan swég,
swutol sang scópes,
sægde se þe cúðe
frumsceaft fira
feorran reccan,
cwæð þæt se ælmihtiga
eorðan worhte*worhte. K. worh ... A. B. w......M.
wlite-beorhtne wang,
swá wæter bebúgeð;
ge-sette sige-hréðig
sunnan and mónan,
leóman tó leóhte
land-búendum,
and ge-frætwade
foldan sceátas
leomum and leáfum;
líf eác gesceóp
cynna gehwylcum,
þára þe cwice hwyrfað.
Swá þá driht-guman
dreámum lifdon
eádiglíce,
óðþæt án ongan
fyrene fremman,
feón don helle:
wæs se grimma gǽst
Grendel háten,
mǽre mearc-stapa,
se þe móras heóld,
fen and fæsten;
fífel-cynnes eard
wonsǽlig wer*wonsæli. M.
weardode hwíle,
siððan him scyppend*hine. G.
for-scrifen hæfde.
(In Caines cynne
þone cwealm gewræc
éce drihten,
þæs þe he Abel slóg;
ne ge-feah he þǽre fǽhðe,
ac hine feor forwræc*ac he hine. M.
metod for þý máne,
man-cynne fram:
þanon untydras
ealle onwócon,
eotenas and ylfe
and orcneas,
swylce gigantas *gigantas. A. B.
þá wið Gode wunnon,
lange þrage;
he him þæs leán forgeald.)*he. A. B.

5

III.

Gewát þá neósian,*Gewát. A. B.
syððan niht becom,
heán húses,
hú hit Hring-Dene,
æfter beór-þege,*beór. A. B.
ge-bún hæfdon,
fand þá þǽr-inne
æðelinga gedriht
swefan æfter symble,
sorge ne cúðon,
wonsceaft wera,
wiht unhǽlo,
grim and grǽdig
gearo sóna wæs,
reóc and réðe,*reów? G.
and on ræste genam
þritig þegna:
þanon eft gewát,
húðe hrémig,
tó hám faran,
mid þǽre wæl-fylle,
wíca neósian.*neosan. M.
Þá wæs on uhtan,
mid ǽr-dæge,
Grendles gúð-cræft
gumum undyrne:
þá wæs æfter wiste
wóp up-áhafen,
micel morgen-swég;
(mǽre þeóden
æðeling ǽr-gód,
un-blíðe sæt,
þolode þryð-swyð,
þegn-sorge dreáh,)
syððan híe þæs láðan
lást sceáwedon,
wergan gástes,
wæs þæt ge-win tó strang,
láð and longsum,
næs hit lengra fyrst,
ac ymb áne niht
eft gefremede *gefremede. A. B.
morð-beala máre,
and nó mearn fore,
fǽhðe and fyrene,
wæs tó fæst on þám.
Þá wæs eáð-fynde,
þe him elles hwǽr*tó him. G.
ge-rúmlícor ræste
..............
bed æfter búrum,
þá him ge-beácnod wæs,
ge-sægd sóðlíce,
sweotolan tácne,*sweotolan. A. B.
heal-þegnes hete,
(heóld hyne syððan
fyr and fæstor)*færcoð? G.
se þǽm feónde ætwand.
Swá ríxode
and wið rihte wan,
ána wið eallum
6óðþæt ídel stód
húsa sélest;
wæs seó hwíl micel,
XII wintra tíd,
torn geþolode
wine Scyldinga*Scyldenda. M.
weána gehwelcne,
sídra sorga,
forðam [syððan] wearð*[syððan]. Th.
ylda bearnum
undyrne cúð,
gyddum geómore,
þætte Grendel wan
hwíle wið Hróðgár,
hete-níðas wæg,
fyrene and fǽhðe,
fela missera,
singale sæcce;*sæce. M.
sibbe ne wolde
wið manna hwone
mægenes Deniga,
feorh-bealo feorran,
feó-þingian:*fea. M.
ne þǽr nǽnig witena
wénan þorfte
beorhtre bóte
tó banum folmum*and folmum. G.
...... æglǽca*Þe se æglǽca. G.
etende wæs.*ehtende. M.
Deorc deáð-scúa, *scúa. A. B.
duguðe and geógoðe*duguðe. A. B.
seomade and syrede,
sinnihte heóld
mistige móras,
men ne cunnon,
hwyder hel-rúnan
hwyrftum scríðað.
Swá fela fyrena
feónd man-cynnes,
átol ángengea,
oft gefremede,
heardra hýnða:
Heorot eardode
sinc-fáge sel,
sweartum nihtum.
............
nó he þone gif-stól
grétan móste
máððum for metode,
ne his myne wisse:
þæt wæs wrǽc micel,
wine Scyldinga
módes brecða,*mótes bréc þá. Bout.
monig oft gesæt
ríce tó rúne,
rǽd eahtedon,
hwæt swíð-ferhðum
sélest wǽre
wið fǽr-gryrum,
tó ge-fremmanne.
Hwílum híe ge-héton
æt hærg-trafum,*hrærg. M.
7wig weorðunga
wordum bǽdon,
þæt him gást-bona
geóce gefremede
wið þeód-þreáum.
Swylc wæs þeáw hyra,
hǽðenra hyht;
helle gemundon
in mód-sefan,
metod híe ne cúðon,
dǽda démend,
ne wiston híe drihten gódne, *gódne. A. B.
híe huru heofena helm*híe. A. B.
herian ne cúðon,*ne. A. B.
wuldres waldend.
Wá bið þǽm þe sceal
þurh slíðne níð*síð. G.
sáwle bescúfan,
in fýres fæðm,
frófre ne wénan
wihte ge-wendan!*gewinnan. G.
Wel bið þǽm þe mót,
æfter deáð-dæge,
drihten sécean,
and tó fæder-fæðmum
freoðo wilnian!

IV.

Swá þá mǽl-ceare
maga Healfdenes
singala seáð:
ne mihte snotor hæleð
weán on-wendan
wæs þæt ge-win tó swýð,
láð and longsum,
þe on þá leóde becom,
nýd-wracu nið-grim
niht-bealwa mǽst.
Þæt fram hám gefrægn*Þá tó hám. G.
Higeláces þegn,
gód mid Geátum,
Grendles dǽda,
se wæs mon-cynnes
mægenes strengest,
on þǽm dæge
þysses lífes,
æðele and eácen,
hét him ýð-lidan
gódne ge-gyrwan;
cwæð he gúð-cyning
ofer swan-ráde
sécean wolde,
mǽrne þeóden,
þá him wæs manna þearf.
Þone sið-fæt him
snotere ceorlas
lyt-hwón lógon,
þeáh he him leóf wǽre,*þeáh. A. B.
hwetton hige-þofne, *þofne. A. forne. B. rófne. R.
hǽl sceáwedon.
Hæfde se góda
Geáta leóda
8cempan gecorone,
þára þe he cénoste
findan mihte,
xvna sum,
sund-wudu sóhte,
secg wísade,
lagu-cræftig mon,
land-gemyrcu,
fyrst forð-gewát,*fyrd? G.
flota wæs on ýðum,
bát under beorge,
beornas gearwe
on stefn stigon;
streámas wundon
sund wið sande;
secgas bǽron
on bearm nacan
beorhte frætwe,*frætwa. Th.
gúð-searo geatolíc;
guman út-scufon
weras on wil-síð,
wudu bundenne.
Ge-wát þá ofer wǽg-holm,
winde gefýsed,
flota fámi-heals,
fugle gelícost,
óðþæt ymb án-tid
óðres dógores,
wunden-stefna
ge-waden hæfde,
þæt þá líðende
land gesáwon,
brun-clifu blícan,*brim-clifu. K.
beorgas steápe,
side sǽ-næssas:
þá wæs sund liden,
eoletes æt ende,*eálondes? G.
þanon up hraðe
Wedera leóde
on wang stigon,
sǽ-wudu sǽldon,
syrcan hrysedon,
gúð-gewǽdo,
Gode þancedon,
þæs þe him ýð-láde
eáðe wurdon.
Þá of wealle geseah*Þá. A. B.
weard Scildinga,
se þe holm-clifu*holm. A. B. (M. manu rec.)
healdan scolde,
beran ofer bolcan
beorhte randas,
fyrd-searu fúslícu,
hine fyrwyt bræc
mód-gehygdum,
hwæt þá men wǽron.
Ge-wát him þá tó waroðe
wicge rídan
þegn Hróðgáres,
þrymmum cwehte
mægen-wudu mundum,
meðel-wordum frægn:
9“Hwæt syndon ge
searo-hæbbendra
byrnum werede,*werede. A. B.
þe þus brontne ceól*þisne? G.
ofer lagu-strǽte
lǽdan cwómon,
hider ofer holmas
..............
(he wæs ende-sæta,*le. M. ende-sæt. G.
ǽg-wearde heóld,*ecg-wearde. G.
þe on land Dena*þæt þe. G.
láðra nǽnig
mid scip-herge
sceððan ne meahte;)
nó her cúðlícor
cuman ongunnon
lind hæbbende,
ne ge-leáfnes word
gúð-fremmendra
gearwe ne wisson,
maga ge-médu;*gemetu. Th.
nǽfre ic máran geseah
eorla ofer eorðan,
þonne is eówer sum,
secg on searwum;
nis þæt seld-guma
wǽpnum ge-weorðad,
nǽfre him his wlite leóge,
ǽnlíc ansýn!
Nú ic eówer sceal
frum-cyn witan,
ǽr ge fyr heonan,*heonan. A. B. (M. manu rec.)
leás-sceáweras,
on land Dena
furður féran;
nú ge feor-búend,
mere-líðende,
mínne gehýrað*mine. M.
ánfealdne geþoht;
ófost is sélest
tó ge-cýðanne,
hwanan eówre cyme syndon.”

V.

Him se yldesta
andswarode,
werodes wísa,
word-hord onleác:
“We synt gum-cynnes
Geáta leóde,
and Higeláces
heorð-geneátas;
wæs mín fæder
folcum gecýðed,
æðele ord-fruma,
Ecgþeów háten,
gebád wintra worn,
ǽr he on weg hwurfe
gamol of geardum;
hine gearwe geman
witena wel hwylc,
wíde geond eorðan;
10we þurh holdne hige
hláford þínne,
sunu Healfdenes,
sécean cwómon,
leód-gebyrgean,
(wes þú us lárena gód!)
habbað we tó þǽm mǽran
micel ǽrende,
Deniga freán;
ne sceal þǽr dyrne sum wesan*þe. G.
þæs ic wéne þú wást,
gif hit is swá we sóðlíce
secgan hýrdon,
þǽt mid Scyldingum,
sceaða ic nát hwylc,
deógol dǽd-hata,
deorcum nihtum
eáweð þurh egsan
uncúðne níð,
hýnðu and hrá-fyl;
ic þæs Hróðgár mæg,
þurh rúmne sefan,
rǽd gelǽran,
hú he fród and gód*and. A. B.
feónd oferswýðeð,
gyf him edwendan
ǽfre scolde
bealuwa bisigu*bealuwra bisiga. G.
bót eft cuman,
and þá cear-wylmas
cólran wurðað:
oððe á syððan
earfoð-þrage,
þreá-nýd þolað,
þenden þǽr wunað
on heáh-stede
húsa sélest.”
Weard maðelode
(þǽr on wicge sæt
ombeht unforht):
“Æghwæðres sceal
scearp scyld-wíga
ge-scád witan,
worda and worca,
se þe wel þenceð.
Ic þæt ge-hýre,
þæt þis is hold weorod
freán Scyldinga;
gewítað forð-beran
wǽpen and ge-wǽdu,
ic eów wísige;
swylce ic magu-þegnas
míne háte,
wið feónda gehwone,
flotan eówerne,
niw-tyrwydne,
nacan on sande,
árum healdan,
óðþæt eft byreð
ofer lagu-streámas
leófne mannan
wudu wunden-hals,
tó Weder-mearce;
gód-fremmendra swylcum*gúð-fremmendra. G.
11gifeðe bið,
þæt þone hilde-rǽs
hál gedígeð!”
Gewiton him þá féran,
(flota stille bád,
seomode on sole*sale. G.
síd-fæðmed scip,
on ancre fæst)
eofor-líc scionon*sción. Th.
ofer hleór beran,
ge-hroden golde,
fáh and fýr-heard,
ferh-wearde heóld.
Gúð-mód grummon,*gúð-móde. K. grunnon. G.
guman onetton,
sigon æt-somne,
óðþæt hý sæld timbred,*æl timbred. M.
geatolíc and gold-fáh,
on-gytan mihton;*ongyton. M.
þæt wæs fore-mǽrost
fold-búendum,
receda under roderum,
on þǽm se ríca bád,
lixte se leóma
ofer landa fela.
Him þá hilde-deór
hof módigra*hof. K. of. M.
torht ge-tǽhte,
þæt híe him tó mihton
gegnum-gangan.
Gúð-beorna sum
wicg ge-wende,
word æfter cwæð:
“Mǽl is me tó féran,
fæder alwalda
mid ár-stafum
eówic gehealde
siða ge-sunde!
ic tó sǽ wille
wið wráð werod
wearde healdan.”

