↩ tager jeg for et Indskud, hvori ►Hunferd roser sig af, at hverken Ven eller Fiende kan ►kaste ham en saa bedrøvelig Reise i Næsen, som 122den, ►Bjowulf og ►Brække gjorde, da de, af bare Hovenhed, svømmede om Kap og maatte tilsidst drive med Strømmen, til de kastedes i Land som Vrag, og der kan ingen anden Indvending giøres herimod, end at jeg læser “►me” i første Linie, hvor 👤Kemble og 👤Thorpe vil have læst “►inc”. Det paagiældende Ord, som 👤Thorkelin lod trykke “►mic”, er nu vist nok saa utydeligt i Haandskriftet, at 👤Thorpes Læsning kunde være ligesaa berettiget som min, naar den kun gav ligesaa god Mening, istedenfor kun at give ►Vrævl; thi dersom ►Hunferd midt under den bittre Bebreidelse, han selv giør ►Bjowulf og ►Brække for deres bedrøvelige Reise, virkelig havde sagt, hvad 👤Thorpe vil have ham til at sige: slet ingen Mand, hverken Ven eller Fiende, kan bebreide jer To jeres bedrøvelige Reise, da havde han jo ►vrævlet umaneerlig. Dette har 👤Grein ogsaa indseet og stræbt at dække, ved ikke at oversætte “►be-leán” ved “bebreide” men ved “forhindre” (►wehren); men deels passer ogsaa det kun meget daarlig i Sammenhængen, og deels har man neppe nogen anden Hjemmel for en saadan ►urimelig ►Bemærkelse af “►be-leán”, end en løs Anførsel hos ►Bosworth.