XL-XLI.
(5776-6107.)
✂ Her har vi den ►mærkelige Beskrivelse af Sørgebudskabet, som det bragdes til Konge-Borgen ved et ridende Bud, der ikke behøver at have været en af de ti ►Hælefægtere, da der godt kan have været Rideknegte med, og var desuden den arme Tyv til Tjeneste, som havde været Veiviser og kom, saavidt vi veed, ikke til Skade.
✂ Idet nu ►Budsvenden minder om de Farer, Landet er udsat for ved Heltens Død, seer han tilbage paa ►Gothernes foregaaende Kampe, paa den ene Side med Svenskerne og paa den anden Side med Franker og Friser, som vi vel forud kiender lidt til, men ikke nok, for at finde det ganske ►redt.
✂ Det er imidlertid her (v. 5834) at “►Merovingernes” uventede og derfor længe miskiendte Navn giør Overeensstemmelsen med 👤Gregors ►Frankiske Aarbog fuldstændig, og, skiøndt vi ikke kan ►oprede alt om den lange Svenske Krig, saa seer vi dog, at den Svenske Kong ►Ongenthjov gjorde Begyndelsen, efter Kong ►Hrædels Død, fældte den ulykkelige Kong ►Hædken, og bortførde hans Dronning, som formodenlig var en Dansk Prindsesse, og at det først var efter en Tids Forløb, at ►Higelak blev stærk nok til at hevne Skade. Paa sine gamle Dage maatte imidlertid ►Ongenthjov bide i Græsset, dog ikke, som vi snarest skulde ventet, for ►Bjovulf, men for ►Vanraads Sønner: ►Jofur og ►Ulf, af hvilke ►Jofur, som den lykkelige Banemand, fik ►Higelaks eneste Datter, Prindsesse ►Hylde, til Ægte.
✂ 189V. 5789:►se þe næs gerád,
✂ har jeg vel længe tænkt, skulde være en Snert til ►Budsvenden, som en af de Ti, men jeg maa dog nu give efter for Udgiverne, og tilstaae, det peger kun meget uskyldig paa det ridende Bud, især fordi “►næs” skal bære ►Rimstaven, men derfor maae vi saameget nødvendigere læse “►næsse”, hvad Udgiverne har glemt at anmærke.
✂ V. 5815:►syððan under Froncum and Frysum
✂ maa gaae ud i eet, men da saa “►orleg-hvíle” fattes sin ►Stalbroder, har begge Udgiverne faaet det uheldige Indfald at skabe en af intet eller af det hos os saakaldte Mundsveir “►syððan under”, og skiøndt 👤Grein ved at forlænge “►under” til “►underne” redder Skinnet, er det dog spildt Umage, da “►un-dyrne”, som man af hans Oversættelse kan see skal menes, snarere maatte give D og ingenlunde U til ►Rimstav.
✂ Jeg vil derfor giætte paa:
✂
►ofer ýða-geblond
orleg-hwíle►.
✂ V. 5850-54:
✂
►eald and eges-full
hond-slyht ágeaf;
á-breót brim-wísan
brýda heorde
gomela ió-meówlan►,
✂ da de to første Linier ikke har Skygge af Rim, fattes i det mindste to Linier, og maaske mere, som gav den Oplysning, vi nu fattes. ►Vel kan ►det neppe feile, at Skjalden jo vilde lade os vide, at Kongemoderen til ►Ongenthjovs berømte Sønner, ►Ohter og ►Onela, var den ►Gothiske Kong ►Hædkens Enke, som den grumme Krigsmand havde berøvet sin Husbond og bortført med Magt; men “►ió-meówlan” synes jo at giøre hende ►forældet, og da Rimstaven skal være g, vil jeg giætte paa, at der har staaet “►geof-meówlan”, som Afskriveren har forbyttet med “►geó-meówlan” og vi maa læse “►bryda-horde”, Brudeskat, som en Omskrivning af “Dronning”.
✂ V. 5858-59:
✂
►and þá folgode
feorh-geníðlan►,
✂ hænger slet ikke sammen med det Foregaaende, men forudsætter, at ►Gothe-Hæren maa være nævnet og dens Nederlag berettet.
✂ V. 5888-89:
✂
►hú þá folc mid him
fæhðe tó-wehton►,
✂ har begge Udgiverne ►aabenbar taget feil ad “►tó-wehton”, som maa henføres til “►tó-wegan”, og det var, fordi de holdt paa “►fǽhðe” som 190maa blive “►féðe”, saa her peges kun paa Fodfolket, som strømmede til ►Higelak.