VI.

Strǽt wæs stán-fáh,
stíg wísode
gumum æt-gædere,
gúð-byrne scán,
heard hond-locen,
hring-íren scír
song in searwum,
þá híe tó sele furðum,
in hyra gryre-geatwum,
gangan cwómon.
Setton sǽ-méðe
síde scyldas,
rondas regn-hearde,
wið þæs recedes weal;
bugon þá tó bence,
byrnan hringdon,
gúð-searo gumena,
gáras stódon,
sǽ-manna searo,
samod ætgædere,
12æsc-holt ufan grǽg;
wæs se íren-þreát
wǽpnum ge-wurðad.
Þá þǽr wlonc hæleð,
oret-mecga,*oret-mecgas. M.
æfter hæleðum frægn:
“Hwanon ferigeað ge
fætte scyldas,
grǽge syrcan
and grím-helmas,
here-sceafta heáp?
Ic eom Hróðgáres
ár and ombiht,
ne seah ic elþeódige
þus manige men
módiglícran:
wén ic þæt ge for wlenco,
nalles for wrǽc-síðum,
ac for hige-þrymmum,*þrymmum. A. B.
Hróðgár sóhton.”
Him þá ellen-róf
andswarode,
wlanc Wedera leód,
word æfter spræc,
heard under helme:
“We synt Higeláces
beód-geneátas,
Beówulf is mín nama;
wille ic á-secgan
suna Healfdenes,*sunu. M.
mǽrum þeódne,
mín ǽrende,
aldre þínum,
gif he us ge-unnan wile
þæt we hine swá gódne
grétan móton.”
Wulfgár maðelode
(þæt wæs Wendla leód,
wæs his mód-sefa
manegum gecýðed,
wíg and wísdóm):
“Ic þæs wine Deniga,
freán Scildinga,
frinan wille,
beága bryttan,
swá þú béna eart,
þeóden mǽrne,
ymb þínne síð,
and þe þá andsware
ædre gecýðan,
þe me se góda
á-gifan þenceð.”
Hwearf þá hrædlíce,
þǽr Hróðgár sæt,
eald and unhár,
mid his eorla gedriht;
eode ellen-róf,
þæt he for eaxlum gestód
Deniga freán,
cúðe he duguðe þeáw;
Wulfgár maðelode
tó his wine-drihtne:
“Her syndon geferede,*geferede. A. B.
feorran cumene,
13ofer geofenes be-gang,
Geáta leóde,
þone yldestan
oret-mecgas
Beówulf nemnað;
hý bénan synt,
þæt híe þeóden mín
wið þe móton
wordum wrixlan;
nó þú him wearne geteoh
þínra gegn-cwida
glæd-man Hróðgár!*glæd-mód. G.
hý on wíg-getawum
wyrðe þinceað
eorla ge-æhtlan,
húru se aldor deáh,
se þǽm heaðo-rincum
hider wísade.”

VII.

Hróðgár maðelode,
helm Scyldinga:
“Ic hine cúðe
cniht wesende;
wæs his eald fæder
Ecgþeów háten,*Egþeo. M.
þǽm tó hám for-geaf
Hréðel Geáta
ángan dóhtor;
is his eaforan nú*eaforna án G. eafora nú. K.
heard her cumen,
sóhte holdne wine.
Þonne sægdon æt
sǽ-líðende,
þá þe gif-sceattas
Geáta fyredon,
þyder tó þance,
þæt he xxxtiges*tiges. A. B.
manna mægen-cræft
on his mund-gripe
heaðo-róf hæbbe;
hine hálig God
for ár-stafum
us onsende,
tó West-Denum,
þæs ic wén hæbbe,
wið Grendles gryre;
ic þǽm gódan sceal
for his mód-þræce
mádmas beódan.
Beó þú on ófeste,
hát ingán,*hát híe. G.
seón sibbe-gedriht
samod ætgædere;
gesaga him eác wordum
þæt híe sint wil-cuman
Deniga leódum!”
.............
word inne á-beád
...............
“Eów hét secgan
sige-drihten mín,
aldor Eást-Dena,
þæt he eówer æðelu can,
and ge him syndon
14ofer sǽ-wylmas,
heard-hicgende,
hider wil-cuman.
Nú ge móton gangan
in eówrum gúð-geatawum,
under here-gríman,
Hróðgár geseón;
lǽtað hilde-bord
her onbídian,
wudu wæl-sceaftas,
worda geþinges!”
Á-rás þá se ríca,
ymb hine rinc manig,
þryðlíc þegna heáp;
sume þǽr bidon,
heaðo-reáf heóldon,
swá him se hearda bebeád;
snyredon æt-somne,
þa secg wísode*þá. A. B.
under Heorotes hróf,
................
heard under helme,
þæt he on heóðe gestód.*þæt him on heoðo (heaðo). G.
Beówulf maðelode
(on him byrne scán,
searo-net seowed
smiðes or-þancum):
“Wes þú Hróðgár hál!*wæs. M.
ic eom Higeláces
mǽg and mago-þegn,
hæbbe ic mǽrða fela
on-gunnen on geógoðe;
me wearð Grendles þing
on mínre éðel-tyrf
undyrne cúð:
secgað sǽ-líðend
þæt þæs sele stande,*þes. Th.
reced sélesta,*receda sélest. K.
rinca gehwylcum,
ídel and unnyt,
siððan ǽfen-leóht
under heofenes hador
be-holen weorðeð,
þá me þæt ge-lǽrdon
leóde míne,
þá sélestan,
snotere ceorlas,
þeóden Hróðgár,
þæt ic þe sóhte;
forþan híe mægenes cræft
míne cúðon,
selfe ofer-sáwon,
þá ic of searwum cwom,
fáh from feóndum,
þǽr ic fífe geband,
ýðde eotena cyn,
and on ýðum slóg
niceras nihtes,
nearo-þearfe dreáh,
wræc wedera níð,*wedera. A. B. þræc-wedera. G.
weán áhsodon,
for-grand gramum,*gramum. A. B.
15and nú wið Grendel sceal,
wið þám aglǽcan,
ána gehegan
þing wið þyrse.
Ic þe nú; þá,*Ic. A. B.
brego beorht Dena,
biddan wille,
eodor Scyldinga,*eodor. A. B.
ánre béne;
þæt þú me ne for-wyrne,
wígendra hleó,
freó-wine folca,
nú ic þus feorran com,
þæt ic móte ána,
mínra eorla gedryht,*mid mínra. Th.
and þes hearda heáp,*ic and. G.
Heorot fǽlsian!
Hæbbe ic eác ge-áhsod
þæt se æglǽca,
for his won-hydum,
wǽpna ne recceð;
ic þæt þonne for-hicge,
swá me Higelác síe,
mín mon-drihten,
módes blíðe,
þæt ic sweord bere
oððe sídne scyld
geolo-rand tó gúðe,
ac ic mid grápe sceal
fón wið feónde
and ymb feorh sacan,
láð wið láðum;
þǽr ge-lýfan sceal
dryhtnes dóme,
se þe hine deáð nimeð.
Wén ic þæt he wille,
gif he wealdan mót,
in þǽm gúð-sele
Geátena leóde*Geotena. M.
etan unforhte,
swá he oft dyde,
mægen Hréð-manna;
þú mín ne þearft*þú. A. B.
hafalan hýdan,
ac he me habban wile
deóre fáhne,*dreóre. G.
gif mec deáð nimeð,
byreð blódig wæl,
byrgean þenceð,
eteð ángenga,
unmurnlíce,
mearcað mór-hópu;
nó þú ymb mínes ne þearft
líces feorme
leng sorgian.
Onsend Higeláce,
gif mec hild nime,
beadu-scrúda betst,
þæt míne breóst wereð,
hrægla sélest,
16þæt is Hrædlan láf,
Welandes ge-weorc;
gæð á wyrd swá hió scel!”

VIII.

Hróðgár maðelode,
helm Scyldinga:
“Fere fyhtum þú,*For were-fyhtum. G.
wine mín Beówulf,
and for ár-stafum
usic sóhtest.
Geslóh þin fæder
fǽhðe mǽste;
wearð he Heaðoláfe
tó hand-bonan,
mid Wilfingum,
þá hine gara cyn*Wedera cyn. G.
for here-brógan
habban ne mihte,
þanon he ge-sóhte
Suð-Dena folc,
ofer ýða gewealc,
Ár-Scyldinga;*Scyldinga. A. B.
(þá ic furðum weóld
folce Deninga,
and on geógoðe heóld
gimme-ríce,*ginne rícu. Th.
hord-burh hæleða;
þá wæs Heregár deád,
mýn yldra mǽg,
unlifigende,
bearn Healfdenes,
se wæs betera þonn ic;)
siððan þá fǽhðe*siððan ic. G.
feó-þingode,
sende ic Wylfingum,
ofer wæteres hrycg,
ealde mádmas;
he me áðas swór.
Sorh is me tó secganne,
on sefan mínum,
gumena ǽngum,
hwæt me Grendel hafað
hýnðo on Heorote,
mid his hete-þancum,
fǽr-níða ge-fremed:
is mín flet-werod,
wíg-heáp ge-wanad
(híe wyrd forsweóp)
on Grendles gryre;
God eáðe mæg
þone dol-scaðan
dǽda getwǽfan.
Ful oft ge-beótedon
beóre druncne,
ofer ealo-wǽge,
oret-mecgas,
þæt híe in beór-sele
bídan woldon
Grendles gúðe
mid gryrum ecga;
þonne wæs þeós medo-heal
17on morgen-tíd,
driht-sele dreór-fáh,
þonne dæg lixte,
eal benc-þelu
blóde bestýmed,
heall heoru-dreóre;*heoru. A. B.
áhte ic holdra þý læs,
deórre duguðe,
þe þá deáð fornam.
Site nú tó symle,
and on-sǽl meoto*múðe. G.
sige-hréð secgum,*sege. G.
swá þín sefa hwette!”
Þá wæs Geát-mæcgum
geador æt-somne,
on beór-sele,
benc gerýmed;
þǽr swíð-ferhðe
sittan eodon,
þryðum dealle;
þegn nytte beheóld,
se þe on handa bær
hroden ealo-wǽge,
scencte scír wered;
scóp hwílum sang
hádor on Heorote,
þǽr wæs hæleða dreám,
duguð unlytel
Dena and Wedera.

IX.

Húnferð maðelode,
Ecgláfes bearn,
þe æt fótum sæt
freán Scyldinga,
on-band beadu-rúne
(wæs him Beówulfes síð,
módges mere-faran,
micel æf-þunca,
for þon þe he ne úðe
þæt ǽnig óðer man
ǽfre mǽrða þon má
middangeardes,*ǽfre mærða má, on middangearde. G.
ge-hédde under heofenum
þonne he sylfa):
“Eart þú se Beówulf,
se þe wið Brecan wunne
on sídne sǽ,
ymb sund-flíte,
þǽr git for wlence
wada cunnedon,
and for dol-gilpe
on deóp wæter
aldrum néðdon?
(Ne me ǽnig mon,
ne leóf ne láð,
be-leán mihte
sorh-fullne síð.)
Þá git on sund reón,
þǽr git eágor-streám
earmum þehton,
mǽton mere-strǽta,
mundum brugdon,
glidon ofer gár-secg;
18geofon ýðum weól,
wintrys wylm.*wintres wylme. Th.
Git on wæteres ǽht
seofon-niht swuncon;
he þe æt sunde ofer-flát,
hæfde máre mægen,
þá hine on morgen-tíd
on Heaðo-rǽmes
holm up-ætbær;
þonon he ge-sóhte
swǽsne éðel,
leóf his leódum,
lond Brondinga,
freoðo-burh fægere,
þǽr he folc áhte
burh and beágas;
beót eal wið þe
sunu Beánstánes
sóðe gelǽste.
Þonne wéne ic tó þe
wyrsan geþingea,*geþingea. A. B. geþingeo. G.
þeáh þú heaðo-rǽsa
ge-hwǽr dohte,
grimre gúðe,
gif þú Grendles dearst,
niht-longne fyrst,
neán bídan.*bídan. A. B.
Beówulf maðelode
bearn Ecgþeówes:
“Hwæt þú worn fela
wine mín Húnferð,
beóre druncen,
ymb Brecan sprǽce,
sægdest from his síðe;
sóð ic talige,
þæt ic mere-strengo
máran áhte,
earfeðo on ýðum,
þonne ǽnig óðer man.
Wit þæt ge-cwǽdon,
cniht-wesende,
and ge-beótedon,
(wǽron begen þá git
on geógoð-feore)
þæt wit on gár-secg út
aldrum néðdon,
and þæt ge-æfndon swá;
hæfdon swurd nacod,
þá wit on sund reón,
heard on handa,
wit unc wið hron-fixas
werian þohton,
nó he wiht fram me,
flód-ýðum feor,
fleótan meahte,
hraðor on holme,
nó ic fram him wolde;
þá wit æt-somne*somne. A. B.
on sǽ wǽron,
fíf nihta fyrst,
óðþæt unc flód tó-dráf,
wado weallende,
wedera cealdost,
nípende niht,
19and norðan-wind
heaðo-grim and-hwearf,
hreó wǽron ýða,
wæs mere-fixa
mód onhréred:
þǽr me wið láðum
líc-syrce mín,
heard hond-locen,
helpe gefremede,
beado-hrægl broden,
on breóstum læg,
golde ge-gyrwed;
me tó grunde teáh
fáh feónd-scaða;
fæste hæfde
grim on grápe;
hwæðre me gyfeðe wearð,
þæt ic aglǽcan
orde gerǽhte,
hilde-bille,
heaðo-rǽs fornam
mihtig mere-deór
þurh míne hand.

