XV-XVI.
(1843-2092.)
✂ Indholden er deels ►Hrodgars og ►Bjowulfs Betragtninger over Kampen og dens Udfald, og deels ►Bjowulfs Belønning ved Indtoget i den frelste, istandsatte Hal.
✂ V. 1845:►stód on stapole,
✂ synes vel baade 👤Thorpe og 👤Grein saa sikker i deres Sag, at de ikke engang giætter paa “►staðole” som 👤Rask erklærede for en nødvendig Rettelse, men da jeg i sin Tid ogsaa har glemt at anmærke den, er den maaskee slet ikke faldet dem ind. Jeg staaer i alt Fald fremdeles fast paa “►staðole”, da jeg ikke troer, man kan staae “►on stapole” uden at staae som paa Toppen af et Taarn eller dog af en ►📌Sule, og der veed jeg at ►Hrodgar stod ikke og holdt Tale med Dronningen og alle Damerne ved Siden.
✂ V. 1865:►weá wid scofen,
✂ oversætter 👤Grein: “►es nagten weite Wehen der Weisen jeden”, men saa maa han dog ogsaa med mig læse:
✂
►weán wið-scufon
witena gehwylcne►,
✂ skiøndt jeg ogsaa gierne med ham læser: “►wið-scofon”.
✂ V. 1883-85:
✂
►þæt hyre eald metod,
éste wǽre,
bearn-gebyrdo►.
✂ tage baade 👤Thorpe og 👤Grein for gode Vare, som om man ved at tage “►éste” og “►wǽre” hver for sig, kunde faae ud, at Gud var hende naadig ved Barne-Fødsel; men deels er det mig ufatteligt uden Text-Forandring, og deels er “►éste-wǽre” ligesom “►frioðo-wǽre” v. 2185 og 4556 ►sikkert et sammensat ►Nævnings-Ord, saa Noget maa der forandres for at faae Mening i det, og naar der stod et passende Verbum foran “►metod” istedenfor det i alle Maader ►urimelige “►eald”, da vilde Meningen klarlig være, at Gud i Kiærlighed havde undt hende Barne-Fødsel. Da ►Rimstaven maa være en Vocal, skal vi ►sikkert læse “►þæt hyre an metod”, thi Præsens, som Skjaldene altid skifter med, er her ganske i sin Orden.
✂
►þæt he for hand-gripe
mínum scolde
licgean líf-bysig,
bulan his líc swice;►
✂ skal ►sikkert, som ►alt 👤Kemble foreslog, efter ►Rimstaven læses “►mund-gripe”, men 👤Thorpes Forslag at læse “►líc-swice” duer ikke, og Meningen er, “naar ikke hans Krop svigtede”, som vi læser v. 1617-18 den gjorde: “►se líchoma lǽstan nolde”, Kroppen vilde ikke holde, og v. 1628-29: “►seonowe onsprungon, burston bán-locan”, Senerne sprang og Knoklerne knak. At “►þæt he” v. 1923 fattes hos 👤Grein, er kun en urettet Trykfeil.
✂ V. 1930-31:
✂
►nó ic him þæs georne ætfealh,
feorh-geniðlan►,
✂ er misforstaaet af 👤Thorpe, men rigtig oversat af 👤Grein: “►nicht so fest packte ich den Feind des Lebens”, thi Sammenhængen er: aldrig klemde jeg Fienden saa alvorlig, at jeg, da Gud ikke vilde, kunde lamme hans Gang.
✂ V. 1932-33:
✂
►wæs tó fore mihtig
feónd on féðe►,
✂ er ligefrem: Fienden paa Fode var Farten mægtig, saa jeg kan ikke vide, hvad der har fristet Udgiverne til at trykke “►foremihtig” sammen, som desuden kun vilde rime sig daarlig med det da mere end overflødige “►tó” foran.
