XXVIII.
(3769-3918.)
✂ Forsaavidt dette Afsnit beskriver Heltens Hjemreise til 📌Gothland, er alt kort og godt, men i Anledning af ►Hygd, Kong ►Higelaks unge Dronning, spilles der baade paa noget Sært ved hendes Giftermaal og, til Sammenligning, paa en vis Kong ►Offas Dronning med tvetydigt Rygte, som Udgiverne med Vold og Magt, uden at ændse de uoverstigelige Hindringer baade i Tid og Rum, vil true til at gifte sig med Kong ►Higelak paa sine gamle Dage, og dog blive ved at være saa godt som et Barn. Da nu Pennen netop paa disse Grændser af det gamle Haandskrift er faldet i en sjusket Haand, som ventelig har sprunget noget over og har forkvaklet Resten, saa falder det vanskeligt nok at redde begge de ædle Dronningers og Skjaldens Ære, men Sagen forholder sig dog ►vist meget forsvarlig saaledes, at ►Hygd “►Hæreds Datter” (ligesom den “►Herods Datter” i 📌Sverrig, 👤Saxe Runemester omtaler) har havt en ►Lindorm eller et andet vildt ►Bæst til at bevogte sig, som hendes Beiler maatte fælde, og at Skjalden ved den Leilighed kvæder lidt til en Side om den gamle Kong ►Offa, ►Værmunds Søn (vores ►Uffe hin Spage), og spiller paa de sære Sagn, som vi veed, ►Anglerne havde om ►Offas Dronning ►Thryde eller ►Ædelthryde, en Frankisk Kongedatter, med en æventyrlig Skæbne, som tilsøes drev op i ►Offas 157Rige. Om hende, og ingenlunde om ►Hygd, er det da, Skjalden vil fortælle os, at ►Eomer, en Søstersøn ►ad ►Værmund, altsaa Fætter til ►Offa, beskyldte hende for at staae sin Ægtemand efter Livet, men maatte derfor ►pakke sig ud af Landet, saa ►Thryde beholdt det gode ►Lov, at hvordan hun end før havde været, saa kunde ingen Ægtefolk leve bedre sammen end hun og ►Offa.
✂ Naar man nu veed og husker, at den gamle ►Offa eller ►Uffe, ►Værmunds Søn, baade efter ►Anglernes egne Stamtavler og efter vore hjemlige Sagn, levede førend enten ►Anglerne kom til 📌Britannien eller Frankerne kom til 📌Gallien, da falder alt godt i Traad, undtagen, som det synes, det, at ►Thryde ►vist ogsaa efter Digtet skal være en frankisk Kongedatter; men vi maae jo huske, at Frankerne saavelsom ►Anglerne baade var til, før de gik ud paa Æventyr, og at de selv bar deres Navn, førend de gav det til fremmede Lande, og da Frankerne, efter deres eget Sigende, engang skal have boet i 📌Nord-Tydskland, og da Skjalden ingenlunde siger, at ►Thryde seilede over noget Hav, men kun over en gul Flod, saa kunde den ligesaa godt være 📌Eideren, som en anden, skiøndt 📌Elben ►vist nok under vor ►Himmelegn har nærmest Krav paa at kaldes “den gule” Flod.
✂ V. 3783:►scawan scír-hame,
✂ har givet Anledning til mange ►Giætninger, og 👤Grein har ►vist Ret i, at Meningen skal være “Heltene med den glimrende Rustning”, men naar han derfor vil giøre “►scawan” til “►scaðan” (Røvere), da kan jeg ikke følge ham, men giætter paa
✂ V. 3800:►Gewát him on nacan
✂ fattes ►Rimstaven, og 👤Grein giætter derfor paa “►ýð-nacan”, men jeg vil dog ►heller læse “►onettan” da det baade giver bedre Mening og giver “►gewát” sin sædvanlige Stilling som Hjelpeverbum.
✂ V. 3856-57:
✂
►mód þryðo wæg,
fremu folces cwén►,
✂ lader sig paa ingen Maade forstaae i Sammenhæng med det Foregaaende og Efterfølgende, men kun som et Indskud (en Parenthes) naar vi forudsætter, at foran fattes noget, og at “►Þryðo” er det velbekjendte Navn “►Thryde” paa ►Offas Dronning, og at der for “►fremu” skal læses “►Frencna”, altsaa:
✂
►(mód Þryðo wæg,
Frencna folces cwén)►.
✂ Mod havde ►Thryde, den frankiske Dronning.