X.

Swá mec ge-lóme
láð-geteónan
þreátedon þearle;
ic him þénode
deóran sweorde
swá hit ge-défe wæs;
næs híe þǽre fylle
ge-feán hæfdon,
mán for dǽdlan,*dǽd-leán for máne. G.
þæt híe me þégon,
symbel ymb-sǽton,
sǽ-grunde neáh;
ac on mergenne
mécum wunde,
be ýð-láfe,
uppe lǽgon,
sweódum á-swefede;*sweódum. A. sweótum. Th.
þæt syððan ná,
ymb brontne ford,*brontne. A. B.
brim-líðende
láde ne letton.
Leóht eástan com,*leóht. A. B.
beorht beácen Godes,
brimu swaðredon,
þæt ic sǽ-næssas
ge-seón mihte,
windige weallas,
(wyrd oft nereð
unfǽgne eorl,
þonne his ellen deáh,
hwæðere me ge-sǽlde,
þæt ic mid sweorde of-slóh
niceras nigene.)
Nó ic on niht gefrægn
under heofones hwealf
heardran feohtan,
ne on ég-streámum
20earmran mannan;*mannon. M.
hwæðere ic fára feng,*hwaðere. M. fær á-feng. G.
feore gedígde
síðes wérig,
þá mec sǽ óð-bær,
flód æfter faroðe,
on Finna land,
wudu weallendu.*wadu weallende. G.
Nó ic wiht fram þe
swylcra searo-níða
secgan hýrde,
billa brógan;
Breca nǽfre git
æt heaðo-láce,
ne ge-hwæðer incer,
swá deórlíce
dǽd gefremede,
fágum sweordum
(nó ic þæs [fela] gylpe);*[fela]. Grein.
þeáh þú þínum bróðrum
tó banan wurde,
heáfod-mǽgum,
þæs þú in helle scealt*helle. A. B.
werhðo dreógan,
þeáh þín wit duge.*wit duge. A.
Secge ic þe tó sóðe,
sunu Ecgfes,*Ecgláfes. A.
þæt nǽfre Grendel swá fela
gryra gefremede,
átol æglǽca,
ealdre þínum,
hýnðo on Heorote,
gif þín hige wǽre,
sefa swá searo-grim
swá þú self talast;
ac he hafað on-funden,
þæt he þá fǽhðe ne þearf,
átole ecg-þræce
eówer leóde,
swiðe on-sittan,
Sige-Scyldinga:
nymeð nýd-báde,
nǽnegum árað
leóde Deniga,
ac he lust-wigeð,
swefen on-sendeð,*swefeð ond sendeð. M.
(sæcce ne wéneð)
tó Gár-Denum.
Ac ic him Geáta sceal
eafoð and ellen,
ungeara nú,
gúðe gebeódan.
Gǽð eft se þe mót
tó medo módig,
siððan morgen-leóht
ofer ylda bearn,
óðres dógores,
sunne swegl wereð,*wered. M.
súðan scíneð.”
Þá wæs on sálum
21sinces brytta,
gamol-feax and gúð-róf,
geóce gelýfde
brego beorht Dena,
gehýrde on Beówulfe*Beówulfe. A. B.
folces hyrde
fæst-rǽdne geþoht.
Þǽr wæs hæleða hleahtor,
hlyn swynsode,
word wǽron wynsume;
eode Wealhþeów forð,
cwén Hróðgáres,
cynna gemyndig,
grétte gold-hroden
guman on healle,
and þá freólíc wíf
ful gesealde
ǽrest Eást-Dena
éðel-wearde,
bæd hine blíðne*bliðsian. G.
æt þǽre beór-þege,
leódum leófne;
(he on lust geþeah
symbel and sele-ful,
sige-róf cyning)
ymb-eode þá
ides Helminga
duguðe and geógoðe,
dǽl ǽghwylcne,
sinc-fato sealde,
óðþæt sǽl álamp,
þæt hió Beówulfe,
beág-hroden cwén,
móde geþungen,
medo-ful ætbær,
grétte Geáta leód
Gode þancode,
wís-fæst wordum,
þæs þe hire se willa gelamp,
þæt heó on ǽnigne
eorl gelýfde
fyrena frófre.
He þæt ful geþeah,
wæl-reów wíga,
æt Wealhþeón,
and þá gyddode,
gúðe gefýsed,
Beówulf maðelode,
bearn Ecgþeówes:
“Ic þæt hogode
þá ic on holm gestáh,
sǽ-bát ge-sæt,
mid mínra secga gedriht,
þæt ic ánunga
eówra leóda
willan ge-worhte,
oððe on wæl crunge,
feónd-grápum fæst;
ic ge-fremman sceal
eorlíc ellen,*árlíc? G.
oððe ende-dæg
on þisse meodu-healle
22mínne gebídan.”
Þám wífe þá word
wel lícodon,
gilp-cwide Geátes,
eode gold-hroden,
freólícu folc-cwén,
tó hire freán sittan.
Þá wæs eft swá ǽr,
inne on healle,
þryð-word sprecen,
þeód on sǽlum*Þeót. G.
sige-folca swég,
óðþæt semninga
sunu Healfdenes
sécean wolde
ǽfen-ræste;
wiste .. þem ahlǽcan*álecgan? G.
tó þǽm heáh-sele
hilde geþinged,
siððan híe sunnan leóht
ge-seón meahton,
oððe nípende*óðþæt. G.
niht ofer ealle
scadu-helma ge-sceapu
scríðan cwóman,*cwóme. Th.
wan under wolcnum.
Werod eall árás,
grétte þá*ge-grétte. G.
guma óðerne,
Hróðgár Beówulf,
and him hǽl ábeád,
wín-ærnes ge-weald,
and þæt word ácwæð:
“Nǽfre ic ǽnegum men
ǽr álýfde,
siððan ic hond and rond
hebban mihte,
þryð-ærn Dena,
buton þe nú þá,
hafa nú and ge-heald
húsa sélest:
ge-myne mǽrðo,
mægen-ellen cýð,
waca wið wráðum;
ne bið þe wilna gád,
gif þú þæt ellen-weorc
aldre gedígest.”

XI.

Þá him Hróðgár gewát,
mid his hæleða gedryht,
eodur Scyldinga,
út of healle,
wolde wíg-fruma
Wealhþeó sécan,
cwén tó gebeddan;
hæfde kyninga wuldor*kyning. M.
Grendle tó-geánes
swá guman gefrugnon,*gefrungon. M.
sele-weard á-seted
(sundor-nytte beheóld
ymb aldor Dena),
23eoton-weard ábeád.
Húru Geáta leód
georne trúwode
módgan mægnes,
metodes hyldo,
þá he him ofdyde
ísern-byrnan,
helm of hafelan,
sealde his hyrsted sweord,
írena cyst,
ombiht-þegne,
and ge-healdan hét
hilde-geatwe;
gespræc þá se góda
gylp-worda sum,
Beówulf Geáta,
ǽr he on bed stige:
“Nó ic me an here-wæsmum*on here-wæstmum. G.
hnágran talige
gúð-geweorca,
þonne Grendel hine,
forþan ic hine sweorde
swebban nelle,
aldre beneótan,
þeáh ic eal mǽge;
nát he þára góda*þǽre gúðe. Th.
þæt he me on-geán sleá,
rand geheáwe,
þeáh þe he róf síe
níð-geweorca,
ac wit on niht sculon
sæcce ofer-sittan,*secge. M.
gif he ge-sécean dear*het. M.
wíg ofer wǽpen;
and siððan witig God,
on swá hwæðere hond,
hálig dryhten
mǽrðo déme,
swá him ge-met þince!”
Hylde hine þá heaðo-deór
hleór bolster onféng,
eorles andwlitan;
and hine ymb monig
snellíc sǽ-rinc
sele-reste gebeáh;
nǽnig heora þohte,
þæt he þanon scolde
eft eard lufan*lufwend? G.
ǽfre gesécean
folc oððe freó-burh
þǽr he á-féded wæs;
ac híe hæfdon ge-frunen,
þæt híe ǽr tó fela micles,*þætte. G.
in þǽm win-sele
wæl-deáð fornam,
Denigea leóde:
ac him dryhten forgeaf
wíg-spéda ge-wiofu,
Wedera leódum,
frófor and fultum,
þæt híe feónd heora,*fultum þæt híe. A. B.
þurh ánes cræft ealle,
24ofer-cómon,
selfes mihtum
(sóð is gecýðed,
þæt mihtig God
manna cynnes
weóld ... ferhð).*ride ferhð. A. B. wíde-ferhð. G.
Com on wanre niht,
scríðan sceadu-genga;*sceadu. A. B.
sceótend swǽfon,
þá þæt horn-reced
healdan scoldon,
ealle buton ánum;
þæt wæs yldum cúð,
þæt híe ne móste,*hine ne. G.
þá metod nolde,
se syn-scaða
under sceadu bregdan;
ac he wæccende
wráðum on andan,
bád bolgen-mód
beadwa geþinges.

XII.

Þá com of móre
under mist-hleoðum,
Grendel gongan,
Godes yrre bær;
mynte se mán-scaða
manna cynnes
sumne be-syrwan
in sele þám heán;
wód under wolcnum,
tó þæs þe he win-reced,
gold-sele gumena,
gearwost wisse,
fǽttum fáhne.
Ne wæs þæt formá síð,
þæt he Hróðgáres
hám gesóhte;
nǽfre he on aldor-dagum,
ǽr ne siððan,*ne siððan. A.
heardran hæle,
heal-þegnas fand.
Com þá tó recede
rinc síðian,
dreámum be-dǽled,
duru sóna on-arn,
fýr-bendum fæst,*bendum. A. B.
syððan he hire folmum ... an,*æt-hrán. R.
on-bræd þá bealo-hydig,
þá ... bolgen wæs,*þá he ge-bolgen. G.
recedes múðan;
raðe æfter þon
on fágne flór
feónd treddode,
eode yrre-mód,
him of eágum stód,
líge ge-lícost,*ligge. M.
leóht unfæger.
Geseah he in recede
rinca manige,
swefan sibbe-gedriht,
25samod ætgædere,
mago-rinca heáp;
þá his mód áhlóg;
mynte þæt he ge-dǽlde,
ǽr þon dæg cwóme,
átol aglǽca,
ánra gehwylces
líf wið líce,
þá him á-lumpen wæs
wist-fylle wén;
ne wæs þæt wyrd þá gen*þæt wyrd. A.
þæt he má móste
manna cynnes
þicgean ofer þá niht;
þryð-swyð beheóld
mǽg Higeláces,
hú se mán-scaða
under fǽr-gripum,
ge-faran wolde,
ne þæt se aglǽca*nó þǽr. G.
yldan þohte,
ac he ge-féng hraðe,
forman síðe,
slǽpendne rinc,
slát unwearnum,
bát bán-locan,
blód édrum dranc,
syn-snǽdum swealh;
sóna hæfde
unlyfigendes
eal gefeormod
fét and folma;
fórð neár ætstóp,
nam þá mid handa
hige-þihtigne
rinc on ræste,
rǽhte on-geán;
feónd mid folme
he on-féng hraðe
inwit-þancum,
and wið earm gesæt.
Sóna þæt on-funde
fyrena hyrde,
þæt he ne métte,
middangeardes,
eorðan sceáta*sceatta. M.
on elran men,
mund-gripe máran:
he or-móde wearð,*on mode. M.
forht on ferhðe,
(nó þý ǽr fram meahte)
hyge wæs him hin-fús,
wolde on heolster fleón,
sécan deófla ge-dræg;
ne wæs his drohtoð þǽr
swylce he on ealder-dagum
ǽr gemétte.
Ge-munde þá se góda
mǽg Higeláces
ǽfen-sprǽce,
uplang ástód
and him fæste wið-féng;
26fingras burston,
eoten wæs út-weard;
eorl furður stóp;
(mynte se mǽra,
... he meahte swá,*..ær he. A. B. hwǽr he. K.
wídre ge-windan
and on-weg þanon
fleón on fen-hópu)
wiste his fingra geweald
on grames grápum,
þæt he wæs geócor.
Síð þæt se hearm-scaða
tó Heorute áteáh,
dryht-sele dynede,
Denum eallum wearð,
ceaster-búendum,
cénra gehwylcum,
eorlum ealu scerwen;
(yrre wǽron begen,
réðe rén-weardas)
reced hlynsode;
þá wæs wundor micel,
þæt se win-sele
wið-hæfde heaðo-deórum,
þæt he on hrusan ne feól,
fæger fold-bold;*folc-bold. G.
ac he þæs fæste wæs,
innan and útan,
íren-bendum,
searo-þoncum be-smiðod:
þǽr fram sylle ábeág
medu-benc monig,
míne gefrǽge,
golde geregnad,
þǽr þá graman wunnon;
þæs ne wéndon ǽr
witan Scyldinga,
þæt hit á mid ge-mete
manna ǽnig,
hetlíc and bán-fág,*betlíc and bas-fág. G.
tó-brecan meahte,
listum tó-lúcan,
nymðe líges fæðm
swulge on swaðule.*líges wælm swulge on staðule. G.
Swég up-ástág,
niwe ge-neahhe;
Norð-Denum stód
átelíc egesa,
ánra gehwylcum,
þára þe of wealle
wóp gehýrdon,
gryre-leóð galan
Godes and-sacan,
sige-leásne sang,
sár wánigean;*sár. A. B.
helle-hæft on,
heóld hine fæste*tó fæste. Th.
se þe manna wæs
mægene strengest
on þǽm dæge
þysses lífes.