✂ V. 1934-37:
✂
►hwæðere he his folme forlét
tó líf-wraðe
lást weardian,
earm and eaxle►,
✂ seer man vel strax, at “►last weardian” ikke, som 👤Thorpe har tænkt, er eller kan være “►to guard his track”, men som 👤Grein har givet det “►liegen lassen” da Meningen ►aabenbar er, at ►Grændel, da han løb, maatte lade baade Haand og Arm og Skulder i Stikken. Derimod tør jeg ikke med 👤Grein oversætte “►to líf-wraðe” ►zur Lebensbergung, thi vel var det for at bjerge sit Liv, at ►Grændel løb fra sit ►Gribetøi, men ►wraðe ͻ: wræðe er jo egenlig et Baand og kun fra denne Side en Understøttelse, saa jeg troer snarere vi skulde læse “►lið-wraðe” og oversætte: han lod sin Haand tilligemed Leddebaandet, Arm og Skulder tilbage. I min Oversættelse seer jeg ogsaa, jeg har fundet Nødden for haard at knække og derfor ladt den ligge.
✂
►foran ǽghwylc wæs
stéda nægla gehwylc
stýle gelícost,
hǽðenes hand-sporu►,
✂ oversætter jeg ligefrem: foran enhver (af Fingrene) var der en skarp Nægl ved Staal at ligne, Hedningens Haand-Spore, hvorved jeg kun forudsætter, at der for “►steda” skal læses “►stedig”, og for “►sporu” læses “►spora”. Havde for Resten, som 👤Grein forudsætter, ►Anglerne et Adj. “►steda” svarende til det Engelske “►stiff”, da behøvedes forsaavidt ingen Rettelse, men da det gamle “►stið” ►aabenbar svarer til det nye “►stiff” har jeg nogen Tvivl derom.
✂ V. 1969-74:
✂
►þæt him heardra nán
hrínan wolde
íren ǽr-gód,
þæt þæs ahlǽcan
blódge beadu-folme
on-beran wolde►,
✂ har baade 👤Thorpe og 👤Grein givet en Oversættelse, som i Uforstaaelighed dristig kan maale sig med Originalen, og vel er den et fortvivlet Sammensurium, men det kan dog ►opredes, naar man v. 1972 vil læse “►þe” for “►þæt” og tager “►on-beran” v. 1974 blot for en anden Skrivemaade af “►on-birian”. Da bliver Meningen, at alle sagde om den, der havde smagt ►Grændels Klo, at han vilde aldrig faae haardere Staal at føle.
✂ V. 1975-77:
✂
►þá wæs haten hreðe
►Heort innanweard
folmum ge-frætwod►,
✂ mener Udgiverne at kunne helbrede blot ved at sætte “►hraðe” for “►hreðe” og oversætter saa rask “►then was quickly ordered ►Heort inward to be with hands adorned►” og “►Auf Geheiss ward hurtig ►Heort innen mit den Händen geschmückt►”, som om det virkelig stod der, og selv 👤Grein har mod Sædvane aldeles overseet mit gamle Forslag at læse “►heáh-timbrede” som, uden at være større Forandring, løser Knuden; men jeg gientager desuagtet dristig mit Forslag kun med Spørgsmaalstegn efter “ingen bedre?”
✂ V. 1998-2009:
✂
►Nó þæt ýðe byð
tó be-fleónne,
132(fremme se þe wille!)
ac ge-sacan sceal,
sáwl-berendra [ǽghwylc],
nýde ge-nýded,
niðða bearna,
grund-búendra,
gearwe stówe,
þǽr his líc-homa,
leger-bedde fæst,
swefeð æfter symle►,
✂ har ikke mindste Vanskelighed, naar man kun lægger Mærke til, at “►ge-sacan” her maa betyde at stride for, “forfægte”, thi da staaer der, i Anledning af ►Grændels ulykkelige Flugt: det er ingen smal Sag at flygte, prøve det, hvem der vil! men enhver dygtig Karl skal vide at forsvare den Plet, hvor han reder sit Leie og sover Rusen ud efter ►Gildesfærd. Dette, som stemmer overeens med v. 2477-94, har imidlertid Udgiverne ikke seet, skiøndt jeg ►alt 1820 udtrykde det rundt og ret paa Dansk:
✂
Det dog er en tvungen Sag
For hver ærlig ►Kæmpe,
Naar han gaaer fra Mjød og Vin,
Krogen, trods al Fare,
Hvor han hviler Kroppen sin,
Mandig at forsvare.