✂ V. 5893:►fæsten sécean,
✂ kan, naar det skal gaae paa ►Higelak, som det vel maa, ikke være rigtigt, da det ►aabenbar ikke var nogen Fæstning, men Fienden, ►Higelak kom for at opsøge, saa vi skulde ventelig læse “►fæste sécean”, angribe uopholdelig, thi at “►sécean” har været brugt om Angreb, saae vi paa “►sócne” (V. 3547), som ►aabenbar bruges om ►Grændels Angreb, og paa “►sécean tó” (V. 5994) om Svenskerne.
✂ 👤Grein har prøvet paa at omgaae Vanskeligheden, ved at henføre det Hele fra V. 5880 til ►Ongenthjov, og jeg har selv været fristet til det samme, men deels vilde det være et Kneb paa dette Sted at oversætte “►fród” ved “den Gamle” og sætte ham i Spidsen istedenfor “►se góda”, deels passer “►fela-geómor” her ligesaa slet paa ►Ongenthjov som godt paa ►Higelak, og endelig kom derved netop eet og det samme til at drøvtygges uden al Grund.
✂ V. 5894-95:
✂
►eorl Ongenþió
ufor on-cirde►,
✂ falder baade “►eorl” mistænkeligt og kommer hovedkulds, men naar man oversætter “►ufor” ved hurtigere eller “forud”, lader det sig dog forsvare.
✂ V. 5899:►wiðres ne trúwode,
✂ har 👤Thorpe i Fortvivlelse villet skabe “►wiðres” om til “►hwæðre”, medens 👤Grein kiækt, trods alle Indvendinger, giør “►wið-ræs” af det, men jeg tør slet ikke røre ved det, da jeg intet rimeligt veed at sætte isteden, uden det skulde være “►weðres”, der dog faldt stivt, og kan i “►wiðres” kun see Navnet “Vidar”, som vilde forudsætte, at ►Ongenthjov havde opkastet en Forskandsning paa Kysten, hvor Byttet var samlet, og som han nu kastede sig ind i, da han ikke tiltroede den ►Vidar, som det var betroet, at kunne afværge ►Higelaks Angreb. Under denne Forudsætning kunde vist nok “►fæsten” (V. 5893) ogsaa blive staaende, men jeg kan ikke nægte, at alt dette indtil videre maa synes at svæve i Luften, og anmærker det derfor kun flygtig i Forbigaaende.
✂ V. 5907-08:
✂
►þá wæs æht boden
Sweóna leódum►,
✂ har 👤Thorpe, som vil nøde “►æht” til allevegne at betyde “►wealth” eller dog Eiendom, skiøndt det V. 83 og 1026 baade med “Flodens og Havets” Magt sætter sig derimod; givet Svenskerne til Bytte; men 👤Grein, som giætter paa “►eaht, eht” Forfølgelse, har saameget des rimeligere Ret, som det til Nød ogsaa kan taales paa fornævnte Steder.
✂ 191V. 5915:►ecgum sweordum,
✂ trænger jo til Helbredelse, men ved med Udgiverne at læse “►ecgum sweorda” overhugger man Knuden, istedenfor at løse den. Vi skal ►upaatvivlelig læse “►eácnum sweordum”, ligesom der V. 4273 læses “►eácnum ecgum”.
✂ V. 5917:►on bid wrecen,
✂ lader sig vistnok, som det staaer, umulig oversætte, skiøndt 👤Grein har prøvet det umulige ved “►zum Bleiben gestellt”, saa det maa være skeet enten i Fortvivlelse eller blot for Løier, som naar jeg vilde sige: “bragt til at bie”. 👤Thorpe vil læse “►beado” og oversætter “►in that conflict punished”, som heller ingensteds har hjemme.
✂ Er en forvoven ►Giætning derfor nogensteds tilladelig, maa det være her, saa jeg foreslaaer “►on-biten recene”, pludselig forbidt, som dog lader sig høre, til man faaer noget bedre.
✂ V. 5944-45:
✂
►ac he hyne ge-wyrpte,
þeáh þe him wund hrine►.
✂ Uagtet Beskrivelsen af den gamle Svenskers Kamp med ►Vanraads-Sønnerne, som minder om den mellem ►Adils og begge ►Frovins-Sønnerne, er temmelig indviklet, er vi dog blevet enige med os selv og hinanden om, at ►Ulf, som først saarede den gamle Hugaf, fik til Giengiæld et ►Dommedags-Slag, saa han styrtede omkuld, og kom først paa Benene igien, da det var lykkedes hans Broder ►Jofur at fælde ►Jetten, og mig synes derfor, det følger af sig selv, at disse to Linier maae henføres til ►Ongenthjov, som maa trøste sig med, at fik han end ikke Held til at give ►Ulf Banesaar, saa smed han ham dog tilgulvs, efterat han selv var følelig saaret.