27

XIII.

Nolde eorla hleó
ǽnige þinga,
þone cwealm-cuman
cwicne for-lǽtan;
ne his líf-dagas
leóda ǽnigum
nytte tealde;
þǽr genehost brægd
eorl Beówulfes*eórd (eóred). G.
ealde láfe,
wolde freá-drihtnes
feorh ealgian,
mǽres þeódnes,
þǽr híe meahton swá;
híe þæt ne wiston
þá híe ge-win drugon,
heard-hicgende
hilde-mecgas,
and on healfa ge-hwone
heáwan þohton,
sáwle sécan,
þone syn-scaðan,*þæt þone. G.
ǽnig ofer eorðan
írenna cyst,
gúð-billa nán,
grétan nolde,
ac he sige-wǽpnum
for-sworen hæfde,*for-sworen. A. B. for-spocen? G.
ecga gehwylcre;
scolde his aldor-gedál,
on þǽm dæge
þysses lífes,
earmlíc wurðan,
and se ellor-gást
on féonda geweald
feor síðian.
Þá þæt on-funde,
se þe fela ǽror,
módes myrðe,
manna cynne,
fyrene ge-fremede,
(he fág wið God)*he wæs fág. Th.
þæt him se líc-homa
lǽstan nolde;
ac hine se módega
mǽg Higeláces
hæfde be honda,
(wæs ge-hwæðer óðrum
lifigende láð,)
líc-sár gebád
átol æglǽca;
him on eaxle wearð
syn-dolh sweotol,
seonowe onsprungon,
burston bán-locan;
Beówulfe wearð
gúð-hréð gyfeðe,
scolde Grendel þonan
feorh-seóc fleón
under fen-hleoðu,
28sécean wyn-leás wíc,
wiste þé geornor,
þæt his aldres wæs
ende gegongen,
dógera dæg-rím.
Denum eallum wearð,
æfter þám wæl-rǽse,
willa gelumpen;
hæfde þá ge-fǽlsod,
se þe ǽr feorran com,
snotor and swýð-ferhð,
sele Hróðgáres,
ge-nered wið níðe,
niht-weorce gefeh,
ellen-mǽrðum; *mærðum. A.
hæfde Eást-Denum
Geátmecga leód
gilp gelǽsted,
swylce on cýððe
ealle gebétte *gebétte. A. B.
inwid-sorge,
þe híe ǽr drugon,
and for þreá-nýdum*þreá. A. B.
þolian scoldon,
torn unlytel;
þæt wæs tácen sweotol,
syððan hilde-deór,
hond álegde,
earm and eaxle,
(þǽr wæs eal geador
Grendles grápe)
under geápne hr..*hr .. B. hróf. R.

XV.

Þá wæs on morgen,
míne gefrǽge,
ymb þá gif-healle
gúð-rinc monig;
férdon folc-togan,
feorran and neán,
geond wíd-wegas,
wundor sceáwian,
láðes lástas,
nó his líf-gedál
sárlíc þuhte
secga ǽnegum,
þára þe tír-leáses
trode sceáwode,
hú he wérig-mód,
on-weg þanon,
níða ofer-cumen,
on nicera mere,
fǽge and ge-flýmed,
feorh-lástas bær.
Þǽr wæs on blóde
brim weallende,
átol ýða geswing,*gespring. K.
eal gemenged,
hát on heolfre
(heoro-dreóre weól)*heoro. A. B.
deáð-fǽge deóg,
siððan dreáma leás,
29in fen-freoðo,
feorh álegde,
hǽðene sáwle,*hǽðene. A.
þǽr him hel onféng.
Þanon eft gewiton
eald-gesíðas,
swylce geong manig,*manig. A. B.
of gomen-wáðe,*on. G.
fram mere módge
mearum rídan,
beornas on blancum.
Þǽr wæs Beówulfes
mǽrðo mǽned,*gemǽned. G.
monig oft gecwæð
þætte, súð ne norð,
be sǽm tweónum,
ofer eormen-grund,
óðer nǽnig,
under swegles begong,
sélra nǽre,
rond-hæbbendra,
ríces wyrðra;
ne híe húru wine-drihten*heora? G.
wiht ne lógon,
glædne Hróðgár
ac þæt wæs gód cyning.
Hwílum heaðo-rófe
hleápan léton,
on ge-flít faran,
fealwe mearas,
þǽr him fold-wegas
fægere þuhton,
cystum cúðe;
hwílum cyninges þegn,
guma gilp-hlæden,
gidda gemyndig,
(se þe eal-fela
eald-gesegena
worn gemunde)
word óðer fand,
sóðe gebunden,
secg eft on-gan
síð Beówulfes
snyttrum styrian
and on spéd wrecan
spel geráde,
wordum wrixlan.
Wel-hwylc gecwæð,
þæt he fram Sigemunde
secgan hýrde,
ellen-dǽdum,
uncúðes fela,
Wælsinges ge-win,
wíde síðas,
þára þe gumena bearn
gearwe ne wiston,
fǽhðe and fyrene,
buton Fitela mid hine,*mid. A. B. him. G.
þonne he swulces hwæt
secgan wolde,
30eám his nefan,
swá híe á wǽron
æt níða gehwám
nýd-gesteallan,
hæfdon eal-fela
eotena cynnes
sweordum ge-sǽged.
Sigemunde gesprong,
æfter deáð-dæge,
dóm unlytel;
syððan wíges heard*Sǽferð wíges heard? G.
wyrm ácwealde
hordes hyrde,
he under hárne stán,
æðelinges bearn,
ána genéðde,
frécne dǽde,
ne wæs him Fitela mid,
hwæðre him ge-sǽlde
þæt þæt swurd þurh-wód
wrætlícne wyrm,
þæt hit on wealle ætstód,
dryhtlíc íren;
(draca morðre swealt)
hæfde aglǽca
elne gegongen,
þæt he beáh-hordes
brúcan móste
selfes dóme,
sǽ-bát gehleód,
bær on bearm scipes
beorhte frætwa,
Wælses eafera
(wyrm hát gemealt).
Se wæs wreccena
wíde mǽrost,
ofer wer-þeóde,
wígendra hleó,
ellen-dǽdum,
he þæs ǽr onþáh,
siððan Heremódes
hild sweðrode,*sweðrode. A. wedrode. M.
earfoð and ellen;
he mid eotenum wearð
on feónda geweald
forð forlácen,
snúde for-sended,
hine sorh-wylmas
lemede tó lange;*lemedon. G.
he his leódum wearð,
eallum æðellingum,
tó aldor-ceare,
swylce oft be-mearn,
ǽrran mǽlum,
swíð-ferhðes síð
snotor ceorl monig,
se þe him bealwa
tó bóte gelýfðe,
þæt þæt þeódnes bearn
ge-þeón scolde,
fæder æðelum on-fón,
folc gehealdan,
31hord and hleó-burh,
hæleða ríce,
éðel Scyldinga,
(he þǽr eallum wearð*be þæm. G.
mǽg Higeláces,
manna cynne,
freóndum ge-fægra)*ge-fægenra? G.
hine fyren onwód.
Hwílum flítende
fealwe strǽte
mearum mǽton,
þá wæs morgen-leóht;
scofen and scynded,
eode scealc monig,
swíð-hicgende,
tó sele þám heán,
searo-wundor seón,
swylce self cyning,
of brýd-búre,
beáh-horda weard,
tryddode tír-fæst,
ge-trume micle,
cystum ge-cýðed;
and his cwén mid him
medo-stíg ge-mæt,*medo. A. B.
mægða hóse.

XV.

Hróðgár maðelode
(he tó healle geóng,
stód on stapole,*staðole. R.
geseah steápne hróf
golde fáhne,
and Grendles hond):
“Þisse ansýne,
alwealdan þanc
lungre ge-limpe!
Fela ic láðes gebád,
grynna æt Grendle;
(á mæg God wyrcan
wunder æfter wundre,
wuldres hyrde),
þæt wæs ungeára,
þæt ic ǽnigra me
weána ne wénde,
tó wídan feore,
bóte ge-bídan;
þonne blóde fáh
húsa sélest
heoro-dreórig stód:
weá wid scofen*weán wið-scufon? G.
witena gehwylcne,*gehwylcum. K.
þára þe ne wéndon,
þæt híe wíde-ferhð
leóda land-geweorc
láðum beweredon,
scuccum and scinnum,
nú scealc hafað,
þurh drihtnes miht,
dǽd gefremede,*gefremed. G.
32þe we ealle
ǽr ne meahton*ǽr. A. B.
snyttrum be-syrwan.
Hwæt þæt secgan mæg,
efne swá hwylc mægða,
swá þone magan cende,
æfter gum-cynnum,
gyf heó gyt lyfað,
þæt hyre eald metod,
éste wǽre,*úðe metod éste-wǽre? G.
bearn-ge-byrdo.
Nú ic Beówulf þec,
secg betsta,
me for sunu wylle
fréogan on ferhðe;
heald forð tela
niwe sibbe,
ne bið þe ǽnigre gád*nǽnigra. Grein.
worolde wilna,
þe ic ge-weald hæbbe;
ful oft ic for læssan
leán teohhode
hord-weorðunge,
hnáhran rince,
sǽmran æt sæcce.
Þú þe self hafast
dǽdum gefremed
þæt þín [dóm] lyfað*[dóm]. K.
áwa tó aldre;
alwalda þec
góde for-gylde,
swá he nú gyt dyde!”
Beówulf maðelode,
bearn Ecþeówes:
“We þæt ellen-weorc
éstum miclum
feohtan fremedon,
frécne genéðdon
eafoð uncúðes;
úðe ic swíðor
þæt þú hine selfne
ge-seón móste,
feónd on frætewum,*fæterum. G.
fyl-wérigne:
ic hine hrædlíce,*him. M.
heardan clammum,
on wæl-bedde,
wríðan þohte;
þæt he for hand-gripe*mund-gripe. K.
mínum scolde
licgean líf-bysig,
butan his líc swice;
ic hine ne mihte,
(þá metod nolde)
ganges getwǽman;
nó ic him þæs georne ætfealh,
feorh-geniðlan,
wæs tó fore mihtig
feónd on féðe;
hwæðere he his folme forlét
33tó líf-wraðe
lást weardian,
earm and eaxle;
nó þǽr ǽnige swá þeáh
feásceaft guma*guma. A. B.
frófre gebohte,
nó þý leng leof *leofað. A. B.
láð-geteóna,
synnum ge-swenced
ac hyne sár hafað
in mid gripe*in níð-gripe. Th.
nearwe befongen,
balwon bendum;
þǽr á-bídan sceal
maga máne-fáh
miclan dómes,
hú him scír metod
scrífan wille.”
Þá wæs swígra secg,
sunu Ecgláfes,*Eclafes. M.
on gylp-sprǽce
gúð-geweorca,
siððan æðelingas
eorles cræfte,
ofer heáhne hróf*heanne. M.
hand sceáwedon,
feóndes fingras:
foran ǽghwylc wæs
stéda nægla gehwylc*stedig. G.
stýle gelícost,
hǽðenes hand-sporu,*spora. G.
hilde-rinces
egl unheóru;
ǽghwylc gecwæð,
þæt him heardra nán
hrínan wolde
íren ǽr-gód,
þæt þæs ahlǽcan
blódge beadu-folme
on-beran wolde.*onberian. Th.