✂ Udgiverne har da, ved at læse “►ge-sécan” for “►ge-sacan”, faaet ud deraf, at Skjalden, uden al Anledning og Sammenhæng, skulde anvendt over ti Linier paa at sige os, at naar vi er døde, skal vi begraves. Maaskee skulde vi for Resten i første Linie læse “►yde” (►eade) for “►ýðe”, saa Overgangen faldt saameget lettere: der er ingen Lykke ved at flygte.
✂ V. 2022:►fægere geþǽgon,
✂ har 👤Thorpe giættet paa “►fægene” og faaet Roes derfor baade af 👤Bouterwek og 👤Grein, men det ligner dog ikke vor Skjald at sige: fuldglade de vare og glade de toge saa mangt et Mjødbæger, saa der maa vist have staaet et andet Ord, og hvis gamle 👤Somner har Ret, som han pleier, saa “►fætere” kan betyde “flyvende”, da har der sikkert staaet “►fætere geþegon”, det gik flyvende med Bægerne.
✂ V. 2032 maa vi oversætte “►þenden” ved “hidtil”, da vi seer, af ►Vidsidsmaal, at der ganske rigtig blev Ende paa Venskabet mellem ►Hrodgar og ►Hrodulf.
✂ V. 2056:►walan útan heóld,
✂ har pint alle Fortolkerne og mig selv ikke mindst, uden at jeg endnu 133kan finde Knuden ordenlig løst. Nu falder det mig imidlertid ind, at vi paa Dansk har Ordet “►Valk” der, ligesom det tyske “►Wulst”, kan bruges om enhver Krands, ogsaa en Krands, som ved Smedning bruges til at binde og forstærke. Da nu ogsaa ►Anglerne havde Ordet “►wealc” eller “►walc” der kunde have samme ►Bemærkelse, saa foreslaaer jeg at læse:
✂ V. 2057-59:
✂
►þæt him fela láf
frécne ne meahton
scúr-heard sceððan►,
✂ som Udgiverne har havt saa travlt med, kun fordi de ikke vilde finde sig i, at Sværdet ligesaa godt kan kaldes “►fela láf” som “►Hréðles láf”, kan let komme i Orden enten ved blot at læse “►meahte” for “►meahton”, eller ved at læse “►láfe” og “►scúr-hearde”.
✂ V. 2066-67:
✂
►on flet teón,
in under eoderas►,
✂ har vel ikke forarget Udgiverne, men mig synes dog, det baade paa Skjaldens og paa Hestenes Side er en betænkelig Sag, og jeg ønsker derfor at læse, ligesom v. 1723 ►on ge-flít, saa Skjalden vil sige os, at Hestene kom dandsende omkap ind i Borgegaarden.
✂ V. 2076-77:
✂
►nǽfre on óre læg
wíd-cúðes wíg►,
✂ har Udgiverne slet ikke villet ændse mit Raad, at man skal læse “►wicg”, hvor Talen ►aabenbar er om en Ridehest, saa jeg maa gientage det, og ventelig skulde vi læse, som jeg strax giættede “►wíg-cúðes wicg”. 👤Grein har jo vist nok Ret i, at “►on óre” kan være “i Spidsen”, men det passer ikke her, saa jeg tænker endnu som 1820, at der har staaet “►nǽfre on eare læg” og at det har været en Talemaade om en Stridshest, som ►Skyhaarene var blæst af, ligesom vi kunde sige om en saadan Hest: den spidsede aldrig Øren eller den lagde aldrig Ørene tilbage midt i Krigslarmen.