✂ 158V. 3858:►firen on-drysne,
✂ oversætter 👤Thorpe “►crime appalling” og 👤Grein med en Binde-Streg, “►frevelschrecklich”, og begge lader det gaae ud over den stakkels ►Hygd, men om hun ogsaa vilde bære den store Uret, kunde Ordene dog neppe bære Oversættelsen, thi at “►ondrysne” kan være et Adjectiv, lader sig ingenlunde bevise af det eenlige Sted hos 👤Kædmund, hvor det langt snarere er en ►Skrivfeil, ligesom heller ingen Bindestreg vil kunne sammenknytte “►firen on-drysne” til et taaleligt Ord. Man maa derfor opgive disse Ord, som den nu ubrugelige Ende af en Sætning, der, foran “►mód Þryðo wæg”, er for Resten faldet ud, og vilde man endda vove en ►Giætning, maatte det blive, at der har staaet “►ondryslíc” og at Talen har været om den Misgierning i Hjemmet, som Sagnet beskylder ►Thryde for, saa det har været til Straf for den, hun har faaet Udyret paa Halsen.
✂ V. 3859-67:
✂
►nǽnig þæt dorste
deór genéðan,
swǽsra ge-síða,
nefne sín freá,
þæt hire án-dæges
eágum starede,
ac him wæl-bende
weotode tealde,
hand-gewriðene►.
✂ Dette hos Udgiverne bælgmørke Sted begynder vel strax at ►klare sig, naar man lader ►Bæstet (►deór) være ►Bæst og ingen Prindsesse, og derimod lader ►Freias Navn, “►freá”, hos ►Anglerne, ligesom hos os betyde “Frue”, men dog bliver Linien “►weotode tealde” ved at være fortvivlet, thi Meningen maa være, at Udyret, som ingen turde nærme sig uden dets Herskerinde, holdt bestandig Øie med hende, men at det dog lykkedes hende at faae det bundet ligesaa godt, som ►Aserne fik ►Ulven bundet, men dertil passer “►weotode tealde”, om det end ellers kunde passe til noget, slet ikke, saa det ligeste, jeg kan tænke mig, vilde være “►weoce geteah”, thi at Baandet da blev af Siv, kunde ikke skade, da det Baand, ►Stærkodder hængde ►Vikar i, var af samme Slags, og ►Fenris-Ulvens Baand var endnu meget mindre haandfast.
✂ V. 3868-73:
✂
►hraðe seoððan wæs,
æfter mund-gripe,
méce geþinged,
þæt hit sceaden-mǽl
159scyran móste,
cwealm-bealu cýðan►.
✂ Baade 👤Thorpe og 👤Grein har villet læse “►sceaden-mǽl”, som den Ene har oversat “►pernicious brand” og den Anden “►Schadenzeit”, uden at det dog er lykkedes Nogen af dem at finde Mening i det Hele; men Skjalden vil ►aabenbar sige os, at da først Udyret var forsvarlig bundet, fik man snart Sværdet fat og gjorde Kaal paa ►Bæstet og Ende paa Ulykken. Man kan derfor sige, at her er de mørke Ord dem selv værst, men for Resten skal man vist lade “►geþinged” efter Haandskriftet staae, og læse “►sceaden-mǽlum” (Stykke for Stykke), hvorved da Sværdet ogsaa faaer Lov til at skiære (►scyran) som det pleier van. “►cyðan” er da det eneste balstyrige Ord, saa det maa vel læses “►cywan” for “►ceowan”.
✂ V. 3879:►æfter lige-torne,
✂ har 👤Grein ►vist heldig giættet paa “►lyge-torn”, men man maatte da vist oversætte det ved ►Iversyge eller ►Sortesyge (Jalousi).
✂ V. 3881-82:
✂
►húru þæt on hóh snód
Heminges mǽg►,
✂ giættede jeg strax paa “►on-hospode”, bebreidede, og 👤Greins for Resten sindrige ►Giætning, “►on hóh snóc”, kan jeg ikke bifalde, fordi her ikke er Tale om at følge nogen i Hælene; men maaskee ►Anglerne da som endnu kaldte det at bide eller skiære en i Hælene (►to backbite), naar man bagtalde ham, og da kunde der godt staae “►on hóh snód”.
✂ V. 3891:►æðelum dióre,
✂ har 👤Grein ►vist neppe Ret til at oversætte “►die adeltheuere”, men det kan og bør dog oversættes i Lighed dermed: “den de Ædle dyrebare”, kun at det maa henføres til ►Offa og ei til hans Dronning. Min forvovne ►Giætning (►Æðel-Þryðo) falder da bort af sig selv.
✂ V. 3914-15:
✂
►þonon Geomor wóc,
hæleðum tó helpe►,
✂ skal vi sikkert nok, efter ►Rimstaven, læse “►Eomor”, og med 👤Thorpe tage det for Navnet paa ►Hemings Søn og ►Værmunds ►Systersøn, men just derfor kan han ikke tillige være ►Offas Søn, og for “►wóc” læser jeg “►wác” veeg, da jeg kan see, at Dronningens Bagtaler maatte pakke sig. “►níða-cræftig” v. 3918 oversættes ►vist ogsaa langt bedre “rænkefuld” end “daadfuld”.