XVI.

Þá wæs haten hreðe*heáh-timbrede? G.
Heort innanweard
folmum ge-frætwod;
fela þǽra wæs,
wera and wífa,
þe þæt wín-reced
gest-sele gyredon:
gold-fág scinon
web æfter wagum,
wundor-sióna fela,
secga gehwylcum,
þára þe on swylc starað.
Wæs þæt beorhte bold
tó-brocen swíðe
eal inneweard
íren-bendum fæst,
heorras tó-hlidene;
hróf ána genæs
ealles ansund,
þe se aglǽca,*þonne se. G.
34fyren-dǽdum fág,
on fleám gewand,
aldres or-wéna.
Nó þæt ýðe byð
tó be-fleónne,
(fremme se þe wille!)
ac ge-sacan sceal,
sáwl-berendra [ǽghwylc],*[ǽghwylc]. G.
nýde ge-nýded,*genýded. K. genydde. M.
niðða bearna,
grund-búendra,
gearwe stówe,
þǽr his líc-homa,
leger-bedde fæst,
swefeð æfter symle.
Þá wæs sǽl and mǽl,
þæt tó healle gang
Healfdenes sunu,
wolde self cyning
symbel þicgan.
Ne gefrægn ic þá mægðe*gefrægen. M. ic on þá. G.
máran weorode
ymb hyra sinc-gyfan
sél gebǽran.*sél. A. B.
Bugon þá tó bence
blǽd-ágende,*ágande A. B.
fylle ge-fǽgon,
fægere geþǽgon*fægene. Th.
medo-ful manig,*medo. A. B.
mágas þára*þǽre. G.
swíð-hicgende *hicgende. A. B.
on sele þám heán,
Hróðgár and Hróðulf,
Heorot innan wæs*Heorot. A. B.
freóndum á-fylled,
nalles fácen-stafas*fácen. A. B.
Þeód-Scyldingas
þenden fremedon.
Forgeaf þá Beówulfe
brand Healfdenes*bearn. G.
segen gyldenne,
sigores tó leáne,
hroden hilte cumbor,*hilde-cumbor. Ettm.
helm and byrnan,
mǽre máððum-sweord
manige gesáwon
beforan beorn beran.*beorn. A. B.
Beówulf geþah
ful on flette;
nó he þǽre feoh-gyfte
for scotenum*fore sceótendum. K.
scamigan þorfte,*scamigan. A. B.
ne ge-frægn ic freóndlícor
feówer mádmas,*feówer. A. B.
golde ge-gyrede,
gum-manna fela,
in ealo-bence,
óðrum gesellan;
35ymb þæs helmes hróf,
heáfod-beorge,
wírum be-wunden
walan útan heóld,*wala. Grein.
þæt him fela láf*láf. A. B. láfe. G.
frécne ne meahton
scúr-heard sceððan,* sceððan. A. B.
þonne scyld-freca
on-geán gramum
gangan scolde.
Héht þá eorla hleó
eahta mearas,
fǽted hleóre,
on flet teón,*on ge-flit. G.
in under eoderas,
þára ánum stód
sadol searwum fáh,
since gewurðad,
þæt wæs hilde-setl
heáh-cyninges,
þonne sweorda gelác
sunu Healfdenes
efnan wolde;
(nǽfre on óre læg
wíd-cúðes wíg*wicg. G.
þonne walu feóllon;)
and þá Beówulfe
bega gehwæðres
eodor Ingwina
onweald geteáh,*geteóde. G.
wicga and wǽpna,
hét hine wel brúcan.
Swá manlíce
mǽre þeóden,
hord-weard hæleða,
heaðo-rǽsas geald,
mearum and mádmum,
swá hý nǽfre man lyhð,
se þe secgan wile
sóð æfter rihte.

XVII.

Þá gyt ǽghwylcum,
eorla drihten,
þára þe mid Beówulfe
brim-leade teáh,*brim-láde. Th.
on þǽre medu-bence
máððum gesealde,
yrfe-láfe,
and þone ǽnne héht
golde for-gyldan
þone þe Grendel ǽr
máne ácwealde,
swá he hyra má wolde,
nefne him witig God
wyrd forstóde,
and þæs mannes mód.
Metod eallum weóld,
gumena cynnes,
swá he nú git déð,
36forþan bið and-git
ǽghwǽr sélest,
ferhðes fore-þanc:
fela sceal ge-bídan,
leófes and láðes,
se þe longe her,
on þyssum win-dagum,
worolde brúceð.
Þǽr wæs sang and swég
samod ætgædere,
fore Healfdenes
hilde-wísan
gomen-wudu gréted,
gid oft wrecen,
þonne heal-gamen
Hróðgáres scóp,
æfter medo-bence,
mǽnan scolde
Finnes eaferum,*be Finnes. K.
þá híe se fǽr begeát,
hæleð Healfdenes,*Healfdena. M.
Hnæf Scyldinga,
................
in Fr .. es wæle
feallan scolde.
Ne húru Hildeburh
hérian þorfte
Eotena treówe;
unsynnum wearð*unsynnig. G.
be-loren leófum,
æt þám hild-plegan,*lind-plegan. K.
bearnum and bróðrum,
híe on ge-byrd hruron,*ge-byld. G.
gáre wunde;*wunde. A. B.
þæt wæs geómuru ides.
Nalles hólinga
Hóces dóhtor*Hóces. A. B.
meotodsceaft be-mearn,
syððan morgen com,
þá heó under swegle
ge-seón meahte
morðor-bealo mága,
þǽr heó ǽr mǽste heóld*heó. Th. he. M.
worolde wynne.
Wíg ealle fornam
Finnes þegnas,
nemne feáum ánum,
þæt he ne mehte
on þæm méðel-stede
wíg Hengeste..*wið. G.
wiht gefeohtan,
ne þá weá-láfe
wíge forþringan
þeódnes þegne;
ac hig him ge-þingo budon,
þæt híe him óðer flet
eal gerýmdon,
healle and heáh-setl,
þæt híe healfre geweald*healfne. Th.
wið Eotena bearn*mid. G.
37ágan móston,
and æt feoh-gyftum
Folcwaldan sunu,
dógra gehwylce,
Dene weorðode,
Hengestes heáp
hringum wenede,*þenede. Th. wægnede. G.
efne swá swíðe
sinc-gestreónum
fǽttan goldes,
swá he Fresena cyn,
on beór-sele,
byldan wolde.
Þá híe ge-trúwedon*þæt híe. G.
on twá healfa
fæste frioðu-wǽre.
Fin Hengeste
elne unflitme*unhlytme? G.
áðum benemde,
þæt he þá weá-láfe,*he wið þá. G.
weotena dóme,
árum heólde,*hine árum. G.
þæt þǽr ǽnig mon,
wordum ne worcum,
wǽre ne brǽce,
ne þurh inwit-searo
ǽfre gemǽnden,
þeáh híe hira beág-gyfan
banan folgedon,
þeóden-leáse,
þá him swá ge-þearfod wæs.
Gyf þonne Frysna hwylc,
frécnen sprǽce,
þæs morðor-hetes
myndgiend wǽre,
þonne hit sweordes ecg
syððan scolde.*sweðrian? Th.
..............
...........nas * Finsb..
byrnað nǽfre.
Hleóðrode þá
heaðo-geong cyning:*– hearo. H.
“Ne þis ne dagað eástan,*þus. G.
ne her draca fleógeð,
ne her þisse healle
hornas ne byrnað,
ac her forð berað,*fyrd farað. G.
fugelas singað,
gylleð grǽg-hama,
gúð-wudu hlynneð:
scyld scefte oncwyð:
Nú scýneð þes móna
waðol under wolcnum;
nú árísað weá-dǽda,
þe þisne folces nið
fremman willað.
Ac onwacnigeað nú,
wígend míne,
habbað eówre handa,*landa. H.
hicgeað on ellen,*hie geað. H.
38winnað on orde,*windað. H.
wesað on móde!”*ánmóde. Th.
Þá árás monig gold-hladen þegn,*headen. H.
gyrde hine his swurde;
þa tó dura eodon
drihtlíce cempan,
Sigeferð and Eaha,
hyra sword getugon,
and æt óðrum durum
Ordláf and Gúðláf,*Osláf. G.
and Hengest sylf;
hwearf him on láste
þá gyt Gárulf,
Guðere styrode,*hine Gúðhere. G.
þæt he swá freólíc feorh
forman síðe
tó þǽre healle durum
hyrsta ne bǽran,*bǽre. K.
..............
nú hyt níða-heard*ne. G.
á-niman wolde;*anyman. H.
ac he frægn ofer eal
undearninga,
deór-mód hæleð,
hwá þá duru heólde.
“Sigeferð is mín nama (cwæð he),
ic eom Secgena leód,
wrecten wíde cúð,*wreccena. G.
fela ic weána gebád,*fæla ic weuna. H.
heardra hilda;
þe is gyt her witod,*hell. G.
swæðer þú sylf tó me*swæ þær. H.
sécean wylle.”
Þá wæs on wealle*healle. H.
wæl-slihta gehlyn,
sceolde celæs borð*celan. G.
cénum on handa,*cénum on. Grein. genumon. H.
bán-helm berstan.
Buruh-þelu dynede,
óð æt þǽre gúðe
Gárulf gecrang,
ealra ǽrest
eorð-búendra,
Gúðláfes sunu:
ymbe hine gódra fela
hwearf lacra hrær*hwearflícra hrǽw. G.
hræfen wandrode*wandode. G.
sweart and sealo-brún,
swurd-leóma stód,
swylce eal Finnsburuh
fýrenu wǽre.
Ne gefrægn ic nǽfre wurðlícor
æt wera hilde
sixtig sige-beorna
sél gebǽrann,
ne nǽfre swánoc hwítne medo*sylfres hwítne méde. G.
sél forgyldan,
þonne Hnæfe guldon*guldan. H.
39his hæg-stealdas;
hig fuhton fíf dagas,
swá hyra nán ne feól
driht-gesíða,
ac hig þá duru heóldon.
Þá ge-wát him wund hæleð
on wæg gangan,
sǽde þæt his byrne
á-brocen wǽre,
here-sceorpum hrór,
and eác wæs his helm þyrl.
Þá hine sóna frægn
folces hyrde,
hú þá wígend
hyra wunda genǽson
oððe hwæðer þǽra hyssa
....................
....................
Beów Áð wæs ge-æfned,*Ád. G.
and icge gold
á-hæfen of horde.
Here-Scyldinga
betst beado-rinca
wæs on bǽl gearu;
æt þǽm áde wæs
éð-gesýne
swát-fáh syrce,
swýn eal-gylden,
eofer íren-heard,
æðeling manig
wundum á-wyrded,
(sume on wæle crungon).
Hét þá Hildeburh,
æt Hnæfes áde,
hire selfre sunu,
Sweoloðe befæstan*befæðman. G.
bán-fatu bærnan,
and on bǽl dón
earme on eaxle.
Ides gnornode,
geómrode giddum,
gúð-réc ástáh,*gúð-riuc. M.
wand wolcnum,*tó. A. B.
wæl-fýra mǽst
hlynode for hláwe,*from. G.
hafelan multon,
ben-geato burston
þonne blód ætspranc,
láð-bite líces,
líg ealle forswealg,
gǽsta gífrost,
þára þe þǽr gúð fornam:
bega folces wæs
hira blǽd scacen.

XVIII.