✂ Begge Udgiverne vil imidlertid have Linierne henførte til ►Ulf, og medens 👤Thorpe lader ham komme sig (“►recover”) ved Kuldkastningen, lader 👤Grein ham vælte sig lidt, uden at jeg kan vide, hvorfor, uden fordi Linierne nu engang ikke bedre kan passe paa ►Ulf som Subjectet.
✂ V. 5986-89:
✂
►and þá Iofore forgeaf
ángan dóhtor,
hám-weorðunge,
Hyldo tó wedde►.
✂ At Skjalden herved vil lade os vide, at ►Higelak gav ►Jofur sin eneste Datter tilægte, derom tvivler ingen af os, men naar vi ikke vil lade hende hedde ►Hulde (“Hyldo”) da maae vi ►skylde Skjalden for ikke at have sagt os, om Prindsessen blev blot sat i Pant eller givet tilægte, saa at, om end Grammatiken, som jeg dog meget tvivler om, tillod os at stryge Navnet, burde vi dog for Skjaldens Skyld lade det 192staae. Da vi ellers Intet veed om den ►Gothiske Prindsesse, nytter hendes Navn os vel ikke stort, men det skader os dog endnu mindre, og da det var hende, der, efter ►Hardreds Død, maatte være ►Hredlingernes sidste Haab, er det dog mueligt, vi ved en anden Leilighed kan fornye det korte Bekjendskab.
✂ V. 6002-4:
✂
(►æfter hæleða hryre
hwate Scildingas
folc-red fremedel►)
✂ Skiøndt den første Linie godt kunde høre til det Foregaaende, saa der ved “►hæleða hryre” sigtedes til ►Higelaks og ►Hardreds Fald, saa har jeg dog, ligesom Udgiverne, fundet det rimeligst, at Skjalden herved vilde pege paa Grunden, hvi ►Bjovulf ogsaa paa Thronen blandede sig i de danske Anliggender, som da vil have været ved ►Rolv Krages Fald, der rystede hele vort 📌Norden. Da “►folk-red” (Folke-Raaderen) passer godt nok, bør det hverken giøres til “►folc-ræd” eller “►folc-riht”.
✂ V. 6021-27:
✂
►þá sceall brond fretan,
æled þeccean,
nealles eorl wegan
muððum tó ge-myndum,
ne mægð scýne
habban on healse
hring-weorðunge;►
✂ har Udgiverne stiltiende gjort “►muððum” til “►máððum”, skiøndt “►wegan” i alt Fald vilde kræve “►máðmas”, men vi skal ►aabenbar læse “►mundum”, Hænder, som danner Modstykket til “►on healse”, da Mændene bar Armringe og Kvinderne ►Halsbaand.
✂ Ved denne Beskrivelse, der turde være den skiønneste ei blot i hele Kvadet, men i alle Heltes Lovtaler, maae vi forbauses over, at den Engelske Udgiver om den skiønne Mø, Guldet berøvet, som trælbundet skal gaae i Udlændighed, har enten kunnet eller villet anmærke: “►perhaps a glee-maiden is meant, who, having lost her patron, is compelled to wander abroad.” (!!!)
✂ V. 6068-71:
✂
►ǽr hí þǽr ge-ségon
syllícran wiht,
wyrm on wonge,
wiðer-ræhtes►,
✂ har vel 👤Grein beholdt baade “►ǽr” og “►wiðer-ræhtes”, som 👤Thorpe ombyttede med “►ac” og “►wiðer-rǽdne”, men jeg skal dog foreslaae at læse “►æc” (= eac) og “►wiðer-rihtes”: de saae ogsaa til Giengiæld det sære Uhyre. Vel har jeg ingen anden Hjemmel end Ordbogens her 193meget tvivlsomme for, at “►wiðer-riht” er Vederlag, men naar en lillebitte Forandring giver meget god Mening hvor før ingen var, finder jeg den altid rimelig.
✂ V. 6084-85:
✂
►hæfde eorð-scrafa
ende genyttod►,
✂ skal jo ►upaatvivlelig, som Udgiverne har forudsat, sige os, at Dragen havde nu afbenyttet Skatte-Graven, men det siges dog ikke, medmindre vi læser “►endemæst”, ►endmost, sidste Gang.
✂ V. 6104:(►he is manna ge-hyld)
✂ maatte være “►Mands-Dække”, hvad vel kunde siges om Vorherre, men neppe af den Mund, saa vi skal ►vist læse “►ge-hyht”, Haab, Tilflugt.