XLII-XLIII.
(6108-6356.)
✂ Indholden er ⓘ umiskjendelig, da den kun er Ransagelsen og Udtømmelsen af Skattegraven, og Begravelsen af Helten med et stort ►Klagemaal, hvorved kun er at bemærke, hvad Udgiverne har overseet, at de tolv Skjalde ved ►Bjovulfs Grav sang skifteviis (►ymbse), og priste ham altsaa i en Vexel-Sang, der er ►Drapens forudsatte Grundlag.
✂ Da der imidlertid netop i Slutningen ogsaa er Brandmærker og desuden endeel slemme Skrivfeil, findes her nok at tvivle og tvistes om i det Enkelte.
✂ V. 6108-12:
✂
►þá wæs ge-sýne,
þæt se síð ne þáh,
þám þe unrihte
inne gehýdde
wræce under wealle►,
✂ har Udgiverne aldeles misforstaaet ved at henføre det til ham, der skjulde Skatten, istedenfor til ham, der stjal af den, og desaarsag har de ombyttet “►wræce” med “►wræte”. Jeg læser derimod “►wræcca”, Stakkelen, som passer paa den bortløbne Træl, og jeg læser fremdeles “►un-riht”, som der, efter ►Rimstaven, ogsaa maa have staaet, og Meningen bliver da, at nu saae man det var en daarlig Reise, Stakkelen gjorde (da han listede sig ind og stjal Sølvfadet, mens Dragen sov), skiøndt hans Uret indtil videre var skjult under Klippen. At det nemlig er Tyven, her tales om, sees klarlig af det Følgende, som, hvor ►mørkt det end ellers er, dog klarlig fordømmer den, der begaaer ►Mark-Ran, hvad han dog vel ikke gjorde, som ►nedgrov sine egne Skatte.
✂ 194V. 6126:►sóhte searo-níðas,
✂ seer mere end mistænkeligt ud, da Ordene er bekiendte nok, men lader sig dog i Sammenhængen neppe oversætte. Hvis der ikke er faldet nogle Linier ud, maae vi imidlertid læse:
✂
►þa he beorges weard óhte,
searo-níðas►.
✂ V. 6130-43:
✂
►Swá hit óð dómes-dæg
diópe benemdon
þeódnas mǽre,
þá þæt þǽr dydon,
þæt se secg wǽre
synnum scildig,
hergum ge-heaðerod,
hell-bendum fæst,
wommum ge-wítnad,
se þone wong strude,
næs he gold-hwæte
gearwor hæfde
ágendes ést
ǽr gesceáwod►,
✂ har Udgiverne forudsat, at de Konger, som gav den strænge Lov mod ►Mark-Ran, var dem, der havde nedgravet Skatten, uagtet Kvadet udførlig har fortalt, det var en eenlig ►forældet Herre, og da de vil henføre “►he” (V. 6140) enten til ►Bjovulf eller ►Viglaf, gaaer de reent fra Texten. Denne er imidlertid heller ikke god at følge, men naar vi (V. 6131) læser “►dihte” for “►diópe” og læser V. 6133: “►þe þæt wǽr dydon”, da lysner det, saa vi kan see at rette Resten derefter, saa jeg tør nu godt foreslaae følgende Retskrivning:
✂
►Swá hit óð dómes-dæg
dihte benemndon
þeódnas mǽre,
þe þæt wǽr dydon,
þæt se secg wǽre
synnum scildig,
hergum ge-heaðerod,
hell-bendum fæst,
wommum ge-wítnad,
se þone wong strude,
næfne gold-wíte
gearwor hæfde
ágendes ést
ǽr geceápod►.
✂ 195Meningen bliver da, at Arilds-Kongerne gjorde den Pagt og slog det fast til Dommedag, at hvem der begaaer ►Mark-Ran skal skee al Landsens Ulykke, hvis han ikke betimelig med Guld-Bod tilkiøber sig Eiermandens Gunst, hvad jo hænger meget godt sammen.
✂ V. 6229-31:
✂
►sceft nytte heóld,
feðer-gearwum fús
fláne full-eode►,
✂ har ligesom med Flid pint Fortolkerne, skiøndt 👤Grein er nærved at faae Bugt dermed, men dog vil have “►vom Federschmuck geflüchtigt den Pfeil unterstützte” forstaaet saaledes, at Spydet ogsaa paa en Maade foer i Fjederham, medens Skjalden dog, paa eget Ansvar, roser Spydet for, at det, ved at gaae sit eget Skud, fløi omkap med den vingede Pil.
✂ V. 6282-85:
✂
►sweart of swic þole
swógende lég
wópe be-wunden
wind-blond gelæg►,
✂ kan jeg slet ikke forstaae, medmindre disse Linier høre sammen og “►wind-blond” maa være et Tillægs-Ord til “►lég”, saa Meningen bliver, at Luen, sort af sit Røg-Svøb, i Vindfang bragende leged med ►Been-Huset.
✂ V. 6292-6302 er saa hullede, at de, som 👤Grein meget rigtig bemærker, findes uoversættelige, men man kan dog have en ►velgrundet Formodning om deres Indhold, som maa have været, at ►Gothernes Sorg ved ►Bjovulfs-►Baalet lignede Fæstemøens Kvide ved hendes ►Elskers Fald i ►Vaabengnyet, men maaskee var her ogsaa spillet paa ►Hildeborg, ►Gudrun eller en anden af Oldtidens berømte ►Græde-Kvinder.
✂ V. 6336:►and ymbse sprecan
✂ er, som ►alt bemærket, at tale skifteviis, thi vel har heller ikke jeg forefundet “►ymbse” i nogen anden ►Angelsk Bog, men da det har samme ►Bemærkelse baade i Islandsk og Svensk, kan der ingen Tvivl være om Ordet i nærværende Sammenhæng.
✂ V. 6339-40:
✂
►duguðum démdon,
swá hit gen .. bið►.
✂ Her synes ikke at fattes andet end ►Fyldingen til “►gen”, som da maatte læses “►gemet”, men da Rimet fattes, har 👤Grein ►vist nok giættet bedst paa “►ge-défe”.