Ge-witon him þá wígend
wíca neósian,
freóndum be-feallen,
Frysland geseón,
hámas and heá-burh;
Hengest þá gyt
wæl-fægne winter*wæl-fágne. K.
40wunode mid
Finnel unhlitine*2250-51 wunode mid him, Finnes unhlisne. G.
eard gemunde,
þeáh þe he [ne] meahte*[ne]. G.
on mere drífan
hringed-stefnan,
(holm storme weól
won wið winde,
winter ýðe beleác
ís-gebinde,)
óðþæt óðer com
geár in geardas,
swá nú gyt déð,
þá þe syngales
séle bewitiað*sóle (=sunne) bewitigað. G.
wuldor-torhtan weder,
(þá wæs winter scacen,)
fæger foldan bearm;
fundode wrecca
gist of geardum.
He tó gyrn wræce
swíðor þohte
þonne tó sǽ-láde,
gif he torn-gemót*torn-gemót. A. B. torn-gemód. G.
þurh-teón mihte,
þæt he Eotena bearn*þǽt hyt. G. Eotena. A. B.
inne gemunde,
swá he ne for-wyrnde*for. A. B.
worold-rǽdenne,
þonne him Húnláfing
hilde-leóman,
billa sélest, *sélest. A. B.
on bearm dyde,*bearhtm. G.
þæs wǽron mid Eotenum *Eotenum. A. B.
ecge cúðe,
swylce ferhð-frecan.
Fin eft be-geat
sweord bealo slíðen,*bealo-slíð. G.
æt his selfes hám,
siððan grimne gripe*grimme. G.
Gúðláf and Osláf,
æfter sǽ-síðe,
sorge mǽndon,
æt-witon weána dǽl;
ne meahte wæfre-mód
for-habban in hreðre;
þá wæs heal hroden
feónda feorum,
swilce Fin slægen,
cyning on corðre,
and seó cwén numen;
sceótend Scyldinga
tó scypon feredon,
eal in-gesteald
eorð-cyninges,*eard-cyninges. G.
swylce híe æt Finnes-hám
findan meahton
sigla searo-gimma;
híe on sǽ-láde
drihtlíce wíf
tó Denum feredon
lǽddon tó leódum.*tó leódum. A. B.
41Leóð wæs ásungen
gleó-mannes gyd,*mannes. A. B.
gamen eft ástáh,
beorhtode benc-swég,
byrelas sealdon
wín of wunder-fatum.
Þá cwom Wealhþeó forðgán,
under gyldnum beáge,
þǽr þá gódan twegen
sǽton suhter-gefæderan;
þá gyt wæs hiera sib ætgædere,
ǽghwylc óðrum trýwe;
swylce þǽr Húnferð þyle
æt fótum sæt freán Scyldinga,
gehwylc hiora his ferhðe treówde,
þæt he hæfde mód micel,
þeáh þe he his mágum nǽre
árfæst æt ecga gelácum.
Spræc þá ides Scyldinga:
“On-fóh þissum fulle,
freó-drihten mín,
sinces brytta,
þú on sǽlum wes,
gold-wine gumena,
and tó Geátum spræc
mildum wordum,
(swá sceal man dón)
beó wið Geátas glæd,
geofena gemyndig,
neán and feorran;
þú nú hafast*þú ge-fæsted hafast. G.
me man sægde,*swá me. G.
þæt þú þe for sunu wolde
Hereríc habban.
Heorot is gefǽlsod
beáh-sele beorhta,
brúc þenden þú móte
manigra medo, *medo. A. B.
and þínum magum lǽf
folc and ríce,
þonne þú forð scyle
metodsceaft seón;
ic mínne can
glædne Hróðulf,
þæt he þá ggoðe wile*geógoðe. A. B.
árum healdan,
gyf þú ǽr þonne he,
wine Scildinga,
worold oflǽtest;
wéne ic þæt he mid góde
gyldan wille
uncran eaferan,
gif he þæt eal gemon,
hwæt wit tó willan
and tó worð-myndum,
umbor wesendum ǽr,*umb (=ymb) or. G.
árna gefremedon.”
Hwearf þá bí bence,
þǽr hyre byre wǽron,
Hréðríc and Hróðmund
42and hæleða bearn,
giógoð æt-gædere,
þǽr se góda sæt,
Beówulf Geáta,
be þǽm ge-bróðrum twǽm.

XIX.

Him wæs ful boren,
and freónd-laðu
wordum be-wægned,
and wunden gold
éstum ge-eáwed,
earm-reáde twá,*hreáde. Grein.
hrægl and hringas, *hringas. A. B.
heals-beága mǽst,
þára þe ic on foldan
ge-frægen hæbbe,
nǽnigne ic under swegle
sélran hýrde,
hord-mádmum hæleða,*hord-máðm. G.
syððan Háma ætwæg
tó here byrhtan-byrig*þǽre. Ettm. byrig. A. B.
Brósinga-mene,
sigle and sinc-fæt,
searo-níðas fealh*fleáh. G.
Eormenríces,
geceás écne rǽd.
Þone hring hæfde
Higelác Geáta,
nefa Swertinges,
nýhstan síðe,
siððan he under segne
sinc ealgode,
wæl-reáf werede;
hyne wyrd fornam,
syððan he for wlenco
weán áhsode,
fǽhðe tó Frysum,*féðe. G.
he þá frætwe wæg,
eorcnan-stánas,*eorclan. M.
ofer ýða ful,*2410 fyll. G.
ríce þeóden,
he under rande gecranc;
gehwearf þá in Francna fædm
feorh cyninges*feor-cyninges. G.
breóst-gewǽdu,
and se beáh somod,
wyrsan wíg-frecan
wæl reáfeden,
æfter gúð-sceare*gúð-scearde. G.
Geáta leóde,*leóda. G.
hreá-wíc heóldon.
Heal swége onféng;
Wealhþeó maðelode
(heó fore þǽm werede spræc):
“Brúc þisses beáges,
Beówulf leófa,
hyse mid hǽle,
and þisses hrægles neót,
þeód-gestreóna,*þeo. M.
43and ge-þeóh tela,*geþeóh. A. B.
cen þec mid cræfte
and þyssum cnyhtum wes
lára líðe,
ic þe þæs leán geman;
hafast þú ge-féred,
þæt þe feor and neáh,
ealne wíde-ferhð
weras ehtigað,
efne swá síde,*siide. M.
swá sǽ bebúgeð *bebúgeð. A. B.
wind geard weallas.*windge eard-weallas. K.
Wes þenden þú lifige
æðeling eádig
(ic þe an tela)
sinc-gestreóna!
Beó þú suna mínum
dǽdum ge-défe,
dreám healdende!
Her is ǽghwylc eorl
óðrum getrýwe,
módes milde,
man-drihtne hold;*hol. M
þegnas syndon ge-þwǽre,
þeód eal gearo,
druncne dryht-guman
dóð swá ic bidde!”
Eode þá tó setle,
þǽr wæs symbla cyst,
druncon wín weras,
wyrd ne cúðon,
geósceaft grimne,*geócsceaft. Grein. grimme. Ettm.
swá hit á-gangen wearð
eorla manegum.
Syððan ǽfen cwom,
and him Hróðgár gewát
tó hofe sínum,
ríce tó ræste;
reced weardode
un-rím eorla,
swá híe oft ǽr dydon,
benc-þelu beredon,
hit geond-brǽded wearð
beddum and bolstrum,
(beór-scealca sum,
fús and fǽge,*fægen. G.
flet-ræste gebeág,)*gebeág. A. B.
setton him tó heáfdum*heafdon. M.
hilde-randas,
bord-wudu beorhtan;
þǽr on bence wæs,
ofer æðelinge,
ýð-geséne,
heaðo-steápa helm,
hringed byrne,
þrec-wudu þrymlíc;
wæs þeáw hyra,*þeáw. A. B.
þæt híe oft wǽron*ófst. G.
on wíg gearwe,*an. M.
ge æt hám ge on herge,
ge ge-hwæðer þára,
efne swylce mǽla,
44swylce hira man-dryhtne
þearf gesǽlde,
wæs seó þeód tilu.

XX.

Sigon þá tó slǽpe,
sum sáre ongeald*angeald. M.
ǽfen-ræste,
swá him ful-oft gelamp,*hit. G.
siððan gold-sele
Grendel warode,
un-riht æfnde,
óðþæt ende becwom,
swylt æfter synnum.
Þæt gesýne wearð,
wíd-cúð werum,
þætte wrecend þá gyt
lifde æfter láðum,
lange þrage,
æfter gúð-ceare,
Grendles módor,
ides aglǽc wíf*ýða? G.
yrmðe gemunde,
se þe wæter-egesan*seó. Th.
wunian scolde,
cealde streámas,
siððan Cain wearð*camp. M.
tó ecg-banan
ángan bréðer,
fæderen-mǽge;
he þá fág gewát,*fǽg. G.
morðre ge-mearcod,
man-dreám fleón,
wésten warode:
þanon wóc fela*þanon wóc. A. B.
geósceaft-gásta,*geócsceaft. G.
wæs þǽra Grendel sum,
heoro-wearh hetelíc,
se æt Heorote fand
wæccendne wer
wíges bídan,
þǽr him aglǽca
æt-grǽpe wearð,
hwæðre he ge-munde
mægenes strenge,
gim-fæste gife,*gin-fæste. K.
þe him God sealde,
and him tó anwaldan
áre gelýfde,
frófre and fultum;
þý he þone feónd ofercwom,
ge-hnǽgde helle-gást,
þá he heán gewát,
dreáme be-dǽled,
deáð-wíc seón,
man-cynnes feónd;
and his módor þá gyt*ac his. Th.
gífre and galg-mód
ge-gán wolde
sorh-fulne síð,
sunu þeód wrecan;
com þá tó Heorote,
45þǽr Hring-Dene
geond þæt sæld swǽfon*swæfun. M..
Þá pǽr sóna wearð
ed-hwyrft eorlum,
siððan inne fealh
Grendles módor;
wæs se gryre læssa,
efne swá micle
swá bið mægða cræft,
wíg-gryre wífes,
be wǽpned-men,
þonne heoru-bunden
hamere geþuren
sweord swáte fáh
swín ofer helme
ecgum dyhttig *dyhttig. A. (dyttig. B.) dihtig. G.
andweard scireð.
Þá wæs on healle
heard-ecg togen
sweord ofer setlum,
síd-rand manig
hafen handa fæst;
helm ne gemunde,*hæleð ne. G.
byrnan síde,
þá hine se bróga angeat.*ongeat. G.
Heó wæs on ófste,
wolde út þanon,
feore beorgan,
þá heó onfunden wæs;
hraðe heó æðelinga
ánne hæfde
fæste be-fangen,
þá heó tó fenne gang;
se wæs Hróðgáre
hæleða leófost
on ge-síðes hád
be sǽm tweónum,
ríce rand-wíga,
þone þe heó on ræste ábreát
blǽd-fæstne beorn.
Næs Beówulf þǽr,
ac wæs óðer inn*in. M.
ǽr geteohhod
æfter máððum-gife,
mǽrum Geáte.
Hreám wearð on Heorote,
(heó under heolfre genam*heolstre. G.
cúðe folme,)
cearu wæs geniwod
ge-worden in wícun;*wícum? K.
ne wæs þæt ge-wrixle til,
þæt híe on bá healfa
bicgan scoldon
freónda feorum.
Þá wæs fród cyning,
hár hilde-rinc,
on hreón móde,
syððan he aldor-þegn
unlyfigendne, *unlyfigendne. A. (unlyfi..ndne. B.)
þone deórestan
deádne wisse.
Hraðe wæs tó búre
46Beówulf fetod,
sigor-eádig secg;
samod ǽr-dæge
eode eorla sum,
æðele cempa,
self mid ge-síðum,
þǽr se snottra bád*ábád. G.
hwæðre him alf-walda*alwalda. Th.
ǽfre wille
æfter weá-spelle
wyrpe gefremman.
Gang þá æfter flóre
fyrd-wyrðe man
mid his hand-scale,
(heal-wudu dynede,)
þæt he þone wísan
wordum hnǽgde *hnægde. A. B. hnescde. G.
freán Ingwina;
frægn gif him wǽre
æfter neód-laðu
niht getǽse.

XXI.

Hróðgár maðelode,
helm Scyldinga:
“Ne frin þú æfter sǽlum,
sorh is geniwod
Denigea leódum,
deád is Æschere,
Yrmenláfes
yldra bróðor,
mín rún-wita,
and mín rǽd-bora,
eaxl-gestealla,
þonne we on orlege
hafelan weredon,
þonne hniton féðan,
eoferas cnysedan;
swylc scolde eorl wesan*swy... A. B.
[ædeling] ǽr-gód,*[ædeling]. G.
swylc Æschere wæs;*Æschere. A. B.
wearð him on Heorote
tó hand-banan
wæl-gæst wæfre,
ic ne wát hwæðer,
átol æse wlanc*æsc-wlanc? G.
eft-síðas teáh,
fylle ge-frægnod;*ge-frecnod. G.
heó þá fǽhðe wræc
þe þú gystran niht*þá þú. G.
Grendel cwealdest,
þurh hǽstne hád,*hæftne-hád? G.
heardum clammum;
forþan he tó lange
leóde míne
wanode and wyrde;
he æt wíge gecrang,
ealdres scyldig,
and nú óðer cwom
mihtig man-scaða,
wolde hyre mǽg wrecan,
ge feor hafað*his ge-féra. G.
47fǽhðe gestǽled;
þæs þe þincean mæg
þegne monegum,
se þe æfter sinc-gyfan
on sefan greóteð,
hreðer-bealo hearde:
nú seó hand ligeð*ligeð. A. B.
se þe eów welhwylcra*seó. G.
wilna dohte.
Ic þæt lond-búend,
leóde míne,
sele-rǽdende,
secgan hýrde,
þæt híe ge-sáwon
swylce twegen,
micle mearc-stapan,
móras healdan,
ellor-gǽstas,
þǽra óðer wæs,
þæs þe híe ge-wislícost
ge-witan meahton,
idese onlícnæs,*onlícnes. K.
óðer earm-sceapen
on weres wæstmum
wræc-lástas træd,
næfne he wæs mára
þonne ǽnig man óðer,*þon. M.
þone on geár-dagum
Grendel nemdon *nemdod. A. B.
fold-búende,
nó híe fæder cunnon
hwæðer him ǽnig wæs
ǽr ácenned,
dyrnra gásta;
híe dýgel lond
warigeað wulf-hleoðu,
windige næssas,
frécne fen-gelád,
þǽr firgen-streám
under næssa ge-nipu
niðer gewíteð
flód under foldan;
nis þæt feor heonon,
míl-ge-mearces,
þæt se mere standeð,
ofer þǽm hongiað
hrinde-bearwas;
wudu wyrtum fæst
wæter ofer-helmað;
þǽr mæg nihta ge-hwǽm
níð-wundor seón,
fýr on flóde;
nó þæs fród leofað
gumena bearna,
þæt þone grund wite;
þeáh þe hǽð-stapa,
hundum geswenced,
heorot hornum trum,
holt-wudu séce,
feorran ge-flýmed,
ǽr he feorh seleð,
aldor on ófre,
48ǽr he in wille
hafelan ....*hafelan hýdan K.
nis þæt heóru stów;*is þæt? G.
þonon ýð-geblond
up-ástígeð,
won tó wolcnum,
þonne wind styreð
láð gewidru,
óðþæt lyft drysmað,
roderas reótað.
Nú is se rǽd gelang
eft æt þe ánum;*þe. A. B.
eard git ne const,*eard-ginne. G.
frécne stówe,
þǽr þú findan miht
fela-synnigne secg;
séc gif þú dyrre,*séc. A. B.
ic þe þá fǽhðe
feó leánige,
eald-gestreónum,
swá ic ǽr dyde,
wundum golde,*wunden-golde. G.
gyf þú on weg cymest.”

XXII.

Beówulf maðelode,
bearn Ecgþeówes:
“Ne sorga, snotor guma,
sélre bið ǽghwǽm
þæt he his freónd wrece,
þonne he fela murne:
úre ǽghwylc sceal
ende gebídan
worolde-lífes,
wyrce se þe móte
dómes ǽr deáðe!
þæt bið driht-guman
unlifgendum
æfter sélest;
árís, ríces wearð,
uton hraðe féran,
Grendles mágan
gang sceáwigan!
Ic hit þe ge-háte,
nó he on helm losað:*holm? Th.
ne on foldan fæðm,
ne on fyrgen-holt,
ne on gyfenes grund,
gá ǽr he wille.
Þys dógor þú
ge-þyld hafa
weána gehwylces,
swá ic þe wéne tó! ”
Áhleóp þá se gomela,
Gode þancode,
mihtigan drihtne,
þæs se man gespræc; *gespræc. A. B.
þá wæs Hróðgáre
hors gebǽted, *gebǽted. A. B.
wicg wunden-feax.
Wísa fengel
geatolíc gende,*geatolíc. A. gengde. Th.
49gum-féða stóp
lind-hæbbendra,
lástas wǽron
æfter wald-swaðum*wald-scaðan. Th.
wíde gesýne;
gang ofer grundas,
gegnum fór
ofer myrcan mór,
mago-þegna bær
þone sélestan
sáwol-leásne,
þára þe mid Hróðgáre
hám eahtode.
Ofer-eode þá
æðelinga bearn
steáp stán-hliðo,
stíge nearwe,
enge án-paðas,
uncúð gelád,
neowle næssas,
nicor-húsa fela;
he feára sum
be-foran gengde
wísra monna,
wong sceáwian,
óðþæt he fǽringa
fyrgen-beámas
ofer hárne stán
hleonian funde,
wyn-leásne wudu,
wæter under stód,
dreórig and ge-dréfed;
Denum eallum wæs,
winum Scyldinga,
weorce on móde
tó ge-þolianne,
þegne monegum,
oncyð eorla gehwǽm,
syððan Æscheres
on þám holm-clife
hafelan métton;
flód blóde weól,
(folc tó-sǽgon)
hátan heolfre:*hátan. A. B.
horn stundum song
fúslíc f...leóð.*fúslíc. A. B. f.. B. fyrd-leóð. Grein.
Féða eal gesæt,
gesáwon þá æfter wætere
wyrm-cynnes fela,
sellíce sǽ-dracan
sund cunnian,
swylce on næs-hleoðum
nicras licgean,
þá on undern-mǽl
oft bewitigað*witegiað. G.
sorh-fulne síð
on segl-ráde,
wyrmas and wil-deór;
híe on weg hruron
bitere and ge-bolgne,
bearhtm ongeáton*breahtm? G.
gúð-horn galan;
50sumne Geáta leód
of flán-bogan
feores getwǽfde,
ýð-gewinnes,
þæt him on aldre stód
here-stræl hearda;
he on holme wæs
sundes þé sǽnra,
þe hyne swylt fornam.*þá. Th.
Hraðe wearð on ýðum
mid eofer-spreotum,
heoro-hócyhtum,
hearde genearwod,
níða ge-nǽged,
and on næs togen,
wundorlíc wǽg-bora,
weras sceáwedon
gryrelícne gist.
Gyrede hine Beówulf
eorl-gewǽdum,
nalles for ealdre mearn:
scolde here-byrne
hondum gebroden,
síd and searo-fáh,
sund cunnian,
seó þe bán-cófan
beorgan cúðe,
þæt him hilde-gráp
hreðre ne mihte,
eorres inwit-feng,
aldre gesceððan,
ac se hwíta helm
hafelan werede,*hafelan. A. B.
se þe mere-grundas
mengan scolde,*mengan. A. B.
sécan sund-gebland,
since geweorðad; *weorðad. A. B.
be-fongen freá-wrásnum*frǽ-wreásnum. G.
swá hine fyrn-dagum
worhte wǽpna smið,
wundrum teóde,
be-sette swín-lícum,
þæt hine syððan
ne brond ne beado-mécas*no brond. M.
bítan ne meahton.
Næs þæt þonne mǽtost
mægen-fultuma,
þæt him on þearfe láh
þyle Hróðgáres,
wæs þǽm hæft-méce
Hrunting nama,
þæt wæs án foran
eald-gestreóna;
ecg wæs íren,
áter-tánum fáh,
á-hyrded heaðo-swáte,
nǽfre hit æt hilde ne swác
manna ǽnigum,*ængum. M.
þára þe hit mid mundum bewand,
51se þe gryre-síðas
ge-gán dorste,
folc-stede fára,*fáhra. G
næs þæt forma síð,
þæt hit ellen-weorc
æfnan scolde.
Húru ne ge-munde
mago Ecgláfes,
eafoðes cræftig,
þæt he ǽr gespræc
wíne druncen,
þá he þæs wǽpnes onláh
sélran sweord-frecan,
selfa ne dorste
under ýða gewin
aldre genéðan,
drihtscype dreógan;
þǽr he dóme forleás
ellen ...ðum;*mǽrdam. A. B. ellen-mǽrða. Grein.
ne wæs þǽm óðrum swá,
syððan he hine tó gúðe
ge-gyred hæfde.

XXIII.

Beówulf maðelode,
bearn Ecgþeówes:
“Geþenc nú se mǽra
maga Healfdenes,
snottra fengel,
nú ic eom síðes fús,
gold-wine gumena,
hwæt wit geó sprǽcon,
gif ic æt þearfe
þínre scolde
aldre linnan,
þæt þú me á wǽre
forð-gewitenum,
on fæder stæle;
wes þú mund-bora mínum
mago-þegnum,
hond-gesellum,*gesteallum G.
gif mec hild nime;
swylce þú þá mádmas,
þe þú me sealdest,
Hróðgár leófa,
Higeláce onsend!
mæg þonne on þǽm golde on-gitan
Geáta dryhten,
ge-seón sunu Hréðles,*Hrædles. M.
þonne he on þæt sinc starað,
þæt ic gum-cystum
gódne funde
beága bryttan;
(bret ic þæt þonne móste)*breác ic þæt þenden móste. G.
and þú Húnferð lǽt
ealde láfe,
wrætlíc wǽg-sweord,*wíg-sweord. Th.
wíd-cúðne man
heard-ecg habban;
ic me mid Hruntinge
dóm gewyrce,
52oððe mec deáð nimeð.”
Æfter þǽm wordum,
Weder-Geáta leód
éfste mid elne,
nalas andsware
bídan wolde;
brim-wylm onféng
hilde-rince.
Þá wæs hwíl dæges,
ǽr he þone grund-wong
on-gytan mihte;*mehte. M.
sóna þæt on-funde,
seó þe flóda begong*seó. Th. *se. M.
heoro-gífre be-heóld*ge-heóld. G.
hund missera,
grim and grǽdig,
þæt þǽr gumena sum
æl-wihta eard
ufan cunnode;
gráp þá tó-geánes,
gúð-rinc geféng
átolan clommum,
nó þý ǽr in-gescód
hálan líce*halwendlíce. G.
hring útan ymb bearh,
þæt heó þone fyrd-hom
þurh-fón ne mihte,
locene leoðo-syrcan,*leod. M.
láðan fingrum.
Bær þá seó brim-wyl,*brim-wýf. G.
þá heó tó botme com,
hringa þengel
tó hofe sínum,
swá he ne mihte,
nó he þǽm módig wæs,*ne he þæs. G.
wǽpna ge-wealdan;
ac hine wundra þæs fela*wuhta? G.
swecte on sunde,*swifte. G.
sǽ-deór monig
hilde-tuxum
here-syrcan bræc
ehton aglǽcan.
Þá se eorl ongeat,
þæt he níð-sele*in níð-sele. Th.
nát hwylcum wæs,
þǽr him nǽnig wæter
wihte ne sceðede
ne him for hróf-sele
hrínan ne mihte*mehte. M.
fǽr-gripe flódes;
fýr-leóht geseah,*fýr-leóht. A. B.
blácne leóman,
beorhte scíman. *scíman. A. (scínan. B.)
On-geat þá se góda
grund wyrgenne
mere-wíf mihtig;
mægen-rǽs forgeaf
hilde-bille,
53hord swenge ne ofteáh,*hond. Grein.
þæt hire on hafelan
hring-mǽl ágól
grǽdig gúð-leóð;*grislíc. G.
þá se gist onfand,
þæt se beado-leóma
bítan nolde,
aldre sceððan,
ac seó ecg geswác
þeódne æt þearfe,
þolode ǽr fela
hond-gemóta,
helm oft gescær
fǽges fyrd-hrægl,*hrægl. A. B.
þá wæs forma síð
deórum máðme,
þæt his dóm álæg.
Eft wæs an-rǽd,
nalas elnes læt,*læt. A. B.
mǽrða ge-myndig,
mǽg Hygeláces,*Hylaces. M.
wearp þá wundel-mǽl,*wunden-mǽl. Th.
wrættum gebunden,
yrre oretta,
þæt hit on eorðan læg,
stíð and stýl-ecg;
strenge getrúwode,
mund-gripe mægenes;
swá sceal man dón,
þonne he æt gúðe
ge-gán þenceð
longsumne lof,
ná ymb his líf cearað.
Ge-féng þá be eaxle
(nalas for fǽhðe mearn
Gúð-Geáta leód)
Grendles módor;
brægd þá beadwe-heard,
þá he ge-bolgen wæs,
feorh-geniðlan,
þæt heó on flet gebeáh;
heó him eft hraðe
hand-leán forgeald,
grimman grápum,
and him tó-geánes féng;
ofer-wearp þá wérig-mód,
wígena strengest,
féðe-cempa,
þæt he on fylle wearð.
Of-sæt þá þone sele-gyst
and hyre seaxe geteáh,
brád brún-ecg,
wolde hire bearn wrecan,
ángan eaferan;
him on eaxle læg
breóst-net broden,
þæt ge-bearh feore
wið ord and wið ecge,
ingang forstód;
hæfde þá for-síðod
sunu Ecgþeówes
under gynne grund,
54Geáta cempa,
nemne him heaðo-byrne
helpe gefremede,
here-net hearde,
and hálig God,
(ge-weóld wíg-sigor
witig drihten,
rodera rǽdend,
hit on ryht gesced*gescód. K.
ýðelíce,)
syððan he eft ástód.

XXIV.

Ge-seah þá on searwum
sige-eádig bil*beorn? G.
eald sweord eotenisc,
ecgum þyhtig,
wígena weorð-mynd,
þæt wǽpna cyst,*þæt wæs. K.
buton hit wæs máre
þonne ǽnig mon óðer
tó beadu-láce
æt-beran meahte,
gód and geatolíc
giganta geweorc.
He ge-féng þá fetel-hilt,
freca Scyldinga,*freond? G.
hreóh and heoro-grim,
hring-mǽl gebrægd,
aldres or-wéna,*or-wénan. G.
yrringa slóh,
þæt hire wið halse
heard grápode,
bán-hringas bræc,
bil eal þurh-wód
fǽgne flæsc-homan,
heó on flet gecrong;
sweord wæs swátig,
(secg weorce gefeh)
lixte se leóma,
leóht inne stód,
efne swá of hefene
hádre scíneð
rodores candel;
he æfter recede wlát:
hwearf þá be wealle,
wǽpen hafenade
heard be hiltum,
Higeláces þegn,
yrre and unrǽd;*ánrǽd?
næs seó ecg fracod
hilde-rince,
ac he hraðe wolde
Grendle for-gyldan
gúð-rǽsa fela,
þára þe he ge-worhte
tó West-Denum,
oftor micle
þonne on ǽnne síð,
þonne he Hróðgáres
heorð-geneátas
slóh on sweofote,
55slǽpende fræt
folces Denigea
fýftyne men,
and óðer swylc
út of-ferede,
láðlícu lác;
he him þæs leán forgeald,
réðe cempa,
tó þæs þe he on ræste geseah
gúð-wérigne,
Grendel licgan,
aldor-leásne,
(swá him ǽr gescód
hild æt Heorote;
hrá wíde sprong,
syððan he æfter deáðe
drepe þrowade,
heoro-sweng heardne,)
and hine þá heáfde becearf.
Sóna þæt ge-sáwon
snottre ceorlas,
þá þe mid Hróðgáre
on holm wliton,
þæt wæs ýð-geblond
eal gemenged,
brim blóde fáh;
blonden-feaxe,
gomele ymb gódne
on-geador sprǽcon,
þæt hig þæs æðelinges
eft ne wéndon,
þæt he sige-hréðig
sécean cóme
mǽrne þeóden;
þá þæs monige gewearð,
þæt hine seó brim-wylf*brim-wýf. G.
á-broten hæfde:*abreoten. M.
(þá com nón dæges)
næs ofgeáfon
hwate Scyldingas,
gewát him hám þonon
gold-wine gumena.
Gistas sécan*sæton. G.
módes seóce,
and on mere staredon,
wiscton and ne wéndon,*wiston. M.
þæt híe heora wine-drihten
selfne ge-sáwon.
Þá þæt sweord on-gan,
æfter heaðo-swáte,
hilde-gicelum,
wíg-bil wanian;
þæt wæs wundra sum,
þæt hit eal gemealt,
íse gelícost,
þonne forstes bend
fæder on-lǽteð
on-windeð wǽl-rápas,*wǽl. A. B. wǽg-rápas. G.
se ge-weald hafað*+++++se þe. K.
sǽla and mǽla,
þæt is sóð metod.
56Ne nom he in þǽm wícum,
Weder-Geáta leód,
máðm-ǽhta má,
þeáh he þǽr monige geseah,
buton þone hafelan,
and þá hilt somod,
since fáge,
sweord ǽr gemealt,
for-barn broden mǽl,*brocen-mǽl G.
wæs þæt blód tó þæs hát,
ǽttren ellor-gæst,
se þǽr inne swealt.
Sóna wæs on sunde,
se þe ǽr æt sæcce gebád
wíg-hryre wráðra,
wæter up þurh-deáf,*dealf. G.
wǽron ýð-gebland
eal gefǽlsod,
eácne eardas,
þá se ellor-gast
of-lét líf-dagas
and þás lǽnan gesceaft.
Com þá tó lande
lid-manna helm
swíð-mód swymman,
sǽ-láce gefeah,
mægen-byrðenne,
þára þe he him mid hæfde.
Eodon him þá tó-geánes,
Gode þancodon
þrydlíc þegna heáp,
þeódnes gefégon,
þæs þe hí hyne ge-sundne
ge-seón móston.
Þá wæs of þǽm hróran
helm and byrne
lungre á-lýsed,
lagu drusade,
wæter under wolcnum,
wæl-dreóre fág.
Férdon forð þonon,
féðe-lástum,
ferhðum fægne,
fold-weg mǽton,
cúðe strǽte,
cyning-balde men,*cyne-balde? Grein.
from þǽm holm-clife,
hafelan bǽron
earfoðlíce
heora ǽghwæðrum,
fela-módigra
feówer scoldon,
on þǽm wæl-stenge,
weorcum geferian
tó þǽm gold-sele
Grendles heáfod;
óðþæt semninga
tó sele cómon
frome fyrd-hwate,
feówertyne
Geáta gongan,
gum-drihten mid,
57módig on ge-monge,
meodo-wongas træd.
Þá com in-gán
ealdor þegna,
dǽd-céne mon,
dóme gewurðad,
hæle hilde-deór,
Hróðgár grétan;
þá wæs be feaxe
on flet boren
Grendles heáfod,
þǽr guman druncon,
egeslíc for eorlum,
and þǽre idese mid
wlite-seón wrætlíc*wrætlíc. A. B.
weras onsáwon.

XXV.

Beówulf maðelode,
bearn Ecgþeówes:
“Hwæt we þe þás sǽ-lác,
sunu Healfdenes,
leód Scyldinga,
lustum brohton,
tíres tó tácne,
þe þú her tó-lócast.
Ic þæt unsófte
ealdre gedígde,
wíge under wætere*wigge. M.
weorc genéðde
earfoðlíce,
æt-rihte wæs*ic æt-rihte wæs. G.
gúð getwǽfed,*gúðe. G.
nymðe mec God scylde.
Ne meahte ic æt hilde
mid Hruntinge
wiht ge-wyrcan,
þeáh þæt wǽpen duge,
ac me ge-úðe
ylda waldend,
þæt ic on wage geseah
wlitig hangian
eald sweord eácen,
oftost wísode*ofost. G.
winigea-leásum,*winigea. A. B. wen-geleásum? G.
þæt ic þý wǽpne gebræd,
of-slóh þá æt þǽre sæcce,
þá me sǽl ágeald,
húses hyrdas;
þá þæt hilde-bil
for-barn brogden mǽl,*brocen-mǽl. G.
swá þæt blód gesprang
hátost heaðo-swáta,
ic þæt hilt þanon*þanan. M.
feóndum æt-ferede;
fyren-dǽda wræc,
deáð-cwealm Denigea,
swá hit ge-défe wæs.
Ic hit þe þonne ge-háte,
þæt þú on Heorote móst
sorh-leás swefan
mid þínra secga gedryht,
58and þegna gehwylc
þínra leóda,
duguðe and iógoðe,
þæt þú on-drǽdan ne þearft*þu him on. M.
þeóden Scyldinga,
on þá healfe,
aldor-bealu eorlum,
swá þú ǽr dydest.”
Þá wæs gylden hilt
gamelum rince,
hárum hild-fruman,
on hand gyfen,
enta ǽr-geweorc,
hit on ǽht gehwearf,
æfter deófla hryre,
Denigea freán,
wundor-smiða ge-weorc,
and þá þás worold ofgeaf
grom-heort guma,
Godes and-saca,
morðres scyldig,
and his módor eác,
on ge-weald gehwearf
worold-cyninga
þǽm sélestan
be sǽm tweónum,
þára þe on Sceden-igge*sce denigge. M.
sceattas dǽlde.*sceattas. A. B.
Hróðgár maðelode,
hilt sceáwode,
ealde láfe,
on þǽm wæs ór writen*writen. A. B.
fyrn-gewinnes,
syððan flód ofslóh, *ofslóh. A. B.
gifen geótende,
giganta cyn;
frécne ge-férdon,*ge-férdon. A. B.
þæt wæs fremde þeód
écean dryhtne,
him þæs ende-leán
þurh wæteres wylm
waldend sealde.
Swá wæs on þǽm scennum *scennum. A. B.
scíran goldes,
þurh rún-stafas,
rihte gemearcod,*gemearcod. A. B.
ge-seted and ge-sǽd,
hwám þæt sweord geworht,
írena cyst,
ǽrest wǽre,
wreoðen-hilt and wyrm-fáh.*wreoðen. A. B.
Þá se wísa spræc,
sunu Healfdenes,
swígedon ealle:
“Þæt lá mæg secgan
se þe sóð and riht
fremeð on folce,
(feor eal gemon
eald éðel-weard,)*M: ᛟ ͻ: éðel. weard. A. B.
þæt þes eorl wǽre
ge-boren betera;
blæd is árǽred*is. A. B.
59geond wíd-wegas,
wine mín Beówulf,
þín ofer þeóda gehwylce.
Eal þú hit ge-þyldum healdest
mægen mid módes snyttrum;
ic þe sceal míne gelǽstan
freóðe swá wit furðum sprǽcon;
þú scealt tó frófre weorðan,
eal lang-twidig,*lang-tídig. Th.
leódum þínum
hæleðum tó helpe.*hæleðum. A. B.
Ne wearð Heremód swá
eaforum Ecgwelan
Ár-Scyldingum;
ne ge-weóx he him tó willan,*ne. A. B.
ac tó wæl-fealle, *fealle. A. B.
and tó deáð-cwalum,*cwealme. G.
Deniga leódum:
breát bolgen-mód*bolgen. A. B.
beód-geneátas,
eaxl-gesteallan,
óðþæt he ána hwearf,
mǽre þeóden,
mon-dreámum from:
þeáh þe hine mihtig God
mægenes wynnum,
eafeðum stépte*stépte. A. B.
ofer ealle men,
forð ge-fremede,
hwæðere him on ferhðe greów
breóst-hord blód-reów,
nallas beágas geaf
Denum æfter dóme,
dreám-leás gebád,
þæt he þæs ge-winnes
weorc þrowade,
leód-bealo longsum.
Þú þe lǽr be þon,
gum-cyste on-git!
ic þis gid be þe
á-wræc wintrum fród:
wundor is tó secganne,
hú mihtig God
manna cynne,
þurh sídne sefan,
snyttru bryttað,
eard and eorlscipe;
(he áh ealra geweald)
hwílum he on lufan*on luste? G.
lǽted hworfan
monnes mód-geþonc
mǽran cynnes,
seleð him on éðle
eorðan wynne
tó healdanne,
hleó-burh wera,
gedéð him swá ge-wealdene*tó gewealdenne. G.
worolde dǽlas,
síde ríce,
60þæt he his selfa ne mæg,
for his unsnyttrum,
ende geþencean;
wunað he on wiste,*on wisce. G.
nó hine wiht dweleð*cweleð. Bout.
ádl ne yldo,
nó hine inwit-sorh
on sefan sweorceð,*sefað. A. B.
ne ge-sacu óhwǽr
ecg-hete eóweð,
ac him eal worold
wendeð on willan.

XXVI.

He þæt wyrse ne con,
óðþæt him on innan
ofer-hygda dǽl
weaxeð and wridað,
þonne se weard swefeð,
sáwele hyrde;
bið se slǽp tó fæst
bisgum ge-bunden,
bona swíðe neáh,
se þe of flán-bogan
fyrenum sceóteð;
þonne bið on hreðre
under helm drepen,
biteran strǽle,
him be-beorgan ne con
wom-wundor-bebodum
wergan gástes;
þinceð him tó lytel,
þæt he tó lange heóld,
gýtsað grom-hydig,
nallas on gylp seleð
fǽtte beágas,*fædde. M.
(and he þá forð-gesceaft
for-gyteð and for-gýmeð)
þæs þe him ǽr God sealde,
wuldres waldend,
weorð-mynda dǽl.
Hit on ende-stæf
eft gelimpeð,
þæt se líc-homa
lǽne gedreóseð,
fǽge ge-fealleð,
féhð óðer tó, *tó. A. B.
se þe un-murnlíce
mádmas dǽleð,
eorles ǽr-gestreón,
égesan ne gýmeð.
Be-beorh þe þone bealo-níð,*be-beorh. A. B.
Beówulf leófa,
secg betsta,*secg. A. B.
and þe þæt sélre geceós,
éce rǽdas;
ofer-hyda ne gým,